Den hemmelige datter

Det er desværre ikke så tit, jeg falder over virkelige perler blandt de lydbøger, jeg låner via Ereolen. Det skyldes nok, at jeg eksperimenterer langt mere, når jeg vælger læsestof hos Ereolen og således prøver bøger, jeg næppe ville have købt. Men for nylig havde jeg en rigtig god læseoplevelse, da jeg hørte ’Den hemmelige datter’ af Shilpi Somaya Gowda.

‘Den hemmelige datter’ foregår dels i Indien og i USA og fortæller historien om adoptivbarnet Asha, der stammer fra Indien, men adopteres af et lægepar fra Californien. Asha vokser op vel vidende, at hendes forældre ikke er hendes biologiske forældre, selvom mange tror det, da hendes adoptivfar kommer fra Indien. Asha længes efter at vide mere om sin baggrund og ikke mindst sin biologiske familie, og bogen er dels en fortælling om Ashas opvækst og søgen efter sine oprindelige rødder, men også fortællingen om det at være forældre til et adoptivbarn samt det at have født et barn og givet det væk til adoption. Kort sagt – en fortælling om tre meget forskellige kvinder og deres skæbner.

Historien er opdelt, så man ser historien fra Somers, Kavitas og Ashas synsvinkel, og det er lykkedes forfatteren at skrue fortællingen sammen, så skiftene føles naturlige og samtidig supplerer hinanden rigtig godt.

Dette er en fortælling om kærlighed – ikke mindst kærligheden mellem mor og datter, men også ønsket om en families kærlighed. Det er længsel, håb og sorg, det er ønsket om at forstå og acceptere sin kulturelle baggrund, og det er higen efter at føle sig hjemme et sted. Det er så godt fortalt, at selvom jeg ikke nødvendigvis kendte alle problemstillinger fra mit eget liv, så blev det beskrevet så detaljeret og indlevende, at jeg til fulde forstod og følte med de enkelte personer og deres drømme og håb.

’Den hemmelige datter’ er en historie, der sagtens kunne blive en let gennemskuelig, sukkersød fortælling. Det bliver den heldigvis ikke, og jeg synes, den i stedet rummer en meget smuk fortælling om tre kvinders liv og drømme.

Det er helt klart en bog, jeg kan anbefale.

Konkyliesamlerne

Jeg har altid haft en klar fordom om, at denne bog ikke var noget for mig. Den var ret hypet, da den kom frem, og jeg kan da også huske, at jeg på et tidspunkt gav den i fødselsdagsgave til en af mine venner, som havde en anden bogsmag end mig.

Meeen… jeg er også lidt nysgerrig, og da jeg stødte på den igen, da jeg skimmede BBC’s The Big Read-liste igennem, tænkte jeg, at nu ville jeg alligevel give den en chance.

‘Konkyliesamlerne’ er skrevet af Rosamunde Pilcher og handler om familien Keeling – først og fremmest om Penelope, der er omdrejningspunktet for fortællingen. Penelope er ved at nå op i årene og ser tilbage på et liv med dets op- og nedture. Et liv, der har givet hende tre meget forskellige børn samt et hav af sorger og glæder. Og det er især sorgerne, at børnene enten ikke kender eller forstår, hvilket ind imellem får dem til at stille urimelige krav over for Penelope. Men hun lader sig ikke kue og tager nogle beslutninger, der både overrasker og chokerer børnene.

Denne bog var lidt træg at komme i gang med. Måske skyldtes det, at jeg læste for korte bidder i starten, for det var først, da jeg for alvor gav læsningen en skalle, at jeg følte, handlingen begyndte at få noget tempo. Men derefter flød historien stille og roligt.

Det er en fortælling, der ofte hopper i tid og sted. Det var ikke specielt forvirrende, men ind imellem irriterede det mig lidt, hvis jeg ikke syntes, det var et passende tidspunkt, det skete på. Det var dog en fin måde at præsentere Penelopes barndom og ungdom på, så man som læser langsomt fik stykket historien om Penelopes liv sammen og dermed forstod nogle af de valg, hun tog.

Selve historien er ikke specielt unik, og på flere måder syntes jeg, at den var ret forudsigelig. Dog ikke slutningen, hvor forfatteren sneg et twist ind, jeg ikke havde set komme. Men selvom historien ikke er hverken nyskabende eller overraskende, så er det en fin fortælling om en familie og de hemmeligheder og lig i lasten, der altid er.

