The Wrath & The Dawn

Se, det var egentlig ikke meningen, at jeg ville læse denne bog. Da de første anmeldelser af ’The Wrath & The Dawn’ kom ud, besluttede jeg mig for, at den behøvede jeg ikke at læse, da den nok ikke var noget for mig.

Men da jeg ledte efter eventyrbøger på Ereolen Global, faldt jeg over denne bog, og da e-udgaven har en anden forside end den, de fleste vloggers og bogbloggers har vist, opdagede jeg ikke, at det var den bog, jeg ikke havde tænkt mig at læse. Akja.

’The Wrath & The Dawn’ er en fortolkning af den klassiske bog ’1001 nats eventyr’, hvor den unge pige, Shahrzad, melder sig frivilligt til at gifte sig med den unge kalif, der er kendt for at dræbe sine brude efter bryllupsnatten. Shahrzad ønsker at hævne sin bedste venindes død, da hun var en af kaliffens brude, og hun håber, at hun med giftermålet kan komme tæt nok på kaliffen til at dræbe ham. Så er spørgsmålet blot, hvordan hun overlever den første nat, hvis det ikke lykkes hende at dræbe ham der…

Det var en noget blandet læseoplevelse. Jeg var ikke særlig begejstret for hovedpersonen, Shahrzad. Hun skal forestille at være en stærk og intelligent kvinde (som den originale Scheherazade), men det kommer sig ikke rigtig til udtryk. Shahrzad er 16 år, men hun opfører sig dog så egenrådig og selvsikker, at hun nærmere virker som en 24-årig. Men hendes handlinger virker ikke særlig udspekulerede – nærmere dumdristige og lige lovlig kærlighedshungrende.

For ja – mit største kritikpunkt er Shahrzads hurtige forelskelse i kaliffen. Allerede efter lidt over én dag begynder hun at føle sig tiltrukket af ham, og her taler vi ikke bare om en eller anden tilfældig fyr men den mand, der har dræbt hendes bedste veninde samt dusinvis af andre kvinder! Det er simpelthen så utroværdigt og lugter langt væk af instant love, som alt for mange YA-bøger lider under. Det er muligt, at man kan forelske sig i en morder efter længere tid, men jeg synes, det er meget usandsynligt, og det virker meget mærkeligt, at hun har så svært ved at tage sig sammen til at dræbe kaliffen.

Der er visse ting i bogen, jeg ikke kan kommentere på, da det vil afsløre for meget af handlingen, men i bund og grund mener jeg ikke, at der er noget, der formilder omstændighederne ved hendes forelskelse. Det er ganske upassende. Beklager, men det er det altså, og det får hende til at virke langt mindre interessant end Scheherazade fra den oprindelige historie. Det pæneste, jeg kan sige om kærligheden i denne bog er, at trekantsdramaet trods alt ikke for alvor folder sig ud (selvom det lurer under overfladen – jeg gætter på, at det vil maxe ud i efterfølgeren…suk…).

Sprogligt er historien dog letflydende og meget stemningsfuld. Jeg kunne nærmest føle varmen og dufte de tunge, krydrede dufte. Hvis man derfor så bort fra kærlighedsdelen, så var det til tider ganske hyggeligt at læse bogen. Jeg savnede dog flere af de historier, som hun skal forestille at fortælle undervejs – de fyldte alt for lidt i bogen, og det ærgrede mig, for bogen mistede noget af den magi, som originalen havde.

Alt i alt en ret middelmådig læseoplevelse. Masser af ørkenstemning men også en ret irriterende hovedperson, som jeg havde meget svært ved at forstå og sympatisere med. Jeg kommer ikke til at læse efterfølgeren.

The Gracekeepers

Under sidste måneds readathon nåede jeg også at læse ‘The Gracekeepers’ af Kirsty Logan. Jeg har læst flere positive anmeldelser af bogen, men den har dog ikke fået så høje karakterer på Goodreads, så jeg var spændt på, om jeg ville kunne lide den.

