Den sorte paraply

Denne bog har jeg fået anbefalet af en af mine venner, så da jeg opdagede, at den nu kan lånes som lydbog via ereolen.dk, så blev den en del af underholdningen på mine daglige togture.

‘Den sorte paraply’ er skrevet af Lene Dybdahl og starter i 1666, hvor den unge Robert ser videnskabsmanden Mr. Rawls slå Roberts far ihjel. Robert forsøger at stikke af, men Mr. Rawls får alligevel fat i ham og tvinger Robert til at blive sin assistent. Mr. Rawls’ eksperimenter kræver forsøgspersoner, og det går ud over en række fattige børn, som ikke altid overlever eksperimenterne. Robert set på fra sidelinjen, men gør ikke så meget for at hjælpe børnene – han har travlt nok med at adlyde Mr. Rawls. Han finder blandt andet frem til en sort paraply, der siges at have magiske kræfter, og den kommer til at spille en vigtig rolle under et af Rawls’ eksperimenter. Paraplyens kræfter vækkes til live og sender på uforklarlig vis både Robert og Mr. Rawls til nutidens London. Her bliver Robert fundet af en ældre dame, som tager sig af ham, men det giver visse komplikationer pludselig at dukke op i nutiden uden identifikationspapirer – især da Mr. Rawls ihærdigt forsøger at få fingre i både Robert og den magiske paraply. 

Jeg synes, det er svært at give et 100% retfærdigt billede af denne bog, og det skyldes desværre, at jeg valgte at ‘læse’ den som lydbog. Ikke at lydbogen i sig selv er dårlig, men da netlydbog.dk blev nedlagt i midten af januar og i stedet erstattet af ereolen.dk (inkl. ny app), så gav det en række problemer, eftersom app’en desværre ikke virker 100%. Det betød blandt andet, at halvdelen af gangene, jeg åbnede app’en for at høre videre i lydbogen, så kunne den ikke huske, hvor langt jeg var nået (og det kunne jeg heller ikke nødvendigvis på minuttal). Det betød, at jeg adskillelige gange måtte hoppe frem og tilbage i historien for at finde frem til det rette sted, og da denne historie også hopper i tid, så blev forvirringen absolut ikke mindre! Suk.

Nå, men selve historien er interessant og ganske godt fortalt. Jeg kan godt lide, at den ikke er så forudsigelig som meget andet ungdomsfantasy – for eksempel at flere af personerne, der er med i bogen, er mere egoistiske og mere twistede i forhold til arketyperne. I det hele taget er persongalleriet en af bogens plusser, for der er flere herlige bipersoner.

Det er en mørk og til tider ubehagelig fortælling, og jeg kan virkelig godt lide, at forfatteren har gjort så meget ud af at vække 1600-tallets London til live i bogen. Det gav en ret troværdig stemning og følelsen af at stå i Londons gader i 1600-tallet.

‘Den sorte paraply’ er en bog, jeg godt kan finde på at læse igen ved lejlighed. Jeg ærgrer mig over, at flowet i historien blev delvist ødelagt af den fejlramte app, så jeg vil gerne fordybe mig i historien igen på et andet tidspunkt.

Kaptajn Alatriste

Jeg plejer at have en ordentlig moppedreng i sommerferiens bogstabel, og i år var ingen undtagelse. Her lå ‘Kaptajn Alatriste’ af Arturo Pérez-Reverte og tronede. Bogen har jeg haft stående i… lidt for mange år efterhånden, selvom jeg elsker musketérhistorier. Men bogens tykkelse er ret intimiderende – den er nemlig over 6 cm tyk, for den indeholder ikke mindre end fem mindre bøger om kaptajnen! Men læses skulle den, og jeg nåede da fire ud af fem bøger i selve sommerferien og den sidste ‘bog i bogen’ for et par uger siden.

Historierne foregår i 1600-tallet i Madrid og fortælles af kaptajn Alatristes lærling, drengen Inigo. Drengen er meget fascineret af sin læremester, og historierne er derfor stærkt farvede af drengens beundring af kaptajnens fægtekunst og generelle adfærd. Fortælleren kommenterer meget undervejs (lidt for meget i perioder i forhold til min smag), men beskriver ind imellem også scener, som fortælleren slet ikke er vidne til, og det syntes jeg er lidt synd, for det bryder med bogens stil.

De fem fortællinger varierer en del i indhold og svinger også i kvalitet. Jeg kunne bedst lide den første og den sidste fortælling, som var ret klassiske musketérhistorier, mens den tredje bog foregik under en krig og kedede mig grusomt. Stilmæssigt lægger de sig tæt op af ‘De tre musketerer’ samt ‘Don Quixote’ og kombinerer dermed action, drama, intriger og tragisk kærlighed med humor. Bestemt ikke en dårlig kombination, selvom det er lidt trættende, når forfatteren ligefrem henviser direkte til ‘Don Quixote’ flere gange i fortællingerne. Det synes jeg ikke er særlig elegant. Men ellers er der masser af drabelige fægtescener, smægtende jomfruer, intrigante adelige og vemodig poesi, så der er alt, hvad der bør være i en musketérroman.

