Kongemagerens datter

Hehe. Jeg troede, at ‘Rosekrigene’-serien var en trilogi, men for nylig opdagede jeg, at Philippa Gregory også har skrevet to bøger mere i serien, og nr. fire – ‘Kongemagerens datter’ – fandt jeg som lydbog på Ereolen.dk

Her er links til anmeldelserne af de tre første bøger i serien, ‘Den hvide dronning’, ‘Den røde dronning’ og ‘Skæbnehjulet’.

‘Kongemagerens datter’ handler selvfølgelig – ligesom de foregående bøger – om Rosekrigene, og denne gang er det Anne Neville, der er hovedpersonen i historien. Hun bliver allerede som ganske ung involveret i det højtragende magtspil, hendes fader har gang i. Han spiller på flere heste og forsøger ved list og snilde at sætte sine døtre i den bedst mulige situation, så den ene af dem kan ende som Englands dronning. Men hans leg med magten får grufulde konsekvenser, og pludselig er Anne på egen hånd. Hvem kan hun stole på, og hvordan sikrer hun bedst sin fremtid.

Jeg troede egentlig, jeg ville blive træt af at høre den samme historie fortalt igen og igen, for selvfølgelig kan jeg genkende en hel del af handlingen fra de foregående bøger. Forfatteren formår dog hele tiden at give historien nye vinkler, hver gang historien skifter hovedperson, og det lykkes også i ‘Kongemagerens datter’. Det bliver bestemt ikke mindre interessant, at hovedpersonen Elisabeth fra den første bog, ‘Den hvide dronning’, har en klar skurkerolle i den fjerde bog, og jeg fik helt lyst til at genlæse den første bog… og sådan set også den anden for at kunne sammenligne de forskellige hovedpersoners opfattelse af begivenhederne.

‘Kongemagerens datter’ er ret medrivende, men ca. to tredjedele inde i bogen syntes jeg, at den kørte lidt i tomgang, da Annes paranoia var ved at være lidt trættende at høre på. Heldigvis kom historien godt i gang til sidst, og det endte med at være en rigtig fin læseoplevelse. Nu glæder jeg mig blot til, at den femte bog bliver udgivet som lydbog…

Skæbnehjulet

Dette er tredje og sidste bog i ‘Rosekrigene’-trilogien af Philippa Gregory. Jeg har tidligere anmeldt ‘Den hvide dronning’ og ‘Den røde dronning’.

‘Skæbnehjulet’ er lidt anderledes i forhold til de to foregående bøger, for den foregår før dem. Bogen fokuserer i stedet på Jacquetta af Luxembourg, der bliver enke i en meget ung alder og derefter trodser alt og alle og gifter sig af kærlighed. Det er ganske uhørt på dette tidspunkt og giver da også hende og ægtemanden en del problemer, men hun vil hellere være gift med en, hun elsker end en, som har samme stand som hende. I stedet bliver hun en del af dronningens damer og er snart en af hendes fortrolige. Her er Jacquetta vidne til magtkampe og dramaer, der har konsekvenser ikke blot for hoffet men for hele landet.

Jeg var ret spændt på, hvad denne bog ville byde på, når nu den foregik før de to andre bøger, og jeg blev heldigvis positivt overrasket. Jacquetta er en hovedperson, der er langt lettere at forstå og elske end de kvinder, der er hovedpersonerne i de to foregående bøger, og det var lidt af en befrielse, for selvom det – også – var to ret interessante kvinder, så var det nu rart med en hovedperson med begge ben på jorden.

Det giver også et interessant twist på fortællingen, at man som læser godt ved, hvad historien vil ende med, men at man ikke kender (hele) vejen dertil. Det gav en anden ro over fortællingen, men det gjorde den bestemt ikke kedelig.

‘Skæbnehjulet’ supplerer fint de to andre bøger, men kan også sagtens læses alene. Jeg må samtidig konkludere, at det er den af bøgerne i trilogien, som jeg bedst kan lide – og at det forhåbentlig ikke er sidste gang, jeg læser noget af Philippa Gregory.

Den røde dronning

‘Den røde dronning’ er skrevet af Philippa Gregory og er anden bog i ‘Rosekrigene’-trilogien. Jeg har tidligere anmeldt ‘Den hvide dronning’.

