Et beskidt job

For et par år siden læste jeg ‘Vi ses deroppe’ af Pierre Lemaitre, og det var en ret positiv læseoplevelse, så da jeg opdagede, at endnu en af hans bøger blev oversat til dansk, var jeg straks interesseret i at læse den.

‘Et beskidt job’ handler om Alain, der er i slutningen af 50’erne og arbejdsløs på fjerde år. Han har tidligere arbejdet som HR-chef men må nu tage sig til takke med et par småjobs, der lige akkurat kan betale de faste regninger. Han er efterhånden ret desperat, så da han en dag får positivt svar på en jobansøgning, er han straks fyr og flamme. Det viser sig, at jobsamtalen består af en praktisk opgave, hvor han skal overvære en fingeret gidseltagning, hvor gidslerne er en række ledere, som skal testet. Alain skal være med til at udvælge den leder, der vil egne sig bedst til at gennemføre en stor fyringsrunde i virksomheden. Alain vil gøre alt – simpelthen alt – for at få jobbet, så han går i gang med et researcharbejde, der snart tager magten fra ham…

Udgangspunktet for denne bog er ret interessant.  En ansættelsessamtale der bygger på en gidseltagning og efterfølgende forhør. Et oplæg, der har masser af potentiale. Den første del af bogen er da også ganske medrivende. Her følger man Alains forberedelser til ‘jobsamtalen’, og der er ingen tvivl om, at han er motiveret. Samtidig bliver det også tydeliggjort, hvor desperat han er for at få jobbet, for pengene er små, og han har ingen udsigt til ellers at kunne tjene nok til dagen og vejen.

Desværre knækker filmen undervejs, da der sker nogle ret ekstreme ting. Det i sig selv gør ikke så meget, men der er indlagt så mange twists i historien, at det kom til at virke klodset og forceret. Historien bliver efterhånden så pumpet med dramatiske drejninger, at jeg mistede interessen for, hvordan det ville gå Alain.

Jeg vil til gengæld rose forfatteren for at skabe en ret anderledes hovedperson. Han er kompromisløs, egoistisk og meget dedikeret. Det ene øjeblik meget detaljeorienteret og struktureret, det andet øjeblik spontan og komplet uforudsigelig. Han er ikke specielt sympatisk, men han er virkelig interessant og noget for sig.

Denne bog kunne have været genial. Tematikken – arbejdsløshed – er et samfundsproblem, som desværre rammer mange, og som kan få fatale følger for den enkelte. Forfatteren har valgt at belyse dette gennem en ret ekstrem situation, og det kunne have virket, men det gør det desværre ikke, da historien bliver overlæsset med alt for mange twists. Historien ender derfor ikke med at være genial men snarere smågal tenderende til rabies-ramt. Utrolig ærgerligt når nu forfatteren tidligere har bevist, at han kan skrive virkelig godt.

Kongens frille

Jeg har efterhånden læst en del bøger af Philippa Gregory de seneste år. Alligevel har ‘Kongens frille’ formået at stå urørt på min bogreol i over 10 år! Pinligt – og det værste er, at jeg ikke har en god undskyldning for det.

‘Kongens frille’ foregår i England i 1500-tallet, mens Henrik den 8. var konge. I bogen følger vi teenagepigen Mary Boleyn – lillesøster den noget mere kendte Anne Boleyn, som endte med at blive gift med kongen under ret dramatiske omstændigheder. Mary er sjældent beskrevet i de mange filmatiseringer og bøger, der er skrevet om Henrik den 8., men råder Gregory bod på ved at beskrive de magtkampe og intriger, som Boleyn-søstrene bliver viklet ind i ved hoffet. Her gælder alle kneb om at vinde kongens gunst, og familien går forrest for at skubbe pigerne ned i kongens seng, så Boleyn-slægten kan nyde godt af bekendtskabet. I perioder er det Mary, der må smile og flirte med kongen, men på andre tidspunkter er det Anne, der ser ud til at løbe med sejren. Men selvom Mary føder kongen to børn, er det alligevel Anne, der i sidste ende løber med hele kongeriget…

