A Flame in the Mist


Da jeg ledte efter Asien-inspireret litteratur til mit forårstema, faldt jeg over ’A Flame in the Mist’ af Renee Abdieh, som jeg endte med at læse i slutningen af juni. Det er en bog med overnaturlige elementer, uden at det decideret er en fantasybog.

I ’A Flame in the Mist’ er Mariko – datter af en respekteret samurai – på vej til sin kommende ægtefælle, da rejseselskabet bliver overfaldet af banditter. Mariko undslipper med nød og næppe, men når dog at opfatte, at det er The Black Clan, der stræber hende efter livet. Hvorfor ved hun dog ikke, men hun beslutter sig for at finde ud af det, så hun kan tage hævn. Hun forkorter sit hår, binder barmen ind og klæder sig i drengetøj, inden hun efterfølgende opsøger The Black Clan for at udspionere dem. Det vælger at indlemme den mystiske dreng i gruppen, og snart opdager Mariko, at her er et fællesskab, hvor hun bliver værdsat for sin intelligens og handlemod og ikke betragtes som en handelsvare, sådan som hendes far har gjort.

Jeg kunne virkelig godt lide starten af bogen, hvor der var masser af dramatik og spænding. Hele scenen, hvor Marikos rejseselskab bliver overfaldet, var virkelig godt skrevet. Desværre knækkede filmen allerede lige efter, hvor Mariko beslutter sig for at infiltrere The Black Clan. Hun har et overraskende stort overskud til at opbygge et øjeblikkeligt had mod de formodede gerningsmænd i stedet for på nogen måde at virke overrasket eller bekymret over at vade rundt i en mørk, ukendt skov. Det virkede så dumdristigt, at jeg som læser havde meget svært ved at acceptere denne præmis.

Jeg havde det i det hele taget noget ambivalent med Mariko, for i bogen beskrives hun som meget dygtig og intelligent, men hendes opførsel afspejler det ikke rigtig. Hun er vanvittig dumdristig og påståelig, så det er rent held, at hun klarer sig igennem. Men hun dog visse evner – for eksempel at kunne blande sprængstoffer samt udtænke våbendesign. Hvordan hun har erhvervet sig disse evner, når hun tydeligvis er opvokset i et hjem, hvor piger er nipsting, der bortgiftes til højestbydende, det har jeg ingen anelse om.

Settingen er spændende – det gamle Japan kombineret med mennesker, der har magiske evner – men jeg synes ikke, at potentialet bliver udnyttet fuldt ud, hvilket især skyldes de ret uinteressante personer, der er med i historien. Der er glimt af magi og mysticisme, men det bliver aldrig rigtig forklaret eller foldet ud.

’A Flame in the Mist’ er første del i en serie, men ikke en jeg kommer til at læse.

Women of the Silk


Jeg har lige opdaget, at jeg har glemt at blogge om månedens to-read-bog fra maj, og det går ikke, så her kommer endelig en anmeldelse af den!

‘Women of the Silk’ er skrevet af Gail Tsukiyama og foregår i Kina i første halvdel af 1900-tallet, hvor man følger pigen Pei. Hendes familie sender hende til en silkefabrik for at arbejde, og her vokser hun op blandt en række kvinder, hun knytter sig til. De er vant til at underordne sig både familien og fabrikken, men oprørske tanker spirer, og pludselig er der kvinder, der siger fra – kvinder, der forlanger selvstændighed!

Jeg synes, at ‘Women of the Silk’ er en interessant og lidt anderledes fortælling om asiatiske kvinder i 1900-tallet. Mange af de bøger, jeg har læst om kvindeskæbner i Asien, har haft fokus på kvinder som ofre og mænd som mandchauvinistiske og brutale skurke. Jeg er ikke i tvivl om, at ligestillingen halter i Asien, men jeg synes dog også, at det nærmest har virket karikeret i flere af de bøger, jeg har læst, og derfor er det dejligt med en bog, hvor fokus er på kvindernes fællesskab og ikke på deres relation til mændene i samfundet.

Der er rørende øjeblikke, og der er underfundige stunder, der får smilet frem, men der er også dramatiske og triste situationer, hvor kvindernes liv ændrer sig drastisk – kort sagt var der en del følelser i denne bog. Jeg blev ikke overvældet af det, men jeg synes, at der var en fin variation, og det betød samtidig, at det ikke altid var en forudsigelig fortælling. Der var nogle ting, jeg gættede mig til, men jeg var absolut ikke sikker på, hvordan bogen ville ende.

Absolut en af de bedre bøger i forbindelse med mit Asien-tema. Ikke blændende god men ganske udmærket.

