Ulvehunden

Forventninger:
Ulvehunden’ af Jack London er en amerikansk klassiker, der er skrevet i starten af 1900-tallet, og den har længe stået på min to-read-liste. Jeg forventede en fascinerende historie om den canadiske vildmark og en rørende skæbnefortælling om den vilde ulvehund Hvidtand, der er bogens hovedperson.

Resumé:
Den unge hund Hvidtand bor sammen med sin mor hos et menneske, der behandler dem godt. En dag bliver Hvidtand dog bortført og solgt til et par mænd, der optræner ham som slædehund. Han kommer ikke godt ud af det med resten af koblet, og det giver en lang række konflikter, hvor han lærer, at han bliver nødt til at sætte sig i respekt. Men én ting er de andre hunde i koblet – en anden ting er de mennesker, der derefter køber ham og bringer ham med på en rejse, som bringer både dem selv og ham i fare.

Det bedste:
Naturbeskrivelserne og vildtlivsstemningen. Jeg ville gerne have haft lidt mere af det og knapt så meget hunde-weltschmertz, som ikke helt fungerede for mig (til trods for, at jeg generelt er til weltschmertz-fortællinger).

Det værste:
Historien fængede mig slet ikke så meget, som jeg havde håbet på. Jeg havde ellers forventet, at historien om hunden, der må grueligt meget igennem, ville være rørende, men det var den af en eller anden grund ikke – og jeg vil tro, at det er skrivestilen, som bare ikke fangede mig.

Kan anbefales til:
Til dig, der er til naturbeskrivelser og det vilde dyreliv i den barske natur. Vær dog opmærksom på, at er du hundeelsker, så vil der være barske scener, du ikke vil bryde dig om.

Women of the Silk


Jeg har lige opdaget, at jeg har glemt at blogge om månedens to-read-bog fra maj, og det går ikke, så her kommer endelig en anmeldelse af den!

‘Women of the Silk’ er skrevet af Gail Tsukiyama og foregår i Kina i første halvdel af 1900-tallet, hvor man følger pigen Pei. Hendes familie sender hende til en silkefabrik for at arbejde, og her vokser hun op blandt en række kvinder, hun knytter sig til. De er vant til at underordne sig både familien og fabrikken, men oprørske tanker spirer, og pludselig er der kvinder, der siger fra – kvinder, der forlanger selvstændighed!

Jeg synes, at ‘Women of the Silk’ er en interessant og lidt anderledes fortælling om asiatiske kvinder i 1900-tallet. Mange af de bøger, jeg har læst om kvindeskæbner i Asien, har haft fokus på kvinder som ofre og mænd som mandchauvinistiske og brutale skurke. Jeg er ikke i tvivl om, at ligestillingen halter i Asien, men jeg synes dog også, at det nærmest har virket karikeret i flere af de bøger, jeg har læst, og derfor er det dejligt med en bog, hvor fokus er på kvindernes fællesskab og ikke på deres relation til mændene i samfundet.

Der er rørende øjeblikke, og der er underfundige stunder, der får smilet frem, men der er også dramatiske og triste situationer, hvor kvindernes liv ændrer sig drastisk – kort sagt var der en del følelser i denne bog. Jeg blev ikke overvældet af det, men jeg synes, at der var en fin variation, og det betød samtidig, at det ikke altid var en forudsigelig fortælling. Der var nogle ting, jeg gættede mig til, men jeg var absolut ikke sikker på, hvordan bogen ville ende.

Absolut en af de bedre bøger i forbindelse med mit Asien-tema. Ikke blændende god men ganske udmærket.

Dreams of Joy

Lige siden jeg læste ’Pigen med viften’ af Lisa See, har jeg haft en svaghed for hendes bøger. Jeg har læst flere af dem gennem årene – blandt andet Pigerne fra Shanghai’, der blev oversat til dansk. De følgende år gik jeg og ventede på, at efterfølgeren, ’Dreams of Joy’, også ville blive oversat, men det skete desværre aldrig, så i forbindelse med asiatiske læsetema købte jeg bogen på engelsk i stedet.

