Furthermore

Denne bog fik noget blandede anmeldelser hos de bogvloggers, jeg følger, så den stod ikke øverst på læselisten. Men jeg faldt over den hos Ereolen Global, og så lod jeg mig alligevel friste, for hey – den passer ind i eventyr-læsetemaet!

‘Furthermore’ er skrevet af Tahereh Mafi og handler om den 12-årige pige, Alice, hvis far forsvandt for knapt tre år siden. Alice savner ham og vil gerne finde ham, og da alt alligevel går galt omkring hende, drager hun af sted for at finde faren. Hun får følgeskab af Oliver – en dreng hun ikke rigtig bryder sig om – som tilsyneladende har en særlig agenda for turen…

Jeg må indrømme, at jeg forventede noget lidt andet af denne bog, end jeg reelt set fik ud af den. Nu ved jeg godt, at man ikke skal dømme en bog ud fra dens omslag, men med den forside forventede jeg en noget mere letbenet og humoristisk historie. Og jo, den prøver da at være sjov flere gange undervejs, men det virkede ikke rigtig.

‘Furthermore’ er en forholdsvis alvorlig og dyster historie om en pige, der drager ud i en mystisk, forunderlig og særpræget verden for at finde sin far. Hun opdager snart, at man ikke kan stole på alt og alle, og det bringer en masse problemer og farer med sig. Det kunne være spændende, men jeg syntes, at historien trak i langdrag, for så meget kød var der nu heller ikke på den.

Derudover syntes jeg, at bogen vaklede mellem, om den ville være sød og sjov eller dyster og mystisk. Ingen at tingene virkede for alvor, så det blev en noget frustrerende læseoplevelse.

Det mest irriterende ved bogen var dog fortælleren, som flere gange kommenterede på handlingen og kom med bedrevidende kommentarer. Det var ret distraherende, og så brød jeg mig heller ikke om fortællerens tone i det hele taget.

‘Furthermore’ var desværre ikke en bog for mig. Der findes både eventyrbøger, som er sødere og sjovere (‘Dealing with Dragons’) og som er mere dystre og morbide (‘Alice’).

The Shadow Queen

Eftersom mit læsetema pt. er Eventyr, så blev jeg naturligvis nødt til at læse ’The Shadow Queen’ af C. J. Redwine, da det er en fortolkning af det klassiske eventyr, Snehvide.

‘The Shadow Queen’ handler om prinsessen Lorelai, der som barn må flygte fra slottet sammen med sin bror, da deres onde stedmoder dræber deres far og også forsøger at myrde dem. De to børn går i skjul sammen med vagten Gabril, og sådan går der en række år, hvor børnene vokser op, mens den nye dronning får mere og mere magt. Men Lorelai har ikke tænkt sig at overlade sit land og sin trone til den grusomme dronning, og hun prøver derfor at gennemskue, hvordan hun bedst kan bruge sine magiske evner til at vinde over stedmoderen. Hun har dog ikke lige overvejet, hvad der vil ske, når nabokongedømmets prins pludselig bliver involveret i magtkampen, og Lorelai pludselig bliver splittet mellem ønsket om hævn og ønsket om at vise næstekærlighed.

Jeg var lidt overrasket over, hvor meget der var lavet om i denne fortolkning – og ikke mindst tilføjet i forhold til det oprindelige eventyr. Det var på den ene side godt, da det så ikke føltes som et fuldstændig rip-off af en allerede kendt historie, men på den anden side var der også nogle af tilføjelserne, som virkede unødige.

’The Shadow Queen’ har skruet op for fantasy-elementerne, da der både er ogrer (de minder om orker) og dragemennesker med. Sidstnævnte var jeg ikke så begejstret for i starten – man skulle et godt stykke ind i bogen, før deres funktion begyndte at give mening. Til gengæld blev jeg helt utrolig træt af, hvor tit forfatteren skulle pointere, at disse personer også havde et dragehjerte – af en eller anden grund havde forfatteren brug for at overforklare og gentage flere ting undervejs, og det var ret irriterende.

