Station Eleven

Jeg har en vis forkærlighed for dystopiske bøger, så da jeg hørte om ‘Station Eleven’, vidste jeg, at det var en bog, jeg måtte læse på et tidspunkt. For nylig fik jeg så endelig lånt den via Ereolen Global og brugte den som læsning på togturene til og fra arbejde.

Bogen er skrevet af Emily St. John Mandel og lægger lidt brat ud med at beskrive den aften, hvor en kendt skuespiller falder om på scenen med et hjerteanfald. En af publikummerne haster op på scenen for at yde førstehjælp. Senere samme aften begynder en dødbringende virus at brede sig, og verden begynder at falde fra hinanden. Derefter springer bogen 20 år frem i tiden – til efter civilisationens nedbrud, hvor kun få har overlevet. Her følger man blandt andet en af børneskuespillerne, der var til stede ved føromtalte hjerteanfald, og i resten af bogen bliver fortid og nutid spundet sammen med tilbageblik og pudsige skæbnesammenfald.

Ja, jeg ved det – ovennævnte opsummering er lidt kortfattet og måske også lidt indforstået, men ‘Station Eleven’ er ikke en bog, det er let at give et kort resumé af. Bogen er både fragmenteret og lettere snørklet opbygget, og jeg vil helst ikke røbe for meget af handlingen. Men netop den fragmenterede stil gjorde, at jeg havde lidt svært ved for alvor at leve mig ind i handlingen – blandt andet fordi flere af tilbageblikkene ikke var synderligt interessante (i mine øjne).

Jeg følte mig lidt snydt, da jeg nåede til det tidspunkt, hvor bogen springer 20 år i tid. Jeg havde lige sat næsen op efter de klassiske verden-går-under-scener, så jeg blev temmelig overrasket over, at forfatteren sprang denne del over. Men det tog ikke lang tid, før jeg indså, at det var en god og lidt anderledes måde at gribe det an på. Hvorfor bruge mange sider på det, når nu forfatteren brændte for at fortælle noget andet?

Jeg havde det noget blandet med handlingen, og selvom der på sin vis var en rød tråd (om end lidt søgt), så savnede jeg en tydelig rammefortælling eller i det mindste et tydeligt fokus. Der var mange gode elementer i bogen – både smukke og tragiske scener i dagene op til undergangen men også pudsige eller forfærdelige scener 20 år senere. Men fortiden fyldte alt for meget til min smag (igen – fordi jeg ikke syntes, at mange af de scener var spændende), og det gjorde, at bogen desværre blev en lidt middelmådig læseoplevelse med enkelte smukke lysglimt hist og her.

Blå lys og Prepper

I løbet af de sidste par måneder har jeg modtaget flere bøger til anmeldelse – blandt andet ‘Blå lys’ af Jon Brændsgaard Toft samt ‘Prepper’ af Lise Bidstrup.

I ‘Blå lys’ dukker flere lig op i Aarhus, og politiet står pludselig med en ret makaber sag. Ligene er udtørrede – som om de er blevet suget fri for al væske – men det hænger ikke sammen med, at ofrene er forsvundet for ganske nylig. Politifolkene har svært ved at holde pressen væk – eller i hvert fald en enkelt journalist, for den unge reporter Rebecca forfølger stædigt sagen, der meget vel kan blive hendes gennembrud. Snart ser betjentene sig nødsaget til at inddrage hende i opklaringsarbejdet, og de opdager snart, at denne sag er meget, meget speciel.

Det var en noget blandet oplevelse at læse denne bog. Starten virker lovende, og jeg blev straks nysgerrig, da de første lig dukkede op. Gad vide, hvad der var sket? Desværre begynder det at gå galt, da pressen – aka journalisten Rebecca – begynder at blande sig, for hendes indblanding og ikke mindst politiets accept af dette virker utroværdigt og irriterende. Tonen bliver lige pludselig ret kammeratlig og frisk-fyr-agtig. I det hele taget virker personerne ret karikerede og uinteressante.
 
