Alice in Zombieland

I løbet af i år har jeg både genlæst ‘Alice in Wonderland’ samt fået læst en række moderne fortolkninger af denne klassiker. Da jeg så faldt over ‘Alice in Zombieland’ på min lange to-read-liste på Goodreads, tænkte jeg, at jeg ville slå to fluer med ét smæk – det skulle både være månedens to-read-bog, og så var det jo perfekt, at det var en bog med horrortema.

Bogen er skrevet af Gena Showalter og handler om teenageren Alice, som har mistet sine forældre og søster i en bilulykke. Alice starter på en ny skole og bemærker hurtigt de andre elevers sære opførsel. Især den mystiske Cole, som hun har svær ved at blive klog på, men som tydeligvis er interesseret i hende – blandt andet på grund af hendes evner. Og snart er Alice en del af en helt særlig gruppe, som kæmper mod de overnaturlige…

Ok, dette var en noget speciel læseoplevelse. Det er en bog, jeg længe har tøvet med at kaste mig over, for selvom den har en ret høj rating på Goodreads, så er det samtidig også en bog, som flere af mine bogvenner ikke bryder sig om. Jeg valgte dog at give bogen en chance, for det kunne jo være en interessant fortolkning af ‘Alice in Wonderland’. Det var det bare ikke! Hverken en fortolkning eller en interessant historie.

‘Alice in Zombieland’ er en standard ungdomsbog med overnaturligt tema, en hovedperson med særlige evner samt naturligvis et trekantsdrama. Jeg blev så skuffet, da jeg indså det. Jeg havde håbet på en twistet horrorudgave af klassikeren, men fik i stedet en yderst gennemsnitlig ungdomsbog med de sædvanlige klicheer. Intet nyt, intet spændende.

Hvis du skal sætte pris på denne bog, så skal du være indstillet på, at den har meget lidt med ‘Alice in Wonderland’ at gøre. Derudover hjælper det også, hvis du er vild med dominerende fyre i stil med Edward og Jacob fra ‘Twilight’, som kan agere frelsende helte i ny og næ.

I morgen er alt mørkt – Marlens historie

I sidste måned læste jeg første bog i serien ‘I morgen er alt mørkt’ – nemlig historien om Brage – og nu fik jeg også læst efterfølgeren, ‘I morgen er alt mørkt – Marlens historie’. Bøgerne er skrevet af den norske forfatter Sigbjørn Mostue.

Jeg vil ikke give et resumé af bogen men i stedet referere til min anmeldelse af første bog, som også beskriver om det zombie-agtige angreb, som præger hele serien.

Marlens historie var en fin læseoplevelse meget i stil med den første bog, men jeg blev dog noget distraheret undervejs af de mange knudrede/sære formuleringer, der især prægede starten af bogen. Jeg ved ikke, om det var oversættelsesfejl, eller om det var forfatterens skyld, men det ødelagde desværre noget af læseoplevelsen.

Selvom jeg kunne regne en del af handlingen ud, da jeg havde læst første bog, så var der også tilpas mange overraskelser i bogen. Der var dog lige lovlig megen genbrug i forhold til konfliktsituationer, så bogen virkede ikke nær så original som forgængeren.

Marlens historie var et fint supplement til første bog. Jeg har lige lånt tredje bog, så den satser jeg på at få læst, inden året er omme.

Little Girls

I min søgen efter horrorbøger til dette kvartals læsetema faldt jeg over ‘Little Girls’ hos Ereolen Global. En horrorbog om små piger? Det lød som noget, der godt kunne fungere.

‘Little Girls’ er skrevet af Ronald Malfi og handler om kvinden Laurie, hvis far netop er død – tilsyneladende et selvmord, der dog er foregået under mystiske omstændigheder. Laurie tager hjem til faderens hus sammen med sin mand og tiårige datter, og her finder hun snart ud af, faderen var ret plaget på sine sidste dage. Måske er det vanvid, der greb ham, da han styrtede i døden fra den øverste etage… eller måske er det noget andet? Der er i hvert fald noget uhyggeligt over stedet, og Laurie bliver mere og mere urolig. Da datteren Susan samtidig får en jævnaldrende legekammerat, der på en prik ligner en pige, som Laurie legede med som barn, bliver hun for alvor urolig. Er det fortiden, der er vendt tilbage for at hjemsøge hende?

