Little Girls

I min søgen efter horrorbøger til dette kvartals læsetema faldt jeg over ‘Little Girls’ hos Ereolen Global. En horrorbog om små piger? Det lød som noget, der godt kunne fungere.

‘Little Girls’ er skrevet af Ronald Malfi og handler om kvinden Laurie, hvis far netop er død – tilsyneladende et selvmord, der dog er foregået under mystiske omstændigheder. Laurie tager hjem til faderens hus sammen med sin mand og tiårige datter, og her finder hun snart ud af, faderen var ret plaget på sine sidste dage. Måske er det vanvid, der greb ham, da han styrtede i døden fra den øverste etage… eller måske er det noget andet? Der er i hvert fald noget uhyggeligt over stedet, og Laurie bliver mere og mere urolig. Da datteren Susan samtidig får en jævnaldrende legekammerat, der på en prik ligner en pige, som Laurie legede med som barn, bliver hun for alvor urolig. Er det fortiden, der er vendt tilbage for at hjemsøge hende?

Dette er en langsomt fortalt historie, og det er både godt og skidt. Især starten føltes ind imellem langtrukken, men det opbyggede samtidig også en mere og mere krybende fornemmelse af, at noget er helt, helt galt i det hus. Jeg fik virkelig fornemmelsen af den fortættede og ubehagelige stemning i huset, ligesom scenerne med den fremmede pige blev mere og mere freaky. Men historien kunne dog godt have været fortalt på lidt færre sider, uden at det ville have ødelagt opbygningen.

Laurie var en udmærket hovedperson – tilpas normal og sympatisk til, at hun var let at identificere sig med og dermed også let at sympatisere med og forstå, da hun bliver mere og mere frustreret, jo længere tid hun bruger i huset.

Der er nogle twists undervejs, og tak for det! Jeg elsker twists, og det er bestemt ikke alt, der er lige let at regne ud ved denne historie. Der er dog også visse ting, som pludselig gør historien meget… konkret. Noget, som på den ene side tilføjer historien en ret uhyggelig og ubehagelig vinkel, men som samtidig også bryder med den stemning, der er opbygget på det tidspunkt. Det havde jeg det noget blandet med, for jeg kunne godt lide, at der skete noget uventet, men omvendt passede det ikke helt sammen med resten af historien. Og derudover syntes jeg, at der blev brugt lidt for kort tid til at forklare, hvad der skete – det virkede nærmest, som om at forfatteren var ved at løbe tør for sider.

‘Little Girls’ endte med at være en ok læseoplevelse. Den var ikke helt så spot on, som jeg havde håbet, men den havde bestemt en række kvaliteter.

Haunted Castles

Jeg ledte efter horrorbøger hos Ereolen Global og faldt over ‘Haunted Castles’, som jeg ikke havde hørt om før. Efter et hurtigt tjek hos Goodreads kunne jeg se, at den havde fået ret gode anmeldelser, hvilket vækkede min nysgerrighed.

‘Haunted Castles’ er en samling af gotiske historier skrevet af Ray Russell. Flere af historierne er inspireret af andre horrorklassikere eller forfærdelige hændelser fra den virkelige verden – for eksempel historien om Elizabeth Báthory.

Historierne er generelt mørke, dystre og ja… gotiske. Fortællestilen er langsom på grænsen til det pinefulde, hvilket dog understøtter den uhyggelige stemning. Til gengæld er flere af historierne lige lovlig forudsigelige, og det ærgrede mig en del, for det trak ned i læseoplevelsen.

Jeg syntes, at den første halvdel af historierne var de bedste. De virkede mere gennemarbejdede og morbide, hvor jeg ikke følte, at der var nær så meget kød på de sidste historier. Overordnet set var det dog en ok læseoplevelse, selvom jeg ikke helt syntes, at bogen levede op til mine forventninger efter at have læst flere anmeldelser. Men sådan er det jo – folk har forskellig smag, og jeg savnede lidt flere overraskelser i denne bog.

The Hate U Give

Denne bog er blandt de mest omtalte i år, og anmelderne er nærmest faldet over hinanden for at prise denne udgivelse, så selvfølgelig blev jeg nødt til at låne den for at tjekke, om den kunne leve op til hypen.

