Darling Jim

Til den nys overståede read-a-thon fik jeg blandt andet læst denne bog, som jeg fandt i et antikvariat tidligere i år.

‘Darling Jim’ er skrevet af Christian Mørk og handler om postbuddet Niall, der falder over en dagbog fra den unge kvinde Fiona, som døde under mystiske omstændigheder. Det bliver en poetisk og nærmest eventyrlig fortælling om den mystiske fremmede, der fortryller en helt by og ikke mindst kvinderne, og hvordan det spreder splid og uro. For hvem er ikke parat til at dræbe for den sande kærlighed?

Jeg kunne godt lide, hvordan historien var et moderne eventyr – den var meget stemningsfuld, og kender du lidt til de traditionelle eventyr, vil du også kunne genkende flere elementer i fortællingen, uden at det dog ødelægger overraskelserne i bogen.

Jeg var dog ikke så vild med dagbogsvinklen, og det skyldtes især starten af Fionas fortælling, hvor hun er lidt for alvidende omkring sin situation og derfor taler direkte til læseren. Det kom til at virke forceret og utroværdigt. Jeg kan godt forstå behovet for, at noget af historien skal fortælles fra hendes synspunkt, men så skulle noget af dagbogsteksten være skrevet anderledes, for det kom til tider til at virke utroværdigt, at en person i hendes situation ville skrive på den måde (det er i hvert fald min formodning).

‘Darling Jim’ er let og hurtig at læse, og det er klart en bog, som vil egne sig fint til en efterårs- eller vinterferie. Der var et par steder, hvor jeg syntes, at plottet blev lidt søgt, men overordnet set en fin fortælling.

 

Furthermore

Denne bog fik noget blandede anmeldelser hos de bogvloggers, jeg følger, så den stod ikke øverst på læselisten. Men jeg faldt over den hos Ereolen Global, og så lod jeg mig alligevel friste, for hey – den passer ind i eventyr-læsetemaet!

‘Furthermore’ er skrevet af Tahereh Mafi og handler om den 12-årige pige, Alice, hvis far forsvandt for knapt tre år siden. Alice savner ham og vil gerne finde ham, og da alt alligevel går galt omkring hende, drager hun af sted for at finde faren. Hun får følgeskab af Oliver – en dreng hun ikke rigtig bryder sig om – som tilsyneladende har en særlig agenda for turen…

Jeg må indrømme, at jeg forventede noget lidt andet af denne bog, end jeg reelt set fik ud af den. Nu ved jeg godt, at man ikke skal dømme en bog ud fra dens omslag, men med den forside forventede jeg en noget mere letbenet og humoristisk historie. Og jo, den prøver da at være sjov flere gange undervejs, men det virkede ikke rigtig.

‘Furthermore’ er en forholdsvis alvorlig og dyster historie om en pige, der drager ud i en mystisk, forunderlig og særpræget verden for at finde sin far. Hun opdager snart, at man ikke kan stole på alt og alle, og det bringer en masse problemer og farer med sig. Det kunne være spændende, men jeg syntes, at historien trak i langdrag, for så meget kød var der nu heller ikke på den.

Derudover syntes jeg, at bogen vaklede mellem, om den ville være sød og sjov eller dyster og mystisk. Ingen at tingene virkede for alvor, så det blev en noget frustrerende læseoplevelse.

Det mest irriterende ved bogen var dog fortælleren, som flere gange kommenterede på handlingen og kom med bedrevidende kommentarer. Det var ret distraherende, og så brød jeg mig heller ikke om fortællerens tone i det hele taget.

‘Furthermore’ var desværre ikke en bog for mig. Der findes både eventyrbøger, som er sødere og sjovere (‘Dealing with Dragons’) og som er mere dystre og morbide (‘Alice’).

Fables Book 8

Nu er jeg efterhånden nået til ottende bog i ‘Fables’-serien, og det er jo ikke så ringe endda.

‘Fables Book 8’ er lidt usædvanlig i forhold til forgængerne, for denne bog indeholder én sammenhængende historie i stedet for flere korte. Samtidig centrerer historien sig om hovedplottet, og det er derfor en bog for dig, der gerne vil vide mere om Fables-verdenen og samtidig se flere af hovedpersonerne i spil. Personligt savnede jeg dog flere af mine favoritter, og det var nok også en af grundene til, at jeg skulle et godt stykke ind i bogen, før historien for alvor fangede mig. Jeg kunne ellers godt lide, at der ikke var så mange svinkeærinder men udelukkende fokus på den centrale fortælling.

