Out

Den sidste japanske bog, jeg nåede i august måned, var ‘Out’ af Natsuo Kirino. Bogen har stået på min bogreol i mange år, og jeg kan ikke længere huske, hvor eller hvorfor jeg købte den, men nu var det efterhånden på tide at læse den!

Bogen handler om fire japanske kvinder, der arbejder på natholdet på en bento-fabrik (en bento er en slags madpakke, du kan købe overalt i Japan på samme måde, som du kan købe sandwiches overalt i europæiske storbyer. Se her, hvis du vide, hvordan du selv kan lave en bento box). En morgen dræber en af kvinderne sin utro og spillegale mand. Hun søger hjælp hos de andre kvinder, og de ender med at sørge for, at liget bliver skaffet af vejen. Først senere finder hun ud af, at de har parteret manden og fordelt ligdelene ud over hele byen.

Ingen fatter mistanke til fire kvinder – eller gør man? Da politiet går i gang med opklaringsarbejdet, starter en kæde af afpresningsforsøg, pengeudvekslinger, skyldfølelse, vrede og misundelse blandt de fire kvinder. Hvem kan stole på hinanden? Og hvem skal man hjælpe?

Denne bog adskiller sig meget fra mange af de andre japanske bøger, jeg har læst. Denne foregår i nutiden med fire kvindelige fabriksarbejdere som omdrejningspunkt. Det er en socialrealistisk setting, som dog hurtigt udvikler sig på en måde, som (forhåbentlig) ikke ligner den almindelige japaners hverdag. Kvindernes indbyrdes forhold er til tider lidt akavet. De taler en del sammen på fabrikken, men ses ikke rigtig privat, og den ene af dem er tydeligvis ikke vellidt af de andre – hvilket er helt forståeligt, for hun er virkelig irriterende! Derfor virker deres samarbejde både utroligt og temmelig mystisk i mine øjne. Jeg blev simpelthen nødt til at læse videre for at prøve at forstå dem og deres handlinger.

Der er en underspillet og næsten frustrerende langsom spændingskurve i denne bog. På den ene side er historien ret interessant, men på den anden side er fortællerytmen så langsom, at den var noget træg at komme igennem. Først i den sidste tredjedel kom der lidt mere tempo, men det er lang tid at vente, når bogen er lidt over 500 sider lang. Personligt havde jeg gerne set, at der var barberet 100 sider af.

Forfatteren slipper af sted med at fortælle en historie, som i bund og grund er meget simpel. Der er utallige muligheder for at indflette nye, spændende sideplots til historien, men gør forfatteren sjældent. Jeg kan ikke helt bestemme mig for, om det irriterer mig eller ej. På den ene side forstår jeg ikke, at vedkommende ikke bruger det hav af muligheder, der er for at give historien et ekstra twist eller to, og på den anden side kan jeg egentlig godt lide, at jeg gang på gang tog fejl, når jeg prøvede at gætte i hvilken retning, historien ville gå.

Afslutningen – som dog ikke overraskede mig så meget – var jeg ikke fan af. Den virkede vag og underlig i mine øjne.

Det er en bog, som giver dig et lille indblik i den japanske underverden – og livet som natarbejdende kvinde (!). Det er også en bog, som indeholder flere brutale og blodige scener – der bliver for eksempel parteret et lig på et tidspunkt – så nu er du advaret. Det er dog ikke fordi, at volden er det bærende element i bogen, men den er ind imellem lidt voldsom.

Du skal læse bogen, hvis du gerne vil opleve et Japan, der ikke foregår i feudaltiden. Her er ingen samuraier eller blussende geishaer – kun fortabte kvindelige skæbner og hårdt natarbejde. 

Stilhedens tårn

‘Stilhedens tårn’ er fortsættelsen til ‘Spurvenes sky’. Jeg havde egentlig ikke planlagt at læse fortsættelsen allerede i denne måned, men da jeg var ret begejstret for ‘Spurvenes sky’, så kunne jeg jo lige så godt låne ‘Stilhedens tårn’ med det samme.

