Conventions of War

‘Conventions of War’ er tredje og sidste del i ‘Dread Empire’s Fall’-trilogien af Walter Jon Williams. Jeg har tidligere anmeldt ‘The Praxis‘ og ‘The Sundering’.

Da ‘Conventions of War’ er sidste del i en trilogi, vil jeg ikke bringe et resumé af bogen. I stedet laver jeg en opsummering af, hvad der er godt og knapt så godt ved denne bog samt ved serien som helhed.

Denne bog har en langt mere fængende start end de to foregående bøger. Hvor ‘The Praxis’ og ‘The Sundering’ begge har en lidt tør og langsom start, så syntes jeg ikke, at ‘Conventions of War’ lider af samme problem. Til gengæld er rytmen og… hm… prioriteringen i den tredje bog noget anderledes i forhold til resten af serien. Den er knapt så scifi-agtig (i hvert fald hvis du forbinder scifi med rumkampe og andre racer), men der er stadig en pæn portion action og drama i den. Det skulle jeg lige vænne mig til, men jeg endte med at være ret fanget af historien alligevel.

‘Dread Empire’s Fall’ er en fed scifi-serie med en god portion action, drama og politiske intriger. Den er forholdsvis teknisk til tider, for serien gør en del ud af at forklare, hvordan rejser i rummet fungerer. Det skal dog ikke holde dig tilbage, hvis du ikke er til nørdede detaljer, for der er også mange interessante forviklinger og konflikter mellem bøgernes hovedpersoner og bipersoner.

Jeg elsker hovedpersonerne i denne serie og de konflikter, de roder sig ud i, og mange af dialogerne er også skrevet med et glimt i øjet. Der er i det hele taget en fin humor og en fandenivoldskhed i bøgerne, som jeg var ret begejstret for.

‘Dread Empire’s Fall’ er en serie, der har givet mig endnu mere lyst til at få fat i flere scifibøger. Jeg læste en del scifi som teenager, men det er desværre ikke en genre, der har været specielt populær de sidste 20 år, så jeg vil nok satse på at få læst nogle af de scifi-klassikere, jeg mangler eller evt. kigge efter noget underground-scifi.

Er du til scifi, rumskibskampe og personlige dramaer i stil med Battlestar Galactica, så er denne serie noget for dig.

Livlægens besøg

Da jeg var barn, læste jeg en lang række historiske romaner, der typisk tog udgangspunkt i det danske kongehus. Jeg kan huske, hvordan jeg slugte historierne og de mange dramaer, som den danske adelshistorie kan byde på. I den forbindelse husker jeg blandt andet den markante skurkerolle, som den tyske læge Struensee havde, da han som den sindssyge konge Christian den 7.’s fortrolige fik meget stor indflydelse landets lovgivning. Det hjalp heller ikke ligefrem, at Struensee havde en affære med dronningen, Caroline Mathilde.

Kærlighedsdramaet er som taget ud af en Hollywoodfilm, og så sent som i 2013 blev det også omdrejningspunktet i den danske storfilm, ‘En kongelig affære’ – en film, jeg nød at se, men hvor jeg også undrede mig. Her virkede Struensee langt mere menneskelig og nuanceret end i de bøger, jeg læste som barn, men det var nu især kongens personlighed, som for alvor fascinerede mig. Den skrøbelighed og den frygt, han udstrålede, samtidig med at han var rigets mægtigste mand… Jeg besluttede mig for at læse mere Struensees liv ved hoffet, så da jeg faldt over romanbiografien ‘Livlægens besøg’ som lydbog, var den et oplagt valg.

Bogen er skrevet af P. O. Enquist og handler ikke kun om den tyske læge, Johann Friedrich Struensee, men også om den danske konge Christian den 7. og dennes liv frem til, at Struensee dukker op ved det danske hof. Bogen er dels en historisk fortælling bygget over årene ved det danske hof før, under og efter Struensees tid, dels en personlig skildring af Struensees, kongens og dronningens tanker og følelser under disse begivenheder. Den beskriver, hvor stor indflydelse, Struensee får på Danmarks lovgivning, da kongen er svækket af sindssyge og reelt set ikke kan eller vil regere landet. I stedet overlader han det mere eller mindre til Struensee, der ser chancen til at reformere Danmark – inspireret af de franske filosoffer, som prædiker de tanker, der fører til oplysningstiden. Det er således Struensee, der blandt andet ændre loven for at indføre trykkefrihed og afskaffe tortur.