Jeg var ikke helt så fanget af historierne, som jeg havde håbet, og jeg nåede også at gå lidt død i læsningen, så jeg holdt som sagt en pause mellem dem fjerde og den femte fortælling. Det blev ganske enkelt for meget af det samme, så har du planer om at læse historierne på et tidspunkt, så vil jeg anbefale dig, at du deler læsningen mere op og ikke læser dem ud i én køre. Men ellers et hyggeligt gensyn med musketérgenren.

Knuste knogler og Sverige

Jeg har læst to noveller af den danske forfatter Anja Duna, som kontaktede mig for et par måneder siden og spurgte, om ikke jeg havde lyst til at læse et par af hendes noveller i forbindelse med september måneds novelle-tema. Jeg kendte ikke til hendes noveller i forvejen, men ville gerne prøve noget nyt.

Novellen ‘Knuste knogler’ foregår i 1600-tallet og handler om Mary, der sidder i en fængselscelle. Hun er blevet tortureret og tvunget til at tilstå, at hun er heks, og nu venter hun blot på at blive ført til bålet for at blive brændt.

Novellen er ret kort, men stemningsfuld og nærværende. Jeg kan godt lide, at historien foregår i 1600-tallet, for det er faktisk sjældent, jeg støder på noveller, der tager udgangspunkt i den tid. Jeg syntes også, at det var lidt synd, at historien ikke var længere, for jeg ville godt vide lidt mere om Mary og den situation, hun var bragt i. Slutningen var fint udtænkt, men den blev desværre serveret lidt fladt – jeg ville gerne have haft, at den i højere grad var præsenteret kort og fyndigt – som et piskesmæld i luften.

Den anden novelle, ‘Sverige’, foregår så vidt jeg ved i nutiden og handler om en kvinde, der er taget til Sverige for at arbejde på et projekt. På en gåtur kommer hun forbi et hus med en masse festglade mennesker, og hun bliver lokket med til festen. Hun overnatter og bliver overtalt til at blive lidt længere, og snart finder hun ud af, at det er svært at forlade stedet igen. 

Præmissen for historien – at hun ikke kan forlade huset og den nærmest kultagtige gruppe mennesker – er sådan set fin nok, men jeg syntes ikke helt, at novellen fungerede på det punkt. Som læser kom jeg aldrig helt til at forstå, hvorfor hun ikke bare skred, og det kom til at virke kunstigt, at de ikke rigtig ville svare på hendes spørgsmål.

Slutningen er smukt skrevet – men forvirrende. Jeg er simpelthen ikke sikker på, at jeg forstod meningen med den eller koblingen til festen og hendes liv i det hele taget.

Don Quijote / Don Quixote

I sommerferien læste jeg en række bøger fra min liste over bøger, jeg skal læse i år – deriblandt denne klassiker af Miguel de Cervantes: ‘Don Quijote’.

Bogen blev oprindeligt udgivet i to dele – én i 1605 og én i 1615 og er tænkt som en morsom fortolkning af ridderromanen. I bogen følger man herremanden Don Quijote af Mancha, der beslutter sig for at klæde sig som ridder og drage ud i verden for at kæmpe mod alverdens skurke og grusomheder. Men man kan jo ikke have en ridder, uden at han har en skønjomfru, han kan bejle til, og derfor opfinder Don Quijote den skønne Dulcinea – den fagreste af alle kvinder på egnen. I virkeligheden er hun dog blot en simpel bondepige, men Don Quijote har en god fantasi – lidt for god finder man snart ud af.

Don Quijotes fantasi, stædighed og komplet mangel på situationsfornemmelse bringer snart ham og hans tro tjener, bonden Sancho Panza, på mange drabelige eventyr – det ene mere gakket efter det andet – og ofte med uheldig udgang for ridderen. Alligevel holder Don Quijote modet oppe og bliver ved med at drage på eventyr – fast besluttet for at gøre gode gerninger.

Jeg blev meget overrasket over humoren i bogen. Jeg havde ganske vist hørt, at Don Quijote var noget af en antihelt, men jeg var alligevel ikke forberedt på, hvor pjattet bogen er. Det skulle jeg lige vænne mig til, men da jeg først havde gjort det, hyggede jeg mig fint med at læse om den pudseløjerlige ridder og nød de smukke tegninger, som denne version er prydet af.

Bogen kan læses som en skæmtehistorie – et uskyldigt eventyr fuld af skøre indfald og gakkede begivenheder – men den kan også læses og forstås ud fra den tid, den er skrevet i. Da bogen blev udgivet, var det spanske samfund præget af censur og Inkvisitionens store indflydelse. Jøder og muslimer blev forvist fra landet, og kritik var ilde set. Derfor måtte forfattere og kunstnere udtrykke deres utilfredshed med små, subtile hints i deres værker, hvis de ville undgå at blive arresteret, og det gjorde Miguel de Cervantes også med denne bog. Vil du vide mere om dette, vil jeg anbefale denne artikel på Litteratursiden.

