The Territory

I løbet af sommerferien i Frankrig brugte jeg en del tid i poolen, så den skulle naturligvis også med på en af bogbillederne 🙂

Nå, spøg til side. ‘The Territory’ er skrevet af Sarah Govett og er første del i en dystopisk serie. Bogen foregår i 2059 og følger den 15-årige Noa, der – ligesom sine jævnaldrende – er ved at gøre sig klar til de sidste prøver. De prøver, der skal vise, hvem af dem, der får lov til at blive i den lille del af området, der ikke er oversvømmet, og hvem af dem, der ender med at blive jaget ud i sumpen. Det er selvfølgelig let for de rige børn, som blot kan downloade hele pensum via en elektronisk ‘node’ i deres hjerne, mens de andre børn må terpe hårdt. Noa håber på at klare sig igennem, men da hendes forældre ikke ønskede, at hun skulle opereres i hjernen, ved hun godt, at chancerne ikke er store.

Dette er på mange måder en klassisk ungdoms-dystopi. En helt almindelig pige skal klare sig igennem en prøve i et samfund, hvor der er social ulighed, og hvor oprøret ulmer under overfladen. Samtidig forelsker hun sig i en mystisk fyr, der netop er kommet til skolen, mens hendes bedste ven har svært ved at acceptere det. Der er egentlig ikke så meget nyt til denne genre, men hvis du kan lide ovenstående koncept, vil du sandsynligvis også kunne lide ‘The Territory’.

Jeg syntes, at rammen for fortællingen – den oversvømmede verden – var det mest interessante, men desværre havde forfatteren ikke gjort så meget ud af den, som jeg havde håbet. Jeg ville gerne have dykket (sorry) mere ned i verdensbeskrivelsen, men jeg syntes desværre, at vi kun blev ved overfladen (dobbelt sorry).

Jeg var ok underholdt, men så heller ikke mere. Historien er fint fortalt, men jeg har hørt den adskillelige gange før, og jeg savnede virkelig overraskelser undervejs. Det er som sagt første bog i en serie, og pt. regner jeg ikke med at læse de næste bøger.

 

Summerlost

Har jeg læst denne bog delvist på grund af titlen? Ja! Men jeg syntes nu også, at oplægget lød som en fin lille historie, der ville passe godt som underholdning på turen til Frankrig her i sommerferien. For at spare lidt plads i kufferten lånte jeg nemlig nogle bøger via Ereolen Global, og det blev blandt andet til ‘Summerlost’ af Ally Condie.

‘Summerlost’  handler om den 12-årige pige Cedar, der flytter til et nyt hus sammen med sin mor og ene bror, netop som sommerferien starter. Det er den første sommer, siden hun mistede sin far og den anden bror, og det præger stemningen i huset. Cedar når dårligt at flytte ind, inden hun møder drengen Leo, som arbejder på teaterforestillingen, der kører i byen hele sommeren. Han skaffer Cedar et job på teatret og snart også en ekstra tjans på hans hemmelige rundvisningsprojekt. Leo afholder nemlig hemmelige rundvisninger for de særligt dedikerede teaterfans, selvom det nok ikke er noget, som teaterledelsen vil se positivt på, men Cedar vil gerne med.

Dette er en fin og enkel historie om venskab og savn. Om Cedar og Leo, der hurtigt bliver bedste venner, men også om Cedars tanker om faren og broren, der begge døde i en trafikulykke. Det er ikke en historie, der gør ondt på samme måde som for eksempel ‘The Shock of the Fall’, men der er ingen tvivl om, at Cedar savner både faren og broren. Jeg var dog lidt i tvivl om, hvad forfatteren ville med historien, men måske er det først og fremmest historien om en familie, der holder sammen og formår at leve videre og skabe et nyt liv, selvom de har måttet sige farvel til deres elskede.

Settingen med teatret var en rigtig god idé, da det giver et strejf af mystik og drømmeri til historien, men her er jeg måske også lidt farvet af ofte at have set teaterforestillinger i det fri om sommeren, da jeg var barn (og det er der altså noget magisk over). Der var i det hele taget ret meget sommerferie-stemning over bogen, og jeg vil derfor anbefale, at du læser den netop på denne tid af året.

