Mildred Pierce

I november måned deltog jeg atter i ‘Vælg for mig’-udfordringen på Goodreads, og her fik jeg til opgave at læse ‘Mildred Pierce’, som stod på min liste over bøger, jeg gerne snart vil læse.

‘Mildred Pierce’ er skrevet af James M. Cain og foregår i USA under depressionen i 30’erne. Hovedpersonen, Mildred Pierce, er en ung kvinde, som smider sin mand på porten, fordi han er hende utro. Nu står hun dog pludselig i en situation, hvor hun skal forsørge sig selv og datteren – og hun har ingen erhvervserfaring. Efter en ydmygende jobsøgning ender hun dog med et serveringsjob. Det giver hende ideen til selv at starte et spisested – et sted, hvor hun kan servere sine berømte tærter, og snart blomstrer forretningen – og kærlighedslivet. Mildred er eftertragtet, men når det kommer til stykket, har hun svært ved at opnå, det hun efterstræber allermest – sin datters respekt.

Skrivestilen er lidt anderledes, end jeg er vant til, men ikke desto mindre tog det ikke mange sider, før jeg levende kunne forestille mig det samfund, som bogen foregår i. Beskrivelsen af Mildred og mandens forhold (eller mangel på samme), hendes kamp for at finde arbejde og hendes relationer til de andre beboere i byen.  

Jeg havde det til gengæld lidt svært med både Mildred og hendes datter Vera. I starten troede jeg, at Mildred var den klassiske heltinde, som trods svære vilkår rejser sig som en fugl Føniks og bliver en sand foregangskvinde for et nyt, selvstændigt kvindeideal. Så stereotyp er hun – heldigvis – ikke, men hun er samtidig også så rasende naiv, at jeg krummede tæer flere gange undervejs. Hun har så mange muligheder, men flere af dem ødelægger hun, fordi hun forelsker sig i idiotiske, uselvstændige mænd eller fordi hun forsøger at tigge sig til datterens kærlighed og respekt.

Og datteren… uha… det er længe siden, jeg er stødt på et pigebarn, der er så øretæveindbydende! Hun er en forfærdelig egoistisk, arrogant og beregnende lille møgkost (og det er det pæneste, jeg kan sige om hende!). Jeg håbede virkelig på, at hun ville få sig en alvorlig lærestreg, for sikke en ubehagelig person! Desværre betød det også, at det gav mig en vis distance fra historien, for jeg er ikke sikker på, at man skal nære så stor afsky over for datteren, som jeg gjorde.

Bogen er et glimrende billede på, hvordan livet kunne se ud for en ung kvinde under depressionen og den efterfølgende verdenskrig. Handlingen er centreret om det lille lokalsamfund (med få afstikkere), og jeg synes, at forfatteren har ramt den provinsielle stemning rigtig fint. Det er ikke et stort, litterært værk, men det er en fin og lettilgængelig bog, som fortæller en simpel men interessant historie.

Pigerne fra Shanghai

Siden jeg læste ‘Sneblomst og den hemmelige vifte’ har jeg løbende holdt øje med, hvornår der kom nye Lisa See-bøger i boghandlen. Jeg var også ganske tilfreds med ‘Pæonpavillonen’, og jeg skulle da også have ‘Pigerne fra Shanghai’ få måneder efter, at den var udkommet. Af ukendte årsager forputtede den sig derefter på min bogreol, og det var først for ganske nylig, at jeg fandt den frem.

Bogen handler om to kinesiske søstre, der lever som ‘smukke piger’ – den tids modeller, der lagde ansigt og krop til lødige kalendere – i 1930’ernes Shanghai. De lever et moderne liv, hvor de kan gøre, næsten som det passer dem, for faderen tjener godt, og de har ingen bekymringer. Dette ændrer sig dog drastisk, da faderen en dag afslører, at der ikke er flere penge tilbage, da han har spillet dem op. Han har mistet alt, og for at indfri sin spillegæld bliver han nødt til at love døtrene bort til velhavende kinesiske mænd, der er udvandret til USA. Pigerne prøver at undgå det, for de vil ikke miste deres frihed, men der er ingen vej udenom – giftes skal de. Det bliver starten på en rejse væk fra det trygge og uskyldige og hen imod en ukendt fremtid, hvis vej er belagt med frygt, usikkerhed, svigt og sorg.

