Jomfruen fra Norge

Da jeg var barn, læste jeg mange skønlitterære bøger, der tog udgangspunkt i den danske middelalder og ikke mindst de konflikter, der var hos den danske adel på det tidspunkt. Særligt den tidlige middelalder fascinerede mig, og jeg slugte historierne om de mange dramaer, der var i kongeslægten dengang. De senere år har det været meget begrænset, hvad jeg har læst af bøger om middelalderen, så da Gad gav mig mulighed for at læse ‘Jomfruen fra Norge’, slog jeg straks til.

Bogen er skrevet af Tore Skeie og handler om de norske, svenske og danske kongeslægter og ikke mindst de indbyrdes stridigheder, som prægede store dele af middelalderen. Ved bogens start befinder vi os i slutningen af 1200-tallet, og forfatteren tager derpå læseren med på en rejse gennem de følgende årtier, hvor krig og skærmydsler gang på gang præger Skandinavien. Kongerne i hhv. Norge og Danmark strides gang på gang med den svenske adelsmand Erik, som frygtelig gerne vil tilrane sig den svenske trone – og den danske og norske hvis han kan komme til det.

Da jeg gik i gang med bogen, forventede jeg egentlig at skulle læse en skønlitterær bog, men bogen er nærmere en hybrid mellem den skønlitterære genre og faglitteraturen. Forfatteren har dog ikke selv defineret, om bogen skal læses som fiktion, faktion eller faglitteratur, men der er ingen tvivl om, at han bygger fortællingen på grundig research. Jeg skulle lige vænne mig til denne stil, men da jeg først var kommet godt i gang med bogen, blev jeg grebet af den spændende fortælling.

Middelalderen er en spændende periode – ikke mindst når fokus er på den skandinaviske adel, som i den grad var svigefulde og magtbegærlige. Hvis du synes, at der er for meget forræderi og intriger i ‘A Game of Thrones’, så skal du ikke læse ‘Jomfruen fra Norge’, for her skifter alliancerne hele tiden, og du kan kun være sikker på én ting – du skal nok blive forrådt! Jeg tog mig flere gange til hovedet, når alliancer igen-igen blev brudt, og en af adelsmændene var tåbelig nok til at sætte sin lid til et nyt samarbejde – vel at mærke et samarbejde med en adelsmand, der allerede havde forrådt ham flere gange før.

Jeg synes, det er lidt synd, at jomfruen, som lægger navn til bogen, egentlig ikke har særlig meget med handlingen at gøre. Det bliver nærmere en vag ramme omkring den egentlige historie, som forfatteren ind imellem kan vende tilbage til. Bevares – hun bruges da hist og her i magtkampene, men jeg synes, titlen er en anelse misvisende.

Som historieinteresseret – især i forbindelse med middelalderen – fandt jeg denne bog meget interessant. Stridighederne mellem de skandinaviske kongehuse har jeg kun hørt ganske lidt om – og kun fra den danske synsvinkel. Nu kom der pludselig nye, spændende detaljer med, og da jeg først var gået i gang med bogen, var det svært at stoppe igen.

Interesserer du dig for middelalderen, kongeslægter og den skandinaviske fortid – eller savner du en pendant fra virkeligheden i forhold til intrigerne fra ‘A Game of Thrones’, så kan jeg anbefale dig denne bog.

Knogler i sandet og Sølvets rige

I ‘Ulven fra stepperne’ og ‘Fjendeland’ af Conn Iggulden fulgte man drengen og manden, der blev til Djengis Khan, mens tredje bog handler om Djengis’ storhedstid.

I tredje bog, ‘Knogler i sandet’, har Djengis forenet stammefolket til én nation og sejret over kineserne. Nu er turen kommet til muslimerne i Centralasien, og Djengis får atter mulighed for at vise sine taktiske evner. Det er dog ikke kun muslimer, han må kæmpe med, for på privatfronten er familien ved at splittes, da hans sønner ikke kan enes, og Djengis må gang på gang sætte dem på plads. Det er en svær balance, for han skal selvfølgelig slå hårdt ned på splid og ikke vise nåde, fordi det er hans eget kød og blod, men omvendt må han heller ikke ydmyge dem så meget, at resten af hæren mister respekten for Djengis’ arvtagere.

