The Young World

I stakken over de seneste bibliotekslån lå denne ungdomsbog af Chris Weitz – rart med lidt hurtig læsning til togturene.

‘The Young World’ er første bog i trilogien af samme navn. Den foregår i en dystopisk verden, hvor en mystisk sygdom har udryddet alle voksne og børn, så der kun er de unge tilbage. Og så snart de når 18 år, dør de.

Det har kastet verden ud en undtagelsestilstand, hvor de overlevende kæmper om mad og territorier og meget få søger en løsning på problemet. For hvilken fremtid er der, hvis alle alligevel er dømt til at dø, så snart de når 18?

Bogen er fortalt gennem to hovedpersoner – Jefferson, der er den nye leder af en gruppe overlevende, og Donna, der er med i gruppen. Gennem dem oplever læseren,  hvor håbløs og brutal verden er blevet, og hvor man oftere tyr til vold end til samarbejde.

Jeg syntes desværre ikke, at bogen havde meget at byde på – eller meget nyt skal jeg måske sige, for det er jo ikke ligefrem fordi, at bogmarkedet har savnet dystopiske bøger de sidste 7-8 år. Jeg savnede en forklaring på, hvor sygdommen kom fra, og hvorfor den ikke slog de unge ihjel. Det virkede utrolig konstrueret og dermed også ret påklistret, og det går altså ikke, når det er en af præmisserne for historien. Samtidig manglede jeg også en forklaring på, hvorfor alting gik så galt, når der kun var teenagere tilbage (og det er ikke nok at referere til ‘Fluernes Herre’ ;-)).

Historien var som sådan ikke dårligt skrevet – den fangede mig bare overhovedet ikke, og jeg regner ikke med at læse videre i serien.

Wizard and Glass – The Dark Tower 4

Jeg er fortsat i gang med at tygge mig igennem 7-bindsklassikeren fra Stephen King, også kendt som ‘The Dark Tower’-serien. Jeg er nået til bind 4 – du kan finde links til anmeldelserne af de tre første bøger nederst i dette blogindlæg.

Jeg vil vanen tro ikke bringe et detaljeret resumé af handlingen, da det vil afsløre for meget fra de foregående bøger. Jeg kan dog fortælle, at denne bogs handling fortsætter umiddelbart efter slutningen på 3’eren, men at størstedelen af bogen faktisk handler om Rolands ungdomsår, som han fortæller sine rejsekammerater om.

Jeg må desværre indrømme, at denne bog ikke var noget for mig. Jeg syntes, det var irriterende, at Rolands fortid fyldte langt størstedelen af bogen, for det var noget af et antiklimaks i forhold til den fantastisk spændende start på bogen. Men for det første er jeg sjældent til kærlighedshistorier, og for det andet er den type historier heller ikke Kings styrke, så det var en noget tam læseoplevelse. Historien i sig selv er udmærket, men den er aaaalt for lang. Her kunne man med fordel have skåret minimum 200 sider – og gerne mere.

Jeg har umiddelbart indtryk af, at ‘Wizard and Glass’ adskiller sig fra de øvrige bøger ved at være så fokuseret på Rolands fortid, så selvom denne bog var noget træg at komme igennem, så har jeg ikke opgivet at læse videre i serien. Jeg satser på at gå i gang med den femte bog i slutningen af denne måned.

Bird Box

bird boxUnder sidste måneds Read-a-Thon nåede jeg også at læse ‘Bird Box’ af Josh Malerman. Det er en bog, jeg længe har ønsket at læse, for den har fået fantastiske anmeldelser, og så gjorde teaseren mig nysgerrig.

I ‘Bird Box’ følger man Malorie og hendes to små børn, der har forskanset sig i et hus. Her har de levet de sidste fem år og er måske de eneste overlevende efter en række sære hændelser, hvor mange mennesker begik selvmord – tilsyneladende efter at have set et eller andet. Det betyder også, at de overlevende har bind for øjnene, når de en sjælden gang vover sig udenfor for at skaffe vand eller andre fornødenheder. Men nu mener Malorie, at det er på tide, at de forlader stedet for at lede efter andre overlevende, og mens de forbereder sig på rejsen, tænker hun tilbage på de fem år, der er gået, og de tragiske hændelser, der har præget livet i huset.

