Vanillepigen

Jeg ved ikke, i hvor mange år jeg har været fascineret af denne bogtitel – der er noget mystisk og besnærende ved den. Det er dog først nu, jeg har fået læst bogen, og det skyldes først og fremmest, at jeg havde på fornemmelsen, at den nok ikke var noget for mig – og jeg fik desværre ret.

‘Vanillepigen’ er skrevet af Ib Michael og handler om en lille drengs opvækst i Roskilde gennem 1940’erne og 1950’erne. Drengen er ofte alene, men heldigvis har han en god fantasi, hvilket bringer ham på mange eventyr. Romanen springer i tid, da man ind imellem oplever drengen som voksen, hvor han genser barndomsbyen.

Hm… hvad skal jeg sige om denne bog. Den er faktisk lidt svær at beskrive, eftersom den ind imellem er ret fantasifuld og drømmende, og det kan derfor være svært at skelne mellem virkelighed og drengens fantasi. Jeg kunne godt lide, at Roskilde dannede rammen for meget af fortællingen, for det fik mig til at smile, når handlingen førte drengen hen til steder/gader, som jeg kender, men ellers var det svært at blive fanget af fortællingen.

Jeg må desværre konkludere, at historien var alt for fragmenteret til min smag, og drengens fantasier fik mig ind imellem også til at tvivle på, hvad der præcis foregik. Jeg holdt mest af afsnittene, hvor drengen er blevet voksen og er vendt tilbage til byen, men de passager er langt fra bærende i fortællingen, og derfor var det en lidt flad læseoplevelse.

Så ja – det er ganske enkelt ikke en bog for mig – den fangede mig ikke.

Hitlers furier

I år har jeg læst en del historiebøger – især om flere af de store krige – hvilket jeg er rigtig glad for, da der er så mange spændende og interessante historier gemt i den virkelige verden. Derfor takkede jeg også straks ja, da Gad gav mig muligheden for at anmelde denne bog.

‘Hitlers furier’ er skrevet af Wendy Lower og handler om de tyske kvinders roller under 2. Verdenskrig. Kvindernes funktion i krigen er tidligere blevet bagatelliseret eller ligefrem fornægtet, men forfatteren har studeret holocaust gennem 20 år og tegner på baggrund af dette et tysk samfund, hvor kvinderne ikke holdt sig tilbage, men også deltog i jagten på jøder og ligefrem i massedrab.

Da jeg begyndte på denne bog, indså jeg, at jeg havde lidt svært ved at acceptere præmissen ved denne bog. Det var ret tydeligt, at forfatteren undrede sig over, hvordan kvinder i det hele taget kunne tage del i de grusomheder, der foregik op til og under 2. Verdenskrig. Det virkede, som om hun med vold og magt ville bevise, at de tyske kvinder bestemt ikke var (naive) engle, men lige så skyldige som de tyske mænd. Det gav starten af bogen en lidt skinger tone, hvilket irriterede mig. Et eller andet sted synes jeg, at det er virkelig naivt at tro, at kvinderne skulle være meget anderledes end mændene i den henseende. Der er jo ikke noget iboende fromt og helligt i kvinder – de er på godt og ondt lige så meget almindelige mennesker som mænd. Men der er åbenbart ikke nok (eller burde jeg sige noget) litteratur, der har belyst kvindernes rolle i krigen, og det er baggrunden for bogen.

Når det så er sagt, så er bogen skræmmende læsning. Der er beskrevet adskillelige situationer med overgreb, massedrab og forfølgelse, og uanset om det er mænd eller kvinder, der begår overgrebene, så er det svært at forestille sig, at folk kan opføre sig så umenneskeligt. Det virker fuldstændig absurd, og der var flere gange, hvor jeg blot stirrede chokeret på teksten. Krig er modbydeligt, men alligevel…

Bogen giver ikke blot et indblik i krigens mange forfærdelige sider men også i det nazistiske idealsamfund. Det er meget interessant at læse, hvordan kvinden skulle have en rolle som husfrue og moder ifølge nazismen – og hvordan de tyske kvinder i langt højere grad foretrak at gøre karriere gennem den tyske krigsmaskine.

