Til den bitre ende

Forventninger:
’Til den bitre ende’ af Traudl Junge er et glimrende eksempel på, at jeg ind imellem falder over historiske emner på Ereolen.dk, som lyder interessante og derfor låner en lydbog om det. Traudl arbejdede som sekretær for Adolf Hitler, og bogen beskriver hendes oplevelser i de år. Jeg havde ikke så mange forventninger, inden jeg gik i gang med at lytte, men jeg håbede på, at bogen ville give et indblik i, hvordan det var at arbejde for manden, der stod bag 2. Verdenskrig.

Resumé:
Bogen er skrevet i slutningen af 1940’erne, hvor Traudl nedfældede sine erindringer. Da hun flere årtier senere gennemlæste dem, blev hun forfærdet over, hvor ureflekterede og naive, de virkede, selvom de var skrevet flere år efter krigen. Det var vigtigt for hende at pointere i forordet til bogen, men også at der – på trods af denne refleksion – ikke er ændret på indholdet af hendes tekster (udover korrektur samt nogle præciseringer undervejs).

Traudl fik som 22-årig arbejde som sekretær Hitler i de sidste 2½ år af krigen og var til stede, da det gik godt for tyskerne, men også da krigen vendte, og den dystre stemning lagde sig over førerbunkeren. Hun deltog i de daglige samtaler og måltider i den lille lukkede skare, som næsten konstant var i bunkeren og fik dermed et indblik i livet for både Hitler og hans nærmeste tjenestemænd.

Det bedste:

Traudl beskriver hverdagen blandt krigens mænd, og den noget anderledes vinkel giver et interessant indblik i krigen, som de færreste historiebøger kan give. Her er fokus ikke på de store slag men på de små samtaler, og det er med til at tegne nazismens top som mennesker, der også kunne grine eller græde. Traudls beskrivelser blev også brugt i filmen ’Der Untergang’, som af nogle blev kritiseret for at menneskeliggøre Hitler. Personligt synes jeg, at det kun gjorde hans gerninger endnu værre – at han ikke bare var en sort/hvid-skurk som i tegneserierne men et menneske med følelser.

Det værste:
Indledningen er alt for lang. Her bliver Traudls ’øvrige liv’ beskrevet (dvs. uden for tiden som sekretær for Hitler), og selvom det kan have sin berettigelse i forhold til at forstå hende som fortæller, så var det lige ved at dræbe min lyst til at lytte videre.

Kan anbefales til:
Historieinteresserede, der gerne vil have et indblik i hverdagslivet omkring Hitler, og hvor krigen ligger som et tungt tæppe over fortællingen, uden at krigen nævnes direkte særlig tit.

Det ensomme hjerte

Tom Buk-Swienty har fået mange rosende ord med på vejen for sine historiske romaner, og jeg var da også ret begejstret for ’Slagtebænk Dybbøl’ og ’Dommedag Als’. Det var derfor helt oplagt, at jeg også skulle læse ’Det ensomme hjerte’, som er hans seneste roman.

Bogen er skrevet på baggrund af den tyske soldats Hans Horns egne optegnelser om sit liv først som tysk borger og senere soldat under 2. Verdenskrig. Tom Buk-Swienty blev kontaktet af Hans’ børn, der fandt farens optegnelser efter hans død. Udover de meget detaljerede beskrivelser var der også en stor samling af akvareller, som Hans malede for at illustrere de oplevelser, han beskriver. ’Det ensomme hjerte’ er derfor en genfortælling bygget på Hans Horns materiale, der er krydret med forfatterens egen research.

Dette er fortællingen om den almindelige tysker og dennes oplevelse af de politiske forandringer, der i sidste ende førte til 2. Verdenskrig. Det er også fortællingen om, hvordan der ikke blev sagt fra i tide af den almindelige tysker, og hvordan tyske soldater gik til ekstremer for at undgå at komme i krig, fordi de bare gerne ville leve.

