Englens spil

Sidste år læste jeg ‘Vindens skygge’ af Carlos Ruiz Zafón og elskede den. Der var derfor ingen tvivl om, at jeg skulle læse efterfølgeren, ‘Englens spil’.

‘Englens spil’ foregår før ‘Vindens skygge’ – nærmere bestemt i Barcelona i 1920’erne, hvor man følger David. Han arbejder som journalist men nærer en hemmelig drøm om at blive forfatter. De kriminalromaner, han har skrevet indtil videre, har været populære, men der mangler lige det sidste. En dag modtager David et brev fra en beundrer, og her øjner han muligheden for succes, for beundreren viser sig at være bogforlægger og ønsker at betale David for at skrive en bog for sig. Bogen skal handle om en ny religion, og det lyder interessant, men projektet er omgærdet af mystik. Hvorfor er det lige David, der skal skrive den bog? Og hvad skete der egentlig med den forfatter, der oprindeligt skulle have skrevet bogen, men som pludselig døde? David bliver nysgerrig og begynder at grave i fortiden, men det viser sig snart at være en rejse i forfald, løgne… og død.

Jeg må desværre indrømme, at ‘Englens spil’ langt fra var lige så god som den første bog. En toer er altid svær, især når den skal følge en så stor succes som ‘Vindens skygge’, og jeg havde da også mine bange anelser. Alligevel ærgrer jeg mig over, hvor meget anderledes læseoplevelsen var.

Den dystre side af Barcelona er smukt og fængende skrevet, men det opvejer desværre ikke, at der var lidt for mange mystiske hændelser, som jeg ikke altid syntes blev forklaret eller hang ordentligt sammen. Historien var kort sagt ikke lige så forførende smuk og finurlig som den første. Der var bestemt passager, hvor jeg følte lidt af den samme mystik og overraskelse, som den første bog, men jeg syntes også, at der var lidt for meget, der føltes som fyld.

‘Englens spil’ er en bog, der frustrerer mig, fordi den ikke levede op til forgængeren. Det er dog også en bog, jeg overvejer at læse igen om et par år for at se, om der er gnister af magi i fortællingen, som jeg har overset.

Verden af i går

Jeg læste ‘Skaknovelle’ af Stefan Zweig for fem år siden og blev meget positivt overrasket over den lille undseelige bog, der rummede en ganske fint fortalt historie. Jeg fik lyst til at lære forfatteren bedre at kende, så for nylig læste jeg ‘Verden af i går’, som han også har skrevet.

‘Verden af i går’ er en selvbiografisk fortælling om Zweigs liv som jøde men også en rejse i et Europa før under og efter 1. Verdenskrig og ikke mindst årene op til 2. Verdenskrig. Den beskriver ikke blot Zweigs liv men også en hel generation, der med rædsel kunne se et Europa, der blev splittet af to verdenskrige. Som inkarneret europæer smertede det Zweig, men med 2. Verdenskrigs jødeforfølgelse betød det også, at han måtte flygte til udlandet.

Bogen giver et interessant men også sørgmodigt indblik i den forandring, som Europa gennemgik i løbet af de årtier, som Zweig beskriver. Det er tankevækkende at læse om, for man støder blandt andet på pudsige anekdoter fra hans studietid, der tegner et til tider sjovt billede af en generations nye påfund og modeluner. Men det er selvfølgelig og skræmmende og deprimerende at læse om, da Europa flås i stykker i 1. Verdenskrig, som er så meningsløs, og som befolkningen først tror vil være overstået på få måneder. Det var den som bekendt ikke, og man vurderer, at over 6 millioner mennesker døde i løbet af de fire år, krigen varede.

Stefan Zweig begik selvmord i 1942 i sit eksil i Brasilien, og med dette i mente er ‘Verden af i går’ en ret tragisk fortælling, for den udstiller til fulde den sorg og skuffelse, han gennemsyres af, da 2. Verdenskrig bryder ud. Den sorg, der er med til, at han tager sit eget liv, for han kan ikke længere genkende det Europa, han elskede.

