Morika-trilogien

Forventninger:
Jeg har tidligere læst den første bog i ’Krøniken om Morika’-trilogien – ‘Sandsnogens bid’ – så jeg kendte lidt til verdenen og kunne godt lide stemningen og skrivestilen. Jeg regnede med, at ’Morika’—trilogien ville være mere af det samme.

Resumé:
’Morika’-trilogiener en prequel og foregår ca. 600 år før den første serie. Her er det ellers fredelige land Morika i krig, da den adelsstyrede og racistiske organisation Oryndro har overtaget magten og forsøger at udrydde hilaerne. Men modstandsbevægelsen bekriger det nye styre, og historien ses gennem de to hovedpersoner – modstandsfolkene Eshri og Korau – der forsøger at nedkæmpe fjenden Oryndro og skabe et bedre og mere retfærdigt samfund.

Det bedste:
Bogen er skrevet i et enkelt og ligetil sprog og egner sig fortrinligt som ungdomsbog med masser af drama, action og hurtige bemærkninger. Det er dog især kampen mod racisme, homofobi og intolerance, der for alvor gør denne serie både fængslende og vigtig i det store udbud af ungdomsbøger.

Det værste:
Der går ind imellem lige lovlig meget kærlighedsfnidder i historien, men heldigvis er de enkelte episoder ikke noget, der trækkes i langdrag. En virkelig formildende omstændighed, da jeg ellers tit oplever, at kærlighedskonflikter skal strækkes så længe som muligt (og nej, det gælder ikke kun ungdomsbøger).

Kan anbefales til:
’Morika’-trilogien hører bestemt til noget af det bedste moderne danske fantasy. Bøgerne emmer af hormoner, kærlighedsdrama og action, men formår også at belyse alvorlige emner såsom racisme og homofobi. Der er store følelser på spil, og som voksen læser kan det ind imellem virke lidt melodramatisk, men det er ikke desto mindre spændende og medrivende bøger.

The Program


Det er nu praktisk at have e-bøger med på ferien, så det havde jeg også i sidste uge, hvor vi var i Spanien. Her læste jeg blandt andet ‘The Program’ af Suzanne Young.

‘The Program’ er første bog i en dystopisk serie, der foregår en gang i fremtiden, hvor teenagere på stribe bliver ramt af depression og begår selvmord. Ingen ved, hvad epidemien skyldes, men staten udvikler ‘The Program’, hvor unge, man mistænker for at være i farezonen, bliver spærret inde på en anstalt og gennemgår en lang behandling, der skal kurere dem for selvmordstanker. Det er selvfølgelig godt, at staten sørger for, at de unge ikke begår selvmord, men når de vender tilbage fra behandlingen, er de blevet til helt andre mennesker, som deres venner ikke kan genkende. Og vi taler ikke bare om ændret tøjstil – unge, der har været i behandling, kan intet huske af deres tidligere liv! Da teenagepigen Sloanes kæreste pludselig bliver sendt på anstalt, frygter hun, at han ikke vil kunne huske hende, og snart er hun også i farezonen for at blive… ‘behandlet’…

Jeg var lidt splittet med hensyn til denne bog. På den ene side er det et interessant præmis med den frelsende stat, der forsøger at redde de unge fra at begå selvmord – men samtidig principielt dræber de unge mentalt, da de kommer tilbage og er komplet forandrede. Det fascinerede og irriterede mig på samme tid, fordi det igen blev samfundet vs. de unge – en konflikt, som går igen i mange ungdoms-dystopier. Det er en oplagt konflikt (de voksne og etablerede mod de unge og rebelske), men den er også set så mange gange før, at det er lidt kedeligt. I dette tilfælde tror staten/de voksne vitterligt, at de gør det rette og er fuldstændig blinde for, hvad behandlingen reelt set betyder.

Sloane var til tider lige lovlig naiv og som hovedperson synes jeg ikke, at hun var noget særligt, men hendes forhold til både kæresten og broderen gjorde dog historien en tand mere dybde.

Jeg ville ønske, at der havde været lidt mere kød på historien – lidt mere intensitet i stil med ‘Unwind’, som formåede at være dramatisk, fængende og ubehagelig på samme tid. Det endte med at være en middelmådig oplevelse at læse ‘The Program’ – ok men ikke noget særligt.