Serien er stadig interessant, men jeg er ikke helt så fanget af historien som tidligere. Der er for få af de quirky detaljer såsom historien om Rapunzel, der forsøger at tilpasse sig det moderne liv til trods for, at hendes hår vokser absurd hurtigt. Men jeg håber selvfølgelig på, at der vil komme mere af den slags i de næste bøger.

Alice

Jeg nåede desværre ikke at læse ‘Alice’ under forårets readathon, men det gjorde jeg til gengæld i maj måned.

‘Alice’ er skrevet af Christina Henry og er en moderne fortolkning af klassikeren ‘Alice i Eventyrland’. I ‘Alice’ er hovedpersonen dog ikke en lille pige men en ung kvinde på 26 år. Hun er indlagt på et psykiatrisk hospital, hvor hun har været i ti år – lige siden dengang, hvor hun undslap Rabbit, der forgreb sig på hende. Hun husker ikke alle detaljer men det, hun bagefter fortalte, var der ingen, der troede på. En nat udbryder der brand, og hun undslipper sammen med medfangen Hatcher, der efter sigende er morder. Men han er hendes eneste forbundsfælle, og sammen begiver de sig ud på en rejse, hvor mange farer lurer, og hvor Alice begynder at huske mere og mere fra dengang, hun mødte Rabbit…

Dette er i sandhed en dyster fortolkning af den skøre, sære og sjove klassiker! Den starter lige på og hårdt med at introducere Alice som en ung kvinde, der er indlagt på et psykiatrisk hospital, og det er både genialt og meget oplagt. Det klassiske eventyr er så bindegalt, at det et eller andet sted er logisk at koble det sammen med mistanke om sindssyge. Og samtidig er det tydeligt, at dette ikke er et eventyr for børn, for Alice er blevet seksuelt misbrugt, og det er ganske enkelt ikke noget, som børn bør læse om.

Lige præcis misbruget var jeg noget splittet omkring. På den ene side var det med til at understrege det dystre og modbydelige i fortællingen, og på den anden side blev det at voldtage kvinder brugt som effekt så mange gange i historien, at det efterhånden mistede sin betydning. Det er nemlig ikke bare Alice, det er gået ud over – en del af de hunkønsvæsner, hun møder undervejs, er også blevet voldtaget af en eller flere mænd. Jeg synes, det er synd, at forfatteren brugte dette så mange gange undervejs for at understrege, hvor mareridtsagtig, verdenen er, og hvor onde disse hankønsvæsner er, for det blev en anelse fortærsket til sidst. Det kammede ikke nær så meget over som med skurken i Brent Weeks-bogen ‘Shadow’s Edge’, som er en af de ringest beskrevne skurke, jeg nogensinde er stødt på i en bog. Men næsten.

Af samme grund var jeg lidt forbeholdende, mens jeg læste bogen, men samlet set var det en god oplevelse. Der er en bred vifte af sære skabninger, som er fortolkninger fra det oprindelige eventyr, og de var med til at give en mørk, mystisk og drømmeagtig stemning. Der var fascinerende at genkende de oprindelige figurer i de – til tider – pudsige og mærkværdige fortolkninger – uden at det på nogen måde føltes som et rip off. ‘Alice’ er i den grad sin egen historie og bestemt værd at læse. Men kun hvis du er til dystre og morbide fortællinger.

[personligt kunne jeg godt ønske mig, at den havde været en tand mere dyster, men nu er jeg jo også til horror, så…]

The Book of Lost Things

I år har jeg indført konceptet ‘månedens bog’, som kort fortalt er en af de bøger, der har stået længst på min to-read-liste på Goodreads. Hver måned kigger jeg på listen over de ældste bøger på min to-read-liste, og så skal jeg læse en af dem. I denne måned var tiden så kommet til at læse ‘The Book of Lost Things’.