Alt i alt var ‘Konkyliesamlerne’ en udmærket læseoplevelse. Det er ikke en bog, jeg forventer at huske i detaljer om nogle år, men det var fin underholdning og derfor også en bog, jeg vil anbefale som sommerferielæsning. Lettilgængelig men også med en vis ro og varme, der egner sig godt til en lun sommerdag.

Our Endless Numbered Days

Jeg købte én bog i januar måned, og det var denne her – ‘Our Endless Numbered Days’ af Claire Fuller. Den passede perfekt i min taske til togturene, så den læste jeg for nylig på mine køreture til og fra arbejde.

I ‘Our Endless Numbered Days’ følger man hovedpersonen Peggy – dels i nutiden, hvor hun stadig er ved at stykke sin families historie sammen, og dels i fortiden, hvor hun som otteårig fulgte med sin far ud i skoven for at bo. Faren fortalte hende, at resten af verden var udryddet, og at de var de eneste to overlevende. De måtte i stedet søge tilflugt dybt inde i vildnisset, hvor kampen for overlevelse var hård.

Oplægget til denne bog er lidt specielt, for som læser ved man allerede fra start, at Peggy tager ud i skoven for at bo i den tro, at resten af verden er gået, samtidig med, at man allerede fra første side møder Peggy, da hun er tilbage til civilisationen. Det betyder samtidig, at det spændende ved denne bog ikke er, om Peggy kommer tilbage, men hvordan hun gør og ikke mindst hvordan hun overlever de år, hvor hun lever sammen med faren ude i vildnisset.

Jeg kunne godt lide naturscenerne i denne bog, for det er selvfølgelig begrænset, hvor meget action der er i denne genre, uden at det bliver påduttet, og derfor var det klart beskrivelserne af omgivelserne, der trak op. Der var steder, hvor historien trak lidt i langdrag – ganske enkelt fordi historien foregår over for lang tid – og jeg savnede ind imellem også flere finurlige oplevelser, for det kunne man sagtens have tilføjet i bogen. Sjovt nok var det ikke Peggy, der var den mest interessante person i denne bog – hun virkede i det hele taget ret tilbageholden – men i stedet hendes far. Hans udvikling gennem bogen er fascinerende og er helt klart det, der giver den primære fremdrift i historien.

Jeg havde håbet, at denne bog ville røre mig på samme måde som ‘The Snow Child’ eller ‘The Silver Dark Sea’. Det formåede den desværre ikke, for så dyb er historien ikke, ligesom sproget heller ikke har samme fortryllende magi over sig. Slutningen var heller ikke så mindblowing, som jeg kunne ønske – den var ikke specielt overraskende eller chokerende, hvilket var synd, for forfatteren havde bygget op til, at NU sker der noget virkelig spændende!

Det var en glimrende læseoplevelse, selvom den ikke helt havde den dybde og den magi, jeg havde håbet på. Et interessant bud på, hvordan et liv som barn i vildnisset kan være, når man tror, at resten af verden er gået under.

Danmark dejligst – Den nye Danmarkskrønike 1972-93

En af mine bogudfordringer for i år er at læse flere fagbøger, og det har jeg sandelig fået gjort – inden for alle mulige kategorier. En af disse har selvfølgelig været historie, og her har jeg blandt andet hørt ‘Danmark Dejligst’-trilogien som lydbøger. Serien er skrevet af Gregers Dirckinck-Holmfeld og handler om Danmarkshistorien i perioden 1972-1993.

Jeg var lidt spændt på, hvor meget jeg ville få ud af trilogien og havde nok forventet, at det var første bog om 1970’erne, der ville byde på flest overraskelser. Jeg er nemlig født i 1978, så det er ret begrænset, hvad jeg kan huske fra den tid 😉

Men – pudsigt nok viste det sig, at jeg havde ret godt styr på begivenhederne i 1970’erne, hvor det især var de politiske begivenheder, der fyldte meget i bogen. Til gengæld var der flere overraskelser i bogen om starten af 1980’erne, mens slutningen af 1980’erne og starten af 1990’erne mest af alt indeholdt en lang række glædelige gensyn med barndomsminder såsom EM-finalen i fodbold i 1992.

