Drengen i den stribede pyjamas

‘Drengen i den stribede pyjamas’ blev filmatiseret for nogle år siden, og jeg har efterfølgende flere gange overvejet at se den. Jeg ville dog gerne læse bogen først, så da jeg faldt over lydbogsudgaven hos Ereolen.dk, lånte jeg den med det samme.

‘Drengen i den stribede pyjamas’ fortæller historien om den ni-årige Bruno, der vokser op i Berlin under 2. Verdenskrig. Han lever i sin egen lille barneverden og ved intet om krigen eller de ting, der foregår udenfor Tyskland. Da hans far, som arbejder i hæren, bliver forfremmet, skal hele familien flytte til Auschwitz. Bruno er stærkt utilfreds, for ikke bare skal han flytte fra sine venner – han skal også bo i et hus, der kun er tre etager højt! Det er en klar forringelse i forhold til barndomshjemmet, der er på hele fem etager.

Bruno har svært ved at falde til i det nye hjem. Han bruger en del tid på at kigge på menneskene i den lejr, der ligger lige ved siden af. En dag beslutter han sig for at gå på opdagelse i haven og ender til sidst nede ved lejrens hegn, hvor han støder på den jævnaldrende Shmuel, der er iført en stribet pyjamas. De to drenge falder i snak og et venskab opstår. Nu har Bruno endelig en at snakke med, og det bliver snart en del af dagligdagsrutinen at snige sig til at mødes med Shmuel.

Historien om en koncentrationslejr under 2. Verdenskrig er interessant vinklet ved, at den er set gennem et barns øjne. Desværre synes jeg ikke, at det er særlig vellykket, da Bruno fremstilles som tindrende naiv grænsende til dum. En helt banal ting såsom navnet Auschwitz” opfatter han konsekvent forkert (han hører det som “Afsides”) og det samme sker med “Føreren” (som han konsekvent opfatter som “Fyren”). Og ja, en ni-årig dreng, der tidligere har levet så isoleret som han, vil selvfølgelig ikke forstå alt, men eftersom vrimler med soldater hver dag, så virker det komplet utroværdigt, at han ikke samler bare lidt viden op om, hvad der foregår. 

Men tilgiver man dette, så er det en ok fortælling, hvor Brunos næsten nævenyttige naivitet er med til at give historien lidt kant, så kontrasten mellem ham og Shmuel bliver tegnet tydeligt op. I betragtning af hvor kort, historien er, så var jeg faktisk positivt overrasket over, hvor godt man også når at lære Brunos familie at kende. De når ikke at blive meget dybe personligheder, men man får alligevel et fint indtryk af hvilke mennesker, de er.

Jeg synes, at historien har en interessant slutning (som jeg naturligvis ikke røber her). Den overraskede mig, og den er med til at give dybde til den ellers lidt for overfladiske fortælling om mødet mellem den tyske overklassedreng og den polske jødedreng.

Samlet set en ok lytteoplevelse, men den rørte mig desværre ikke så meget, som jeg havde håbet på. Der har været mange andre bøger om 2. Verdenskrig, som har gjort større indtryk på mig.

 

Genlæsning af Harry Potter

En af mine bogudfordringer i år er at genlæse Harry Potter-bøgerne. Det er noget, jeg har overvejet de seneste år, for det kunne være et hyggeligt gensyn med en serie, jeg holder meget af. De første 2-3 bøger i serien har jeg genlæst flere gange, og jeg mener at have genlæst både 4’eren og 5’eren, men er i tvivl om 6’eren. Den syvende og sidste bog har jeg kun læst én gang, hvilket blandt andet hænger sammen med, at jeg synes, det er den dårligste bog i serien. Og det er faktisk lidt imponerende med genlæsningerne, for jeg var blevet voksen (på papiret), da serien udkom, og det er virkelig ikke mange bøger, jeg har genlæst, siden jeg lagde barndommen bag mig. Jeg vil som regel hellere læse nye bøger, men de sidste par år er jeg begyndt at dyrke genlæsning lidt mere, så hvorfor ikke også genlæse Harry Potter?