Dark Life – Livet under havet


Det er yderst sjældent, jeg støder på bøger, hvor handlingen foregår under vandet, så jeg kunne ikke stå for fristelsen, da jeg faldt over ‘Dark Life – Livet under havet’Ereolen.dk

Bogen er skrevet af Kat Falls og er første bog i en serie, der foregår en gang i fremtiden. Her har Jordens klima ændret sig, så menneskene er tvunget til at bo meget småt i tætpakkede byer. Det er ikke alle, der er interesseret i det, så en del mennesker har valgt at bosætte sig på bunden af havet i stedet. Her opdrætter de fisk og dyrker tang, som de sælger til ‘overfladebeboerne’, og det kunne lyde som en rigtig god løsning. Der er dog en række magtkampe mellem ‘den gamle verden’ (jordoverfladen) og ‘den nye verden’ (under havoverfladen), og det bliver ikke bedre af, at en flok lovløse skaber utryghed i vandverdenen. Det kan i sidste ende betyde, at havbeboerne kan miste retten til at bo under havoverfladen. Det frustrerer Ty, som har planer om at få sit eget havområde, han kan dyrke, når han en dag flytter hjemmefra. Da han samtidig kommer lidt for tæt på de lovløse, tager hans liv en uventet drejning – ikke mindst på grund af jordoverflade-pigen Gemma, som pludselig dukker op og skaber røre.

Det er en spændende og troværdig verden, som forfatteren har bygget op, og jeg synes, hun holder en fin balance mellem at forklare, hvordan tingene er – uden at det bliver alt for detaljeret, så historien falder (unødigt) i tempo. Jeg var ret fascineret af verdenen, selvom den ikke var specielt kompliceret, men det var netop også det, der gjorde den troværdig og ved kun at fokusere på ‘undervandsverdenen’, behøvede hun ikke at bruge en masse sider på at forklare, hvad der egentlig var sket, siden overfladen ikke var så attraktiv at bo på.

Hovedpersonerne – Ty og Gemma – er sympatiske. Ty er den fornuftige, mens Gemma er den mere spontane (og dermed også ofte drivkraften i fortællingen). Desværre lider hun lidt af en generel tendens i ungdomsbøger – nemlig at hovedpersoner skal være meget impulsive og handlingsorienterede, og det betyder oftest, at de gør noget uigennemtænkt – tenderende til stupidt. Det var lige på grænsen mht. Gemmas opførsel – jeg syntes heldigvis ikke, at hun lød nær så tåbelig som så mange andre teenage-hovedpersoner – men det er en af de ting, som samlet set trak ned i læseoplevelsen.

Plottet i sig selv er… hm… rimelig let at gennemskue men ok gennemført. Jeg synes ikke nødvendigvis, at ungdomsbøger (eller bøger i det hele taget) skal være revolutionerende mht. detaljerede og nytænkende plots, så længe at der er andet ved bogen, der gør den interessant. Og det er der som sagt ved ‘Dark Life – Livet under havet’, som foregår i en spændende og anderledes verden.

Bogen er som sagt første del i en serie. Jeg kan godt finde på at læse videre i serien på et tidspunkt, men jeg ved ikke, om det kommer til at ske. Selvom det var en fin læseoplevelse, kan bogen – i hvert fald for mig – godt stå alene.

American Panda

I min søgning efter bøger til mit Asien-tema faldt jeg over ’American Panda’Ereolen Global.

Bogen er skrevet af Gloria Chao og handler om teenageren Mei, som bor i USA, men hvis forældre stammer fra Taiwan. Det giver visse komplikationer, da forældrene har nogle meget klare ideer om, hvordan Meis fremtid skal udforme sig. Hun skal uddannes som læge, og så skal hun naturligvis giftes med en mand fra Taiwan, så der kan komme en masse børnebørn.

Men Mei er ikke synderligt interesseret i at blive læge, og da hun samtidig falder for en fyr, der absolut ikke er fra Taiwan, står hun i et dilemma. Hun ved, hvor meget forældrene har ofret for at sikre hendes fremtid, og hun risikerer, at de slår hånden af hende, hvis hun fortæller dem sandheden. Det skete for hendes bror, da han blev kæreste med en kvinde, forældrene ikke brød sig om. Så hvad skal hun gøre?

Her er det klassiske teenageoprør, hvor hovedpersonen vil noget andet end det, forældrene ønsker for vedkommende. I dette tilfælde er det krydret med et kulturclash, hvor de strikse asiatiske traditioner ikke spiller sammen med de amerikanske frihedsidealer, og Mei er i sandhed fanget i en konflikt, hvor der ikke er nogen let løsning. Selvfølgelig er det forståeligt, at hun ikke vil såre sine forældre, men ind imellem virker det også overdrevet, at de blander sig så meget i hendes liv.

