En kvinde i Berlin

Når jeg søger efter historiske romaner, handler en stor del af dem om 2. Verdenskrig, så den periode har jeg nærmest ikke kunnet undgå, nu hvor jeg læser under temaet ’historiske romaner’ i disse måneder. Da jeg kiggede efter lydbøger hos Ereolen.dk, faldt jeg over ’En kvinde i Berlin’, som lød interessant og skræmmende på samme tid.

Bogens forfatter er en anonym kvinde, der via sine dagbogsnoter fortæller om livet i Berlin under de sidste måneder af 2. Verdenskrig, hvor den russiske hær indtog og besatte Berlin. Hun fortæller om dagene op til, at byen falder, og hvordan hun går fra at leve et helt almindeligt liv til en hverdag, hvor flere og flere madvarer forsvinder, og hvor besættelsesmagten kigger sultent på de tyske kvinder. De russiske soldater ser kvinderne som krigsbytte, så de tyske kvinder bliver gang på gang udsat for voldtægt og andre seksuelle overgreb. Der er dog også enkelte af soldaterne, der ser kvinderne som mennesker, og forfatteren beskriver den svære balancegang mellem at appellere til soldaternes menneskelighed uden at blotte sig selv.

Når man læser denne bog, kan man godt forstå, at forfatteren ønsker at være anonym, for det er ret ubehagelige og ydmygende situationer, hun beskriver. På trods af, at hun på ingen måde svælger i detaljer, så beskrives soldaternes opførsel så nedværdigende og tragisk, at jeg fik ondt i maven af at læse om, hvordan kvinderne blev behandlet. Voldtægterne lod ikke til at bunde i hævn over fjenden men som en belønning i stil med, når soldater stjæler fra fjendens hjem. Her stjal de så også seksuel tilfredsstillelse hos kvinderne.

En af de mere kontroversielle ting ved bogen er, da den anonyme kvinde prøver at udnytte situationen til egen fordel, hvor hun forsøger at finde en højtstående russisk soldat, der vil finde behag i hende. Så kan han forhåbentlig beskytte hende mod de grupper af soldater, der overfalder kvinder i alle aldre, og så skal hun kun forholde sig til én gerningsmand. Det er en situation, som virker helt ubegribelig og absurd, når man ser det på afstand, men et eller andet sted kan jeg godt forstå hendes handlinger. Folk vil gøre virkelig forfærdelige ting for at overleve – også mod dem selv.

Bogen er et meget ubehageligt indblik i, hvad der kan ske for en civilisation, der taber en krig. Hvordan de mister selvværd og ikke længere bliver behandlet som mennesker. Det er en bog, der selv mange år efter desværre er aktuel, fordi mennesker stadig går i krig.

Da ’En kvinde i Berlin’ udkom i 1950’erne, udløste den voldsomme reaktioner fra offentligheden. Det var simpelthen for tidligt at fortælle om dette sorte kapitel i Tysklands historie, og mange mente, at det var en unødig ydmygelse af kvinderne at fortælle om hændelserne. For at overleve hændelserne blev tyskerne (og måske også resten af omverdenen) nødt til at lukke øjnene for hændelserne, og det var først efter forfatterens død i 2003, at bogen blev genoptrykt.

The Hired Girl

Jeg kendte intet til denne bog, inden jeg faldt over den hos Ereolen Global. Teaserteksten gjorde mig så nysgerrig, at jeg endte med at låne den, så jeg kunne læse den på togturene til og fra arbejde.

‘The Hired Girl’ er skrevet af Laura Amy Schlitz og foregår i 1911. Her bor den 14-årige Joan sammen med sin far og ældre brødre på en lille farm. Moren døde for mange år siden, så Joan står alene med det huslige arbejde. Hun drømmer sig væk til et sted, hvor der er anerkendelse, frihed og kærlighed, og en dag lykkedes det hende at stikke af. Hun tager til storbyen for at få arbejde som tjenestepige og ender hos den jødiske familie, hvor hun præsenterer sig som den 18-årige Janet. Nu begynder et helt andet liv for hende – et liv med mange åbenbaringer, nye venskaber og frygtelige fejltagelser.