Men ellers er der ikke så meget at sige om bogen. Det er en fin og hurtigt læst ungdomshistorie, og det er et udmærket valg, hvis du savner lidt let underholdning i sommerferien.

Time Traveling with a Hamster

Jeg har lige været på sommerferie i Frankrig, og der havde jeg naturligvis en række bøger med. Da jeg ikke havde lyst til slæbe på en stor stabel bøger, havde jeg også downloadet nogle bøger via Ereolen Global, så jeg kunne læse dem på min telefon. En af disse var ‘Time Traveling with a Hamster’ af Ross Welford.

Bogen handler om den 12-årige dreng Al, der mistede sin far for fire år siden. På Als 12-års fødselsdag får han dog et brev fra faren – et brev der først måtte udleveres til Al på dette tidspunkt. Og det viser sig, at der er en god grund til det, for i brevet beder faren Al om at finde frem til den tidsmaskine, faren har bygget, og tage tilbage i tiden for at stoppe en bestemt begivenhed, der vil føre til farens død. Al er selvfølgelig fyr og flamme, og snart tager han – og hamsteren Alan – ud på en begivenhedsrig rejse i tiden.

Al er en sympatisk og intelligent dreng – måske en anelse for intelligent til at være helt troværdig som 12-årig, men omvendt har hans far jo opfundet en tidsmaskine. Han har bestemt fejl – og begår dem også – men han alligevel ganske let at holde af og holde med.

Jeg må indrømme, at jeg havde forventet en langt sjovere bog, end dette reelt set var. Alene titlen signalerer, at denne bog nok er skrevet med et glimt i øjet, og jeg kan også huske at have læst en anmeldelse, som fremhævede humoren i bogen. Jeg syntes dog ikke, at den var særlig tydelig. Tværtimod havde historien et tragisk skær, hvilket er helt naturligt, når der er tale om et barn, der har mistet den ene af forældrene, og så kunne jeg ikke lade være med at blive noget stresset på Als vegne i takt med, at flere ting gik galt undervejs.

Men – da jeg først havde vænnet mig til bogens stil (og accepteret, at den ikke var nær så hyggelig, som jeg havde håbet på), så blev jeg stille og roligt grebet af historien. Jeg kunne virkelig mærke Als frustration, da der begyndte at opstå problemer i forbindelse med tidsrejsen, og jeg var ikke på noget tidspunkt helt sikker på, hvordan det ville gå.

‘Time Traveling with a Hamster’ er en udmærket børne-/ungdomsbog med en del action/spænding undervejs. Den er dog en anelse langtrukken, så hav lidt tålmodighed, hvis du læser den.

Sejlvæveren

Ind imellem har man lov til at være heldig. Sådan havde jeg det i hvert fald, da jeg var færdig med at læse ‘Sejlvæveren’ af Muffy Morrigan, for jeg mindes ikke at have hørt om bogen, inden jeg en dag faldt over den hos Ereolen.dk. Bogen røg på to-read-listen, og så glemte jeg ellers alt om den, indtil jeg for nylig fik lyst til at læse en e-bog og atter faldt over bogen på min liste.

‘Sejlvæveren’ handler om Tristan, der er sejlvæver. Han mestrer den dragemagi, der gør menneskene i stand til at væve de sejl, som (rum-)skibene bruger for at flyve i rummet. En dag får han den ære at væve sejlene til det største skib, der nogensinde er bygget – et skib, der skal bruges i kampen mod rumvæsnerne, som menneskene og dragerne er i krig med. Men opholdet på skibet bliver alt andet end fredeligt, for snart er Tristan viklet ind i en række ubehagelige intriger, og oprøret lurer under overfladen. Der er tilsyneladende folk om bord, der har onde hensigter, og situationen spidser til.

