Blood of Tyrants + League of Dragons

Jeg er nu nået til afslutningen på ‘Temeraire’-serien af Naomi Novik nemlig ottende og niende bog i serien – dvs. ‘Blood of Tyrants’ og ‘League of Dragons’. En spændende serie, der kombinerer virkelige hændelser (Napoleonkrigen) med drager! Kæk og lidt uventet kombination men ikke desto mindre en velfungerende blanding.

Jeg har anmeldt resten af serien (se links nedenunder dette indlæg), og jeg vil derfor ikke komme ind på handlingsforløbet i de to bøger men komme med et par kommentarer om, hvad jeg synes om de to sidste bøger samt serien som helhed.

Lad mig starte med at sige, at de to sidste bøger var udmærkede men dog ikke helt på højde med mange af de øvrige bøger i serien. Min klare favorit er første bog – ‘His Majesty’s Dragon’ – mens jeg var noget forbeholden over for anden bog, ‘Throne of Jade’, og sjette bog, ‘Tongues of Serpents’. Jeg syntes desværre, at sidste bog i serien var lige så… hrm… svag… som de to nævnte bøger. Ikke fordi den var dårlig, eller at jeg syntes, at slutningen var forfærdelig – jeg syntes bare, at den led af en vis metaltræthed. Selvom forfatteren prøvede at spice historien lidt op, så føltes det som mere af det samme. Det er selvfølgelig også svært at blive ved med at bevare spændingen i en serie på ni bøger, men et eller andet sted ærgrede jeg mig over, at den ikke sluttede lidt før – evt. omkring den syvende bog.

De to sidste bøger sørger for at samle op på serien som helhed, for der er flere begivenheder, der refererer tilbage til hændelser fra de tidligere bøger. Det er ganske fint men dog også lidt frustrerende, når nu jeg har læst bøgerne over en længere periode og derfor ikke kan huske alle detaljer længere. Derfor – har du muligheden, så sørg for at læse bøgerne inden for en relativ kort periode.

Som helhed er det dog en dejlig serie – især hvis du kan lide drager ligesom jeg. Dragerne er selvstændige, intelligente og følsomme væsner, og deres bånd til menneskene kan sagtens sammenlignes med det, der er mellem drager og mennesker i Anne McCaffreys Pern-serie. Bevares – der er tidspunkter, hvor dragerne enten bliver ret barnlige eller så gammelkloge, at man stejler lidt (jeg gjorde i hvert fald et par gange), men jeg synes, at Novik har været god til at lave et bredt, detaljeret og spændende udvalg af drage-personligheder i serien. De kommer lidt til at overskygge menneskene, selvom der nu også er en del interessante personligheder blandt dem (også kvinder heldigvis – trods den tidsperiode, den skal forestille at foregå i).

Belgravia

Her kommer dagens indrømmelse: Jeg har ikke set Downtown Abbey. Jeg har hørt meget godt om serien, og jeg vil da også gerne se den på et tidspunkt, men den har jeg altså ikke nået til endnu. Til gengæld læste jeg for nylig ’Belgravia’, der er skrevet af forfatteren Julian Fellowes, der også stod bag Downtown Abbey. Det er en bog, der er rift om, for jeg måtte stå på bibliotekets venteliste gennem adskillelige måneder, før jeg endelig fik fingre i den.

’Belgravia’ foregår i England i det herrens år 1815 – nærmere bestemt lige før det berømte slag ved Waterloo, hvor englænderne kæmpede mod Napoleons hær. Her er det lykkedes for købmandsfamilien Trenchard at få en invitation til ballet hos grevskabet. Det skyldes ikke mindst familiens kønne datter, Sophia, der i al hemmelighed ses med den unge greve, Peter. Alt ser godt ud for familien Trenchard, indtil en frygtelig hændelse indtræffer. Derefter står familien i en penibel knibe, som truer familiens ære men også kan være en fordel for grevinden, der ellers ikke har meget til overs for familien.

Det er lidt svært at anmelde denne bog uden at røbe for meget af handlingen, men nu forsøger jeg ikke desto mindre.

Jeg nåede ikke mange sider ind i bogen, før historien pludselig tog en skarp drejning – et twist jeg ikke lige havde forudset. Det betød, at historien tog en helt anden drejning, end jeg forventede, og det er absolut ikke en dårlig ting. Det gav mig straks blod på tanden, for det tydede på, at forfatteren havde flere overraskelser i ærmet.

