Alice´s Adventures in Wonderland and Through the Looking-Glass

Denne bog behøver nærmest ingen introduktion, for ‘Alice i Eventyrland’ er i sandhed en kendt (og elsket) klassiker, der er blevet gengivet utallige gange på film og i teatret siden 1865, hvor bogen udkom første gang. I denne udgivelse er originaludgaven sat sammen med efterfølgeren, ‘Through the Looking-Glass’.

De to historier er skrevet af Lewis Carroll. I den første historie er pigen Alice på skovtur med sin søster. Pludselig opdager Alice en lille kanin, der taler med sig selv, og hun bliver så nysgerrig, at hun følger efter den, da den hopper ned i et hul. Det bliver starten på et forunderligt og dybt besynderligt eventyr med magiske væsner og surrealistiske samtaler.

Man kan sige meget om Alice-historierne, men kedelige er de ikke. Til gengæld er de dybt gakkede og er præget af en sort humor, der ikke nødvendigvis tiltaler alle, men som både børn og voksne kan finde glæde i. Jeg syntes, det var virkelig hyggeligt at genlæse denne klassiker, for selvom jeg har set flere filmatiseringer gennem de senere år, så er det alligevel lang tid siden, jeg har læst originalen, og det var herligt at genopleve flere af de detaljer, som filmatiseringerne ikke nødvendigvis gør så meget ud af.

‘Alice’s Adventures in Wonderland’ er klart min favorit af de to historier. Den er så skrupskør og finurlig, at den fik mig til at grine flere gange. Efterfølgeren, ‘Through the Looking-Glass’ er også udmærket, men jeg synes ikke helt, den har samme flow eller humor som den første bog.

Jeg kan sagtens se, hvorfor der er nogle, der ikke er så vilde med Alice-historierne, for de er ret aparte og ikke særlig logiske, men det er netop det, jeg godt kan lide ved dem.

Søvn og torne

Det virker, som om det er ret populært at genfortolke de klassiske eventyr disse år. Nu tænker jeg ikke kun på årets julekalender fra DR (‘Den anden verden’ – som i mine øjne er en udmærket serie men bestemt ikke en julekalender) men også på de mange hundrede ungdomsbøger, som har et eller flere af de klassiske eventyr som udgangspunkt. Jeg har ikke læst så mange af disse fortolkninger, men jeg har da læst ‘The Lunar Chronicles’ med blandt andet ‘Cinder’ og ‘Scarlet’.

‘Søvn og torne’ er skrevet af Neil Gaiman og illustreret af Chris Riddell. Det er en moderne fortolkning af eventyrerne ‘Tornerose’ og ‘Snehvide’, hvor der leges med de traditionelle kønsroller. I den originale udgave af ‘Tornerose’ er det en prins, der forsøger at redde den sovende skønhed, men i denne udgave er det en prinsesse, der udsætter sit eget bryllup for at redde hele landet fra at falde i søvn.

Jeg må indrømme, at jeg langt hen ad vejen syntes, denne bog mere var en gimmick end en spændende fortolkning. Bevares – jeg kunne rigtig godt lide twistet med, at det var en ung kvinde, der skulle redde en anden ung kvinde, men jeg syntes ikke, at der var så meget mere nyt i historien. Først hen imod slutningen var der lidt mere kød på fortællingen, og selvom det endte med en glimrende læseoplevelse, så var den på ingen måde revolutionerende. Gør det bogen dårlig? Nej, bestemt ikke – jeg havde bare håbet på lidt mere.

Bogen er rigt illustreret, og mange af tegningerne er både smukke, fantasifulde og meget detaljerede. Min eneste anke er den gyldne farve, der er brugt til at farvelægge dele af tegningerne – den brød jeg mig ikke om.

Fairest

Jeg har tidligere læst The Lunar Chronicles-serien, der består af bøgerne ‘Cinder’, ‘Scarlet’, ‘Cress’ og ‘Winter’. En ganske glimrende serie der har fået et supplement af den noget mindre bog, ‘Fairest’.

Bogen er – som resten af serien – skrevet af Marissa Meyer, og den handler om dronning Levanas barndom. ‘Fairest’ fortæller dermed historien om, hvordan Levana bliver til den dominerende og til tider grusomme person, hun er i serien.