‘The Hate U Give’ er skrevet af Angie Thomas og handler om teenagepigen Starr, der bliver vidnet til drabet på vennen Khalil. Det ekstra pikere ved situationen er, at betjenten er hvid, og Khalil er sort, så hurtigt optrapper racekonflikten. I medierne fremstilles Khalil som bandemedlem og pusher, men Starr kan ikke genkende billedet af sin ven, og hun forstår ikke, hvordan betjenten tilsyneladende kan slippe af sted med at dræbe en uskyldig, hvis eneste kriminelle handling i situationen er, at han er kraftigere pigmenteret end betjenten selv. Men Starr ved ikke, om hun træde frem og forsvare Khalil offentligt, for det kan have store konsekvenser for hendes familie.

Denne bog er skrevet i et forfriskende anderledes sprog end det, der normalt gennemsyrer YA-genren. Her er tonen rå og rap og bærer tydeligt præg af gadeslang (uden at det dog bliver helt uforståeligt). Af samme grund kan den også let læses af voksne, for denne bog har så meget at byde på – både i form af beskrivelsen af ghettoen kontra middelklassen men også de etiske spørgsmål, bogen stiller.

Starr er en fin hovedperson – en forsigtig pige, som bare gerne vil gøre det rette, men som også rummer tvivl og vrede. Hun virker meget troværdig – meget menneskelig – og hun er let at holde af. Generelt var persongalleriet interessant – dog med undtagelse af en enkelt af de hvide piger, som bare er unuanceret dum og racistisk.

‘The Hate U Give’ tegner billedet af et USA, som stadig døjer med racekonflikter og forskelsbehandling. Selvom visse ting kan virke voldsomme sammenlignet med lille Danmark, så går en del af problemerne desværre igen her i landet. Jeg synes bestemt, at det er en vigtig bog og er derfor glad for, at den har fået så megen opmærksomhed, for den kan forhåbentlig inspirere unge (og voksne) til at reagere over for forskelsbehandling og skjult racisme. En klar anbefaling herfra.

De utilpassede

Nu hvor jeg har horror som læsetema året ud, var det en glimrende anledning til endelig at få læst ‘De utilpassede’ af John Kenn Mortensen. Den bog har nemlig stået på min læseliste et godt stykke tid efterhånden, og det skyldes ikke mindst de flotte og stemningsfulde illustrationer, der er i bogen. Det var dog e-bog-udgaven, jeg læste (for så kunne den let komme med på ferie i starten af måneden), så billederne var lidt små, men de var stadig ganske fine 🙂

‘De utilpassede’ foregår på Lolland, hvor de voksne en dag bliver inviteret til et møde i forsamlingshuset, hvor foredragsholderne vil fortælle om, hvordan man øger velstanden på Lolland. Næste morgen undrer børnene sig. Ingen af de voksne kom hjem efter mødet, og hovedpersonen Johan går sammen med et par venner ud for at lede efter de voksne. De finder dog snart ud af, at noget er rivende galt, for de voksne, de møder, virker pludselig meget interesserede i at drikke deres blod! Snart er børnene på flugt fra de blodhungrende vampyrer, og det foregår over stok og sten.

Dette var en ganske underholdende horrorbog. Selvom den er skrevet for børn (fra omkring 10 år og opefter), så kan voksne sagtens hygge sig med at læse den. Det skyldes ikke mindst sproget, som har en fin balance – det er hverken for ‘barnligt’ eller for ’smart-i-en-fart’. Derudover er der også plads til en række humoristiske passager i løbet af bogen.

Der er skruet godt op for tempoet i bogen, og det er ikke mange pusterum, børnene får undervejs. Rigtig uhyggelig er den dog ikke, og et eller andet sted forventer man, at der kommer en let løsning til sidst, men her overrasker forfatteren. Som handlingen skrider frem, bliver det mere og mere tydeligt, at ‘De utilpassede’ ikke helt følger den samme skabelon, som mange andre børne- og ungdomsbøger, og det er ganske befriende.

Alt i alt en ganske fin læseoplevelse og en, man sagtens kan udsætte sine børn – eller andres – for.

Lost Stars

Ind imellem er det nu rart at have en e-bog med i toget i stedet for en tyk bog, så det havde jeg i sidste uge, hvor jeg læste ‘Lost Stars’ af Claudia Gray. Jeg havde lånt bogen hos Ereolen Global, og jeg var ret spændt på, om det ville lykkes for forfatteren at skabe den helt rigtige Star Wars-stemning og samtidig skrive en selvstændig historie, der ikke ville være et total rip-off af filmene.