Jeg er som sagt ikke spor overrasket over, at kvinder også har begået overgreb under 2. Verdenskrig. Det, der til gengæld er interessant (og skræmmende) er den selvfølge, der har været ved denne opførsel. Det virker, som om store dele af den tyske befolkning var så indoktrineret af den nazistiske tankegang, at det var helt naturligt at tage del i grusomhederne. Men det kan selvfølgelig også skyldes, at det har været svært at have en anden holdning i det samfund…

Det er en barsk men også spændende fortælling om et meget grimt kapitel i Europas historie. Er du interesseret i at vide mere om 2. Verdenskrig, kan denne bog anbefales.

All the Pretty Horses

Dette er første bog i en trilogi, som jeg stødte på, da jeg shoppede i Vanggaards boghandel tidligere i år. Her havde de kun bog 2 og 3, men da forfatteren Cormac McCarthy generelt har et godt ry – og jeg kunne godt lide ‘The Road’, som han også har skrevet – så tog jeg chancen og købte dem. I sommers købte jeg så den første bog, så jeg endelig kunne komme i gang med trilogien.

‘All the Pretty Horses’ handler om den 16-årige cowboy John Grady Cole, som vokser op på bedstefaderens ranch i Texas. Da bedstefaderen dør, skal ranchen sælges, og da John ikke har lyst til at flytte til byen, vælger han i stedet at ride sydpå sammen med vennen Lacey for at finde arbejde. På vejen støder de på drengen Jimmy, som rider på en smuk og stærk hest, og John og Lacey får en mistanke om, at den er stjålet. Jimmy hævder dog hårdnakket, at det er hans hest, og det var her, John og Lacey burde have forladt Jimmy. For Jimmy giver problemer.

Dette var en meget blandet læseoplevelse. I starten gik læsningen meget trægt, men det skyldtes måske, at jeg delte læsningen op i mange små bidder. Senere – da jeg var kommet en tredjedel ind i bogen og læste over en tredjedel på én dag, flød historien meget bedre, og jeg blev grebet af den stemningsfulde beskrivelse af Johns og Laceys kvaler. Men mod slutningen tabte historien igen pusten og blev lidt gumpetung.

Denne bog emmer af støv, varme, prærie og hestevrinsk! Selvom bogen starter i 1949, så havde jeg flere gange følelsen af, at bogen lige så godt kunne være foregået i sidste halvdel af 1800-tallet. Bortset fra et par enkelte referencer til nyere opfindelser (samt flere kvinder, der virkede lidt for selvstændige til 1800-tallet), så virkede historien som noget, der kunne have foregået på mange andre tidspunkter i Texas. Beskrivelserne af omgivelserne, personerne, maden – ja, det hele giver et rigtig godt og troværdigt billede af livet som the poor lonesome cowboy…

Cormac McCarthy har evnen til at skrive en historie, så handlingen virker utrolig underspillet og langsom. Det er mest tydeligt i ‘The Road’, men jeg synes også, at ‘All the Pretty Horses’ er præget af denne stemning. Men selvom sidstnævnte er langt mere actionramt end førstnævnte, så blev jeg alligevel utålmodig flere gange, mens jeg læste ‘All the Pretty Horses’. Jeg ved ikke, om det er en særlig præriementalitet eller prærielogik, jeg ikke helt forstår, men der var flere gange, hvor jeg savnede lidt mere begrundelse for, hvorfor personerne handlede, som de gjorde.

Ligesom med ‘The Road’ kræver denne bog en vis tålmodighed og overskud for at få det optimale ud af teksten. Men jeg er vild med stemningen i bogen og håber, at de næste bøger i serien vil fænge mere.

Mit liv som geisha

Nu har denne bog efterhånden ventet på min bogreol i så mange år, at det næsten er pinligt, at jeg ikke har fået læst den før nu. Det har dog en god forklaring, for jeg fik bogen kort tid efter, at filmatiseringen af bogen blev vist i biograferne. Jeg vil helst holde bog og film adskilt fra hinanden, så jeg blev nødt til at vente et stykke tid, så jeg ikke kunne huske alle filmens detaljer. Det var dog svært, for det er en ret god historie, som ikke vil forsvinde fra min hukommelse igen.

‘Mit liv som geisha’ er skrevet af Arthur Golden og handler om pigen Chiyo, der sammen med sin lidt ældre søster bliver adopteret af en fremmed mand, da Chiyos mor er dødeligt syg, og faren har svært ved at brødføde familien. Det viser sig dog hurtigt, at de ikke er blevet adopteret, men nærmere solgt til en fremmed mand, som sender dem til Kyoto. Her bliver de to søstre skilt fra hinanden, og Chiyo bliver indkvarteret i en okiya, hvor hun skal oplæres i at være geisha. Læretiden bliver hård, for husets førende geisha, Hatsumomo, har set sig gal på Chiyo og gør alt for at ødelægge hendes chancer for at blive en eftertragtet geisha. Men Chiyo er ikke uden evner, og da lykken endelig smiler til hende, kan hun give Hatsumomo den modstand, hun fortjener.