I ’Dreams of Joy’ er der to fortællere – Joy, som også var fortæller i første bog, samt datteren Pearl. Eller rettere – Pearl er ikke Joys biologiske datter men datter af søsteren May, der dog gladeligt lod Joy overtage rollen som mor. Men Pearl finder ud af sammenhængen og mener, at hendes liv er én stor løgn, og hun stikker derfor af fra sit trygge hjem i USA. Hun drager til Kina – fascineret at fortællingen om det kommunistiske styre samt drevet af ønsket om at finde sin far. Joy rejser efter for at finde datteren, og snart er begge kvinder dybt involveret i det nye samfund i Kina. Et samfund, der trues af hungersnød efter en fejlslagen landbrugspolitik, og hvor styret ikke vil erkende, at der er begået fejl.

Jeg syntes desværre ikke, at de to hovedpersoner virkede særligt troværdige. Pearl er meget oprørsk, egenrådig og naiv – også lang tid efter, at hun er rejst ind i Kina – mens Joy er så selvopofrende, at det virker tåbeligt. Deres historier virkede derfor ind imellem lidt for skingre og konfronterende.

Til gengæld er det historiske indblik i denne bog ganske interessant. Hungersnøden, der hærgede Kina i slutningen af 1950’erne og slog millioner og atter millioner ihjel, spiller en vigtig rolle i denne fortælling. Når man oplever den gennem Pearls øjne, bliver det en meget nærværende og modbydelig historie om et styre, der var drevet af stolthed og arrogance, og hvor den almindelige arbejder blot var en lille brik, der kunne ofres. I det hele taget er det fascinerende at læse om det kommunistiske samfund set gennem Pearls og Joys øjne, selvom det dog til tider er lidt for tydeligt, at den er skrevet af en forfatter med ’amerikanske briller på’.

’Pigerne fra Shanghai’ er ikke en af mine favoritter blandt Lisa Sees bøger, og det kommer ’Dreams of Joy’ heller ikke til at være. Den virker på mange måder lidt for stereotyp, ligesom personerne kommer til at virke flade og karikerede. Bogens styrke er klart det indblik i kommunismens Kina, man får, selvom også her er fronterne trukket skarpt op, så der er en klar skurk i fortællingen.

Løvinden

Jeg vidste ikke, at der fandtes en graphic novel over Karen Blixens liv før jeg faldt over denne her på biblioteket. ‘Løvinden’ er tegnet af Terkel Risbjerg og skrevet af Anne-Carolien Pandolfo og er en fantasifuld fortælling om Karen Blixens opvækst i Danmark samt voksenlivet, som blev brugt både i Danmark og i Afrika.

Historien er en poetisk fremstilling, hvor syv meget forskellige ‘feer’ i form af blandt andet Djævelen og Nietzsche velsigner hende i vuggen med forskellige gaver og derefter følger hende hele livet. Her ser man både Karen under opvæksten i Danmark, hvor hun havde en helt særlig samhørighed med faderen. Da han døde, var hun meget alene, for hun havde en helt anden udlængsel end de andre i familien. Skæbnen ville, at hun fik mulighed for at drage til Afrika, og der er ingen tvivl om, at årene sydpå var spændende men hårde. Til sidst ville familien ikke længere betale for Afrika-eventyret, og Karen vendte hjem til Danmark. Her begyndte hun at skrive bøger og blev snart kendt – men først da hun havde fået gennembrud i udlandet, for de danske forlag var ikke interesseret i hende i starten.

Jeg havde det lidt blandet med denne tegneserie. På den ene side var det en interessant fremstilling af Karen Blixens liv – ikke mindst på grund af de smukke, stemningsfulde og afdæmpede akvareltegninger. På den anden side syntes jeg, at det var en flad og meget overfladisk fortælling, og jeg var ikke særlig vild med rammefortællingen med ‘feerne’. Jeg blev ikke meget klogere på Karen Blixen som person – dog med undtagelse af det nære bånd til faderen, for det kendte jeg ikke til – og det havde jeg ellers håbet på at blive.

‘Løvinden’ skal læses på grund af de smukke, sårbare tegninger – og eventuelt hvis du er Karen Blixen fan og elsker at læse alt om hende. Men jeg synes, at tegneserien kræver et større kendskab til forfatteren, end jeg umiddelbart forventede.

Forvandlingen

For et par uger siden var jeg på biblioteket, hvor jeg skulle hente nogle bøger, jeg havde reserveret. Her ‘kom jeg til’ at låne nogle graphic novels med – heriblandt ‘Forvandlingen’, der er en graphic novel-udgave af novellen af samme navn af Franz Kafka.