Samtidig begynder historien for alvor at udvikle sig i en retning, hvor jeg har ret svært ved at købe præmisserne. Overnaturlige elementer blandes ind i historien, og tempoet sættes op, hvilket gør plottet endnu mere usammenhængende og forvirrende. Skal de overnaturlige elementer med i denne historie, er der brug for mere plads til at gå i dybden med dette, så spændingen for alvor når at blive opbygget, inden klimaks kommer. Men skal jeg være helt ærlig, er jeg helst fri for de overnaturlige elementer i denne historie – og det er lidt usædvanligt, for normalt holder jeg meget af den slags. Jeg synes bare ikke, at det passer ind i denne bog. 

‘Prepper’ handler om Jordens undergang og om en gruppe mennesker, der er fast besluttet på at overleve denne. De kalder sig ‘preppere’, og de bruger størstedelen af deres fritid på at forberede sig til den dag, hvor samfundet bryder sammen, og hvor det gælder om at gemme sig, indtil det atter er trygt at vove sig frem. 

Teenageren Daniel er en af disse preppere, og historien er bygget op, så man både følger hans liv sammen med de andre overlevere, da dommedag er indtruffet, ligesom man får en række tilbageblik fra tiden op til, at dommedag indtræffer. De gemmer sig i et underjordisk anlæg, hvor der er alt, hvad de skal bruge, men som månederne går, begynder konflikterne at udvikle sig. Der er stor uenighed mht. hvornår det er sikkert at vove sig ud igen, og stridighederne eskalerer snart og splitter gruppen. 

Grundideen er interessant. Forestil dig at bruge det meste af din tid på at forberede dig til dommedag – den tid, du ellers skulle bruge på at leve livet. Men du er så overbevist om, at den dag vil komme, hvor samfundet bryder sammen, og hvor få vil overleve de omvæltninger, der vil ske. Hvordan vil du forberede dig? Og hvem vil du overleve sammen med?

Forklaringen på, hvorfor og hvordan dommedag vil indtræffe er desværre noget vag, men det er heller ikke så vigtigt for det meste af historien, eftersom den foregår efter det er sket. Her er selve beskrivelsen af det hverdagsliv, gruppen forsøger at opretholde, et interessant indblik i hvilke kompromisser, man må indgå for at overleve så lang tid under jorden. Desværre drukner det efterhånden i konflikterne, som eskalerer ret vildt, så det virker decideret kunstigt. Det skyldes nok først og fremmest, at mange af personerne er ret kedelige og unuancerede. Der er ikke gjort nok ud af at gøre personerne levende, og som læser var jeg derfor ret ligeglad med, hvad der skete med dem.

Jeg har været meget i tvivl om, hvor hårdt jeg skulle bedømme denne bog, for da det er en børne- og ungdomsbog, har jeg ikke nær så høje krav til denne, som jeg ville have til en voksenbog. Jeg synes dog, at den flere steder er for vag og unuanceret, ligesom den også er alt for kort til at bære den dramatiske handling. Der mangler plads til udvikling og mulighed for at dvæle ved nogle af de tragiske detaljer. Det er synd, for grundideen er der som sagt ikke noget i vejen med.

Pandaemonium

I sommerferien fik jeg læst en del af bøgerne, som jeg har planlagt at læse i år – herunder også zombiebogen ‘Pandaemonium’ af danske A. Silvestri.

Historien starter lige på og hårdt. På Nørrebro fødes Ondskaben, og store sværme af fluer overfalder folk på gaden og forvandler dem til zombier. Snart er København ét stort kaos, for ingen forstår, hvad der foregår, eller hvordan de skal flygte fra fluerne. En lille gruppe overlevende samles på en skole på Midtsjælland, hvor de ikke blot skal kæmpe mod zombierne men også mod personer fra deres fortid – mennesker, der er grebet af grådighed, vrede og hævngerrighed. Det er dog ikke muligt at holde skolen i længere tid, og de overlevende må begive sig ud på en rejse for at finde et sikkert sted – og måske også løsningen på, hvordan de kan stoppe zombieangrebene én gang for alle.

