En kvinde i Berlin

Når jeg søger efter historiske romaner, handler en stor del af dem om 2. Verdenskrig, så den periode har jeg nærmest ikke kunnet undgå, nu hvor jeg læser under temaet ’historiske romaner’ i disse måneder. Da jeg kiggede efter lydbøger hos Ereolen.dk, faldt jeg over ’En kvinde i Berlin’, som lød interessant og skræmmende på samme tid.

Bogens forfatter er en anonym kvinde, der via sine dagbogsnoter fortæller om livet i Berlin under de sidste måneder af 2. Verdenskrig, hvor den russiske hær indtog og besatte Berlin. Hun fortæller om dagene op til, at byen falder, og hvordan hun går fra at leve et helt almindeligt liv til en hverdag, hvor flere og flere madvarer forsvinder, og hvor besættelsesmagten kigger sultent på de tyske kvinder. De russiske soldater ser kvinderne som krigsbytte, så de tyske kvinder bliver gang på gang udsat for voldtægt og andre seksuelle overgreb. Der er dog også enkelte af soldaterne, der ser kvinderne som mennesker, og forfatteren beskriver den svære balancegang mellem at appellere til soldaternes menneskelighed uden at blotte sig selv.

Når man læser denne bog, kan man godt forstå, at forfatteren ønsker at være anonym, for det er ret ubehagelige og ydmygende situationer, hun beskriver. På trods af, at hun på ingen måde svælger i detaljer, så beskrives soldaternes opførsel så nedværdigende og tragisk, at jeg fik ondt i maven af at læse om, hvordan kvinderne blev behandlet. Voldtægterne lod ikke til at bunde i hævn over fjenden men som en belønning i stil med, når soldater stjæler fra fjendens hjem. Her stjal de så også seksuel tilfredsstillelse hos kvinderne.

En af de mere kontroversielle ting ved bogen er, da den anonyme kvinde prøver at udnytte situationen til egen fordel, hvor hun forsøger at finde en højtstående russisk soldat, der vil finde behag i hende. Så kan han forhåbentlig beskytte hende mod de grupper af soldater, der overfalder kvinder i alle aldre, og så skal hun kun forholde sig til én gerningsmand. Det er en situation, som virker helt ubegribelig og absurd, når man ser det på afstand, men et eller andet sted kan jeg godt forstå hendes handlinger. Folk vil gøre virkelig forfærdelige ting for at overleve – også mod dem selv.

Bogen er et meget ubehageligt indblik i, hvad der kan ske for en civilisation, der taber en krig. Hvordan de mister selvværd og ikke længere bliver behandlet som mennesker. Det er en bog, der selv mange år efter desværre er aktuel, fordi mennesker stadig går i krig.

Da ’En kvinde i Berlin’ udkom i 1950’erne, udløste den voldsomme reaktioner fra offentligheden. Det var simpelthen for tidligt at fortælle om dette sorte kapitel i Tysklands historie, og mange mente, at det var en unødig ydmygelse af kvinderne at fortælle om hændelserne. For at overleve hændelserne blev tyskerne (og måske også resten af omverdenen) nødt til at lukke øjnene for hændelserne, og det var først efter forfatterens død i 2003, at bogen blev genoptrykt.

Ikke at ville se

Jeg er nu nået til fjerde bog i serien ‘Det Store Århundrede’ af Jan Guillou. Jeg har tidligere anmeldt ‘Brobyggerne’, ‘Dandy’ og ‘Mellem rødt og sort’.

I ‘Ikke at ville se’ er vi nået til 2. Verdenskrig. Det er en krig, der skaber en del splid i familien Lauritzen. Lauritz og Oscar håber på, at Tyskland vinder, da alternativet ellers ville være, at England eller muligvis Rusland pludselig vil dominere Europa. Lauritz er dog noget splittet over, at hans ældste søn, Harald, gør karriere i SS, og samtidig er Lauritz’ døtre i det skjulte ved at involvere sig i modstandskampen. Krigen bliver derfor et samtaleemne, der helst skal undgås ved de idylliske familiemiddage, og selvom Lauritz gør alt for at undgå at se virkeligheden i øjnene, så begynder krigens realiteter at presse sig på.