Det er bestemt ikke en let opvækst, Levana har, og da historien ses gennem hendes øjne, får man også et interessant indblik i hendes tanker undervejs. Det betyder dog også, at man indser, hvor kompliceret og såret et menneske, hun i bund og grund er. Jeg fik helt klart ondt af hende undervejs, men jeg fattede ikke sympati for hende – dertil er hun ganske enkelt alt for forskruet.

Der var steder undervejs, hvor jeg syntes, at forfatteren gentog visse pointer lige lovlig meget – det kom i hvert fald til at virke lidt kluntet, når bogen er så kort, som den er. Og den burde i øvrigt have været lidt kortere, for der er et par steder, hvor den træder vande.

Jeg synes, at ‘Fairest’ er et fint supplement til serien. Du kan sagtens læse serien uden også at læse ‘Fairest’, men den uddyber baggrundshistorien for Levana og en række af de andre hovedpersoner i serien. Selvom det kan være fristende at læse denne bog først – da den er så kort i forhold til de øvrige bøger – så vil jeg anbefale dig at læse den til sidst. Det gør Levanas historie så meget mere tankevækkende og tragisk.

Fables Book 5

Fables book 5

Jeg er nu nået til femte bog i Fables-serien – dvs. ‘Fables Book 5’. Jeg har tidligere anmeldt ‘Fables Book 1’, ‘Fables Book 2’, ‘Fables Book 3’ samt ‘Fables Book 4’.

Jeg vil så vidt muligt undgå at bringe et resumé af handlingen, da det vil afsløre for meget i forhold til de tidligere bøger i serien.

Ligesom ved ‘Fables Book 4’ var jeg ikke særlig begejstret for den første historie. Det skyldtes først og fremmest tegnestilen, som adskilte sig for meget i forhold til de tidligere bøger (der var gamle kendinge med, der var ugenkendelige i den nye streg). Det blev dog snart bedre, og de følgende historier blev mere og mere spændende og medrivende. Især historien, der gav en masse baggrundsviden til krigen, der jog Fables på flugt, var ret interessant – og ikke mindst overraskende. Det twist havde jeg ikke lige set komme…

Jeg savnede flere af hovedpersonerne, som var stort set fraværende i denne bog. Til gengæld gav bogen som sagt mange flere baggrundsinformationer om verdenen, og så gjorde det knapt så meget at undvære flere af favoritterne.

Jeg er spændt på, hvordan Fables-verdenen udvikler sig herfra. Denne bog gav mig i hvert fald ekstra blod på tanden.

Lips Touch

lips touch

Jeg er normalt ikke så meget til novellesamlinger, men jeg blev alligevel fristet, da jeg så, at Laini Taylor havde udgivet novellesamlingen ‘Lips Touch’. Da Nikoline fra Windblown Pages samtidig også skrev en meget positiv anmeldelse af bogen, var der ikke flere undskyldninger – bogen blev bestilt!

‘Lips Touch’ består af tre noveller – ‘Goblin Fruit’, ‘Spicy Little Curses’ samt ‘Hatchling’. Alle har de kys til fælles – eller måske rettere skæbnekys, for det er kys, der er i den grad ændrer skæbner, når de gives. I ‘Goblin Fruit’ er det for eksempel gobliner, der frister unge piger med magisk frugt for at pigerne skal sælge deres sjæle, og her er et kys skæbnesvangert.

De tre noveller er ret forskellige men har dog alle et strejf af folkeeventyr over sig – ikke mindst fordi flere af dem er ret dystre. Især den første fortælling – Goblin Fruit’ er smukt fortalt, og selvom den er ret forudsigelig (hvilket er forventeligt, når den emmer af folkeeventyr), så er det samtidig også den af fortællingerne, jeg bedst kan lide. Den er ret kort og har samtidig en bittersød og underspillet stemning, som gør novellen ret følelsesladet.

Den anden fortælling, ‘Spicy Little Curses’ var også interessant, selvom jeg havde en følelse af at have læst den før – og det har jeg måske også, for den kunne sagtens være bygget på et gammelt eventyr? Jeg synes, slutningen på novellen er lidt letkøbt, men alt i alt var den ganske fin.