Bogen er et moderne eventyr, der er inspireret af skotske myter og eventyr. Den foregår på et tidspunkt i fremtiden, hvor det meste af verden er oversvømmet, og hvor de overlevende nu bor på små øer eller på skibe. Omdrejningspunktet for historien er dels en cirkustrup, hvor den unge kvinde North optræder med en bjørn. Truppen sejler fra ø til ø, og på en af disse øer bor sjælesørgeren Callanish, der sørger for at give de døde en værdig begravelse i det dybe hav. De to kvinder bliver snart involveret i grusomme og skæbnesvangre konflikter, der truer med at ødelægge den spinkle fred. Der er mange, der forsøger at mele deres egen kage, og det vil have voldsomme konsekvenser for både North og Callanish.

Jeg var som sagt spændt på, hvad en bog, der blandt andet omtales som magisk realisme, kunne byde på. Jeg håbede på en bedre læseoplevelse end ‘The Night Circus’ (som jeg havde store forventninger til, men som desværre ikke rigtig virkede for mig), og jeg forventede, at skrivestilen ville være lidt i stil med ‘The Silver Dark Sea’. Jeg fik dog ikke indfriet hverken den første eller den anden. Helt overordnet set var ‘The Gracekeepers’ en udmærket læseoplevelse, men jeg blev desværre ikke helt så betaget af bogen, som jeg havde håbet på. Samtidig var teksten ikke nær så poetisk og skrøbelig, som jeg troede, selvom der bestemt var en del smukke passager.

Helt overordnet er det en interessant historie. Selve verdenen er mystisk og dragende, for hvad er der sket, siden store dele af kloden er oversvømmet, og hvordan overlevede folk? Bogen giver ikke mange svar, men det gør ikke noget, for jeg kan godt lide, at pirrer min nysgerrighed (men jeg håbede da, at jeg ville få flere svar undervejs). Jeg synes, at den oversvømmede verden er en spændende ramme for fortællingen, og at det virkelig er lykkedes forfatteren at opbygge en fascinerende, dragende og foruroligende verden, som historien kan udfolde sig i.

Fortælletempoet er roligt – måske lidt for roligt for nogen. Personligt gjorde det mig intet, for det havde jeg forventet, og jeg kunne godt lide, hvordan spændingen langsomt byggede op, mens konflikterne fortættedes, og man sad som læser og krummede tæer i bekymring over, hvad det skulle ende med.

Både North og Callanish er sympatiske hovedpersoner og derfor lette at holde med. Jeg savnede dog et tættere bånd til dem, for selvom jeg helt sikkert håbede det bedste for dem, så følte jeg ikke for alvor, at jeg kom helt tæt på dem. Det er sandsynligvis en af grundene til, at denne bog ikke helt levede op til mine forventninger. Jeg savnede lidt mere dybde hos de enkelte personer, for de blev lige lovlig karikerede og overfladisk beskrevet. Til gengæld var det dog fedt, at der var flere lidt usædvanlige og utraditionelle konflikter på tværs af især cirkusgruppen – der var i hvert fald et par overraskelser undervejs.

Eventyrbogen

Her er endnu en af de bøger, jeg læste i forbindelse med forårs-readathonen i sidste måned. ‘Eventyrbogen’ er en samling af 25 klassiske folkeeventyr – tilsat smukke illustrationer af Peter Madsen.

Jeg læste rigtig mange eventyr og sagn, da jeg var barn – ja, jeg tror faktisk, at jeg ryddede det lokale biblioteks hylder for eventyrsamlinger – så der var ikke de store overraskelser i denne bog. Ud af de 25 eventyr var der kun tre, jeg ikke havde læst før. Men det gjorde ikke noget, for jeg havde ærlig talt ikke forventet de store overraskelser, når nu det er klassikerne, der bliver fundet frem.

