Sagen om de japanske dræbergardiner

Dennis Jürgensen var en af de forfattere, der betød mest for mig, da jeg var barn/ung. Jeg slugte hans bøger råt, og jeg har ikke tal på, hvor mange af bøger, jeg har genlæst utallige gange. Det var derfor med et smil på læben, at jeg lånte ‘Sagen om de japanske dræbergardiner’, da jeg skulle finde en ny lydbog at lytte til for nylig. Det var ikke en bog, jeg før har læst, og jeg må da indrømme, at jeg var lidt bekymret for, om stilen ville være lidt for barnagtig til mig…

Bogen er den første i serien ‘Spøgelseslinien’, som indeholder fem børnekrimier. Hovedpersonerne i den første bog er Tanja, Kasper og Absalon, der er inviteret på et weekendophold på et slot. De – eller rettere sagt Tanja – har vundet hovedpræmien i en konkurrence, hvor de får muligheden for at opklare en mordgåde på slottet. Hvis de klare denne opgave, vinder de en stor præmie. De tre unge tager selvfølgelig opgaven meget seriøst, men de opdager hurtigt, at tingene ikke helt er, som de som forventede. Spørgsmålet er så, om det er produktionsselskabet, der står bag konkurrencen, som driver gæk med dem, eller om der er andre på spil?

Jeg skulle lige vænne mig til stilen i denne bog – ikke fordi den var mærkelig eller på anden måde skilte sig negativt ud, men fordi jeg var lidt i tvivl om, hvad jeg skulle forvente af niveauet i forhold til historiens kompleksitet og ikke mindst balancen mellem humor og alvor. Nu er Jürgensens bøger generelt skrevet med et glimt i øjet (i hvert fald børne- og ungdomsbøgerne), men denne bog var dog ikke nær så komisk som ‘Freddy’-serien. Det gjorde mig dog ikke så meget, for det var faktisk en udmærket ungdomskrimi. Den var selvfølgelig ikke lige så kompliceret og drabelig som voksenkrimier men havde et mere afdæmpet twist, som dog også havde en pæn portion action.

Jeg syntes, at det især var samspillet mellem de tre hovedpersoner, der trak op i det samlede billede. Bogen var ret kort – under 200 sider – så der var naturligvis grænser for, hvor dyb og kompliceret, den kunne være, men jeg fik alligevel et fint indtryk af dem alle tre. Selvfølgelig betød det også, at de var lidt skarpt/stereotypt beskrevet, men det håber på, at det udjævner sig, hvis/når jeg læser videre i serien.

Plottet var middelmådigt – eller i hvert fald rimelig let at gennemskue som voksen, men jeg ville helt sikkert have slugt det råt, hvis jeg havde læst bogen som 12-årig.

Samlet set var det hyggeligt og lidt nostalgisk at læse ‘Sagen om de japanske dræbergardiner’, fordi jeg kunne genkende Jürgensens stil fra mine gamle læseoplevelser. Det var ikke en af de bedste bøger, jeg har læst af ham, men det var dog tilpas hyggeligt til, at jeg godt kan finde på at læse videre i serien på et tidspunkt.

Julefortællinger

julebog‘Julefortællinger’ af Astrid Lindgren var en af mine yndlingsjulebøger som barn. Af samme grund undrer jeg mig over, at jeg havde glemt alt om den, indtil jeg for et par måneder siden faldt over den på Saxo. Hvordan kunne jeg glemme denne juleklassiker!? Men under alle omstændigheder var der ingen slinger i valsen – den skulle købes, så jeg kunne læse den op til jul (og de næste mange år).

Bogen er en samling af de mange julehistorier, som indgår i Astrids Lindgrens elskede fortællinger. Det er dermed også et hyggeligt gensyn med børnene fra Bulderby, Emil fra Lønneberg, Grynet og Pippi Langstrømpe.

Når jeg læser bogen, kører min indre biograf alle de filmatiseringer over historierne, som blev sendt, da jeg var barn (og som jeg ind imellem stadig støder på ved juletid). Det er selvfølgelig utrolig svært at anmelde denne bog med friske øjne, når det er en bog, jeg har læst og elsket gennem så mange år, så det vil jeg ikke forsøge på.

I stedet vil jeg anbefale denne bog til dig, hvis du vil opleve børnenes glæde over julen fra en tid, hvor alt var hjemmelavet – ofte også gaverne – og hvor julefreden ikke blev forstyrret af tv-udsendelser, internet og sociale medier. Her er en oprigtig glæde over julen og familiehyggen, og historierne er – selvfølgelig – gennemsyret af gode gerninger og næstekærlighed. Nåja, og så er der selvfølgelig rå mængder af knitrende, skinnede sne.