Historien om den anden Boleyn-pige, Mary, er interessant – ikke mindst fordi storesøsteren Annes skæbne er så kendt. Selvom Mary er en del af hoffet, så formår hendes tilgang til det hele at belyse, hvor absurd og intrigant hoflivet er. Hun elsker kongen men absolut ikke dramaet og intrigerne og er derfor en fin modpol til den evigt smilende og dybt manipulerende Anne. Familiens rolle og ikke mindst farens og onklens evige pres på de to piger for at få dem til at gå i seng med kongen er decideret ulækkert.

De enkelte scener er meget levende beskrevet, og ind imellem føltes det næsten som at være der selv. Til gengæld er bogen lige lovlig lang i forhold til, hvad historien kan bære, så der kunne forfatteren snildt have skåret lidt i sideantallet uden at ødelægge fortællingen.

Er du til historiske romaner, i særdeleshed om det engelske hof, så er ‘Kongen frille’ bestemt værd at læse.

Den hemmelige datter

Det er desværre ikke så tit, jeg falder over virkelige perler blandt de lydbøger, jeg låner via Ereolen. Det skyldes nok, at jeg eksperimenterer langt mere, når jeg vælger læsestof hos Ereolen og således prøver bøger, jeg næppe ville have købt. Men for nylig havde jeg en rigtig god læseoplevelse, da jeg hørte ’Den hemmelige datter’ af Shilpi Somaya Gowda.

‘Den hemmelige datter’ foregår dels i Indien og i USA og fortæller historien om adoptivbarnet Asha, der stammer fra Indien, men adopteres af et lægepar fra Californien. Asha vokser op vel vidende, at hendes forældre ikke er hendes biologiske forældre, selvom mange tror det, da hendes adoptivfar kommer fra Indien. Asha længes efter at vide mere om sin baggrund og ikke mindst sin biologiske familie, og bogen er dels en fortælling om Ashas opvækst og søgen efter sine oprindelige rødder, men også fortællingen om det at være forældre til et adoptivbarn samt det at have født et barn og givet det væk til adoption. Kort sagt – en fortælling om tre meget forskellige kvinder og deres skæbner.

Historien er opdelt, så man ser historien fra Somers, Kavitas og Ashas synsvinkel, og det er lykkedes forfatteren at skrue fortællingen sammen, så skiftene føles naturlige og samtidig supplerer hinanden rigtig godt.

Dette er en fortælling om kærlighed – ikke mindst kærligheden mellem mor og datter, men også ønsket om en families kærlighed. Det er længsel, håb og sorg, det er ønsket om at forstå og acceptere sin kulturelle baggrund, og det er higen efter at føle sig hjemme et sted. Det er så godt fortalt, at selvom jeg ikke nødvendigvis kendte alle problemstillinger fra mit eget liv, så blev det beskrevet så detaljeret og indlevende, at jeg til fulde forstod og følte med de enkelte personer og deres drømme og håb.

’Den hemmelige datter’ er en historie, der sagtens kunne blive en let gennemskuelig, sukkersød fortælling. Det bliver den heldigvis ikke, og jeg synes, den i stedet rummer en meget smuk fortælling om tre kvinders liv og drømme.

Det er helt klart en bog, jeg kan anbefale.

Dronningens dame

Jeg har genoplivet en gammel kærlighed – nemlig glæden ved at læse historiske romaner. Tidligere på ugen anmeldte jeg ‘Jomfrudronningen’, som jeg læste i min sommerferie, og i dag får du anmeldelsen af en anden sommerferiebog – nemlig ‘Dronningens dame’ af Anne-Marie Vedsø Olesen.