American Panda

I min søgning efter bøger til mit Asien-tema faldt jeg over ’American Panda’Ereolen Global.

Bogen er skrevet af Gloria Chao og handler om teenageren Mei, som bor i USA, men hvis forældre stammer fra Taiwan. Det giver visse komplikationer, da forældrene har nogle meget klare ideer om, hvordan Meis fremtid skal udforme sig. Hun skal uddannes som læge, og så skal hun naturligvis giftes med en mand fra Taiwan, så der kan komme en masse børnebørn.

Men Mei er ikke synderligt interesseret i at blive læge, og da hun samtidig falder for en fyr, der absolut ikke er fra Taiwan, står hun i et dilemma. Hun ved, hvor meget forældrene har ofret for at sikre hendes fremtid, og hun risikerer, at de slår hånden af hende, hvis hun fortæller dem sandheden. Det skete for hendes bror, da han blev kæreste med en kvinde, forældrene ikke brød sig om. Så hvad skal hun gøre?

Her er det klassiske teenageoprør, hvor hovedpersonen vil noget andet end det, forældrene ønsker for vedkommende. I dette tilfælde er det krydret med et kulturclash, hvor de strikse asiatiske traditioner ikke spiller sammen med de amerikanske frihedsidealer, og Mei er i sandhed fanget i en konflikt, hvor der ikke er nogen let løsning. Selvfølgelig er det forståeligt, at hun ikke vil såre sine forældre, men ind imellem virker det også overdrevet, at de blander sig så meget i hendes liv.

I store træk fungerer det fint, selvom jeg stejlede et par gange, for det kommer til at virke så voldsomt – og derfor til tider også urealistisk. Men kulturforskellen gør – overdreven eller ej – at bogen trods alt viser lidt fornyelse i forhold til andre ungdomsbøger, jeg har læst gennem tiden.

’American Panda’ var en ok ungdomsroman – forholdsvis traditionel men fint opbygget.

Dreams of Joy

Lige siden jeg læste ’Pigen med viften’ af Lisa See, har jeg haft en svaghed for hendes bøger. Jeg har læst flere af dem gennem årene – blandt andet Pigerne fra Shanghai’, der blev oversat til dansk. De følgende år gik jeg og ventede på, at efterfølgeren, ’Dreams of Joy’, også ville blive oversat, men det skete desværre aldrig, så i forbindelse med asiatiske læsetema købte jeg bogen på engelsk i stedet.

I ’Dreams of Joy’ er der to fortællere – Joy, som også var fortæller i første bog, samt datteren Pearl. Eller rettere – Pearl er ikke Joys biologiske datter men datter af søsteren May, der dog gladeligt lod Joy overtage rollen som mor. Men Pearl finder ud af sammenhængen og mener, at hendes liv er én stor løgn, og hun stikker derfor af fra sit trygge hjem i USA. Hun drager til Kina – fascineret at fortællingen om det kommunistiske styre samt drevet af ønsket om at finde sin far. Joy rejser efter for at finde datteren, og snart er begge kvinder dybt involveret i det nye samfund i Kina. Et samfund, der trues af hungersnød efter en fejlslagen landbrugspolitik, og hvor styret ikke vil erkende, at der er begået fejl.

Jeg syntes desværre ikke, at de to hovedpersoner virkede særligt troværdige. Pearl er meget oprørsk, egenrådig og naiv – også lang tid efter, at hun er rejst ind i Kina – mens Joy er så selvopofrende, at det virker tåbeligt. Deres historier virkede derfor ind imellem lidt for skingre og konfronterende.

Til gengæld er det historiske indblik i denne bog ganske interessant. Hungersnøden, der hærgede Kina i slutningen af 1950’erne og slog millioner og atter millioner ihjel, spiller en vigtig rolle i denne fortælling. Når man oplever den gennem Pearls øjne, bliver det en meget nærværende og modbydelig historie om et styre, der var drevet af stolthed og arrogance, og hvor den almindelige arbejder blot var en lille brik, der kunne ofres. I det hele taget er det fascinerende at læse om det kommunistiske samfund set gennem Pearls og Joys øjne, selvom det dog til tider er lidt for tydeligt, at den er skrevet af en forfatter med ’amerikanske briller på’.

’Pigerne fra Shanghai’ er ikke en af mine favoritter blandt Lisa Sees bøger, og det kommer ’Dreams of Joy’ heller ikke til at være. Den virker på mange måder lidt for stereotyp, ligesom personerne kommer til at virke flade og karikerede. Bogens styrke er klart det indblik i kommunismens Kina, man får, selvom også her er fronterne trukket skarpt op, så der er en klar skurk i fortællingen.