Christmasaurus

ChristmasaurusDa jeg for et par uger siden stødte på denne bog ved et tilfælde, var det instant love – seriously! Jeg mener – en julebog med en dinosaur? Jeg, som elsker dinoer, måtte naturligvis eje denne bog, så den blev købt og læst sidste weekend.

‘Christmasaurus’ er skrevet af Tom Fletcher og er en julebog for børn. Den handler om drengen Kevin, der sidder i kørestol. Han elsker dinosaurer og har det ganske fint i skolen – indtil den dag, da der dukker en rigtig strid pige op, som straks ser sig sur på ham. Nu bliver Kevins skoledage rigtig trælse, og da julen nærmer sig, er han ærlig talt ikke i julehumør. I et øjebliks desperation skriver han ‘en dinosaur’ på sin ønskeseddel til julemanden. Hvad han ikke ved af er, at der faktisk bor en dinosaur – Christmasaurus – hos julemanden på det tidspunkt, og Christmasaurus får snart mulighed for at flyve med julemanden på gaveuddeling…

Dette er en utrolig kær og hyggelig fortælling om en ganske sød og almindelig dreng, der får en virkelig magisk juleaften. Bogen er rigt illustreret med de mest kære tegninger (i stil med den på forsiden – men lidt rundere og mere nuttet tegnet), og skrivestilen er munter og rimelig actionpacked. Har du nogensinde læst ‘Familien Fab’ eller ‘Skrumpen fra det ydre rum’ af Gunnar Wilde, så er der visse lighedstræk.

Det er en meget fin og rimelig forudsigelig fortælling. Udover dinosauren kunne jeg godt lide, at forfatteren havde valgt en lidt atypisk hovedperson – en lille dreng i kørestol, som bor alene med faren. Rigtig godt træk.

‘Christmasaurus’ er en bog, der emmer af julestemning og skøre forviklinger. Selvom der også er alvorlige scener i blandt, så er den gennemsyret af hjertevarme. Du behøver ikke at elske dinosaurer for at nyde denne bog, meeen det hjælper helt sikkert 🙂

Alice´s Adventures in Wonderland and Through the Looking-Glass

Denne bog behøver nærmest ingen introduktion, for ‘Alice i Eventyrland’ er i sandhed en kendt (og elsket) klassiker, der er blevet gengivet utallige gange på film og i teatret siden 1865, hvor bogen udkom første gang. I denne udgivelse er originaludgaven sat sammen med efterfølgeren, ‘Through the Looking-Glass’.

De to historier er skrevet af Lewis Carroll. I den første historie er pigen Alice på skovtur med sin søster. Pludselig opdager Alice en lille kanin, der taler med sig selv, og hun bliver så nysgerrig, at hun følger efter den, da den hopper ned i et hul. Det bliver starten på et forunderligt og dybt besynderligt eventyr med magiske væsner og surrealistiske samtaler.

Man kan sige meget om Alice-historierne, men kedelige er de ikke. Til gengæld er de dybt gakkede og er præget af en sort humor, der ikke nødvendigvis tiltaler alle, men som både børn og voksne kan finde glæde i. Jeg syntes, det var virkelig hyggeligt at genlæse denne klassiker, for selvom jeg har set flere filmatiseringer gennem de senere år, så er det alligevel lang tid siden, jeg har læst originalen, og det var herligt at genopleve flere af de detaljer, som filmatiseringerne ikke nødvendigvis gør så meget ud af.

‘Alice’s Adventures in Wonderland’ er klart min favorit af de to historier. Den er så skrupskør og finurlig, at den fik mig til at grine flere gange. Efterfølgeren, ‘Through the Looking-Glass’ er også udmærket, men jeg synes ikke helt, den har samme flow eller humor som den første bog.

Jeg kan sagtens se, hvorfor der er nogle, der ikke er så vilde med Alice-historierne, for de er ret aparte og ikke særlig logiske, men det er netop det, jeg godt kan lide ved dem.