Bogen er skrevet af Takashi Matsuoka og foregår et stykke tid efter, at ‘Spurvenes sky’ endte. Jeg kan derfor ikke røbe noget af handlingen her, men vil i stedet komme ind på, hvad der fungerede – og ikke fungerede – i denne fortsættelse.

Selvom mange af personerne fra den første bog går igen i ‘Stilhedens tårn’, så er stilen meget anderledes. Handlingen er delt op i mange forskellige historieforløb, der finder sted både i starten af 1300-tallet samt på forskellige tidspunkter i årene 1860’erne frem til 1880’erne. Det er ret forvirrende i starten, og selvom der ikke gik så længe, før jeg gennemskuede, hvorfor historien var opbygget på denne måde, så endte jeg med at finde det (unødigt) irriterende. Der er ganske enkelt for mange små historiebidder, der skal falde på plads, og ind imellem virkede det lige lovlig søgt, at historien skulle splittes op i så mange underkapitler.

Jeg savnede den dynamik, action og humor, som prægede den første bog. Hvor den første bog først og fremmest gik ud på at fortælle en god historie og samtidig også beskrev mødet mellem to meget forskellige kulturer (Asien og Vesten), så er ‘Stilhedens tårn’ mere en snørklet skæbnefortælling, hvor en masse puslespilsbrikker skal hænge sammen. Humoren er stort set væk, action er der meget lidt af, og dynamik…? Nej ikke rigtig.

Det var selvfølgelig et hyggeligt gensyn med de personer, jeg godt kunne lide i den første bog, men jeg syntes, at handlingen var alt for langtrukken og forudsigelig, hvilket egentlig er lidt af en bedrift i forhold til hvor snørklet, den var sat op. Jeg undrer mig lidt over, hvorfor forfatteren har valgt dette stilskifte i forhold til den første bog, og jeg ville virkelig ønske, at han havde ladet være.

‘Stilhedens tårn’ blev slet ikke den spændende fortsættelse til ‘Spurvenes sky’, som jeg havde håbet. Hvis du har planer om at læse ‘Spurvenes sky’ – eller allerede har gjort det – så vil jeg fraråde dig at læse ‘Stilhedens tårn’. Selvom du faktisk får opklaret et par mysterier fra den første bog, så er fortsættelsen slet ikke på samme niveau som sin forgænger. Desværre.

Mit liv som geisha

Nu har denne bog efterhånden ventet på min bogreol i så mange år, at det næsten er pinligt, at jeg ikke har fået læst den før nu. Det har dog en god forklaring, for jeg fik bogen kort tid efter, at filmatiseringen af bogen blev vist i biograferne. Jeg vil helst holde bog og film adskilt fra hinanden, så jeg blev nødt til at vente et stykke tid, så jeg ikke kunne huske alle filmens detaljer. Det var dog svært, for det er en ret god historie, som ikke vil forsvinde fra min hukommelse igen.

‘Mit liv som geisha’ er skrevet af Arthur Golden og handler om pigen Chiyo, der sammen med sin lidt ældre søster bliver adopteret af en fremmed mand, da Chiyos mor er dødeligt syg, og faren har svært ved at brødføde familien. Det viser sig dog hurtigt, at de ikke er blevet adopteret, men nærmere solgt til en fremmed mand, som sender dem til Kyoto. Her bliver de to søstre skilt fra hinanden, og Chiyo bliver indkvarteret i en okiya, hvor hun skal oplæres i at være geisha. Læretiden bliver hård, for husets førende geisha, Hatsumomo, har set sig gal på Chiyo og gør alt for at ødelægge hendes chancer for at blive en eftertragtet geisha. Men Chiyo er ikke uden evner, og da lykken endelig smiler til hende, kan hun give Hatsumomo den modstand, hun fortjener.