Dette er en langsomt fortalt historie, og det er både godt og skidt. Især starten føltes ind imellem langtrukken, men det opbyggede samtidig også en mere og mere krybende fornemmelse af, at noget er helt, helt galt i det hus. Jeg fik virkelig fornemmelsen af den fortættede og ubehagelige stemning i huset, ligesom scenerne med den fremmede pige blev mere og mere freaky. Men historien kunne dog godt have været fortalt på lidt færre sider, uden at det ville have ødelagt opbygningen.

Laurie var en udmærket hovedperson – tilpas normal og sympatisk til, at hun var let at identificere sig med og dermed også let at sympatisere med og forstå, da hun bliver mere og mere frustreret, jo længere tid hun bruger i huset.

Der er nogle twists undervejs, og tak for det! Jeg elsker twists, og det er bestemt ikke alt, der er lige let at regne ud ved denne historie. Der er dog også visse ting, som pludselig gør historien meget… konkret. Noget, som på den ene side tilføjer historien en ret uhyggelig og ubehagelig vinkel, men som samtidig også bryder med den stemning, der er opbygget på det tidspunkt. Det havde jeg det noget blandet med, for jeg kunne godt lide, at der skete noget uventet, men omvendt passede det ikke helt sammen med resten af historien. Og derudover syntes jeg, at der blev brugt lidt for kort tid til at forklare, hvad der skete – det virkede nærmest, som om at forfatteren var ved at løbe tør for sider.

‘Little Girls’ endte med at være en ok læseoplevelse. Den var ikke helt så spot on, som jeg havde håbet, men den havde bestemt en række kvaliteter.

I morgen er alt mørkt – Brages historie

Hvor tit læser du norske ungdomsromaner? Jeg mindes ikke at gjort det før, men da jeg faldt over ‘I morgen er alt mørkt – Brages historie’ blev min nysgerrighed vakt. Bogen er første del i en trilogi, som Sigbjørn Mostue har skrevet, og oplægget lød interessant.

Bogen foregår i Norge og handler om den helt almindelige fyr, Brage, der lever et helt almindeligt liv. Det ændrer sig dog, da der udbryder en epidemi, hvor mennesker bliver ramt af galskab og overfalder hinanden. Epidemien når også Norge, og snart må Brage og en række af hans venner flygte ud i vildmarken for at gemme sig for det gale mennesker. Men der opstår snart interne stridigheder, og Brage må kæmpe for at holde gruppen sammen.

Epidemien, der bryder ud, minder meget om et zombieangreb, men der er dog den forskel, at de smittede i ‘I morgen er alt mørkt’ er lige så hurtige som normale mennesker. Det gør dem væsentlig mere skræmmende som fjende, da de er langt sværere at flygte fra. Der er skruet godt op for den dystre og alvorlige stemning, og det bliver kun mere interessant af, at historien foregår i Norge. Det er et land, jeg som dansker let kan identificere mig med, men omvendt er der også en række forskelle, som kommer til udtryk i denne bog – for eksempel den barske norske vildmark og nordmændenes lidt lettere adgang til skydevåben (som lige i denne situation er meget belejlig).

Der er en række konflikter i bogen, og selvom der godt kunne være arbejdet lidt mere med nuancerne, så det ikke blev så sort-hvidt sat op, så synes jeg dog også, at der er nogle ok twists til historien. Der sker nogle uventede ting undervejs, og jeg kunne godt lide, at bogen ikke var så stereotyp men kunne byde på en forholdsvis original historie.

Persongalleriet er ikke voldsomt interessant. Nogle af personerne er lidt for klichéramte til mig, og det er især kritisk, når det drejer sig om flere af skurkene, men omvendt er niveauet ikke dårligt i forhold til andre ungdomsbøger i denne genre. Hovedpersonen Brage er dog en af dem, der skiller sig positivt ud, og det er spændende at følge hans udvikling i bogen.

Alt i alt en glimrende læseoplevelse – faktisk så glimrende, at jeg har lånt den næste bog i serien og regner med at læse den i løbet af de kommende uger.

Croak

Da jeg deltog i Dewey’s Read-a-Thon i sidste måned, nåede jeg blandt andet at læse ‘Croak’. Det var samtidig også oktober måneds læseudfordring, for den bog havde efterhånden stået på min to-read-liste i flere år.

