Time Traveling with a Hamster

Jeg har lige været på sommerferie i Frankrig, og der havde jeg naturligvis en række bøger med. Da jeg ikke havde lyst til slæbe på en stor stabel bøger, havde jeg også downloadet nogle bøger via Ereolen Global, så jeg kunne læse dem på min telefon. En af disse var ‘Time Traveling with a Hamster’ af Ross Welford.

Bogen handler om den 12-årige dreng Al, der mistede sin far for fire år siden. På Als 12-års fødselsdag får han dog et brev fra faren – et brev der først måtte udleveres til Al på dette tidspunkt. Og det viser sig, at der er en god grund til det, for i brevet beder faren Al om at finde frem til den tidsmaskine, faren har bygget, og tage tilbage i tiden for at stoppe en bestemt begivenhed, der vil føre til farens død. Al er selvfølgelig fyr og flamme, og snart tager han – og hamsteren Alan – ud på en begivenhedsrig rejse i tiden.

Al er en sympatisk og intelligent dreng – måske en anelse for intelligent til at være helt troværdig som 12-årig, men omvendt har hans far jo opfundet en tidsmaskine. Han har bestemt fejl – og begår dem også – men han alligevel ganske let at holde af og holde med.

Jeg må indrømme, at jeg havde forventet en langt sjovere bog, end dette reelt set var. Alene titlen signalerer, at denne bog nok er skrevet med et glimt i øjet, og jeg kan også huske at have læst en anmeldelse, som fremhævede humoren i bogen. Jeg syntes dog ikke, at den var særlig tydelig. Tværtimod havde historien et tragisk skær, hvilket er helt naturligt, når der er tale om et barn, der har mistet den ene af forældrene, og så kunne jeg ikke lade være med at blive noget stresset på Als vegne i takt med, at flere ting gik galt undervejs.

Men – da jeg først havde vænnet mig til bogens stil (og accepteret, at den ikke var nær så hyggelig, som jeg havde håbet på), så blev jeg stille og roligt grebet af historien. Jeg kunne virkelig mærke Als frustration, da der begyndte at opstå problemer i forbindelse med tidsrejsen, og jeg var ikke på noget tidspunkt helt sikker på, hvordan det ville gå.

‘Time Traveling with a Hamster’ er en udmærket børne-/ungdomsbog med en del action/spænding undervejs. Den er dog en anelse langtrukken, så hav lidt tålmodighed, hvis du læser den.

Når en drage drager ud

SPONSORERET

Nu læser jeg sjældent børnebøger, men når jeg bliver kontaktet og spurgt, om jeg vil læse en børnebog med rim om monstre, så bliver jeg nysgerrig. Bogen ’Når en drage drager ud’ er sendt via forlaget Calibat, hvor Mads L. Brynnum har skrevet digtene og Mads H. Johansen har stået for illustrationerne. De har taget udgangspunkt i en række overnaturlige væsner såsom trolde, vampyrer og poltergejst, men har også fået plads til de knapt så kendte helheste og lindorme.

Som voksen er det hyggelig læsning, for selvom der er mange skræmmende væsner med, så er tonen let og ligetil, mens flere af monstrene blandt andet fortæller om de udfordringer, de har. Det er bestemt ikke let at være monster, næ nej.

Samtidig er der en god rytme i mange af digtene. Et par af dem er lidt tunge og knudrede, men overordnet set nogle ganske sjove og underfundige rim. De tilhørende illustrationer svinger mellem at være dystre og alvorlige og over til det lidt mere gakkede.

Jeg er lidt i tvivl mht. hvilken aldersgruppe, bogen henvender sig til. Måske fra 6-7 års alderen og opefter? Det kommer selvfølgelig an på, om barnet interesserer sig for monstre, for det må nærmest være en forudsætning for at læse denne bog. Men så tror jeg også, at de flest monster-elskende børn ville mene, at det var en sjov og (u)hyggelig bog.