Men Struensees indflydelse er ilde set blandt hoffets andre adelsmænd, og flere ønsker at fjerne ham – så de selv kan komme til magten. Men det er ikke Struensees magt, der bliver hans fald – det er affæren med dronningen, Caroline Mathilde, som kan bruges til at fjerne både ham og den mere og mere rebelske dronning.

Forfatteren har taget sig visse friheder i forhold til denne bog i form af beskrivelserne af personernes tanker og følelser. Der var flere gange, hvor jeg tog mig selv i at tænke “Hvor ved forfatteren det fra?”, men selvom det måske ikke er 100% korrekt, så vil jeg ikke undvære det, for det gør bogen meget stemningsfuld og levende.

Det er en smuk, sørgelig og tankevækkende bog om et meget interessant kapitel i Danmarkshistorien, hvor landet blev ledet af en sindssyg konge, og hvor folk i kulissen kæmpede om at få magten. Jeg synes, det er utrolig interessant at læse om kongens rolle og funktion, for det må have været en yderst vanskelig og sårbar situation – at kongeriget reelt ledes af en person, som hverken har lysten eller kompetencerne til det. Og i denne fortælling får man virkelig ondt af kongen, som bare gerne vil være en bondedreng og ikke ønsker al den virak, der er ved hoffet.

Struensees rolle er også langt mere interessant og ikke mindst detaljeret i denne bog i forhold til tidligere tekster, jeg har læst om ham. Forfatteren stiller spørgsmålstegn ved, om Struensee virkelig var den skurk, eftertiden tegnede af ham, eller om han ikke nærmere var en foregangsmand, der forsøgte at reformere og modernisere Danmark ved at indføre en række (humane) love.

Danmarkshistorien kan byde på mange dramatiske kapitler, men historien om Struensee er i mine øjne et af de største og mest spændende. Jeg kan varmt anbefale ‘Livlægens besøg’, hvis du gerne vil læse en stemningsfuld beretning om dengang, Danmark havde en sindssyg konge og en livlæge, der styrede landet.

Kaptajn Alatriste

Jeg plejer at have en ordentlig moppedreng i sommerferiens bogstabel, og i år var ingen undtagelse. Her lå ‘Kaptajn Alatriste’ af Arturo Pérez-Reverte og tronede. Bogen har jeg haft stående i… lidt for mange år efterhånden, selvom jeg elsker musketérhistorier. Men bogens tykkelse er ret intimiderende – den er nemlig over 6 cm tyk, for den indeholder ikke mindre end fem mindre bøger om kaptajnen! Men læses skulle den, og jeg nåede da fire ud af fem bøger i selve sommerferien og den sidste ‘bog i bogen’ for et par uger siden.

Historierne foregår i 1600-tallet i Madrid og fortælles af kaptajn Alatristes lærling, drengen Inigo. Drengen er meget fascineret af sin læremester, og historierne er derfor stærkt farvede af drengens beundring af kaptajnens fægtekunst og generelle adfærd. Fortælleren kommenterer meget undervejs (lidt for meget i perioder i forhold til min smag), men beskriver ind imellem også scener, som fortælleren slet ikke er vidne til, og det syntes jeg er lidt synd, for det bryder med bogens stil.

De fem fortællinger varierer en del i indhold og svinger også i kvalitet. Jeg kunne bedst lide den første og den sidste fortælling, som var ret klassiske musketérhistorier, mens den tredje bog foregik under en krig og kedede mig grusomt. Stilmæssigt lægger de sig tæt op af ‘De tre musketerer’ samt ‘Don Quixote’ og kombinerer dermed action, drama, intriger og tragisk kærlighed med humor. Bestemt ikke en dårlig kombination, selvom det er lidt trættende, når forfatteren ligefrem henviser direkte til ‘Don Quixote’ flere gange i fortællingerne. Det synes jeg ikke er særlig elegant. Men ellers er der masser af drabelige fægtescener, smægtende jomfruer, intrigante adelige og vemodig poesi, så der er alt, hvad der bør være i en musketérroman.