‘Lost Stars’ foregår otte år efter, at Imperiet har vundet magten, og Palpatine hersker. Rebellerne giver en del problemer, og krigen mellem Imperiet og rebellerne skærper til. Midt i krigen følger vi barndomsvennerne Ciena og Thane, der begge tjener i Imperiets flåde og som drømmer om at gøre karriere. Men de kan ikke stå inde for alt, hvad  Imperiet gør for at holde på magten, og især Thane begynder at tvivle på rigtigheden af, hvad Imperiet gør. Han deserterer, og pludselig befinder de to venner sig på hver sin side af en brutal og nådesløs krig. Hvem skal man så være loyal for – dem man elsker eller dem, man deler ideologi med?

 

Bogen strækker sig over tyve år og kommer gennem handlingen af de tre originale film (dvs. nr. 4, 5 og 6). Der var lige præcis nok referencer til handlingsforløb og hovedpersoner fra filmene til, at det skabte en fin ramme for bogens fortælling. Det føltes ikke påklistret eller kunstigt.

Selve historien er enkel men virkningsfuld. Det er historien om et tæt knyttet vennepar, der forelsker sig i hinanden, men som også ender på hver sin side af en konflikt, hvor der ikke er nogen lette løsninger. Jeg synes, at det lykkes fint med at beskrive de problemer, det skaber, hvor hovedpersonerne forsøger at være loyale over for deres egne holdninger men uden, at det vil skade vennen. En ultrasvær balancegang.

Der var på et tidspunkt – et lille stykke efter starten af bogen – hvor jeg syntes, at der gik lidt for meget traditionel ungdomsbog i den, men heldigvis drejede det sig kun om relativt få sider, og resten af bogen var en fornøjelse at læse.

Jeg var også vild med, at de to hovedpersoner tjente hos Imperiet, for det gav et indblik i, hvordan den helt almindelige soldat i Imperiets hær troede på, at de gjorde det rigtige. Det var en langt mere spændende fortælling, end hvis forfatteren havde valgt den lette løsning og taget udgangspunkt i rebellerne.

Det endte faktisk med, at ‘Lost Stars’ var langt bedre, end jeg turde tro på – også selvom den havde en ret høj rating på Goodreads. Jeg fik virkelig lyst til at gense filmene, så det håber jeg på at gøre, inden næste Star Wars-film har premiere.

The Territory

I løbet af sommerferien i Frankrig brugte jeg en del tid i poolen, så den skulle naturligvis også med på en af bogbillederne 🙂

Nå, spøg til side. ‘The Territory’ er skrevet af Sarah Govett og er første del i en dystopisk serie. Bogen foregår i 2059 og følger den 15-årige Noa, der – ligesom sine jævnaldrende – er ved at gøre sig klar til de sidste prøver. De prøver, der skal vise, hvem af dem, der får lov til at blive i den lille del af området, der ikke er oversvømmet, og hvem af dem, der ender med at blive jaget ud i sumpen. Det er selvfølgelig let for de rige børn, som blot kan downloade hele pensum via en elektronisk ‘node’ i deres hjerne, mens de andre børn må terpe hårdt. Noa håber på at klare sig igennem, men da hendes forældre ikke ønskede, at hun skulle opereres i hjernen, ved hun godt, at chancerne ikke er store.

Dette er på mange måder en klassisk ungdoms-dystopi. En helt almindelig pige skal klare sig igennem en prøve i et samfund, hvor der er social ulighed, og hvor oprøret ulmer under overfladen. Samtidig forelsker hun sig i en mystisk fyr, der netop er kommet til skolen, mens hendes bedste ven har svært ved at acceptere det. Der er egentlig ikke så meget nyt til denne genre, men hvis du kan lide ovenstående koncept, vil du sandsynligvis også kunne lide ‘The Territory’.

Jeg syntes, at rammen for fortællingen – den oversvømmede verden – var det mest interessante, men desværre havde forfatteren ikke gjort så meget ud af den, som jeg havde håbet. Jeg ville gerne have dykket (sorry) mere ned i verdensbeskrivelsen, men jeg syntes desværre, at vi kun blev ved overfladen (dobbelt sorry).

Jeg var ok underholdt, men så heller ikke mere. Historien er fint fortalt, men jeg har hørt den adskillelige gange før, og jeg savnede virkelig overraskelser undervejs. Det er som sagt første bog i en serie, og pt. regner jeg ikke med at læse de næste bøger.

 

Summerlost

Har jeg læst denne bog delvist på grund af titlen? Ja! Men jeg syntes nu også, at oplægget lød som en fin lille historie, der ville passe godt som underholdning på turen til Frankrig her i sommerferien. For at spare lidt plads i kufferten lånte jeg nemlig nogle bøger via Ereolen Global, og det blev blandt andet til ‘Summerlost’ af Ally Condie.

