Jul hele året

Her i december har jeg besluttet mig for at hygge mig med lidt jule-lydbøger. Den første, jeg kastede mig over, var ‘Jul hele året’ af Kasper Winding. En lydbog på lidt over fem timer, så selvom den er skrevet som en julekalender, så kan du sagtens høre den i løbet af en eftermiddag.

‘Jul hele året’ handler om de to nisser – Visse og Vasse. De bor i en hule på Bornholm, og hver gang, de bruger deres nissemagi, bliver de mindre, indtil de får en god lang lur. Det giver naturligvis visse (!) udfordringer – ikke mindst da den ene af dem ender hos to kaniner, der straks vil adoptere den lille nisse. Visse og Vasse møder dog også mange af øens andre beboere i løbet af året, der går i løbet af bogen, og det kommer der mange finurlige episoder ud af.

Dette er en bog, som virkelig vinder på indlæsningen. Den varme rolige stemme, der former de skøre stemmer til flere af personerne, får bare en til at komme i godt humør, og jeg grinede flere gange undervejs – ikke mindst af de bimsede kaniner.

Det er en lidt usædvanlig julekalenderbog, da handlingen strækker sig over et år og derfor ikke er specielt julet. Historien er måske ikke vanvittig spændende, selvom den da har sine øjeblikke, men her trækker oplæsningen op, og jeg vil derfor klart anbefale den som lydbog.

‘Jul hele året’ er som sagt en kort bog, så hvis du som jeg synes, at det er lidt bøvlet at nøjes med ét kapitel om dagen, så hør gerne flere  – eller hele bogen på én dag. Det bliver den bestemt ikke dårligere af.

Little Girls

I min søgen efter horrorbøger til dette kvartals læsetema faldt jeg over ‘Little Girls’ hos Ereolen Global. En horrorbog om små piger? Det lød som noget, der godt kunne fungere.

‘Little Girls’ er skrevet af Ronald Malfi og handler om kvinden Laurie, hvis far netop er død – tilsyneladende et selvmord, der dog er foregået under mystiske omstændigheder. Laurie tager hjem til faderens hus sammen med sin mand og tiårige datter, og her finder hun snart ud af, faderen var ret plaget på sine sidste dage. Måske er det vanvid, der greb ham, da han styrtede i døden fra den øverste etage… eller måske er det noget andet? Der er i hvert fald noget uhyggeligt over stedet, og Laurie bliver mere og mere urolig. Da datteren Susan samtidig får en jævnaldrende legekammerat, der på en prik ligner en pige, som Laurie legede med som barn, bliver hun for alvor urolig. Er det fortiden, der er vendt tilbage for at hjemsøge hende?

Dette er en langsomt fortalt historie, og det er både godt og skidt. Især starten føltes ind imellem langtrukken, men det opbyggede samtidig også en mere og mere krybende fornemmelse af, at noget er helt, helt galt i det hus. Jeg fik virkelig fornemmelsen af den fortættede og ubehagelige stemning i huset, ligesom scenerne med den fremmede pige blev mere og mere freaky. Men historien kunne dog godt have været fortalt på lidt færre sider, uden at det ville have ødelagt opbygningen.

Laurie var en udmærket hovedperson – tilpas normal og sympatisk til, at hun var let at identificere sig med og dermed også let at sympatisere med og forstå, da hun bliver mere og mere frustreret, jo længere tid hun bruger i huset.

Der er nogle twists undervejs, og tak for det! Jeg elsker twists, og det er bestemt ikke alt, der er lige let at regne ud ved denne historie. Der er dog også visse ting, som pludselig gør historien meget… konkret. Noget, som på den ene side tilføjer historien en ret uhyggelig og ubehagelig vinkel, men som samtidig også bryder med den stemning, der er opbygget på det tidspunkt. Det havde jeg det noget blandet med, for jeg kunne godt lide, at der skete noget uventet, men omvendt passede det ikke helt sammen med resten af historien. Og derudover syntes jeg, at der blev brugt lidt for kort tid til at forklare, hvad der skete – det virkede nærmest, som om at forfatteren var ved at løbe tør for sider.

‘Little Girls’ endte med at være en ok læseoplevelse. Den var ikke helt så spot on, som jeg havde håbet, men den havde bestemt en række kvaliteter.

Hver dag starter det forfra

Jeg faldt over denne tegneserie, da jeg skulle på biblioteket for at hente bøger, og så røg den med i lånebunken, for hvornår kan man ikke lige læse en tegneserie?

