The Dog Stars


Forventninger:
Jeg tilføjede ‘The Dog Stars’ af Peter Heller til min to-read-liste for over fem år siden – de præcise omstændigheder husker jeg ikke, men jeg har helt sikkert været tiltrukket af den postapokalyptiske vinkel. Jeg kunne intet huske om bogen, inden jeg gik i gang, så jeg havde reelt set ingen forventninger til bogen – men håbede selvfølgelig, at det ville være en god læseoplevelse.

Resumé:
Ni år efter, at en epidemi udrydder det meste af befolkningen, bor Hig i en lufthavn sammen med hunden Jasper samt Bangley – en våbenglad mand, som ikke har særlig meget til fælles med Hig udover, at de er blandt de få overlevende. Hig har ikke noget at leve for – alle han kendte og elskede er døde – men han forsøger dog at skabe sig en tilværelse, hvor han sammen med Bangley forsvarer området mod angribere og smittede, men også hvor han flyver til de smittede områder med forsyninger. For tre år siden modtog han et radiosignal på en af sine flyveture, og det har siden spøgt i hans tanker. Måske er der andre ligesindede derude?

Det bedste:
Den dystre og foruroligende stemning i bogen – det var bestemt ikke en verden, som man har lyst til at bo i. Samspillet mellem Hig og de personer, han mødte, gav ikke bare nogle interessante situationer – det viste også hvor forskellige folk stadig var, selvom der var gjort meget ud af at fortælle om de mange voldelige sammenstød mellem de overlevende. Især det lidt akavede forhold mellem Hig og Bangley gav fortællingen lidt kant.

Det værste:
Det haltede ind imellem med troværdigheden i bogen. Der var flere ting, jeg ikke helt troede på – blandt andet hvordan Hig kunne finde drikbare sodavand efter 9 år (har selv prøvet at smage sodavand, der var gået et halvt år over tid, og det var udrikkeligt) samt forklaringen på, hvorfor der stadig er strøm. Derudover opførte hovedpersonen sig ind imellem så tåbeligt/arrogant, at jeg havde svært ved at holde af ham. Og så var hele konceptet med de jævnlige angreb lidt for letkøbt – det var en alt for unuanceret og overfladisk måde at skabe et fjendebillede på.

Kan anbefales til:
Til dig, der er til dystre postapokalyptiske fortællinger med et roligt tempo, og hvor du ikke føler dig sikker på, at der er en lykkelig slutning. Kan du lide ‘The Road’, kan ‘The Dog Stars’ også være for dig – selvom denne bog dog ikke er lige så dyster. Du skal være forberedt på, at skrivestilen er ret staccato, hvilket passer fint til bogen, men omvendt også kan irritere en del læsere. Jeg syntes, det var en udmærket bog – dog ikke lige så gribende, ubehagelig og tankevækkende som ‘The Road’.

The Program


Det er nu praktisk at have e-bøger med på ferien, så det havde jeg også i sidste uge, hvor vi var i Spanien. Her læste jeg blandt andet ‘The Program’ af Suzanne Young.

‘The Program’ er første bog i en dystopisk serie, der foregår en gang i fremtiden, hvor teenagere på stribe bliver ramt af depression og begår selvmord. Ingen ved, hvad epidemien skyldes, men staten udvikler ‘The Program’, hvor unge, man mistænker for at være i farezonen, bliver spærret inde på en anstalt og gennemgår en lang behandling, der skal kurere dem for selvmordstanker. Det er selvfølgelig godt, at staten sørger for, at de unge ikke begår selvmord, men når de vender tilbage fra behandlingen, er de blevet til helt andre mennesker, som deres venner ikke kan genkende. Og vi taler ikke bare om ændret tøjstil – unge, der har været i behandling, kan intet huske af deres tidligere liv! Da teenagepigen Sloanes kæreste pludselig bliver sendt på anstalt, frygter hun, at han ikke vil kunne huske hende, og snart er hun også i farezonen for at blive… ‘behandlet’…

