Ikke den slags pige

Jeg havde ikke forventet, at jeg nogensinde ville læse denne bog. Det skyldes først og fremmest, at jeg virkelig ikke bryder mig om tv-serien Girls, som Lena Dunham har skrevet og instrueret og som delvist bygger på hendes liv. Eller – det er ikke så meget serien i sig selv men rettere de fire hovedpersoner i serien, som jeg slet ikke kan snuppe.

Jeg havde derfor ikke lige planer om at læse ‘Ikke den slags pige’, men da jeg faldt over den hos bogtræet i Roskilde, kunne jeg ikke nære mig og tog den med, for paperbacks egner sig fortrinligt til ferielæsning. Og da jeg lige har tilbragt en forlænget weekend i Rom, så kom denne bog med i kufferten.

‘Ikke den slags pige’ er Lena Dunhams selvbiografi – en noget utraditionel en af slagsen, eftersom hun kun var 28 år, da den blev udgivet. Den er da heller ikke specielt traditionelt opbygget – måske endda lidt rodet og fragmenteret og ind imellem krydret af forskellige former for lister såsom ‘X antal ting, som man ikke bør sige’ osv.

Det er en bog, der fortæller råt og direkte om Lenas tanker om sig selv og om andre. Hendes usikkerhed, lave selvværd og tvangstanker bliver smidt lige i hovedet på læseren, og det er ind imellem ret overvældende tenderende til grænseoverskridende. Det er så direkte og højtråbende, at jeg flere gange spekulerede på, om det virkelig kunne være sandt, men et eller andet sted er det ikke så vigtigt for mig. Om Lena overdriver eller ej er mest af alt hendes egen sag, for det er hendes egen fremstilling af sig selv.

Jeg syntes, det var utrolig fascinerende læsning – ikke mindst fordi Lena er så forskellig fra mig selv. Selvom jeg aldrig har været fotomodel-lækker, så har jeg dog ikke døjet med så lavt selvværd, som hun fortæller om, ligesom hendes seksuelle eskapader også overgår alt hvad jeg og det meste af min omgangskreds har gennemlevet.

Men altså – jeg var virkelig positivt overrasket over, hvor intim, voldsom og sær denne bog var. Jeg var ikke særlig vild med listerne – flere af dem føltes som fyld – men omvendt var de også med til at give den teenage-intimitet, som bogen blandt andet prøvede at ramme.

Bestemt en bog, der er værd at læse – også for dem af os, der ikke længere er teenagere og ind imellem godt må mindes om, hvordan det var 😉

Fra Holmes til Sherlock

Sherlock Holmes er en af de mest kendte hovedpersoner i litteraturens verden og er blevet ‘genfødt’ igen og igen i film, tv-serier og fanfiction. Sherlocks liv i ‘virkeligheden’ gennem de sidste 125 år har været så begivenhedsrigt, at forfatteren Mattias Boström har skrevet bogen ‘Fra Holmes til Sherlock’, der fortæller historien om skabelsen af Sherlock Holmes og dennes videre liv.

Det var sir Arthur Conan ­Doyle, der skabte Sherlock Holmes, og detektiven blev ganske populær – så populær, at befolkningen hele tiden hungrede efter nye Sherlock-historier. Doyle ville helst skrive om noget andet og forsøgte flere gange at aflive Sherlock, men på grund af pengenød vendte Doyle flere gange tilbage til den elskede detektiv, der derved optrådte i mange krimihistorier gennem årene.

Da Doyle døde, forsvandt Sherlock dog ikke. Allerede mens Doyle levede, kopierede mange andre forfattere den kendte detektiv, og familien havde derfor travlt med at slå ned på plagiater. Det arbejde fortsatte også efter forfatterens død. Gennem 1900-tallet, hvor filmmediet pludselig gav nye muligheder, var Sherlock også en populær figur i film og tv-serier – dog med noget blandet held. Senest er der kommet den meget populære ‘Sherlock’, der er en moderne fortolkning af Sherlock Holmes.

