Christmasaurus

ChristmasaurusDa jeg for et par uger siden stødte på denne bog ved et tilfælde, var det instant love – seriously! Jeg mener – en julebog med en dinosaur? Jeg, som elsker dinoer, måtte naturligvis eje denne bog, så den blev købt og læst sidste weekend.

‘Christmasaurus’ er skrevet af Tom Fletcher og er en julebog for børn. Den handler om drengen Kevin, der sidder i kørestol. Han elsker dinosaurer og har det ganske fint i skolen – indtil den dag, da der dukker en rigtig strid pige op, som straks ser sig sur på ham. Nu bliver Kevins skoledage rigtig trælse, og da julen nærmer sig, er han ærlig talt ikke i julehumør. I et øjebliks desperation skriver han ‘en dinosaur’ på sin ønskeseddel til julemanden. Hvad han ikke ved af er, at der faktisk bor en dinosaur – Christmasaurus – hos julemanden på det tidspunkt, og Christmasaurus får snart mulighed for at flyve med julemanden på gaveuddeling…

Dette er en utrolig kær og hyggelig fortælling om en ganske sød og almindelig dreng, der får en virkelig magisk juleaften. Bogen er rigt illustreret med de mest kære tegninger (i stil med den på forsiden – men lidt rundere og mere nuttet tegnet), og skrivestilen er munter og rimelig actionpacked. Har du nogensinde læst ‘Familien Fab’ eller ‘Skrumpen fra det ydre rum’ af Gunnar Wilde, så er der visse lighedstræk.

Det er en meget fin og rimelig forudsigelig fortælling. Udover dinosauren kunne jeg godt lide, at forfatteren havde valgt en lidt atypisk hovedperson – en lille dreng i kørestol, som bor alene med faren. Rigtig godt træk.

‘Christmasaurus’ er en bog, der emmer af julestemning og skøre forviklinger. Selvom der også er alvorlige scener i blandt, så er den gennemsyret af hjertevarme. Du behøver ikke at elske dinosaurer for at nyde denne bog, meeen det hjælper helt sikkert 🙂

Alice´s Adventures in Wonderland and Through the Looking-Glass

Denne bog behøver nærmest ingen introduktion, for ‘Alice i Eventyrland’ er i sandhed en kendt (og elsket) klassiker, der er blevet gengivet utallige gange på film og i teatret siden 1865, hvor bogen udkom første gang. I denne udgivelse er originaludgaven sat sammen med efterfølgeren, ‘Through the Looking-Glass’.

De to historier er skrevet af Lewis Carroll. I den første historie er pigen Alice på skovtur med sin søster. Pludselig opdager Alice en lille kanin, der taler med sig selv, og hun bliver så nysgerrig, at hun følger efter den, da den hopper ned i et hul. Det bliver starten på et forunderligt og dybt besynderligt eventyr med magiske væsner og surrealistiske samtaler.

Man kan sige meget om Alice-historierne, men kedelige er de ikke. Til gengæld er de dybt gakkede og er præget af en sort humor, der ikke nødvendigvis tiltaler alle, men som både børn og voksne kan finde glæde i. Jeg syntes, det var virkelig hyggeligt at genlæse denne klassiker, for selvom jeg har set flere filmatiseringer gennem de senere år, så er det alligevel lang tid siden, jeg har læst originalen, og det var herligt at genopleve flere af de detaljer, som filmatiseringerne ikke nødvendigvis gør så meget ud af.

‘Alice’s Adventures in Wonderland’ er klart min favorit af de to historier. Den er så skrupskør og finurlig, at den fik mig til at grine flere gange. Efterfølgeren, ‘Through the Looking-Glass’ er også udmærket, men jeg synes ikke helt, den har samme flow eller humor som den første bog.

Jeg kan sagtens se, hvorfor der er nogle, der ikke er så vilde med Alice-historierne, for de er ret aparte og ikke særlig logiske, men det er netop det, jeg godt kan lide ved dem.