Jeg havde dog lidt svært ved at holde styr på persongalleriet i starten og savnede virkelig et familietræ eller anden form for slægtsoversigt. Det gjorde det ikke lettere, at handlingen også sprang i tid flere gange. Men heldigvis kom der efterhånden styr på de enkelte personer, selvom det tog lidt tid.

Historien er i den grad præget af intriger og magtspil. Hvor jeg normalt synes, at det er interessant at læse om politiske intriger og magtspil ved hoffet i historiske romaner, så kunne jeg mærke, at intrigerne i denne bog, der i høj grad fik næring via illoyale tjenestefolk, ikke var mig. Det virkede af en eller anden grund mere ubehageligt – måske fordi jeg forventede/håbede, at der var mere loyalitet fra de ansatte. Men det er jo en smagssag.

Handlingen bliver trukket i langdrag, og det ærgrede mig, for jeg synes, at den ind imellem kom til at virke lidt tyndbenet. Det ville have klædt bogen at blive speedet lidt op, så den havde fyldt 50-100 sider mindre.

’Belgravia’ er en udmærket læseoplevelse – især hvis du er til masser af intriger og livet med grevskab og tyende i 1800-tallet. Bogen har en fantastisk start, mens resten af handlingen er mere på det jævne, men den er til gengæld stærk i den stemningsfulde beskrivelse af det engelske selskabsliv på den tid.

Carmilla

CarmillaMin bedste læseoplevelse under sidste måneds Read-a-Thon var ‘Carmilla’ af J. Sheridan Le Fanu. Det er en gotisk klassiker, der ofte bliver omtalt som forgængeren til ‘Dracula’.

‘Carmilla’ fortælles af den unge kvinde, Laura, der bor på et slot i Østrig sammen med sin far. En dag forulykker en karet tæt på deres hjem, og en ung kvinde kommer til skade. Lauras far tilbyder med det samme, at den unge kvinde kan bo hos dem, indtil hun er kommet til hægterne, og kvindens mor tager straks imod tilbuddet, da hun skal haste videre. Laura og den unge kvinde, Carmilla, bliver venner, men Laura fornemmer også, at der foregår noget mystisk, for der er noget sært dragende og samtidig også urovækkende ved Carmilla. Da Laura bliver syg og langsomt svækkes, ser hun og faderen i øjnene, at det er på tide, de finder ud af, hvem Carmilla egentlig er…

Dette er en herlig dyster historie. Forfatteren har virkelig ramt den helt rigtige gotiske stemning, der bare emmer af dyster, ildevarslende uhygge. Jeg gennemskuede hurtigt hvilken retning, historien ville tage, men det gjorde ikke det mindste, når historien var så godt skruet sammen og ikke mindst så velskrevet.

‘Carmilla’ har ry for at være kontroversiel, og da jeg læste den, kunne jeg godt se, at de sensuelle scener bestemt må have forarget det bedre borgerskab, da bogen udkom i 1800-tallet. Bogen er som sådan ikke erotisk, men der er da en scene, som nok har fået en del læsere til at rødme dengang.

Kan du godt lide ‘Dracula’-historien, og har du lyst til at læse en kort historie, hvor hovedpersonerne er kvinder, så er ‘Carmilla’ noget for dig.

100 års ensomhed

‘100 års ensomhed’ dukker ofte op på læselister over klassikere, og da jeg kværner mig igennem en del klassikere disse år, så skulle denne her naturligvis også læses.

Bogen er skrevet af Gabriel García Márquez, og handlingen foregår i en fiktiv latinamerikansk stat, hvor et ungt ægtepar grundlægger en landsby i starten af 1800-tallet. Dette skal være stedet, hvor alle deres drømme går i opfyldelse! Der er dog frygt for indavl, og den frygt ligger og lurer latent gennem hele bogen, hvor man følger landsbyens beboere gennem et helt århundrede, hvor kærlighed og egoisme er bærende elementer i fortællingen.

Jeg var desværre ikke særlig fanget af historien, og det skyldtes i høj grad navngivningen af bogens personer. Der var ganske enkelt for mange af især mændene, hvis navne lå alt for tæt på hinanden, og jeg havde overraskende svært ved at holde styr på dem. Det var frustrerende og gjorde, at læserytmen blev ujævn. Bogen rummer ellers flere fine små og pudsige hverdagshistorier, som jeg periodevis nød, men helhedsbilledet manglede, og læseoplevelsen var derfor fragmenteret og utilfredsstillende.

Jeg vil ikke afvise, at jeg en dag kan finde på at genlæse bogen – evt. med en noteblok ved siden af, så jeg kan tegne et stamtræ undervejs – men det er næppe noget, jeg gør i overskuelig fremtid.

