Wonder


Bogen ’Wonder’ gik sin sejrsgang i bloggerverdenen, da den udkom for nogle år siden. Den fik faktisk så massiv omtale, at jeg helt bevidst ventede med at læse den, fordi jeg var bange for, at den ikke kunne leve op til den hype, der var omkring den. Nu – et par år senere, hvor bogen i mellemtiden også er blevet filmatiseret – var det så endelig tid til at læse den. Eller rettere lytte til den som lydbog.

Bogen er reelt set en børne-/ungdomsbog, men det lettilgængelige sprog og den 10-årige hovedperson skal bestemt ikke skræmme voksne fra at læse den, for den rummer en historie, vi alle kan lære af.

’Wonder’ handler om drengen August – også kaldet Auggie – der snart skal starte i 5. klasse. Han har ikke tidligere gået i skole, for han blev født med et deformt ansigt, og hans barndom har derfor været præget af en lang række operationer. Auggie er lidt bekymret, for han er ikke så vant til at omgås børn, men nu vil han ikke desto mindre prøve at gå i skole. Han bliver hurtigt venner med Jack og falder også i snak med andre børn, men der er dog også nogle, der absolut ikke er søde ved Auggie, og drillerierne begynder at eskalere.

Dette er den helt klassiske fortælling om den grimme ælling, der ikke ligner de andre og derfor skal kanøfles. Hvordan mennesker – uanset alder – kan være ubetænksomme og til tider grusomme over for hinanden. Det er dog også historien om venskab, om at turde at gå imod strømmen og at være tro over for sig selv.

Historien fortælles først og fremmest gennem Auggie, men flere af kapitlerne bliver dog fortalt af andre, og det giver en ekstra dimension til fortællingen, da der kommer langt flere detaljer frem. Det betyder også, at situationer, som Auggie opfatter på en bestemt måde, ikke nødvendigvis er tiltænkt de samme motiver af de andre, der er til stede.

Der er ingen tvivl om, at det er en rørende historie, og selvom jeg var lidt skeptisk fra start, da jeg var bange for, at forfatteren ville bruge lidt for letkøbte tricks til at vinde læserens sympati, så måtte jeg overgive mig til sidst – det er en virkelig fint fortalt historie om at være anderledes men stadig have hjertet på rette sted.

Hvis jeg endelig skal kritisere noget, så må det være den letkøbte slutning, som var forudsigelig og lidt for klichéramt. Men den kan tilgives, når resten af bogen er så god.

Varm anbefaling herfra – både til børn og voksne.

Dragen med de røde øjne


Så er jeg efterhånden nået til sidste anmeldelse af de bøger, jeg læste til forårsreadathonen sidste måned (ja, det dejlige majvejr har udskudt en del af blogindlæggene :)).

‘Dragen med de røde øjne’ er en lille novellesamling af Astrid Lindgren. Den indeholder ti små historier om børn, der oplever forunderlige ting – for eksempel at møde en lille drage, at komme med på en flyvetur, selvom man er syg, eller møde en lillebitte person, som man kan lege med, når man er alene hjemme.

Det er en novellesamling, der henvender sig til de helt små læsere (der godt kan lide højtlæsning), men voksne, der er vokset på med Lindgrens historier, vil bestemt også nyde de fine, pudsige og lidt sårbare fortællinger. Jeg savnede ind imellem lidt mere kød på fortællingerne, men de er glimrende som højtlæsning for små børn.

The Way of the Warrior


Jeg nåede at læse en del bøger under sidste måneds readathon – blandt andet ‘The Way of the Warrior’, der er første bog i ‘Young Samurai’-serien. Jeg tænkte, at denne ungdomsbog ville passe fint til en readathon, hvor bøgerne gerne må være hurtige og lette at læse.

I bogen følger man drengen Jack, der strander på den japanske kyst, efter at hans faders skib bliver overfaldet af ninjapirater, og skibet derefter synker. Jack bliver reddet af en højagtet sværdmester og derefter adopteret på linje med sværdmesterens søn. Det er noget, som sønnen tager ilde op – ikke mindst da Jack også begynder at uddanne sig som samurai og tydeligvis er dygtig til det.

