The Accident Season

Forventninger:
Jeg kan huske, at der var delte meninger om ‘The Accident Season’ af Moïra Fowley-Doyle, da bogen kom frem, men derefter glemte jeg alt om den, indtil jeg for nylig så den på Ereolen Global. Jeg havde ikke de vilde forventninger – nok mest en stille og rolig ungdomsbog, der ville gøre sig godt som sommerlæsning.

Resumé:
Når oktober nærmer sig, går Caras familie ind i en svær tid. Elkedlen gemmes væk, knive låses inde, og tykke gulvtæpper bliver rullet ud i huset. Oktober er måneden, hvor alt går galt – hvor ulykkerne vælter ned over familien – og det har flere gange været med dødeligt udfald. Men hvorfor er de altid ramt af uheld i oktober? Hvilken forbandelse er det, familien lider under?

Det bedste:
Stemningen i denne bog er ret fed. Der er en krybende usikkerhed om, hvad der foregår. Hvorfor sker der så mange ulykker for familien? Er det et tilfælde, eller hviler der en reel forbandelse over dem? Det er spooky mindfuck, og jeg kunne godt lide den stille og rolige opbygning, hvor man sidder og gruer for, hvordan det vil ende. Det bliver så heller ikke dårligere af, at det spirende kærlighedsforhold (der nærmest partout skal være i ungdomsbøger) mildt sagt er temmelig akavet.

Det værste:
Det var befriende, at personerne i bogen ikke var specielt stereotype, men de virkede desværre også ret ’flade’. Jeg kunne i hvert fald ikke føle dem, og af samme grund krøb historien aldrig rigtig ind under huden på mig. Og så var slutningen lidt… hm… kedelig. Det er selvfølgelig også svært at skrive en god afslutning på denne type historie, for meget af glæden ved at læse bogen netop er stemningen og muligheden for at gætte med på, hvad der mon foregår, og derfor vil afslutningen altid være svær. Jeg var ikke helt tilfreds med denne.

Kan anbefales til:
Hvis du er til magisk realisme og en rolig historie, hvor du ikke helt ved, hvad der foregår, så er denne bog noget for dig. Forventer du action og en klar rød tråd i handlingen, så skal du holde fingrene fra ’The Accident Season’.

The Dog Stars


Forventninger:
Jeg tilføjede ‘The Dog Stars’ af Peter Heller til min to-read-liste for over fem år siden – de præcise omstændigheder husker jeg ikke, men jeg har helt sikkert været tiltrukket af den postapokalyptiske vinkel. Jeg kunne intet huske om bogen, inden jeg gik i gang, så jeg havde reelt set ingen forventninger til bogen – men håbede selvfølgelig, at det ville være en god læseoplevelse.

Resumé:
Ni år efter, at en epidemi udrydder det meste af befolkningen, bor Hig i en lufthavn sammen med hunden Jasper samt Bangley – en våbenglad mand, som ikke har særlig meget til fælles med Hig udover, at de er blandt de få overlevende. Hig har ikke noget at leve for – alle han kendte og elskede er døde – men han forsøger dog at skabe sig en tilværelse, hvor han sammen med Bangley forsvarer området mod angribere og smittede, men også hvor han flyver til de smittede områder med forsyninger. For tre år siden modtog han et radiosignal på en af sine flyveture, og det har siden spøgt i hans tanker. Måske er der andre ligesindede derude?

Det bedste:
Den dystre og foruroligende stemning i bogen – det var bestemt ikke en verden, som man har lyst til at bo i. Samspillet mellem Hig og de personer, han mødte, gav ikke bare nogle interessante situationer – det viste også hvor forskellige folk stadig var, selvom der var gjort meget ud af at fortælle om de mange voldelige sammenstød mellem de overlevende. Især det lidt akavede forhold mellem Hig og Bangley gav fortællingen lidt kant.

