5 bøger jeg burde elske

Man skal ikke græde over spildt mælk… men ind imellem kan man godt blive lidt trist over IKKE at kunne lide bøger, som man burde elske. Bøger, som andre roser til skyerne og som har alle forudsætninger for, at man burde knuselske lige præcis disse bøger. Alligevel er der et eller andet ved bøgerne, som får én til at knibe øjnene skeptisk sammen, eller også mangler bøgerne lige den gnist, som får én til at falde for dem i første omgang.

Her er en liste over 5 bøger, jeg burde elske – bøger, som jeg havde høje forventninger til – om det så var på grund af oplægget, genren og/eller andres lovprisninger af dem.

Ringenes Herre
Dette er muligvis det mest kontroversielle valg til denne liste, for der er ingen tvivl om, at der er mange, der elsker ‘Ringenes Herre’-trilogien. Men det var bare ikke en særlig interessant læseoplevelse. Jeg læste først trilogien som 18-årig – helt håbløst sent ifølge min vennekreds, der består af en hel del rollespillere. Det blev ikke bedre af, at jeg bagefter sagde, at det langt fra var det bedste fantasy, jeg havde læst. Jeg var liiige ved at få buksevand… 😉 Men ja, på det tidspunkt havde jeg læst så mange eventyr og så megen fantasy allerede, at en fortælling, hvor store dele af historien består af at gå, gå og gå – krydret med elversange – ikke just var særlig spændende. Jeg anerkender fuldt ud den indflydelse, Tolkien har haft på fantasygenren, men trilogien sagde mig bare ikke særlig meget. ‘Ringenes Herre’ er i øvrigt et af de få tilfælde, hvor jeg nød filmene mere end bøgerne.

The Princess Bride
Denne bog læste jeg sidste år, og hvor ville jeg dog gerne elske ‘The Princess Bride’ ! Jeg kunne jo se, hvor meget andre holdt af den, og jeg mindedes også, at filmen var udmærket (dog ikke så fantastisk som Bedstevennen beskrev den som, men alligevel…). Jeg kunne dog ikke rigtig forlige mig med metahistorien, som i mine øjne fyldte alt for meget. Det virkede, som om forfatteren konstant afbrød eventyret i bedste “se mig, se mig!”-agtige stil, hvilket rev mig ud af historiens rytme.

The Book Thief
Igen en af de bøger, som mange mennesker elsker. Jeg troede da også, at den ville være noget for mig, men den viste sig desværre er meget anderledes end hvad jeg forventede. Det skyldtes til dels fortællestilen, som var lige lovlig staccato-agtig til mig, men det skyldtes især, at det at stjæle bøger fyldte så lidt i fortællingen. Jeg havde ganske enkelt forventet en hel anden historie, og derfor var dette en ret frustrerende læseoplevelse. Jeg har lovet mig selv at se filmatiseringen, der kom sidste år, for jeg har på fornemmelsen, at jeg godt kan lide filmudgaven. Måske vil jeg også genlæse bogen på et tidspunkt – det kan være, den er bedre, når jeg først ændrer min forventninger til den.

The Martian
Den humoristiske genre er svært, for der er stor forskel på, hvad folk synes er sjovt. ‘The Martian’ havde alle grundstenene til, at jeg burde elske den – den foregik i rummet, den var nørdet, den var humoristisk – men nej, den virkede slet ikke for mig. Hovedpersonen var jeg ikke så vild med – til tider var han ligefrem irriterende – og de fleste andre personer var flade og ligegyldige. Mit største problem med historien var nok, at jeg slet ikke kunne acceptere premissen med, at USA var villige til at bruge et kæmpe milliardbeløb OG bringe adskillelige andre mennesker i livsfare i forsøget på at redde hovedpersonen. Det virkede komplet vanvittigt i betragtning af, hvor mange menneskeliv man med sikkerhed kunne redde for samme beløb på Jorden. Så ja – jeg syntes ikke, den var sjov (jeg trak på smilebåndet et par gange og det var så det), og jeg syntes, der blev taget nogle ret mærkværdige valg i bogen.

The Hitchhiker’s Guide to the Galaxy
Denne bog hænger på en måde sammen med den første bog på listen, for ‘The Hitchhiker’s Guide to the Galaxy’ står på flere af mine venners top 5-liste over bøger, de har læst. Jeg læste den først, da jeg var… ja, det kan jeg faktisk ikke huske, men jeg har helt sikkert rundet de 25 år, og den sagde mig bare ikke særlig meget. Til gengæld tror jeg, at jeg havde holdt meget mere af den i dag, hvis jeg havde læst den allerede som 12-årig. Humor er foranderlig, og selvom jeg stadig er til skør og finurlig humor, så skulle jeg have læst denne bog langt tidligere i mit liv.

