Scythe

Det er ingen hemmelighed, at jeg har en svaghed for Neal Shusterman – eller rettere sagt hans bøger. Jeg faldt pladask for ‘Everlost’ og de øvrige bøger i den serie, ligesom jeg også holdt af ‘Unwind’-serien.

Nu er han kommet med en ny serie, hvor første bog hedder ‘Scythe’. Den foregår i fremtid, hvor den naturlige død ikke længere findes, ligesom menneskeheden også har udryddet alle livsfarlige trusler såsom sygdomme, krig og hungersnød. Man kan blive lige så gammel, som man ønsker det – ja, man kan endda skrue sit biologiske ur baglæns, så man atter ligner en 21-årig, hvis man har lyst til det. Den situation vil naturligvis betyde, at Jorden hurtig vil blive overbefolket, og derfor er der udpeget en række scythes – en slags ‘aflivere’ – der har til opgave at dræbe mennesker. De skal opfylde en bestemt kvote, og dødsfaldene skal ramme alle befolkningsgrupper, så man må ikke skåne nogen – ej heller børn. Citra og Rowan bliver udvalgt som lærlinge til scythen Faraday, og de indser snart, at livet som scythe er både ensomt og kompliceret. Hvornår bør et menneske dø? Og hvordan? Samtidig med dette opdager de også, at selvom scythe-ordenens medlemmer er pålagt en lang række restriktioner, så er der brodne kar imellem, og der er nogen, der åbenbart sætter lige lovlig megen pris på at slå andre mennesker ihjel…

Jeg kan godt lide rammen for historien, hvor menneskene har udryddet den naturlige død og i stedet må have ‘aflivere’ til at sørge for, at befolkningen ikke vokser katastrofalt. Det åbner op for en række interessante diskussioner – ikke mindst da Citra og Rowan skal deltage i de første ‘aflivninger’. For hvad er en retfærdig død? Og skal døden være retfærdig – og for hvem?

Jeg tænkte både på ‘Unwind’-serien og ‘Mort’ af Terry Pratchett i starten, men ‘Scythe’ fandt hurtigt sin egen form og stil. Jeg elsker Shustermans skrivestil og ikke mindst hans evne til at overraske, og det gør han også i denne bog. Der var et ret vigtigt plottwist, jeg overhovedet ikke havde set komme, men som betød, at historien tog en ret spændende drejning.

De to hovedpersoner er ok skrevet, men jeg må indrømme, at jeg nok havde forventet lidt mere af dem – de var lidt overfladisk beskrevet, og jeg syntes aldrig, at jeg kom tæt på dem. Samtidig var deres fascination af hinanden ret pludselig og meget intens – her kunne forfatteren godt have arbejdet lidt mere med opbygningen.

Min største anke mod bogen er slutningen, for her går det pludselig meget stærkt. Det virkede lidt som om, at forfatteren pludselig opdagede, at han var ved at løbe tør for sider, for der springes en del i historien hen mod slutningen, og jeg syntes desværre, at det gik alt for hurtigt. Der var scener, der burde have været med for at binde historien bedre sammen og scener, der burde have været mere detaljerede. Virkelig ærgerligt når nu resten af bogen var aldeles glimrende.

‘Scythe’ er som sagt første bog i en serie. Jeg har det lidt blandet med det, for bogen står stærkt som enkeltstående historie, og jeg synes, det er lidt ærgerligt, at det igen-igen skal være en serie. Der er ganske enkelt for få enkeltstående bøger i fantasygenren, og denne her behøver reelt set ikke en fortsættelse. Så kan man argumentere for, at jeg jo bare kan lade være med at læse den næste bog, meeen… det gør jeg nok alligevel. Det er jo Neal Shusterman, der står bag 🙂

Wolves of the Calla – The Dark Tower 5

‘Wolves of the Calla’ er femte bog i ‘The Dark Tower’-serien af Stephen King. Jeg har tidligere anmeldt ‘The Gunslinger’, ‘The Drawing of the Three’, ‘The Waste Lands’ og ‘Wizard and Glass’.

Jeg vil selvfølgelig ikke bringe et resumé af bogen, da det vil afsløre for meget af handlingen i de foregående bøger, så dette bliver i stedet en kort opsummering af mit indtryk af bogen.

