Onkel Toms Hytte

Jeg er pt. inde i en stime af klassikere. Det er som sådan ikke et bevidst valg, men i løbet af den seneste tid har jeg lånt flere klassikere via Ereolen.dk – herunder ‘Onkel Toms Hytte’, som jeg lyttede til for nylig.

Bogen er skrevet af Harriet Beecher Stowe og handler om den venlige og lidt naive slave, Tom, som er blevet lovet at blive sat fri af sin herre. Men herren mangler penge og ender med at sælge Tom, og hans nye ejer er en brutal og ondskabsfuld mand.

Det er en kort og simpel historie om en venlig slave, der udnyttes og pines af den hvide overherre. En historie, der var yderst kontroversiel, da den udkom i midten af 1800-tallet og som efter sigende var med til at udløse den amerikanske borgerkrig, hvor omdrejningspunktet var den mulige frigivelse af slaver. Det er en historie, der måske kan virke en anelse banal i dag, da fortællingen er så enkel og har så så simple personer, men det er ikke desto mindre en vigtig bog, da den siger meget om den tid, den er skrevet i. Og så skal man heller ikke ignorere, at det er faktisk en udmærket og tankevækkende historie.

Personligt savnede jeg lidt mere dybde hos personerne, men jeg var samtidig fint tilfreds med den enkle historie. Den er rørende uanset hvad.

‘Onkel Toms Hytte’ er med god grund blevet en klassiker, og selvom den ikke er blandt de bedst skrevne, så er den helt sikkert en vigtig bog at læse.

Krig og fred

Sommerens store læseprojekt var for mit vedkommende klassikeren ‘Krig og fred’ af Lev Tolstoj. Det er sandsynligvis den tykkeste bog, jeg nogensinde har læst – ja, den er faktisk så tyk, at den er delt op i to bind. Jeg havde håbet på at læse den på et par uger, da jeg startede på den i løbet af min sommerferie, men så kom der lidt forskellige ting i vejen, så det trak ud.

‘Krig og fred’ foregår i starten af 1800-tallet, hvor man følger en række russiske familier i de højere klasser i den periode, hvor Rusland deltog i Napoleonskrigene. Romanen er en blanding af de intriger og konflikter, der ind imellem opstår i familier, iblandet scener fra krigen, hvor flere af familiemedlemmerne deltager.

Jeg må desværre indrømme, at ‘Krig og fred’ var noget drøj at komme igennem, for den fangede mig ikke rigtig. Jeg savnede den elegante fortællestil, som gjorde ‘Anna Karenina’ til en dejlig læseoplevelse, og så var ‘Krig og fred’ virkelig langtrukken i det hele taget. Bevares – ‘Anna Karenina’ var til tider også noget lang i spyttet, men den formåede alligevel at holde mig interesseret hele vejen igennem.

Den første halvdel af bogen var egentlig udmærket, mens jeg nærmest måtte kæmpe mig igennem anden halvdel. Det var mest af alt ren stædighed, der fik mig til at gennemføre læsningen, for jeg kedede mig bravt de sidste mange hundrede sider.

Bogen indeholder en del passager på fransk, som så er oversat til dansk lige bagefter. Det var især starten af bogen, der bar præg af dette, og det irriterede mig voldsomt. Jeg ved godt, at sådan er bogen skrevet (mange russiske adelsfolk var så vant til at tale fransk, at de dårligt kunne tale russisk), men det var virkelig forstyrrende at få delt historien så meget op i bidder.

Jeg er et eller andet sted glad for, at jeg har læst ‘Krig og fred’, selvom det ikke var en særlig god læseoplevelse. Jeg overvejer, om jeg på et tidspunkt skal supplere oplevelsen med at se en af filmatiseringerne, men det har jeg ikke taget stilling til endnu.

Jo’s Boys

Jeg har endelig fået læst ’Jo’s Boys’ af Louisa May Alcott. Det er fjerde bog i ’Little Women’-serien, og jeg har tidligere anmeldt ’Little Women’ og ’Good Wives’.

Jeg vil ikke gå så meget i detaljer med handlingen for ikke at røbe for meget fra de foregående bøger, men her er mine tanker om ‘Jo’s Boys’ i forhold til de to første bøger i serien.

Disclaimer: Da jeg læste bogen, troede jeg, at det var den tredje bog i serien. Faktisk er det den fjerde bog, for jeg overså, at ‘Little Men’ lå mellem ‘Good Wives’ og ‘Jo’s Boys’. Det gør dog ikke den store forskel i forhold til min læseoplevelse, da mine kritikpunkter ikke handler så meget om den (manglende) tid mellem de første bøger og så den, jeg lige har læst.