Normalt skriver jeg ikke et resumé af handlingen, når det drejer sig om bog 2 i en serie, men i dette tilfælde kan jeg faktisk blot henvise til opsummeringen i min anmeldelse af ‘Den hvide dronning’, eftersom ‘Den røde dronning’ foregår på samme tid og omhandler mange af de samme ting. I ‘Den røde dronning’ får man nemlig Margaret Beauforts udlægning af begivenhederne i forbindelse med krigen om Englands trone i 1400-tallet.

Jeg blev lidt overrasket, da jeg fandt ud af, at bøgerne lå så tæt på hinanden i fortællestil. På den ene side er det et genialt træk at lade to så forskellige kvinder fortælle om begivenhederne i ‘hver deres bog’. På den anden side betød det dog også, at der var lige lovlig megen gentagelse i ‘Den røde dronning’ i forhold til den første bog – ikke kun fordi jeg havde læst om begivenhederne før, men også fordi forfatteren gentog mange pointer adskillelige gange i løbet af bogen.

De to kvinder er ret forskellige, og igen var det lidt underligt at høre en lydbog, hvor oplæseren var væsentlig ældre end den kvinde, som bogen handler om. Det generede mig dog ikke nær så meget i forbindelse med denne bog som ved forgængeren.

Det endte med at være en middelmådig læseoplevelse – først og fremmest fordi denne version af historien ikke gav nær så meget nyt til fortællingen, som jeg havde håbet, og fordi der i det hele taget var for mange gentagelser i bogen (forfatteren var for eksempel svært glad for at sammenligne Margaret Beaufort med Jeanne d’Arc).

Den hvide dronning

Jeg har længe ønsket at gå i gang med Phillipa Gregorys bøger, så da jeg sidste år opdagede, at HBO Nordic sendte tv-serien Den hvide dronning bygget på bogen af samme navn (skrevet af Phillipa Gregory), måtte jeg selvfølgelig se den. Desværre blev jeg ret skuffet, og det skyldtes nok først og fremmest, at jeg syntes, at hovedpersonerne havde lige så megen charme som et par slidte, udtrådte træsko (undskyld til jer, der elsker tv-serien, men de skuespillere siger mig altså intet).

Det afskrækkede mig lidt… for en tid… indtil jeg for nylig så, at Ereolen.dk har hele trilogien, ‘Rosekrigene’, som ‘Den hvide dronning’ er første del af, og så var der ikke flere undskyldninger.

‘Den hvide dronning’ foregår i midten af 1400-tallet i det engelske kongehus. I bogen følger man adelsdamen Elizabeth Grey, som får charmeret den noget yngre konge og kvindebedårer, Edward IV af huset York. De bliver til alles overraskelse gift og fremstår som et stærkt par, til trods for at kongens rådgivere absolut ikke bryder sig om Elizabeth. Det er dog ikke parrets eneste udfordring, for der er andre, der ønsker at sidde på Englands trone, og i baggrunden er der intriger og rænkespil. Hvem kan man stole på – hvem er ven, og hvem er fjende?

Bogen giver et interessant og medrivende indblik i en del af Englands historie, som jeg ikke kendte meget til i forvejen. Selvom jeg efterhånden har læst en del historiske romaner, så bliver jeg gang på gang chokeret over omfanget af intriger og magtkampe – selv internt i de adelige familier – og det er nærmest et under, at menneskeheden ikke for længst har udryddet sig selv, når man læser om, hvor grusomme og magtliderlige mennesker kan være.

Elizabeth er ingen undtagelse. Hun er faktisk ikke en særlig sympatisk hovedperson, hvilket jeg havde det fint med, selvom jeg normalt har det lettere med at blive grebet af en bog, hvis jeg kan sympatisere med hovedpersonen. Men hun virker meget troværdig, selvom hendes kamp for at beholde magten gør hende snæversynet og skinger i sin fremtoning. Jeg kunne bedre lide denne fremstilling af hende frem for i tv-serien, for det var som om, at hun virkede mere levende i bogversionen med flere nuancer og personlighed.