Jeg var ikke helt så fanget af historierne, som jeg havde håbet, og jeg nåede også at gå lidt død i læsningen, så jeg holdt som sagt en pause mellem dem fjerde og den femte fortælling. Det blev ganske enkelt for meget af det samme, så har du planer om at læse historierne på et tidspunkt, så vil jeg anbefale dig, at du deler læsningen mere op og ikke læser dem ud i én køre. Men ellers et hyggeligt gensyn med musketérgenren.

Freaks

Forlaget Turbine kontaktede mig for at høre, om jeg kunne være interesseret i at anmelde denne bog, og da jeg først havde læst foromtalen, var min nysgerrighed vakt.

‘Freaks’ er skrevet af Anika Eibe og handler om et freakshow – en form for cirkus befolket af vanskabninger – der rejser rundt i 1800-tallets England. Her er blandt andet drengen Jack, som har tre lange, krabbeklolignende fingre på hver hånd og en meget skællet hud samt pigen Violet, der bærer rundt på resterne af sin ikke-fødte tvillingesøster i den ene side af kroppen. Deres liv er ikke misundelsesværdigt, og de har svært ved at deltage i forestillingerne, men i det mindste er de blandt ligesindede i cirkusset.

På St. Bart’s hospital er lægen John Cavendish samtidig i gang med at forske i deformiteter, og han går længere og længere i sine eksperimenter i jagten på mere viden om de menneskelige vanskabninger. Da han hører, at et nyt freakshow kommer til byen, sikrer han sig straks billet til showet…

Stemningen og hele grundideen ved historien er interessant og anderledes. Jeg blev med det samme grebet af bogen og ikke mindst den verden, som den beskrev, og jeg forestillede mig levende, hvordan personerne og stederne så ud. Den første halvdel af bogen var rigtig spændende og velskrevet, og jeg syntes, der var en god rytme i fortællingen. Samtidig var personerne levende og nuancerede.

I anden halvdel af bogen begyndte det dog at halte lidt. Det virkede, som om forfatteren havde for få sider at skrive bogen på, og den sidste halvdel virkede slet ikke så gennemarbejdet som første halvdel. Flere ting blev jappet igennem, og slutningen var meget kortfattet og brat. Det var synd, for jeg syntes, det var utilfredsstillende og slet ikke i samme stil og ånd som den første halvdel af bogen.

Det meste af handlingen er meget forudsigelig, og det er lidt ærgerligt, for jeg ville gerne overraskes mere. Jeg syntes dog, at det var værre, at skurken – John Cavendish – var så endimensional og kedelig. Han måtte gerne have haft lidt mere personlighed og ikke blot være den klassiske og unuancerede skurk. Han virkede næsten karikeret.

Det var en udmærket læseoplevelse, der dog blev ødelagt lidt af den sidste del af bogen. Jeg ville ønske, at der var flere sider i bogen og dermed også mere plads til, at dramaet kunne udvikle sig, og at slutningen ikke skulle hastes sådan igennem. Men en rigtig spændende setting for en historie.

Stilhedens tårn

‘Stilhedens tårn’ er fortsættelsen til ‘Spurvenes sky’. Jeg havde egentlig ikke planlagt at læse fortsættelsen allerede i denne måned, men da jeg var ret begejstret for ‘Spurvenes sky’, så kunne jeg jo lige så godt låne ‘Stilhedens tårn’ med det samme.

Bogen er skrevet af Takashi Matsuoka og foregår et stykke tid efter, at ‘Spurvenes sky’ endte. Jeg kan derfor ikke røbe noget af handlingen her, men vil i stedet komme ind på, hvad der fungerede – og ikke fungerede – i denne fortsættelse.

