En kvinde i Berlin

Når jeg søger efter historiske romaner, handler en stor del af dem om 2. Verdenskrig, så den periode har jeg nærmest ikke kunnet undgå, nu hvor jeg læser under temaet ’historiske romaner’ i disse måneder. Da jeg kiggede efter lydbøger hos Ereolen.dk, faldt jeg over ’En kvinde i Berlin’, som lød interessant og skræmmende på samme tid.

Bogens forfatter er en anonym kvinde, der via sine dagbogsnoter fortæller om livet i Berlin under de sidste måneder af 2. Verdenskrig, hvor den russiske hær indtog og besatte Berlin. Hun fortæller om dagene op til, at byen falder, og hvordan hun går fra at leve et helt almindeligt liv til en hverdag, hvor flere og flere madvarer forsvinder, og hvor besættelsesmagten kigger sultent på de tyske kvinder. De russiske soldater ser kvinderne som krigsbytte, så de tyske kvinder bliver gang på gang udsat for voldtægt og andre seksuelle overgreb. Der er dog også enkelte af soldaterne, der ser kvinderne som mennesker, og forfatteren beskriver den svære balancegang mellem at appellere til soldaternes menneskelighed uden at blotte sig selv.

Når man læser denne bog, kan man godt forstå, at forfatteren ønsker at være anonym, for det er ret ubehagelige og ydmygende situationer, hun beskriver. På trods af, at hun på ingen måde svælger i detaljer, så beskrives soldaternes opførsel så nedværdigende og tragisk, at jeg fik ondt i maven af at læse om, hvordan kvinderne blev behandlet. Voldtægterne lod ikke til at bunde i hævn over fjenden men som en belønning i stil med, når soldater stjæler fra fjendens hjem. Her stjal de så også seksuel tilfredsstillelse hos kvinderne.

En af de mere kontroversielle ting ved bogen er, da den anonyme kvinde prøver at udnytte situationen til egen fordel, hvor hun forsøger at finde en højtstående russisk soldat, der vil finde behag i hende. Så kan han forhåbentlig beskytte hende mod de grupper af soldater, der overfalder kvinder i alle aldre, og så skal hun kun forholde sig til én gerningsmand. Det er en situation, som virker helt ubegribelig og absurd, når man ser det på afstand, men et eller andet sted kan jeg godt forstå hendes handlinger. Folk vil gøre virkelig forfærdelige ting for at overleve – også mod dem selv.

Bogen er et meget ubehageligt indblik i, hvad der kan ske for en civilisation, der taber en krig. Hvordan de mister selvværd og ikke længere bliver behandlet som mennesker. Det er en bog, der selv mange år efter desværre er aktuel, fordi mennesker stadig går i krig.

Da ’En kvinde i Berlin’ udkom i 1950’erne, udløste den voldsomme reaktioner fra offentligheden. Det var simpelthen for tidligt at fortælle om dette sorte kapitel i Tysklands historie, og mange mente, at det var en unødig ydmygelse af kvinderne at fortælle om hændelserne. For at overleve hændelserne blev tyskerne (og måske også resten af omverdenen) nødt til at lukke øjnene for hændelserne, og det var først efter forfatterens død i 2003, at bogen blev genoptrykt.

Verden af i går

Jeg læste ‘Skaknovelle’ af Stefan Zweig for fem år siden og blev meget positivt overrasket over den lille undseelige bog, der rummede en ganske fint fortalt historie. Jeg fik lyst til at lære forfatteren bedre at kende, så for nylig læste jeg ‘Verden af i går’, som han også har skrevet.

‘Verden af i går’ er en selvbiografisk fortælling om Zweigs liv som jøde men også en rejse i et Europa før under og efter 1. Verdenskrig og ikke mindst årene op til 2. Verdenskrig. Den beskriver ikke blot Zweigs liv men også en hel generation, der med rædsel kunne se et Europa, der blev splittet af to verdenskrige. Som inkarneret europæer smertede det Zweig, men med 2. Verdenskrigs jødeforfølgelse betød det også, at han måtte flygte til udlandet.