Iqbal Farooq og julesvineriet

Jeg har kastet mig over julebøgerne, og den første, jeg har nået at læse, er denne kalenderbog, som jeg hørte som lydbog via Ereolen.dk. Deres lydbogafspiller egner sig ikke særlig godt til kapitelinddelte bøger, så jeg valgte at droppe opdelingen og hørte den i stedet, når jeg havde lyst. Så kunne jeg nemlig også blive færdig med den tidligt på måneden 🙂

‘Iqbal Farooq og julesvineriet’ er skrevet af Manu Sareen. Det er som sagt en kalenderbog med 24 kapitler, men der findes faktisk flere børnebøger med Iqbal. I denne bog er Iqbals far blevet bidt af en gal julenisse. I hvert fald har han bestemt, at i år skal familien fejre dansk jul – til trods for, at de er muslimer. Iqbal er ikke helt tryg ved det projekt og slet ikke i hænderne på faren, der ikke lader til at have nogen hæmninger – eller helt ved, hvad han har kastet sig ud i. Faren forsøger snart at engagere hele opgangen i juleriet, og da det er en noget broget skare mht. etnicitet, er der lagt i ovnen til en rigtig multietnisk jul. Meeen det der med juleglæden kniber lidt i resten af København, for julepynten i gaderne forsvinder om natten, og politiet står tilsyneladende på bar bund. Iqbal og Tariq mener, at det er for galt og begynder at undersøge sagen, og så sker der ting og sager…!

Jeg skulle lige et par kapitler ind i denne bog for at vænne mig til stilen. Der er en frisk og multietnisk stil i bogen, som blev yderligere forstærket af de forskellige accenter, oplæseren brugte undervejs. Der er steder, hvor det bliver ret karikeret, men det er jo også en børnebog, og det virker på ingen måde ondskabsfuldt. Ideen med inderen, der gerne vil holde dansk jul, er både sød og sympatisk, ligesom børnenes meget politisk korrekte skoleinspektør, som synes, at skolen skal holde multietnisk jul dette år.

Handlingen foregår primært på Nørrebro i København, og selvom jeg vil mene, at alle kan få noget ud af at læse bogen, så tror jeg, at den er ekstra interessant, hvis man kender Nørrebro i forvejen.

‘Iqbal Farooq og julesvineriet’ er en hyggelig og moderne julekalender. Du skal ikke vælge den, hvis du vil have en historie med masser af nisser og klejner, og den vil nok ikke egne sig særlig godt til de helt små børn. Den kan dog være sjov for de lidt større børn (og de voksne som også kan smile af de skøre påfund).

Arra – Legender fra Lavora

aJeg er begyndt at komme på biblioteket igen – ganske som jeg lovede i min måneds-update – og her har jeg lånt lidt forskellige bøger, der længe har stået på min to-read-liste. Jeg kan faktisk ikke huske, hvorfor ‘Arra – Legender fra Lavora’ endte på den, men nu var det på tide at læse den.

Bogen er skrevet af Maria Turtschaninoff og handler om pigen Arra, der har en hård opvækst. Hun er den yngste i en børneflok på otte, og hun er derfor mere en byrde end et barn, forældrene længe har ønsket sig. Især moderen er hurtig til at opgive hende, og de kommende år er der ingen, der rigtig tager sig af hende eller taler med hende. Arra lærer derfor ikke at tale, og folk tror, hun er en sinke. Men Arra lytter til alt og alle omkring sig, og især naturens sange vækker en længsel i hende. Det er sange, som bringer både glæde og sorg, og sidstnævnte opdager Arra en aften, hvor hendes kræfter for alvor vækkes.

Jeg kunne godt lide den første halvdel af bogen. Her følger man Arras opvækst og oplever alle de nederlag og nederdrægtigheder, som familien (og i særdeleshed moderen) udsætter hende for. Men samtidig er der også de små lysglimt i forhold til Arras overnaturlige evner, som stille og roligt vokser og udvikler sig til noget fortryllende og farligt på samme tid. Der er en sårbarhed og usikkerhed, som gør det let at holde af Arra og virkelig føle afsky over for hendes familie. Det var dog ikke moderen men Arras storesøster, som for alvor løb med skurkerollen – magen til egoistisk kost skal man lede længe efter!

Men… anden halvdel af bogen fungerede ikke. I hvert fald ikke for mig. Introduktionen af prinsen var jeg ikke særlig vild med og slet ikke det venskab, der spirede op. Det virkede meget utroværdigt og påduttet. Samtidig var det også begrænset hvor mange forskellige ondskabsfuldheder, som Arra kunne udsættes for, så efterhånden blev ydmygelserne ganske repetitive og mistede dermed også noget af deres virkning. I det hele taget virkede især den sidste tredjedel noget forjaget – som om forfatteren var ved at løbe tør for sider (og måske også ideer). Den del virkede ikke særlig gennemarbejdet, og det ødelagde desværre den gode læseoplevelse, som første halvdel af bogen var.

