En kvinde i Berlin

Når jeg søger efter historiske romaner, handler en stor del af dem om 2. Verdenskrig, så den periode har jeg nærmest ikke kunnet undgå, nu hvor jeg læser under temaet ’historiske romaner’ i disse måneder. Da jeg kiggede efter lydbøger hos Ereolen.dk, faldt jeg over ’En kvinde i Berlin’, som lød interessant og skræmmende på samme tid.

Bogens forfatter er en anonym kvinde, der via sine dagbogsnoter fortæller om livet i Berlin under de sidste måneder af 2. Verdenskrig, hvor den russiske hær indtog og besatte Berlin. Hun fortæller om dagene op til, at byen falder, og hvordan hun går fra at leve et helt almindeligt liv til en hverdag, hvor flere og flere madvarer forsvinder, og hvor besættelsesmagten kigger sultent på de tyske kvinder. De russiske soldater ser kvinderne som krigsbytte, så de tyske kvinder bliver gang på gang udsat for voldtægt og andre seksuelle overgreb. Der er dog også enkelte af soldaterne, der ser kvinderne som mennesker, og forfatteren beskriver den svære balancegang mellem at appellere til soldaternes menneskelighed uden at blotte sig selv.

Når man læser denne bog, kan man godt forstå, at forfatteren ønsker at være anonym, for det er ret ubehagelige og ydmygende situationer, hun beskriver. På trods af, at hun på ingen måde svælger i detaljer, så beskrives soldaternes opførsel så nedværdigende og tragisk, at jeg fik ondt i maven af at læse om, hvordan kvinderne blev behandlet. Voldtægterne lod ikke til at bunde i hævn over fjenden men som en belønning i stil med, når soldater stjæler fra fjendens hjem. Her stjal de så også seksuel tilfredsstillelse hos kvinderne.

En af de mere kontroversielle ting ved bogen er, da den anonyme kvinde prøver at udnytte situationen til egen fordel, hvor hun forsøger at finde en højtstående russisk soldat, der vil finde behag i hende. Så kan han forhåbentlig beskytte hende mod de grupper af soldater, der overfalder kvinder i alle aldre, og så skal hun kun forholde sig til én gerningsmand. Det er en situation, som virker helt ubegribelig og absurd, når man ser det på afstand, men et eller andet sted kan jeg godt forstå hendes handlinger. Folk vil gøre virkelig forfærdelige ting for at overleve – også mod dem selv.

Bogen er et meget ubehageligt indblik i, hvad der kan ske for en civilisation, der taber en krig. Hvordan de mister selvværd og ikke længere bliver behandlet som mennesker. Det er en bog, der selv mange år efter desværre er aktuel, fordi mennesker stadig går i krig.

Da ’En kvinde i Berlin’ udkom i 1950’erne, udløste den voldsomme reaktioner fra offentligheden. Det var simpelthen for tidligt at fortælle om dette sorte kapitel i Tysklands historie, og mange mente, at det var en unødig ydmygelse af kvinderne at fortælle om hændelserne. For at overleve hændelserne blev tyskerne (og måske også resten af omverdenen) nødt til at lukke øjnene for hændelserne, og det var først efter forfatterens død i 2003, at bogen blev genoptrykt.

The Hired Girl

Jeg kendte intet til denne bog, inden jeg faldt over den hos Ereolen Global. Teaserteksten gjorde mig så nysgerrig, at jeg endte med at låne den, så jeg kunne læse den på togturene til og fra arbejde.

‘The Hired Girl’ er skrevet af Laura Amy Schlitz og foregår i 1911. Her bor den 14-årige Joan sammen med sin far og ældre brødre på en lille farm. Moren døde for mange år siden, så Joan står alene med det huslige arbejde. Hun drømmer sig væk til et sted, hvor der er anerkendelse, frihed og kærlighed, og en dag lykkedes det hende at stikke af. Hun tager til storbyen for at få arbejde som tjenestepige og ender hos den jødiske familie, hvor hun præsenterer sig som den 18-årige Janet. Nu begynder et helt andet liv for hende – et liv med mange åbenbaringer, nye venskaber og frygtelige fejltagelser.

Bogen er skrevet som en dagbog – dvs. Joans dagbog, hvor hun ofte nedskriver sine oplevelser og tanker. Læseren kommer dermed tættere på hovedpersonen, fordi man oplever alt gennem hendes øjne, og det gør den ellers ret simple historie langt mere interessant.

