Kongens frille

Jeg har efterhånden læst en del bøger af Philippa Gregory de seneste år. Alligevel har ‘Kongens frille’ formået at stå urørt på min bogreol i over 10 år! Pinligt – og det værste er, at jeg ikke har en god undskyldning for det.

‘Kongens frille’ foregår i England i 1500-tallet, mens Henrik den 8. var konge. I bogen følger vi teenagepigen Mary Boleyn – lillesøster den noget mere kendte Anne Boleyn, som endte med at blive gift med kongen under ret dramatiske omstændigheder. Mary er sjældent beskrevet i de mange filmatiseringer og bøger, der er skrevet om Henrik den 8., men råder Gregory bod på ved at beskrive de magtkampe og intriger, som Boleyn-søstrene bliver viklet ind i ved hoffet. Her gælder alle kneb om at vinde kongens gunst, og familien går forrest for at skubbe pigerne ned i kongens seng, så Boleyn-slægten kan nyde godt af bekendtskabet. I perioder er det Mary, der må smile og flirte med kongen, men på andre tidspunkter er det Anne, der ser ud til at løbe med sejren. Men selvom Mary føder kongen to børn, er det alligevel Anne, der i sidste ende løber med hele kongeriget…

Historien om den anden Boleyn-pige, Mary, er interessant – ikke mindst fordi storesøsteren Annes skæbne er så kendt. Selvom Mary er en del af hoffet, så formår hendes tilgang til det hele at belyse, hvor absurd og intrigant hoflivet er. Hun elsker kongen men absolut ikke dramaet og intrigerne og er derfor en fin modpol til den evigt smilende og dybt manipulerende Anne. Familiens rolle og ikke mindst farens og onklens evige pres på de to piger for at få dem til at gå i seng med kongen er decideret ulækkert.

De enkelte scener er meget levende beskrevet, og ind imellem føltes det næsten som at være der selv. Til gengæld er bogen lige lovlig lang i forhold til, hvad historien kan bære, så der kunne forfatteren snildt have skåret lidt i sideantallet uden at ødelægge fortællingen.

Er du til historiske romaner, i særdeleshed om det engelske hof, så er ‘Kongen frille’ bestemt værd at læse.

Dronningens nar

Har du bøger på dine bogreoler, som har stået der i over ti år uden at blive læst? Dem har jeg nogle stykker af, og det er jeg ikke så stolt af. Godt nok er det ikke så mange – måske en håndfuld – men jeg synes, det er lidt fjollet at have dem stående i så lang tid uden at læse dem. Så nu skal det altså være!

‘Dronningens nar’ af Phillip Gregory er en af disse bøger. Det er egentlig lidt underligt, at jeg ikke har fået den læst noget før, da jeg godt kan lide historiske romaner og faktisk har fået læst en del af hendes bøger i løbet af de sidste par år. Bogen foregår i 1500-tallet i England, hvor den unge spanske pige Hannah ankommer sammen med sin far. De er jøder og er flygtet, fordi jøderne bliver forfulgt i Spanien. Faderen åbner en bogtrykkerforretning, hvor Hannah hjælper til, og det er her, hun møder adelsmanden Robert Dudley. Han har hørt et rygte om, at hun er synsk, og han vil gerne have hende med til hoffet. Hun siger ja, og da den unge konge møder hende, synes han så godt om hende, at han erklærer, hun skal være hellig nar. Da han kort tid efter dør, fortsætter Hannah arbejdet som nar ved hoffet, der nu syder af intriger og forviklinger. De to søstre – Maria og Elizabeth – kæmper om magten, og her bliver Hannah ind imellem en lus mellem to negle, da de begge ønsker hendes fortrolighed og loyalitet.

