Verden af i går

Jeg læste ‘Skaknovelle’ af Stefan Zweig for fem år siden og blev meget positivt overrasket over den lille undseelige bog, der rummede en ganske fint fortalt historie. Jeg fik lyst til at lære forfatteren bedre at kende, så for nylig læste jeg ‘Verden af i går’, som han også har skrevet.

‘Verden af i går’ er en selvbiografisk fortælling om Zweigs liv som jøde men også en rejse i et Europa før under og efter 1. Verdenskrig og ikke mindst årene op til 2. Verdenskrig. Den beskriver ikke blot Zweigs liv men også en hel generation, der med rædsel kunne se et Europa, der blev splittet af to verdenskrige. Som inkarneret europæer smertede det Zweig, men med 2. Verdenskrigs jødeforfølgelse betød det også, at han måtte flygte til udlandet.

Bogen giver et interessant men også sørgmodigt indblik i den forandring, som Europa gennemgik i løbet af de årtier, som Zweig beskriver. Det er tankevækkende at læse om, for man støder blandt andet på pudsige anekdoter fra hans studietid, der tegner et til tider sjovt billede af en generations nye påfund og modeluner. Men det er selvfølgelig og skræmmende og deprimerende at læse om, da Europa flås i stykker i 1. Verdenskrig, som er så meningsløs, og som befolkningen først tror vil være overstået på få måneder. Det var den som bekendt ikke, og man vurderer, at over 6 millioner mennesker døde i løbet af de fire år, krigen varede.

Stefan Zweig begik selvmord i 1942 i sit eksil i Brasilien, og med dette i mente er ‘Verden af i går’ en ret tragisk fortælling, for den udstiller til fulde den sorg og skuffelse, han gennemsyres af, da 2. Verdenskrig bryder ud. Den sorg, der er med til, at han tager sit eget liv, for han kan ikke længere genkende det Europa, han elskede.

‘Verden af i går’ er bestemt værd at læse, hvis du gerne vil opleve en lidt anden vinkel på verdenskrigene.

The Secret Life of Bees

the secret life of bees

Denne bogforside udstrålede feriestemning i sådan en grad, at jeg vidste, den skulle med på ferien til Frankrig! Det viste sig heldigvis at være en god beslutning.

‘The Secret Life of Bees’ er skrevet af Sue Monk Kidd og foregår i 1964 i South Carolina. Her lever Lily sammen med faren, T. Ray, på en ferskenfarm og bliver passet af den afroamerikanske hushjælp, Rosaleen. Moren døde i en vådeskudsulykke, da Lily var fire, hvor Lily ulykkeligvis kom til at skyde moren. Det har præget Lilys liv lige siden – både skylden og savnet efter moren. Samtidig er livet med faren alt andet end en dans på roser, da han er både vred og indebrændt og ofte straffer Lily, når hun ikke gør, som han ønsker. Da Rosaleen ryger i fængsel efter at være røget i klinch med tre racister, lykkes det Lily at befri hende, og sammen stikker de af fra byen. Lily fortæller Rosaleen, at hun har en plan, men hvad hun ikke fortæller er, at den går ud på at finde ud af mere om moren og det liv, hun levede, før hun fødte Lily.

Bogen er en velskrevet fortælling om livet i Sydstaterne i de svære i 1960’erne, hvor der stadig var stor forskel på, om du var sort eller hvid. Racekonflikterne er ikke den bærende del i fortællingen men spiller dog ind på en række af de valg, som personerne tager undervejs i bogen. Lily har som barn været forskånet for at opleve mange af disse konflikter, men på hendes rejse med Rosaleen opdager hun pludselig, hvor meget hudfarve betyder for de voksne.

‘The Secret Life of Bees’ er en rolig fortalt historie, hvis stemning flere gange fik mig til at tænke på ‘Dræb ikke en sangfugl’, da begge bøger har samme tilbagelænede og nærmest underspillede handlingsforløb. Jeg syntes dog også, at der var lidt mere dybde og nærvær i sidstnævnte bog, selvom ‘The Secret Life of Bees’ også gør det ganske godt på denne front.

Min største anke mod bogen er, at der går virkelig lang tid, inden Lily for alvor gør noget ved sagen mht. at finde ud af mere om moren. Hun går som katten om den varme grød, og det er synd, for det kommer til at virke som om, at forfatteren forsøger at trække historien (unødigt) ud.