‘Croak’ er skrevet af Gina Damico og handler om den sekstenårige pige Lex, der har visse adfærdsvanskeligheder, hvor hun blandt andet bider hendes klassekammerater! Hendes forældre beslutter, at hun trænger til luftforandring og sender hende på sommerferie hos onkel Mort, som bor på en gård. Det viser sig dog, at landmandslivet er et cover, for Mort har et ret sjældent – og hemmeligt – arbejde – han er sjælehenter. Han ser potentiale i Lex, og snart er hun involveret i arbejdet, men det giver selvfølgelig en række komplikationer. Hun kan for eksempel ikke fortælle familien derhjemme om sine oplevelser, og hun må heller ikke blande sig, når hun skal hente et mordoffer og samtidig ser, hvem gerningsmanden er. For det ville være let at angive vedkommende, men det er jo ikke hendes job.

Bogen levede desværre ikke helt op til mine forventninger. Jeg havde hørt, at den skulle være sjov, og jeg forestillede mig en bog med en god del action og et glimt i øjet. Humoren måtte jeg dog se langt efter – eller også faldt den bare ikke i min smag. Jeg syntes, at historien var på det jævne, for det var igen en ungdomsbog med en hovedperson, der ikke passede ind, men som pludselig fandt sit kald, fordi vedkommende var noget helt særligt.

Det hjælper heller ikke på det, at hovedpersonen Lex ikke er specielt sympatisk. Jeg kan ellers godt lide skæve hovedpersoner med ar på sjælen, men Lex er mest af alt en aggressiv og selvcentreret person, og der er ikke rigtig nogen begrundelse for det. Heldigvis bekymrer hun sig om sin søster, så lidt positivt er der trods alt ved hende.

Den vage kærlighedshistorie er heldigvis vag, for den havde heller ikke så meget at byde på men fulgte samme skabelon som andre ungdomsbøger – en dreng og en pige mødes, de kan ikke lide hinanden, de bliver tvunget til at samarbejde, de begynder alligevel at holde af hinanden.

Så – alt i alt kunne jeg godt lide den verden, bogen foregår i, men både plottet og hovedpersonerne havde ikke noget nyt eller charmerende over sig. ‘Croak’ er en gennemsnitlig standard YA – hverken bedre eller dårligere end de fleste – men af samme grund heller ikke en bog, jeg vil anbefale.

Forvandlingen

For et par uger siden var jeg på biblioteket, hvor jeg skulle hente nogle bøger, jeg havde reserveret. Her ‘kom jeg til’ at låne nogle graphic novels med – heriblandt ‘Forvandlingen’, der er en graphic novel-udgave af novellen af samme navn af Franz Kafka.

Jeg mindes at have læst novellen for en række år siden, men den var også så fjern i min hukommelse, at jeg sagtens kunne nyde historien uden at tænke på,  hvordan den endte.

‘Forvandlingen’ er historien om Gregor, der vågner op en morgen og opdager, at han er blevet forvandlet til et insekt. Historien beskriver den akavede stemning, det medfører, og ikke mindst de problemer han indirekte er skyld i. Han bliver skelet til, han bliver frygtet, han vurderes ikke længere som et menneske, ensidige et levende væsen. Han er en ting, en udeforstående, en fjende.

Jeg synes, at tegneren, Søren Jessen, har gjort et virkelig godt stykke arbejde i at fange den klaustrofobiske og ubehagelige stemning på en elegant måde, så den ligger subtilt og lurer under overfladen, uden at det bliver smurt ud i hovedet på læseren fra første side af. Den der følelse af, at hovedpersonen fjerner sig mere og mere fra sine omgivelser – eller at de fjerner sig fra ham – og hvordan stemningen fortættes. Det er en fortolkning, der er den originale historie værdig.

En anbefaling herfra, hvis du gerne vil læse Kafka på en lidt utraditionel måde.

Darling Jim

Til den nys overståede read-a-thon fik jeg blandt andet læst denne bog, som jeg fandt i et antikvariat tidligere i år.

‘Darling Jim’ er skrevet af Christian Mørk og handler om postbuddet Niall, der falder over en dagbog fra den unge kvinde Fiona, som døde under mystiske omstændigheder. Det bliver en poetisk og nærmest eventyrlig fortælling om den mystiske fremmede, der fortryller en helt by og ikke mindst kvinderne, og hvordan det spreder splid og uro. For hvem er ikke parat til at dræbe for den sande kærlighed?