‘Hver dag starter det forfra’ er tegnet og fortalt af Line Kjeldsen Jensen. Tegningerne startede op som en afreageringsprojekt på Instagram, mens hun var på barsel med det tredje barn, og manden ofte var væk 3-5 dage om ugen i forbindelse med sit musikerjob. Det gav en del udfordringer – ikke mindst fordi Line samtidig havde problemer med sin ene fod og ikke kunne gå i en periode.

Tegningerne er først og fremmest små glimt af hektiske og frustrerende situationer under barslen men også de små sejre, der ind imellem popper op i den grå hverdag. Billederne er gennemsyret af følelser – først og fremmest frustration men også kampvilje og ikke mindst kærlighed til børnene – og den lidt naive streg giver dem samtidig et ret autentisk udtryk.

‘Hver dag starter det forfra’ er helt sikkert relevant for forældre og især småbørnsforældre. Personligt har jeg ikke selv børn, så tegningerne påvirkede mig ikke så meget, men jeg er sikker på, at der er mange forældre, som (gysende) kan nikke genkendende til mange af situationerne. I øvrigt et tip herfra – læs ikke tegneserien på én gang. Det var tydeligt, at tegningerne var blevet uploadet drypvis, og derfor blev det lidt for meget af det samme, da jeg læste tegneserien på under en time.

De utilpassede

Nu hvor jeg har horror som læsetema året ud, var det en glimrende anledning til endelig at få læst ‘De utilpassede’ af John Kenn Mortensen. Den bog har nemlig stået på min læseliste et godt stykke tid efterhånden, og det skyldes ikke mindst de flotte og stemningsfulde illustrationer, der er i bogen. Det var dog e-bog-udgaven, jeg læste (for så kunne den let komme med på ferie i starten af måneden), så billederne var lidt små, men de var stadig ganske fine 🙂

‘De utilpassede’ foregår på Lolland, hvor de voksne en dag bliver inviteret til et møde i forsamlingshuset, hvor foredragsholderne vil fortælle om, hvordan man øger velstanden på Lolland. Næste morgen undrer børnene sig. Ingen af de voksne kom hjem efter mødet, og hovedpersonen Johan går sammen med et par venner ud for at lede efter de voksne. De finder dog snart ud af, at noget er rivende galt, for de voksne, de møder, virker pludselig meget interesserede i at drikke deres blod! Snart er børnene på flugt fra de blodhungrende vampyrer, og det foregår over stok og sten.

Dette var en ganske underholdende horrorbog. Selvom den er skrevet for børn (fra omkring 10 år og opefter), så kan voksne sagtens hygge sig med at læse den. Det skyldes ikke mindst sproget, som har en fin balance – det er hverken for ‘barnligt’ eller for ’smart-i-en-fart’. Derudover er der også plads til en række humoristiske passager i løbet af bogen.

Der er skruet godt op for tempoet i bogen, og det er ikke mange pusterum, børnene får undervejs. Rigtig uhyggelig er den dog ikke, og et eller andet sted forventer man, at der kommer en let løsning til sidst, men her overrasker forfatteren. Som handlingen skrider frem, bliver det mere og mere tydeligt, at ‘De utilpassede’ ikke helt følger den samme skabelon, som mange andre børne- og ungdomsbøger, og det er ganske befriende.

Alt i alt en ganske fin læseoplevelse og en, man sagtens kan udsætte sine børn – eller andres – for.

Time Traveling with a Hamster

Jeg har lige været på sommerferie i Frankrig, og der havde jeg naturligvis en række bøger med. Da jeg ikke havde lyst til slæbe på en stor stabel bøger, havde jeg også downloadet nogle bøger via Ereolen Global, så jeg kunne læse dem på min telefon. En af disse var ‘Time Traveling with a Hamster’ af Ross Welford.

Bogen handler om den 12-årige dreng Al, der mistede sin far for fire år siden. På Als 12-års fødselsdag får han dog et brev fra faren – et brev der først måtte udleveres til Al på dette tidspunkt. Og det viser sig, at der er en god grund til det, for i brevet beder faren Al om at finde frem til den tidsmaskine, faren har bygget, og tage tilbage i tiden for at stoppe en bestemt begivenhed, der vil føre til farens død. Al er selvfølgelig fyr og flamme, og snart tager han – og hamsteren Alan – ud på en begivenhedsrig rejse i tiden.

Al er en sympatisk og intelligent dreng – måske en anelse for intelligent til at være helt troværdig som 12-årig, men omvendt har hans far jo opfundet en tidsmaskine. Han har bestemt fejl – og begår dem også – men han alligevel ganske let at holde af og holde med.