Bogen er vanen tro letlæselig men også ret triviel litteratur. Personerne i bogen er ret karikerede, og det virker meget kunstigt, at familien både rummer folk, der gør karriere i henholdsvis SS-tropperne, den svenske efterretningstjeneste samt blandt modstandsfolkene. Det virker simpelthen for konstrueret, og det gør desværre også, at historien virker ret søgt. Samtidig mangler overklassefamilien intet – og jeg mener intet – i denne bog, og det føles derfor nærmest vulgært at læse om deres festmiddage, hvor de svælger i mad og vin, når man ved, hvor svært det var at skaffe mange fødevarer på det tidspunkt.

Men der er dog én ting, der trækker op ved denne bog, og det er Lauritz’ naive – tenderende til stædige – tro på, at det er bedst, at Tyskland vinder krigen. Hans konstante forsvar af tyskerne og benægtelse af de forbrydelser, som løbende kommer frem, er en forfriskende måde at fortælle om 2. Verdenskrig på. Det er sjældent, jeg støder på denne vinkel, da de fleste forfattere hellere vil fortælle om heltene – dvs. modstandsfolkene. Så selvom jeg ikke sympatiserer med Lauritz’ indstilling, så er det ret interessant at følge hans fornægtende tilgang til begivenhederne.

‘Ikke at ville se’ er ikke en stor bog, men det var som sagt en interessant læseoplevelse på grund af den vinkel, forfatteren havde valgt – også selvom det blev lidt ensformigt, at hele historien var centreret omkring Lauritz. Jeg syntes desværre ikke, at bogen var lige så medrivende som de foregående, og sproget virkede også lidt tungt og klodset til tider.

Jeg er pt. i gang med at læse femte bog, ‘Blå Stjerne’, så den bringer jeg også snart en anmeldelse af.

Konkyliesamlerne

Jeg har altid haft en klar fordom om, at denne bog ikke var noget for mig. Den var ret hypet, da den kom frem, og jeg kan da også huske, at jeg på et tidspunkt gav den i fødselsdagsgave til en af mine venner, som havde en anden bogsmag end mig.

Meeen… jeg er også lidt nysgerrig, og da jeg stødte på den igen, da jeg skimmede BBC’s The Big Read-liste igennem, tænkte jeg, at nu ville jeg alligevel give den en chance.

‘Konkyliesamlerne’ er skrevet af Rosamunde Pilcher og handler om familien Keeling – først og fremmest om Penelope, der er omdrejningspunktet for fortællingen. Penelope er ved at nå op i årene og ser tilbage på et liv med dets op- og nedture. Et liv, der har givet hende tre meget forskellige børn samt et hav af sorger og glæder. Og det er især sorgerne, at børnene enten ikke kender eller forstår, hvilket ind imellem får dem til at stille urimelige krav over for Penelope. Men hun lader sig ikke kue og tager nogle beslutninger, der både overrasker og chokerer børnene.

Denne bog var lidt træg at komme i gang med. Måske skyldtes det, at jeg læste for korte bidder i starten, for det var først, da jeg for alvor gav læsningen en skalle, at jeg følte, handlingen begyndte at få noget tempo. Men derefter flød historien stille og roligt.

Det er en fortælling, der ofte hopper i tid og sted. Det var ikke specielt forvirrende, men ind imellem irriterede det mig lidt, hvis jeg ikke syntes, det var et passende tidspunkt, det skete på. Det var dog en fin måde at præsentere Penelopes barndom og ungdom på, så man som læser langsomt fik stykket historien om Penelopes liv sammen og dermed forstod nogle af de valg, hun tog.

Selve historien er ikke specielt unik, og på flere måder syntes jeg, at den var ret forudsigelig. Dog ikke slutningen, hvor forfatteren sneg et twist ind, jeg ikke havde set komme. Men selvom historien ikke er hverken nyskabende eller overraskende, så er det en fin fortælling om en familie og de hemmeligheder og lig i lasten, der altid er.