Bogen giver et interessant men også sørgmodigt indblik i den forandring, som Europa gennemgik i løbet af de årtier, som Zweig beskriver. Det er tankevækkende at læse om, for man støder blandt andet på pudsige anekdoter fra hans studietid, der tegner et til tider sjovt billede af en generations nye påfund og modeluner. Men det er selvfølgelig og skræmmende og deprimerende at læse om, da Europa flås i stykker i 1. Verdenskrig, som er så meningsløs, og som befolkningen først tror vil være overstået på få måneder. Det var den som bekendt ikke, og man vurderer, at over 6 millioner mennesker døde i løbet af de fire år, krigen varede.

Stefan Zweig begik selvmord i 1942 i sit eksil i Brasilien, og med dette i mente er ‘Verden af i går’ en ret tragisk fortælling, for den udstiller til fulde den sorg og skuffelse, han gennemsyres af, da 2. Verdenskrig bryder ud. Den sorg, der er med til, at han tager sit eget liv, for han kan ikke længere genkende det Europa, han elskede.

‘Verden af i går’ er bestemt værd at læse, hvis du gerne vil opleve en lidt anden vinkel på verdenskrigene.

Blå stjerne

Jeg læste for nylig fjerde bog i ‘Det Store Århundrede’-serien, nemlig ‘Ikke at ville se’, der er skrevet af Jan Guillou. Og da jeg havde læst den færdig, gik jeg straks i gang med den femte bog, ‘Blå Stjerne’.

Det giver fin mening at læse de to bøger lige efter hinanden, for de foregår på cirka samme tid – bare set gennem to forskellige hovedpersoner. Hvor hovedpersonen i ‘Ikke at ville se’ var familien Lauritzens overhoved, Lauritz, er hovedpersonen i ‘Blå stjerne’ hans datter, Johanne.

Johanne arbejder som kurér for den norske modstandsbevægelse. Det går overraskende godt, indtil broderen Harald, der er i gang med at gøre karriere i den tyske hær, gør hende opmærksom på, at hun bør stoppe det foretagende øjeblikkeligt, eftersom nazisterne er begyndt at fatte mistanke til hendes mange besøg i Norge. Hun beslutter sig derfor for at blive en del af en sabotagegruppe. Det er dog kun for en periode, og efter en voldsom aktion bliver hun i stedet spion. Her skal hun bruge sine kvindelige ynder til at lokke brugbare informationer ud af tyske officerer, og med hendes kønne og charmerende udseende er det noget, hun er ganske dygtig til.

Det er interessant, at forfatteren har valgt at belyse samme tid som i fjerde bog – bare fra en anden hovedperson. Det giver dog god mening, eftersom Johannes vinkel er meget anderledes end Lauritz’ – og ikke kun fordi hun i modsætning til Lauritz ikke holder med tyskerne. Det gør dog også, at Johannes historie på visse områder er mere klassisk, da bøger om 2. Verdenskrig næsten altid fortælles ud fra ikke-nazisternes synspunkt.

Jeg synes, det er spændende at læse om en kvindelig modstandskæmper, for det er ikke just kvinderne, der fylder mest i historierne om modstandskampen. Johanne er naturligvis – som resten af Lauritzen-familien – utrolig dygtig til sit arbejde og bliver flere gange forfremmet. Der er ganske vist mænd i modstandsbevægelsen, der synes, det er noget underligt med en kvinde, der stiger i graderne, men dem om det – hun bliver heldigvis støttet af sin chef.

Der, hvor jeg synes, det kammer over, er da hun bliver spion og skal forføre tyskere. Jeg kan huske, jeg på et tidspunkt stødte på en anmeldelse af bogen, hvor anmelderen kritiserede bogen for, at det var meget tydeligt, at den var skrevet af en mandlig forfatter. Det slog jeg i første omgang hen, men da jeg selv læste bogen for nylig, forstod jeg kritikken. Der er et eller andet ved måden, forfatteren beskriver Johannes job som forfører, der virker utroværdigt. Én ting er, at hun får det som opgave – det er jeg principielt set ikke overrasket over – men det er fortalt på en utrolig banal og nærmest romantiseret måde. Hvis man er en del af modstandsbevægelsen, så vil man – i min optik – have langt større traumer og moralske kvababbelser med at sprede ben for fjenden. Og her fejler forfatteren stort. Den del burde gøre ondt at læse. Den burde give mig kvalme. I stedet får jeg mest en hyggesnak om, at hun bliver udstyret med et ‘tjeneste-pessar’ (bvadr), og så hvordan hun bliver forkælet af sin tyske bejler.

