The Guest Cat

the guest cat
Den første bog, jeg læste under Dewey’s Read-a-Thon i april måned, var ‘The Guest Cat’ af Takashi Hiraide. Det er en lille bog på ca. 170 sider, men den indeholder ikke desto mindre en underfundig og sårbar historie.

I ‘The Guest Cat’ følger man et midaldrende par, der lever i et fredeligt kvarter i Tokyo, hvor de bruger det meste af deres tid, eftersom de begge arbejder hjemmefra. En dag får de dog besøg af en kat. Den går igen, men næste dag er den tilbage, og sådan bliver det ved. De begynder at glæde sig til kattens besøg og køber snacks og legetøj til den, selvom de godt ved, at det er naboens kat. Alligevel føler de mere og mere, at det er deres kat – at katten har valgt dem, og at de er noget særligt.

Jeg har selv to katte og kan derfor sagtens forstå ægteparret, der falder pladask for kattens charme. Katte har en formidabel evne til at overbevise mennesker om, at lige præcis det menneske er kattens yndlingsmenneske (de kræ er SÅ udspekulerede!). Der er noget forsigtigt, skrøbeligt og smukt over, hvordan ægteparret stille og roligt lader katten indtage deres hjem og deres hjerter.

Der sker noget undervejs, som samtidig markerer et skifte i både historie og til dels også fortællestil. Det var jeg ikke så vild med, og det betød, at anden halvdel desværre ikke var lige så betagende som første del af bogen. Det ærgrede mig meget, for jeg kunne virkelig godt lide den lidt underspillede og forsigtige fortælling i starten, som var så simpel og alligevel fængende.

‘The Guest Cat’ endte med at være en udmærket læseoplevelse, men alligevel også lidt skuffende da anden halvdel slet ikke levede op til starten af bogen.

Stormdancer

Da jeg læste, at ‘Stormdancer’ er en kombination af fantasy og steampunk, hvor historien foregår i Japan, var jeg helt solgt. To af mine yndlingsgenrer kombineret med en af de mest fascinerende kulturer, der findes. Helt klart en bog jeg måtte læse!

‘Stormdancer’ er første bog i ‘The Lotus War’-serien, der er skrevet af Jay Kristoff. Bogen handler om den unge pige Yukiko, der tager med sin far ud i vildnisset for at finde en griff til shogunen. Det er en mission, der er dømt til at fejle, for alle ved, at griffer uddøde for mange år siden, men ingen tør at sige shogunen imod. Imod alle odds lykkes det dog at finde og fange en griff, men derefter vender lykken, og Yukiko ender med at komme væk fra resten af ekspeditionsholdet. Hendes eneste selskab er den store griff, men da den ikke virker synderlig begejstret for at være i nærheden af mennesker, ser hendes situation ret håbløs ud.

Det tog mig nogle kapitler at vænne mig til historiens rammer – mest af alt fordi jeg skulle lure lidt på, hvornår der blev refereret til begreber/væsner kendt fra den japanske kultur og hvornår der var tale om fantasivæsner m.m. Men da jeg først havde fået en fornemmelse af verdenen, var det ret interessant at se, hvordan forfatteren havde kombineret den japanske kultur med elementer fra fantasy og steampunk.

Yukiko er en selvstændig pige med ben i næsen og derfor let at holde af som hovedperson. Griffen var også interessant, men til tider lige lovlig menneskelig i sin tankegang og udtryk. Det irriterede mig lidt. Der var et forholdsvis bredt persongalleri, men der var desværre ikke så mange af dem, der blev beskrevet særlig grundigt, og derfor føltes de en kende overfladiske.

Min største anke mod bogen er det trekantsdrama, der opstår undervejs. Ja, jeg hader jo trekantsdramaer, så det er jo ikke en overraskelse, at det irriterer mig, når det også dukker op her, for det giver ikke noget særligt til historien – andet end at fremstille Yukiko mere naiv, hvilket mest af alt ærgrede mig.