Selvom mange af personerne fra den første bog går igen i ‘Stilhedens tårn’, så er stilen meget anderledes. Handlingen er delt op i mange forskellige historieforløb, der finder sted både i starten af 1300-tallet samt på forskellige tidspunkter i årene 1860’erne frem til 1880’erne. Det er ret forvirrende i starten, og selvom der ikke gik så længe, før jeg gennemskuede, hvorfor historien var opbygget på denne måde, så endte jeg med at finde det (unødigt) irriterende. Der er ganske enkelt for mange små historiebidder, der skal falde på plads, og ind imellem virkede det lige lovlig søgt, at historien skulle splittes op i så mange underkapitler.

Jeg savnede den dynamik, action og humor, som prægede den første bog. Hvor den første bog først og fremmest gik ud på at fortælle en god historie og samtidig også beskrev mødet mellem to meget forskellige kulturer (Asien og Vesten), så er ‘Stilhedens tårn’ mere en snørklet skæbnefortælling, hvor en masse puslespilsbrikker skal hænge sammen. Humoren er stort set væk, action er der meget lidt af, og dynamik…? Nej ikke rigtig.

Det var selvfølgelig et hyggeligt gensyn med de personer, jeg godt kunne lide i den første bog, men jeg syntes, at handlingen var alt for langtrukken og forudsigelig, hvilket egentlig er lidt af en bedrift i forhold til hvor snørklet, den var sat op. Jeg undrer mig lidt over, hvorfor forfatteren har valgt dette stilskifte i forhold til den første bog, og jeg ville virkelig ønske, at han havde ladet være.

‘Stilhedens tårn’ blev slet ikke den spændende fortsættelse til ‘Spurvenes sky’, som jeg havde håbet. Hvis du har planer om at læse ‘Spurvenes sky’ – eller allerede har gjort det – så vil jeg fraråde dig at læse ‘Stilhedens tårn’. Selvom du faktisk får opklaret et par mysterier fra den første bog, så er fortsættelsen slet ikke på samme niveau som sin forgænger. Desværre.

Mit liv som geisha

Nu har denne bog efterhånden ventet på min bogreol i så mange år, at det næsten er pinligt, at jeg ikke har fået læst den før nu. Det har dog en god forklaring, for jeg fik bogen kort tid efter, at filmatiseringen af bogen blev vist i biograferne. Jeg vil helst holde bog og film adskilt fra hinanden, så jeg blev nødt til at vente et stykke tid, så jeg ikke kunne huske alle filmens detaljer. Det var dog svært, for det er en ret god historie, som ikke vil forsvinde fra min hukommelse igen.

‘Mit liv som geisha’ er skrevet af Arthur Golden og handler om pigen Chiyo, der sammen med sin lidt ældre søster bliver adopteret af en fremmed mand, da Chiyos mor er dødeligt syg, og faren har svært ved at brødføde familien. Det viser sig dog hurtigt, at de ikke er blevet adopteret, men nærmere solgt til en fremmed mand, som sender dem til Kyoto. Her bliver de to søstre skilt fra hinanden, og Chiyo bliver indkvarteret i en okiya, hvor hun skal oplæres i at være geisha. Læretiden bliver hård, for husets førende geisha, Hatsumomo, har set sig gal på Chiyo og gør alt for at ødelægge hendes chancer for at blive en eftertragtet geisha. Men Chiyo er ikke uden evner, og da lykken endelig smiler til hende, kan hun give Hatsumomo den modstand, hun fortjener.

Bogen giver et ret interessant indblik i uddannelsen af geishaerne – de japanske kurtisaner og selskabsdamer, som er noget helt andet end prostituerede (selvom der er tidspunkter, hvor geishaerne vælger at gå i seng med deres kunder). Beskrivelserne af deres tøj, udstyr og omgivelser er så malende, at jeg næsten kan mærke silken mellem mine fingre og dufte den sminke, de bruger. Det er smukt, betagende og i mine øjne meget japansk, for æstetik og skønhed er vigtige elementer i den japanske kultur.