Alle gode gange tre siger man, og det passer også i dette tilfælde, for dette er den af bøgerne i serien, jeg bedst kan lide. Der er en bedre balance mellem intriger og krigsscener, så fortællerytmen ikke knækker på grund af (alt for) lange kampsekvenser, og der er også tid til interessante episoder fra lejr- og familielivet. Ikke alt er krig og kamp, og det er faktisk lidt tiltrængt oven på ‘Fjendeland’.

I den fjerde bog, ‘Sølvets rige’, er Djengis Khan er død, og Djengis’ hær er samlet for at sværge troskab til Djengis’ søn og arving, Ogedai. Det er dog ikke alle, der er enige i, at Ogedai skal være Djengis’ efterfølger, og en borgerkrig er under opsejling. Ogedai er tvunget til at handle hurtigt.

Serien mister desværre lidt pusten, nu hvor Djengis ikke længere er med. Det er stadig interessant at følge magtkampene og de dramatiske optrin og kampe, og mange af personerne kender man fra de tidligere bøger, men det er stadig ikke det samme, og en del af situationerne føltes lidt som en gentagelse af de tidligere bøger.

Der er en femte og sidste bog i serien, der handler om Djengis’ børnebørn, og jeg har besluttet mig for ikke at læse den, selvom det så betyder, at jeg ikke får afsluttet serien. Jeg syntes som sagt ikke, at den fjerde bog i serien var synderlig interessant, da Djengis ikke længere var med, så der er ikke så megen grund til at læse femte bog, når det handler om hans børnebørn.

Fjendeland

Tilbage i marts måned hørte jeg første lydbog i Conn Igguldens serie om Djengis Khan, så det var meget naturligt for mig at kaste mig over næste bog i serien, da jeg for nylig lånte et par lydbøger via netlydbog.dk.

I ‘Fjendeland’ følger man atter Temüdjin fra Ulvenes klan, som nu er udråbt til Djengis Khan. Han har et brændende ønske om at samle stammeklanerne i det store mongolske rige til ét folk – en samlet nation, der kan kæmpe mod det kinesiske kejserdømme. Det kræver dog en modig og stålfast leder at skulle samle så mange stammer, men Djengis er en intelligent og stædig mand, og hans mænd følger ham trofast.

Djengis bliver fremstillet som en viljestærk og kløgtig leder, som tænker strategisk og udnytter enhver svaghed hos sin fjende. Alligevel bliver han overmandet i lejren af en snigmorder, og Djengis svæver mellem liv og død, mens resten af klanen prøver at beslutte sig til, hvad de skal gøre, hvis han dør. Så galt går det ikke, men Djengis er mærket af angrebet i lang tid efter.

Jeg var lige ved at gå død i starten af bogen, hvor krigsscenerne fylder temmelig meget. Selvom jeg er til action og elsker storslåede film med masser af kampscener, så synes jeg ikke, at det egner sig lige så godt til bøger, og jeg var derfor noget bekymret for, om dette vil gøre sig gældende for hele bogen. Det gjorde det heldigvis ikke, og jeg slugte derfor resten af bogen rimelig hurtigt.

Bogen lider ind imellem af samme problem som den første bog i serien – at navnene kan være svære at huske og holde styr på – men det hjælper selvfølgelig, at en del af personerne også indgik i den første bog. Det får mig igen til at tænke på, at denne serie nok er lettere at nyde i bogform frem for som lydbog, men jeg tror nu, at jeg vil fortsætte med at høre dem som lydbøger, nu hvor jeg alligevel er begyndt på det. Er du interesseret i serien, så vil jeg dog anbefale dig at kaste dig over den i bogform.

