A Torch Against the Night

Jeg får læst en del e-bøger for tiden, og her har jeg blandt andet kastet mig over ‘A Torch Against the Night’, der er efterfølgeren til ‘An Ember in the Ashes’. Bøgerne er skrevet af Sabaa Tahir.

Jeg vil undlade at skrive et resumé af handlingen, da det vil afsløre for meget i forhold til den første bog, men da jeg var ret begejstret for ‘An Ember in the Ashes’, vil jeg i stedet diskutere, om ‘A Torch Against the Night’ lever op til den første.

… og ja, det gjorde den! Den er spændende, dramatisk, actionfyldt og overraskende på samme tid. Der var godt nok et tidspunkt i første halvdel, hvor det var lige ved at kamme over i trekantsdrama, men i stedet for at tæske rundt i de sædvanlige YA-klicheer, så fik forfatteren drejet det over til noget langt mere interessant.

Jeg elsker, at der bliver gjort så meget ud af personerne i denne serie. Især Helene er yderst interessant, men også den ekstremt ondskabsfulde og manipulerende kommandant pirrer min nysgerrighed. Jeg kan naturligvis også godt lide heltene, men det er de to førnævnte, som helt sikkert skiller sig mest ud i forhold til anden ungdoms-fantasy.

Jeg vil egentlig gerne sige mere, men så er jeg bange for, at jeg afslører for meget, så lad mig i stedet slutte af med at anbefale bøgerne samt krydse fingre for, at næste bog snart kommer!

The Song of Susannah – The Dark Tower 6

‘Song of Susannah’ er sjette og næstsidste bog i ‘The Dark Tower’-serien af Stephen King. Jeg har tidligere anmeldt ‘The Gunslinger’, ‘The Drawing of the Three’, ‘The Waste Lands’, ‘Wizard and Glass’. og ‘Wolves of the Calla’.

Der kommer ikke et resumé af handlingen, da det vil afsløre for meget fra de foregående bøger, så her er i stedet mit overordnede indtryk af bogen.

Igen må jeg desværre sige, at det var en meget blandet læseoplevelse. Der var øjeblikke, hvor jeg var grebet af historien, og der var tidspunkter, hvor jeg havde lyst til at kyle bogen væk i ren frustration. Jeg opdagede blandt andet, at Stephen King begik en dødssynd, da han skrev denne bog…
..
.
SPOILER-ADVARSEL:
Han har skrevet sig selv ind i historien! Nej og mere nej! Man bryder ikke den illusion i bøger, basta! Det kan fungere i tegneserier som ‘Pearls Before Swine’, men ikke i skønlitteratur. Jeg synes, det er forfærdeligt selvcentreret, og det virkede så konstrueret og upassende. ØV!

Ligesom de foregående bøger er handlingen i denne bog ret langtrukken, men heldigvis er bogen ikke særlig lang i forhold til de fleste andre bøger i serien, så det tog ikke så lang tid at komme igennem denne her.

Jeg er pt. i gang med at læse sidste bog i serien. Jeg har egentlig ikke lyst, for jeg synes, at de seneste tre bøger i serien har været skuffende, men nu mangler jeg kun at læse den sidste bog for at afslutte serien, så det gør jeg selvfølgelig. Jeg vil jo godt vide, hvad den slutter med.

Wolves of the Calla – The Dark Tower 5

‘Wolves of the Calla’ er femte bog i ‘The Dark Tower’-serien af Stephen King. Jeg har tidligere anmeldt ‘The Gunslinger’, ‘The Drawing of the Three’, ‘The Waste Lands’ og ‘Wizard and Glass’.

Jeg vil selvfølgelig ikke bringe et resumé af bogen, da det vil afsløre for meget af handlingen i de foregående bøger, så dette bliver i stedet en kort opsummering af mit indtryk af bogen.

Jeg havde virkelig håbet, at ‘Wolves of the Calla’ ville genoplive min lyst til at læse serien. Efter at have læst ‘Wizard and Glass’, som absolut ikke faldt i min smag, tænkte jeg, at nu skulle historien nok komme op i omdrejninger igen. Det skete dog desværre ikke. Selvom ‘Wolves of the Calla’ ikke led under at være én lang fortælling fra fortiden (som fjerde bog var), så var der alt for megen udenomssnak og fyldhistorier i denne bog. Der var glimtvis af genialitet, når hovedhistorien fik lov til at titte frem mellem den ca. 750 sider, men der var desværre også irriterende meget fyld, som ærlig talt ikke sagde mig særlig meget og bare trak handlingen i langdrag.

