Duellen – Den Røde Pimpernel

Da jeg lånte ‘Den Røde Pimpernel’ på biblioteket for ganske nylig, snuppede jeg også efterfølgeren, ‘Duellen’, med. Eftersom læsetemaet i disse måneder er historiske romaner, så kunne jeg lige så godt tage en ekstra med – det kunne jo være, at den første bog i serien var god (og det var den så, hvilket du kan læse mere om i anmeldelsen).

I ‘Duellen’ forsøger de franske modstandsfolk at lokke Den Røde Pimpernel i en fælde, så de endelig kan pågribe ham. De tyr til kvindelist, og pludselig står Den Røde Pimpernel i en penibel situation, hvor ikke kun han men også folk, han holder af, er i fare, og hvor det er så godt som umuligt at slippe levende derfra med æren i behold.

Denne bog har meget af den samme charme som den foregående bog. Jeg ærgrede mig dog over, at Marguerite gang på gang opfører sig komplet tankeløst i denne bog – meget ulig den første bog, hvor hun virkede noget mere snedig. Men i ‘Duellen’ er hun desværre meget let at narre og er i det hele taget i sine følelsers vold (… hvilket… jeg virkelig ikke bryder mig om i bøger, da det ofte bagatelliserer og nedgør kvinders roller).

Jeg havde egentlig forventet en rimelig hyggelig – men dog dramatisk – fortælling, så jeg var positivt overrasket over, hvor nervepirrende den endte med at være. Jeg sad virkelig på kanten af sædet og spekulerede over, hvordan i alverden bogens helt skulle vikle sig ud af den kattepine, han var endt i.

‘Duellen’ var – ligesom forgængeren – en glimrende læseoplevelse, og jeg skal helt sikkert læse videre i serien på et senere tidspunkt. Jeg ved ikke, om jeg kan vente helt til sommerferien, men det er ellers en serie, som egner sig fortrinligt som ferielæsning.

Den Røde Pimpernel

Mit læsetema for de tre første måneder i år er som tidligere nævnt historiske romaner. Jeg har ikke så mange ulæste bøger i denne genre på mine bogreoler (og de, jeg har, er selvfølgelig meget tykke), så jeg surfede på bibliotekets hjemmeside for at hente lidt inspiration. Her faldt jeg over serien om Den Røde Pimpernel, og jeg blev straks fristet. Jeg har nemlig lidt en svaghed musketer-romaner, og jeg tænkte, at denne serie måske havde lidt samme stemning.

‘Den Røde Pimpernel’ er første bog i serien om helten af samme navn. Den er skrevet af Emmuska Orczy og foregår under den franske revolution i 1793. Her har en række unge engelske gentlemen allieret sig med den mystiske helt, Den Røde Pimpernel, om at redde de (uskyldige) franske adelsfolk fra den franske revolutions skarpe guillotine. De franske modstandsfolk vil dog ikke se stiltiende til, at de gang på gang bliver narret af den engelske fløs, så de prøver med alle midler at pågribe den engelske helt. Men han er en snu rad, og det er først, da den unge kvinde, Marguerite, bliver indblandet, at franskmændene måske får en chance for at få fat på deres fjende – én gang for alle!

Denne bog havde lige det, jeg håbede på – en skøn blanding af drama, heltemod, snuhed, romantik og engelsk arrogance. Bevares, fortællestilen var lidt bedaget, men det havde jeg sådan set også forventet, og det passede fint til historien.

Teksten bar desværre præg af, at den godt kunne have brugt en korrekturgang mere, og så var jeg også lidt ærgerlig over, at det blev afsløret, hvem der var Den Røde Pimpernel. Jeg havde egentlig forventet, at det først blev afsløret senere i serien.

Bogen fik mig i øvrigt til at tænke over det faktum, at det altid er vinderne af en konflikt/krig, der skriver historiebøgerne bagefter, og selvom jeg da er stødt på bøger og film om Marie-Antoinette (der var Frankrigs dronning på det tidspunkt og derfor blev halshugget under revolutionen), så har forfatterens sympati altid ligget hos pøblen, der gør oprør. Sådan er det ikke i ‘Den Røde Pimpernel’ – måske fordi forfatteren selv var baronesse?

‘Den Røde Pimpernel’ er en hyggelig læseoplevelse, hvis du er til historiske romaner, hvor der er masser af drama uden at det for alvor bliver farligt eller ubehageligt.