Jeg havde virkelig håbet, at ‘Wolves of the Calla’ ville genoplive min lyst til at læse serien. Efter at have læst ‘Wizard and Glass’, som absolut ikke faldt i min smag, tænkte jeg, at nu skulle historien nok komme op i omdrejninger igen. Det skete dog desværre ikke. Selvom ‘Wolves of the Calla’ ikke led under at være én lang fortælling fra fortiden (som fjerde bog var), så var der alt for megen udenomssnak og fyldhistorier i denne bog. Der var glimtvis af genialitet, når hovedhistorien fik lov til at titte frem mellem den ca. 750 sider, men der var desværre også irriterende meget fyld, som ærlig talt ikke sagde mig særlig meget og bare trak handlingen i langdrag.

Men altså – denne serie fanger mig desværre ikke lige så meget som mange af Kings andre bøger, og jeg kan godt undre mig lidt over den nærmest kultagtige dyrkelse af serien, som en lang række King-fans sværger til.

Nu er jeg nået så langt i serien, at jeg har besluttet mig for at læse den færdig. Den sjette bog er heldigvis noget kortere – under 500 sider – mens den sidste er en basse på omkring de 1000 sider! Jeg bliver helt svedt ved tanken…

Dagbog fra Zombieland

SPONSORERET INDLÆG

For et stykke tid siden blev jeg kontaktet af forfatteren til ‘Dagbog fra Zombieland’ for at høre, om det var en bog, jeg var interesseret i at anmelde. Nu har jeg en svaghed for zombier, så jeg takkede ja til et anmeldereksemplar.

Bogen er skrevet af Klaus Frederiksen og foregår en gang i fremtiden, hvor Danmark er lagt øde af zombier og kun få mennesker har overlevet. Hvor mange overlevende, der er, vides ikke, men Noah er en af dem. Han skriver en form for dagbog, som han poster på nutidens Facebook og dermed kan vise et fremtidsbillede af, hvordan Danmark er, når zombierne har overtaget. Noah beslutter sig for at tage på roadtrip gennem Danmark, og med sig har han to andre overlevende – Lucas og Emma. De kommer igennem en række danske byer, der i den grad er præget af zombieapokalypsen, og de støder på en del udfordringer, da ikke alle de overlevende mennesker er ved deres fulde fem…

Det bedste ved bogen er helt klart fortolkningen af zombierne. Jeg kunne godt lide, at disse zombier viste tegn på at udvikle sig og dermed blev langt farligere end de traditionelle zombier, der er langsomme og ret forudsigelige. Det er ikke noget, jeg ser særlig tit i zombiegenren, så det var ret forfriskende.

Skrivestilen er til gengæld noget flad og jævn. Sprogligt set er teksten ikke særlig interessant, men omvendt gør det faktisk fortællingen mere troværdig, da det passer fint med, hvordan en helt almindelig dansker kunne finde på at skrive, hvis han/hun skrev dagbog. Der er godt nok lige lovlig mange cliffhangers i form af “men mere om det i morgen, for nu skal jeg sove”. Det virkede kunstigt.

Bogen savner i det hele taget en korrekturgennemgang – ikke kun på grund af sproget, der godt må strammes lidt op hist og her, men der er en lang række korrekturfejl (især mht. kommateringen), og så er der også selvmodsigende episoder. Noah tager på et tidspunkt ud til Dyrskuepladsen i Roskilde, hvor Roskilde Festivalens Orange Scene stadig står. Forklaringen er, at festivalen var i gang, da zombievirussen brød, og at festivalteltene derfor aldrig blev pillet ned. Men senere i bogen beskriver Noah de første dage af zombieinvasionen, og her fortæller han om, at han og hans partner var til nytårsbal på Kronborg Slot, da stedet blev overrendt af zombier.

Der er noget sympatisk ved, at historien foregår i Danmark, og det er helt klart hyggeligt at komme igennem en række danske byer på Noahs roadtrip (også selvom det ind imellem virker mærkeligt, at han kommenterer så meget på lokale seværdigheder). Der er dog lige lovlig mange klicheer i form af kultister og andre forfærdelige grupperinger, som ofte dukker op i zombiehistorier og dystopiske fortællinger.