Bogen er skrevet som en dagbog – dvs. Joans dagbog, hvor hun ofte nedskriver sine oplevelser og tanker. Læseren kommer dermed tættere på hovedpersonen, fordi man oplever alt gennem hendes øjne, og det gør den ellers ret simple historie langt mere interessant.

Joan er en helt almindelig pige med helt almindelige drømme, og hun er befriende normal i sin fremtoning. Hun begår flere fejl, når hun i bedste mening blander sig i andre folks liv, og hun kan også blive frustreret og næsten barnligt vred. Hun er ikke en glatpoleret Disney-heltinde men et helt menneske, og det er helt klart en af bogens største forcer.

Historiens tempo er ret roligt – næsten for roligt til tider – men det er jo en smagssag. I mine øjne kunne den godt strammes en smule op, men jeg kedede mig dog ikke på noget tidspunkt.

Min største anke er slutningen, for den virker en smule forjaget og lidt for perfekt. Jeg kunne godt have brugt lidt mere dybde og lidt mere kant, for jeg synes desværre, at afslutningen er lidt banal (selvom jeg som udgangspunkt godt kunne lide, hvordan den sluttede).

Der vokser et træ i Brooklyn

Jeg er efterhånden stødt på ‘Der vokser et træ i Brooklyn’ så mange gange på diverse bogblogs og bogvlogs, at nu kunne jeg ikke længere ignorere den, så for nylig lånte jeg den på biblioteket for at finde ud af, hvorfor den var så hypet.

Bogen er skrevet af Betty Smith og foregår i starten af 1900-tallet. Hovedpersonen er pigen Francie, som vokser op i et meget fattigt kvarter sammen med sine forældre og lillebror. Pengene er få, men de klarer sig lige akkurat, selvom farens alkoholmisbrug giver mange udfordringer. Der er dog stadig plads til at drømme om bedre tider, og Francie er en drømmer, for en dag må lykken da vende, og så skal alting nok blive godt…

‘Der vokser et træ i Brooklyn’ er en meget fin fortælling om de fattiges liv i Brooklyn i starten af 1900-tallet. Kreativiteten for at overleve, når pengene er små, er imponerende og respektindgydende – især når man som jeg lever i velfærdsdanmark, hvor så ekstrem fattigdom ikke længere findes. Det er tankevækkende læsning.

Francie er en gæv pige og er let at holde af, men jeg følte dog aldrig, at jeg kom rigtig tæt på hende. Der var noget distanceret ved hende, uden at jeg helt kan forklare hvorfor. Af samme grund gik der også lang tid, før jeg for alvor blev grebet af historien, selvom den ellers var ret intens i starten. Men der er et vendepunkt i fortællingen, som kommer til at betyde en hel del for familien, og her synes jeg for alvor, at historien brillerer. Her bliver den i den grad nærværende, og jeg kunne i det hele taget bedre lide sidste del af bogen, hvor Francie er vokset op og begynder at se verden med helt nye øjne. Der er noget sårbart og letgenkendeligt over det, som forfatteren viser meget smukt gennem Francies handlinger.

‘Der vokser et træ i Brooklyn’ er en udmærket læseoplevelse og et tankevækkende indblik i en tid og et samfund der kun ligger 100 år tilbage. Jeg blev desværre ikke helt så grebet af historien, som jeg havde håbet, men er dog tilfreds med oplevelsen.

Jeg har ikke flere patroner

Jeg mener, jeg stødte på denne bog hos Bachs Bøger for et stykke tid siden og syntes, den lød interessant, så den kom med hjem fra biblioteket, da jeg for nylig var forbi.

‘Jeg har ikke flere patroner’ er en redigeret version af Mathias P. Høeghs dagbog fra sin tid som krigsfange i Sibirien under 1. Verdenskrig. Som sønderjyde deltog han på tyskernes side, men var så uheldig at blive taget til fange af russerne og derefter sendt til fangelejrene østpå. I bogen fortæller Mathias om den lange rejse frem til lejren, om de fire års fangenskab og derefter om rejsen hjem til Danmark.