I store træk fungerer det fint, selvom jeg stejlede et par gange, for det kommer til at virke så voldsomt – og derfor til tider også urealistisk. Men kulturforskellen gør – overdreven eller ej – at bogen trods alt viser lidt fornyelse i forhold til andre ungdomsbøger, jeg har læst gennem tiden.

’American Panda’ var en ok ungdomsroman – forholdsvis traditionel men fint opbygget.

Winter Magic

Jeg trængte til lidt vinterstemning i læsningen, så da jeg fandt denne bog med eventyrlige vinterhistorier hos Ereolen Global, så lånte jeg den selvfølgelig med det samme.

‘Winter Magic’ er en novellesamling, som Abi Elphinstone har redigeret, og den indeholder en bred vifte af historier skrevet af en lang række børneforfattere. Der er både nuttede og hyggelige historier, men der er også noveller, som har sørgelige og til tider ret voldsomme elementer i sig – i hvert fald hvis de er tiltænkt som højtlæsning for børn. Flere af fortællingerne bygger på elementer, der er set før i klassiske eventyr, men det gør nu ikke noget, når da det er med til at skab trygge rammer for historien – en slags genkendelsens glæde.

Udvalget var lidt blandet, men sådan er det jo med novellesamlinger. Der var nogle, der fungerede rigtig godt, og der var andre, som ikke rigtig fangede mig. Det overordnede indtryk var dog ganske positivt, så længe du husker, at det først og fremmest er historier for børn, og at de derfor er ret simple. Men en fin lille novellesamling med vinterlige eventyr.

Månens kald

Jeg læser ikke så tit e-bøger på dansk, og det skyldes først og fremmest, at jeg ikke er så gode venner med Ereolens appens måde at håndtere e-bøger på. Man skal bladre i modsat retning i forhold til deres app for engelske e-bøger, og så skal man bladre ret ‘aggressivt’ – altså der skal virkelig lægges kræfter i, når man swiper!

Men min liste over e-bøger er efterhånden ret lang hos Ereolen, og så måtte jeg jo hellere gøre noget ved det, så jeg lånte ‘Månens kald’, som længe har stået på listen.

Bogen er skrevet af Patricia Briggs og er første bog i en serie. Den handler om Mercedes – også kaldet Mercy – som arbejder som mekaniker. Det er dog ikke det mest usædvanlige ved hende, for hun er også formskifter og kan forvandle sig til prærieulv. Det er der ikke mange, der ved, hvilket giver hende en række fordele – blandt andet en vis forståelse fra de andre overnaturlige væsner i området. Hun er blandt andet venner med en vampyr, ligesom hun har et fint forhold til det lokale varulvekobbel. Så alt ånder fred og ro indtil den dag, hvor en nyankommet varulv dræbes og den lokale fører-varulv og hans datter bortføres. Mercy kaster sig straks ud i jagten på bortførerne, men hun bliver nødt til at søge hjælp hos et andet varulvekobbel, for hun er bange for, at bortførelsen kan være planlagt af en af varulveførerens nærmeste.

Denne bog var en positiv overraskelse. Inden jeg gik i gang med den, havde jeg ikke bemærket, at bogen i forvejen stod på min to-read-liste hos Goodreads – bare i den engelske udgave. Og det er jeg sådan set glad for, eftersom jeg synes, at den engelske forside er noget mere corny, og det har faktisk afholdt mig fra at gå i gang med den (der er lidt for meget sexet teenagetøs over den forside efter min mening).

Mercy er en sej hovedperson med ben i næsen. Jeg er vild med, at hun er mekaniker, og at det er skrevet som den største selvfølge i verden. Der er ingen mandschauvinistiske bemærkninger om, hvorvidt kvinder kan have forstand på biler eller ej, og det er et klart plus. At der så er en vis mandchauvinisme i forbindelse med varulvenes hierarki er en anden sag, men det kan jeg bedre leve med, da det er afgrænset til at være en af de ting, der definerer forfatterens fortolkning af varulve.

Det er en ganske interessant verden, som Patricia Briggs har skabt. Den er muligvis ikke så revolutionerende i forhold til andre bøger i samme genre, men den er gennemarbejdet og troværdig. Mit eneste ‘problem’ med den var, at der var lidt overvældende med de mange overnaturlige væsner. Jeg kom af samme grund flere gange til at tænke på Sookie Stackhouse-serien, men heldigvis var ‘Månens kald’ slet ikke så erotisk, som Sookie-serien hurtigt blev. Faktisk er der påfaldende lidt kærlighedsdrama i bogen, og det passede mig fint. Der lægges dog op til noget i slutningen af bogen, så jeg er spændt på, hvordan det udvikler sig i den næste.