Den sidste novelle, ‘Hatchling’, var bogens længste historie på over 130 sider. Den var samtidig også så lang, at den for mig diskvalificerer sig til at være en novelle og nærmere er en kort bog. Desværre kunne denne historie ikke rigtig fange min interesse. Man skulle et godt stykke ind i historien, før trådene i den begyndte at flette sig sammen til en samlet fortælling om kærlighed, og selvom jeg rigtig godt kunne lide slutningen – og moralen – i denne historie, så betød den træge start desværre, at jeg aldrig følte nogen forbindelse til denne novelle.

Sproget i novellerne er skønt! Poetisk, drømmende og lokkende men også melankolsk og eftertænksomt. Historierne er suppleret af en række smukke og fantasifulde tegningerne, der giver et hint om, hvad novellerne handler om. Der er samtidig noget nostalgisk over stregen, men det skyldes nok, at den tegnestil har været ret populær i rollespilsmiljøet, som jeg tidligere var en del af.

En ganske god novellesamling til dig, der holder af eventyr og fortællinger om kærlighed.

lips-touch-tegning

Fables Book 4

Så er det atter tid til at læse Fables – nærmere bestemt ‘Fables Book 4’, som jeg er kommet til. Jeg har tidligere anmeldt ‘Fables Book 1’, ‘Fables Book 2’ samt ‘Fables Book 3’.

Jeg vil vanen tro ikke komme så meget ind på handlingen, da det vil afsløre for meget i forhold til de foregående, men jeg vil selvfølgelig beskrive, hvad der var godt og skidt ved denne bog.

Den første historie skilte sig meget ud i forhold til de øvrige historier i bogen – desværre primært negativt. Jeg kunne ikke lide tegnestilen, og historien passede ikke rigtig ind i Fables-verdenen… eller i hvert fald i mit billede af, hvordan Fables-verdenen er. Ideen var som sådan ikke dårlig – men den fungerede bare ikke for mig. Heldigvis ændrede det sig med de øvrige historier, hvor plottet var ganske interessant, og tegnestilen mere lig den, der var i de foregående bøger.

Det er ikke fordi, jeg er modstander af eksperimenter og fortolkning, så længe jeg synes, de passer ind i den verden og den stil, som kendetegner den enkelte serie. Sådan er det også med Fables, så da der kom et ret interessant 1001 nats-fortolkning, var jeg alt i alt ganske tilfreds. Det var ikke alle historierne, hvor tegnestilen var lige velvalgt, men det var interessant at se, hvordan de enkelte historier var fortolket og illustrereret. Modigt og spændende valg.

Igen viste Fables-serien, at det er en serie, hvor der er plads til fortolkning og leg, og hvor grundhistorien ikke altid er lige let at forudsige. Jeg har lige købt den femte bog – da jeg fik et gavekort fra Saxo – så jeg glæder mig til at læse videre i serien inden længe.

Fables Book 3

Det er ved at være et stykke tid siden, jeg har fået læst Fables, men nu er jeg endelig kommet videre med serien. Jeg har tidligere anmeldt ‘Fables Book 1’ og ‘Fables Book 2’.

‘Fables Book 3’ er en hardcover-udgave, der består af de to hæfter, ‘The Mean Seasons’ og ‘Homelands’. I denne bog dukker en gammel eventyr-kending op – Den Lille Rødhætte – og det skaber straks røre, for det er mange år siden, at der sidst er eventyrfigurer, der er undsluppet det krigshærgede hjemland. Hvordan er hun sluppet ud? Og er der noget, der ikke helt stemmer?

Jeg var ikke helt oppe at ringe over ‘Fables Book 2’, men det var jeg til gengæld over denne her. Historien var skruet rigtig godt sammen, og man begynder for alvor at føle, at flere og flere tråde flettes sammen i et tæppe af spændende twists og skæve fortællinger. Flere af personerne udviklede sig i ret interessante retninger undervejs, og så gav bogen også mere baggrundsviden om hjemlandet, de er flygtet fra – noget jeg har savnet.

Jeg er tilbage i Klub Nøj-hvor-er-det-en-fed-serie! 🙂

The Princess and the Goblin

the princess and the goblin
Jeg havde egentlig planlagt, at jeg skulle læse denne bog i min juleferie, men så ændrede mine læseplaner sig pludseligt, og jeg nåede ikke at læse ‘The Princess and the Goblin’ i slutningen af sidste år. I stedet besluttede jeg mig for, at den skulle være en del af min læsestak for forårsudgaven af Dewey’s Read-a-Thon, og den beslutning endte jeg med at være rigtig glad for.