Der var visse elementer i bogen, som fik mig til at frygte en meget klassisk opbygget ungdomsbog, for det tydede det længe på, men heldigvis indeholdt slutningen af bogen flere overraskelser. Det lover godt i forhold til de efterfølgende bøger, selvom jeg ikke helt kan lure, hvordan forfatteren vil gribe dem an. Jeg er dog ikke i tvivl om, at jeg skal læse videre i serien.

Vilde svaner

vilde svaner

I april måneds Goodreads-udfordring fik jeg ikke blot læst ‘Little Brother’ – jeg nåede søreme også ‘Vilde svaner’ af Jung Chang.

‘Vilde svaner’ fortæller ikke blot om tre kvindeliv – Jungs eget samt hendes mors og bedstemors – men også om Kinas historie og de voldsomme politiske og sociale ændringer, der var i landet i 1900-tallet. Hvordan landet gik fra at være et kejserrige til først at være domineret af japanere og dernæst russere indtil den lange periode, hvor Mao sad ved magten.

Denne bog er som en portal til en anden verden, for det er både interessant og skræmmende at læse, hvor forskellig det kinesiske samfund har været sammenlignet med et vestligt samfund som Danmark. Det er især på de sociale adfærdsmønstre og forholdet til staten, at kineserne adskiller sig fra danskere. Det var først og fremmest tiden under Mao, der overraskede mig – måske først og fremmest fordi jeg syntes, at der var stor forskel på teoretisk og praktisk kommunisme. Én ting er, at kommunisme argumenterer for ligeværd og ligeret – en anden ting er så, hvordan magthaverne reelt set har brugt kommunismen til at undertrykke og manipulere befolkningen.

‘Vilde svaner’ er som sagt en fortælling om tre kvinders skæbne, og det er virkelig interessant at se, hvordan kvinderollen ændrer sig i samfundet i løbet af bogen. Det er dog først og fremmest den politiske scene samt befolkningens adfærd, der skræmte og fascinerede mig på samme tid. Jeg havde meget svært ved at forlige mig med den ubarmhjertige og nedrige måde, mange kinesere opførte sig over for hinanden. Mao førte flere kampagner for at udrydde sine fjender, og det betød, at selv de mest Mao-tro konstant var under mistanke og blev beskyldt for alskens ugerninger. Offentlig fordømmelse, tortur og eksklusion blev brugt i et væk for at undertrykke og fastholde befolkningen i et jerngreb.

Bogen led desværre lidt under et ret fladt, nøgternt og unuanceret sprog, hvilket et eller andet sted undrer mig, da kinesisk er et meget smukt og malende sprog. Og alligevel burde jeg faktisk ikke være overrasket over stilen, for jeg var heller ikke så begejstret for sproget i ‘Enkekejserinden’ af samme forfatter.

Jeg må indrømme, at jeg heller ikke var så begejstret for forfatterens stærkt subjektive kommentarer angående Maos rolle i Kinas historie. Jeg forstår godt hendes behov for at udtrykke dem, men jeg synes, teksten havde stået stærkere, hvis jeg som læser selv var kommet frem til samme konklusion, uden at forfatteren ‘fodrede’ mig med dette synspunkt.

‘Vilde svaner’ er en barsk og deprimerende fortælling, men det er også en vigtig bog i fortællingen om Kinas historie. Den satte en masse tanker i gang hos mig, og jeg har lovet mig selv, at jeg snart må læse noget mere om Kinas nuværende politiske situation og samfundsstruktur, for den ved jeg alt for lidt om.

Enkekejserinden

Hvis du har fulgt bloggen gennem et stykke tid, har du måske bemærket min fascination af Asien. I august måned læste jeg en del bøger om Japan, men jeg har også læst mange bøger om Kina gennem årene, og da jeg – via Rosinante – fik mulighed for at læse ‘Enkekejserinden’, så takkede jeg straks ja. 