Det er tankevækkende at læse Hans Horns historie. Bogen giver et meget troværdigt billede af det almindelige menneske, der er fanget i krigens kaos, og det er forfriskende for en gangs skyld at læse om krigen set fra tyskernes side. Ellers er de fleste bøger, jeg har læst om 2. Verdenskrig, skrevet af eller om personer i de lande, Tyskland var i krig mod. Hans er ikke synderlig interesseret i politik og vil hellere leve et helt almindeligt liv med kæreste og god mad, men da krigen kommer, bliver han også indkaldt. Han deltager i en række træfninger men får et tidspunkt held til at videreuddanne sig som læge og dermed komme væk fra frontlinjen. Helt væk kommer han dog ikke, for selvfølgelig bliver der også brug for hans kunnen som læge, og her ser han for alvor, hvordan krigen lemlæster folk.

Det er en barsk men nærværende historie, og det er helt fantastisk, at bogen er illustreret med Hans’ let naive men meget udtryksfulde akvareller. Det er i den grad med til at højne læseoplevelsen.

Bogen kan klart anbefales, hvis du gerne vil have et indblik i, hvordan krigen så ud fra den almindelige tyske soldats øjne. Det er muligt, at der er pyntet lidt på sandheden, men der er ærlig talt så mange ubehagelige scener og detaljer i bogen, at den virker ret troværdig og ikke særlig glorificerende i forhold til hverken soldaterliv eller Tyskland generelt. Et interessant indblik i verdenshistorien.

Drengen i den stribede pyjamas

‘Drengen i den stribede pyjamas’ blev filmatiseret for nogle år siden, og jeg har efterfølgende flere gange overvejet at se den. Jeg ville dog gerne læse bogen først, så da jeg faldt over lydbogsudgaven hos Ereolen.dk, lånte jeg den med det samme.

‘Drengen i den stribede pyjamas’ fortæller historien om den ni-årige Bruno, der vokser op i Berlin under 2. Verdenskrig. Han lever i sin egen lille barneverden og ved intet om krigen eller de ting, der foregår udenfor Tyskland. Da hans far, som arbejder i hæren, bliver forfremmet, skal hele familien flytte til Auschwitz. Bruno er stærkt utilfreds, for ikke bare skal han flytte fra sine venner – han skal også bo i et hus, der kun er tre etager højt! Det er en klar forringelse i forhold til barndomshjemmet, der er på hele fem etager.

Bruno har svært ved at falde til i det nye hjem. Han bruger en del tid på at kigge på menneskene i den lejr, der ligger lige ved siden af. En dag beslutter han sig for at gå på opdagelse i haven og ender til sidst nede ved lejrens hegn, hvor han støder på den jævnaldrende Shmuel, der er iført en stribet pyjamas. De to drenge falder i snak og et venskab opstår. Nu har Bruno endelig en at snakke med, og det bliver snart en del af dagligdagsrutinen at snige sig til at mødes med Shmuel.

Historien om en koncentrationslejr under 2. Verdenskrig er interessant vinklet ved, at den er set gennem et barns øjne. Desværre synes jeg ikke, at det er særlig vellykket, da Bruno fremstilles som tindrende naiv grænsende til dum. En helt banal ting såsom navnet Auschwitz” opfatter han konsekvent forkert (han hører det som “Afsides”) og det samme sker med “Føreren” (som han konsekvent opfatter som “Fyren”). Og ja, en ni-årig dreng, der tidligere har levet så isoleret som han, vil selvfølgelig ikke forstå alt, men eftersom vrimler med soldater hver dag, så virker det komplet utroværdigt, at han ikke samler bare lidt viden op om, hvad der foregår. 

Men tilgiver man dette, så er det en ok fortælling, hvor Brunos næsten nævenyttige naivitet er med til at give historien lidt kant, så kontrasten mellem ham og Shmuel bliver tegnet tydeligt op. I betragtning af hvor kort, historien er, så var jeg faktisk positivt overrasket over, hvor godt man også når at lære Brunos familie at kende. De når ikke at blive meget dybe personligheder, men man får alligevel et fint indtryk af hvilke mennesker, de er.

Jeg synes, at historien har en interessant slutning (som jeg naturligvis ikke røber her). Den overraskede mig, og den er med til at give dybde til den ellers lidt for overfladiske fortælling om mødet mellem den tyske overklassedreng og den polske jødedreng.

Samlet set en ok lytteoplevelse, men den rørte mig desværre ikke så meget, som jeg havde håbet på. Der har været mange andre bøger om 2. Verdenskrig, som har gjort større indtryk på mig.