Mænd og kvinder beskrives i det hele taget ret stereotypt i denne bog – de fleste af mændene er simple, liderlige og lettere mandschauvinistiske, mens kvinderne er smukke og charmerende. Suk. Heldigvis er der enkelte lyspunkter såsom Johannes chef.

Jeg må desværre indrømme, at denne dårlige læseoplevelse var den sidste dråbe i vandglasset – nu orker jeg simpelthen ikke at læse mere af den serie. Jeg har længe båret over med det meget naive skrivestil med de åh-så-gode og dygtige Lauritzen-familiemedlemmer, men nu gider jeg ikke mere. Der mangler saft og kraft, og skrivestilen er ganske enkelt for banal og kedelig til mig.

Ikke at ville se

Jeg er nu nået til fjerde bog i serien ‘Det Store Århundrede’ af Jan Guillou. Jeg har tidligere anmeldt ‘Brobyggerne’, ‘Dandy’ og ‘Mellem rødt og sort’.

I ‘Ikke at ville se’ er vi nået til 2. Verdenskrig. Det er en krig, der skaber en del splid i familien Lauritzen. Lauritz og Oscar håber på, at Tyskland vinder, da alternativet ellers ville være, at England eller muligvis Rusland pludselig vil dominere Europa. Lauritz er dog noget splittet over, at hans ældste søn, Harald, gør karriere i SS, og samtidig er Lauritz’ døtre i det skjulte ved at involvere sig i modstandskampen. Krigen bliver derfor et samtaleemne, der helst skal undgås ved de idylliske familiemiddage, og selvom Lauritz gør alt for at undgå at se virkeligheden i øjnene, så begynder krigens realiteter at presse sig på.

Bogen er vanen tro letlæselig men også ret triviel litteratur. Personerne i bogen er ret karikerede, og det virker meget kunstigt, at familien både rummer folk, der gør karriere i henholdsvis SS-tropperne, den svenske efterretningstjeneste samt blandt modstandsfolkene. Det virker simpelthen for konstrueret, og det gør desværre også, at historien virker ret søgt. Samtidig mangler overklassefamilien intet – og jeg mener intet – i denne bog, og det føles derfor nærmest vulgært at læse om deres festmiddage, hvor de svælger i mad og vin, når man ved, hvor svært det var at skaffe mange fødevarer på det tidspunkt.

Men der er dog én ting, der trækker op ved denne bog, og det er Lauritz’ naive – tenderende til stædige – tro på, at det er bedst, at Tyskland vinder krigen. Hans konstante forsvar af tyskerne og benægtelse af de forbrydelser, som løbende kommer frem, er en forfriskende måde at fortælle om 2. Verdenskrig på. Det er sjældent, jeg støder på denne vinkel, da de fleste forfattere hellere vil fortælle om heltene – dvs. modstandsfolkene. Så selvom jeg ikke sympatiserer med Lauritz’ indstilling, så er det ret interessant at følge hans fornægtende tilgang til begivenhederne.

‘Ikke at ville se’ er ikke en stor bog, men det var som sagt en interessant læseoplevelse på grund af den vinkel, forfatteren havde valgt – også selvom det blev lidt ensformigt, at hele historien var centreret omkring Lauritz. Jeg syntes desværre ikke, at bogen var lige så medrivende som de foregående, og sproget virkede også lidt tungt og klodset til tider.

Jeg er pt. i gang med at læse femte bog, ‘Blå Stjerne’, så den bringer jeg også snart en anmeldelse af.

Ausländer

I foråret faldt jeg over denne bog til 15 kr hos Bog & Idé, og til den pris kunne jeg ikke nære mig, selvom jeg havde på fornemmelsen, at ‘Ausländer’ nok ikke var noget stort, litterært værk. Men derfor kunne det jo godt være, at det var en udmærket læseoplevelse.