Bogen, der er skrevet af Jung Chang, handler nemlig om enkekejserinden Cixi, der var med til at modernisere Kina og i den grad gøre landet til en stærk nation. ‘Enkekejserinden’ er en biografi over Cixis liv og beskriver, hvordan hun – direkte eller indirekte – regerede Kina i over 50 år. Hun så faren og udfordringerne ved den vestlige verden, der rettede blikket mod det store asiatiske land, og ved hjælp af snilde og kløgt formåede hun at beskytte Kina og samtidig gennemføre en lang række reformer, der var med til at bringe Kina ind i den moderne tidsalder.

Fortællingen giver et spændende indblik i en stærk kvindes skæbne – en kvinde, der faktisk intet kendte til, men som jeg fik stor respekt for, jo mere af bogen jeg læste. Cixi var – hvis man skal tro forfatteren – en intelligent og dygtig kvinde, der formåede at gennemtrumfe en lang række ændringer til trods for, at hun levede i en tid og kultur, hvor kvinder havde meget lidt at sige. Hun begik dog også fejl, og her syntes jeg, at forfatteren er god til at beskrive enkekejserinden, så hun fremstår meget menneskelig.

Jeg syntes dog også, at bogen ind imellem var lidt tung og træg i det. Det var, som om sproget ikke altid flød lige let for forfatteren, men det kan selvfølgelig også skyldes oversættelsen. Da jeg ikke har læst bogen på originalsproget, kan jeg ikke vurdere dette. Men – det er altså ærgerligt, at en så interessant livshistorie ikke bliver fortalt på en mere levende og sprudlende måde.

Hvis du vil have et indblik i Kinas historie, landets historie og ikke mindst en af historiens måske stærkeste og mest magtfulde kvinder, så er denne bog værd at læse. Du skal dog bruge lidt tålmodighed – teksten kan som sagt godt være lidt træg til tider – men det er en kvinde, der i den grad har påvirket mange skæbner både mens hun levede og i mange år derefter.

Out

Den sidste japanske bog, jeg nåede i august måned, var ‘Out’ af Natsuo Kirino. Bogen har stået på min bogreol i mange år, og jeg kan ikke længere huske, hvor eller hvorfor jeg købte den, men nu var det efterhånden på tide at læse den!

Bogen handler om fire japanske kvinder, der arbejder på natholdet på en bento-fabrik (en bento er en slags madpakke, du kan købe overalt i Japan på samme måde, som du kan købe sandwiches overalt i europæiske storbyer. Se her, hvis du vide, hvordan du selv kan lave en bento box). En morgen dræber en af kvinderne sin utro og spillegale mand. Hun søger hjælp hos de andre kvinder, og de ender med at sørge for, at liget bliver skaffet af vejen. Først senere finder hun ud af, at de har parteret manden og fordelt ligdelene ud over hele byen.

Ingen fatter mistanke til fire kvinder – eller gør man? Da politiet går i gang med opklaringsarbejdet, starter en kæde af afpresningsforsøg, pengeudvekslinger, skyldfølelse, vrede og misundelse blandt de fire kvinder. Hvem kan stole på hinanden? Og hvem skal man hjælpe?

Denne bog adskiller sig meget fra mange af de andre japanske bøger, jeg har læst. Denne foregår i nutiden med fire kvindelige fabriksarbejdere som omdrejningspunkt. Det er en socialrealistisk setting, som dog hurtigt udvikler sig på en måde, som (forhåbentlig) ikke ligner den almindelige japaners hverdag. Kvindernes indbyrdes forhold er til tider lidt akavet. De taler en del sammen på fabrikken, men ses ikke rigtig privat, og den ene af dem er tydeligvis ikke vellidt af de andre – hvilket er helt forståeligt, for hun er virkelig irriterende! Derfor virker deres samarbejde både utroligt og temmelig mystisk i mine øjne. Jeg blev simpelthen nødt til at læse videre for at prøve at forstå dem og deres handlinger.