‘Verden af i går’ er bestemt værd at læse, hvis du gerne vil opleve en lidt anden vinkel på verdenskrigene.

Det revolutionære råd

For et stykke tid siden blev jeg kontaktet af forfatteren af denne bog, der ville høre, om jeg havde lyst til at anmelde den, og min nysgerrig blev straks vakt af foromtalen.

‘Det revolutionære råd’ er skrevet af Martin Winckler-Carlsen og handler om den 25-årige Maja, der netop er blevet uddannet som journalist. Til sin fødselsdag får hun en forsinket arv fra sin oldefar, og det viser sig ikke blot at være en ganske stor sum penge men også nye informationer om Skoleskibet Københavns forlis. Oldefaren var nemlig om bord på skibet, der forsvandt sporløst i 1928, og de oplysninger, han videregiver til Maja, giver noget af forklaringen på, hvorfor offentligheden ikke kender meget til sagen. Men der er også en række uopklarede spørgsmål, og i sin posthum hilsen til Maja beder han hende om at opklare mysteriet.

Maja er nysgerrig og vil ære sin oldefar, så hun begynder straks efterforskningen, og det viser sig da også hurtigt, at der godt kan være noget rigtig betændt ved denne sag.

Jeg kunne rigtig godt lide den danske vinkel på denne historie – at det faktisk var et mysterium i den danske historie, der var omdrejningspunktet for fortællingen, og ikke endnu en flok tempelriddere eller (andre) religiøse fanatikere, der endnu en gang skulle tærskes langhalm på.

Forfatteren har selvfølgelig taget sig visse friheder – det er jo en skønlitterær bog – men han gør det på en måde, så man sidder og tænker, at sådan kunne det jo godt have foregået. Den troværdige – om end skræmmende – historie er med til at gøre historien både spændende og fængslende på samme tid. Tænk nu hvis…

Der er et par steder undervejs, hvor det gik lige lovlig let for Maja – for eksempel da hun ledte efter nogle dokumenter i en bygning og tilfældigvis lige kunne skaffe en maskine, der vil være en stor hjælp i arbejdet. Samtidig savnede jeg også lidt mere dybde i hendes personlighed. Hun fungerede fint som drivkraft i historien, men hun måtte gerne have haft lidt mere personlighed.

Bogen er let at læse. Den kunne godt trænge til lidt ekstra korrekturlæsning, men det var ikke værre, end at jeg slugte bogen på et par dage, for historien var ret spændende.

Har du lyst til at læse en bog, der tager udgangspunkt i et af Danmarkhistoriens største mysterier, så kan jeg anbefale denne her.

Tornfuglene

tf
En af mine bogudfordringer i år er at læse mindst 8 bøger fra BBC’s liste over 100 must read-bøger, og her faldt jeg over ‘Tornfuglene’ af Colleen McCullough. Jeg kan huske, at tvserien blev sendt, da jeg var barn. Jeg har sandsynligvis set et eller flere afsnit af den, men jeg husker absolut intet af historien – kun at kvinder generelt var ret pjattede med Richard Chamberlain, der spillede præsten i serien!

Jeg kastede mig over lydbogsudgaven af ‘Tornfuglene’ for nylig. Bogens handling starter i begyndelsen af 1900-tallet og centrerer sig om den fattige new zealandske familie Cleary, hvis overhoved, Paddy, bliver tilbudt at passe søsterens store landsted i Australien. Resten af familien omfatter hustruen Fiona og deres syv børn, og i bogen følger man deres opvækst og de følgende generationer. Det er dog særligt Paddys datter, Meggie, som er omdrejningspunktet i historien – ikke mindst på grund af hendes venskab med præsten Ralph, der drages mod hende, selvom hans religiøse forpligtelser gør, at han ikke kan knytte sig til en kvinde.