Er der bøger, som du føler, du burde elske, men som bare ikke virker for dig?

 

Hvad er no go hos en hovedperson?

Når jeg læser skønlitteratur, foretrækker jeg helt klart hovedpersoner, der har både gode og dårlige sider. De skal have et minimum af sympatiske træk men må også gerne have negative træk, så de fremstår menneskelige. Det er ret tydeligt i mit indlæg om yndlings-heltinder, som generelt er stærke kvinder, der dog tumler med diverse problemer og i flere tilfælde ligefrem mangler sociale evner.

For et stykke tid siden måtte jeg dog også indse, at der er ting ved hovedpersoner, jeg ikke kan acceptere. Det blev tydeligt, da jeg læste en anmeldelse af ‘Prince of Thorns’ – en bog, jeg oprindeligt havde tænkt mig at læse. Det ændrede sig dog, da jeg fandt ud af, at hovedpersonen voldtager en kvinde i starten af bogen. Der satte jeg foden ned – det kan jeg simpelthen ikke acceptere hos en hovedperson, da det er noget af det værste, man kan udsætte et andet menneske for. Jeg bliver nødt til at have bare et minimum af sympati for en hovedperson for at have lyst til at læse bogen, og det har jeg ikke for en voldtægtsmand.

Jeg vil heller ikke læse om en hovedperson, der er racist, homofobisk eller mands- eller kvindechauvinistisk. Det er holdninger, jeg ikke bryder mig om, og som jeg heller ikke kan acceptere hos en hovedperson.

Hvad er no go hos dine hovedpersoner? Og har du fravalgt bøger af samme årsag? 

Kan din yndlingsforfatter skrive dårlige bøger?

 Har du en yndlingsforfatter? En, hvis bøger du altid læser? Har han/hun nogensinde skrevet en bog, hvor du – måske nødtvungent – måtte indrømme, at du ærlig talt var noget skuffet, da du læste den?

Jeg har ikke en decideret yndlingsforfatter, men en af de forfattere, jeg har læst mest af, er Stephen King, og han var min yndlingsforfatter i teenageårene. Han har skrevet fantastiske bøger – men han har altså også skrevet noget virkelig skidt og skrammel! Det var ret tydeligt, da jeg sidste år havde dedikeret en hel måned til at læse en række af hans bøger. Det blev til otte stk, og her fik jeg virkelig brugt hele paletten af karakterer hos Goodreads, for her var flere fem-stjernede læseoplevelser, men altså også et par stykker, der kun kunne skrabe hhv. én og to stjerner sammen!

Nu kan man så argumentere for, at det netop ikke er overraskende hos en forfatter som Stephen King, der som regel sender flere nye bøger i handlen hvert år, hvor mange forfattere end ikke udgiver én bog om året. Ind imellem må det da gå lidt (for) stærkt… eller hvad?

En velanset og erfaren forfatter er i mine øjne ikke en 100% garanti for, at en bog er fantastisk, for ind imellem eksperimenterer forfattere og prøver nye veje, når de skriver bøger, og det er ikke altid, det falder heldigt ud. Alligevel vil jeg som udgangspunkt altid foretrække, at forfattere netop eksperimenterer og prøver dem selv (og læserne?) af i stedet for blot at bruge den samme (effektive) skabelon igen og igen.

Jeg var selvfølgelig ærgerlig over, at jeg ikke elskede alle de Stephen King-bøger, jeg læste sidste år, men jeg må også indrømme, at jeg var lidt fascineret over, hvor ringe et par af dem var. Jeg kunne ikke lade være med at spekulere over, hvorfor forfatteren havde taget de valg, han havde – og hvorfor forlaget ikke havde stoppet ham 😉

Hvad er dine oplevelser?

Opfølgning på bogudfordringerne i 2015

I starten af året gav jeg mig selv en række udfordringer på bogfronten i 2015.

Jeg skulle både læse:

  • minimum 8 (ulæste) bøger fra BBC’s liste over 100 bøger, du bør læse
  • mindst 8 bøger, jeg har læst før
  •  mindst 8 fagbøger
  • flere bøger fra hylderne og samtidig kun købe én bog for hver tredje ulæste bog fra hylderne, jeg fik læst

… og derudover skulle jeg være mere spontan og ikke planlægge min læsning flere uger frem, som jeg tidligere har gjort.