Tidligere på ugen genlæste jeg første bog i serien, ‘Harry Potter og de vises sten’, og det var som ventet et hyggeligt gensyn med en elsket verden. Jeg blev begejstret over at opdage, at verdenen var lige så finurlig, kreativ og spændende, som jeg huskede den, og at Rowling havde ramt den helt rette tone i bogen, hvor der var nok sprudlende tempo for det barnlige sind men også pudsige detaljer for den voksne læser. Jeg blev også en smule overrasket over, hvor kort bogen var. Jeg kunne selvfølgelig se, at den var noget slankere end resten af serien, men der var sandt at sige ikke megen plads til hovedplottet, da langt størstedelen af bogen – forståeligt nok – blev brugt til verdensopbygning. Det var faktisk lidt synd – forfatteren kunne sagtens have brugt 50 sider (eller lidt mere) på at folde plottet ordentligt ud.

Jeg var lige ved at kaste mig over næste bog med det samme, men nu har jeg lige lånt en stabel bøger på biblioteket, og dem må jeg nok hellere få læst, inden det atter er tid til bøger fra egne boghylder. Harry Potter holder stadig. Det overrasker mig sådan set ikke, for det er en serie, der har taget verden med storm.

Har jeg planer om at skrive om mine genlæsninger af de følgende bøger? Nej, jeg ville i første omgang blot dele min glæde over at ‘finde en gammel ven’ frem fra gemmerne. Jeg laver måske et opsummeringsindlæg, når jeg har genlæst hele serien, men det tager jeg først stilling til, når den tid kommer.

Den fede kat Otto

SPONSORERET

I december fik jeg en e-mail, der fangede min opmærksomhed. Den handlede nemlig om horror og katte! Jeg har to katte (som ind imellem dukker op på billederne her på bloggen – først og fremmest i forbindelse med readathon), så en tegneserie om en kat, der bliver mobbet, måtte jo være noget for mig. Jeg takkede derfor ja, da jeg blev tilbudt at få et anmeldereksemplar tilsendt.

‘Den fede kat Otto’ er tegnet og fortalt af Riivo Sarapik og Susanne P. Lorenzen. Den handler om katten af samme navn, der bliver mobbet af pindsvin, der stjæler hans mad. Gode råd er dyre, for Otto svinder mere og mere ind, men en dag får piben en anden lyd…

Dette er en superkort tegneserie, som kan læses på få minutter. Den bliver solgt som en børnebog, men jeg er lidt i tvivl om hvilken aldersgruppe, den henvender sig til. Humoren er nemlig en anelse grovkornet – tenderende til plat – men jeg grinede højt, da jeg læste den. Min kære ægtefælle blev dog noget forarget, da han læste den, så jeg må hellere advare – det er altså lidt upassende humor. Af samme grund vil jeg også mene, at den ikke egner sig til alle børn, og at det er en god idé, at forældrene læser den igennem, inden de overvejer at give den til barnet/børnene.

Men en fin lille tegneserie med nogle kære tegninger (… det meste af tiden…!).

Jul hele året

Her i december har jeg besluttet mig for at hygge mig med lidt jule-lydbøger. Den første, jeg kastede mig over, var ‘Jul hele året’ af Kasper Winding. En lydbog på lidt over fem timer, så selvom den er skrevet som en julekalender, så kan du sagtens høre den i løbet af en eftermiddag.

‘Jul hele året’ handler om de to nisser – Visse og Vasse. De bor i en hule på Bornholm, og hver gang, de bruger deres nissemagi, bliver de mindre, indtil de får en god lang lur. Det giver naturligvis visse (!) udfordringer – ikke mindst da den ene af dem ender hos to kaniner, der straks vil adoptere den lille nisse. Visse og Vasse møder dog også mange af øens andre beboere i løbet af året, der går i løbet af bogen, og det kommer der mange finurlige episoder ud af.

