Haabet

De senere år har de danske medier rettet fokus på Danmarks rolle i forbindelse med slaveriet på De Vestindiske Øer – et kapitel af Danmarkshistorien, der ellers ikke er blevet talt højt om. Det pirrede min nysgerrighed og var med til at inspirere mig til at låne ’Haabet’.

Bogen er skrevet af Mich Vraa og handler om den danske slavehandel, som var relateret til sukkerproduktionen på De Vestindiske Øer. I bogen følger man Maria, der er datter af skibsreder Anton Frederiksen. Hun drager med faren mod De Vestindiske Øer, men sejladsen går ikke som ventet, og pludselig står Maria i en meget dramatisk og uventet situation. Sideløbende med hendes historie hører man om akademikeren Mikkel, der kæmper for at frigive slaverne.

Historien springer i tid, og det var noget forvirrende i starten, men jeg vænnede mig hurtigt til det. Det er ikke altid, at det populære greb med at skifte i tid og sted virker, men i denne sammenhæng syntes jeg, at det understøttede historien fint.

Det er en brutal og nådesløs fortælling om en dyster og nedværdigende tid, og der var scener, der næsten gav mig kvalme, fordi de var så modbydelige. Svig og skruppelløshed driver fortællingen, og det gør skellet mellem de gode og de onde større – så meget, at det ind imellem bliver lige lovligt sort-hvidt. Maria er for eksempel let at holde af som hovedperson men kommer også til at fremstå utrolig naiv i starten af bogen og er dermed et oplagt offer for de amoralske mennesker.

Jeg synes, det er en fascinerende fortælling, men desværre taber historien pusten undervejs, og visse passager bliver lige lovlig forudsigelige. Som inspirationsindlæg i debatten om den danske slavehandel er den dog yderst velkommen, fordi forfatteren formår at tydeliggøre de brutale og dobbeltmoralske handlinger, der har fundet sted på De Vestindiske Øer.

Rovdyrenes klub – Bogeyman

Det er ikke så tit, jeg låner tegneserier på biblioteket, men da jeg for nylig kom forbi for at hente bøger, jeg havde reserveret, tog jeg både ‘Wika og Oberons rasen’ samt ‘Rovdyrenes klub – Bogeyman’ med hjem.

‘Rovdyrenes klub – Bogeyman’ er første hæfte i en serie, der er skabt af Valérie Mangin og Steven Dupré. Handlingen foregår i London i 1800-tallet under industrialiseringen. Her er kontrasterne store med fabriksejerne på den ene side og de fattige fabriksarbejdere på den anden. Forældre sender deres små børn ud for at tjene på fabrikkerne, da mange kæmper for at tjene nok til at kunne brødføde hele familien. Tegneserien skifter mellem at følge drengen Jack, der stjæler for at overleve, og rigmandsdatteren Elizabeth, som lever en beskyttet tilværelse. En dag støder de dog på hinanden, og det forandrer alt. Jack giver Elizabeth et indblik i de fattige børns liv, og fra da af er hendes liv ikke det samme.

Det er en pæn og sober streg med masser af detaljer, der rammer en klassisk engelsk stil. Meget stemningsfuld og lidt i stil med ‘Oliver Twist’. Samtidig er tempoet behersket, og den rolige opbygning passer godt til historien.

Personerne er desværre lidt svære at komme ind på livet af. Elizabeth er lidt overfladisk beskrevet, hvilket omvendt passer godt til de rammer, hun lever i. Til gengæld brød jeg mig slet ikke om Jack, der var alt for tvær og vredladen til mig, og det kom desværre til at trække ned i den samlede oplevelse af historien, da jeg manglede nogen at holde med undervejs.

Dette er en historie, der rummer grusomme detaljer, og jeg vil derfor ikke anbefale den til folk, som hader horror. Selvom tegneren ikke svælger i bloddyppende scener, så er der stadig nogle få men særdeles makabre tegninger undervejs, som virkelig giver historien et interessant og nervepirrende twist.

Selvom historien var lang tid om at komme i gang, og selvom jeg aldrig rigtig kom tæt på personerne, så gør netop twistet til sidst, at jeg er fristet til at læse videre i serien på et tidspunkt. Jeg må simpelthen vide, hvad der efterfølgende sker!

 

 

Jorden rundt på 80 dage

I løbet af de sidste par år har jeg læst eller genlæst en række klassikere – senest ’Drømmer androider om elektriske får?’. Især genlæsningerne er interessante, for er bogen lige så god som mindet om den?