Jeg var til gengæld ikke særlig vild med oplæsningen af denne lydbog. Oplæseren i sig selv var der ikke noget i vejen med, men jeg syntes desværre, at hun var fejlcastet til bogen. Jeg havde meget svært ved at abstrahere fra stemmen i starten. Bogen har Elizabeth som fortæller, og hun skal forestille at være 28 år, da historien begynder, men desværre passede oplæserens stemme mere til en på 50 år. Det var ikke særlig heldigt, og det gjorde måske også, at Elizabeth lød lige en tand mere bitter og fornærmet, end det måske var tanken. Om ikke andet så gjorde det hende endnu mere usympatisk.

Der var passager, der ikke interesserede mig så meget, og derfor var læseoplevelsen lidt svingende undervejs, men – uden at afsløre for meget – jeg syntes, at den sidste tredjedel var ret interessant og gjorde, at fortællingen ikke var nær så klassisk, som man kunne forvente. Det tydeliggjorde også hvilke sindrige rænker, adelen kunne finde på at spinde, og hvor hjælpeløse menigmand var, når først adelen trak våben.

Alt i alt var det en glimrende læseoplevelse. Hvis du godt kan lide at læse historiske romaner og samtidig kan abstrahere fra, at personerne ikke er særlig sympatiske i denne bog, så giver ‘Den hvide dronning’ et udmærket indblik i det engelske hofs intriger i 1400-tallet.

Assasinernes hemmelighed

Jeg er lige hjemvendt efter en 10 dages skøn ferie i det franske, og her var kufferten selvfølgelig spækket med bøger, der kunne læses ved poolen. Et par af dem var biblioteksbøger – blandt andet ‘Assasinernes hemmelighed’ af Jon Courtenay Grimwood, som jeg var faldet over, da jeg sidst var på biblioteket. 

Handlingen foregår i Venedig i 1400-tallet, hvor adelslivet summer af intriger og bedrag, og hvor mennesker købes og sælges for ussel mammon. I skyggerne lurer overnaturlige væsner, og flere personer forsøger at udnytte deres særlige evner i magtspillet om byen. Kontrasten mellem rig og fattig er som mellem sort og hvid, hvor de fattiges kår beskrives som uhumske, vulgære og ydmygende, og hvor de adelige er komplet ligeglade med andre mennesker.

I centrum for handlingen er den unge kvinde Lady Giuletta, assasinerlederen Atilo og den unge dreng Tycho, som alle inddrages ufrivilligt i de adeliges magtkampe. Ladyen er blevet pålagt at gifte sig med Cyperns konge for siden hen at forgifte ham, men inden brylluppet bliver hun bortført, og Atilo får til opgave at finde hende. Han får dog en del at se til, da han også forsøger at tæmme gadedrengen Tycho, der viser sig at have så fremragende snigmorder-evner, at Atilo vælger ham som lærling. Tycho skal være en vigtig brik i kampen om magten, men Tycho selv har sin egen dagsorden…

Oplægget lød rigtig spændende, men desværre var jeg ikke særlig begejstret for udførelsen. Jeg savnede større fokus på personerne med sympatiske træk, så jeg som læser havde lettere ved at holde af personerne og kunne fatte interesse for at følge dem. Samtidig var sproget både farverigt men til tider også lige lovlig knudret og påtaget, hvilket ødelagde rytmen i fortællingen.

Det overnaturlige element er ret underspillet, hvilket på sin vis er et klogt træk, da den historiske setting er interessant nok i sig selv, men der går alt for lang tid, inden læseren for alvor får en idé om, hvad der foregår, og jeg synes aldrig, at der kommer en forløsning på dette. Muligvis er det fordi, det er første bog i en trilogi, men det fremgår heller ikke tydeligt i bogen. Der skal åbnes mere for godteposen, hvis jeg som læser skal bide på og synes, at det er værd at læse den næste bog i serien.

Jeg kedede mig en hel del, da jeg læste bogen, og det er synd, for den historiske setting er fantastisk, og flere af intrigerne kunne let bruges i en rigtig spændende bog. Desværre er disse elementer ikke udnyttet særlig godt, og jeg læste kun bogen færdig, fordi den er hurtigt læst.