Men altså – denne serie fanger mig desværre ikke lige så meget som mange af Kings andre bøger, og jeg kan godt undre mig lidt over den nærmest kultagtige dyrkelse af serien, som en lang række King-fans sværger til.

Nu er jeg nået så langt i serien, at jeg har besluttet mig for at læse den færdig. Den sjette bog er heldigvis noget kortere – under 500 sider – mens den sidste er en basse på omkring de 1000 sider! Jeg bliver helt svedt ved tanken…

Wizard and Glass – The Dark Tower 4

Jeg er fortsat i gang med at tygge mig igennem 7-bindsklassikeren fra Stephen King, også kendt som ‘The Dark Tower’-serien. Jeg er nået til bind 4 – du kan finde links til anmeldelserne af de tre første bøger nederst i dette blogindlæg.

Jeg vil vanen tro ikke bringe et detaljeret resumé af handlingen, da det vil afsløre for meget fra de foregående bøger. Jeg kan dog fortælle, at denne bogs handling fortsætter umiddelbart efter slutningen på 3’eren, men at størstedelen af bogen faktisk handler om Rolands ungdomsår, som han fortæller sine rejsekammerater om.

Jeg må desværre indrømme, at denne bog ikke var noget for mig. Jeg syntes, det var irriterende, at Rolands fortid fyldte langt størstedelen af bogen, for det var noget af et antiklimaks i forhold til den fantastisk spændende start på bogen. Men for det første er jeg sjældent til kærlighedshistorier, og for det andet er den type historier heller ikke Kings styrke, så det var en noget tam læseoplevelse. Historien i sig selv er udmærket, men den er aaaalt for lang. Her kunne man med fordel have skåret minimum 200 sider – og gerne mere.

Jeg har umiddelbart indtryk af, at ‘Wizard and Glass’ adskiller sig fra de øvrige bøger ved at være så fokuseret på Rolands fortid, så selvom denne bog var noget træg at komme igennem, så har jeg ikke opgivet at læse videre i serien. Jeg satser på at gå i gang med den femte bog i slutningen af denne måned.

Bird Box

bird boxUnder sidste måneds Read-a-Thon nåede jeg også at læse ‘Bird Box’ af Josh Malerman. Det er en bog, jeg længe har ønsket at læse, for den har fået fantastiske anmeldelser, og så gjorde teaseren mig nysgerrig.

I ‘Bird Box’ følger man Malorie og hendes to små børn, der har forskanset sig i et hus. Her har de levet de sidste fem år og er måske de eneste overlevende efter en række sære hændelser, hvor mange mennesker begik selvmord – tilsyneladende efter at have set et eller andet. Det betyder også, at de overlevende har bind for øjnene, når de en sjælden gang vover sig udenfor for at skaffe vand eller andre fornødenheder. Men nu mener Malorie, at det er på tide, at de forlader stedet for at lede efter andre overlevende, og mens de forbereder sig på rejsen, tænker hun tilbage på de fem år, der er gået, og de tragiske hændelser, der har præget livet i huset.

Denne bog er helt klart ude på at opbygge en mystisk stemning, hvor din nysgerrighed vækkes, og hvor du forsøger at regne ud, hvad der mon er sket i løbet af de seneste fem år. Hvad kan det dog kan være, som man for alt i verden ikke må se? Det virkede ret godt på mig, og da jeg elsker at sidde og gætte med, når jeg læser, så var jeg fanget fra start.

Handlingen hopper frem og tilbage – mellem nutid og vigtige tidspunkter gennem de seneste fem år – så man stille og roligt får tegnet billedet af, hvordan Malorie endte der i første omgang, og hvorfor der ikke er andre overlevende udover hende og børnene. Det er dystre beskrivelser blandet med glimt af håb og troen på, at det nok skal gå, men forfatteren sørger hele tiden for at antyde, at ting vil gå galt, og som læser ved du også fra start, at der kun er Malorie og børnene tilbage.