‘Summerlost’  handler om den 12-årige pige Cedar, der flytter til et nyt hus sammen med sin mor og ene bror, netop som sommerferien starter. Det er den første sommer, siden hun mistede sin far og den anden bror, og det præger stemningen i huset. Cedar når dårligt at flytte ind, inden hun møder drengen Leo, som arbejder på teaterforestillingen, der kører i byen hele sommeren. Han skaffer Cedar et job på teatret og snart også en ekstra tjans på hans hemmelige rundvisningsprojekt. Leo afholder nemlig hemmelige rundvisninger for de særligt dedikerede teaterfans, selvom det nok ikke er noget, som teaterledelsen vil se positivt på, men Cedar vil gerne med.

Dette er en fin og enkel historie om venskab og savn. Om Cedar og Leo, der hurtigt bliver bedste venner, men også om Cedars tanker om faren og broren, der begge døde i en trafikulykke. Det er ikke en historie, der gør ondt på samme måde som for eksempel ‘The Shock of the Fall’, men der er ingen tvivl om, at Cedar savner både faren og broren. Jeg var dog lidt i tvivl om, hvad forfatteren ville med historien, men måske er det først og fremmest historien om en familie, der holder sammen og formår at leve videre og skabe et nyt liv, selvom de har måttet sige farvel til deres elskede.

Settingen med teatret var en rigtig god idé, da det giver et strejf af mystik og drømmeri til historien, men her er jeg måske også lidt farvet af ofte at have set teaterforestillinger i det fri om sommeren, da jeg var barn (og det er der altså noget magisk over). Der var i det hele taget ret meget sommerferie-stemning over bogen, og jeg vil derfor anbefale, at du læser den netop på denne tid af året.

Men ellers er der ikke så meget at sige om bogen. Det er en fin og hurtigt læst ungdomshistorie, og det er et udmærket valg, hvis du savner lidt let underholdning i sommerferien.

Time Traveling with a Hamster

Jeg har lige været på sommerferie i Frankrig, og der havde jeg naturligvis en række bøger med. Da jeg ikke havde lyst til slæbe på en stor stabel bøger, havde jeg også downloadet nogle bøger via Ereolen Global, så jeg kunne læse dem på min telefon. En af disse var ‘Time Traveling with a Hamster’ af Ross Welford.

Bogen handler om den 12-årige dreng Al, der mistede sin far for fire år siden. På Als 12-års fødselsdag får han dog et brev fra faren – et brev der først måtte udleveres til Al på dette tidspunkt. Og det viser sig, at der er en god grund til det, for i brevet beder faren Al om at finde frem til den tidsmaskine, faren har bygget, og tage tilbage i tiden for at stoppe en bestemt begivenhed, der vil føre til farens død. Al er selvfølgelig fyr og flamme, og snart tager han – og hamsteren Alan – ud på en begivenhedsrig rejse i tiden.

Al er en sympatisk og intelligent dreng – måske en anelse for intelligent til at være helt troværdig som 12-årig, men omvendt har hans far jo opfundet en tidsmaskine. Han har bestemt fejl – og begår dem også – men han alligevel ganske let at holde af og holde med.

Jeg må indrømme, at jeg havde forventet en langt sjovere bog, end dette reelt set var. Alene titlen signalerer, at denne bog nok er skrevet med et glimt i øjet, og jeg kan også huske at have læst en anmeldelse, som fremhævede humoren i bogen. Jeg syntes dog ikke, at den var særlig tydelig. Tværtimod havde historien et tragisk skær, hvilket er helt naturligt, når der er tale om et barn, der har mistet den ene af forældrene, og så kunne jeg ikke lade være med at blive noget stresset på Als vegne i takt med, at flere ting gik galt undervejs.

Men – da jeg først havde vænnet mig til bogens stil (og accepteret, at den ikke var nær så hyggelig, som jeg havde håbet på), så blev jeg stille og roligt grebet af historien. Jeg kunne virkelig mærke Als frustration, da der begyndte at opstå problemer i forbindelse med tidsrejsen, og jeg var ikke på noget tidspunkt helt sikker på, hvordan det ville gå.

‘Time Traveling with a Hamster’ er en udmærket børne-/ungdomsbog med en del action/spænding undervejs. Den er dog en anelse langtrukken, så hav lidt tålmodighed, hvis du læser den.