Bogen giver et ret interessant indblik i uddannelsen af geishaerne – de japanske kurtisaner og selskabsdamer, som er noget helt andet end prostituerede (selvom der er tidspunkter, hvor geishaerne vælger at gå i seng med deres kunder). Beskrivelserne af deres tøj, udstyr og omgivelser er så malende, at jeg næsten kan mærke silken mellem mine fingre og dufte den sminke, de bruger. Det er smukt, betagende og i mine øjne meget japansk, for æstetik og skønhed er vigtige elementer i den japanske kultur.

Det er en fortælling, der emmer af drama, intriger, kærlighed og had. De japanske æresbegreber kommer også i spil, men dog slet ikke i samme grad som i for eksempel ‘Spurvenes sky’. Selvom man som læser ikke er i tvivl om, at Chiyo nok skal blive geisha på et tidspunkt – det afslører titlen jo – så er hendes vej dertil meget spændende og dramatisk. Der er et vis element af ‘Den grimme ælling’ over fortællingen, for hun skal så meget ondt igennem, inden hun – endelig – kan blive geisha. 

Det er en smuk fortælling, som stadig indeholder flere overraskelser, selvom en del af handlingen også er let at gætte. Bogen er for dig, der er fascineret af den japanske kultur og gerne vil have et indblik i geishaernes verden og for dig, der gerne vil have en fængslende skæbnefortælling med masser af personlige intriger.

Tokyo

Jeg overvejede at kaste mig over denne bog i maj, da jeg læste bøger om krig, for her kunne bogen også passe ind. Jeg endte dog med at udskyde bogen til denne måned, hvor jeg læser bøger om Japan.

‘Tokyo’ er skrevet af Mo Hayder og handler om den småsære unge kvinde, Grey, der tager til Tokyo for at opsøge den gamle kinesiske professor, Chongming. Hun er besat af tanken om at finde sandheden bag japanernes besættelse af den kinesiske by, Nanking, i 1937. Greys lidenskab har kun vakt undren og mistro indtil nu, men det lader til, at professoren ved mere, end han først vil indrømme, og til sidst indvilger han i at fortælle hende mere – hvis hun vel at mærke kan skaffe den eliksir, som familieoverhovedet i en af Tokyos gangsterfamilier er i besiddelse af. Hvorfor professoren vil have fat i eliksiren er uklart, men snart er Grey en del af underverdenen med alt, hvad det indebærer af vold, frygt og misbrug.

Det er en interessant og ret anderledes bog, der tager udgangspunkt i de grusomheder, som japanerne begik mod andre asiatiske folkeslag i tiden op til og under 2. Verdenskrig. I denne bog er der dog et ekstra twist, men det vil jeg ikke røbe her – det må du i stedet læse i bogen.

Forfatteren har valgt en lidt atypisk person som hovedperson, for Grey er en sær snegl, som er sygeligt besat af at finde frem til en film, der efter sigende kan afsløre de brutale episoder, der foregik under besættelsen af Nanking. Hendes besættelse har tilmed fået hende indlagt på et psykiatrisk hospital, da hun var yngre, og det lader til, at hun er så fokuseret på at finde frem til filmen, at hun har svært ved at tage vare på sig selv og sit liv. En temmelig ensporet tankegang, men ikke desto mindre er det med til at gøre hende interessant – også selvom det kan være lidt svært at relatere til hende.

Historien er skrevet som to forløb, der flettes ind i hinanden – nutiden, hvor Grey er hovedpersonen og besættelsen i 1937, hvor historien ses med Chongmings øjne. Spændingen bygges stille og roligt op, mens man som læser sidder og gætter på, hvad der foregår, og hvad det vil ende med. Visse hændelser er måske ikke så overraskende, og alligevel udvikler bogen sig til en pageturner, der er svær at lægge fra sig, da historien for alvor folder sig ud.