Denne bog er helt klart ude på at opbygge en mystisk stemning, hvor din nysgerrighed vækkes, og hvor du forsøger at regne ud, hvad der mon er sket i løbet af de seneste fem år. Hvad kan det dog kan være, som man for alt i verden ikke må se? Det virkede ret godt på mig, og da jeg elsker at sidde og gætte med, når jeg læser, så var jeg fanget fra start.

Handlingen hopper frem og tilbage – mellem nutid og vigtige tidspunkter gennem de seneste fem år – så man stille og roligt får tegnet billedet af, hvordan Malorie endte der i første omgang, og hvorfor der ikke er andre overlevende udover hende og børnene. Det er dystre beskrivelser blandet med glimt af håb og troen på, at det nok skal gå, men forfatteren sørger hele tiden for at antyde, at ting vil gå galt, og som læser ved du også fra start, at der kun er Malorie og børnene tilbage.

Desværre blev bogen aldrig helt så uhyggelig, som jeg havde håbet. Selve præmissen for, hvorfor de går med blind for øjnene (som jeg ikke vil afsløre her) var ikke særlig overbevisende for mig. Jeg syntes, det var for tyndt og vagt forklaret, og det er sandsynligvis hovedårsagen til, at jeg aldrig blev grebet af den dystre stemning. Jeg vil dog også sige, at tanken om en verden, hvor man ikke kan gå udenfor uden bind for øjnene ER skræmmende – det var bare ikke en følelse, der krøb ind under huden på mig.

Station Eleven

Jeg har en vis forkærlighed for dystopiske bøger, så da jeg hørte om ‘Station Eleven’, vidste jeg, at det var en bog, jeg måtte læse på et tidspunkt. For nylig fik jeg så endelig lånt den via Ereolen Global og brugte den som læsning på togturene til og fra arbejde.

Bogen er skrevet af Emily St. John Mandel og lægger lidt brat ud med at beskrive den aften, hvor en kendt skuespiller falder om på scenen med et hjerteanfald. En af publikummerne haster op på scenen for at yde førstehjælp. Senere samme aften begynder en dødbringende virus at brede sig, og verden begynder at falde fra hinanden. Derefter springer bogen 20 år frem i tiden – til efter civilisationens nedbrud, hvor kun få har overlevet. Her følger man blandt andet en af børneskuespillerne, der var til stede ved føromtalte hjerteanfald, og i resten af bogen bliver fortid og nutid spundet sammen med tilbageblik og pudsige skæbnesammenfald.

Ja, jeg ved det – ovennævnte opsummering er lidt kortfattet og måske også lidt indforstået, men ‘Station Eleven’ er ikke en bog, det er let at give et kort resumé af. Bogen er både fragmenteret og lettere snørklet opbygget, og jeg vil helst ikke røbe for meget af handlingen. Men netop den fragmenterede stil gjorde, at jeg havde lidt svært ved for alvor at leve mig ind i handlingen – blandt andet fordi flere af tilbageblikkene ikke var synderligt interessante (i mine øjne).

Jeg følte mig lidt snydt, da jeg nåede til det tidspunkt, hvor bogen springer 20 år i tid. Jeg havde lige sat næsen op efter de klassiske verden-går-under-scener, så jeg blev temmelig overrasket over, at forfatteren sprang denne del over. Men det tog ikke lang tid, før jeg indså, at det var en god og lidt anderledes måde at gribe det an på. Hvorfor bruge mange sider på det, når nu forfatteren brændte for at fortælle noget andet?

Jeg havde det noget blandet med handlingen, og selvom der på sin vis var en rød tråd (om end lidt søgt), så savnede jeg en tydelig rammefortælling eller i det mindste et tydeligt fokus. Der var mange gode elementer i bogen – både smukke og tragiske scener i dagene op til undergangen men også pudsige eller forfærdelige scener 20 år senere. Men fortiden fyldte alt for meget til min smag (igen – fordi jeg ikke syntes, at mange af de scener var spændende), og det gjorde, at bogen desværre blev en lidt middelmådig læseoplevelse med enkelte smukke lysglimt hist og her.

The Waste Lands – The Dark Tower 3

Jeg er nu nået til den tredje bog i Stephen Kings 7-binds serie, ‘The Dark Tower’. Jeg har tidligere anmeldt ‘The Gunslinger’ og ‘The Drawing of Three’. Det var udmærkede læseoplevelser, men jeg var ikke så blown away, som mange ellers siger, man bliver af denne serie, så jeg var lidt forbeholden, da jeg gik i gang med ‘The Waste Lands’.