Jeg var lidt splittet med hensyn til denne bog. På den ene side er det et interessant præmis med den frelsende stat, der forsøger at redde de unge fra at begå selvmord – men samtidig principielt dræber de unge mentalt, da de kommer tilbage og er komplet forandrede. Det fascinerede og irriterede mig på samme tid, fordi det igen blev samfundet vs. de unge – en konflikt, som går igen i mange ungdoms-dystopier. Det er en oplagt konflikt (de voksne og etablerede mod de unge og rebelske), men den er også set så mange gange før, at det er lidt kedeligt. I dette tilfælde tror staten/de voksne vitterligt, at de gør det rette og er fuldstændig blinde for, hvad behandlingen reelt set betyder.

Sloane var til tider lige lovlig naiv og som hovedperson synes jeg ikke, at hun var noget særligt, men hendes forhold til både kæresten og broderen gjorde dog historien en tand mere dybde.

Jeg ville ønske, at der havde været lidt mere kød på historien – lidt mere intensitet i stil med ‘Unwind’, som formåede at være dramatisk, fængende og ubehagelig på samme tid. Det endte med at være en middelmådig oplevelse at læse ‘The Program’ – ok men ikke noget særligt.

Nedtælling


Da jeg ledte efter scifi-lydbøger hos Ereolen, faldt jeg over ’Nedtælling’ af Teri Terry. Det er første bog i den dystopiske serie ’Mørkt stof’.

Bogen foregår i Skotland, hvor man følger to piger – Callie og Shay. Callie er 12 år og bliver en dag kidnappet og ført til en hemmelig forskningsbase, hvor hun bliver udsat for en række eksperimenter. Shay var den sidste, der så Callie, inden hun blev bortført, og da hun hører om den forsvundne pige, kontakter hun Callies storebror Kai for at hjælpe ham med at finde ud af, hvad der er sket. Samtidig begynder en yderst dødelig sygdom at sprede sig med lynets hast, og der udbryder panik i befolkningen, fordi man ikke kan finde hverken smittekilden eller en kur mod sygdommen.

Kapitlerne bliver skiftevis fortalt af Callie og Shay, og det fungerer rigtig fint, selvom jeg ikke altid er glad for denne opdeling, når det drejer sig om lydbøger. Sprogligt flyder fortællingen let og naturligt, og bogen er derfor let og hurtig at læse. Til gengæld mindede tonen i ’Nedtæling’ mig alt for meget som forfatterens anden serie, ’Slettet’, som jeg læste for nogle år siden og ikke var særlig imponeret af. Og det var lidt synd for ’Nedtælling’, for der var en række elementer i bogen, jeg godt kunne lide, men som lidt ’druknede’ i en fortællestil, som jeg ikke brød mig om.

Jeg kunne for eksempel godt lide forbindelsen mellem Shay og Callie, selvom den er noget speciel. Den førte dog til en række interessante situationer – ikke mindst fordi Shay er lidt af en kujon.

Omvendt syntes jeg, at omverdenens reaktion på sygdommen er ret dramatisk, og det skyldes selvfølgelig først og fremmest, at sygdommen dræber så hurtigt og let, at det virker ret utroværdigt. Ja, det er fiktion, men alligevel… Og så er myndighedernes håndtering af situationen så… drastisk, at det er helt usandsynligt, at det foregår i et land som Skotland. Det var simpelthen for sort/hvidt stillet op, og det er desværre noget, som med jævne mellemrum ses i ungdomsbøger.

Så samlet set var ’Nedtælling’ ikke for mig. Der var nogle gode ting i bogen, men den fangede mig ikke rigtig. Er du til gengæld til forfatterens tidligere bøger, vil du sandsynligvis godt kunne lide denne.

Englefald

Den sidste af bøgerne fra min to-read-liste for 2017 var ‘Englefald’, der er skrevet af Susan Ree. Som så mange andre dystopiske ungdomsbøger er ‘Englefald’ en del af en serie.

