Hvor taler du flot dansk!

Abdel Aziz Mahmoud har i den grad markeret sig i medierne de senere år. Først som journalist hos DR og derefter som politiker in spe og ivrig debattør på de sociale medier. Det er især i diskussionerne om flygtninge og indvandrere, at Abdel har leveret tankevækkende og ofte humoristiske indspark i den ofte ret følelsesladede debat.

‘Hvor taler du flot dansk!’ er en selvbiografisk bog, der handler om Abdels opvækst som barn af palæstinensiske flygtninge. Han tager læseren med på en tidsrejse tilbage til 1980’erne, hvor hans forældre ankom til Danmark og gjorde deres for at tilpasse sig det danske samfund og den danske kultur. Allerede som barn higer Abdel efter at passe ind og at blive så dansk som muligt. Der er ingen danskere, der skal kigge skævt til ham – han skal nok vise, at han passer ind. Abdels historie er krydret med fotos fra hans barndom samt screendumps fra Facebook- og Twitter, hvor han ind imellem får nogle ret vrede og nedladende kommentarer fra folk, der ikke synes, at han skal stikke næsen frem.

Bogen er et spændende indblik i, hvordan en flygtningefamilie valgte at gribe det an, da de ankom til Danmark i 1980’erne og fik mulighed for at blive. Abdels portrættering af især moren gør, at man ikke kan andet end at knuselske hende. Det er den gode historie om integration, hvor både indvandrerne og de lokale er indstillet på, at den nye familie skal falde til. Selvfølgelig er der knaster undervejs, men det er i det store hele en positiv historie. Det står så i skarp kontrast til nogle af de ting, som indvandrerne oplever i dag, og hvor Abdel kommer med flere eksempler fra de sociale medier, hvor tonen kan være hård og uforsonlig.

En interessant og meget personlig bog om integration og tonen i den danske flygtningedebat. Kan bestemt anbefales.

Kvindernes krig

Den første krigsbog, jeg kaster mig over denne måned, er ‘Kvindernes krig’ af Anne-Cathrine Riebnitzsky. Hun er uddannet fra Forfatterskolen og senere som sprogofficer i russisk, inden hun for nogle år siden blev sendt til Helmand i Afghanistan som en del af de danske fredsbevarende styrker.

I bogen fortæller forfatteren om sit møde med de afghanske kvinder og de projekter, som de internationale styrker forsøgte at starte sammen med kvinderne. Kvinderne får blandt andet hjælp til at starte systuer og på den måde være med til at opbygge handlen i det krigshærgede område. Bogen er både en beskrivelse af forfatterens egen udvikling som person og som kvindelig soldat i et mandsdomineret fag, men også om mødet mellem de to kulturer, og hvordan et samarbejde kan opstå på trods af svære vilkår.

Det er en utrolig nærværende og spændende bog, forfatteren har skrevet, og den har et forfriskende anderledes fokus i forhold til mange af de andre bøger, der skrives om krig og om Afghanistan i særdeleshed. Forfatteren problematiserer selv i bogen, at de danske medier altid skriver negative historier om soldaternes indsats og ikke fokuserer på de ting, som de internationale styrker udretter. Det er selvfølgelig let at affærdige med, at det skal hun sige, når hun selv har været en del af de udsendte soldater, men hvor er det dog rart med en bog om krig, der rent faktisk indeholder glimt af håb og succes. Bogen tegner ikke et rosenrødt glansbillede af soldaternes arbejde, for der er problemer og udfordringer, men det er rart at læse, at det er muligt at være med til at ændre tingene – og at hjælpen er værdsat af afghanerne. 

Forfatteren har stor respekt for de afghanske kvinder, og det skinner tydeligt igennem i bogen, hvor hun fortæller om kvindernes levevilkår i det mandsdominerede samfund, hvor kvindernes samarbejde med de internationale styrker gør dem meget sårbare over for hævnangreb fra Taliban. Alligevel møder kvinderne gang på gang op til møder for at lære og for at blive selvforsørgende.

Bogen er skrevet i et letlæseligt sprog med en ret ligefrem stil, så du føler, at du kommer ret tæt på forfatteren og hendes tanker undervejs. Det er en interessant og tankevækkende bog, som jeg gerne anbefaler – uanset om du er fortaler eller modstander af, at Danmark sender soldater af sted til krigszoner. 

Kunsten at være kvinde

En dag, hvor jeg tømte postkassen, stod jeg pludselig med denne bog i hånden, som Gyldendal havde valgt at sende til mig. Uden advarsel. Det kunne jeg ellers godt have brugt, for alene titlen fik mig til at udbryde “åhnej!”, da jeg frygtede, at det var endnu en (tåbelig) håndbog i, hvordan kvinder er. Underforstået – hvordan rigtige kvinder er. Det viste sig dog, at bogen havde et lidt andet fokus, så jeg valgte at tage ja-hatten på og læse bogen.