Jeg vil ikke bringe et resumé af handlingen, da jeg gerne vil undgå at afsløre for meget i forhold til de første bøger.

Generelt virkede ‘The Waste Lands’ mere overskuelig og knapt så weird, som især den foregående bog ind imellem blev. Jeg kunne godt lide det sammenhold, der opstod, og ikke mindst hovedpersonernes udvikling. Nåja – og så selvfølgelig Oy, men sådan er det jo ofte, når en hovedperson pludselig får sig et kæledyr.

Jeg var ikke superbegejstret for en ret… markant… sexscene, der er i bogen. I det hele taget bryder jeg mig ikke om, når Stephen King en sjælden gang skriver sexscener. Heldigvis sker det som sagt ikke særlig tit, men jeg synes bare ikke, de fungerer. Jeg har for eksempel aldrig rigtig tilgivet ham den yderst upassende sexscene i ‘Det onde’. Den var komplet unødvendig og en af grundene til, at det er en af de bøger, jeg mindst kan lide fra hans forfatterskab. Men i ‘The Waste Lands’ giver sexscenen et eller andet sted mening – jeg har i hvert fald en god idé om, hvorfor den skulle være, som den var.

‘The Waste Lands’ havde et rimelig roligt tempo, og selvom jeg ind imellem tænkte, at der gerne måtte ske mere, så kedede jeg mig ikke. Især anden halvdel var en interessant rejse, og den sluttede med lidt af en cliffhanger. Her er jeg så glad for, at jeg er gået i gang med serien på et tidspunkt, hvor den er færdigskrevet, for efter ‘The Waste Lands’ gik der en hel del år, før King genoptog serien.

Skal jeg læse videre i serien? Klart. Nu har jeg fået blod på tanden, og nu kan jeg mærke, at den fænger. Jeg har ikke den fjerde bog stående, men mon ikke jeg køber den i næste måned, når jeg alligevel skal bestille bøger hjem til Read-a-Thon.

Forrådt

‘Forrådt’ er anden bog i ‘The Demon Trappers’-serien af Jana Oliver. Jeg hørte første bog, ‘Fortabt’, som lydbog, men gik over til e-bog, da jeg ville læse ‘Forrådt’, da jeg ikke kunne finde den som lydbog hos Ereolen.

Da dette er anden bog i serien, vil jeg ikke komme med et resumé af handlingen men i stedet holde mig til, hvad der var godt og knapt så godt i denne bog.

Riley er stadig en sej tøs og fungerer udmærket som hovedperson. Jeg synes, hun får lidt mere dybde i denne bog, og det er rart at føle, at hun udvikler og i højere grad viser sine svagheder. Hendes konflikter med Beck bliver dog ind imellem lige lovlige konstruerede – som om de bevidst misforstår hinanden hele tiden – men det er samtidig også med til at skubbe historien i nye retninger undervejs.

Jeg var mildest talt ikke særlig begejstret for Ori – på noget tidspunkt. Han lugtede langt væk af problemer, og når forfatteren først og fremmest skal beskrive ham som lækker, hver gang han dukker op i handlingen, så kan han – i mine øjne – ikke være noget, der er værd at samle på. Men ok, jeg er også den der gammeldags type, som er mere interesseret i indre værdier end olieglinsende muskler… 😉

Der kommer nye trusler undervejs, og jeg var ret vild med, at historien udviklede sig og lige pludselig bød på nye mysterier. Desværre var der også nogle kærlighedsskærmydsler, som i mine øjne fyldte lige lovlig meget – først og fremmest fordi jeg fandt dem lige lovlig banale. Jeg var heller ikke så vild med scenerne med Simon. Hans udvikling var interessant nok, men jeg syntes desværre ikke, at scenerne var særlig godt skrevet, og han kom mest af alt til at fremstå som et hysterisk, forurettet barn.

Men alt i alt en udmærket læseoplevelse, og jeg er stadig ganske fint underholdt af serien, som jeg regner fortsætte med efter sommerferien.

Partials

Min liste over e-bøger, jeg gerne vil låne via Ereolen.dk eller Ereolen Global er efterhånden irriterende lang, så i løbet af de kommende måneder vil jeg gøre en indsats for at gøre den kortere. Det betød, at jeg endelig fik lånt ‘Partials’ af Dan Wells – en serie jeg længe har overvejet at kaste mig over.

