Lolita

Jeg bad for nylig en af mine kolleger om at nævne tre af hendes yndlingsbøger. Hun havde – som alle andre jeg har stillet samme spørgsmål – svært ved at begrænse sig, men nævnte en række bøger – herunder klassikeren ‘Lolita’, der er skrevet af Vladimir Nabokov. Det er en omdiskuteret og kontroversiel bog, som jeg flere gange har overvejet at læse, så jeg greb chancen og lånte den som lydbog.

Historien fortælles af hovedpersonen selv, den midaldrende mand Humbert Humbert, der forelsker sig i sin kærestes 12-årige datter. Humbert er betaget – nærmest besat – af unge piger, som han betegner som nymfetter og stræber efter at røre og være nær. Han gifter sig med kæresten for at være tættere på datteren, og stille og roligt spinder han et sindrigt spind omkring Lolita for at forføre hende. Da Lolitas mor dør i en bilulykke, ser Humbert sit snit til at tage Lolita med på en rejse, hvor han vil vinde hende helt og holdent. 

Denne bog… jeg ved dårligt, hvor jeg skal starte. Denne bog er skrevet i et forførende og forræderisk sprog, der næsten skræmte mig. Hovedpersonen er veltalende og så poetisk, at man ind imellem glemmer, at han beskriver sin (erotiske) besættelse af en 12-årig pige. Den efterlod mig med åndenød og kvalme på samme tid, for hovedpersonen forstår i den grad at fortælle så besnærende om sin besættelse, at man ind imellem forstår ham og føler med ham – og har man lyst til det, når han er pædofil?

Den første halvdel af bogen skiftede jeg mellem at blive betaget og forarget – ofte på samme tid – mens hovedpersonen stille og roligt beskrev, hvordan han arbejdede sig tættere og tættere på Lolita. Han priste unge piger og deres uskyld men fremhævede også de lystne blikke, som de kunne sende, for pigerne var skam godt klar over, hvordan de æggede mænd som ham.

Cirka halvvejs gennem bogen skiftede bogen stil, og her syntes jeg, at den ind imellem trådte vande. Den udviklede sig dog pludselig også i en helt anden retning og gav især Lolita mulighed for at folde sig ud og blive til en helt anden person end jeg forventede. Hun var ikke længere en uskyldig pige – et lille nips – der blev manipuleret med, og Humberts ord om pigerne, der selv var med på at flirte, begyndte at give mening. 

Bogen er ekstremt kontroversiel – ikke kun i 1950’erne men så sandelig også i dag, hvor pædofile overgreb er en af de værste forbrydelser, du kan begå i den vestlige verden. Troen på barnet som det uskyldige og afseksualiserede væsen eksisterer også i dag, og derfor er Nabokovs fortælling utrolig provokerende, eftersom Lolita måske ikke er helt så uskyldig, som hun bliver fremstillet som i starten. Er det i virkeligheden hende, der forfører Humbert? Hvor jeg i starten afskyede Humbert, endte jeg med at have ondt af ham – og sådan set også af Lolita. Der er noget selvmorderisk og sørgeligt over deres adfærd. De virker begge som fortabte sjæle, der flakser som natsværmere om et stearinlys og konstant bliver brændt.

Det er en bog, du ikke lægger fra dig – mentalt – når du har læst den sidste side. Historien bliver ved med at gnave i dit indre i dagene efter, og det er en historie, der i den grad sætter tankerne i gang. Det er en utrolig velskrevet bog, og jeg vil klart anbefale den – også selvom temaet er ret kontroversielt. Det er en bog, der skal opleves – om ikke for andet så i hvert fald for det smukke, forførende sprog, som forfatteren har brugt.

Kushiel’s Dart

På listen over de 20 bøger, jeg skal huske at læse i år, står denne fantasybog, som jeg fik anbefalet – og købt! – for flere år siden, men som bare har stået og kukkeluret på bogreolen. Det skyldes sandsynligvis, at bogen er ca. 900 sider lang og skrevet med lille font. Samtidig er sproget lidt mere snørklet, end jeg er vant til, når jeg læser engelske bøger, så det tog et stykke tid at tygge sig igennem bogen.

‘Kushiel’s Dart’ er skrevet af Jacqueline Carey og er første bog i en trilogi om den unge forældreløse pige, Phèdre nó Delaunay, som vokser op blandt kurtisaner i et af glædeshusene i byen. Hun har en rød prik i sit ene øje, hvilket betyder, at hun er mærket af Kushiel – guden, der står for masochisme. Det gør hende til noget helt særligt, for der er ingen andre som hende, og Kushiels udvalgte er spået til at være den, der atter bringer balance i verden.