Bogen hører til YA-genren, og det led den under på flere områder. Hovedpersonen var selvfølgelig noget helt særligt med helt særlige evner, ligesom hun selvfølgelig også forelskede sig hovedkulds i en ung, smuk prins, som ellers prøvede at slå hende ihjel. Her skal forfatteren dog roses for, at det ikke var instant love, ligesom der heldigvis ikke var indflettet et trekantsdrama i bogen. Historien blev også mere og mere actionpacked, og hvor det på den ene side gav noget dynamik, blev det på den anden side en lidt underlig hybrid mellem en actionfilm og en fantasyfilm overlæsset med computereffekter. Her var det især magien, der kom til at virke kluntet – igen fordi forfatteren prøvede at overforklare scenerne.

Jeg læste nogle af anmeldelserne på Goodreads, da jeg var færdig med ’The Shadow Queen’. Her er det ret tydeligt, at folk enten hader eller elsker bogen. Jeg hører til det fåtal, som ligger et sted midt imellem. Bogen er for stereotyp til, at jeg for alvor kan lide den. Omvendt syntes jeg dog ikke, at den er så kedelig og fantasiforladt, som andre finder den. Der er bestemt interessante detaljer ved bogen, men overordnet set var det ikke en særlig interessant læseoplevelse.

The Wrath & The Dawn

Se, det var egentlig ikke meningen, at jeg ville læse denne bog. Da de første anmeldelser af ’The Wrath & The Dawn’ kom ud, besluttede jeg mig for, at den behøvede jeg ikke at læse, da den nok ikke var noget for mig.

Men da jeg ledte efter eventyrbøger på Ereolen Global, faldt jeg over denne bog, og da e-udgaven har en anden forside end den, de fleste vloggers og bogbloggers har vist, opdagede jeg ikke, at det var den bog, jeg ikke havde tænkt mig at læse. Akja.

’The Wrath & The Dawn’ er en fortolkning af den klassiske bog ’1001 nats eventyr’, hvor den unge pige, Shahrzad, melder sig frivilligt til at gifte sig med den unge kalif, der er kendt for at dræbe sine brude efter bryllupsnatten. Shahrzad ønsker at hævne sin bedste venindes død, da hun var en af kaliffens brude, og hun håber, at hun med giftermålet kan komme tæt nok på kaliffen til at dræbe ham. Så er spørgsmålet blot, hvordan hun overlever den første nat, hvis det ikke lykkes hende at dræbe ham der…

Det var en noget blandet læseoplevelse. Jeg var ikke særlig begejstret for hovedpersonen, Shahrzad. Hun skal forestille at være en stærk og intelligent kvinde (som den originale Scheherazade), men det kommer sig ikke rigtig til udtryk. Shahrzad er 16 år, men hun opfører sig dog så egenrådig og selvsikker, at hun nærmere virker som en 24-årig. Men hendes handlinger virker ikke særlig udspekulerede – nærmere dumdristige og lige lovlig kærlighedshungrende.

For ja – mit største kritikpunkt er Shahrzads hurtige forelskelse i kaliffen. Allerede efter lidt over én dag begynder hun at føle sig tiltrukket af ham, og her taler vi ikke bare om en eller anden tilfældig fyr men den mand, der har dræbt hendes bedste veninde samt dusinvis af andre kvinder! Det er simpelthen så utroværdigt og lugter langt væk af instant love, som alt for mange YA-bøger lider under. Det er muligt, at man kan forelske sig i en morder efter længere tid, men jeg synes, det er meget usandsynligt, og det virker meget mærkeligt, at hun har så svært ved at tage sig sammen til at dræbe kaliffen.

Der er visse ting i bogen, jeg ikke kan kommentere på, da det vil afsløre for meget af handlingen, men i bund og grund mener jeg ikke, at der er noget, der formilder omstændighederne ved hendes forelskelse. Det er ganske upassende. Beklager, men det er det altså, og det får hende til at virke langt mindre interessant end Scheherazade fra den oprindelige historie. Det pæneste, jeg kan sige om kærligheden i denne bog er, at trekantsdramaet trods alt ikke for alvor folder sig ud (selvom det lurer under overfladen – jeg gætter på, at det vil maxe ud i efterfølgeren…suk…).