Dette er en bog, som virkelig vinder på indlæsningen. Den varme rolige stemme, der former de skøre stemmer til flere af personerne, får bare en til at komme i godt humør, og jeg grinede flere gange undervejs – ikke mindst af de bimsede kaniner.

Det er en lidt usædvanlig julekalenderbog, da handlingen strækker sig over et år og derfor ikke er specielt julet. Historien er måske ikke vanvittig spændende, selvom den da har sine øjeblikke, men her trækker oplæsningen op, og jeg vil derfor klart anbefale den som lydbog.

‘Jul hele året’ er som sagt en kort bog, så hvis du som jeg synes, at det er lidt bøvlet at nøjes med ét kapitel om dagen, så hør gerne flere  – eller hele bogen på én dag. Det bliver den bestemt ikke dårligere af.

Little Girls

I min søgen efter horrorbøger til dette kvartals læsetema faldt jeg over ‘Little Girls’ hos Ereolen Global. En horrorbog om små piger? Det lød som noget, der godt kunne fungere.

‘Little Girls’ er skrevet af Ronald Malfi og handler om kvinden Laurie, hvis far netop er død – tilsyneladende et selvmord, der dog er foregået under mystiske omstændigheder. Laurie tager hjem til faderens hus sammen med sin mand og tiårige datter, og her finder hun snart ud af, faderen var ret plaget på sine sidste dage. Måske er det vanvid, der greb ham, da han styrtede i døden fra den øverste etage… eller måske er det noget andet? Der er i hvert fald noget uhyggeligt over stedet, og Laurie bliver mere og mere urolig. Da datteren Susan samtidig får en jævnaldrende legekammerat, der på en prik ligner en pige, som Laurie legede med som barn, bliver hun for alvor urolig. Er det fortiden, der er vendt tilbage for at hjemsøge hende?

Dette er en langsomt fortalt historie, og det er både godt og skidt. Især starten føltes ind imellem langtrukken, men det opbyggede samtidig også en mere og mere krybende fornemmelse af, at noget er helt, helt galt i det hus. Jeg fik virkelig fornemmelsen af den fortættede og ubehagelige stemning i huset, ligesom scenerne med den fremmede pige blev mere og mere freaky. Men historien kunne dog godt have været fortalt på lidt færre sider, uden at det ville have ødelagt opbygningen.

Laurie var en udmærket hovedperson – tilpas normal og sympatisk til, at hun var let at identificere sig med og dermed også let at sympatisere med og forstå, da hun bliver mere og mere frustreret, jo længere tid hun bruger i huset.

Der er nogle twists undervejs, og tak for det! Jeg elsker twists, og det er bestemt ikke alt, der er lige let at regne ud ved denne historie. Der er dog også visse ting, som pludselig gør historien meget… konkret. Noget, som på den ene side tilføjer historien en ret uhyggelig og ubehagelig vinkel, men som samtidig også bryder med den stemning, der er opbygget på det tidspunkt. Det havde jeg det noget blandet med, for jeg kunne godt lide, at der skete noget uventet, men omvendt passede det ikke helt sammen med resten af historien. Og derudover syntes jeg, at der blev brugt lidt for kort tid til at forklare, hvad der skete – det virkede nærmest, som om at forfatteren var ved at løbe tør for sider.

‘Little Girls’ endte med at være en ok læseoplevelse. Den var ikke helt så spot on, som jeg havde håbet, men den havde bestemt en række kvaliteter.

Hver dag starter det forfra

Jeg faldt over denne tegneserie, da jeg skulle på biblioteket for at hente bøger, og så røg den med i lånebunken, for hvornår kan man ikke lige læse en tegneserie?

‘Hver dag starter det forfra’ er tegnet og fortalt af Line Kjeldsen Jensen. Tegningerne startede op som en afreageringsprojekt på Instagram, mens hun var på barsel med det tredje barn, og manden ofte var væk 3-5 dage om ugen i forbindelse med sit musikerjob. Det gav en del udfordringer – ikke mindst fordi Line samtidig havde problemer med sin ene fod og ikke kunne gå i en periode.