‘Dronningens dame’ foregår i midten af 1500-tallet i Frankrig, hvor krigen mellem katolikker og huguenotter raser. Riget styres reelt set af Catherine af Medici, som er mor til den unge konge, Karl IX, og hun omgiver sig af et netværk af dygtige mænd og kvinder, der kan fremme Frankrigs interesser. Den unge, smukke og snarrådige kvinde, Madeleine de Montdidier, bliver snart en del af dette netværk, da hun ansættes som hofdame hos dronningen. Desværre falder Madeleine også for fjendens leder, Louis af Condé, og det stiller hende i et loyalitetsproblem. Kan hun både være sit land og dronning tro, samtidig med at hun ses med fjenden i al hemmelighed?

1500-tallet er en spændende tid, og der er ingen tvivl om, at det franske hof emmede af intriger på det tidspunkt (… og så mange andre tidspunkter, hvis vi nu skal være helt ærlige). Derfor er historien i denne bog som udgangspunkt interessant – især fordi den stærke Catherine af Medici er med.

Desværre ødelægges en del af oplevelsen af en hovedperson, som jeg havde svært ved at forlige mig med. Madeleine virker på en række områder lige lovlig moderne – en lidt for planlagt krydsning mellem en drengepige og en model – både smuk og frygtløs fægter på samme tid. Det er dog hendes hovedløse forelskelse i fjendens leder, Louis, der gjorde det svært for mig at fatte sympati for hende. Ikke alene er det åbenbart instant love (åh suk), men hun kaster sig også i grams med det samme, hun har muligheden. Jeg havde svært ved at acceptere og forstå, hvordan en kvinde på den tid og med den position kunne være så tankeløs at give slip på alle hæmninger og gå i seng med en mand så kort tid efter, at hun havde mødt ham.

Bogen var desværre lidt for light til min smag – jeg savnede mere dybde og alvor og mindre blåøjet lidenskab. Hvis du er til lette, uforpligtende kærlighedsdramaer tilsat brusende brokadeskørter og lidt fægteri, så er denne bog måske noget for dig. Vil du i stedet have en historisk roman med pondus og en stærk kvindelig hovedperson, så vil jeg klart anbefale ‘Jomfrudronningen’ i stedet.

Livlægens besøg

Da jeg var barn, læste jeg en lang række historiske romaner, der typisk tog udgangspunkt i det danske kongehus. Jeg kan huske, hvordan jeg slugte historierne og de mange dramaer, som den danske adelshistorie kan byde på. I den forbindelse husker jeg blandt andet den markante skurkerolle, som den tyske læge Struensee havde, da han som den sindssyge konge Christian den 7.’s fortrolige fik meget stor indflydelse landets lovgivning. Det hjalp heller ikke ligefrem, at Struensee havde en affære med dronningen, Caroline Mathilde.

Kærlighedsdramaet er som taget ud af en Hollywoodfilm, og så sent som i 2013 blev det også omdrejningspunktet i den danske storfilm, ‘En kongelig affære’ – en film, jeg nød at se, men hvor jeg også undrede mig. Her virkede Struensee langt mere menneskelig og nuanceret end i de bøger, jeg læste som barn, men det var nu især kongens personlighed, som for alvor fascinerede mig. Den skrøbelighed og den frygt, han udstrålede, samtidig med at han var rigets mægtigste mand… Jeg besluttede mig for at læse mere Struensees liv ved hoffet, så da jeg faldt over romanbiografien ‘Livlægens besøg’ som lydbog, var den et oplagt valg.

Bogen er skrevet af P. O. Enquist og handler ikke kun om den tyske læge, Johann Friedrich Struensee, men også om den danske konge Christian den 7. og dennes liv frem til, at Struensee dukker op ved det danske hof. Bogen er dels en historisk fortælling bygget over årene ved det danske hof før, under og efter Struensees tid, dels en personlig skildring af Struensees, kongens og dronningens tanker og følelser under disse begivenheder. Den beskriver, hvor stor indflydelse, Struensee får på Danmarks lovgivning, da kongen er svækket af sindssyge og reelt set ikke kan eller vil regere landet. I stedet overlader han det mere eller mindre til Struensee, der ser chancen til at reformere Danmark – inspireret af de franske filosoffer, som prædiker de tanker, der fører til oplysningstiden. Det er således Struensee, der blandt andet ændre loven for at indføre trykkefrihed og afskaffe tortur.

