Slaughterhouse 5

‘Slaughterhouse 5’, der har undertitlen ‘A Children’s Crusade’, er skrevet af Kurt Vonnegut og udgivet i 1969. Bogen handler egentlig om 2. Verdenskrig, men udkom på et tidspunkt, hvor USA var præget af antikrigs-demonstrationer i forbindelse med Vietnamkrigen. ‘Slaughterhouse 5’ blev med sin kritik af krigens væsen hurtigt en ny-klassiker.

Bogens hovedperson, Billy Pilgrim, er til stede under 2. Verdenskrig, da Dresden bliver bombet i 1945. Billy selv springer dog undervejs i tid og befinder sig det ene øjeblik i sin egen fremtid og det næste øjeblik i sin fortid – og ind imellem også på en fremmed planet, hvor rumvæsner udstiller ham i en form for zoologisk have.

Fortællestilen, hvor hovedpersonen hele tiden hopper i tid, og hvor fortid og fremtid konstant flettes ind i grundhistorien, gør det ret forvirrende at læse bogen, og man skal virkelig holde tungen lige i munden. Det føles lidt som at åbne en puslespilsæske og kigge på de mange hundrede brikker, der ligger hulter til bulter, og jeg må ærlig talt indrømme, at det til tider var ret frustrerende. Jeg følte mig ret fortabt, når jeg forsøgte at finde hoved og hale i historien, og selvom det muligvis også er en af bogens pointer, så var det utilfredsstillende.

Bogen bliver ofte omtalt som satirisk og skarp, men den del følte jeg ikke rigtig, at jeg oplevede. Det skyldes måske fortællestilen, for der er helt sikkert detaljer, jeg er gået glip af i min søgen efter den røde tråd i fortællingen.

Det er ikke nødvendigvis en dårlig bog, men den var ikke så spændende og fascinerende, som jeg havde håbet. Da jeg havde læst den til ende, lovede jeg mig selv, at jeg skal læse den igen på et tidspunkt, for jeg er sikker på, at den har mere at byde på. Dette er ikke bare en bog, du læser hurtigt og derefter glemmer. Det er en bog, der kræver tid, fordybelse og tålmodighed – og måske et par gennemlæsninger, for den er til tider ret snørklet og forvirrende. 

Dødszoner

Da jeg læste oplægget til denne bog, var jeg ikke i tvivl om, at jeg ville læse den, selvom historien lød til at være temmelig barsk og brutal.

‘Dødszoner’ er skrevet af Simon Pasternak og foregår under 2. Verdenskrig, hvor tyskerne er ved at rydde de sidste jødiske ghettoer, og krigen hærger Europa. Den unge tysker Heinrich arbejder som kriminalbetjent og skal opklare mordet på SS-generalen Steiner. Opklaringsarbejdet bliver en rejse gennem en korrumperet og voldspræget verden uden moral eller næstekærlighed, og der venter Heinrich en hel del overraskelser. 

Dette er på ingen måde en feel-good historie, og er du en følsom sjæl, vil jeg ikke anbefale dig denne bog, selvom den er ganske interessant.

Historien er barsk, nådesløs og ubehagelig. Der er masser af vold, og den er detaljeret beskrevet. Det er dog ikke kun voldsscenerne men også den generelle stemning i bogen, der er decideret ubehagelig. Man ser det hele fra nazisternes side, og da mange af dem ikke har moralske skrupler, bliver det en voldsom cocktail af brutalitet, overgreb, massegrave og drab. Det er den overlegne nazist mod resten af verden. Ind imellem er man lige ved at tabe pusten over de grusomme scener, og alligevel virker det ikke som om, at forfatteren gør det for at svælge i (ligegyldig) vold.

Plottet er interessant, og hele ideen med at skrive en krimi med 2. Verdenskrig som ramme er spændende og nytænkende. Jeg er lidt lunken over for den sidste del af bogen og ikke mindst slutningen. På den ene side er den oplagt, men på den anden side synes jeg også, at fortællingen bliver en smule forjaget til sidst. Her måtte forfatteren godt have dvælet lidt mere.

Det er en spændende og velskrevet bog, og hvis du har mod på at læse en bog, der emmer af (ubehagelig) stemning, så kan jeg anbefale denne. Vær blot opmærksom på, at bogen som sagt indeholder en del grusomme og voldelige scener.