Det er en fortælling, der emmer af drama, intriger, kærlighed og had. De japanske æresbegreber kommer også i spil, men dog slet ikke i samme grad som i for eksempel ‘Spurvenes sky’. Selvom man som læser ikke er i tvivl om, at Chiyo nok skal blive geisha på et tidspunkt – det afslører titlen jo – så er hendes vej dertil meget spændende og dramatisk. Der er et vis element af ‘Den grimme ælling’ over fortællingen, for hun skal så meget ondt igennem, inden hun – endelig – kan blive geisha. 

Det er en smuk fortælling, som stadig indeholder flere overraskelser, selvom en del af handlingen også er let at gætte. Bogen er for dig, der er fascineret af den japanske kultur og gerne vil have et indblik i geishaernes verden og for dig, der gerne vil have en fængslende skæbnefortælling med masser af personlige intriger.

Spurvenes sky

Hænger Japan ikke uløseligt sammen med samuraier, ninjaer og geishaer? Det gør det i hvert fald for mig, så da jeg faldt over denne bog, var jeg ikke i tvivl om, at den skulle jeg læse!

‘Spurvenes sky’ er skrevet af Takashi Matsuoka og foregår i 1831, hvor tre amerikanske missionærer ankommer til Japan. Landet er under forandring – først og fremmest på grund udviklingen i resten af verden – men de mest konservative japanere forsøger fortsat at holde fast i traditionerne. Den unge fyrst Genji skal træde varsomt, da hans modstandere ønsker ham død, men alligevel tilbyder han de tre missionærer ly. Ingen tør rigtig modsige hans beslutning, for det siges, at han kan spå om fremtiden, og han bør derfor vide bedst. Men de tre missionærers tilstedeværelse får for alvor sat gang i intrigerne, og snart må fyrsten tage kampen op mod modstanderne. 

Der er ikke sparet på mængden af drabelige kampe og politisk rænkespil i denne bog, som emmer af stemning, drama og…. humor! Ja, det sidste overraskede mig, for det forbinder jeg ikke ligefrem med japansk litteratur (nærmere det modsatte), og alligevel tog jeg mig selv i at grine smørret flere gange, mens jeg læste denne bog. Det er virkelig underholdende, hvor der spilles en del på sammenstødet mellem de to meget forskellige kulturer – uden at jeg dog synes, det bliver plat.

Bogen er velskrevet, og det var en fornøjelse at læse beskrivelserne af scenerne og landskaberne, men også af de forskellige personer, der var unikke og interessante på samme tid. Forfatteren havde gjort en del ud af at lave nuancerede personer, som man fik lyst til at lære bedre at kende, og det var med til at gøre historien levende og spændende.

Historien fortælles lineært, men der er en del flashbacks, som giver en god dynamik i fortællingen og er med til at bygge spændingen op. Det kikser dog lidt til sidst, da der går lidt gentagelse i det, mens ellers fungerer det rigtig fint.

Vil du læse en bog, der foregår i Japan, og hvor der er skruet godt op for volumenknappen mht. drama, action og kærlighed, så bør du læse denne bog. Her spiller det japanske æresbegreb også en vigtig rolle i fortællingen, og som dansker er det ret interessant læsning. Selvom der også er en del alvorlige scener i bogen, så er der også flere underholdende øjeblikke, så tro endelig ikke, at det er endnu en depressiv bog om, hvor hårdt det var at leve i Asien (de bøger er der nemlig rigtig mange af).

Der er skrevet en fortsættelse til bogen, ‘Stilhedens tårn’, som jeg regner med at læse inden længe.

Pigerne fra Nordkorea

Jeg har et eller andet med bøger, der foregår i Asien. Jeg ved ikke, hvor denne fascination stammer fra, men jeg synes, det er ret spændende at læse historier, der foregår i kulturer, der er så anderledes i forhold til vores. Jeg kunne derfor ikke stå for ‘Pigerne fra Nordkorea’, som Rosinante & Co var så venlige at sende til mig.

Bogen handler om to nordkoreanske piger, Gi og Il-sun, som bor på Hjemmet for Forældreløse Piger. De arbejder hver dag hårdt og hylder som alle andre Den Store Leder, men det er ikke nok for rastløse og grænsesøgende Il-sun, og hun indleder et forhold til en ung mand, som viser sig at være smugler. Han sørger for, at Gi og Il-sun kommer over grænsen til Sydkorea, og Il-sun tror, at hun nu skal leve i frihed sammen med sin kæreste – men nej. Det viser sig, at de er blevet solgt til prostitution, og de to piger bliver holdt fanget i et land, hvor de ikke kan opsøge myndighederne af frygt for at blive sendt tilbage til Nordkorea.