Det var et glædeligt gensyn, og oplevelsen blev kun bedre af de flotte og fantasifulde illustrationer. Hvis denne bog var udkommet, mens jeg var barn, var den sandsynligvis endt med at være en af mine yndlingsbøger (og havde nok også gjort, at jeg var begyndt at købe og eje bøger langt tidligere).

Elsker du eventyr, så er dette en bog for dig. Her er en samling af de mest kendte eventyr samt et lille udvalg af knapt så kendte fortællinger, og det er rigtig hyggelig læsning.

Then Hen Who Dreamed She Could Fly

Denne lille bog har jeg længe haft et godt øje til, så da jeg valgte at have ‘Eventyr’ som tema for den seneste readathon, var det oplagt at inkludere ‘The Hen Who Dreamed She Could Fly’.

Bogen er skrevet af Sun-Mi Hwang og er et moderne eventyr, der bygger på ‘Den grimme ælling’, ‘Animal Farm’ og ‘Charlotte’s Web’. Hovedpersonen er hønen Sprout, som drømmer om at slippe væk fra hønsegården – ud i det fri, hvor hun kan lægge sit eget æg, der ikke bliver taget af bondekonen. Et æg, der en dag kan blive en kylling. Men Sprouts æglægning går dårligt, da æggene bliver mindre og mindre. Til sidst bliver hun udpeget som den næste høne, der skal af med hovedet, men Sprout har andre planer, og hun griber chancen for at udleve sine drømme.

Dette er en fin lille historie, som er helt sin egen, selvom det er tydeligt, at den blandt andet bygger på ‘Den grimme ælling’ og ‘Animal Farm’. Der er en lidt naiv men også ganske forståelig længsel hos Sprout, som bare gerne vil udleve sine drømme og føle, at hun gør en forskel. At hun har en plads i livet. Hendes viljestyrke og gåpåmod er beundringsværdig, og man kan ikke andet end at holde af den lille stædige høne, som nægter at give op.

Historien i sig selv er ganske interessant og finurlig, men det afspejler sig ikke så tydeligt i sproget. Jeg savnede lidt mere elegance og skrøbelighed i stil med ‘The Snow Child’ eller ‘The Silver Dark Sea’. Til gengæld er den let at læse.

Jeg synes, at ‘The Hen Who Dreamed She Could Fly’ er et godt bud på et moderne eventyr. Jeg kan godt lide, at hovedpersonen er en høne, for det er trods alt en noget anden vinkel, end hvad man er vant til. Har du mod på at læse et moderne eventyr, så kan jeg anbefale denne lille bog.

Heartless

Jeg har været lidt tøvende mht. om jeg ville læse ‘Heartless’ af Marissa Meyer. Jeg var lidt bekymret for, om det ville være et standard YA-kærlighedsdrama, og dem er jeg ganske enkelt ikke til. Bogen fik dog ret gode anmeldelser, og da den samtidig er en nyfortolkning af ‘Alice i Eventyrland’, så var det oplagt at læse den i denne måned, da jeg i perioden april-juni fokuserer på eventyr. Jeg lånte derfor bogen via Ereolen Global og tog den med på togturene til og fra arbejde.

‘Heartless’ er i historien om den unge kvinde, Cathrine, som drømmer om at åbne et bageri. Hun er ganske vidst adelig, og hendes forældre har sikkert planer på hendes vegne, men det ødelægger ikke hendes fantasier om at bage dagen lang. Problemet er bare, at kongen forelsker sig i Cathrine, hvilket hendes forældre er ellevilde med. Men Cathrine er ikke interesseret i at blive dronning, og slet ikke hvis det betyder, at hun ikke kan forfølge sin drøm om at bage dagen lang. Det bliver så ikke bedre af, at hun forelsker sig i kongens nar, Jest, som er både mystisk, sjov og så fascinerende.

