Our Endless Numbered Days

Jeg købte én bog i januar måned, og det var denne her – ‘Our Endless Numbered Days’ af Claire Fuller. Den passede perfekt i min taske til togturene, så den læste jeg for nylig på mine køreture til og fra arbejde.

I ‘Our Endless Numbered Days’ følger man hovedpersonen Peggy – dels i nutiden, hvor hun stadig er ved at stykke sin families historie sammen, og dels i fortiden, hvor hun som otteårig fulgte med sin far ud i skoven for at bo. Faren fortalte hende, at resten af verden var udryddet, og at de var de eneste to overlevende. De måtte i stedet søge tilflugt dybt inde i vildnisset, hvor kampen for overlevelse var hård.

Oplægget til denne bog er lidt specielt, for som læser ved man allerede fra start, at Peggy tager ud i skoven for at bo i den tro, at resten af verden er gået, samtidig med, at man allerede fra første side møder Peggy, da hun er tilbage til civilisationen. Det betyder samtidig, at det spændende ved denne bog ikke er, om Peggy kommer tilbage, men hvordan hun gør og ikke mindst hvordan hun overlever de år, hvor hun lever sammen med faren ude i vildnisset.

Jeg kunne godt lide naturscenerne i denne bog, for det er selvfølgelig begrænset, hvor meget action der er i denne genre, uden at det bliver påduttet, og derfor var det klart beskrivelserne af omgivelserne, der trak op. Der var steder, hvor historien trak lidt i langdrag – ganske enkelt fordi historien foregår over for lang tid – og jeg savnede ind imellem også flere finurlige oplevelser, for det kunne man sagtens have tilføjet i bogen. Sjovt nok var det ikke Peggy, der var den mest interessante person i denne bog – hun virkede i det hele taget ret tilbageholden – men i stedet hendes far. Hans udvikling gennem bogen er fascinerende og er helt klart det, der giver den primære fremdrift i historien.

Jeg havde håbet, at denne bog ville røre mig på samme måde som ‘The Snow Child’ eller ‘The Silver Dark Sea’. Det formåede den desværre ikke, for så dyb er historien ikke, ligesom sproget heller ikke har samme fortryllende magi over sig. Slutningen var heller ikke så mindblowing, som jeg kunne ønske – den var ikke specielt overraskende eller chokerende, hvilket var synd, for forfatteren havde bygget op til, at NU sker der noget virkelig spændende!

Det var en glimrende læseoplevelse, selvom den ikke helt havde den dybde og den magi, jeg havde håbet på. Et interessant bud på, hvordan et liv som barn i vildnisset kan være, når man tror, at resten af verden er gået under.

Danmark dejligst – Den nye Danmarkskrønike 1972-93

En af mine bogudfordringer for i år er at læse flere fagbøger, og det har jeg sandelig fået gjort – inden for alle mulige kategorier. En af disse har selvfølgelig været historie, og her har jeg blandt andet hørt ‘Danmark Dejligst’-trilogien som lydbøger. Serien er skrevet af Gregers Dirckinck-Holmfeld og handler om Danmarkshistorien i perioden 1972-1993.

Jeg var lidt spændt på, hvor meget jeg ville få ud af trilogien og havde nok forventet, at det var første bog om 1970’erne, der ville byde på flest overraskelser. Jeg er nemlig født i 1978, så det er ret begrænset, hvad jeg kan huske fra den tid 😉

Men – pudsigt nok viste det sig, at jeg havde ret godt styr på begivenhederne i 1970’erne, hvor det især var de politiske begivenheder, der fyldte meget i bogen. Til gengæld var der flere overraskelser i bogen om starten af 1980’erne, mens slutningen af 1980’erne og starten af 1990’erne mest af alt indeholdt en lang række glædelige gensyn med barndomsminder såsom EM-finalen i fodbold i 1992.

Jeg synes, at forfatteren har gjort et godt stykke arbejde med at udvælge de begivenheder, der skulle med i bogen. Mange er oplagte – Tamilsagen, Danmarks nej i 1992 osv. – men der er også nogle begivenheder, som jeg husker knapt så tydeligt, men som er ret interessante. Her på bogbloggen er det for eksempel meget oplagt at nævne forlagskrisen i slutningen af 1980’erne, hvor bibliotekerne også led under, at folk fravalgte at låne bøger. Her skulle man pludselig til at redefinere, hvad et bibliotek skulle være, og hvordan man fortsat kunne tiltrække biblioteksbrugere. Den udfordring er også relevant i dag.