Trolddom

‘Trolddom’ er den første bog i ‘Heksemesteren’-serien af Margit Sandemo. Jeg lånte den som lydbog via Ereolen.dk.

Bogen foregår (primært) i 1700-tallet i Bergen, hvor pigen Tiril vokser op. Selvom hun er hjælpsom og kærlig, lægger ingen rigtig mærke til hende, for den smukke storesøster Carla løbet med al opmærksomheden. Men tingene ændrer sig drastisk, og pludselig kommer Tiril i knibe. Heldigvis ser det ud til, at hun har flere venner, end hun først troede…

Hrm. Denne bog sagde mig virkelig ikke noget i starten. Det skyldtes måske, at der var en række hop tilbage i tiden, der skulle bruges som baggrundsviden i forhold til de begivenheder, Tiril blandes ind i. Men det virkede lidt rodet og gjorde samtidig, at jeg havde lidt svært ved at blive fanget af historien. Heldigvis bliver det bedre undervejs, da fokus rettes mod Tiril og hendes fortælling.

Jeg syntes desværre, at historien var lidt for simpel til tider, og der var flere gange, hvor handlingen blev ‘jappet’ igennem, så jeg følte, der manglede nogle scener. Samtidig var både sproget og personernes opførsel ind imellem lige lovlig moderne. Det virkede ikke så troværdigt.

Men når det så er sagt, så var jeg ok underholdt – også selvom der er et lurende trekantsdrama i slutningen af bogen. Det når ikke at bryde ud, men det var nok til, at jeg blev bekymret, eftersom jeg hader trekantsdramaer.

‘Trolddom’ kommer næppe til at høre til de mindeværdige læseoplevelser, og jeg regner ikke med at læse videre i serien.

Livlægens besøg

Da jeg var barn, læste jeg en lang række historiske romaner, der typisk tog udgangspunkt i det danske kongehus. Jeg kan huske, hvordan jeg slugte historierne og de mange dramaer, som den danske adelshistorie kan byde på. I den forbindelse husker jeg blandt andet den markante skurkerolle, som den tyske læge Struensee havde, da han som den sindssyge konge Christian den 7.’s fortrolige fik meget stor indflydelse landets lovgivning. Det hjalp heller ikke ligefrem, at Struensee havde en affære med dronningen, Caroline Mathilde.

Kærlighedsdramaet er som taget ud af en Hollywoodfilm, og så sent som i 2013 blev det også omdrejningspunktet i den danske storfilm, ‘En kongelig affære’ – en film, jeg nød at se, men hvor jeg også undrede mig. Her virkede Struensee langt mere menneskelig og nuanceret end i de bøger, jeg læste som barn, men det var nu især kongens personlighed, som for alvor fascinerede mig. Den skrøbelighed og den frygt, han udstrålede, samtidig med at han var rigets mægtigste mand… Jeg besluttede mig for at læse mere Struensees liv ved hoffet, så da jeg faldt over romanbiografien ‘Livlægens besøg’ som lydbog, var den et oplagt valg.

Bogen er skrevet af P. O. Enquist og handler ikke kun om den tyske læge, Johann Friedrich Struensee, men også om den danske konge Christian den 7. og dennes liv frem til, at Struensee dukker op ved det danske hof. Bogen er dels en historisk fortælling bygget over årene ved det danske hof før, under og efter Struensees tid, dels en personlig skildring af Struensees, kongens og dronningens tanker og følelser under disse begivenheder. Den beskriver, hvor stor indflydelse, Struensee får på Danmarks lovgivning, da kongen er svækket af sindssyge og reelt set ikke kan eller vil regere landet. I stedet overlader han det mere eller mindre til Struensee, der ser chancen til at reformere Danmark – inspireret af de franske filosoffer, som prædiker de tanker, der fører til oplysningstiden. Det er således Struensee, der blandt andet ændre loven for at indføre trykkefrihed og afskaffe tortur.

Men Struensees indflydelse er ilde set blandt hoffets andre adelsmænd, og flere ønsker at fjerne ham – så de selv kan komme til magten. Men det er ikke Struensees magt, der bliver hans fald – det er affæren med dronningen, Caroline Mathilde, som kan bruges til at fjerne både ham og den mere og mere rebelske dronning.

Forfatteren har taget sig visse friheder i forhold til denne bog i form af beskrivelserne af personernes tanker og følelser. Der var flere gange, hvor jeg tog mig selv i at tænke “Hvor ved forfatteren det fra?”, men selvom det måske ikke er 100% korrekt, så vil jeg ikke undvære det, for det gør bogen meget stemningsfuld og levende.