Hvordan går det så nu?
Nu er der gået et halvt år, og så er det oplagt at gøre status. Lad os tage dem enkeltvis:

8 bøger fra BBC’s liste
Jeg har et lille forspring i denne udfordring, da jeg har læst fem bøger indtil videre: “The Secret Garden”, “The Lovely Bones”, “Tornfuglene”, “Little Women” og “Guards! Guards!”.

8 genlæsninger
Her lagde jeg hårdt ud med at genlæse Narnia-bøgerne i juleferien – herunder de fire af dem efter nytår, og i løbet af de første måneder fik jeg også læst “Vindens navn” og “Kongedræberen”.

8 fagbøger
Her har jeg læst fire bøger, der spænder lige fra historie og sociale medier til katte og krisekommunikation. Jojo, alsidig læsning 🙂

Læs flere bøger fra hylderne
Denne udfordring tyvstartede jeg faktisk på allerede i slutningen af oktober sidste år, og den overholder jeg stadig. I maj måned havde jeg dog den vildeste lyst til at shoppe bøger, men det lykkedes mig at holde lysten i ave og vente pænt til slutningen af juni, hvor jeg havde sparet sammen til en ny bogstabel. Den venter jeg pænt på pt, men lige så snart den ankommer med posten, skal jeg nok lave et indlæg om det. Indtil videre er planen, at jeg fortsætter med denne udfordring minimum frem til slutningen af oktober – og muligvis også året ud.

Begræns planlægningen af læsningen
Se, denne udfordring har været lige så svær, som jeg forventede. Jeg elsker nemlig at planlægge, men frem til starten af juni lykkedes det mig at begrænse mig, så jeg kun planlagde 1-2 bøger frem. I løbet af juni har jeg dog ikke kunnet overholde det – blandt andet fordi jeg er gået i ferieplanlægnings-mode, så lige nu overholder jeg altså ikke denne udfordring. Ved ikke helt, om jeg vender tilbage til udfordringen, eller om jeg dropper den. Det er jo fjollet at tvinge sig selv til IKKE at planlægge, når nu jeg synes, det er så hyggeligt.

Hvordan går det med dine bogudfordringer – hvis du har nogen?

Mine heltinder

winter-woman

Nu fortalte jeg for et stykke tid siden om mine yndlingsskurke, og jeg vil derfor heller ikke snyde jer for mine yndlingshelte… kvindelige helte vel at mærke! Girlpower, yeah!

Hvis du er fast læser af bloggen, har du nok bemærket, at jeg har en vis forkærlighed for kvindelige hovedpersoner, der er handlingsorienterede, har ben i næsen og ikke er bange for at smøge ærmerne op og lave noget beskidt arbejde, når en konflikt skal løses. Det er også ret tydeligt, når jeg ser på hvilke heltinder, jeg har heppet mest på.

Ronja Røverdatter – fra bogen af samme navn. Ronja er ubetinget min yndlingsheltinde. Som så mange andre slugte jeg Astrid Lindgrens bøger, da jeg var barn, og her fik Ronja en helt særlig plads i mit hjerte. Hun er en gæv pige – flittig, modig og målrettet – og f*ndens stædig! Men hun har også et hjerte af guld. Ronja er den perfekte kombination af en pige, der kan selv og vil selv, men som også er så stædig, at det ind imellem spænder ben for hende. En meget menneskelig heltinde.

Vin – fra Mistborn-trilogien. Den nyeste på min liste over yndlingsheltinder. Vin har særlige magiske evner, som først for alvor viser sig, da hun bliver teenager. Det tager et stykke tid, inden hun – og andre – indser hvor særlig hun er, men derefter er det fantastisk at følge hendes udvikling fra usikkert gadebarn til en af landets største magikere og krigere. Hun er dog stadig også den gamle Vin – der er stadig en flig af usikkerhed og mangel på tro på sig selv – og det er et eller andet sted et sympatisk træk. Hun er forbandet sej og skrøbelig på samme tid.

Georgia – fra Feed-trilogien. Georgia er nyhedsblogger i en dystopisk verden, hvor det meste af kloden er befængt af zombier, og menneskene derfor lever i fort-agtige byer, hvor det kun er de få (og tåbelige), der bevæger sig ud fra. Georgia er en af dem, for hun lever af at skrive nyheder på en blog sammen med resten af sit crew. Georgia er lynende intelligent og utrolig sarkastisk, hvilket er temmelig underholdende læsning. Hun mangler visse sociale kompetencer, og hun ville helt sikkert ikke være den populære pige i klassen, hvis hun eksisterede i virkeheden. Men der er ingen tvivl om, at hun bekymrer sig om sit crew, selvom hun ikke altid er god til at vise det.