Bogen giver et indblik i de kummerlige forhold, som krigsfangerne blev udsat for. Selvom det ikke var bevidst tortur, så er rejsen til fangelejren så rædselsfuld, at jeg på et tidspunkt måtte holde pause i læsningen, fordi jeg syntes, det var så ubehageligt. Der døde også mange undervejs, men det lykkedes utroligt nok Mathias at overleve den barske tur. Det er også rejsen, der gjorde størst indtryk på mig. Kapitlerne om tiden i fangelejren fangede mig ikke nær så meget, men det er selvfølgelig også begrænset, hvad der kan ske af interessante ting sådan et sted. Jeg kunne dog ikke andet end beundre Mathias’ kreativitet og evne til at fremstille ting, han kunne sælge og dermed tjene lidt ekstra, så han kunne få mere at spise.

‘Jeg har ikke flere patroner’ er både ubehagelig men samtidig også et eksempel på en kampgejst og appetit på livet, som man næppe forstår, medmindre man selv oplever noget lignende. Det er fascinerende at læse om, hvordan Mathias holder modet oppe trods de morbide ting, han oplever. Han slipper dog ikke helskindet igennem – det er tydeligt, at opholdet har sat sine spor, da han endelig får mulighed for at rejse derfra.

Et tankevækkende indblik i en krig og ikke mindst konsekvenserne deraf, som desværre fylder alt for lidt i undervisningen i de danske skoler.

Lovecraft Country

lovecraft countryJeg kan ikke huske, hvordan jeg faldt over denne bog på Goodreads, men da jeg så, hvor positivt folk anmeldte den, så blev jeg nysgerrig. Dels er jeg ret vild med den absurde og surrealistiske verden, som H. P. Lovecraft har skabt, dels elsker jeg god horror, så denne var et must buy for mig, da jeg shoppede bøger til sidste Read-a-Thon.

‘Lovecraft Country’ er skrevet af Matt Ruff og foregår i USA i 1954. Da den unge Atticus finder ud af, at faren er forsvundet, tager han af sted for at lede efter ham sammen med onklen George og barndomsveninden Letitia. Men den lille gruppe er ret udfordret af, at de alle er afroamerikanere, for så er man bestemt ikke velset i Sydstaterne, og de løber derfor ind i en hel del problemer undervejs – også overnaturlige…

Bogen består af en række historier med forskellige hovedpersoner, hvilket er lidt forvirrende i starten. Man finder dog hurtigt ud af, at historierne hænger sammen, og at flere af personerne går igen i de forskellige historier.

Jeg blev virkelig overrasket over, hvor stor fokus der er på racisme i denne bog. Den del er meget levende beskrevet, og jeg blev flere gange stærkt forarget over, hvordan især ordensmagten behandlede de farvede borgere. Det mest chokerende er, at det sikkert ikke er langt fra den virkelige verden på det tidspunkt. Men virkelig skræmmende læsning.

Den mere overnaturlige del var jeg mere skeptisk over for. Jeg syntes ikke, bogen havde den Lovecraft-feeling, som jeg håbede på, men jeg vidste også godt, at det ville være svært for forfatteren at ramme den. Bevares, der sker skam nogle kultist-ish ting, men bogen vrimler ikke ligefrem med Great Old Ones. Det mest skræmmende er faktisk mest de hvides opførsel over for de farvede borgere.

‘Lovecraft Country’ er en lidt pudsig bog. Selvom den ikke helt var det, jeg forventede, så var det alligevel en interessant læseoplevelse, og da jeg undervejs opdagede detaljer, der understøttede nogle af de første historier, så gjorde det mig nysgerrig. Det er helt sikkert en bog, der er værd at læse igen for at opdage detaljer, jeg har overset ved første gennemlæsning.

Verden af i går

Jeg læste ‘Skaknovelle’ af Stefan Zweig for fem år siden og blev meget positivt overrasket over den lille undseelige bog, der rummede en ganske fint fortalt historie. Jeg fik lyst til at lære forfatteren bedre at kende, så for nylig læste jeg ‘Verden af i går’, som han også har skrevet.

‘Verden af i går’ er en selvbiografisk fortælling om Zweigs liv som jøde men også en rejse i et Europa før under og efter 1. Verdenskrig og ikke mindst årene op til 2. Verdenskrig. Den beskriver ikke blot Zweigs liv men også en hel generation, der med rædsel kunne se et Europa, der blev splittet af to verdenskrige. Som inkarneret europæer smertede det Zweig, men med 2. Verdenskrigs jødeforfølgelse betød det også, at han måtte flygte til udlandet.