Hvis du elsker Sherlock Holmes, vil du helt sikkert finde denne bog interessant. Jeg syntes dog først og fremmest, at det var de første 100-120 sider, der var de mest spændende, da det handler om selve skabelsen af Sherlock Holmes og de udfordringer, som Doyle havde. Efter kapitlerne om Doyle syntes jeg, at historien blev mere træg og refererende – måske fordi den del mest handlede om personer, jeg ikke har hørt om før.

Jeg savnede også lidt mere kød på de seneste 20 års fortolkninger af Sherlock Holmes. Selvfølgelig er den nuværende serie, ‘Sherlock’, nævnt, ligesom filmfortolkningerne med Robert Downey. Jr., men den del måtte forfatteren gerne have gjort mere ud af. Til gengæld fylder forfatteren lige lovlig meget i bogen – jeg stod helt af, da han begyndte at referere til nogle af sine egne oplevelser som fan.

‘Fra Holmes til Sherlock’ giver et fascinerende indblik i Sherlocks ‘liv i virkeligheden’, men bogen i sig selv er noget ujævn, da starten og slutningen ganske enkelt er langt mere interessante og detaljerede end det lange mellemstykke. Men bestemt interessant læsning for dig, der også har en svaghed for den superintelligente og småarrogante engelske detektiv.

Dronningeskolen

dronningeskolen

Jeg har genfundet glæden ved at læse historiske romaner, hvilket blandt andet førte til, at jeg læste ‘Jomfrudronningen’ og ‘Dronningens dame’ i sommers.

‘Dronningeskolen’ har efterhånden stået på min bogreol i mange, mange år, så nu var det efterhånden på tide, at den blev læst, og det kunne den jo meget passende blive i forlængelse af de to andre bøger. Så kunne jeg også samtidig teste, om Maria Helleberg – eller rettere hendes bøger – er noget for mig. Hun er en af de danske forfattere, som har skrevet flest historiske romaner i nyere tid, mens hendes bøger får også ret blandet omtale. Jeg har tidligere læst ‘Engelshjerte‘ og var ikke voldsomt begejstret, men hun skulle have en chance til.

‘Dronningeskolen’ handler om Caroline Amalie, der var datter af hertugen af Augustenborg og prinsesse Louise Augusta. I bogen følger man hende, fra hun er et lille barn og frem til, da hun som ca. 45-årig bliver dronning. Barndommen er ikke så sorgløs, som den kunne være, for forældrene skændes meget, og Caroline drømmer sig væk. Hun forelsker sig i den ti år ældre gudfar, prins Christian Frederik, som ganske vist er gift og lidt af en kvindebedårer, men som ikke desto mindre vinder hendes hjerte. Da han bliver skilt, kan hun endelig få ham – dog ikke helt uden problemer. Det er for eksempel ikke let at være stedmor til en dreng, som forsøger at ignorere hende.

Det var en meget blandet læseoplevelse. Bogen er fortalt af hovedpersonen selv, og de første 100-150 sider var spændende og medrivende. Jeg kunne godt lide den måde, forfatteren beskrev Caroline Amalies barndomsår på, og jeg var ret opslugt af historien. Derefter begyndte det at gå ned af bakke. Det var, som om tempoet faldt, og historien blev mere og mere træg og stod i stampe.

Samtidig begyndte jeg at have svært ved at kende forskel på de mange personer, som persongalleriet bestod af. Her kunne jeg virkelig godt have brugt et stamtræ, for flere af bogens personer hedder næsten det samme.

Jeg syntes desværre, at bogen blev mindre og mindre interessant og dermed også kom til at virke alt, alt for lang. Der sker åbenbart ikke voldsomt meget spændende i Caroline Amalies liv,  da hun først er blevet gift. Det føltes i hvert fald som én lang ørkenvandring derefter.