Hermione – fra Harry Potter-serien. Nu udkom den første Harry Potter-bog først i slutningen af mine teenage-år, så i modsætning til en del andre bogbloggere læste jeg først bøgerne som voksen. Det forhindrer mig dog ikke i at hylde Hermione som en virkelig interessant, intelligent og modig heltinde. Hun møder enhver udfordring med rank ryg og åben pande, og hun kæmper på lige fod med drengene. Hun bør være på listen over alle piger/kvinders yndlingsheltinder.

Lisbeth Salander – fra Millenium-serien. Hun er en ret atypisk heltinde, men ikke desto mindre blev hun mere populær end hovedpersonen, da bøgerne udkom. Lisbeth minder lidt om en kombination af Vin og Georgia men er langt mere fucked up. Lisbeth har helt klart nogle personlige problemer, og hendes sociale liv er nærmest ikke-eksisterende. Til gengæld er hun en gudsbenådet dygtig hacker og har en retfærdighedssans, der er dobbelt så stor som Rundetårn. Jeg har den dybeste respekt for hendes evner, stædighed og viljestyrke.

Brienne – fra A Song of Ice and Fire-serien. Der er rigtig mange spændende – og forskellige – kvinderoller i George R. R. Martins populære fantasyserie, og det er da helt klart også en af seriens største styrker. Jeg kunne godt udvælge flere heltinder fra bogen, men min yndlings er Brienne. Den kvindelige sværdkæmper, som skal tåle så mange fornærmelser, fordi hun ikke er særlig køn eller feminin. Hendes udseende er nærmest befriende almindelig i forhold til alle de smukke, indtagende kvinder, som bøgerne ellers byder på, og så må vi ikke glemme, at hun ikke blot er en utrolig dygtig og stærk kriger – hun stræber også efter retfærdighed, noget som bogens andre personer godt kunne lære noget af…

Alexia Tarabotti – fra Parasol Protectorate-serien. Jeg slutter listen af med en mere humoristisk heltinde. Hvor en god del af de ovenstående heltinder har en del at kæmpe med på den personlige front, så kæmper Alexia mest mod overnaturlige væsner – med en paraply! Serien er pænt fjollet – grænsende til det platte – men jeg var ret godt underholdt, og det skyldtes ikke mindst Alexia, som er en munter, frembusende og vedholdende ung kvinde, som i den grad forstår at sætte sig i respekt blandt byens overnaturlige væsner.

… er der nogen, jeg har glemt? Jeg overvejede også følgende:

Katniss fra The Hunger Games-trilogien. Jeg tror, Katniss er på manges liste over yndlingsheltinde, og skulle jeg kun vælge ud fra den første eller evt. de to første bøger i serien, så var hun også kommet på min liste. Jeg brød mig dog ikke om den rolle, hun fik i tredje bog, hvor hun slet ikke virkede nær så selvstændig og handlekraftig som i de foregående, og det ødelagde desværre lidt mit billede af hende.

Menolly fra Harper Hall-trilogien. Serien var en af mine yndlingsserier, da jeg var barn, for der var både en sød og talentfuld heltinde og en masse små drager! What’s not to like? Men selvom jeg godt kan lide Menolly, må jeg indrømme, at hun ikke har nær så meget karakter som heltinder på min liste herover, og en del af begejstringen over bøgerne skyldtes naturligvis også dragerne.

Hvem er dine yndlingsheltinder og hvorfor? 

 

Hvad er en god skurk?

skurk

Det er næsten altid helten, der er hovedpersonen i en historie. Det er helten, vi holder med, og det er helten, der får al opmærksomheden. Men hvad er helten uden skurken?

Jeg synes, skurke kan være utrolig interessante, men der er meget stor forskel på dem, og hvor der er nogle af dem, der er dybt fascinerende og i den grad er med til at skabe en spændende historie, så er der andre, som er frygtelig endimensionale og karikerede.

Jeg har grublet over, hvad jeg synes kendetegner en god skurk, og jeg har opridset de vigtigste ting herunder.

Positive og negative personlighedstræk

En god skurk skal i mine øjne virke menneskelig. Han/hun skal have både positive og negative personlighedstræk for at fylde skurkerollen ud. Jeg hader, når skurke kun er grusomme, brutale og rablende vanvittige, at de kommer til at virke som karikerede monstre. Et godt eksempel er skurken fra ‘A Shadow’s Edge’. Han er ultimativ brutal, og når forfatteren trængte til at understrege, hvor grusom skurken var, så lod han blot skurken voldtage nogle flere kvinder i historien. Det er enerverende trivielt og kedeligt, men det er desværre ikke usædvanligt. Jeg synes, forfattere generelt er lidt for hurtige til at trække voldtægts-kortet, hvis de skal have en skurk til at fremstå ekstra grusom.