På mange måder minder denne ‘The Way of the Warrior’ om mange andre ungdomsbøger. Ung knægt bliver lærling og skal gennemgå en masse prøvelser men klarer sig selvfølgelig godt (det meste af tiden). Her er settingen dog lidt anderledes, da den foregår i Japan under samurai-æraen. Jeg havde det personligt lidt hårdt med de føromtalte ninjapirater (det er simpelthen for fjollet!), men bortset fra det var det en udmærket ungdomsbog med fokus på de klassiske værdier – ærlighed, venskab og næstekærlighed.

Det er ikke stor skrivekunst, men det er ok underholdning til en sommerferie eller hvis du blot trænger til en lettilgængelig historie uden de vilde overraskelser.

Drengen i den stribede pyjamas

‘Drengen i den stribede pyjamas’ blev filmatiseret for nogle år siden, og jeg har efterfølgende flere gange overvejet at se den. Jeg ville dog gerne læse bogen først, så da jeg faldt over lydbogsudgaven hos Ereolen.dk, lånte jeg den med det samme.

‘Drengen i den stribede pyjamas’ fortæller historien om den ni-årige Bruno, der vokser op i Berlin under 2. Verdenskrig. Han lever i sin egen lille barneverden og ved intet om krigen eller de ting, der foregår udenfor Tyskland. Da hans far, som arbejder i hæren, bliver forfremmet, skal hele familien flytte til Auschwitz. Bruno er stærkt utilfreds, for ikke bare skal han flytte fra sine venner – han skal også bo i et hus, der kun er tre etager højt! Det er en klar forringelse i forhold til barndomshjemmet, der er på hele fem etager.

Bruno har svært ved at falde til i det nye hjem. Han bruger en del tid på at kigge på menneskene i den lejr, der ligger lige ved siden af. En dag beslutter han sig for at gå på opdagelse i haven og ender til sidst nede ved lejrens hegn, hvor han støder på den jævnaldrende Shmuel, der er iført en stribet pyjamas. De to drenge falder i snak og et venskab opstår. Nu har Bruno endelig en at snakke med, og det bliver snart en del af dagligdagsrutinen at snige sig til at mødes med Shmuel.

Historien om en koncentrationslejr under 2. Verdenskrig er interessant vinklet ved, at den er set gennem et barns øjne. Desværre synes jeg ikke, at det er særlig vellykket, da Bruno fremstilles som tindrende naiv grænsende til dum. En helt banal ting såsom navnet Auschwitz” opfatter han konsekvent forkert (han hører det som “Afsides”) og det samme sker med “Føreren” (som han konsekvent opfatter som “Fyren”). Og ja, en ni-årig dreng, der tidligere har levet så isoleret som han, vil selvfølgelig ikke forstå alt, men eftersom vrimler med soldater hver dag, så virker det komplet utroværdigt, at han ikke samler bare lidt viden op om, hvad der foregår. 

Men tilgiver man dette, så er det en ok fortælling, hvor Brunos næsten nævenyttige naivitet er med til at give historien lidt kant, så kontrasten mellem ham og Shmuel bliver tegnet tydeligt op. I betragtning af hvor kort, historien er, så var jeg faktisk positivt overrasket over, hvor godt man også når at lære Brunos familie at kende. De når ikke at blive meget dybe personligheder, men man får alligevel et fint indtryk af hvilke mennesker, de er.

Jeg synes, at historien har en interessant slutning (som jeg naturligvis ikke røber her). Den overraskede mig, og den er med til at give dybde til den ellers lidt for overfladiske fortælling om mødet mellem den tyske overklassedreng og den polske jødedreng.

Samlet set en ok lytteoplevelse, men den rørte mig desværre ikke så meget, som jeg havde håbet på. Der har været mange andre bøger om 2. Verdenskrig, som har gjort større indtryk på mig.

