The Dark Tower

En epoke er ovre. Ok, det lyder måske lidt højtideligt, men jeg har endelig færdiglæst ’The Dark Tower’-serien. En syv binds serie skrevet af Stephen King over ca. 30 år. En serie, mange troede ikke ville blive færdig (ligesom ’A Song of Ice and Fire’-serien?), da King ikke ligefrem havde travlt med at gøre serien færdig. Men da han nær mistede livet i en trafikulykke i starten af 2000’erne, gav det ham stof til eftertanke, og i løbet af et par år fik han skrevet de tre sidste bøger.

’The Dark Tower’ er som sagt finalen på den syv bind lange serie. Af helt åbenlyse årsager vil jeg naturligvis ikke fortælle om, hvad der sker i bogen, så dette indlæg vil i stedet fokusere på slutningen som helhed (uden at røbe noget spændende) samt om serien.

Bogen er i bund og grund en udmærket afslutning på den episke fortælling om revolvermanden og det mørke tårn. Der er mørke og dramatiske scener, som kun King kan skrive dem, men også de følsomme og vemodige stunder, som han også mestrer. Desværre lider den sidste bog lidt under længden – igen er det en meget tyk bog, som godt kunne have tålt en barbering mht. sideantallet. Og så er jeg fortsat ikke fan af, at Stephen King selv optræder i bogen.

Serien har været en virkelig blandet læseoplevelse. De første bøger var ok, men de fangede mig ikke rigtig, og jeg undrede mig lidt over, hvorfor serien er så elsket af mange King-fans. Så kom tredje bog, og der blev jeg for alvor grebet. Set i bagklogskabens lys ærgrer det mig, for havde den været middelmådig som de to forrige bøger, havde jeg sandsynligvis droppet serien, og det ville i sidste ende have sparet mig for både penge og en hel del tid. Jeg var nemlig ikke særlig begejstret for de sidste fire bøger. Der var forskellige grunde til, at de hver især var frustrerende at læse, men helt overordnet var mange af dem utrolig langtrukne med masser af fyld og uden det drive og intensitet, som ellers kendetegner en del af Kings bøger. Og så tabte jeg alt for serien, da King pludselig skrev sig selv ind i historien – det er et kæmpe no-go hos mig.

Jeg har det dog fint med, at jeg har brugt så lang tid på at læse serien, selvom den skuffede mig. Det er en serie, der ofte refereres til, når snakken falder på King, og der er også mange referencer til hans andre værker i denne serie. Det var sjovt at læse, når man som jeg har læst størstedelen af hans bøger. Men det havde selvfølgelig været langt federe, hvis jeg var blevet blæst omkuld af serien.

Nu ser jeg frem til filmfortolkningen af serien. Den kommer her til sommer og har Idris Elba og Matthew Mc på rollelisten. Jeg har ingen anelse om, hvordan filmskaberne vil koge et flere tusinder siders værk ned til én film, så det bliver nok mest et actionbrag, men det gør mig ikke noget, for jeg har ingen særlige følelser for bøgerne.

The Gracekeepers

Under sidste måneds readathon nåede jeg også at læse ‘The Gracekeepers’ af Kirsty Logan. Jeg har læst flere positive anmeldelser af bogen, men den har dog ikke fået så høje karakterer på Goodreads, så jeg var spændt på, om jeg ville kunne lide den.

Bogen er et moderne eventyr, der er inspireret af skotske myter og eventyr. Den foregår på et tidspunkt i fremtiden, hvor det meste af verden er oversvømmet, og hvor de overlevende nu bor på små øer eller på skibe. Omdrejningspunktet for historien er dels en cirkustrup, hvor den unge kvinde North optræder med en bjørn. Truppen sejler fra ø til ø, og på en af disse øer bor sjælesørgeren Callanish, der sørger for at give de døde en værdig begravelse i det dybe hav. De to kvinder bliver snart involveret i grusomme og skæbnesvangre konflikter, der truer med at ødelægge den spinkle fred. Der er mange, der forsøger at mele deres egen kage, og det vil have voldsomme konsekvenser for både North og Callanish.