Jeg er ikke særlig begejstret for hele rammehistorien, hvor Noah skriver en dagbog, der bliver vist på en Facebookside i nutiden. Det gjorde mig straks skeptisk som læser, da det virkede meget konstrueret. Så ville det have virket bedre, hvis Noah bare havde skrevet dagbog – hele linket til en Facebookside i nutiden er bare mærkeligt og unødvendigt.

Jeg ville måske have holdt mere af bogen, dengang jeg var 13 år og ikke havde læst særlig megen zombielitteratur. I dag er jeg mere kritisk, og her savner jeg klart, at bogen bliver korrekturlæst flere gange, hvor der rettes stave- og kommafejl, samt at der luges ud i selvmodsigelser og mængden af klicheer. Der er ellers nogle gode ideer (især i forhold til zombiernes udvikling), men de overskygges af ovenstående.

The Young World

I stakken over de seneste bibliotekslån lå denne ungdomsbog af Chris Weitz – rart med lidt hurtig læsning til togturene.

‘The Young World’ er første bog i trilogien af samme navn. Den foregår i en dystopisk verden, hvor en mystisk sygdom har udryddet alle voksne og børn, så der kun er de unge tilbage. Og så snart de når 18 år, dør de.

Det har kastet verden ud en undtagelsestilstand, hvor de overlevende kæmper om mad og territorier og meget få søger en løsning på problemet. For hvilken fremtid er der, hvis alle alligevel er dømt til at dø, så snart de når 18?

Bogen er fortalt gennem to hovedpersoner – Jefferson, der er den nye leder af en gruppe overlevende, og Donna, der er med i gruppen. Gennem dem oplever læseren,  hvor håbløs og brutal verden er blevet, og hvor man oftere tyr til vold end til samarbejde.

Jeg syntes desværre ikke, at bogen havde meget at byde på – eller meget nyt skal jeg måske sige, for det er jo ikke ligefrem fordi, at bogmarkedet har savnet dystopiske bøger de sidste 7-8 år. Jeg savnede en forklaring på, hvor sygdommen kom fra, og hvorfor den ikke slog de unge ihjel. Det virkede utrolig konstrueret og dermed også ret påklistret, og det går altså ikke, når det er en af præmisserne for historien. Samtidig manglede jeg også en forklaring på, hvorfor alting gik så galt, når der kun var teenagere tilbage (og det er ikke nok at referere til ‘Fluernes Herre’ ;-)).

Historien var som sådan ikke dårligt skrevet – den fangede mig bare overhovedet ikke, og jeg regner ikke med at læse videre i serien.

Wizard and Glass – The Dark Tower 4

Jeg er fortsat i gang med at tygge mig igennem 7-bindsklassikeren fra Stephen King, også kendt som ‘The Dark Tower’-serien. Jeg er nået til bind 4 – du kan finde links til anmeldelserne af de tre første bøger nederst i dette blogindlæg.

Jeg vil vanen tro ikke bringe et detaljeret resumé af handlingen, da det vil afsløre for meget fra de foregående bøger. Jeg kan dog fortælle, at denne bogs handling fortsætter umiddelbart efter slutningen på 3’eren, men at størstedelen af bogen faktisk handler om Rolands ungdomsår, som han fortæller sine rejsekammerater om.

Jeg må desværre indrømme, at denne bog ikke var noget for mig. Jeg syntes, det var irriterende, at Rolands fortid fyldte langt størstedelen af bogen, for det var noget af et antiklimaks i forhold til den fantastisk spændende start på bogen. Men for det første er jeg sjældent til kærlighedshistorier, og for det andet er den type historier heller ikke Kings styrke, så det var en noget tam læseoplevelse. Historien i sig selv er udmærket, men den er aaaalt for lang. Her kunne man med fordel have skåret minimum 200 sider – og gerne mere.

Jeg har umiddelbart indtryk af, at ‘Wizard and Glass’ adskiller sig fra de øvrige bøger ved at være så fokuseret på Rolands fortid, så selvom denne bog var noget træg at komme igennem, så har jeg ikke opgivet at læse videre i serien. Jeg satser på at gå i gang med den femte bog i slutningen af denne måned.