Det er en smuk, sørgelig og tankevækkende bog om et meget interessant kapitel i Danmarkshistorien, hvor landet blev ledet af en sindssyg konge, og hvor folk i kulissen kæmpede om at få magten. Jeg synes, det er utrolig interessant at læse om kongens rolle og funktion, for det må have været en yderst vanskelig og sårbar situation – at kongeriget reelt ledes af en person, som hverken har lysten eller kompetencerne til det. Og i denne fortælling får man virkelig ondt af kongen, som bare gerne vil være en bondedreng og ikke ønsker al den virak, der er ved hoffet.

Struensees rolle er også langt mere interessant og ikke mindst detaljeret i denne bog i forhold til tidligere tekster, jeg har læst om ham. Forfatteren stiller spørgsmålstegn ved, om Struensee virkelig var den skurk, eftertiden tegnede af ham, eller om han ikke nærmere var en foregangsmand, der forsøgte at reformere og modernisere Danmark ved at indføre en række (humane) love.

Danmarkshistorien kan byde på mange dramatiske kapitler, men historien om Struensee er i mine øjne et af de største og mest spændende. Jeg kan varmt anbefale ‘Livlægens besøg’, hvis du gerne vil læse en stemningsfuld beretning om dengang, Danmark havde en sindssyg konge og en livlæge, der styrede landet.

Profeterne i Evighedsfjorden

I rækken af yndlingsbøger er jeg nu nået til ‘Profeterne i Evighedsfjorden’, som Ditte anbefalede mig.

Bogen foregår i slutningen af 1700-tallet, hvor den unge præst, Morten Falck, tager til Grønland efter endt uddannelse. Her skal han lære lokalbefolkningen om den kristne tro, men det viser sig sværere end ventet, for forholdet mellem lokalbefolkningen og de danske kolonister er dårlig og bliver kun værre, mens Morten opholder sig i landet. Samtidig ulmer oprøret, for to lokale profeter drømmer om et Grønland med frihed og lighed, og det falder den danske overmagt for brystet. Kulturmødet går ikke just stille af, og Morten må indse, at drømmene om Grønland nok var mere romantiske end virkeligheden.

Sproget i denne bog er meget… kropslig. Bogen emmer nærmest af detaljerede beskrivelser af, hvordan personernes kroppe reagerer på vejret, omgivelserne og hinanden, og jeg mindes ikke at have læst en bog, hvor det fysiske aspekt har fyldt så meget. Det var på den ene side meget stemningsskabende og var virkelig med til at skabe et klart billede af de enkelte scener, men på den anden side blev det imellem også lidt for meget. Jeg syntes, det var en smule overvældende at læse så meget om menneskelige sekreter og maveonde.

Jeg blev ret grebet af fortællingen, for bogen er velskrevet, og temaet med Grønland i centrum er spændende og fascinerende. Mødet mellem de to kulturer giver gnidninger, og danskerne bliver ikke ligefrem fremstillet særlig positivt. Samtidig er skildringen af livet i 1700-tallet i Grønland både interessant og skræmmende, da landet er plaget af hungersnød. Afstande var noget helt andet dengang, hvor der kun blev sejlet mad og andre fornødenheder til landet én gang om året. Det er ret tankevækkende set med nutidens øjne.

Jeg havde det til gengæld lidt svært med flere af personerne – især hovedpersonen, der virkede ret egoistisk og pudsigt nok kun virkede sympatisk, når man så ham gennem andres øjne.

‘Profeterne i Evighedsfjorden’ er en bog, jeg er stødt på mange gange, men først har fået læst efter opfordringen fra Ditte. Det er jeg glad for, da jeg ikke tror, jeg selv havde samlet bogen op (der er noget ved forsiden, der skræmmer mig væk), for det var en udmærket læseoplevelse. Hvis du gerne vil læse en interessant og dramatisk fortælling om livet i Grønland i 1700-tallet, så prøv denne bog.

Engelshjerte

På listen over de bøger, jeg har sat mig for at læse i år, står ‘Engelshjerte’ af Maria Helleberg. Den er ikke valgt så meget på grund af, hvem bogen handler om, men ud fra at jeg ville stifte bekendtskab med den flittige forfatter, som har skrevet en lang række historiske romaner om stærke kvindeskikkelser i Danmarkshistorien. Da jeg så samtidig kunne finde den som lydbog på netlydbog.dk, så hørte jeg historien på en række bus- og togture.