Jeg kunne godt lide, hvordan historien var et moderne eventyr – den var meget stemningsfuld, og kender du lidt til de traditionelle eventyr, vil du også kunne genkende flere elementer i fortællingen, uden at det dog ødelægger overraskelserne i bogen.

Jeg var dog ikke så vild med dagbogsvinklen, og det skyldtes især starten af Fionas fortælling, hvor hun er lidt for alvidende omkring sin situation og derfor taler direkte til læseren. Det kom til at virke forceret og utroværdigt. Jeg kan godt forstå behovet for, at noget af historien skal fortælles fra hendes synspunkt, men så skulle noget af dagbogsteksten være skrevet anderledes, for det kom til tider til at virke utroværdigt, at en person i hendes situation ville skrive på den måde (det er i hvert fald min formodning).

‘Darling Jim’ er let og hurtig at læse, og det er klart en bog, som vil egne sig fint til en efterårs- eller vinterferie. Der var et par steder, hvor jeg syntes, at plottet blev lidt søgt, men overordnet set en fin fortælling.

 

Alena

Da jeg var forbi biblioteket for nylig, kom der også en tegneserie med hjem. Jeg var faldet over ‘Alena’ af Kim W. Andersson, og jeg kunne ikke stå for den smukke forside.

‘Alena’ handler om teenagepigen af samme navn. Hendes bedste veninde, som er forelsket i hende, begår selvmord for øjnene af Alena. Et år efter er Alena plaget af tanker om veninden men også af flere af skolens piger, som synes, at Alena er en taber, der skal hakkes på. Det bliver ikke bedre af, at en af skolens lækre fyre viser interesse for hende, og mobberiet bliver grovere og grovere. Men Alena får uventet hjælp… en hjælp, hun måske i sidste ende helst ville undvære, da det blot får tingene til at eskalere.

Jeg syntes desværre ikke, at denne tegneserie var særlig original. Den klassiske historie med den fattige undermåler, der kanøfles af de rige overklassetøser, er bestemt ikke ny. Det behøver den heller ikke at være, hvis bare de enkelte personer var interessante, men de er desværre ret endimensionelle og kedelige. Alena selv fremstår utrolig svag, uselvstændig og kuet, mens overklassetøserne er ondskabsfulde og hidsige i en grad, hvor det bliver latterligt.

Historien er indsyltet i seksuelle frustrationer, der mere fremstilles som en billig pornofilm end som troværdige reaktioner. Det bliver dark og gritty på en temmelig klodset måde.

Der er et par twists undervejs, men de er ikke særlig overraskende, og det er synd, for det kunne have gjort tegneserien til en bedre læseoplevelse. I stedet bliver det lidt en meh-oplevelse, som dog er hurtigt overstået.

Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos

SPONSORERET

En af mine danske yndlingsforfattere har netop udgivet en novellesamling, og så skulle man da være et skarn, hvis ikke man sagde ja til at anmelde den, når man får chancen. Det er forlaget Kandor, der har været så venlige at sende et anmeldereksemplar.

’Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos’ er skrevet af Lars Ahn og indeholder 9 noveller. Nogle af dem har været udgivet før, men der er også en række spritnye noveller. Det er svært at udpege et decideret tema for novellerne, da de er meget forskellige, men alle har et snert af horror over sig. Ikke den voldsomme og blodige slags men den snigende kriblende fornemmelse man får, når man pludselig får en mistanke om, at man bliver overvåget af nogen eller noget i skyggerne…

Historiernes styrke er de hverdagssituationer, som mange af dem tager udgangspunkt i. Den letgenkendelige leg fra barndommen, hvor man ikke måtte træde på stregerne mellem fliserne, for så ville noget gå galt. Eller de – til tider – kiksede opdateringer på Facebook, som kan gå grueligt galt. Her har forfatteren været meget kreativ mht. at finde frem til noget, der ligger så tæt på den almindelige hverdag og som samtidig udvikler sig til et mareridt for hovedpersonerne. Nogle af historierne indeholder også fantastiske elementer såsom novellen, der også har lagt navn til bogen, hvor der naturligvis også optræder en vampyr.

