The Waste Lands – The Dark Tower 3

Jeg er nu nået til den tredje bog i Stephen Kings 7-binds serie, ‘The Dark Tower’. Jeg har tidligere anmeldt ‘The Gunslinger’ og ‘The Drawing of Three’. Det var udmærkede læseoplevelser, men jeg var ikke så blown away, som mange ellers siger, man bliver af denne serie, så jeg var lidt forbeholden, da jeg gik i gang med ‘The Waste Lands’.

Jeg vil ikke bringe et resumé af handlingen, da jeg gerne vil undgå at afsløre for meget i forhold til de første bøger.

Generelt virkede ‘The Waste Lands’ mere overskuelig og knapt så weird, som især den foregående bog ind imellem blev. Jeg kunne godt lide det sammenhold, der opstod, og ikke mindst hovedpersonernes udvikling. Nåja – og så selvfølgelig Oy, men sådan er det jo ofte, når en hovedperson pludselig får sig et kæledyr.

Jeg var ikke superbegejstret for en ret… markant… sexscene, der er i bogen. I det hele taget bryder jeg mig ikke om, når Stephen King en sjælden gang skriver sexscener. Heldigvis sker det som sagt ikke særlig tit, men jeg synes bare ikke, de fungerer. Jeg har for eksempel aldrig rigtig tilgivet ham den yderst upassende sexscene i ‘Det onde’. Den var komplet unødvendig og en af grundene til, at det er en af de bøger, jeg mindst kan lide fra hans forfatterskab. Men i ‘The Waste Lands’ giver sexscenen et eller andet sted mening – jeg har i hvert fald en god idé om, hvorfor den skulle være, som den var.

‘The Waste Lands’ havde et rimelig roligt tempo, og selvom jeg ind imellem tænkte, at der gerne måtte ske mere, så kedede jeg mig ikke. Især anden halvdel var en interessant rejse, og den sluttede med lidt af en cliffhanger. Her er jeg så glad for, at jeg er gået i gang med serien på et tidspunkt, hvor den er færdigskrevet, for efter ‘The Waste Lands’ gik der en hel del år, før King genoptog serien.

Skal jeg læse videre i serien? Klart. Nu har jeg fået blod på tanden, og nu kan jeg mærke, at den fænger. Jeg har ikke den fjerde bog stående, men mon ikke jeg køber den i næste måned, når jeg alligevel skal bestille bøger hjem til Read-a-Thon.

Forrådt

‘Forrådt’ er anden bog i ‘The Demon Trappers’-serien af Jana Oliver. Jeg hørte første bog, ‘Fortabt’, som lydbog, men gik over til e-bog, da jeg ville læse ‘Forrådt’, da jeg ikke kunne finde den som lydbog hos Ereolen.

Da dette er anden bog i serien, vil jeg ikke komme med et resumé af handlingen men i stedet holde mig til, hvad der var godt og knapt så godt i denne bog.

Riley er stadig en sej tøs og fungerer udmærket som hovedperson. Jeg synes, hun får lidt mere dybde i denne bog, og det er rart at føle, at hun udvikler og i højere grad viser sine svagheder. Hendes konflikter med Beck bliver dog ind imellem lige lovlige konstruerede – som om de bevidst misforstår hinanden hele tiden – men det er samtidig også med til at skubbe historien i nye retninger undervejs.

Jeg var mildest talt ikke særlig begejstret for Ori – på noget tidspunkt. Han lugtede langt væk af problemer, og når forfatteren først og fremmest skal beskrive ham som lækker, hver gang han dukker op i handlingen, så kan han – i mine øjne – ikke være noget, der er værd at samle på. Men ok, jeg er også den der gammeldags type, som er mere interesseret i indre værdier end olieglinsende muskler… 😉

Der kommer nye trusler undervejs, og jeg var ret vild med, at historien udviklede sig og lige pludselig bød på nye mysterier. Desværre var der også nogle kærlighedsskærmydsler, som i mine øjne fyldte lige lovlig meget – først og fremmest fordi jeg fandt dem lige lovlig banale. Jeg var heller ikke så vild med scenerne med Simon. Hans udvikling var interessant nok, men jeg syntes desværre ikke, at scenerne var særlig godt skrevet, og han kom mest af alt til at fremstå som et hysterisk, forurettet barn.