Verden af i går

Jeg læste ‘Skaknovelle’ af Stefan Zweig for fem år siden og blev meget positivt overrasket over den lille undseelige bog, der rummede en ganske fint fortalt historie. Jeg fik lyst til at lære forfatteren bedre at kende, så for nylig læste jeg ‘Verden af i går’, som han også har skrevet.

‘Verden af i går’ er en selvbiografisk fortælling om Zweigs liv som jøde men også en rejse i et Europa før under og efter 1. Verdenskrig og ikke mindst årene op til 2. Verdenskrig. Den beskriver ikke blot Zweigs liv men også en hel generation, der med rædsel kunne se et Europa, der blev splittet af to verdenskrige. Som inkarneret europæer smertede det Zweig, men med 2. Verdenskrigs jødeforfølgelse betød det også, at han måtte flygte til udlandet.

Bogen giver et interessant men også sørgmodigt indblik i den forandring, som Europa gennemgik i løbet af de årtier, som Zweig beskriver. Det er tankevækkende at læse om, for man støder blandt andet på pudsige anekdoter fra hans studietid, der tegner et til tider sjovt billede af en generations nye påfund og modeluner. Men det er selvfølgelig og skræmmende og deprimerende at læse om, da Europa flås i stykker i 1. Verdenskrig, som er så meningsløs, og som befolkningen først tror vil være overstået på få måneder. Det var den som bekendt ikke, og man vurderer, at over 6 millioner mennesker døde i løbet af de fire år, krigen varede.

Stefan Zweig begik selvmord i 1942 i sit eksil i Brasilien, og med dette i mente er ‘Verden af i går’ en ret tragisk fortælling, for den udstiller til fulde den sorg og skuffelse, han gennemsyres af, da 2. Verdenskrig bryder ud. Den sorg, der er med til, at han tager sit eget liv, for han kan ikke længere genkende det Europa, han elskede.

‘Verden af i går’ er bestemt værd at læse, hvis du gerne vil opleve en lidt anden vinkel på verdenskrigene.

Den evige ægtemand

Jeg har efterhånden fået tygget mig igennem en del bøger af Fjodor M. Dostojevskij i år – først og fremmest takket være Ereolen, der har mange af hans værker som lydbøger. For et stykke tid siden fik jeg så lyttet til ‘Den evige ægtemand’.

Bogen handler om Veltjaninov, der var lidt af en kvindecharmør som ung. En dag opsøges han af en af sine elskerinders ægtemand – den lidt undseelige Pavel Pavlovitj. Han fortæller, at hustruen Natalja er død, og Veltjaninov frygter, at Pavel kender til affæren mellem Natalja og Veltjaninov. Og så opdager Veltjaninov også, at Natalja fødte en pige otte måneder efter, at de skiltes, så spørgsmålet er, hvem der mon er pigens rigtige far…?

Det er i bund og grund en enkel historie, der er centreret om et trekantsdrama, hvor der kun er de to konkurrenter tilbage – og hvor det tilsyneladende kun er den ene af parterne, der er klar over, at der i det hele taget var et trekantsdrama. Det er til tider superintrigant og modbydeligt – ikke mindst fordi Pavlovitj er både naiv og langsomt opfattende, hvilket hans omgivelser ofte udnytter.

Der er også passager, der er lidt træge, og hvor jeg ikke altid følte, at jeg vidste, hvor forfatteren ville hen med de scener, men de blev langt hen ad vejen opvejet af de skarpe replikker og fine detaljer, som historien også indeholdt.

En meget fint fortalt historie om to mænds kærlighed til en kvinde, der ville elskes af mange.

Anna Karenina

Anna Karenina

Et af mine sommerferieprojekter var at gå i gang med en rigtig mursten af en klassiker – nemlig ‘Anna Karenina’ af Lev Tolstoj. Det er en bog, der har stået på min to-read-liste en række år efterhånden, men bogens tykkelse er ret intimiderende, og så var jeg meget i tvivl om, hvorvidt det var en bog for mig. Men men – nu skulle det være, så jeg gik i gang med den knapt 950 sider tykke bog.

‘Anna Karenina’ er historien om Anna, der lever i et ulykkeligt ægteskab, men forelsker sig hovedkulds i den unge officer Vronskij. Deres åbenlyse forelskelse vækker forargelse og vrede, for det er en kærlighed, der fører til en dramatisk syndflod af følelser og konflikter – ikke blot for det forelskede par men også for deres nærmeste omgangskreds. Annas ægtemand Karenin forsøger at få styr på sin kone og dermed også sit ægteskab, men Anna er vilter og emotionel, og affæren truer med at splitte både familier og venskaber.

