Verden af i går

Jeg læste ‘Skaknovelle’ af Stefan Zweig for fem år siden og blev meget positivt overrasket over den lille undseelige bog, der rummede en ganske fint fortalt historie. Jeg fik lyst til at lære forfatteren bedre at kende, så for nylig læste jeg ‘Verden af i går’, som han også har skrevet.

‘Verden af i går’ er en selvbiografisk fortælling om Zweigs liv som jøde men også en rejse i et Europa før under og efter 1. Verdenskrig og ikke mindst årene op til 2. Verdenskrig. Den beskriver ikke blot Zweigs liv men også en hel generation, der med rædsel kunne se et Europa, der blev splittet af to verdenskrige. Som inkarneret europæer smertede det Zweig, men med 2. Verdenskrigs jødeforfølgelse betød det også, at han måtte flygte til udlandet.

Bogen giver et interessant men også sørgmodigt indblik i den forandring, som Europa gennemgik i løbet af de årtier, som Zweig beskriver. Det er tankevækkende at læse om, for man støder blandt andet på pudsige anekdoter fra hans studietid, der tegner et til tider sjovt billede af en generations nye påfund og modeluner. Men det er selvfølgelig og skræmmende og deprimerende at læse om, da Europa flås i stykker i 1. Verdenskrig, som er så meningsløs, og som befolkningen først tror vil være overstået på få måneder. Det var den som bekendt ikke, og man vurderer, at over 6 millioner mennesker døde i løbet af de fire år, krigen varede.

Stefan Zweig begik selvmord i 1942 i sit eksil i Brasilien, og med dette i mente er ‘Verden af i går’ en ret tragisk fortælling, for den udstiller til fulde den sorg og skuffelse, han gennemsyres af, da 2. Verdenskrig bryder ud. Den sorg, der er med til, at han tager sit eget liv, for han kan ikke længere genkende det Europa, han elskede.

‘Verden af i går’ er bestemt værd at læse, hvis du gerne vil opleve en lidt anden vinkel på verdenskrigene.

Konkyliesamlerne

Jeg har altid haft en klar fordom om, at denne bog ikke var noget for mig. Den var ret hypet, da den kom frem, og jeg kan da også huske, at jeg på et tidspunkt gav den i fødselsdagsgave til en af mine venner, som havde en anden bogsmag end mig.

Meeen… jeg er også lidt nysgerrig, og da jeg stødte på den igen, da jeg skimmede BBC’s The Big Read-liste igennem, tænkte jeg, at nu ville jeg alligevel give den en chance.

‘Konkyliesamlerne’ er skrevet af Rosamunde Pilcher og handler om familien Keeling – først og fremmest om Penelope, der er omdrejningspunktet for fortællingen. Penelope er ved at nå op i årene og ser tilbage på et liv med dets op- og nedture. Et liv, der har givet hende tre meget forskellige børn samt et hav af sorger og glæder. Og det er især sorgerne, at børnene enten ikke kender eller forstår, hvilket ind imellem får dem til at stille urimelige krav over for Penelope. Men hun lader sig ikke kue og tager nogle beslutninger, der både overrasker og chokerer børnene.

Denne bog var lidt træg at komme i gang med. Måske skyldtes det, at jeg læste for korte bidder i starten, for det var først, da jeg for alvor gav læsningen en skalle, at jeg følte, handlingen begyndte at få noget tempo. Men derefter flød historien stille og roligt.

Det er en fortælling, der ofte hopper i tid og sted. Det var ikke specielt forvirrende, men ind imellem irriterede det mig lidt, hvis jeg ikke syntes, det var et passende tidspunkt, det skete på. Det var dog en fin måde at præsentere Penelopes barndom og ungdom på, så man som læser langsomt fik stykket historien om Penelopes liv sammen og dermed forstod nogle af de valg, hun tog.

Selve historien er ikke specielt unik, og på flere måder syntes jeg, at den var ret forudsigelig. Dog ikke slutningen, hvor forfatteren sneg et twist ind, jeg ikke havde set komme. Men selvom historien ikke er hverken nyskabende eller overraskende, så er det en fin fortælling om en familie og de hemmeligheder og lig i lasten, der altid er.

Alt i alt var ‘Konkyliesamlerne’ en udmærket læseoplevelse. Det er ikke en bog, jeg forventer at huske i detaljer om nogle år, men det var fin underholdning og derfor også en bog, jeg vil anbefale som sommerferielæsning. Lettilgængelig men også med en vis ro og varme, der egner sig godt til en lun sommerdag.