Romanen handler om kong Frederik den Fjerdes ‘kone til venstre’, Anne Sophie Reventlow, hvor hun ser tilbage på sit liv, mens hun sidder på Clausholm Slot, hvor hun er forvist til på sine sidste dage. Anne Sophie møder kongen ved et maskebal på Koldinghus, hvor de forelsker sig. Året efter bortfører hende, og de bliver gift ‘til venstre hånd’, da han allerede er gift med dronning Louise af Mecklenburg.

Da dronningen dør, bliver Anne Sophie ‘forfremmet’ til førstehustru og får titlen som dronning, men ægteskabet lider under barnløshed. Ganske vist føder Anne Sophie seks børn, men ingen af disse overlever, så da Frederik dør, er der Anne Sophies stedsøn, der bliver konge, og han forviser hende fra København.

Det er hovedpersonen selv, der fortæller hele historien, og den fortælleform passer rigtig fint til lydbogsmediet. Det var en ret hyggelig måde at nyde historien på, og det føltes næsten som en god ven, der fortæller om noget, som personen har oplevet. Det gjorde dog også historien en anelse monoton og triviel i længden, og det er i det hele taget ikke en fortælling, som vil lagre sig særlig længe i min hukommelse, for det var den ganske enkelt ikke interessant nok til.

Jeg overvejer dog, om ikke jeg skal læse noget mere af samme forfatter ved lejlighed, for jeg har en vis svaghed for historiske romaner, og dem er hun storleverandør af.

Fanny Hill

I forbindelse med alle de artikler, pressen har skrevet om ‘Fifty Shades’ den senere tid, er jeg flere gange stødt på kommentarer om, at ‘Fifty Shades’ er kedelig og unuanceret, og at bøger som ‘Fanny Hill’ og ‘O’s historie’ er langt bedre. Disse betragtes også som klassikere inden for erotiske bøger, og jeg tænkte, at det måske var en meget god idé at læse en af dem for at kunne sammenligne den med stilen i ‘Fifty Shades’.

‘Fanny Hill’ er skrevet af John Cleland i 1748 og handler om den unge og naive pige, Fanny, som rejser til London for at søge lykken. Bag sig har hun et ulykkeligt forhold, men hun er snart ombejlet igen, for hun ender hos bordelejeren, Madame Brown. Fannys søde, uskyldige væsen og smukke ydre gør hende meget eftertragtet, og snart er hun en af de mest populære glædespiger i byen. Men hendes hjerte tilhører kun én…

Bogen har en helt anden lidenskab end ‘Fifty Shades’, og mange scener emmer af nydelse. Det bliver dog også en anelse ensformigt i længden, og af samme grund kan jeg anbefale, at du læser den over længere tid.

Historien er i sig selv en provokation – også i dag – eftersom den beskriver en prostituerets liv, hvor der i højere grad fokuseres på glæde, munterhed og sanselighed – frem for forargelse, armod og skam. Det bliver ind imellem lidt for sukkersødt og poleret, men ellers er det interessant at opleve denne vinkel, for den hører sig til sjældenhederne.

En af de mest interessante ting ved bogen er dog at tænke på, hvornår den er skrevet. Der herskede en anden form for frisind i forhold til sex den gang – ikke helt så frit som bogen lægger op til, for den blev forbudt i sin tid – men i hvert fald friere end i 1800-tallet.

Jeg må være ærlig og sige, at jeg heller ikke fandt denne historie synderlig interessant. Fanny er en alt for naiv og eftergivende person til min smag, og jeg endte flere gange med at blive irriteret over hendes reaktioner. Noget af det er selvfølgelig også et spil, hun kører med kunderne, men det var slet ikke mig.

Jeg vil til gengæld rose oplæseren, som gav historien den helt rigtige muntre og lidenskabelige tone, og derfor vil jeg også anbefale denne historie som lydbog.

I Lucias øjne

Denne bog blev indkøbt, da jeg fandt den som et billigt tilbud under bogudsalget for et par måneder siden, og jeg tænkte straks, at den ville gøre sig fint som ferielæsning.

Arthur Japin har skrevet ‘I Lucias øjne’, og i bogen møder den unge Casanova den fjortenårige Lucia, som både er ung, uskyldig og indtagende. De forelsker sig, men på grund af hendes alder vil han vende tilbage et år efter, så hun er gammel nok til giftermål.