I det hele taget er ‘Danmark Dejligst’ interessant læsning – uanset hvor meget af tiden, man selv har oplevet – for den giver et indblik i den nye Danmarkshistorie og forklarer til dels også, hvorfor samfundet er, som det er i dag. Jeg vil anbefale dig at læse serien, hvis du gerne vil vide mere om denne periode af Danmarkshistorien eller bare gerne vil have opfrisket de vigtigste begivenheder i denne periode.

Exorcisten

exorcisten

Da jeg deltog i Dewey’s Read-a-Thon, nåede jeg lige at starte på denne bog, inden eventen var ovre – en rigtig horrorklassiker. Det er dog først og fremmest filmudgaven af ‘Exorcisten’, der er blevet kendt gennem tiden, men jeg syntes, det kunne være interessant at læse bogen, som filmen er bygget over.

‘Exorcisten’ er skrevet af William Peter Blatty i starten af 1970’erne, og den handler om en 12-årig pige, der opfører sig mere og mere besynderligt. Moren bliver meget bekymret og opsøger professionel hjælp, der dog må give fortabt, eftersom der er andre – og stærkere – kræfter på spild. Moren indser, at noget er helt galt, og til sidst bliver den unge præst Karras tilkaldt. Det viser sig, at barnet er besat, og at der er brug for exorcisme – dvs. djævleuddrivelse.

Mit første møde med denne historie var hverken den originale bog eller den første filmatisering men en spoof-film lavet engang i 1980’erne. Jeg kan ikke huske, hvad den hed, men her var Exorcisten en af de film, der blev gjort grin med. Dengang kan jeg huske, at jeg var både overrasket og ret skeptisk over udlægningen af handlingen, for det lød simpelthen for vulgært, men jeg fandt sidenhen ud af, at den humoristiske film var langt tættere på originalen, end jeg havde forventet.

‘Exorcisten’ er en ret barsk fortælling om et barn, der bliver besat og dermed både siger og gør ting, som intet anstændigt barn ville gøre. Det har helt sikkert virket ret voldsomt, da bogen udkom, men det gør den næppe i dag. Det er også en bog, som er oplagt som analysemateriale i gymnasiet, for der er masser af symbolik og mulighed for fortolkning i handlingen. Jeg tror dog, at de vulgære udtryk kan afholde en del undervisere fra at bruge den – udover det helt oplagte faktum, at der ikke er nok gymnasielærere, der læser horror… 😉

Det er helt klart første halvdel af bogen, der er mest spændende. Hele opbygningen af historien og moderens kamp for at finde ud af, hvad der er galt, er interessant og var med til at opbygge en vis forventning til, hvad der nu skulle ske. Desværre var det som om, at bogen tabte lidt pusten, da djævleuddrivelsen skulle i gang. Det blev alt for langtrukkent og forudsigeligt, og det var lidt synd, for den del fungerede fint på film – måske fordi filmfolkene havde sørget for at speede det lidt op.

Det er en ok horrorbog, men man skal måske hellere læse den, fordi den er en af grundstenene i nyere tids horrorfortællinger, end fordi man vil læse en rigtig uhyggelig bog.

Under en strålende sol

Jeg læste ‘Drageløberen’ af Khaled Hosseini for nogle år siden – en velskrevet og barsk fortælling, som samtidig gav et interessant indblik i nogle af de samfundsproblemer, som Mellemøsten er præget af. Jeg var derfor heller ikke i tvivl om, at jeg skulle læse ‘Under en strålende sol’ på et tidspunkt, men der gik alligevel et stykke tid, før jeg endelig fik læst den.

‘Under en strålende sol’ foregår i Afghanistan, hvor man følger to kvinder – Mariam og Laila. Selvom de langt fra er jævnaldrende, så flettes deres skæbner sammen i en mistrøstig og til tider tragisk fortælling om et samfund, der gennemgår store omvæltninger på grund af skiftende regeringer. Og det er ikke ligefrem omvæltninger, der er til kvindernes fordel, hvilket Mariam og Laila i den grad får at mærke. Alligevel er der små spirer af håb og sammenhold, og de to kvinder formår gang på gang at rejse sig og møde nye udfordringer med åben pande.

