Englefald

Den sidste af bøgerne fra min to-read-liste for 2017 var ‘Englefald’, der er skrevet af Susan Ree. Som så mange andre dystopiske ungdomsbøger er ‘Englefald’ en del af en serie.

Bogen foregår i en post-apokalyptisk verden, hvor engle har dræbt millioner af mennesker. Penryn er på flugt sammen med sin mentalt ustabile mor og lillesøsteren, som sidder i kørestol. De er kort sagt i en rigtig dårlig situation, da gaderne er præget af vold og bandekriminalitet, og der er samtidig ikke nok mad til alle. Det kan dog blive meget værre, og det gør det, da nogle engle bortfører Penryns lillesøster. Penryn vil gøre alt for at få hende tilbage – selv at indgå i en alliance med englen Raffe. Ham møder hun, da lillesøsteren bliver bortført, hvor de andre engle lige har udstødt ham og skåret vingerne af ham. Selvom Penryn betragter engle som fjender, så vælger hun alligevel at redde ham, og snart er det umage par på jagt efter Penryns lillesøster.

Jeg syntes, det var en interessant verden, som forfatteren havde skabt. De brutale, arrogante og dødsensfarlige engle var et twist, som ikke så tit indgår i ungdomsbøger, og de var derfor en kærkommen fornyelse af genren. Det var desuden rigtig fint, at de ikke blev brugt som en del af et større religiøst tema men blot som et twistet fjendebillede. Jeg er ikke sikker på, at jeg ville have brudt mig om en ungdomsbog gennemsyret af religiøs drama.

Penryn er en gæv pige, som er let at holde af og er heldigvis ikke så dumdristig som en del andre kvindelige hovedpersoner i de seneste års ungdomsbøger. Jeg syntes dog, at det var hendes mor, der var mest fascinerende, og det skyldtes først og fremmest, at hun på ingen måde mindede om personer, der normalt indgår i ungdomsbøger. Én ting er, at forældre næsten aldrig er repræsenteret i ungdomsbøger – en anden ting er, at de bestemt ikke er så ustabile, som Penryns mor var. Det blev ikke for alvor foldet ud i denne bog, men der var nok til at gøre mig nysgerrig.

Jeg var glad for, at historien ikke lynhurtigt udviklede sig til en romance mellem Penryn og Raffe. Tværtimod var de ret skeptiske over for hinanden, og deres venskab udviklede sig ganske langsomt.

Men når det så er sagt, så var det alligevel, som om noget manglede. Jeg blev ikke for alvor fanget af historien, og selvom det var udmærket underholdning, så savnede jeg den gnist, der gør, at man bare må læse videre i serien. Af samme grund er jeg også i tvivl om, hvorvidt jeg får læst den næste bog, for jeg synes ikke, jeg har behov for det.

I morgen er alt mørkt – når historien slutter

Så nåede jeg også tredje og sidste bog i serien ‘I morgen er alt mørkt’. Jeg har tidligere anmeldt historien om Brage – og historien om Marlen. Bøgerne er skrevet af den norske forfatter Sigbjørn Mostue.

Jeg vil ikke give et resumé af bogen men i stedet referere til min anmeldelse af første bog, som også beskriver om det zombie-agtige angreb, som præger hele serien.

Og hvordan var afslutningen på serien så? Den var sådan set udmærket og helt i tråd med resten af serien. Man kan diskutere, om slutningen var detaljeret nok og gav de svar, man søgte. Personligt gør det mig ikke så meget, at visse ting er åbne til sidst, men det er som regel noget, der deler vandene.

Jeg kan godt lide, at serien foregår i Norge, og at fortællingen er noget mere grum, end hvis den var udgivet i USA. Der sker nogle ret brutale og nådesløse ting undervejs. Jeg synes dog personligt, at det er ærgerligt, at der også er flere voldtægter – det er en lidt for let (og unødig) måde at skabe en brutal stemning, og jeg synes ikke, det hører hjemme i en ungdomsbog.