Bogen er en interessant kombination af sci-fi og fantasy, men det fungerer overraskende godt. Jeg skulle lige vænne mig til stilen i starten – blandt andet hele konceptet med, at det er sejlskibe, der fungerer som rumskibe – men jeg blev hurtigt grebet af historien. Der er masser af action og drama i historien, og så er det let at fatte sympati for Tristan, som måske er ret goodygood, men egner sig fint som hovedperson.

Jeg savnede lidt mere baggrundsviden for at få et bedre indblik i den verden, historien foregik i. Den kunne godt virke en anelse indforstået flere steder, men omvendt var det rart at læse en fantasybog, som for en gangs skyld var under 400 sider tyk.

Der var flere steder undervejs, hvor sproget haltede lidt, men det skyldes muligvis oversættelsen. Det ærgrede mig, men det ødelagde heldigvis ikke læseoplevelsen.

Samlet set en rigtig god bog. Den er ikke superkompliceret, men det er en frisk fortolkning af, hvordan man kan kombinere fantasy og sci-fi, og jeg ville ønske, at der kom en toer til ‘Sejlvæveren’. Det er typisk – nu har jeg sukket efter at finde standalone-fantasybøger, og når jeg endelig gør, vil jeg selvfølgelig have en efterfølger! 😀

Furthermore

Denne bog fik noget blandede anmeldelser hos de bogvloggers, jeg følger, så den stod ikke øverst på læselisten. Men jeg faldt over den hos Ereolen Global, og så lod jeg mig alligevel friste, for hey – den passer ind i eventyr-læsetemaet!

‘Furthermore’ er skrevet af Tahereh Mafi og handler om den 12-årige pige, Alice, hvis far forsvandt for knapt tre år siden. Alice savner ham og vil gerne finde ham, og da alt alligevel går galt omkring hende, drager hun af sted for at finde faren. Hun får følgeskab af Oliver – en dreng hun ikke rigtig bryder sig om – som tilsyneladende har en særlig agenda for turen…

Jeg må indrømme, at jeg forventede noget lidt andet af denne bog, end jeg reelt set fik ud af den. Nu ved jeg godt, at man ikke skal dømme en bog ud fra dens omslag, men med den forside forventede jeg en noget mere letbenet og humoristisk historie. Og jo, den prøver da at være sjov flere gange undervejs, men det virkede ikke rigtig.

‘Furthermore’ er en forholdsvis alvorlig og dyster historie om en pige, der drager ud i en mystisk, forunderlig og særpræget verden for at finde sin far. Hun opdager snart, at man ikke kan stole på alt og alle, og det bringer en masse problemer og farer med sig. Det kunne være spændende, men jeg syntes, at historien trak i langdrag, for så meget kød var der nu heller ikke på den.

Derudover syntes jeg, at bogen vaklede mellem, om den ville være sød og sjov eller dyster og mystisk. Ingen at tingene virkede for alvor, så det blev en noget frustrerende læseoplevelse.

Det mest irriterende ved bogen var dog fortælleren, som flere gange kommenterede på handlingen og kom med bedrevidende kommentarer. Det var ret distraherende, og så brød jeg mig heller ikke om fortællerens tone i det hele taget.

‘Furthermore’ var desværre ikke en bog for mig. Der findes både eventyrbøger, som er sødere og sjovere (‘Dealing with Dragons’) og som er mere dystre og morbide (‘Alice’).

The Shadow Queen

Eftersom mit læsetema pt. er Eventyr, så blev jeg naturligvis nødt til at læse ’The Shadow Queen’ af C. J. Redwine, da det er en fortolkning af det klassiske eventyr, Snehvide.

‘The Shadow Queen’ handler om prinsessen Lorelai, der som barn må flygte fra slottet sammen med sin bror, da deres onde stedmoder dræber deres far og også forsøger at myrde dem. De to børn går i skjul sammen med vagten Gabril, og sådan går der en række år, hvor børnene vokser op, mens den nye dronning får mere og mere magt. Men Lorelai har ikke tænkt sig at overlade sit land og sin trone til den grusomme dronning, og hun prøver derfor at gennemskue, hvordan hun bedst kan bruge sine magiske evner til at vinde over stedmoderen. Hun har dog ikke lige overvejet, hvad der vil ske, når nabokongedømmets prins pludselig bliver involveret i magtkampen, og Lorelai pludselig bliver splittet mellem ønsket om hævn og ønsket om at vise næstekærlighed.