Det var en lidt svingende oplevelse at læse ‘Heartless’, men samlet set var det en god læseoplevelse – ikke mindst på grund af slutningen.

Sproget er legesygt og svulstigt – næsten som at spise en tung chokoladekage toppet med skumfiduser (!) – og jeg syntes, det fungerede rigtig godt, når nu bogen er inspireret af ‘Alice i Eventyrland’. Der var nogle gange, hvor jeg måtte slå ord op, men ellers var bogen let at forstå, selvom sproget var mere farverigt, end traditionelle YA-bøger plejer at være.

Persongalleriet er interessant – ikke mindst blandt bipersonerne. Jeg syntes egentlig ikke, at hverken Cathrine eller Jest havde så meget at byde på – de personligheder har jeg set utallige gange i diverse bøger – men til gengæld var der flere skønne bipersoner. Min absolutte favorit var kongen. Hvor var det dog befriende, at en person, der havde en skurkerolle, faktisk var så sympatisk. Hans hyggelige og naive væsen fik flere gange Cathrine til at fremstå ret dårlig. Det er selvfølgelig svært for hende at tackle hans forelskelse og forældrenes insisteren på, at hun skal gifte sig med kongen, men omvendt opfører hun sig ikke særlig pænt over for ham.

Kærlighedshistorien er – langt hen ad vejen – ret traditionel – men heldigvis bliver den piftet op af nogle twists undervejs. Det gjorde den langt mere interessant end den gennemsnitlige YA-bog, ikke mindst når de sidste detaljer falder på plads i slutningen af bogen.

‘Heartless’ er den type bog, der bliver bedre i dagene efter, du har læst den. Da jeg bagefter tænkte over forskellige scener, havde jeg flere aha-oplevelser, da jeg kom i tanke om scener fra det oprindelige eventyr. Jeg har sidenhen læst, at historien er inspireret af Edgar Allan Poes historie ‘The Raven’, og det kan jeg godt se. Det er dog så  mange år siden, at jeg har læst den historie, at jeg får lyst til at finde den frem igen, så jeg kan sammenligne historierne.

Bogen endte med at overraske mig positivt, og nu overvejer jeg at købe papirudgaven, for det er en historie, jeg godt kunne finde på at læse igen.

Alice´s Adventures in Wonderland and Through the Looking-Glass

Denne bog behøver nærmest ingen introduktion, for ‘Alice i Eventyrland’ er i sandhed en kendt (og elsket) klassiker, der er blevet gengivet utallige gange på film og i teatret siden 1865, hvor bogen udkom første gang. I denne udgivelse er originaludgaven sat sammen med efterfølgeren, ‘Through the Looking-Glass’.

De to historier er skrevet af Lewis Carroll. I den første historie er pigen Alice på skovtur med sin søster. Pludselig opdager Alice en lille kanin, der taler med sig selv, og hun bliver så nysgerrig, at hun følger efter den, da den hopper ned i et hul. Det bliver starten på et forunderligt og dybt besynderligt eventyr med magiske væsner og surrealistiske samtaler.

Man kan sige meget om Alice-historierne, men kedelige er de ikke. Til gengæld er de dybt gakkede og er præget af en sort humor, der ikke nødvendigvis tiltaler alle, men som både børn og voksne kan finde glæde i. Jeg syntes, det var virkelig hyggeligt at genlæse denne klassiker, for selvom jeg har set flere filmatiseringer gennem de senere år, så er det alligevel lang tid siden, jeg har læst originalen, og det var herligt at genopleve flere af de detaljer, som filmatiseringerne ikke nødvendigvis gør så meget ud af.

‘Alice’s Adventures in Wonderland’ er klart min favorit af de to historier. Den er så skrupskør og finurlig, at den fik mig til at grine flere gange. Efterfølgeren, ‘Through the Looking-Glass’ er også udmærket, men jeg synes ikke helt, den har samme flow eller humor som den første bog.