 

En kvinde i Berlin

Når jeg søger efter historiske romaner, handler en stor del af dem om 2. Verdenskrig, så den periode har jeg nærmest ikke kunnet undgå, nu hvor jeg læser under temaet ’historiske romaner’ i disse måneder. Da jeg kiggede efter lydbøger hos Ereolen.dk, faldt jeg over ’En kvinde i Berlin’, som lød interessant og skræmmende på samme tid.

Bogens forfatter er en anonym kvinde, der via sine dagbogsnoter fortæller om livet i Berlin under de sidste måneder af 2. Verdenskrig, hvor den russiske hær indtog og besatte Berlin. Hun fortæller om dagene op til, at byen falder, og hvordan hun går fra at leve et helt almindeligt liv til en hverdag, hvor flere og flere madvarer forsvinder, og hvor besættelsesmagten kigger sultent på de tyske kvinder. De russiske soldater ser kvinderne som krigsbytte, så de tyske kvinder bliver gang på gang udsat for voldtægt og andre seksuelle overgreb. Der er dog også enkelte af soldaterne, der ser kvinderne som mennesker, og forfatteren beskriver den svære balancegang mellem at appellere til soldaternes menneskelighed uden at blotte sig selv.

Når man læser denne bog, kan man godt forstå, at forfatteren ønsker at være anonym, for det er ret ubehagelige og ydmygende situationer, hun beskriver. På trods af, at hun på ingen måde svælger i detaljer, så beskrives soldaternes opførsel så nedværdigende og tragisk, at jeg fik ondt i maven af at læse om, hvordan kvinderne blev behandlet. Voldtægterne lod ikke til at bunde i hævn over fjenden men som en belønning i stil med, når soldater stjæler fra fjendens hjem. Her stjal de så også seksuel tilfredsstillelse hos kvinderne.

En af de mere kontroversielle ting ved bogen er, da den anonyme kvinde prøver at udnytte situationen til egen fordel, hvor hun forsøger at finde en højtstående russisk soldat, der vil finde behag i hende. Så kan han forhåbentlig beskytte hende mod de grupper af soldater, der overfalder kvinder i alle aldre, og så skal hun kun forholde sig til én gerningsmand. Det er en situation, som virker helt ubegribelig og absurd, når man ser det på afstand, men et eller andet sted kan jeg godt forstå hendes handlinger. Folk vil gøre virkelig forfærdelige ting for at overleve – også mod dem selv.

Bogen er et meget ubehageligt indblik i, hvad der kan ske for en civilisation, der taber en krig. Hvordan de mister selvværd og ikke længere bliver behandlet som mennesker. Det er en bog, der selv mange år efter desværre er aktuel, fordi mennesker stadig går i krig.

Da ’En kvinde i Berlin’ udkom i 1950’erne, udløste den voldsomme reaktioner fra offentligheden. Det var simpelthen for tidligt at fortælle om dette sorte kapitel i Tysklands historie, og mange mente, at det var en unødig ydmygelse af kvinderne at fortælle om hændelserne. For at overleve hændelserne blev tyskerne (og måske også resten af omverdenen) nødt til at lukke øjnene for hændelserne, og det var først efter forfatterens død i 2003, at bogen blev genoptrykt.

Verden af i går

Jeg læste ‘Skaknovelle’ af Stefan Zweig for fem år siden og blev meget positivt overrasket over den lille undseelige bog, der rummede en ganske fint fortalt historie. Jeg fik lyst til at lære forfatteren bedre at kende, så for nylig læste jeg ‘Verden af i går’, som han også har skrevet.

‘Verden af i går’ er en selvbiografisk fortælling om Zweigs liv som jøde men også en rejse i et Europa før under og efter 1. Verdenskrig og ikke mindst årene op til 2. Verdenskrig. Den beskriver ikke blot Zweigs liv men også en hel generation, der med rædsel kunne se et Europa, der blev splittet af to verdenskrige. Som inkarneret europæer smertede det Zweig, men med 2. Verdenskrigs jødeforfølgelse betød det også, at han måtte flygte til udlandet.