Jeg må indrømme, at jeg havde forventet en langt sjovere bog, end dette reelt set var. Alene titlen signalerer, at denne bog nok er skrevet med et glimt i øjet, og jeg kan også huske at have læst en anmeldelse, som fremhævede humoren i bogen. Jeg syntes dog ikke, at den var særlig tydelig. Tværtimod havde historien et tragisk skær, hvilket er helt naturligt, når der er tale om et barn, der har mistet den ene af forældrene, og så kunne jeg ikke lade være med at blive noget stresset på Als vegne i takt med, at flere ting gik galt undervejs.

Men – da jeg først havde vænnet mig til bogens stil (og accepteret, at den ikke var nær så hyggelig, som jeg havde håbet på), så blev jeg stille og roligt grebet af historien. Jeg kunne virkelig mærke Als frustration, da der begyndte at opstå problemer i forbindelse med tidsrejsen, og jeg var ikke på noget tidspunkt helt sikker på, hvordan det ville gå.

‘Time Traveling with a Hamster’ er en udmærket børne-/ungdomsbog med en del action/spænding undervejs. Den er dog en anelse langtrukken, så hav lidt tålmodighed, hvis du læser den.

Når en drage drager ud

SPONSORERET

Nu læser jeg sjældent børnebøger, men når jeg bliver kontaktet og spurgt, om jeg vil læse en børnebog med rim om monstre, så bliver jeg nysgerrig. Bogen ’Når en drage drager ud’ er sendt via forlaget Calibat, hvor Mads L. Brynnum har skrevet digtene og Mads H. Johansen har stået for illustrationerne. De har taget udgangspunkt i en række overnaturlige væsner såsom trolde, vampyrer og poltergejst, men har også fået plads til de knapt så kendte helheste og lindorme.

Som voksen er det hyggelig læsning, for selvom der er mange skræmmende væsner med, så er tonen let og ligetil, mens flere af monstrene blandt andet fortæller om de udfordringer, de har. Det er bestemt ikke let at være monster, næ nej.

Samtidig er der en god rytme i mange af digtene. Et par af dem er lidt tunge og knudrede, men overordnet set nogle ganske sjove og underfundige rim. De tilhørende illustrationer svinger mellem at være dystre og alvorlige og over til det lidt mere gakkede.

Jeg er lidt i tvivl mht. hvilken aldersgruppe, bogen henvender sig til. Måske fra 6-7 års alderen og opefter? Det kommer selvfølgelig an på, om barnet interesserer sig for monstre, for det må nærmest være en forudsætning for at læse denne bog. Men så tror jeg også, at de flest monster-elskende børn ville mene, at det var en sjov og (u)hyggelig bog.

The Girl Who Fell Beneath Fairyland an Led the Revels There

Jeg læste ‘The Girl Who Fell Beneath Fairyland an Led the Revels There’ i forbindelse med eventyrtemaet i sidste måned. Det er efterfølgeren til ‘The Girl Who Circumnavigated Fairyland in a Ship of Her Own Making’, som jeg læste sidste år. Jeg havde glædet mig til at læse bogen, for selvom den første bog ind imellem var lidt snørklet, så var den også ganske charmerende.

Da denne bog er en efterfølger, bringer jeg ikke et resumé af handlingen men i stedet blot min mening om selve bogen.

Jeg må desværre indrømme, at denne bog slet ikke levede op til den første bog. Historien fængede ikke rigtig, og ind imellem trak den også i langdrag. Der manglede simpelthen kød på handlingen, og selvom bogen sprogligt set var smuk og dragende, så savnede jeg ganske enkelt indhold.

Slutningen var dog god – der var skruet op for tempoet, og der skete virkelig noget – men det opvejer desværre ikke, at jeg langt henad vejen kedede mig, da jeg læste den.

Jeg må desværre konkludere, at jeg nok ikke får læst videre i denne serie.

Talking to Dragons

Så blev det tid til fjerde og sidste bog i ‘Enchanted Forest Chronicles’-serien, som er skrevet af Patricia C. Wrede. Jeg har tidligere anmeldt ‘Dealing with Dragons’, ‘Searching for Dragons’ og ‘Calling on Dragons’.

Hovedpersonen i ‘Talking to Dragons’ er Daystar, der er Cimorenes søn. Så ja, der er gået nogle år mellem tredje og fjerde bog. Der er selvfølgelig mange af personerne/væsnerne med fra de forrige bøger, men jeg vil ikke fortælle for meget her for ikke at afsløre noget fra de foregående bøger.

