Den hemmelige datter

Det er desværre ikke så tit, jeg falder over virkelige perler blandt de lydbøger, jeg låner via Ereolen. Det skyldes nok, at jeg eksperimenterer langt mere, når jeg vælger læsestof hos Ereolen og således prøver bøger, jeg næppe ville have købt. Men for nylig havde jeg en rigtig god læseoplevelse, da jeg hørte ’Den hemmelige datter’ af Shilpi Somaya Gowda.

‘Den hemmelige datter’ foregår dels i Indien og i USA og fortæller historien om adoptivbarnet Asha, der stammer fra Indien, men adopteres af et lægepar fra Californien. Asha vokser op vel vidende, at hendes forældre ikke er hendes biologiske forældre, selvom mange tror det, da hendes adoptivfar kommer fra Indien. Asha længes efter at vide mere om sin baggrund og ikke mindst sin biologiske familie, og bogen er dels en fortælling om Ashas opvækst og søgen efter sine oprindelige rødder, men også fortællingen om det at være forældre til et adoptivbarn samt det at have født et barn og givet det væk til adoption. Kort sagt – en fortælling om tre meget forskellige kvinder og deres skæbner.

Historien er opdelt, så man ser historien fra Somers, Kavitas og Ashas synsvinkel, og det er lykkedes forfatteren at skrue fortællingen sammen, så skiftene føles naturlige og samtidig supplerer hinanden rigtig godt.

Dette er en fortælling om kærlighed – ikke mindst kærligheden mellem mor og datter, men også ønsket om en families kærlighed. Det er længsel, håb og sorg, det er ønsket om at forstå og acceptere sin kulturelle baggrund, og det er higen efter at føle sig hjemme et sted. Det er så godt fortalt, at selvom jeg ikke nødvendigvis kendte alle problemstillinger fra mit eget liv, så blev det beskrevet så detaljeret og indlevende, at jeg til fulde forstod og følte med de enkelte personer og deres drømme og håb.

’Den hemmelige datter’ er en historie, der sagtens kunne blive en let gennemskuelig, sukkersød fortælling. Det bliver den heldigvis ikke, og jeg synes, den i stedet rummer en meget smuk fortælling om tre kvinders liv og drømme.

Det er helt klart en bog, jeg kan anbefale.

Danmark dejligst – Den nye Danmarkskrønike 1972-93

En af mine bogudfordringer for i år er at læse flere fagbøger, og det har jeg sandelig fået gjort – inden for alle mulige kategorier. En af disse har selvfølgelig været historie, og her har jeg blandt andet hørt ‘Danmark Dejligst’-trilogien som lydbøger. Serien er skrevet af Gregers Dirckinck-Holmfeld og handler om Danmarkshistorien i perioden 1972-1993.

Jeg var lidt spændt på, hvor meget jeg ville få ud af trilogien og havde nok forventet, at det var første bog om 1970’erne, der ville byde på flest overraskelser. Jeg er nemlig født i 1978, så det er ret begrænset, hvad jeg kan huske fra den tid 😉

Men – pudsigt nok viste det sig, at jeg havde ret godt styr på begivenhederne i 1970’erne, hvor det især var de politiske begivenheder, der fyldte meget i bogen. Til gengæld var der flere overraskelser i bogen om starten af 1980’erne, mens slutningen af 1980’erne og starten af 1990’erne mest af alt indeholdt en lang række glædelige gensyn med barndomsminder såsom EM-finalen i fodbold i 1992.

Jeg synes, at forfatteren har gjort et godt stykke arbejde med at udvælge de begivenheder, der skulle med i bogen. Mange er oplagte – Tamilsagen, Danmarks nej i 1992 osv. – men der er også nogle begivenheder, som jeg husker knapt så tydeligt, men som er ret interessante. Her på bogbloggen er det for eksempel meget oplagt at nævne forlagskrisen i slutningen af 1980’erne, hvor bibliotekerne også led under, at folk fravalgte at låne bøger. Her skulle man pludselig til at redefinere, hvad et bibliotek skulle være, og hvordan man fortsat kunne tiltrække biblioteksbrugere. Den udfordring er også relevant i dag.

I det hele taget er ‘Danmark Dejligst’ interessant læsning – uanset hvor meget af tiden, man selv har oplevet – for den giver et indblik i den nye Danmarkshistorie og forklarer til dels også, hvorfor samfundet er, som det er i dag. Jeg vil anbefale dig at læse serien, hvis du gerne vil vide mere om denne periode af Danmarkshistorien eller bare gerne vil have opfrisket de vigtigste begivenheder i denne periode.