Tornfuglene

tf
En af mine bogudfordringer i år er at læse mindst 8 bøger fra BBC’s liste over 100 must read-bøger, og her faldt jeg over ‘Tornfuglene’ af Colleen McCullough. Jeg kan huske, at tvserien blev sendt, da jeg var barn. Jeg har sandsynligvis set et eller flere afsnit af den, men jeg husker absolut intet af historien – kun at kvinder generelt var ret pjattede med Richard Chamberlain, der spillede præsten i serien!

Jeg kastede mig over lydbogsudgaven af ‘Tornfuglene’ for nylig. Bogens handling starter i begyndelsen af 1900-tallet og centrerer sig om den fattige new zealandske familie Cleary, hvis overhoved, Paddy, bliver tilbudt at passe søsterens store landsted i Australien. Resten af familien omfatter hustruen Fiona og deres syv børn, og i bogen følger man deres opvækst og de følgende generationer. Det er dog særligt Paddys datter, Meggie, som er omdrejningspunktet i historien – ikke mindst på grund af hendes venskab med præsten Ralph, der drages mod hende, selvom hans religiøse forpligtelser gør, at han ikke kan knytte sig til en kvinde.

Det var en ret svingende oplevelse at høre ‘Tornfuglene’. Starten var rigtig stærk og fængende, og jeg blev med det samme fascineret af det hårde liv, som familien havde. Men bogen faldt i tempo, og ind imellem gik historien så at sige i tomgang, ligesom der også var passager, jeg fandt ret uinteressante.

Historien er rimelig forudsigelig – og så alligevel ikke. Slutningen var heldigvis ikke så traditionel, som jeg havde frygtet, og den passede faktisk ganske godt til den stemning, som især den første tredjedel var præget af. En fin afrunding på en historie, der ellers havde tabt pusten i den sidste tredjedel.

‘Tornfuglene’ er en bittersød fortælling om livet i New Zealand og Australien i starten og midten af 1900-tallet. Det er en historie, der handler om en familie, der forsøger at holde sammen, selvom de flere gange rammes af skæbnesvangre ulykker, og det er en historie om de – meget menneskelige – fejl, som folk ofte begår, når de ikke er tro mod dem selv. Hvis du godt kan lide ‘Jordens søjler’ af Ken Follett, så er denne bog muligvis også noget for dig.

Opfindelsen af Hugo Cabret

I denne måneds Goodreads-udfordring fik jeg til opgave at læse ‘Opfindelsen af Hugo Cabret’, som er skrevet af Brian Selznick. Jeg så filmatiseringen af bogen for et par år siden og blev grebet af den fantastiske historie og de smukke billeder. Dengang vidste jeg ikke, at det var en filmatisering, så da jeg i starten af året opdagede, at den byggede på en bog, købte jeg den med det samme.

Historien foregår i Paris i 1931, hvor vi følger den forældreløse dreng, Hugo Cabret. Han bor under loftet på hovedbanegården, hvor han i al hemmelighed sørger for at vedligeholde stationens ure. Ingen må vide, at det er ham, der tager sig af urene. Det er egentlig hans onkels job, men Hugo er sikker på, at onklen døde for nogle måneder siden, og nu er det Hugo, der dagligt tjekker, om urene går, som de skal. Når han ikke passer urene, arbejder han på at reparere den indviklede mekaniske mand, som er den eneste ting, han har tilbage fra sin far. Hugo er overbevist om, at hvis han blot kan reparere den mekaniske figur, så vil den skrive en vigtig besked fra faren.

Hugos jagt på reservedele til den mekaniske mand fører ham en del omkring, og på sin vej møder han blandt andet pigen Isabelle. Hun vinder snartr hans tillid, og de to børn forsøger sammen at løse gåden om den mekaniske mand.

Dette er en ret tyk bog, men det skal man ikke lade sig skræmme af, for bogen er fuld af tegninger, og der står ikke særlig megen tekst på hver side. Bogen er hurtigt læst, men indeholder ikke desto mindre en smuk historie om en dreng, der savner sin far og desperat prøver at reparere det sidste minde om faren – den mekaniske mand – så den måske viderebringe en sidste besked fra faren. Det er på den ene side rørende og på den anden side utrolig trist, og som læser vidste jeg ikke, om jeg skulle håbe på, om han fik repareret manden eller ej. Tænk hvis den ikke indeholdt en besked fra faren?