Der er en underspillet og næsten frustrerende langsom spændingskurve i denne bog. På den ene side er historien ret interessant, men på den anden side er fortællerytmen så langsom, at den var noget træg at komme igennem. Først i den sidste tredjedel kom der lidt mere tempo, men det er lang tid at vente, når bogen er lidt over 500 sider lang. Personligt havde jeg gerne set, at der var barberet 100 sider af.

Forfatteren slipper af sted med at fortælle en historie, som i bund og grund er meget simpel. Der er utallige muligheder for at indflette nye, spændende sideplots til historien, men gør forfatteren sjældent. Jeg kan ikke helt bestemme mig for, om det irriterer mig eller ej. På den ene side forstår jeg ikke, at vedkommende ikke bruger det hav af muligheder, der er for at give historien et ekstra twist eller to, og på den anden side kan jeg egentlig godt lide, at jeg gang på gang tog fejl, når jeg prøvede at gætte i hvilken retning, historien ville gå.

Afslutningen – som dog ikke overraskede mig så meget – var jeg ikke fan af. Den virkede vag og underlig i mine øjne.

Det er en bog, som giver dig et lille indblik i den japanske underverden – og livet som natarbejdende kvinde (!). Det er også en bog, som indeholder flere brutale og blodige scener – der bliver for eksempel parteret et lig på et tidspunkt – så nu er du advaret. Det er dog ikke fordi, at volden er det bærende element i bogen, men den er ind imellem lidt voldsom.

Du skal læse bogen, hvis du gerne vil opleve et Japan, der ikke foregår i feudaltiden. Her er ingen samuraier eller blussende geishaer – kun fortabte kvindelige skæbner og hårdt natarbejde. 

Stilhedens tårn

‘Stilhedens tårn’ er fortsættelsen til ‘Spurvenes sky’. Jeg havde egentlig ikke planlagt at læse fortsættelsen allerede i denne måned, men da jeg var ret begejstret for ‘Spurvenes sky’, så kunne jeg jo lige så godt låne ‘Stilhedens tårn’ med det samme.

Bogen er skrevet af Takashi Matsuoka og foregår et stykke tid efter, at ‘Spurvenes sky’ endte. Jeg kan derfor ikke røbe noget af handlingen her, men vil i stedet komme ind på, hvad der fungerede – og ikke fungerede – i denne fortsættelse.

Selvom mange af personerne fra den første bog går igen i ‘Stilhedens tårn’, så er stilen meget anderledes. Handlingen er delt op i mange forskellige historieforløb, der finder sted både i starten af 1300-tallet samt på forskellige tidspunkter i årene 1860’erne frem til 1880’erne. Det er ret forvirrende i starten, og selvom der ikke gik så længe, før jeg gennemskuede, hvorfor historien var opbygget på denne måde, så endte jeg med at finde det (unødigt) irriterende. Der er ganske enkelt for mange små historiebidder, der skal falde på plads, og ind imellem virkede det lige lovlig søgt, at historien skulle splittes op i så mange underkapitler.

Jeg savnede den dynamik, action og humor, som prægede den første bog. Hvor den første bog først og fremmest gik ud på at fortælle en god historie og samtidig også beskrev mødet mellem to meget forskellige kulturer (Asien og Vesten), så er ‘Stilhedens tårn’ mere en snørklet skæbnefortælling, hvor en masse puslespilsbrikker skal hænge sammen. Humoren er stort set væk, action er der meget lidt af, og dynamik…? Nej ikke rigtig.

Det var selvfølgelig et hyggeligt gensyn med de personer, jeg godt kunne lide i den første bog, men jeg syntes, at handlingen var alt for langtrukken og forudsigelig, hvilket egentlig er lidt af en bedrift i forhold til hvor snørklet, den var sat op. Jeg undrer mig lidt over, hvorfor forfatteren har valgt dette stilskifte i forhold til den første bog, og jeg ville virkelig ønske, at han havde ladet være.