Det var en ret svingende oplevelse at høre ‘Tornfuglene’. Starten var rigtig stærk og fængende, og jeg blev med det samme fascineret af det hårde liv, som familien havde. Men bogen faldt i tempo, og ind imellem gik historien så at sige i tomgang, ligesom der også var passager, jeg fandt ret uinteressante.

Historien er rimelig forudsigelig – og så alligevel ikke. Slutningen var heldigvis ikke så traditionel, som jeg havde frygtet, og den passede faktisk ganske godt til den stemning, som især den første tredjedel var præget af. En fin afrunding på en historie, der ellers havde tabt pusten i den sidste tredjedel.

‘Tornfuglene’ er en bittersød fortælling om livet i New Zealand og Australien i starten og midten af 1900-tallet. Det er en historie, der handler om en familie, der forsøger at holde sammen, selvom de flere gange rammes af skæbnesvangre ulykker, og det er en historie om de – meget menneskelige – fejl, som folk ofte begår, når de ikke er tro mod dem selv. Hvis du godt kan lide ‘Jordens søjler’ af Ken Follett, så er denne bog muligvis også noget for dig.

Vi ses deroppe

Sidste år læste jeg flere bøger om 1. Verdenskrig, hvilket både var spændende og skræmmende på samme tid. Det gav mig lyst til at læse flere bøger fra den tid, så da Lindhardt og Ringhof gav mig mulighed for at læse ‘Vi ses deroppe’, glædede jeg mig til at læse bogen. Jeg tøvede dog lidt, da jeg modtog bogen. Ville det være  meget deprimerende og tung læsning? Havde jeg overhovedet lyst til at læse dette på nuværende tidspunkt? Jeg skulle lige samle  mod til at gå i gang med bogen… og derefter fik jeg noget af en overraskelse…

‘Vi ses deroppe’ er skrevet af Pierre Lemaitre, der vandt Goncourtprisen 2013 for dette værk. Bogen handler om to soldater, der overlever 1. Verdenskrig og det skrøbelige og ret overraskende liv, der lever de efterfølgende år i Paris. Det er et liv, der ikke levner dem mange chancer ud over dem, de selv tager, men heldigvis er især den ene af dem både kreativ og stædig, og pludselig udvikler tingene sig drastisk… 

Jeg kan ikke røbe mere af handlingen, for hvis du har lyst til at læse denne bog, skal du selv opleve de finurligheder, denne bog byder på. Jeg havde slet ikke behøvet at bekymre mig om, at dette ville blive en tung og trist bog at komme igennem. ‘Vi ses deroppe’ byder på en overraskende kampvilje og livsglæde, som på sin helt egen underspillede måde kryber ind under huden på læseren, mens man vender side efter side. Der er noget utrolig livsbekræftende ved denne bog, som jeg har svært ved at beskrive, og selvom hovedpersonerne tager nogle valg undervejs, som jeg finder moralsk uforsvarlige, så kan jeg ikke lade være med at holde af dem – og med dem. Men til min egen overraskelse fik handlingen mig til at smile flere gange – ikke lige noget jeg havde forventet, men som jeg ikke desto mindre satte stor pris på.

Bogen handler ikke særlig meget om krig – mere om tiden efter og ikke mindst hvordan soldaterne svigtes af samfundet, vennerne og familien. Det er også beskrivelsen af, hvordan et land skal genopfinde sin egen identitet og opbygge et velfungerende samfund efter flere år med krig.

Jeg kan varmt anbefale denne bog, hvis du gerne vil læse en bog, der favner både alvor og humor på samme tid, og som kan byde på nogle herlige hovedpersoner. 

Mit liv som geisha

Nu har denne bog efterhånden ventet på min bogreol i så mange år, at det næsten er pinligt, at jeg ikke har fået læst den før nu. Det har dog en god forklaring, for jeg fik bogen kort tid efter, at filmatiseringen af bogen blev vist i biograferne. Jeg vil helst holde bog og film adskilt fra hinanden, så jeg blev nødt til at vente et stykke tid, så jeg ikke kunne huske alle filmens detaljer. Det var dog svært, for det er en ret god historie, som ikke vil forsvinde fra min hukommelse igen.