The Girl Who Fell Beneath Fairyland an Led the Revels There

Jeg læste ‘The Girl Who Fell Beneath Fairyland an Led the Revels There’ i forbindelse med eventyrtemaet i sidste måned. Det er efterfølgeren til ‘The Girl Who Circumnavigated Fairyland in a Ship of Her Own Making’, som jeg læste sidste år. Jeg havde glædet mig til at læse bogen, for selvom den første bog ind imellem var lidt snørklet, så var den også ganske charmerende.

Da denne bog er en efterfølger, bringer jeg ikke et resumé af handlingen men i stedet blot min mening om selve bogen.

Jeg må desværre indrømme, at denne bog slet ikke levede op til den første bog. Historien fængede ikke rigtig, og ind imellem trak den også i langdrag. Der manglede simpelthen kød på handlingen, og selvom bogen sprogligt set var smuk og dragende, så savnede jeg ganske enkelt indhold.

Slutningen var dog god – der var skruet op for tempoet, og der skete virkelig noget – men det opvejer desværre ikke, at jeg langt henad vejen kedede mig, da jeg læste den.

Jeg må desværre konkludere, at jeg nok ikke får læst videre i denne serie.

Talking to Dragons

Så blev det tid til fjerde og sidste bog i ‘Enchanted Forest Chronicles’-serien, som er skrevet af Patricia C. Wrede. Jeg har tidligere anmeldt ‘Dealing with Dragons’, ‘Searching for Dragons’ og ‘Calling on Dragons’.

Hovedpersonen i ‘Talking to Dragons’ er Daystar, der er Cimorenes søn. Så ja, der er gået nogle år mellem tredje og fjerde bog. Der er selvfølgelig mange af personerne/væsnerne med fra de forrige bøger, men jeg vil ikke fortælle for meget her for ikke at afsløre noget fra de foregående bøger.

Jeg var ikke så begejstret for den forrige bog, ‘Calling on Dragons’, men med ‘Talking to Dragons’ er forfatteren i samme gode stil som de første bøger. Det er en hyggelig historie – trods fæle troldmænd – og jeg grinede flere gange undervejs. Især Suz vandt mit hjerte.

‘Enchanted Forest Chronicles’-serien kan anbefales til både unge og gamle. Historierne er tilpas hyggelige til, at de vil fungerer fint som højtlæsningsbøger for mindre børn (eller læs-selv for de lidt større børn), men også voksne kan få noget ud af disse eventyrbøger, der vender op og ned på klicheerne om, hvordan folk og væsner er i eventyr. Det er dejligt forfriskende og ganske sjovt. Jeg er i hvert fald glad for, at jeg læste dem.

 

The Book of Lost Things

I år har jeg indført konceptet ‘månedens bog’, som kort fortalt er en af de bøger, der har stået længst på min to-read-liste på Goodreads. Hver måned kigger jeg på listen over de ældste bøger på min to-read-liste, og så skal jeg læse en af dem. I denne måned var tiden så kommet til at læse ‘The Book of Lost Things’.

Bogen er skrevet af John Conolly og foregår under Anden Verdenskrig. Her følger man den 12-årige David, der sørger over moderens død. Det bliver ikke bedre af, at faderen vælger at gifte sig på ny, og David bryder sig bestemt ikke om den nye mor. Da et bombefly styrter ned i deres have, opdager David en helt ny verden – en fantasyverden, som han har svært ved at slippe ud af. David begiver sig nu ud på en rejse et fremmed sted, hvor farer truer, og hvor eventyrerne ikke altid ender lykkeligt.

John Conolly har skrevet en ret interessant eventyrfortælling, der i starten fik mig til at tænke på både ‘A Monster Calls’ og ‘Narnia’, da det er ret triste omstændigheder, at eventyret udspringer fra. I modsætning til Narnia er der dog ikke så mange søde og charmerende dyr i ‘The Book of Lost Things’, hvor både onde væsner og grusomme eventyr er med til at give en ret dyster stemning.