Bogen giver et ret interessant indblik i uddannelsen af geishaerne – de japanske kurtisaner og selskabsdamer, som er noget helt andet end prostituerede (selvom der er tidspunkter, hvor geishaerne vælger at gå i seng med deres kunder). Beskrivelserne af deres tøj, udstyr og omgivelser er så malende, at jeg næsten kan mærke silken mellem mine fingre og dufte den sminke, de bruger. Det er smukt, betagende og i mine øjne meget japansk, for æstetik og skønhed er vigtige elementer i den japanske kultur.

Det er en fortælling, der emmer af drama, intriger, kærlighed og had. De japanske æresbegreber kommer også i spil, men dog slet ikke i samme grad som i for eksempel ‘Spurvenes sky’. Selvom man som læser ikke er i tvivl om, at Chiyo nok skal blive geisha på et tidspunkt – det afslører titlen jo – så er hendes vej dertil meget spændende og dramatisk. Der er et vis element af ‘Den grimme ælling’ over fortællingen, for hun skal så meget ondt igennem, inden hun – endelig – kan blive geisha. 

Det er en smuk fortælling, som stadig indeholder flere overraskelser, selvom en del af handlingen også er let at gætte. Bogen er for dig, der er fascineret af den japanske kultur og gerne vil have et indblik i geishaernes verden og for dig, der gerne vil have en fængslende skæbnefortælling med masser af personlige intriger.

Den skjulte blomst

I denne måned læser jeg bøger om Japan, for det er et land, der altid har betaget mig. Den japanske kultur er meget anderledes i forhold til den danske (og den vestlige i det hele taget), og jeg synes, det er meget fascinerende at læse om livet i Japan, og hvor forskelligt det på mange måder har været – og stadig er.

‘Den skjulte blomst’ er skrevet af Pearl S. Buck og handler om pigen Josui, der er opvokset i USA i 1930’erne og 1940’erne. Da hun er 15 år, må familien imidlertid rejse tilbage til Japan, da japanere er uvelkomne i USA på grund af 2. Verdenskrig.

Josui har levet i Japan i fem år, da hun en dag møder den amerikanske soldat, Allann, som straks forelsker sig i den smukke japanske pige. Josui er tøvende, men Allann bejler kraftigt til hende, og snart falder hun for ham. Den spirende romance falder dog ikke i god jord hos Josuis fader, som helst ser hende gift med en japaner og kun har dårlige erfaringer med amerikanere. Allann vil gøre alt for at få Josui med tilbage til USA, og snart planlægger de unge, hvad de skal gøre, for at Josuis forældre endelig kan gå med til, at Josui og Allann bliver gift.

Historien er på mange måder traditionel – to unge mennesker med hver deres kulturelle baggrund mødes, og sød musik opstår. Jeg synes dog, det går lige lovlig hurtigt mht. forelskelsen, men nu er jeg heller ikke til historier, hvor folk forelsker sig ved første øjekast, for det virker sjældent troværdigt. Det går lidt for stærkt i starten, og jeg havde lidt svært ved at se, hvordan to så forskellige mennesker kunne forelske sig så hurtigt – især når man tænker på, at det foregår i tiden lige efter 2. Verdenskrig.

Det er på mange måder en ret forudsigelig historie, og det er lidt synd, for det betød, at jeg sad og kedede mig flere gange, mens jeg læste bogen. Jeg undrede mig lidt over, hvad forfatteren egentlig vil med denne historie, for der sker ikke synderlig meget i bogen, og det meste af det er meget let at gætte sig til. Dog vil jeg rose et lille twist, der er til sidst, så slutningen ikke blev 100% som jeg frygtede.

Jeg var – som det fremgår – ikke synderlig begejstret for bogen, da den først og fremmest var for forudsigelig. Jeg savnede lidt et (nyt og) spændende budskab fra forfatteren, og jeg syntes desværre ikke rigtig, at bogen havde så meget at byde på.