Jeg synes, at forfatteren har gjort et godt stykke arbejde med at udvælge de begivenheder, der skulle med i bogen. Mange er oplagte – Tamilsagen, Danmarks nej i 1992 osv. – men der er også nogle begivenheder, som jeg husker knapt så tydeligt, men som er ret interessante. Her på bogbloggen er det for eksempel meget oplagt at nævne forlagskrisen i slutningen af 1980’erne, hvor bibliotekerne også led under, at folk fravalgte at låne bøger. Her skulle man pludselig til at redefinere, hvad et bibliotek skulle være, og hvordan man fortsat kunne tiltrække biblioteksbrugere. Den udfordring er også relevant i dag.

I det hele taget er ‘Danmark Dejligst’ interessant læsning – uanset hvor meget af tiden, man selv har oplevet – for den giver et indblik i den nye Danmarkshistorie og forklarer til dels også, hvorfor samfundet er, som det er i dag. Jeg vil anbefale dig at læse serien, hvis du gerne vil vide mere om denne periode af Danmarkshistorien eller bare gerne vil have opfrisket de vigtigste begivenheder i denne periode.

Under en strålende sol

Jeg læste ‘Drageløberen’ af Khaled Hosseini for nogle år siden – en velskrevet og barsk fortælling, som samtidig gav et interessant indblik i nogle af de samfundsproblemer, som Mellemøsten er præget af. Jeg var derfor heller ikke i tvivl om, at jeg skulle læse ‘Under en strålende sol’ på et tidspunkt, men der gik alligevel et stykke tid, før jeg endelig fik læst den.

‘Under en strålende sol’ foregår i Afghanistan, hvor man følger to kvinder – Mariam og Laila. Selvom de langt fra er jævnaldrende, så flettes deres skæbner sammen i en mistrøstig og til tider tragisk fortælling om et samfund, der gennemgår store omvæltninger på grund af skiftende regeringer. Og det er ikke ligefrem omvæltninger, der er til kvindernes fordel, hvilket Mariam og Laila i den grad får at mærke. Alligevel er der små spirer af håb og sammenhold, og de to kvinder formår gang på gang at rejse sig og møde nye udfordringer med åben pande.

‘Under en strålende sol’ er endnu en spændende og velskrevet fortælling af Khaled Hosseini. Han får skabt to stærke – men også ret forskellige – kvinder, som bliver nødt til at samarbejde og tåle hinanden, og det lykkes ham også at skrive en ualmindelig modbydelig og samtidig troværdig skurk (her kunne Brent Weeks godt lære noget…). Gang på gang sidder man og bider negle, fordi der foregår så mange grumme ting i bogen, og alligevel sidder man og tænker, at nu – NU – må det da gå godt!

Der er enkelte steder, hvor jeg synes, at forfatteren har valgt en lidt for let – eller nærmere lidt for oplagt – vinkel på historien, og det er lidt synd, for det gør den relativ forudsigelig. Bogen er dog stadig spændende, og det er især Mariam og Lailas scener sammen, der er med til at fastholde spændingen i historien.

Bogen giver – ligesom ‘Drageløberen’ også et indblik i landets historie, og der var i hvert fald et par ting, som jeg ikke vidste om Afghanistan i forvejen – for eksempel hvordan kvindernes plads i samfundet var markant anderledes, da landet en overgang var præget af kommunismen.

‘Under en strålende sol’ er en fantastisk og tankevækkende fortælling. Den er barsk, grusom og kærlig på samme tid, og selvom der ind imellem går lidt Hollywood i den, så er den absolut anbefalelsesværdig.

Lavendelhaven

Denne bog var et lidt usædvanligt valg for mig. Både forsiden og beskrivelsen antydede, at det var en kærlighedshistorie – og måske en ret traditionel slags – og det er jo ikke ligefrem den genre, jeg læser mest i, men det er sundt at udfordre sig selv, så det gjorde jeg.

‘Lavendelhaven’ er skrevet af Lucinda Riley og foregår dels i slutningen af 1980’erne, dels under 2. Verdenskrig. Omdrejningspunktet for historien er den unge franske kvinde, Emilie, hvis mor dør og efterlader familieslottet til Emilie. Hun får hjælp af den engelske kunsthandler Sebastian, der dukker op samtidig med dødsfaldet, og sammen forsøger de at få styr på den nødvendige restaurering af slottet. Samarbejdet udvikler sig til forelskelse, og Emilie siger straks ja, da han frier til hende. De bliver gift, og selvom hun nu skal bo i England, så bruger hun stadig megen tid på restaureringen af slottet, og det er også i den forbindelse, at hun falder over en digtsamling, som hendes tante har skrevet – en tante, Emilie aldrig har kendt, og som faren ikke ville tale om. Men Emilie overtaler slottets gamle vinbonde til at fortælle om sin families historie – en historie, der trækker nogle interessante tråde tilbage til 2. Verdenskrig.