Bogen foregår i en post-apokalyptisk verden, hvor engle har dræbt millioner af mennesker. Penryn er på flugt sammen med sin mentalt ustabile mor og lillesøsteren, som sidder i kørestol. De er kort sagt i en rigtig dårlig situation, da gaderne er præget af vold og bandekriminalitet, og der er samtidig ikke nok mad til alle. Det kan dog blive meget værre, og det gør det, da nogle engle bortfører Penryns lillesøster. Penryn vil gøre alt for at få hende tilbage – selv at indgå i en alliance med englen Raffe. Ham møder hun, da lillesøsteren bliver bortført, hvor de andre engle lige har udstødt ham og skåret vingerne af ham. Selvom Penryn betragter engle som fjender, så vælger hun alligevel at redde ham, og snart er det umage par på jagt efter Penryns lillesøster.

Jeg syntes, det var en interessant verden, som forfatteren havde skabt. De brutale, arrogante og dødsensfarlige engle var et twist, som ikke så tit indgår i ungdomsbøger, og de var derfor en kærkommen fornyelse af genren. Det var desuden rigtig fint, at de ikke blev brugt som en del af et større religiøst tema men blot som et twistet fjendebillede. Jeg er ikke sikker på, at jeg ville have brudt mig om en ungdomsbog gennemsyret af religiøs drama.

Penryn er en gæv pige, som er let at holde af og er heldigvis ikke så dumdristig som en del andre kvindelige hovedpersoner i de seneste års ungdomsbøger. Jeg syntes dog, at det var hendes mor, der var mest fascinerende, og det skyldtes først og fremmest, at hun på ingen måde mindede om personer, der normalt indgår i ungdomsbøger. Én ting er, at forældre næsten aldrig er repræsenteret i ungdomsbøger – en anden ting er, at de bestemt ikke er så ustabile, som Penryns mor var. Det blev ikke for alvor foldet ud i denne bog, men der var nok til at gøre mig nysgerrig.

Jeg var glad for, at historien ikke lynhurtigt udviklede sig til en romance mellem Penryn og Raffe. Tværtimod var de ret skeptiske over for hinanden, og deres venskab udviklede sig ganske langsomt.

Men når det så er sagt, så var det alligevel, som om noget manglede. Jeg blev ikke for alvor fanget af historien, og selvom det var udmærket underholdning, så savnede jeg den gnist, der gør, at man bare må læse videre i serien. Af samme grund er jeg også i tvivl om, hvorvidt jeg får læst den næste bog, for jeg synes ikke, jeg har behov for det.

I morgen er alt mørkt – når historien slutter

Så nåede jeg også tredje og sidste bog i serien ‘I morgen er alt mørkt’. Jeg har tidligere anmeldt historien om Brage – og historien om Marlen. Bøgerne er skrevet af den norske forfatter Sigbjørn Mostue.

Jeg vil ikke give et resumé af bogen men i stedet referere til min anmeldelse af første bog, som også beskriver om det zombie-agtige angreb, som præger hele serien.

Og hvordan var afslutningen på serien så? Den var sådan set udmærket og helt i tråd med resten af serien. Man kan diskutere, om slutningen var detaljeret nok og gav de svar, man søgte. Personligt gør det mig ikke så meget, at visse ting er åbne til sidst, men det er som regel noget, der deler vandene.

Jeg kan godt lide, at serien foregår i Norge, og at fortællingen er noget mere grum, end hvis den var udgivet i USA. Der sker nogle ret brutale og nådesløse ting undervejs. Jeg synes dog personligt, at det er ærgerligt, at der også er flere voldtægter – det er en lidt for let (og unødig) måde at skabe en brutal stemning, og jeg synes ikke, det hører hjemme i en ungdomsbog.

Men overordnet set er ‘I morgen er alt mørkt‘-serien et glimrende bud på en lidt anderledes dystopisk fortælling i Skandinavien.

I morgen er alt mørkt – Marlens historie

I sidste måned læste jeg første bog i serien ‘I morgen er alt mørkt’ – nemlig historien om Brage – og nu fik jeg også læst efterfølgeren, ‘I morgen er alt mørkt – Marlens historie’. Bøgerne er skrevet af den norske forfatter Sigbjørn Mostue.