Nej, det er de skurke, som også kan udvise medfølelse eller på anden måde har positive personlighedstræk, som er rigtig interessante. Skurke, som er helstøbte mennesker (i hvert fald til en vis grad), og hvor det derfor er ekstra interessant, hvorfor de har valgt ondskabens vej. Da ‘Der Untergang’ blev vist i biograferne i 2004, var der flere, der kritiserede filmens fortolkning af Adolf Hitler. Kritikerne mente, at han var for positivt fremstillet, da han blandt andet var høflig overfor kvinder og elskede sin hund. Jeg syntes tværtimod, at det gjorde ham langt mere skræmmende. Det er let at hade og frygte en person, som er 100% grusom – det er langt sværere at forstå og acceptere, når et menneske har begge sider i sig, men vælger ondskabens vej.

En troværdig forklaring på ondskaben
Jeg vil gerne have en forklaring på, hvorfor skurken gør, som han/hun gør. Hvorfor har vedkommende valgt ondskaben? Det behøver ikke, at være en grund, jeg kan være enig i – bare jeg forstår bevæggrundene til, at han/hun agerer på den måde. Jeg havde for eksempel svært ved at forlige mig med skurken i ‘UnWholly’, da jeg ikke helt købte præmissen for hans opførsel. Det virkede lidt for… konstrueret… lidt for belejligt.

Et strejf af galskab gør ikke noget
Det gør ikke noget, hvis der er et strejf af galskab over skurken – heller ikke selvom det måske kan modarbejde det, at personen gerne må fremstå som et helt menneske. Men galskab giver en vis form for uforudsigelighed til skurken, og det er noget, der får mig til at frygte ham/hende mere. Jeg ved ganske enkelt ikke, hvad vedkommende kan finde på, og det skræmmer mig!

Mine yndlingsskurke
Jeg har selvfølgelig også en række yndlingsskurke. De kan godt skifte lidt, så følgende er mine nuværende favoritter:

Mary fra ‘Skinjacker’-trilogien. Min absolutte yndlingsskurk er en lille pige! Ok, helt lille er hun ikke – nok nærmere teenager – men alene det at det er et barn, der har en af skurkerollerne i denne serie, er i mine øjne en genistreg. I den vestlige verden er der en generel forståelse af, at børn ikke kan være onde. Min liste over yndlingsskurke viser, at det måske er en af grundene til, at de er oplagte skurke, fordi det ganske enkelt er uventet, at et barn kan begå grusomme gerninger. Mary er fantastisk, fordi hun selv mener, at hun gør det gode – at hun hjælper andre, og at det er heltene, der tager fejl. Hun er så overbevisende, at jeg ikke kunne lade være med at beundre hende en smule, selvom jeg var stærkt uenig i, hvad hun gjorde.

Caine fra ‘Gone-serien. En brutal og egoistisk teenager, der ikke skyr nogen midler for at tilrane sig magt og undertrykke de andre børn. Caine starter som en rigtig magtliderlig overklassedreng, der forstår at manipulere og kuppe sig til magt, men i løbet af serien ser vi også, at han også kan holde af andre og at han kan vise medfølelse. Man ved dog aldrig helt, hvor man har ham, og derfor er han en yderst farlig modstander over for heltene.

Joffrey fra ‘A Song of Ice and Fire’-serien. Han er klasseeksemplet på den virkelig øretævende-indbydende adelssøn, som er alt for godt klar over, hvor megen magt han har. Han er nådesløs, selvisk, temperamentsfuld og sadistisk, men han er stadig kun et barn, og hans usikkerhed viser sig flere gange. Han er en af de skurke, jeg har nydt mest at hade, og et af mine yndlingsklip fra serien er da også det, hvor han får et par lussinger af Tyrion

Draco Malfoy fra ‘Harry Potter’-bøgerne. Draco er en pisseirriterende møgunge. I modsætning til de foregående skurke så har Draco ikke særlig megen magt, men han er ikke desto mindre en glimrende skurk, for han gør en dyd ud af at genere Harry og forpurre hans planer. Draco er en mindre skurk (det er jo Voldemort, der er hovedskurken i den serie), og et eller andet sted opfatter jeg ham som en light version af Joffrey, men det er uretfærdigt, for Draco har langt flere positive træk end Joffrey.

Majoren fra ‘The Chaos Walking’-trilogien. En stærkt manipulerende, intelligent og uforudsigelig mand, som i den grad udfordrer heltene i historien. Han forstår i den grad at tiltvinge sig magt – ofte verbalt i stedet for fysisk, selvom han nu ikke går i vejen for at bruge vold for at opnå sine mål. En virkelig farlig modstander og en skurk, du kun kan frygte.