Men overordnet set er ‘I morgen er alt mørkt‘-serien et glimrende bud på en lidt anderledes dystopisk fortælling i Skandinavien.

I morgen er alt mørkt – Marlens historie

I sidste måned læste jeg første bog i serien ‘I morgen er alt mørkt’ – nemlig historien om Brage – og nu fik jeg også læst efterfølgeren, ‘I morgen er alt mørkt – Marlens historie’. Bøgerne er skrevet af den norske forfatter Sigbjørn Mostue.

Jeg vil ikke give et resumé af bogen men i stedet referere til min anmeldelse af første bog, som også beskriver om det zombie-agtige angreb, som præger hele serien.

Marlens historie var en fin læseoplevelse meget i stil med den første bog, men jeg blev dog noget distraheret undervejs af de mange knudrede/sære formuleringer, der især prægede starten af bogen. Jeg ved ikke, om det var oversættelsesfejl, eller om det var forfatterens skyld, men det ødelagde desværre noget af læseoplevelsen.

Selvom jeg kunne regne en del af handlingen ud, da jeg havde læst første bog, så var der også tilpas mange overraskelser i bogen. Der var dog lige lovlig megen genbrug i forhold til konfliktsituationer, så bogen virkede ikke nær så original som forgængeren.

Marlens historie var et fint supplement til første bog. Jeg har lige lånt tredje bog, så den satser jeg på at få læst, inden året er omme.

I morgen er alt mørkt – Brages historie

Hvor tit læser du norske ungdomsromaner? Jeg mindes ikke at gjort det før, men da jeg faldt over ‘I morgen er alt mørkt – Brages historie’ blev min nysgerrighed vakt. Bogen er første del i en trilogi, som Sigbjørn Mostue har skrevet, og oplægget lød interessant.

Bogen foregår i Norge og handler om den helt almindelige fyr, Brage, der lever et helt almindeligt liv. Det ændrer sig dog, da der udbryder en epidemi, hvor mennesker bliver ramt af galskab og overfalder hinanden. Epidemien når også Norge, og snart må Brage og en række af hans venner flygte ud i vildmarken for at gemme sig for det gale mennesker. Men der opstår snart interne stridigheder, og Brage må kæmpe for at holde gruppen sammen.

Epidemien, der bryder ud, minder meget om et zombieangreb, men der er dog den forskel, at de smittede i ‘I morgen er alt mørkt’ er lige så hurtige som normale mennesker. Det gør dem væsentlig mere skræmmende som fjende, da de er langt sværere at flygte fra. Der er skruet godt op for den dystre og alvorlige stemning, og det bliver kun mere interessant af, at historien foregår i Norge. Det er et land, jeg som dansker let kan identificere mig med, men omvendt er der også en række forskelle, som kommer til udtryk i denne bog – for eksempel den barske norske vildmark og nordmændenes lidt lettere adgang til skydevåben (som lige i denne situation er meget belejlig).

Der er en række konflikter i bogen, og selvom der godt kunne være arbejdet lidt mere med nuancerne, så det ikke blev så sort-hvidt sat op, så synes jeg dog også, at der er nogle ok twists til historien. Der sker nogle uventede ting undervejs, og jeg kunne godt lide, at bogen ikke var så stereotyp men kunne byde på en forholdsvis original historie.

Persongalleriet er ikke voldsomt interessant. Nogle af personerne er lidt for klichéramte til mig, og det er især kritisk, når det drejer sig om flere af skurkene, men omvendt er niveauet ikke dårligt i forhold til andre ungdomsbøger i denne genre. Hovedpersonen Brage er dog en af dem, der skiller sig positivt ud, og det er spændende at følge hans udvikling i bogen.

Alt i alt en glimrende læseoplevelse – faktisk så glimrende, at jeg har lånt den næste bog i serien og regner med at læse den i løbet af de kommende uger.