Jeg sad undervejs og spekulerede på, hvilken målgruppe denne bog mon henvender sig til. Flere gange tænkte jeg, at den ville egne sig fint til 10-12-årige, men eftersom forfatteren en del gange bragte emnet voldtægt på banen (ikke som en aktiv del af historien men som en straf/skæbne, kvinder kunne udsættes for), så hælder jeg mere til 14 år. Jeg er dog bange for, at bogen på visse punkter vil virke lidt for simpel og barnlig til 14-årige, så et eller andet sted ærgrer jeg mig på forfatterens vegne over hendes gavmilde ord af voldtægtsbegrebet.

Lumberjanes Vol. 1

Jeg er begyndt at låne en del engelske bøger via Ereolen Global, og det er især praktisk mht. engelske tegneserier. Udvalget er ikke så stort, men jeg har da efterhånden fået læst nogle stykker derfra. Jeg blev positivt overrasket, da jeg så, at de to første hæfter af ‘Lumberjanes’ lå på siden, for de tegneserier er jeg efterhånden stødt på hos en række af de vloggers, jeg følger. Nu kunne jeg endelig læse dem og dermed få styret min nysgerrighed!

‘Lumberjanes’ handler om fem gæve tøser, der er på spejderlejr. Det er dog ikke et helt almindeligt sted, de er endt, for snart løber de ind i mærkelige ræve, hemmelige grotter, talende yetier og mange flere ting, som i den grad gør opholdet alt andet end kedeligt! Men det er piger med ben i næsen, så de lader sig ikke slå ud af udfordringer men kaster sig straks ud i eventyrene.

På papiret har denne tegneserie virkelig potentiale til at vinde mit hjerte. Fem gæve tøser med bad-ass-attitude og gang i den – jatak! Desværre blev jeg dog mere irriteret end begejstret, da jeg læste ‘Jumberjanes’. Tegnestilen er ret kantet og uregelmæssig, og hvor andre tegneserier ind imellem lider under, at der ikke er nok mimik hos de enkelte persontegninger, så har ‘Lumberjanes’ nærmest for meget. Det kom til at virke karikeret og overdrevent.

De fem tøser imponerede mig heller ikke. De skulle selvfølgelig have forskellige personligheder (ligesom diverse pige- og drengebands), men mest af alt kom de til at virke barnlige på grænsen til det hysteriske. Ud fra opførelsen ville jeg nærmere tro, at de var 8 år og ikke teenagere, og jeg var ærlig talt ikke særlig vild med den barnlige stil, tegneserien var holdt i.

Min konklusion er, at jeg nok ville have holdt af ‘Lumberjanes’, hvis jeg havde læst den, da jeg var 8-12 år. Men eftersom jeg er over 30 nu og er vokset fra hyperaktive børn, så regner jeg ikke med at læse videre i serien.

Elskede Elijah

Det er ikke blevet til så mange lydbøger i løbet af sommerferien, men en af de få, jeg har nået, er ‘Elskede Elijah’ af Christie Watson.

Bogen handler om den syvårige nigerianske dreng, Elijah, hvis far er død og mor er indlagt på et psykiatrisk hospital. Elijah skal derfor bortadopteres, men der er visse udfordringer ved at adoptere et barn som Elijah, der har været udsat for omsorgssvigt og vold. Man ved nemlig ikke, hvordan han vil reagere og regnes for at være mental ustabil, men det afskrækker ikke ægteparret Nikki og Obi. De har længe ønsket at få et barn, men har haft en del spontane aborter, så da de får mulighed for at adoptere Elijah, slår de straks til. De bliver gjort opmærksom på, at Elijah kræver megen kærlighed og tålmodighed, men det får dem ikke til at tøve. Elijah skal være deres barn.

Bogen tager fat i en række tunge emner såsom adoption, omsorgssvigt, kulturkløft og overtro og giver et interessant men også skræmmende indblik i, hvordan det er at være barn af en psykisk syg mor og blive udsat for overgreb. Elijah er en sød dreng, men han tror også, at der bor en ond troldmand inde i ham – en troldmand, der får Elijah til at gøre onde ting. Det er der dog ingen, der forstår, og Elijah har derfor ikke lyst til at fortælle andre om de problemer, han går og tumler med.

Historiens tragiske ramme betyder, at jeg som læser forventede, at problemerne langt fra var løst, da Elijah endte som adoptivbarn hos det kærlige ægtepar, Nikki og Obi. Jeg sad med en ret blandet følelse undervejs, for på den ende side håbede jeg på det bedste, og på den anden side undrede jeg mig over, hvor let og ligetil det hele virkede – trods de tragiske omstændigheder. Der var et eller andet ved bogen, der gjorde, at historien aldrig rigtig kom ind under huden på mig, og det ærgrede mig, for jeg syntes ellers, at oplægget var ret interessant.