Jeg har netop lyttet til ’Jorden rundt på 80 dage’ som lydbog, der i sin tid blev skrevet af Jules Verne. Historien foregår i 1873 og handler om rigmanden Phileas Fogg, der indgår et vovet væddemål om, at han godt kan rejse Jorden rundt på 80 dage. Der er mange penge på spil – 20.000 pund, som dengang var et uhyrligt højt beløb – men der er selvfølgelig også æren. Phileas og hans tjener Jean Passepartout skal dog ikke kun kæmpe mod tiden men også en lang række hindringer på deres rejse – for eksempel anklager om bankrøveri og en mulig arrestation.

’Jorden rundt på 80 dage’ er en kendt og elsket historie, som jeg både har læst som barn og har set adskillelige filmatiseringer af gennem årene. Den er – til tider – temmelig hæsblæsende fremstillet på film, men jeg syntes dog, at tempoet var noget mere afdæmpet i den originale tekst. De to rejsende har selvfølgelig stadig travlt, men det er dog også tydeligt, at historien er skrevet i en anden tid, hvor det ikke var muligt at rejse hurtigt med fly og bil. Det gør det samtidig også til en fascinerende rejse så mange år efter, fordi de transportformer, vi tager som selvfølgelige i dag, ikke var det for knapt 150 år siden.

Jeg synes, det er en fin historie, og det var bestemt et hyggeligt gensyn. Den var dog ikke nær så gribende, som jeg huskede det som – sandsynligvis fordi jeg er blevet påvirket af de mere dramatiske og actionfyldte fortolkninger gennem årene og derfor fandt originalen en anelse for afdæmpet i forhold til dem. Men det er en historie, der bliver ved med at fascinere og som sagtens kan læses igen og igen.

Onkel Toms Hytte

Jeg er pt. inde i en stime af klassikere. Det er som sådan ikke et bevidst valg, men i løbet af den seneste tid har jeg lånt flere klassikere via Ereolen.dk – herunder ‘Onkel Toms Hytte’, som jeg lyttede til for nylig.

Bogen er skrevet af Harriet Beecher Stowe og handler om den venlige og lidt naive slave, Tom, som er blevet lovet at blive sat fri af sin herre. Men herren mangler penge og ender med at sælge Tom, og hans nye ejer er en brutal og ondskabsfuld mand.

Det er en kort og simpel historie om en venlig slave, der udnyttes og pines af den hvide overherre. En historie, der var yderst kontroversiel, da den udkom i midten af 1800-tallet og som efter sigende var med til at udløse den amerikanske borgerkrig, hvor omdrejningspunktet var den mulige frigivelse af slaver. Det er en historie, der måske kan virke en anelse banal i dag, da fortællingen er så enkel og har så så simple personer, men det er ikke desto mindre en vigtig bog, da den siger meget om den tid, den er skrevet i. Og så skal man heller ikke ignorere, at det er faktisk en udmærket og tankevækkende historie.

Personligt savnede jeg lidt mere dybde hos personerne, men jeg var samtidig fint tilfreds med den enkle historie. Den er rørende uanset hvad.

‘Onkel Toms Hytte’ er med god grund blevet en klassiker, og selvom den ikke er blandt de bedst skrevne, så er den helt sikkert en vigtig bog at læse.

Krig og fred

Sommerens store læseprojekt var for mit vedkommende klassikeren ‘Krig og fred’ af Lev Tolstoj. Det er sandsynligvis den tykkeste bog, jeg nogensinde har læst – ja, den er faktisk så tyk, at den er delt op i to bind. Jeg havde håbet på at læse den på et par uger, da jeg startede på den i løbet af min sommerferie, men så kom der lidt forskellige ting i vejen, så det trak ud.

‘Krig og fred’ foregår i starten af 1800-tallet, hvor man følger en række russiske familier i de højere klasser i den periode, hvor Rusland deltog i Napoleonskrigene. Romanen er en blanding af de intriger og konflikter, der ind imellem opstår i familier, iblandet scener fra krigen, hvor flere af familiemedlemmerne deltager.

Jeg må desværre indrømme, at ‘Krig og fred’ var noget drøj at komme igennem, for den fangede mig ikke rigtig. Jeg savnede den elegante fortællestil, som gjorde ‘Anna Karenina’ til en dejlig læseoplevelse, og så var ‘Krig og fred’ virkelig langtrukken i det hele taget. Bevares – ‘Anna Karenina’ var til tider også noget lang i spyttet, men den formåede alligevel at holde mig interesseret hele vejen igennem.