Joan er en helt almindelig pige med helt almindelige drømme, og hun er befriende normal i sin fremtoning. Hun begår flere fejl, når hun i bedste mening blander sig i andre folks liv, og hun kan også blive frustreret og næsten barnligt vred. Hun er ikke en glatpoleret Disney-heltinde men et helt menneske, og det er helt klart en af bogens største forcer.

Historiens tempo er ret roligt – næsten for roligt til tider – men det er jo en smagssag. I mine øjne kunne den godt strammes en smule op, men jeg kedede mig dog ikke på noget tidspunkt.

Min største anke er slutningen, for den virker en smule forjaget og lidt for perfekt. Jeg kunne godt have brugt lidt mere dybde og lidt mere kant, for jeg synes desværre, at afslutningen er lidt banal (selvom jeg som udgangspunkt godt kunne lide, hvordan den sluttede).

Mit år som dansker

Jeg har en vis svaghed over for bøger og artikler, hvor udlændinge fortæller om deres møde med Danmark og danskere (både de positive og negative oplevelser). Der var derfor heller ingen tvivl om, at jeg skulle læse ‘Mit år som dansker’, der er skrevet af den engelske journalist Helen Russell.

Helen lever et travlt karriereliv i London sammen med sin mand, da han pludselig bliver tilbudt et job hos Lego i Billund. Helen er ikke synderlig begejstret ved tanken om at udskifte en spændende karriere og det pulserende liv i storbyen med et job som freelance-journalist, der bor i en mindre provinsby. Men hun bliver overtalt, og derefter starter hendes liv i Danmark. Efter de første pudsige oplevelser gør hun det til sin mission at finde ud af, hvad der er grunden til, at danskerne gang på gang udpeges som verdens lykkeligste folk. Det bliver en rejse rundt i mange emner, hvilket krydres med citater fra interviews med politikere og eksperter.

Jeg synes som sagt, det er spændende at læse om udlændinges møde med danskere og den danske kultur. Det er måske lidt navlepillende, men det er både sjovt og lærerigt at få udpeget, hvor danskere adskiller sig fra andre kulturer. I denne bog er der rigtig mange klassiske emner – blandt andet vejret, for hvorfor taler danskere altid om vejret?! Det overraskede mig lidt, at forfatteren syntes, det var så koldt og mørkt i Danmark om vinteren, for det kan det nu også blive i England. Til gengæld var det jo dejligt at høre, at hun mener, vi har verdens bedste bagværk.

Det er først og fremmest hyggelig læsning – ikke mindst fordi det er tydeligt, at Helen elsker Danmark – men der er også plads til de knapt så positive sider ved Danmark. Hun kommer blandt andet ind på danskernes store forbrug af lykkepiller, ligesom hun også pointerer, at danskere kan være lidt svære at komme ind på livet af.

Skrivestilen svingede noget. Ind imellem blev den lige lovlig Bridget Jones-lallet, mens andre gange prøvede den på at virke unødig akademisk. Det er især forfatterens brug af citater fra interviews, som ind imellem virkede lidt påduttet. Jeg syntes, det var rigtig godt, at hun havde interviewet en lang række eksperter og politikere til at underbygge nogle af historierne om Danmark, men udførelsen virkede til tider lidt kluntet.

Vil du gerne have et indblik i, hvad der er særlig dansk (i hvert fald set med en englænders øjne), så er ‘Mit år som dansker’ ganske hyggelig læsning. Den var ikke helt så skarp og dybdegående, som jeg måske havde håbet, men det er fin underholdning til en eftermiddag på sofaen.

Go Ask Alice

‘Go Ask Alice’ er en stærkt omdiskuteret bog. På Goodreads er forfatteren registreret som anonym, for det siges, at det er en dagbog skrevet af en ukendt 15-årig pige. Det er sikkert en sandhed med modifikationer, men det kommer jeg tilbage til senere. Bogen bruges med jævne mellemrum i undervisningen i USA, hvilket kan forklare de ret blandede anmeldelser – har vi ikke alle prøvet at ‘tvangslæse’ bøger i skolen?