Jeg var desværre ikke lige så begejstret for denne bog som de øvrige bøger, jeg har læst af forfatteren. Narren Hannah er en fiktiv person, som skal fortælle om intrigerne og spændingerne ved hoffet – set udefra – og det er sådan set et rigtig fint udgangspunkt, for det er interessant at læse om konflikterne og magtkampene mellem søstrene og deres tilhængere. Desværre er Hannah som hovedperson bare ikke særlig troværdig, da hun virker meget konstrueret. Det er alt for tydeligt, at det ikke er en virkelig person, og det betød, at jeg blev irriteret, hver gang afsnittene om hende fyldte meget. Til gengæld satte jeg stor pris på de passager, der belyste de adelige og deres konflikter.

‘Dronningens nar’ levede ikke op til mine forventninger, men nu er jeg i hvert fald glad for, at jeg har fået den læst, så der er én mindre i antallet af ulæste bøger på bogreolerne 🙂

Dronningens dame

Jeg har genoplivet en gammel kærlighed – nemlig glæden ved at læse historiske romaner. Tidligere på ugen anmeldte jeg ‘Jomfrudronningen’, som jeg læste i min sommerferie, og i dag får du anmeldelsen af en anden sommerferiebog – nemlig ‘Dronningens dame’ af Anne-Marie Vedsø Olesen.

‘Dronningens dame’ foregår i midten af 1500-tallet i Frankrig, hvor krigen mellem katolikker og huguenotter raser. Riget styres reelt set af Catherine af Medici, som er mor til den unge konge, Karl IX, og hun omgiver sig af et netværk af dygtige mænd og kvinder, der kan fremme Frankrigs interesser. Den unge, smukke og snarrådige kvinde, Madeleine de Montdidier, bliver snart en del af dette netværk, da hun ansættes som hofdame hos dronningen. Desværre falder Madeleine også for fjendens leder, Louis af Condé, og det stiller hende i et loyalitetsproblem. Kan hun både være sit land og dronning tro, samtidig med at hun ses med fjenden i al hemmelighed?

1500-tallet er en spændende tid, og der er ingen tvivl om, at det franske hof emmede af intriger på det tidspunkt (… og så mange andre tidspunkter, hvis vi nu skal være helt ærlige). Derfor er historien i denne bog som udgangspunkt interessant – især fordi den stærke Catherine af Medici er med.

Desværre ødelægges en del af oplevelsen af en hovedperson, som jeg havde svært ved at forlige mig med. Madeleine virker på en række områder lige lovlig moderne – en lidt for planlagt krydsning mellem en drengepige og en model – både smuk og frygtløs fægter på samme tid. Det er dog hendes hovedløse forelskelse i fjendens leder, Louis, der gjorde det svært for mig at fatte sympati for hende. Ikke alene er det åbenbart instant love (åh suk), men hun kaster sig også i grams med det samme, hun har muligheden. Jeg havde svært ved at acceptere og forstå, hvordan en kvinde på den tid og med den position kunne være så tankeløs at give slip på alle hæmninger og gå i seng med en mand så kort tid efter, at hun havde mødt ham.

Bogen var desværre lidt for light til min smag – jeg savnede mere dybde og alvor og mindre blåøjet lidenskab. Hvis du er til lette, uforpligtende kærlighedsdramaer tilsat brusende brokadeskørter og lidt fægteri, så er denne bog måske noget for dig. Vil du i stedet have en historisk roman med pondus og en stærk kvindelig hovedperson, så vil jeg klart anbefale ‘Jomfrudronningen’ i stedet.

Jomfrudronningen

jomfrudronningen

Gennem de sidste mange år har jeg fået hamstret en håndfuld historiske romaner, som efterfølgende har hygget sig på bogreolerne… ulæste! En af sommerferiens mål var derfor at komme i gang med det, så jeg kastede mig over ‘Jomfrudronningen’ af Susan Kay.

‘Jomfrudronningen’ er en skønlitterær bog, der fortæller historien om Elisabeth den 1., der blev dronning af England og regerede landet i 45 år. Bogen følger hende tæt fra hendes første år og helt frem til hendes sidste. Hendes fremtid ser ellers ikke lys ud, da hendes far får moderen, Anne Boleyn, halshugget da Elisabeth er 3 år. Elisabeth lever et farefuldt liv, indtil hun som 25-årig bliver kronet som dronning af England. Farerne er dog ikke drevet over, men ved list og snilde formår Elisabeth at styre landet og samtidig holde de andre europæiske lande på afstand, så England oplever en lang årrække med fred og fremgang.