Det er umuligt at læse denne bog uden at komme til at tænke på Dennis Jürgensens ‘Kadavermarch’, hvor zombieangrebene også er beskrevet i en frisk tone krydret med teenageslang og smarte bemærkninger. ‘Pandaemonium’ er dog noget mere splatteragtig, og der bliver ikke lagt fingrene imellem. Drabene bliver detaljeret beskrevet, og blod, kropsdele og materie sprøjtes ud over siderne. Denne bog er IKKE for sarte sjæle!

Persongalleriet er rimelig traditionelt – der skal både være plads til folk med funktioner (f.eks. betjent og dyrlæge), folk med ar på sjæl og krop (f.eks. forbryder og voldtægtsoffer) og folk med overnaturlige evner, ligesom der naturligvis både er unge og gamle med i gruppen. Forfatteren er ikke bleg for at luge ud i gruppen undervejs, meeen der er desværre ikke de store overraskelser med hensyn til forløbet, og så er skurkene generelt utrolig kedelige og endimensionelle.

Det er tydeligt, at bogen er inspireret af andre zombiebøger, og det gør såmænd ikke så meget, men jeg havde gerne set, at der var flere overraskelser undervejs. Forfatteren har dog valgt at fokusere på en religiøs vinkel, der sjældent bruges i zombiehistorier, men den vinkel var jeg ikke særlig begejstret for. Det kom flere gange til at virke påklistret – især når de overlevende skal gætte sig frem til, hvordan de måske kan stoppe zombiehæren – og hele slutningen bliver et orgie i filmisk action og religiøst pladder.

Bogen er ganske underholdende, men jeg synes ikke, den bidrager med så meget nyt. ‘Pandaemonium’ har på ingen måde den elegance som ‘World War Z’ har, men det er også to meget forskellige bøger, selvom de begge hører til zombiegenren. Du skal læse den, hvis du er til klassisk horror og zombiesplat, for der er action og blod i rå mængder, ligesom strømmen af one-liners bare bliver ved og ved.

Metro 2033

Jeg er næsten igennem listen over de 20 bøger, som jeg ville læse i år. Den næstsidste bog på listen, ‘Metro 2033’, er skrevet af Dmitry Glukhovsky og startede oprindeligt som et blogeksperiment, der nu er udgivet i bogform – og i øvrigt fulgt af et computerspil og måske også en film over samme historie.

Handlingen foregår i Rusland i år 2033, hvor atomkrigen har hærget Jordens overflade og har gjort den ubeboelig. Nogle få tusinde mennesker lever dybt under jordoverfladen i Moskvas metrosystem, hvor de forsøger at overleve sære væsner – og hinanden. Egoismen har ramt menneskeheden som en hård knytnæve, og der er ofte kampe mellem beboerne på de forskellige metrostationer.

Da den nordligste station bliver angrebet og står til at falde, bliver den unge Artjom nødt til at handle, så angrebet ikke spreder sig til resten af metrosystemet. Det bringer ham ud på en farefuld færd gennem de lange tunneler, hvor han møder mange sære fraktioner og andre ubehageligheder, og han skal hele tiden tage sig i agt, så han ikke er den næste, der bliver dræbt.

Bogens postapokalyptiske tema er interessant, og forfatteren forstår at skabe en dyster og ubehagelig stemning, hvor du kan mærke de golde, triste og mørke tunnelgange, der truer med at sluge dig helt. Hele grundtanken med, at menneskene har søgt tilflugt i de dybe metrogange, da bomberne faldt, er troværdig og godt tænkt, men der er samtidig også flere huller i troværdigheden. Først og fremmest er der adgangen til mad. Selvfølgelig spiser de ikke særlig varieret, og det er også ret begrænset hvor meget mad, der er i det hele taget, men jeg synes alligevel, at det er imponerende, at flere tusinde mennesker kan overleve i metrosystemet i så mange år på en diæt, der primært består af stegte rotter og svampe, der er dyrket i metroen. Samtidig er der brugen af patroner som betalingsmiddel. På den ene side ganske logisk og på den anden side en kende utroværdigt, for hvor mange patroner kan der efterhånden være tilbage efter næsten 20 år under jorden? Især i betragtning af hvor tit, der er kampe mellem stationerne eller angreb fra væsnerne.