Men alt i alt en udmærket læseoplevelse, og jeg er stadig ganske fint underholdt af serien, som jeg regner fortsætte med efter sommerferien.

Partials

Min liste over e-bøger, jeg gerne vil låne via Ereolen.dk eller Ereolen Global er efterhånden irriterende lang, så i løbet af de kommende måneder vil jeg gøre en indsats for at gøre den kortere. Det betød, at jeg endelig fik lånt ‘Partials’ af Dan Wells – en serie jeg længe har overvejet at kaste mig over.

‘Partials’ foregår i en post-apokalyptisk verden, hvor store dele af befolkningen er udryddet efter menneskene krig mod Partials. Det er en race, som menneskene selv har skabt og udnyttet, inden de gjorde oprør. Der blev indgået våbenhvile, og de seneste år har menneskene levet i fred, men der er ingen idyl, for siden krigen har menneskene mistet evnen til at reproducere sig selv. Hver gang et spædbarn bliver født, dør det få øjeblikke efter, og uanset hvad lægerne gør, står de over for en tilsyneladende uløselig gåde. Men teenageren Kira vil ikke opgive håbet, og hun har en dristig plan, der måske vil give dem svaret på, hvad de skal gøre, for at babyerne overlever…

Oplægget til bogen er interessant og skaber en fin ramme for en dramatisk og spændende historie. Det var især verdensbeskrivelsen, der trak op i den samlede oplevelse, for jeg syntes, at forfatteren gjorde et godt stykke arbejde ud af at beskrive, hvordan verden havde ændret sig, og hvad der i det hele taget var sket, siden det var gået så galt.

Jeg var til gengæld ikke så begejstret for hovedpersonen Kira. Hun virkede utroværdig med sin meget frembusende stædighed og ensidige måde at se tingene på. Det virkede ikke særlig realistisk, at hun som teenager skulle have evnen til at gennemskue alting, og det virkede også komplet hul i hovedet, at lægerne ikke allerede havde forsøgt at gøre de ting, hun foreslog – det er trods alt noget, der er forholdsvis basal viden i dag.

Kærlighedsdelen var so-so. Jeg troede først, at der ville opstå et trekantsdrama meget tidligt i bogen, men det skete heldigvis ikke. Til gengæld forstod jeg på ingen måde Kiras måde at behandle kæresten på – og slet ikke hendes fascination af den person, hun senere støder på og pludselig nærer alle mulige følelser for. Det virkede sært, konstrueret og unødigt barnligt.

Der var nogle glimrende plottwists undervejs, så det ikke blev for stereotypt og forudsigeligt, og der var også en ok bredde af personer, man kunne holde af, hvis man – som jeg – ikke var så vild med hovedpersonen.

Samlet set var det en lidt rodet oplevelse, for jeg kunne godt lide de mange plottwists og verdensbeskrivelsen, mens hovedpersonen og det fjollede kærlighedsdrama trak ned.

Lige nu ved jeg ikke, om jeg læser videre i serien på et tidspunkt. Der er i hvert fald en række andre bøger, jeg hellere vil læse først.

The Drawing of the Three – The Dark Tower 2

Jeg er så småt i gang med at tygge mig igennem en af de største klassikere fra Stephen King – nemlig hans The Dark Tower-serie, der består af syv bøger. Jeg har tidligere anmeldt den første bog i serien, ‘The Gunslinger’, og ‘The Drawing of the Three’ er anden bog.

Jeg vil ikke komme så meget ind på handlingen, da jeg gerne vil undgå at afsløre for meget fra den første bog.

Jeg håbede, at denne bog ville vælte mig bagover af begejstring, for selvom den første bog var udmærket, så var den ikke en wauw-oplevelse. Det var ‘The Drawing of the Three’ desværre heller ikke. Det var tværtimod en ret blandet oplevelse – der var scener, jeg elskede, og scener, jeg decideret hadede.