Alt i alt var ‘Konkyliesamlerne’ en udmærket læseoplevelse. Det er ikke en bog, jeg forventer at huske i detaljer om nogle år, men det var fin underholdning og derfor også en bog, jeg vil anbefale som sommerferielæsning. Lettilgængelig men også med en vis ro og varme, der egner sig godt til en lun sommerdag.

Vindens skygge

Jeg har altid været lidt fascineret af titlen på denne bog. De første gange, jeg stødte på den, var sjovt nok når jeg ledte efter oplysninger på ‘Vindens navn’ af Patrick Rothfuss. Men jeg blev ved med at se ‘Vindens skygge’ dukke op alle mulige steder – og ikke mindst i meget positive anmeldelser af bogen. Der skulle dog gå nogle år, inden jeg endelig fik fat i bogen (hvilket skete sidste juleaften), men nu – NU har jeg endelig læst den!

‘Vindens skygge’ er skrevet af Carlos Ruiz Zafón og foregår i Barcelona i årene efter den spanske borgerkrig, dvs. tilbage i 1940’erne. Her følger man den 10-årige Daniel, hvis far er boghandler. En dag beder faren Daniel om at vælge en bog fra De Glemte Bøgers Kirkegård, hvor tusinder og atter tusinder af bøger er gemt (og glemt?) gennem tiden. Det er så meningen, at Daniel skal passe på bogen, og han får da snart sin sag for, da det viser sig, at det er en ret speciel og meget sjælden bog, han har udvalgt. En fremmed mand spøger i skyggerne – tilsyneladende meget interesseret i den sjældne bog – og Daniels nysgerrighed bliver vakt. Hvad er der så særligt ved denne bog? Hvorfor blev der udgivet så få eksemplarer af bogen, og hvor blev forfatteren af? Daniel går på jagt efter sandheden, hvilket fører ham vidt omkring.

Lad os bare slå én ting fast fra start. Når en forfatter bruger boghandlere og biblioteker som en del af rammen for sin fortælling, får han/hun automatisk et par billige points i bogen hos en bogelsker som jeg. Sådan er det bare. Jeg elsker at læse om folk, der elsker bøger. Altid dejligt med ‘lidelsesfæller’.

Men det er ikke kun kærligheden til bøger, der fik mig til at elske denne bog – Zafón skriver ganske enkelt forførende dejligt. Det er ikke bare en historie om at finde frem til sandheden om en forfatter, men i Daniels tilfælde også om at finde sig selv og ikke mindst kærligheden. Zafón fører os stille og roligt gennem Barcelonas gader, mens Daniel finder brikkerne, der i sidste ende forhåbentlig vil give ham svaret på, hvorfor forfatteren pludselig stoppede med at skrive bøger, og hvorfor bøgerne er umulige at opdrive.

Et eller andet sted kan man som læser godt undre sig over, hvorfor Daniel bruger så megen energi på dette projekt – hvorfor er det så vigtigt for ham at finde frem til de oplysninger? Men det er ikke desto mindre et af præmisserne for bogen og derfor noget, som man bliver nødt til at acceptere for at nyde bogen. Det er fint med mig – jeg er før stødt på langt større ‘kameler’, der skulle sluges, for at plottet i en bog gav mening 🙂

Slutningen af bogen er desværre en smule klodset, men det ødelægger ikke det samlede billede af en smuk og tankevækkende historie. ‘Vindens skygge’ er måske ikke nær så mystisk og overraskende, som jeg troede i starten af bogen, men det er både en fængslende og betagende historie.

Og ja – jeg skal naturligvis have fingre i den næste bog i serien, for forfatteren har skrevet en efterfølger til ‘Vindens skygge’. Det er dog ikke en direkte efterfølger, da næste bog faktisk foregår før handlingen i ‘Vindens skygge’. Jeg er meget spændt på, hvordan den bog er, for jeg må indrømme, at det er svært ikke at have tårnhøje forventninger til den…

Ausländer

I foråret faldt jeg over denne bog til 15 kr hos Bog & Idé, og til den pris kunne jeg ikke nære mig, selvom jeg havde på fornemmelsen, at ‘Ausländer’ nok ikke var noget stort, litterært værk. Men derfor kunne det jo godt være, at det var en udmærket læseoplevelse.