Jeg var som sagt spændt på, hvad en bog, der blandt andet omtales som magisk realisme, kunne byde på. Jeg håbede på en bedre læseoplevelse end ‘The Night Circus’ (som jeg havde store forventninger til, men som desværre ikke rigtig virkede for mig), og jeg forventede, at skrivestilen ville være lidt i stil med ‘The Silver Dark Sea’. Jeg fik dog ikke indfriet hverken den første eller den anden. Helt overordnet set var ‘The Gracekeepers’ en udmærket læseoplevelse, men jeg blev desværre ikke helt så betaget af bogen, som jeg havde håbet på. Samtidig var teksten ikke nær så poetisk og skrøbelig, som jeg troede, selvom der bestemt var en del smukke passager.

Helt overordnet er det en interessant historie. Selve verdenen er mystisk og dragende, for hvad er der sket, siden store dele af kloden er oversvømmet, og hvordan overlevede folk? Bogen giver ikke mange svar, men det gør ikke noget, for jeg kan godt lide, at pirrer min nysgerrighed (men jeg håbede da, at jeg ville få flere svar undervejs). Jeg synes, at den oversvømmede verden er en spændende ramme for fortællingen, og at det virkelig er lykkedes forfatteren at opbygge en fascinerende, dragende og foruroligende verden, som historien kan udfolde sig i.

Fortælletempoet er roligt – måske lidt for roligt for nogen. Personligt gjorde det mig intet, for det havde jeg forventet, og jeg kunne godt lide, hvordan spændingen langsomt byggede op, mens konflikterne fortættedes, og man sad som læser og krummede tæer i bekymring over, hvad det skulle ende med.

Både North og Callanish er sympatiske hovedpersoner og derfor lette at holde med. Jeg savnede dog et tættere bånd til dem, for selvom jeg helt sikkert håbede det bedste for dem, så følte jeg ikke for alvor, at jeg kom helt tæt på dem. Det er sandsynligvis en af grundene til, at denne bog ikke helt levede op til mine forventninger. Jeg savnede lidt mere dybde hos de enkelte personer, for de blev lige lovlig karikerede og overfladisk beskrevet. Til gengæld var det dog fedt, at der var flere lidt usædvanlige og utraditionelle konflikter på tværs af især cirkusgruppen – der var i hvert fald et par overraskelser undervejs.

The Song of Susannah – The Dark Tower 6

‘Song of Susannah’ er sjette og næstsidste bog i ‘The Dark Tower’-serien af Stephen King. Jeg har tidligere anmeldt ‘The Gunslinger’, ‘The Drawing of the Three’, ‘The Waste Lands’, ‘Wizard and Glass’. og ‘Wolves of the Calla’.

Der kommer ikke et resumé af handlingen, da det vil afsløre for meget fra de foregående bøger, så her er i stedet mit overordnede indtryk af bogen.

Igen må jeg desværre sige, at det var en meget blandet læseoplevelse. Der var øjeblikke, hvor jeg var grebet af historien, og der var tidspunkter, hvor jeg havde lyst til at kyle bogen væk i ren frustration. Jeg opdagede blandt andet, at Stephen King begik en dødssynd, da han skrev denne bog…
..
.
SPOILER-ADVARSEL:
Han har skrevet sig selv ind i historien! Nej og mere nej! Man bryder ikke den illusion i bøger, basta! Det kan fungere i tegneserier som ‘Pearls Before Swine’, men ikke i skønlitteratur. Jeg synes, det er forfærdeligt selvcentreret, og det virkede så konstrueret og upassende. ØV!

Ligesom de foregående bøger er handlingen i denne bog ret langtrukken, men heldigvis er bogen ikke særlig lang i forhold til de fleste andre bøger i serien, så det tog ikke så lang tid at komme igennem denne her.

Jeg er pt. i gang med at læse sidste bog i serien. Jeg har egentlig ikke lyst, for jeg synes, at de seneste tre bøger i serien har været skuffende, men nu mangler jeg kun at læse den sidste bog for at afslutte serien, så det gør jeg selvfølgelig. Jeg vil jo godt vide, hvad den slutter med.

Scythe

Det er ingen hemmelighed, at jeg har en svaghed for Neal Shusterman – eller rettere sagt hans bøger. Jeg faldt pladask for ‘Everlost’ og de øvrige bøger i den serie, ligesom jeg også holdt af ‘Unwind’-serien.