Bogen har dog sin helt egen stil, der nærmest er et sammensurium af klassiske eventyr, hvor slutningen – og moralen – er helt anderledes end den, man kender. Det giver et overraskende og nærmest morbidt twist, som gør, at jeg som voksen fandt bogen yderst interessant men samtidig også fik mig til at ønske, at der ikke er nogen børn, der læser denne bog. Det er den simpelthen for dyster og morbid til.

Det er en intelligent fortælling, men det er også en historie, hvor jeg ind imellem savnede lidt mere indlevelse. I betragtning af hvor mørk og rå den verden ind imellem er, så havde jeg forventet (og håbet), at historien i højere grad sneg sig ind under huden på mig – sådan som det for eksempel skete med ‘Everlost’ og ‘The Snow Child’. Men der er et eller andet i sproget, der mangler – måske lidt mere melankoli? I hvert fald er det mit primære kritikpunkt – jeg manglede lidt for alvor at føle med hovedpersonen.

‘The Book of Lost Things’ er en spændende moderne udgivelse inden for eventyrgenren, og jeg vil bestemt ikke afvise at læse mere af samme forfatter.

Calling on Dragons

Jeg er nu nået til tredje bog i ‘Enchanted Forest Chronicles’, der er skrevet af Patricia C. Wrede. Jeg har tidligere anmeldt ‘Dealing with Dragons’ og ‘Searching for Dragons’.

Ligesom med forrige bog er hovedpersonen i ‘Calling on Dragons’ igen skiftet ud. Nu er det ikke længere Cimorene og Mendanbar, man følger, men i højere grad Killer – en fortryllet kanin, som heksen Morwen finder i sin have. Både Killer, Cimorene, Morwen og ikke mindst Morwens katte kommer på lidt af et eventyr, da det viser sig, at troldmændene er vendt tilbage for at prøve at overtage den fortryllede skov.

Hrm… jeg må desværre indrømme, at denne bog ikke var nær så god som de foregående. Hvor den første bog var nyskabende, overraskende og sjov, var den anden bog hyggelig og ganske underholdende. ‘Calling on Dragons’ er ingen af delene. Det er måske lidt hårdt sagt – den er ok det meste af tiden – men den når ikke de to foregående bøger til sokkeholderne. Humoren og de quirky detaljer mangler, og jeg syntes ikke, at Killer var særlig interessant eller charmerende.

Der er én bog tilbage i serien, og den regner jeg med at læse i løbet af maj måned. Jeg krydser fingre for, at den er på højde med de to første bøger, for det vil være ærgerligt, at en serie, der startede så godt, ender med at være en meh-oplevelse.

Searching for Dragons

I sidste måned udpegede jeg ‘Dealing with Dragons’ til at være aprils bedste læseoplevelse, så jeg havde selvfølgelig høje forventninger til efterfølgeren, ‘Searching for Dragons’. Bøgerne er skrevet af Patricia C. Wrede og er de første bøger i en serie på fire.

I ‘Searching for Dragons’ er hovedpersonen skiftet ud. Cimorene fra den første bog er stadig med, men historien fortælles gennem Mendanber – den unge konge af den fortryllede skov. Han opdager, at dele af skoven er ødelagt, og mistanken falder på dragerne, da han finder flere drageskæl blandt de forkullede træer. Han opsøger Kazul – eller rettere forsøger på det, for hun er blevet taget til fange af onde troldmænd. Det går naturligvis ikke, så han slår sig sammen med Cimorene, og de drager afsted for at lede efter Kazul.

Det er stadig en sød og hyggelig historie, men jeg synes desværre ikke, at Mendanber er en lige så interessant hovedperson. Han virker faktisk rimelig anonym, og det er lidt synd, når nu Cimorene var en så sjov og handlekraftig hovedperson i første bog.

Humoren er – måske af samme grund – heller ikke nær så sprudlende og overraskende i ‘Searching for Dragons’, selvom der nu er flere scener med yderst inkompetente troldmænd. De er ikke lige så gakkede som dem i Terry Pratchetts bøger, meeen de er heller ikke ligefrem frygtindgydende.