Baby Jane

Det var lidt et tilfælde, at jeg kastede mig over ‘Baby Jane’ af Sofi Oksanen. Jeg læste ‘Renselse’ af hende for nogle år siden, og den fangede mig desværre ikke rigtig. ‘Baby Jane’ faldt jeg over, da jeg lånte lydbøger hos Ereolen.dk, og der var et eller andet ved introteksten, der fangede, så jeg endte med at låne den.

‘Baby Jane’ foregår i Helsinki i 90’erne og handler om Piki, der er en sej og ombejlet lesbisk kvinde, som hovedpersonen (og jeg-fortælleren) forelsker sig i. De to indleder et forhold, men selvom de har det skønt sammen, så lurer der hele tiden noget i baggrunden. For er Piki virkelig så forelsket i hovedpersonen? Og hvad er hendes forhold til ekskæresten Bossa?

‘Baby Jane’ er en kort historie. Jeg hørte den som sagt som lydbog, og her varede den ca. 5 timer, så det er en lille men alligevel ret spændende historie om to kvinder, der indleder et råt og ubarmhjertigt forhold, hvor man som læser hurtigt får fornemmelsen af, at historien ikke ligefrem er rosenrød trods bogens forside.

Jeg var positivt overrasket over, hvor grebet jeg blev af historien, og jeg kunne ikke lade være med at sidde og fundere over, hvilken slutning forfatteren mon ville gå efter. Jeg var især fascineret af, hvor barsk og alligevel smuk og dragende, forholdet blev beskrevet, for det var tydeligt, at der var tale om to skæbner, som ville hinanden det godt, men simpelthen havde for mange lig i lasten. Der er en intens og trykkende stemning hele vejen igennem, og som læser bliver man nærmest lettet, når man når frem til slutningen.

‘Baby Jane’ er bestemt værd at læse, hvis du har lyst til en spændende men også tungsindig og skrøbelig historie.

Under en strålende sol

Jeg læste ‘Drageløberen’ af Khaled Hosseini for nogle år siden – en velskrevet og barsk fortælling, som samtidig gav et interessant indblik i nogle af de samfundsproblemer, som Mellemøsten er præget af. Jeg var derfor heller ikke i tvivl om, at jeg skulle læse ‘Under en strålende sol’ på et tidspunkt, men der gik alligevel et stykke tid, før jeg endelig fik læst den.

‘Under en strålende sol’ foregår i Afghanistan, hvor man følger to kvinder – Mariam og Laila. Selvom de langt fra er jævnaldrende, så flettes deres skæbner sammen i en mistrøstig og til tider tragisk fortælling om et samfund, der gennemgår store omvæltninger på grund af skiftende regeringer. Og det er ikke ligefrem omvæltninger, der er til kvindernes fordel, hvilket Mariam og Laila i den grad får at mærke. Alligevel er der små spirer af håb og sammenhold, og de to kvinder formår gang på gang at rejse sig og møde nye udfordringer med åben pande.

‘Under en strålende sol’ er endnu en spændende og velskrevet fortælling af Khaled Hosseini. Han får skabt to stærke – men også ret forskellige – kvinder, som bliver nødt til at samarbejde og tåle hinanden, og det lykkes ham også at skrive en ualmindelig modbydelig og samtidig troværdig skurk (her kunne Brent Weeks godt lære noget…). Gang på gang sidder man og bider negle, fordi der foregår så mange grumme ting i bogen, og alligevel sidder man og tænker, at nu – NU – må det da gå godt!

Der er enkelte steder, hvor jeg synes, at forfatteren har valgt en lidt for let – eller nærmere lidt for oplagt – vinkel på historien, og det er lidt synd, for det gør den relativ forudsigelig. Bogen er dog stadig spændende, og det er især Mariam og Lailas scener sammen, der er med til at fastholde spændingen i historien.

Bogen giver – ligesom ‘Drageløberen’ også et indblik i landets historie, og der var i hvert fald et par ting, som jeg ikke vidste om Afghanistan i forvejen – for eksempel hvordan kvindernes plads i samfundet var markant anderledes, da landet en overgang var præget af kommunismen.