Jeg mindes at have læst novellen for en række år siden, men den var også så fjern i min hukommelse, at jeg sagtens kunne nyde historien uden at tænke på,  hvordan den endte.

‘Forvandlingen’ er historien om Gregor, der vågner op en morgen og opdager, at han er blevet forvandlet til et insekt. Historien beskriver den akavede stemning, det medfører, og ikke mindst de problemer han indirekte er skyld i. Han bliver skelet til, han bliver frygtet, han vurderes ikke længere som et menneske, ensidige et levende væsen. Han er en ting, en udeforstående, en fjende.

Jeg synes, at tegneren, Søren Jessen, har gjort et virkelig godt stykke arbejde i at fange den klaustrofobiske og ubehagelige stemning på en elegant måde, så den ligger subtilt og lurer under overfladen, uden at det bliver smurt ud i hovedet på læseren fra første side af. Den der følelse af, at hovedpersonen fjerner sig mere og mere fra sine omgivelser – eller at de fjerner sig fra ham – og hvordan stemningen fortættes. Det er en fortolkning, der er den originale historie værdig.

En anbefaling herfra, hvis du gerne vil læse Kafka på en lidt utraditionel måde.

Englens spil

Sidste år læste jeg ‘Vindens skygge’ af Carlos Ruiz Zafón og elskede den. Der var derfor ingen tvivl om, at jeg skulle læse efterfølgeren, ‘Englens spil’.

‘Englens spil’ foregår før ‘Vindens skygge’ – nærmere bestemt i Barcelona i 1920’erne, hvor man følger David. Han arbejder som journalist men nærer en hemmelig drøm om at blive forfatter. De kriminalromaner, han har skrevet indtil videre, har været populære, men der mangler lige det sidste. En dag modtager David et brev fra en beundrer, og her øjner han muligheden for succes, for beundreren viser sig at være bogforlægger og ønsker at betale David for at skrive en bog for sig. Bogen skal handle om en ny religion, og det lyder interessant, men projektet er omgærdet af mystik. Hvorfor er det lige David, der skal skrive den bog? Og hvad skete der egentlig med den forfatter, der oprindeligt skulle have skrevet bogen, men som pludselig døde? David bliver nysgerrig og begynder at grave i fortiden, men det viser sig snart at være en rejse i forfald, løgne… og død.

Jeg må desværre indrømme, at ‘Englens spil’ langt fra var lige så god som den første bog. En toer er altid svær, især når den skal følge en så stor succes som ‘Vindens skygge’, og jeg havde da også mine bange anelser. Alligevel ærgrer jeg mig over, hvor meget anderledes læseoplevelsen var.

Den dystre side af Barcelona er smukt og fængende skrevet, men det opvejer desværre ikke, at der var lidt for mange mystiske hændelser, som jeg ikke altid syntes blev forklaret eller hang ordentligt sammen. Historien var kort sagt ikke lige så forførende smuk og finurlig som den første. Der var bestemt passager, hvor jeg følte lidt af den samme mystik og overraskelse, som den første bog, men jeg syntes også, at der var lidt for meget, der føltes som fyld.

‘Englens spil’ er en bog, der frustrerer mig, fordi den ikke levede op til forgængeren. Det er dog også en bog, jeg overvejer at læse igen om et par år for at se, om der er gnister af magi i fortællingen, som jeg har overset.

En kvinde i Berlin

Når jeg søger efter historiske romaner, handler en stor del af dem om 2. Verdenskrig, så den periode har jeg nærmest ikke kunnet undgå, nu hvor jeg læser under temaet ’historiske romaner’ i disse måneder. Da jeg kiggede efter lydbøger hos Ereolen.dk, faldt jeg over ’En kvinde i Berlin’, som lød interessant og skræmmende på samme tid.

Bogens forfatter er en anonym kvinde, der via sine dagbogsnoter fortæller om livet i Berlin under de sidste måneder af 2. Verdenskrig, hvor den russiske hær indtog og besatte Berlin. Hun fortæller om dagene op til, at byen falder, og hvordan hun går fra at leve et helt almindeligt liv til en hverdag, hvor flere og flere madvarer forsvinder, og hvor besættelsesmagten kigger sultent på de tyske kvinder. De russiske soldater ser kvinderne som krigsbytte, så de tyske kvinder bliver gang på gang udsat for voldtægt og andre seksuelle overgreb. Der er dog også enkelte af soldaterne, der ser kvinderne som mennesker, og forfatteren beskriver den svære balancegang mellem at appellere til soldaternes menneskelighed uden at blotte sig selv.