‘Stilhedens tårn’ blev slet ikke den spændende fortsættelse til ‘Spurvenes sky’, som jeg havde håbet. Hvis du har planer om at læse ‘Spurvenes sky’ – eller allerede har gjort det – så vil jeg fraråde dig at læse ‘Stilhedens tårn’. Selvom du faktisk får opklaret et par mysterier fra den første bog, så er fortsættelsen slet ikke på samme niveau som sin forgænger. Desværre.

Mit liv som geisha

Nu har denne bog efterhånden ventet på min bogreol i så mange år, at det næsten er pinligt, at jeg ikke har fået læst den før nu. Det har dog en god forklaring, for jeg fik bogen kort tid efter, at filmatiseringen af bogen blev vist i biograferne. Jeg vil helst holde bog og film adskilt fra hinanden, så jeg blev nødt til at vente et stykke tid, så jeg ikke kunne huske alle filmens detaljer. Det var dog svært, for det er en ret god historie, som ikke vil forsvinde fra min hukommelse igen.

‘Mit liv som geisha’ er skrevet af Arthur Golden og handler om pigen Chiyo, der sammen med sin lidt ældre søster bliver adopteret af en fremmed mand, da Chiyos mor er dødeligt syg, og faren har svært ved at brødføde familien. Det viser sig dog hurtigt, at de ikke er blevet adopteret, men nærmere solgt til en fremmed mand, som sender dem til Kyoto. Her bliver de to søstre skilt fra hinanden, og Chiyo bliver indkvarteret i en okiya, hvor hun skal oplæres i at være geisha. Læretiden bliver hård, for husets førende geisha, Hatsumomo, har set sig gal på Chiyo og gør alt for at ødelægge hendes chancer for at blive en eftertragtet geisha. Men Chiyo er ikke uden evner, og da lykken endelig smiler til hende, kan hun give Hatsumomo den modstand, hun fortjener.

Bogen giver et ret interessant indblik i uddannelsen af geishaerne – de japanske kurtisaner og selskabsdamer, som er noget helt andet end prostituerede (selvom der er tidspunkter, hvor geishaerne vælger at gå i seng med deres kunder). Beskrivelserne af deres tøj, udstyr og omgivelser er så malende, at jeg næsten kan mærke silken mellem mine fingre og dufte den sminke, de bruger. Det er smukt, betagende og i mine øjne meget japansk, for æstetik og skønhed er vigtige elementer i den japanske kultur.

Det er en fortælling, der emmer af drama, intriger, kærlighed og had. De japanske æresbegreber kommer også i spil, men dog slet ikke i samme grad som i for eksempel ‘Spurvenes sky’. Selvom man som læser ikke er i tvivl om, at Chiyo nok skal blive geisha på et tidspunkt – det afslører titlen jo – så er hendes vej dertil meget spændende og dramatisk. Der er et vis element af ‘Den grimme ælling’ over fortællingen, for hun skal så meget ondt igennem, inden hun – endelig – kan blive geisha. 

Det er en smuk fortælling, som stadig indeholder flere overraskelser, selvom en del af handlingen også er let at gætte. Bogen er for dig, der er fascineret af den japanske kultur og gerne vil have et indblik i geishaernes verden og for dig, der gerne vil have en fængslende skæbnefortælling med masser af personlige intriger.

Tokyo

Jeg overvejede at kaste mig over denne bog i maj, da jeg læste bøger om krig, for her kunne bogen også passe ind. Jeg endte dog med at udskyde bogen til denne måned, hvor jeg læser bøger om Japan.

‘Tokyo’ er skrevet af Mo Hayder og handler om den småsære unge kvinde, Grey, der tager til Tokyo for at opsøge den gamle kinesiske professor, Chongming. Hun er besat af tanken om at finde sandheden bag japanernes besættelse af den kinesiske by, Nanking, i 1937. Greys lidenskab har kun vakt undren og mistro indtil nu, men det lader til, at professoren ved mere, end han først vil indrømme, og til sidst indvilger han i at fortælle hende mere – hvis hun vel at mærke kan skaffe den eliksir, som familieoverhovedet i en af Tokyos gangsterfamilier er i besiddelse af. Hvorfor professoren vil have fat i eliksiren er uklart, men snart er Grey en del af underverdenen med alt, hvad det indebærer af vold, frygt og misbrug.