‘Under en strålende sol’ er endnu en spændende og velskrevet fortælling af Khaled Hosseini. Han får skabt to stærke – men også ret forskellige – kvinder, som bliver nødt til at samarbejde og tåle hinanden, og det lykkes ham også at skrive en ualmindelig modbydelig og samtidig troværdig skurk (her kunne Brent Weeks godt lære noget…). Gang på gang sidder man og bider negle, fordi der foregår så mange grumme ting i bogen, og alligevel sidder man og tænker, at nu – NU – må det da gå godt!

Der er enkelte steder, hvor jeg synes, at forfatteren har valgt en lidt for let – eller nærmere lidt for oplagt – vinkel på historien, og det er lidt synd, for det gør den relativ forudsigelig. Bogen er dog stadig spændende, og det er især Mariam og Lailas scener sammen, der er med til at fastholde spændingen i historien.

Bogen giver – ligesom ‘Drageløberen’ også et indblik i landets historie, og der var i hvert fald et par ting, som jeg ikke vidste om Afghanistan i forvejen – for eksempel hvordan kvindernes plads i samfundet var markant anderledes, da landet en overgang var præget af kommunismen.

‘Under en strålende sol’ er en fantastisk og tankevækkende fortælling. Den er barsk, grusom og kærlig på samme tid, og selvom der ind imellem går lidt Hollywood i den, så er den absolut anbefalelsesværdig.

De måske egnede

Denne bog fandt jeg hos et antikvariat sidste år, og jeg endte med at købe den, selvom jeg havde på fornemmelsen, at det ikke nødvendigvis var en bog, der ville falde i min smag. Imidlertid kan jeg godt lide at udfordre mig selv, og så tænkte jeg, at bogen kunne komme med på sommerferie – hvilket den så gjorde i sidste måned.

‘De måske egnede’ er skrevet af Peter Høeg og handler om tre børn, der anbringes i den samme københavnske privatskole i starten af 1970’erne. Børnene indgår i et forsøg, hvor skolen prøver at omskole dem fra at være institutionsbørn med ar på sjælen til at blive gode samfundsborgere. Ikke blot for børnenes skyld men også for skolens ry. Omskolingen skal ske med hård disciplin og overvågning, og det er noget, der får børnene til at stejle.

Det er ikke en særlig behagelig eller opmuntrende fortælling. Tværtimod er det både sørgeligt og tankevækkende, hvordan skolen begår overgreb mod børnene i forsøget på at gennemtvinge disciplin og orden. Peter Høeg leger med tidsbegrebet, som bruges til at dominere børnene, men jeg må indrømme, at denne del ikke helt fungerede for mig, selvom jeg sagtens kan se det interessante i eksperimentet.

Bogen er først og fremmest en kritik af en undertrykkende skole, der ikke giver frihed og mulighed for at udvikle en bred skare af unge men i stedet forsøger at ensrette og diktere dem til at blive på en bestemt måde. Det er et interessant emne, og selvom jeg ikke kan genkende det fra min skoletid (nu gik jeg så også i skole i 80’erne og 90’erne), så kan jeg sagtens forestille mig, at skolesystemet kan have været på den måde i starten af 70’erne (man har vel set Pink Floyd – The Wall :)).

Hovedpersonen i bogen, Peter, deler navn med forfatteren, og ud fra skrivestilen i bogen bliver man ind imellem i tvivl om, hvorvidt historien er en form for selvbiografi eller ej. Peter Høeg har selv afvist, at bogen ikke er selvbiografisk, men at en række af hændelserne tager udgangspunkt i virkelige hændelser, og denne vekslen mellem fiktion og virkelighed er faktisk det mest interessante ved bogen.

Alt i alt var det en ret blandet læseoplevelse. Jeg kunne godt se det interessante ved emnet og vinklen, men historien krøb aldrig rigtig ind under huden på mig, og det føltes en smule som pligtlæsning.

Vilde svaner

vilde svaner

I april måneds Goodreads-udfordring fik jeg ikke blot læst ‘Little Brother’ – jeg nåede søreme også ‘Vilde svaner’ af Jung Chang.

‘Vilde svaner’ fortæller ikke blot om tre kvindeliv – Jungs eget samt hendes mors og bedstemors – men også om Kinas historie og de voldsomme politiske og sociale ændringer, der var i landet i 1900-tallet. Hvordan landet gik fra at være et kejserrige til først at være domineret af japanere og dernæst russere indtil den lange periode, hvor Mao sad ved magten.