Jeg blev slet ikke så følelsesmæssigt påvirket af historien, som jeg havde regnet med. Til gengæld var bogen rigtig god til at belyse de potentielle problemer og konflikter, der kan være ved adoption på tværs af kulturer og religioner. Hvor svært det kan være at forstå og acceptere ting, der er helt naturligt for andre mennesker, og hvilke udfordringer det kan give at lukke andre mennesker ind på livet af sig.

Men selvom jeg ikke var så overvældet af bogen, som jeg havde håbet på, så vil jeg alligevel anbefale den – netop på grund ovenstående overvejelser om kulturforståelse. Det satte i hvert fald nogle tanker i gang hos mig.

Room

room

Denne bog har fået overvældende positive anmeldelser, og da filmatiseringen nåede biograflærrederne sidste år, blev filmen også rost til skyerne. Jeg valgte ikke at se den, for jeg vidste, at jeg ville læse bogen først, så det var et af målene for den igangværende sommerferie.

‘Room’ er skrevet af Emma Donoghue og handler om den femårige Jack, der bor i Room sammen med sin mor. Det har de altid gjort, og det har Jack aldrig tænkt nærmere over, for der er jo masser ting at lave i Room. Men da han fylder fem år, fortæller hans mor, at der findes en verden udenfor Room – at der findes andre mennesker udover Jack, hans mor og Gamle Nick, som kommer med forsyninger til dem. Jack har svært ved at tro på det – det må være noget, mor finder på – men langsomt bryder hans verdensbillede sammen, og han skal pludselig forholde sig til en masse nye ting.

‘Room’ er på ingen måde en feel-good-bog. Tværtimod handler den om en femårig dreng og hans mor, der bliver holdt fanget i et lille værelse af en mand, der forgriber sig på drengens mor, mens drengen selv gemmer sig i et skab. Det er ikke beskrevet i detaljer, for historien er fortalt gennem Jack, og han forstår (heldigvis) ikke meget af det, der foregår omkring ham, men som voksen læser er antydningen også mere end nok til at danne grumme billeder for nethinden.

Skrivestilen er lidt speciel, og jeg kan huske at have læst, at der er flere, der tænder lidt af på den barnlige fortællestemme. Jeg syntes dog, at det fungerede ganske fint med Jack som fortæller, og det var med til at gøre historien mere grum og tankevækkende på samme tid. Det at fortælle historien gennem et barns øjne giver en ret interessant vinkel på fortællingen og er samtidig også med at øge spændingen i takt med, at han lærer mere og mere om de ting, der efter sigende findes udenfor deres værelse.

Man kan ikke andet end få stor respekt for moren, der trods de tarvelige vilkår formår at skabe en indholdsrig hverdag for sit barn under deres fangenskab. Bogen emmer af forældrekærlighed og en abnorm vilje til at overleve, og der er noget utrolig livsbekræftende ved båndet mellem Jack og moren.

Jeg vil helst ikke afsløre for meget af handlingen i bogen, og af samme grund er der desværre en række scener undervejs, som jeg ikke kan kommentere på. Der var steder, hvor jeg syntes, at forfatteren godt kunne have gået lidt mere detaljer samt steder, hvor hun godt måtte have speedet handlingen mere op, for der var tidspunkter med lidt for megen gentagelse.

Samlet set var ‘Room’ en god læseoplevelse. Jeg blev ikke helt så rørt eller betaget, som jeg havde håbet på, for jeg savnede lidt mere dybde et par steder, men jeg var ganske tilfreds med bogen.

Amulet 2 og 3

Am2Jeg kunne ikke nære mig, så kort tid efter, at jeg læste ’Amulet 1’ via Ereolen Global, lånte jeg også ’Amulet 2 – The Stonekeeper’s Curse’ og ’Amulet 3’.

Jeg bringer vanen tro ikke et resumé af handlingen for ikke at afsløre for meget fra første hæfte.

I bund og grund minder anden og tredje hæfte meget om det første. Tegnestilen er stadig ret naiv men med virkelig flotte sceniske billeder og en fantastisk farvelægning.

Actionscenerne halter desværre stadig ind imellem, men til gengæld kommer der lidt mere dybde i historien. Det er især i tredje hæfte, at jeg synes, der kommer en god rytme i fortællingen.

Jeg er dog stadig ikke blown away, og tegneserierne er anelse for simple til min smag.

Jeg ved endnu ikke, om jeg læser videre i serien på et senere tidspunkt.