Bogen giver et interessant men også sørgmodigt indblik i den forandring, som Europa gennemgik i løbet af de årtier, som Zweig beskriver. Det er tankevækkende at læse om, for man støder blandt andet på pudsige anekdoter fra hans studietid, der tegner et til tider sjovt billede af en generations nye påfund og modeluner. Men det er selvfølgelig og skræmmende og deprimerende at læse om, da Europa flås i stykker i 1. Verdenskrig, som er så meningsløs, og som befolkningen først tror vil være overstået på få måneder. Det var den som bekendt ikke, og man vurderer, at over 6 millioner mennesker døde i løbet af de fire år, krigen varede.

Stefan Zweig begik selvmord i 1942 i sit eksil i Brasilien, og med dette i mente er ‘Verden af i går’ en ret tragisk fortælling, for den udstiller til fulde den sorg og skuffelse, han gennemsyres af, da 2. Verdenskrig bryder ud. Den sorg, der er med til, at han tager sit eget liv, for han kan ikke længere genkende det Europa, han elskede.

‘Verden af i går’ er bestemt værd at læse, hvis du gerne vil opleve en lidt anden vinkel på verdenskrigene.

Blå stjerne

Jeg læste for nylig fjerde bog i ‘Det Store Århundrede’-serien, nemlig ‘Ikke at ville se’, der er skrevet af Jan Guillou. Og da jeg havde læst den færdig, gik jeg straks i gang med den femte bog, ‘Blå Stjerne’.

Det giver fin mening at læse de to bøger lige efter hinanden, for de foregår på cirka samme tid – bare set gennem to forskellige hovedpersoner. Hvor hovedpersonen i ‘Ikke at ville se’ var familien Lauritzens overhoved, Lauritz, er hovedpersonen i ‘Blå stjerne’ hans datter, Johanne.

Johanne arbejder som kurér for den norske modstandsbevægelse. Det går overraskende godt, indtil broderen Harald, der er i gang med at gøre karriere i den tyske hær, gør hende opmærksom på, at hun bør stoppe det foretagende øjeblikkeligt, eftersom nazisterne er begyndt at fatte mistanke til hendes mange besøg i Norge. Hun beslutter sig derfor for at blive en del af en sabotagegruppe. Det er dog kun for en periode, og efter en voldsom aktion bliver hun i stedet spion. Her skal hun bruge sine kvindelige ynder til at lokke brugbare informationer ud af tyske officerer, og med hendes kønne og charmerende udseende er det noget, hun er ganske dygtig til.

Det er interessant, at forfatteren har valgt at belyse samme tid som i fjerde bog – bare fra en anden hovedperson. Det giver dog god mening, eftersom Johannes vinkel er meget anderledes end Lauritz’ – og ikke kun fordi hun i modsætning til Lauritz ikke holder med tyskerne. Det gør dog også, at Johannes historie på visse områder er mere klassisk, da bøger om 2. Verdenskrig næsten altid fortælles ud fra ikke-nazisternes synspunkt.

Jeg synes, det er spændende at læse om en kvindelig modstandskæmper, for det er ikke just kvinderne, der fylder mest i historierne om modstandskampen. Johanne er naturligvis – som resten af Lauritzen-familien – utrolig dygtig til sit arbejde og bliver flere gange forfremmet. Der er ganske vist mænd i modstandsbevægelsen, der synes, det er noget underligt med en kvinde, der stiger i graderne, men dem om det – hun bliver heldigvis støttet af sin chef.

Der, hvor jeg synes, det kammer over, er da hun bliver spion og skal forføre tyskere. Jeg kan huske, jeg på et tidspunkt stødte på en anmeldelse af bogen, hvor anmelderen kritiserede bogen for, at det var meget tydeligt, at den var skrevet af en mandlig forfatter. Det slog jeg i første omgang hen, men da jeg selv læste bogen for nylig, forstod jeg kritikken. Der er et eller andet ved måden, forfatteren beskriver Johannes job som forfører, der virker utroværdigt. Én ting er, at hun får det som opgave – det er jeg principielt set ikke overrasket over – men det er fortalt på en utrolig banal og nærmest romantiseret måde. Hvis man er en del af modstandsbevægelsen, så vil man – i min optik – have langt større traumer og moralske kvababbelser med at sprede ben for fjenden. Og her fejler forfatteren stort. Den del burde gøre ondt at læse. Den burde give mig kvalme. I stedet får jeg mest en hyggesnak om, at hun bliver udstyret med et ‘tjeneste-pessar’ (bvadr), og så hvordan hun bliver forkælet af sin tyske bejler.