Det er en meget fin fortælling om at søge sine rødder og samtidig finde fred med sig selv. Det er også historien om, hvordan man kan lære meget af andre, der ikke ligner en selv, samt at kæmpe for det, man tror på – alt sammen meget fornuftige pointer efter min mening.

Den hemmelige datter

Det er desværre ikke så tit, jeg falder over virkelige perler blandt de lydbøger, jeg låner via Ereolen. Det skyldes nok, at jeg eksperimenterer langt mere, når jeg vælger læsestof hos Ereolen og således prøver bøger, jeg næppe ville have købt. Men for nylig havde jeg en rigtig god læseoplevelse, da jeg hørte ’Den hemmelige datter’ af Shilpi Somaya Gowda.

‘Den hemmelige datter’ foregår dels i Indien og i USA og fortæller historien om adoptivbarnet Asha, der stammer fra Indien, men adopteres af et lægepar fra Californien. Asha vokser op vel vidende, at hendes forældre ikke er hendes biologiske forældre, selvom mange tror det, da hendes adoptivfar kommer fra Indien. Asha længes efter at vide mere om sin baggrund og ikke mindst sin biologiske familie, og bogen er dels en fortælling om Ashas opvækst og søgen efter sine oprindelige rødder, men også fortællingen om det at være forældre til et adoptivbarn samt det at have født et barn og givet det væk til adoption. Kort sagt – en fortælling om tre meget forskellige kvinder og deres skæbner.

Historien er opdelt, så man ser historien fra Somers, Kavitas og Ashas synsvinkel, og det er lykkedes forfatteren at skrue fortællingen sammen, så skiftene føles naturlige og samtidig supplerer hinanden rigtig godt.

Dette er en fortælling om kærlighed – ikke mindst kærligheden mellem mor og datter, men også ønsket om en families kærlighed. Det er længsel, håb og sorg, det er ønsket om at forstå og acceptere sin kulturelle baggrund, og det er higen efter at føle sig hjemme et sted. Det er så godt fortalt, at selvom jeg ikke nødvendigvis kendte alle problemstillinger fra mit eget liv, så blev det beskrevet så detaljeret og indlevende, at jeg til fulde forstod og følte med de enkelte personer og deres drømme og håb.

’Den hemmelige datter’ er en historie, der sagtens kunne blive en let gennemskuelig, sukkersød fortælling. Det bliver den heldigvis ikke, og jeg synes, den i stedet rummer en meget smuk fortælling om tre kvinders liv og drømme.

Det er helt klart en bog, jeg kan anbefale.

Blå stjerne

Jeg læste for nylig fjerde bog i ‘Det Store Århundrede’-serien, nemlig ‘Ikke at ville se’, der er skrevet af Jan Guillou. Og da jeg havde læst den færdig, gik jeg straks i gang med den femte bog, ‘Blå Stjerne’.

Det giver fin mening at læse de to bøger lige efter hinanden, for de foregår på cirka samme tid – bare set gennem to forskellige hovedpersoner. Hvor hovedpersonen i ‘Ikke at ville se’ var familien Lauritzens overhoved, Lauritz, er hovedpersonen i ‘Blå stjerne’ hans datter, Johanne.

Johanne arbejder som kurér for den norske modstandsbevægelse. Det går overraskende godt, indtil broderen Harald, der er i gang med at gøre karriere i den tyske hær, gør hende opmærksom på, at hun bør stoppe det foretagende øjeblikkeligt, eftersom nazisterne er begyndt at fatte mistanke til hendes mange besøg i Norge. Hun beslutter sig derfor for at blive en del af en sabotagegruppe. Det er dog kun for en periode, og efter en voldsom aktion bliver hun i stedet spion. Her skal hun bruge sine kvindelige ynder til at lokke brugbare informationer ud af tyske officerer, og med hendes kønne og charmerende udseende er det noget, hun er ganske dygtig til.

Det er interessant, at forfatteren har valgt at belyse samme tid som i fjerde bog – bare fra en anden hovedperson. Det giver dog god mening, eftersom Johannes vinkel er meget anderledes end Lauritz’ – og ikke kun fordi hun i modsætning til Lauritz ikke holder med tyskerne. Det gør dog også, at Johannes historie på visse områder er mere klassisk, da bøger om 2. Verdenskrig næsten altid fortælles ud fra ikke-nazisternes synspunkt.