Når man læser denne bog, kan man godt forstå, at forfatteren ønsker at være anonym, for det er ret ubehagelige og ydmygende situationer, hun beskriver. På trods af, at hun på ingen måde svælger i detaljer, så beskrives soldaternes opførsel så nedværdigende og tragisk, at jeg fik ondt i maven af at læse om, hvordan kvinderne blev behandlet. Voldtægterne lod ikke til at bunde i hævn over fjenden men som en belønning i stil med, når soldater stjæler fra fjendens hjem. Her stjal de så også seksuel tilfredsstillelse hos kvinderne.

En af de mere kontroversielle ting ved bogen er, da den anonyme kvinde prøver at udnytte situationen til egen fordel, hvor hun forsøger at finde en højtstående russisk soldat, der vil finde behag i hende. Så kan han forhåbentlig beskytte hende mod de grupper af soldater, der overfalder kvinder i alle aldre, og så skal hun kun forholde sig til én gerningsmand. Det er en situation, som virker helt ubegribelig og absurd, når man ser det på afstand, men et eller andet sted kan jeg godt forstå hendes handlinger. Folk vil gøre virkelig forfærdelige ting for at overleve – også mod dem selv.

Bogen er et meget ubehageligt indblik i, hvad der kan ske for en civilisation, der taber en krig. Hvordan de mister selvværd og ikke længere bliver behandlet som mennesker. Det er en bog, der selv mange år efter desværre er aktuel, fordi mennesker stadig går i krig.

Da ’En kvinde i Berlin’ udkom i 1950’erne, udløste den voldsomme reaktioner fra offentligheden. Det var simpelthen for tidligt at fortælle om dette sorte kapitel i Tysklands historie, og mange mente, at det var en unødig ydmygelse af kvinderne at fortælle om hændelserne. For at overleve hændelserne blev tyskerne (og måske også resten af omverdenen) nødt til at lukke øjnene for hændelserne, og det var først efter forfatterens død i 2003, at bogen blev genoptrykt.

The Hired Girl

Jeg kendte intet til denne bog, inden jeg faldt over den hos Ereolen Global. Teaserteksten gjorde mig så nysgerrig, at jeg endte med at låne den, så jeg kunne læse den på togturene til og fra arbejde.

‘The Hired Girl’ er skrevet af Laura Amy Schlitz og foregår i 1911. Her bor den 14-årige Joan sammen med sin far og ældre brødre på en lille farm. Moren døde for mange år siden, så Joan står alene med det huslige arbejde. Hun drømmer sig væk til et sted, hvor der er anerkendelse, frihed og kærlighed, og en dag lykkedes det hende at stikke af. Hun tager til storbyen for at få arbejde som tjenestepige og ender hos den jødiske familie, hvor hun præsenterer sig som den 18-årige Janet. Nu begynder et helt andet liv for hende – et liv med mange åbenbaringer, nye venskaber og frygtelige fejltagelser.

Bogen er skrevet som en dagbog – dvs. Joans dagbog, hvor hun ofte nedskriver sine oplevelser og tanker. Læseren kommer dermed tættere på hovedpersonen, fordi man oplever alt gennem hendes øjne, og det gør den ellers ret simple historie langt mere interessant.

Joan er en helt almindelig pige med helt almindelige drømme, og hun er befriende normal i sin fremtoning. Hun begår flere fejl, når hun i bedste mening blander sig i andre folks liv, og hun kan også blive frustreret og næsten barnligt vred. Hun er ikke en glatpoleret Disney-heltinde men et helt menneske, og det er helt klart en af bogens største forcer.

Historiens tempo er ret roligt – næsten for roligt til tider – men det er jo en smagssag. I mine øjne kunne den godt strammes en smule op, men jeg kedede mig dog ikke på noget tidspunkt.

Min største anke er slutningen, for den virker en smule forjaget og lidt for perfekt. Jeg kunne godt have brugt lidt mere dybde og lidt mere kant, for jeg synes desværre, at afslutningen er lidt banal (selvom jeg som udgangspunkt godt kunne lide, hvordan den sluttede).