Men Struensees indflydelse er ilde set blandt hoffets andre adelsmænd, og flere ønsker at fjerne ham – så de selv kan komme til magten. Men det er ikke Struensees magt, der bliver hans fald – det er affæren med dronningen, Caroline Mathilde, som kan bruges til at fjerne både ham og den mere og mere rebelske dronning.

Forfatteren har taget sig visse friheder i forhold til denne bog i form af beskrivelserne af personernes tanker og følelser. Der var flere gange, hvor jeg tog mig selv i at tænke “Hvor ved forfatteren det fra?”, men selvom det måske ikke er 100% korrekt, så vil jeg ikke undvære det, for det gør bogen meget stemningsfuld og levende.

Det er en smuk, sørgelig og tankevækkende bog om et meget interessant kapitel i Danmarkshistorien, hvor landet blev ledet af en sindssyg konge, og hvor folk i kulissen kæmpede om at få magten. Jeg synes, det er utrolig interessant at læse om kongens rolle og funktion, for det må have været en yderst vanskelig og sårbar situation – at kongeriget reelt ledes af en person, som hverken har lysten eller kompetencerne til det. Og i denne fortælling får man virkelig ondt af kongen, som bare gerne vil være en bondedreng og ikke ønsker al den virak, der er ved hoffet.

Struensees rolle er også langt mere interessant og ikke mindst detaljeret i denne bog i forhold til tidligere tekster, jeg har læst om ham. Forfatteren stiller spørgsmålstegn ved, om Struensee virkelig var den skurk, eftertiden tegnede af ham, eller om han ikke nærmere var en foregangsmand, der forsøgte at reformere og modernisere Danmark ved at indføre en række (humane) love.

Danmarkshistorien kan byde på mange dramatiske kapitler, men historien om Struensee er i mine øjne et af de største og mest spændende. Jeg kan varmt anbefale ‘Livlægens besøg’, hvis du gerne vil læse en stemningsfuld beretning om dengang, Danmark havde en sindssyg konge og en livlæge, der styrede landet.

Kaptajn Alatriste

Jeg plejer at have en ordentlig moppedreng i sommerferiens bogstabel, og i år var ingen undtagelse. Her lå ‘Kaptajn Alatriste’ af Arturo Pérez-Reverte og tronede. Bogen har jeg haft stående i… lidt for mange år efterhånden, selvom jeg elsker musketérhistorier. Men bogens tykkelse er ret intimiderende – den er nemlig over 6 cm tyk, for den indeholder ikke mindre end fem mindre bøger om kaptajnen! Men læses skulle den, og jeg nåede da fire ud af fem bøger i selve sommerferien og den sidste ‘bog i bogen’ for et par uger siden.

Historierne foregår i 1600-tallet i Madrid og fortælles af kaptajn Alatristes lærling, drengen Inigo. Drengen er meget fascineret af sin læremester, og historierne er derfor stærkt farvede af drengens beundring af kaptajnens fægtekunst og generelle adfærd. Fortælleren kommenterer meget undervejs (lidt for meget i perioder i forhold til min smag), men beskriver ind imellem også scener, som fortælleren slet ikke er vidne til, og det syntes jeg er lidt synd, for det bryder med bogens stil.