Det værste:
Det haltede ind imellem med troværdigheden i bogen. Der var flere ting, jeg ikke helt troede på – blandt andet hvordan Hig kunne finde drikbare sodavand efter 9 år (har selv prøvet at smage sodavand, der var gået et halvt år over tid, og det var udrikkeligt) samt forklaringen på, hvorfor der stadig er strøm. Derudover opførte hovedpersonen sig ind imellem så tåbeligt/arrogant, at jeg havde svært ved at holde af ham. Og så var hele konceptet med de jævnlige angreb lidt for letkøbt – det var en alt for unuanceret og overfladisk måde at skabe et fjendebillede på.

Kan anbefales til:
Til dig, der er til dystre postapokalyptiske fortællinger med et roligt tempo, og hvor du ikke føler dig sikker på, at der er en lykkelig slutning. Kan du lide ‘The Road’, kan ‘The Dog Stars’ også være for dig – selvom denne bog dog ikke er lige så dyster. Du skal være forberedt på, at skrivestilen er ret staccato, hvilket passer fint til bogen, men omvendt også kan irritere en del læsere. Jeg syntes, det var en udmærket bog – dog ikke lige så gribende, ubehagelig og tankevækkende som ‘The Road’.

I morgen er alt mørkt – når historien slutter

Så nåede jeg også tredje og sidste bog i serien ‘I morgen er alt mørkt’. Jeg har tidligere anmeldt historien om Brage – og historien om Marlen. Bøgerne er skrevet af den norske forfatter Sigbjørn Mostue.

Jeg vil ikke give et resumé af bogen men i stedet referere til min anmeldelse af første bog, som også beskriver om det zombie-agtige angreb, som præger hele serien.

Og hvordan var afslutningen på serien så? Den var sådan set udmærket og helt i tråd med resten af serien. Man kan diskutere, om slutningen var detaljeret nok og gav de svar, man søgte. Personligt gør det mig ikke så meget, at visse ting er åbne til sidst, men det er som regel noget, der deler vandene.

Jeg kan godt lide, at serien foregår i Norge, og at fortællingen er noget mere grum, end hvis den var udgivet i USA. Der sker nogle ret brutale og nådesløse ting undervejs. Jeg synes dog personligt, at det er ærgerligt, at der også er flere voldtægter – det er en lidt for let (og unødig) måde at skabe en brutal stemning, og jeg synes ikke, det hører hjemme i en ungdomsbog.

Men overordnet set er ‘I morgen er alt mørkt‘-serien et glimrende bud på en lidt anderledes dystopisk fortælling i Skandinavien.

Alice in Zombieland

I løbet af i år har jeg både genlæst ‘Alice in Wonderland’ samt fået læst en række moderne fortolkninger af denne klassiker. Da jeg så faldt over ‘Alice in Zombieland’ på min lange to-read-liste på Goodreads, tænkte jeg, at jeg ville slå to fluer med ét smæk – det skulle både være månedens to-read-bog, og så var det jo perfekt, at det var en bog med horrortema.

Bogen er skrevet af Gena Showalter og handler om teenageren Alice, som har mistet sine forældre og søster i en bilulykke. Alice starter på en ny skole og bemærker hurtigt de andre elevers sære opførsel. Især den mystiske Cole, som hun har svær ved at blive klog på, men som tydeligvis er interesseret i hende – blandt andet på grund af hendes evner. Og snart er Alice en del af en helt særlig gruppe, som kæmper mod de overnaturlige…

Ok, dette var en noget speciel læseoplevelse. Det er en bog, jeg længe har tøvet med at kaste mig over, for selvom den har en ret høj rating på Goodreads, så er det samtidig også en bog, som flere af mine bogvenner ikke bryder sig om. Jeg valgte dog at give bogen en chance, for det kunne jo være en interessant fortolkning af ‘Alice in Wonderland’. Det var det bare ikke! Hverken en fortolkning eller en interessant historie.

‘Alice in Zombieland’ er en standard ungdomsbog med overnaturligt tema, en hovedperson med særlige evner samt naturligvis et trekantsdrama. Jeg blev så skuffet, da jeg indså det. Jeg havde håbet på en twistet horrorudgave af klassikeren, men fik i stedet en yderst gennemsnitlig ungdomsbog med de sædvanlige klicheer. Intet nyt, intet spændende.