The Territory

I løbet af sommerferien i Frankrig brugte jeg en del tid i poolen, så den skulle naturligvis også med på en af bogbillederne 🙂

Nå, spøg til side. ‘The Territory’ er skrevet af Sarah Govett og er første del i en dystopisk serie. Bogen foregår i 2059 og følger den 15-årige Noa, der – ligesom sine jævnaldrende – er ved at gøre sig klar til de sidste prøver. De prøver, der skal vise, hvem af dem, der får lov til at blive i den lille del af området, der ikke er oversvømmet, og hvem af dem, der ender med at blive jaget ud i sumpen. Det er selvfølgelig let for de rige børn, som blot kan downloade hele pensum via en elektronisk ‘node’ i deres hjerne, mens de andre børn må terpe hårdt. Noa håber på at klare sig igennem, men da hendes forældre ikke ønskede, at hun skulle opereres i hjernen, ved hun godt, at chancerne ikke er store.

Dette er på mange måder en klassisk ungdoms-dystopi. En helt almindelig pige skal klare sig igennem en prøve i et samfund, hvor der er social ulighed, og hvor oprøret ulmer under overfladen. Samtidig forelsker hun sig i en mystisk fyr, der netop er kommet til skolen, mens hendes bedste ven har svært ved at acceptere det. Der er egentlig ikke så meget nyt til denne genre, men hvis du kan lide ovenstående koncept, vil du sandsynligvis også kunne lide ‘The Territory’.

Jeg syntes, at rammen for fortællingen – den oversvømmede verden – var det mest interessante, men desværre havde forfatteren ikke gjort så meget ud af den, som jeg havde håbet. Jeg ville gerne have dykket (sorry) mere ned i verdensbeskrivelsen, men jeg syntes desværre, at vi kun blev ved overfladen (dobbelt sorry).

Jeg var ok underholdt, men så heller ikke mere. Historien er fint fortalt, men jeg har hørt den adskillelige gange før, og jeg savnede virkelig overraskelser undervejs. Det er som sagt første bog i en serie, og pt. regner jeg ikke med at læse de næste bøger.

 

The Dark Tower

En epoke er ovre. Ok, det lyder måske lidt højtideligt, men jeg har endelig færdiglæst ’The Dark Tower’-serien. En syv binds serie skrevet af Stephen King over ca. 30 år. En serie, mange troede ikke ville blive færdig (ligesom ’A Song of Ice and Fire’-serien?), da King ikke ligefrem havde travlt med at gøre serien færdig. Men da han nær mistede livet i en trafikulykke i starten af 2000’erne, gav det ham stof til eftertanke, og i løbet af et par år fik han skrevet de tre sidste bøger.

’The Dark Tower’ er som sagt finalen på den syv bind lange serie. Af helt åbenlyse årsager vil jeg naturligvis ikke fortælle om, hvad der sker i bogen, så dette indlæg vil i stedet fokusere på slutningen som helhed (uden at røbe noget spændende) samt om serien.

Bogen er i bund og grund en udmærket afslutning på den episke fortælling om revolvermanden og det mørke tårn. Der er mørke og dramatiske scener, som kun King kan skrive dem, men også de følsomme og vemodige stunder, som han også mestrer. Desværre lider den sidste bog lidt under længden – igen er det en meget tyk bog, som godt kunne have tålt en barbering mht. sideantallet. Og så er jeg fortsat ikke fan af, at Stephen King selv optræder i bogen.

Serien har været en virkelig blandet læseoplevelse. De første bøger var ok, men de fangede mig ikke rigtig, og jeg undrede mig lidt over, hvorfor serien er så elsket af mange King-fans. Så kom tredje bog, og der blev jeg for alvor grebet. Set i bagklogskabens lys ærgrer det mig, for havde den været middelmådig som de to forrige bøger, havde jeg sandsynligvis droppet serien, og det ville i sidste ende have sparet mig for både penge og en hel del tid. Jeg var nemlig ikke særlig begejstret for de sidste fire bøger. Der var forskellige grunde til, at de hver især var frustrerende at læse, men helt overordnet var mange af dem utrolig langtrukne med masser af fyld og uden det drive og intensitet, som ellers kendetegner en del af Kings bøger. Og så tabte jeg alt for serien, da King pludselig skrev sig selv ind i historien – det er et kæmpe no-go hos mig.