Denne bog er som en portal til en anden verden, for det er både interessant og skræmmende at læse, hvor forskellig det kinesiske samfund har været sammenlignet med et vestligt samfund som Danmark. Det er især på de sociale adfærdsmønstre og forholdet til staten, at kineserne adskiller sig fra danskere. Det var først og fremmest tiden under Mao, der overraskede mig – måske først og fremmest fordi jeg syntes, at der var stor forskel på teoretisk og praktisk kommunisme. Én ting er, at kommunisme argumenterer for ligeværd og ligeret – en anden ting er så, hvordan magthaverne reelt set har brugt kommunismen til at undertrykke og manipulere befolkningen.

‘Vilde svaner’ er som sagt en fortælling om tre kvinders skæbne, og det er virkelig interessant at se, hvordan kvinderollen ændrer sig i samfundet i løbet af bogen. Det er dog først og fremmest den politiske scene samt befolkningens adfærd, der skræmte og fascinerede mig på samme tid. Jeg havde meget svært ved at forlige mig med den ubarmhjertige og nedrige måde, mange kinesere opførte sig over for hinanden. Mao førte flere kampagner for at udrydde sine fjender, og det betød, at selv de mest Mao-tro konstant var under mistanke og blev beskyldt for alskens ugerninger. Offentlig fordømmelse, tortur og eksklusion blev brugt i et væk for at undertrykke og fastholde befolkningen i et jerngreb.

Bogen led desværre lidt under et ret fladt, nøgternt og unuanceret sprog, hvilket et eller andet sted undrer mig, da kinesisk er et meget smukt og malende sprog. Og alligevel burde jeg faktisk ikke være overrasket over stilen, for jeg var heller ikke så begejstret for sproget i ‘Enkekejserinden’ af samme forfatter.

Jeg må indrømme, at jeg heller ikke var så begejstret for forfatterens stærkt subjektive kommentarer angående Maos rolle i Kinas historie. Jeg forstår godt hendes behov for at udtrykke dem, men jeg synes, teksten havde stået stærkere, hvis jeg som læser selv var kommet frem til samme konklusion, uden at forfatteren ‘fodrede’ mig med dette synspunkt.

‘Vilde svaner’ er en barsk og deprimerende fortælling, men det er også en vigtig bog i fortællingen om Kinas historie. Den satte en masse tanker i gang hos mig, og jeg har lovet mig selv, at jeg snart må læse noget mere om Kinas nuværende politiske situation og samfundsstruktur, for den ved jeg alt for lidt om.

Her fra min himmel – The Lovely Bones

Her fra min himmelEn af mine bogudfordringer i år er, at jeg skal læse mindst otte bøger fra BBC’s 100 bøger du skal læse-liste. Her faldt jeg blandt andet over ‘Her fra min himmel’, der blev filmatiseret for nogle år siden under navnet The Lovely Bones. Jeg har ikke set filmen, men jeg kan huske, jeg læste flere positive anmeldelser af den, så jeg tænkte, det kunne være interessant at læse bogen.

‘Her fra min himmel’ er skrevet af Alice Sebold og handler om den 14-årige Susie Salmon, der bliver voldtaget og myrdet i en kold decemberaften i 1973, hvorefter morderen skjuler hendes lig. Fra himlen kan hun iagttage politiets opklaringsarbejde og  familiens sorg – især da de begynder at indse, at hun næppe vender hjem igen. Familien begynder langsomt at falde fra hinanden, da de enkelte familiemedlemmer takler tabet af Susie meget forskelligt, hvor for eksempel faren bliver meget optaget af at forsøge at finde frem til morderen.

Dette var en meget ambivalent læseoplevelse. Bogens start var meget stærk og gribende – hele scenen op til mordet på Susie og ikke mindst selve mordscenen var barsk, ubehagelig og samtidig meget velskrevet. Desværre mistede bogen hurtigt pusten derefter. Så snart opklaringen af mordet begyndte at sive ud i sandet, gjorde bogen ligeså. Det gjorde mig egentlig ikke så meget, at der var en række sekvenser, hvor Susie kommenterer på handlingen oppe fra sin himmel, selvom jeg har læst anmeldelser, hvor folk har taget afstand fra dette. Jeg syntes, det virkede lidt underligt, men omvendt gav det en indsigt i flere af familiemedlemmerne, ligesom det gav et (ekstra) sørgeligt skær til historien.