The Way of the Warrior


Jeg nåede at læse en del bøger under sidste måneds readathon – blandt andet ‘The Way of the Warrior’, der er første bog i ‘Young Samurai’-serien. Jeg tænkte, at denne ungdomsbog ville passe fint til en readathon, hvor bøgerne gerne må være hurtige og lette at læse.

I bogen følger man drengen Jack, der strander på den japanske kyst, efter at hans faders skib bliver overfaldet af ninjapirater, og skibet derefter synker. Jack bliver reddet af en højagtet sværdmester og derefter adopteret på linje med sværdmesterens søn. Det er noget, som sønnen tager ilde op – ikke mindst da Jack også begynder at uddanne sig som samurai og tydeligvis er dygtig til det.

På mange måder minder denne ‘The Way of the Warrior’ om mange andre ungdomsbøger. Ung knægt bliver lærling og skal gennemgå en masse prøvelser men klarer sig selvfølgelig godt (det meste af tiden). Her er settingen dog lidt anderledes, da den foregår i Japan under samurai-æraen. Jeg havde det personligt lidt hårdt med de føromtalte ninjapirater (det er simpelthen for fjollet!), men bortset fra det var det en udmærket ungdomsbog med fokus på de klassiske værdier – ærlighed, venskab og næstekærlighed.

Det er ikke stor skrivekunst, men det er ok underholdning til en sommerferie eller hvis du blot trænger til en lettilgængelig historie uden de vilde overraskelser.

Mit år med kød

Da jeg var på biblioteket for at låne bøger med asiatisk tema, faldt jeg over to bøger af Ruth Ozeki – ‘Tidens væsen’  samt ‘Mit år med kød’. Sidstnævnte læste jeg lige efter ’Vegetaren’, men det var altså et tilfælde!

’I ’Et år uden kød’ følger man to kvinder – først og fremmest produceren Jane, der har fået til opgave at lave en række madprogrammer, My American Wife, til japansk fjernsyn – diskret sponsoreret af den amerikanske kødindustri. Netop sponsoraftalen bliver en større og større hæmsko i takt med, at Jane opdager, hvordan det amerikanske oksekød bliver produceret uden hensyntagen til dyrenes velbefindende. Kan hun reelt set forsvare at producere programmer, der priser indtagelsen af oksekød? Det giver en række konflikter med chefen, hvis kone, Akiko, også optræder i en række kapitler. Akiko står i kraft af sin rolle som den underkuede hustru som en modpol til den oprørske Jane og tegner samtidig et billede af den japanske kone, som madprogrammerne skal forestille sig at henvende sig til.

Historien er i starten ret komisk. Jane bliver ved med at finde deltagere til madprogrammer, der ikke passer ind i oksekødstemaet – først fordi hendes interviewpersoner foretrækker andre typer kød end oksekød og senere hen fordi hendes deltagere er vegetarer. Det resulterer i adskillelige skideballer fra chefen, men mærkeligt nok bliver hun ikke fyret. Hun bliver selv mere og mere bevidst om, hvordan hun forsøger at undgå oksekød i programmet i takt med, at hun opdager problemer med produktionen af kødet, og snart er historien ikke længere morsom men en reel kritik af kødproduktionen.

Jeg synes klart, at det var kritikken af oksekødindustrien, der var mest interessant ved bogen. De småskøre episoder i starten der langsomt ændrede sig, da Jane opdagede, hvor alvorlige problemer der var. Desværre kom nogle af episoderne til at virke karikerede, da det virkede dybt utroværdigt, at Jane var så rebelsk i forhold til sit oplæg – og at hun gang på gang slap for at blive fyret.

Akikos rolle var jeg ikke særlig vild med. Det virkede mest af alt, som om hun var med for at tegne et stereotypt billede af en undertrykt asiatisk kvinde med en dybt usympatisk og voldelig mand. Kombineret med den lidt for letkøbte Hollywoodslutning sluttede bogen desværre på en noget fesen måde. Ærgerligt når nu starten var så god.

Tidens væsen

’Tidens væsen’ er skrevet af Ruth Ozeki og handler om to kvinder, der bor i hver sin verdensdel. Den ene, Ruth, bor i Canada. En dag finder hun en madkasse på stranden, som indeholder en dagbog skrevet af den japanske teenagepige Nao. I bogen fortæller Nao, at hun er træt af at blive mobbet og har planer om at begå selvmord. Inden vil hun dog nå at fortælle om bedstemorens liv, for det fortjener den 104-årige kvinde. Bedstemoderen er zenbuddhistisk nonne og har lært Nao meget om livet og mennesker. I takt med, at Ruth læser dagbogen, gør hun sig mange tanker om, hvem Nao er, og hvad der er sket med hende. Er hun stadig i live?