Cercei fra ‘A Son of Ice and Fire’-serien. Jeg kan jo nærmest tage hele Lannister-familien – ja, en stor del af persongalleriet – fra denne serie med, for der er i sandhed mange gode skurke i denne serie. Cercei er muligvis ikke en af de største skurke, men hun er et smukt eksempel på den manipulerende, intrigante og hadefulde adelskvinde – en rigtig hofsnog. Hun er dog heldigvis ikke særlig heldig med sine intriger, og det viser sig også, at hun har en baggrund, der gør det lidt lettere at sympatisere med hende – men derfor er hun nu stadig en kvinde, jeg absolut ikke vil være uvenner med.

Hvem er dine yndlingsskurke?

 

I like big books and I cannot lie…

Jeg læser mange tykke bøger – dvs. bøger, der som regel er mellem 500 og 1000 sider lange. Jeg ser det ikke som en kvalitet i sig selv – tykke bøger er ikke nødvendigvis gode bøger (eller det omvendte), men jeg ender tit med at falde for bøger, som strækker sig over mange sider.

Jeg tror, det først og fremmest skyldes de genrer, jeg holder mest af, og her tænker jeg særligt på fantasygenren. Det er, som om fantasyforfattere ikke kan begrænse sig. Én ting er, at mange fantasyromaner ofte ender på over 500 sider – det er også tit første del i en trilogi (eller en serie, der er endnu længere – f.eks. Anne McCaffrey-serien ‘Pern’ eller Robert Jordan-serien ‘Wheel of Time’). Selvfølgelig skyldes det til dels, at de skal bruge en del af bogen/bøgerne på at opbygge en (ny) fantasyverden, men alligevel. Scifi-genren er også tit ramt af denne tendens, men mit umiddelbare indtryk er, at fantasygenren er mest præget af det.

Men er det så et problem at læse tykke bøger? Tja… der er både fordele og ulemper. Den største fordel er selvfølgelig, at hvis det er en god historie, så gør det absolut ikke noget, at den strækker sig over mange sider. Man har ikke lyst til at sige farvel til en fortælling, som er spændende, fascinerende og gribende.

Omvendt ser jeg det også som en kunst at begrænse sig og fortælle en knivskarp historie uden alt for mange svinkeærinder. En historie bliver ikke bedre af 100-300 siders ekstra sidehistorier og subplots, og jeg synes ikke altid, at forfattere er gode til at dræbe deres darlings – altså at luge ud i det, som ikke er stærkt nødvendigt for at fortælle hovedhistorien.

Jeg vil også indrømme, at tykkelsen på bøger kan være intimiderende, og at tykke bøger er upraktiske. Jeg læser ofte som en del af de daglige togture, og her slæber jeg altså ikke en basse som ‘22.11.63’ med. Sådan en bog bliver ofte gemt til lange ferier – typisk sommer- eller juleferier – hvor jeg har bedre tid til at fordybe mig i de tykke bøger.

Det er dog sjældent, jeg fortryder, at jeg går i gang med en tyk bog, og en af de bedste bøger, jeg læste i 2014, var da også føromtalte ‘22.11.63’. Men jeg ville ønske, at visse forfattere var bedre til at redigere deres historier og ikke fortabe sig (for meget) i lange landskabsbeskrivelser, ligegyldige bipersoner eller hvad der nu kan være af ‘forstyrrende’ elementer i forhold til hovedhistorien.

Hvordan har du det med tykke bøger? Kan de skræmme dig væk, eller elsker du dem? 

Gode lydbogsoplæsere

Jeg har næsten altid gang i en lydbog – enten når jeg er på vej til arbejde, når jeg træner, eller når jeg gør rent. Lydbøgerne plejer jeg at låne via Ereolen (som lige har opdateret deres app – nu håber jeg, at de har fået løst en række af de problemer, der har været indtil nu), for jeg foretrækker oplæsning på dansk – jeg kan ganske enkelt ikke koncentrere mig, når det er engelske oplæsere.

Men der er også mange gode danske oplæsere, og jeg vil gerne hylde en række af de bedste.

Torben Sekov er næsten umulig at komme uden om i forbindelse med danske lydbøger – i hvert fald hvis du ligesom jeg godt kan lide fantasybøger, for han har indlæst rigtig mange bøger i denne genre. Sekov har en behagelig og rolig stemme, og så er han samtidig også god til at levendegøre personerne i bøgerne. Han er en af de bedste oplæsere – hvis ikke den bedste oplæser – jeg indtil nu er stødt på. Han har blandt andet indtalt Dragonlance Forhistorier-bøgerne, ‘Den sorte paraply’ og en lang række af Dennis Jürgensens bøger.

