Hvor blev du af Bernadette

 Jeg har lige været på ferie i Frankrig, og her havde jeg naturligvis medbragt en stabel bøger. Da det var en ferie med fokus på afslapning og hygge, havde jeg blandt andet valgt at tage ‘Hvor blev du af Bernadette’ med, da den blev kategoriseret som humoristisk chick-lit. Nu er jeg normalt slet ikke til chick-lit, men hver sommerferie udfordrer jeg mig selv ved at tage en bog fra denne kategori med på ferie.

‘Hvor blev du af Bernadette’ er skrevet af Maria Semple og handler om Bernadette, der er forsvundet. Bernadettes teenagedatter, Bee, forsøger at finde ud af, hvad der skete, inden moren forsvandt, og ikke mindst hvor Bernadette blev af, for Bee vil finde sin mor igen – koste hvad det vil! Gennem e-mails, breve og noter stykker Bee langsomt historien sammen om, hvordan den dygtige og kreative arkitekt. Bernadette, gik fra at have en loven karriere til at ende som neurotisk og sky kvinde i en by, hvor alle de andre kvinder hader hende.

Denne bog er som sagt kategoriseret under humor, men det synes jeg ærlig talt er ret vildledende. Det er muligt, at det bare er mig, der har et helt andet syn på, hvad humor er, men jeg var ikke i nærheden af at le på noget tidspunkt under læsningen. Faktisk syntes jeg mere, at det var en tragisk historie om en masse sørgelige eksistenser, og jeg sad mere og krummede tæer end trak på smilebåndet.

Skrivestilen er ret speciel, da den virker meget fragmenteret i starten. Det skyldes, at bogen primært består af e-mails, noter og breve, som relaterer sig til Bernadette, og som Bee er kommet i besiddelse af. I starten er det ret forvirrende, og jeg blev ikke rigtig fanget af historien. Jeg var tæt på at lægge bogen fra mig, men eftersom den var letlæst, og jeg nu havde slæbt den med på ferie, så fik jeg alligevel læst mig varm og endte derfor med at læse den til ende.

Bernadette er en ret speciel personlighed, som opfører sig yderst… utraditionelt. Der er ingen tvivl om, at hun har humoristisk sans (om end på en lidt perfid måde), men hun ryger ofte også så langt ud af en tangent, at hendes opførsel virker meget konstrueret og usandsynlig. Som hovedperson bliver hun dog reddet af at være omgivet af indtil flere modbydelige bipersoner, hvis ondskabsfulde opførsel får en til automatisk at sympatisere med Bernadette.

Bee skal forestille at være bogens heltinde – den gode og retfærdighedssøgende datter, der bare gerne vil have sin mor tilbage igen. Bee passer dog ikke særlig godt til denne rolle, da hendes opførsel ind imellem også bliver unødig dramatisk og konfliktsøgende, hvilket igen får historien til at virke så konstrueret, at det er distraherende. Det er ikke nødvendigvis meningen, at handlingen skal være realistisk, men den bør dog samtidig være så troværdig, at jeg som læser er villig til at tro på bogens præmisser. Det havde jeg desværre ret svært ved.

Der er prisværdige scener i denne bog – for eksempel mudderskredsscenen og det efterfølgende drama – som er med til at trække op, men når det kommer til stykket, var denne bog hverken særlig sjov, særlig dyb eller særlig interessant. Vil du have en underholdende og letlæselig bog til sommerferien, vil jeg hellere anbefale dig at læse ‘Analfabeten der kunne regne’.

Små gule citroner

Da min svigermor sorterede i sin bogsamling i sidste måned, fik jeg mulighed for at gennemgå kassen med kasserede bøger, inden den røg til genbrug, og her faldt jeg blandt andet over ‘Små gule citroner’ af Kajsa Ingemarsson. Det er en afdæmpet, chick-lit agtig svensk roman, der foregår i nutidens Stockholm, og selvom den ikke ligefrem hører til den type bøger, jeg normalt læser, så valgte jeg at prøve lykken alligevel.

Bogen handler om den unge kvinde Agnes, der arbejder som overtjener på en fin restaurant – lige indtil chefen forsøger at forgribe sig på hende, og hun afviser ham. Hun bliver fyret, og samtidig går hendes kæreste fra hende. Agnes ved ikke, hvad hun skal gøre, og flere ting når da også at gå galt, indtil hun endelig finder frem til et – måske – tåleligt arbejde. Men hun drømmer stadig om en karriere som overtjener og spekulerer på, hvordan hun skal realisere den drøm, når hendes tidligere arbejdsgiver har kontakter til samtlige gourmetrestauranter i byen.