Mænd og kvinder beskrives i det hele taget ret stereotypt i denne bog – de fleste af mændene er simple, liderlige og lettere mandschauvinistiske, mens kvinderne er smukke og charmerende. Suk. Heldigvis er der enkelte lyspunkter såsom Johannes chef.

Jeg må desværre indrømme, at denne dårlige læseoplevelse var den sidste dråbe i vandglasset – nu orker jeg simpelthen ikke at læse mere af den serie. Jeg har længe båret over med det meget naive skrivestil med de åh-så-gode og dygtige Lauritzen-familiemedlemmer, men nu gider jeg ikke mere. Der mangler saft og kraft, og skrivestilen er ganske enkelt for banal og kedelig til mig.

Ikke at ville se

Jeg er nu nået til fjerde bog i serien ‘Det Store Århundrede’ af Jan Guillou. Jeg har tidligere anmeldt ‘Brobyggerne’, ‘Dandy’ og ‘Mellem rødt og sort’.

I ‘Ikke at ville se’ er vi nået til 2. Verdenskrig. Det er en krig, der skaber en del splid i familien Lauritzen. Lauritz og Oscar håber på, at Tyskland vinder, da alternativet ellers ville være, at England eller muligvis Rusland pludselig vil dominere Europa. Lauritz er dog noget splittet over, at hans ældste søn, Harald, gør karriere i SS, og samtidig er Lauritz’ døtre i det skjulte ved at involvere sig i modstandskampen. Krigen bliver derfor et samtaleemne, der helst skal undgås ved de idylliske familiemiddage, og selvom Lauritz gør alt for at undgå at se virkeligheden i øjnene, så begynder krigens realiteter at presse sig på.

Bogen er vanen tro letlæselig men også ret triviel litteratur. Personerne i bogen er ret karikerede, og det virker meget kunstigt, at familien både rummer folk, der gør karriere i henholdsvis SS-tropperne, den svenske efterretningstjeneste samt blandt modstandsfolkene. Det virker simpelthen for konstrueret, og det gør desværre også, at historien virker ret søgt. Samtidig mangler overklassefamilien intet – og jeg mener intet – i denne bog, og det føles derfor nærmest vulgært at læse om deres festmiddage, hvor de svælger i mad og vin, når man ved, hvor svært det var at skaffe mange fødevarer på det tidspunkt.

Men der er dog én ting, der trækker op ved denne bog, og det er Lauritz’ naive – tenderende til stædige – tro på, at det er bedst, at Tyskland vinder krigen. Hans konstante forsvar af tyskerne og benægtelse af de forbrydelser, som løbende kommer frem, er en forfriskende måde at fortælle om 2. Verdenskrig på. Det er sjældent, jeg støder på denne vinkel, da de fleste forfattere hellere vil fortælle om heltene – dvs. modstandsfolkene. Så selvom jeg ikke sympatiserer med Lauritz’ indstilling, så er det ret interessant at følge hans fornægtende tilgang til begivenhederne.

‘Ikke at ville se’ er ikke en stor bog, men det var som sagt en interessant læseoplevelse på grund af den vinkel, forfatteren havde valgt – også selvom det blev lidt ensformigt, at hele historien var centreret omkring Lauritz. Jeg syntes desværre ikke, at bogen var lige så medrivende som de foregående, og sproget virkede også lidt tungt og klodset til tider.

Jeg er pt. i gang med at læse femte bog, ‘Blå Stjerne’, så den bringer jeg også snart en anmeldelse af.

Ausländer

I foråret faldt jeg over denne bog til 15 kr hos Bog & Idé, og til den pris kunne jeg ikke nære mig, selvom jeg havde på fornemmelsen, at ‘Ausländer’ nok ikke var noget stort, litterært værk. Men derfor kunne det jo godt være, at det var en udmærket læseoplevelse.