Iqbal Farooq og julesvineriet

Jeg har kastet mig over julebøgerne, og den første, jeg har nået at læse, er denne kalenderbog, som jeg hørte som lydbog via Ereolen.dk. Deres lydbogafspiller egner sig ikke særlig godt til kapitelinddelte bøger, så jeg valgte at droppe opdelingen og hørte den i stedet, når jeg havde lyst. Så kunne jeg nemlig også blive færdig med den tidligt på måneden 🙂

‘Iqbal Farooq og julesvineriet’ er skrevet af Manu Sareen. Det er som sagt en kalenderbog med 24 kapitler, men der findes faktisk flere børnebøger med Iqbal. I denne bog er Iqbals far blevet bidt af en gal julenisse. I hvert fald har han bestemt, at i år skal familien fejre dansk jul – til trods for, at de er muslimer. Iqbal er ikke helt tryg ved det projekt og slet ikke i hænderne på faren, der ikke lader til at have nogen hæmninger – eller helt ved, hvad han har kastet sig ud i. Faren forsøger snart at engagere hele opgangen i juleriet, og da det er en noget broget skare mht. etnicitet, er der lagt i ovnen til en rigtig multietnisk jul. Meeen det der med juleglæden kniber lidt i resten af København, for julepynten i gaderne forsvinder om natten, og politiet står tilsyneladende på bar bund. Iqbal og Tariq mener, at det er for galt og begynder at undersøge sagen, og så sker der ting og sager…!

Jeg skulle lige et par kapitler ind i denne bog for at vænne mig til stilen. Der er en frisk og multietnisk stil i bogen, som blev yderligere forstærket af de forskellige accenter, oplæseren brugte undervejs. Der er steder, hvor det bliver ret karikeret, men det er jo også en børnebog, og det virker på ingen måde ondskabsfuldt. Ideen med inderen, der gerne vil holde dansk jul, er både sød og sympatisk, ligesom børnenes meget politisk korrekte skoleinspektør, som synes, at skolen skal holde multietnisk jul dette år.

Handlingen foregår primært på Nørrebro i København, og selvom jeg vil mene, at alle kan få noget ud af at læse bogen, så tror jeg, at den er ekstra interessant, hvis man kender Nørrebro i forvejen.

‘Iqbal Farooq og julesvineriet’ er en hyggelig og moderne julekalender. Du skal ikke vælge den, hvis du vil have en historie med masser af nisser og klejner, og den vil nok ikke egne sig særlig godt til de helt små børn. Den kan dog være sjov for de lidt større børn (og de voksne som også kan smile af de skøre påfund).

Arra – Legender fra Lavora

aJeg er begyndt at komme på biblioteket igen – ganske som jeg lovede i min måneds-update – og her har jeg lånt lidt forskellige bøger, der længe har stået på min to-read-liste. Jeg kan faktisk ikke huske, hvorfor ‘Arra – Legender fra Lavora’ endte på den, men nu var det på tide at læse den.

Bogen er skrevet af Maria Turtschaninoff og handler om pigen Arra, der har en hård opvækst. Hun er den yngste i en børneflok på otte, og hun er derfor mere en byrde end et barn, forældrene længe har ønsket sig. Især moderen er hurtig til at opgive hende, og de kommende år er der ingen, der rigtig tager sig af hende eller taler med hende. Arra lærer derfor ikke at tale, og folk tror, hun er en sinke. Men Arra lytter til alt og alle omkring sig, og især naturens sange vækker en længsel i hende. Det er sange, som bringer både glæde og sorg, og sidstnævnte opdager Arra en aften, hvor hendes kræfter for alvor vækkes.

Jeg kunne godt lide den første halvdel af bogen. Her følger man Arras opvækst og oplever alle de nederlag og nederdrægtigheder, som familien (og i særdeleshed moderen) udsætter hende for. Men samtidig er der også de små lysglimt i forhold til Arras overnaturlige evner, som stille og roligt vokser og udvikler sig til noget fortryllende og farligt på samme tid. Der er en sårbarhed og usikkerhed, som gør det let at holde af Arra og virkelig føle afsky over for hendes familie. Det var dog ikke moderen men Arras storesøster, som for alvor løb med skurkerollen – magen til egoistisk kost skal man lede længe efter!

Men… anden halvdel af bogen fungerede ikke. I hvert fald ikke for mig. Introduktionen af prinsen var jeg ikke særlig vild med og slet ikke det venskab, der spirede op. Det virkede meget utroværdigt og påduttet. Samtidig var det også begrænset hvor mange forskellige ondskabsfuldheder, som Arra kunne udsættes for, så efterhånden blev ydmygelserne ganske repetitive og mistede dermed også noget af deres virkning. I det hele taget virkede især den sidste tredjedel noget forjaget – som om forfatteren var ved at løbe tør for sider (og måske også ideer). Den del virkede ikke særlig gennemarbejdet, og det ødelagde desværre den gode læseoplevelse, som første halvdel af bogen var.