Jeg vil ikke give et resumé af bogen men i stedet referere til min anmeldelse af første bog, som også beskriver om det zombie-agtige angreb, som præger hele serien.

Marlens historie var en fin læseoplevelse meget i stil med den første bog, men jeg blev dog noget distraheret undervejs af de mange knudrede/sære formuleringer, der især prægede starten af bogen. Jeg ved ikke, om det var oversættelsesfejl, eller om det var forfatterens skyld, men det ødelagde desværre noget af læseoplevelsen.

Selvom jeg kunne regne en del af handlingen ud, da jeg havde læst første bog, så var der også tilpas mange overraskelser i bogen. Der var dog lige lovlig megen genbrug i forhold til konfliktsituationer, så bogen virkede ikke nær så original som forgængeren.

Marlens historie var et fint supplement til første bog. Jeg har lige lånt tredje bog, så den satser jeg på at få læst, inden året er omme.

I morgen er alt mørkt – Brages historie

Hvor tit læser du norske ungdomsromaner? Jeg mindes ikke at gjort det før, men da jeg faldt over ‘I morgen er alt mørkt – Brages historie’ blev min nysgerrighed vakt. Bogen er første del i en trilogi, som Sigbjørn Mostue har skrevet, og oplægget lød interessant.

Bogen foregår i Norge og handler om den helt almindelige fyr, Brage, der lever et helt almindeligt liv. Det ændrer sig dog, da der udbryder en epidemi, hvor mennesker bliver ramt af galskab og overfalder hinanden. Epidemien når også Norge, og snart må Brage og en række af hans venner flygte ud i vildmarken for at gemme sig for det gale mennesker. Men der opstår snart interne stridigheder, og Brage må kæmpe for at holde gruppen sammen.

Epidemien, der bryder ud, minder meget om et zombieangreb, men der er dog den forskel, at de smittede i ‘I morgen er alt mørkt’ er lige så hurtige som normale mennesker. Det gør dem væsentlig mere skræmmende som fjende, da de er langt sværere at flygte fra. Der er skruet godt op for den dystre og alvorlige stemning, og det bliver kun mere interessant af, at historien foregår i Norge. Det er et land, jeg som dansker let kan identificere mig med, men omvendt er der også en række forskelle, som kommer til udtryk i denne bog – for eksempel den barske norske vildmark og nordmændenes lidt lettere adgang til skydevåben (som lige i denne situation er meget belejlig).

Der er en række konflikter i bogen, og selvom der godt kunne være arbejdet lidt mere med nuancerne, så det ikke blev så sort-hvidt sat op, så synes jeg dog også, at der er nogle ok twists til historien. Der sker nogle uventede ting undervejs, og jeg kunne godt lide, at bogen ikke var så stereotyp men kunne byde på en forholdsvis original historie.

Persongalleriet er ikke voldsomt interessant. Nogle af personerne er lidt for klichéramte til mig, og det er især kritisk, når det drejer sig om flere af skurkene, men omvendt er niveauet ikke dårligt i forhold til andre ungdomsbøger i denne genre. Hovedpersonen Brage er dog en af dem, der skiller sig positivt ud, og det er spændende at følge hans udvikling i bogen.

Alt i alt en glimrende læseoplevelse – faktisk så glimrende, at jeg har lånt den næste bog i serien og regner med at læse den i løbet af de kommende uger.

The Territory

I løbet af sommerferien i Frankrig brugte jeg en del tid i poolen, så den skulle naturligvis også med på en af bogbillederne 🙂

Nå, spøg til side. ‘The Territory’ er skrevet af Sarah Govett og er første del i en dystopisk serie. Bogen foregår i 2059 og følger den 15-årige Noa, der – ligesom sine jævnaldrende – er ved at gøre sig klar til de sidste prøver. De prøver, der skal vise, hvem af dem, der får lov til at blive i den lille del af området, der ikke er oversvømmet, og hvem af dem, der ender med at blive jaget ud i sumpen. Det er selvfølgelig let for de rige børn, som blot kan downloade hele pensum via en elektronisk ‘node’ i deres hjerne, mens de andre børn må terpe hårdt. Noa håber på at klare sig igennem, men da hendes forældre ikke ønskede, at hun skulle opereres i hjernen, ved hun godt, at chancerne ikke er store.