Jeg syntes dog ikke, at Susies familie var særlig interessant, og lige så snart kapitlerne ikke relaterede sig til Susie og mordet på hende, begyndte jeg at kede mig. Det ærgrede mig, for det kunne have været en smuk og tragisk historie om sorgen over tabet af et barn, men der var bare for mange ligegyldige scener undervejs.

Slutningen irriterede mig – faktisk så meget, at jeg endte med at give bogen en ret lav rating på Goodreads. Jeg havde ellers forsøgt at holde modet oppe indtil da, men til sidst måtte jeg bare erkende, at denne bog var slet ikke mig. Så nej, jeg kan desværre ikke anbefale ‘Her fra min himmel’.

Iranske erindringer

Jeg har ikke købt noget på årets bogudsalg – ganske enkelt fordi udvalget i år er det mest skuffende, jeg nogensinde har oplevet. Selv sidste år, hvor jeg heller ikke var synderlig imponeret over udvalget, lykkedes det mig at finde nogle bøger, jeg gerne ville købe. En af disse var ‘Iranske erindringer’, som var et spontant køb. Bogen hører ellers til en genre, som jeg ikke læser synderlig ofte og slet ikke plejer at købe, men nu gjorde jeg en undtagelse, og det er jeg glad for.

Bogen er skrevet af den iranske kvinde, Shirin Ebadi, som er født og opvokset i Iran, hvor hun tog sin uddannelse som jurist og blev en af Irans mest anerkendte jurister og dommere. Under den islamiske revolution i 1979 var hun blandt de aktive støtter, selvom flere advarede hende mod, at et islamisk styre næppe ville se med milde øjne på, at en kvinde som hende havde et magtfuldt erhverv som dommer. Det viste sig også, at de fik ret. Da Iran gik over til islamisk styre, blev hun presset til at stoppe sit arbejde som dommer, men hun opgav ikke og blev ved med at kæmpe for flere rettigheder til kvinderne.

I 2003 fik hun Nobels Fredspris som anerkendelse af hendes utrættelige kamp for at sikre retfærdighed for dem, som styret og korruptionen ellers forsøgte at  undertrykke.

Jeg synes ikke selv, jeg ved nok om Mellemøsten – hverken om konflikterne eller dagligdagen. Derfor giver en bog som ‘Iranske erindringer’ et virkeligt interessant og anderledes indblik i Irans historie – ikke bare på grund af detaljerne om den islamiske revolution, men også om tiden før og efter og hvordan det påvirkede lokalbefolkningen.

Noget af det, der særligt greb mig, var at bogen var skrevet af en iraner. Selvom bogen på mange måder er en kritik af det islamiske styre, så er det samtidig også en kærlighedserklæring til et land, som har en meget broget historie. De seneste årtier har den danske presse mest skrevet om konflikterne i Mellemøsten, så det var helt befriende at læse om hverdagen for den iranske befolkning og samtidig få et indblik i, hvordan det var inden den islamiske revolution.

Vil du gerne vide mere om Irans historie og gerne vil have en mere personlig vinkel end den, historiebøgerne ofte tilbyder, så kan jeg varmt anbefale dig at læse denne bog og evt. supplere den med ‘Persepolis 1+2’, som også er virkelig spændende og tankevækkende.

Persepolis 1 +2


Jeg håber, at jeg får læst flere graphic novels i 2015. Det er ikke en af mine bogudfordringer, men jeg tror, jeg alligevel vil gøre en indsats, så der sniger sig nogle graphic novels ind i læsningen i løbet af i år. Jeg læser i forvejen ‘The Walking Dead’-serien (men ikke så tit, da bøgerne er ret dyre), men jeg har også et par andre i kikkerten.

For et par uger siden fik jeg endelig læst anden og sidste del i Persepolis-fortællingen. ‘Persepolis’ og ‘Persepolis 2’ er skrevet af den iranske kvinde Marjana Satrapis og blandt de mest læste graphic novels verden over. Bøgerne foregår i Iran og Østrig i 1970’erne og 1980’erne og handler om Marjanas barndom – først i Iran inden den islamiske revolution, siden i Franrig, hvor hun studerer i fire år, inden hun vender tilbage til et meget anderledes Iran, der nu præges af præstestyrets regime.