Mens hun stadig er barn, bliver hun købt af Anafiel Delaunay – en rigmand og poet, som opdrager hende og den jævnaldrende, Alcuin nò Delaunay, til at begå sig som spioner i hoffet og ikke mindst soveværelserne.

Som teenagere får både Phèdre og Alcuin deres seksuelle debut, og de rige og adelige byder højt for at få glæde af deres kundskaber, men Anafiel er forsigtig med at udleje de to ynglinge, og snart bliver det tydeligt, at Phèdre og Alcuin er vigtige brikker i et net af intriger, hemmeligheder og rænkespil. Phèdre opdager snart, at der er forrædere ved hoffet, men desværre for sent, og snart ændres hendes liv markant, da blod flyder, og hun skal væk fra byen.

Jeg var lidt skeptisk, da jeg så, at hovedpersonen var en glædespige, for jeg er nu mest til sværd- eller tryllestavsvingende kvindelige hovedpersoner, men Phèdre var mere interessant, end jeg frygtede. Glem alt om ‘Fifty Shades’ – her er der sand masochistisk glæde, og selvom det (heldigvis) ikke er beskrevet i udmalende scener, så er det skrevet i en sensuel tone, og som læser er du ikke i tvivl om, at Phédre finder nydelse i smerten og i sit arbejde i det hele taget. Ja, det er politisk ukorrekt – det er almindeligt, at prostituerede fremstilles som ofre i samfundsdebatten – men nu er dette en fantasyroman, og så er der lidt bredere rammer end normalt.

Scenerne skifter en del undervejs i romanen. Uden at røbe for meget så kommer Phèdre på en rejse, der fører hende til fjerne egne, og her er det tydeligt, at der er lånt fra vikingekulturen og flere andre steder, der har mere med den virkelige verden at gøre end de traditionelle magitunge fantasyverdener. Det er sådan set fint nok, men jeg havde gerne set, at der var fortolket endnu mere på kulturerne, så de var blevet mere unikke. Hele hofsettingen er dog smuk og morderisk i bedste Machiavellisk stil, og af nyere bøger kan jeg kun komme i tanke om ‘A Game of Thrones’, der har samme forræderiske og nedrige opførsel blandt de adelige.

Persongalleriet indeholder også flere interessante personligheder – venner såvel som fjender – og det er dejligt at se, at forfatteren ikke overbeskytter dem, men tværtimod gerne lader hovederne rulle. Vær beredt på, at der kommer til at flyde en del blod i denne bog.

Der er desværre lige lovlig mange problemer/konflikter, der løses ved, at Phèdre smider tøjet og forfører den person, som udgør forhindringen. Det bakker selvfølgelig op om hendes skønhed og erhverv, men det bliver også for ensformigt og stereotypt. Ikke at hun partout skulle trække et sværd og kaste sig ud i kampen – det ville heller ikke være troværdigt – men jeg havde gerne set, at forfatteren havde givet Phèdre mulighed for at løse problemerne på andre måder.

Jeg måtte kæmpe mig igennem de første par kapitler og var tæt på at lægge bogen fra mig, men heldigvis fortsatte jeg, og det endte med at blive en udmærket læseoplevelse. Den ryger ikke på min top-fem-liste over fantasybøger, men den har bestemt sine øjeblikke. Jeg havde dog gerne set, at forfatteren havde skåret lidt ned på sideantallet, for der var flere scener, der snildt kunne undværes.

Fanny Hill

I forbindelse med alle de artikler, pressen har skrevet om ‘Fifty Shades’ den senere tid, er jeg flere gange stødt på kommentarer om, at ‘Fifty Shades’ er kedelig og unuanceret, og at bøger som ‘Fanny Hill’ og ‘O’s historie’ er langt bedre. Disse betragtes også som klassikere inden for erotiske bøger, og jeg tænkte, at det måske var en meget god idé at læse en af dem for at kunne sammenligne den med stilen i ‘Fifty Shades’.

‘Fanny Hill’ er skrevet af John Cleland i 1748 og handler om den unge og naive pige, Fanny, som rejser til London for at søge lykken. Bag sig har hun et ulykkeligt forhold, men hun er snart ombejlet igen, for hun ender hos bordelejeren, Madame Brown. Fannys søde, uskyldige væsen og smukke ydre gør hende meget eftertragtet, og snart er hun en af de mest populære glædespiger i byen. Men hendes hjerte tilhører kun én…

Bogen har en helt anden lidenskab end ‘Fifty Shades’, og mange scener emmer af nydelse. Det bliver dog også en anelse ensformigt i længden, og af samme grund kan jeg anbefale, at du læser den over længere tid.