Bogen er skrevet af John Conolly og foregår under Anden Verdenskrig. Her følger man den 12-årige David, der sørger over moderens død. Det bliver ikke bedre af, at faderen vælger at gifte sig på ny, og David bryder sig bestemt ikke om den nye mor. Da et bombefly styrter ned i deres have, opdager David en helt ny verden – en fantasyverden, som han har svært ved at slippe ud af. David begiver sig nu ud på en rejse et fremmed sted, hvor farer truer, og hvor eventyrerne ikke altid ender lykkeligt.

John Conolly har skrevet en ret interessant eventyrfortælling, der i starten fik mig til at tænke på både ‘A Monster Calls’ og ‘Narnia’, da det er ret triste omstændigheder, at eventyret udspringer fra. I modsætning til Narnia er der dog ikke så mange søde og charmerende dyr i ‘The Book of Lost Things’, hvor både onde væsner og grusomme eventyr er med til at give en ret dyster stemning.

Bogen har dog sin helt egen stil, der nærmest er et sammensurium af klassiske eventyr, hvor slutningen – og moralen – er helt anderledes end den, man kender. Det giver et overraskende og nærmest morbidt twist, som gør, at jeg som voksen fandt bogen yderst interessant men samtidig også fik mig til at ønske, at der ikke er nogen børn, der læser denne bog. Det er den simpelthen for dyster og morbid til.

Det er en intelligent fortælling, men det er også en historie, hvor jeg ind imellem savnede lidt mere indlevelse. I betragtning af hvor mørk og rå den verden ind imellem er, så havde jeg forventet (og håbet), at historien i højere grad sneg sig ind under huden på mig – sådan som det for eksempel skete med ‘Everlost’ og ‘The Snow Child’. Men der er et eller andet i sproget, der mangler – måske lidt mere melankoli? I hvert fald er det mit primære kritikpunkt – jeg manglede lidt for alvor at føle med hovedpersonen.

‘The Book of Lost Things’ er en spændende moderne udgivelse inden for eventyrgenren, og jeg vil bestemt ikke afvise at læse mere af samme forfatter.

The Shadow Queen

Eftersom mit læsetema pt. er Eventyr, så blev jeg naturligvis nødt til at læse ’The Shadow Queen’ af C. J. Redwine, da det er en fortolkning af det klassiske eventyr, Snehvide.

‘The Shadow Queen’ handler om prinsessen Lorelai, der som barn må flygte fra slottet sammen med sin bror, da deres onde stedmoder dræber deres far og også forsøger at myrde dem. De to børn går i skjul sammen med vagten Gabril, og sådan går der en række år, hvor børnene vokser op, mens den nye dronning får mere og mere magt. Men Lorelai har ikke tænkt sig at overlade sit land og sin trone til den grusomme dronning, og hun prøver derfor at gennemskue, hvordan hun bedst kan bruge sine magiske evner til at vinde over stedmoderen. Hun har dog ikke lige overvejet, hvad der vil ske, når nabokongedømmets prins pludselig bliver involveret i magtkampen, og Lorelai pludselig bliver splittet mellem ønsket om hævn og ønsket om at vise næstekærlighed.

Jeg var lidt overrasket over, hvor meget der var lavet om i denne fortolkning – og ikke mindst tilføjet i forhold til det oprindelige eventyr. Det var på den ene side godt, da det så ikke føltes som et fuldstændig rip-off af en allerede kendt historie, men på den anden side var der også nogle af tilføjelserne, som virkede unødige.

’The Shadow Queen’ har skruet op for fantasy-elementerne, da der både er ogrer (de minder om orker) og dragemennesker med. Sidstnævnte var jeg ikke så begejstret for i starten – man skulle et godt stykke ind i bogen, før deres funktion begyndte at give mening. Til gengæld blev jeg helt utrolig træt af, hvor tit forfatteren skulle pointere, at disse personer også havde et dragehjerte – af en eller anden grund havde forfatteren brug for at overforklare og gentage flere ting undervejs, og det var ret irriterende.

