The Secret Life of Bees

the secret life of bees

Denne bogforside udstrålede feriestemning i sådan en grad, at jeg vidste, den skulle med på ferien til Frankrig! Det viste sig heldigvis at være en god beslutning.

‘The Secret Life of Bees’ er skrevet af Sue Monk Kidd og foregår i 1964 i South Carolina. Her lever Lily sammen med faren, T. Ray, på en ferskenfarm og bliver passet af den afroamerikanske hushjælp, Rosaleen. Moren døde i en vådeskudsulykke, da Lily var fire, hvor Lily ulykkeligvis kom til at skyde moren. Det har præget Lilys liv lige siden – både skylden og savnet efter moren. Samtidig er livet med faren alt andet end en dans på roser, da han er både vred og indebrændt og ofte straffer Lily, når hun ikke gør, som han ønsker. Da Rosaleen ryger i fængsel efter at være røget i klinch med tre racister, lykkes det Lily at befri hende, og sammen stikker de af fra byen. Lily fortæller Rosaleen, at hun har en plan, men hvad hun ikke fortæller er, at den går ud på at finde ud af mere om moren og det liv, hun levede, før hun fødte Lily.

Bogen er en velskrevet fortælling om livet i Sydstaterne i de svære i 1960’erne, hvor der stadig var stor forskel på, om du var sort eller hvid. Racekonflikterne er ikke den bærende del i fortællingen men spiller dog ind på en række af de valg, som personerne tager undervejs i bogen. Lily har som barn været forskånet for at opleve mange af disse konflikter, men på hendes rejse med Rosaleen opdager hun pludselig, hvor meget hudfarve betyder for de voksne.

‘The Secret Life of Bees’ er en rolig fortalt historie, hvis stemning flere gange fik mig til at tænke på ‘Dræb ikke en sangfugl’, da begge bøger har samme tilbagelænede og nærmest underspillede handlingsforløb. Jeg syntes dog også, at der var lidt mere dybde og nærvær i sidstnævnte bog, selvom ‘The Secret Life of Bees’ også gør det ganske godt på denne front.

Min største anke mod bogen er, at der går virkelig lang tid, inden Lily for alvor gør noget ved sagen mht. at finde ud af mere om moren. Hun går som katten om den varme grød, og det er synd, for det kommer til at virke som om, at forfatteren forsøger at trække historien (unødigt) ud.

Det er en meget fin fortælling om at søge sine rødder og samtidig finde fred med sig selv. Det er også historien om, hvordan man kan lære meget af andre, der ikke ligner en selv, samt at kæmpe for det, man tror på – alt sammen meget fornuftige pointer efter min mening.

Under en strålende sol

Jeg læste ‘Drageløberen’ af Khaled Hosseini for nogle år siden – en velskrevet og barsk fortælling, som samtidig gav et interessant indblik i nogle af de samfundsproblemer, som Mellemøsten er præget af. Jeg var derfor heller ikke i tvivl om, at jeg skulle læse ‘Under en strålende sol’ på et tidspunkt, men der gik alligevel et stykke tid, før jeg endelig fik læst den.

‘Under en strålende sol’ foregår i Afghanistan, hvor man følger to kvinder – Mariam og Laila. Selvom de langt fra er jævnaldrende, så flettes deres skæbner sammen i en mistrøstig og til tider tragisk fortælling om et samfund, der gennemgår store omvæltninger på grund af skiftende regeringer. Og det er ikke ligefrem omvæltninger, der er til kvindernes fordel, hvilket Mariam og Laila i den grad får at mærke. Alligevel er der små spirer af håb og sammenhold, og de to kvinder formår gang på gang at rejse sig og møde nye udfordringer med åben pande.

‘Under en strålende sol’ er endnu en spændende og velskrevet fortælling af Khaled Hosseini. Han får skabt to stærke – men også ret forskellige – kvinder, som bliver nødt til at samarbejde og tåle hinanden, og det lykkes ham også at skrive en ualmindelig modbydelig og samtidig troværdig skurk (her kunne Brent Weeks godt lære noget…). Gang på gang sidder man og bider negle, fordi der foregår så mange grumme ting i bogen, og alligevel sidder man og tænker, at nu – NU – må det da gå godt!