Selvom det er en børnebog, så er det en ret alvorlig fortælling, og det kan jeg godt lide. Jeg læste selv en del tunge og seriøse bøger som barn, og jeg mener ikke, at alle børnebøger skal være fis og ballade. Det er også vigtigt at fortælle alvorlige og til tider triste historier for børn – noget som Astrid Lindgren i den grad mestrede.

Jeg elsker hele settingen – banegården, det triste loft, boden hos den gnavne butiksejer, som Hugo møder og ikke mindst de ting, som Hugo og Isabelle opdager, da de forsøger at løse gåden om den mekaniske figur. Jeg var dog farvet af at have set filmatiseringen og brugte ikke tegningerne så meget, som folk der ikke kender historien ville have gjort. Historien er i sig selv også ret unik – og godt tænkt – og viser sig at være ret uforudsigelig på en række punkter. Det gør den måske lige lovlig letkøbt et par steder, men det skaber ikke desto mindre en fantastisk og nærmest magisk historie.

Jeg nød at læse bogen, men jeg har også en tilståelse – jeg kan bedre lide filmen. Filmatiseringen af bogen er en visuel nydelse, og skuespillerne sørger i den grad for at gøre historien levende og nærværende. Samtidig syntes jeg, at der var lige lovlig mange tegninger i bogen – eller rettere – der var lige lovlig mange tegninger, som mindede for meget om hinanden.

Dette er en bog, du sagtens kan læse som voksen. Har du muligheden, så sørg også for at se filmen. 

Mit liv som geisha

Nu har denne bog efterhånden ventet på min bogreol i så mange år, at det næsten er pinligt, at jeg ikke har fået læst den før nu. Det har dog en god forklaring, for jeg fik bogen kort tid efter, at filmatiseringen af bogen blev vist i biograferne. Jeg vil helst holde bog og film adskilt fra hinanden, så jeg blev nødt til at vente et stykke tid, så jeg ikke kunne huske alle filmens detaljer. Det var dog svært, for det er en ret god historie, som ikke vil forsvinde fra min hukommelse igen.

‘Mit liv som geisha’ er skrevet af Arthur Golden og handler om pigen Chiyo, der sammen med sin lidt ældre søster bliver adopteret af en fremmed mand, da Chiyos mor er dødeligt syg, og faren har svært ved at brødføde familien. Det viser sig dog hurtigt, at de ikke er blevet adopteret, men nærmere solgt til en fremmed mand, som sender dem til Kyoto. Her bliver de to søstre skilt fra hinanden, og Chiyo bliver indkvarteret i en okiya, hvor hun skal oplæres i at være geisha. Læretiden bliver hård, for husets førende geisha, Hatsumomo, har set sig gal på Chiyo og gør alt for at ødelægge hendes chancer for at blive en eftertragtet geisha. Men Chiyo er ikke uden evner, og da lykken endelig smiler til hende, kan hun give Hatsumomo den modstand, hun fortjener.

Bogen giver et ret interessant indblik i uddannelsen af geishaerne – de japanske kurtisaner og selskabsdamer, som er noget helt andet end prostituerede (selvom der er tidspunkter, hvor geishaerne vælger at gå i seng med deres kunder). Beskrivelserne af deres tøj, udstyr og omgivelser er så malende, at jeg næsten kan mærke silken mellem mine fingre og dufte den sminke, de bruger. Det er smukt, betagende og i mine øjne meget japansk, for æstetik og skønhed er vigtige elementer i den japanske kultur.

Det er en fortælling, der emmer af drama, intriger, kærlighed og had. De japanske æresbegreber kommer også i spil, men dog slet ikke i samme grad som i for eksempel ‘Spurvenes sky’. Selvom man som læser ikke er i tvivl om, at Chiyo nok skal blive geisha på et tidspunkt – det afslører titlen jo – så er hendes vej dertil meget spændende og dramatisk. Der er et vis element af ‘Den grimme ælling’ over fortællingen, for hun skal så meget ondt igennem, inden hun – endelig – kan blive geisha. 

Det er en smuk fortælling, som stadig indeholder flere overraskelser, selvom en del af handlingen også er let at gætte. Bogen er for dig, der er fascineret af den japanske kultur og gerne vil have et indblik i geishaernes verden og for dig, der gerne vil have en fængslende skæbnefortælling med masser af personlige intriger.