Hvis du skal sætte pris på denne bog, så skal du være indstillet på, at den har meget lidt med ‘Alice in Wonderland’ at gøre. Derudover hjælper det også, hvis du er vild med dominerende fyre i stil med Edward og Jacob fra ‘Twilight’, som kan agere frelsende helte i ny og næ.

I morgen er alt mørkt – Marlens historie

I sidste måned læste jeg første bog i serien ‘I morgen er alt mørkt’ – nemlig historien om Brage – og nu fik jeg også læst efterfølgeren, ‘I morgen er alt mørkt – Marlens historie’. Bøgerne er skrevet af den norske forfatter Sigbjørn Mostue.

Jeg vil ikke give et resumé af bogen men i stedet referere til min anmeldelse af første bog, som også beskriver om det zombie-agtige angreb, som præger hele serien.

Marlens historie var en fin læseoplevelse meget i stil med den første bog, men jeg blev dog noget distraheret undervejs af de mange knudrede/sære formuleringer, der især prægede starten af bogen. Jeg ved ikke, om det var oversættelsesfejl, eller om det var forfatterens skyld, men det ødelagde desværre noget af læseoplevelsen.

Selvom jeg kunne regne en del af handlingen ud, da jeg havde læst første bog, så var der også tilpas mange overraskelser i bogen. Der var dog lige lovlig megen genbrug i forhold til konfliktsituationer, så bogen virkede ikke nær så original som forgængeren.

Marlens historie var et fint supplement til første bog. Jeg har lige lånt tredje bog, så den satser jeg på at få læst, inden året er omme.

Little Girls

I min søgen efter horrorbøger til dette kvartals læsetema faldt jeg over ‘Little Girls’ hos Ereolen Global. En horrorbog om små piger? Det lød som noget, der godt kunne fungere.

‘Little Girls’ er skrevet af Ronald Malfi og handler om kvinden Laurie, hvis far netop er død – tilsyneladende et selvmord, der dog er foregået under mystiske omstændigheder. Laurie tager hjem til faderens hus sammen med sin mand og tiårige datter, og her finder hun snart ud af, faderen var ret plaget på sine sidste dage. Måske er det vanvid, der greb ham, da han styrtede i døden fra den øverste etage… eller måske er det noget andet? Der er i hvert fald noget uhyggeligt over stedet, og Laurie bliver mere og mere urolig. Da datteren Susan samtidig får en jævnaldrende legekammerat, der på en prik ligner en pige, som Laurie legede med som barn, bliver hun for alvor urolig. Er det fortiden, der er vendt tilbage for at hjemsøge hende?

Dette er en langsomt fortalt historie, og det er både godt og skidt. Især starten føltes ind imellem langtrukken, men det opbyggede samtidig også en mere og mere krybende fornemmelse af, at noget er helt, helt galt i det hus. Jeg fik virkelig fornemmelsen af den fortættede og ubehagelige stemning i huset, ligesom scenerne med den fremmede pige blev mere og mere freaky. Men historien kunne dog godt have været fortalt på lidt færre sider, uden at det ville have ødelagt opbygningen.

Laurie var en udmærket hovedperson – tilpas normal og sympatisk til, at hun var let at identificere sig med og dermed også let at sympatisere med og forstå, da hun bliver mere og mere frustreret, jo længere tid hun bruger i huset.

Der er nogle twists undervejs, og tak for det! Jeg elsker twists, og det er bestemt ikke alt, der er lige let at regne ud ved denne historie. Der er dog også visse ting, som pludselig gør historien meget… konkret. Noget, som på den ene side tilføjer historien en ret uhyggelig og ubehagelig vinkel, men som samtidig også bryder med den stemning, der er opbygget på det tidspunkt. Det havde jeg det noget blandet med, for jeg kunne godt lide, at der skete noget uventet, men omvendt passede det ikke helt sammen med resten af historien. Og derudover syntes jeg, at der blev brugt lidt for kort tid til at forklare, hvad der skete – det virkede nærmest, som om at forfatteren var ved at løbe tør for sider.

‘Little Girls’ endte med at være en ok læseoplevelse. Den var ikke helt så spot on, som jeg havde håbet, men den havde bestemt en række kvaliteter.