Jeg endte dog med at være fin underholdt alligevel. Det er en ganske hyggelig fortælling, og der er fortsat nogle fine og lidt overraskende pointer, som bryder det gængse billede af, hvordan eventyr ’skal’ være.

Dealing with Dragons

Jeg kan faktisk ikke huske, hvor jeg stødte på ‘Dealing with Dragons’, men jeg har en mistanke om, at det var en fantasy-liste hos Goodreads. Uanset hvad lød bogen rigtig hyggelig, og da den handler om prinsesser og drager, passer bogen godt til mit kvartalstema, ‘Eventyr’.

‘Dealing with Dragons’ er skrevet af Patricia C. Wrede og er første bog i en trilogi. Den handler om prinsessen Cimorene, der ikke bryder sig om det typiske prinsesseliv, hvor man skal sidde og være yndig, mens man broderer. Det er gudsjammerligt kedeligt efter hendes mening, så hun stikker af og ender med at møde dragerne. Drager er som bekendt meget farlige væsner, men det lykkes Cimorene at overbevise en af dragerne om, at Cimorene kan være hendes prinsesse. Drager har jo et eller andet med prinsesser, og enhver respekteret drage skal naturligvis have en prinsesse. Det er ganske vist temmelig usædvanligt, at en prinsesse selv tilbyder sin hjælp – normalt skal man bortføre dem – men dragen Kazul vælger ikke desto mindre at lade Cimorene bo hos sig. Det er dog ikke uden visse udfordringer, for selvfølgelig kommer det væltende med håbefulde ungersvende, der gerne vil redde prinsessen fra den stygge drage. Men hvad gør man, når prinsessen absolut ikke vil reddes og i stedet foretrækker at gøre rent?

Dette er egentlig en børnebog, men jeg synes bestemt også, at voksne bør læse den, for den er både sjov og indeholder nogle rigtig gode pointer. Her er endelig en bog, der tør udfordre det gængse prinsessebillede. Væk er de lyserøde tylskørter, de evindelige baller og de mange suk efter prinsen på den hvide hest. I stedet får vi en prinsesse, der er både klog og initiativrig og som hellere vil arkivere dokumenter og vaske op end at sidde hele dagen lang for at være yndig og dydig. Hun gider absolut ikke blive reddet, og hun ender tilmed hos en hundrage, som taler om muligheden for at blive dragernes konge. For ja, i denne bog kan hundrager godt blive konger! Ah, det føltes skønt at få rusket op i alle de gængse antagelser om, hvordan eventyrverdener er bygget op…

Sproget er let og ligetil med nogle meget fine – og ganske underholdende – dialoger. Samtidig er der skruet godt op for actiondelen til trods for, at det er en kort bog, så der er ganske enkelt ikke tid til at kede sig. Det passer fint til historien, for det er ikke ligefrem en bog, hvor der er brug for lange beskrivelser af landskabet eller tilbageblik.

Jeg morede mig kosteligt undervejs, og ‘Dealing with Dragons’ er klart en af de bedste læseoplevelser indtil videre i år. Jeg har derfor også straks bestilt de to sidste bøger i trilogien, og dem satser jeg på at læse i løbet af maj måned.

Sagen om de japanske dræbergardiner

Dennis Jürgensen var en af de forfattere, der betød mest for mig, da jeg var barn/ung. Jeg slugte hans bøger råt, og jeg har ikke tal på, hvor mange af bøger, jeg har genlæst utallige gange. Det var derfor med et smil på læben, at jeg lånte ‘Sagen om de japanske dræbergardiner’, da jeg skulle finde en ny lydbog at lytte til for nylig. Det var ikke en bog, jeg før har læst, og jeg må da indrømme, at jeg var lidt bekymret for, om stilen ville være lidt for barnagtig til mig…

Bogen er den første i serien ‘Spøgelseslinien’, som indeholder fem børnekrimier. Hovedpersonerne i den første bog er Tanja, Kasper og Absalon, der er inviteret på et weekendophold på et slot. De – eller rettere sagt Tanja – har vundet hovedpræmien i en konkurrence, hvor de får muligheden for at opklare en mordgåde på slottet. Hvis de klare denne opgave, vinder de en stor præmie. De tre unge tager selvfølgelig opgaven meget seriøst, men de opdager hurtigt, at tingene ikke helt er, som de som forventede. Spørgsmålet er så, om det er produktionsselskabet, der står bag konkurrencen, som driver gæk med dem, eller om der er andre på spil?