Bogen giver et interessant men også sørgmodigt indblik i den forandring, som Europa gennemgik i løbet af de årtier, som Zweig beskriver. Det er tankevækkende at læse om, for man støder blandt andet på pudsige anekdoter fra hans studietid, der tegner et til tider sjovt billede af en generations nye påfund og modeluner. Men det er selvfølgelig og skræmmende og deprimerende at læse om, da Europa flås i stykker i 1. Verdenskrig, som er så meningsløs, og som befolkningen først tror vil være overstået på få måneder. Det var den som bekendt ikke, og man vurderer, at over 6 millioner mennesker døde i løbet af de fire år, krigen varede.

Stefan Zweig begik selvmord i 1942 i sit eksil i Brasilien, og med dette i mente er ‘Verden af i går’ en ret tragisk fortælling, for den udstiller til fulde den sorg og skuffelse, han gennemsyres af, da 2. Verdenskrig bryder ud. Den sorg, der er med til, at han tager sit eget liv, for han kan ikke længere genkende det Europa, han elskede.

‘Verden af i går’ er bestemt værd at læse, hvis du gerne vil opleve en lidt anden vinkel på verdenskrigene.

The Secret Life of Bees

the secret life of bees

Denne bogforside udstrålede feriestemning i sådan en grad, at jeg vidste, den skulle med på ferien til Frankrig! Det viste sig heldigvis at være en god beslutning.

‘The Secret Life of Bees’ er skrevet af Sue Monk Kidd og foregår i 1964 i South Carolina. Her lever Lily sammen med faren, T. Ray, på en ferskenfarm og bliver passet af den afroamerikanske hushjælp, Rosaleen. Moren døde i en vådeskudsulykke, da Lily var fire, hvor Lily ulykkeligvis kom til at skyde moren. Det har præget Lilys liv lige siden – både skylden og savnet efter moren. Samtidig er livet med faren alt andet end en dans på roser, da han er både vred og indebrændt og ofte straffer Lily, når hun ikke gør, som han ønsker. Da Rosaleen ryger i fængsel efter at være røget i klinch med tre racister, lykkes det Lily at befri hende, og sammen stikker de af fra byen. Lily fortæller Rosaleen, at hun har en plan, men hvad hun ikke fortæller er, at den går ud på at finde ud af mere om moren og det liv, hun levede, før hun fødte Lily.

Bogen er en velskrevet fortælling om livet i Sydstaterne i de svære i 1960’erne, hvor der stadig var stor forskel på, om du var sort eller hvid. Racekonflikterne er ikke den bærende del i fortællingen men spiller dog ind på en række af de valg, som personerne tager undervejs i bogen. Lily har som barn været forskånet for at opleve mange af disse konflikter, men på hendes rejse med Rosaleen opdager hun pludselig, hvor meget hudfarve betyder for de voksne.

‘The Secret Life of Bees’ er en rolig fortalt historie, hvis stemning flere gange fik mig til at tænke på ‘Dræb ikke en sangfugl’, da begge bøger har samme tilbagelænede og nærmest underspillede handlingsforløb. Jeg syntes dog også, at der var lidt mere dybde og nærvær i sidstnævnte bog, selvom ‘The Secret Life of Bees’ også gør det ganske godt på denne front.

Min største anke mod bogen er, at der går virkelig lang tid, inden Lily for alvor gør noget ved sagen mht. at finde ud af mere om moren. Hun går som katten om den varme grød, og det er synd, for det kommer til at virke som om, at forfatteren forsøger at trække historien (unødigt) ud.

Det er en meget fin fortælling om at søge sine rødder og samtidig finde fred med sig selv. Det er også historien om, hvordan man kan lære meget af andre, der ikke ligner en selv, samt at kæmpe for det, man tror på – alt sammen meget fornuftige pointer efter min mening.

Den hemmelige datter

Det er desværre ikke så tit, jeg falder over virkelige perler blandt de lydbøger, jeg låner via Ereolen. Det skyldes nok, at jeg eksperimenterer langt mere, når jeg vælger læsestof hos Ereolen og således prøver bøger, jeg næppe ville have købt. Men for nylig havde jeg en rigtig god læseoplevelse, da jeg hørte ’Den hemmelige datter’ af Shilpi Somaya Gowda.