Nu er han kommet med en ny serie, hvor første bog hedder ‘Scythe’. Den foregår i fremtid, hvor den naturlige død ikke længere findes, ligesom menneskeheden også har udryddet alle livsfarlige trusler såsom sygdomme, krig og hungersnød. Man kan blive lige så gammel, som man ønsker det – ja, man kan endda skrue sit biologiske ur baglæns, så man atter ligner en 21-årig, hvis man har lyst til det. Den situation vil naturligvis betyde, at Jorden hurtig vil blive overbefolket, og derfor er der udpeget en række scythes – en slags ‘aflivere’ – der har til opgave at dræbe mennesker. De skal opfylde en bestemt kvote, og dødsfaldene skal ramme alle befolkningsgrupper, så man må ikke skåne nogen – ej heller børn. Citra og Rowan bliver udvalgt som lærlinge til scythen Faraday, og de indser snart, at livet som scythe er både ensomt og kompliceret. Hvornår bør et menneske dø? Og hvordan? Samtidig med dette opdager de også, at selvom scythe-ordenens medlemmer er pålagt en lang række restriktioner, så er der brodne kar imellem, og der er nogen, der åbenbart sætter lige lovlig megen pris på at slå andre mennesker ihjel…

Jeg kan godt lide rammen for historien, hvor menneskene har udryddet den naturlige død og i stedet må have ‘aflivere’ til at sørge for, at befolkningen ikke vokser katastrofalt. Det åbner op for en række interessante diskussioner – ikke mindst da Citra og Rowan skal deltage i de første ‘aflivninger’. For hvad er en retfærdig død? Og skal døden være retfærdig – og for hvem?

Jeg tænkte både på ‘Unwind’-serien og ‘Mort’ af Terry Pratchett i starten, men ‘Scythe’ fandt hurtigt sin egen form og stil. Jeg elsker Shustermans skrivestil og ikke mindst hans evne til at overraske, og det gør han også i denne bog. Der var et ret vigtigt plottwist, jeg overhovedet ikke havde set komme, men som betød, at historien tog en ret spændende drejning.

De to hovedpersoner er ok skrevet, men jeg må indrømme, at jeg nok havde forventet lidt mere af dem – de var lidt overfladisk beskrevet, og jeg syntes aldrig, at jeg kom tæt på dem. Samtidig var deres fascination af hinanden ret pludselig og meget intens – her kunne forfatteren godt have arbejdet lidt mere med opbygningen.

Min største anke mod bogen er slutningen, for her går det pludselig meget stærkt. Det virkede lidt som om, at forfatteren pludselig opdagede, at han var ved at løbe tør for sider, for der springes en del i historien hen mod slutningen, og jeg syntes desværre, at det gik alt for hurtigt. Der var scener, der burde have været med for at binde historien bedre sammen og scener, der burde have været mere detaljerede. Virkelig ærgerligt når nu resten af bogen var aldeles glimrende.

‘Scythe’ er som sagt første bog i en serie. Jeg har det lidt blandet med det, for bogen står stærkt som enkeltstående historie, og jeg synes, det er lidt ærgerligt, at det igen-igen skal være en serie. Der er ganske enkelt for få enkeltstående bøger i fantasygenren, og denne her behøver reelt set ikke en fortsættelse. Så kan man argumentere for, at jeg jo bare kan lade være med at læse den næste bog, meeen… det gør jeg nok alligevel. Det er jo Neal Shusterman, der står bag 🙂

Wolves of the Calla – The Dark Tower 5

‘Wolves of the Calla’ er femte bog i ‘The Dark Tower’-serien af Stephen King. Jeg har tidligere anmeldt ‘The Gunslinger’, ‘The Drawing of the Three’, ‘The Waste Lands’ og ‘Wizard and Glass’.

Jeg vil selvfølgelig ikke bringe et resumé af bogen, da det vil afsløre for meget af handlingen i de foregående bøger, så dette bliver i stedet en kort opsummering af mit indtryk af bogen.

Jeg havde virkelig håbet, at ‘Wolves of the Calla’ ville genoplive min lyst til at læse serien. Efter at have læst ‘Wizard and Glass’, som absolut ikke faldt i min smag, tænkte jeg, at nu skulle historien nok komme op i omdrejninger igen. Det skete dog desværre ikke. Selvom ‘Wolves of the Calla’ ikke led under at være én lang fortælling fra fortiden (som fjerde bog var), så var der alt for megen udenomssnak og fyldhistorier i denne bog. Der var glimtvis af genialitet, når hovedhistorien fik lov til at titte frem mellem den ca. 750 sider, men der var desværre også irriterende meget fyld, som ærlig talt ikke sagde mig særlig meget og bare trak handlingen i langdrag.