Det er en interessant og ret anderledes bog, der tager udgangspunkt i de grusomheder, som japanerne begik mod andre asiatiske folkeslag i tiden op til og under 2. Verdenskrig. I denne bog er der dog et ekstra twist, men det vil jeg ikke røbe her – det må du i stedet læse i bogen.

Forfatteren har valgt en lidt atypisk person som hovedperson, for Grey er en sær snegl, som er sygeligt besat af at finde frem til en film, der efter sigende kan afsløre de brutale episoder, der foregik under besættelsen af Nanking. Hendes besættelse har tilmed fået hende indlagt på et psykiatrisk hospital, da hun var yngre, og det lader til, at hun er så fokuseret på at finde frem til filmen, at hun har svært ved at tage vare på sig selv og sit liv. En temmelig ensporet tankegang, men ikke desto mindre er det med til at gøre hende interessant – også selvom det kan være lidt svært at relatere til hende.

Historien er skrevet som to forløb, der flettes ind i hinanden – nutiden, hvor Grey er hovedpersonen og besættelsen i 1937, hvor historien ses med Chongmings øjne. Spændingen bygges stille og roligt op, mens man som læser sidder og gætter på, hvad der foregår, og hvad det vil ende med. Visse hændelser er måske ikke så overraskende, og alligevel udvikler bogen sig til en pageturner, der er svær at lægge fra sig, da historien for alvor folder sig ud.

Slutningen er måske en smule søgt – den var jeg ikke helt fan af – men ellers er det en ret spændende bog, som jeg slugte i løbet af få dage. Er du til spændingsromaner, og vil du gerne have et indblik i krigens grusomhed, så bør du læse denne bog. 

Spurvenes sky

Hænger Japan ikke uløseligt sammen med samuraier, ninjaer og geishaer? Det gør det i hvert fald for mig, så da jeg faldt over denne bog, var jeg ikke i tvivl om, at den skulle jeg læse!

‘Spurvenes sky’ er skrevet af Takashi Matsuoka og foregår i 1831, hvor tre amerikanske missionærer ankommer til Japan. Landet er under forandring – først og fremmest på grund udviklingen i resten af verden – men de mest konservative japanere forsøger fortsat at holde fast i traditionerne. Den unge fyrst Genji skal træde varsomt, da hans modstandere ønsker ham død, men alligevel tilbyder han de tre missionærer ly. Ingen tør rigtig modsige hans beslutning, for det siges, at han kan spå om fremtiden, og han bør derfor vide bedst. Men de tre missionærers tilstedeværelse får for alvor sat gang i intrigerne, og snart må fyrsten tage kampen op mod modstanderne. 

Der er ikke sparet på mængden af drabelige kampe og politisk rænkespil i denne bog, som emmer af stemning, drama og…. humor! Ja, det sidste overraskede mig, for det forbinder jeg ikke ligefrem med japansk litteratur (nærmere det modsatte), og alligevel tog jeg mig selv i at grine smørret flere gange, mens jeg læste denne bog. Det er virkelig underholdende, hvor der spilles en del på sammenstødet mellem de to meget forskellige kulturer – uden at jeg dog synes, det bliver plat.

Bogen er velskrevet, og det var en fornøjelse at læse beskrivelserne af scenerne og landskaberne, men også af de forskellige personer, der var unikke og interessante på samme tid. Forfatteren havde gjort en del ud af at lave nuancerede personer, som man fik lyst til at lære bedre at kende, og det var med til at gøre historien levende og spændende.