De fem fortællinger varierer en del i indhold og svinger også i kvalitet. Jeg kunne bedst lide den første og den sidste fortælling, som var ret klassiske musketérhistorier, mens den tredje bog foregik under en krig og kedede mig grusomt. Stilmæssigt lægger de sig tæt op af ‘De tre musketerer’ samt ‘Don Quixote’ og kombinerer dermed action, drama, intriger og tragisk kærlighed med humor. Bestemt ikke en dårlig kombination, selvom det er lidt trættende, når forfatteren ligefrem henviser direkte til ‘Don Quixote’ flere gange i fortællingerne. Det synes jeg ikke er særlig elegant. Men ellers er der masser af drabelige fægtescener, smægtende jomfruer, intrigante adelige og vemodig poesi, så der er alt, hvad der bør være i en musketérroman.

Jeg var ikke helt så fanget af historierne, som jeg havde håbet, og jeg nåede også at gå lidt død i læsningen, så jeg holdt som sagt en pause mellem dem fjerde og den femte fortælling. Det blev ganske enkelt for meget af det samme, så har du planer om at læse historierne på et tidspunkt, så vil jeg anbefale dig, at du deler læsningen mere op og ikke læser dem ud i én køre. Men ellers et hyggeligt gensyn med musketérgenren.

Freaks

Forlaget Turbine kontaktede mig for at høre, om jeg kunne være interesseret i at anmelde denne bog, og da jeg først havde læst foromtalen, var min nysgerrighed vakt.

‘Freaks’ er skrevet af Anika Eibe og handler om et freakshow – en form for cirkus befolket af vanskabninger – der rejser rundt i 1800-tallets England. Her er blandt andet drengen Jack, som har tre lange, krabbeklolignende fingre på hver hånd og en meget skællet hud samt pigen Violet, der bærer rundt på resterne af sin ikke-fødte tvillingesøster i den ene side af kroppen. Deres liv er ikke misundelsesværdigt, og de har svært ved at deltage i forestillingerne, men i det mindste er de blandt ligesindede i cirkusset.

På St. Bart’s hospital er lægen John Cavendish samtidig i gang med at forske i deformiteter, og han går længere og længere i sine eksperimenter i jagten på mere viden om de menneskelige vanskabninger. Da han hører, at et nyt freakshow kommer til byen, sikrer han sig straks billet til showet…

Stemningen og hele grundideen ved historien er interessant og anderledes. Jeg blev med det samme grebet af bogen og ikke mindst den verden, som den beskrev, og jeg forestillede mig levende, hvordan personerne og stederne så ud. Den første halvdel af bogen var rigtig spændende og velskrevet, og jeg syntes, der var en god rytme i fortællingen. Samtidig var personerne levende og nuancerede.

I anden halvdel af bogen begyndte det dog at halte lidt. Det virkede, som om forfatteren havde for få sider at skrive bogen på, og den sidste halvdel virkede slet ikke så gennemarbejdet som første halvdel. Flere ting blev jappet igennem, og slutningen var meget kortfattet og brat. Det var synd, for jeg syntes, det var utilfredsstillende og slet ikke i samme stil og ånd som den første halvdel af bogen.

Det meste af handlingen er meget forudsigelig, og det er lidt ærgerligt, for jeg ville gerne overraskes mere. Jeg syntes dog, at det var værre, at skurken – John Cavendish – var så endimensional og kedelig. Han måtte gerne have haft lidt mere personlighed og ikke blot være den klassiske og unuancerede skurk. Han virkede næsten karikeret.

Det var en udmærket læseoplevelse, der dog blev ødelagt lidt af den sidste del af bogen. Jeg ville ønske, at der var flere sider i bogen og dermed også mere plads til, at dramaet kunne udvikle sig, og at slutningen ikke skulle hastes sådan igennem. Men en rigtig spændende setting for en historie.

Stilhedens tårn

‘Stilhedens tårn’ er fortsættelsen til ‘Spurvenes sky’. Jeg havde egentlig ikke planlagt at læse fortsættelsen allerede i denne måned, men da jeg var ret begejstret for ‘Spurvenes sky’, så kunne jeg jo lige så godt låne ‘Stilhedens tårn’ med det samme.