Jeg var ikke så begejstret for den forrige bog, ‘Calling on Dragons’, men med ‘Talking to Dragons’ er forfatteren i samme gode stil som de første bøger. Det er en hyggelig historie – trods fæle troldmænd – og jeg grinede flere gange undervejs. Især Suz vandt mit hjerte.

‘Enchanted Forest Chronicles’-serien kan anbefales til både unge og gamle. Historierne er tilpas hyggelige til, at de vil fungerer fint som højtlæsningsbøger for mindre børn (eller læs-selv for de lidt større børn), men også voksne kan få noget ud af disse eventyrbøger, der vender op og ned på klicheerne om, hvordan folk og væsner er i eventyr. Det er dejligt forfriskende og ganske sjovt. Jeg er i hvert fald glad for, at jeg læste dem.

 

The Book of Lost Things

I år har jeg indført konceptet ‘månedens bog’, som kort fortalt er en af de bøger, der har stået længst på min to-read-liste på Goodreads. Hver måned kigger jeg på listen over de ældste bøger på min to-read-liste, og så skal jeg læse en af dem. I denne måned var tiden så kommet til at læse ‘The Book of Lost Things’.

Bogen er skrevet af John Conolly og foregår under Anden Verdenskrig. Her følger man den 12-årige David, der sørger over moderens død. Det bliver ikke bedre af, at faderen vælger at gifte sig på ny, og David bryder sig bestemt ikke om den nye mor. Da et bombefly styrter ned i deres have, opdager David en helt ny verden – en fantasyverden, som han har svært ved at slippe ud af. David begiver sig nu ud på en rejse et fremmed sted, hvor farer truer, og hvor eventyrerne ikke altid ender lykkeligt.

John Conolly har skrevet en ret interessant eventyrfortælling, der i starten fik mig til at tænke på både ‘A Monster Calls’ og ‘Narnia’, da det er ret triste omstændigheder, at eventyret udspringer fra. I modsætning til Narnia er der dog ikke så mange søde og charmerende dyr i ‘The Book of Lost Things’, hvor både onde væsner og grusomme eventyr er med til at give en ret dyster stemning.

Bogen har dog sin helt egen stil, der nærmest er et sammensurium af klassiske eventyr, hvor slutningen – og moralen – er helt anderledes end den, man kender. Det giver et overraskende og nærmest morbidt twist, som gør, at jeg som voksen fandt bogen yderst interessant men samtidig også fik mig til at ønske, at der ikke er nogen børn, der læser denne bog. Det er den simpelthen for dyster og morbid til.

Det er en intelligent fortælling, men det er også en historie, hvor jeg ind imellem savnede lidt mere indlevelse. I betragtning af hvor mørk og rå den verden ind imellem er, så havde jeg forventet (og håbet), at historien i højere grad sneg sig ind under huden på mig – sådan som det for eksempel skete med ‘Everlost’ og ‘The Snow Child’. Men der er et eller andet i sproget, der mangler – måske lidt mere melankoli? I hvert fald er det mit primære kritikpunkt – jeg manglede lidt for alvor at føle med hovedpersonen.

‘The Book of Lost Things’ er en spændende moderne udgivelse inden for eventyrgenren, og jeg vil bestemt ikke afvise at læse mere af samme forfatter.

Calling on Dragons

Jeg er nu nået til tredje bog i ‘Enchanted Forest Chronicles’, der er skrevet af Patricia C. Wrede. Jeg har tidligere anmeldt ‘Dealing with Dragons’ og ‘Searching for Dragons’.

Ligesom med forrige bog er hovedpersonen i ‘Calling on Dragons’ igen skiftet ud. Nu er det ikke længere Cimorene og Mendanbar, man følger, men i højere grad Killer – en fortryllet kanin, som heksen Morwen finder i sin have. Både Killer, Cimorene, Morwen og ikke mindst Morwens katte kommer på lidt af et eventyr, da det viser sig, at troldmændene er vendt tilbage for at prøve at overtage den fortryllede skov.

Hrm… jeg må desværre indrømme, at denne bog ikke var nær så god som de foregående. Hvor den første bog var nyskabende, overraskende og sjov, var den anden bog hyggelig og ganske underholdende. ‘Calling on Dragons’ er ingen af delene. Det er måske lidt hårdt sagt – den er ok det meste af tiden – men den når ikke de to foregående bøger til sokkeholderne. Humoren og de quirky detaljer mangler, og jeg syntes ikke, at Killer var særlig interessant eller charmerende.

Der er én bog tilbage i serien, og den regner jeg med at læse i løbet af maj måned. Jeg krydser fingre for, at den er på højde med de to første bøger, for det vil være ærgerligt, at en serie, der startede så godt, ender med at være en meh-oplevelse.