‘Partials’ foregår i en post-apokalyptisk verden, hvor store dele af befolkningen er udryddet efter menneskene krig mod Partials. Det er en race, som menneskene selv har skabt og udnyttet, inden de gjorde oprør. Der blev indgået våbenhvile, og de seneste år har menneskene levet i fred, men der er ingen idyl, for siden krigen har menneskene mistet evnen til at reproducere sig selv. Hver gang et spædbarn bliver født, dør det få øjeblikke efter, og uanset hvad lægerne gør, står de over for en tilsyneladende uløselig gåde. Men teenageren Kira vil ikke opgive håbet, og hun har en dristig plan, der måske vil give dem svaret på, hvad de skal gøre, for at babyerne overlever…

Oplægget til bogen er interessant og skaber en fin ramme for en dramatisk og spændende historie. Det var især verdensbeskrivelsen, der trak op i den samlede oplevelse, for jeg syntes, at forfatteren gjorde et godt stykke arbejde ud af at beskrive, hvordan verden havde ændret sig, og hvad der i det hele taget var sket, siden det var gået så galt.

Jeg var til gengæld ikke så begejstret for hovedpersonen Kira. Hun virkede utroværdig med sin meget frembusende stædighed og ensidige måde at se tingene på. Det virkede ikke særlig realistisk, at hun som teenager skulle have evnen til at gennemskue alting, og det virkede også komplet hul i hovedet, at lægerne ikke allerede havde forsøgt at gøre de ting, hun foreslog – det er trods alt noget, der er forholdsvis basal viden i dag.

Kærlighedsdelen var so-so. Jeg troede først, at der ville opstå et trekantsdrama meget tidligt i bogen, men det skete heldigvis ikke. Til gengæld forstod jeg på ingen måde Kiras måde at behandle kæresten på – og slet ikke hendes fascination af den person, hun senere støder på og pludselig nærer alle mulige følelser for. Det virkede sært, konstrueret og unødigt barnligt.

Der var nogle glimrende plottwists undervejs, så det ikke blev for stereotypt og forudsigeligt, og der var også en ok bredde af personer, man kunne holde af, hvis man – som jeg – ikke var så vild med hovedpersonen.

Samlet set var det en lidt rodet oplevelse, for jeg kunne godt lide de mange plottwists og verdensbeskrivelsen, mens hovedpersonen og det fjollede kærlighedsdrama trak ned.

Lige nu ved jeg ikke, om jeg læser videre i serien på et tidspunkt. Der er i hvert fald en række andre bøger, jeg hellere vil læse først.

The Drawing of the Three – The Dark Tower 2

Jeg er så småt i gang med at tygge mig igennem en af de største klassikere fra Stephen King – nemlig hans The Dark Tower-serie, der består af syv bøger. Jeg har tidligere anmeldt den første bog i serien, ‘The Gunslinger’, og ‘The Drawing of the Three’ er anden bog.

Jeg vil ikke komme så meget ind på handlingen, da jeg gerne vil undgå at afsløre for meget fra den første bog.

Jeg håbede, at denne bog ville vælte mig bagover af begejstring, for selvom den første bog var udmærket, så var den ikke en wauw-oplevelse. Det var ‘The Drawing of the Three’ desværre heller ikke. Det var tværtimod en ret blandet oplevelse – der var scener, jeg elskede, og scener, jeg decideret hadede.

Jeg var for eksempel ret begejstret for scenen i flyet, hvor Roland og Eddie mødes. Det var absurd og virkelig sjovt. Deres samspil var ret interessant, og jeg nød at følge, hvordan de forsøgte at komme overens i løbet af de næste kapitler. Omvendt brød jeg mig på ingen måde om Detta. Hun var ekstremt aggressiv og højtråbende, og min reaktion på hende var ligesom med flodhesten Dolph – jo hurtigere hun kunne aflives, jo bedre. Alle hår på mig strittede af indestængt irritation, lige så snart hun åbnede munden.

Bogen skifter mellem meget konkrete/realistiske scener til ret abstrakte scener, og det forvirrede mig ind imellem. Jeg havde det lidt blandet med kombinationen – det gav både nogle interessante twists til historien, men det blev ind imellem også ret mærkeligt.