Slutningen er måske en smule søgt – den var jeg ikke helt fan af – men ellers er det en ret spændende bog, som jeg slugte i løbet af få dage. Er du til spændingsromaner, og vil du gerne have et indblik i krigens grusomhed, så bør du læse denne bog. 

Spurvenes sky

Hænger Japan ikke uløseligt sammen med samuraier, ninjaer og geishaer? Det gør det i hvert fald for mig, så da jeg faldt over denne bog, var jeg ikke i tvivl om, at den skulle jeg læse!

‘Spurvenes sky’ er skrevet af Takashi Matsuoka og foregår i 1831, hvor tre amerikanske missionærer ankommer til Japan. Landet er under forandring – først og fremmest på grund udviklingen i resten af verden – men de mest konservative japanere forsøger fortsat at holde fast i traditionerne. Den unge fyrst Genji skal træde varsomt, da hans modstandere ønsker ham død, men alligevel tilbyder han de tre missionærer ly. Ingen tør rigtig modsige hans beslutning, for det siges, at han kan spå om fremtiden, og han bør derfor vide bedst. Men de tre missionærers tilstedeværelse får for alvor sat gang i intrigerne, og snart må fyrsten tage kampen op mod modstanderne. 

Der er ikke sparet på mængden af drabelige kampe og politisk rænkespil i denne bog, som emmer af stemning, drama og…. humor! Ja, det sidste overraskede mig, for det forbinder jeg ikke ligefrem med japansk litteratur (nærmere det modsatte), og alligevel tog jeg mig selv i at grine smørret flere gange, mens jeg læste denne bog. Det er virkelig underholdende, hvor der spilles en del på sammenstødet mellem de to meget forskellige kulturer – uden at jeg dog synes, det bliver plat.

Bogen er velskrevet, og det var en fornøjelse at læse beskrivelserne af scenerne og landskaberne, men også af de forskellige personer, der var unikke og interessante på samme tid. Forfatteren havde gjort en del ud af at lave nuancerede personer, som man fik lyst til at lære bedre at kende, og det var med til at gøre historien levende og spændende.

Historien fortælles lineært, men der er en del flashbacks, som giver en god dynamik i fortællingen og er med til at bygge spændingen op. Det kikser dog lidt til sidst, da der går lidt gentagelse i det, mens ellers fungerer det rigtig fint.

Vil du læse en bog, der foregår i Japan, og hvor der er skruet godt op for volumenknappen mht. drama, action og kærlighed, så bør du læse denne bog. Her spiller det japanske æresbegreb også en vigtig rolle i fortællingen, og som dansker er det ret interessant læsning. Selvom der også er en del alvorlige scener i bogen, så er der også flere underholdende øjeblikke, så tro endelig ikke, at det er endnu en depressiv bog om, hvor hårdt det var at leve i Asien (de bøger er der nemlig rigtig mange af).

Der er skrevet en fortsættelse til bogen, ‘Stilhedens tårn’, som jeg regner med at læse inden længe.

Pigerne fra Shanghai

Siden jeg læste ‘Sneblomst og den hemmelige vifte’ har jeg løbende holdt øje med, hvornår der kom nye Lisa See-bøger i boghandlen. Jeg var også ganske tilfreds med ‘Pæonpavillonen’, og jeg skulle da også have ‘Pigerne fra Shanghai’ få måneder efter, at den var udkommet. Af ukendte årsager forputtede den sig derefter på min bogreol, og det var først for ganske nylig, at jeg fandt den frem.