Jeg synes, det er spændende at læse om en kvindelig modstandskæmper, for det er ikke just kvinderne, der fylder mest i historierne om modstandskampen. Johanne er naturligvis – som resten af Lauritzen-familien – utrolig dygtig til sit arbejde og bliver flere gange forfremmet. Der er ganske vist mænd i modstandsbevægelsen, der synes, det er noget underligt med en kvinde, der stiger i graderne, men dem om det – hun bliver heldigvis støttet af sin chef.

Der, hvor jeg synes, det kammer over, er da hun bliver spion og skal forføre tyskere. Jeg kan huske, jeg på et tidspunkt stødte på en anmeldelse af bogen, hvor anmelderen kritiserede bogen for, at det var meget tydeligt, at den var skrevet af en mandlig forfatter. Det slog jeg i første omgang hen, men da jeg selv læste bogen for nylig, forstod jeg kritikken. Der er et eller andet ved måden, forfatteren beskriver Johannes job som forfører, der virker utroværdigt. Én ting er, at hun får det som opgave – det er jeg principielt set ikke overrasket over – men det er fortalt på en utrolig banal og nærmest romantiseret måde. Hvis man er en del af modstandsbevægelsen, så vil man – i min optik – have langt større traumer og moralske kvababbelser med at sprede ben for fjenden. Og her fejler forfatteren stort. Den del burde gøre ondt at læse. Den burde give mig kvalme. I stedet får jeg mest en hyggesnak om, at hun bliver udstyret med et ‘tjeneste-pessar’ (bvadr), og så hvordan hun bliver forkælet af sin tyske bejler.

Mænd og kvinder beskrives i det hele taget ret stereotypt i denne bog – de fleste af mændene er simple, liderlige og lettere mandschauvinistiske, mens kvinderne er smukke og charmerende. Suk. Heldigvis er der enkelte lyspunkter såsom Johannes chef.

Jeg må desværre indrømme, at denne dårlige læseoplevelse var den sidste dråbe i vandglasset – nu orker jeg simpelthen ikke at læse mere af den serie. Jeg har længe båret over med det meget naive skrivestil med de åh-så-gode og dygtige Lauritzen-familiemedlemmer, men nu gider jeg ikke mere. Der mangler saft og kraft, og skrivestilen er ganske enkelt for banal og kedelig til mig.

I Capture the Castle

I capture the castle

Nu nåede jeg endelig til denne bog, som jeg egentlig havde håbet på at nå i løbet af foråret.

‘I Capture the Castle’ er skrevet af Dodie Smith og handler om teenageren Cassandra, der bor på et gammelt, nedslidt slot sammen med sin familie. Der er intet pompøst ved slottet, der har mistet al glans og vælde. Cassandras far er en kendt forfatter – eller rettere sagt var en kendt forfatter, for det er efterhånden længe siden, han har udgivet noget, og resten af familien er meget bekymret for, om han overhovedet kommer i gang med at skrive igen. Det er et problem, der vokser og vokser, eftersom familien ikke har nogen penge og derfor må leve yderst sparsommeligt. Da de to brødre, Simon og Neil, en dag ankommer til slottet, er det samtidig starten på en begivenhedsrig tid for familiens medlemmer.

Bogen er en dannelsesrejse – ikke blot for hovedpersonen Cassandra men også for mange af de andre personer i historien. I løbet af fortællingen ser man som læser, hvordan Cassandra modnes og går fra barn til voksen. Cassandra fylder – desværre – meget i historien, og det er med en streg under ‘desværre’, for jeg brød mig ikke synderlig om hende. I starten virker hun langt yngre end sine 17 år, da hun fremtræder meget naiv, men derefter får hun en række fikse ideer, som får hende til at virke bedrevidende og irriterende frem for omsorgsfuld og handlekraftig.

Historien er lidt pudsigt sat sammen. I starten er der megen fokus på familiens fattige kår, og det virker nærmest, som om de bor i en sønderbombet by under krigen. Det bliver så ekstremt, at skiftet – da det begynder at gå bedre – kommer til at virke meget underligt, eftersom der ikke går lang tid, før Cassandra tilsyneladende har glemt alt om den tid. Det gør mig ikke voldsomt meget, for jeg har ikke behov for, at hun svælger mere i den ekstreme fattigdom, men skiftet virker mærkeligt.

Der er passager undervejs, som jeg nød at læse – som har den sommerlige og drømmende stemning, jeg håbede på at finde i bogen. Desværre fylder de ikke så meget i bogen, som jeg havde forventet, og i stedet fik jeg en historie, der starter med at handle om en meget fattig behome-agtig familie til at handle om langtrukne kærlighedsforviklinger. Ikke lige hvad jeg forventede eller havde lyst til at læse.