Jeg kunne godt lide starten på bogen og selve præmisset med, at den ene hovedperson oplever den anden hovedperson gennem en dagbog. Især Naos stemme var stærk og selvbevidst og kom til at stå i kontrast til Ruth, der virkede både forsigtig og bekymret. I takt med, at historien udviklede sig, syntes jeg dog desværre, at Naos stemme blev knapt så markant og mistede sin kraft. Samtidig blev Ruth mere og mere bekymret, da hun var bange for, at Nao ville stå ved sin beslutning om at begå selvmord. Ruth begyndte derfor at undersøge, hvordan hun eventuelt kunne forhindre det, og her havde jeg lidt svært ved at se, hvordan det hang sammen. Når Ruth var bevidst om, at hun læste i en dagbog, der var skyllet op på stranden efter at have rejst en halv jordklode rundt, så ville de fleste mennesker nok forvente, at der var gået (alt for) lang tid. Jeg havde i hvert fald svært ved at sætte mig ind i Ruths lidt paniske opførsel, og jeg syntes også, at det blev for konkret… for løsningsorienteret. Ja, jeg ved, det er en lidt pudsig formuleret kritik, men jeg syntes, at historien i sig selv var stærk nok til, at den ikke behøvede at have et efterspil i form af Ruths jagt på, hvem Nao er/var.

’Tidens væsen’ giver et interessant indblik i blandt andet zenbuddhisme, det japanske skoleliv og kamikazepiloterne under 2. Verdenskrig – et spøjst sammensurium som dog giver nogenlunde mening, når man læser det. Det er en historie om to kvinder, der er vidt forskellige steder i livet, men som alligevel ender med at betyde noget for hinanden – Nao for Ruth, der lever sig ind i teenagerens liv og kvaler og Ruth for Nao, der betragter den kommende læser af dagbogen som sin fortrolige.

Bogen er forsynet med en lang række noter, der forklarer de japanske udtryk, der bruges i Naos tekster. Jeg syntes, det var en guldgrube af oplysninger, men fodnoterne kan nok også irritere nogle læsere, selvom noterne ikke fylder så meget.

Alt i alt en interessant læseoplevelse, der dog tabte pusten undervejs og derfor ikke rørte mig så meget, som jeg havde håbet.

Vegetaren

Den første bog, jeg fik læst i forbindelse med mit Asien-tema, var ‘Vegetaren’ af Han Kang. Igen en af de bøger, jeg har hørt rigtig godt om, siden den udkom for et par år siden.

I ‘Vegetaren’ lever Yeong-Hye et ret almindeligt liv sammen med ægtemanden Cheong – lige indtil den dag, hvor hun beslutter sig for at blive vegetar (reelt set er hun nærmere veganer, men bogen siger vegetar). Det tager manden dog mildest talt ikke særlig pænt, og det bliver hurtigt til en konflikt i familien. Kød udgør traditionelt set en central del i de koreanske måltider, og hendes valg anses for at være en unormal og nærmest syg handling. Familien prøver at gribe ind, og det udvikler sig snart til groteske scener, hvor det hele spidser til.

Historien er fortalt fra tre forskellige synsvinkler – først Yeong-Hyes mand, dernæst hendes svoger og til sidst hendes søster. Dermed kommer der nogle ret interessante synspunkter og observationer med, som suppleres af enkelte scener, hvor Yeong-Hye selv optræder. Fortællerne er meget ærlige og direkte og sparer ikke sig selv – for eksempel fik jeg hurtigt indtryk af, at manden var et utrolig egocentreret og voldeligt menneske, som jeg havde meget svært ved at fatte sympati med. I det hele følte jeg hurtigt, at Yeong-Hye blev uretfærdigt behandlet af den intolerante familie. Forfatteren skånede dog ikke hovedpersonen. Yeong-Hye er ikke et klassisk offer men fremstår også som mystisk og fremmedgjort, da hendes handlinger bliver mere og mere absurde.

Bogen sætter fokus på normalitet og brud på traditioner. Hvad der sker, når nogen træder udenfor fællesskabet og indirekte sætter spørgsmålstegn ved samfundsnormerne. Den fokuserer samtidig også på kvindeundertrykkelse og menneskenes trang til at undertrykke og kue individer, de ikke kan identificere sig med.