Der er enkelte steder, hvor jeg synes, at forfatteren har valgt en lidt for let – eller nærmere lidt for oplagt – vinkel på historien, og det er lidt synd, for det gør den relativ forudsigelig. Bogen er dog stadig spændende, og det er især Mariam og Lailas scener sammen, der er med til at fastholde spændingen i historien.

Bogen giver – ligesom ‘Drageløberen’ også et indblik i landets historie, og der var i hvert fald et par ting, som jeg ikke vidste om Afghanistan i forvejen – for eksempel hvordan kvindernes plads i samfundet var markant anderledes, da landet en overgang var præget af kommunismen.

‘Under en strålende sol’ er en fantastisk og tankevækkende fortælling. Den er barsk, grusom og kærlig på samme tid, og selvom der ind imellem går lidt Hollywood i den, så er den absolut anbefalelsesværdig.

Tornfuglene

tf
En af mine bogudfordringer i år er at læse mindst 8 bøger fra BBC’s liste over 100 must read-bøger, og her faldt jeg over ‘Tornfuglene’ af Colleen McCullough. Jeg kan huske, at tvserien blev sendt, da jeg var barn. Jeg har sandsynligvis set et eller flere afsnit af den, men jeg husker absolut intet af historien – kun at kvinder generelt var ret pjattede med Richard Chamberlain, der spillede præsten i serien!

Jeg kastede mig over lydbogsudgaven af ‘Tornfuglene’ for nylig. Bogens handling starter i begyndelsen af 1900-tallet og centrerer sig om den fattige new zealandske familie Cleary, hvis overhoved, Paddy, bliver tilbudt at passe søsterens store landsted i Australien. Resten af familien omfatter hustruen Fiona og deres syv børn, og i bogen følger man deres opvækst og de følgende generationer. Det er dog særligt Paddys datter, Meggie, som er omdrejningspunktet i historien – ikke mindst på grund af hendes venskab med præsten Ralph, der drages mod hende, selvom hans religiøse forpligtelser gør, at han ikke kan knytte sig til en kvinde.

Det var en ret svingende oplevelse at høre ‘Tornfuglene’. Starten var rigtig stærk og fængende, og jeg blev med det samme fascineret af det hårde liv, som familien havde. Men bogen faldt i tempo, og ind imellem gik historien så at sige i tomgang, ligesom der også var passager, jeg fandt ret uinteressante.

Historien er rimelig forudsigelig – og så alligevel ikke. Slutningen var heldigvis ikke så traditionel, som jeg havde frygtet, og den passede faktisk ganske godt til den stemning, som især den første tredjedel var præget af. En fin afrunding på en historie, der ellers havde tabt pusten i den sidste tredjedel.

‘Tornfuglene’ er en bittersød fortælling om livet i New Zealand og Australien i starten og midten af 1900-tallet. Det er en historie, der handler om en familie, der forsøger at holde sammen, selvom de flere gange rammes af skæbnesvangre ulykker, og det er en historie om de – meget menneskelige – fejl, som folk ofte begår, når de ikke er tro mod dem selv. Hvis du godt kan lide ‘Jordens søjler’ af Ken Follett, så er denne bog muligvis også noget for dig.

Vilde svaner

vilde svaner

I april måneds Goodreads-udfordring fik jeg ikke blot læst ‘Little Brother’ – jeg nåede søreme også ‘Vilde svaner’ af Jung Chang.

‘Vilde svaner’ fortæller ikke blot om tre kvindeliv – Jungs eget samt hendes mors og bedstemors – men også om Kinas historie og de voldsomme politiske og sociale ændringer, der var i landet i 1900-tallet. Hvordan landet gik fra at være et kejserrige til først at være domineret af japanere og dernæst russere indtil den lange periode, hvor Mao sad ved magten.