Ikke at ville se

Jeg er nu nået til fjerde bog i serien ‘Det Store Århundrede’ af Jan Guillou. Jeg har tidligere anmeldt ‘Brobyggerne’, ‘Dandy’ og ‘Mellem rødt og sort’.

I ‘Ikke at ville se’ er vi nået til 2. Verdenskrig. Det er en krig, der skaber en del splid i familien Lauritzen. Lauritz og Oscar håber på, at Tyskland vinder, da alternativet ellers ville være, at England eller muligvis Rusland pludselig vil dominere Europa. Lauritz er dog noget splittet over, at hans ældste søn, Harald, gør karriere i SS, og samtidig er Lauritz’ døtre i det skjulte ved at involvere sig i modstandskampen. Krigen bliver derfor et samtaleemne, der helst skal undgås ved de idylliske familiemiddage, og selvom Lauritz gør alt for at undgå at se virkeligheden i øjnene, så begynder krigens realiteter at presse sig på.

Bogen er vanen tro letlæselig men også ret triviel litteratur. Personerne i bogen er ret karikerede, og det virker meget kunstigt, at familien både rummer folk, der gør karriere i henholdsvis SS-tropperne, den svenske efterretningstjeneste samt blandt modstandsfolkene. Det virker simpelthen for konstrueret, og det gør desværre også, at historien virker ret søgt. Samtidig mangler overklassefamilien intet – og jeg mener intet – i denne bog, og det føles derfor nærmest vulgært at læse om deres festmiddage, hvor de svælger i mad og vin, når man ved, hvor svært det var at skaffe mange fødevarer på det tidspunkt.

Men der er dog én ting, der trækker op ved denne bog, og det er Lauritz’ naive – tenderende til stædige – tro på, at det er bedst, at Tyskland vinder krigen. Hans konstante forsvar af tyskerne og benægtelse af de forbrydelser, som løbende kommer frem, er en forfriskende måde at fortælle om 2. Verdenskrig på. Det er sjældent, jeg støder på denne vinkel, da de fleste forfattere hellere vil fortælle om heltene – dvs. modstandsfolkene. Så selvom jeg ikke sympatiserer med Lauritz’ indstilling, så er det ret interessant at følge hans fornægtende tilgang til begivenhederne.

‘Ikke at ville se’ er ikke en stor bog, men det var som sagt en interessant læseoplevelse på grund af den vinkel, forfatteren havde valgt – også selvom det blev lidt ensformigt, at hele historien var centreret omkring Lauritz. Jeg syntes desværre ikke, at bogen var lige så medrivende som de foregående, og sproget virkede også lidt tungt og klodset til tider.

Jeg er pt. i gang med at læse femte bog, ‘Blå Stjerne’, så den bringer jeg også snart en anmeldelse af.

Konkyliesamlerne

Jeg har altid haft en klar fordom om, at denne bog ikke var noget for mig. Den var ret hypet, da den kom frem, og jeg kan da også huske, at jeg på et tidspunkt gav den i fødselsdagsgave til en af mine venner, som havde en anden bogsmag end mig.

Meeen… jeg er også lidt nysgerrig, og da jeg stødte på den igen, da jeg skimmede BBC’s The Big Read-liste igennem, tænkte jeg, at nu ville jeg alligevel give den en chance.

‘Konkyliesamlerne’ er skrevet af Rosamunde Pilcher og handler om familien Keeling – først og fremmest om Penelope, der er omdrejningspunktet for fortællingen. Penelope er ved at nå op i årene og ser tilbage på et liv med dets op- og nedture. Et liv, der har givet hende tre meget forskellige børn samt et hav af sorger og glæder. Og det er især sorgerne, at børnene enten ikke kender eller forstår, hvilket ind imellem får dem til at stille urimelige krav over for Penelope. Men hun lader sig ikke kue og tager nogle beslutninger, der både overrasker og chokerer børnene.

Denne bog var lidt træg at komme i gang med. Måske skyldtes det, at jeg læste for korte bidder i starten, for det var først, da jeg for alvor gav læsningen en skalle, at jeg følte, handlingen begyndte at få noget tempo. Men derefter flød historien stille og roligt.