Men altså – denne serie fanger mig desværre ikke lige så meget som mange af Kings andre bøger, og jeg kan godt undre mig lidt over den nærmest kultagtige dyrkelse af serien, som en lang række King-fans sværger til.

Nu er jeg nået så langt i serien, at jeg har besluttet mig for at læse den færdig. Den sjette bog er heldigvis noget kortere – under 500 sider – mens den sidste er en basse på omkring de 1000 sider! Jeg bliver helt svedt ved tanken…

Dagbog fra Zombieland

SPONSORERET INDLÆG

For et stykke tid siden blev jeg kontaktet af forfatteren til ‘Dagbog fra Zombieland’ for at høre, om det var en bog, jeg var interesseret i at anmelde. Nu har jeg en svaghed for zombier, så jeg takkede ja til et anmeldereksemplar.

Bogen er skrevet af Klaus Frederiksen og foregår en gang i fremtiden, hvor Danmark er lagt øde af zombier og kun få mennesker har overlevet. Hvor mange overlevende, der er, vides ikke, men Noah er en af dem. Han skriver en form for dagbog, som han poster på nutidens Facebook og dermed kan vise et fremtidsbillede af, hvordan Danmark er, når zombierne har overtaget. Noah beslutter sig for at tage på roadtrip gennem Danmark, og med sig har han to andre overlevende – Lucas og Emma. De kommer igennem en række danske byer, der i den grad er præget af zombieapokalypsen, og de støder på en del udfordringer, da ikke alle de overlevende mennesker er ved deres fulde fem…

Det bedste ved bogen er helt klart fortolkningen af zombierne. Jeg kunne godt lide, at disse zombier viste tegn på at udvikle sig og dermed blev langt farligere end de traditionelle zombier, der er langsomme og ret forudsigelige. Det er ikke noget, jeg ser særlig tit i zombiegenren, så det var ret forfriskende.

Skrivestilen er til gengæld noget flad og jævn. Sprogligt set er teksten ikke særlig interessant, men omvendt gør det faktisk fortællingen mere troværdig, da det passer fint med, hvordan en helt almindelig dansker kunne finde på at skrive, hvis han/hun skrev dagbog. Der er godt nok lige lovlig mange cliffhangers i form af “men mere om det i morgen, for nu skal jeg sove”. Det virkede kunstigt.

Bogen savner i det hele taget en korrekturgennemgang – ikke kun på grund af sproget, der godt må strammes lidt op hist og her, men der er en lang række korrekturfejl (især mht. kommateringen), og så er der også selvmodsigende episoder. Noah tager på et tidspunkt ud til Dyrskuepladsen i Roskilde, hvor Roskilde Festivalens Orange Scene stadig står. Forklaringen er, at festivalen var i gang, da zombievirussen brød, og at festivalteltene derfor aldrig blev pillet ned. Men senere i bogen beskriver Noah de første dage af zombieinvasionen, og her fortæller han om, at han og hans partner var til nytårsbal på Kronborg Slot, da stedet blev overrendt af zombier.

Der er noget sympatisk ved, at historien foregår i Danmark, og det er helt klart hyggeligt at komme igennem en række danske byer på Noahs roadtrip (også selvom det ind imellem virker mærkeligt, at han kommenterer så meget på lokale seværdigheder). Der er dog lige lovlig mange klicheer i form af kultister og andre forfærdelige grupperinger, som ofte dukker op i zombiehistorier og dystopiske fortællinger.

Jeg er ikke særlig begejstret for hele rammehistorien, hvor Noah skriver en dagbog, der bliver vist på en Facebookside i nutiden. Det gjorde mig straks skeptisk som læser, da det virkede meget konstrueret. Så ville det have virket bedre, hvis Noah bare havde skrevet dagbog – hele linket til en Facebookside i nutiden er bare mærkeligt og unødvendigt.