 

Genlæsning af Harry Potter

En af mine bogudfordringer i år er at genlæse Harry Potter-bøgerne. Det er noget, jeg har overvejet de seneste år, for det kunne være et hyggeligt gensyn med en serie, jeg holder meget af. De første 2-3 bøger i serien har jeg genlæst flere gange, og jeg mener at have genlæst både 4’eren og 5’eren, men er i tvivl om 6’eren. Den syvende og sidste bog har jeg kun læst én gang, hvilket blandt andet hænger sammen med, at jeg synes, det er den dårligste bog i serien. Og det er faktisk lidt imponerende med genlæsningerne, for jeg var blevet voksen (på papiret), da serien udkom, og det er virkelig ikke mange bøger, jeg har genlæst, siden jeg lagde barndommen bag mig. Jeg vil som regel hellere læse nye bøger, men de sidste par år er jeg begyndt at dyrke genlæsning lidt mere, så hvorfor ikke også genlæse Harry Potter?

Tidligere på ugen genlæste jeg første bog i serien, ‘Harry Potter og de vises sten’, og det var som ventet et hyggeligt gensyn med en elsket verden. Jeg blev begejstret over at opdage, at verdenen var lige så finurlig, kreativ og spændende, som jeg huskede den, og at Rowling havde ramt den helt rette tone i bogen, hvor der var nok sprudlende tempo for det barnlige sind men også pudsige detaljer for den voksne læser. Jeg blev også en smule overrasket over, hvor kort bogen var. Jeg kunne selvfølgelig se, at den var noget slankere end resten af serien, men der var sandt at sige ikke megen plads til hovedplottet, da langt størstedelen af bogen – forståeligt nok – blev brugt til verdensopbygning. Det var faktisk lidt synd – forfatteren kunne sagtens have brugt 50 sider (eller lidt mere) på at folde plottet ordentligt ud.

Jeg var lige ved at kaste mig over næste bog med det samme, men nu har jeg lige lånt en stabel bøger på biblioteket, og dem må jeg nok hellere få læst, inden det atter er tid til bøger fra egne boghylder. Harry Potter holder stadig. Det overrasker mig sådan set ikke, for det er en serie, der har taget verden med storm.

Har jeg planer om at skrive om mine genlæsninger af de følgende bøger? Nej, jeg ville i første omgang blot dele min glæde over at ‘finde en gammel ven’ frem fra gemmerne. Jeg laver måske et opsummeringsindlæg, når jeg har genlæst hele serien, men det tager jeg først stilling til, når den tid kommer.

Den fede kat Otto

SPONSORERET

I december fik jeg en e-mail, der fangede min opmærksomhed. Den handlede nemlig om horror og katte! Jeg har to katte (som ind imellem dukker op på billederne her på bloggen – først og fremmest i forbindelse med readathon), så en tegneserie om en kat, der bliver mobbet, måtte jo være noget for mig. Jeg takkede derfor ja, da jeg blev tilbudt at få et anmeldereksemplar tilsendt.

‘Den fede kat Otto’ er tegnet og fortalt af Riivo Sarapik og Susanne P. Lorenzen. Den handler om katten af samme navn, der bliver mobbet af pindsvin, der stjæler hans mad. Gode råd er dyre, for Otto svinder mere og mere ind, men en dag får piben en anden lyd…

Dette er en superkort tegneserie, som kan læses på få minutter. Den bliver solgt som en børnebog, men jeg er lidt i tvivl om hvilken aldersgruppe, den henvender sig til. Humoren er nemlig en anelse grovkornet – tenderende til plat – men jeg grinede højt, da jeg læste den. Min kære ægtefælle blev dog noget forarget, da han læste den, så jeg må hellere advare – det er altså lidt upassende humor. Af samme grund vil jeg også mene, at den ikke egner sig til alle børn, og at det er en god idé, at forældrene læser den igennem, inden de overvejer at give den til barnet/børnene.