Bogen hører til YA-genren, og det led den under på flere områder. Hovedpersonen var selvfølgelig noget helt særligt med helt særlige evner, ligesom hun selvfølgelig også forelskede sig hovedkulds i en ung, smuk prins, som ellers prøvede at slå hende ihjel. Her skal forfatteren dog roses for, at det ikke var instant love, ligesom der heldigvis ikke var indflettet et trekantsdrama i bogen. Historien blev også mere og mere actionpacked, og hvor det på den ene side gav noget dynamik, blev det på den anden side en lidt underlig hybrid mellem en actionfilm og en fantasyfilm overlæsset med computereffekter. Her var det især magien, der kom til at virke kluntet – igen fordi forfatteren prøvede at overforklare scenerne.

Jeg læste nogle af anmeldelserne på Goodreads, da jeg var færdig med ’The Shadow Queen’. Her er det ret tydeligt, at folk enten hader eller elsker bogen. Jeg hører til det fåtal, som ligger et sted midt imellem. Bogen er for stereotyp til, at jeg for alvor kan lide den. Omvendt syntes jeg dog ikke, at den er så kedelig og fantasiforladt, som andre finder den. Der er bestemt interessante detaljer ved bogen, men overordnet set var det ikke en særlig interessant læseoplevelse.

The Wrath & The Dawn

Se, det var egentlig ikke meningen, at jeg ville læse denne bog. Da de første anmeldelser af ’The Wrath & The Dawn’ kom ud, besluttede jeg mig for, at den behøvede jeg ikke at læse, da den nok ikke var noget for mig.

Men da jeg ledte efter eventyrbøger på Ereolen Global, faldt jeg over denne bog, og da e-udgaven har en anden forside end den, de fleste vloggers og bogbloggers har vist, opdagede jeg ikke, at det var den bog, jeg ikke havde tænkt mig at læse. Akja.

’The Wrath & The Dawn’ er en fortolkning af den klassiske bog ’1001 nats eventyr’, hvor den unge pige, Shahrzad, melder sig frivilligt til at gifte sig med den unge kalif, der er kendt for at dræbe sine brude efter bryllupsnatten. Shahrzad ønsker at hævne sin bedste venindes død, da hun var en af kaliffens brude, og hun håber, at hun med giftermålet kan komme tæt nok på kaliffen til at dræbe ham. Så er spørgsmålet blot, hvordan hun overlever den første nat, hvis det ikke lykkes hende at dræbe ham der…

Det var en noget blandet læseoplevelse. Jeg var ikke særlig begejstret for hovedpersonen, Shahrzad. Hun skal forestille at være en stærk og intelligent kvinde (som den originale Scheherazade), men det kommer sig ikke rigtig til udtryk. Shahrzad er 16 år, men hun opfører sig dog så egenrådig og selvsikker, at hun nærmere virker som en 24-årig. Men hendes handlinger virker ikke særlig udspekulerede – nærmere dumdristige og lige lovlig kærlighedshungrende.

For ja – mit største kritikpunkt er Shahrzads hurtige forelskelse i kaliffen. Allerede efter lidt over én dag begynder hun at føle sig tiltrukket af ham, og her taler vi ikke bare om en eller anden tilfældig fyr men den mand, der har dræbt hendes bedste veninde samt dusinvis af andre kvinder! Det er simpelthen så utroværdigt og lugter langt væk af instant love, som alt for mange YA-bøger lider under. Det er muligt, at man kan forelske sig i en morder efter længere tid, men jeg synes, det er meget usandsynligt, og det virker meget mærkeligt, at hun har så svært ved at tage sig sammen til at dræbe kaliffen.

Der er visse ting i bogen, jeg ikke kan kommentere på, da det vil afsløre for meget af handlingen, men i bund og grund mener jeg ikke, at der er noget, der formilder omstændighederne ved hendes forelskelse. Det er ganske upassende. Beklager, men det er det altså, og det får hende til at virke langt mindre interessant end Scheherazade fra den oprindelige historie. Det pæneste, jeg kan sige om kærligheden i denne bog er, at trekantsdramaet trods alt ikke for alvor folder sig ud (selvom det lurer under overfladen – jeg gætter på, at det vil maxe ud i efterfølgeren…suk…).

Sprogligt er historien dog letflydende og meget stemningsfuld. Jeg kunne nærmest føle varmen og dufte de tunge, krydrede dufte. Hvis man derfor så bort fra kærlighedsdelen, så var det til tider ganske hyggeligt at læse bogen. Jeg savnede dog flere af de historier, som hun skal forestille at fortælle undervejs – de fyldte alt for lidt i bogen, og det ærgrede mig, for bogen mistede noget af den magi, som originalen havde.