‘Go Ask Alice’ er som sagt skrevet som dagbog af en teenager, hvis navn aldrig nævnes. Det er kort fortalt historien om en teenager, der ender i et stofmisbrug, som hun har svært ved at slippe ud af – både på grund af den afhængighed, stofferne generelt skaber, men også på grund af de sociale komplikationer, det giver. Det er en rutsjetur, som både omfatter tvivlsomme venskaber og tilfældig sex, men også tillidsbrud mellem barn og forældre.

Det er ikke så underligt, at denne bog er en yndlingsbog for mange lærere, for den er oplagt at bruge i undervisningen. Den har både en ungdommelig stemme i forhold til ‘teenage-forfatteren’, og så er der en tyk morale – don’t do drugs! Sidstnævnte sympatiserer jeg med, men selve formen – dvs. en teenagers dagbog – køber jeg ikke.

Sproget i bogen fik mig til at stejle. Ikke så meget fordi det er ret ringe (det kunne ellers tyde på, at det kunne være en rigtig dagbog), men fordi jeg ikke syntes, at stilen virkede som noget, man ville skrive i en dagbog. Det blev ofte lidt for forklarende og lidt for poppet på samme tid. Ret påtaget i det hele taget.

Hovedpersonen virkede også (unødig) naiv og simpel. Det behøver man ikke at være for at starte på et stofmisbrug, så jeg følte lidt, at hovedpersonen blev alt for simpel og ensidig for at fremhæve visse pointer i bogen.

Jeg kunne til gengæld godt lide, at forløbet havde både opture og nedture. At alt ikke blev til et helvede, så snart hun begyndte at tage stoffer, og at det ikke kun gik i én retning. Det virkede troværdigt og gjorde også læseoplevelsen mindre forudsigelig og mere interessant.

Bogen blev udgivet i 1971, og jeg kan godt forstå, at den har skabt debat i USA. Jeg tvivler på, at den ville skabe samme debat herhjemme – i hvert fald slet ikke i dag – men derfor kan den sagtens læses af danske teenagere alligevel.

Selvom jeg ikke synes, at bogen – som dagbog – virker troværdig, så er den samtidig en fin indgangsvinkel til at diskutere stofmisbrug, gruppepres og manglende selvtillid – emner, som er vigtige at tage op i skolen (og i hjemmet for den sags skyld).

Anne Franks dagbog

Dette er en bog, som mange læser i løbet af skole- eller gymnasietiden, men så heldig var jeg ikke, så i stedet kom bogen på listen over de bøger, jeg skal læse i år. Jeg vil betegne det som en nyklassiker, for du kan ikke tale om bøger, der omhandler 2. Verdenskrig, uden at talen også falder på denne bog.

‘Anne Franks dagbog’ bygger – ikke så overraskende – på de breve og dagbøger, som den jødiske pige Anne Frank skrev under 2. Verdenskrig, mens hun og hendes familie gemte sig for nazisterne. Bogen beskriver hendes liv gennem lidt over to år indtil få dage før, at familiens skjulested blev afsløret, og de blev sendt til forskellige kz-lejre. Den eneste, der overlevede, var faderen Otto Frank, som efter krigens slutning fik fat i Annes dagbøger og fik dem samlet og udgivet som én samlet bog i 1947.

Det er en interessant fortælling, som giver et indblik i hverdagslivet for et barn, der udvikler sig til at være en ung pige, mens krigen raser i Europa. Et hverdagsliv, der er præget af ensformighed og flere og flere begrænsninger, mens frygten for at blive opdaget hele tiden lurer i baghovedet.

Handlingen er ikke lige så barsk som i ‘Claras krig’, men nu lader det også til, at Anne Franks familie var velstillede og havde langt bedre muligheder for at skaffe sig ting, end Claras familie havde. Det gør dog ikke bogen mindre relevant eller interessant, for Annes udvikling og kommentarer om de andre beboere og situationen i det hele taget er befriende ærlig. Jeg har læst flere anmeldelser af bogen, hvor folk kritiserer Anne for at være selvoptaget og umoden, men jeg synes tværtimod at hendes til tider sure og oprørske kommentarer gør bogen troværdig. Jeg læser ikke bogen for at få endnu et renskuret heltebillede at se op til – jeg læser bogen for at få et indblik i et rigtig menneskes hverdag og kamp for at overleve.