Jeg kan sagtens se, hvorfor der er nogle, der ikke er så vilde med Alice-historierne, for de er ret aparte og ikke særlig logiske, men det er netop det, jeg godt kan lide ved dem.

Søvn og torne

Det virker, som om det er ret populært at genfortolke de klassiske eventyr disse år. Nu tænker jeg ikke kun på årets julekalender fra DR (‘Den anden verden’ – som i mine øjne er en udmærket serie men bestemt ikke en julekalender) men også på de mange hundrede ungdomsbøger, som har et eller flere af de klassiske eventyr som udgangspunkt. Jeg har ikke læst så mange af disse fortolkninger, men jeg har da læst ‘The Lunar Chronicles’ med blandt andet ‘Cinder’ og ‘Scarlet’.

‘Søvn og torne’ er skrevet af Neil Gaiman og illustreret af Chris Riddell. Det er en moderne fortolkning af eventyrerne ‘Tornerose’ og ‘Snehvide’, hvor der leges med de traditionelle kønsroller. I den originale udgave af ‘Tornerose’ er det en prins, der forsøger at redde den sovende skønhed, men i denne udgave er det en prinsesse, der udsætter sit eget bryllup for at redde hele landet fra at falde i søvn.

Jeg må indrømme, at jeg langt hen ad vejen syntes, denne bog mere var en gimmick end en spændende fortolkning. Bevares – jeg kunne rigtig godt lide twistet med, at det var en ung kvinde, der skulle redde en anden ung kvinde, men jeg syntes ikke, at der var så meget mere nyt i historien. Først hen imod slutningen var der lidt mere kød på fortællingen, og selvom det endte med en glimrende læseoplevelse, så var den på ingen måde revolutionerende. Gør det bogen dårlig? Nej, bestemt ikke – jeg havde bare håbet på lidt mere.

Bogen er rigt illustreret, og mange af tegningerne er både smukke, fantasifulde og meget detaljerede. Min eneste anke er den gyldne farve, der er brugt til at farvelægge dele af tegningerne – den brød jeg mig ikke om.

Fairest

Jeg har tidligere læst The Lunar Chronicles-serien, der består af bøgerne ‘Cinder’, ‘Scarlet’, ‘Cress’ og ‘Winter’. En ganske glimrende serie der har fået et supplement af den noget mindre bog, ‘Fairest’.

Bogen er – som resten af serien – skrevet af Marissa Meyer, og den handler om dronning Levanas barndom. ‘Fairest’ fortæller dermed historien om, hvordan Levana bliver til den dominerende og til tider grusomme person, hun er i serien.

Det er bestemt ikke en let opvækst, Levana har, og da historien ses gennem hendes øjne, får man også et interessant indblik i hendes tanker undervejs. Det betyder dog også, at man indser, hvor kompliceret og såret et menneske, hun i bund og grund er. Jeg fik helt klart ondt af hende undervejs, men jeg fattede ikke sympati for hende – dertil er hun ganske enkelt alt for forskruet.

Der var steder undervejs, hvor jeg syntes, at forfatteren gentog visse pointer lige lovlig meget – det kom i hvert fald til at virke lidt kluntet, når bogen er så kort, som den er. Og den burde i øvrigt have været lidt kortere, for der er et par steder, hvor den træder vande.

Jeg synes, at ‘Fairest’ er et fint supplement til serien. Du kan sagtens læse serien uden også at læse ‘Fairest’, men den uddyber baggrundshistorien for Levana og en række af de andre hovedpersoner i serien. Selvom det kan være fristende at læse denne bog først – da den er så kort i forhold til de øvrige bøger – så vil jeg anbefale dig at læse den til sidst. Det gør Levanas historie så meget mere tankevækkende og tragisk.

Fables Book 5

Fables book 5

Jeg er nu nået til femte bog i Fables-serien – dvs. ‘Fables Book 5’. Jeg har tidligere anmeldt ‘Fables Book 1’, ‘Fables Book 2’, ‘Fables Book 3’ samt ‘Fables Book 4’.