Så alt i alt en rigtig fin fantasybog. Stilen er mere moden i forhold til mange andre ungdomsbøger i denne genre, og jeg tror derfor, at bogen er skrevet med de ældste teenagere som målgruppe. Jeg satser på at læse den næste bog i serien i løbet af de næste par måneder.

Little Girls

I min søgen efter horrorbøger til dette kvartals læsetema faldt jeg over ‘Little Girls’ hos Ereolen Global. En horrorbog om små piger? Det lød som noget, der godt kunne fungere.

‘Little Girls’ er skrevet af Ronald Malfi og handler om kvinden Laurie, hvis far netop er død – tilsyneladende et selvmord, der dog er foregået under mystiske omstændigheder. Laurie tager hjem til faderens hus sammen med sin mand og tiårige datter, og her finder hun snart ud af, faderen var ret plaget på sine sidste dage. Måske er det vanvid, der greb ham, da han styrtede i døden fra den øverste etage… eller måske er det noget andet? Der er i hvert fald noget uhyggeligt over stedet, og Laurie bliver mere og mere urolig. Da datteren Susan samtidig får en jævnaldrende legekammerat, der på en prik ligner en pige, som Laurie legede med som barn, bliver hun for alvor urolig. Er det fortiden, der er vendt tilbage for at hjemsøge hende?

Dette er en langsomt fortalt historie, og det er både godt og skidt. Især starten føltes ind imellem langtrukken, men det opbyggede samtidig også en mere og mere krybende fornemmelse af, at noget er helt, helt galt i det hus. Jeg fik virkelig fornemmelsen af den fortættede og ubehagelige stemning i huset, ligesom scenerne med den fremmede pige blev mere og mere freaky. Men historien kunne dog godt have været fortalt på lidt færre sider, uden at det ville have ødelagt opbygningen.

Laurie var en udmærket hovedperson – tilpas normal og sympatisk til, at hun var let at identificere sig med og dermed også let at sympatisere med og forstå, da hun bliver mere og mere frustreret, jo længere tid hun bruger i huset.

Der er nogle twists undervejs, og tak for det! Jeg elsker twists, og det er bestemt ikke alt, der er lige let at regne ud ved denne historie. Der er dog også visse ting, som pludselig gør historien meget… konkret. Noget, som på den ene side tilføjer historien en ret uhyggelig og ubehagelig vinkel, men som samtidig også bryder med den stemning, der er opbygget på det tidspunkt. Det havde jeg det noget blandet med, for jeg kunne godt lide, at der skete noget uventet, men omvendt passede det ikke helt sammen med resten af historien. Og derudover syntes jeg, at der blev brugt lidt for kort tid til at forklare, hvad der skete – det virkede nærmest, som om at forfatteren var ved at løbe tør for sider.

‘Little Girls’ endte med at være en ok læseoplevelse. Den var ikke helt så spot on, som jeg havde håbet, men den havde bestemt en række kvaliteter.

Haunted Castles

Jeg ledte efter horrorbøger hos Ereolen Global og faldt over ‘Haunted Castles’, som jeg ikke havde hørt om før. Efter et hurtigt tjek hos Goodreads kunne jeg se, at den havde fået ret gode anmeldelser, hvilket vækkede min nysgerrighed.

‘Haunted Castles’ er en samling af gotiske historier skrevet af Ray Russell. Flere af historierne er inspireret af andre horrorklassikere eller forfærdelige hændelser fra den virkelige verden – for eksempel historien om Elizabeth Báthory.

Historierne er generelt mørke, dystre og ja… gotiske. Fortællestilen er langsom på grænsen til det pinefulde, hvilket dog understøtter den uhyggelige stemning. Til gengæld er flere af historierne lige lovlig forudsigelige, og det ærgrede mig en del, for det trak ned i læseoplevelsen.

Jeg syntes, at den første halvdel af historierne var de bedste. De virkede mere gennemarbejdede og morbide, hvor jeg ikke følte, at der var nær så meget kød på de sidste historier. Overordnet set var det dog en ok læseoplevelse, selvom jeg ikke helt syntes, at bogen levede op til mine forventninger efter at have læst flere anmeldelser. Men sådan er det jo – folk har forskellig smag, og jeg savnede lidt flere overraskelser i denne bog.