Jeg var for eksempel ret begejstret for scenen i flyet, hvor Roland og Eddie mødes. Det var absurd og virkelig sjovt. Deres samspil var ret interessant, og jeg nød at følge, hvordan de forsøgte at komme overens i løbet af de næste kapitler. Omvendt brød jeg mig på ingen måde om Detta. Hun var ekstremt aggressiv og højtråbende, og min reaktion på hende var ligesom med flodhesten Dolph – jo hurtigere hun kunne aflives, jo bedre. Alle hår på mig strittede af indestængt irritation, lige så snart hun åbnede munden.

Bogen skifter mellem meget konkrete/realistiske scener til ret abstrakte scener, og det forvirrede mig ind imellem. Jeg havde det lidt blandet med kombinationen – det gav både nogle interessante twists til historien, men det blev ind imellem også ret mærkeligt.

Jeg regner med at gå i gang med næste bog i løbet af juni måned, og så krydser jeg fingre for, at der vil komme endnu flere gode scener.

Fortabt

Kender du det: At gå i gang med en bog, du ikke har særlig høje forventninger til og faktisk blive positivt overrasket? Det er så fedt, når det sker!

Jeg fandt ‘Fortabt’ af Jana Oliver på Ereolen.dk. Det er første bog i ‘The Demon Trappers’-serien, og den lød ærlig talt en smule kliché – sådan en “YA-fantasy med en sej tøs, der har en helt særlig rolle, for hun er muligvis er den eneste, der kan redde hele verden”. Det har man jo set før – med varierende succes.

I ‘Fortabt’ følger man den 17-årige Riley, der bor sammen med sin far i en fremtid, der kun ligger få år fremme. Her er samfundet brudt sammen, og dæmoner jager på Jorden. Rileys far er dæmonjæger, og hun håber på at kunne træde i hans fodspor, men det er ikke just let at overbevise nogen om, at hun skal oplæres i dette fag. Men så opstår der komplikationer, og pludselig får Riley faktisk muligheden, selvom det bliver under forhold, hun godt kunne have været foruden…

Se, denne bog overraskede mig som sagt positivt. Jeg syntes, det var en interessant verden og en spændende konflikt, som forfatteren havde skabt, og den virkede ikke som et håbløs rip-off af andre bøger i samme genre. Man føler, at der er noget på spil, og at man ikke kan vide sig sikker i den verden.

Riley er en fin hovedperson, men jeg følte ikke noget særligt for hende. Der var på et tidspunkt, hvor hun blev lige lovlig sur emopige, der hader verden, men man kan sådan set godt forstå hendes reaktion i forhold til bogens handling. Der var dog flere interessante bipersoner, som var med til at løfte historien.

Jeg er som bekendt ikke vild med trekantsdramaer, og jeg frygtede virkelig, at der ville komme sådan et undervejs. Det gjorde der heldigvis ikke, selvom der flere gange blev antydet en række potentielle kærlighedsdramaer. Det blev dog ikke rigtig til noget i denne ombæring, men det kan jo være, det blusser op i næste bog – nu må vi se.

Alt i alt en glimrende dystopisk ungdomsbog. Jeg regner med at læse videre i serien på et tidspunkt og krydser derfor fingre for, at serien ikke udvikler sig til det sædvanlige trekantsdrama, som alt for mange ungdomsbøger er syltet ind i.

More Than This

‘More Than This’ er skrevet af Patrick Ness, som blandt andet har skrevet ‘A Monster Calls’ og ‘The Chaos Walking’-trilogi.

Bogen handler om den 16-årige Seth, der drukner. Senere vågner han op igen i en forladt by – delvis nøgen, da han kun er iklædt bandager på enkelte steder af kroppen. Han har ingen anelse om, hvad der er sket, men byen genkender han som der, hvor han voksede op. Han begynder at udforske stedet i håb om at finde ud af, hvad der er sket – er han død eller levende, og hvorfor er der ikke andre mennesker?