‘Ausländer’ er en ungdomsbog skrevet af Paul Dowswell. Bogen foregår under 2. Verdenskrig, hvor den unge polske dreng, Piotr, bliver adopteret af et tysk ægtepar, der bor i Berlin. Selvom Piotr er polak, er han også prototypen på en smuk, arisk dreng – blå øjne og blond hår. Piotr ændrer navn til Peter (hvilket blot er den tyske udgave af navnet Piotr) og bliver først meget betaget af de muligheder, hans nye tyske liv giver ham. Han kan nu spise mæt i velsmagende retter og har rent, pænt tøj, og hans nye familie lærer ham, hvordan en god nazist skal opføre sig. Problemet er blot, at Peter ikke bare kan se stiltiende til, når nazisterne tugter de polske tiggere i området. Men det er farligt at gå imod nazisterne, så Peter er i vildrede – skal han kæmpe for det, han tror på og dermed bringe sig selv og familien i fare, eller skal han rette ind og følge nazismens vej?

‘Ausländer’ indeholder det klassiske dilemma – skal man stå ved det, man tror på, eller skal man underlægge sig flertallet? Det er en konflikt, som især mange ungdomsbøger bygger på (nok fordi ungdommen traditionelt set har ‘brug for’ at gøre oprør mod det eksisterende system (læs: forældregenerationen)), og her er ‘Ausländer’ som så mange andre ungdomsromaner. Her er systemet dog ikke fiktivt men tager udgangspunkt i virkelighedens nazistyre – om end forfatteren muligvis har taget sig et par friheder i fiktionens navn.

Forfatteren gør en del ud af at indflette en række interessante detaljer om, hvordan nazisternes liv har set ud, men eftersom det er en relativ kort bog, kommer nogle af tingene til at virke lidt for ekstreme og mærkelige – selvom de efter sigende er historisk korrekte. Det ærgrede mig lidt, for det gjorde, at jeg ind imellem havde svært ved at tro på historien.

Peter er en sympatisk hovedperson, og det er interessant at følge hans historie, selvom handlingen i sig selv er rimelig forudsigelig. Slutningen var desværre ret hastig – som om den skulle overstås på så få sider som muligt – og det var lidt synd, for det virkede lidt sjusket og utroværdigt. Det var dog samtidig også en slutning, hvor man følte, at der stod noget på spil, og hvor den kunne ende på mange måder.

‘Ausländer’ endte med at være en ok læseoplevelse. Den var faktisk bedre, end jeg frygtede, og som ungdomsbog giver den et interessant indblik i 2. Verdenskrig. Jeg fik ret i, at den ikke er stor litteratur, og jeg havde da også gerne set lidt mere dybde i handlingen, men alt i alt et fint bud på, hvordan en ungdomsroman om 2. Verdenskrig kan se ud.

Lavendelhaven

Denne bog var et lidt usædvanligt valg for mig. Både forsiden og beskrivelsen antydede, at det var en kærlighedshistorie – og måske en ret traditionel slags – og det er jo ikke ligefrem den genre, jeg læser mest i, men det er sundt at udfordre sig selv, så det gjorde jeg.

‘Lavendelhaven’ er skrevet af Lucinda Riley og foregår dels i slutningen af 1980’erne, dels under 2. Verdenskrig. Omdrejningspunktet for historien er den unge franske kvinde, Emilie, hvis mor dør og efterlader familieslottet til Emilie. Hun får hjælp af den engelske kunsthandler Sebastian, der dukker op samtidig med dødsfaldet, og sammen forsøger de at få styr på den nødvendige restaurering af slottet. Samarbejdet udvikler sig til forelskelse, og Emilie siger straks ja, da han frier til hende. De bliver gift, og selvom hun nu skal bo i England, så bruger hun stadig megen tid på restaureringen af slottet, og det er også i den forbindelse, at hun falder over en digtsamling, som hendes tante har skrevet – en tante, Emilie aldrig har kendt, og som faren ikke ville tale om. Men Emilie overtaler slottets gamle vinbonde til at fortælle om sin families historie – en historie, der trækker nogle interessante tråde tilbage til 2. Verdenskrig.