Tegnestilen er simpel og rå – lidt ligesom ‘Maus’ – men alligevel ret udtryksfuld, selvom flere af personerne ind imellem ligner hinanden lige lovlig meget. Det er en bog, der handler om en ganske almindelig piges hverdag, men hvor de politiske og religiøse ændringer hele tiden lurer i baggrunden og er med til at påvirke hendes liv i stadig større grad. Marjana lader sig dog ikke begrænse, men beskriver ærligt og direkte, hvordan hun og andre unge lavede oprør i det stille og ikke ville finde sig i, at deres frihed blev begrænset.

Marjana som hovedperson virker meget troværdig – man har sympati for hende, selvom hun ind imellem opfører sig egoistisk eller ubetænksomt. Hun forsøger ikke at forherlige sin egen historie, men fortæller om sin hverdag og er heller ikke bange for at kritisere sin omgangskreds og det politiske styre.

‘Persepolis’ og ‘Persepolis 2’ giver et virkelig interessant indblik i iransk teenagepiges liv – både før og efter den islamiske revolution, og det gav mig en viden om landet og samfundet, som jeg følte, jeg manglede. Det er med til at sætte ansigt på befolkningen og giver et helt andet billede end det, som medierne tegner af landet i dag. Men det er også en barsk fortælling om, hvordan et land ændrede sig, og befolkningen også var nødt til at gøre det – i et vist omfang.

Vil du gerne prøve kræfter med et par graphic novels, der tager udgangspunkt i virkelige hændelser, så vil jeg anbefale dig de to bøger. De er knapt så barske som ‘Maus’ (som jeg selv skulle oparbejde lidt mod for at kaste mig over), men er stadig meget relevante.

Joyland

Jeg havde intet hørt om denne bog, indtil jeg stødte på den ved et tilfælde, da jeg en dag surfede på Amazons hjemmeside i slutningen af sidste år. Forsiden af bogen signalerede pulp og underlødig litteratur, og selvom Stephen Kings bøger ikke just bliver omtalt som finlitteratur, så forbandt jeg nu heller ikke hans forfatterskab med den (lettere) underlødige pulp-stil. Det viste sig dog også, at bogens indhold ikke nødvendigvis matchede forsiden…

‘Joyland’ foregår i 1973 og handler om den 21-årige Devin, som får et sommerferiejob i en forlystelsespark. Her falder han hurtigt til og får sig flere venner blandt de andre ansatte, men også en af de lokale – den 10-årige Mike, der er dødeligt syg – taler han mere og mere med. Devin og hans venner taler ind imellem om et mord, der blev begået nogle år tidligere i forlystelsen Horror House, hvor en ung pige blev dræbt af sin kæreste. Drabsmanden fandt man aldrig, men det siges, at pigens spøgelse ind imellem viser sig for gæsterne, der prøver Horror House..

Jeg er glad for, at jeg ikke for alvor havde sat næsen op efter en gang splatter eller action, for i så fald var jeg blevet skuffet. ‘Joyland’ er en langt mere rolig og afdæmpet fortælling i forhold til, hvad forsiden antyder, og det synes jeg er lidt synd, for det kan betyde, at folk læser bogen med de forkerte forventninger.

‘Joyland’ er en overraskende god og velskrevet bog, som både fungerer som dannelsesrejse for hovedpersonen Devin men også har en meget fin spændingskurve, som stille og roligt bygges op, mens den dystre stemning opbygges. Rigtig farligt og dramatisk bliver det ikke ligefrem, men der er flere gange antydningen af, at der er overnaturlige kræfter, og som læser sad jeg og nød, hvordan Stephen King forstod at skabe rammerne for en fortælling, hvor jeg nærmest kunne dufte popcornene og høre børnenes begejstrede hvin fra rutsjebanen.

Du skal læse denne historie, hvis du gerne vil vide, hvorfor Stephen King er så populær, for dette er et godt eksempel på hans evne til at skabe rammerne for en spændende historie. Er du mest til hans hardcore horrorbøger, kan det til gengæld godt være, at du vil finde denne bog en anelse kedelig. Det er en meget afdæmpet historie, og der bruges mere tid på karakterudvikling end på bål, brand og sære væsner. Men jo – der er naturligvis overnaturlige elementer – det kan King jo nærmest ikke lade være med.

Fun fact: Dette er i øvrigt første gang, at jeg måtte knibe et par tårer under læsningen af en King-bog. Det havde jeg alligevel aldrig troet ville ske!