Historien er som sagt ret… pjattet, ja ligefrem overgearet til tider, og jeg læste bogen i mindre bidder, så det ikke blev for meget. Du kan sammenligne det med slik – at spise et par karameller er fint, at spise en hel pose er kvalmende. Bogen egner sig glimrende som højtlæsning for børn, der helt sikkert vil finde den uheldige ridder ganske fornøjelig.

Den ene af kattene skulle lige inspicere min fotosession… 

Pæonpavillonen

For et par år siden læste jeg ‘Sneblomst og den hemmelige vifte’ af Lisa See, og det var en meget gribende oplevelse. Siden har jeg holdt lidt øje med hendes forfatterskab, så da jeg så, at hun havde udgivet ‘Pæonpavillonen’, måtte jeg selvfølgelig have den. Jeg har dog gemt på den i et godt stykke tid, for det er dejligt at gå og glæde sig til en læseoplevelse ud over det sædvanlige.

Allerede nu pisker jeg en stemning op, men jeg er som sagt glad for den første bog, jeg læste af forfatteren, og denne bog skuffede heller ikke.

Bogen handler om den kinesiske pige, Pæon, og foregår i Kina i 1600-tallet. Her er piger og kvinder ofte til mere besvær end glæde og ligger under for mændenes luner, og her går meget af opdragelsen af piger på at blive en god og lydig hustru, som stiltiende accepterer, at manden har flere konkubiner, hvis hustruen ikke kan føde sønner.

Pæon er dog en drømmer og opdager kærligheden kort før sit arrangerede bryllup. Hun begynder at hungre efter selv at opleve kærlighedens sødme, hvilket hun ikke føler vil ske i sit kommende ægteskab. Det spirende oprør bliver til en ukontrollabel brand inde i hende, og det bringer ulykke over hende selv og flere af dem, hun har kær.

Jeg kan ikke røbe så meget mere af handlingen – den skal opleves. Jeg kan dog godt afsløre, at bogen er yderst velskrevet og gribende. Pæons liv er alt andet end misundelsesværdigt set med nutidens vestlige øjne, og selvom jeg før har læst bøger, der har beskrevet de indsnørede fødder, der var på mode dengang, så er det stadig forfærdeligt at læse om. I det hele taget er fortællingen levende skrevet, og forfatteren er god til at skabe stemningsfulde billeder for læseren. De mange traditioner, som indgår i handlingen, er samtidig med til at give et detaljeret billede af, hvordan hverdag og fest har været på det tidspunkt.

Historien er dragende, sentimental og sørgmodig, og det er forfriskende at se, hvordan hun både får læseren til at holde med hovedpersonen, men samtidig ikke er bleg for at lade denne gøre egoistiske og tåbelige ting. Bogen er ikke helt på højde med ‘Sneblomst og den hemmelige vifte’ og har et par steder, hvor handlingen ikke fungerer helt optimalt, men den er stadig en anbefaling værd.

Heksenes forsvarere

Jeg har længe ønsket at læse ‘Heksenes forsvarere’ af Jan Guillou, og på ferien var tiden endelig kommet. Guillou har lavet en historisk reportage om hekseforfølgelsen i Sverige, hvordan den starter og udvikler sig, og hvordan den bliver bekæmpet af skeptikere. Der er et par artige overraskelser imellem – for eksempel hvor dominerende barnevidner var i den svenske heksejagt – ligesom hvor lidt opmærksom, at adelen var på problemet. Det var først og fremmest borgerklassen, der angav hinanden, ligesom det kun var dem, der blev dømt.

Bogen belyser også heksejagten i de andre europæiske lande – herunder Danmark – og det er ret interessant og tankevækkende at læse, hvor forskelligt det har udartet sig i de forskellige lande. I et land var det for eksempel primært mænd, der blev dømt for at være hekse, mens antallet af sager om sodomi var langt større end heksesager i et andet land.

I slutningen af bogen drager Guillou parallel til den jagt på pædofile, der brød ud i 1990’erne, hvor en del mænd i for eksempel børnehaver blev mistænkt for pædofili, og hvor psykologers ledende spørgsmål førte til, at børn pludselig anklagede de mandlige pædagoger for overgreb. I Sverige var der en række sager, hvor flere blev uskyldigt dømt – og siden frikendt, da sagerne ikke holdt vand.

Bogen er ganske interessant at læse, og indholdet er også vedkommende for det moderne menneske, for tilsyneladende er mennesket ikke særlig god til at lære af historien, når det samme panik-mønster kan gentage sig. Det er også voldsomt at læse, hvordan barnevidnerne har opført sig i datidens heksesager, for det rokker unægtelig ved det uskyldige og barmhjertige billede af børn, som ellers er fremherskende i dag.

Helt sikkert en bog, jeg vil anbefale – også selvom man får sine fordomme udfordret, eller måske nærmere derfor!