Stilhedens tårn

‘Stilhedens tårn’ er fortsættelsen til ‘Spurvenes sky’. Jeg havde egentlig ikke planlagt at læse fortsættelsen allerede i denne måned, men da jeg var ret begejstret for ‘Spurvenes sky’, så kunne jeg jo lige så godt låne ‘Stilhedens tårn’ med det samme.

Bogen er skrevet af Takashi Matsuoka og foregår et stykke tid efter, at ‘Spurvenes sky’ endte. Jeg kan derfor ikke røbe noget af handlingen her, men vil i stedet komme ind på, hvad der fungerede – og ikke fungerede – i denne fortsættelse.

Selvom mange af personerne fra den første bog går igen i ‘Stilhedens tårn’, så er stilen meget anderledes. Handlingen er delt op i mange forskellige historieforløb, der finder sted både i starten af 1300-tallet samt på forskellige tidspunkter i årene 1860’erne frem til 1880’erne. Det er ret forvirrende i starten, og selvom der ikke gik så længe, før jeg gennemskuede, hvorfor historien var opbygget på denne måde, så endte jeg med at finde det (unødigt) irriterende. Der er ganske enkelt for mange små historiebidder, der skal falde på plads, og ind imellem virkede det lige lovlig søgt, at historien skulle splittes op i så mange underkapitler.

Jeg savnede den dynamik, action og humor, som prægede den første bog. Hvor den første bog først og fremmest gik ud på at fortælle en god historie og samtidig også beskrev mødet mellem to meget forskellige kulturer (Asien og Vesten), så er ‘Stilhedens tårn’ mere en snørklet skæbnefortælling, hvor en masse puslespilsbrikker skal hænge sammen. Humoren er stort set væk, action er der meget lidt af, og dynamik…? Nej ikke rigtig.

Det var selvfølgelig et hyggeligt gensyn med de personer, jeg godt kunne lide i den første bog, men jeg syntes, at handlingen var alt for langtrukken og forudsigelig, hvilket egentlig er lidt af en bedrift i forhold til hvor snørklet, den var sat op. Jeg undrer mig lidt over, hvorfor forfatteren har valgt dette stilskifte i forhold til den første bog, og jeg ville virkelig ønske, at han havde ladet være.

‘Stilhedens tårn’ blev slet ikke den spændende fortsættelse til ‘Spurvenes sky’, som jeg havde håbet. Hvis du har planer om at læse ‘Spurvenes sky’ – eller allerede har gjort det – så vil jeg fraråde dig at læse ‘Stilhedens tårn’. Selvom du faktisk får opklaret et par mysterier fra den første bog, så er fortsættelsen slet ikke på samme niveau som sin forgænger. Desværre.

Jomfruen fra Norge

Da jeg var barn, læste jeg mange skønlitterære bøger, der tog udgangspunkt i den danske middelalder og ikke mindst de konflikter, der var hos den danske adel på det tidspunkt. Særligt den tidlige middelalder fascinerede mig, og jeg slugte historierne om de mange dramaer, der var i kongeslægten dengang. De senere år har det været meget begrænset, hvad jeg har læst af bøger om middelalderen, så da Gad gav mig mulighed for at læse ‘Jomfruen fra Norge’, slog jeg straks til.

Bogen er skrevet af Tore Skeie og handler om de norske, svenske og danske kongeslægter og ikke mindst de indbyrdes stridigheder, som prægede store dele af middelalderen. Ved bogens start befinder vi os i slutningen af 1200-tallet, og forfatteren tager derpå læseren med på en rejse gennem de følgende årtier, hvor krig og skærmydsler gang på gang præger Skandinavien. Kongerne i hhv. Norge og Danmark strides gang på gang med den svenske adelsmand Erik, som frygtelig gerne vil tilrane sig den svenske trone – og den danske og norske hvis han kan komme til det.

Da jeg gik i gang med bogen, forventede jeg egentlig at skulle læse en skønlitterær bog, men bogen er nærmere en hybrid mellem den skønlitterære genre og faglitteraturen. Forfatteren har dog ikke selv defineret, om bogen skal læses som fiktion, faktion eller faglitteratur, men der er ingen tvivl om, at han bygger fortællingen på grundig research. Jeg skulle lige vænne mig til denne stil, men da jeg først var kommet godt i gang med bogen, blev jeg grebet af den spændende fortælling.

Middelalderen er en spændende periode – ikke mindst når fokus er på den skandinaviske adel, som i den grad var svigefulde og magtbegærlige. Hvis du synes, at der er for meget forræderi og intriger i ‘A Game of Thrones’, så skal du ikke læse ‘Jomfruen fra Norge’, for her skifter alliancerne hele tiden, og du kan kun være sikker på én ting – du skal nok blive forrådt! Jeg tog mig flere gange til hovedet, når alliancer igen-igen blev brudt, og en af adelsmændene var tåbelig nok til at sætte sin lid til et nyt samarbejde – vel at mærke et samarbejde med en adelsmand, der allerede havde forrådt ham flere gange før.