Titlen på bogen er om ikke misvisende så i hvert fald meget subtil i forhold til, hvad bogen reelt set handler om. Jeg synes ikke, at handlingen passede sammen med titlen, for jeg forventede mig i hvert fald en historie med noget mere kød på, end det jeg fik.

Hvis du gerne vil læse en historisk roman, så kast dig i stedet over ‘Jomfrudronningen’, der er langt mere interessant.

Jomfrudronningen

jomfrudronningen

Gennem de sidste mange år har jeg fået hamstret en håndfuld historiske romaner, som efterfølgende har hygget sig på bogreolerne… ulæste! En af sommerferiens mål var derfor at komme i gang med det, så jeg kastede mig over ‘Jomfrudronningen’ af Susan Kay.

‘Jomfrudronningen’ er en skønlitterær bog, der fortæller historien om Elisabeth den 1., der blev dronning af England og regerede landet i 45 år. Bogen følger hende tæt fra hendes første år og helt frem til hendes sidste. Hendes fremtid ser ellers ikke lys ud, da hendes far får moderen, Anne Boleyn, halshugget da Elisabeth er 3 år. Elisabeth lever et farefuldt liv, indtil hun som 25-årig bliver kronet som dronning af England. Farerne er dog ikke drevet over, men ved list og snilde formår Elisabeth at styre landet og samtidig holde de andre europæiske lande på afstand, så England oplever en lang årrække med fred og fremgang.

Dette er historien om en af verdenshistoriens mest magtfulde og berygtede kvinder. Ikke alene var Elisabeths barndom kaotisk og præget af moderens katastrofale ægteskab med Henrik den 8. (ja, ham der blev berømt for at slå sine hustruer ihjel) – hun formåede også at holde tronen i 45 år uden på noget tidspunkt at måtte afgive magten til mænd. Det var noget af en kunst i 1500-tallet, hvor kvinder ikke havde meget at skulle have sagt – ej heller hos adelen.

Bogen er meget spændende – ikke blot fordi historien om Elisabeth er fascinerende i sig selv, men også fordi forfatteren har formået at skrive en interessant og medrivende fortælling, hvor det er tydeligt, hvordan Elisabeth har balanceret på et knivsæg for at styre sikkert gennem adelens magtkampe. Ind imellem kammer det over, og forfatterens næsegrus beundring af Elisabeth bliver alt for tydelig, men bortset fra det er det en fornøjelse at læse historien om en intelligent og yderst listig kvinde, der kom til at have en så stor rolle i ikke bare Englands men også Europas historie.

Bogen går lidt ned i tempo i den sidste del af historien, men det er ikke så underligt, når det samtidig også er beskrivelsen af Elisabeths sidste år. Jeg synes heller ikke, det gør noget, for det giver tid til eftertænksomhed.

Alt i alt er ‘Jomfrudronningen’ en fascinerende og fængende fortælling om en af historiens mest betydningsfulde kvinder – en dronning, hvis lige er svær at finde.

Vilde svaner

vilde svaner

I april måneds Goodreads-udfordring fik jeg ikke blot læst ‘Little Brother’ – jeg nåede søreme også ‘Vilde svaner’ af Jung Chang.

‘Vilde svaner’ fortæller ikke blot om tre kvindeliv – Jungs eget samt hendes mors og bedstemors – men også om Kinas historie og de voldsomme politiske og sociale ændringer, der var i landet i 1900-tallet. Hvordan landet gik fra at være et kejserrige til først at være domineret af japanere og dernæst russere indtil den lange periode, hvor Mao sad ved magten.

Denne bog er som en portal til en anden verden, for det er både interessant og skræmmende at læse, hvor forskellig det kinesiske samfund har været sammenlignet med et vestligt samfund som Danmark. Det er især på de sociale adfærdsmønstre og forholdet til staten, at kineserne adskiller sig fra danskere. Det var først og fremmest tiden under Mao, der overraskede mig – måske først og fremmest fordi jeg syntes, at der var stor forskel på teoretisk og praktisk kommunisme. Én ting er, at kommunisme argumenterer for ligeværd og ligeret – en anden ting er så, hvordan magthaverne reelt set har brugt kommunismen til at undertrykke og manipulere befolkningen.