Denne bog er som en portal til en anden verden, for det er både interessant og skræmmende at læse, hvor forskellig det kinesiske samfund har været sammenlignet med et vestligt samfund som Danmark. Det er især på de sociale adfærdsmønstre og forholdet til staten, at kineserne adskiller sig fra danskere. Det var først og fremmest tiden under Mao, der overraskede mig – måske først og fremmest fordi jeg syntes, at der var stor forskel på teoretisk og praktisk kommunisme. Én ting er, at kommunisme argumenterer for ligeværd og ligeret – en anden ting er så, hvordan magthaverne reelt set har brugt kommunismen til at undertrykke og manipulere befolkningen.

‘Vilde svaner’ er som sagt en fortælling om tre kvinders skæbne, og det er virkelig interessant at se, hvordan kvinderollen ændrer sig i samfundet i løbet af bogen. Det er dog først og fremmest den politiske scene samt befolkningens adfærd, der skræmte og fascinerede mig på samme tid. Jeg havde meget svært ved at forlige mig med den ubarmhjertige og nedrige måde, mange kinesere opførte sig over for hinanden. Mao førte flere kampagner for at udrydde sine fjender, og det betød, at selv de mest Mao-tro konstant var under mistanke og blev beskyldt for alskens ugerninger. Offentlig fordømmelse, tortur og eksklusion blev brugt i et væk for at undertrykke og fastholde befolkningen i et jerngreb.

Bogen led desværre lidt under et ret fladt, nøgternt og unuanceret sprog, hvilket et eller andet sted undrer mig, da kinesisk er et meget smukt og malende sprog. Og alligevel burde jeg faktisk ikke være overrasket over stilen, for jeg var heller ikke så begejstret for sproget i ‘Enkekejserinden’ af samme forfatter.

Jeg må indrømme, at jeg heller ikke var så begejstret for forfatterens stærkt subjektive kommentarer angående Maos rolle i Kinas historie. Jeg forstår godt hendes behov for at udtrykke dem, men jeg synes, teksten havde stået stærkere, hvis jeg som læser selv var kommet frem til samme konklusion, uden at forfatteren ‘fodrede’ mig med dette synspunkt.

‘Vilde svaner’ er en barsk og deprimerende fortælling, men det er også en vigtig bog i fortællingen om Kinas historie. Den satte en masse tanker i gang hos mig, og jeg har lovet mig selv, at jeg snart må læse noget mere om Kinas nuværende politiske situation og samfundsstruktur, for den ved jeg alt for lidt om.

Når himmelen falder ned & Kampen om Stillehavet

Både i folkeskolen og i gymnasiet hørte jeg en del om 2. Verdenskrig – dog altid om Europas rolle og ikke mindst set med danskernes øjne. Japanernes rolle i krigen har altid været noget med, at “de bombede Pearl Harbour”, og så var der selvfølgelig atombomberne i Hiroshima og Nagasaki. Men ellers har kampene i Østen været stærkt underrepræsenteret, når jeg har læst om 2. Verdenskrig, og mit krigstema her i maj måned var derfor en glimrende anledning til at rette op på det.

‘Når himmelen falder ned’ er skrevet af Jennifer Cody Epstein og foregår både før, under og efter 2. Verdenskrig i Japan. Her følger man flere personer – piloten Cam fra Amerika, arkitekten Anton og hans søn Billy, der vokser op i Japan før krigen og senere vender tilbage samt japanske pige Yoshi. Der er en lang optakt, inden bomberne regner ned over Japan, og her får man mulighed for at få et indblik i hverdagslivet i Japan og de små detaljer, som historiebøgerne sjældent rummer.

Bogen er lidt forvirrende at læse i starten – især hvis du har læst bagsideteksten, som beskriver noget, der først sker over halvvejs i bogen. Teksten giver dermed ikke rigtig nogen idé om, hvad man kan forvente sig af bogen, og det var jeg ret irriteret over, for det gav en dårlig start på bogen.