Desværre blev bogen aldrig helt så uhyggelig, som jeg havde håbet. Selve præmissen for, hvorfor de går med blind for øjnene (som jeg ikke vil afsløre her) var ikke særlig overbevisende for mig. Jeg syntes, det var for tyndt og vagt forklaret, og det er sandsynligvis hovedårsagen til, at jeg aldrig blev grebet af den dystre stemning. Jeg vil dog også sige, at tanken om en verden, hvor man ikke kan gå udenfor uden bind for øjnene ER skræmmende – det var bare ikke en følelse, der krøb ind under huden på mig.

The Waste Lands – The Dark Tower 3

Jeg er nu nået til den tredje bog i Stephen Kings 7-binds serie, ‘The Dark Tower’. Jeg har tidligere anmeldt ‘The Gunslinger’ og ‘The Drawing of Three’. Det var udmærkede læseoplevelser, men jeg var ikke så blown away, som mange ellers siger, man bliver af denne serie, så jeg var lidt forbeholden, da jeg gik i gang med ‘The Waste Lands’.

Jeg vil ikke bringe et resumé af handlingen, da jeg gerne vil undgå at afsløre for meget i forhold til de første bøger.

Generelt virkede ‘The Waste Lands’ mere overskuelig og knapt så weird, som især den foregående bog ind imellem blev. Jeg kunne godt lide det sammenhold, der opstod, og ikke mindst hovedpersonernes udvikling. Nåja – og så selvfølgelig Oy, men sådan er det jo ofte, når en hovedperson pludselig får sig et kæledyr.

Jeg var ikke superbegejstret for en ret… markant… sexscene, der er i bogen. I det hele taget bryder jeg mig ikke om, når Stephen King en sjælden gang skriver sexscener. Heldigvis sker det som sagt ikke særlig tit, men jeg synes bare ikke, de fungerer. Jeg har for eksempel aldrig rigtig tilgivet ham den yderst upassende sexscene i ‘Det onde’. Den var komplet unødvendig og en af grundene til, at det er en af de bøger, jeg mindst kan lide fra hans forfatterskab. Men i ‘The Waste Lands’ giver sexscenen et eller andet sted mening – jeg har i hvert fald en god idé om, hvorfor den skulle være, som den var.

‘The Waste Lands’ havde et rimelig roligt tempo, og selvom jeg ind imellem tænkte, at der gerne måtte ske mere, så kedede jeg mig ikke. Især anden halvdel var en interessant rejse, og den sluttede med lidt af en cliffhanger. Her er jeg så glad for, at jeg er gået i gang med serien på et tidspunkt, hvor den er færdigskrevet, for efter ‘The Waste Lands’ gik der en hel del år, før King genoptog serien.

Skal jeg læse videre i serien? Klart. Nu har jeg fået blod på tanden, og nu kan jeg mærke, at den fænger. Jeg har ikke den fjerde bog stående, men mon ikke jeg køber den i næste måned, når jeg alligevel skal bestille bøger hjem til Read-a-Thon.

An Ember in the Ashes

‘An Ember in the Ashes’ har længe været en af favoritterne blandt en del af de vloggers, jeg følger, så da jeg fandt ud af, at jeg kunne låne den via Ereolen Global, besluttede jeg mig for at downloade den og have den som reservebog på ferien i Frankrig. I stedet endte jeg med, at den udkonkurrerede en af de papirbøger, jeg havde planlagt at læse på rejsen!

Bogen er skrevet af Sabaa Tahir og er første bog i en serie. Jeg ved ikke, om det bliver en trilogi, men eftersom de fleste fantasyforfattere ikke kan skrive andet nu til dags, så er det et meget godt bud.

‘An Ember in the Ashes’ har to teenagere som hovedpersoner – slaven Laia og soldaten Elisa. De befinder sig i hver sin ende af hierarkiet i imperiet, og alligevel har de meget til fælles. Begge drømmer de om en bedre verden – en fri verden, hvor man ikke skal leve i frygt, og hvor samfundet ikke lægger så mange begrænsninger på borgerne. Laia føler sig nødsaget til at kontakte modstandsbevægelsen, da hendes bror bliver arresteret. De indgår en aftale om, at hun vil spionere for modstandsbevægelsen, og så vil de sørge for at befri hendes bror fra fængslet. Men Laias opgave viser sig at være dødsensfarlig, for der holdes skarpt øje med hende, og ét fejltrin vil betyde døden. Samtidig er Elias næsten færdig med sin uddannelse som soldat. I al hemmelighed har han dog planlagt at stikke af, men komplikationer opstår, og han står pludselig i en situation, hvor han måske kan få sin frihed på anden vis.