Tokyo

Jeg overvejede at kaste mig over denne bog i maj, da jeg læste bøger om krig, for her kunne bogen også passe ind. Jeg endte dog med at udskyde bogen til denne måned, hvor jeg læser bøger om Japan.

‘Tokyo’ er skrevet af Mo Hayder og handler om den småsære unge kvinde, Grey, der tager til Tokyo for at opsøge den gamle kinesiske professor, Chongming. Hun er besat af tanken om at finde sandheden bag japanernes besættelse af den kinesiske by, Nanking, i 1937. Greys lidenskab har kun vakt undren og mistro indtil nu, men det lader til, at professoren ved mere, end han først vil indrømme, og til sidst indvilger han i at fortælle hende mere – hvis hun vel at mærke kan skaffe den eliksir, som familieoverhovedet i en af Tokyos gangsterfamilier er i besiddelse af. Hvorfor professoren vil have fat i eliksiren er uklart, men snart er Grey en del af underverdenen med alt, hvad det indebærer af vold, frygt og misbrug.

Det er en interessant og ret anderledes bog, der tager udgangspunkt i de grusomheder, som japanerne begik mod andre asiatiske folkeslag i tiden op til og under 2. Verdenskrig. I denne bog er der dog et ekstra twist, men det vil jeg ikke røbe her – det må du i stedet læse i bogen.

Forfatteren har valgt en lidt atypisk person som hovedperson, for Grey er en sær snegl, som er sygeligt besat af at finde frem til en film, der efter sigende kan afsløre de brutale episoder, der foregik under besættelsen af Nanking. Hendes besættelse har tilmed fået hende indlagt på et psykiatrisk hospital, da hun var yngre, og det lader til, at hun er så fokuseret på at finde frem til filmen, at hun har svært ved at tage vare på sig selv og sit liv. En temmelig ensporet tankegang, men ikke desto mindre er det med til at gøre hende interessant – også selvom det kan være lidt svært at relatere til hende.

Historien er skrevet som to forløb, der flettes ind i hinanden – nutiden, hvor Grey er hovedpersonen og besættelsen i 1937, hvor historien ses med Chongmings øjne. Spændingen bygges stille og roligt op, mens man som læser sidder og gætter på, hvad der foregår, og hvad det vil ende med. Visse hændelser er måske ikke så overraskende, og alligevel udvikler bogen sig til en pageturner, der er svær at lægge fra sig, da historien for alvor folder sig ud.

Slutningen er måske en smule søgt – den var jeg ikke helt fan af – men ellers er det en ret spændende bog, som jeg slugte i løbet af få dage. Er du til spændingsromaner, og vil du gerne have et indblik i krigens grusomhed, så bør du læse denne bog. 

Når himmelen falder ned & Kampen om Stillehavet

Både i folkeskolen og i gymnasiet hørte jeg en del om 2. Verdenskrig – dog altid om Europas rolle og ikke mindst set med danskernes øjne. Japanernes rolle i krigen har altid været noget med, at “de bombede Pearl Harbour”, og så var der selvfølgelig atombomberne i Hiroshima og Nagasaki. Men ellers har kampene i Østen været stærkt underrepræsenteret, når jeg har læst om 2. Verdenskrig, og mit krigstema her i maj måned var derfor en glimrende anledning til at rette op på det.

‘Når himmelen falder ned’ er skrevet af Jennifer Cody Epstein og foregår både før, under og efter 2. Verdenskrig i Japan. Her følger man flere personer – piloten Cam fra Amerika, arkitekten Anton og hans søn Billy, der vokser op i Japan før krigen og senere vender tilbage samt japanske pige Yoshi. Der er en lang optakt, inden bomberne regner ned over Japan, og her får man mulighed for at få et indblik i hverdagslivet i Japan og de små detaljer, som historiebøgerne sjældent rummer.

Bogen er lidt forvirrende at læse i starten – især hvis du har læst bagsideteksten, som beskriver noget, der først sker over halvvejs i bogen. Teksten giver dermed ikke rigtig nogen idé om, hvad man kan forvente sig af bogen, og det var jeg ret irriteret over, for det gav en dårlig start på bogen.

I løbet af bogen flettes de forskellige personers historie ind i hinanden (og ind imellem også ud igen), og det er spændende men ind imellem også lidt for forceret. Det kommer et par gange til at fremstå en anelse søgt, at lige præcis de to personer mødes, men forfatteren gør det selvfølgelig for at skabe en mere spændende historie.