Tegningerne er først og fremmest små glimt af hektiske og frustrerende situationer under barslen men også de små sejre, der ind imellem popper op i den grå hverdag. Billederne er gennemsyret af følelser – først og fremmest frustration men også kampvilje og ikke mindst kærlighed til børnene – og den lidt naive streg giver dem samtidig et ret autentisk udtryk.

‘Hver dag starter det forfra’ er helt sikkert relevant for forældre og især småbørnsforældre. Personligt har jeg ikke selv børn, så tegningerne påvirkede mig ikke så meget, men jeg er sikker på, at der er mange forældre, som (gysende) kan nikke genkendende til mange af situationerne. I øvrigt et tip herfra – læs ikke tegneserien på én gang. Det var tydeligt, at tegningerne var blevet uploadet drypvis, og derfor blev det lidt for meget af det samme, da jeg læste tegneserien på under en time.

De utilpassede

Nu hvor jeg har horror som læsetema året ud, var det en glimrende anledning til endelig at få læst ‘De utilpassede’ af John Kenn Mortensen. Den bog har nemlig stået på min læseliste et godt stykke tid efterhånden, og det skyldes ikke mindst de flotte og stemningsfulde illustrationer, der er i bogen. Det var dog e-bog-udgaven, jeg læste (for så kunne den let komme med på ferie i starten af måneden), så billederne var lidt små, men de var stadig ganske fine 🙂

‘De utilpassede’ foregår på Lolland, hvor de voksne en dag bliver inviteret til et møde i forsamlingshuset, hvor foredragsholderne vil fortælle om, hvordan man øger velstanden på Lolland. Næste morgen undrer børnene sig. Ingen af de voksne kom hjem efter mødet, og hovedpersonen Johan går sammen med et par venner ud for at lede efter de voksne. De finder dog snart ud af, at noget er rivende galt, for de voksne, de møder, virker pludselig meget interesserede i at drikke deres blod! Snart er børnene på flugt fra de blodhungrende vampyrer, og det foregår over stok og sten.

Dette var en ganske underholdende horrorbog. Selvom den er skrevet for børn (fra omkring 10 år og opefter), så kan voksne sagtens hygge sig med at læse den. Det skyldes ikke mindst sproget, som har en fin balance – det er hverken for ‘barnligt’ eller for ‘smart-i-en-fart’. Derudover er der også plads til en række humoristiske passager i løbet af bogen.

Der er skruet godt op for tempoet i bogen, og det er ikke mange pusterum, børnene får undervejs. Rigtig uhyggelig er den dog ikke, og et eller andet sted forventer man, at der kommer en let løsning til sidst, men her overrasker forfatteren. Som handlingen skrider frem, bliver det mere og mere tydeligt, at ‘De utilpassede’ ikke helt følger den samme skabelon, som mange andre børne- og ungdomsbøger, og det er ganske befriende.

Alt i alt en ganske fin læseoplevelse og en, man sagtens kan udsætte sine børn – eller andres – for.

Time Traveling with a Hamster

Jeg har lige været på sommerferie i Frankrig, og der havde jeg naturligvis en række bøger med. Da jeg ikke havde lyst til slæbe på en stor stabel bøger, havde jeg også downloadet nogle bøger via Ereolen Global, så jeg kunne læse dem på min telefon. En af disse var ‘Time Traveling with a Hamster’ af Ross Welford.

Bogen handler om den 12-årige dreng Al, der mistede sin far for fire år siden. På Als 12-års fødselsdag får han dog et brev fra faren – et brev der først måtte udleveres til Al på dette tidspunkt. Og det viser sig, at der er en god grund til det, for i brevet beder faren Al om at finde frem til den tidsmaskine, faren har bygget, og tage tilbage i tiden for at stoppe en bestemt begivenhed, der vil føre til farens død. Al er selvfølgelig fyr og flamme, og snart tager han – og hamsteren Alan – ud på en begivenhedsrig rejse i tiden.