‘Vilde svaner’ er som sagt en fortælling om tre kvinders skæbne, og det er virkelig interessant at se, hvordan kvinderollen ændrer sig i samfundet i løbet af bogen. Det er dog først og fremmest den politiske scene samt befolkningens adfærd, der skræmte og fascinerede mig på samme tid. Jeg havde meget svært ved at forlige mig med den ubarmhjertige og nedrige måde, mange kinesere opførte sig over for hinanden. Mao førte flere kampagner for at udrydde sine fjender, og det betød, at selv de mest Mao-tro konstant var under mistanke og blev beskyldt for alskens ugerninger. Offentlig fordømmelse, tortur og eksklusion blev brugt i et væk for at undertrykke og fastholde befolkningen i et jerngreb.

Bogen led desværre lidt under et ret fladt, nøgternt og unuanceret sprog, hvilket et eller andet sted undrer mig, da kinesisk er et meget smukt og malende sprog. Og alligevel burde jeg faktisk ikke være overrasket over stilen, for jeg var heller ikke så begejstret for sproget i ‘Enkekejserinden’ af samme forfatter.

Jeg må indrømme, at jeg heller ikke var så begejstret for forfatterens stærkt subjektive kommentarer angående Maos rolle i Kinas historie. Jeg forstår godt hendes behov for at udtrykke dem, men jeg synes, teksten havde stået stærkere, hvis jeg som læser selv var kommet frem til samme konklusion, uden at forfatteren ‘fodrede’ mig med dette synspunkt.

‘Vilde svaner’ er en barsk og deprimerende fortælling, men det er også en vigtig bog i fortællingen om Kinas historie. Den satte en masse tanker i gang hos mig, og jeg har lovet mig selv, at jeg snart må læse noget mere om Kinas nuværende politiske situation og samfundsstruktur, for den ved jeg alt for lidt om.

Jeg er Malala

Jeg bruger ofte muligheden for at låne lydbøger via ereolen.dk til at læse (eller rettere høre) bøger, hvor jeg ikke nødvendigvis ville kaste mig over papirudgaven og dermed udvide min horisont mht. genrer og forfattere, jeg ellers ikke læser. Denne bog er et fint eksempel på dette.

‘Jeg er Malala’ er et selvportræt skrevet af den pakistanske pige Malala Yousafzai. Malala er ikke en hvilken som helst teenagepige – hun blev for alvor internationalt kendt som 15-årig, da hun i 2012 blev udsat for et mordattentat af Taleban, som ønskede at dræbe den unge pige, fordi hun kritiserede ekstremisterne og talte for uddannelse af børn og unge. I 2014 blev hendes position som talerør yderligere styrket, da hun fik Nobels Fredspris sammen med Kailash Satyarthi fra Indien.

Bogen giver et indblik i livet som pige i nutidens Pakistan, men den bruger også megen plads på at beskrive Malalas familie og deres historie. Det er på den ene side logisk, da Malala trods alt er ung og derfor har en kort livshistorie, men det er på den anden side også lidt synd, da jeg allerhelst ville høre om hende og derfor godt kunne blive lidt utålmodig, når passagerne om hendes familie trak ud.

Malalas historie er vigtig, for den giver et indblik i hverdagen for en pakistansk pige og tegner et andet (og måske mere nuanceret?) syn på Pakistan i forhold til det billede, som de vestlige medier giver. Og så alligevel, for Malalas ønsker er meget i tråd med den vestlige verdens forestillinger om, hvad et rigtigt og velfungerende samfund er. Forskellen er først og fremmest, at hun har en stolthed og en kærlighed til sit land, som vesten ikke nødvendigvis har, og det gør hendes stemme meget interessant efter min mening. Desværre virker bogen til tider overfladisk og upersonlig – det er svært at mærke Malala i teksten, og jeg mangler nærhed og oprigtig engagement. Der er lidt for meget glansbillede over historien, til at jeg helt tror på den.