Desværre smittes hun kort tid inden brylluppet af kopper, og selvom hun overlever, efterlader sygdommen grusomme ar i hendes ansigt, så det er helt vansiret. For at skåne ham for synet og det ulykkelige liv, det ville medføre, når han skulle leve med en vansiret hustru, får hun sin moder til at fortælle Casanova, at Lucia er stukket af med en anden.

Derefter følger vi Lucias liv, og hvordan hun går fra at være en knækket og undseelig kvinde, der sælger sig selv for lavestbydende, til en tilsløret og forførende kurtisane, som mange rige mænd eftertragter. Da hun møder Casanova igen – uden at han dog genkender hende – udtænker hun en plan, så hun kan belyse og retfærdiggøre de valg, hun tog på sine egne og hans vegne.

Bogen bygger på virkelige hændelser i Giacomo Casanovas liv, og jeg har det altid lidt blandet med den slags bøger, for giver den nye vinkel også en god og troværdig historie, eller virker det bare som om, at den vil plagiere på den originale fortælling? I dette tilfælde synes jeg, at forfatteren langt henad vejen slipper godt fra forsøget. Sproget blomstrer og besnærer læseren, og jeg havde intet problem med at forestille mig scenerne fra handlingen.

Hen imod slutningen blev diskussionerne om kærlighed, fravalg og tilvalg dog lige lovlig langtrukne, og her mistede bogen lidt af sin fremdrift og stod i stampe. Samtidig syntes jeg, at bogen var for kort – at den snildt kunne bære flere sider og flere scener, og når jeg tænker på bogen som et samlet forløb, så var der steder og episoder, jeg som forfatter ville have brugt mere energi på. Bogen er hurtig læst og vil næppe være en, jeg husker om mange år, men som ferielæsning var den udmærket.

To byer

Denne måneds klassiker blev ‘To byer’ af Charles Dickens, som regnes for at være en af de største forfattere gennem tiderne. Jeg kendte ikke til bogen i forvejen men stødte på den, da jeg studerede flere lister over klassikere, man bør læse, og da jeg tidligere har læst flere af Dickens bøger med fornøjelse, blev denne bog valgt.

Bogens handling foregår i Paris og London under den franske revolution. På www.ebib1800.dk fandt jeg dette resumé af handlingen:

“Dr. Manette løslades efter 17 års fangenskab i Bastillen og rejser til England for at leve sammen med sin datter, Lucie, som han aldrig har kendt. Lucie og dr. Manette møder en ung franskmand, Charles Darnay, der arresteres for spionage mod England. Under retssagen mod ham reddes han af sin lighed med den fordrukne sagfører Sydney Carton, som senere viser sig være hans rival som bejler til den smukke Lucie Manette. Lucie og Darnay gifter sig, og Carton forbliver deres ven – hans manglende tro på sig selv gør, at han aldrig virkelig gør en indsats for at vinde Lucie.

I Paris sidder madame Defarge, kone til den vinhandler, der gav dr. Manette husly i Paris, da han var blevet løsladt. Hun er fanatisk revolutionær, og har i årene før revolutionen registreret alle aristokrater og forrædere mod folket ved at strikke dem ind i sit evige strikketøj.”

Nu undrer du dig måske over, hvorfor jeg denne gang citerer resumeet andetsteds fra, men det skyldes først og fremmest, at bogen kedede mig så meget, at jeg husker meget lidt fra første halvdel af bogen! Jeg blev selv ret overrasket over, at handlingen havde så svært ved at bide sig fast, for det er meget sjældent et problem, men her måtte jeg flere gange bladre tilbage for at læse flere passager igen, og jeg blev mere og mere frustreret, for jeg havde ingen føling med handlingen. Til sidst lovede jeg mig selv at få læst bogen færdig her i weekenden, for opgive ville jeg jo ikke – det var en bogudfordring og så lægger jeg den ikke fra mig – men det hjalp så også at læse den sidste halvdel på to dage. Her fik jeg et langt bedre – og mere positivt – indtryk af handlingen, og selvom jeg ikke fik det fulde udbytte af historien, da der var en række passager fra første halvdel, jeg ikke kunne huske, så endte jeg med at være nogenlunde stemt over for bogen.

Jeg ved ikke, om jeg en dag finder på at læse den igen, så jeg forhåbentlig kan få den fulde oplevelse af bogen, og jeg ved heller ikke, hvad der præcis gjorde, at jeg bare ikke kunne blive gode venner med den første del, men det glæder mig, at jeg fik en ok oplevelse ud af anden del.