Historien fortælles lineært, men der er en del flashbacks, som giver en god dynamik i fortællingen og er med til at bygge spændingen op. Det kikser dog lidt til sidst, da der går lidt gentagelse i det, mens ellers fungerer det rigtig fint.

Vil du læse en bog, der foregår i Japan, og hvor der er skruet godt op for volumenknappen mht. drama, action og kærlighed, så bør du læse denne bog. Her spiller det japanske æresbegreb også en vigtig rolle i fortællingen, og som dansker er det ret interessant læsning. Selvom der også er en del alvorlige scener i bogen, så er der også flere underholdende øjeblikke, så tro endelig ikke, at det er endnu en depressiv bog om, hvor hårdt det var at leve i Asien (de bøger er der nemlig rigtig mange af).

Der er skrevet en fortsættelse til bogen, ‘Stilhedens tårn’, som jeg regner med at læse inden længe.

Pigerne fra Shanghai

Siden jeg læste ‘Sneblomst og den hemmelige vifte’ har jeg løbende holdt øje med, hvornår der kom nye Lisa See-bøger i boghandlen. Jeg var også ganske tilfreds med ‘Pæonpavillonen’, og jeg skulle da også have ‘Pigerne fra Shanghai’ få måneder efter, at den var udkommet. Af ukendte årsager forputtede den sig derefter på min bogreol, og det var først for ganske nylig, at jeg fandt den frem.

Bogen handler om to kinesiske søstre, der lever som ‘smukke piger’ – den tids modeller, der lagde ansigt og krop til lødige kalendere – i 1930’ernes Shanghai. De lever et moderne liv, hvor de kan gøre, næsten som det passer dem, for faderen tjener godt, og de har ingen bekymringer. Dette ændrer sig dog drastisk, da faderen en dag afslører, at der ikke er flere penge tilbage, da han har spillet dem op. Han har mistet alt, og for at indfri sin spillegæld bliver han nødt til at love døtrene bort til velhavende kinesiske mænd, der er udvandret til USA. Pigerne prøver at undgå det, for de vil ikke miste deres frihed, men der er ingen vej udenom – giftes skal de. Det bliver starten på en rejse væk fra det trygge og uskyldige og hen imod en ukendt fremtid, hvis vej er belagt med frygt, usikkerhed, svigt og sorg.

Lad mig starte med at sige, at hvis du har planer om at læse denne bog, så lad være med at læse bagsideteksten – den afslører efter min mening alt for meget!

Denne bog er noget anderledes i forhold til de to bøger, jeg nævner i starten – og så alligevel ikke. Lisa See formår at fortælle dramatisk om kvindeskæbner, og selvom vi denne gang befinder os i en tid, hvor kvinder har en vis frihed og ikke længere får snøret fødderne ind, så opstår der snart situationer, hvor det er tydeligt, at kvinderne skal bøje nakken og blot makke ret.

De to søstre er meget forskellige af sind, og selvom det er tydeligt, at læseren skal fatte mest sympati med storesøsteren, så bliver det langsomt tydeligt, at lillesøsteren ikke er så overfladisk, som hun først er beskrevet som. Måske er det i virkeligheden storesøsteren, der er den mest overfladiske, når det kommer til stykket?

Det er en barsk men spændende rejse, de to søstre begiver sig ud på, men jeg kan desværre ikke kommentere så meget på den uden at afsløre for meget. Den var dog langt mere begivenhedsrig, end jeg havde forventet, og i det hele taget rummer fortællingen en del overraskelser.

Bogen slutter ret brat, og det er tydeligt, at der kommer en fortsættelse til historien. Efterfølgeren er faktisk allerede udgivet på engelsk, men af ukendte årsager er den endnu ikke blevet oversat til dansk. 

‘Pigerne fra Shanghai’ er desværre ikke lige så god som de to foregående bøger, men det er stadig interessant læsning og giver et indblik i kinesiske skæbner i 1930’erne. Læs den hvis du er til skæbnefortællinger og dramaer.