Jeg synes, det er lidt synd, at jomfruen, som lægger navn til bogen, egentlig ikke har særlig meget med handlingen at gøre. Det bliver nærmere en vag ramme omkring den egentlige historie, som forfatteren ind imellem kan vende tilbage til. Bevares – hun bruges da hist og her i magtkampene, men jeg synes, titlen er en anelse misvisende.

Som historieinteresseret – især i forbindelse med middelalderen – fandt jeg denne bog meget interessant. Stridighederne mellem de skandinaviske kongehuse har jeg kun hørt ganske lidt om – og kun fra den danske synsvinkel. Nu kom der pludselig nye, spændende detaljer med, og da jeg først var gået i gang med bogen, var det svært at stoppe igen.

Interesserer du dig for middelalderen, kongeslægter og den skandinaviske fortid – eller savner du en pendant fra virkeligheden i forhold til intrigerne fra ‘A Game of Thrones’, så kan jeg anbefale dig denne bog.

Julie

Jeg har ikke fået lyttet til så mange lydbøger på det seneste, da sommerferien mest er gået med helt almindelige (papir-)bøger, men jeg har da nået denne lydbog, som jeg blev anbefalet for et par år siden.

‘Julie’ af Anne Fortier handler om den unge amerikanske kvinde, Julie Jacobs, der arver nøglen til en bankboks i italienske Siena efter sin tante. Med nøglen følger der også et brev, der fortæller, at bankboksen rummer en værdifuld familiehemmelighed. Julie tager straks til Italien for at blive klogere på sin fortid og ikke mindst finde forklaringen på, hvad der skjuler sig i bankboksen. Snart finder hun ud af, at hun måske er i familie med den kvinde, som inspirerede Shakespeare til at skrive tragedien ‘Romeo & Julie’, og Julies efterforskning bliver pludselig meget kompliceret.

Bogen er af flere blevet sammenlignet med Dan Browns konspirationsbøger, hvilket jeg til dels godt kan forstå, for bogen lægger sig fint i slipstrømmen af hvad-nu-hvis og virkeligheden-er-en-ganske-anden-bøger, som var så populære i årene efter, at ‘Da Vinci Mysteriet’ blev udgivet. ‘Julie’ er dog ikke på samme måde bygget op omkring konspirationsteorier, religiøse fanatikere eller blodige drab, men forfatteren leger rigtig meget med, at ting ikke altid er, som de ser ud – måske endda lige lovlig meget, for det bliver lidt trættende i længden, at Julie hele tiden må revurdere, hvem hun kan stole på.

Historien er bygget op omkring to handlingsforløb – det nutidige med Julie, der efterforsker sin slægts historie, mens hun bliver mere og mere involveret i intrigerne i Italien, og datidens kærlighedshistorie mellem Romeo g Giulietta – den historie, der var baggrunden for Shakespeares udødelige tragedie. Det er helt klart den historiske del, der er mest interessant. Ikke alene giver den en mere nuanceret fremstilling af kærligheden mellem de to mennesker, men historien er også langt mere barsk end den udgave, som Shakespeare skrev.

Den nutidige del svinger til gengæld i kvalitet. Ind imellem er den spændende og medrivende, men jo længere jeg nåede, jo mere irriteret blev jeg på historien. Julies søster, Janet, er så irriterende og egoistisk, at det gør hende komplet utroværdig, og selvom dette ændrer sig noget undervejs, så blev konflikten mellem de to søstre meget forceret og anstrengt. Præmissen for historien – at Julie faktisk er beslægtet med den oprindelige Giulietta – er måske lidt søgt, men kunne fungere, hvis det ikke er fordi, at der også skal presses en (nutidig) kærlighedshistorie ned over Julies efterforskning, for hvad er en Julie uden en Romeo?

Det bliver lige lovlig forudsigeligt til min smag, og slutningen var noget vammel at komme igennem. Det er ærgerligt, for oplægget var sådan set udmærket, og den historiske del fungerede strålende. Men det havde nu været et interessant – og modigt – valg, hvis Julie for en gangs skyld kunne klare sig uden Romeo. Vi er trods alt i det 21. århundrede 😉

Dekameron

Sidste år udfordrede jeg mig selv på klassikerfronten og valgte derfor at læse mindst én klassiker hver måned. I år har jeg en liste på tyve bøger, jeg vil læse i løbet af året, og det er en skøn blanding af nyudgivelser, bøger som jeg længe har ønsket at læse – og et par klassikere, som jeg ikke nåede sidste år.

En af disse klassikere er værket ‘Dekameron’ af Giovanni Boccaccio. Bogen er skrevet omkring 1350, så det er en ældre sag. På latin betyder bogens titel “de ti dages værk”, og det er en fortælling, hvor ti unge mennesker forlader Firenze for at undgå den sorte død. I stedet tager de ud til et landsted og underholder her hinanden med sjove, sørgelige, spændende, saftige og finurlige historier i ti dage.