‘Ausländer’ er en ungdomsbog skrevet af Paul Dowswell. Bogen foregår under 2. Verdenskrig, hvor den unge polske dreng, Piotr, bliver adopteret af et tysk ægtepar, der bor i Berlin. Selvom Piotr er polak, er han også prototypen på en smuk, arisk dreng – blå øjne og blond hår. Piotr ændrer navn til Peter (hvilket blot er den tyske udgave af navnet Piotr) og bliver først meget betaget af de muligheder, hans nye tyske liv giver ham. Han kan nu spise mæt i velsmagende retter og har rent, pænt tøj, og hans nye familie lærer ham, hvordan en god nazist skal opføre sig. Problemet er blot, at Peter ikke bare kan se stiltiende til, når nazisterne tugter de polske tiggere i området. Men det er farligt at gå imod nazisterne, så Peter er i vildrede – skal han kæmpe for det, han tror på og dermed bringe sig selv og familien i fare, eller skal han rette ind og følge nazismens vej?

‘Ausländer’ indeholder det klassiske dilemma – skal man stå ved det, man tror på, eller skal man underlægge sig flertallet? Det er en konflikt, som især mange ungdomsbøger bygger på (nok fordi ungdommen traditionelt set har ‘brug for’ at gøre oprør mod det eksisterende system (læs: forældregenerationen)), og her er ‘Ausländer’ som så mange andre ungdomsromaner. Her er systemet dog ikke fiktivt men tager udgangspunkt i virkelighedens nazistyre – om end forfatteren muligvis har taget sig et par friheder i fiktionens navn.

Forfatteren gør en del ud af at indflette en række interessante detaljer om, hvordan nazisternes liv har set ud, men eftersom det er en relativ kort bog, kommer nogle af tingene til at virke lidt for ekstreme og mærkelige – selvom de efter sigende er historisk korrekte. Det ærgrede mig lidt, for det gjorde, at jeg ind imellem havde svært ved at tro på historien.

Peter er en sympatisk hovedperson, og det er interessant at følge hans historie, selvom handlingen i sig selv er rimelig forudsigelig. Slutningen var desværre ret hastig – som om den skulle overstås på så få sider som muligt – og det var lidt synd, for det virkede lidt sjusket og utroværdigt. Det var dog samtidig også en slutning, hvor man følte, at der stod noget på spil, og hvor den kunne ende på mange måder.

‘Ausländer’ endte med at være en ok læseoplevelse. Den var faktisk bedre, end jeg frygtede, og som ungdomsbog giver den et interessant indblik i 2. Verdenskrig. Jeg fik ret i, at den ikke er stor litteratur, og jeg havde da også gerne set lidt mere dybde i handlingen, men alt i alt et fint bud på, hvordan en ungdomsroman om 2. Verdenskrig kan se ud.

Alt det lys vi ikke ser

‘All the Light We Cannot See’ er netop blevet oversat til dansk og udgivet under navnet ‘Alt det lys vi ikke ser’. I forbindelse med udgivelsen har Politikens Forlag sendt et anmeldereksemplar til mig.

Bogen foregår i tiden op til og under 2. Verdenskrig, hvor man skiftes til at følge den blinde franske pige, Marie-Laure, og den unge tyske soldat, Werner. Marie-Laure lever sammen med sin far, der er låsesmed på det naturhistoriske museum i Paris, og i sin fritid bygger han en udførlig miniaturemodel af deres boligkvarter, så Marie-Laure lærer at finde rundt på egen hånd. De må dog flygte fra byen, da krigen bryder ud, og tyskerne invaderer Paris. Werner er samtidig blevet en del af den tyske hær. Som forældreløs var han ellers næsten sikker på at skulle arbejde i kulminerne, men da det viser sig, at han er yderst habil til at reparere radioer, bliver han vigtig for den tyske hær.

Krigens gru kryber sig langsomt ind under huden på de to unge, jo tættere Werners kompagni kommer på byen, hvor Marie-Laure har søgt tilflugt, og hvor bomberne snart vil falde.

Jeg var meget spændt på, hvad jeg ville synes om denne bog, for jeg har læst ret blandede anmeldelser af den. Jeg syntes dog, at oplægget lød så spændende, at jeg blev nødt til at læse den, og det er jeg glad for, da ‘Alt det lys vi ikke ser’ viste sig at være en smuk, stemningsfuld fortælling om godt og ondt, omsorg og svigt, frygt og håb.

Sproget er letlæseligt og flydende – men også en anelse specielt, da der bruges mange korte sætninger. Jeg tror, det er bedst at læse bogen over flere dage – jeg kunne i hvert fald mærke, at jeg blev ‘mæt’ af skrivestilen, hvis jeg læste mange kapitler på én dag, selvom jeg også godt kunne lide den.