Det var dog først og fremmest de forskellige fraktioner, der irriterede mig i den første halvdel af bogen, for det virkede lidt for klassisk, at der skulle være forskellige (fanatiske) religiøse grupper, nazister m.m., og det var i det hele taget en alt for let løsning. Her var anden halvdel langt mere spændende, for her eksperimenterede forfatteren mere og skabte i højere grad sit eget univers.

Historien har fået kritik for at være lidt langtrukken, og det er jeg til dels enig i, for der er steder, hvor tempoet er noget trægt. Jeg synes dog primært, at det er et problem i den første halvdel af bogen, for er du først kommet et par hundrede sider ind i bogen, bliver tempoet mere jævnt og flydende, og historien folder sig for alvor ud og tager fart, indtil du når frem til den – lidt overraskende – slutning.

Jeg var desværre ikke lige så begejstret for bogen, som jeg havde håbet. Den havde visse svagheder, og især i starten skulle jeg vænne mig til den lidt træge fortællestil, men den har også sine kvaliteter, og jeg har altså en svaghed for postapokalyptiske bøger, så mon ikke jeg skal læse efterfølgeren til denne bog? Især fordi jeg er spændt på, hvad der skal ske i den.

Den evige nat

Så fik jeg læst tredje og sidste del af Guillermo del Toros og Chuck Hogans zombie/vampyrtrilogi. Jeg har tidligere anmeldt ‘Blod’ og ‘Mørke’.

Jeg vil ikke gå i detaljer med handlingen, for det vil afsløre for meget – især hvis du ikke har læst de tidligere bøger.

‘Den evige nat’ blev heldigvis en overvejende positiv læseoplevelse. Jeg har læst flere anmeldelser af de to første bøger, hvor folk har været begejstrede for den første bog og dybt skuffede over den anden. Sådan har jeg det slet ikke. Tværtimod er jeg blevet mere og mere positiv over for serien. Da jeg havde læst den første bog, var jeg meget i tvivl om, hvorvidt jeg ville komme til at læse resten af serien, men nu er jeg faktisk glad for, at jeg gennemførte det.

I ‘Blod’ var historien alt for lang tid om at komme i gang, og handlingen sneglede sig af sted. Selvfølgelig var der en del personer, der skulle introduceres, men det behøver man altså ikke op mod 300 sider til. ‘Mørke’ rummede langt mere handling, og selvom den til tider havde et noget ujævnt forløb med flere sidehistorier, som ikke altid var lige interessante, så endte jeg med at være mere tilfreds med den end med den første bog i serien.

‘Den evige nat’ er så bogen, der ikke blot samler op på de to foregående bøger, men som også indeholder et par twists til historien og ikke mindst flere af personerne – twists som er yderst tiltrængte og en fin afveksling fra det sædvanlige historiemønster. Den er action packed, og selvom enkelte actionscener er lidt for slavisk beskrevet med for mange “og så gjorde han det”-beskrivelser, så er der i hvert fald ikke mulighed for at kede sig under læsningen.

Jeg er stadig skeptisk mht. at kalde væsnerne i bøgerne for vampyrer, men seriens dommedagstoner og modstandskamp gør den overordnet til udmærket læsning. Jeg advarer dog om, at første bog kan være noget træg at komme igennem.

Høstens Engle

Jeg holder meget af zombiegenren, men jeg må også indrømme, at især zombiefilm ofte er opbygget ud fra samme skabelon – få zombier bliver til flere i et samfund, som ikke lægger mærke til noget, før det er for sent, og zombierne lægger hele verden øde. En lille gruppe kæmper heroisk for at overleve for ofte blot at dø til sidst. The End.

Sådan er denne bog ikke, og da jeg samtidig stødte på mange positive anmeldelser af den, røg den straks på min læseliste og blev en af de mange bøger, jeg fik læst i ferien.