Anne drømte om at få sine dagbøger udgivet efter krigen, og dette ønske fik hun heldigvis opfyldt, selvom hun ikke selv kom til at opleve det. Bogen er en vigtig brik i forståelsen af, hvordan livet var under 2. Verdenskrig, og hvad folk måtte gå igennem for at overleve – ikke kun jøderne men også de, der forsøgte at hjælpe dem.

Vil du læse mere om Anne Frank og baggrunden for dagbogen, så tjek denne Wikipedia-artikel. Og læs så den bog, hvis du ikke allerede har gjort det.

Blueeyedboy

Det er ikke alle bøger, der egner sig til at blive overført til lydbog-mediet, men på det punkt fungerer denne bog overraskende godt, og det skyldes først og fremmest valget af oplæser. Mere om dette efter en kort introduktion til bogen:

“Der var engang en enke med tre sønner, og deres navne var Sort, Brun og Blå. Sort var den ældste, tungsindig og aggressiv. Brun var det mellemste barn, frygtsom og sløv. Men Blå var sin mors yndling – og han var morder.”

Bogen består af en lang række blogindlæg skrevet af ‘Blueeyedboy’ – både på hans offentlige blog på den offentlige badguysrock-hjemmesiden og den mere private blog – samt en række blogindlæg fra den mystiske ‘Albertine’. Blueeyedboy er dæknavn for en 42-årig mand, der stadig bor hjemme hos sin mor og som først og fremmest lever sit liv på nettet, hvor han blogger om fiktive mord og mørker tanker. Eller – er mordene fiktive? Som bogen skrider frem bliver du mere og mere i tvivl, og samtidig optrævles en trist barndom, hvor han sloges med brødrene og måtte kæmpe med en sær og hævngerig mor. Samtidig væves bloggens læsere ind i handlingen, og Albertines kommentarer og blogindlæg får historien til at tage en række uventede drejninger.

Denne bog fængede med det samme – læs blot de første linjer, og så forstår du måske, hvorfor de pirrede min nysgerrighed øjeblikkeligt. De udstråler perfekt den ligegyldige frækhed, som hovedpersonen også bruger til at pirre sine bloglæsere, når han beskriver de mord, som han måske/måske ikke har begået. 

Dette er også en bog, der både frustrerer og fascinerer på samme tid. Opbygningen med blogindlæggene fungerer fint som oplæsning, og især oplæseren skal have ros, for han formår at læse historien, så den har den helt rigtige snert af arrogance, som passer så fint til hovedpersonen.

Frustrationen skyldes først og fremmest to ting. For det første leger hovedpersonen så meget med fakta og fiktion, at du som læser skal holde tungen lige i munden for ikke at blive fuldstændig fortabt i de snørklede referencer og løgne. Når du tror, du har regnet det ud, så slår historien pludselig et sving, og du er atter usikker på, hvem der er skyldig, og hvem der er uskyldig. Det er smukt skrevet, men også temmelig frustrerende, for du føler dig som en lille bold, som forfatteren skubber i den retning, som hun nu synes er sjov.

For det andet er bogen lige lovlig lang i forhold til, hvad den kan bære. Der er flere gange, hvor den taber pusten, og hvor jeg som læser bliver utålmodig og mister koncentrationen, fordi den væver for meget og ikke holder samme raske tempo. Det er en historie, der kan vinde en del ved at blive kortet ned – måske op til 100 sider – for at gøre fortællingen mere stram og elegant. 
 
Men kan du væbne dig med tålmodighed, og har du mod på en rutsjetur med hensyn til plottråde og konspirationer, så bør du overveje at læse denne psykologiske thriller.

Man spørger da ikke om penge på facebook?

Jeg fik et anmeldereksemplar tilsendt af denne bog og havde planer om at anmelde den i december, men i juleferien fik jeg set langt flere film end planlagt, og dermed var der langt mindre tid til bøgerne, så denne bog læste jeg i stedet som den første i det nye år. Måske også meget passende da dette er en personlig historie om udvikling og refleksion over livet i det hele taget.

‘Man spørger da ikke om penge på facebook?” er skrevet af Anne Deppe, og det handler om hendes drøm om at blive personlig coach og om kampen for at nå så langt. Bogen er et direkte ripoff fra hendes blog i den periode, hvor hun beslutter sig for at søge ind på en coach-uddannelse, og blogopdateringerne følger så hendes kamp for at komme ind samt den første tid under uddannelsen.