Det er en fortælling, der ofte hopper i tid og sted. Det var ikke specielt forvirrende, men ind imellem irriterede det mig lidt, hvis jeg ikke syntes, det var et passende tidspunkt, det skete på. Det var dog en fin måde at præsentere Penelopes barndom og ungdom på, så man som læser langsomt fik stykket historien om Penelopes liv sammen og dermed forstod nogle af de valg, hun tog.

Selve historien er ikke specielt unik, og på flere måder syntes jeg, at den var ret forudsigelig. Dog ikke slutningen, hvor forfatteren sneg et twist ind, jeg ikke havde set komme. Men selvom historien ikke er hverken nyskabende eller overraskende, så er det en fin fortælling om en familie og de hemmeligheder og lig i lasten, der altid er.

Alt i alt var ‘Konkyliesamlerne’ en udmærket læseoplevelse. Det er ikke en bog, jeg forventer at huske i detaljer om nogle år, men det var fin underholdning og derfor også en bog, jeg vil anbefale som sommerferielæsning. Lettilgængelig men også med en vis ro og varme, der egner sig godt til en lun sommerdag.

Vindens skygge

Jeg har altid været lidt fascineret af titlen på denne bog. De første gange, jeg stødte på den, var sjovt nok når jeg ledte efter oplysninger på ‘Vindens navn’ af Patrick Rothfuss. Men jeg blev ved med at se ‘Vindens skygge’ dukke op alle mulige steder – og ikke mindst i meget positive anmeldelser af bogen. Der skulle dog gå nogle år, inden jeg endelig fik fat i bogen (hvilket skete sidste juleaften), men nu – NU har jeg endelig læst den!

‘Vindens skygge’ er skrevet af Carlos Ruiz Zafón og foregår i Barcelona i årene efter den spanske borgerkrig, dvs. tilbage i 1940’erne. Her følger man den 10-årige Daniel, hvis far er boghandler. En dag beder faren Daniel om at vælge en bog fra De Glemte Bøgers Kirkegård, hvor tusinder og atter tusinder af bøger er gemt (og glemt?) gennem tiden. Det er så meningen, at Daniel skal passe på bogen, og han får da snart sin sag for, da det viser sig, at det er en ret speciel og meget sjælden bog, han har udvalgt. En fremmed mand spøger i skyggerne – tilsyneladende meget interesseret i den sjældne bog – og Daniels nysgerrighed bliver vakt. Hvad er der så særligt ved denne bog? Hvorfor blev der udgivet så få eksemplarer af bogen, og hvor blev forfatteren af? Daniel går på jagt efter sandheden, hvilket fører ham vidt omkring.

Lad os bare slå én ting fast fra start. Når en forfatter bruger boghandlere og biblioteker som en del af rammen for sin fortælling, får han/hun automatisk et par billige points i bogen hos en bogelsker som jeg. Sådan er det bare. Jeg elsker at læse om folk, der elsker bøger. Altid dejligt med ‘lidelsesfæller’.

Men det er ikke kun kærligheden til bøger, der fik mig til at elske denne bog – Zafón skriver ganske enkelt forførende dejligt. Det er ikke bare en historie om at finde frem til sandheden om en forfatter, men i Daniels tilfælde også om at finde sig selv og ikke mindst kærligheden. Zafón fører os stille og roligt gennem Barcelonas gader, mens Daniel finder brikkerne, der i sidste ende forhåbentlig vil give ham svaret på, hvorfor forfatteren pludselig stoppede med at skrive bøger, og hvorfor bøgerne er umulige at opdrive.

Et eller andet sted kan man som læser godt undre sig over, hvorfor Daniel bruger så megen energi på dette projekt – hvorfor er det så vigtigt for ham at finde frem til de oplysninger? Men det er ikke desto mindre et af præmisserne for bogen og derfor noget, som man bliver nødt til at acceptere for at nyde bogen. Det er fint med mig – jeg er før stødt på langt større ‘kameler’, der skulle sluges, for at plottet i en bog gav mening 🙂

Slutningen af bogen er desværre en smule klodset, men det ødelægger ikke det samlede billede af en smuk og tankevækkende historie. ‘Vindens skygge’ er måske ikke nær så mystisk og overraskende, som jeg troede i starten af bogen, men det er både en fængslende og betagende historie.