Denne bog overraskede mig på flere områder. Jo, det er på mange måder en kærlighedshistorie, men det er også en bog, der indeholder en fascinerende fortælling om modstandskampen under 2. Verdenskrig.

Det var netop sidstnævnte, der var bogens store styrke, og flere gange blev jeg lettere irriteret, når scenen skiftede fra afsnittene om 2. Verdenskrig til afsnittene, der foregik i slutningen af 1980’erne. Scenerne fra fortiden var så medrivende og spændende, at de sagtens kunne have udgjort en bog i sig selv.

Rammefortællingen var desværre ikke lige så interessant. Her var de to største ulemper en ret naiv hovedperson, Emilie, som jeg havde svært ved at fatte sympati for, samt en ret forudsigelig handling. Der var et par detaljer til sidst, som jeg ikke havde forudset, men ellers var det en historie, som desværre var lige lovlig klichefyldt og konstrueret.

Men men… scenerne fra fortiden trækker op i det samlede billede, så det endte med at være en ganske fin og stemningsfuld læseoplevelse.

Lille fremmede

lille fremmede

Denne bog har jeg længe glædet mig til at læse, for jeg læste flere betagende og medrivende bøger af Sarah Waters for nogle år siden, og det har selvfølgelig givet mig lyst til at udforske hendes forfatterskab.

‘Lille fremmede’ foregår i slutningen af 1940’erne i England, hvor lægen Faraday vender tilbage til sin barndomsegn og chokeret oplever, hvordan det prægtige gods på egnen, Hundred Hall, nu er forfaldent og ved at gå til af ælde. Godset bebos kun af Mrs. Ayres og hendes to voksne børn, Roderick og Caroline. Da Faraday opdager, at Roderick lider af en krigsskade, som han ikke får behandling for, tilbyder Faraday at behandle ham gratis under dække af, at Roderick faktisk hjælper Faraday med at teste en ny behandlingsmetode. Men det er ikke kun Faradays gode hjerte, der får ham til at tilbyde dette – der er også noget dragende ved det gamle, forfaldne gods. Noget, som også får folk til at se syner, for flere kan rapportere om sære hændelser – om mystiske ulykker, underlige lyde og en generel følelse af, at ikke alt er, som det skal være.

‘Lille fremmede’ er en langsom fortælling – en historie, der fortælles roligt og tålmodigt på samme måde som ‘Rebecca’ og ‘Alt det lys vi ikke ser’. Hermed ikke sagt at ‘Lille fremmede’ kan sidestilles med de to bøger, for det er en lidt uretfærdig sammenligning, men den har noget af den samme ro og den underspillede dysterhed, der langsomt bygges op.

Forfatteren gør meget ud af at beskrive godset som et sted, der bestemt har kendt bedre dage – og måske aldrig rigtig har bevæget sig videre i tid – og det er på den ene side meget forståeligt i forhold til den stemning, hun ønsker at opbygge, men på den anden side blev jeg ved med at tro, at historien foregik omkring starten af 1900-tallet.

Jeg er lidt fascineret af lægen Faraday, som historien fortælles ud fra, for selvom han lader til at være en hjælpsom og venlig mand, så har han også en række selviske træk, som bliver mere og mere tydelige i løbet af historien, og det gør fortællingen mere tragisk – i mine øjne i hvert fald. Måske har han hele tiden været sådan, måske er det godsets skyld?

‘Lille fremmede’ er stemningsfuld og dyster fortælling. Det er ikke en bog, der kan byde på en masse ‘bøh’-effekter eller drabelige scener, men det er en historie, som ganske langsomt opbygger flere og flere lag af ubehag og sære begivenheder, og det bliver sværere og sværere at ignorere.

Bogen er ikke forfatterens bedste – jeg kan stadig bedst lide ‘Rænkespil’ – men jeg endte med at nyde ‘Lille fremmede’, selvom jeg lige skulle vænne mig til det meget rolige – nærmest forsigtige – tempo.

Er du til dystre gotiske fortællinger i stil med  ‘Rebecca’, så er denne bog sandsynligvis noget for dig.