I løbet af bogen flettes de forskellige personers historie ind i hinanden (og ind imellem også ud igen), og det er spændende men ind imellem også lidt for forceret. Det kommer et par gange til at fremstå en anelse søgt, at lige præcis de to personer mødes, men forfatteren gør det selvfølgelig for at skabe en mere spændende historie.

Bogen handlede desværre ikke nær så meget om krigen, som jeg havde håbet, men heldigvis supplerede jeg den med en fagbog, ‘Kampen om Stillehavet’ af Dan Öberg og Niklas Zetterling. Det er en ret nørdet historiebog om Japans rolle i 2. Verdenskrig, hvor forfatterne dels forsøger at belyse, hvorfor japanerne overhovedet valgte at gå i krig, og hvordan kampene i Stillehavet udviklede sig. Det er spændende men ret tørt beskrevet, og jeg savnede i den grad nogle kort undervejs, der kunne illustrere hvor og hvordan kampene fandt sted. Du skal nok være ret dedikeret krigsnørd for at nyde denne bog, for den er meget detaljeret og fokuserer stort set kun på beskrivelserne af selve kampene, men jeg blev ikke desto mindre klogere på, hvorfor – og hvordan – japanerne deltog i 2. Verdenskrig.

Men for at vende tilbage til ‘Når himmelen falder ned’. Bogen var en udmærket, men ikke særlig skelsættende læseoplevelse. Der var enkelte scener, som var spændende og dramatiske, men ellers var historien noget jævn og triviel, og jeg savnede at blive overrasket, rørt eller provokeret af bogen. En lidt skuffende bog – jeg håbede og forventede mere af bogen, end den reelt kunne byde på.

22.11.63

Jeg havde ønsket mig en række King-bøger til min fødselsdag, og jeg var så heldig at få to af dem: ‘Joyland’ og ‘22.11.63’. Sidstnævnte er en solid moppedreng på ca. 850 sider, men Stephen King er jo blandt andet kendt for at skrive tykke bøger, så det var ikke en overraskelse for mig.

‘22.11.63’ kaster sig over et interessant tankeeksperiment – hvad ville der ske, hvis du kunne tage tilbage i tiden og ændre fortiden? Hvilke konsekvenser ville der være i forhold til nutiden? Ville det overhovedet være muligt? Og hvis det var – hvad ville du så vælge at ændre?

I ‘22.11.63’ bliver den helt almindelige mand, 35-årige Jake Epping, pludselig tilbudt muligheden for at benytte en tidstunnel og tage tilbage til en bestemt dag i 1958. Hans ven Al har fundet tidstunnelen og benyttet den et utal af gange, og Al forklarer Jake, at hans oprindelige plan var at tage tilbage i tiden for at forhindre mordet på J. F. Kennedy. Al er overbevist om, at hvis Kennedy overlever mordattentatet den 22. november 1963, vil han føre en helt anden politik og dermed forhindre, at tusindvis af mennesker dør i krig i de efterfølgende år. Al kan dog ikke længere gennemføre planen, da han er dødsyg af kræft, men han overtaler Jake til at gøre forsøget.

Jake ender med at rejse tilbage til 1958 og indleder et helt normalt liv – men under en falsk identitet, for de færreste vil næppe kunne forstå, at han kommer fra fremtiden. Han bruger noget tid på at falde til og vænne sig til, at tiden og ikke mindst menneskene er meget anderledes i forhold til nutiden. Men måske falder han lidt for godt til… for pludselig forelsker han sig i skolebibliotekaren Sadie, og det bliver svært at finde ud af, hvad han skal gøre. Skal han fortsat forsøge at hindre mordet på Kennedy? Kan han gøre det på en anden – og mindre risikofyldt måde end først planlagt – eller skal han droppe det og blot leve lykkeligt sammen med Sadie? Jake skal tage en lang række vigtige valg, og det hjælper ikke ligefrem på det, at fortiden kæmper imod, for fortiden vil IKKE ændres, og jo større ændring, Jake vil foretage, jo mere kæmper fortiden imod.