Bird Box

bird boxUnder sidste måneds Read-a-Thon nåede jeg også at læse ‘Bird Box’ af Josh Malerman. Det er en bog, jeg længe har ønsket at læse, for den har fået fantastiske anmeldelser, og så gjorde teaseren mig nysgerrig.

I ‘Bird Box’ følger man Malorie og hendes to små børn, der har forskanset sig i et hus. Her har de levet de sidste fem år og er måske de eneste overlevende efter en række sære hændelser, hvor mange mennesker begik selvmord – tilsyneladende efter at have set et eller andet. Det betyder også, at de overlevende har bind for øjnene, når de en sjælden gang vover sig udenfor for at skaffe vand eller andre fornødenheder. Men nu mener Malorie, at det er på tide, at de forlader stedet for at lede efter andre overlevende, og mens de forbereder sig på rejsen, tænker hun tilbage på de fem år, der er gået, og de tragiske hændelser, der har præget livet i huset.

Denne bog er helt klart ude på at opbygge en mystisk stemning, hvor din nysgerrighed vækkes, og hvor du forsøger at regne ud, hvad der mon er sket i løbet af de seneste fem år. Hvad kan det dog kan være, som man for alt i verden ikke må se? Det virkede ret godt på mig, og da jeg elsker at sidde og gætte med, når jeg læser, så var jeg fanget fra start.

Handlingen hopper frem og tilbage – mellem nutid og vigtige tidspunkter gennem de seneste fem år – så man stille og roligt får tegnet billedet af, hvordan Malorie endte der i første omgang, og hvorfor der ikke er andre overlevende udover hende og børnene. Det er dystre beskrivelser blandet med glimt af håb og troen på, at det nok skal gå, men forfatteren sørger hele tiden for at antyde, at ting vil gå galt, og som læser ved du også fra start, at der kun er Malorie og børnene tilbage.

Desværre blev bogen aldrig helt så uhyggelig, som jeg havde håbet. Selve præmissen for, hvorfor de går med blind for øjnene (som jeg ikke vil afsløre her) var ikke særlig overbevisende for mig. Jeg syntes, det var for tyndt og vagt forklaret, og det er sandsynligvis hovedårsagen til, at jeg aldrig blev grebet af den dystre stemning. Jeg vil dog også sige, at tanken om en verden, hvor man ikke kan gå udenfor uden bind for øjnene ER skræmmende – det var bare ikke en følelse, der krøb ind under huden på mig.

Station Eleven

Jeg har en vis forkærlighed for dystopiske bøger, så da jeg hørte om ‘Station Eleven’, vidste jeg, at det var en bog, jeg måtte læse på et tidspunkt. For nylig fik jeg så endelig lånt den via Ereolen Global og brugte den som læsning på togturene til og fra arbejde.

Bogen er skrevet af Emily St. John Mandel og lægger lidt brat ud med at beskrive den aften, hvor en kendt skuespiller falder om på scenen med et hjerteanfald. En af publikummerne haster op på scenen for at yde førstehjælp. Senere samme aften begynder en dødbringende virus at brede sig, og verden begynder at falde fra hinanden. Derefter springer bogen 20 år frem i tiden – til efter civilisationens nedbrud, hvor kun få har overlevet. Her følger man blandt andet en af børneskuespillerne, der var til stede ved føromtalte hjerteanfald, og i resten af bogen bliver fortid og nutid spundet sammen med tilbageblik og pudsige skæbnesammenfald.

Ja, jeg ved det – ovennævnte opsummering er lidt kortfattet og måske også lidt indforstået, men ‘Station Eleven’ er ikke en bog, det er let at give et kort resumé af. Bogen er både fragmenteret og lettere snørklet opbygget, og jeg vil helst ikke røbe for meget af handlingen. Men netop den fragmenterede stil gjorde, at jeg havde lidt svært ved for alvor at leve mig ind i handlingen – blandt andet fordi flere af tilbageblikkene ikke var synderligt interessante (i mine øjne).

