Den afrikanske farm

Jeg er så småt gået i gang med listen over bøger, jeg skal læse i år, og blandt bøgerne på listen er Karen Blixen-klassikeren ‘Den afrikanske farm’. Jeg er blevet ret god til at bruge årets bogudfordring til at få læst de klassikere, som jeg ‘mangler’, og dette er en bog, jeg længe har ønsket at læse. Jeg fandt den dog som lydbog, så den har fyldt mine ører på mange af de seneste ugers togture.

I bogen fortæller Karen Blixen om sit liv på farmen i Kenay, hvor hun boede fra 1914 til 1931. I de tre første kapitler beskriver hun livet blandt de ansatte og de gæster, hun modtog på farmen, i det fjerde er der små uddrag fra hendes dagbog, og i det sidste kapitel fortæller hun om den sidste tid på farmen.

Bogen giver et interessant indblik i forfatterens dagligdag i Afrika og beskriver levende, hvordan forholdet til de indfødte er, og hvordan de kulturelle forskelle viser sig undervejs. Sproget er selvfølgelig anderledes, da bogen er skrevet for 80 år siden, og derfor kan visse passager – med nutidens øjne – læses som bedrevidende eller nedladende. Jeg har dog ikke indtryk af, at det har været forfatterens hensigt – tværtimod har jeg indtryk af et nært og varmt forhold til en række af afrikanerne.

Det er sjældent, jeg kommenterer på oplæserne, når jeg anmelder en lydbog, men her bliver jeg nødt til at fremhæve den utrolig personlige og indlevende oplæsning, som virkelig fik mig til at nyde bogen. Jeg kunne nærmest smage det afrikanske støv og mærke solens stråler på min næse, når jeg lyttede til bogen, og oplæseren passede perfekt til bogen.

Der var dog også perioder, hvor bogen føltes lidt lang, og bogen kan ind imellem også virke lidt rodet, fordi forfatteren hopper i tid og ikke fortæller en kronologisk historie. Jeg så på et tidspunkt, at bogen er beskrevet som en selektiv selvbiografi, og den betegnelse passer meget godt, for der er en række ting, forfatteren ikke rigtig kommer ind på – for eksempel sit ægteskab. Helt overordnet er det dog hyggelig læsning, og bogen giver et fint indblik i forfatterens liv på den afrikanske farm. Forfatteren bruger ret lang tid på at tage afsked på farmen i det sidste kapitel, og selvom dette er rørende, bliver det også lige lovlig langtrukkent.

Kender du ikke til Karen Blixens forfatterskab, så det oplagt at starte med denne bog, og hvis du er frisk på at låne den som lydbog, så kan jeg bestemt anbefale den udgave.

Teater: Bliktrommen

I går smuttede jeg i teatret med en god ven for at se teaterudgaven af klassikeren ‘Bliktrommen’. Jeg læste Günter Grass’ bog for flere år siden, og den gjorde et stærkt indtryk på mig.

Det er historien om den lille dreng Oskar, der på sin tre års fødselsdag beslutter sig for, at fra den dag af vil han ikke vokse så meget som én centimeter mere! Han iscenesætter et fald ned af en trappe, og fra da af bliver han ikke højere. Oskar er en intelligent men også temmelig egenrådig og egoistisk dreng, hvis største lidenskab er den bliktromme, han fik til sin tre års fødselsdag, og da den slags ikke holder så længe, må hans forældre hele tiden sørge for at købe nye trommer til ham, for bliktrommen kan Oskar ikke undvære. Er der noget, han vil have, så er der også en god chance for, at han får det, for Oskar kan skrige så højt, at alle glas omkring ham sprænges til atomer, og han forstår at bruge sit våben snedigt.

Thure Lindhardt har den altdominerende rolle som Oskar, der både er hovedperson og historiefortæller på én gang. Han har en fantastisk evne til at skifte fra den uskyldige mine og over til det lumske smil som det naturligste i verden, og han er et godt valg til hovedrollen. Resten af castingen fungerer også upåklageligt, og jeg var i det hele taget imponeret skuespilpræstationerne. Især Sonja Richter som moderen var et fund – hun var meget udtryksfuld og troværdig i rollen som den bekymrede mor.