‘Mit liv som geisha’ er skrevet af Arthur Golden og handler om pigen Chiyo, der sammen med sin lidt ældre søster bliver adopteret af en fremmed mand, da Chiyos mor er dødeligt syg, og faren har svært ved at brødføde familien. Det viser sig dog hurtigt, at de ikke er blevet adopteret, men nærmere solgt til en fremmed mand, som sender dem til Kyoto. Her bliver de to søstre skilt fra hinanden, og Chiyo bliver indkvarteret i en okiya, hvor hun skal oplæres i at være geisha. Læretiden bliver hård, for husets førende geisha, Hatsumomo, har set sig gal på Chiyo og gør alt for at ødelægge hendes chancer for at blive en eftertragtet geisha. Men Chiyo er ikke uden evner, og da lykken endelig smiler til hende, kan hun give Hatsumomo den modstand, hun fortjener.

Bogen giver et ret interessant indblik i uddannelsen af geishaerne – de japanske kurtisaner og selskabsdamer, som er noget helt andet end prostituerede (selvom der er tidspunkter, hvor geishaerne vælger at gå i seng med deres kunder). Beskrivelserne af deres tøj, udstyr og omgivelser er så malende, at jeg næsten kan mærke silken mellem mine fingre og dufte den sminke, de bruger. Det er smukt, betagende og i mine øjne meget japansk, for æstetik og skønhed er vigtige elementer i den japanske kultur.

Det er en fortælling, der emmer af drama, intriger, kærlighed og had. De japanske æresbegreber kommer også i spil, men dog slet ikke i samme grad som i for eksempel ‘Spurvenes sky’. Selvom man som læser ikke er i tvivl om, at Chiyo nok skal blive geisha på et tidspunkt – det afslører titlen jo – så er hendes vej dertil meget spændende og dramatisk. Der er et vis element af ‘Den grimme ælling’ over fortællingen, for hun skal så meget ondt igennem, inden hun – endelig – kan blive geisha. 

Det er en smuk fortælling, som stadig indeholder flere overraskelser, selvom en del af handlingen også er let at gætte. Bogen er for dig, der er fascineret af den japanske kultur og gerne vil have et indblik i geishaernes verden og for dig, der gerne vil have en fængslende skæbnefortælling med masser af personlige intriger.

Mellem rødt og sort

Jeg er nu nået til tredje bog i serien ‘Det Store Århundrede’, der er skrevet af Jan Guillou. Jeg har tidligere anmeldt både ‘Brobyggerne’ og ‘Dandy’, og jeg holder mig til et meget kort resumé af ‘Mellem rødt og sort’, så det ikke afslører for meget af handlingen i de foregående bøger.

I tredje bog i serien er Første Verdenskrig slut, og Europa prøver at komme til hægterne igen efter en nedslidende krig. Lauritzen-brødrene bliver på hver deres måde en del af opsvinget, og alt ser ud til at gå godt. Men i baggrunden lurer en spirende nazisme, og selv den godhjertede og velmenende Lauritzen-familie kan ikke undgå, at de nye politiske interesser viser sig hos dem. Ingen lægger dog for alvor mærke til den alvorlige udvikling, før det er for sent, og snart er Europa tæt på krig igen.

Atter en gang er de rare og yderst politisk korrekte Lauritzen-brødre hovedrollerne i en skæbnefortælling, der ind imellem virker som en god undskyldning for at genfortælle Europas historie gennem flere generationer. Som jeg nævnte i ‘Dandy’-anmeldelsen, så savner jeg lidt mere menneskelighed hos hovedpersonerne. De er simpelthen for pæne og korrekte til, at de virker troværdige, og det går dem i bund og grund temmelig godt.