Tornfuglene

tf
En af mine bogudfordringer i år er at læse mindst 8 bøger fra BBC’s liste over 100 must read-bøger, og her faldt jeg over ‘Tornfuglene’ af Colleen McCullough. Jeg kan huske, at tvserien blev sendt, da jeg var barn. Jeg har sandsynligvis set et eller flere afsnit af den, men jeg husker absolut intet af historien – kun at kvinder generelt var ret pjattede med Richard Chamberlain, der spillede præsten i serien!

Jeg kastede mig over lydbogsudgaven af ‘Tornfuglene’ for nylig. Bogens handling starter i begyndelsen af 1900-tallet og centrerer sig om den fattige new zealandske familie Cleary, hvis overhoved, Paddy, bliver tilbudt at passe søsterens store landsted i Australien. Resten af familien omfatter hustruen Fiona og deres syv børn, og i bogen følger man deres opvækst og de følgende generationer. Det er dog særligt Paddys datter, Meggie, som er omdrejningspunktet i historien – ikke mindst på grund af hendes venskab med præsten Ralph, der drages mod hende, selvom hans religiøse forpligtelser gør, at han ikke kan knytte sig til en kvinde.

Det var en ret svingende oplevelse at høre ‘Tornfuglene’. Starten var rigtig stærk og fængende, og jeg blev med det samme fascineret af det hårde liv, som familien havde. Men bogen faldt i tempo, og ind imellem gik historien så at sige i tomgang, ligesom der også var passager, jeg fandt ret uinteressante.

Historien er rimelig forudsigelig – og så alligevel ikke. Slutningen var heldigvis ikke så traditionel, som jeg havde frygtet, og den passede faktisk ganske godt til den stemning, som især den første tredjedel var præget af. En fin afrunding på en historie, der ellers havde tabt pusten i den sidste tredjedel.

‘Tornfuglene’ er en bittersød fortælling om livet i New Zealand og Australien i starten og midten af 1900-tallet. Det er en historie, der handler om en familie, der forsøger at holde sammen, selvom de flere gange rammes af skæbnesvangre ulykker, og det er en historie om de – meget menneskelige – fejl, som folk ofte begår, når de ikke er tro mod dem selv. Hvis du godt kan lide ‘Jordens søjler’ af Ken Follett, så er denne bog muligvis også noget for dig.

Vilde svaner

vilde svaner

I april måneds Goodreads-udfordring fik jeg ikke blot læst ‘Little Brother’ – jeg nåede søreme også ‘Vilde svaner’ af Jung Chang.

‘Vilde svaner’ fortæller ikke blot om tre kvindeliv – Jungs eget samt hendes mors og bedstemors – men også om Kinas historie og de voldsomme politiske og sociale ændringer, der var i landet i 1900-tallet. Hvordan landet gik fra at være et kejserrige til først at være domineret af japanere og dernæst russere indtil den lange periode, hvor Mao sad ved magten.

Denne bog er som en portal til en anden verden, for det er både interessant og skræmmende at læse, hvor forskellig det kinesiske samfund har været sammenlignet med et vestligt samfund som Danmark. Det er især på de sociale adfærdsmønstre og forholdet til staten, at kineserne adskiller sig fra danskere. Det var først og fremmest tiden under Mao, der overraskede mig – måske først og fremmest fordi jeg syntes, at der var stor forskel på teoretisk og praktisk kommunisme. Én ting er, at kommunisme argumenterer for ligeværd og ligeret – en anden ting er så, hvordan magthaverne reelt set har brugt kommunismen til at undertrykke og manipulere befolkningen.

‘Vilde svaner’ er som sagt en fortælling om tre kvinders skæbne, og det er virkelig interessant at se, hvordan kvinderollen ændrer sig i samfundet i løbet af bogen. Det er dog først og fremmest den politiske scene samt befolkningens adfærd, der skræmte og fascinerede mig på samme tid. Jeg havde meget svært ved at forlige mig med den ubarmhjertige og nedrige måde, mange kinesere opførte sig over for hinanden. Mao førte flere kampagner for at udrydde sine fjender, og det betød, at selv de mest Mao-tro konstant var under mistanke og blev beskyldt for alskens ugerninger. Offentlig fordømmelse, tortur og eksklusion blev brugt i et væk for at undertrykke og fastholde befolkningen i et jerngreb.