Sprogligt er historien dog letflydende og meget stemningsfuld. Jeg kunne nærmest føle varmen og dufte de tunge, krydrede dufte. Hvis man derfor så bort fra kærlighedsdelen, så var det til tider ganske hyggeligt at læse bogen. Jeg savnede dog flere af de historier, som hun skal forestille at fortælle undervejs – de fyldte alt for lidt i bogen, og det ærgrede mig, for bogen mistede noget af den magi, som originalen havde.

Alt i alt en ret middelmådig læseoplevelse. Masser af ørkenstemning men også en ret irriterende hovedperson, som jeg havde meget svært ved at forstå og sympatisere med. Jeg kommer ikke til at læse efterfølgeren.

A Torch Against the Night

Jeg får læst en del e-bøger for tiden, og her har jeg blandt andet kastet mig over ‘A Torch Against the Night’, der er efterfølgeren til ‘An Ember in the Ashes’. Bøgerne er skrevet af Sabaa Tahir.

Jeg vil undlade at skrive et resumé af handlingen, da det vil afsløre for meget i forhold til den første bog, men da jeg var ret begejstret for ‘An Ember in the Ashes’, vil jeg i stedet diskutere, om ‘A Torch Against the Night’ lever op til den første.

… og ja, det gjorde den! Den er spændende, dramatisk, actionfyldt og overraskende på samme tid. Der var godt nok et tidspunkt i første halvdel, hvor det var lige ved at kamme over i trekantsdrama, men i stedet for at tæske rundt i de sædvanlige YA-klicheer, så fik forfatteren drejet det over til noget langt mere interessant.

Jeg elsker, at der bliver gjort så meget ud af personerne i denne serie. Især Helene er yderst interessant, men også den ekstremt ondskabsfulde og manipulerende kommandant pirrer min nysgerrighed. Jeg kan naturligvis også godt lide heltene, men det er de to førnævnte, som helt sikkert skiller sig mest ud i forhold til anden ungdoms-fantasy.

Jeg vil egentlig gerne sige mere, men så er jeg bange for, at jeg afslører for meget, så lad mig i stedet slutte af med at anbefale bøgerne samt krydse fingre for, at næste bog snart kommer!

Murder on Balete Drive – Trese 1

Jeg låner ind imellem bøger via Ereolen Global, og her er også et lille udvalg af graphic novels. Jeg kunne ikke stå for dramatiske forsider til Trese-tegneserierne, så her lånte jeg de fire første hæfter, der udgør bogen ‘Murder on Balete Drive’.

Jeg vil i øvrigt indskyde, at jeg IKKE kan anbefale at læse dem på en mobiltelefon, da skriften er for lille – læs dem i stedet på computer eller tablet.

Jeg var ret vild med de dystre tegninger, som var en blanding af noir og asiatisk elegance. Meget smukke og stemningsfulde tegninger.

Der manglede til gengæld noget på indholdssiden. Selvom der var en ganske pæn mængde action i historierne, så savnede jeg dybde, og det skyldes nok i høj grad, at historierne var så korte. De kom til at virke som små teasere til en potentielt spændende historie, der aldrig rigtig kom i gang. Samtidig havde jeg svært ved at lure, hvad jeg skulle mene om hovedpersonen Trese. Hun virkede ret endimensionel og var derfor ret uinteressant – ærgerligt når nu hun ellers lod til at være lidt af en bad ass chick.

Trese skal først og fremmest læses for de flotte illustrationer. Historierne er der dog ikke nok kød på, så jeg regner ikke med at læse videre i serien.