Lad mig starte med at sige, at hvis du har planer om at læse denne bog, så lad være med at læse bagsideteksten – den afslører efter min mening alt for meget!

Denne bog er noget anderledes i forhold til de to bøger, jeg nævner i starten – og så alligevel ikke. Lisa See formår at fortælle dramatisk om kvindeskæbner, og selvom vi denne gang befinder os i en tid, hvor kvinder har en vis frihed og ikke længere får snøret fødderne ind, så opstår der snart situationer, hvor det er tydeligt, at kvinderne skal bøje nakken og blot makke ret.

De to søstre er meget forskellige af sind, og selvom det er tydeligt, at læseren skal fatte mest sympati med storesøsteren, så bliver det langsomt tydeligt, at lillesøsteren ikke er så overfladisk, som hun først er beskrevet som. Måske er det i virkeligheden storesøsteren, der er den mest overfladiske, når det kommer til stykket?

Det er en barsk men spændende rejse, de to søstre begiver sig ud på, men jeg kan desværre ikke kommentere så meget på den uden at afsløre for meget. Den var dog langt mere begivenhedsrig, end jeg havde forventet, og i det hele taget rummer fortællingen en del overraskelser.

Bogen slutter ret brat, og det er tydeligt, at der kommer en fortsættelse til historien. Efterfølgeren er faktisk allerede udgivet på engelsk, men af ukendte årsager er den endnu ikke blevet oversat til dansk. 

‘Pigerne fra Shanghai’ er desværre ikke lige så god som de to foregående bøger, men det er stadig interessant læsning og giver et indblik i kinesiske skæbner i 1930’erne. Læs den hvis du er til skæbnefortællinger og dramaer.

Bogtyven

Denne bog har jeg ønsket at læse i flere år, og jeg har simpelthen ikke en fornuftig forklaring på, hvorfor jeg ikke har gjort det for længst. Da jeg lavede listen over bøger, jeg skal læse i år, var det dog oplagt at sætte ‘Bogtyven’ på, for så vidste jeg, at jeg endelig ville få den læst.

‘Bogtyven’ foregår i Tyskland under 2. Verdenskrig og fortælles af Døden selv. Selve hovedpersonen er dog den 9-årige Liesel, som bliver bogtyv, da hun til lillebroderens begravelse stjæler en bog, som graveren har tabt i sneen. Hun har dog ikke megen glæde af den i starten, eftersom hun ikke kan læse, og da hun endelig lærer dette, finder hun ud af, at det er ‘Håndbog for kirkegårdsgravere’, som er i besiddelse af.

Det er Liesels plejefar, Hans Hubermann, der lærer hende at læse, og han er i det hele taget et godt menneske. Han sørger blandt andet for at skjule en af de forfulgte jøder, Max, i kælderen, og Liesel og Max udvikler efterhånden et nært venskab. Og imens udvider Liesel stille og roligt sin bogsamling, hvilket familiens medlemmer også får glæde af, når hun læser op i beskyttelsesrummet, mens bomberne falder udenfor.

Bogen var noget helt andet, end jeg forventede, og på en måde er titlen lidt misvisende, for Liesels karriere som bogtyv fylder egentlig ikke særlig meget i bogen. I stedet er det krigen og de frygtelig mennesketab, der fulgte med, som fylder meget og skaber en barsk kulisse til Liesels fortælling.

Men det er en spændende fortælling, og den bliver ikke mindre interessant af, at forfatteren har ladet Døden selv fortælle historien, for er der en, der kender krigen godt, så er det Døden. Det er med til at perspektivere historien og minder hele tiden læseren om de grusomme ting, der skete dengang.

Liesel er en gæv lille pige med sin egen retfærdighedssans og en dejlig appetit på bøger, og sådan en kæk lille størrelse kan man jo kun holde af. Hendes færden i et land i krig er interessant, og Døden fortæller ofte om hende på en måde, så man kommer til at smile, selvom handlingen sådan set er ret alvorlig det meste af tiden. Der er en varme og kærlighed i bogen, som viser, at til trods for krigens hærgen, så er der stadig plads til medmenneskelighed.