Jeg var ret fascineret af de første 100 sider af bogen. Pigernes liv og dagligdag i Nordkorea var spændende at læse om, og jeg syntes, at forfatteren formåede at vise, hvor vigtig landets leder er (mentalt) for befolkningen, og hvordan det påvirker deres hverdag. Det gav indblik i en helt anden verden og skabte en fin ramme for fortællingen.

Flugten til Sydkorea og ikke mindst bordellivet var jeg til gengæld ikke så vild med. Det virkede på en måde lidt for traditionelt. I starten syntes jeg dog, at forfatteren gjorde noget ud af at beskrive omgivelserne og nuancere opholdet i bordellet, men ret hurtigt blev det lige lovlig stereotypt. Der er ubehagelige scener i bogen, men de er skrevet med en vis (utilsigtet?) distance, som gør, at de alligevel kommer til at virke overfladiske.

Jeg savnede lidt mere dybde og nuancering af personerne. De to hovedpersoner kom til at virke lidt karikerede – Gi som den stille, almindelige og fornuftige pige og Il-sun som den kønne, oprørske og ubetænksomme pige. Den rollefordeling har jeg oplevet en del gange i asiatiske fortællinger efterhånden, og jeg spekulerer på, om det er et tilfælde, eller om der faktisk er et mønster? Det er meget let at holde med Gi og meget oplagt at ryste på hovedet af den tankeløse Il-sun, og det ærgrer mig, at forfatteren ikke udfordrer læseren lidt mere på dette punkt.

Bogen blev slugt i løbet af få dage, og det var fin underholdning trods det alvorlige emne. Jeg ærgrede mig dog over, at forfatteren ikke for alvor gik i kødet med fortællingen og hovedpersonerne, for han kunne have løftet historien med blot nogle få justeringer. Jeg havde dog allerhelst set, at bordeltiden ikke fyldte så meget i bogen, samt at slutningen havde været lidt skarpere og knapt så forudsigelig.

Appellen

I jagten på spændende bøger faldt jeg over denne bog, da jeg surfede på netlydbog.dk. John Grisham hører til sværvægterne blandt de nulevende forfattere mht. salgstal, men jeg tror kun, jeg har læst en enkelt bog af ham, da jeg var teenager. Derfor så jeg det som en glimrende anledning til at lære hans forfatterskab bedre at kende.

I starten af ‘Appellen’ bliver en kemikoncern dømt en meget høj bøde for at have spredt giftigt affald i nærområdet. Lokalbefolkningen jubler, selvom glæden er blandet med bitre tårer, for forureningen har allerede ført til flere dødsofre, men nu er retfærdighed endelig sket fyldest! Koncernen appellerer imidlertid dommen og allierer sig med advokater, der absolut ikke har nogen skrupler, så længe de kan sikre, at deres kunde vinder sagen. Snart bliver det en kamp mellem det gode og det onde…

Lad mig starte med at fastslå, at bogen er velskrevet. Sproget flyder let og ubesværet, og forfatteren fokuserer på en interessant konflikt, som i den grad kan vække følelser og være anledning til diskussioner.

Desværre synes jeg hurtigt, at det kammer over. Konflikten bliver meget sort/hvid – det er tydeligt, hvem der er de gode, og hvem der er de onde. Der er de (fattige) almindelige mennesker mod de magtliderlige og rige kapitalister. Det er nærmest umuligt – og umenneskeligt – ikke at holde med de almindelige mennesker, og det synes jeg ærlig talt er en smule uværdigt. Jeg føler mig talt ned til som læser, når konflikterne bliver så unuancerede, at det er umuligt at forstå ‘de ondes’ holdninger og reaktioner. Det er næsten som at blive fodret med babymos – holdningerne er bearbejdede og gennemtyggede, og nu skal jeg som læser blot sluge dem. Det gider jeg ikke!