Amulet 1- The Stonekeeper

Amulet 1En del af de vloggers, jeg følger, har talt ret begejstret om Amulet-tegneserierne, og da jeg tidligere på ugen opdagede, at serien kan lånes via Ereolen Global, var det oplagt at låne det første hæfte i serien.

‘Amulet 1 – The Stonekeeper’ er tegnet og fortalt af Kazu Kibuishi. Serien handler om pigen Emily, der en kold vinteraften kører i bil sammen med forældrene og lillebroren Navin. Bilen forulykker, og kun Emily, Navin og moren når ud af bilen, inden den forsvinder ud over en bjergside.

Et par år senere flytter Emily ind i et gammelt, faldefærdigt hus sammen med moren og Navin. Huset har moren arvet af bedstefaren Silas, der efter sigende var lidt af en sær snegl. Og der sker da også nogle ret underlige ting i huset… noget, der i den grad forandrer familiens liv ganske drastisk!

Historien har en ret dramatisk og trist start, hvilket gør, at jeg ikke vil anbefale den til børn på 10 eller derunder. Men eller er historien så enkel og actionmættet, at den bestemt vil tiltale mange i alderen 12-14 år. Personligt syntes jeg, at der manglede lidt mere kød på historien, men det skyldtes nok, at der var meget lidt tale og en hel del action i hæftet – og lige præcis actiondelen var ikke altid lige så veltegnet som de øvrige scener.

‘Amulet 1’ er en fin tegneserie, men jeg var ikke nær så imponeret, som jeg havde håbet på. Det skyldes nok først og fremmest, at denne serie henvender sig til børn i alderen 12-14 år, og her savner jeg som voksen lidt mere tyngde i historien – som for eksempel den smukt fortalte epilog, som gik lige i hjertet.

The Ocean at the end of the Lane

The Ocean

Nå Mr. Gaiman… nu må jeg hellere snart få læst din meget roste bog, ‘The Ocean at the End of the Lane’… Sådan kunne jeg meget vel have tænkt for nylig, da jeg endelig fik læst føromtalte bog af Neil Gaiman. Jeg har kun læst meget, meget positive anmeldelser af denne bog, så der var lagt i kakkelovnen til en stor læseoplevelse. Omvendt har jeg lidt blandede oplevelser med Gaimans bøger, så jeg kunne heller ikke være garanteret en succes…

‘The Ocean at the End of the Lane’ handler om en mand, der tænker tilbage på sin barndom – helt specifikt på de gode minder om familien Hempstock, som boede tæt på hans barndomshjem. Det var ikke en helt almindelig familie, hvilket han hurtigt fandt ud af, da han blev venner med den fire år ældre pige, Lettie. Hun var blandt andet overbevist om, at dammen i baghaven i virkeligheden var et stort hav. Men det var måske det mindst sære, der skete dengang, for sandt at sige var det oplevelserne med det overnaturlige væsen, der fyldte mest i hans strøm af barndomsminder…

Denne bog kandiderer til at komme på listen over bøger med den mest tarvelige/grumme start på en fortælling. Første kapitel fik ganske enkelt mit hjerte til at knuge sig sammen til en lille bold i rædsel og sympati for, hvad hovedpersonen oplevede som barn. Der nåede jeg lige et øjeblik at blive bekymret for, at det var toneangivende for resten af bogen, for det ville ganske enkelt have været for meget (selvom det også var fint, at det gik rent ind hos mig). Men… så fandt bogen et mere stilfærdigt leje, og verden var måske alligevel ikke helt så grum, som jeg først frygtede.

Genremæssigt er vi ovre i magisk realisme, hvilket ikke er så overraskende, når det drejer sig om Gaiman, men der er også et strejf af nostalgi, som klæder historien rigtig godt. Det fungerer for eksempel ganske godt, at hovedpersonen husker tilbage på sin barndom i stedet for, at historien foregår her og nu, da det giver ham mulighed for at reflektere over tingene undervejs i fortællingen.

Det er absolut ikke en munter bog, og selvom hovedpersonerne er børn, så er det i langt højere grad en bog for voksne. Der er nogle uhyggelige og voldsomme scener undervejs, som ikke egner sig til børn under 12 år. Stemningen minder en del om ‘Coraline’, som han også har skrevet, men ‘The Ocean at the End of the Lane’ er lige en tand mere alvorlig.

Der var enkelte episoder i løbet af bogen, der ikke fungerede så godt for mig, men overordnet set var det en rigtig fin læseoplevelse, og jeg kan godt forstå, at mange elsker den så højt.