I morgen er alt mørkt – Brages historie

Hvor tit læser du norske ungdomsromaner? Jeg mindes ikke at gjort det før, men da jeg faldt over ‘I morgen er alt mørkt – Brages historie’ blev min nysgerrighed vakt. Bogen er første del i en trilogi, som Sigbjørn Mostue har skrevet, og oplægget lød interessant.

Bogen foregår i Norge og handler om den helt almindelige fyr, Brage, der lever et helt almindeligt liv. Det ændrer sig dog, da der udbryder en epidemi, hvor mennesker bliver ramt af galskab og overfalder hinanden. Epidemien når også Norge, og snart må Brage og en række af hans venner flygte ud i vildmarken for at gemme sig for det gale mennesker. Men der opstår snart interne stridigheder, og Brage må kæmpe for at holde gruppen sammen.

Epidemien, der bryder ud, minder meget om et zombieangreb, men der er dog den forskel, at de smittede i ‘I morgen er alt mørkt’ er lige så hurtige som normale mennesker. Det gør dem væsentlig mere skræmmende som fjende, da de er langt sværere at flygte fra. Der er skruet godt op for den dystre og alvorlige stemning, og det bliver kun mere interessant af, at historien foregår i Norge. Det er et land, jeg som dansker let kan identificere mig med, men omvendt er der også en række forskelle, som kommer til udtryk i denne bog – for eksempel den barske norske vildmark og nordmændenes lidt lettere adgang til skydevåben (som lige i denne situation er meget belejlig).

Der er en række konflikter i bogen, og selvom der godt kunne være arbejdet lidt mere med nuancerne, så det ikke blev så sort-hvidt sat op, så synes jeg dog også, at der er nogle ok twists til historien. Der sker nogle uventede ting undervejs, og jeg kunne godt lide, at bogen ikke var så stereotyp men kunne byde på en forholdsvis original historie.

Persongalleriet er ikke voldsomt interessant. Nogle af personerne er lidt for klichéramte til mig, og det er især kritisk, når det drejer sig om flere af skurkene, men omvendt er niveauet ikke dårligt i forhold til andre ungdomsbøger i denne genre. Hovedpersonen Brage er dog en af dem, der skiller sig positivt ud, og det er spændende at følge hans udvikling i bogen.

Alt i alt en glimrende læseoplevelse – faktisk så glimrende, at jeg har lånt den næste bog i serien og regner med at læse den i løbet af de kommende uger.

Croak

Da jeg deltog i Dewey’s Read-a-Thon i sidste måned, nåede jeg blandt andet at læse ‘Croak’. Det var samtidig også oktober måneds læseudfordring, for den bog havde efterhånden stået på min to-read-liste i flere år.

‘Croak’ er skrevet af Gina Damico og handler om den sekstenårige pige Lex, der har visse adfærdsvanskeligheder, hvor hun blandt andet bider hendes klassekammerater! Hendes forældre beslutter, at hun trænger til luftforandring og sender hende på sommerferie hos onkel Mort, som bor på en gård. Det viser sig dog, at landmandslivet er et cover, for Mort har et ret sjældent – og hemmeligt – arbejde – han er sjælehenter. Han ser potentiale i Lex, og snart er hun involveret i arbejdet, men det giver selvfølgelig en række komplikationer. Hun kan for eksempel ikke fortælle familien derhjemme om sine oplevelser, og hun må heller ikke blande sig, når hun skal hente et mordoffer og samtidig ser, hvem gerningsmanden er. For det ville være let at angive vedkommende, men det er jo ikke hendes job.

Bogen levede desværre ikke helt op til mine forventninger. Jeg havde hørt, at den skulle være sjov, og jeg forestillede mig en bog med en god del action og et glimt i øjet. Humoren måtte jeg dog se langt efter – eller også faldt den bare ikke i min smag. Jeg syntes, at historien var på det jævne, for det var igen en ungdomsbog med en hovedperson, der ikke passede ind, men som pludselig fandt sit kald, fordi vedkommende var noget helt særligt.