Slutningen er irriterende forudsigelig. Selvom forfatteren forsøger at snige et lille twist ind til sidst, så er det halvhjertet, og som læser har jeg mistet tålmodigheden på det tidspunkt. Nu er det ikke fordi, at alle bøger skal indeholde dramatiske og uforudsigelige slutninger, men jeg savner i den grad overraskelse og spænding i denne bog. Konflikterne er som sagt trukket så skarpt op, at der er brug for et eller andet overraskelsesmoment i løbet af bogen, og det bør – i værste fald – komme i slutningen. Det synes jeg ikke, det gør.

Det irriterer mig, at en forfatter, der tydeligvis sagtens kan skrive, ikke formår at nedfælde en mere interessant historie. Jeg har på ingen måde opgivet Grisham, men jeg har en grim fornemmelse af, at denne bog blot er rystet ud af ærmet for at tjene hurtige penge. Derfor – ingen anbefaling af denne bog.

Pigerne fra Shanghai

Siden jeg læste ‘Sneblomst og den hemmelige vifte’ har jeg løbende holdt øje med, hvornår der kom nye Lisa See-bøger i boghandlen. Jeg var også ganske tilfreds med ‘Pæonpavillonen’, og jeg skulle da også have ‘Pigerne fra Shanghai’ få måneder efter, at den var udkommet. Af ukendte årsager forputtede den sig derefter på min bogreol, og det var først for ganske nylig, at jeg fandt den frem.

Bogen handler om to kinesiske søstre, der lever som ‘smukke piger’ – den tids modeller, der lagde ansigt og krop til lødige kalendere – i 1930’ernes Shanghai. De lever et moderne liv, hvor de kan gøre, næsten som det passer dem, for faderen tjener godt, og de har ingen bekymringer. Dette ændrer sig dog drastisk, da faderen en dag afslører, at der ikke er flere penge tilbage, da han har spillet dem op. Han har mistet alt, og for at indfri sin spillegæld bliver han nødt til at love døtrene bort til velhavende kinesiske mænd, der er udvandret til USA. Pigerne prøver at undgå det, for de vil ikke miste deres frihed, men der er ingen vej udenom – giftes skal de. Det bliver starten på en rejse væk fra det trygge og uskyldige og hen imod en ukendt fremtid, hvis vej er belagt med frygt, usikkerhed, svigt og sorg.

Lad mig starte med at sige, at hvis du har planer om at læse denne bog, så lad være med at læse bagsideteksten – den afslører efter min mening alt for meget!

Denne bog er noget anderledes i forhold til de to bøger, jeg nævner i starten – og så alligevel ikke. Lisa See formår at fortælle dramatisk om kvindeskæbner, og selvom vi denne gang befinder os i en tid, hvor kvinder har en vis frihed og ikke længere får snøret fødderne ind, så opstår der snart situationer, hvor det er tydeligt, at kvinderne skal bøje nakken og blot makke ret.

De to søstre er meget forskellige af sind, og selvom det er tydeligt, at læseren skal fatte mest sympati med storesøsteren, så bliver det langsomt tydeligt, at lillesøsteren ikke er så overfladisk, som hun først er beskrevet som. Måske er det i virkeligheden storesøsteren, der er den mest overfladiske, når det kommer til stykket?

Det er en barsk men spændende rejse, de to søstre begiver sig ud på, men jeg kan desværre ikke kommentere så meget på den uden at afsløre for meget. Den var dog langt mere begivenhedsrig, end jeg havde forventet, og i det hele taget rummer fortællingen en del overraskelser.

Bogen slutter ret brat, og det er tydeligt, at der kommer en fortsættelse til historien. Efterfølgeren er faktisk allerede udgivet på engelsk, men af ukendte årsager er den endnu ikke blevet oversat til dansk. 

‘Pigerne fra Shanghai’ er desværre ikke lige så god som de to foregående bøger, men det er stadig interessant læsning og giver et indblik i kinesiske skæbner i 1930’erne. Læs den hvis du er til skæbnefortællinger og dramaer.