Esben Hansen er jeg begyndt at støde på med jævne mellemrum, når jeg låner lydbøger, og det klager jeg bestemt ikke over. Hansen har mange af de samme kvaliteter som Sekov – en god og rolig stemme og fine betoninger, som giver en tryg og hyggelig lytteoplevelse. Hansen har blandt andet indlæst Skyggens lærling-serien samt Patrick Rothfuss’ bøger (som jeg lige har genhørt og snart bringer en anmeldelse af).

Kenneth Bøgh Andersen er en af de få forfattere, som hører til i kategorien gode lydbogsoplæsere – ja måske ligefrem i kategorien virkelig gode lydbogsoplæsere! Andersens oplæsning er fandenivoldsk og drypper af action og sarkasme. Det er tydeligt, at han føler stærkt for historien, og det er et klart plus i forbindelse med lydbøger. Jeg har hørt hans oplæsning af Djævlekrigs-serien, og det var utrolig underholdende.

Jeg har også en række gode erfaringer med kvindelige oplæsere, men desværre er der flere af dem, der kun har indlæst én bog – der så til gengæld virkelig har gjort indtryk på mig.

Vicki Berlin gav mig et rigtig godt grin, da jeg hørte hendes indtaling af ‘Du ser træt ud, skal jeg holde dine bryster?’. Jeg tror desværre ikke, hun har indlæst andre bøger, men det er klart den af Maise Njors bøger, der har den bedste indtaling.

Lily Weiding havde den helt rette varme, troværdige stemme, der gjorde ‘Den afrikanske farm’ til en virkelig god lytteoplevelse. Jeg følte helt, at det var Karen Blixen selv, der sad i en blød lænestol og læste historien op for mig.

Karin Rørbech gjorde det også ganske godt i forbindelse med ‘Mini-shopaholic’, som jeg hørte sidste år. Hun har – i modsætning til de to andre kvinder – også indlæst en række andre bøger (dog mest børnebøger), så det kan være, jeg støder på hende igen på et tidspunkt.

Kan du anbefale en eller flere danske lydbogsoplæsere? 

Hvorfor jeg hader trekantsdramaer


Jeg tror, mange har en eller anden aversion, når det drejer sig om bøger. Det kan være en genre, en bestemt fortællestil, en særlig type hovedperson eller noget helt fjerde. Jeg har for eksempel lagt mærke til, at en del af de bogbloggere, jeg følger, ikke bryder sig om insta-love (dvs. kærlighed ved første blik), og det gør jeg sådan set heller ikke, men der er én ting, jeg er virkelig træt af, og det er trekantsdramaer.

Trekantsdramaer er ikke et nyt fænomen, men det var som om, det fik en revival i forbindelse med ‘Twilight’-serien, hvor den unge og helt almindelige pige Bella blev ombejlet af den mystiske og følsomme vampyr, Edward, og den varmblodede og hjertelige varulv, Jacob. Nu er der ret delte meninger om ‘Twilight’ – personligt kunne jeg godt lide den første bog, men brød mig ikke om de efterfølgende bøger, da trekantsdramaet kørte for fuld speed, og handlingen blev mere og mere mærkelig. Mit største problem med serien er nærmere den betydning, den fik i forhold til bogudgivelserne inden for ungdomsbøger de efterfølgende år. Én ting var, at vampyrmyten skulle fordrejes og fortolkes på en måde, der for traditionelle vampyrfans som mig var en anelse… træls… (jeg holder stadig på, at vampyrer skal være brutale og egoistiske ligesom the one and only, Dracula). En anden ting var, at forlagene lige pludselig sendte stimer af bøger på markedet, hvor trekantsdramaer var en bærende del i historien – uanset hvor påklistret det kom til at virke.

Og hvad er det så, jeg har imod trekantsdramaer? Først og fremmest skyldes det nok, at jeg er ret monogam og ikke se det attraktive i at blive bejlet til at to fyre på én gang. Eller – jeg kan godt se det smigrende i det, men jeg synes virkelig ikke, at det er holdbart, medmindre både fyrene og én selv er interesseret i et åbent forhold, hvor man ikke er ‘bundet’ til én person, og et så moderne seksualsyn er der sjældent i ungdomsbøger. En anden ting er, at jeg ofte føler, at pigen holder fyrene for nar. Typisk er hun virkelig ubeslutsom, eller også melder hun ikke klart ud over for den ene fyr (her får jeg igen lyst til at drage en parallel til ‘Twilight’…), og det er ganske enkelt ikke fair over for de forelskede fyre.