Bogen har ry for at indeholde en del uartige historier, og sandt nok er der forbløffende mange af historierne, der har utroskab som tema. Der er helt sikkert flere af historierne, der kunne forarge dengang, bogen blev skrevet, men jeg synes nu også, at den kan virke udfordrende i dag – men måske bare af andre årsager. Utroskabshistorierne er sjældent særlig detaljeret beskrevet, så de virker på ingen måde pornografiske. Til gengæld er den lemfældige omgang med ægtefæller og elskere noget, der beskrives en anelse for sorgløst til mig, men nu er jeg også temmelig monogam, så jeg løftede da øjenbrynet mere end én gang, når en hovedperson kastede sig over en ny elsker.

Jeg kan selvfølgelig heller ikke lade være med at  bemærke, hvordan kvindesynet er i bogen. Selvom kvinderne lige så ofte er den, der bedrager ægtefællen til fordel for en elsker, så er der en tendens til, at mænd blot bortfører en kvinde, hvis de vil have hende, og selvom hun måske græder og ikke følger frivilligt med, så underordner hun sig forbløffende hurtigt og ender ofte med at holde meget af sin nye ægtefælle. Stockholm-syndromet fandtes tilsyneladende også dengang. Og jo, jeg ved godt, at kvindesynet generelt var helt anderledes dengang.

Der er mange – og mange forskellige – historier i dette omfattende værk, og der er lidt for enhver smag – både sjove og sørgelige historier med eller uden lykkelig slutning. Der er temmelig mange, der er bygget over utroskab. Lidt for mange efter min smag, for det blev noget ensformigt i længden, men der er heldigvis også andre historier med helt andre temaer. 

En interessant læseoplevelse, fordi den også er med til at vise, hvordan datidens Firenze var, og hvad der optog de unge. Jeg vil dog anbefale, at du ikke læser den ud i ét men skifter mellem denne bog og en anden, så du ikke går helt kold i de mange korte historier.

Uendelige verden

Så skete det endelig! Den følelse havde jeg i hvert fald, da jeg kom i gang med at læse efterfølgeren til ‘Jordens søjler’. Denne bog har jeg nemlig ønsket at læse i flere år, men da det er en mursten på 1000 sider, har jeg hele tiden brugt som undskyldning, at det skulle passe sammen med en ferie. Det endte da også med, at jeg startede på den i Kr. Himmelfartsferien og tyggede mig igennem den i løbet af et par uger. Var den så værd at vente på? Det kommer jeg til lige om lidt.

‘Uendelige verden’ af Ken Follett er som sagt en fortsættelse af ‘Jordens søjler’, men de to bøger kan sagtens læses uafhængigt af hinanden. Der er flere referencer til personer fra den første bog, men ikke noget, der er decideret meningsforstyrrende, hvis du ikke læser dem begge.

Handlingen foregår i 1300-tallet i katedralbyen Kingsbridge, hvor fire børn overværer to mord ude i skoven. Disse mord – og følgerne af dem – kommer til at præge deres liv på flere måder. Læseren følger en lang række personer fra byen, hvor både uldhandlere, brobyggere, gejstlige, adelige og stratenrøvere er blandt de vigtigste. Byens gode og slette indbyggere må både gå gennem kærlighed, sorg, grådighed, misundelse, ulykker og sygdomme, og det ville blive temmelig omfattende, hvis det hele skulle beskrives her.

Hvis du har læst ‘Jordens søjler’ og kunne lide denne, så bør du også læse ‘Uendelige verden’, for her får du mere af samme slags. Der er et stort persongalleri med både gode og dårlige mennesker, og som læser følger du deres liv i over 40 år. Jeg syntes dog, at der var et par forskelle mellem de to bøger.

I denne bog er personskildringen lidt mere nuanceret. Der er stadig en tydelig forskel på de gode og de onde, men der er flere facetter hos især de onde, der gør, at det tager lidt længere tid, før du som læser begynder at hade dem. Der er flere af dem, der tilmed lader til at have et snert af samvittighed.
Der er flere af personerne, som er en anelse stereotype, hvis du har læst flere af Folletts bøger. Der er en kvinde (faktisk flere) med ben i næsen, der er den godmodige og rare mand, der er de opblæste gejstlige, der er de arrogante og grådige adelige osv. Samtidig bruger forfatteren de samme billige tricks til at pointere, når en person er ond – for eksempel ved at lade personen voldtage en eller flere kvinder.

Konflikter og udfordringer bliver hurtigere løst. Jeg syntes, der var mange situationer, som hurtigt blev løst eller afsluttet, så mange konflikter ikke blev trukket (unødigt) i langdrag, og det passede mig sådan set fint, selvom der var flere gange, hvor jeg ærgrede mig lidt over, at et spændende problem så hurtigt blev afrundet.

Jeg holder meget af middelalder-settingen og de problemstillinger, de må løse. Det er muligt, at den ikke er 100% historisk korrekt, men det er fin underholdning, og det er en god ramme for den dramatiske skæbnefortælling, som bogen i bund og grund er.

Så hvis du er til drama og har lyst til at følge en lang række skæbner i en middelalderlig setting, så bør du læse denne bog. Det er muligvis ikke finkultur, men bogen er rigtig godt skruet sammen, og du kommer ikke til at kede dig.