Dette er historien om en af verdenshistoriens mest magtfulde og berygtede kvinder. Ikke alene var Elisabeths barndom kaotisk og præget af moderens katastrofale ægteskab med Henrik den 8. (ja, ham der blev berømt for at slå sine hustruer ihjel) – hun formåede også at holde tronen i 45 år uden på noget tidspunkt at måtte afgive magten til mænd. Det var noget af en kunst i 1500-tallet, hvor kvinder ikke havde meget at skulle have sagt – ej heller hos adelen.

Bogen er meget spændende – ikke blot fordi historien om Elisabeth er fascinerende i sig selv, men også fordi forfatteren har formået at skrive en interessant og medrivende fortælling, hvor det er tydeligt, hvordan Elisabeth har balanceret på et knivsæg for at styre sikkert gennem adelens magtkampe. Ind imellem kammer det over, og forfatterens næsegrus beundring af Elisabeth bliver alt for tydelig, men bortset fra det er det en fornøjelse at læse historien om en intelligent og yderst listig kvinde, der kom til at have en så stor rolle i ikke bare Englands men også Europas historie.

Bogen går lidt ned i tempo i den sidste del af historien, men det er ikke så underligt, når det samtidig også er beskrivelsen af Elisabeths sidste år. Jeg synes heller ikke, det gør noget, for det giver tid til eftertænksomhed.

Alt i alt er ‘Jomfrudronningen’ en fascinerende og fængende fortælling om en af historiens mest betydningsfulde kvinder – en dronning, hvis lige er svær at finde.

Fyrsten

Da jeg læste på universitetet, indgik et par kapitler fra Niccolò Machiavellis ‘Fyrsten’ som en del af pensum, og det var både fascinerende og skræmmende læsning. Jeg har længe ønsket at læse det samlede værk, så da jeg skulle vælge månedens klassiker for oktober, blev det denne bog.

‘Fyrsten’ er en håndbog i at udøve magt – at være det dominerende statsoverhoved, der forstår at kontrollere befolkningen og politiske modstandere. Den er skrevet i en tør og kynisk tone og beskriver de dilemmaer en magthaver ofte oplever, når han/hun forsøger at opretholde ro og orden i sit land. Det er hele tiden en afvejning af, hvad der bedst kan betale sig for at beholde magten, og hvor herskeren kan ty til voldsudøvelser, hvis det er nødvendigt.

Machiavelli taler fornuftens sprog, hvor han forsøger at beskrive magtspillet ud fra en logisk vinkel, hvor der ikke er plads til moral og empati. Det er sandsynligvis en af årsagerne til, at bogen gennem alle tider er blevet opfattet som kontroversiel. Bogen har været genstand for mange diskussioner gennem årene, hvor blandt andet udtrykket “målet helliger midlet” stammer fra. ‘Fyrsten’ bliver dog ved med at være aktuel, for Machiavellis fokus på politik uden moral kan fortsat perspektivere de politiske systemer verden over.

Jeg skulle lige vænne mig til den nøgterne og kyniske skrivestil, men hvis du først accepterer den, indeholder ‘Fyrsten’ en lang række interessante betragtninger om magtudøvelse, som ikke blot er interessant for politikere men også for os – folket. Det er en håndbog, som du bør læse, hvis du blot interesserer dig en smule for politik eller blot vil vide noget om magtforhold og de virkemidler, som ledere kan bruge for at beholde magten.

Kongens fald

Aprils klassiker-udfordring blev ‘Kongens fald’ af Johannes V. Jensen. Det er sådan en bog, mange læser i løbet af deres skoletid, men af ukendte grunde nåede vores konservative dansklærer i gymnasiet ikke at finde denne frem i løbet af de tre år. Til gengæld er det en af de bøger, som optræder i Kulturministeriets meget omdiskuterede kulturkanon.