Derudover er der selvfølgelig den passive rolle, som pigen ind imellem (men dog ikke altid) bliver sat i, når hun skal bejles til af to fyre. ‘Twilight’ er jo et klassisk eksempel på dette, men jeg oplevede det også for nylig i ‘The Iron King’, som dog – til bogens forsvar – kun havde et snert af trekantsdrama i den første bog i serien, da den kvindelige hovedperson lagde ud med at forelske sig hovedkulds i en fremmed fyr (og så ryger vi over til insta-love problematikken, som jeg dog ikke vil uddybe yderligere i dag).

Der er dog også eksempler på bøger med trekantsdramaer, hvor hovedpersonen er en pige med ben i næsen. Mest oplagte eksempel er nok ‘The Hunger Games’, hvor Katniss starter med at være en selvstændig og fandenivoldsk pige, der har sin egen dagsorden. Hendes rolle ændrer sig undervejs, og som serien skrider frem, bryder trekantsdramaet ud og præger – ifølge min smag – handlingen lige lovlig meget. Jeg følte mig faktisk en anelse snydt, da jeg fandt ud af, at denne serie også skulle dreje sig om valget mellem den ene eller den anden fyr. Jeg syntes, der var langt vigtigere ting på spil i den serie.

Jeg tror også, at min aversion mod trekantsdramaer farvede min oplevelse af ‘Throne of Glass’, som jeg læste i efteråret. Jeg ‘burde’ kunne lide bogen – den havde en sej, kvindelig lejemorder i hovedrollen – men handlingen var simpelthen for indsmurt i et lidt for konstrueret trekantsdrama, som flere gange fik mig til at rulle med øjnene.

Og så er der jo lige en interessant detalje ved trekantsdramaer… nemlig at det næsten altid er en pige, der bliver bejlet til af to fyre. Hvorfor? Hvorfor er det ikke omvendt? Og hvorfor er der ikke flere homoseksuelle trekantsdramaer? (… sidstnævnte giver nok sig selv et eller andet sted, da bøgerne næppe ville sælge lige så godt i mere konservative lande såsom USA… æv). Skyldes det, at bøgerne ofte er skrevet til kvindelige læsere, og at piger/kvinder gerne vil kunne identificere sig med den ofte helt almindelige kvindelige hovedperson, som eftertragtes af flere fyre? Måske. Det er i hvert fald tankevækkende hvor mange bøger, der er skrevet, hvor trekantsdramaet handler om én pige og to fyre.

Nu hader jeg ikke partout alle bøger, som inddrager et trekantsdrama i handlingen, selvom det helt klart er et element, der virkelig kan irritere mig og få mig til at fravælge at læse bestemte bøger. Udover førnævnte ‘The Hunger Games’ tilgav jeg også ‘The Grisha’-serien for de elementer af trekantsdrama, der dukkede op undervejs – måske først og fremmest fordi denne konflikt udviklede sig i en interessant retning undervejs og ikke var så klichéramt, som jeg frygtede.

Hvad synes du om trekantsdramaer i bøger? Hvad er det bedste og det værste ved dem?

At læse eller ikke at læse – eksklusion via bøger

Jeg elsker at læse. Det kommer næppe som en overraskelse for dig, eftersom jeg har en bogblog, men det at læse bøger er ikke en hobby, alle har. Faktisk bryder flere af mine nære venner sig ikke om at læse bøger, og selvom vi ikke alle kan have den samme smag endsige hobbyer, så overraskede det mig alligevel, da jeg i sin tid fandt ud af det.

Er det et tab ikke at læse bøger? Ja, det mener jeg. Ikke alene går man glip af mange spændende historier (og det er altså ikke det samme at se film og tv-serier), men man går også glip af rigtig mange litterære referencer i andre sammenhænge – såsom i sange, debatter, film, tv-serier, jokes osv. Det må – i mine øjne – være irriterende ikke at kende de mange referencer og ofte føle, at man går glip af pointer eller jokes, fordi man ikke læser bøger.

Når man ikke læser bøger, snyder man også sig selv for en let og billig underholdningsform, som er praktisk og let at tage med sig – om det så er i toget, på stranden eller på ferie, ja faktisk kan det at læse være en rejse i sig selv.

Jeg har ikke prøvet at ‘omvende’ mine ikke-læsende venner. Jeg respekterer, at det bare ikke interesserer dem, men jeg kan ikke lade være med at undre mig over, hvordan folk kan afskrive bøger helt ikke bare en bestemt genre.

Har du venner eller bekendte, der ikke læser – og ved du i så fald hvorfor?