Bogen er skrevet af Takashi Matsuoka og foregår et stykke tid efter, at ‘Spurvenes sky’ endte. Jeg kan derfor ikke røbe noget af handlingen her, men vil i stedet komme ind på, hvad der fungerede – og ikke fungerede – i denne fortsættelse.

Selvom mange af personerne fra den første bog går igen i ‘Stilhedens tårn’, så er stilen meget anderledes. Handlingen er delt op i mange forskellige historieforløb, der finder sted både i starten af 1300-tallet samt på forskellige tidspunkter i årene 1860’erne frem til 1880’erne. Det er ret forvirrende i starten, og selvom der ikke gik så længe, før jeg gennemskuede, hvorfor historien var opbygget på denne måde, så endte jeg med at finde det (unødigt) irriterende. Der er ganske enkelt for mange små historiebidder, der skal falde på plads, og ind imellem virkede det lige lovlig søgt, at historien skulle splittes op i så mange underkapitler.

Jeg savnede den dynamik, action og humor, som prægede den første bog. Hvor den første bog først og fremmest gik ud på at fortælle en god historie og samtidig også beskrev mødet mellem to meget forskellige kulturer (Asien og Vesten), så er ‘Stilhedens tårn’ mere en snørklet skæbnefortælling, hvor en masse puslespilsbrikker skal hænge sammen. Humoren er stort set væk, action er der meget lidt af, og dynamik…? Nej ikke rigtig.

Det var selvfølgelig et hyggeligt gensyn med de personer, jeg godt kunne lide i den første bog, men jeg syntes, at handlingen var alt for langtrukken og forudsigelig, hvilket egentlig er lidt af en bedrift i forhold til hvor snørklet, den var sat op. Jeg undrer mig lidt over, hvorfor forfatteren har valgt dette stilskifte i forhold til den første bog, og jeg ville virkelig ønske, at han havde ladet være.

‘Stilhedens tårn’ blev slet ikke den spændende fortsættelse til ‘Spurvenes sky’, som jeg havde håbet. Hvis du har planer om at læse ‘Spurvenes sky’ – eller allerede har gjort det – så vil jeg fraråde dig at læse ‘Stilhedens tårn’. Selvom du faktisk får opklaret et par mysterier fra den første bog, så er fortsættelsen slet ikke på samme niveau som sin forgænger. Desværre.

Mit liv som geisha

Nu har denne bog efterhånden ventet på min bogreol i så mange år, at det næsten er pinligt, at jeg ikke har fået læst den før nu. Det har dog en god forklaring, for jeg fik bogen kort tid efter, at filmatiseringen af bogen blev vist i biograferne. Jeg vil helst holde bog og film adskilt fra hinanden, så jeg blev nødt til at vente et stykke tid, så jeg ikke kunne huske alle filmens detaljer. Det var dog svært, for det er en ret god historie, som ikke vil forsvinde fra min hukommelse igen.

‘Mit liv som geisha’ er skrevet af Arthur Golden og handler om pigen Chiyo, der sammen med sin lidt ældre søster bliver adopteret af en fremmed mand, da Chiyos mor er dødeligt syg, og faren har svært ved at brødføde familien. Det viser sig dog hurtigt, at de ikke er blevet adopteret, men nærmere solgt til en fremmed mand, som sender dem til Kyoto. Her bliver de to søstre skilt fra hinanden, og Chiyo bliver indkvarteret i en okiya, hvor hun skal oplæres i at være geisha. Læretiden bliver hård, for husets førende geisha, Hatsumomo, har set sig gal på Chiyo og gør alt for at ødelægge hendes chancer for at blive en eftertragtet geisha. Men Chiyo er ikke uden evner, og da lykken endelig smiler til hende, kan hun give Hatsumomo den modstand, hun fortjener.