Jeg følte mig lidt snydt, da jeg nåede til det tidspunkt, hvor bogen springer 20 år i tid. Jeg havde lige sat næsen op efter de klassiske verden-går-under-scener, så jeg blev temmelig overrasket over, at forfatteren sprang denne del over. Men det tog ikke lang tid, før jeg indså, at det var en god og lidt anderledes måde at gribe det an på. Hvorfor bruge mange sider på det, når nu forfatteren brændte for at fortælle noget andet?

Jeg havde det noget blandet med handlingen, og selvom der på sin vis var en rød tråd (om end lidt søgt), så savnede jeg en tydelig rammefortælling eller i det mindste et tydeligt fokus. Der var mange gode elementer i bogen – både smukke og tragiske scener i dagene op til undergangen men også pudsige eller forfærdelige scener 20 år senere. Men fortiden fyldte alt for meget til min smag (igen – fordi jeg ikke syntes, at mange af de scener var spændende), og det gjorde, at bogen desværre blev en lidt middelmådig læseoplevelse med enkelte smukke lysglimt hist og her.

The Waste Lands – The Dark Tower 3

Jeg er nu nået til den tredje bog i Stephen Kings 7-binds serie, ‘The Dark Tower’. Jeg har tidligere anmeldt ‘The Gunslinger’ og ‘The Drawing of Three’. Det var udmærkede læseoplevelser, men jeg var ikke så blown away, som mange ellers siger, man bliver af denne serie, så jeg var lidt forbeholden, da jeg gik i gang med ‘The Waste Lands’.

Jeg vil ikke bringe et resumé af handlingen, da jeg gerne vil undgå at afsløre for meget i forhold til de første bøger.

Generelt virkede ‘The Waste Lands’ mere overskuelig og knapt så weird, som især den foregående bog ind imellem blev. Jeg kunne godt lide det sammenhold, der opstod, og ikke mindst hovedpersonernes udvikling. Nåja – og så selvfølgelig Oy, men sådan er det jo ofte, når en hovedperson pludselig får sig et kæledyr.

Jeg var ikke superbegejstret for en ret… markant… sexscene, der er i bogen. I det hele taget bryder jeg mig ikke om, når Stephen King en sjælden gang skriver sexscener. Heldigvis sker det som sagt ikke særlig tit, men jeg synes bare ikke, de fungerer. Jeg har for eksempel aldrig rigtig tilgivet ham den yderst upassende sexscene i ‘Det onde’. Den var komplet unødvendig og en af grundene til, at det er en af de bøger, jeg mindst kan lide fra hans forfatterskab. Men i ‘The Waste Lands’ giver sexscenen et eller andet sted mening – jeg har i hvert fald en god idé om, hvorfor den skulle være, som den var.

‘The Waste Lands’ havde et rimelig roligt tempo, og selvom jeg ind imellem tænkte, at der gerne måtte ske mere, så kedede jeg mig ikke. Især anden halvdel var en interessant rejse, og den sluttede med lidt af en cliffhanger. Her er jeg så glad for, at jeg er gået i gang med serien på et tidspunkt, hvor den er færdigskrevet, for efter ‘The Waste Lands’ gik der en hel del år, før King genoptog serien.

Skal jeg læse videre i serien? Klart. Nu har jeg fået blod på tanden, og nu kan jeg mærke, at den fænger. Jeg har ikke den fjerde bog stående, men mon ikke jeg køber den i næste måned, når jeg alligevel skal bestille bøger hjem til Read-a-Thon.

Forrådt

‘Forrådt’ er anden bog i ‘The Demon Trappers’-serien af Jana Oliver. Jeg hørte første bog, ‘Fortabt’, som lydbog, men gik over til e-bog, da jeg ville læse ‘Forrådt’, da jeg ikke kunne finde den som lydbog hos Ereolen.

Da dette er anden bog i serien, vil jeg ikke komme med et resumé af handlingen men i stedet holde mig til, hvad der var godt og knapt så godt i denne bog.

Riley er stadig en sej tøs og fungerer udmærket som hovedperson. Jeg synes, hun får lidt mere dybde i denne bog, og det er rart at føle, at hun udvikler og i højere grad viser sine svagheder. Hendes konflikter med Beck bliver dog ind imellem lige lovlige konstruerede – som om de bevidst misforstår hinanden hele tiden – men det er samtidig også med til at skubbe historien i nye retninger undervejs.