Jeg vil så vidt muligt undgå at bringe et resumé af handlingen, da det vil afsløre for meget i forhold til de tidligere bøger i serien.

Ligesom ved ‘Fables Book 4’ var jeg ikke særlig begejstret for den første historie. Det skyldtes først og fremmest tegnestilen, som adskilte sig for meget i forhold til de tidligere bøger (der var gamle kendinge med, der var ugenkendelige i den nye streg). Det blev dog snart bedre, og de følgende historier blev mere og mere spændende og medrivende. Især historien, der gav en masse baggrundsviden til krigen, der jog Fables på flugt, var ret interessant – og ikke mindst overraskende. Det twist havde jeg ikke lige set komme…

Jeg savnede flere af hovedpersonerne, som var stort set fraværende i denne bog. Til gengæld gav bogen som sagt mange flere baggrundsinformationer om verdenen, og så gjorde det knapt så meget at undvære flere af favoritterne.

Jeg er spændt på, hvordan Fables-verdenen udvikler sig herfra. Denne bog gav mig i hvert fald ekstra blod på tanden.

Lips Touch

lips touch

Jeg er normalt ikke så meget til novellesamlinger, men jeg blev alligevel fristet, da jeg så, at Laini Taylor havde udgivet novellesamlingen ‘Lips Touch’. Da Nikoline fra Windblown Pages samtidig også skrev en meget positiv anmeldelse af bogen, var der ikke flere undskyldninger – bogen blev bestilt!

‘Lips Touch’ består af tre noveller – ‘Goblin Fruit’, ‘Spicy Little Curses’ samt ‘Hatchling’. Alle har de kys til fælles – eller måske rettere skæbnekys, for det er kys, der er i den grad ændrer skæbner, når de gives. I ‘Goblin Fruit’ er det for eksempel gobliner, der frister unge piger med magisk frugt for at pigerne skal sælge deres sjæle, og her er et kys skæbnesvangert.

De tre noveller er ret forskellige men har dog alle et strejf af folkeeventyr over sig – ikke mindst fordi flere af dem er ret dystre. Især den første fortælling – Goblin Fruit’ er smukt fortalt, og selvom den er ret forudsigelig (hvilket er forventeligt, når den emmer af folkeeventyr), så er det samtidig også den af fortællingerne, jeg bedst kan lide. Den er ret kort og har samtidig en bittersød og underspillet stemning, som gør novellen ret følelsesladet.

Den anden fortælling, ‘Spicy Little Curses’ var også interessant, selvom jeg havde en følelse af at have læst den før – og det har jeg måske også, for den kunne sagtens være bygget på et gammelt eventyr? Jeg synes, slutningen på novellen er lidt letkøbt, men alt i alt var den ganske fin.

Den sidste novelle, ‘Hatchling’, var bogens længste historie på over 130 sider. Den var samtidig også så lang, at den for mig diskvalificerer sig til at være en novelle og nærmere er en kort bog. Desværre kunne denne historie ikke rigtig fange min interesse. Man skulle et godt stykke ind i historien, før trådene i den begyndte at flette sig sammen til en samlet fortælling om kærlighed, og selvom jeg rigtig godt kunne lide slutningen – og moralen – i denne historie, så betød den træge start desværre, at jeg aldrig følte nogen forbindelse til denne novelle.

Sproget i novellerne er skønt! Poetisk, drømmende og lokkende men også melankolsk og eftertænksomt. Historierne er suppleret af en række smukke og fantasifulde tegningerne, der giver et hint om, hvad novellerne handler om. Der er samtidig noget nostalgisk over stregen, men det skyldes nok, at den tegnestil har været ret populær i rollespilsmiljøet, som jeg tidligere var en del af.

En ganske god novellesamling til dig, der holder af eventyr og fortællinger om kærlighed.

lips-touch-tegning