Jeg ville måske have holdt mere af bogen, dengang jeg var 13 år og ikke havde læst særlig megen zombielitteratur. I dag er jeg mere kritisk, og her savner jeg klart, at bogen bliver korrekturlæst flere gange, hvor der rettes stave- og kommafejl, samt at der luges ud i selvmodsigelser og mængden af klicheer. Der er ellers nogle gode ideer (især i forhold til zombiernes udvikling), men de overskygges af ovenstående.

The Young World

I stakken over de seneste bibliotekslån lå denne ungdomsbog af Chris Weitz – rart med lidt hurtig læsning til togturene.

‘The Young World’ er første bog i trilogien af samme navn. Den foregår i en dystopisk verden, hvor en mystisk sygdom har udryddet alle voksne og børn, så der kun er de unge tilbage. Og så snart de når 18 år, dør de.

Det har kastet verden ud en undtagelsestilstand, hvor de overlevende kæmper om mad og territorier og meget få søger en løsning på problemet. For hvilken fremtid er der, hvis alle alligevel er dømt til at dø, så snart de når 18?

Bogen er fortalt gennem to hovedpersoner – Jefferson, der er den nye leder af en gruppe overlevende, og Donna, der er med i gruppen. Gennem dem oplever læseren,  hvor håbløs og brutal verden er blevet, og hvor man oftere tyr til vold end til samarbejde.

Jeg syntes desværre ikke, at bogen havde meget at byde på – eller meget nyt skal jeg måske sige, for det er jo ikke ligefrem fordi, at bogmarkedet har savnet dystopiske bøger de sidste 7-8 år. Jeg savnede en forklaring på, hvor sygdommen kom fra, og hvorfor den ikke slog de unge ihjel. Det virkede utrolig konstrueret og dermed også ret påklistret, og det går altså ikke, når det er en af præmisserne for historien. Samtidig manglede jeg også en forklaring på, hvorfor alting gik så galt, når der kun var teenagere tilbage (og det er ikke nok at referere til ‘Fluernes Herre’ ;-)).

Historien var som sådan ikke dårligt skrevet – den fangede mig bare overhovedet ikke, og jeg regner ikke med at læse videre i serien.

Wizard and Glass – The Dark Tower 4

Jeg er fortsat i gang med at tygge mig igennem 7-bindsklassikeren fra Stephen King, også kendt som ‘The Dark Tower’-serien. Jeg er nået til bind 4 – du kan finde links til anmeldelserne af de tre første bøger nederst i dette blogindlæg.

Jeg vil vanen tro ikke bringe et detaljeret resumé af handlingen, da det vil afsløre for meget fra de foregående bøger. Jeg kan dog fortælle, at denne bogs handling fortsætter umiddelbart efter slutningen på 3’eren, men at størstedelen af bogen faktisk handler om Rolands ungdomsår, som han fortæller sine rejsekammerater om.

Jeg må desværre indrømme, at denne bog ikke var noget for mig. Jeg syntes, det var irriterende, at Rolands fortid fyldte langt størstedelen af bogen, for det var noget af et antiklimaks i forhold til den fantastisk spændende start på bogen. Men for det første er jeg sjældent til kærlighedshistorier, og for det andet er den type historier heller ikke Kings styrke, så det var en noget tam læseoplevelse. Historien i sig selv er udmærket, men den er aaaalt for lang. Her kunne man med fordel have skåret minimum 200 sider – og gerne mere.

Jeg har umiddelbart indtryk af, at ‘Wizard and Glass’ adskiller sig fra de øvrige bøger ved at være så fokuseret på Rolands fortid, så selvom denne bog var noget træg at komme igennem, så har jeg ikke opgivet at læse videre i serien. Jeg satser på at gå i gang med den femte bog i slutningen af denne måned.

Bird Box

bird boxUnder sidste måneds Read-a-Thon nåede jeg også at læse ‘Bird Box’ af Josh Malerman. Det er en bog, jeg længe har ønsket at læse, for den har fået fantastiske anmeldelser, og så gjorde teaseren mig nysgerrig.

I ‘Bird Box’ følger man Malorie og hendes to små børn, der har forskanset sig i et hus. Her har de levet de sidste fem år og er måske de eneste overlevende efter en række sære hændelser, hvor mange mennesker begik selvmord – tilsyneladende efter at have set et eller andet. Det betyder også, at de overlevende har bind for øjnene, når de en sjælden gang vover sig udenfor for at skaffe vand eller andre fornødenheder. Men nu mener Malorie, at det er på tide, at de forlader stedet for at lede efter andre overlevende, og mens de forbereder sig på rejsen, tænker hun tilbage på de fem år, der er gået, og de tragiske hændelser, der har præget livet i huset.