Det hjælper heller ikke på det, at hovedpersonen Lex ikke er specielt sympatisk. Jeg kan ellers godt lide skæve hovedpersoner med ar på sjælen, men Lex er mest af alt en aggressiv og selvcentreret person, og der er ikke rigtig nogen begrundelse for det. Heldigvis bekymrer hun sig om sin søster, så lidt positivt er der trods alt ved hende.

Den vage kærlighedshistorie er heldigvis vag, for den havde heller ikke så meget at byde på men fulgte samme skabelon som andre ungdomsbøger – en dreng og en pige mødes, de kan ikke lide hinanden, de bliver tvunget til at samarbejde, de begynder alligevel at holde af hinanden.

Så – alt i alt kunne jeg godt lide den verden, bogen foregår i, men både plottet og hovedpersonerne havde ikke noget nyt eller charmerende over sig. ‘Croak’ er en gennemsnitlig standard YA – hverken bedre eller dårligere end de fleste – men af samme grund heller ikke en bog, jeg vil anbefale.

Forvandlingen

For et par uger siden var jeg på biblioteket, hvor jeg skulle hente nogle bøger, jeg havde reserveret. Her ‘kom jeg til’ at låne nogle graphic novels med – heriblandt ‘Forvandlingen’, der er en graphic novel-udgave af novellen af samme navn af Franz Kafka.

Jeg mindes at have læst novellen for en række år siden, men den var også så fjern i min hukommelse, at jeg sagtens kunne nyde historien uden at tænke på,  hvordan den endte.

‘Forvandlingen’ er historien om Gregor, der vågner op en morgen og opdager, at han er blevet forvandlet til et insekt. Historien beskriver den akavede stemning, det medfører, og ikke mindst de problemer han indirekte er skyld i. Han bliver skelet til, han bliver frygtet, han vurderes ikke længere som et menneske, ensidige et levende væsen. Han er en ting, en udeforstående, en fjende.

Jeg synes, at tegneren, Søren Jessen, har gjort et virkelig godt stykke arbejde i at fange den klaustrofobiske og ubehagelige stemning på en elegant måde, så den ligger subtilt og lurer under overfladen, uden at det bliver smurt ud i hovedet på læseren fra første side af. Den der følelse af, at hovedpersonen fjerner sig mere og mere fra sine omgivelser – eller at de fjerner sig fra ham – og hvordan stemningen fortættes. Det er en fortolkning, der er den originale historie værdig.

En anbefaling herfra, hvis du gerne vil læse Kafka på en lidt utraditionel måde.

Darling Jim

Til den nys overståede read-a-thon fik jeg blandt andet læst denne bog, som jeg fandt i et antikvariat tidligere i år.

‘Darling Jim’ er skrevet af Christian Mørk og handler om postbuddet Niall, der falder over en dagbog fra den unge kvinde Fiona, som døde under mystiske omstændigheder. Det bliver en poetisk og nærmest eventyrlig fortælling om den mystiske fremmede, der fortryller en helt by og ikke mindst kvinderne, og hvordan det spreder splid og uro. For hvem er ikke parat til at dræbe for den sande kærlighed?

Jeg kunne godt lide, hvordan historien var et moderne eventyr – den var meget stemningsfuld, og kender du lidt til de traditionelle eventyr, vil du også kunne genkende flere elementer i fortællingen, uden at det dog ødelægger overraskelserne i bogen.

Jeg var dog ikke så vild med dagbogsvinklen, og det skyldtes især starten af Fionas fortælling, hvor hun er lidt for alvidende omkring sin situation og derfor taler direkte til læseren. Det kom til at virke forceret og utroværdigt. Jeg kan godt forstå behovet for, at noget af historien skal fortælles fra hendes synspunkt, men så skulle noget af dagbogsteksten være skrevet anderledes, for det kom til tider til at virke utroværdigt, at en person i hendes situation ville skrive på den måde (det er i hvert fald min formodning).

‘Darling Jim’ er let og hurtig at læse, og det er klart en bog, som vil egne sig fint til en efterårs- eller vinterferie. Der var et par steder, hvor jeg syntes, at plottet blev lidt søgt, men overordnet set en fin fortælling.