Denne bog overraskede mig på flere områder. Jo, det er på mange måder en kærlighedshistorie, men det er også en bog, der indeholder en fascinerende fortælling om modstandskampen under 2. Verdenskrig.

Det var netop sidstnævnte, der var bogens store styrke, og flere gange blev jeg lettere irriteret, når scenen skiftede fra afsnittene om 2. Verdenskrig til afsnittene, der foregik i slutningen af 1980’erne. Scenerne fra fortiden var så medrivende og spændende, at de sagtens kunne have udgjort en bog i sig selv.

Rammefortællingen var desværre ikke lige så interessant. Her var de to største ulemper en ret naiv hovedperson, Emilie, som jeg havde svært ved at fatte sympati for, samt en ret forudsigelig handling. Der var et par detaljer til sidst, som jeg ikke havde forudset, men ellers var det en historie, som desværre var lige lovlig klichefyldt og konstrueret.

Men men… scenerne fra fortiden trækker op i det samlede billede, så det endte med at være en ganske fin og stemningsfuld læseoplevelse.

Iranske erindringer

Jeg har ikke købt noget på årets bogudsalg – ganske enkelt fordi udvalget i år er det mest skuffende, jeg nogensinde har oplevet. Selv sidste år, hvor jeg heller ikke var synderlig imponeret over udvalget, lykkedes det mig at finde nogle bøger, jeg gerne ville købe. En af disse var ‘Iranske erindringer’, som var et spontant køb. Bogen hører ellers til en genre, som jeg ikke læser synderlig ofte og slet ikke plejer at købe, men nu gjorde jeg en undtagelse, og det er jeg glad for.

Bogen er skrevet af den iranske kvinde, Shirin Ebadi, som er født og opvokset i Iran, hvor hun tog sin uddannelse som jurist og blev en af Irans mest anerkendte jurister og dommere. Under den islamiske revolution i 1979 var hun blandt de aktive støtter, selvom flere advarede hende mod, at et islamisk styre næppe ville se med milde øjne på, at en kvinde som hende havde et magtfuldt erhverv som dommer. Det viste sig også, at de fik ret. Da Iran gik over til islamisk styre, blev hun presset til at stoppe sit arbejde som dommer, men hun opgav ikke og blev ved med at kæmpe for flere rettigheder til kvinderne.

I 2003 fik hun Nobels Fredspris som anerkendelse af hendes utrættelige kamp for at sikre retfærdighed for dem, som styret og korruptionen ellers forsøgte at  undertrykke.

Jeg synes ikke selv, jeg ved nok om Mellemøsten – hverken om konflikterne eller dagligdagen. Derfor giver en bog som ‘Iranske erindringer’ et virkeligt interessant og anderledes indblik i Irans historie – ikke bare på grund af detaljerne om den islamiske revolution, men også om tiden før og efter og hvordan det påvirkede lokalbefolkningen.

Noget af det, der særligt greb mig, var at bogen var skrevet af en iraner. Selvom bogen på mange måder er en kritik af det islamiske styre, så er det samtidig også en kærlighedserklæring til et land, som har en meget broget historie. De seneste årtier har den danske presse mest skrevet om konflikterne i Mellemøsten, så det var helt befriende at læse om hverdagen for den iranske befolkning og samtidig få et indblik i, hvordan det var inden den islamiske revolution.

Vil du gerne vide mere om Irans historie og gerne vil have en mere personlig vinkel end den, historiebøgerne ofte tilbyder, så kan jeg varmt anbefale dig at læse denne bog og evt. supplere den med ‘Persepolis 1+2’, som også er virkelig spændende og tankevækkende.

Persepolis 1 +2


Jeg håber, at jeg får læst flere graphic novels i 2015. Det er ikke en af mine bogudfordringer, men jeg tror, jeg alligevel vil gøre en indsats, så der sniger sig nogle graphic novels ind i læsningen i løbet af i år. Jeg læser i forvejen ‘The Walking Dead’-serien (men ikke så tit, da bøgerne er ret dyre), men jeg har også et par andre i kikkerten.