Al er en sympatisk og intelligent dreng – måske en anelse for intelligent til at være helt troværdig som 12-årig, men omvendt har hans far jo opfundet en tidsmaskine. Han har bestemt fejl – og begår dem også – men han alligevel ganske let at holde af og holde med.

Jeg må indrømme, at jeg havde forventet en langt sjovere bog, end dette reelt set var. Alene titlen signalerer, at denne bog nok er skrevet med et glimt i øjet, og jeg kan også huske at have læst en anmeldelse, som fremhævede humoren i bogen. Jeg syntes dog ikke, at den var særlig tydelig. Tværtimod havde historien et tragisk skær, hvilket er helt naturligt, når der er tale om et barn, der har mistet den ene af forældrene, og så kunne jeg ikke lade være med at blive noget stresset på Als vegne i takt med, at flere ting gik galt undervejs.

Men – da jeg først havde vænnet mig til bogens stil (og accepteret, at den ikke var nær så hyggelig, som jeg havde håbet på), så blev jeg stille og roligt grebet af historien. Jeg kunne virkelig mærke Als frustration, da der begyndte at opstå problemer i forbindelse med tidsrejsen, og jeg var ikke på noget tidspunkt helt sikker på, hvordan det ville gå.

‘Time Traveling with a Hamster’ er en udmærket børne-/ungdomsbog med en del action/spænding undervejs. Den er dog en anelse langtrukken, så hav lidt tålmodighed, hvis du læser den.

Når en drage drager ud

SPONSORERET

Nu læser jeg sjældent børnebøger, men når jeg bliver kontaktet og spurgt, om jeg vil læse en børnebog med rim om monstre, så bliver jeg nysgerrig. Bogen ’Når en drage drager ud’ er sendt via forlaget Calibat, hvor Mads L. Brynnum har skrevet digtene og Mads H. Johansen har stået for illustrationerne. De har taget udgangspunkt i en række overnaturlige væsner såsom trolde, vampyrer og poltergejst, men har også fået plads til de knapt så kendte helheste og lindorme.

Som voksen er det hyggelig læsning, for selvom der er mange skræmmende væsner med, så er tonen let og ligetil, mens flere af monstrene blandt andet fortæller om de udfordringer, de har. Det er bestemt ikke let at være monster, næ nej.

Samtidig er der en god rytme i mange af digtene. Et par af dem er lidt tunge og knudrede, men overordnet set nogle ganske sjove og underfundige rim. De tilhørende illustrationer svinger mellem at være dystre og alvorlige og over til det lidt mere gakkede.

Jeg er lidt i tvivl mht. hvilken aldersgruppe, bogen henvender sig til. Måske fra 6-7 års alderen og opefter? Det kommer selvfølgelig an på, om barnet interesserer sig for monstre, for det må nærmest være en forudsætning for at læse denne bog. Men så tror jeg også, at de flest monster-elskende børn ville mene, at det var en sjov og (u)hyggelig bog.

The Girl Who Fell Beneath Fairyland an Led the Revels There

Jeg læste ‘The Girl Who Fell Beneath Fairyland an Led the Revels There’ i forbindelse med eventyrtemaet i sidste måned. Det er efterfølgeren til ‘The Girl Who Circumnavigated Fairyland in a Ship of Her Own Making’, som jeg læste sidste år. Jeg havde glædet mig til at læse bogen, for selvom den første bog ind imellem var lidt snørklet, så var den også ganske charmerende.

Da denne bog er en efterfølger, bringer jeg ikke et resumé af handlingen men i stedet blot min mening om selve bogen.

Jeg må desværre indrømme, at denne bog slet ikke levede op til den første bog. Historien fængede ikke rigtig, og ind imellem trak den også i langdrag. Der manglede simpelthen kød på handlingen, og selvom bogen sprogligt set var smuk og dragende, så savnede jeg ganske enkelt indhold.

Slutningen var dog god – der var skruet op for tempoet, og der skete virkelig noget – men det opvejer desværre ikke, at jeg langt henad vejen kedede mig, da jeg læste den.

Jeg må desværre konkludere, at jeg nok ikke får læst videre i denne serie.