Catch-22

Det er sjældent, man støder på humoristiske bøger om noget så alvorligt som krig, men denne nyklassiker er ikke desto mindre en satirisk roman, der udspiller sig under de sidste to år af 2. Verdenskrig.

‘Catch-22’ er skrevet af Joseph Heller og foregår på den italienske ø, Pianosa, hvor en amerikansk bombeeskadrille holder til. I bogen følger man først og fremmest pacifisten Yossarian, der er så træt af krigen, at han går til ekstremer for at slippe for flere bombetogter og blandt andet gemmer sig nøgen i et træ. Yossarian er fanget af Catch-22-paradokset, hvor man vælger forkert, uanset hvilken løsning man vælger. I Yossarians tilfælde betyder det, at ønsker han at blive fritaget for at flyve flere bombetogter, skal han blive erklæret sindssyg af feltlægen. Men forsøger Yossarian at skaffe en sindssygeerklæring, viser det, at han fungerer helt normalt, for det sindssyge ville netop være, hvis han ønskede at komme på flere togter.

Bogens persongalleri er spækket med sære og smågale personligheder – lige fra den sky major Major Major Major til piloten Orr, der styrter ned under hvert bombetogt, men hver gang overlever og vender uskadt tilbage. Blandt dem virker Yossarian ofte som den mest normale og rationelt tænkende person, der flere gange påpeger det helt absurde i militærets bureaukrati og selvmodsigende regler. Der er en masse småfnidder og intriger blandt flere af soldaterne, og ind imellem virker det mere som en børnehave end som en hærenhed.

Det var en meget blandet fornøjelse at læse bogen. Der er en fantastisk underspillet sarkasme i bogen, som flere gange fik mig til at grine, når absurde situationer opstod, og dialogen var ind imellem ret syret og abstrakt. Der var dog også tidspunkter, hvor jeg kedede mig grusomt og følte, at bogen kørte i ring. I mine øjne kunne man sagtens havde skåret kraftigt i sideantallet, så bogen kunne blive strammet lidt op. Bogen efterlader mig meget splittet, for den ene side er det en bog, man ‘bør’ læse (da der ofte refereres til den og ikke mindst det paradoks, den beskriver), og på den anden side er bogen ind imellem så langtrukken, at det kræver en vis tålmodighed at komme igennem bogen. Den har helt sikkert sine lyse øjeblikke – men hvor ville jeg dog have ønsket, at den var kortet lidt ned. 

Når himmelen falder ned & Kampen om Stillehavet

Både i folkeskolen og i gymnasiet hørte jeg en del om 2. Verdenskrig – dog altid om Europas rolle og ikke mindst set med danskernes øjne. Japanernes rolle i krigen har altid været noget med, at “de bombede Pearl Harbour”, og så var der selvfølgelig atombomberne i Hiroshima og Nagasaki. Men ellers har kampene i Østen været stærkt underrepræsenteret, når jeg har læst om 2. Verdenskrig, og mit krigstema her i maj måned var derfor en glimrende anledning til at rette op på det.

‘Når himmelen falder ned’ er skrevet af Jennifer Cody Epstein og foregår både før, under og efter 2. Verdenskrig i Japan. Her følger man flere personer – piloten Cam fra Amerika, arkitekten Anton og hans søn Billy, der vokser op i Japan før krigen og senere vender tilbage samt japanske pige Yoshi. Der er en lang optakt, inden bomberne regner ned over Japan, og her får man mulighed for at få et indblik i hverdagslivet i Japan og de små detaljer, som historiebøgerne sjældent rummer.

Bogen er lidt forvirrende at læse i starten – især hvis du har læst bagsideteksten, som beskriver noget, der først sker over halvvejs i bogen. Teksten giver dermed ikke rigtig nogen idé om, hvad man kan forvente sig af bogen, og det var jeg ret irriteret over, for det gav en dårlig start på bogen.

I løbet af bogen flettes de forskellige personers historie ind i hinanden (og ind imellem også ud igen), og det er spændende men ind imellem også lidt for forceret. Det kommer et par gange til at fremstå en anelse søgt, at lige præcis de to personer mødes, men forfatteren gør det selvfølgelig for at skabe en mere spændende historie.