‘Den hemmelige datter’ foregår dels i Indien og i USA og fortæller historien om adoptivbarnet Asha, der stammer fra Indien, men adopteres af et lægepar fra Californien. Asha vokser op vel vidende, at hendes forældre ikke er hendes biologiske forældre, selvom mange tror det, da hendes adoptivfar kommer fra Indien. Asha længes efter at vide mere om sin baggrund og ikke mindst sin biologiske familie, og bogen er dels en fortælling om Ashas opvækst og søgen efter sine oprindelige rødder, men også fortællingen om det at være forældre til et adoptivbarn samt det at have født et barn og givet det væk til adoption. Kort sagt – en fortælling om tre meget forskellige kvinder og deres skæbner.

Historien er opdelt, så man ser historien fra Somers, Kavitas og Ashas synsvinkel, og det er lykkedes forfatteren at skrue fortællingen sammen, så skiftene føles naturlige og samtidig supplerer hinanden rigtig godt.

Dette er en fortælling om kærlighed – ikke mindst kærligheden mellem mor og datter, men også ønsket om en families kærlighed. Det er længsel, håb og sorg, det er ønsket om at forstå og acceptere sin kulturelle baggrund, og det er higen efter at føle sig hjemme et sted. Det er så godt fortalt, at selvom jeg ikke nødvendigvis kendte alle problemstillinger fra mit eget liv, så blev det beskrevet så detaljeret og indlevende, at jeg til fulde forstod og følte med de enkelte personer og deres drømme og håb.

’Den hemmelige datter’ er en historie, der sagtens kunne blive en let gennemskuelig, sukkersød fortælling. Det bliver den heldigvis ikke, og jeg synes, den i stedet rummer en meget smuk fortælling om tre kvinders liv og drømme.

Det er helt klart en bog, jeg kan anbefale.

Blå stjerne

Jeg læste for nylig fjerde bog i ‘Det Store Århundrede’-serien, nemlig ‘Ikke at ville se’, der er skrevet af Jan Guillou. Og da jeg havde læst den færdig, gik jeg straks i gang med den femte bog, ‘Blå Stjerne’.

Det giver fin mening at læse de to bøger lige efter hinanden, for de foregår på cirka samme tid – bare set gennem to forskellige hovedpersoner. Hvor hovedpersonen i ‘Ikke at ville se’ var familien Lauritzens overhoved, Lauritz, er hovedpersonen i ‘Blå stjerne’ hans datter, Johanne.

Johanne arbejder som kurér for den norske modstandsbevægelse. Det går overraskende godt, indtil broderen Harald, der er i gang med at gøre karriere i den tyske hær, gør hende opmærksom på, at hun bør stoppe det foretagende øjeblikkeligt, eftersom nazisterne er begyndt at fatte mistanke til hendes mange besøg i Norge. Hun beslutter sig derfor for at blive en del af en sabotagegruppe. Det er dog kun for en periode, og efter en voldsom aktion bliver hun i stedet spion. Her skal hun bruge sine kvindelige ynder til at lokke brugbare informationer ud af tyske officerer, og med hendes kønne og charmerende udseende er det noget, hun er ganske dygtig til.

Det er interessant, at forfatteren har valgt at belyse samme tid som i fjerde bog – bare fra en anden hovedperson. Det giver dog god mening, eftersom Johannes vinkel er meget anderledes end Lauritz’ – og ikke kun fordi hun i modsætning til Lauritz ikke holder med tyskerne. Det gør dog også, at Johannes historie på visse områder er mere klassisk, da bøger om 2. Verdenskrig næsten altid fortælles ud fra ikke-nazisternes synspunkt.

Jeg synes, det er spændende at læse om en kvindelig modstandskæmper, for det er ikke just kvinderne, der fylder mest i historierne om modstandskampen. Johanne er naturligvis – som resten af Lauritzen-familien – utrolig dygtig til sit arbejde og bliver flere gange forfremmet. Der er ganske vist mænd i modstandsbevægelsen, der synes, det er noget underligt med en kvinde, der stiger i graderne, men dem om det – hun bliver heldigvis støttet af sin chef.