Jeg var lidt overrasket over, hvor meget der var lavet om i denne fortolkning – og ikke mindst tilføjet i forhold til det oprindelige eventyr. Det var på den ene side godt, da det så ikke føltes som et fuldstændig rip-off af en allerede kendt historie, men på den anden side var der også nogle af tilføjelserne, som virkede unødige.

’The Shadow Queen’ har skruet op for fantasy-elementerne, da der både er ogrer (de minder om orker) og dragemennesker med. Sidstnævnte var jeg ikke så begejstret for i starten – man skulle et godt stykke ind i bogen, før deres funktion begyndte at give mening. Til gengæld blev jeg helt utrolig træt af, hvor tit forfatteren skulle pointere, at disse personer også havde et dragehjerte – af en eller anden grund havde forfatteren brug for at overforklare og gentage flere ting undervejs, og det var ret irriterende.

Bogen hører til YA-genren, og det led den under på flere områder. Hovedpersonen var selvfølgelig noget helt særligt med helt særlige evner, ligesom hun selvfølgelig også forelskede sig hovedkulds i en ung, smuk prins, som ellers prøvede at slå hende ihjel. Her skal forfatteren dog roses for, at det ikke var instant love, ligesom der heldigvis ikke var indflettet et trekantsdrama i bogen. Historien blev også mere og mere actionpacked, og hvor det på den ene side gav noget dynamik, blev det på den anden side en lidt underlig hybrid mellem en actionfilm og en fantasyfilm overlæsset med computereffekter. Her var det især magien, der kom til at virke kluntet – igen fordi forfatteren prøvede at overforklare scenerne.

Jeg læste nogle af anmeldelserne på Goodreads, da jeg var færdig med ’The Shadow Queen’. Her er det ret tydeligt, at folk enten hader eller elsker bogen. Jeg hører til det fåtal, som ligger et sted midt imellem. Bogen er for stereotyp til, at jeg for alvor kan lide den. Omvendt syntes jeg dog ikke, at den er så kedelig og fantasiforladt, som andre finder den. Der er bestemt interessante detaljer ved bogen, men overordnet set var det ikke en særlig interessant læseoplevelse.

The Wrath & The Dawn

Se, det var egentlig ikke meningen, at jeg ville læse denne bog. Da de første anmeldelser af ’The Wrath & The Dawn’ kom ud, besluttede jeg mig for, at den behøvede jeg ikke at læse, da den nok ikke var noget for mig.

Men da jeg ledte efter eventyrbøger på Ereolen Global, faldt jeg over denne bog, og da e-udgaven har en anden forside end den, de fleste vloggers og bogbloggers har vist, opdagede jeg ikke, at det var den bog, jeg ikke havde tænkt mig at læse. Akja.

’The Wrath & The Dawn’ er en fortolkning af den klassiske bog ’1001 nats eventyr’, hvor den unge pige, Shahrzad, melder sig frivilligt til at gifte sig med den unge kalif, der er kendt for at dræbe sine brude efter bryllupsnatten. Shahrzad ønsker at hævne sin bedste venindes død, da hun var en af kaliffens brude, og hun håber, at hun med giftermålet kan komme tæt nok på kaliffen til at dræbe ham. Så er spørgsmålet blot, hvordan hun overlever den første nat, hvis det ikke lykkes hende at dræbe ham der…

Det var en noget blandet læseoplevelse. Jeg var ikke særlig begejstret for hovedpersonen, Shahrzad. Hun skal forestille at være en stærk og intelligent kvinde (som den originale Scheherazade), men det kommer sig ikke rigtig til udtryk. Shahrzad er 16 år, men hun opfører sig dog så egenrådig og selvsikker, at hun nærmere virker som en 24-årig. Men hendes handlinger virker ikke særlig udspekulerede – nærmere dumdristige og lige lovlig kærlighedshungrende.