Jeg har det dog fint med, at jeg har brugt så lang tid på at læse serien, selvom den skuffede mig. Det er en serie, der ofte refereres til, når snakken falder på King, og der er også mange referencer til hans andre værker i denne serie. Det var sjovt at læse, når man som jeg har læst størstedelen af hans bøger. Men det havde selvfølgelig været langt federe, hvis jeg var blevet blæst omkuld af serien.

Nu ser jeg frem til filmfortolkningen af serien. Den kommer her til sommer og har Idris Elba og Matthew Mc på rollelisten. Jeg har ingen anelse om, hvordan filmskaberne vil koge et flere tusinder siders værk ned til én film, så det bliver nok mest et actionbrag, men det gør mig ikke noget, for jeg har ingen særlige følelser for bøgerne.

The Gracekeepers

Under sidste måneds readathon nåede jeg også at læse ‘The Gracekeepers’ af Kirsty Logan. Jeg har læst flere positive anmeldelser af bogen, men den har dog ikke fået så høje karakterer på Goodreads, så jeg var spændt på, om jeg ville kunne lide den.

Bogen er et moderne eventyr, der er inspireret af skotske myter og eventyr. Den foregår på et tidspunkt i fremtiden, hvor det meste af verden er oversvømmet, og hvor de overlevende nu bor på små øer eller på skibe. Omdrejningspunktet for historien er dels en cirkustrup, hvor den unge kvinde North optræder med en bjørn. Truppen sejler fra ø til ø, og på en af disse øer bor sjælesørgeren Callanish, der sørger for at give de døde en værdig begravelse i det dybe hav. De to kvinder bliver snart involveret i grusomme og skæbnesvangre konflikter, der truer med at ødelægge den spinkle fred. Der er mange, der forsøger at mele deres egen kage, og det vil have voldsomme konsekvenser for både North og Callanish.

Jeg var som sagt spændt på, hvad en bog, der blandt andet omtales som magisk realisme, kunne byde på. Jeg håbede på en bedre læseoplevelse end ‘The Night Circus’ (som jeg havde store forventninger til, men som desværre ikke rigtig virkede for mig), og jeg forventede, at skrivestilen ville være lidt i stil med ‘The Silver Dark Sea’. Jeg fik dog ikke indfriet hverken den første eller den anden. Helt overordnet set var ‘The Gracekeepers’ en udmærket læseoplevelse, men jeg blev desværre ikke helt så betaget af bogen, som jeg havde håbet på. Samtidig var teksten ikke nær så poetisk og skrøbelig, som jeg troede, selvom der bestemt var en del smukke passager.

Helt overordnet er det en interessant historie. Selve verdenen er mystisk og dragende, for hvad er der sket, siden store dele af kloden er oversvømmet, og hvordan overlevede folk? Bogen giver ikke mange svar, men det gør ikke noget, for jeg kan godt lide, at pirrer min nysgerrighed (men jeg håbede da, at jeg ville få flere svar undervejs). Jeg synes, at den oversvømmede verden er en spændende ramme for fortællingen, og at det virkelig er lykkedes forfatteren at opbygge en fascinerende, dragende og foruroligende verden, som historien kan udfolde sig i.

Fortælletempoet er roligt – måske lidt for roligt for nogen. Personligt gjorde det mig intet, for det havde jeg forventet, og jeg kunne godt lide, hvordan spændingen langsomt byggede op, mens konflikterne fortættedes, og man sad som læser og krummede tæer i bekymring over, hvad det skulle ende med.