The Hate U Give

Denne bog er blandt de mest omtalte i år, og anmelderne er nærmest faldet over hinanden for at prise denne udgivelse, så selvfølgelig blev jeg nødt til at låne den for at tjekke, om den kunne leve op til hypen.

‘The Hate U Give’ er skrevet af Angie Thomas og handler om teenagepigen Starr, der bliver vidnet til drabet på vennen Khalil. Det ekstra pikere ved situationen er, at betjenten er hvid, og Khalil er sort, så hurtigt optrapper racekonflikten. I medierne fremstilles Khalil som bandemedlem og pusher, men Starr kan ikke genkende billedet af sin ven, og hun forstår ikke, hvordan betjenten tilsyneladende kan slippe af sted med at dræbe en uskyldig, hvis eneste kriminelle handling i situationen er, at han er kraftigere pigmenteret end betjenten selv. Men Starr ved ikke, om hun træde frem og forsvare Khalil offentligt, for det kan have store konsekvenser for hendes familie.

Denne bog er skrevet i et forfriskende anderledes sprog end det, der normalt gennemsyrer YA-genren. Her er tonen rå og rap og bærer tydeligt præg af gadeslang (uden at det dog bliver helt uforståeligt). Af samme grund kan den også let læses af voksne, for denne bog har så meget at byde på – både i form af beskrivelsen af ghettoen kontra middelklassen men også de etiske spørgsmål, bogen stiller.

Starr er en fin hovedperson – en forsigtig pige, som bare gerne vil gøre det rette, men som også rummer tvivl og vrede. Hun virker meget troværdig – meget menneskelig – og hun er let at holde af. Generelt var persongalleriet interessant – dog med undtagelse af en enkelt af de hvide piger, som bare er unuanceret dum og racistisk.

‘The Hate U Give’ tegner billedet af et USA, som stadig døjer med racekonflikter og forskelsbehandling. Selvom visse ting kan virke voldsomme sammenlignet med lille Danmark, så går en del af problemerne desværre igen her i landet. Jeg synes bestemt, at det er en vigtig bog og er derfor glad for, at den har fået så megen opmærksomhed, for den kan forhåbentlig inspirere unge (og voksne) til at reagere over for forskelsbehandling og skjult racisme. En klar anbefaling herfra.

De utilpassede

Nu hvor jeg har horror som læsetema året ud, var det en glimrende anledning til endelig at få læst ‘De utilpassede’ af John Kenn Mortensen. Den bog har nemlig stået på min læseliste et godt stykke tid efterhånden, og det skyldes ikke mindst de flotte og stemningsfulde illustrationer, der er i bogen. Det var dog e-bog-udgaven, jeg læste (for så kunne den let komme med på ferie i starten af måneden), så billederne var lidt små, men de var stadig ganske fine 🙂

‘De utilpassede’ foregår på Lolland, hvor de voksne en dag bliver inviteret til et møde i forsamlingshuset, hvor foredragsholderne vil fortælle om, hvordan man øger velstanden på Lolland. Næste morgen undrer børnene sig. Ingen af de voksne kom hjem efter mødet, og hovedpersonen Johan går sammen med et par venner ud for at lede efter de voksne. De finder dog snart ud af, at noget er rivende galt, for de voksne, de møder, virker pludselig meget interesserede i at drikke deres blod! Snart er børnene på flugt fra de blodhungrende vampyrer, og det foregår over stok og sten.

Dette var en ganske underholdende horrorbog. Selvom den er skrevet for børn (fra omkring 10 år og opefter), så kan voksne sagtens hygge sig med at læse den. Det skyldes ikke mindst sproget, som har en fin balance – det er hverken for ‘barnligt’ eller for ‘smart-i-en-fart’. Derudover er der også plads til en række humoristiske passager i løbet af bogen.

Der er skruet godt op for tempoet i bogen, og det er ikke mange pusterum, børnene får undervejs. Rigtig uhyggelig er den dog ikke, og et eller andet sted forventer man, at der kommer en let løsning til sidst, men her overrasker forfatteren. Som handlingen skrider frem, bliver det mere og mere tydeligt, at ‘De utilpassede’ ikke helt følger den samme skabelon, som mange andre børne- og ungdomsbøger, og det er ganske befriende.

Alt i alt en ganske fin læseoplevelse og en, man sagtens kan udsætte sine børn – eller andres – for.