Bogen er velskrevet, og selvom den ind imellem er lidt lang i spyttet, så er den let at læse. Den var som sagt noget helt andet, end jeg forventede, og selvom det ikke er decideret dårligt, så ærgrer jeg mig samtidig også over, at den ikke levede mere op til titlen. Men det er en smuk fortælling, som rummer en ro og dybde, der gerne vil rodfæste sig i dit hjerte.

Den afrikanske farm

Jeg er så småt gået i gang med listen over bøger, jeg skal læse i år, og blandt bøgerne på listen er Karen Blixen-klassikeren ‘Den afrikanske farm’. Jeg er blevet ret god til at bruge årets bogudfordring til at få læst de klassikere, som jeg ‘mangler’, og dette er en bog, jeg længe har ønsket at læse. Jeg fandt den dog som lydbog, så den har fyldt mine ører på mange af de seneste ugers togture.

I bogen fortæller Karen Blixen om sit liv på farmen i Kenay, hvor hun boede fra 1914 til 1931. I de tre første kapitler beskriver hun livet blandt de ansatte og de gæster, hun modtog på farmen, i det fjerde er der små uddrag fra hendes dagbog, og i det sidste kapitel fortæller hun om den sidste tid på farmen.

Bogen giver et interessant indblik i forfatterens dagligdag i Afrika og beskriver levende, hvordan forholdet til de indfødte er, og hvordan de kulturelle forskelle viser sig undervejs. Sproget er selvfølgelig anderledes, da bogen er skrevet for 80 år siden, og derfor kan visse passager – med nutidens øjne – læses som bedrevidende eller nedladende. Jeg har dog ikke indtryk af, at det har været forfatterens hensigt – tværtimod har jeg indtryk af et nært og varmt forhold til en række af afrikanerne.

Det er sjældent, jeg kommenterer på oplæserne, når jeg anmelder en lydbog, men her bliver jeg nødt til at fremhæve den utrolig personlige og indlevende oplæsning, som virkelig fik mig til at nyde bogen. Jeg kunne nærmest smage det afrikanske støv og mærke solens stråler på min næse, når jeg lyttede til bogen, og oplæseren passede perfekt til bogen.

Der var dog også perioder, hvor bogen føltes lidt lang, og bogen kan ind imellem også virke lidt rodet, fordi forfatteren hopper i tid og ikke fortæller en kronologisk historie. Jeg så på et tidspunkt, at bogen er beskrevet som en selektiv selvbiografi, og den betegnelse passer meget godt, for der er en række ting, forfatteren ikke rigtig kommer ind på – for eksempel sit ægteskab. Helt overordnet er det dog hyggelig læsning, og bogen giver et fint indblik i forfatterens liv på den afrikanske farm. Forfatteren bruger ret lang tid på at tage afsked på farmen i det sidste kapitel, og selvom dette er rørende, bliver det også lige lovlig langtrukkent.

Kender du ikke til Karen Blixens forfatterskab, så det oplagt at starte med denne bog, og hvis du er frisk på at låne den som lydbog, så kan jeg bestemt anbefale den udgave.

Teater: Bliktrommen

I går smuttede jeg i teatret med en god ven for at se teaterudgaven af klassikeren ‘Bliktrommen’. Jeg læste Günter Grass’ bog for flere år siden, og den gjorde et stærkt indtryk på mig.

Det er historien om den lille dreng Oskar, der på sin tre års fødselsdag beslutter sig for, at fra den dag af vil han ikke vokse så meget som én centimeter mere! Han iscenesætter et fald ned af en trappe, og fra da af bliver han ikke højere. Oskar er en intelligent men også temmelig egenrådig og egoistisk dreng, hvis største lidenskab er den bliktromme, han fik til sin tre års fødselsdag, og da den slags ikke holder så længe, må hans forældre hele tiden sørge for at købe nye trommer til ham, for bliktrommen kan Oskar ikke undvære. Er der noget, han vil have, så er der også en god chance for, at han får det, for Oskar kan skrige så højt, at alle glas omkring ham sprænges til atomer, og han forstår at bruge sit våben snedigt.