Den første halvdel af bogen var egentlig udmærket, mens jeg nærmest måtte kæmpe mig igennem anden halvdel. Det var mest af alt ren stædighed, der fik mig til at gennemføre læsningen, for jeg kedede mig bravt de sidste mange hundrede sider.

Bogen indeholder en del passager på fransk, som så er oversat til dansk lige bagefter. Det var især starten af bogen, der bar præg af dette, og det irriterede mig voldsomt. Jeg ved godt, at sådan er bogen skrevet (mange russiske adelsfolk var så vant til at tale fransk, at de dårligt kunne tale russisk), men det var virkelig forstyrrende at få delt historien så meget op i bidder.

Jeg er et eller andet sted glad for, at jeg har læst ‘Krig og fred’, selvom det ikke var en særlig god læseoplevelse. Jeg overvejer, om jeg på et tidspunkt skal supplere oplevelsen med at se en af filmatiseringerne, men det har jeg ikke taget stilling til endnu.

Jo’s Boys

Jeg har endelig fået læst ’Jo’s Boys’ af Louisa May Alcott. Det er fjerde bog i ’Little Women’-serien, og jeg har tidligere anmeldt ’Little Women’ og ’Good Wives’.

Jeg vil ikke gå så meget i detaljer med handlingen for ikke at røbe for meget fra de foregående bøger, men her er mine tanker om ‘Jo’s Boys’ i forhold til de to første bøger i serien.

Disclaimer: Da jeg læste bogen, troede jeg, at det var den tredje bog i serien. Faktisk er det den fjerde bog, for jeg overså, at ‘Little Men’ lå mellem ‘Good Wives’ og ‘Jo’s Boys’. Det gør dog ikke den store forskel i forhold til min læseoplevelse, da mine kritikpunkter ikke handler så meget om den (manglende) tid mellem de første bøger og så den, jeg lige har læst.

’Jo’s Boys’ var desværre ikke en bog for mig. Hvor ’Little Women’ var charmerende naiv, og ’Good Wives’ var en fin og mere balanceret fortælling, så følte jeg, at ’Jo’s Boys’ var en noget andet bog. Det hænger i høj grad sammen med, at småpigerne er blevet voksne, og at fokus i denne bog slet ikke er dem men Jos sønner. Det kan man naturligvis også regne ud, når man ser titlen, men det betød en hel del for stemningen i bogen. Den manglede den charme og naivitet, som første bog sprudlede af, og så fandt jeg heller ikke drengene/mændene nær så interessante. Bogen bærer i det hele taget præg af, at den er ‘endnu en bog i en serie’ frem for at boble af originalitet og fortælleglæde.

Jeg var glad for, at forfatteren havde gjort en del ud af at pointere, at piger også kan tage sig en uddannelse som for eksempel læge (Nan), men det blev dog ødelagt at kommentarer som “With the natural perversity of her sex Josie ceased to be curious the moment she was told to read it…”. Jeg kan bare ikke klare, når mennesker bliver tillagt bestemte værdier eller evner på grund af deres biologiske køn. Argh!

Men alt i alt desværre ikke bog for mig. Jeg har overvejet, om jeg skal læse ‘Little Men’ på et tidspunkt, men jeg tror, jeg vil lade være. Jeg synes, at de to første bøger var gode, men jeg kunne også mærke, at så snart forfatteren bevægede sig væk fra de oprindelige hovedpersoner, så tabte jeg interessen for historien, og fortællingen mistede sin charme, så jeg tvivler ærlig talt på, at ‘Little Men’ vil være noget for mig.

Dinas bog

Jeg får læst nogle ret forskellige bøger for tiden – blandt andet fordi jeg eksperimenterer en del i forbindelse med mine lydbogslån på Ereolen.dk. I denne uge lyttede jeg til ‘Dinas bog’ af Herbjørg Wassmo – en bog, jeg er stødt på flere gange gennem årene men aldrig før har læst.

