Analfabeten der kunne regne

Dette er anden udgivelse fra Jonas Jonasson, der fik stor succes med sin første roman, ‘Den hundredårige der kravlede ud af vinduet og forsvandt’. Jeg læste bogen i slutningen af 2010, men var ikke overvældende begejstret – i starten var den sjov og underfundig, men i løbet af bogen kammede det over og blev for utroligt og utroværdigt. Alligevel kunne jeg ikke nære mig, da jeg så, at eBib havde ‘Analfabeten der kunne regne’ liggende, så den blev lånt og læst på togturene.

Bogen handler om Nombeko Mayeki, en ung afrikansk pige, der arbejder som latrintømmer i Sydafrika. Hun er en pige med ben i næsen og en hjerne, der arbejder på fuld tryk – en god kombination, når man bor et sted, hvor livet er hårdt og ubarmhjertigt. Skæbnen vil, at hun kommer ud på lidt af en rejse – først som rengøringskone for den fordrukne og dumme forsvarschef, inden hun senere flygter fra efterretningstjenesten og ender i Sverige. Her møder hun brødrene Holger og Holger samt den vrede pige, Celestine, og tilsammen udgør de et (umage) firkløver, der kommer på mange eventyr sammen.

Det er næsten umuligt at skrive en fyldestgørende teaser for denne bog, for der sker så mange (utrolige) ting i den, at det er svært at sammenfatte det i nogle få sætninger.

Jeg synes, der er en bedre balance i denne bog i forhold til den første bog af samme forfatter. Humoren er stadig underspillet og med et glimt i øjet, hvilket jeg elsker, og der sker stadig en del vanvittige ting. Alligevel har jeg lettere ved at købe præmisserne for denne historie – også når der sker fantastiske og ekstreme ting. Måske fordi det virker, som om forfatteren har været bedre til at afstemme dem og inkorporere dem i historien?

Uanset hvad hyggede jeg mig fint, da jeg læste bogen, og det er en af de bedste humoristiske bøger, jeg har læst i år. Det er måske ikke et så stort kompliment – jeg læser sjældent sjove bøger, og der er ikke særlig mange af dem, der gør indtryk på mig, men denne her var bestemt en fin læseoplevelse.

Eksil

listen over de bøger, jeg skal læse i år, står Jakob Ejersbos bog, ‘Eksil’. Bogen er den første i Afrika-trilogien, som først blev udgivet efter hans død i 2008 – 40 år gammel.

‘Eksil’ foregår i Tanzania i 1980’erne, hvor teenageren Samantha er hovedpersonen, der fortæller om sin hverdag. Hun er den rapkæftede og fandenivoldske type, som spiller mere hård, end hun reelt set er, og hendes sårbarhed skinner igennem flere gange, selvom hun forsøger at skjule det.

Forholdet til forældrene er ikke noget at råbe hurra for, og hendes misbrug af alkohol og narkotika tager til, ligesom hun ender med at blive smidt ud af skolen. Til sidst ender hun med at finde sammen med en mand, der er over dobbelt så gammel som hende selv, men også det bringer problemer med sig.

Jeg har læst mange positive anmeldelser af denne bog – og enkelte negative – og desværre hører jeg til den sidste del, som ikke er specielt begejstret for bogen.

Jeg hørte bogen som lydbog, og det vil jeg fraråde. Oplæseren gjorde det godt nok, men på grund af tekstens simple opbygning er historien utrolig ensformig og enerverende, når bogen bliver læst op. Lad mig komme med et eksempel fra bogen:

„Vil du efterlade mig her helt alene med de gamle?“ spørger jeg.
„Ja,“ siger Alison.
„De tager livet af mig,“ siger jeg.
„Jeg bliver nødt til at lære noget,“ siger Alison. Far går forbi på gangen. Jeg drejer hovedet efter ham.
„Jeg har ikke set England i tre år. Vi har boet her i tolv år – jeg ender som tanzanianer,“ siger jeg højt. Han fortsætter hen ad gangen.
„Du skal nok komme til England,“ siger han uden at vende sig.
„Jeg trænger sgu nu,“ siger jeg. Far stopper op, kigger på mig.
„Nu slapper du af,“ siger han. „Jeg har sagt, du ikke skal bande herhjemme. Du kan rejse op og besøge Alison næste år.“ 

Det bliver utrolig tungt og trættende, når det læses op, mens det nok er lidt lettere at leve med, hvis du læser historien i bogform.

Det er en barsk fortælling om et råt teenageliv, hvor sprut, smøger og stofferne flyder. Sproget er simpelt, direkte og fyldt med irriterende meget teenageslang. Det var med til at gøre mig rigtig, rigtig træt af hovedpersonen meget tidligt i historien.

Til gengæld er det interessant, at forfatteren bruger Tanzania som ramme for sin fortælling, for det giver et indblik i en kultur, man ellers sjældent hører om her i Danmark, og det er meget forfriskende.

Som sagt er meningerne ret delte hvad angår denne bog. Læs den hvis du vil have et indblik i en teenagers liv i Afrika i 1980’erne, men forbered dig på en barsk fortælling og et sprog, din mor ikke ville have accepteret.