Jeg havde forventet en storslået – og måske også lidt forudsigelig – kærlighedshistorie, da jeg gik i gang med ‘Anna Karenina’. Historien er helt sikkert storslået, men den er heldigvis ikke nær så forudsigelig, som jeg frygtede. Samtidig blev jeg positivt overrasket over, at selvom bogens titel er ‘Anna Karenina’, så er der adskillelige sidehistorier, der fylder en hel del og er mindst lige så interessante. Jeg tror, jeg havde kedet mig, hvis hele bogen kun skulle handle om Annas og Vronskijs kærlighedshistorie (selvom den nu er både spændende og medrivende), men deres historie suppleres og perspektiveres ganske fint gennem sidehistorierne.

Dette er i sandhed en bog om kærlighed. Den altopslugende, frådende og destruktive kærlighed, som kan vælte konger og lægge lande øde. Jeg er normalt ikke til kærlighedshistorier, men denne her er simpelthen så velskrevet og troværdig, at jeg gang på gang måtte tage mig selv i at måbe over, hvor godt scenerne var skruet sammen. Forfatteren formår i den grad at beskrive en kærlighed, der får en til at sukke og vride sig i smerte på samme tid, for den er lidenskabelig, bittersød og dødsensfarlig. Der er noget eviggyldigt, ægte og skræmmende ved historien selv her ca. 150 år senere, for selvom rammen for fortællingen er Rusland i 1870’erne, så er det en udødelig historie om kærlighed og alle dens torne.

Bevares, der var tidspunkter, hvor jeg kedede mig. Jeg kunne grundlæggende godt lide de mere filosofiske og moralske diskussioner, som flere af hovedpersonerne kastede sig ud i undervejs, men der var også tidspunkter, hvor jeg følte, at fortællingen røg ud af en tangent.

Jeg kan varmt anbefale bogen – også selvom den har et par ‘knaster’ og er meget tyk. Jeg er meget imponeret over den troværdige og meget medrivende kærlighedshistorie, hvor jeg i den grad følte, at her var tale om mennesker af kød og blod, der virkelig følte.

Denne skønne læseoplevelse kan muligvis blive springbrættet til at få læst ‘Krig og fred’ til næste år… selvom den er på ca. 1500 sider (argh!!).

Etiquette & Espionage

Det er ingen hemmelighed, at jeg hyggede mig vældig godt med at læse ‘Parasol Protectorate’-serien af Gail Carriger. Det var derfor blot et spørgsmål om tid, før jeg atter kastede mig over flere af hendes bøger, og der kom en rigtig fin undskyldning for det, da jeg faldt over ‘Etiquette & Espionage’ på tilbud under min ferie i Stockholm i sidste måned.

‘Etiquette & Espionage’ foregår også i 1800-tallet i en steampunk-udgave af vores verden. Og ja, der er selvfølgelig også sneget en vampyr og en varulv ind i handlingen, men derefter begynder bogen også at afvige fra ‘Parasol Protectorate’-serien. I ‘Etiquette & Espionage’ er hovedpersonen nemlig den 14-årige Sophronia, der er lidt af en prøvelse for sin mor. Sophronia er mere interesseret i mekaniske dimser end almindelige gode manerer, og det går jo ikke, så til sidst bliver hun sendt til Geraldine’s Finishing Academy for Young Ladies of Quality. Det viser sig dog, at dette er ikke en helt almindelig pigeskole, for udover de oplagte timer i dans og etikette, så bliver de også undervist i spionage… og i at dræbe!

Jeg er ret vild med oplægget til denne bog – jeg mener, en pigeskole hvor de lærer at spionere og dræbe? Hell yeah! Og det gør det ikke mindre sjovt/interessant, at det foregår i 1800-tallet, hvor kvinderollerne normalt ikke er min kop te. Samtidig er det også tydeligt, at det foregår i en verden lig den, Gail Carriger brugte til ‘Parasol Protectorate’-serien.

Sophronia er en lidt hmm… anonym hovedperson… nej, vent, det er ikke det rigtige ord. Måske bare lidt for overfladisk beskrevet? I hvert fald havde hun slet ikke så megen personlighed og charme som Alexia i PP-serien. Det er måske også en lidt tarvelig sammenligning, for Alexia er virkelig en quinde med ben i næsen, og her lider Sophronia muligvis lidt under sin unge alder. Heldigvis er Sophronia omgivet af et hav af sjove, skøre og charmerende personer, og selvom de ikke umiddelbart har så megen dybde, så fungerer det langt hen ad vejen fint – det er trods alt en rimelig letbenet ungdomsbog.