Men en fin lille tegneserie med nogle kære tegninger (… det meste af tiden…!).

Jul hele året

Her i december har jeg besluttet mig for at hygge mig med lidt jule-lydbøger. Den første, jeg kastede mig over, var ‘Jul hele året’ af Kasper Winding. En lydbog på lidt over fem timer, så selvom den er skrevet som en julekalender, så kan du sagtens høre den i løbet af en eftermiddag.

‘Jul hele året’ handler om de to nisser – Visse og Vasse. De bor i en hule på Bornholm, og hver gang, de bruger deres nissemagi, bliver de mindre, indtil de får en god lang lur. Det giver naturligvis visse (!) udfordringer – ikke mindst da den ene af dem ender hos to kaniner, der straks vil adoptere den lille nisse. Visse og Vasse møder dog også mange af øens andre beboere i løbet af året, der går i løbet af bogen, og det kommer der mange finurlige episoder ud af.

Dette er en bog, som virkelig vinder på indlæsningen. Den varme rolige stemme, der former de skøre stemmer til flere af personerne, får bare en til at komme i godt humør, og jeg grinede flere gange undervejs – ikke mindst af de bimsede kaniner.

Det er en lidt usædvanlig julekalenderbog, da handlingen strækker sig over et år og derfor ikke er specielt julet. Historien er måske ikke vanvittig spændende, selvom den da har sine øjeblikke, men her trækker oplæsningen op, og jeg vil derfor klart anbefale den som lydbog.

‘Jul hele året’ er som sagt en kort bog, så hvis du som jeg synes, at det er lidt bøvlet at nøjes med ét kapitel om dagen, så hør gerne flere  – eller hele bogen på én dag. Det bliver den bestemt ikke dårligere af.

Little Girls

I min søgen efter horrorbøger til dette kvartals læsetema faldt jeg over ‘Little Girls’ hos Ereolen Global. En horrorbog om små piger? Det lød som noget, der godt kunne fungere.

‘Little Girls’ er skrevet af Ronald Malfi og handler om kvinden Laurie, hvis far netop er død – tilsyneladende et selvmord, der dog er foregået under mystiske omstændigheder. Laurie tager hjem til faderens hus sammen med sin mand og tiårige datter, og her finder hun snart ud af, faderen var ret plaget på sine sidste dage. Måske er det vanvid, der greb ham, da han styrtede i døden fra den øverste etage… eller måske er det noget andet? Der er i hvert fald noget uhyggeligt over stedet, og Laurie bliver mere og mere urolig. Da datteren Susan samtidig får en jævnaldrende legekammerat, der på en prik ligner en pige, som Laurie legede med som barn, bliver hun for alvor urolig. Er det fortiden, der er vendt tilbage for at hjemsøge hende?

Dette er en langsomt fortalt historie, og det er både godt og skidt. Især starten føltes ind imellem langtrukken, men det opbyggede samtidig også en mere og mere krybende fornemmelse af, at noget er helt, helt galt i det hus. Jeg fik virkelig fornemmelsen af den fortættede og ubehagelige stemning i huset, ligesom scenerne med den fremmede pige blev mere og mere freaky. Men historien kunne dog godt have været fortalt på lidt færre sider, uden at det ville have ødelagt opbygningen.

Laurie var en udmærket hovedperson – tilpas normal og sympatisk til, at hun var let at identificere sig med og dermed også let at sympatisere med og forstå, da hun bliver mere og mere frustreret, jo længere tid hun bruger i huset.

Der er nogle twists undervejs, og tak for det! Jeg elsker twists, og det er bestemt ikke alt, der er lige let at regne ud ved denne historie. Der er dog også visse ting, som pludselig gør historien meget… konkret. Noget, som på den ene side tilføjer historien en ret uhyggelig og ubehagelig vinkel, men som samtidig også bryder med den stemning, der er opbygget på det tidspunkt. Det havde jeg det noget blandet med, for jeg kunne godt lide, at der skete noget uventet, men omvendt passede det ikke helt sammen med resten af historien. Og derudover syntes jeg, at der blev brugt lidt for kort tid til at forklare, hvad der skete – det virkede nærmest, som om at forfatteren var ved at løbe tør for sider.

