Mit smukke genom

På listen over bøger, jeg skal læse i år, har jeg også sat ‘Mit smukke genom’ af Lone Frank. Det er sandt at sige ikke en bog, jeg normalt ville vælge, men siden bogen blev udgivet i 2010, har jeg læst mange positive anmeldelser af den, så nu blev jeg nødt til at finde ud af, om den også faldt i min smag.

Bogen er skrevet i jeg-person, hvor forfatteren tager læseren med på en opdagelsesrejse, hvor hun forsøger at finde ud af så meget som muligt om sine gener. Hvad er sandsynligheden for, at hun udvikler bestemte sygdomme? Hvordan vil hendes sundhed være de kommende år? Hvor længe vil hun leve? Hvad bør hun forandre i sit liv, så hun tager hensyn til de fordele og ulemper, som hendes gener giver hende?

Det er en interessant og ret anderledes læseoplevelse, men jeg var nu ret overrasket over, hvor godt den er blevet modtaget, i forhold til hvor tunge emner den rent faktisk behandler.
Først og fremmest er der en del fagnørderi i bogen, og da jeg har en semi-naturvidenskabelig baggrund og i øvrigt altid har nørdet med en række ting, så gjorde det mig ikke så meget. Den meget naturvidenskabelige vinkel var dog også en anelse provokerende, for jeg er også (fagligt) opdraget ud fra en socialkonstruktivistisk tankegang, hvor biologien ikke har noget at sige. Den konstante fokus på, at generne skulle have så megen magt over livet var derfor lidt grænseoverskridende men egentlig også tankevækkende. Tænk hvis man virkelig kan finde ud af så meget om, hvordan man bør leve, blot ud fra en test af generne?
… og når jeg skriver bør, så er det, fordi en gen-test i mine øjne aldrig kan blive en facitliste for, hvordan du skal leve dit liv, men det kunne da være rart med flere fingerpeg om, hvad man for eksempel bør undgå at spise eller generelt udsætte sig for. Der er jo mange, der går omkring i årevis og ikke aner, at de bør afholde sig fra at indtage bestemte fødevarer, fordi det kan være skadeligt for dem – også selvom det er helt normale fødevarer.
Den solide fokus på jeg i bogen er også lidt overvældende, for selvfølgelig er det en smule navlepillende at gå så meget i dybden med sine egne gener. Omvendt betyder det også, at forfatteren kan gå i dybden i stedet for hele tiden at skulle forholde sig til en større forsøgsgruppe, ligesom det også er med til at vise forskellene i de gen-tests, hun gennemfører.
Der er – meget naturligt – en del snak om arvelighed både fra egen familie og til kommende generationer, og jeg kan forestille mig, at der også er en del, der har været fascineret af dette aspekt i bogen. Mig sagde det dog ikke så meget, men jeg har heller ikke børn og dermed heller ikke den bekymring. Mine gener er så at sige kun mit eget problem.
Alt i alt en interessant læseoplevelse. For mit vedkommende var det ikke en pageturner, og jeg var heller ikke blæst omkuld i det hele taget, men samlet set er jeg nu glad for, at jeg læste den, for der er bestemt noget at gruble over.

Kampråb fra en tigermor

I foråret læste jeg om det røre, som Amy Chuas bog ‘Kampråb fra en tigermor’ vakte i USA, og herhjemme var kritikken også hård mod den kinesiske mor.

Amy har skrevet en bog, som både er et opråb til vestlige forældre og samtidig en beretning om, hvordan en kinesisk mor opdrager sine børn til at blive vindere. For kinesiske forældre er du kun god nok, hvis du er nr. 1 til alt – en andenplads er fuldstændig ligegyldig. Det handler ikke om at være med – det handler om at vinde!

Den tankegang kolliderer med den vestlige børneopdragelse, hvor børn opmuntres konstant og roses for selv de mindste fremskridt. Her er der fokus på, at barnet skal lære af lyst, og at der skal være plads til leg og sociale aktiviteter i det hele taget.

Det er derfor ikke så overraskende, at Amy mødes med massiv kritik, når hun gør sig til fortaler for en opdragelse, som bygger på tårnhøje krav, benhård disciplin og endeløse repetitioner. Ting, som vestlige børn tager som en selvfølge (lege med kammerater efter skoletid, deltage i sociale aktiviteter på skolen og selv vælge fritidsaktiviteter), er fuldstændig udelukket for Amys børn, da det vil stjæle dyrebar tid, som de ellers kan bruge på at øve henholdsvis klaver og violin.

Det er chokerende læsning – ingen tvivl om det – men bogen var mere nuanceret, end jeg frygtede. Amy besidder en vis portion humor og selvironi, og undervejs reflekterer hun også over begivenhederne. Godt nok er det mest til ‘egen fordel’ – det er forbløffende få ting, hun reelt fortryder – men hun gennemgår også en forandring undervejs. Havde hun ikke det, var jeg også blevet skuffet.

Hun har flere gode pointer, som drukner desværre på grund af den bombastiske vinder-retorik. Det er relevant at stille krav til børn – at være den voksne og tage beslutninger på deres vegne i stedet for at bombardere dem med valg. Det skal bare på ingen måde være så ekstremt som i Amys tilfælde, hvor børnene er projekter, der skal vise, hvor dygtig Amy er som mor. Det er beundringsværdigt hvor meget tid, hun bruger på at øve sammen med sine børn. I mine øjne er det så ikke kvalitetstid, når en del af den bruges på at udsætte dem for sønderlemmende kritik, men ikke desto mindre bruger hun masser af tid og energi på sine børn.

Det er en spændende, tankevækkende og provokerende bog. Er du forælder, vil du nok reagere kraftigere, end jeg gjorde, men den er værd at læse – uanset om du har børn eller ej.

Én ting er dog sikkert – jeg priser mig lykkelig for, at jeg ikke har haft en mor som hende!