Jeg havde ikke særlig høje forventninger til denne bog, og det var meget godt, for dette er en letlæst bog – som i virkelig letlæst og letbenet bog. Den hører helt klart til blandt de uforpligtende og hyggelige bøger, man typisk tager med på stranden eller i haven, og her vil den egne sig fint.

Det er på mange måder en hverdagsagtig og forholdsvis realistisk historie om en ung kvinde, der pludselig skal redefinere sit liv efter pludselig at have mistet noget af sin identitet i form af job og forhold. Jeg synes dog, at den sagtens kunne være fortalt mere levende og spændende – jeg savnede noget dynamik og sprudlende dialoger, men det meste af tiden føltes bogen flad og som at læse en kedelig dagbog uden megen indhold.

Jeg har kategoriseret denne bog under chick-lit, men jeg synes ikke, det er 100% korrekt, da jeg blandt andet forbinder chick-lit med humor, og den er der ikke meget af i denne bog. Det er synd, for det ville gøre bogen væsentlig bedre end denne jævnt kedelige fortælling om Agnes, som jeg hverken kan identificere mig med eller rigtig have ondt af.

Bogen vil som sagt egne sig fint til ferielæsning, men skal jeg være helt ærlig, så synes jeg ikke, den er værd at spilde tid på.

Mini-shopaholic

Chick-lit er en af de genrer, jeg har det sværest med. Jeg kan på ingen måde identificere mig med hovedpersonerne, og jeg synes ofte, at de er karikerede og yderst tåbelige damer, der ikke kan tænke på andet end shopping, kalorier og mænd. Jeg når sjældent mere end 30 sider ind i en chick-lit-bog, før jeg får virkelig lyst til at tage fat i hovedpersonens skuldre og ruske hende hårdt, indtil hun tager sig sammen (her må jeg lige komme med en disclaimer – sådan noget kunne jeg ALDRIG finde på at gøre i virkeligheden!)

Når det så er sagt, så plejer jeg altid at læse en chick-lit-bog i løbet af sommeren. Jeg mener, det er meget godt at udfordre sig selv, og dette gælder også boggenrer, som jeg ellers holder mig langt fra. Der er jo altid en (lille) mulighed for at blive positivt overrasket. Samtidig passer denne bog fint ind i månedens tema – humoristiske bøger.

‘Shopaholic’-serien af Sophie Kinsella er en af de mest kendte chick-lit-serier, og jeg har efterhånden læst de fleste af bøgerne gennem årene. Jeg fandt ‘Mini-shopaholic’ netlydbog.dk og brugte lydbogen som underholdning, når jeg kørte i tog eller gik ture.

I bogen følger man vanen tro den shoppeglade Rebecca, der nu har fået en datter – den toårige og meget aktive datter, Minnie. Pigen har temperament og forstår i den grad at få Rebecca til at danse efter sin fløjte, og det huer ikke Rebeccas mand. En kendis-barnepige bliver hyret for at yde hjælp og sparring til den lille familie. Samtidig beslutter Rebecca sig for at arrangere et stort surpriseparty for manden i anledning af hans fødselsdag, men hvad der i første omgang ser ud til at være en let opgave, vokser sig større og større og truer med helt at tage kontrollen over Rebeccas liv.

Jeg gruede lidt for at læse denne bog, for jeg vidste ikke, hvor meget børneopdragelsen ville fylde, og det var denne del, jeg frygtede. I mit skrækscenarie forestillede jeg mig, hvordan Rebecca opdrog sin datter til at blive en lige så materialistisk og shoppegal person som hende selv, og det ville jeg synes var meget deprimerende. Heldigvis blev jeg positivt overrasket – selvom der var tegn på, at Rebeccas shoppelidenskab havde påvirket datteren, så var det ikke noget, der fyldte nær så meget i bogen, som jeg frygtede – og datteren var faktisk ikke så hysterisk, som jeg troede.

Rebecca er på mange måder en ret irriterende hovedperson. Hun er naiv, narcissistisk og gør tit ting, som hun udmærket ved er forkert. Hun lyver og snyder (ikke mindst sig selv), og et eller andet sted er hun vel meget menneskelig – selvom jeg nu heldigvis ikke kender nogen, der i den grad omgås sandheden så lemfældigt. MEN – for der er et men – i denne bog fik jeg mere respekt for hende. Hendes plan om at holde en surprisefest for manden er ikke blot en sød tanke – det er en idé, hun jagter med samme ildhu som et udsalg hos Prada. Selvfølgelig er der noget selvrealisering i projektet – hun ved faktisk ikke, hvordan manden vil have det med at være centrum til en stor fest – men i bund og grund handler det om, at hun elsker ham meget højt og vil gøre alt for at overraske og glæde ham. Den næstekærlighed, som denne handling udstråler, er jeg ret pjattet med, og den gav den helt rigtige feel-good-fornemmelse.