Crank

‘Crank’ er skrevet af Ellen Hopkins og handler om teenagepigen Kristina, der lever et ganske normalt teenageliv og klarer sig samtidig ganske godt i skolen. Hun bor hos sin mor, da forældrene ikke længere er sammen, men en sommer beslutter hun sig for at besøge faren, der bor i en anden by. Han er dog sjældent hjemme, så hun er meget alene under sit besøg – lige indtil hun møder Adam. Han overtaler hende til at prøve meth (crank), og snart er hun afhængig af stofferne. Hun forsøger at skjule, da hun kommer hjem fra ferien, men hendes opførsel ændrer sig drastisk, og snart prøver moren fortvivlet at få sin datter på rette spor igen.

Denne bog har en helt særlig skrivestil, da den mange steder nærmere fremstår som et digt end som en traditionel roman. Her er et eksempel:

“you fly until you crash two days
two nights
no sleep,
no food,
come down off the monster
YOU CRASH REAL HARD”

Det er en ret interessant måde at fortælle en historie på, men der er to ulemper: For det første er det ikke en historie, man bare lige læser hurtigt – skrivestilen fordrer, at man læser langsomt og lader ordene synke ind, så det er ikke en bog, der egner sig til hyggelæsning eller en read-a-thon. Og så vil jeg mene, at bogen også er for lang til denne skrivestil i det hele taget. For det andet er forfatteren ikke konsistens mht. denne skrivestil, så der er kapitler, der er mere traditionelt opbygget. Det er lidt synd, for der er noget betagende ved at fortælle historien på den mere poetiske måde.

Historien er tankevækkende og troværdig – ikke kun fordi forfatteren tager udgangspunkt i egne oplevelser men også fordi, at man kommer helt tæt på den rutsjetur, som Kristina – og hendes familie – oplever. Kristina opfører sig forfærdeligt, og kunne ikke forstå mange af hendes valg, men de virkede meget troværdige i forhold til situationen.

Der er dog også ting, som også virkede konstruerede i forhold til at opbygge en spændende historie – for eksempel da hun skal tage et valg, der vil ændre hendes liv fuldstændigt. Her virkede det bare meget belejligt, at den situation opstod – ikke for hende men for historien i sig selv. Det var jeg ikke særlig begejstret for.

Jeg synes, det er en meget relevant fortælling, der giver et indblik i, hvordan en helt almindelig teenager pludselig kan ende i et stofmisbrug, og hvordan familien oplever dette sammenbrud. Skrivestilen giver lidt ekstra til historien – den fangede i hvert fald mig og gjorde, at jeg blev ret opslugt af fortællingen i starten. Det er dog samtidig også en stil, der kan skræmme væk – ikke mindst på grund af bogens længde.

‘Crank’ kan læses, som den er, men forfatteren har dog skrevet par efterfølgere til bogen. Selvom jeg helt overordnet synes, at det var en udmærket læseoplevelse, så kan jeg ikke umiddelbart se, hvad hun kan tilføje historien, og jeg har derfor ikke planer om at læse resten af serien.

Station Eleven

Jeg har en vis forkærlighed for dystopiske bøger, så da jeg hørte om ‘Station Eleven’, vidste jeg, at det var en bog, jeg måtte læse på et tidspunkt. For nylig fik jeg så endelig lånt den via Ereolen Global og brugte den som læsning på togturene til og fra arbejde.

Bogen er skrevet af Emily St. John Mandel og lægger lidt brat ud med at beskrive den aften, hvor en kendt skuespiller falder om på scenen med et hjerteanfald. En af publikummerne haster op på scenen for at yde førstehjælp. Senere samme aften begynder en dødbringende virus at brede sig, og verden begynder at falde fra hinanden. Derefter springer bogen 20 år frem i tiden – til efter civilisationens nedbrud, hvor kun få har overlevet. Her følger man blandt andet en af børneskuespillerne, der var til stede ved føromtalte hjerteanfald, og i resten af bogen bliver fortid og nutid spundet sammen med tilbageblik og pudsige skæbnesammenfald.