Bogen er skrevet af George MacDonald og er et eventyr om prinsessen Irene, der bor i et stort og prangende slot. Desværre er slottet omgivet af farlige gnomer efter mørkets frembrud, men selvfølgelig ender det med, at prinsessen alligevel befinder sig uden for slottets trygge vægge en aften. Heldigvis bliver hun reddet af den unge knægt, Curdie, og de to unge bliver hurtigt venner, selvom de kommer fra to meget forskellige samfundslag.

Dette er et skønt eventyr, der bygger på mange klassiske træk fra folkeeventyrerne, men alligevel har sin egen stil og sin egen fortælling. Jeg genkendte med glæde flere træk fra andre eventyr, uden at de føltes påklistrerede, og jeg nød, at forfatteren havde twistet en række ting, så prinsessen for eksempel ikke var en blodfattig og hjælpeløs stakkel, der skulle reddes. I stedet er hun handlekraftig og eventyrlysten, og selvom hun begår fejl, så gør hun det ikke af ond vilje.

Der er en barnlig naivitet og livsglæde over fortællingen, som simpelthen ikke er til at stå for. Jeg kunne i hvert fald ikke, men måske læste jeg også bogen på et tidspunkt, hvor jeg virkelig trængte til sådan en type historie. Der er noget hyggeligt og trygt ved eventyret, som gør, at også voksne bør unde sig selv at læse denne historie. Eventyr er nemlig ikke kun for børn – heldigvis.

Perlen

Denne klassiker af John Steinbeck blev genudgivet sidste år, og jeg overvejede flere gange at købe den, for det lød som en smuk og gribende fortælling. Jeg var dog også lidt betænkelig, for bogen er relativ dyr i forhold til, at den er på under 100 sider. Sagen blev afgjort, da jeg faldt over ‘Perlen’Ereolen.dk, hvor jeg lånte den med det samme.

‘Perlen’ er en genfortælling af et gammelt mexicansk eventyr – eller lignelse hvis det skal være helt korrekt. Historien handler om den fattige perlefisker, Kino, hvis lille søn bliver stukket af en skorpion og derfor svæver i livsfare. Kino og hans hustru opsøger byens læge, der dog ikke vil bruge tid på at kurere fattige, der ikke kan betale for behandlingen. I desperation søger Kino og hans hustru ned til vandet, hvor Kino dykker i håb om at finde en perle, der kan betale for behandlingen. Og han finder en perle – en helt fantastisk smuk og stor perle, hvis lige ingen har set! Samtidig viser sønnen tegn på at komme sig, og Kino begynder derfor straks at fantasere om, hvad han kan bruge perlen til i stedet. Men en så stor skat går ikke ubemærket hen i det lille samfund, og snart begynder andre også at interessere sig for Kinos perle…

Dette er en smuk og på mange måder eviggyldig fortælling om håb, drømme, grådighed og begær. Det er fortællingen om, hvordan mennesker spoleres, når rigdomme frister, og den viser med al tydelighed nogle af de værste sider ved menneskeheden. Grundhistorien har jeg mødt før i andre sagn og eventyr, men denne fortolkning er alligevel sin helt egen.

Sproget alene gør denne bog værd at læse. Jeg var især begejstret for, hvordan Steinbeck brugte sang til at beskrive stemninger i bogen, og det føltes næsten som at være der selv. Lige fra den glade og lykkelige stemning til den knugende og dystre atmosfære, der opstår undervejs.