Jeg elsker historier om tidsrejser, for jeg synes, at konceptet er fascinerende. Den tekniske/praktiske del kan altid være udgangspunkt for en god diskussion (især eftersom jeg har en del teknisk interesserede venner), men jeg synes, at diskussionen om, hvad man skal ændre – og hvorfor – er langt mere interessant. For hvad vil du egentlig ændre, hvis du kunne? Og hvilke konsekvenser ville det have? Ville verden – eller i hvert fald din verden – blive bedre af den grund?

Tidsrejse-fortællinger er sjældent positive, for i mange bøger er pointen netop, at du ikke bør ændre på fortiden – du risikerer at gøre tingene meget værre. Hvorvidt det også er tilfældet i denne bog, vil jeg ikke komme ind på, men jeg synes, at Kings udlægning, hvor fortiden gør modstand mod ændringerne, er spændende og et glimrende udgangspunkt for at putte en masse action og plottwists ind i historien.

Det er egentlig ikke så overraskende, at King har valgt J. F. Kennedy-mordet som den begivenhed, der skal ændres. Det er en af de mest chokerende begivenheder for amerikanerne i det 20. århundrede, og mordet har altid været omgæret af mystik. Var det virkelig Lee Harvey Oswald, der gjorde det, eller var han blot syndebuk? Kunne én enkelt mand dræbe verdens mægtigste mand? Var det ikke mere sandsynligt, at det var Rusland eller ligefrem CIA, der stod bag? Konspirationsteoretikerne har stået i kø for at give deres bud på mordgåden lige siden 1963, og det er da også en af hovedpersonens bekymringer i bogen – hvad skal han gøre, hvis det viser sig, at Lee Harvey Oswald ikke var alene om det – eller endnu værre, hvad hvis det ikke var ham, der dræbte J. F. Kennedy?

Stephen King har skrevet en ualmindelig spændende og medrivende historie. Den har en fin balance mellem dagligdagsscenerne og de langt mere actionpacked sekvenser, hvor hovedpersonen i den grad bliver sat på prøve. Historien er krydret med en sød, uskyldig og hjertevarm kærlighedshistorie, som får én til at smile og drømme sig tilbage til en tid, hvor alt (ok, næsten alt) var langt mere simpelt og naivt.

Bogen er stemningsmættet og med så mange detaljer, at jeg nærmest kunne smage milkshaken, Jake drak, og dufte den nye bil, han kørte i. Det er en bog, der i den grad beviser, at Stephen King stadig kan skrive røven ud af bukserne – og forhåbentlig også gør det mange år endnu. ‘22.11.63’ er absolut en af de bedste King-bøger, jeg har læst gennem de senere år, og jeg vil varmt anbefale den.

Roseanna

Jeg kan nærmest ikke have et tema om skandinaviske krimier uden at læse en af bøgerne af det svenske forfatterpar Maj Sjöwall og Per Wahlöö. De betragtes som nogle af de første, der var med til at definere og skabe den skandinaviske krimitradition, og da jeg ikke havde læst noget af dem før, kastede jeg mig over den første bog i serien ‘Roman om en forbrydelse’.

‘Roseanna’ er første bog i serien om politikommissæren Martin Beck, som får til opgave at opklare mordet på en ung kvinde, hvis mishandlede lig bliver fundet ved en sluse. Hvem hun er, og hvordan hun er havnet der, står hen i det uvisse, og politiet har meget lidt at gå efter i starten. Stille og roligt begynder brikkerne dog at falde på plads, og jagten går ind på forbryderen, inden vedkommende slår til igen.

Bogen foregår i 1960’erne, hvilket er med til at give handlingen et helt andet tempo – på godt og ondt. På den ene side er det hyggeligt og nærmest retro-agtigt, når politiet ikke bare kan e-maile, når de skal bruge materiale fra andre lande, men er afhængig af almindelig post, telegrammer og (ustabile) telefonopkald. På den anden side virker det flere gange unødigt langtrukkent, og jeg blev som læser ind imellem lettere utålmodig, for jeg er vant til et helt andet tempo fra nutidens bøger.