Både North og Callanish er sympatiske hovedpersoner og derfor lette at holde med. Jeg savnede dog et tættere bånd til dem, for selvom jeg helt sikkert håbede det bedste for dem, så følte jeg ikke for alvor, at jeg kom helt tæt på dem. Det er sandsynligvis en af grundene til, at denne bog ikke helt levede op til mine forventninger. Jeg savnede lidt mere dybde hos de enkelte personer, for de blev lige lovlig karikerede og overfladisk beskrevet. Til gengæld var det dog fedt, at der var flere lidt usædvanlige og utraditionelle konflikter på tværs af især cirkusgruppen – der var i hvert fald et par overraskelser undervejs.

The Song of Susannah – The Dark Tower 6

‘Song of Susannah’ er sjette og næstsidste bog i ‘The Dark Tower’-serien af Stephen King. Jeg har tidligere anmeldt ‘The Gunslinger’, ‘The Drawing of the Three’, ‘The Waste Lands’, ‘Wizard and Glass’. og ‘Wolves of the Calla’.

Der kommer ikke et resumé af handlingen, da det vil afsløre for meget fra de foregående bøger, så her er i stedet mit overordnede indtryk af bogen.

Igen må jeg desværre sige, at det var en meget blandet læseoplevelse. Der var øjeblikke, hvor jeg var grebet af historien, og der var tidspunkter, hvor jeg havde lyst til at kyle bogen væk i ren frustration. Jeg opdagede blandt andet, at Stephen King begik en dødssynd, da han skrev denne bog…
..
.
SPOILER-ADVARSEL:
Han har skrevet sig selv ind i historien! Nej og mere nej! Man bryder ikke den illusion i bøger, basta! Det kan fungere i tegneserier som ‘Pearls Before Swine’, men ikke i skønlitteratur. Jeg synes, det er forfærdeligt selvcentreret, og det virkede så konstrueret og upassende. ØV!

Ligesom de foregående bøger er handlingen i denne bog ret langtrukken, men heldigvis er bogen ikke særlig lang i forhold til de fleste andre bøger i serien, så det tog ikke så lang tid at komme igennem denne her.

Jeg er pt. i gang med at læse sidste bog i serien. Jeg har egentlig ikke lyst, for jeg synes, at de seneste tre bøger i serien har været skuffende, men nu mangler jeg kun at læse den sidste bog for at afslutte serien, så det gør jeg selvfølgelig. Jeg vil jo godt vide, hvad den slutter med.

Scythe

Det er ingen hemmelighed, at jeg har en svaghed for Neal Shusterman – eller rettere sagt hans bøger. Jeg faldt pladask for ‘Everlost’ og de øvrige bøger i den serie, ligesom jeg også holdt af ‘Unwind’-serien.

Nu er han kommet med en ny serie, hvor første bog hedder ‘Scythe’. Den foregår i fremtid, hvor den naturlige død ikke længere findes, ligesom menneskeheden også har udryddet alle livsfarlige trusler såsom sygdomme, krig og hungersnød. Man kan blive lige så gammel, som man ønsker det – ja, man kan endda skrue sit biologiske ur baglæns, så man atter ligner en 21-årig, hvis man har lyst til det. Den situation vil naturligvis betyde, at Jorden hurtig vil blive overbefolket, og derfor er der udpeget en række scythes – en slags ‘aflivere’ – der har til opgave at dræbe mennesker. De skal opfylde en bestemt kvote, og dødsfaldene skal ramme alle befolkningsgrupper, så man må ikke skåne nogen – ej heller børn. Citra og Rowan bliver udvalgt som lærlinge til scythen Faraday, og de indser snart, at livet som scythe er både ensomt og kompliceret. Hvornår bør et menneske dø? Og hvordan? Samtidig med dette opdager de også, at selvom scythe-ordenens medlemmer er pålagt en lang række restriktioner, så er der brodne kar imellem, og der er nogen, der åbenbart sætter lige lovlig megen pris på at slå andre mennesker ihjel…

Jeg kan godt lide rammen for historien, hvor menneskene har udryddet den naturlige død og i stedet må have ‘aflivere’ til at sørge for, at befolkningen ikke vokser katastrofalt. Det åbner op for en række interessante diskussioner – ikke mindst da Citra og Rowan skal deltage i de første ‘aflivninger’. For hvad er en retfærdig død? Og skal døden være retfærdig – og for hvem?