Jeg kan ikke lade være med at sammenligne bogen med ‘Iranske erindringer’, som jeg læste for nylig, og det er muligvis lidt tarveligt, for her kommer ‘Jeg er Malala’ til at virke kort og vag i forhold til førstnævnte bog. Malalas historie er bestemt interessant, men da hendes kamp har været ret kort (og slet ikke så dramatisk som Shirins fra ‘Iranske erindringer’), så virker det en anelse overkill at skrive en hel bog om hende allerede nu.

Malala er vigtig som forbillede for piger – og menneskeheden i det hele taget – verden over, for hun belyser problemerne ved at negligere uddannelse og undertrykke kvinder. Jeg er spændt på, hvordan hendes liv vil forme sig, og jeg håber, at det bliver så fuld af gode resultater, at der kan skrives en ny og mere spændende bog om hende om 10-20 år.

Dewey – bibliotekskatten, der ændrede verden


Har du bemærket, at mange litteraturelskere og bognørder elsker katte? Måske fordi katte er glimrende selskab, når man læser bøger – enten når de ligger i ens skød eller oven på ens ben imens og bare venter på at blive kløet bag øret. Jeg har altid elsket katte og har – selvfølgelig – også et par katte i dag, så da jeg første gang hørte om ‘Dewey – bibliotekskatten, der ændrede verden’, så vidste jeg, at det ville være en bog for mig. Medic var tilmed så sød at sende sit eksemplar af bogen til mig, da hun havde læst den. Tusind tak 🙂

Bogen er skrevet af Vicki Myron, den bibliotekar, der en kold januarmorgen finder en lille forfrossen otte uger gammel killing i bibliotekets bogafleveringskasse. Sammen med et par af de andre ansatte sørger hun for at varme og fodre killingen, så den snart ligger trygt i hendes arme og spinder. Vicki får en idé. Vil det ikke være oplagt, at biblioteket får sin egen kat? Hun har hørt om andre biblioteker, der har en kat gående, og det lykkes hende at overbevise ledelsen om, at de skal gøre et forsøg. Og det mere end lykkes. Dewey, som katten kommer til at hedde, føler sig hurtigt hjemme, og snart er han en fast del af staben. Han tager imod de besøgende og charmerer dem alle, og inden længe begynder folk at valfarte til biblioteket for at se bibliotekskatten. Dewey er ikke længere ‘bare’ en kat – han er byens måske største attraktion, og hans tilstedeværelse kommer til at påvirke byen i mange år frem.

Lad mig være ærlig og sige, at denne bog er først og fremmest for katteelskere. Du vil måske også nyde bogen, selvom du ikke er synderlig begejstret for katte, men denne bog henvender sig i den grad til os, der ikke kan stå for de kære men stædige dyr. Det er en bog, der emmer af kærlighed til katten Dewey, og selvom det ind imellem fører til lige lovlig megen overfortolkning og menneskeliggørelse af katten, så kan jeg ikke lade være med at trække på smilebåndet, for noget af det er sandsynligvis rigtigt.

Bogen handler ikke kun om Dewey – den handler også om den lille by, han bor i, og ikke mindst om Vicki Myron selv. Hvor det giver fin mening at inddrage byens udvikling i historien (selvom det ind imellem virker lidt påklistret), så synes jeg, at kapitlerne om Vickis liv er knapt så relevante. Det giver flere steder et noget ujævnt historieforløb, og flere af episoderne fra hendes liv har i mine øjne intet med Dewey at gøre.

Det er en skøn og hjertevarm fortælling, og selvom den ind imellem bliver meget amerikansk mht. hvor sentimental og overfortolkende historien fortælles, så er det alligevel en hyggelig og letlæst bog. Det er på ingen måde et stort, litterært værk – sproget er ordinært og til tider trivielt – men det er en fin lille historie om en kat, der i den grad tog folk med storm.