Jeg vil ikke røbe mere om handlingen, da jeg ellers frygter, at jeg vil afsløre for meget, for ‘More Than This’ er helt klart en mindfuck-bog – en bog, hvor du som læser også sidder og spekulerer på, hvad i alverden der foregår. Bedst som du tror, du har regnet det hele ud, tager historien en drejning.

At læse denne bog var i starten som at læse ‘The Shock of the Fall’. Efter et stykke tid skiftede den over, så jeg nærmere kom til at tænke på en dyster Stephen King-bog – for eksempel ‘The Gunslinger’ – men efter yderligere nogle kapitler skiftede bogen atter stil til… ja, det ved jeg ikke helt, hvordan jeg skal beskrive. Stilskiftene var både interessante og frustrerende på samme tid, for jeg kunne ikke helt lure, hvor forfatteren ville hen med historien, og det betød blandt andet, at jeg desværre ikke var så grebet af historien som håbet.

Bogen var en udmærket læseoplevelse, men den var ikke specielt medrivende eller tankevækkende. Patrick Ness skriver smukt, og bogen var derfor stadig værd at læse, men jeg syntes ikke, den hverken havde den smerte, dybde eller filosofiske overvejelser som de bøger, jeg tidligere har læst af ham.

Holes

Jeg faldt over ‘Holes’, da jeg kiggede på BBC’s liste over de 100 bedste bøger (valgt ved afstemning). Oplægget lød interessant, så jeg besluttede mig for, at det skulle være en af de bøger fra BBC’s liste, som jeg læser i år.

‘Holes’ er skrevet af Louis Sachar og handler om teenageren Stanley, der bliver uretfærdigt dømt for at stjæle og derefter sendt til en arbejdslejr for at afsone sin straf. Lejrlederen mener, at de indsatte har godt af hårdt, fysisk arbejde, og drengene skal derfor grave et dybt hul i ørkenen – hver dag. Det virker fuldstændig meningsløst, og Stanley indser da også, at det er virkelig hårdt arbejde…

Det er en ret pudsig og til tider lidt underfundig bog. Historien er ret simpel og er ligetil fortalt – meget let at læse og derfor også hurtig at pløje sig igennem. Trods den meget simple opbygning, så formår forfatteren alligevel at skabe en interessant historie, der tilmed også har flere sjove scener, og jeg følte mig godt underholdt.

Slutningen var jeg dog ikke så vild med – måske fordi den et eller andet sted var lidt for traditionel og over-the-top, men især fordi ting blev forklaret lige lovlig grundigt. Det fjernede noget af magien ved fortællingen.

Men alt i alt en ganske fin lille bog, som vil være glimrende underholdning en dag, du vil have lidt let læsning.

Lockdown

Denne bog købte jeg på et tidspunkt hos BookOutlet efter at have kigget på den ca. en million gange (… sådan da). Jeg kunne virkelig ikke lure, om den ville være noget for mig, eller den ville være en lige så stor skuffelse som ‘Article 5’. Der var kun én måde at finde ud af det på…

‘Lockdown’ er skrevet af Alexander Gordon Smith og er første bog i en serie på fem, der alle går under navnet ‘Escape from Furnace’. Den foregår i en mørk og dyster fremtid, hvor de unge kriminelle bliver indsat i verdens mest sikre fængsel – Furnace Penitentiary. Det er et fængsel, der ligger langt under jordens overflade og dermed umuligt at flygte fra. Hovedpersonen, Alex, er dømt for mordet på en god ven – et mord Alex vel at mærke ikke har begået. Alligevel ender han i Furnace og skal lige pludselig prøve at overleve et sted, der er styret af underlige regler, psykopatiske medfanger og uhyggelige monstre, der kan finde på at overfalde og dræbe de indsatte, når de mindst venter det.

Denne bog har en ret simpel og forudsigelig opbygning – den uskyldige hovedperson bliver pludselig låst inde i noget, der mest af alt minder om en horrorudgave af et fængsel, og her agerer han (super-)helt til trods for, at han ikke ligefrem er det i forvejen. I starten irriterede det mig, at visse elementer var så forudsigelige, men så kom der heldigvis et par twists til historien, der gjorde den mere spændende og nervepirrende. Det er en virkelig mørk og ubehagelig ramme for historien, og selvom noget af det er så meget over the top, at historien bliver (for) utroværdig, så er det samtidig også et interessant og anderledes sted for en ungdomsbog.