Da jeg i sin tid læste bagsideteksten, havde jeg indtryk af, at bogen rummede et længere forløb, der beskrev, hvordan forfatteren nåede målet (i første omgang selve uddannelsen) og hvordan hun gjorde det, men den del fyldte ikke nær så meget, som jeg havde håbet. Faktisk følte jeg, at titlen var en anelse misvisende, da episoden med at skaffe pengene til uddannelsen ikke fyldte særlig meget – og at det ‘kun’ var omkring 6000 kr, der blev samlet ind via Facebook, mens banken lånte de resterende 45.000-50.000 kr. (godt nok på baggrund af de indsamlede penge, men alligevel). I øvrigt vil jeg gerne indrømme, at netop titlen var en af grundene til, at jeg sagde ja til at læse bogen, for det er en temmelig udansk ting – at spørge fremmede mennesker om penge. Forfatteren fik da også en del negative reaktioner, da hun i sin tid skrev på sin blog, Facebook samt til en lang række venner og bekendte og spurgte, om de havde lyst til at bidrage til betalingen af hendes uddannelse. Jeg synes egentlig, at det er meget frisk gået, men skal jeg være ærlig, så tror jeg, at jeg ville have det lidt underligt, hvis en af mine venner skrev til mig og spurgte om det samme. Under alle omstændigheder tackler forfatteren det ganske godt i løbet af blogopdateringerne og har et meget afslappet og afvæbnende indstilling til, at folk reagerer så forskelligt.

Bogen er som sagt en direkte kopi af de blogindlæg, der fulgte i tiden op til og under coach-uddannelse, og jeg må indrømme, at den form var jeg ikke så vild med. Blogindlæg virker ofte ret fragmenterede, når man fører dem fra skærm og over på papir, og det bliver ikke bedre af, at skriftstørrelsen er ret stor (13-14 punkt), så det virker som en børnebog. Samtidig er layoutet fra blogindlæggene beholdt, så knapperne ‘Like’, ‘Comment’, ‘Share’ og ‘Delete’ er nævnt under hvert eneste indlæg, ligesom kommentarerne fra læserne er beholdt inkl. navn og dato. På den ene side er det råt og ærligt – på den anden side virker det sjusket. Her ville jeg have brugt mere tid på layout, så det så noget mere indbydende ud, for det virkede lidt for hjemmelavet til mig.

Hvad bogen ikke har i form eller retskrivning, har den til gengæld i ærlighed og personlighed. Du føler virkelig, at det er et ‘rigtigt menneske’, der har skrevet teksten. Jeg får indtryk af, at her er person, der virkelig tror på sin idé, og som virkelig vil det her, og det er faktisk fascinerende at læse om en sådan dedikation. Det er ærligt, naivt og men også charmerende, og selvom jeg flere gange blev irriteret over den ret ustrukturerede tekst, så var den stadig så interessant, at jeg grublede videre over den bagefter.

Det er ikke et litterært værk. Faktisk ville jeg ikke udgive teksten som bog på den måde, da jeg ikke bryder mig om at kopiere blogindholdet direkte over i en bog – der skal langt mere redigering til efter min mening. Til gengæld tegner den et billede af en ret interessant person, for da jeg lagde bogen fra mig, så tænkte jeg, at jeg tror faktisk, at forfatteren vil egne sig ganske godt som coach. Hun har et drive og et gåpåmod, som smitter og glæder, og hun lader til at have en oprigtig interesse i at hjælpe andre og at se ting fra en anden vinkel. Alene den allersidste tekst i bogen – som slet ikke handler om hendes uddannelse – viser et menneske, som har evnen til at tackle spændte situationer på god og anderledes måde. Den historie har fået mig til at smile flere gange de sidste dage, og det har jeg stor respekt for.

Kampråb fra en tigermor

I foråret læste jeg om det røre, som Amy Chuas bog ‘Kampråb fra en tigermor’ vakte i USA, og herhjemme var kritikken også hård mod den kinesiske mor.

Amy har skrevet en bog, som både er et opråb til vestlige forældre og samtidig en beretning om, hvordan en kinesisk mor opdrager sine børn til at blive vindere. For kinesiske forældre er du kun god nok, hvis du er nr. 1 til alt – en andenplads er fuldstændig ligegyldig. Det handler ikke om at være med – det handler om at vinde!