Bogen giver et ret interessant indblik i uddannelsen af geishaerne – de japanske kurtisaner og selskabsdamer, som er noget helt andet end prostituerede (selvom der er tidspunkter, hvor geishaerne vælger at gå i seng med deres kunder). Beskrivelserne af deres tøj, udstyr og omgivelser er så malende, at jeg næsten kan mærke silken mellem mine fingre og dufte den sminke, de bruger. Det er smukt, betagende og i mine øjne meget japansk, for æstetik og skønhed er vigtige elementer i den japanske kultur.

Det er en fortælling, der emmer af drama, intriger, kærlighed og had. De japanske æresbegreber kommer også i spil, men dog slet ikke i samme grad som i for eksempel ‘Spurvenes sky’. Selvom man som læser ikke er i tvivl om, at Chiyo nok skal blive geisha på et tidspunkt – det afslører titlen jo – så er hendes vej dertil meget spændende og dramatisk. Der er et vis element af ‘Den grimme ælling’ over fortællingen, for hun skal så meget ondt igennem, inden hun – endelig – kan blive geisha. 

Det er en smuk fortælling, som stadig indeholder flere overraskelser, selvom en del af handlingen også er let at gætte. Bogen er for dig, der er fascineret af den japanske kultur og gerne vil have et indblik i geishaernes verden og for dig, der gerne vil have en fængslende skæbnefortælling med masser af personlige intriger.

Spurvenes sky

Hænger Japan ikke uløseligt sammen med samuraier, ninjaer og geishaer? Det gør det i hvert fald for mig, så da jeg faldt over denne bog, var jeg ikke i tvivl om, at den skulle jeg læse!

‘Spurvenes sky’ er skrevet af Takashi Matsuoka og foregår i 1831, hvor tre amerikanske missionærer ankommer til Japan. Landet er under forandring – først og fremmest på grund udviklingen i resten af verden – men de mest konservative japanere forsøger fortsat at holde fast i traditionerne. Den unge fyrst Genji skal træde varsomt, da hans modstandere ønsker ham død, men alligevel tilbyder han de tre missionærer ly. Ingen tør rigtig modsige hans beslutning, for det siges, at han kan spå om fremtiden, og han bør derfor vide bedst. Men de tre missionærers tilstedeværelse får for alvor sat gang i intrigerne, og snart må fyrsten tage kampen op mod modstanderne. 

Der er ikke sparet på mængden af drabelige kampe og politisk rænkespil i denne bog, som emmer af stemning, drama og…. humor! Ja, det sidste overraskede mig, for det forbinder jeg ikke ligefrem med japansk litteratur (nærmere det modsatte), og alligevel tog jeg mig selv i at grine smørret flere gange, mens jeg læste denne bog. Det er virkelig underholdende, hvor der spilles en del på sammenstødet mellem de to meget forskellige kulturer – uden at jeg dog synes, det bliver plat.

Bogen er velskrevet, og det var en fornøjelse at læse beskrivelserne af scenerne og landskaberne, men også af de forskellige personer, der var unikke og interessante på samme tid. Forfatteren havde gjort en del ud af at lave nuancerede personer, som man fik lyst til at lære bedre at kende, og det var med til at gøre historien levende og spændende.

Historien fortælles lineært, men der er en del flashbacks, som giver en god dynamik i fortællingen og er med til at bygge spændingen op. Det kikser dog lidt til sidst, da der går lidt gentagelse i det, mens ellers fungerer det rigtig fint.

Vil du læse en bog, der foregår i Japan, og hvor der er skruet godt op for volumenknappen mht. drama, action og kærlighed, så bør du læse denne bog. Her spiller det japanske æresbegreb også en vigtig rolle i fortællingen, og som dansker er det ret interessant læsning. Selvom der også er en del alvorlige scener i bogen, så er der også flere underholdende øjeblikke, så tro endelig ikke, at det er endnu en depressiv bog om, hvor hårdt det var at leve i Asien (de bøger er der nemlig rigtig mange af).

Der er skrevet en fortsættelse til bogen, ‘Stilhedens tårn’, som jeg regner med at læse inden længe.