‘Kunsten at være kvinde’ er skrevet af journalisten Caitlin Moran og er en blanding af tilbageblik fra hendes eget liv kombineret med klumme-agtige passager, hvor hun udtrykker sin holdning til de udfordringer og faldgruber, som Caitlin mener, at kvinder i dag tumler med. Emnerne går lige fra kvinders udseende og kampen om at holde sig ung til bryllupper, moderrollen og Katie Price.

Bogen er flere steder blevet markedsført som en humoristisk, feministisk bog, der er et tiltrængt bidrag til kønsdebatten. Det kan jeg dog på ingen måde se. Jeg synes ikke, der er noget nyt i den, for meget af det har jeg set før – og endda bedre skrevet.

Først og fremmest havde jeg ofte meget svært ved at identificere mig med forfatteren. Når hun for eksempel harmdirrende ytrede, at bryllupper var latterlige, fordi folk brugte alt for mange penge på dem, sad jeg og tænkte, at det jo sådan set ikke var brylluppernes skyld – man kan jo sagtens holde et bryllup til en fornuftig pris, og jeg kender ingen, der på noget tidspunkt har følt sig presset til at bruge over 100.000 kr på den store kærlighedsfest. Det er muligt, at der er helt andre normer angående bryllupper i England, men her i Danmark har jeg aldrig stødt på det problem.

Dernæst havde hun en frygtelig vane med at udstille sig selv på en måde, der fik mig til at tænke på de tåkrummende chick lit-bøger, hvor kvinderne gerne fremstilles som smådumme, pinlige og uheldige. Lad dog være! Jeg holder ikke mere af dig, bare fordi du fremstiller dig selv som kikset teenager, og det bliver ikke lettere for mig at identificere mig med dig! Især passagerne fra ungdommen, hvor hun malende beskrev sin kønsbehåring, var lige ved at få mig til at lægge bogen fra mig. Det kan godt være, jeg er lidt gammeldags på det punkt, men jeg har virkelig ikke lyst til at læse detaljerede beskrivelser af andre folks kønsbehåring eller menstruation for den sags skyld. Slet ikke når de opfordrer én til at smage på menstruationsblodet. Det er ikke feminisme. Det er bare selviscenesættende bullshit. 

Jeg havde et meget ambivalent forhold til de selvbiografiske passager. På den ene side var jeg ikke så vild med dem. Jeg læser sjældent biografier, og jeg synes ikke, at forfatteren er en så interessant person, at jeg ville læse en biografi om hende. På den anden side var det meste af den resterende tekst så dameblads-klummeagtig, at jeg ind imellem skar tænder af irritation. Jeg er bare ikke til den skrivestil. Det bliver så let og uforpligtende.

Bogen er som sagt beskrevet som humoristisk, men meget af tiden er tonen anstrengt – nærmest skinger – og beskrivelsen af Caitlins barndom er både trist og ubehagelig. Det bliver dog bedre hen imod slutningen af bogen, og det virker, som om forfatteren også modnes holdningsmæssigt, jo tættere på slutningen hun kommer.

Jeg savner en bredere forståelse – og anerkendelse – af kønnene i bogen, og jeg savner løsningsforslag. Hvordan skal vi komme videre herfra? Hvordan skal vi opnå ligestilling? Eller endnu bedre – ligeværd? Her bruger forfatteren mere tid på at beskrive sin egen lommefilosofi end at komme med konkrete løsninger.

Vil du gerne læse noget feministisk litteratur, så vil jeg foreslå dig at finde frem til bøger, der har mere på hjerte end denne udgivelse. Selvom den ind imellem har sine lyse øjeblikke, så er der lidt for langt mellem snapsene, og jeg synes ærlig talt, at den feministiske sag fortjener bøger, der inspirerer og sætter tankerne i gang. Vil du læse noget mere feministisk litteratur, så lån ‘Egalias døtre’ af Gerd Brandenberg på biblioteket eller smut forbi boghandlen for at købe ‘Fisseflokken’. De er ganske glimrende, og du kan jo altid udbygge det ved at læse bøger om kønsteorier – der er mange spændende (og rabiate :)) bud blandt kønsteoretikerne. 

Et land i krig

Da jeg lavede listen over de 24 bøger, jeg skal læse i år, benyttede jeg lejligheden til at kigge på, om ikke der var noget historisk-inspireret litteratur, der kunne friste – og det var der.

‘Et land i krig’ er skrevet af Lars Halskov og Jacob Svendsen og handler om perioden 2001-2011, hvor Danmark blev involveret i krigen mod terror. Et meget nutidigt – og relevant – emne, og faktisk også lidt forfriskende at kunne læse en bog om krig, der ikke havde 2. Verdenskrig som tema.