Denne bog var en virkelig positiv overraskelse. Jeg frygtede lidt, at den blot være endnu en oprørsbog i stil med mange af de andre ungdomsbøger om kampen-mod-det-undertrykkende-samfund, der er kommet de senere år, men jeg synes, at ‘An Ember in the Ashes’ formår at have sin egen stil.

Dette er en brutal bog. Jeg tænkte flere gange på ‘The Hunger Games’, mens jeg læste den. Ikke fordi de to bøgers handlingsforløb matcher, men fordi der er visse fælles træk såsom en ret barsk handling, hvor folk dør og oprøret mod en statsmagt, der er undertrykkende og voldelig.

Det fungerede rigtig fint med to hovedpersoner, som man skifter til at opleve historien igennem. Der var et par gange, hvor Laia var lige lovlig naiv, eller hvor Elias simpelthen ikke tænker sig om, og her var det som læser ofte let at gætte, hvad der så ville ske. Alligevel formåede bogen flere gange at overraske, og spændingen steg næsten hele vejen gennem fortællingen, hvor jeg sad og spekulerede på, hvad forfatteren mon havde i ærmet. Slutningen var ikke så overraskende, men havde dog et par twists, som jeg fandt ganske interessante.

Kærlighedsdelen i bogen var… kompliceret. Jeg frygtede et trekantsdrama, men forfatteren havde valgt en noget mere indviklet historie, hvor Amors pile i den grad fløj gennem luften hele tiden! Jeg vil ikke afsløre mere her, men er du til kærlighedshistorier og komplikationer, så burde du kunne få din lyst styret med denne bog.

Som jeg startede med at skrive, så udkonkurrerede denne e-bog helt en af de papirbøger, jeg havde slæbt med på ferien, som jeg slet ikke nåede, fordi jeg havde travlt med at læse ‘An Ember in the Ashes’. Det var en spændende og medrivende fortælling, og jeg skal helt sikkert læse fortsættelsen.

Er du til bøger om undertrykkelse, uretfærdighed, oprør, loyalitet og kærlighed, så er denne bog noget for dig.

The Drawing of the Three – The Dark Tower 2

Jeg er så småt i gang med at tygge mig igennem en af de største klassikere fra Stephen King – nemlig hans The Dark Tower-serie, der består af syv bøger. Jeg har tidligere anmeldt den første bog i serien, ‘The Gunslinger’, og ‘The Drawing of the Three’ er anden bog.

Jeg vil ikke komme så meget ind på handlingen, da jeg gerne vil undgå at afsløre for meget fra den første bog.

Jeg håbede, at denne bog ville vælte mig bagover af begejstring, for selvom den første bog var udmærket, så var den ikke en wauw-oplevelse. Det var ‘The Drawing of the Three’ desværre heller ikke. Det var tværtimod en ret blandet oplevelse – der var scener, jeg elskede, og scener, jeg decideret hadede.

Jeg var for eksempel ret begejstret for scenen i flyet, hvor Roland og Eddie mødes. Det var absurd og virkelig sjovt. Deres samspil var ret interessant, og jeg nød at følge, hvordan de forsøgte at komme overens i løbet af de næste kapitler. Omvendt brød jeg mig på ingen måde om Detta. Hun var ekstremt aggressiv og højtråbende, og min reaktion på hende var ligesom med flodhesten Dolph – jo hurtigere hun kunne aflives, jo bedre. Alle hår på mig strittede af indestængt irritation, lige så snart hun åbnede munden.

Bogen skifter mellem meget konkrete/realistiske scener til ret abstrakte scener, og det forvirrede mig ind imellem. Jeg havde det lidt blandet med kombinationen – det gav både nogle interessante twists til historien, men det blev ind imellem også ret mærkeligt.

Jeg regner med at gå i gang med næste bog i løbet af juni måned, og så krydser jeg fingre for, at der vil komme endnu flere gode scener.

The Whispering Skull

‘The Whispering Skull’ er anden bog i ‘Lockwood & Co’-serien af Jonathan Stroud. Jeg har tidligere anmeldt første bog, ‘The Screaming Staircase’.