‘Ausländer’ er en ungdomsbog skrevet af Paul Dowswell. Bogen foregår under 2. Verdenskrig, hvor den unge polske dreng, Piotr, bliver adopteret af et tysk ægtepar, der bor i Berlin. Selvom Piotr er polak, er han også prototypen på en smuk, arisk dreng – blå øjne og blond hår. Piotr ændrer navn til Peter (hvilket blot er den tyske udgave af navnet Piotr) og bliver først meget betaget af de muligheder, hans nye tyske liv giver ham. Han kan nu spise mæt i velsmagende retter og har rent, pænt tøj, og hans nye familie lærer ham, hvordan en god nazist skal opføre sig. Problemet er blot, at Peter ikke bare kan se stiltiende til, når nazisterne tugter de polske tiggere i området. Men det er farligt at gå imod nazisterne, så Peter er i vildrede – skal han kæmpe for det, han tror på og dermed bringe sig selv og familien i fare, eller skal han rette ind og følge nazismens vej?

‘Ausländer’ indeholder det klassiske dilemma – skal man stå ved det, man tror på, eller skal man underlægge sig flertallet? Det er en konflikt, som især mange ungdomsbøger bygger på (nok fordi ungdommen traditionelt set har ‘brug for’ at gøre oprør mod det eksisterende system (læs: forældregenerationen)), og her er ‘Ausländer’ som så mange andre ungdomsromaner. Her er systemet dog ikke fiktivt men tager udgangspunkt i virkelighedens nazistyre – om end forfatteren muligvis har taget sig et par friheder i fiktionens navn.

Forfatteren gør en del ud af at indflette en række interessante detaljer om, hvordan nazisternes liv har set ud, men eftersom det er en relativ kort bog, kommer nogle af tingene til at virke lidt for ekstreme og mærkelige – selvom de efter sigende er historisk korrekte. Det ærgrede mig lidt, for det gjorde, at jeg ind imellem havde svært ved at tro på historien.

Peter er en sympatisk hovedperson, og det er interessant at følge hans historie, selvom handlingen i sig selv er rimelig forudsigelig. Slutningen var desværre ret hastig – som om den skulle overstås på så få sider som muligt – og det var lidt synd, for det virkede lidt sjusket og utroværdigt. Det var dog samtidig også en slutning, hvor man følte, at der stod noget på spil, og hvor den kunne ende på mange måder.

‘Ausländer’ endte med at være en ok læseoplevelse. Den var faktisk bedre, end jeg frygtede, og som ungdomsbog giver den et interessant indblik i 2. Verdenskrig. Jeg fik ret i, at den ikke er stor litteratur, og jeg havde da også gerne set lidt mere dybde i handlingen, men alt i alt et fint bud på, hvordan en ungdomsroman om 2. Verdenskrig kan se ud.

Alt det lys vi ikke ser

‘All the Light We Cannot See’ er netop blevet oversat til dansk og udgivet under navnet ‘Alt det lys vi ikke ser’. I forbindelse med udgivelsen har Politikens Forlag sendt et anmeldereksemplar til mig.

Bogen foregår i tiden op til og under 2. Verdenskrig, hvor man skiftes til at følge den blinde franske pige, Marie-Laure, og den unge tyske soldat, Werner. Marie-Laure lever sammen med sin far, der er låsesmed på det naturhistoriske museum i Paris, og i sin fritid bygger han en udførlig miniaturemodel af deres boligkvarter, så Marie-Laure lærer at finde rundt på egen hånd. De må dog flygte fra byen, da krigen bryder ud, og tyskerne invaderer Paris. Werner er samtidig blevet en del af den tyske hær. Som forældreløs var han ellers næsten sikker på at skulle arbejde i kulminerne, men da det viser sig, at han er yderst habil til at reparere radioer, bliver han vigtig for den tyske hær.

Krigens gru kryber sig langsomt ind under huden på de to unge, jo tættere Werners kompagni kommer på byen, hvor Marie-Laure har søgt tilflugt, og hvor bomberne snart vil falde.

Jeg var meget spændt på, hvad jeg ville synes om denne bog, for jeg har læst ret blandede anmeldelser af den. Jeg syntes dog, at oplægget lød så spændende, at jeg blev nødt til at læse den, og det er jeg glad for, da ‘Alt det lys vi ikke ser’ viste sig at være en smuk, stemningsfuld fortælling om godt og ondt, omsorg og svigt, frygt og håb.

Sproget er letlæseligt og flydende – men også en anelse specielt, da der bruges mange korte sætninger. Jeg tror, det er bedst at læse bogen over flere dage – jeg kunne i hvert fald mærke, at jeg blev ‘mæt’ af skrivestilen, hvis jeg læste mange kapitler på én dag, selvom jeg også godt kunne lide den.