Der vokser et træ i Brooklyn

Jeg er efterhånden stødt på ‘Der vokser et træ i Brooklyn’ så mange gange på diverse bogblogs og bogvlogs, at nu kunne jeg ikke længere ignorere den, så for nylig lånte jeg den på biblioteket for at finde ud af, hvorfor den var så hypet.

Bogen er skrevet af Betty Smith og foregår i starten af 1900-tallet. Hovedpersonen er pigen Francie, som vokser op i et meget fattigt kvarter sammen med sine forældre og lillebror. Pengene er få, men de klarer sig lige akkurat, selvom farens alkoholmisbrug giver mange udfordringer. Der er dog stadig plads til at drømme om bedre tider, og Francie er en drømmer, for en dag må lykken da vende, og så skal alting nok blive godt…

‘Der vokser et træ i Brooklyn’ er en meget fin fortælling om de fattiges liv i Brooklyn i starten af 1900-tallet. Kreativiteten for at overleve, når pengene er små, er imponerende og respektindgydende – især når man som jeg lever i velfærdsdanmark, hvor så ekstrem fattigdom ikke længere findes. Det er tankevækkende læsning.

Francie er en gæv pige og er let at holde af, men jeg følte dog aldrig, at jeg kom rigtig tæt på hende. Der var noget distanceret ved hende, uden at jeg helt kan forklare hvorfor. Af samme grund gik der også lang tid, før jeg for alvor blev grebet af historien, selvom den ellers var ret intens i starten. Men der er et vendepunkt i fortællingen, som kommer til at betyde en hel del for familien, og her synes jeg for alvor, at historien brillerer. Her bliver den i den grad nærværende, og jeg kunne i det hele taget bedre lide sidste del af bogen, hvor Francie er vokset op og begynder at se verden med helt nye øjne. Der er noget sårbart og letgenkendeligt over det, som forfatteren viser meget smukt gennem Francies handlinger.

‘Der vokser et træ i Brooklyn’ er en udmærket læseoplevelse og et tankevækkende indblik i en tid og et samfund der kun ligger 100 år tilbage. Jeg blev desværre ikke helt så grebet af historien, som jeg havde håbet, men er dog tilfreds med oplevelsen.

Jeg har ikke flere patroner

Jeg mener, jeg stødte på denne bog hos Bachs Bøger for et stykke tid siden og syntes, den lød interessant, så den kom med hjem fra biblioteket, da jeg for nylig var forbi.

‘Jeg har ikke flere patroner’ er en redigeret version af Mathias P. Høeghs dagbog fra sin tid som krigsfange i Sibirien under 1. Verdenskrig. Som sønderjyde deltog han på tyskernes side, men var så uheldig at blive taget til fange af russerne og derefter sendt til fangelejrene østpå. I bogen fortæller Mathias om den lange rejse frem til lejren, om de fire års fangenskab og derefter om rejsen hjem til Danmark.

Bogen giver et indblik i de kummerlige forhold, som krigsfangerne blev udsat for. Selvom det ikke var bevidst tortur, så er rejsen til fangelejren så rædselsfuld, at jeg på et tidspunkt måtte holde pause i læsningen, fordi jeg syntes, det var så ubehageligt. Der døde også mange undervejs, men det lykkedes utroligt nok Mathias at overleve den barske tur. Det er også rejsen, der gjorde størst indtryk på mig. Kapitlerne om tiden i fangelejren fangede mig ikke nær så meget, men det er selvfølgelig også begrænset, hvad der kan ske af interessante ting sådan et sted. Jeg kunne dog ikke andet end beundre Mathias’ kreativitet og evne til at fremstille ting, han kunne sælge og dermed tjene lidt ekstra, så han kunne få mere at spise.

‘Jeg har ikke flere patroner’ er både ubehagelig men samtidig også et eksempel på en kampgejst og appetit på livet, som man næppe forstår, medmindre man selv oplever noget lignende. Det er fascinerende at læse om, hvordan Mathias holder modet oppe trods de morbide ting, han oplever. Han slipper dog ikke helskindet igennem – det er tydeligt, at opholdet har sat sine spor, da han endelig får mulighed for at rejse derfra.

Et tankevækkende indblik i en krig og ikke mindst konsekvenserne deraf, som desværre fylder alt for lidt i undervisningen i de danske skoler.