… og nu skrev jeg jo, at jeg også har et par katte, så dem får I et billede af her til slut:

 

Iranske erindringer

Jeg har ikke købt noget på årets bogudsalg – ganske enkelt fordi udvalget i år er det mest skuffende, jeg nogensinde har oplevet. Selv sidste år, hvor jeg heller ikke var synderlig imponeret over udvalget, lykkedes det mig at finde nogle bøger, jeg gerne ville købe. En af disse var ‘Iranske erindringer’, som var et spontant køb. Bogen hører ellers til en genre, som jeg ikke læser synderlig ofte og slet ikke plejer at købe, men nu gjorde jeg en undtagelse, og det er jeg glad for.

Bogen er skrevet af den iranske kvinde, Shirin Ebadi, som er født og opvokset i Iran, hvor hun tog sin uddannelse som jurist og blev en af Irans mest anerkendte jurister og dommere. Under den islamiske revolution i 1979 var hun blandt de aktive støtter, selvom flere advarede hende mod, at et islamisk styre næppe ville se med milde øjne på, at en kvinde som hende havde et magtfuldt erhverv som dommer. Det viste sig også, at de fik ret. Da Iran gik over til islamisk styre, blev hun presset til at stoppe sit arbejde som dommer, men hun opgav ikke og blev ved med at kæmpe for flere rettigheder til kvinderne.

I 2003 fik hun Nobels Fredspris som anerkendelse af hendes utrættelige kamp for at sikre retfærdighed for dem, som styret og korruptionen ellers forsøgte at  undertrykke.

Jeg synes ikke selv, jeg ved nok om Mellemøsten – hverken om konflikterne eller dagligdagen. Derfor giver en bog som ‘Iranske erindringer’ et virkeligt interessant og anderledes indblik i Irans historie – ikke bare på grund af detaljerne om den islamiske revolution, men også om tiden før og efter og hvordan det påvirkede lokalbefolkningen.

Noget af det, der særligt greb mig, var at bogen var skrevet af en iraner. Selvom bogen på mange måder er en kritik af det islamiske styre, så er det samtidig også en kærlighedserklæring til et land, som har en meget broget historie. De seneste årtier har den danske presse mest skrevet om konflikterne i Mellemøsten, så det var helt befriende at læse om hverdagen for den iranske befolkning og samtidig få et indblik i, hvordan det var inden den islamiske revolution.

Vil du gerne vide mere om Irans historie og gerne vil have en mere personlig vinkel end den, historiebøgerne ofte tilbyder, så kan jeg varmt anbefale dig at læse denne bog og evt. supplere den med ‘Persepolis 1+2’, som også er virkelig spændende og tankevækkende.

Persepolis 1 +2


Jeg håber, at jeg får læst flere graphic novels i 2015. Det er ikke en af mine bogudfordringer, men jeg tror, jeg alligevel vil gøre en indsats, så der sniger sig nogle graphic novels ind i læsningen i løbet af i år. Jeg læser i forvejen ‘The Walking Dead’-serien (men ikke så tit, da bøgerne er ret dyre), men jeg har også et par andre i kikkerten.

For et par uger siden fik jeg endelig læst anden og sidste del i Persepolis-fortællingen. ‘Persepolis’ og ‘Persepolis 2’ er skrevet af den iranske kvinde Marjana Satrapis og blandt de mest læste graphic novels verden over. Bøgerne foregår i Iran og Østrig i 1970’erne og 1980’erne og handler om Marjanas barndom – først i Iran inden den islamiske revolution, siden i Franrig, hvor hun studerer i fire år, inden hun vender tilbage til et meget anderledes Iran, der nu præges af præstestyrets regime.