‘Perlen’ er en smuk og grusom fortælling på samme tid. Bogen er som en østers – ikke særlig køn og let at overse, men indeni er der en sand perle af en historie (pun intended). Den er vanvittig godt skrevet og bestemt anbefalelsesværdig. Nu mangler jeg bare at købe mit eget eksemplar af bogen… 🙂

A Court of Thorns and Roses

acotarLæste du mit indlæg om Ereolen Global, hvor jeg fortalte, at man kan låne en lang række engelske e-bøger ganske gratis via de danske biblioteker? Jeg har udnyttet denne mulighed for at læse første bog i trilogier, hvor jeg har været i tvivl om, hvorvidt serierne var noget for mig eller ej. Så er det jo fint, det er muligt at låne den første bog i serien og ikke er tvunget til at købe en bog, man risikerer ikke at kunne lide. I januar fik jeg derfor læst ‘Miss Peregrine’s Home of Peculiar Children’ samt denne bog – ‘A Court of Thorns and Roses’. Sidstnævnte er skrevet af Sarah J. Maas og har fået rigtig positive anmeldelser. Alligevel sagde min sjette sans mig, at den nok ikke var noget for mig, men ja – jeg endte med at låne den, for det kunne jo være, at den ville overraske mig positivt ligesom blandt andet ‘Daughter of Smoke & Bone’ gjorde det.

‘A Court of Thorns and Roses’ er en nyfortolkning af klassikeren ‘Skønheden og Ydyret’. I denne version er skønheden den unge kvinde Feyre, der lever sammen med sine to ældre søstre og faderen. Familien er meget fattig, da de mistede deres formue for nogle år siden, hvor faderen også mistede førligheden. Feyre forsøger derfor at holde familien i live ved at gå på jagt. En dag skyder hun en kæmpeulv, der netop har dræbt den hjort, hun havde udset sig som bytte. Desværre viser det sig, at ulven var en fe i forklædning. En repræsentant for feerne dukker op og giver hende valget mellem at blive dræbt eller at tage med til feernes rige for at leve der resten af livet. Hun bliver til gengæld lovet, at der vil blive sørget for hendes familie, og Feyre vælger derfor at tage med til en verden, der i den grad overrasker hende…

Det er ret tydeligt, at ‘A Court of Thorns and Roses’ er en fortolkning af det klassiske eventyr, men forfatteren har også valgt at krydre historien med en række andre elementer fra eventyrverdenen. Det er en god idé – så det ikke føles som et komplet rip-off – men det gør desværre også historien lige lovlig lang, ligesom fremdriften i historien til tider også er lige lovlig langsom.

Dette er en ungdomsroman, som er skrevet til de ældste teenagere – i hvert fald er tonen i bogen noget mere… kælen… end i de fleste andre udenlandske ungdomsromaner. Imidlertid bliver hovedpersonerne ind imellem så lystne, at jeg har svært ved at forestille en 19-årig kvinde opføre sig på den måde – det ville (i danske øjne) snarere være en teenager, der er noget yngre (eller også har jeg bare generelt en fordom om, at danske unge er noget mere erfarne som 19-årige, mens det næppe kan siges om amerikanske unge i den alder). Det er på den ene side forfriskende med en ungdomsbog, der godt tør have nogle ret passionerede scener. Omvendt havde jeg dog også et par tidspunkter, hvor jeg var lige ved at udbryde “Get a room!”, fordi det blev lige lovlig anstrengende.

Jeg havde et problem med hovedpersonen, Feyre. I princippet er hun en gæv og handlekraftig ung kvinde, der tager ansvar og forsøger at beskytte sin familie. Alligevel opfører hun sig ind imellem komplet idiotisk, da hun gang på gang går imod de ordrer/råd, hun har fået og kaster sig ud i dumdristige eventyr og missioner – stik imod hendes eget bedste. Hun er fuldstændig i sine følelsers vold, og sådan noget kan jeg ikke snuppe ved en hovedperson – slet ikke, når det flere gange fører til, at hun skal reddes af de mandlige hovedpersoner. Så meget for den selvstændige kvinderolle… Det minder mig alt for meget om den kvindelige hovedperson i ‘The Iron King’, og det er ikke en sammenligning, nogen hovedperson skal ønske sig.

Jeg kan sagtens se, hvad der får andre til at elske denne bog, og forfatteren har da også skruet en historie sammen, der – trods det, at den er lidt for lang og lidt for træg til tider – stadig er skrevet, så den er forholdsvis hurtig og let at læse. Men der er lidt for meget traditionel prinsessefortælling over det. Hvorfor bliver piger i ungdomsbøger lykkelige af superhotte kærester, smukke kjoler og uanede mængder af penge, og hvorfor er det så vigtigt, om de selv er smukke? Jeg undres…