‘Vegetaren’ er til tider en ret voldsom og ubehagelig bog – den egner sig ikke til hyggelæsning på stranden eller i sommerhuset. Den virker ind imellem næsten karikeret, fordi personerne handler så drastisk, men det er muligt, at den ikke opfattes sådan i Asien, hvor kønsrollerne er langt mere traditionelle end dem, man støder på i dagens Danmark.

Jeg synes, at det er en yderst interessant og tankevækkende bog. Desværre taber den lidt pusten hen imod slutningen, som – i mine øjne – er unødig lang, men det er ikke desto mindre en ret fascinerende og skræmmende fortælling.

Fortællingen om dengang Xu Sanguan solgte sit blod

Jeg trængte til at lytte til nogle korte lydbøger i ferien, og her faldt jeg over ‘Fortællingen om dengang Xu Sanguan solgte sit blod’ af Yu Hua hos Ereolen. Det er historien om den unge mand Xu Sanguan, der opdager hvor mange penge, man kan tjene ved at sælge sit blod. Han bruger en del af pengene på at invitere byens smukkeste kvinde ud, men da hun ikke falder for hans charme, beslutter han sig i stedet for at bruge resten af pengene på at udkonkurrere hendes kæreste, He Xiaoyong. Årene går, og de får tre drenge, men folk i byen mener, at det ikke er Xu Sanguan, der er far til den ældste af drengene – men i stedet He Xiaoyong. Der udbryder en voldsom fejde mellem de to, og samtidig udbryder der hungersnød i landet. Xu Sanguan ser ikke anden udvej end at atter sælge blod, og snart er det en løsning, han tyr til oftere og oftere.

Dette er en tragikomisk fortælling om landsbylivet i Kina. Den giver et fint indblik i de intriger og problemer, der let opstår i mindre samfund, og den er skrevet på en måde, så jeg flere gange kom til at le, når personerne rodede sig ud i tåbelige og pinlige situationer. Jeg fik lidt dårlig samvittighed, for det var ikke sjovt for dem, men det var skrevet så syrligt, at det var tydeligt, at forfatteren heller ikke altid fandt dem særlig kløgtige.

En del af handlingen er ret forudsigelig, men jeg synes ikke, at det ødelægger fornøjelsen ved at læse bogen. Det er en fin og lærerig lille fortælling, som jeg godt kan anbefale.

Den hemmelige datter

Det er desværre ikke så tit, jeg falder over virkelige perler blandt de lydbøger, jeg låner via Ereolen. Det skyldes nok, at jeg eksperimenterer langt mere, når jeg vælger læsestof hos Ereolen og således prøver bøger, jeg næppe ville have købt. Men for nylig havde jeg en rigtig god læseoplevelse, da jeg hørte ’Den hemmelige datter’ af Shilpi Somaya Gowda.

‘Den hemmelige datter’ foregår dels i Indien og i USA og fortæller historien om adoptivbarnet Asha, der stammer fra Indien, men adopteres af et lægepar fra Californien. Asha vokser op vel vidende, at hendes forældre ikke er hendes biologiske forældre, selvom mange tror det, da hendes adoptivfar kommer fra Indien. Asha længes efter at vide mere om sin baggrund og ikke mindst sin biologiske familie, og bogen er dels en fortælling om Ashas opvækst og søgen efter sine oprindelige rødder, men også fortællingen om det at være forældre til et adoptivbarn samt det at have født et barn og givet det væk til adoption. Kort sagt – en fortælling om tre meget forskellige kvinder og deres skæbner.

Historien er opdelt, så man ser historien fra Somers, Kavitas og Ashas synsvinkel, og det er lykkedes forfatteren at skrue fortællingen sammen, så skiftene føles naturlige og samtidig supplerer hinanden rigtig godt.

Dette er en fortælling om kærlighed – ikke mindst kærligheden mellem mor og datter, men også ønsket om en families kærlighed. Det er længsel, håb og sorg, det er ønsket om at forstå og acceptere sin kulturelle baggrund, og det er higen efter at føle sig hjemme et sted. Det er så godt fortalt, at selvom jeg ikke nødvendigvis kendte alle problemstillinger fra mit eget liv, så blev det beskrevet så detaljeret og indlevende, at jeg til fulde forstod og følte med de enkelte personer og deres drømme og håb.

’Den hemmelige datter’ er en historie, der sagtens kunne blive en let gennemskuelig, sukkersød fortælling. Det bliver den heldigvis ikke, og jeg synes, den i stedet rummer en meget smuk fortælling om tre kvinders liv og drømme.

Det er helt klart en bog, jeg kan anbefale.