Bogen handlede desværre ikke nær så meget om krigen, som jeg havde håbet, men heldigvis supplerede jeg den med en fagbog, ‘Kampen om Stillehavet’ af Dan Öberg og Niklas Zetterling. Det er en ret nørdet historiebog om Japans rolle i 2. Verdenskrig, hvor forfatterne dels forsøger at belyse, hvorfor japanerne overhovedet valgte at gå i krig, og hvordan kampene i Stillehavet udviklede sig. Det er spændende men ret tørt beskrevet, og jeg savnede i den grad nogle kort undervejs, der kunne illustrere hvor og hvordan kampene fandt sted. Du skal nok være ret dedikeret krigsnørd for at nyde denne bog, for den er meget detaljeret og fokuserer stort set kun på beskrivelserne af selve kampene, men jeg blev ikke desto mindre klogere på, hvorfor – og hvordan – japanerne deltog i 2. Verdenskrig.

Men for at vende tilbage til ‘Når himmelen falder ned’. Bogen var en udmærket, men ikke særlig skelsættende læseoplevelse. Der var enkelte scener, som var spændende og dramatiske, men ellers var historien noget jævn og triviel, og jeg savnede at blive overrasket, rørt eller provokeret af bogen. En lidt skuffende bog – jeg håbede og forventede mere af bogen, end den reelt kunne byde på.

Moloka’i

Månedens Goodreads-bog blev denne gang ‘Moloka’i’ af Alan Brennert – en bog, jeg gav mig selv i adventsgave sidste år, efter at jeg havde læst meget rosende anmeldelser af bogen på Goodreads.

Bogen handler om pigen Rachel, der bor på Hawaii i slutningen af 1890’erne. Som seksårig bliver det konstateret, at hun er spedalsk, og hun bliver derfor fjernet fra sin familie og ender på øen Moloka’i – nærmere bestemt i spedalskhedslejren Kalaupapa. Familien har hun ikke megen kontakt med, men snart finder hun nye venner blandt de andre patienter og opdager, at livet som spedalsk ikke nødvendigvis er afkald på kærlighed, håb og drømme.

Det er en smuk fortælling om en pige, der vokser op med en sygdom, som afskærer hende fra kontakten med dem, hun elsker og holder hende fanget på en ø uden mulighed for at kunne opleve den verden, hun hungrer efter at se. Hun oplever, hvordan det er at miste, men også hvordan kærligheden kan spire frem trods sygdom og død.

Bogen bliver både rost for – og solgt på – at være en følelsesladet og dramatisk skæbnefortælling, men den del kom nu aldrig rigtig ind under huden på mig. Jeg blev ikke rørt eller på anden måde påvirket af fortællingen, selvom der var flere oplagte steder, men hvad det skyldtes, ved jeg ikke.

Til gengæld giver bogen et fint indblik i livet på Hawaii og ikke mindst i en spedalskhedslejr på den tid, og ud fra et historisk perspektiv var det ret interessant. Jeg må indrømme, at mit kendskab til Hawaii og de omkringliggende øer er ret lille, så det var en fantastisk rejse at kunne opleve stedet gennem Rachels fortælling. Selvom bogens emne er ret alvorligt, så er der skam plads til, at læseren kan betages af de smukke strande og livet på øerne i området.

Sproget i bogen er nuanceret og krydret med ord fra originalsproget, og tempoet i bogen er meget stille og roligt – ind imellem lidt for roligt til min smag.

Det er en bog om håb, kærlighed og livet i sig selv – og en påmindelse om, at selv hvis man bliver smittet med en uhelbredelig sygdom, så er der stadig meget at leve for.

Mildred Pierce

I november måned deltog jeg atter i ‘Vælg for mig’-udfordringen på Goodreads, og her fik jeg til opgave at læse ‘Mildred Pierce’, som stod på min liste over bøger, jeg gerne snart vil læse.

‘Mildred Pierce’ er skrevet af James M. Cain og foregår i USA under depressionen i 30’erne. Hovedpersonen, Mildred Pierce, er en ung kvinde, som smider sin mand på porten, fordi han er hende utro. Nu står hun dog pludselig i en situation, hvor hun skal forsørge sig selv og datteren – og hun har ingen erhvervserfaring. Efter en ydmygende jobsøgning ender hun dog med et serveringsjob. Det giver hende ideen til selv at starte et spisested – et sted, hvor hun kan servere sine berømte tærter, og snart blomstrer forretningen – og kærlighedslivet. Mildred er eftertragtet, men når det kommer til stykket, har hun svært ved at opnå, det hun efterstræber allermest – sin datters respekt.