Thure Lindhardt har den altdominerende rolle som Oskar, der både er hovedperson og historiefortæller på én gang. Han har en fantastisk evne til at skifte fra den uskyldige mine og over til det lumske smil som det naturligste i verden, og han er et godt valg til hovedrollen. Resten af castingen fungerer også upåklageligt, og jeg var i det hele taget imponeret skuespilpræstationerne. Især Sonja Richter som moderen var et fund – hun var meget udtryksfuld og troværdig i rollen som den bekymrede mor.

Til gengæld haltede det lidt med balancen i stykket, for der var flere gange, hvor der var for meget falde-på-halen-komedie og for lidt af den smerte og grimhed, som gør ‘Bliktrommen’ så fascinerende i første omgang. Det er lidt for pænt og for kontrolleret på scenen, og selvom historien har visse sjove elementer (fordi den til tider er så grotesk), så blev forestillingen også lidt for pjanket ind imellem. Det er synd, for det betyder samtidig, at flere scener ikke bliver så hjerteskærende eller tragiske, som de ellers kunne (læs: burde) være.

En af de ting, jeg elsker og beundrer ved teater, er de fantasifulde løsninger mht. scenografien, og dette stykke var ingen undtagelse. Med meget få virkemidler lykkes det at skabe illusionen om den tre-årige Oskar (til trods for at han blev spillet af en voksen), ligesom få rekvisitter kan være med til at skabe illusionen om et helt nyt sted i fortællingen.

Alt i alt en god forestilling, som er et fint bud på en fortolkning af ‘Bliktrommen’. Men husk også at læse bogen, for det er med rette en klassiker.

Forestillingen går på Betty Nansen Teatret frem til den 2. februar.

Vredens druer

Jeg er godt i gang med at få læst de 20 bøger, som jeg har sat mig for at nå i år, og denne klassiker af John Steinbeck var en af de klassikere, som jeg overvejede meget at læse under sidste års klassiker-benspænd. Der endte jeg dog med en anden bog af ham – ‘Mus og mænd’, som også var ganske interessant.

‘Vredens druer’ handler om depressionen i USA i 1930’erne. I bogen følger du familien Joad, der ligesom mange andre i Oklahoma bliver tvunget til at forlade deres gård og marker, fordi de ikke kan holde kreditorerne fra døren. De har set plakater, hvor der annonceres efter frugtplukkere i Californien, og de drager af sted med håb i hjertet og viljen til at knokle for føden. Men det er ikke nok. Californien oversvømmes med desperate og sultne familier, som leder efter arbejde med lys og lygte, og kampen bliver intensiv og hård. Men ind imellem overskygges frustrationen af små tegn på medmenneskelighed og håb, og familien Joad kæmper stædigt videre, selvom oddsene ser dårlige ud.

Dette er en bog, som sætter tankerne i gang – ikke blot på grund af det overflodssamfund, som Danmark trods finanskrise stadig er, men også fordi der er en stædighed og inderlighed i denne bog, som jeg sjældent er stødt på. Det er et tydeligt portræt af en hårdtarbejdende familie, der ikke er vant til at få noget forærende, men som gerne knokler for at få noget at spise. Det eneste, de ønsker sig, er et hjem, mad på bordet og lidt menneskelig værdighed. Alle tingene er dog svære at opnå i et USA, der er hårdt ramt af depressionen, og hvor tusindvis må gå fra hus og hjem og flakke rundt på landevejene for at finde arbejde. Der er så mange om buddet, at arbejdsgiverne presser lønningerne langt under det acceptable, hvilket blot skaber endnu mere frustration og panik.

Der er en beundringsværdig vilje til at overleve i familien Joad, som trods alskens ulykker og udfordringer kæmper, kæmper og atter kæmper for at finde arbejde og skaffe mad. Langsomt falder familien dog fra hinanden, men de tilbageværende giver stadig ikke op.