‘The Whispering Skull’ foregår ca. et halvt år efter handlingen i den første bog. Der er ikke sket synderlig meget i den mellemliggende tid, for de andre bureauer går stadig og griner lidt af Lockwood & Co. Sidstnævnte får dog travlt, da de får en ny klient – Mr. Saunders – der ønsker, at de skal grave liget af den for længst afdøde Edmund Bickerstaff op. Bickerstaff var en doktor, der efter sigende prøvede at tale med de døde. Det går rigtig fint – lige indtil at George træder i spinaten. Problemerne begynder at vælte ind over Lockwood & Co, og det bliver ikke bedre af, at bureauet er i besiddelse af et kranie, hvis hviskende stemme Lucy kan høre. Hun kan ikke finde ud af, om det vil det hende godt eller ondt, men hun føler under alle omstændigheder, at hun bør reagere på de informationer, hun får.

Jeg havde det lidt blandet med denne bog. Jeg var ikke helt op at ringe over den første bog i serien, men hyggede mig fint, da jeg læste den og kunne godt se et potentiale i serien. Jeg havde derfor håbet (eller måske ligefrem forventet), at ‘The Whispering Skull’ var en tand bedre og derfor ville tage mig med storm. Det skete desværre ikke. Tværtimod var der et par gange undervejs, hvor jeg kedede mig, og historien i sig selv virkede noget ujævn. Samlet set endte læseoplevelsen dog med at være fin, men jeg var bare ikke så imponeret, som jeg havde forventet, og det ærgrede mig en god del af tiden.

Jeg var ikke særlig begejstret for det talende kranie – det virkede lidt for kliché til mig – ligesom jeg heller ikke syntes, at forfatteren havde gjort så meget ud af personudviklingen hos Lucy og George. Anthony er stadig charmerende (og min favorit), mens Lucy mest fremhæves for ‘ikke at være som andre piger’ (ligesom stort set alle kvindelige hovedpersoner i ungdomsbøger), og Georges primære ‘karaktertræk’ er, at han er overvægtig. Deeet kunne man godt gøre bedre. Just saying.

Heldigvis er der scener undervejs, der trækker op, og der er også en vis portion humor i bogen. Jeg har overvejet, om jeg skal genlæse bogen på et tidspunkt for at tjekke, om det bare var mig, der var umotiveret, da jeg læste den og derfor er bedre end mit første indtryk.

Locke & Key – Welcome to Lovecraft

De seneste år har jeg – heldigvis – genfundet glæden ved at læse tegneserier, og det betyder, at jeg pt. er i gang med en lang række spændende serier. Jeg mente dog, at der godt kunne være plads til én til, og jeg var så heldig at få ønsket opfyldt, da jeg fik ‘Locke & Key – Welcome to Lovecraft’ til min fødselsdag.

Det er første bog i en serie på seks bøger skabt af Joe Hill og Gabriel Rodriguez. Første bog handler om de tre Locke-søskende, Tyler, Kinsey og Bode, der flytter ind i et gammelt hus sammen med deres mor. De prøver at skabe et nyt sted, hvor familien kan finde sammen, for børnenes far blev for nylig brutalt myrdet af en af de elever, han underviste. Et mord, som den ældste af børnene er overbevist om, at han kunne have forhindret. Så det er en familie i sorg, der forsøger at finde sig til rette i et hus, der bærer på mange hemmeligheder og mange overraskelser…

Jeg læser ikke altid introduktioner i bøger, men i dette tilfælde gjorde jeg, og det viste sig at være en god idé. De første sider i historien er nemlig en anelse indforståede og forvirrende, men de giver langt mere mening, jo mere af baggrundshistorien man får på plads undervejs.

Det er – som oplægget mere end antyder – en dyster og trist bog om en familie, der sørger over tabet af faren. Børnene håndterer tabet meget forskelligt, og det er en af de ting, der er med til at gøre historien interessant. Deres forskellige reaktioner og følelsesudbrud virker ret troværdige, og det gør det let at holde af – og med – dem. Samtidig får man stille og roligt mere at vide om huset, og det virker ikke ligefrem som det bedste sted for familien at ende… men det vil jeg ikke afsløre mere om her.

‘Locke & Key – Welcome to Lovecraft’ er en lovende start på en serie. Jeg syntes ikke, den havde så meget Lovecraft-stemning over sig, men det var bestemt en dyster og mystisk bog, og jeg glæder mig til at læse videre i serien.