Skrivestilen er lidt anderledes, end jeg er vant til, men ikke desto mindre tog det ikke mange sider, før jeg levende kunne forestille mig det samfund, som bogen foregår i. Beskrivelsen af Mildred og mandens forhold (eller mangel på samme), hendes kamp for at finde arbejde og hendes relationer til de andre beboere i byen.  

Jeg havde det til gengæld lidt svært med både Mildred og hendes datter Vera. I starten troede jeg, at Mildred var den klassiske heltinde, som trods svære vilkår rejser sig som en fugl Føniks og bliver en sand foregangskvinde for et nyt, selvstændigt kvindeideal. Så stereotyp er hun – heldigvis – ikke, men hun er samtidig også så rasende naiv, at jeg krummede tæer flere gange undervejs. Hun har så mange muligheder, men flere af dem ødelægger hun, fordi hun forelsker sig i idiotiske, uselvstændige mænd eller fordi hun forsøger at tigge sig til datterens kærlighed og respekt.

Og datteren… uha… det er længe siden, jeg er stødt på et pigebarn, der er så øretæveindbydende! Hun er en forfærdelig egoistisk, arrogant og beregnende lille møgkost (og det er det pæneste, jeg kan sige om hende!). Jeg håbede virkelig på, at hun ville få sig en alvorlig lærestreg, for sikke en ubehagelig person! Desværre betød det også, at det gav mig en vis distance fra historien, for jeg er ikke sikker på, at man skal nære så stor afsky over for datteren, som jeg gjorde.

Bogen er et glimrende billede på, hvordan livet kunne se ud for en ung kvinde under depressionen og den efterfølgende verdenskrig. Handlingen er centreret om det lille lokalsamfund (med få afstikkere), og jeg synes, at forfatteren har ramt den provinsielle stemning rigtig fint. Det er ikke et stort, litterært værk, men det er en fin og lettilgængelig bog, som fortæller en simpel men interessant historie.

Anne Franks dagbog

Dette er en bog, som mange læser i løbet af skole- eller gymnasietiden, men så heldig var jeg ikke, så i stedet kom bogen på listen over de bøger, jeg skal læse i år. Jeg vil betegne det som en nyklassiker, for du kan ikke tale om bøger, der omhandler 2. Verdenskrig, uden at talen også falder på denne bog.

‘Anne Franks dagbog’ bygger – ikke så overraskende – på de breve og dagbøger, som den jødiske pige Anne Frank skrev under 2. Verdenskrig, mens hun og hendes familie gemte sig for nazisterne. Bogen beskriver hendes liv gennem lidt over to år indtil få dage før, at familiens skjulested blev afsløret, og de blev sendt til forskellige kz-lejre. Den eneste, der overlevede, var faderen Otto Frank, som efter krigens slutning fik fat i Annes dagbøger og fik dem samlet og udgivet som én samlet bog i 1947.

Det er en interessant fortælling, som giver et indblik i hverdagslivet for et barn, der udvikler sig til at være en ung pige, mens krigen raser i Europa. Et hverdagsliv, der er præget af ensformighed og flere og flere begrænsninger, mens frygten for at blive opdaget hele tiden lurer i baghovedet.

Handlingen er ikke lige så barsk som i ‘Claras krig’, men nu lader det også til, at Anne Franks familie var velstillede og havde langt bedre muligheder for at skaffe sig ting, end Claras familie havde. Det gør dog ikke bogen mindre relevant eller interessant, for Annes udvikling og kommentarer om de andre beboere og situationen i det hele taget er befriende ærlig. Jeg har læst flere anmeldelser af bogen, hvor folk kritiserer Anne for at være selvoptaget og umoden, men jeg synes tværtimod at hendes til tider sure og oprørske kommentarer gør bogen troværdig. Jeg læser ikke bogen for at få endnu et renskuret heltebillede at se op til – jeg læser bogen for at få et indblik i et rigtig menneskes hverdag og kamp for at overleve.

Anne drømte om at få sine dagbøger udgivet efter krigen, og dette ønske fik hun heldigvis opfyldt, selvom hun ikke selv kom til at opleve det. Bogen er en vigtig brik i forståelsen af, hvordan livet var under 2. Verdenskrig, og hvad folk måtte gå igennem for at overleve – ikke kun jøderne men også de, der forsøgte at hjælpe dem.

Vil du læse mere om Anne Frank og baggrunden for dagbogen, så tjek denne Wikipedia-artikel. Og læs så den bog, hvis du ikke allerede har gjort det.