Bogen led desværre lidt under et ret fladt, nøgternt og unuanceret sprog, hvilket et eller andet sted undrer mig, da kinesisk er et meget smukt og malende sprog. Og alligevel burde jeg faktisk ikke være overrasket over stilen, for jeg var heller ikke så begejstret for sproget i ‘Enkekejserinden’ af samme forfatter.

Jeg må indrømme, at jeg heller ikke var så begejstret for forfatterens stærkt subjektive kommentarer angående Maos rolle i Kinas historie. Jeg forstår godt hendes behov for at udtrykke dem, men jeg synes, teksten havde stået stærkere, hvis jeg som læser selv var kommet frem til samme konklusion, uden at forfatteren ‘fodrede’ mig med dette synspunkt.

‘Vilde svaner’ er en barsk og deprimerende fortælling, men det er også en vigtig bog i fortællingen om Kinas historie. Den satte en masse tanker i gang hos mig, og jeg har lovet mig selv, at jeg snart må læse noget mere om Kinas nuværende politiske situation og samfundsstruktur, for den ved jeg alt for lidt om.

Alt det lys vi ikke ser

‘All the Light We Cannot See’ er netop blevet oversat til dansk og udgivet under navnet ‘Alt det lys vi ikke ser’. I forbindelse med udgivelsen har Politikens Forlag sendt et anmeldereksemplar til mig.

Bogen foregår i tiden op til og under 2. Verdenskrig, hvor man skiftes til at følge den blinde franske pige, Marie-Laure, og den unge tyske soldat, Werner. Marie-Laure lever sammen med sin far, der er låsesmed på det naturhistoriske museum i Paris, og i sin fritid bygger han en udførlig miniaturemodel af deres boligkvarter, så Marie-Laure lærer at finde rundt på egen hånd. De må dog flygte fra byen, da krigen bryder ud, og tyskerne invaderer Paris. Werner er samtidig blevet en del af den tyske hær. Som forældreløs var han ellers næsten sikker på at skulle arbejde i kulminerne, men da det viser sig, at han er yderst habil til at reparere radioer, bliver han vigtig for den tyske hær.

Krigens gru kryber sig langsomt ind under huden på de to unge, jo tættere Werners kompagni kommer på byen, hvor Marie-Laure har søgt tilflugt, og hvor bomberne snart vil falde.

Jeg var meget spændt på, hvad jeg ville synes om denne bog, for jeg har læst ret blandede anmeldelser af den. Jeg syntes dog, at oplægget lød så spændende, at jeg blev nødt til at læse den, og det er jeg glad for, da ‘Alt det lys vi ikke ser’ viste sig at være en smuk, stemningsfuld fortælling om godt og ondt, omsorg og svigt, frygt og håb.

Sproget er letlæseligt og flydende – men også en anelse specielt, da der bruges mange korte sætninger. Jeg tror, det er bedst at læse bogen over flere dage – jeg kunne i hvert fald mærke, at jeg blev ‘mæt’ af skrivestilen, hvis jeg læste mange kapitler på én dag, selvom jeg også godt kunne lide den.

Historien er befolket af en række sympatiske mennesker, hvor det især var let at holde af Marie-Laures kreative og omsorgsfulde far. Men både Marie-Laure og Werner er personer, som jeg gerne vil holde af og med, hvilket i sig selv er en konflikt, da de er på hver sin side i krigen.

Bogen indeholder også et overnaturligt element, som jeg havde lidt svært ved at beslutte mig til, om jeg kunne lide eller ej. På den ene side giver det en interessant vinkel på historien og er også med til at skabe en rød tråd i fortællingen, men jeg havde gerne set, at det blev brugt mere direkte i handlingen. Jeg syntes desværre, at det var en anelse overflødigt og utroværdigt i forhold til den tid, historien foregår i.

‘Alt det lys vi ikke ser’ er en smuk historie og anden måde at fortælle om 2. Verdenskrig. Selvom et par af episoderne undervejs virkede lige lovlig konstruerede, så nød jeg at læse bogen og mærke den stemning af frygt og håb, som historien rummer.