Denne gang er historien krydret med nazismens opdukken, og selvom det ikke rykker meget ved den politiske korrekthed, så giver det et interessant indblik i, hvordan nazismen stille og roligt begyndte at gennemsyre det tyske samfund og slog rod i landet, der endte med at starte Anden Verdenskrig. Samtidig kommer Lauritzen tættere på nazismen, end brødrene bryder sig om, og det er på en måde ganske befriende, for det giver lidt kant til fortællingen og udfordrer den utroligt pæne familie.

Jan Guillou skriver godt og medrivende, og ligesom de foregående bøger er ‘Mellem rødt og sort’ ganske underholdende men også ret triviel læsning. Denne bog har dog lidt mere at byde på end forgængeren, ‘Dandy’, og vil du gerne læse en serie med gode og korrekte hovedpersoner og med en historie, hvor det aldrig bliver rigtig farligt, så er denne serie noget for dig.

Moloka’i

Månedens Goodreads-bog blev denne gang ‘Moloka’i’ af Alan Brennert – en bog, jeg gav mig selv i adventsgave sidste år, efter at jeg havde læst meget rosende anmeldelser af bogen på Goodreads.

Bogen handler om pigen Rachel, der bor på Hawaii i slutningen af 1890’erne. Som seksårig bliver det konstateret, at hun er spedalsk, og hun bliver derfor fjernet fra sin familie og ender på øen Moloka’i – nærmere bestemt i spedalskhedslejren Kalaupapa. Familien har hun ikke megen kontakt med, men snart finder hun nye venner blandt de andre patienter og opdager, at livet som spedalsk ikke nødvendigvis er afkald på kærlighed, håb og drømme.

Det er en smuk fortælling om en pige, der vokser op med en sygdom, som afskærer hende fra kontakten med dem, hun elsker og holder hende fanget på en ø uden mulighed for at kunne opleve den verden, hun hungrer efter at se. Hun oplever, hvordan det er at miste, men også hvordan kærligheden kan spire frem trods sygdom og død.

Bogen bliver både rost for – og solgt på – at være en følelsesladet og dramatisk skæbnefortælling, men den del kom nu aldrig rigtig ind under huden på mig. Jeg blev ikke rørt eller på anden måde påvirket af fortællingen, selvom der var flere oplagte steder, men hvad det skyldtes, ved jeg ikke.

Til gengæld giver bogen et fint indblik i livet på Hawaii og ikke mindst i en spedalskhedslejr på den tid, og ud fra et historisk perspektiv var det ret interessant. Jeg må indrømme, at mit kendskab til Hawaii og de omkringliggende øer er ret lille, så det var en fantastisk rejse at kunne opleve stedet gennem Rachels fortælling. Selvom bogens emne er ret alvorligt, så er der skam plads til, at læseren kan betages af de smukke strande og livet på øerne i området.

Sproget i bogen er nuanceret og krydret med ord fra originalsproget, og tempoet i bogen er meget stille og roligt – ind imellem lidt for roligt til min smag.

Det er en bog om håb, kærlighed og livet i sig selv – og en påmindelse om, at selv hvis man bliver smittet med en uhelbredelig sygdom, så er der stadig meget at leve for.

Hærværk

Jeg ved, der er mange, der har et lidt anstrengt forhold til denne danske klassiker. ‘Hærværk’ af Tom Kristensen er åbenbart et af dansklærernes yndlingsværker, når det drejer sig om emner til danske stile i gymnasiet. I hvert fald var der flere i min omgangskreds, der rullede med øjnene og sukkede højlydt, da jeg fortalte, hvad jeg var i gang med at læse.

‘Hærværk’ handler om digteren og skribenten Ole Jastrau, der skriver litteraturanmeldelser til avisen Dagbladet. Den daglige trummerum er ved at gå ham på nerverne, for kravene fra arbejdspladsen, hustruen og vennerne er kvælende. To venner – eller nærmere bekendte – beslutter sig for at overnatte hos ham, og det bliver starten af det forfald, som Oles liv præges af i resten af bogen. Et forfald som Ole selv vælger, og han kaster sig ud i et solidt alkoholmisbrug, som snart påvirker hans ægteskab og jobbet.