Bogen starter med terrorangrebene den 11. september 2001 og fortæller om de politiske reaktioner i USA, og hvad det medfører for den amerikanske hær. Den amerikanske præsident er hurtig til at søge hjælp hos andre lande i krigen mod terror, og her melder den daværende danske regering sig på banen – klar til at bevise, at Danmark sagtens kan være relevant i store, vigtige militæraktioner. Selvom beslutningen om deltagelse i militæraktionerne tages på et meget spinkelt grundlad – der blev som bekendt aldrig fundet masseødelæggelsesvåben – så holder regeringen og store dele af oppositionen fast i, at Danmark skal deltage i krigen – også selvom det betyder, at det vil koste liv. Som årene går, bliver det dog mere og mere tydeligt, at problemerne i Afghanistan og Irak ikke kan løses på kort tid men kræver en langvarig indsats, og det tærer hårdt på militærets budget og politikernes troværdighed.

Det er et utroligt velskrevet og gennemresearchet værk, som både fascinerer og skræmmer på samme tid. En del af bogens oplysninger er kommet frem i medierne gennem årene, mens en lang række interviews og baggrundsanalyser er med til at skabe et indblik i, hvad krigen mod terror egentlig gik ud på, og hvordan politikerne fik fremstillet sagen i medierne. Det er bekymrende at læse om flere tilfælde, hvor politikere har fortiet oplysninger om drab på civile eller lignende oplysninger, der ikke ville være populære hos den danske befolkning.

Bogen er ca. 700 sider lang, så det er ikke en bog, du læser på en aften, for den kræver tid til at fordøje og tænke over. Men det er en bog, jeg absolut vil anbefale dig at læse – og selvom du måske ikke er specielt interesseret i udenrigspolitik og krigsstrategier. Det er et stykke samtidshistorie, du bør vide noget om.

Prologen til bogen ligger online – læs den her

 

No Logo

Den 20. og sidste bog, der stod på listen over bøger, jeg skulle læse i år, er denne fagbog, som har stået alt for længe på boghylden og bare ventet på at blive læst. Det er en klassiker, hvis du interesserer dig for reklamer, markedsføring og mærkevarer – og ikke mindst samfundsforhold. Dette er nemlig en debatbog, der belyser flere af de imagekriser, som store mærkevarer har haft, fordi de i jagten på profit har benyttet underbetalt arbejdskraft – voksne såvel som børn – i 3. verdenslande.

‘No logo’ er skrevet af Naomi Klein og er inddelt i fire dele. I første del beskriver forfatteren, hvordan de multinationale selskaber har indtaget – eller rettere overtaget – det offentlige rum gennem de seneste årtier, så du stort set ikke kan gå nogen steder uden at se reklamer. I anden del kommer forfatteren ind på, hvordan det er lykkedes virksomhederne at snige deres reklamer og/eller produkter ind på uddannelsesinstitutioner (først og fremmest i USA), mens tredje del behandler virksomhedernes jagt på profit på bekostning af ordentlige arbejdsforhold for de fabriksarbejdere, der producerer mærkevarerne. I fjerde og sidste del dykker forfatteren ned i de kampe, der har været mellem de multinationale selskaber og interesseorganisationerne, som kæmper for at synliggøre virksomhedernes dårlige produktionsforhold for at tvinge selskaberne til at tage et ansvar og i sidste ende ændre praktik.

Det er interessant men skræmmende læsning, og du kan ikke undgå at blive påvirket af at læse bogen. Det er helt sikkert en bog, som skal få læseren til at reflektere mere over eget forbrug og ikke mindst synet på de store mærkevarer, ligesom det skal få folk til at stille spørgsmålstegn ved, hvordan virksomheder i det hele taget bør agere. Er det virkelig værd at købe bestemte mærkevarer, hvis du ved, at de er produceret under forhold, hvor arbejderne dårligt nok kan spise sig mætte for den løn, de får? Eller hvor sikkerheden er så ringe på fabrikken, at der ofte sker dødsulykker?

Det er en bog, der opfordrer til handling og debat. Som helt almindelig person savner du dog den lette vej – en liste over virksomheder, som opfører sig ordentligt – for når du har læst denne bog, kan du godt blive en anelse desillusioneret. Hvilke virksomheder kan du egentlig stole på? En decideret facitliste ville dog hurtigt blive uaktuel, for verden ændrer sig hurtigt, og da denne bog er udgivet i 2001, så er der sket mange ting siden da. Én ting er dog sikkert – det er altid en god idé at forholde sig kritisk til de multinationale virksomheders massive indtog overalt og blive ved med at spørge ind til produktionsforholdene, så de nye lækre træningssko ikke laves på bekostning af andre menneskers helbred.