For ja – mit største kritikpunkt er Shahrzads hurtige forelskelse i kaliffen. Allerede efter lidt over én dag begynder hun at føle sig tiltrukket af ham, og her taler vi ikke bare om en eller anden tilfældig fyr men den mand, der har dræbt hendes bedste veninde samt dusinvis af andre kvinder! Det er simpelthen så utroværdigt og lugter langt væk af instant love, som alt for mange YA-bøger lider under. Det er muligt, at man kan forelske sig i en morder efter længere tid, men jeg synes, det er meget usandsynligt, og det virker meget mærkeligt, at hun har så svært ved at tage sig sammen til at dræbe kaliffen.

Der er visse ting i bogen, jeg ikke kan kommentere på, da det vil afsløre for meget af handlingen, men i bund og grund mener jeg ikke, at der er noget, der formilder omstændighederne ved hendes forelskelse. Det er ganske upassende. Beklager, men det er det altså, og det får hende til at virke langt mindre interessant end Scheherazade fra den oprindelige historie. Det pæneste, jeg kan sige om kærligheden i denne bog er, at trekantsdramaet trods alt ikke for alvor folder sig ud (selvom det lurer under overfladen – jeg gætter på, at det vil maxe ud i efterfølgeren…suk…).

Sprogligt er historien dog letflydende og meget stemningsfuld. Jeg kunne nærmest føle varmen og dufte de tunge, krydrede dufte. Hvis man derfor så bort fra kærlighedsdelen, så var det til tider ganske hyggeligt at læse bogen. Jeg savnede dog flere af de historier, som hun skal forestille at fortælle undervejs – de fyldte alt for lidt i bogen, og det ærgrede mig, for bogen mistede noget af den magi, som originalen havde.

Alt i alt en ret middelmådig læseoplevelse. Masser af ørkenstemning men også en ret irriterende hovedperson, som jeg havde meget svært ved at forstå og sympatisere med. Jeg kommer ikke til at læse efterfølgeren.

A Torch Against the Night

Jeg får læst en del e-bøger for tiden, og her har jeg blandt andet kastet mig over ‘A Torch Against the Night’, der er efterfølgeren til ‘An Ember in the Ashes’. Bøgerne er skrevet af Sabaa Tahir.

Jeg vil undlade at skrive et resumé af handlingen, da det vil afsløre for meget i forhold til den første bog, men da jeg var ret begejstret for ‘An Ember in the Ashes’, vil jeg i stedet diskutere, om ‘A Torch Against the Night’ lever op til den første.

… og ja, det gjorde den! Den er spændende, dramatisk, actionfyldt og overraskende på samme tid. Der var godt nok et tidspunkt i første halvdel, hvor det var lige ved at kamme over i trekantsdrama, men i stedet for at tæske rundt i de sædvanlige YA-klicheer, så fik forfatteren drejet det over til noget langt mere interessant.

Jeg elsker, at der bliver gjort så meget ud af personerne i denne serie. Især Helene er yderst interessant, men også den ekstremt ondskabsfulde og manipulerende kommandant pirrer min nysgerrighed. Jeg kan naturligvis også godt lide heltene, men det er de to førnævnte, som helt sikkert skiller sig mest ud i forhold til anden ungdoms-fantasy.

Jeg vil egentlig gerne sige mere, men så er jeg bange for, at jeg afslører for meget, så lad mig i stedet slutte af med at anbefale bøgerne samt krydse fingre for, at næste bog snart kommer!

Murder on Balete Drive – Trese 1

Jeg låner ind imellem bøger via Ereolen Global, og her er også et lille udvalg af graphic novels. Jeg kunne ikke stå for dramatiske forsider til Trese-tegneserierne, så her lånte jeg de fire første hæfter, der udgør bogen ‘Murder on Balete Drive’.