Ja, jeg ved det – ovennævnte opsummering er lidt kortfattet og måske også lidt indforstået, men ‘Station Eleven’ er ikke en bog, det er let at give et kort resumé af. Bogen er både fragmenteret og lettere snørklet opbygget, og jeg vil helst ikke røbe for meget af handlingen. Men netop den fragmenterede stil gjorde, at jeg havde lidt svært ved for alvor at leve mig ind i handlingen – blandt andet fordi flere af tilbageblikkene ikke var synderligt interessante (i mine øjne).

Jeg følte mig lidt snydt, da jeg nåede til det tidspunkt, hvor bogen springer 20 år i tid. Jeg havde lige sat næsen op efter de klassiske verden-går-under-scener, så jeg blev temmelig overrasket over, at forfatteren sprang denne del over. Men det tog ikke lang tid, før jeg indså, at det var en god og lidt anderledes måde at gribe det an på. Hvorfor bruge mange sider på det, når nu forfatteren brændte for at fortælle noget andet?

Jeg havde det noget blandet med handlingen, og selvom der på sin vis var en rød tråd (om end lidt søgt), så savnede jeg en tydelig rammefortælling eller i det mindste et tydeligt fokus. Der var mange gode elementer i bogen – både smukke og tragiske scener i dagene op til undergangen men også pudsige eller forfærdelige scener 20 år senere. Men fortiden fyldte alt for meget til min smag (igen – fordi jeg ikke syntes, at mange af de scener var spændende), og det gjorde, at bogen desværre blev en lidt middelmådig læseoplevelse med enkelte smukke lysglimt hist og her.

Tribeca Sunset

Jeg faldt over denne tegneserie som e-bog på Ereolen og tog en spontan beslutning om at låne og læse den med det samme.

‘Tribeca Sunset’ er tegnet af Henrik Rehr og er en selvbiografisk fortælling om terrorangrebet på World Trade Center samt tiden derefter for byens beboere. Her følger man Rehr på selve dagen for angrebet og flugten fra Manhatten samt månederne efter, hvor byen slikker sine sår, og beboerne forsøger at få en normal hverdag igen.

Lad mig starte med at fremhæve tegnestilen som er enkel og meget passende til historien. Der er noget hverdagsagtigt over den, som gør den meget troværdig til en selvbiografisk skildring af begivenhederne. Samtidig giver tegneserien et interessant – og anderledes – indblik i de helt almindelige byboeres oplevelse af angrebet.

Jeg synes dog, at især den første tredjedel, hvor angrebet fylder det meste, er beskrevet meget distanceret og neutralt. Jeg savnede flere helsides-billeder, der kunne fange dramatikken, sorgen og forvirringen under og efter angrebet. Ikke at det skulle være følelsesporno, men jeg savnede jeg enkelt nærvær og indlevelse. Det var lidt for nøgternt og beskrivende og manglede følelsen af at være til stede i øjeblikket.

Historien blev også noget mere fragmenteret i anden halvdel, og hvor jeg godt kunne lide de reflekterende udsagn fra en række forskellige mennesker, så var selve grundfortællingen om forfatterens vennekreds ikke særlig interessant.

I det hele taget blev jeg lidt skuffet over tegneserien. Jeg havde håbet på en historie med mere nerve, med mere nærvær, og i stedet fik jeg i store træk en distanceret fortælling om en gruppe mennesker, der aldrig rigtig sagde mig noget.

Lumberjanes Vol. 1

Jeg er begyndt at låne en del engelske bøger via Ereolen Global, og det er især praktisk mht. engelske tegneserier. Udvalget er ikke så stort, men jeg har da efterhånden fået læst nogle stykker derfra. Jeg blev positivt overrasket, da jeg så, at de to første hæfter af ‘Lumberjanes’ lå på siden, for de tegneserier er jeg efterhånden stødt på hos en række af de vloggers, jeg følger. Nu kunne jeg endelig læse dem og dermed få styret min nysgerrighed!

‘Lumberjanes’ handler om fem gæve tøser, der er på spejderlejr. Det er dog ikke et helt almindeligt sted, de er endt, for snart løber de ind i mærkelige ræve, hemmelige grotter, talende yetier og mange flere ting, som i den grad gør opholdet alt andet end kedeligt! Men det er piger med ben i næsen, så de lader sig ikke slå ud af udfordringer men kaster sig straks ud i eventyrene.