’Jo’s Boys’ var desværre ikke en bog for mig. Hvor ’Little Women’ var charmerende naiv, og ’Good Wives’ var en fin og mere balanceret fortælling, så følte jeg, at ’Jo’s Boys’ var en noget andet bog. Det hænger i høj grad sammen med, at småpigerne er blevet voksne, og at fokus i denne bog slet ikke er dem men Jos sønner. Det kan man naturligvis også regne ud, når man ser titlen, men det betød en hel del for stemningen i bogen. Den manglede den charme og naivitet, som første bog sprudlede af, og så fandt jeg heller ikke drengene/mændene nær så interessante. Bogen bærer i det hele taget præg af, at den er ‘endnu en bog i en serie’ frem for at boble af originalitet og fortælleglæde.

Jeg var glad for, at forfatteren havde gjort en del ud af at pointere, at piger også kan tage sig en uddannelse som for eksempel læge (Nan), men det blev dog ødelagt at kommentarer som “With the natural perversity of her sex Josie ceased to be curious the moment she was told to read it…”. Jeg kan bare ikke klare, når mennesker bliver tillagt bestemte værdier eller evner på grund af deres biologiske køn. Argh!

Men alt i alt desværre ikke bog for mig. Jeg har overvejet, om jeg skal læse ‘Little Men’ på et tidspunkt, men jeg tror, jeg vil lade være. Jeg synes, at de to første bøger var gode, men jeg kunne også mærke, at så snart forfatteren bevægede sig væk fra de oprindelige hovedpersoner, så tabte jeg interessen for historien, og fortællingen mistede sin charme, så jeg tvivler ærlig talt på, at ‘Little Men’ vil være noget for mig.

Dinas bog

Jeg får læst nogle ret forskellige bøger for tiden – blandt andet fordi jeg eksperimenterer en del i forbindelse med mine lydbogslån på Ereolen.dk. I denne uge lyttede jeg til ‘Dinas bog’ af Herbjørg Wassmo – en bog, jeg er stødt på flere gange gennem årene men aldrig før har læst.

Bogen handler om Dina, og man følger hende fra barnsben, hvor hun ved et uheld bliver skyld i moderens død. Hendes fader tilgiver hende ikke for denne udåd, og Dina vokser derfor reelt set op uden omsorgsfulde forældre. Hun må klare sig selv og udvikler derfor en række særheder. Som teenager bliver hun gift med faderens ven, Jacob, der efterhånden er en ældre herre. Det forhindrer dog ikke Dina i fuldstændig at overtage styringen i forholdet til Jacob og senere også på gården, da han dør. Pludselig står hun som ung kvinde med ansvaret for en hel gård og alle de ansatte, og hun bliver nødt til på kort tid at blive moden og ansvarlig.

‘Dinas bog’ er først og fremmest interessant på grund af hovedpersonen selv. Dina er langt fra en elskelig hovedperson – hun er sær, stædig og kynisk men dermed også meget menneskelig. Man kan næsten ikke undgå at blive lidt fascineret af den mystiske og svært tilgængelige pige/kvinde, som lever uden samvittighed og bruger mænd, som hun har lyst til.

Læseoplevelsen var noget svingende. Starten fængede ikke rigtig, mens jeg var ret opslugt af afsnittene om hendes ægteskab og tiden lige efter. Jo ældre hun blev, jo mere følte jeg mig distanceret fra hende, og derfor endte bogen med at være en middelmådig oplevelse. Men fremstillingen af Dina er bestemt interessant, og det er ret forfriskende med en kvindelig hovedperson, der er så politisk ukorrekt.

Curtsies & Conspiracies

Så fik jeg endelig læst anden bog i ‘Finishing School’-serien af Gail Carriger. Sidste sommer læste jeg den første bog, ‘Etiquette & Espionage’.

Traditionen tro vil jeg ikke bringe et resumé, når det drejer sig om fortsættelsen til en bog, da det vil afsløre for meget af handlingen i den første. Men jeg vil dog gerne røbe, at ‘Curtsies & Conspiracies’ desværre ikke sagde mig så meget. Bogen er ligesom forgængeren rimelig letbenet og uden den store dybde, men i 2’eren er der langt mere fokus på Sophronias evne til at tiltrække drengenes opmærksomhed, og man aner oplægget til et trekantsdrama (selvfølgelig mellem den bundsolide arbejderdreng og den arrogante overklassedreng). Det ærgrede mig en del. Ikke blot hader jeg trekantsdramaer, men det virkede også frygtelig stereotypt.