‘Under en strålende sol’ er en fantastisk og tankevækkende fortælling. Den er barsk, grusom og kærlig på samme tid, og selvom der ind imellem går lidt Hollywood i den, så er den absolut anbefalelsesværdig.

Iranske erindringer

Jeg har ikke købt noget på årets bogudsalg – ganske enkelt fordi udvalget i år er det mest skuffende, jeg nogensinde har oplevet. Selv sidste år, hvor jeg heller ikke var synderlig imponeret over udvalget, lykkedes det mig at finde nogle bøger, jeg gerne ville købe. En af disse var ‘Iranske erindringer’, som var et spontant køb. Bogen hører ellers til en genre, som jeg ikke læser synderlig ofte og slet ikke plejer at købe, men nu gjorde jeg en undtagelse, og det er jeg glad for.

Bogen er skrevet af den iranske kvinde, Shirin Ebadi, som er født og opvokset i Iran, hvor hun tog sin uddannelse som jurist og blev en af Irans mest anerkendte jurister og dommere. Under den islamiske revolution i 1979 var hun blandt de aktive støtter, selvom flere advarede hende mod, at et islamisk styre næppe ville se med milde øjne på, at en kvinde som hende havde et magtfuldt erhverv som dommer. Det viste sig også, at de fik ret. Da Iran gik over til islamisk styre, blev hun presset til at stoppe sit arbejde som dommer, men hun opgav ikke og blev ved med at kæmpe for flere rettigheder til kvinderne.

I 2003 fik hun Nobels Fredspris som anerkendelse af hendes utrættelige kamp for at sikre retfærdighed for dem, som styret og korruptionen ellers forsøgte at  undertrykke.

Jeg synes ikke selv, jeg ved nok om Mellemøsten – hverken om konflikterne eller dagligdagen. Derfor giver en bog som ‘Iranske erindringer’ et virkeligt interessant og anderledes indblik i Irans historie – ikke bare på grund af detaljerne om den islamiske revolution, men også om tiden før og efter og hvordan det påvirkede lokalbefolkningen.

Noget af det, der særligt greb mig, var at bogen var skrevet af en iraner. Selvom bogen på mange måder er en kritik af det islamiske styre, så er det samtidig også en kærlighedserklæring til et land, som har en meget broget historie. De seneste årtier har den danske presse mest skrevet om konflikterne i Mellemøsten, så det var helt befriende at læse om hverdagen for den iranske befolkning og samtidig få et indblik i, hvordan det var inden den islamiske revolution.

Vil du gerne vide mere om Irans historie og gerne vil have en mere personlig vinkel end den, historiebøgerne ofte tilbyder, så kan jeg varmt anbefale dig at læse denne bog og evt. supplere den med ‘Persepolis 1+2’, som også er virkelig spændende og tankevækkende.

Sofies verden

Jeg deltager ofte i ‘Vælg for mig’-udfordringen på Goodreads, og her fik jeg to forslag at vælge imellem i denne måned – ‘Scarlet’ og ‘Sofies Verden’. Jeg valgte at læse begge bøger – anmeldelsen af ‘Scarlet’ kan du læse her.

Jeg har længe følt, at jeg burde læse ‘Sofies Verden’ af Jostein Gaarder – også selvom jeg havde på fornemmelsen, at det ikke var en bog for mig. Men det er en bog, som folk ofte har talt om eller refereret til, og da min kære husbond havde den stående, så var der ikke rigtig nogen undskyldning.

Bogen handler om teenagepigen Sofie, som pludselig modtager en række breve med begynder-lektioner til filosofi. Afsenderen er ukendt, og Sofie er dybt forundret – og nysgerrig. Hun læser materialet, der pirrer hendes nysgerrighed, og snart begynder hun at gruble over de spørgsmål, som den ukendte afsender har indarbejdet i materialet. Samtidig begynder Sofie at modtage postkort, der er stilet til anden, jævnaldrende pige ved navn Hilde. Men hvem er Hilde, og hvorfor sender Hildes far postkortene til Sofie? Det bliver en rejse i filosofiens verden, men også en dannelsesrejse for Sofie, der lærer meget om sig selv undervejs.