For et par uger siden fik jeg endelig læst anden og sidste del i Persepolis-fortællingen. ‘Persepolis’ og ‘Persepolis 2’ er skrevet af den iranske kvinde Marjana Satrapis og blandt de mest læste graphic novels verden over. Bøgerne foregår i Iran og Østrig i 1970’erne og 1980’erne og handler om Marjanas barndom – først i Iran inden den islamiske revolution, siden i Franrig, hvor hun studerer i fire år, inden hun vender tilbage til et meget anderledes Iran, der nu præges af præstestyrets regime.

Tegnestilen er simpel og rå – lidt ligesom ‘Maus’ – men alligevel ret udtryksfuld, selvom flere af personerne ind imellem ligner hinanden lige lovlig meget. Det er en bog, der handler om en ganske almindelig piges hverdag, men hvor de politiske og religiøse ændringer hele tiden lurer i baggrunden og er med til at påvirke hendes liv i stadig større grad. Marjana lader sig dog ikke begrænse, men beskriver ærligt og direkte, hvordan hun og andre unge lavede oprør i det stille og ikke ville finde sig i, at deres frihed blev begrænset.

Marjana som hovedperson virker meget troværdig – man har sympati for hende, selvom hun ind imellem opfører sig egoistisk eller ubetænksomt. Hun forsøger ikke at forherlige sin egen historie, men fortæller om sin hverdag og er heller ikke bange for at kritisere sin omgangskreds og det politiske styre.

‘Persepolis’ og ‘Persepolis 2’ giver et virkelig interessant indblik i iransk teenagepiges liv – både før og efter den islamiske revolution, og det gav mig en viden om landet og samfundet, som jeg følte, jeg manglede. Det er med til at sætte ansigt på befolkningen og giver et helt andet billede end det, som medierne tegner af landet i dag. Men det er også en barsk fortælling om, hvordan et land ændrede sig, og befolkningen også var nødt til at gøre det – i et vist omfang.

Vil du gerne prøve kræfter med et par graphic novels, der tager udgangspunkt i virkelige hændelser, så vil jeg anbefale dig de to bøger. De er knapt så barske som ‘Maus’ (som jeg selv skulle oparbejde lidt mod for at kaste mig over), men er stadig meget relevante.

Eleanor og Park

Jeg følger en række booktubers, og mange har gennem de seneste måneder omtalt denne bog i rosende toner. Nu er den oversat til dansk og udkommer på min fødselsdag, den 4. marts, og jeg fik mulighed for at anmelde den, da Gad var så venlige at sende mig et eksemplar.

‘Eleanor og Park’ er skrevet af Rainbow Rowell og foregår i 1986. Bogen handler om den 16-årige pige, Eleanor, der netop er flyttet til Omaha sammen med moderen, de mange små søskende samt Eleanors ubehagelige og småpsykopatiske stedfar. Eleanor kommer fra en fattig familie, som kun lige kan klare sig, og det kan ses på hendes tøj. Det hjælper heller ikke, at hun føler sig buttet og forkert, og som den nye pige i skolen kommer hun helt automatisk til at falde lidt udenfor. På sin første skoledag møder hun Park i skolebussen, da det eneste ledige sæde tilfældigvis er ved siden af ham. Han lader hende være i fred – i modsætning til flere af de andre børn – men stille og roligt begynder hun at nyde hans (tavse) selskab, ligesom han begynder at få øjnene op for den sære, rødhårede pige. De falder i snak, og snart knytter der sig et bånd mellem de to spundet af tegneserier, rockmusik og kærlighed.

‘Eleanor og Park’ er både en kærlighedshistorie og en nostalgisk rejse tilbage til 1980’erne, hvor kassettebånd, naiv rock og kitchet tøj var med til at præge en hel ungdom. Det var dengang, man kunne lave mixtapes til sin elskede (det kunne man nu også i 90’erne, da jeg var teenager, men lad det nu ligge ;)) og hvor man i højere grad var afhængig af at lære ny musik via sine venner. Der er en vis naivitet over historien, som både skyldes tiden men også de to hovedpersoners personligheder.

Eleanor var en lidt speciel pige. Hun var egentlig let at holde af, men jeg syntes, at hun var lige lovlig paranoid og defensiv til min smag. Hun turde for lidt. Park virkede som en sød fyr, men manglede til gengæld noget kant og var lidt for anonym. Men sammen var de søde, og det var hyggeligt at se, hvordan deres venskab spirede frem og gik over til forelskelse. Jeg kunne næsten føle de sommerfugle, de havde i maven, lige inden de skulle se hinanden igen! 