Sagen i sig selv fandt jeg ikke så spændende. Den var – når det kom til stykket – lidt for simpel for min smag. Til gengæld var opklaringsarbejdet et klassisk eksempel på solidt og grundigt politiarbejde, og der var lange forhørsscener og mange små detaljer, der skulle falde på plads, inden politiet kom tæt på forbryderen.

Hovedpersonen, Martin Beck, er – i modsætning til datidens amerikanske krimihelte – lidt af en antihelt, som på mange punkter er en helt almindelig mand, hvis privatliv ikke rigtig hænger sammen. Bogen og ikke mindst stemningen i hele historien trækker meget på hverdagen i det svenske samfund, og det er med til at give et interessant indblik i datidens samfund og de problemstillinger, som folk var optaget af på det tidspunkt. Det gør historien meget troværdig og måske også mere nærværende for læseren, for dette er en historie, der faktisk kunne udspille sig i virkeligheden – i modsætning til de mange krimier med vilde biljagter, højtravende champagneglas og letlevende kvinder.

Da jeg først havde tøjlet min utålmodighed og vænnet mig til tempoet, viste bogen sig at være en ganske udmærket krimi, og jeg lurer lidt på, om ikke jeg skal læse videre i serien på et senere tidspunkt.  

Tilværelsens ulidelige lethed

Næste bog på listen over bøger, jeg skal læse i år, blev ‘Tilværelsens ulidelige lethed’ af Milan Kundera.

Bogen handler om den vellidte læge, Tomas, der efter russernes indtog i Prag i 1968 bliver degraderet til at være vinduespudser som straf for hans kamp for demokrati. Efter denne pludselig ændring i sit liv indstiller han kampen og hengiver sig i stedet til en hverdag, der er fyldt med utallige kærlighedsaffærer til trods for, at han er gift med den hengivne Tereza.

Jeg synes, det er svært at sætte en bestemt etiket på denne bog, for det er en underspillet og underfundig fortælling om en række menneskers liv. Historien er på mange måder nede på jorden og ligetil, men forfatteren har samtidig skrevet flere lag ind i fortællingen, så der er rig mulighed for at lede efter dybereliggende temaer og budskaber.

Jeg må desværre indse, at det ikke var en bog, der tiltalte mig lige så meget, som jeg havde håbet. Bogen gjorde tilpas meget indtryk til, at jeg gik og grublede over den et par dage efter, at jeg havde læst den, men den kom ikke rigtig ind under huden, og jeg følte heller ikke noget for personerne i bogen. Deres opførsel – især Tomas’ – havde jeg svært ved at forstå og acceptere, og historien var i det hele taget meget virkelighedsfjern.

Det er en bog, som jeg til dels godt kan forstå fascinationen af, men næppe vil tage med på en top 50 over bøger, du bør læse i dette liv.

Follow my blog with Bloglovin

Populærmusik fra Vittula

Jeg trængte til at læse – eller rettere høre – noget helt andet, så jeg kastede mig straks over denne bog, da jeg fandt den op netlydbog.dk.

Hovedpersonen er den unge dreng Matti, som bor i den lille by Pajala, som ligger i Nordsverige tæt på den finske grænse. Vi følger ham gennem barndoms- og teenageårene, hvor han langsomt vokser op og bliver en ung fyr, der interesserer sig for piger og 60’er-popmusik. Det hele har en tung, dyster og lidt kikset aura af provins, hvor der også er absurde familiefejder, drukfester og en stærk konservatisme.

Bogen fremstilles ofte som morsom på grund af den surrealistiske og nærmest karikerede fremstilling af provinslivet. Desværre var det slet ikke min oplevelse. Jeg endte med at måtte kæmpe mig igennem bogen, og det var kun stædighed og følelsen af, at den måtte da snart blive bedre, der gjorde, at jeg ikke droppede bogen.