Bogen handler om den unge bondesøn Mikkel Thøgersen, der kommer til København og her ser Christian den 2. for første gang. Hvad Mikkel ikke ved på dette tidspunkt er, at han vil følge kongens liv på tæt hold, og bogen beskriver en begivenhedsrig tid af Danmarkshistorien, hvor de skandinaviske lande er i krig, og hvor Christian forsøger at konsolidere sin magt over Danmark, Norge og Sverige. Men borgerkrigen – Grevens Fejde – ødelægger disse planer og river tæppet væk under kongen, hvis magt smuldrer. En del af historien beskrives ved at følge Mikkel, men også en del af de personer, han møder på sin vej, optræder i mindre afsnit, som er med til at give et samlet billede af Mikkel og kongens liv.

Bogen er skrevet i et gammelt sprog og med vendinger, som ikke findes i det nudanske sprog, så det kræver lidt mere nærvær at læse bogen. I betragtning af, at bogen kun er på ca. 200 sider, er den spækket med handling og er på det punkt nærmest en modsætning til ‘Forbrydelse og straf’, som jeg læste lige inden.

Det var spændende at læse om denne tidsperiode, som jeg har forsømt lidt de seneste år, og det er en hyggelig måde at få opfrisket historieundervisningen på. Den var lidt tør at komme i gang med – jeg skulle lige vænne mig til skrivestilen og rytmen i historien – men da historien først kom i omdrejninger, var det en udmærket læseoplevelse, hvor jeg især nød det gamle sprog og den ekstra udfordring, der lå i at dekonstruere de vendinger, som ikke findes i nutidens hverdagssprog.

Mørkets dronning

Da jeg så titlen første gang, kom jeg uvægerligt til at tænke på vampyrer, men ‘Mørkets dronning’ af Susan Carroll handler om alt andet end det!

Historien handler om tre franske søstre, der bor på en lille ø. Deres mor er død, og faren er forsvundet, så den ældste søster Ariane forsøger at være husbestyrer og tage sig af de yngre søstre. Hun bliver bejlet til af den hæmningsløse og mystiske grev Renard, der tilsyneladende ikke har et problem med, at søstrene er vise kvinder – også kaldet Jordens Søstre – og besidder magiske kræfter. Deres magi er hvid og viet til gode formål, mens andre kvinder har kastet sig over sort magi – den som har startet folkets frygt for magi og dermed også heksejagten i landet.

En af de værste er Frankrigs magtfulde dronning Katharina, som er en yderst dygtig bruger af sort magi. Hun er ondskabsfuld og magtbegærlig, og hun har til fulde fortjent sit øgenavn, Mørkets dronning. Søstrene kommer uheldigvis til at krydse hendes vej, og hurtigt er de trukket ind i et intrigant og dødeligt spil, hvor dronningen vil gøre alt for at beholde sin position og udrydde samtlige fjender.

Bogen var ret fængende i starten og havde en hyggelig stemning – sådan lidt a la de positive scener i filmen Shakespeare in love – men jo mere søstrene er i fare, jo mere kommer den mystiske greve til at fylde, og efterhånden bliver der lige lovlig meget ‘åh, vi stakkels kvinder er i nød, og kun en heltmodig mand kan redde os’ over det. Det pissede mig rimelig meget af – især fordi forfatteren langt henad vejen også sørger for at give søstrene handlekraft og magi – men når det ser allerværst ud, skal de partout reddes af den ridende helt. Og den romantiske del kommer til at fylde mere og mere og bliver rimelig kvalm (nu er jeg heller ikke så god til romantiske romaner i det hele taget), så jeg var ikke helt tilfreds, da jeg var færdig med bogen. På den ene side vil jeg gern læse efterfølgeren og se, hvordan det går søstrene, for de er sådan set interessante nok, men jeg kan godt være foruden deres kærlighedskvaler og den renden af mænd, som hele tiden vil beskytte og redde dem.