Denne bog er helt klart ude på at opbygge en mystisk stemning, hvor din nysgerrighed vækkes, og hvor du forsøger at regne ud, hvad der mon er sket i løbet af de seneste fem år. Hvad kan det dog kan være, som man for alt i verden ikke må se? Det virkede ret godt på mig, og da jeg elsker at sidde og gætte med, når jeg læser, så var jeg fanget fra start.

Handlingen hopper frem og tilbage – mellem nutid og vigtige tidspunkter gennem de seneste fem år – så man stille og roligt får tegnet billedet af, hvordan Malorie endte der i første omgang, og hvorfor der ikke er andre overlevende udover hende og børnene. Det er dystre beskrivelser blandet med glimt af håb og troen på, at det nok skal gå, men forfatteren sørger hele tiden for at antyde, at ting vil gå galt, og som læser ved du også fra start, at der kun er Malorie og børnene tilbage.

Desværre blev bogen aldrig helt så uhyggelig, som jeg havde håbet. Selve præmissen for, hvorfor de går med blind for øjnene (som jeg ikke vil afsløre her) var ikke særlig overbevisende for mig. Jeg syntes, det var for tyndt og vagt forklaret, og det er sandsynligvis hovedårsagen til, at jeg aldrig blev grebet af den dystre stemning. Jeg vil dog også sige, at tanken om en verden, hvor man ikke kan gå udenfor uden bind for øjnene ER skræmmende – det var bare ikke en følelse, der krøb ind under huden på mig.

Station Eleven

Jeg har en vis forkærlighed for dystopiske bøger, så da jeg hørte om ‘Station Eleven’, vidste jeg, at det var en bog, jeg måtte læse på et tidspunkt. For nylig fik jeg så endelig lånt den via Ereolen Global og brugte den som læsning på togturene til og fra arbejde.

Bogen er skrevet af Emily St. John Mandel og lægger lidt brat ud med at beskrive den aften, hvor en kendt skuespiller falder om på scenen med et hjerteanfald. En af publikummerne haster op på scenen for at yde førstehjælp. Senere samme aften begynder en dødbringende virus at brede sig, og verden begynder at falde fra hinanden. Derefter springer bogen 20 år frem i tiden – til efter civilisationens nedbrud, hvor kun få har overlevet. Her følger man blandt andet en af børneskuespillerne, der var til stede ved føromtalte hjerteanfald, og i resten af bogen bliver fortid og nutid spundet sammen med tilbageblik og pudsige skæbnesammenfald.

Ja, jeg ved det – ovennævnte opsummering er lidt kortfattet og måske også lidt indforstået, men ‘Station Eleven’ er ikke en bog, det er let at give et kort resumé af. Bogen er både fragmenteret og lettere snørklet opbygget, og jeg vil helst ikke røbe for meget af handlingen. Men netop den fragmenterede stil gjorde, at jeg havde lidt svært ved for alvor at leve mig ind i handlingen – blandt andet fordi flere af tilbageblikkene ikke var synderligt interessante (i mine øjne).

Jeg følte mig lidt snydt, da jeg nåede til det tidspunkt, hvor bogen springer 20 år i tid. Jeg havde lige sat næsen op efter de klassiske verden-går-under-scener, så jeg blev temmelig overrasket over, at forfatteren sprang denne del over. Men det tog ikke lang tid, før jeg indså, at det var en god og lidt anderledes måde at gribe det an på. Hvorfor bruge mange sider på det, når nu forfatteren brændte for at fortælle noget andet?

Jeg havde det noget blandet med handlingen, og selvom der på sin vis var en rød tråd (om end lidt søgt), så savnede jeg en tydelig rammefortælling eller i det mindste et tydeligt fokus. Der var mange gode elementer i bogen – både smukke og tragiske scener i dagene op til undergangen men også pudsige eller forfærdelige scener 20 år senere. Men fortiden fyldte alt for meget til min smag (igen – fordi jeg ikke syntes, at mange af de scener var spændende), og det gjorde, at bogen desværre blev en lidt middelmådig læseoplevelse med enkelte smukke lysglimt hist og her.