I ‘Curtsies & Conspiracies’ er der også gensyn med et par kendinge fra Carrigers skønne serie, ‘Parasol Protectorate’, men det var jeg noget lunken overfor. Jeg syntes, det kom til at virke lidt forceret og tog fokus væk ‘Finishing School’-seriens egen ramme.

Jeg er pt. noget splittet mht. om jeg vil læse videre i serien. Jeg syntes desværre ikke, at der er kød nok på historien – i hvert fald ikke til, at jeg vil bruge penge på bøgerne. Måske vil jeg læse videre, hvis jeg finder dem på biblioteket eller som e-bog på et senere tidspunkt.

Underet

SPONSORERET INDLÆG

Der var meget hype om forfatteren debutbog, ‘Rum’, så jeg var ret spændt på, hvordan hendes næste bog ville blive. Jeg var ikke selv blown away af den første bog – den var god, men måske ikke så fantastisk, som jeg havde forventet ud fra de mange rosende anmeldelser. Jeg blev dog glad, da jeg opdagede, at Politikens Forlag havde sendt ‘Underet’ af Emma Donoghue til mig, for foromtalen mystificerede mig straks.

I ‘Underet’ er hovedpersonen Elisabeth Wright, der er uddannet som sygeplejerske hos selveste Florence Nightingale. Elisabeth bliver hyret til at overvåge en pige, der efter sigende ikke har spist i fire måneder. Lokalsamfundet mener, at hun er religiøst vidunder, men Elisabeth er overbevist om, at noget stikker bag. Måske snyder pigen for at få opmærksomhed, måske er det hendes forældre, der udnytter situationen, hvor folk valfarter til huset for at se miraklet. Det er dog svært at se noget som helst udspekuleret i den 11-årige troskyldige Anna, som Elisabeth snart lærer at kende, og sygeplejersken må sande, at hendes egen lærdom i den grad bliver udfordret af et mysterium.

Denne bog er først og fremmest et psykologisk drama, hvor du som læser sidder og spekulerer over, hvad der mon ligger bag denne specielle situation. Helt logisk set bør en pige ikke kunne overleve fire måneder uden mad, men alligevel går Anna smilende omkring. Der foregår et eller andet i det skjulte, men hvad?

Forfatteren har opbygget et interessant persongalleri, hvor personer er tilpas detaljerede til, at man levende kan forestille sig dem, når de optræder i de enkelte kapitler. Det er selvfølgelig let at fatte sympati for hovedpersonen, Elisabeth, samt pigen Anna, men jeg synes også, at forfatteren formår at skrive nogle mere komplicerede personligheder såsom Annas mor. Det er ind imellem noget uklart, hvem der er helt og skurk i denne historie, og det kan jeg godt lide.

Historien har et roligt tempo – måske for roligt til nogle, men jeg syntes, det passede fint til bogen, hvor stemningen fortættes, jo flere sider, man læser. Det er ikke en bog, man skal læse, hvis man har lyst til action – det er der simpelthen for lidt af. Til gengæld emmer bogen af fortielser, løgne, troskyldighed og håb. En mærkelig kombination men ikke desto mindre et rammende sammensurium af bogens temaer – uden at afsløre for meget.

I bund og grund blev jeg ikke særlig overrasket over handlingsforløbet, men det ødelagde på ingen måde læseoplevelsen, da bogen er yderst velskrevet. Samtidig var jeg ikke sikker på, hvordan bogen ville ende, for den kunne gå i flere retninger, og alene det var nok til at holde spændingen i live hele bogen igennem.

Jeg er ikke gået særlig meget i detaljer i ovenstående anmeldelse, og det skyldes, at der er ting, jeg ikke vil afsløre, for det kan afsløre for meget, hvis du gerne vil læse bogen. Og skal du læse den? Det synes jeg bestemt, du skal. ‘Underet’ er i mine øjne end bedre bog end bestselleren ‘Rum’.

Blood of Tyrants + League of Dragons

Jeg er nu nået til afslutningen på ‘Temeraire’-serien af Naomi Novik nemlig ottende og niende bog i serien – dvs. ‘Blood of Tyrants’ og ‘League of Dragons’. En spændende serie, der kombinerer virkelige hændelser (Napoleonkrigen) med drager! Kæk og lidt uventet kombination men ikke desto mindre en velfungerende blanding.