Historien var ikke så forfærdelig, som rygtet sagde – heldigvis. Men omvendt var jeg heller ikke blæst omkuld, for handlingen er lige lovlig langsom og tungsindig til min smag.

Bogen handler om oprøret mod de konservative og småborgerlige normer, hvor hovedpersonen siger fra over for de krav, som omgivelserne har til ham. Det er – i mine øjne – en desperat og umoden handling, men ikke desto mindre også forståelig, for Ole Jastraus liv lyder ærlig talt ikke særlig inspirerende. 

Jeg er ikke vanvittig god til socialrealisme – det har jeg nok af i hverdagen – men dette værk hører dog til blandt de bedre værker. Jeg havde dog gerne set, at historien var strammet lidt op, og der var skåret lidt i sideantallet, for handlingen er som sagt lige lovlig langtrukken.

‘Hærværk’ er måske en selvbiografisk roman. Der er i hvert fald flere anmeldere og journalister, der gennem tiden har antydet, at hovedpersonen kan være bygget over forfatteren selv. Det er en bog, der sagtens kan læses i dag, for konflikterne i bogen er tidsløse. Et oprør mod småborgerlige normer bliver næppe uaktuelt på noget tidspunkt.

Den afrikanske farm

Jeg er så småt gået i gang med listen over bøger, jeg skal læse i år, og blandt bøgerne på listen er Karen Blixen-klassikeren ‘Den afrikanske farm’. Jeg er blevet ret god til at bruge årets bogudfordring til at få læst de klassikere, som jeg ‘mangler’, og dette er en bog, jeg længe har ønsket at læse. Jeg fandt den dog som lydbog, så den har fyldt mine ører på mange af de seneste ugers togture.

I bogen fortæller Karen Blixen om sit liv på farmen i Kenay, hvor hun boede fra 1914 til 1931. I de tre første kapitler beskriver hun livet blandt de ansatte og de gæster, hun modtog på farmen, i det fjerde er der små uddrag fra hendes dagbog, og i det sidste kapitel fortæller hun om den sidste tid på farmen.

Bogen giver et interessant indblik i forfatterens dagligdag i Afrika og beskriver levende, hvordan forholdet til de indfødte er, og hvordan de kulturelle forskelle viser sig undervejs. Sproget er selvfølgelig anderledes, da bogen er skrevet for 80 år siden, og derfor kan visse passager – med nutidens øjne – læses som bedrevidende eller nedladende. Jeg har dog ikke indtryk af, at det har været forfatterens hensigt – tværtimod har jeg indtryk af et nært og varmt forhold til en række af afrikanerne.

Det er sjældent, jeg kommenterer på oplæserne, når jeg anmelder en lydbog, men her bliver jeg nødt til at fremhæve den utrolig personlige og indlevende oplæsning, som virkelig fik mig til at nyde bogen. Jeg kunne nærmest smage det afrikanske støv og mærke solens stråler på min næse, når jeg lyttede til bogen, og oplæseren passede perfekt til bogen.

Der var dog også perioder, hvor bogen føltes lidt lang, og bogen kan ind imellem også virke lidt rodet, fordi forfatteren hopper i tid og ikke fortæller en kronologisk historie. Jeg så på et tidspunkt, at bogen er beskrevet som en selektiv selvbiografi, og den betegnelse passer meget godt, for der er en række ting, forfatteren ikke rigtig kommer ind på – for eksempel sit ægteskab. Helt overordnet er det dog hyggelig læsning, og bogen giver et fint indblik i forfatterens liv på den afrikanske farm. Forfatteren bruger ret lang tid på at tage afsked på farmen i det sidste kapitel, og selvom dette er rørende, bliver det også lige lovlig langtrukkent.

Kender du ikke til Karen Blixens forfatterskab, så det oplagt at starte med denne bog, og hvis du er frisk på at låne den som lydbog, så kan jeg bestemt anbefale den udgave.