Dette var en meget blandet læseoplevelse for mig. Den første 120-130 sider slugte jeg hurtigt, men derefter gik jeg lidt i stå. De filosofiske kapitler blev for lange og for belærende, og jeg måtte holde et par pauser i læsningen og kastede mig også over ‘Monsters of Men’, som jeg læste sideløbende med ‘Sofies Verden’. Læserytmen blev ind imellem afbrudt af irritation over filosofilærerens tone eller den sære sidehistorie med den ukendte pige, Hilde, hvis postkort Sofie hele tiden modtog. Jeg syntes, at sidehistorien mest af alt var irriterende og irrelevant, og jeg syntes ikke, den gjorde noget godt for fortællingen.

Tonen i bogen er ret pudsig. Jeg sad ofte og undrede mig over, hvordan personerne talte til hinanden, og jeg syntes, at der var en unødig hård og uhøflig tone personerne imellem. Meget sært og forstyrrende for min fordybelse i bogen – jeg fandt det utroværdigt og mærkeligt.

Jeg kan godt lide, at bogen tager udgangspunkt i filosofiens historie, og at den forhåbentlig kan give unge (og nysgerrige voksne som mig) et indblik i de forskellige filosofiske retninger. Jeg har før stiftet bekendtskab med de fleste af teorierne, så for mig var det en fin anledning til at få genopfrisket et par ting, men ellers kan jeg godt forestille mig, at den for andre vil være en spændende indgangsbillet til filosofiens verden.

Jeg var dog ikke særlig glad for balancen i bogen eller personerne som helhed. De virkede flade, ligegyldige og ofte utroværdige. De filosofiske passager blev ind imellem alt for lange og for tænkte – som om forfatteren hellere ville skrive en fagbog i stedet for skønlitteratur. Det var irriterende, og jeg blev både utålmodig og frustreret over, at teksten ikke kunne fange eller forføre mig som læser, men mere fik mig til at føle som en elev, der skulle læse lektier til næste dag.

Jeg kan godt se bogens berettigelse, og jeg kan også godt forstå, at der er folk, der er betaget af denne bog. Jeg foretrækker dog til enhver tid at læse en ‘ren’ skønlitterær bog eller fagtekster om filosofi – ikke hybridløsninger som ‘Sofies Verden’.

Krøniker fra Mars

Når man taler om sci-fi, kan man ikke rigtig undgå at nævne Ray Bradbury, der var en af 1900-tallets mest flittige og berømte sc-fi-forfattere. Han har blandt andet skrevet ‘Fahrenheit 451’, men blot få år før, at denne klassiker udkom, sendte han novellesamlingen ‘Krøniker på Mars’ på markedet.

Bogen indeholder en lang række korte noveller, der kan læses særskilt eller ud i ét, eftersom novellerne er opsat efter kronologisk rækkefølge. Historierne foregår – som titlen også afslører – på Mars, som menneskene koloniserer efter flere mislykkede forsøg.

Bogens opbygning kan godt snyde lidt i starten, så man tror, at det er én lang historie, men i så fald bliver man både forvirret og skuffet.

Novellerne varierer i stil og kvalitet. Den første er for eksempel ganske munter, til trods for at det går menneskene ilde, mens andre noveller er mere dystre. Historierne udstiller i den grad menneskets arrogance og destruktive adfærd, da menneskene starter med at tage til Mars, hvor de bekæmper de fredelige marsboere og overtager planeten. Det kunne være opstarten på et nyt og bedre samfund (for menneskene), men spørgsmålet er, om det virkelig er sådan, det ender?

Jeg var ikke så meget til den muntre stil, som flere af novellerne bar præg af. Ikke at alle sci-fi-bøger skal være så dystre som ‘Ender’s Game’ og ‘2001’, men det blev lige lovlig folkekomedie-agtigt.

Til gengæld var oplægget – at mennesket tager til Mars for at overvinde de fredelige marsboere og overtage deres planet – meget interessant. Normalt plejer det jo at være rumvæsnerne, der er de onde, men her var det for en gangs skyld menneskene, der fik skurkerollen.

Jeg synes tit, at novellesamlinger kan opfattes som en pose blandet slik. Nogle af historierne kan du rigtig godt lide, mens andre ikke rigtig falder i din smag. Sådan har jeg det også med ‘Krøniker fra Mars’, og derfor bliver oplevelsen også middelmådig.

Hedebølge

En af de mest markante kvindelige forfattere på den skandinaviske forfatterscene er Liza Marklund. Jeg har dog aldrig læst noget af hende, hvilket sandsynligvis skyldes, at jeg hørte om hende i forbindelse med den bølge af femi-krimier, der var i 00’erne, og som jeg ikke brød mig om (men det er en helt anden diskussion).