For ja, det er lige lovlig tydeligt, at det er en ungdomsbog – også selvom der ikke er noget trekantsdrama i det (undskyld… men… altså… man kan jo nærmest ikke skrive ungdomsbøger i dag, uden at det skal syltes ind i kærlighedsdramaer). Jeg savnede mere dybde hos de enkelte personer – især flere af skurkene, som virkede lige lovlig endimensionale.

Der er dog ingen tvivl om, at der er masser af action og spænding i denne bog, og dermed er den også fin underholdning, selvom jeg ind imellem savnede følelsen af, at den krøb ind under huden på mig. Dermed blev det overfladisk underholdning og ikke en bog, jeg vil tænke tilbage til på samme måde som ‘The Hunger Games’ eller ‘The Knife of Never Letting Go’.

Men udmærket underholdning, og jeg overvejer, om jeg skal læse videre i serien på et tidspunkt.

The Handmaid’s Tale

‘The Handmaid’s Tale’ er en bog, jeg længe har ønsket at læse. Ikke blot er der tale om en ny-klassiker – det er også en bog, der ofte refereres til, og det har pirret min nysgerrighed. Bogen står samtidig på BBC’s Big Read liste, hvorfra jeg skal læse mindst otte bøger i år, så jeg kunne lige så godt slå flere fluer med ét smæk og læse bogen.

‘The Handmaid’s Tale’ er skrevet af Margaret Atwood og foregår i en nær-fremtidsverden, hvor samfundet har ændret sig drastisk efter et terrorangreb. Fattige kvinder er nu tjenestefolk hos de rige familier, og af tjenestepigernes opgaver er at agere rugemødre for de rige familier, der ikke selv kan få børn. I bogen følger man Offred – en kvinde, der skal agere rugemor og derfor skal have sex med herren i huset en gang om måneden. Det giver visse komplikationer – blandt andet fordi Offred stadig ikke er blevet gravid, og hun frygter, at hun bliver stemplet som ufrugtbar og dermed degraderet til at udføre samfundets laveste opgaver.

Hvis du er typen, der foretrækker at læse bøger, hvor rammerne er klare fra start, så er denne bog nok ikke noget for dig. Den er mildest talt meget nærig mht. at fortælle om den verden, den foregår i, og havde jeg ikke læst flere foromtaler inden, så havde jeg nok følt det som om, at jeg vaklede i blinde i de første kapitler i denne bog. Det ærgrede mig lidt, for det var lidt forvirrende i starten, men på den anden side kunne jeg godt lide at ‘gå på opdagelse’ i bogen for at finde ud af mere om den verden, den foregik i.

Jeg havde gerne set, at verdenen var uddybet lidt mere i denne bog. Dels fordi jeg gerne vil forstå hvordan og hvorfor samfundet pludselig har ændret sig så radikalt, og dels fordi jeg et eller andet sted har lidt svært ved at acceptere præmissen for bogen. På den ene synes jeg ikke, at samfundet er beskrevet nær så outreret, som jeg havde forestillet mig (hvis vi ser bort fra ritualerne i bogen – de er pænt mærkelige!), og på den anden side undrer jeg mig over, at der er en selvfølgelighed over handlingerne i bogen, som undrer mig, når samfundsændringerne blot er få år tilbage (10 år – måske mindre?).

Da jeg læste bogen, kom jeg flere gange til at tænke på ‘Fahrenheit 451’ – både mht. skrivestilen og mht. de følelser, bogen vakte i mig – eller måske ikke vakte i mig. Begge bøger beskriver en dyster nær-fremtid, hvor der er sket radikale ændringer, og hvor samfundet er en truende og overvågende instans, der ikke vil borgeren (=individet) det godt. Eftersom jeg godt kan lide dystopiske bøger, burde jeg holde af dem begge, men desværre krøb ingen af dem aldrig helt ind under huden på mig. Det ærgrede mig især i forbindelse med ‘The Handmaid’s Tale’, for selvom jeg helt klart kunne se en række kvaliteter i bogen, så kom fortællingen til at fremstå for distanceret og utopisk for mig.