Den surrealistiske og kiksede vinkel er slet ikke mig. Det minder mig om dengang, hvor jeg så filmen Trillingerne fra Belleville, som flere i min omgangskreds roste og omtalte som ganske underholdende. Jeg blev til gengæld så trist til mode, da jeg så den. Jeg er bare ikke til provinsiel og dyster underholdning. Måske skyldes det, at jeg voksede op i provinsen og ikke forbinder det med noget sjovt (bare lettere tragisk), måske er jeg bare ikke særlig god til at grine af andres ulykke (med mindre vi taler om South Park eller andre tegneserier, som er så langt ude, at det ikke har noget med virkeligheden at gøre).

Sproget indeholder mange finurligheder, og jeg ærgrer mig over, at handlingen skyggede så meget for læse/lytte-oplevelsen, at jeg ikke fik nydt oplæsningen til fulde.

Hvis du vil have en mere detaljeret anmeldelse af bogen, vil jeg anbefale dig at kigge på litteratursiden.dk.

Niceville

Jeg har læst mange positive anmeldelser af denne bog, så da jeg faldt over den på biblioteket, blev jeg nødt til at finde ud af, om den kunne leve op til roserne.

‘Niceville’ af Kathryn Stockett foregår i 1960’erne i Mississippi i USA, hvor raceadskillelsen lever i bedste velgående, selvom store dele af USA har indført en række initiativer for at ligestille sorte og hvide mennesker. Historien fortælles skiftevis af tre kvinder, de to sorte husholdersker Aibileen og Minny, samt den hvide frøken Skeeter, der drømmer om at blive journalist. Netop Skeeters skrivedrømme fører til, at Skeeter beslutter sig for at beskrive livet i de mississippiske hjem – set fra de sorte tjenestefolk. Det er en ret uhørt vinkel og tilmed livsfarlig for de sorte, for selvom raceloven er indført i staten, så er skellet mellem hvid og sort stadig dybt. Det lykkes Skeeter at få Aibileen til at være den første, der fortæller sin livshistorie, men derefter går det meget trægt med at skaffe flere deltagere til det hemmelige projekt, for tjenestefolkene frygter repressalierne, hvis byens hvide kvinder og mænd hører om projektet.

Bogen er velskrevet, og sproget flyder let og ubesværet. Opdelingen med de tre fortællere er med til at vinkle historien, så læseren ikke blot oplever de sortes og de hvides tankegang i løbet af fortællingen, men også hører to forskellige tjenestefolks tanker, og den nuancering kan jeg godt lide. Det gør fortællingen knapt så sort/hvid (pun intended), selvom historien som udgangspunkt er ret simpel opbygget og på mange måder følger Hollywood-modellen med tydelige helte og skurke.

Meget af tiden var det – trods de barske undertoner med raceuroligheder – hyggelig læsning, og jeg havde ikke læst mange sider, før det var ret tydeligt, at sympatien og forståelsen lå hos de sorte tjenestefolk og den unge, naive Skeeter. Det stod dog også snart klart, at hovedpersonerne stille og roligt søgte hen mod et klimaks, hvor du som læser havde en tydelig fornemmelse af, at det ville ende galt – måske endda rigtig galt. Det gav en god spænding og drive i historien, men jeg syntes dog ikke, at afslutningen helt kunne leve op til dette. Historien var lidt for pæn og lidt for politisk korrekt, og skurkene var lidt for lette at foragte. Jeg savnede mere af dybden og hjertevarmen fra ‘Dræb ikke en sangfugl’ (en bog, der refereres mange gange til i bogen, hvilket bliver lidt anstrengende til sidst), og selvom slutningen fint tilfredsstillede min retfærdighedssans, så savnede jeg lidt flere overraskelser.

Bogen er lettilgængelig, hovedpersonerne er sympatiske, og historien får dig hele tiden til liiiige at læse et kapitel mere. Det er ikke stor litteratur, men det er fin underholdning, som får dig til at smile og blive lidt rørt undervejs. Kan anbefales.