Jeg kastede mig over ‘Hedebølge’, som er den første bog i hendes serie om journalisten Annika Bengtzon. Hun udgav dog en bog før denne, men ‘Hedebølge’ foregår tidsmæssigt først, og derfor valgte jeg at læse den.

I starten af bogen bliver liget af en ung kvinde fundet på en kirkegård. Annika er på det tidspunkt journalistelev og får et tip om historien. Det bliver hendes chance for ikke blot at skrive en interessant og meget aktuel artikel – det bliver også hendes mulige springbræt til en fast stilling på redaktionen, for hun er fast besluttet på at udnytte chancen til at vise sit værd. Sagen udvikler sig, og Annika finder ud af, at der foregår flere sære ting bag linjerne. Er det sandt, at der er en minister indblandet? Hvilken forbindelse havde den myrdede til pornoklubben i nærheden? Og hvor langt skal man gå for at sikre sig den gode historie?

Historien er både velskrevet og spændende. Der er en fin balance mellem action og realisme, så det hverken bliver for hårdtpumpet (det er jo Sverige, det her – og ikke en amerikansk gangsterby) eller for sløvt. Samtidig er det en interessant introduktion til hovedpersonen, for her får man mulighed for at se, hvordan hun var, mens hun var elev.

… og nu vi er ved hovedpersonen. Jeg havde det lidt blandet med Annika. Hun var som sådan sympatisk nok, men jeg havde det lidt svært med, at hun som journalist (eller rettere journalistelev) skulle være en del af opklaringen af et mord. På det punkt er jeg meget traditionel. Opklaring af mord er en sag for politi og detektiver – basta! Her har journalister ikke noget at gøre, og da slet ikke den sensationshungrende type, som optræder flere gange i bogen. Jeg ved godt, at den holdning ikke just passer så godt sammen med udgangspunktet med, at hovedpersonen i serien er journalist, men det er ikke desto mindre sådan, jeg har det i forbindelse med krimier (og virkeligheden for den sags skyld). 

I forbindelse med opklaringsarbejdet studsede jeg også flere gange. Det er tilsyneladende utrolig let for Annika at troppe op hos forskellige offentlige instanser for at få udleveret fortrolige dokumenter. Ikke alene kan hun sagtens få udleveret en række dokumenter, som jeg ærlig talt tvivler på, at ministerier m.m. ville udlevere uden en lang intern diskussion – hun får dem også udleveret samme dag! Det er meget utroværdigt i mine øjne (med mindre Sverige da fungerer meget anderledes på dette punkt), og det havde jeg svært ved at abstrahere fra, for det betød en hel del for efterforskningen af mordet.

Til trods for, at der var flere ting, der irriterede mig ved bogen (blandt andet det helt grundlæggende, at det er en journalist, der tager del i opklaringsarbejdet), så var bogen en fin læseoplevelse, og jeg overvejer, om ikke jeg skal give serien en chance mere på et senere tidspunkt.

Samme dag næste år

I min søgen efter spændende bøger på netlydbog.dk faldt jeg over denne bog, som røg til tops på salgslisterne, da den udkom i for få år siden.

‘Samme dag næste år’ er skrevet af David Nicholls og handler om Emma og Dexter, som man følger fra 1988 og frem til 2007. Bogen er opdelt, så man får et glimt af deres liv den samme dag hvert år i denne periode – uanset hvor i livet de er på det tidspunkt.

Emma og Dexter lærer hinanden at kende, da de er sammen til den sidste fest på studiet den 15. juli 1988. Derefter skilles de, men de bevarer kontakten, selvom de hurtigt bevæger sig i hver sin retning, og med tiden udvikler det sig til et varmt venskab. Dexter er den charmerende og flotte fyr, som hurtigt får sig en fremadstormende karriere, mens Emma er den pæne, lidt stræberagtige pige, der helst skal være så korrekt som muligt – og derfor ofte glider i ét med tapetet. Som tiden går, udvikler begge hovedpersoner sig dog – både som personer men også i relationen til den anden – og mange ting ændrer sig.