Historien er i sig selv en provokation – også i dag – eftersom den beskriver en prostituerets liv, hvor der i højere grad fokuseres på glæde, munterhed og sanselighed – frem for forargelse, armod og skam. Det bliver ind imellem lidt for sukkersødt og poleret, men ellers er det interessant at opleve denne vinkel, for den hører sig til sjældenhederne.

En af de mest interessante ting ved bogen er dog at tænke på, hvornår den er skrevet. Der herskede en anden form for frisind i forhold til sex den gang – ikke helt så frit som bogen lægger op til, for den blev forbudt i sin tid – men i hvert fald friere end i 1800-tallet.

Jeg må være ærlig og sige, at jeg heller ikke fandt denne historie synderlig interessant. Fanny er en alt for naiv og eftergivende person til min smag, og jeg endte flere gange med at blive irriteret over hendes reaktioner. Noget af det er selvfølgelig også et spil, hun kører med kunderne, men det var slet ikke mig.

Jeg vil til gengæld rose oplæseren, som gav historien den helt rigtige muntre og lidenskabelige tone, og derfor vil jeg også anbefale denne historie som lydbog.

Fifty Shades – fanget

En af tidens mest hypede bøger er uden tvivl ‘Fifty Shades of Grey’, og i forbindelse med oversættelsen til dansk, der netop er udkommet, fik jeg bogen tilsendt af forlaget Rosinante. Det var med blandede følelser, at jeg pakkede bogen ud, for det er ærlig talt ikke en genre, der siger mig noget, og jeg var meget splittet mht. om jeg skulle læse den. På den ene side følte jeg, at jeg burde, for jeg ville godt vide, hvorfor den bog er blevet så hypet, når jeg samtidig kan læse anmeldelser af bogen, hvor den bliver sablet ned. På den anden side frygtede jeg, at kritikerne havde ret, og at bogen virkelig var gudsjammerlig dårlig. Men men – jeg syntes ikke, at det var retfærdigt at dømme bogen uden at have læst den, så jeg måtte i gang med opgaven.

Bogen handler om den 21-årige Anastasia Steele, der skal interviewe den 27-årige stenrige forretningsmand, Christian Grey. Under interviewet føler hun sig tiltrukket af ham, og hun finder snart ud af, at det er gengældt, for hr. Grey vil gerne se hende igen. De indleder snart et intenst og lidenskabeligt forhold, hvor han forsøger at overtale hende til et dominansforhold, hvor hun skal adlyde hans ordrer, men hun vægrer sig og forsøger at undgå det, for hun er ikke sikker på, at hun kan leve op til hans forventninger.

Lad mig starte med at sige, at bogen var ikke lige så dårligt skrevet, som jeg havde frygtet. Forfatteren bruger ganske vist flere udtryk forkert eller bare på en irriterende måde – for eksempel når Anastasias underbevidsthed dukker op i hendes bevidsthed (øh…), eller når Anastasias indre gudinde jubler. Indre gudinder er noget, som selvbestaltede ’selvhjælpseksperter’ har fundet på for at tjene penge. Det er et rædselsfuldt udtryk. Men bortset fra det er sproget lettilgængeligt og letlæseligt.

Personkarakteristikken er ret utroværdig – der er den smukke kvindelige hovedperson, som selvfølgelig – i bedste chick lit-stil – ikke selv har indset hvor lækker hun er – og så er der den indtagende, forførende, smukke, besidderiske og stenrige mandlige hovedperson, som bruger alle kneb for at score hende. Det bliver lidt for smukt og perfekt til, at jeg rigtig kan føle personerne, og selvom det er prisværdigt, at Anastasia forsøger at virke lidt selvstændig og ikke bare bade i rigmandens gaver, så skal han naturligvis gøre en masse urealistiske ting for at vinde hendes kærlighed.