Denne bog er helt klart en af de bedre chick-lit bøger, jeg har læst. Den var hyggelig og sjov, og selvom hovedpersonen kan være helt ustyrlig naiv og uansvarlig, så viser hun denne gang nogle lidt mere voksne og sympatiske træk, som jeg godt kan lide. En hyggelig bog, der egner sig fint som sommerlæsning.

Fifty Shades – fanget

En af tidens mest hypede bøger er uden tvivl ‘Fifty Shades of Grey’, og i forbindelse med oversættelsen til dansk, der netop er udkommet, fik jeg bogen tilsendt af forlaget Rosinante. Det var med blandede følelser, at jeg pakkede bogen ud, for det er ærlig talt ikke en genre, der siger mig noget, og jeg var meget splittet mht. om jeg skulle læse den. På den ene side følte jeg, at jeg burde, for jeg ville godt vide, hvorfor den bog er blevet så hypet, når jeg samtidig kan læse anmeldelser af bogen, hvor den bliver sablet ned. På den anden side frygtede jeg, at kritikerne havde ret, og at bogen virkelig var gudsjammerlig dårlig. Men men – jeg syntes ikke, at det var retfærdigt at dømme bogen uden at have læst den, så jeg måtte i gang med opgaven.

Bogen handler om den 21-årige Anastasia Steele, der skal interviewe den 27-årige stenrige forretningsmand, Christian Grey. Under interviewet føler hun sig tiltrukket af ham, og hun finder snart ud af, at det er gengældt, for hr. Grey vil gerne se hende igen. De indleder snart et intenst og lidenskabeligt forhold, hvor han forsøger at overtale hende til et dominansforhold, hvor hun skal adlyde hans ordrer, men hun vægrer sig og forsøger at undgå det, for hun er ikke sikker på, at hun kan leve op til hans forventninger.

Lad mig starte med at sige, at bogen var ikke lige så dårligt skrevet, som jeg havde frygtet. Forfatteren bruger ganske vist flere udtryk forkert eller bare på en irriterende måde – for eksempel når Anastasias underbevidsthed dukker op i hendes bevidsthed (øh…), eller når Anastasias indre gudinde jubler. Indre gudinder er noget, som selvbestaltede ’selvhjælpseksperter’ har fundet på for at tjene penge. Det er et rædselsfuldt udtryk. Men bortset fra det er sproget lettilgængeligt og letlæseligt.

Personkarakteristikken er ret utroværdig – der er den smukke kvindelige hovedperson, som selvfølgelig – i bedste chick lit-stil – ikke selv har indset hvor lækker hun er – og så er der den indtagende, forførende, smukke, besidderiske og stenrige mandlige hovedperson, som bruger alle kneb for at score hende. Det bliver lidt for smukt og perfekt til, at jeg rigtig kan føle personerne, og selvom det er prisværdigt, at Anastasia forsøger at virke lidt selvstændig og ikke bare bade i rigmandens gaver, så skal han naturligvis gøre en masse urealistiske ting for at vinde hendes kærlighed.

I betragtning af, at bogen i høj grad er kendt på grund af det dominansforhold, som hovedpersonerne skulle have, så er bogen noget skuffende. Den er utrolig sober på det punkt – bevares, der er flere semi-saftige sexscener – men fræk sm-sex skal man lede længe efter. Faktisk er det lidt trættende, at de bruger så lang tid på at tale om det i stedet for at gøre det, og det afslører efterhånden, at der ikke er særlig meget handling i bogen. Når alt kommer til alt kan de lidt over fem hundrede sider skæres ned til: lækre mennesker møder hinanden og sød musik opstår. De lækre mennesker har sex. Mere sex. Hun er bange for, at han ikke er interesseret i hende. De har sex igen. Hun er usikker på sig selv. De diskuterer men har god forsoningssex. Han forsøger at presse hende. Hun græder lidt igen. De har god sex. … og det er nogenlunde det.

Bogen beskriver et behov, som mange (hvis ikke alle) kvinder har – at blive elsket og bekræftet. Der er nok mange kvinder, der kan identificere sig med den usikkerhed, som hovedpersonen føler, og når hovedpersonen så bliver bejlet til af en smuk, forførende og stenrig mand, ja så er det jo et drømmescenarie.

Jeg er dog ret ærgerlig over, at vi igen skal have en kvindelig hovedperson, der er usikker på sig selv og som søger bekræftelse. Det havde vi – efter min mening – nok af i chick lit-bøgerne og i Bella fra ‘Twilight’. Næ, så er jeg langt mere til de kvindelige hovedpersoner, der selv skaber mulighederne og som ikke er bange for at gå forrest – for eksempel Kattua fra ‘The Hunger Games’ eller Sonya fra ‘Magician’s Guild’.