Og ja – jeg skal naturligvis have fingre i den næste bog i serien, for forfatteren har skrevet en efterfølger til ‘Vindens skygge’. Det er dog ikke en direkte efterfølger, da næste bog faktisk foregår før handlingen i ‘Vindens skygge’. Jeg er meget spændt på, hvordan den bog er, for jeg må indrømme, at det er svært ikke at have tårnhøje forventninger til den…

Our Endless Numbered Days

Jeg købte én bog i januar måned, og det var denne her – ‘Our Endless Numbered Days’ af Claire Fuller. Den passede perfekt i min taske til togturene, så den læste jeg for nylig på mine køreture til og fra arbejde.

I ‘Our Endless Numbered Days’ følger man hovedpersonen Peggy – dels i nutiden, hvor hun stadig er ved at stykke sin families historie sammen, og dels i fortiden, hvor hun som otteårig fulgte med sin far ud i skoven for at bo. Faren fortalte hende, at resten af verden var udryddet, og at de var de eneste to overlevende. De måtte i stedet søge tilflugt dybt inde i vildnisset, hvor kampen for overlevelse var hård.

Oplægget til denne bog er lidt specielt, for som læser ved man allerede fra start, at Peggy tager ud i skoven for at bo i den tro, at resten af verden er gået, samtidig med, at man allerede fra første side møder Peggy, da hun er tilbage til civilisationen. Det betyder samtidig, at det spændende ved denne bog ikke er, om Peggy kommer tilbage, men hvordan hun gør og ikke mindst hvordan hun overlever de år, hvor hun lever sammen med faren ude i vildnisset.

Jeg kunne godt lide naturscenerne i denne bog, for det er selvfølgelig begrænset, hvor meget action der er i denne genre, uden at det bliver påduttet, og derfor var det klart beskrivelserne af omgivelserne, der trak op. Der var steder, hvor historien trak lidt i langdrag – ganske enkelt fordi historien foregår over for lang tid – og jeg savnede ind imellem også flere finurlige oplevelser, for det kunne man sagtens have tilføjet i bogen. Sjovt nok var det ikke Peggy, der var den mest interessante person i denne bog – hun virkede i det hele taget ret tilbageholden – men i stedet hendes far. Hans udvikling gennem bogen er fascinerende og er helt klart det, der giver den primære fremdrift i historien.

Jeg havde håbet, at denne bog ville røre mig på samme måde som ‘The Snow Child’ eller ‘The Silver Dark Sea’. Det formåede den desværre ikke, for så dyb er historien ikke, ligesom sproget heller ikke har samme fortryllende magi over sig. Slutningen var heller ikke så mindblowing, som jeg kunne ønske – den var ikke specielt overraskende eller chokerende, hvilket var synd, for forfatteren havde bygget op til, at NU sker der noget virkelig spændende!

Det var en glimrende læseoplevelse, selvom den ikke helt havde den dybde og den magi, jeg havde håbet på. Et interessant bud på, hvordan et liv som barn i vildnisset kan være, når man tror, at resten af verden er gået under.

Kylling med blommer

I sidste måned læste jeg ‘Embroideries’ af Marjane Satrapi, og det endte med at være månedens bedste læseoplevelse. Derfor var det utrolig fristende at låne en anden af hendes bøger, ‘Kylling med blommer’, da jeg så den på biblioteket tidligere på ugen. Ud fra titlen skulle man tro, at det er en kogebog, men det er en graphic novel, der foregår i Iran.

‘Kylling med blommer’ foregår i Teheran i 1958 og handler om Satrapis onkel. Han er musiker og leder efter et nyt musikinstrument, da hans kone har ødelagt hans gamle i et raserianfald. Men Nasser kan ikke finde en god erstatning for hans elskede musikinstrument, og frustrationen vokser. Til sidst overmander depressionen ham og han lægger sig ned for at dø. Flere kigger forbi hans sygeleje for at opmuntre ham og få ham til at leve igen, men Nasser er urokkelig – hans liv giver ikke længere mening.

‘Kylling med blommer’ er en noget anderledes fortælling end ‘Embroideries’. Det er en kort og sørgmodig fortælling om en mand, der mister lysten til at leve, og den er fortalt med meget enkle og nærmest naive tegninger. Selvom historien er så kort og simpel, efterlod den alligevel et godt indtryk, for Satrapi er god til at fortælle, og fortællingen om musikeren, der mister lysten til at leve, er hjertenskærende og så menneskelig. Det er en historie om at drømme, elske og miste, og den er meget fint fortalt.

‘Kylling med blommer’ kan – ligesom Marjane Satrapis andre graphic novels – anbefales.