Bogen handlede desværre ikke nær så meget om krigen, som jeg havde håbet, men heldigvis supplerede jeg den med en fagbog, ‘Kampen om Stillehavet’ af Dan Öberg og Niklas Zetterling. Det er en ret nørdet historiebog om Japans rolle i 2. Verdenskrig, hvor forfatterne dels forsøger at belyse, hvorfor japanerne overhovedet valgte at gå i krig, og hvordan kampene i Stillehavet udviklede sig. Det er spændende men ret tørt beskrevet, og jeg savnede i den grad nogle kort undervejs, der kunne illustrere hvor og hvordan kampene fandt sted. Du skal nok være ret dedikeret krigsnørd for at nyde denne bog, for den er meget detaljeret og fokuserer stort set kun på beskrivelserne af selve kampene, men jeg blev ikke desto mindre klogere på, hvorfor – og hvordan – japanerne deltog i 2. Verdenskrig.

Men for at vende tilbage til ‘Når himmelen falder ned’. Bogen var en udmærket, men ikke særlig skelsættende læseoplevelse. Der var enkelte scener, som var spændende og dramatiske, men ellers var historien noget jævn og triviel, og jeg savnede at blive overrasket, rørt eller provokeret af bogen. En lidt skuffende bog – jeg håbede og forventede mere af bogen, end den reelt kunne byde på.

Mellem rødt og sort

Jeg er nu nået til tredje bog i serien ‘Det Store Århundrede’, der er skrevet af Jan Guillou. Jeg har tidligere anmeldt både ‘Brobyggerne’ og ‘Dandy’, og jeg holder mig til et meget kort resumé af ‘Mellem rødt og sort’, så det ikke afslører for meget af handlingen i de foregående bøger.

I tredje bog i serien er Første Verdenskrig slut, og Europa prøver at komme til hægterne igen efter en nedslidende krig. Lauritzen-brødrene bliver på hver deres måde en del af opsvinget, og alt ser ud til at gå godt. Men i baggrunden lurer en spirende nazisme, og selv den godhjertede og velmenende Lauritzen-familie kan ikke undgå, at de nye politiske interesser viser sig hos dem. Ingen lægger dog for alvor mærke til den alvorlige udvikling, før det er for sent, og snart er Europa tæt på krig igen.

Atter en gang er de rare og yderst politisk korrekte Lauritzen-brødre hovedrollerne i en skæbnefortælling, der ind imellem virker som en god undskyldning for at genfortælle Europas historie gennem flere generationer. Som jeg nævnte i ‘Dandy’-anmeldelsen, så savner jeg lidt mere menneskelighed hos hovedpersonerne. De er simpelthen for pæne og korrekte til, at de virker troværdige, og det går dem i bund og grund temmelig godt.

Denne gang er historien krydret med nazismens opdukken, og selvom det ikke rykker meget ved den politiske korrekthed, så giver det et interessant indblik i, hvordan nazismen stille og roligt begyndte at gennemsyre det tyske samfund og slog rod i landet, der endte med at starte Anden Verdenskrig. Samtidig kommer Lauritzen tættere på nazismen, end brødrene bryder sig om, og det er på en måde ganske befriende, for det giver lidt kant til fortællingen og udfordrer den utroligt pæne familie.

Jan Guillou skriver godt og medrivende, og ligesom de foregående bøger er ‘Mellem rødt og sort’ ganske underholdende men også ret triviel læsning. Denne bog har dog lidt mere at byde på end forgængeren, ‘Dandy’, og vil du gerne læse en serie med gode og korrekte hovedpersoner og med en historie, hvor det aldrig bliver rigtig farligt, så er denne serie noget for dig.

Moloka’i

Månedens Goodreads-bog blev denne gang ‘Moloka’i’ af Alan Brennert – en bog, jeg gav mig selv i adventsgave sidste år, efter at jeg havde læst meget rosende anmeldelser af bogen på Goodreads.

Bogen handler om pigen Rachel, der bor på Hawaii i slutningen af 1890’erne. Som seksårig bliver det konstateret, at hun er spedalsk, og hun bliver derfor fjernet fra sin familie og ender på øen Moloka’i – nærmere bestemt i spedalskhedslejren Kalaupapa. Familien har hun ikke megen kontakt med, men snart finder hun nye venner blandt de andre patienter og opdager, at livet som spedalsk ikke nødvendigvis er afkald på kærlighed, håb og drømme.