Til gengæld haltede det lidt med balancen i stykket, for der var flere gange, hvor der var for meget falde-på-halen-komedie og for lidt af den smerte og grimhed, som gør ‘Bliktrommen’ så fascinerende i første omgang. Det er lidt for pænt og for kontrolleret på scenen, og selvom historien har visse sjove elementer (fordi den til tider er så grotesk), så blev forestillingen også lidt for pjanket ind imellem. Det er synd, for det betyder samtidig, at flere scener ikke bliver så hjerteskærende eller tragiske, som de ellers kunne (læs: burde) være.

En af de ting, jeg elsker og beundrer ved teater, er de fantasifulde løsninger mht. scenografien, og dette stykke var ingen undtagelse. Med meget få virkemidler lykkes det at skabe illusionen om den tre-årige Oskar (til trods for at han blev spillet af en voksen), ligesom få rekvisitter kan være med til at skabe illusionen om et helt nyt sted i fortællingen.

Alt i alt en god forestilling, som er et fint bud på en fortolkning af ‘Bliktrommen’. Men husk også at læse bogen, for det er med rette en klassiker.

Forestillingen går på Betty Nansen Teatret frem til den 2. februar.

The Snow Child

Da jeg var i London for et par måneder siden, benyttede jeg selvfølgelig muligheden for at shoppe bøger, og en af disse var ‘The Snow Child’. Jeg mener ikke at have hørt om bogen, før jeg så den på hylden, men der et eller andet ved den, som gav mig fornemmelsen af, at her var der en god lille historie gemt.

‘The Snow Child’ er skrevet af Eowyn Ivey og foregår i Alaska i 1920’erne. Her lever det nytilflyttede, midaldrende ægtepar, Jack og Mabel, et barsk liv, for det er svært at få pengene til at slå til, og den kolde vinter er lige om hjørnet. Da den første sne falder, går de udenfor om aftenen, og de fine snefnug får dem for en tid til at glemme alle sorger. I stedet morer de sig i sneen og bygger blandt andet en lille af pige af sne, som Mabel pynter med pigetøj.

Næste morgen er snefiguren og tøjet væk, og de tror først, at det er en lille lyshåret pige, som har taget tøjet fra snefiguren og derefter ødelagt den. De bliver nemlig ved med at se glimt af en lille pige, der løber mellem skovens træer, men de andre beboere i området afviser, at der lever en pige med de kendetegn på de kanter. Jack og Mabel er efterhånden i tvivl om, hvad de skal tro – hvis der ikke findes en pige på de kanter, som passer til beskrivelsen, hvem eller hvad er det så, de ser?

Dette er en bog, som er svært at lægge fra sig, når du først er begyndt. Fortællingen er meget stemningsfuld, og naturbeskrivelserne er fantastiske. Det er lige før, at du kan mærke frosten bide i kinderne, og Alaskas sne drysser ud af bogen, når du åbner den. Det er derfor også en bog, der er perfekt som hyggelæsning, mens sneen vælter ned udenfor, og jeg sørgede da også for at læse den i sidste uge, hvor sneen stadig dækkede hele Danmark.

Historien er en god blanding af en troværdig fortælling om det barske liv i Alaskas rå natur kombineret med magien fra eventyret om snepigen, der blev levende. Som læser kan du flere gange blive usikker på, om der er magi involveret eller ej, men jeg synes, at forfatteren generelt holder spændingen på et fint niveau, hvor der hele tiden er lidt tvivl om, hvem og/eller hvad pigen er.

Bogen handler også om længslen efter at have et barn – en glæde, som Jack og Mabel ikke har haft, selvom de altid har ønsket sig børn – og historien bliver dermed ikke blot en kærlighedserklæring til den lille snepige men også et billede af frygten for at miste den eller dem, du holder af.

Det er på mange måder en livsbekræftende historie, som forstår at favne kærlighed, respekt, sorg, håb og ærlighed i et smukt, frostkoldt favntag. Jeg tror ikke, at den er oversat til dansk (endnu?), men den er skrevet på rimelig lettilgængeligt engelsk og bør under alle omstændigheder læses. Det er en skøn bog og en af mine bedste læseoplevelser i år.