‘Høstens Engle’ af Alden Bell er en zombiebog, der handler meget lidt om zombier. Den foregår 25 år efter, at zombierne lagde det meste af verden øde. Her rejser teenagepigen Temple gennem USA og lever af det, hun finder undervejs. Kontakten til andre mennesker er ofte akavet og fyldt med mistro – det går ikke at knytte sig til andre mennesker, for det gør ondt at miste. Alligevel forbarmer hun sig til sidst, da hun støder på sinke Maury, og snart udgør de et umage par på et bizart road trip – væk fra zombier og ondskabsfulde mennesker. 

Denne bog er mættet af støvet, dyster og modfalden stemning, men ind imellem er der små glimt af fortrøstning og håb. Det er et samfund i forfald, og det er ikke et sted, du har lyst til at opsøge endsige opholde dig i. Zombierne er der hele tiden i baggrunden som den lurende trussel, der flere gange dukker op, men ellers er det først og fremmest den degenererede menneskehed, som sørger for den barske og sørgelige stemning. Her vægtes overlevelse frem for alt andet, og jeg kom flere gange til at tænke på The Road, som jeg også så i ferien – der er lidt af den samme stemning i denne bog, bare ikke helt så mørk og brutal.

Hovedpersonen Temple er en pige med ben i næsen, og selvom hun er en tough girl, så er det også tydeligt, at hun bekymrer sig om andre. Hun er bare bange for at miste igen, og hendes fortid bliver flere gange beskrevet med små flashbacks. Det er en hovedperson, som er let at holde af, selvom hun som udgangspunkt ikke er den klassiske helt.

Der er en beundringsværdig overlevelsesvilje i denne bog, og alene stemningen i bogen gør den værd at læse, for du bliver ført ud i et smukt men dystert cowboyland, hvor lovløsheden hersker.

Det eneste negative, som jeg kan komme i tanke om, er at Temple flere gange forsyner sig med madvarer og andre ting fra forladte supermarkeder. Det virker ret urealistisk – ikke blot at der stadig er varer i butikkerne 25 år efter (utroligt at de ikke er blevet rippet helt af de overlevende – mennesker har jo en tendens til at hamstre for at overleve), men en del af madvarerne vil simpelthen ikke være i den tilstand, som forfatteren beskriver. En cola bliver for eksempel helt flad ½-1 år efter, at mindst holdbarhedsdatoen er overskredet, og så kan den stadig drikkes, men smager til gengæld utrolig sødt og fælt.

Bortset fra denne detalje så er bogen som sagt et interessant bud på, hvordan zombiegenren kan fornys og gøres til et smukt, fascinerende og trist indblik i, hvordan menneskeheden måske vil være, hvis zombieangrebet en dag kommer. En klar anbefaling herfra – også selvom du ikke er til horror.

World War Z

Jeg elsker zombier. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har altid været fascineret af gys og horror, og derfor passer det mig rigtig godt, at zombierne har fået mere opmærksomhed i litteratur- og filmverdenen de senere år. En serie som The Walking Dead, som startede som tegneserie, men som nu også er kendt som en tv-serie af samme navn, har været med til at få andre end die hard-horrorfans til at synes, at zombie-settingen godt kan være interessant.

En anden grund til den nye interesse for zombier er bestselleren ‘World War Z’ skrevet af Max Brooks. Jeg har tidligere læst hans ‘The Zombie Survival Guide’, som jeg varmt kan anbefale, men nu fik jeg endelig læst denne nyklassiker inden for zombiegenren.

‘World War Z’ er en lidt anderledes historie om et zombieangreb, der er tæt på at udrydde menneskeheden. I modsætning til klassisk historiefortælling, hvor man ofte følger en eller flere hovedpersoner gennem hele bogen, så er denne bog opdelt i kapitler, der hver indeholder interviews med personer fra hele verden, der har overlevet zombieinvasionen. Gennem interviewene følger du som læser hele udviklingen fra det første angreb og videre til udbredelsen af zombieplagen, indtil myndighederne for alvor erklærer zombierne krig og bekæmper dem med alle midler.