I betragtning af, at bogen i høj grad er kendt på grund af det dominansforhold, som hovedpersonerne skulle have, så er bogen noget skuffende. Den er utrolig sober på det punkt – bevares, der er flere semi-saftige sexscener – men fræk sm-sex skal man lede længe efter. Faktisk er det lidt trættende, at de bruger så lang tid på at tale om det i stedet for at gøre det, og det afslører efterhånden, at der ikke er særlig meget handling i bogen. Når alt kommer til alt kan de lidt over fem hundrede sider skæres ned til: lækre mennesker møder hinanden og sød musik opstår. De lækre mennesker har sex. Mere sex. Hun er bange for, at han ikke er interesseret i hende. De har sex igen. Hun er usikker på sig selv. De diskuterer men har god forsoningssex. Han forsøger at presse hende. Hun græder lidt igen. De har god sex. … og det er nogenlunde det.

Bogen beskriver et behov, som mange (hvis ikke alle) kvinder har – at blive elsket og bekræftet. Der er nok mange kvinder, der kan identificere sig med den usikkerhed, som hovedpersonen føler, og når hovedpersonen så bliver bejlet til af en smuk, forførende og stenrig mand, ja så er det jo et drømmescenarie.

Jeg er dog ret ærgerlig over, at vi igen skal have en kvindelig hovedperson, der er usikker på sig selv og som søger bekræftelse. Det havde vi – efter min mening – nok af i chick lit-bøgerne og i Bella fra ‘Twilight’. Næ, så er jeg langt mere til de kvindelige hovedpersoner, der selv skaber mulighederne og som ikke er bange for at gå forrest – for eksempel Kattua fra ‘The Hunger Games’ eller Sonya fra ‘Magician’s Guild’.

Det er en lettilgængelig bog – hurtig at læse og ret light underholdning. Der er ikke så meget at blive forarget over (udover den småkedelige fremstilling af kvindekønnet), men har du brug for en afløser til ‘Twilight’, og savner du noget letbenet ferielæsning, så er det måske noget for dig.

Jeg bliver dog nødt til at have et fantasy-fix efter denne læseoplevelse, for nu trænger jeg til at læse om tøser, der er handlingsorienterede og sparker r*v!

Dekameron

Sidste år udfordrede jeg mig selv på klassikerfronten og valgte derfor at læse mindst én klassiker hver måned. I år har jeg en liste på tyve bøger, jeg vil læse i løbet af året, og det er en skøn blanding af nyudgivelser, bøger som jeg længe har ønsket at læse – og et par klassikere, som jeg ikke nåede sidste år.

En af disse klassikere er værket ‘Dekameron’ af Giovanni Boccaccio. Bogen er skrevet omkring 1350, så det er en ældre sag. På latin betyder bogens titel “de ti dages værk”, og det er en fortælling, hvor ti unge mennesker forlader Firenze for at undgå den sorte død. I stedet tager de ud til et landsted og underholder her hinanden med sjove, sørgelige, spændende, saftige og finurlige historier i ti dage.

Bogen har ry for at indeholde en del uartige historier, og sandt nok er der forbløffende mange af historierne, der har utroskab som tema. Der er helt sikkert flere af historierne, der kunne forarge dengang, bogen blev skrevet, men jeg synes nu også, at den kan virke udfordrende i dag – men måske bare af andre årsager. Utroskabshistorierne er sjældent særlig detaljeret beskrevet, så de virker på ingen måde pornografiske. Til gengæld er den lemfældige omgang med ægtefæller og elskere noget, der beskrives en anelse for sorgløst til mig, men nu er jeg også temmelig monogam, så jeg løftede da øjenbrynet mere end én gang, når en hovedperson kastede sig over en ny elsker.

Jeg kan selvfølgelig heller ikke lade være med at  bemærke, hvordan kvindesynet er i bogen. Selvom kvinderne lige så ofte er den, der bedrager ægtefællen til fordel for en elsker, så er der en tendens til, at mænd blot bortfører en kvinde, hvis de vil have hende, og selvom hun måske græder og ikke følger frivilligt med, så underordner hun sig forbløffende hurtigt og ender ofte med at holde meget af sin nye ægtefælle. Stockholm-syndromet fandtes tilsyneladende også dengang. Og jo, jeg ved godt, at kvindesynet generelt var helt anderledes dengang.

Der er mange – og mange forskellige – historier i dette omfattende værk, og der er lidt for enhver smag – både sjove og sørgelige historier med eller uden lykkelig slutning. Der er temmelig mange, der er bygget over utroskab. Lidt for mange efter min smag, for det blev noget ensformigt i længden, men der er heldigvis også andre historier med helt andre temaer. 

En interessant læseoplevelse, fordi den også er med til at vise, hvordan datidens Firenze var, og hvad der optog de unge. Jeg vil dog anbefale, at du ikke læser den ud i ét men skifter mellem denne bog og en anden, så du ikke går helt kold i de mange korte historier.