Jeg skulle lige vænne mig til stilen i denne bog – ikke fordi den var mærkelig eller på anden måde skilte sig negativt ud, men fordi jeg var lidt i tvivl om, hvad jeg skulle forvente af niveauet i forhold til historiens kompleksitet og ikke mindst balancen mellem humor og alvor. Nu er Jürgensens bøger generelt skrevet med et glimt i øjet (i hvert fald børne- og ungdomsbøgerne), men denne bog var dog ikke nær så komisk som ‘Freddy’-serien. Det gjorde mig dog ikke så meget, for det var faktisk en udmærket ungdomskrimi. Den var selvfølgelig ikke lige så kompliceret og drabelig som voksenkrimier men havde et mere afdæmpet twist, som dog også havde en pæn portion action.

Jeg syntes, at det især var samspillet mellem de tre hovedpersoner, der trak op i det samlede billede. Bogen var ret kort – under 200 sider – så der var naturligvis grænser for, hvor dyb og kompliceret, den kunne være, men jeg fik alligevel et fint indtryk af dem alle tre. Selvfølgelig betød det også, at de var lidt skarpt/stereotypt beskrevet, men det håber på, at det udjævner sig, hvis/når jeg læser videre i serien.

Plottet var middelmådigt – eller i hvert fald rimelig let at gennemskue som voksen, men jeg ville helt sikkert have slugt det råt, hvis jeg havde læst bogen som 12-årig.

Samlet set var det hyggeligt og lidt nostalgisk at læse ‘Sagen om de japanske dræbergardiner’, fordi jeg kunne genkende Jürgensens stil fra mine gamle læseoplevelser. Det var ikke en af de bedste bøger, jeg har læst af ham, men det var dog tilpas hyggeligt til, at jeg godt kan finde på at læse videre i serien på et tidspunkt.

Julefortællinger

julebog‘Julefortællinger’ af Astrid Lindgren var en af mine yndlingsjulebøger som barn. Af samme grund undrer jeg mig over, at jeg havde glemt alt om den, indtil jeg for et par måneder siden faldt over den på Saxo. Hvordan kunne jeg glemme denne juleklassiker!? Men under alle omstændigheder var der ingen slinger i valsen – den skulle købes, så jeg kunne læse den op til jul (og de næste mange år).

Bogen er en samling af de mange julehistorier, som indgår i Astrids Lindgrens elskede fortællinger. Det er dermed også et hyggeligt gensyn med børnene fra Bulderby, Emil fra Lønneberg, Grynet og Pippi Langstrømpe.

Når jeg læser bogen, kører min indre biograf alle de filmatiseringer over historierne, som blev sendt, da jeg var barn (og som jeg ind imellem stadig støder på ved juletid). Det er selvfølgelig utrolig svært at anmelde denne bog med friske øjne, når det er en bog, jeg har læst og elsket gennem så mange år, så det vil jeg ikke forsøge på.

I stedet vil jeg anbefale denne bog til dig, hvis du vil opleve børnenes glæde over julen fra en tid, hvor alt var hjemmelavet – ofte også gaverne – og hvor julefreden ikke blev forstyrret af tv-udsendelser, internet og sociale medier. Her er en oprigtig glæde over julen og familiehyggen, og historierne er – selvfølgelig – gennemsyret af gode gerninger og næstekærlighed. Nåja, og så er der selvfølgelig rå mængder af knitrende, skinnede sne.