Det er en smuk fortælling om en pige, der vokser op med en sygdom, som afskærer hende fra kontakten med dem, hun elsker og holder hende fanget på en ø uden mulighed for at kunne opleve den verden, hun hungrer efter at se. Hun oplever, hvordan det er at miste, men også hvordan kærligheden kan spire frem trods sygdom og død.

Bogen bliver både rost for – og solgt på – at være en følelsesladet og dramatisk skæbnefortælling, men den del kom nu aldrig rigtig ind under huden på mig. Jeg blev ikke rørt eller på anden måde påvirket af fortællingen, selvom der var flere oplagte steder, men hvad det skyldtes, ved jeg ikke.

Til gengæld giver bogen et fint indblik i livet på Hawaii og ikke mindst i en spedalskhedslejr på den tid, og ud fra et historisk perspektiv var det ret interessant. Jeg må indrømme, at mit kendskab til Hawaii og de omkringliggende øer er ret lille, så det var en fantastisk rejse at kunne opleve stedet gennem Rachels fortælling. Selvom bogens emne er ret alvorligt, så er der skam plads til, at læseren kan betages af de smukke strande og livet på øerne i området.

Sproget i bogen er nuanceret og krydret med ord fra originalsproget, og tempoet i bogen er meget stille og roligt – ind imellem lidt for roligt til min smag.

Det er en bog om håb, kærlighed og livet i sig selv – og en påmindelse om, at selv hvis man bliver smittet med en uhelbredelig sygdom, så er der stadig meget at leve for.

Mildred Pierce

I november måned deltog jeg atter i ‘Vælg for mig’-udfordringen på Goodreads, og her fik jeg til opgave at læse ‘Mildred Pierce’, som stod på min liste over bøger, jeg gerne snart vil læse.

‘Mildred Pierce’ er skrevet af James M. Cain og foregår i USA under depressionen i 30’erne. Hovedpersonen, Mildred Pierce, er en ung kvinde, som smider sin mand på porten, fordi han er hende utro. Nu står hun dog pludselig i en situation, hvor hun skal forsørge sig selv og datteren – og hun har ingen erhvervserfaring. Efter en ydmygende jobsøgning ender hun dog med et serveringsjob. Det giver hende ideen til selv at starte et spisested – et sted, hvor hun kan servere sine berømte tærter, og snart blomstrer forretningen – og kærlighedslivet. Mildred er eftertragtet, men når det kommer til stykket, har hun svært ved at opnå, det hun efterstræber allermest – sin datters respekt.

Skrivestilen er lidt anderledes, end jeg er vant til, men ikke desto mindre tog det ikke mange sider, før jeg levende kunne forestille mig det samfund, som bogen foregår i. Beskrivelsen af Mildred og mandens forhold (eller mangel på samme), hendes kamp for at finde arbejde og hendes relationer til de andre beboere i byen.  

Jeg havde det til gengæld lidt svært med både Mildred og hendes datter Vera. I starten troede jeg, at Mildred var den klassiske heltinde, som trods svære vilkår rejser sig som en fugl Føniks og bliver en sand foregangskvinde for et nyt, selvstændigt kvindeideal. Så stereotyp er hun – heldigvis – ikke, men hun er samtidig også så rasende naiv, at jeg krummede tæer flere gange undervejs. Hun har så mange muligheder, men flere af dem ødelægger hun, fordi hun forelsker sig i idiotiske, uselvstændige mænd eller fordi hun forsøger at tigge sig til datterens kærlighed og respekt.

Og datteren… uha… det er længe siden, jeg er stødt på et pigebarn, der er så øretæveindbydende! Hun er en forfærdelig egoistisk, arrogant og beregnende lille møgkost (og det er det pæneste, jeg kan sige om hende!). Jeg håbede virkelig på, at hun ville få sig en alvorlig lærestreg, for sikke en ubehagelig person! Desværre betød det også, at det gav mig en vis distance fra historien, for jeg er ikke sikker på, at man skal nære så stor afsky over for datteren, som jeg gjorde.

Bogen er et glimrende billede på, hvordan livet kunne se ud for en ung kvinde under depressionen og den efterfølgende verdenskrig. Handlingen er centreret om det lille lokalsamfund (med få afstikkere), og jeg synes, at forfatteren har ramt den provinsielle stemning rigtig fint. Det er ikke et stort, litterært værk, men det er en fin og lettilgængelig bog, som fortæller en simpel men interessant historie.