Historien er befolket af en række sympatiske mennesker, hvor det især var let at holde af Marie-Laures kreative og omsorgsfulde far. Men både Marie-Laure og Werner er personer, som jeg gerne vil holde af og med, hvilket i sig selv er en konflikt, da de er på hver sin side i krigen.

Bogen indeholder også et overnaturligt element, som jeg havde lidt svært ved at beslutte mig til, om jeg kunne lide eller ej. På den ene side giver det en interessant vinkel på historien og er også med til at skabe en rød tråd i fortællingen, men jeg havde gerne set, at det blev brugt mere direkte i handlingen. Jeg syntes desværre, at det var en anelse overflødigt og utroværdigt i forhold til den tid, historien foregår i.

‘Alt det lys vi ikke ser’ er en smuk historie og anden måde at fortælle om 2. Verdenskrig. Selvom et par af episoderne undervejs virkede lige lovlig konstruerede, så nød jeg at læse bogen og mærke den stemning af frygt og håb, som historien rummer.

Hitlers furier

I år har jeg læst en del historiebøger – især om flere af de store krige – hvilket jeg er rigtig glad for, da der er så mange spændende og interessante historier gemt i den virkelige verden. Derfor takkede jeg også straks ja, da Gad gav mig muligheden for at anmelde denne bog.

‘Hitlers furier’ er skrevet af Wendy Lower og handler om de tyske kvinders roller under 2. Verdenskrig. Kvindernes funktion i krigen er tidligere blevet bagatelliseret eller ligefrem fornægtet, men forfatteren har studeret holocaust gennem 20 år og tegner på baggrund af dette et tysk samfund, hvor kvinderne ikke holdt sig tilbage, men også deltog i jagten på jøder og ligefrem i massedrab.

Da jeg begyndte på denne bog, indså jeg, at jeg havde lidt svært ved at acceptere præmissen ved denne bog. Det var ret tydeligt, at forfatteren undrede sig over, hvordan kvinder i det hele taget kunne tage del i de grusomheder, der foregik op til og under 2. Verdenskrig. Det virkede, som om hun med vold og magt ville bevise, at de tyske kvinder bestemt ikke var (naive) engle, men lige så skyldige som de tyske mænd. Det gav starten af bogen en lidt skinger tone, hvilket irriterede mig. Et eller andet sted synes jeg, at det er virkelig naivt at tro, at kvinderne skulle være meget anderledes end mændene i den henseende. Der er jo ikke noget iboende fromt og helligt i kvinder – de er på godt og ondt lige så meget almindelige mennesker som mænd. Men der er åbenbart ikke nok (eller burde jeg sige noget) litteratur, der har belyst kvindernes rolle i krigen, og det er baggrunden for bogen.

Når det så er sagt, så er bogen skræmmende læsning. Der er beskrevet adskillelige situationer med overgreb, massedrab og forfølgelse, og uanset om det er mænd eller kvinder, der begår overgrebene, så er det svært at forestille sig, at folk kan opføre sig så umenneskeligt. Det virker fuldstændig absurd, og der var flere gange, hvor jeg blot stirrede chokeret på teksten. Krig er modbydeligt, men alligevel…

Bogen giver ikke blot et indblik i krigens mange forfærdelige sider men også i det nazistiske idealsamfund. Det er meget interessant at læse, hvordan kvinden skulle have en rolle som husfrue og moder ifølge nazismen – og hvordan de tyske kvinder i langt højere grad foretrak at gøre karriere gennem den tyske krigsmaskine.

Jeg er som sagt ikke spor overrasket over, at kvinder også har begået overgreb under 2. Verdenskrig. Det, der til gengæld er interessant (og skræmmende) er den selvfølge, der har været ved denne opførsel. Det virker, som om store dele af den tyske befolkning var så indoktrineret af den nazistiske tankegang, at det var helt naturligt at tage del i grusomhederne. Men det kan selvfølgelig også skyldes, at det har været svært at have en anden holdning i det samfund…

Det er en barsk men også spændende fortælling om et meget grimt kapitel i Europas historie. Er du interesseret i at vide mere om 2. Verdenskrig, kan denne bog anbefales.