Jeg var mildest talt ikke særlig begejstret for Ori – på noget tidspunkt. Han lugtede langt væk af problemer, og når forfatteren først og fremmest skal beskrive ham som lækker, hver gang han dukker op i handlingen, så kan han – i mine øjne – ikke være noget, der er værd at samle på. Men ok, jeg er også den der gammeldags type, som er mere interesseret i indre værdier end olieglinsende muskler… 😉

Der kommer nye trusler undervejs, og jeg var ret vild med, at historien udviklede sig og lige pludselig bød på nye mysterier. Desværre var der også nogle kærlighedsskærmydsler, som i mine øjne fyldte lige lovlig meget – først og fremmest fordi jeg fandt dem lige lovlig banale. Jeg var heller ikke så vild med scenerne med Simon. Hans udvikling var interessant nok, men jeg syntes desværre ikke, at scenerne var særlig godt skrevet, og han kom mest af alt til at fremstå som et hysterisk, forurettet barn.

Men alt i alt en udmærket læseoplevelse, og jeg er stadig ganske fint underholdt af serien, som jeg regner fortsætte med efter sommerferien.

Partials

Min liste over e-bøger, jeg gerne vil låne via Ereolen.dk eller Ereolen Global er efterhånden irriterende lang, så i løbet af de kommende måneder vil jeg gøre en indsats for at gøre den kortere. Det betød, at jeg endelig fik lånt ‘Partials’ af Dan Wells – en serie jeg længe har overvejet at kaste mig over.

‘Partials’ foregår i en post-apokalyptisk verden, hvor store dele af befolkningen er udryddet efter menneskene krig mod Partials. Det er en race, som menneskene selv har skabt og udnyttet, inden de gjorde oprør. Der blev indgået våbenhvile, og de seneste år har menneskene levet i fred, men der er ingen idyl, for siden krigen har menneskene mistet evnen til at reproducere sig selv. Hver gang et spædbarn bliver født, dør det få øjeblikke efter, og uanset hvad lægerne gør, står de over for en tilsyneladende uløselig gåde. Men teenageren Kira vil ikke opgive håbet, og hun har en dristig plan, der måske vil give dem svaret på, hvad de skal gøre, for at babyerne overlever…

Oplægget til bogen er interessant og skaber en fin ramme for en dramatisk og spændende historie. Det var især verdensbeskrivelsen, der trak op i den samlede oplevelse, for jeg syntes, at forfatteren gjorde et godt stykke arbejde ud af at beskrive, hvordan verden havde ændret sig, og hvad der i det hele taget var sket, siden det var gået så galt.

Jeg var til gengæld ikke så begejstret for hovedpersonen Kira. Hun virkede utroværdig med sin meget frembusende stædighed og ensidige måde at se tingene på. Det virkede ikke særlig realistisk, at hun som teenager skulle have evnen til at gennemskue alting, og det virkede også komplet hul i hovedet, at lægerne ikke allerede havde forsøgt at gøre de ting, hun foreslog – det er trods alt noget, der er forholdsvis basal viden i dag.

Kærlighedsdelen var so-so. Jeg troede først, at der ville opstå et trekantsdrama meget tidligt i bogen, men det skete heldigvis ikke. Til gengæld forstod jeg på ingen måde Kiras måde at behandle kæresten på – og slet ikke hendes fascination af den person, hun senere støder på og pludselig nærer alle mulige følelser for. Det virkede sært, konstrueret og unødigt barnligt.

Der var nogle glimrende plottwists undervejs, så det ikke blev for stereotypt og forudsigeligt, og der var også en ok bredde af personer, man kunne holde af, hvis man – som jeg – ikke var så vild med hovedpersonen.

Samlet set var det en lidt rodet oplevelse, for jeg kunne godt lide de mange plottwists og verdensbeskrivelsen, mens hovedpersonen og det fjollede kærlighedsdrama trak ned.

Lige nu ved jeg ikke, om jeg læser videre i serien på et tidspunkt. Der er i hvert fald en række andre bøger, jeg hellere vil læse først.