Jeg regner med at gå i gang med næste bog i løbet af juni måned, og så krydser jeg fingre for, at der vil komme endnu flere gode scener.

Fortabt

Kender du det: At gå i gang med en bog, du ikke har særlig høje forventninger til og faktisk blive positivt overrasket? Det er så fedt, når det sker!

Jeg fandt ‘Fortabt’ af Jana Oliver på Ereolen.dk. Det er første bog i ‘The Demon Trappers’-serien, og den lød ærlig talt en smule kliché – sådan en “YA-fantasy med en sej tøs, der har en helt særlig rolle, for hun er muligvis er den eneste, der kan redde hele verden”. Det har man jo set før – med varierende succes.

I ‘Fortabt’ følger man den 17-årige Riley, der bor sammen med sin far i en fremtid, der kun ligger få år fremme. Her er samfundet brudt sammen, og dæmoner jager på Jorden. Rileys far er dæmonjæger, og hun håber på at kunne træde i hans fodspor, men det er ikke just let at overbevise nogen om, at hun skal oplæres i dette fag. Men så opstår der komplikationer, og pludselig får Riley faktisk muligheden, selvom det bliver under forhold, hun godt kunne have været foruden…

Se, denne bog overraskede mig som sagt positivt. Jeg syntes, det var en interessant verden og en spændende konflikt, som forfatteren havde skabt, og den virkede ikke som et håbløs rip-off af andre bøger i samme genre. Man føler, at der er noget på spil, og at man ikke kan vide sig sikker i den verden.

Riley er en fin hovedperson, men jeg følte ikke noget særligt for hende. Der var på et tidspunkt, hvor hun blev lige lovlig sur emopige, der hader verden, men man kan sådan set godt forstå hendes reaktion i forhold til bogens handling. Der var dog flere interessante bipersoner, som var med til at løfte historien.

Jeg er som bekendt ikke vild med trekantsdramaer, og jeg frygtede virkelig, at der ville komme sådan et undervejs. Det gjorde der heldigvis ikke, selvom der flere gange blev antydet en række potentielle kærlighedsdramaer. Det blev dog ikke rigtig til noget i denne ombæring, men det kan jo være, det blusser op i næste bog – nu må vi se.

Alt i alt en glimrende dystopisk ungdomsbog. Jeg regner med at læse videre i serien på et tidspunkt og krydser derfor fingre for, at serien ikke udvikler sig til det sædvanlige trekantsdrama, som alt for mange ungdomsbøger er syltet ind i.

More Than This

‘More Than This’ er skrevet af Patrick Ness, som blandt andet har skrevet ‘A Monster Calls’ og ‘The Chaos Walking’-trilogi.

Bogen handler om den 16-årige Seth, der drukner. Senere vågner han op igen i en forladt by – delvis nøgen, da han kun er iklædt bandager på enkelte steder af kroppen. Han har ingen anelse om, hvad der er sket, men byen genkender han som der, hvor han voksede op. Han begynder at udforske stedet i håb om at finde ud af, hvad der er sket – er han død eller levende, og hvorfor er der ikke andre mennesker?

Jeg vil ikke røbe mere om handlingen, da jeg ellers frygter, at jeg vil afsløre for meget, for ‘More Than This’ er helt klart en mindfuck-bog – en bog, hvor du som læser også sidder og spekulerer på, hvad i alverden der foregår. Bedst som du tror, du har regnet det hele ud, tager historien en drejning.

At læse denne bog var i starten som at læse ‘The Shock of the Fall’. Efter et stykke tid skiftede den over, så jeg nærmere kom til at tænke på en dyster Stephen King-bog – for eksempel ‘The Gunslinger’ – men efter yderligere nogle kapitler skiftede bogen atter stil til… ja, det ved jeg ikke helt, hvordan jeg skal beskrive. Stilskiftene var både interessante og frustrerende på samme tid, for jeg kunne ikke helt lure, hvor forfatteren ville hen med historien, og det betød blandt andet, at jeg desværre ikke var så grebet af historien som håbet.

Bogen var en udmærket læseoplevelse, men den var ikke specielt medrivende eller tankevækkende. Patrick Ness skriver smukt, og bogen var derfor stadig værd at læse, men jeg syntes ikke, den hverken havde den smerte, dybde eller filosofiske overvejelser som de bøger, jeg tidligere har læst af ham.