Den tankegang kolliderer med den vestlige børneopdragelse, hvor børn opmuntres konstant og roses for selv de mindste fremskridt. Her er der fokus på, at barnet skal lære af lyst, og at der skal være plads til leg og sociale aktiviteter i det hele taget.

Det er derfor ikke så overraskende, at Amy mødes med massiv kritik, når hun gør sig til fortaler for en opdragelse, som bygger på tårnhøje krav, benhård disciplin og endeløse repetitioner. Ting, som vestlige børn tager som en selvfølge (lege med kammerater efter skoletid, deltage i sociale aktiviteter på skolen og selv vælge fritidsaktiviteter), er fuldstændig udelukket for Amys børn, da det vil stjæle dyrebar tid, som de ellers kan bruge på at øve henholdsvis klaver og violin.

Det er chokerende læsning – ingen tvivl om det – men bogen var mere nuanceret, end jeg frygtede. Amy besidder en vis portion humor og selvironi, og undervejs reflekterer hun også over begivenhederne. Godt nok er det mest til ‘egen fordel’ – det er forbløffende få ting, hun reelt fortryder – men hun gennemgår også en forandring undervejs. Havde hun ikke det, var jeg også blevet skuffet.

Hun har flere gode pointer, som drukner desværre på grund af den bombastiske vinder-retorik. Det er relevant at stille krav til børn – at være den voksne og tage beslutninger på deres vegne i stedet for at bombardere dem med valg. Det skal bare på ingen måde være så ekstremt som i Amys tilfælde, hvor børnene er projekter, der skal vise, hvor dygtig Amy er som mor. Det er beundringsværdigt hvor meget tid, hun bruger på at øve sammen med sine børn. I mine øjne er det så ikke kvalitetstid, når en del af den bruges på at udsætte dem for sønderlemmende kritik, men ikke desto mindre bruger hun masser af tid og energi på sine børn.

Det er en spændende, tankevækkende og provokerende bog. Er du forælder, vil du nok reagere kraftigere, end jeg gjorde, men den er værd at læse – uanset om du har børn eller ej.

Én ting er dog sikkert – jeg priser mig lykkelig for, at jeg ikke har haft en mor som hende!

Kære fucking dagbog

’Kære fucking dagbog’ er skrevet af journalisten Henrik List og er en fiktiv dagbog skabt ud fra en lang række interviews med unge emo-, goth og punkdyrkende unge og det miljø, der var omkring Ungeren på Jagtvej 69.
Jeg blev overrasket, da jeg begyndte at læse bogen, for jeg havde forventet, at den var krydret med brudstykker af interviewene, men den holdt sig konsekvent til dagbogsformen. I starten blev jeg småprovokeret af den ret slangtunge tekst, for det lød ret påklistret, men jeg vænnede mig hurtigt til det og må også indrømme, at langt hen ad vejen var teksten tro mod det sprog, som unge bruger i dag. Det virker bare underligt i bogform, for det hører mere hjemme på netfora, blogs og smser.
Hovedpersonen skriver om mange ungdomsproblemer – både på egne og vennernes vegne – og den altopslugende usikkerhed og selvudslettende adfærd er meget rammende for de følelser, som mange teenagere tumler med. Ind imellem fik jeg helt lyst til kramme hovedpersonen og fortælle, at lyset for enden af tunnelen ikke nødvendigvis er et tog – men at livet også kan være andet og mere end det fedeste tøj og at være den mest populære pige. Det er også på det punkt, at jeg havde svært ved at forstå hovedpersonen, men teenagerne i dag er åbenbart i langt højere grad ramt af at skulle have det rigtige outfit og blive set/være kendt/blive elsket af alle. Jeg synes i hvert fald, at hele den der ’se mig’-problematik var interessant, for den matcher meget godt mediebilledet, hvor der har været voldsom fokus på at blive kendt for at være kendt de senere år.
Når det kommer til stykket, har bogen ikke særlig meget med Ungeren at gøre, men den giver et levende billede af en ganske almindelig teenager med de problemer, der ofte følger, når man dyrker en subkultur og kæmper mod samfundets normalitetsbegreb.

Det bliver næppe en litterær klassiker, men den er værd at læse – især hvis du enten har svært ved at forstå nutidens unge eller vil genopfriske noget af den weltschmertz, som teenagere kan rumme.