Dette er på mange måder en klassisk ungdoms-dystopi. En helt almindelig pige skal klare sig igennem en prøve i et samfund, hvor der er social ulighed, og hvor oprøret ulmer under overfladen. Samtidig forelsker hun sig i en mystisk fyr, der netop er kommet til skolen, mens hendes bedste ven har svært ved at acceptere det. Der er egentlig ikke så meget nyt til denne genre, men hvis du kan lide ovenstående koncept, vil du sandsynligvis også kunne lide ‘The Territory’.

Jeg syntes, at rammen for fortællingen – den oversvømmede verden – var det mest interessante, men desværre havde forfatteren ikke gjort så meget ud af den, som jeg havde håbet. Jeg ville gerne have dykket (sorry) mere ned i verdensbeskrivelsen, men jeg syntes desværre, at vi kun blev ved overfladen (dobbelt sorry).

Jeg var ok underholdt, men så heller ikke mere. Historien er fint fortalt, men jeg har hørt den adskillelige gange før, og jeg savnede virkelig overraskelser undervejs. Det er som sagt første bog i en serie, og pt. regner jeg ikke med at læse de næste bøger.

 

The Dark Tower

En epoke er ovre. Ok, det lyder måske lidt højtideligt, men jeg har endelig færdiglæst ’The Dark Tower’-serien. En syv binds serie skrevet af Stephen King over ca. 30 år. En serie, mange troede ikke ville blive færdig (ligesom ’A Song of Ice and Fire’-serien?), da King ikke ligefrem havde travlt med at gøre serien færdig. Men da han nær mistede livet i en trafikulykke i starten af 2000’erne, gav det ham stof til eftertanke, og i løbet af et par år fik han skrevet de tre sidste bøger.

’The Dark Tower’ er som sagt finalen på den syv bind lange serie. Af helt åbenlyse årsager vil jeg naturligvis ikke fortælle om, hvad der sker i bogen, så dette indlæg vil i stedet fokusere på slutningen som helhed (uden at røbe noget spændende) samt om serien.

Bogen er i bund og grund en udmærket afslutning på den episke fortælling om revolvermanden og det mørke tårn. Der er mørke og dramatiske scener, som kun King kan skrive dem, men også de følsomme og vemodige stunder, som han også mestrer. Desværre lider den sidste bog lidt under længden – igen er det en meget tyk bog, som godt kunne have tålt en barbering mht. sideantallet. Og så er jeg fortsat ikke fan af, at Stephen King selv optræder i bogen.

Serien har været en virkelig blandet læseoplevelse. De første bøger var ok, men de fangede mig ikke rigtig, og jeg undrede mig lidt over, hvorfor serien er så elsket af mange King-fans. Så kom tredje bog, og der blev jeg for alvor grebet. Set i bagklogskabens lys ærgrer det mig, for havde den været middelmådig som de to forrige bøger, havde jeg sandsynligvis droppet serien, og det ville i sidste ende have sparet mig for både penge og en hel del tid. Jeg var nemlig ikke særlig begejstret for de sidste fire bøger. Der var forskellige grunde til, at de hver især var frustrerende at læse, men helt overordnet var mange af dem utrolig langtrukne med masser af fyld og uden det drive og intensitet, som ellers kendetegner en del af Kings bøger. Og så tabte jeg alt for serien, da King pludselig skrev sig selv ind i historien – det er et kæmpe no-go hos mig.