Jeg indrømmer gerne, at denne bog ikke just hører til den type bøger, jeg plejer at kaste mig over med begejstring. Oplægget lugter langt væk af at være en undskyldning for at fortælle historien om et umage vennepar, der pludselig forelsker sig i hinanden og derefter lever lykkeligt til deres dages ende. Det var nu ikke helt den oplevelse, jeg fik ud af at læse bogen (heldigvis), men jeg syntes alligevel ikke, at bogen levede op til de flotte anmeldelser, den fik, da den blev udgivet.

Først og fremmest har jeg et problem med hovedpersonerne. Jeg bryder mig ganske enkelt ikke om dem. Det er ret tydeligt, at Dexter skal fremstilles som en overfladisk og selvfed fyr, som de færreste i sidste ende bryder sig om – slet ikke som tingene udvikler sig – men det var faktisk Emma, jeg brød mig mindst om. Hun var ind imellem temmelig bedrevidende og så korrekt, at det kom til at virke skingert og påtaget. Dexter fik jeg mest af alt ondt af, mens Emma burde vide bedre, når hun gjorde tankeløse ting. Venskabet mellem de to virker ind imellem også ret forceret. Hvad er det egentlig, de ser i hinanden? Og hvorfor bliver de ved med at holde kontakten, selvom de flere gange sårer hinanden? Det savnede jeg flere argumenter for.

Bogen er blandt andet beskrevet som humoristisk, men den del bed ikke på mig. Jo, Emma har da flere skarpe bemærkninger, og deres samtaler kan godt indeholde de finurligheder, der ofte opstår i samtaler mellem venner, men intet der for alvor rørte mig eller fik mig til at smile.

Jeg kan egentlig godt lide ideen med, at man følger de samme mennesker på en bestemt dato flere år i træk – jeg er bare ikke så begejstret for den spirende kærlighed mellem de to hovedpersoner, for jeg synes, den bliver lidt for søgt ind imellem, og jeg havde hellere set, at der var tale om et venskab, hvor kærlighed ikke spillede ind på noget tidspunkt. Det er trods alt muligt at have venskaber mellem mænd og kvinder, uden at det nødvendigvis udvikler sig til forelskelse.

En ret middelmådig læseoplevelse, som snart forsvinder i glemslen.

Glaspigen

Dette er en dokumentarisk bog, der bygger på virkelige hændelser, men en decideret biografi er det ikke, eftersom visse ting er omskrevet lidt, og en række personer går under andre navne.

‘Glaspigen’, der er skrevet af Karin Dyhr og Marianne Holmen, handler om den 29-årige Ida, der har ondt i sjælen på grund af begivenheder, der fandt sted i hendes barndom. En dag kan hun ikke rumme det længere og må have behandling, men én behandling er ikke nok, og i de følgende år ryger hun ind og ud af psykiatriske afdelinger 70 gange. Hun er fortvivlet, vred, destruktiv og svær at behandle, og efterhånden tager en stadig større del af personalet afstand fra hende og mener, at hun er krukket og egoistisk. Men midt i al elendigheden er der også et par stykker, som sætter sig for at gøre en forskel – at lytte til Ida og hjælpe hende til at komme videre, så hun ikke fortaber sig i medicinske tåger.

Dette er på ingen måde feel-good læsning, og flere gange måtte jeg stoppe op for at sunde mig og tænke over indholdet, inden jeg kunne læse videre. Det er ubehageligt og deprimerende at høre om, hvordan Ida blev misbrugt af sin far som barn og den lange og til tider ydmygende behandling, som hun blev udsat for som voksen. En behandling, der både rummede perioder med umyndiggørelse, medicinering og manglende empati.

Selvom sympatien og forståelsen først og fremmest ligger hos Ida, så synes jeg også, at bogen er med til at belyse hvor svært det kan være som behandler/sygeplejer/psykiater at gøre det rigtige. Hvad der er det rigtige at gøre i én situation for at få en person til at åbne op, vil sandsynligvis ikke være det rigtige i en anden. Hvornår skal man udfordre patienten og hvornår skal man holde sig til at lytte? Jeg har selv været pårørende til en person, der tumlede med en række psykiske udfordringer, og her følte jeg mig flere gange magtesløs og i tvivl om, hvad jeg burde gøre – og hvad jeg kunne gøre i det hele taget.

Det er som sagt barsk læsning, men ikke desto mindre vil jeg kraftigt anbefale dig at læse bogen, for den giver et skræmmende indblik i, hvordan det er at være psykisk syg, og hvilken behandling man kan risikere at blive udsat for.