Bogen handler om Dina, og man følger hende fra barnsben, hvor hun ved et uheld bliver skyld i moderens død. Hendes fader tilgiver hende ikke for denne udåd, og Dina vokser derfor reelt set op uden omsorgsfulde forældre. Hun må klare sig selv og udvikler derfor en række særheder. Som teenager bliver hun gift med faderens ven, Jacob, der efterhånden er en ældre herre. Det forhindrer dog ikke Dina i fuldstændig at overtage styringen i forholdet til Jacob og senere også på gården, da han dør. Pludselig står hun som ung kvinde med ansvaret for en hel gård og alle de ansatte, og hun bliver nødt til på kort tid at blive moden og ansvarlig.

‘Dinas bog’ er først og fremmest interessant på grund af hovedpersonen selv. Dina er langt fra en elskelig hovedperson – hun er sær, stædig og kynisk men dermed også meget menneskelig. Man kan næsten ikke undgå at blive lidt fascineret af den mystiske og svært tilgængelige pige/kvinde, som lever uden samvittighed og bruger mænd, som hun har lyst til.

Læseoplevelsen var noget svingende. Starten fængede ikke rigtig, mens jeg var ret opslugt af afsnittene om hendes ægteskab og tiden lige efter. Jo ældre hun blev, jo mere følte jeg mig distanceret fra hende, og derfor endte bogen med at være en middelmådig oplevelse. Men fremstillingen af Dina er bestemt interessant, og det er ret forfriskende med en kvindelig hovedperson, der er så politisk ukorrekt.

Curtsies & Conspiracies

Så fik jeg endelig læst anden bog i ‘Finishing School’-serien af Gail Carriger. Sidste sommer læste jeg den første bog, ‘Etiquette & Espionage’.

Traditionen tro vil jeg ikke bringe et resumé, når det drejer sig om fortsættelsen til en bog, da det vil afsløre for meget af handlingen i den første. Men jeg vil dog gerne røbe, at ‘Curtsies & Conspiracies’ desværre ikke sagde mig så meget. Bogen er ligesom forgængeren rimelig letbenet og uden den store dybde, men i 2’eren er der langt mere fokus på Sophronias evne til at tiltrække drengenes opmærksomhed, og man aner oplægget til et trekantsdrama (selvfølgelig mellem den bundsolide arbejderdreng og den arrogante overklassedreng). Det ærgrede mig en del. Ikke blot hader jeg trekantsdramaer, men det virkede også frygtelig stereotypt.

I ‘Curtsies & Conspiracies’ er der også gensyn med et par kendinge fra Carrigers skønne serie, ‘Parasol Protectorate’, men det var jeg noget lunken overfor. Jeg syntes, det kom til at virke lidt forceret og tog fokus væk ‘Finishing School’-seriens egen ramme.

Jeg er pt. noget splittet mht. om jeg vil læse videre i serien. Jeg syntes desværre ikke, at der er kød nok på historien – i hvert fald ikke til, at jeg vil bruge penge på bøgerne. Måske vil jeg læse videre, hvis jeg finder dem på biblioteket eller som e-bog på et senere tidspunkt.

Underet

SPONSORERET INDLÆG

Der var meget hype om forfatteren debutbog, ‘Rum’, så jeg var ret spændt på, hvordan hendes næste bog ville blive. Jeg var ikke selv blown away af den første bog – den var god, men måske ikke så fantastisk, som jeg havde forventet ud fra de mange rosende anmeldelser. Jeg blev dog glad, da jeg opdagede, at Politikens Forlag havde sendt ‘Underet’ af Emma Donoghue til mig, for foromtalen mystificerede mig straks.

I ‘Underet’ er hovedpersonen Elisabeth Wright, der er uddannet som sygeplejerske hos selveste Florence Nightingale. Elisabeth bliver hyret til at overvåge en pige, der efter sigende ikke har spist i fire måneder. Lokalsamfundet mener, at hun er religiøst vidunder, men Elisabeth er overbevist om, at noget stikker bag. Måske snyder pigen for at få opmærksomhed, måske er det hendes forældre, der udnytter situationen, hvor folk valfarter til huset for at se miraklet. Det er dog svært at se noget som helst udspekuleret i den 11-årige troskyldige Anna, som Elisabeth snart lærer at kende, og sygeplejersken må sande, at hendes egen lærdom i den grad bliver udfordret af et mysterium.

Denne bog er først og fremmest et psykologisk drama, hvor du som læser sidder og spekulerer over, hvad der mon ligger bag denne specielle situation. Helt logisk set bør en pige ikke kunne overleve fire måneder uden mad, men alligevel går Anna smilende omkring. Der foregår et eller andet i det skjulte, men hvad?