Historien er befolket af en række sympatiske mennesker, hvor det især var let at holde af Marie-Laures kreative og omsorgsfulde far. Men både Marie-Laure og Werner er personer, som jeg gerne vil holde af og med, hvilket i sig selv er en konflikt, da de er på hver sin side i krigen.

Bogen indeholder også et overnaturligt element, som jeg havde lidt svært ved at beslutte mig til, om jeg kunne lide eller ej. På den ene side giver det en interessant vinkel på historien og er også med til at skabe en rød tråd i fortællingen, men jeg havde gerne set, at det blev brugt mere direkte i handlingen. Jeg syntes desværre, at det var en anelse overflødigt og utroværdigt i forhold til den tid, historien foregår i.

‘Alt det lys vi ikke ser’ er en smuk historie og anden måde at fortælle om 2. Verdenskrig. Selvom et par af episoderne undervejs virkede lige lovlig konstruerede, så nød jeg at læse bogen og mærke den stemning af frygt og håb, som historien rummer.

Hitlers furier

I år har jeg læst en del historiebøger – især om flere af de store krige – hvilket jeg er rigtig glad for, da der er så mange spændende og interessante historier gemt i den virkelige verden. Derfor takkede jeg også straks ja, da Gad gav mig muligheden for at anmelde denne bog.

‘Hitlers furier’ er skrevet af Wendy Lower og handler om de tyske kvinders roller under 2. Verdenskrig. Kvindernes funktion i krigen er tidligere blevet bagatelliseret eller ligefrem fornægtet, men forfatteren har studeret holocaust gennem 20 år og tegner på baggrund af dette et tysk samfund, hvor kvinderne ikke holdt sig tilbage, men også deltog i jagten på jøder og ligefrem i massedrab.

Da jeg begyndte på denne bog, indså jeg, at jeg havde lidt svært ved at acceptere præmissen ved denne bog. Det var ret tydeligt, at forfatteren undrede sig over, hvordan kvinder i det hele taget kunne tage del i de grusomheder, der foregik op til og under 2. Verdenskrig. Det virkede, som om hun med vold og magt ville bevise, at de tyske kvinder bestemt ikke var (naive) engle, men lige så skyldige som de tyske mænd. Det gav starten af bogen en lidt skinger tone, hvilket irriterede mig. Et eller andet sted synes jeg, at det er virkelig naivt at tro, at kvinderne skulle være meget anderledes end mændene i den henseende. Der er jo ikke noget iboende fromt og helligt i kvinder – de er på godt og ondt lige så meget almindelige mennesker som mænd. Men der er åbenbart ikke nok (eller burde jeg sige noget) litteratur, der har belyst kvindernes rolle i krigen, og det er baggrunden for bogen.

Når det så er sagt, så er bogen skræmmende læsning. Der er beskrevet adskillelige situationer med overgreb, massedrab og forfølgelse, og uanset om det er mænd eller kvinder, der begår overgrebene, så er det svært at forestille sig, at folk kan opføre sig så umenneskeligt. Det virker fuldstændig absurd, og der var flere gange, hvor jeg blot stirrede chokeret på teksten. Krig er modbydeligt, men alligevel…

Bogen giver ikke blot et indblik i krigens mange forfærdelige sider men også i det nazistiske idealsamfund. Det er meget interessant at læse, hvordan kvinden skulle have en rolle som husfrue og moder ifølge nazismen – og hvordan de tyske kvinder i langt højere grad foretrak at gøre karriere gennem den tyske krigsmaskine.

Jeg er som sagt ikke spor overrasket over, at kvinder også har begået overgreb under 2. Verdenskrig. Det, der til gengæld er interessant (og skræmmende) er den selvfølge, der har været ved denne opførsel. Det virker, som om store dele af den tyske befolkning var så indoktrineret af den nazistiske tankegang, at det var helt naturligt at tage del i grusomhederne. Men det kan selvfølgelig også skyldes, at det har været svært at have en anden holdning i det samfund…

Det er en barsk men også spændende fortælling om et meget grimt kapitel i Europas historie. Er du interesseret i at vide mere om 2. Verdenskrig, kan denne bog anbefales.