Bogen handler om to kinesiske søstre, der lever som ‘smukke piger’ – den tids modeller, der lagde ansigt og krop til lødige kalendere – i 1930’ernes Shanghai. De lever et moderne liv, hvor de kan gøre, næsten som det passer dem, for faderen tjener godt, og de har ingen bekymringer. Dette ændrer sig dog drastisk, da faderen en dag afslører, at der ikke er flere penge tilbage, da han har spillet dem op. Han har mistet alt, og for at indfri sin spillegæld bliver han nødt til at love døtrene bort til velhavende kinesiske mænd, der er udvandret til USA. Pigerne prøver at undgå det, for de vil ikke miste deres frihed, men der er ingen vej udenom – giftes skal de. Det bliver starten på en rejse væk fra det trygge og uskyldige og hen imod en ukendt fremtid, hvis vej er belagt med frygt, usikkerhed, svigt og sorg.

Lad mig starte med at sige, at hvis du har planer om at læse denne bog, så lad være med at læse bagsideteksten – den afslører efter min mening alt for meget!

Denne bog er noget anderledes i forhold til de to bøger, jeg nævner i starten – og så alligevel ikke. Lisa See formår at fortælle dramatisk om kvindeskæbner, og selvom vi denne gang befinder os i en tid, hvor kvinder har en vis frihed og ikke længere får snøret fødderne ind, så opstår der snart situationer, hvor det er tydeligt, at kvinderne skal bøje nakken og blot makke ret.

De to søstre er meget forskellige af sind, og selvom det er tydeligt, at læseren skal fatte mest sympati med storesøsteren, så bliver det langsomt tydeligt, at lillesøsteren ikke er så overfladisk, som hun først er beskrevet som. Måske er det i virkeligheden storesøsteren, der er den mest overfladiske, når det kommer til stykket?

Det er en barsk men spændende rejse, de to søstre begiver sig ud på, men jeg kan desværre ikke kommentere så meget på den uden at afsløre for meget. Den var dog langt mere begivenhedsrig, end jeg havde forventet, og i det hele taget rummer fortællingen en del overraskelser.

Bogen slutter ret brat, og det er tydeligt, at der kommer en fortsættelse til historien. Efterfølgeren er faktisk allerede udgivet på engelsk, men af ukendte årsager er den endnu ikke blevet oversat til dansk. 

‘Pigerne fra Shanghai’ er desværre ikke lige så god som de to foregående bøger, men det er stadig interessant læsning og giver et indblik i kinesiske skæbner i 1930’erne. Læs den hvis du er til skæbnefortællinger og dramaer.

Knogler i sandet og Sølvets rige

I ‘Ulven fra stepperne’ og ‘Fjendeland’ af Conn Iggulden fulgte man drengen og manden, der blev til Djengis Khan, mens tredje bog handler om Djengis’ storhedstid.

I tredje bog, ‘Knogler i sandet’, har Djengis forenet stammefolket til én nation og sejret over kineserne. Nu er turen kommet til muslimerne i Centralasien, og Djengis får atter mulighed for at vise sine taktiske evner. Det er dog ikke kun muslimer, han må kæmpe med, for på privatfronten er familien ved at splittes, da hans sønner ikke kan enes, og Djengis må gang på gang sætte dem på plads. Det er en svær balance, for han skal selvfølgelig slå hårdt ned på splid og ikke vise nåde, fordi det er hans eget kød og blod, men omvendt må han heller ikke ydmyge dem så meget, at resten af hæren mister respekten for Djengis’ arvtagere.

Alle gode gange tre siger man, og det passer også i dette tilfælde, for dette er den af bøgerne i serien, jeg bedst kan lide. Der er en bedre balance mellem intriger og krigsscener, så fortællerytmen ikke knækker på grund af (alt for) lange kampsekvenser, og der er også tid til interessante episoder fra lejr- og familielivet. Ikke alt er krig og kamp, og det er faktisk lidt tiltrængt oven på ‘Fjendeland’.

I den fjerde bog, ‘Sølvets rige’, er Djengis Khan er død, og Djengis’ hær er samlet for at sværge troskab til Djengis’ søn og arving, Ogedai. Det er dog ikke alle, der er enige i, at Ogedai skal være Djengis’ efterfølger, og en borgerkrig er under opsejling. Ogedai er tvunget til at handle hurtigt.