Det er rigtig spændende at følge, hvordan zombieinvasionen breder sig fra land til land, og hvordan myndighederne tackler truslen i de forskellige kulturer. Myndighederne prøver både med kamp, flugt og karantænezoner, og de store linjer med de politiske detaljer er selvfølgelig rigtig interessante, men de personlige ‘øjenvidneberetninger’ er nu de vigtigste, når det gælder om at gøre historien nærværende og troværdig. Det er også med til at hæve fortællingen over ‘vold og splat’-niveauet, som zombiegenren ellers er kendt for, og det er virkelig en fornøjelse at læse en bog, der i den grad forstår at tage genren seriøst og forsøge at fortælle en zombiehistorie på en ny og fascinerende måde.

Det er en af de bedste zombiebøger, jeg har læst, og af samme grund gruer jeg lidt for den kommende filmatisering, for jeg er ikke sikker på, at den kan få det samme skær af troværdighed og nærvær med i fortællingen. Filmindustrien har trods alt en vis forkærlighed for at fokusere på action, men lad os nu se. Jeg er meget spændt på det endelige resultat, og i mellemtiden kan jeg jo genlæse denne bog eller overlevelsesguiden – sådan hvis nu, at zombieinvasionen bryder ud inden da…

Den Første

De senere år har vampyrerne for alvor bidt (høhø) sig fast i bogmarkedet, og den ene paranormale bog efter den anden er dukket op hos boghandlerne – spækket med kærlighedshistorier om vampyrer, mennesker, varulve, feer, skyggefolk og hvad der nu ellers findes af væsner, der kan puttes ind i semi-realistiske verdener, hvor den uendelige kærlighed lever.

Men en ny bølge er allerede i gang, og her taler vi om den postapokalyptiske/dystopiske genre, som atter har rejst sig og nu dukker op som bestsellere hos boghandlerne eller som populære tv-serier eller film. Jeg har tidligere læst ‘Dødsspillet, som hører til blandt de bedste bøger, jeg har læst i år, og nu har jeg endelig læst ‘Den Første’ af Justin Cronin. Det krævede dog, at jeg satte en del tid af til det, for bogen er på over 1000 sider, så det er ikke en bog, du lige læser på en aften.

I ‘Den Første’ starter den amerikanske regering i al hemmelighed et eksperiment, hvor en række dødsdømte fanger bliver injiceret med en virus. Eksperimentet går galt, da menneskerne forvandles til stærke og frygtindgydende væsner med en voldsom smag for menneskeblod, og verden forfalder derefter hurtigt. Den lille pige, Amy, er en vigtig brik i spillet, for det er som om, at skæbnen har tiltænkt hende en helt særlig rolle – ikke bare under verdens undergang men også i tiden efter. En tid, hvor de sidste overlevende kæmper for at klare sig over for væsnerne og for hinanden.

Da jeg første gang hørte om denne bog, fik jeg at vide, at den handlede om vampyrer. Det er dog ikke rigtigt – de væsner, der er med i bogen, ligger temmelig langt fra vampyr-myten, og i bogen er menneskerne heller ikke helt enige om, hvad/hvem væsnerne er. De bliver kaldt alt lige fra glødepinde til zombier og viraler, men først og fremmest er det frygtelige væsner, som har meget lidt med mennesker at gøre, selvom de alle er født sådan – og derefter forvandlet efter et bid af væsen.

Bogen foregår primært i tiden efter verdens undergang, hvor store dele af USA ligger øde, og de få overlevende har samlet sig i små kolonier uden kontakt med hinanden. Menneskerne lever et simpelt liv, hvor de konstant forsøger at holde væsnerne på sikker afstand. Det er både interessant og tankevækkende, når ‘fremtidens mennesker’ finder ting fra før verdens undergang, som de forsøger at få til at virke. Ind imellem virker det troværdigt, ind imellem ikke (jeg havde for eksempel lidt svært ved at acceptere, hvor let de kunne få transportmidler til at virke igen).