Slutningen er lidt mærkelig. Jeg kan ikke gå i detaljer, da det vil røbe for meget af handlingen, men jeg syntes, at de sidste 50-70 sider tog en sær drejning og virkede ret påklistret – som om der pludselig skulle skrues op for actiondelen. Det trak desværre ned i min læseoplevelse – mest af alt fordi jeg ikke syntes, det passede ind i stilen i forhold til resten af bogen.

Alt i alt er det en sød, naiv og hyggelig bog om den første forelskelse og den usikkerhed, man føler, når man som teenager første gang åbner sit hjerte over for en anden – med risiko for, at han/hun ikke gengælder følelsen eller måske ligefrem gør nar af en. Det er en historie om at turde elske og turde glemme sig selv.

Sumobrødre

I kølvandet af anmeldelsen af ‘Kunsten at være kvinde’ følger der desværre endnu en smågnaven boganmeldelse, eftersom jeg for nylig kastede mig over ‘Sumobrødre’ bog i lydbogsformat.

‘Sumobrødre’ er skrevet af Morten Ramsland og foregår i starten af 1980’erne, hvor den 11-årige Lars bruger megen af sin tid sammen kammeraterne med at lave alskens drengestreger og bissetricks. De forsøger at tryne de små og flygte fra de store. De er platte, fjollede og uforsigtige, og de oplever lidt af hvert, for drenge i den alder begår – per definition – dumme ting i ny og næ.

Jeg havde ikke læst anmeldelser af denne bog, inden jeg gik i gang, og det fortrød jeg, jo længere ind i bogen jeg kom. Ikke alene har denne bog generelt fået en del lunkne anmeldelser – den fik også en del kritik på nøjagtig de samme punkter, som fik mig til at overveje at droppe den undervejs. Det var kun ren stædighed, der fik mig til at fortsætte til den bitre ende.

Jeg savnede lidt en rød tråd i bogen. Meget af tiden var det en masse små beskrivelser af skøre, skæve eller sære ting, som drengene kastede sig ud i, og selvom det i starten var fascinerende, så tog det efterhånden overhånd, da drengenes leg blev mere voldelig og ekstrem. Det var lidt ligesom at se ‘Zappa’ på speed. Men hvor skal det føre hen, og hvad er meningen med det? Det blev jeg mere og mere i tvivl om i løbet af bogen, og mest af alt virkede bogen fragmenteret.

Tonen var direkte, hård og krydret med alskens saftige bandeord, og det blev ret anstrengende i længden. For mig virkede det meget kunstigt og trættende, for den attitude mindede mig på ingen måde om de drenge, jeg kendte i den alder, og der var ellers en del provinsielle bisser iblandt 😉

Jeg kan egentlig godt lide tanken om at vise børns leg fra dengang, hvor de ikke var i diverse børnepasningsordningerne dagen lang, men havde mulighed for at rende rundt og lave skarnsstreger, men sproget og den – i mine øjne – småekstreme opførsel var med til at irritere mig godt og grundigt. Jeg syntes ikke, at den opførsel passede til 11-års alderen. Jeg havde nærmere forventet den opførsel af 6- eller 7-årige.

Der var glimt af alvor og eftertænksomhed i bogen, når hovedpersonen prøvede at forstå, hvorfor de voksne ind imellem opførte sig underligt eller tog mærkelige beslutninger. Her var der mulighed for at bringe lidt af den bittersøde og underfundige stemning frem fra dengang, hvor man som barn ikke altid forstod, hvorfor de voksne kunne blive pinligt berørte over de (i et barns øjne) særeste ting. Desværre er det ikke noget, forfatteren for alvor dykker ned i, og det er synd, for her kunne bogen virkelig have udviklet sig til en spændende oplevelse.

Bogen skal efter sigende være morsom, men jeg blev mest af alt irriteret af at læse den. Jeg tror bare ikke, at forfatteren og jeg har samme tilgang til humor, for hans bestseller, ‘Hundehoved’, fandt jeg heller ikke sjov, selvom det var en af de ting, den blev mest rost for. I de anmeldelser, jeg har læst af ‘Sumobrødre’, er der også ret delte meninger om, hvorvidt bogen er sjov eller ej.

Jeg må desværre konstatere, at forfatterens stil ikke rigtig er noget for mig. Denne bog drukner i platheder og stupid drengevold, og det bliver ærlig talt trættende i længden. Ikke en bog jeg kan anbefale.