På papiret har denne tegneserie virkelig potentiale til at vinde mit hjerte. Fem gæve tøser med bad-ass-attitude og gang i den – jatak! Desværre blev jeg dog mere irriteret end begejstret, da jeg læste ‘Jumberjanes’. Tegnestilen er ret kantet og uregelmæssig, og hvor andre tegneserier ind imellem lider under, at der ikke er nok mimik hos de enkelte persontegninger, så har ‘Lumberjanes’ nærmest for meget. Det kom til at virke karikeret og overdrevent.

De fem tøser imponerede mig heller ikke. De skulle selvfølgelig have forskellige personligheder (ligesom diverse pige- og drengebands), men mest af alt kom de til at virke barnlige på grænsen til det hysteriske. Ud fra opførelsen ville jeg nærmere tro, at de var 8 år og ikke teenagere, og jeg var ærlig talt ikke særlig vild med den barnlige stil, tegneserien var holdt i.

Min konklusion er, at jeg nok ville have holdt af ‘Lumberjanes’, hvis jeg havde læst den, da jeg var 8-12 år. Men eftersom jeg er over 30 nu og er vokset fra hyperaktive børn, så regner jeg ikke med at læse videre i serien.

Grasshopper Jungle

Denne bog har virkelig delt vandene, og jeg tror faktisk, at jeg har læst flere negative end positive anmeldelser af ‘Grasshopper Jungle’. Det gjorde mig dog også lidt nysgerrig, så jeg lånte den som e-bog i ferien.

Bogen er skrevet af Andrew Smith og handler om den 16-årige Austin, der lever i en lille by i Iowa. Her hænger han ud sammen med vennen Robby og kæresten Shann, mens han tumler med en række klassiske teenage-problemer såsom hvordan han skal overtale Shann til at have sex med ham. Sex er i det hele taget noget, der fylder meget i Austins tankegang, og det bliver ikke bedre af, at han ikke kan finde ud af, om han også er tiltrukket af Robby, der er meget åben om sin homoseksualitet. Mens alt dette fylder i Austins tanker, sker der ting og sager i den lille by, da en svampevækst slipper løs og begynder at forvandle folk til kæmpegræshopper. Pludselig står Austin og vennerne over for langt større problemer!

Ok, dette er en ret speciel bog, men den var dog ikke helt så mærkelig, som jeg havde forventet. Man følger Austin, og selvom hans tanker på mange måder passer godt til en teenager, så blev jeg efterhånden ret træt af, hvor ofte han skulle pointere, at nu var han liderlig igen. Det var ret ensformigt og kedeligt. Jeg havde det også lidt blandet med hans tiltrækning af Robby – måske mest fordi det er kommet på mode at have spirende homoseksualitet med i ungdomsbøger, og jeg kunne ikke helt afgøre med mig selv, om jeg syntes, at det var påtaget eller ej i ‘Grasshopper Jungle’.

Der gik i det hele taget ret lang tid, før der for alvor skete noget. Personligt mener jeg, at bogen havde stået langt stærkere, hvis man tog den første halvdel og reducerede den til en tredjedel, for der er utrolig megen udenomssnak og småligegyldige scener. Så kunne man i stedet fokusere mere på actiondelen, som fylder noget mere i anden halvdel.

Jeg havde det lidt som at se en B-horror film, da jeg læste anden halvdel, og det er faktisk ment som et kompliment, for den genre var bogen rimelig tro over for, da først mutationerne gik i gang. Jeg var klart mere interesseret i at læse den del, der handlede om muterede græshopper end om Austins liderlighed.

‘Grasshopper Jungle’ var ikke særlig god læseoplevelse, men jeg giver helt sikkert folk ret i, at den er speciel. Desværre er der alt for mange ligegyldigheder med, hvilket trækker tempoet ned og udvander de mere eftertænksomme scener.