Jeg har anmeldt resten af serien (se links nedenunder dette indlæg), og jeg vil derfor ikke komme ind på handlingsforløbet i de to bøger men komme med et par kommentarer om, hvad jeg synes om de to sidste bøger samt serien som helhed.

Lad mig starte med at sige, at de to sidste bøger var udmærkede men dog ikke helt på højde med mange af de øvrige bøger i serien. Min klare favorit er første bog – ‘His Majesty’s Dragon’ – mens jeg var noget forbeholden over for anden bog, ‘Throne of Jade’, og sjette bog, ‘Tongues of Serpents’. Jeg syntes desværre, at sidste bog i serien var lige så… hrm… svag… som de to nævnte bøger. Ikke fordi den var dårlig, eller at jeg syntes, at slutningen var forfærdelig – jeg syntes bare, at den led af en vis metaltræthed. Selvom forfatteren prøvede at spice historien lidt op, så føltes det som mere af det samme. Det er selvfølgelig også svært at blive ved med at bevare spændingen i en serie på ni bøger, men et eller andet sted ærgrede jeg mig over, at den ikke sluttede lidt før – evt. omkring den syvende bog.

De to sidste bøger sørger for at samle op på serien som helhed, for der er flere begivenheder, der refererer tilbage til hændelser fra de tidligere bøger. Det er ganske fint men dog også lidt frustrerende, når nu jeg har læst bøgerne over en længere periode og derfor ikke kan huske alle detaljer længere. Derfor – har du muligheden, så sørg for at læse bøgerne inden for en relativ kort periode.

Som helhed er det dog en dejlig serie – især hvis du kan lide drager ligesom jeg. Dragerne er selvstændige, intelligente og følsomme væsner, og deres bånd til menneskene kan sagtens sammenlignes med det, der er mellem drager og mennesker i Anne McCaffreys Pern-serie. Bevares – der er tidspunkter, hvor dragerne enten bliver ret barnlige eller så gammelkloge, at man stejler lidt (jeg gjorde i hvert fald et par gange), men jeg synes, at Novik har været god til at lave et bredt, detaljeret og spændende udvalg af drage-personligheder i serien. De kommer lidt til at overskygge menneskene, selvom der nu også er en del interessante personligheder blandt dem (også kvinder heldigvis – trods den tidsperiode, den skal forestille at foregå i).

Belgravia

Her kommer dagens indrømmelse: Jeg har ikke set Downtown Abbey. Jeg har hørt meget godt om serien, og jeg vil da også gerne se den på et tidspunkt, men den har jeg altså ikke nået til endnu. Til gengæld læste jeg for nylig ’Belgravia’, der er skrevet af forfatteren Julian Fellowes, der også stod bag Downtown Abbey. Det er en bog, der er rift om, for jeg måtte stå på bibliotekets venteliste gennem adskillelige måneder, før jeg endelig fik fingre i den.

’Belgravia’ foregår i England i det herrens år 1815 – nærmere bestemt lige før det berømte slag ved Waterloo, hvor englænderne kæmpede mod Napoleons hær. Her er det lykkedes for købmandsfamilien Trenchard at få en invitation til ballet hos grevskabet. Det skyldes ikke mindst familiens kønne datter, Sophia, der i al hemmelighed ses med den unge greve, Peter. Alt ser godt ud for familien Trenchard, indtil en frygtelig hændelse indtræffer. Derefter står familien i en penibel knibe, som truer familiens ære men også kan være en fordel for grevinden, der ellers ikke har meget til overs for familien.

Det er lidt svært at anmelde denne bog uden at røbe for meget af handlingen, men nu forsøger jeg ikke desto mindre.

Jeg nåede ikke mange sider ind i bogen, før historien pludselig tog en skarp drejning – et twist jeg ikke lige havde forudset. Det betød, at historien tog en helt anden drejning, end jeg forventede, og det er absolut ikke en dårlig ting. Det gav mig straks blod på tanden, for det tydede på, at forfatteren havde flere overraskelser i ærmet.

Jeg havde dog lidt svært ved at holde styr på persongalleriet i starten og savnede virkelig et familietræ eller anden form for slægtsoversigt. Det gjorde det ikke lettere, at handlingen også sprang i tid flere gange. Men heldigvis kom der efterhånden styr på de enkelte personer, selvom det tog lidt tid.