Jeg tænkte både på ‘Unwind’-serien og ‘Mort’ af Terry Pratchett i starten, men ‘Scythe’ fandt hurtigt sin egen form og stil. Jeg elsker Shustermans skrivestil og ikke mindst hans evne til at overraske, og det gør han også i denne bog. Der var et ret vigtigt plottwist, jeg overhovedet ikke havde set komme, men som betød, at historien tog en ret spændende drejning.

De to hovedpersoner er ok skrevet, men jeg må indrømme, at jeg nok havde forventet lidt mere af dem – de var lidt overfladisk beskrevet, og jeg syntes aldrig, at jeg kom tæt på dem. Samtidig var deres fascination af hinanden ret pludselig og meget intens – her kunne forfatteren godt have arbejdet lidt mere med opbygningen.

Min største anke mod bogen er slutningen, for her går det pludselig meget stærkt. Det virkede lidt som om, at forfatteren pludselig opdagede, at han var ved at løbe tør for sider, for der springes en del i historien hen mod slutningen, og jeg syntes desværre, at det gik alt for hurtigt. Der var scener, der burde have været med for at binde historien bedre sammen og scener, der burde have været mere detaljerede. Virkelig ærgerligt når nu resten af bogen var aldeles glimrende.

‘Scythe’ er som sagt første bog i en serie. Jeg har det lidt blandet med det, for bogen står stærkt som enkeltstående historie, og jeg synes, det er lidt ærgerligt, at det igen-igen skal være en serie. Der er ganske enkelt for få enkeltstående bøger i fantasygenren, og denne her behøver reelt set ikke en fortsættelse. Så kan man argumentere for, at jeg jo bare kan lade være med at læse den næste bog, meeen… det gør jeg nok alligevel. Det er jo Neal Shusterman, der står bag 🙂

Wolves of the Calla – The Dark Tower 5

‘Wolves of the Calla’ er femte bog i ‘The Dark Tower’-serien af Stephen King. Jeg har tidligere anmeldt ‘The Gunslinger’, ‘The Drawing of the Three’, ‘The Waste Lands’ og ‘Wizard and Glass’.

Jeg vil selvfølgelig ikke bringe et resumé af bogen, da det vil afsløre for meget af handlingen i de foregående bøger, så dette bliver i stedet en kort opsummering af mit indtryk af bogen.

Jeg havde virkelig håbet, at ‘Wolves of the Calla’ ville genoplive min lyst til at læse serien. Efter at have læst ‘Wizard and Glass’, som absolut ikke faldt i min smag, tænkte jeg, at nu skulle historien nok komme op i omdrejninger igen. Det skete dog desværre ikke. Selvom ‘Wolves of the Calla’ ikke led under at være én lang fortælling fra fortiden (som fjerde bog var), så var der alt for megen udenomssnak og fyldhistorier i denne bog. Der var glimtvis af genialitet, når hovedhistorien fik lov til at titte frem mellem den ca. 750 sider, men der var desværre også irriterende meget fyld, som ærlig talt ikke sagde mig særlig meget og bare trak handlingen i langdrag.

Men altså – denne serie fanger mig desværre ikke lige så meget som mange af Kings andre bøger, og jeg kan godt undre mig lidt over den nærmest kultagtige dyrkelse af serien, som en lang række King-fans sværger til.

Nu er jeg nået så langt i serien, at jeg har besluttet mig for at læse den færdig. Den sjette bog er heldigvis noget kortere – under 500 sider – mens den sidste er en basse på omkring de 1000 sider! Jeg bliver helt svedt ved tanken…