Jeg sad undervejs og spekulerede på, hvilken målgruppe denne bog mon henvender sig til. Flere gange tænkte jeg, at den ville egne sig fint til 10-12-årige, men eftersom forfatteren en del gange bragte emnet voldtægt på banen (ikke som en aktiv del af historien men som en straf/skæbne, kvinder kunne udsættes for), så hælder jeg mere til 14 år. Jeg er dog bange for, at bogen på visse punkter vil virke lidt for simpel og barnlig til 14-årige, så et eller andet sted ærgrer jeg mig på forfatterens vegne over hendes gavmilde ord af voldtægtsbegrebet.

Lumberjanes Vol. 1

Jeg er begyndt at låne en del engelske bøger via Ereolen Global, og det er især praktisk mht. engelske tegneserier. Udvalget er ikke så stort, men jeg har da efterhånden fået læst nogle stykker derfra. Jeg blev positivt overrasket, da jeg så, at de to første hæfter af ‘Lumberjanes’ lå på siden, for de tegneserier er jeg efterhånden stødt på hos en række af de vloggers, jeg følger. Nu kunne jeg endelig læse dem og dermed få styret min nysgerrighed!

‘Lumberjanes’ handler om fem gæve tøser, der er på spejderlejr. Det er dog ikke et helt almindeligt sted, de er endt, for snart løber de ind i mærkelige ræve, hemmelige grotter, talende yetier og mange flere ting, som i den grad gør opholdet alt andet end kedeligt! Men det er piger med ben i næsen, så de lader sig ikke slå ud af udfordringer men kaster sig straks ud i eventyrene.

På papiret har denne tegneserie virkelig potentiale til at vinde mit hjerte. Fem gæve tøser med bad-ass-attitude og gang i den – jatak! Desværre blev jeg dog mere irriteret end begejstret, da jeg læste ‘Jumberjanes’. Tegnestilen er ret kantet og uregelmæssig, og hvor andre tegneserier ind imellem lider under, at der ikke er nok mimik hos de enkelte persontegninger, så har ‘Lumberjanes’ nærmest for meget. Det kom til at virke karikeret og overdrevent.

De fem tøser imponerede mig heller ikke. De skulle selvfølgelig have forskellige personligheder (ligesom diverse pige- og drengebands), men mest af alt kom de til at virke barnlige på grænsen til det hysteriske. Ud fra opførelsen ville jeg nærmere tro, at de var 8 år og ikke teenagere, og jeg var ærlig talt ikke særlig vild med den barnlige stil, tegneserien var holdt i.

Min konklusion er, at jeg nok ville have holdt af ‘Lumberjanes’, hvis jeg havde læst den, da jeg var 8-12 år. Men eftersom jeg er over 30 nu og er vokset fra hyperaktive børn, så regner jeg ikke med at læse videre i serien.

Elskede Elijah

Det er ikke blevet til så mange lydbøger i løbet af sommerferien, men en af de få, jeg har nået, er ‘Elskede Elijah’ af Christie Watson.

Bogen handler om den syvårige nigerianske dreng, Elijah, hvis far er død og mor er indlagt på et psykiatrisk hospital. Elijah skal derfor bortadopteres, men der er visse udfordringer ved at adoptere et barn som Elijah, der har været udsat for omsorgssvigt og vold. Man ved nemlig ikke, hvordan han vil reagere og regnes for at være mental ustabil, men det afskrækker ikke ægteparret Nikki og Obi. De har længe ønsket at få et barn, men har haft en del spontane aborter, så da de får mulighed for at adoptere Elijah, slår de straks til. De bliver gjort opmærksom på, at Elijah kræver megen kærlighed og tålmodighed, men det får dem ikke til at tøve. Elijah skal være deres barn.

Bogen tager fat i en række tunge emner såsom adoption, omsorgssvigt, kulturkløft og overtro og giver et interessant men også skræmmende indblik i, hvordan det er at være barn af en psykisk syg mor og blive udsat for overgreb. Elijah er en sød dreng, men han tror også, at der bor en ond troldmand inde i ham – en troldmand, der får Elijah til at gøre onde ting. Det er der dog ingen, der forstår, og Elijah har derfor ikke lyst til at fortælle andre om de problemer, han går og tumler med.

Historiens tragiske ramme betyder, at jeg som læser forventede, at problemerne langt fra var løst, da Elijah endte som adoptivbarn hos det kærlige ægtepar, Nikki og Obi. Jeg sad med en ret blandet følelse undervejs, for på den ende side håbede jeg på det bedste, og på den anden side undrede jeg mig over, hvor let og ligetil det hele virkede – trods de tragiske omstændigheder. Der var et eller andet ved bogen, der gjorde, at historien aldrig rigtig kom ind under huden på mig, og det ærgrede mig, for jeg syntes ellers, at oplægget var ret interessant.