Slaughterhouse 5

‘Slaughterhouse 5’, der har undertitlen ‘A Children’s Crusade’, er skrevet af Kurt Vonnegut og udgivet i 1969. Bogen handler egentlig om 2. Verdenskrig, men udkom på et tidspunkt, hvor USA var præget af antikrigs-demonstrationer i forbindelse med Vietnamkrigen. ‘Slaughterhouse 5’ blev med sin kritik af krigens væsen hurtigt en ny-klassiker.

Bogens hovedperson, Billy Pilgrim, er til stede under 2. Verdenskrig, da Dresden bliver bombet i 1945. Billy selv springer dog undervejs i tid og befinder sig det ene øjeblik i sin egen fremtid og det næste øjeblik i sin fortid – og ind imellem også på en fremmed planet, hvor rumvæsner udstiller ham i en form for zoologisk have.

Fortællestilen, hvor hovedpersonen hele tiden hopper i tid, og hvor fortid og fremtid konstant flettes ind i grundhistorien, gør det ret forvirrende at læse bogen, og man skal virkelig holde tungen lige i munden. Det føles lidt som at åbne en puslespilsæske og kigge på de mange hundrede brikker, der ligger hulter til bulter, og jeg må ærlig talt indrømme, at det til tider var ret frustrerende. Jeg følte mig ret fortabt, når jeg forsøgte at finde hoved og hale i historien, og selvom det muligvis også er en af bogens pointer, så var det utilfredsstillende.

Bogen bliver ofte omtalt som satirisk og skarp, men den del følte jeg ikke rigtig, at jeg oplevede. Det skyldes måske fortællestilen, for der er helt sikkert detaljer, jeg er gået glip af i min søgen efter den røde tråd i fortællingen.

Det er ikke nødvendigvis en dårlig bog, men den var ikke så spændende og fascinerende, som jeg havde håbet. Da jeg havde læst den til ende, lovede jeg mig selv, at jeg skal læse den igen på et tidspunkt, for jeg er sikker på, at den har mere at byde på. Dette er ikke bare en bog, du læser hurtigt og derefter glemmer. Det er en bog, der kræver tid, fordybelse og tålmodighed – og måske et par gennemlæsninger, for den er til tider ret snørklet og forvirrende. 

Dødszoner

Da jeg læste oplægget til denne bog, var jeg ikke i tvivl om, at jeg ville læse den, selvom historien lød til at være temmelig barsk og brutal.

‘Dødszoner’ er skrevet af Simon Pasternak og foregår under 2. Verdenskrig, hvor tyskerne er ved at rydde de sidste jødiske ghettoer, og krigen hærger Europa. Den unge tysker Heinrich arbejder som kriminalbetjent og skal opklare mordet på SS-generalen Steiner. Opklaringsarbejdet bliver en rejse gennem en korrumperet og voldspræget verden uden moral eller næstekærlighed, og der venter Heinrich en hel del overraskelser. 

Dette er på ingen måde en feel-good historie, og er du en følsom sjæl, vil jeg ikke anbefale dig denne bog, selvom den er ganske interessant.

Historien er barsk, nådesløs og ubehagelig. Der er masser af vold, og den er detaljeret beskrevet. Det er dog ikke kun voldsscenerne men også den generelle stemning i bogen, der er decideret ubehagelig. Man ser det hele fra nazisternes side, og da mange af dem ikke har moralske skrupler, bliver det en voldsom cocktail af brutalitet, overgreb, massegrave og drab. Det er den overlegne nazist mod resten af verden. Ind imellem er man lige ved at tabe pusten over de grusomme scener, og alligevel virker det ikke som om, at forfatteren gør det for at svælge i (ligegyldig) vold.

Plottet er interessant, og hele ideen med at skrive en krimi med 2. Verdenskrig som ramme er spændende og nytænkende. Jeg er lidt lunken over for den sidste del af bogen og ikke mindst slutningen. På den ene side er den oplagt, men på den anden side synes jeg også, at fortællingen bliver en smule forjaget til sidst. Her måtte forfatteren godt have dvælet lidt mere.

Det er en spændende og velskrevet bog, og hvis du har mod på at læse en bog, der emmer af (ubehagelig) stemning, så kan jeg anbefale denne. Vær blot opmærksom på, at bogen som sagt indeholder en del grusomme og voldelige scener.