Serien mister desværre lidt pusten, nu hvor Djengis ikke længere er med. Det er stadig interessant at følge magtkampene og de dramatiske optrin og kampe, og mange af personerne kender man fra de tidligere bøger, men det er stadig ikke det samme, og en del af situationerne føltes lidt som en gentagelse af de tidligere bøger.

Der er en femte og sidste bog i serien, der handler om Djengis’ børnebørn, og jeg har besluttet mig for ikke at læse den, selvom det så betyder, at jeg ikke får afsluttet serien. Jeg syntes som sagt ikke, at den fjerde bog i serien var synderlig interessant, da Djengis ikke længere var med, så der er ikke så megen grund til at læse femte bog, når det handler om hans børnebørn.

Fjendeland

Tilbage i marts måned hørte jeg første lydbog i Conn Igguldens serie om Djengis Khan, så det var meget naturligt for mig at kaste mig over næste bog i serien, da jeg for nylig lånte et par lydbøger via netlydbog.dk.

I ‘Fjendeland’ følger man atter Temüdjin fra Ulvenes klan, som nu er udråbt til Djengis Khan. Han har et brændende ønske om at samle stammeklanerne i det store mongolske rige til ét folk – en samlet nation, der kan kæmpe mod det kinesiske kejserdømme. Det kræver dog en modig og stålfast leder at skulle samle så mange stammer, men Djengis er en intelligent og stædig mand, og hans mænd følger ham trofast.

Djengis bliver fremstillet som en viljestærk og kløgtig leder, som tænker strategisk og udnytter enhver svaghed hos sin fjende. Alligevel bliver han overmandet i lejren af en snigmorder, og Djengis svæver mellem liv og død, mens resten af klanen prøver at beslutte sig til, hvad de skal gøre, hvis han dør. Så galt går det ikke, men Djengis er mærket af angrebet i lang tid efter.

Jeg var lige ved at gå død i starten af bogen, hvor krigsscenerne fylder temmelig meget. Selvom jeg er til action og elsker storslåede film med masser af kampscener, så synes jeg ikke, at det egner sig lige så godt til bøger, og jeg var derfor noget bekymret for, om dette vil gøre sig gældende for hele bogen. Det gjorde det heldigvis ikke, og jeg slugte derfor resten af bogen rimelig hurtigt.

Bogen lider ind imellem af samme problem som den første bog i serien – at navnene kan være svære at huske og holde styr på – men det hjælper selvfølgelig, at en del af personerne også indgik i den første bog. Det får mig igen til at tænke på, at denne serie nok er lettere at nyde i bogform frem for som lydbog, men jeg tror nu, at jeg vil fortsætte med at høre dem som lydbøger, nu hvor jeg alligevel er begyndt på det. Er du interesseret i serien, så vil jeg dog anbefale dig at kaste dig over den i bogform.

Ulven fra stepperne

Det er ikke så længe siden, jeg genoptog læsningen af Cæsar-serien, som Conn Iggulden har skrevet, og da jeg godt kan lide hans skrivestil, blev jeg straks interesseret, da jeg fandt hans serie om Djengis Khan på netlydbog.dk. Jeg har ellers været inde i en periode med lidt for mange kedelige lydbøger, så nu blev jeg optimistisk igen – og jeg blev ikke skuffet.

‘Ulven fra stepperne’ handler som sagt om Djengis Khan – eller rettere drengen, der blev til Djengis Khan. Den unge Temüdjiin er søn af klanens overhoved, men da faderen dør, bliver Temüdjiin og hans mor og brødre efterladt på stepperne. Det er tydeligt, at klanens nye leder forventer, at de vil dø, men trods de barske levevilkår overlever Temüdjiin. Håbet om atter en dag være tilbage i klanen og ønsket om at hævne faderens død brænder som en ild inde i ham – en ild der ikke vil dø, men som blot får ham til at kæmpe endnu mere indædt få at nå dertil.