Historien er i den grad præget af intriger og magtspil. Hvor jeg normalt synes, at det er interessant at læse om politiske intriger og magtspil ved hoffet i historiske romaner, så kunne jeg mærke, at intrigerne i denne bog, der i høj grad fik næring via illoyale tjenestefolk, ikke var mig. Det virkede af en eller anden grund mere ubehageligt – måske fordi jeg forventede/håbede, at der var mere loyalitet fra de ansatte. Men det er jo en smagssag.

Handlingen bliver trukket i langdrag, og det ærgrede mig, for jeg synes, at den ind imellem kom til at virke lidt tyndbenet. Det ville have klædt bogen at blive speedet lidt op, så den havde fyldt 50-100 sider mindre.

’Belgravia’ er en udmærket læseoplevelse – især hvis du er til masser af intriger og livet med grevskab og tyende i 1800-tallet. Bogen har en fantastisk start, mens resten af handlingen er mere på det jævne, men den er til gengæld stærk i den stemningsfulde beskrivelse af det engelske selskabsliv på den tid.

Carmilla

CarmillaMin bedste læseoplevelse under sidste måneds Read-a-Thon var ‘Carmilla’ af J. Sheridan Le Fanu. Det er en gotisk klassiker, der ofte bliver omtalt som forgængeren til ‘Dracula’.

‘Carmilla’ fortælles af den unge kvinde, Laura, der bor på et slot i Østrig sammen med sin far. En dag forulykker en karet tæt på deres hjem, og en ung kvinde kommer til skade. Lauras far tilbyder med det samme, at den unge kvinde kan bo hos dem, indtil hun er kommet til hægterne, og kvindens mor tager straks imod tilbuddet, da hun skal haste videre. Laura og den unge kvinde, Carmilla, bliver venner, men Laura fornemmer også, at der foregår noget mystisk, for der er noget sært dragende og samtidig også urovækkende ved Carmilla. Da Laura bliver syg og langsomt svækkes, ser hun og faderen i øjnene, at det er på tide, de finder ud af, hvem Carmilla egentlig er…

Dette er en herlig dyster historie. Forfatteren har virkelig ramt den helt rigtige gotiske stemning, der bare emmer af dyster, ildevarslende uhygge. Jeg gennemskuede hurtigt hvilken retning, historien ville tage, men det gjorde ikke det mindste, når historien var så godt skruet sammen og ikke mindst så velskrevet.

‘Carmilla’ har ry for at være kontroversiel, og da jeg læste den, kunne jeg godt se, at de sensuelle scener bestemt må have forarget det bedre borgerskab, da bogen udkom i 1800-tallet. Bogen er som sådan ikke erotisk, men der er da en scene, som nok har fået en del læsere til at rødme dengang.

Kan du godt lide ‘Dracula’-historien, og har du lyst til at læse en kort historie, hvor hovedpersonerne er kvinder, så er ‘Carmilla’ noget for dig.

100 års ensomhed

‘100 års ensomhed’ dukker ofte op på læselister over klassikere, og da jeg kværner mig igennem en del klassikere disse år, så skulle denne her naturligvis også læses.

Bogen er skrevet af Gabriel García Márquez, og handlingen foregår i en fiktiv latinamerikansk stat, hvor et ungt ægtepar grundlægger en landsby i starten af 1800-tallet. Dette skal være stedet, hvor alle deres drømme går i opfyldelse! Der er dog frygt for indavl, og den frygt ligger og lurer latent gennem hele bogen, hvor man følger landsbyens beboere gennem et helt århundrede, hvor kærlighed og egoisme er bærende elementer i fortællingen.

Jeg var desværre ikke særlig fanget af historien, og det skyldtes i høj grad navngivningen af bogens personer. Der var ganske enkelt for mange af især mændene, hvis navne lå alt for tæt på hinanden, og jeg havde overraskende svært ved at holde styr på dem. Det var frustrerende og gjorde, at læserytmen blev ujævn. Bogen rummer ellers flere fine små og pudsige hverdagshistorier, som jeg periodevis nød, men helhedsbilledet manglede, og læseoplevelsen var derfor fragmenteret og utilfredsstillende.

Jeg vil ikke afvise, at jeg en dag kan finde på at genlæse bogen – evt. med en noteblok ved siden af, så jeg kan tegne et stamtræ undervejs – men det er næppe noget, jeg gør i overskuelig fremtid.