Jeg blev slet ikke så følelsesmæssigt påvirket af historien, som jeg havde regnet med. Til gengæld var bogen rigtig god til at belyse de potentielle problemer og konflikter, der kan være ved adoption på tværs af kulturer og religioner. Hvor svært det kan være at forstå og acceptere ting, der er helt naturligt for andre mennesker, og hvilke udfordringer det kan give at lukke andre mennesker ind på livet af sig.

Men selvom jeg ikke var så overvældet af bogen, som jeg havde håbet på, så vil jeg alligevel anbefale den – netop på grund ovenstående overvejelser om kulturforståelse. Det satte i hvert fald nogle tanker i gang hos mig.

Room

room

Denne bog har fået overvældende positive anmeldelser, og da filmatiseringen nåede biograflærrederne sidste år, blev filmen også rost til skyerne. Jeg valgte ikke at se den, for jeg vidste, at jeg ville læse bogen først, så det var et af målene for den igangværende sommerferie.

‘Room’ er skrevet af Emma Donoghue og handler om den femårige Jack, der bor i Room sammen med sin mor. Det har de altid gjort, og det har Jack aldrig tænkt nærmere over, for der er jo masser ting at lave i Room. Men da han fylder fem år, fortæller hans mor, at der findes en verden udenfor Room – at der findes andre mennesker udover Jack, hans mor og Gamle Nick, som kommer med forsyninger til dem. Jack har svært ved at tro på det – det må være noget, mor finder på – men langsomt bryder hans verdensbillede sammen, og han skal pludselig forholde sig til en masse nye ting.

‘Room’ er på ingen måde en feel-good-bog. Tværtimod handler den om en femårig dreng og hans mor, der bliver holdt fanget i et lille værelse af en mand, der forgriber sig på drengens mor, mens drengen selv gemmer sig i et skab. Det er ikke beskrevet i detaljer, for historien er fortalt gennem Jack, og han forstår (heldigvis) ikke meget af det, der foregår omkring ham, men som voksen læser er antydningen også mere end nok til at danne grumme billeder for nethinden.

Skrivestilen er lidt speciel, og jeg kan huske at have læst, at der er flere, der tænder lidt af på den barnlige fortællestemme. Jeg syntes dog, at det fungerede ganske fint med Jack som fortæller, og det var med til at gøre historien mere grum og tankevækkende på samme tid. Det at fortælle historien gennem et barns øjne giver en ret interessant vinkel på fortællingen og er samtidig også med at øge spændingen i takt med, at han lærer mere og mere om de ting, der efter sigende findes udenfor deres værelse.

Man kan ikke andet end få stor respekt for moren, der trods de tarvelige vilkår formår at skabe en indholdsrig hverdag for sit barn under deres fangenskab. Bogen emmer af forældrekærlighed og en abnorm vilje til at overleve, og der er noget utrolig livsbekræftende ved båndet mellem Jack og moren.

Jeg vil helst ikke afsløre for meget af handlingen i bogen, og af samme grund er der desværre en række scener undervejs, som jeg ikke kan kommentere på. Der var steder, hvor jeg syntes, at forfatteren godt kunne have gået lidt mere detaljer samt steder, hvor hun godt måtte have speedet handlingen mere op, for der var tidspunkter med lidt for megen gentagelse.

Samlet set var ‘Room’ en god læseoplevelse. Jeg blev ikke helt så rørt eller betaget, som jeg havde håbet på, for jeg savnede lidt mere dybde et par steder, men jeg var ganske tilfreds med bogen.

Amulet 2 og 3

Am2Jeg kunne ikke nære mig, så kort tid efter, at jeg læste ’Amulet 1’ via Ereolen Global, lånte jeg også ’Amulet 2 – The Stonekeeper’s Curse’ og ’Amulet 3’.

Jeg bringer vanen tro ikke et resumé af handlingen for ikke at afsløre for meget fra første hæfte.

I bund og grund minder anden og tredje hæfte meget om det første. Tegnestilen er stadig ret naiv men med virkelig flotte sceniske billeder og en fantastisk farvelægning.

Actionscenerne halter desværre stadig ind imellem, men til gengæld kommer der lidt mere dybde i historien. Det er især i tredje hæfte, at jeg synes, der kommer en god rytme i fortællingen.

Jeg er dog stadig ikke blown away, og tegneserierne er anelse for simple til min smag.

Jeg ved endnu ikke, om jeg læser videre i serien på et senere tidspunkt.