Der, hvor jeg synes, det kammer over, er da hun bliver spion og skal forføre tyskere. Jeg kan huske, jeg på et tidspunkt stødte på en anmeldelse af bogen, hvor anmelderen kritiserede bogen for, at det var meget tydeligt, at den var skrevet af en mandlig forfatter. Det slog jeg i første omgang hen, men da jeg selv læste bogen for nylig, forstod jeg kritikken. Der er et eller andet ved måden, forfatteren beskriver Johannes job som forfører, der virker utroværdigt. Én ting er, at hun får det som opgave – det er jeg principielt set ikke overrasket over – men det er fortalt på en utrolig banal og nærmest romantiseret måde. Hvis man er en del af modstandsbevægelsen, så vil man – i min optik – have langt større traumer og moralske kvababbelser med at sprede ben for fjenden. Og her fejler forfatteren stort. Den del burde gøre ondt at læse. Den burde give mig kvalme. I stedet får jeg mest en hyggesnak om, at hun bliver udstyret med et ‘tjeneste-pessar’ (bvadr), og så hvordan hun bliver forkælet af sin tyske bejler.

Mænd og kvinder beskrives i det hele taget ret stereotypt i denne bog – de fleste af mændene er simple, liderlige og lettere mandschauvinistiske, mens kvinderne er smukke og charmerende. Suk. Heldigvis er der enkelte lyspunkter såsom Johannes chef.

Jeg må desværre indrømme, at denne dårlige læseoplevelse var den sidste dråbe i vandglasset – nu orker jeg simpelthen ikke at læse mere af den serie. Jeg har længe båret over med det meget naive skrivestil med de åh-så-gode og dygtige Lauritzen-familiemedlemmer, men nu gider jeg ikke mere. Der mangler saft og kraft, og skrivestilen er ganske enkelt for banal og kedelig til mig.

I Capture the Castle

I capture the castle

Nu nåede jeg endelig til denne bog, som jeg egentlig havde håbet på at nå i løbet af foråret.

‘I Capture the Castle’ er skrevet af Dodie Smith og handler om teenageren Cassandra, der bor på et gammelt, nedslidt slot sammen med sin familie. Der er intet pompøst ved slottet, der har mistet al glans og vælde. Cassandras far er en kendt forfatter – eller rettere sagt var en kendt forfatter, for det er efterhånden længe siden, han har udgivet noget, og resten af familien er meget bekymret for, om han overhovedet kommer i gang med at skrive igen. Det er et problem, der vokser og vokser, eftersom familien ikke har nogen penge og derfor må leve yderst sparsommeligt. Da de to brødre, Simon og Neil, en dag ankommer til slottet, er det samtidig starten på en begivenhedsrig tid for familiens medlemmer.

Bogen er en dannelsesrejse – ikke blot for hovedpersonen Cassandra men også for mange af de andre personer i historien. I løbet af fortællingen ser man som læser, hvordan Cassandra modnes og går fra barn til voksen. Cassandra fylder – desværre – meget i historien, og det er med en streg under ‘desværre’, for jeg brød mig ikke synderlig om hende. I starten virker hun langt yngre end sine 17 år, da hun fremtræder meget naiv, men derefter får hun en række fikse ideer, som får hende til at virke bedrevidende og irriterende frem for omsorgsfuld og handlekraftig.

Historien er lidt pudsigt sat sammen. I starten er der megen fokus på familiens fattige kår, og det virker nærmest, som om de bor i en sønderbombet by under krigen. Det bliver så ekstremt, at skiftet – da det begynder at gå bedre – kommer til at virke meget underligt, eftersom der ikke går lang tid, før Cassandra tilsyneladende har glemt alt om den tid. Det gør mig ikke voldsomt meget, for jeg har ikke behov for, at hun svælger mere i den ekstreme fattigdom, men skiftet virker mærkeligt.

Der er passager undervejs, som jeg nød at læse – som har den sommerlige og drømmende stemning, jeg håbede på at finde i bogen. Desværre fylder de ikke så meget i bogen, som jeg havde forventet, og i stedet fik jeg en historie, der starter med at handle om en meget fattig behome-agtig familie til at handle om langtrukne kærlighedsforviklinger. Ikke lige hvad jeg forventede eller havde lyst til at læse.