‘Little Girls’ endte med at være en ok læseoplevelse. Den var ikke helt så spot on, som jeg havde håbet, men den havde bestemt en række kvaliteter.

Hver dag starter det forfra

Jeg faldt over denne tegneserie, da jeg skulle på biblioteket for at hente bøger, og så røg den med i lånebunken, for hvornår kan man ikke lige læse en tegneserie?

‘Hver dag starter det forfra’ er tegnet og fortalt af Line Kjeldsen Jensen. Tegningerne startede op som en afreageringsprojekt på Instagram, mens hun var på barsel med det tredje barn, og manden ofte var væk 3-5 dage om ugen i forbindelse med sit musikerjob. Det gav en del udfordringer – ikke mindst fordi Line samtidig havde problemer med sin ene fod og ikke kunne gå i en periode.

Tegningerne er først og fremmest små glimt af hektiske og frustrerende situationer under barslen men også de små sejre, der ind imellem popper op i den grå hverdag. Billederne er gennemsyret af følelser – først og fremmest frustration men også kampvilje og ikke mindst kærlighed til børnene – og den lidt naive streg giver dem samtidig et ret autentisk udtryk.

‘Hver dag starter det forfra’ er helt sikkert relevant for forældre og især småbørnsforældre. Personligt har jeg ikke selv børn, så tegningerne påvirkede mig ikke så meget, men jeg er sikker på, at der er mange forældre, som (gysende) kan nikke genkendende til mange af situationerne. I øvrigt et tip herfra – læs ikke tegneserien på én gang. Det var tydeligt, at tegningerne var blevet uploadet drypvis, og derfor blev det lidt for meget af det samme, da jeg læste tegneserien på under en time.

De utilpassede

Nu hvor jeg har horror som læsetema året ud, var det en glimrende anledning til endelig at få læst ‘De utilpassede’ af John Kenn Mortensen. Den bog har nemlig stået på min læseliste et godt stykke tid efterhånden, og det skyldes ikke mindst de flotte og stemningsfulde illustrationer, der er i bogen. Det var dog e-bog-udgaven, jeg læste (for så kunne den let komme med på ferie i starten af måneden), så billederne var lidt små, men de var stadig ganske fine 🙂

‘De utilpassede’ foregår på Lolland, hvor de voksne en dag bliver inviteret til et møde i forsamlingshuset, hvor foredragsholderne vil fortælle om, hvordan man øger velstanden på Lolland. Næste morgen undrer børnene sig. Ingen af de voksne kom hjem efter mødet, og hovedpersonen Johan går sammen med et par venner ud for at lede efter de voksne. De finder dog snart ud af, at noget er rivende galt, for de voksne, de møder, virker pludselig meget interesserede i at drikke deres blod! Snart er børnene på flugt fra de blodhungrende vampyrer, og det foregår over stok og sten.

Dette var en ganske underholdende horrorbog. Selvom den er skrevet for børn (fra omkring 10 år og opefter), så kan voksne sagtens hygge sig med at læse den. Det skyldes ikke mindst sproget, som har en fin balance – det er hverken for ‘barnligt’ eller for ‘smart-i-en-fart’. Derudover er der også plads til en række humoristiske passager i løbet af bogen.

Der er skruet godt op for tempoet i bogen, og det er ikke mange pusterum, børnene får undervejs. Rigtig uhyggelig er den dog ikke, og et eller andet sted forventer man, at der kommer en let løsning til sidst, men her overrasker forfatteren. Som handlingen skrider frem, bliver det mere og mere tydeligt, at ‘De utilpassede’ ikke helt følger den samme skabelon, som mange andre børne- og ungdomsbøger, og det er ganske befriende.

Alt i alt en ganske fin læseoplevelse og en, man sagtens kan udsætte sine børn – eller andres – for.