Sejlvæveren

Ind imellem har man lov til at være heldig. Sådan havde jeg det i hvert fald, da jeg var færdig med at læse ‘Sejlvæveren’ af Muffy Morrigan, for jeg mindes ikke at have hørt om bogen, inden jeg en dag faldt over den hos Ereolen.dk. Bogen røg på to-read-listen, og så glemte jeg ellers alt om den, indtil jeg for nylig fik lyst til at læse en e-bog og atter faldt over bogen på min liste.

‘Sejlvæveren’ handler om Tristan, der er sejlvæver. Han mestrer den dragemagi, der gør menneskene i stand til at væve de sejl, som (rum-)skibene bruger for at flyve i rummet. En dag får han den ære at væve sejlene til det største skib, der nogensinde er bygget – et skib, der skal bruges i kampen mod rumvæsnerne, som menneskene og dragerne er i krig med. Men opholdet på skibet bliver alt andet end fredeligt, for snart er Tristan viklet ind i en række ubehagelige intriger, og oprøret lurer under overfladen. Der er tilsyneladende folk om bord, der har onde hensigter, og situationen spidser til.

Bogen er en interessant kombination af sci-fi og fantasy, men det fungerer overraskende godt. Jeg skulle lige vænne mig til stilen i starten – blandt andet hele konceptet med, at det er sejlskibe, der fungerer som rumskibe – men jeg blev hurtigt grebet af historien. Der er masser af action og drama i historien, og så er det let at fatte sympati for Tristan, som måske er ret goodygood, men egner sig fint som hovedperson.

Jeg savnede lidt mere baggrundsviden for at få et bedre indblik i den verden, historien foregik i. Den kunne godt virke en anelse indforstået flere steder, men omvendt var det rart at læse en fantasybog, som for en gangs skyld var under 400 sider tyk.

Der var flere steder undervejs, hvor sproget haltede lidt, men det skyldes muligvis oversættelsen. Det ærgrede mig, men det ødelagde heldigvis ikke læseoplevelsen.

Samlet set en rigtig god bog. Den er ikke superkompliceret, men det er en frisk fortolkning af, hvordan man kan kombinere fantasy og sci-fi, og jeg ville ønske, at der kom en toer til ‘Sejlvæveren’. Det er typisk – nu har jeg sukket efter at finde standalone-fantasybøger, og når jeg endelig gør, vil jeg selvfølgelig have en efterfølger! 😀

Furthermore

Denne bog fik noget blandede anmeldelser hos de bogvloggers, jeg følger, så den stod ikke øverst på læselisten. Men jeg faldt over den hos Ereolen Global, og så lod jeg mig alligevel friste, for hey – den passer ind i eventyr-læsetemaet!

‘Furthermore’ er skrevet af Tahereh Mafi og handler om den 12-årige pige, Alice, hvis far forsvandt for knapt tre år siden. Alice savner ham og vil gerne finde ham, og da alt alligevel går galt omkring hende, drager hun af sted for at finde faren. Hun får følgeskab af Oliver – en dreng hun ikke rigtig bryder sig om – som tilsyneladende har en særlig agenda for turen…

Jeg må indrømme, at jeg forventede noget lidt andet af denne bog, end jeg reelt set fik ud af den. Nu ved jeg godt, at man ikke skal dømme en bog ud fra dens omslag, men med den forside forventede jeg en noget mere letbenet og humoristisk historie. Og jo, den prøver da at være sjov flere gange undervejs, men det virkede ikke rigtig.

‘Furthermore’ er en forholdsvis alvorlig og dyster historie om en pige, der drager ud i en mystisk, forunderlig og særpræget verden for at finde sin far. Hun opdager snart, at man ikke kan stole på alt og alle, og det bringer en masse problemer og farer med sig. Det kunne være spændende, men jeg syntes, at historien trak i langdrag, for så meget kød var der nu heller ikke på den.

Derudover syntes jeg, at bogen vaklede mellem, om den ville være sød og sjov eller dyster og mystisk. Ingen at tingene virkede for alvor, så det blev en noget frustrerende læseoplevelse.

Det mest irriterende ved bogen var dog fortælleren, som flere gange kommenterede på handlingen og kom med bedrevidende kommentarer. Det var ret distraherende, og så brød jeg mig heller ikke om fortællerens tone i det hele taget.

‘Furthermore’ var desværre ikke en bog for mig. Der findes både eventyrbøger, som er sødere og sjovere (‘Dealing with Dragons’) og som er mere dystre og morbide (‘Alice’).