Jeg havde kun læst en enkelt af novellerne før – ’Blomstervanding’ – men det var bestemt et glædeligt gensyn, da det er en af mine yndlingsnoveller. Den består af en lang række opdateringer fra Peter, der opretter en Facebookprofil og de efterfølgende år får lavet en række opdateringer, hvor alle ikke er lige gennemtænkte, hvilket selvfølgelig giver en række komplikationer. Novellen ’Fortovsdrab’, der handler om en dreng/mand, der bringer ulykke over andre ved at træde på stregerne mellem fliserne er også ganske interessant, ligesom jeg holdt meget af ’Telefon fra afdøde’, hvor hovedpersonen Robert overtager en telefon, som bliver hjemsøgt af opkald fra døde mennesker. Og nu jeg tænker over det, så var jeg faktisk også ganske godt underholdt af ’La petite mort’, hvor et ægtepar eksperimenterer med et stof, som efterlader brugeren i en totalt pacificeret og dødlignende tilstand i en halv time, hvor partneren så kan bruge kroppen, som han/hun lyster.

Den eneste historie, der slet ikke fungerede for mig, var ’Fortsættelse til et eventyr’, hvor forfatteren er inviteret op til slottet for at interviewe kongen og dronningen. Jeg syntes, at den historie var ret kryptisk, og fortællemæssigt fangede den mig slet ikke.

Der er ikke mange, der mestrer at skrive spændende og skarpe noveller, men det gør Lars Ahn. Det er en sand fornøjelse at opleve, hvordan en forfatter med få virkemidler kan få gåsehuden frem på armene, mens man begynder at smile, når man dykker ned i de finurlige fortællinger, han skriver.

Alice

Jeg nåede desværre ikke at læse ‘Alice’ under forårets readathon, men det gjorde jeg til gengæld i maj måned.

‘Alice’ er skrevet af Christina Henry og er en moderne fortolkning af klassikeren ‘Alice i Eventyrland’. I ‘Alice’ er hovedpersonen dog ikke en lille pige men en ung kvinde på 26 år. Hun er indlagt på et psykiatrisk hospital, hvor hun har været i ti år – lige siden dengang, hvor hun undslap Rabbit, der forgreb sig på hende. Hun husker ikke alle detaljer men det, hun bagefter fortalte, var der ingen, der troede på. En nat udbryder der brand, og hun undslipper sammen med medfangen Hatcher, der efter sigende er morder. Men han er hendes eneste forbundsfælle, og sammen begiver de sig ud på en rejse, hvor mange farer lurer, og hvor Alice begynder at huske mere og mere fra dengang, hun mødte Rabbit…

Dette er i sandhed en dyster fortolkning af den skøre, sære og sjove klassiker! Den starter lige på og hårdt med at introducere Alice som en ung kvinde, der er indlagt på et psykiatrisk hospital, og det er både genialt og meget oplagt. Det klassiske eventyr er så bindegalt, at det et eller andet sted er logisk at koble det sammen med mistanke om sindssyge. Og samtidig er det tydeligt, at dette ikke er et eventyr for børn, for Alice er blevet seksuelt misbrugt, og det er ganske enkelt ikke noget, som børn bør læse om.

Lige præcis misbruget var jeg noget splittet omkring. På den ene side var det med til at understrege det dystre og modbydelige i fortællingen, og på den anden side blev det at voldtage kvinder brugt som effekt så mange gange i historien, at det efterhånden mistede sin betydning. Det er nemlig ikke bare Alice, det er gået ud over – en del af de hunkønsvæsner, hun møder undervejs, er også blevet voldtaget af en eller flere mænd. Jeg synes, det er synd, at forfatteren brugte dette så mange gange undervejs for at understrege, hvor mareridtsagtig, verdenen er, og hvor onde disse hankønsvæsner er, for det blev en anelse fortærsket til sidst. Det kammede ikke nær så meget over som med skurken i Brent Weeks-bogen ‘Shadow’s Edge’, som er en af de ringest beskrevne skurke, jeg nogensinde er stødt på i en bog. Men næsten.

Af samme grund var jeg lidt forbeholdende, mens jeg læste bogen, men samlet set var det en god oplevelse. Der er en bred vifte af sære skabninger, som er fortolkninger fra det oprindelige eventyr, og de var med til at give en mørk, mystisk og drømmeagtig stemning. Der var fascinerende at genkende de oprindelige figurer i de – til tider – pudsige og mærkværdige fortolkninger – uden at det på nogen måde føltes som et rip off. ‘Alice’ er i den grad sin egen historie og bestemt værd at læse. Men kun hvis du er til dystre og morbide fortællinger.

[personligt kunne jeg godt ønske mig, at den havde været en tand mere dyster, men nu er jeg jo også til horror, så…]