Men når det så er sagt, så er det en velskrevet og nærmest underspillet fortælling om en kvindes skæbne, hvor man får glimt af hendes fortid og de tanker, hun gør sig om sin fremtid. Det er en bog, der handler om håb, frygt, afsavn og uvished på samme tid, men også en bog, som måske ikke er så langt fra virkeligheden, som man skulle tro ved første øjekast.

‘The Handmaid’s Tale’ er en interessant bog, og selvom den ikke rørte mig nær så meget, som jeg havde håbet, så ved jeg samtidig, at det er en bog, jeg gerne vil læse igen og måske opdage nye sider ved.

Little Brother

little brotherDenne bog fik jeg til opgave at læse i forbindelse med denne måneds Goodreads-udfordring. Det er en bog, jeg gav min allerkæreste for en række år siden, men desværre faldt det sammen med det tidspunkt, hvor han droslede ned på boglæsningen, så han fik den aldrig læst. Det kunne jeg så til gengæld gøre.

‘Little Brother’ er skrevet af Cory Doctorow og er første bog i en serie (sikkert en trilogi – det er jo så populært i disse år). Bogen er et fremtidsscenarie på, hvad der kan ske i en nær-nutid, hvis USA udsættes for et voldsomt terrorangreb, der får regeringen til at ophæve basale civile rettigheder og intensivere overvågningen af lokalbefolkningen. Her bliver den syttenårige Marcus en vigtig brik, da han sammen med nogle venner tages til fange lige efter terrorangrebet og forhøres om, hvorfor de opholdt sig tæt på terroristernes mål. Den behandling, Marcus udsættes for, er usædvanlig hård og sandsynligvis ikke efter reglerne, men hvilke regler gælder egentlig, når terroristerne først skaber paranoia? Marcus’ tilfangetagelse bliver hemmeligholdt, og han bliver truet til aldrig at nævne det over for nogen, men han kan ikke lægge det bag sig – slet ikke når han ser de ændringer, som hurtigt viser sig i dagligdagen. Pludselig indføres der en lang række tiltag, der overvåger og censurerer befolkningen, og det går imod alt, hvad Marcus tror på. Men kan han ændre på, at staten tilsyneladende pludselig skal overvåge og mistænkeliggøre helt almindelige borgere?

Dette er på sin vis en ganske klassisk problemstilling i den dystopiske genre – den dominerende, overvågende stat, som undertrykker og/eller udrydder de befolkningsgrupper, der ikke passer ind i statens billede af, hvad Den Korrekte Borger er. Det var yderst veludført i ‘1984’, og det er da også tydeligt, at ‘Little Brother’ blandt andet har hentet inspiration herfra.

Jeg havde det lidt svært med starten af bogen. Jeg syntes ikke, at situationen var troværdig nok til at legitimere den behandling, som Marcus blev udsat for, så jeg skulle et stykke ind i bogen, før jeg følte, at forfatteren havde skabt troværdige rammer for handlingen. Marcus’ dilemma og hans opførsel den efterfølgende tid er spændende og interessant fortalt – i hvert fald hvis du interesserer dig for it-sikkerhed (og det gør jeg heldigvis – jeg kan dog forestille, at der også vil være nogen, der synes, at visse passager er lige lovlig nørdede). Jeg synes dog desværre, at historien falder lidt til jorden i slutningen af bogen, hvor alting pludselig går meget – faktisk alt for – hurtigt, og slutningen derfor føles forjaget og lidt malplaceret.

Samlet set er det en udmærket dystopisk ungdomsbog, men jeg synes desværre ikke, at den bidrager med så meget nyt inden for den genre, og det havde jeg inderst inde håbet på. Jeg havde nok forventet lidt mere kompleksitet og tyngde, og jeg er derfor endnu ikke sikker på, om jeg læser videre i serien.