Conn Iggulden forstår at tage historiske personer og fortælle deres historie, så du får en masse spændende – og relevante – detaljer med fra deres opvækst. Jeg kan godt lide, at denne bog har en mere seriøs tone i forhold til Cæsar-bøgerne, hvor jeg ind imellem synes, at tonen iblandt romerne bliver lige lovlig familiær og moderne. ‘Ulven fra stepperne’ har en anderledes og barsk stil, som passer godt til historien, og det får fortællingen til at virke troværdig og interessant.

Jeg havde lidt problemer med navnene i starten – de var svære at huske og sætte i forbindelse med hinanden, så jeg er glad for, at forfatteren faktisk valgte at simplificere flere af navnene i forhold til virkelighedens personer. I det hele taget gør forfatteren en del ud af at forklare, hvor han har taget sig visse friheder i forhold til virkeligheden, og det kan jeg godt lide. Det udstråler ærlighed og troværdighed samt et oprigtigt om at fortælle en god historie.

Bogen er første del i en serie på fem bøger, men du kan sagtens læse den som enkeltstående bog. Jeg har dog allerede planer om at låne næste bog i serien, for jeg vil gerne høre mere om denne Khan…

De fede år

En bog, der blandt andet bliver solgt på, at den er forbudt i oprindelseslandet Kina, er en bog, som pirrer min nysgerrighed, så da jeg faldt over denne bog på biblioteket, blev den tilføjet bogstablen, inden jeg trissede hen mod udgangen.

‘De fede år’ af Chan Koonchung foregår i Beijing i nær fremtid. Her er landet pludselig grebet en optimisme og munterhed, og velstanden stiger, mens resten af verden er ramt af økonomisk krise. Samtidig er en måned forsvundet fra alle officielle registre, men ingen lader til at bemærke det – bortset fra en lille flok mennesker, som begynder at stille spørgsmålstegn ved, hvorfor en måned er forsvundet, og hvad mon det er, som regeringen forsøger at skjule? Har den pludselige succes noget at gøre med den forsvundne måned, og hvad er det helt præcis, der gør, at alle pludselig er så lykkelige og positive?
 Selvom bogen er fiktion, så ligger den på flere punkter ret tæt på virkeligheden, hvor Kina netop har oplevet en voldsom vækst de senere år og har givet kineserne en langt større velstand. Den underliggende samfundskritik er interessant, for selvom det ikke er en dyster bog som George Orwells ‘1984’, så er det stadig tydeligt, at det er et samfund, hvor du ikke skal skille dig alt for meget ud eller stille spørgsmål ved det styrende system. Men i stedet for et overvågningssamfund, hvor du bliver kontrolleret og mistænkt så er Kinas befolkning blevet passiviseret med guld og lykke. Hvorfor gøre oprør, hvis du er mæt og har råd til det nyeste fladskærms-tv?
I virkelighedens Kina forsøger regeringen også at slette befolkningen hukommelse for de tragiske begivenheder, der har været i landets historie – for eksempel massakren i 1989 på Den Himmelske Freds Plads – og selvom det selvfølgelig er bekvemt at lukke øjnene og glemme alle ubehageligheder, så er det ikke ligefrem den bedste måde at udvikle et land på. Jeg kan anbefale Informations interview med forfatteren, hvor han fortæller mere om nutidens Kina.

Bogens historie er ret simpel, og derfor bliver fortællingen også lige lovlig lang, da det er de samme emner, der bliver vendt og drejet. Især slutningen bliver lidt for opremsende, men det ødelægger ikke pointen med, at selve emnet er interessant og yderst aktuelt. Læs den hvis du er til politiske konspirationer og modstandskamp i en moderne verden.