Forfatteren har opbygget et interessant persongalleri, hvor personer er tilpas detaljerede til, at man levende kan forestille sig dem, når de optræder i de enkelte kapitler. Det er selvfølgelig let at fatte sympati for hovedpersonen, Elisabeth, samt pigen Anna, men jeg synes også, at forfatteren formår at skrive nogle mere komplicerede personligheder såsom Annas mor. Det er ind imellem noget uklart, hvem der er helt og skurk i denne historie, og det kan jeg godt lide.

Historien har et roligt tempo – måske for roligt til nogle, men jeg syntes, det passede fint til bogen, hvor stemningen fortættes, jo flere sider, man læser. Det er ikke en bog, man skal læse, hvis man har lyst til action – det er der simpelthen for lidt af. Til gengæld emmer bogen af fortielser, løgne, troskyldighed og håb. En mærkelig kombination men ikke desto mindre et rammende sammensurium af bogens temaer – uden at afsløre for meget.

I bund og grund blev jeg ikke særlig overrasket over handlingsforløbet, men det ødelagde på ingen måde læseoplevelsen, da bogen er yderst velskrevet. Samtidig var jeg ikke sikker på, hvordan bogen ville ende, for den kunne gå i flere retninger, og alene det var nok til at holde spændingen i live hele bogen igennem.

Jeg er ikke gået særlig meget i detaljer i ovenstående anmeldelse, og det skyldes, at der er ting, jeg ikke vil afsløre, for det kan afsløre for meget, hvis du gerne vil læse bogen. Og skal du læse den? Det synes jeg bestemt, du skal. ‘Underet’ er i mine øjne end bedre bog end bestselleren ‘Rum’.

Blood of Tyrants + League of Dragons

Jeg er nu nået til afslutningen på ‘Temeraire’-serien af Naomi Novik nemlig ottende og niende bog i serien – dvs. ‘Blood of Tyrants’ og ‘League of Dragons’. En spændende serie, der kombinerer virkelige hændelser (Napoleonkrigen) med drager! Kæk og lidt uventet kombination men ikke desto mindre en velfungerende blanding.

Jeg har anmeldt resten af serien (se links nedenunder dette indlæg), og jeg vil derfor ikke komme ind på handlingsforløbet i de to bøger men komme med et par kommentarer om, hvad jeg synes om de to sidste bøger samt serien som helhed.

Lad mig starte med at sige, at de to sidste bøger var udmærkede men dog ikke helt på højde med mange af de øvrige bøger i serien. Min klare favorit er første bog – ‘His Majesty’s Dragon’ – mens jeg var noget forbeholden over for anden bog, ‘Throne of Jade’, og sjette bog, ‘Tongues of Serpents’. Jeg syntes desværre, at sidste bog i serien var lige så… hrm… svag… som de to nævnte bøger. Ikke fordi den var dårlig, eller at jeg syntes, at slutningen var forfærdelig – jeg syntes bare, at den led af en vis metaltræthed. Selvom forfatteren prøvede at spice historien lidt op, så føltes det som mere af det samme. Det er selvfølgelig også svært at blive ved med at bevare spændingen i en serie på ni bøger, men et eller andet sted ærgrede jeg mig over, at den ikke sluttede lidt før – evt. omkring den syvende bog.

De to sidste bøger sørger for at samle op på serien som helhed, for der er flere begivenheder, der refererer tilbage til hændelser fra de tidligere bøger. Det er ganske fint men dog også lidt frustrerende, når nu jeg har læst bøgerne over en længere periode og derfor ikke kan huske alle detaljer længere. Derfor – har du muligheden, så sørg for at læse bøgerne inden for en relativ kort periode.

Som helhed er det dog en dejlig serie – især hvis du kan lide drager ligesom jeg. Dragerne er selvstændige, intelligente og følsomme væsner, og deres bånd til menneskene kan sagtens sammenlignes med det, der er mellem drager og mennesker i Anne McCaffreys Pern-serie. Bevares – der er tidspunkter, hvor dragerne enten bliver ret barnlige eller så gammelkloge, at man stejler lidt (jeg gjorde i hvert fald et par gange), men jeg synes, at Novik har været god til at lave et bredt, detaljeret og spændende udvalg af drage-personligheder i serien. De kommer lidt til at overskygge menneskene, selvom der nu også er en del interessante personligheder blandt dem (også kvinder heldigvis – trods den tidsperiode, den skal forestille at foregå i).