Bogen skifter mellem to kapiteltyper – hovedkapitlerne, hvor vi følger familien Joad, og de korte samfundskapitler, hvor forfatteren kommenterer på samfundsstrukturerne og de mekanismer, der gør, at de få personer, som nu ejer al jorden, frygter de mange tusinde desperate arbejdere og søger beskyttelse ved at hyre bevæbnede vagter. Alle de penge, som jordejerne sparer på lønningerne til arbejderne, bruges i stedet på geværer og kugler, og på den måde kører konflikten blot mere og mere op i en spids, jo lavere lønningerne bliver. Det er elegant og alligevel brutalt fortalt, og som læser sidder du og ryster på hovedet – det er så simpelt og så alligevel ikke. Alle er fanget i en hårdknude af pres, forventninger og økonomiske strukturer, så ingen tør vise forståelse og medmenneskelighed.

Det er en trist og tankevækkende bog, hvor du som læser sluger de små glimt af positive oplevelser i dig på samme måde som hovedpersonerne kaster sig over den sparsomme mad. Jeg har en stor svaghed for samfundskritiske bøger, hvor ‘1984’ selvfølgelig er blandt mine yndlingsbøger, og her udmærker ‘Vredens druer’ sig. Det er en bog, som stiller skarpt på et kapitalistisk og industrialiseret samfund, som fortrænger alle hensyn og forpligtelser og kun fokuserer på profit og magt. Det er en bog, der appellerer til medmenneskelighed, forståelse og næstekærlighed – værdier som forhåbentlig aldrig glemmes.

‘Vredens druer’ har mine varmeste anbefalinger.

Vand til elefanterne

Da ‘Vand til elefanterne’ af Sara Gruen blev filmatiseret tidligere i år, fangede historien mig med det samme, da hele settingen med cirkuslivet i 1930’erne fik mig til at mindes den geniale tv-serie, Carnivale. Da jeg samtidig læste flere positive anmeldelser af bogen, blev titlen straks noteret på listen over bøger, jeg gerne ville læse.

Derefter gik der en række måneder, indtil jeg for nylig faldt over bogen på netlydbog.dk, og så var der ingen undskyldning – den måtte jeg høre!

Bogen er fortalt af den 93-årige Jacob Jankowski, der tænker tilbage på sin ungdom, hvor han ved et tilfælde endte med at arbejde som dyrlæge i et cirkus. Han er ellers tæt på at afslutte sin uddannelse, da han mister sine forældre og pludselig står uden penge, så han rejser ud i verden, hvor han slår følgeskab med et omrejsende cirkus. Det er en ukendt verden for ham, og som ny får han da også en række knubs, men han bliver snart venner med den smukke cirkusartist Marlena, den ustabile dyrepasser August og en lang række af de jævne arbejdere, som laver alt det praktiske arbejde i forbindelse med forestillingerne. Jacob forelsker sig i Marlena, og jo mere den forbudte kærlighed gnaver i ham, jo mere risikabel bliver situationen.

Historien er virkelig godt skruet sammen og fortalt med en varme og livsglæde, som – selvom du som læser sagtens kan fornemme, at ting vil gå rigtig galt – også er gribende og livsbekræftende på samme tid. Som læser følger du både Jacob i fortid og nutid, for historien skifter mellem hans ungdomsfortælling og de kvaler, han nu har på plejehjemmet, hvor han må slås med rigide regler og for lidt at lave. Det er en meget menneskelig og sympatisk hovedperson, som er let at holde af.

Bogen emmer af stemning og favner også mange af de tragiske skæbner, som cirkuslivet bød på dengang, og det gør historien troværdig og interessant. Selvom filmen blev solgt meget på kærlighedshistorien, så rummer bogen meget mere og andet end det. Jeg skal ikke kunne sige, hvor loyal filmen er over for bogen, da jeg desværre ikke har set filmatiseringen endnu, men den vil jeg helst sikkert kaste mig over på et tidspunkt. Det er muligt, at der er mange pigehjerter, der banker for Robert Pattinson, men jeg glæder mig mest til at se en af denne tids bedste skuespillere, Christoph Waltz, folde sig ud i skurkerollen.

Læs bogen. Eller hør den som lydbog som jeg gjorde.