Ulven fra stepperne

Det er ikke så længe siden, jeg genoptog læsningen af Cæsar-serien, som Conn Iggulden har skrevet, og da jeg godt kan lide hans skrivestil, blev jeg straks interesseret, da jeg fandt hans serie om Djengis Khan på netlydbog.dk. Jeg har ellers været inde i en periode med lidt for mange kedelige lydbøger, så nu blev jeg optimistisk igen – og jeg blev ikke skuffet.

‘Ulven fra stepperne’ handler som sagt om Djengis Khan – eller rettere drengen, der blev til Djengis Khan. Den unge Temüdjiin er søn af klanens overhoved, men da faderen dør, bliver Temüdjiin og hans mor og brødre efterladt på stepperne. Det er tydeligt, at klanens nye leder forventer, at de vil dø, men trods de barske levevilkår overlever Temüdjiin. Håbet om atter en dag være tilbage i klanen og ønsket om at hævne faderens død brænder som en ild inde i ham – en ild der ikke vil dø, men som blot får ham til at kæmpe endnu mere indædt få at nå dertil.

Conn Iggulden forstår at tage historiske personer og fortælle deres historie, så du får en masse spændende – og relevante – detaljer med fra deres opvækst. Jeg kan godt lide, at denne bog har en mere seriøs tone i forhold til Cæsar-bøgerne, hvor jeg ind imellem synes, at tonen iblandt romerne bliver lige lovlig familiær og moderne. ‘Ulven fra stepperne’ har en anderledes og barsk stil, som passer godt til historien, og det får fortællingen til at virke troværdig og interessant.

Jeg havde lidt problemer med navnene i starten – de var svære at huske og sætte i forbindelse med hinanden, så jeg er glad for, at forfatteren faktisk valgte at simplificere flere af navnene i forhold til virkelighedens personer. I det hele taget gør forfatteren en del ud af at forklare, hvor han har taget sig visse friheder i forhold til virkeligheden, og det kan jeg godt lide. Det udstråler ærlighed og troværdighed samt et oprigtigt om at fortælle en god historie.

Bogen er første del i en serie på fem bøger, men du kan sagtens læse den som enkeltstående bog. Jeg har dog allerede planer om at låne næste bog i serien, for jeg vil gerne høre mere om denne Khan…

Riget ved vejens ende

Jeg har haft lidt travlt på lydbogsfronten, hvor de sidste uger blandt andet har budt på tredje og sidste del af Jan Guillous trilogi om Arn Magnusson. Jeg har tidligere anmeldt ‘Vejen til Jerusalem’ og ‘Tempelridderen’.

Arn Magnusson vender endelig tilbage fra Det Hellige Land, men meget har ændret sig i Västra Götaland, og der tales om krig. Arn medbringer en del folk og en viden, som måske kan gøre en forskel både i krigen og i det liv, som han håber på at dele med Cecilia. Der er dog folk, der mener, at krigen kan afværges ved at Cecilia gifter sig til anden side, men det vil Arn ikke gå med til – han vil have Cecilia koste hvad det vil!

Jeg synes desværre, at handlingsforløbet er lidt ujævnt i denne bog. Arns ankomst og tiden derefter beskrives meget detaljeret og fylder meget i bogen, og ligesom ved første bog er der flere lange passager med hele det politiske spil. Der savnede jeg en stamtavle eller noget lignende, jeg kunne se på for at få et overblik over de politiske intriger og deltagere.

Til gengæld er det spændende at følge, hvordan deres arbejde er med til at opbygge og modernisere det land, der senere blev til Sverige. Der er også glimrende budskaber om at satse på kærlighed, tillid og troskab – budskaber som bestemt ikke er unikke for serien, men som ikke desto mindre er ganske væsentlige og sympatiske.

Alt i alt har det været en til tider interessant men også lidt langtrukken oplevelse at læse denne trilogi. Den var desværre ikke så medrivende og spændende, som jeg havde håbet, men jeg er glad for at have læst den, og jeg overvejer nu, om jeg skal følge op på serien ved at se de filmatiseringer, der kom for få år siden.