Jeg har det dog fint med, at jeg har brugt så lang tid på at læse serien, selvom den skuffede mig. Det er en serie, der ofte refereres til, når snakken falder på King, og der er også mange referencer til hans andre værker i denne serie. Det var sjovt at læse, når man som jeg har læst størstedelen af hans bøger. Men det havde selvfølgelig været langt federe, hvis jeg var blevet blæst omkuld af serien.

Nu ser jeg frem til filmfortolkningen af serien. Den kommer her til sommer og har Idris Elba og Matthew Mc på rollelisten. Jeg har ingen anelse om, hvordan filmskaberne vil koge et flere tusinder siders værk ned til én film, så det bliver nok mest et actionbrag, men det gør mig ikke noget, for jeg har ingen særlige følelser for bøgerne.

The Gracekeepers

Under sidste måneds readathon nåede jeg også at læse ‘The Gracekeepers’ af Kirsty Logan. Jeg har læst flere positive anmeldelser af bogen, men den har dog ikke fået så høje karakterer på Goodreads, så jeg var spændt på, om jeg ville kunne lide den.

Bogen er et moderne eventyr, der er inspireret af skotske myter og eventyr. Den foregår på et tidspunkt i fremtiden, hvor det meste af verden er oversvømmet, og hvor de overlevende nu bor på små øer eller på skibe. Omdrejningspunktet for historien er dels en cirkustrup, hvor den unge kvinde North optræder med en bjørn. Truppen sejler fra ø til ø, og på en af disse øer bor sjælesørgeren Callanish, der sørger for at give de døde en værdig begravelse i det dybe hav. De to kvinder bliver snart involveret i grusomme og skæbnesvangre konflikter, der truer med at ødelægge den spinkle fred. Der er mange, der forsøger at mele deres egen kage, og det vil have voldsomme konsekvenser for både North og Callanish.

Jeg var som sagt spændt på, hvad en bog, der blandt andet omtales som magisk realisme, kunne byde på. Jeg håbede på en bedre læseoplevelse end ‘The Night Circus’ (som jeg havde store forventninger til, men som desværre ikke rigtig virkede for mig), og jeg forventede, at skrivestilen ville være lidt i stil med ‘The Silver Dark Sea’. Jeg fik dog ikke indfriet hverken den første eller den anden. Helt overordnet set var ‘The Gracekeepers’ en udmærket læseoplevelse, men jeg blev desværre ikke helt så betaget af bogen, som jeg havde håbet på. Samtidig var teksten ikke nær så poetisk og skrøbelig, som jeg troede, selvom der bestemt var en del smukke passager.

Helt overordnet er det en interessant historie. Selve verdenen er mystisk og dragende, for hvad er der sket, siden store dele af kloden er oversvømmet, og hvordan overlevede folk? Bogen giver ikke mange svar, men det gør ikke noget, for jeg kan godt lide, at pirrer min nysgerrighed (men jeg håbede da, at jeg ville få flere svar undervejs). Jeg synes, at den oversvømmede verden er en spændende ramme for fortællingen, og at det virkelig er lykkedes forfatteren at opbygge en fascinerende, dragende og foruroligende verden, som historien kan udfolde sig i.

Fortælletempoet er roligt – måske lidt for roligt for nogen. Personligt gjorde det mig intet, for det havde jeg forventet, og jeg kunne godt lide, hvordan spændingen langsomt byggede op, mens konflikterne fortættedes, og man sad som læser og krummede tæer i bekymring over, hvad det skulle ende med.

Både North og Callanish er sympatiske hovedpersoner og derfor lette at holde med. Jeg savnede dog et tættere bånd til dem, for selvom jeg helt sikkert håbede det bedste for dem, så følte jeg ikke for alvor, at jeg kom helt tæt på dem. Det er sandsynligvis en af grundene til, at denne bog ikke helt levede op til mine forventninger. Jeg savnede lidt mere dybde hos de enkelte personer, for de blev lige lovlig karikerede og overfladisk beskrevet. Til gengæld var det dog fedt, at der var flere lidt usædvanlige og utraditionelle konflikter på tværs af især cirkusgruppen – der var i hvert fald et par overraskelser undervejs.