Det er en lettilgængelig bog – hurtig at læse og ret light underholdning. Der er ikke så meget at blive forarget over (udover den småkedelige fremstilling af kvindekønnet), men har du brug for en afløser til ‘Twilight’, og savner du noget letbenet ferielæsning, så er det måske noget for dig.

Jeg bliver dog nødt til at have et fantasy-fix efter denne læseoplevelse, for nu trænger jeg til at læse om tøser, der er handlingsorienterede og sparker r*v!

PS: Jeg elsker dig!

Jeg har en meget bred bogsmag, men der er selvfølgelig genrer, som jeg sjældent kaster mig over. En af disse er chick-lit, som jeg mildest talt har et anstrengt forhold til. Da bølgen startede for ca. 10 år siden, var det et sjovt påfund, og jeg læste da også ‘Bridget Jones’ dagbog’ ligesom alle andre. Bogen havde da sine underholdende øjeblikke, men mest af alt havde jeg mest lyst til at tage hovedpersonen i skuldrene og ruske i hende, indtil hun holdt op med at lyve over for sig selv og beskæftigede sig lidt mere med virkeligheden. Det blev kun værre, da jeg læste et par af ‘Shopaholic’-bøgerne, for magen til selvbedrag og mangel på realitetssans havde jeg endnu ikke oplevet.

Genren var forfriskende, da den kom frem, for bøgerne turde gøre grin med den moderne kvinde og det perfekte glansbillede, som mange tror, de skal leve op til, når de bladrer i damebladene og ser den ene photoshoppede model efter den anden. Jeg tændte bare helt af den (ofte materialistiske) naivitet, der var i bøgerne – den evige stræben efter det helt rigtige tøj, det helt rigtige job, den helt rigtige mand – og ikke mindst at det alt sammen lykkedes for hovedpersonen i sidste ende – ofte uden at hun skulle gøre noget for det end at være sjov og charmerende på det rigtige tidspunkt over for en person, der pudsigt nok var direktør for et stort og anerkendt firma.

Alligevel vælger jeg at læse 1-2 chick-lit bøger om året for at udfordre mig selv, og som jeg skrev til Nikoline, da snakken faldt på chick-lit bøger for et stykke tid siden – det er lidt ligesom at spise billigt og underlødigt slik: sjovt og godt lige i det øjeblik, du indtager det og lettere vammelt bagefter.

Det er som regel, når jeg har sommerferie (som nu), at jeg får læst disse bøger, for sol og sommer passer ikke så godt sammen med flere af mine yndlingsgenrer, og derfor fandt jeg ‘PS: Jeg elsker dig’ på biblioteket for nylig.

Bogen var Cecilia Aherns debut, der blev en bestseller verdenen over, og den er lidt anderledes end de første chick-lit bøger. I denne bog følger vi Holly, som har mistet sin mand Gerry kort tid inden bogens start. Han var omkring de tredive år, men blev ramt af kræft, og den kun 29-årige Holly har svært ved at komme videre efter tabet af sin elskede. Efter et par måneder, hvor hun har levet isoleret i eget hus og ikke har orket at se hverken venner eller familie, dukker der en dag en tyk kuvert op til hende hjemme hos hendes forældre. Kuverten viser sig at være fra Gerry og indeholder 10 lukkede kuverter – én til hver måned i resten af året. Hver kuvert indeholder en opgave til Holly, som hun skal udføre, og hun kaster sig straks over missionen for på den måde at holde mindet om Gerry i live i længere tid. Men som månederne går, indser hun, at der snart ikke vil være flere kuverter tilbage, og at hun bliver nødt til at komme videre i sit liv.

Det er en bog, som kalder på både smil og tårer. Den spidder og beskriver angsten for at miste utrolig godt, og jeg fik så ondt af hovedpersonen i starten. Det er dog primært i begyndelsen, at de sørgelige passager er, for resten af bogen fokuserer i høj grad på Hollys missioner, som hun enten skal løse alene eller sammen med sin brogede vennekreds, som selvfølgelig indeholder flere festaber, der nok skal sparke gang i festen og lave flere pinlige optrin, som læseren kan grine af. Det bliver flere gange en kende forceret, ligesom hun også løser flere problemer (såsom at skaffe et nyt job) lige lovligt let og naivt.

Alt i alt er det en sød bog med lidt mere pondus end de traditionelle chick-lit bøger. Den rummer kærlighed og en tro på, at alt nok skal blive bedre, som muligvis er hamrende naiv – men ikke desto mindre er et tiltrængt budskab.