Hele ideen om en verden, hvor det meste teknologi er skrællet bort, og hvor menneskerne er overladt til sig selv i kampen mod en uovervindelig fjende, giver naturligvis mulighed for at skildre en række personkonflikter og dilemmaer, som afspejler, om menneskeheden stadig rummer barmhjertighed, næstekærlighed og uselviskhed. Her har forfatteren brugt en række klassiske konflikter, som i mange tilfælde er relevante – men også kan virke en anelse uopfindsomme. Jeg vil undlade et eksempel her, da det kan afsløre for meget af handlingen, men jeg havde flere gange fornemmelsen af at ‘have set den film før’.

Bogen er god underholdning, selvom den er temmelig lang. Jeg sad et par gange og overvejede, om ikke den burde have mødt en redaktør, der kunne have skåret den lidt mere til, for der er flere gange, hvor der er lidt for megen stilstand og gentagelse, men det var ikke for alvor et problem. Til gengæld kunne den godt have mødt en korrekturlæser inden udgivelsen, for selvom det er umuligt at undgå en slåfejl eller to i en bog på over 1000 sider, så var der så mange i bogen, at det irriterede mig. Det er ganske enkelt noget sjusk.

Jeg smilede meget undervejs, for det var helt nostalgisk at læse bogen. Den minder mig på mange punkter om ‘Slutspillet’ af Stephen King, og da jeg slugte alt fra hans forfatterskab, da jeg var teenager, var det hyggeligt at læse noget, der mindede om. Jeg savner dog hans evne til at skabe nuancerede, spændende og levende personer, for her haltede ‘Den Første’. Man kom aldrig helt ind under huden på dem, og selvom de fleste virkede sympatiske, så brændte de ikke igennem.

Alt i alt var det en god læseoplevelse på trods af kritikpunkterne. Det er dejligt at se, at de dystre fremtidsbøger atter dukker op hos boghandlerne, og jeg håber, at de næste par år vil byde på en række perler. ‘Den Første’ er den første bog i en trilogi, og næste bog ventes at udkomme til næste år. Jeg er spændt på, hvad der vil ske i den og skal naturligvis også læse den.

The Zombie Survival Guide

Jeg har en mildest talt bred bogsmag. Jeg læser mange forskellige genrer, og et par af favoritterne er horror og dommedagsgenren. Begge kan siges at være repræsenteret i denne overlevelsesbog, som detaljeret beskriver, hvordan du skal forberede dig til og agere under et zombieangreb.

Bogen er ikke skrevet med humor for øje, selvom flere af de tørre kommentarer og nøgterne beskrivelser fik mig til at klukke af grin.

Enkelte steder ryger bogen ud af en tangent – for eksempel virker det ret unødigt, når forfatteren gennemgår fordele og ulemper ved at bruge en pladerustning under et zombieangreb, for chancen for at have adgang til sådan en er forsvindende lille. Det sidste kapitel, der beskriver dokumenterede zombieangreb gennem tiden, er lidt for langt og ligegyldigt.

Men ellers er det interessant læsning, for der er mange velargumenterede overvejelser, og hvis du har set bare et par enkelte zombiefilm, vil det også være sjovt at læse forfatterens råd – især fordi han flere gange pointerer åbenlyse fejl og stupiditeter i filmene. Der er lange lister til, hvordan du skal forberede dig fysisk, psykisk og udstyrsmæssigt, så det er bare om at komme i gang!

Et par enkelte gode råd fra bogen:

  • fyld dit badekar og/eller håndvask med vand, så snart du opdager, at et zombieangreb er på vej. Når civilisationen bryder sammen, kan du ikke forvente at have let adgang til drikkevand, så det er bare om at have noget på lager.
  • zombier dræbes kun ved, at du smadrer hovedet/hjernen på dem. Skud på kroppen er spild af ammunition.
  • motorsave og flammekastere er IKKE fantastiske våben mod zombier!
  • sørg for at have en enhåndsøkse som et af dine våben. Det er rigtig godt i nærkamp og let at anskaffe sig.
  • gem dig ALDRIG i en kælder!
  • bevæg dig helst til fods. Køretøjer larmer og tiltrækker derved zombier. Desuden kan du risikere at løbe tør for benzin/diesel på et kritisk tidspunkt.

Og nu må I have mig undskyldt. Jeg må hellere på indkøb, for der er en række ting, jeg skal have købt, inden dommedag kommer…