For ja – dette er i langt højere grad en ungdomsbog, og det ærgrede mig faktisk ind imellem, for jeg syntes ind imellem, at den blev lidt for enkel og overfladisk. Derudover var historien et stykke tid om rigtig at komme i omdrejninger, fordi hele rammen skulle beskrives først, så ting gik rigtig stærkt til sidst – måske endda lidt for stærkt, for jeg savnede svar på flere ting, som forfatteren gerne måtte have afsløret allerede i første bog i stedet for at udskyde det til en senere bog i serien.

Alt i alt var det et glædeligt gensyn med Gail Carrigers sjove, skøre og finurlige påfund. ‘Etiquette & Espionage’ er ikke nær så sjov som PP-serien, og den er også forholdsvis lang tid om at komme ordentligt i gang, men det er fin og letlæst underholdning, og jeg skal helt sikkert læse videre i serien, når jeg på et tidspunkt får købt næste bog.

Good Wives

good wives

Under det nys overståede Read-a-Thon læste jeg blandt andet ‘Good Wives’, der er efterfølgeren til ‘Little Women’. Bøgerne er skrevet af Louisa May Alcott.

I ‘Good Wives’ følger vi atter de fire søstre, Meg, Jo, Amy og Beth. De er nu vokset op og er blevet unge kvinder med mod på livet. Den ældste, Meg, bliver tilmed gift i starten af bogen, men kærligheden har også planer for nogle af de andre søstre.

Jeg var overrasket over, hvor moden og til dels også afdæmpet, at ‘Good Wives’ er i forhold til forgængeren. Hvor ‘Little Women’ var munter, sprudlende og sulten efter livet, så var ‘Good Wives’ mere tænksom, rolig og forsigtig. Det blev jeg positivt overrasket over, for jeg syntes, at udviklingen klædte fortællingen. Selvom jeg morede mig meget over ‘Little Women’ (og muligvis ikke altid de steder, hvor man ’skulle’), så ville det have været for meget, hvis forfatteren havde fortsat den overgearede stil, selvom børnene var blevet voksne.

‘Good Wives’ handler om kærlighed og ægteskab, men den handler også om valg, håb og tab. Det er en historie, der ind imellem gør ondt, og forfatteren tog et par modige valg undervejs. Dem ville jeg egentlig gerne diskutere her, men jeg vil ikke spoile handlingen for andre. Lad mig bare sige, at der sker ting og sager, jeg på ingen måde havde forudset.

Alt i alt en meget fin fortælling, som jeg nød at læse.

Minder fra dødens hus

Jeg har lovet mig selv, at jeg skal læse flere bøger af Fjodor M. Dostjevskij, og indtil videre har det været en blandet fornøjelse – ‘To fantastiske fortællinger’ var glimrende, mens jeg til gengæld måtte droppe ‘De ydmygede og de sårede’.

Denne gang blev det til ‘Minder fra dødens hus’, og ligesom de foregående lånte jeg den som lydbog på Ereolen.dk.

Bogen er baseret på oplevelser, Dostojevskij selv havde i midten af 1800-tallet, hvor han blev dømt til fire år i en straffelejr. I ‘Minder fra dødens hus’ hedder hovedpersonen dog Aleksander og er en adelig, der er dømt for mordet på sin hustru. Det er bestemt ikke en fordel at være adelig i straffelejren, da de øvrige kriminelle ser skævt til samfundets øverste, men Aleksander får dog efterhånden skabt sig en tålelig tilværelse. Det er hans betragtninger og små anekdoter, som bogen er fyldt af, hvor man følger ham gennem hele fængselsopholdet.

Historiens tempo er stille og roligt, og selvom den undertiden blev ret barsk og trist, så var det på en måde også en hyggelig læseoplevelse. Det skyldtes til dels den rolige oplæser, og til dels at der er en underfundig ærlighed over bogen. Ind imellem føltes den lidt langtrukken (her må oplæseren også tage noget af skylden, for der blev dvælet en del ved ordene), men samlet set indeholdt bogen mange fine anekdoter og skæbnefortællinger.

En ganske udmærket læseoplevelse og et fint indblik i livet – og skæbnerne – i en straffelejr i 1800-tallet.