Tegnestilen er simpel og rå – lidt ligesom ‘Maus’ – men alligevel ret udtryksfuld, selvom flere af personerne ind imellem ligner hinanden lige lovlig meget. Det er en bog, der handler om en ganske almindelig piges hverdag, men hvor de politiske og religiøse ændringer hele tiden lurer i baggrunden og er med til at påvirke hendes liv i stadig større grad. Marjana lader sig dog ikke begrænse, men beskriver ærligt og direkte, hvordan hun og andre unge lavede oprør i det stille og ikke ville finde sig i, at deres frihed blev begrænset.

Marjana som hovedperson virker meget troværdig – man har sympati for hende, selvom hun ind imellem opfører sig egoistisk eller ubetænksomt. Hun forsøger ikke at forherlige sin egen historie, men fortæller om sin hverdag og er heller ikke bange for at kritisere sin omgangskreds og det politiske styre.

‘Persepolis’ og ‘Persepolis 2’ giver et virkelig interessant indblik i iransk teenagepiges liv – både før og efter den islamiske revolution, og det gav mig en viden om landet og samfundet, som jeg følte, jeg manglede. Det er med til at sætte ansigt på befolkningen og giver et helt andet billede end det, som medierne tegner af landet i dag. Men det er også en barsk fortælling om, hvordan et land ændrede sig, og befolkningen også var nødt til at gøre det – i et vist omfang.

Vil du gerne prøve kræfter med et par graphic novels, der tager udgangspunkt i virkelige hændelser, så vil jeg anbefale dig de to bøger. De er knapt så barske som ‘Maus’ (som jeg selv skulle oparbejde lidt mod for at kaste mig over), men er stadig meget relevante.

Enkekejserinden

Hvis du har fulgt bloggen gennem et stykke tid, har du måske bemærket min fascination af Asien. I august måned læste jeg en del bøger om Japan, men jeg har også læst mange bøger om Kina gennem årene, og da jeg – via Rosinante – fik mulighed for at læse ‘Enkekejserinden’, så takkede jeg straks ja. 

Bogen, der er skrevet af Jung Chang, handler nemlig om enkekejserinden Cixi, der var med til at modernisere Kina og i den grad gøre landet til en stærk nation. ‘Enkekejserinden’ er en biografi over Cixis liv og beskriver, hvordan hun – direkte eller indirekte – regerede Kina i over 50 år. Hun så faren og udfordringerne ved den vestlige verden, der rettede blikket mod det store asiatiske land, og ved hjælp af snilde og kløgt formåede hun at beskytte Kina og samtidig gennemføre en lang række reformer, der var med til at bringe Kina ind i den moderne tidsalder.

Fortællingen giver et spændende indblik i en stærk kvindes skæbne – en kvinde, der faktisk intet kendte til, men som jeg fik stor respekt for, jo mere af bogen jeg læste. Cixi var – hvis man skal tro forfatteren – en intelligent og dygtig kvinde, der formåede at gennemtrumfe en lang række ændringer til trods for, at hun levede i en tid og kultur, hvor kvinder havde meget lidt at sige. Hun begik dog også fejl, og her syntes jeg, at forfatteren er god til at beskrive enkekejserinden, så hun fremstår meget menneskelig.

Jeg syntes dog også, at bogen ind imellem var lidt tung og træg i det. Det var, som om sproget ikke altid flød lige let for forfatteren, men det kan selvfølgelig også skyldes oversættelsen. Da jeg ikke har læst bogen på originalsproget, kan jeg ikke vurdere dette. Men – det er altså ærgerligt, at en så interessant livshistorie ikke bliver fortalt på en mere levende og sprudlende måde.

Hvis du vil have et indblik i Kinas historie, landets historie og ikke mindst en af historiens måske stærkeste og mest magtfulde kvinder, så er denne bog værd at læse. Du skal dog bruge lidt tålmodighed – teksten kan som sagt godt være lidt træg til tider – men det er en kvinde, der i den grad har påvirket mange skæbner både mens hun levede og i mange år derefter.