Jeg vil i øvrigt indskyde, at jeg IKKE kan anbefale at læse dem på en mobiltelefon, da skriften er for lille – læs dem i stedet på computer eller tablet.

Jeg var ret vild med de dystre tegninger, som var en blanding af noir og asiatisk elegance. Meget smukke og stemningsfulde tegninger.

Der manglede til gengæld noget på indholdssiden. Selvom der var en ganske pæn mængde action i historierne, så savnede jeg dybde, og det skyldes nok i høj grad, at historierne var så korte. De kom til at virke som små teasere til en potentielt spændende historie, der aldrig rigtig kom i gang. Samtidig havde jeg svært ved at lure, hvad jeg skulle mene om hovedpersonen Trese. Hun virkede ret endimensionel og var derfor ret uinteressant – ærgerligt når nu hun ellers lod til at være lidt af en bad ass chick.

Trese skal først og fremmest læses for de flotte illustrationer. Historierne er der dog ikke nok kød på, så jeg regner ikke med at læse videre i serien.

Crank

‘Crank’ er skrevet af Ellen Hopkins og handler om teenagepigen Kristina, der lever et ganske normalt teenageliv og klarer sig samtidig ganske godt i skolen. Hun bor hos sin mor, da forældrene ikke længere er sammen, men en sommer beslutter hun sig for at besøge faren, der bor i en anden by. Han er dog sjældent hjemme, så hun er meget alene under sit besøg – lige indtil hun møder Adam. Han overtaler hende til at prøve meth (crank), og snart er hun afhængig af stofferne. Hun forsøger at skjule, da hun kommer hjem fra ferien, men hendes opførsel ændrer sig drastisk, og snart prøver moren fortvivlet at få sin datter på rette spor igen.

Denne bog har en helt særlig skrivestil, da den mange steder nærmere fremstår som et digt end som en traditionel roman. Her er et eksempel:

“you fly until you crash two days
two nights
no sleep,
no food,
come down off the monster
YOU CRASH REAL HARD”

Det er en ret interessant måde at fortælle en historie på, men der er to ulemper: For det første er det ikke en historie, man bare lige læser hurtigt – skrivestilen fordrer, at man læser langsomt og lader ordene synke ind, så det er ikke en bog, der egner sig til hyggelæsning eller en read-a-thon. Og så vil jeg mene, at bogen også er for lang til denne skrivestil i det hele taget. For det andet er forfatteren ikke konsistens mht. denne skrivestil, så der er kapitler, der er mere traditionelt opbygget. Det er lidt synd, for der er noget betagende ved at fortælle historien på den mere poetiske måde.

Historien er tankevækkende og troværdig – ikke kun fordi forfatteren tager udgangspunkt i egne oplevelser men også fordi, at man kommer helt tæt på den rutsjetur, som Kristina – og hendes familie – oplever. Kristina opfører sig forfærdeligt, og kunne ikke forstå mange af hendes valg, men de virkede meget troværdige i forhold til situationen.

Der er dog også ting, som også virkede konstruerede i forhold til at opbygge en spændende historie – for eksempel da hun skal tage et valg, der vil ændre hendes liv fuldstændigt. Her virkede det bare meget belejligt, at den situation opstod – ikke for hende men for historien i sig selv. Det var jeg ikke særlig begejstret for.

Jeg synes, det er en meget relevant fortælling, der giver et indblik i, hvordan en helt almindelig teenager pludselig kan ende i et stofmisbrug, og hvordan familien oplever dette sammenbrud. Skrivestilen giver lidt ekstra til historien – den fangede i hvert fald mig og gjorde, at jeg blev ret opslugt af fortællingen i starten. Det er dog samtidig også en stil, der kan skræmme væk – ikke mindst på grund af bogens længde.

‘Crank’ kan læses, som den er, men forfatteren har dog skrevet par efterfølgere til bogen. Selvom jeg helt overordnet synes, at det var en udmærket læseoplevelse, så kan jeg ikke umiddelbart se, hvad hun kan tilføje historien, og jeg har derfor ikke planer om at læse resten af serien.