Alt i alt en ret middelmådig læseoplevelse. Masser af ørkenstemning men også en ret irriterende hovedperson, som jeg havde meget svært ved at forstå og sympatisere med. Jeg kommer ikke til at læse efterfølgeren.

The Gracekeepers

Under sidste måneds readathon nåede jeg også at læse ‘The Gracekeepers’ af Kirsty Logan. Jeg har læst flere positive anmeldelser af bogen, men den har dog ikke fået så høje karakterer på Goodreads, så jeg var spændt på, om jeg ville kunne lide den.

Bogen er et moderne eventyr, der er inspireret af skotske myter og eventyr. Den foregår på et tidspunkt i fremtiden, hvor det meste af verden er oversvømmet, og hvor de overlevende nu bor på små øer eller på skibe. Omdrejningspunktet for historien er dels en cirkustrup, hvor den unge kvinde North optræder med en bjørn. Truppen sejler fra ø til ø, og på en af disse øer bor sjælesørgeren Callanish, der sørger for at give de døde en værdig begravelse i det dybe hav. De to kvinder bliver snart involveret i grusomme og skæbnesvangre konflikter, der truer med at ødelægge den spinkle fred. Der er mange, der forsøger at mele deres egen kage, og det vil have voldsomme konsekvenser for både North og Callanish.

Jeg var som sagt spændt på, hvad en bog, der blandt andet omtales som magisk realisme, kunne byde på. Jeg håbede på en bedre læseoplevelse end ‘The Night Circus’ (som jeg havde store forventninger til, men som desværre ikke rigtig virkede for mig), og jeg forventede, at skrivestilen ville være lidt i stil med ‘The Silver Dark Sea’. Jeg fik dog ikke indfriet hverken den første eller den anden. Helt overordnet set var ‘The Gracekeepers’ en udmærket læseoplevelse, men jeg blev desværre ikke helt så betaget af bogen, som jeg havde håbet på. Samtidig var teksten ikke nær så poetisk og skrøbelig, som jeg troede, selvom der bestemt var en del smukke passager.

Helt overordnet er det en interessant historie. Selve verdenen er mystisk og dragende, for hvad er der sket, siden store dele af kloden er oversvømmet, og hvordan overlevede folk? Bogen giver ikke mange svar, men det gør ikke noget, for jeg kan godt lide, at pirrer min nysgerrighed (men jeg håbede da, at jeg ville få flere svar undervejs). Jeg synes, at den oversvømmede verden er en spændende ramme for fortællingen, og at det virkelig er lykkedes forfatteren at opbygge en fascinerende, dragende og foruroligende verden, som historien kan udfolde sig i.

Fortælletempoet er roligt – måske lidt for roligt for nogen. Personligt gjorde det mig intet, for det havde jeg forventet, og jeg kunne godt lide, hvordan spændingen langsomt byggede op, mens konflikterne fortættedes, og man sad som læser og krummede tæer i bekymring over, hvad det skulle ende med.

Både North og Callanish er sympatiske hovedpersoner og derfor lette at holde med. Jeg savnede dog et tættere bånd til dem, for selvom jeg helt sikkert håbede det bedste for dem, så følte jeg ikke for alvor, at jeg kom helt tæt på dem. Det er sandsynligvis en af grundene til, at denne bog ikke helt levede op til mine forventninger. Jeg savnede lidt mere dybde hos de enkelte personer, for de blev lige lovlig karikerede og overfladisk beskrevet. Til gengæld var det dog fedt, at der var flere lidt usædvanlige og utraditionelle konflikter på tværs af især cirkusgruppen – der var i hvert fald et par overraskelser undervejs.

Eventyrbogen

Her er endnu en af de bøger, jeg læste i forbindelse med forårs-readathonen i sidste måned. ‘Eventyrbogen’ er en samling af 25 klassiske folkeeventyr – tilsat smukke illustrationer af Peter Madsen.

Jeg læste rigtig mange eventyr og sagn, da jeg var barn – ja, jeg tror faktisk, at jeg ryddede det lokale biblioteks hylder for eventyrsamlinger – så der var ikke de store overraskelser i denne bog. Ud af de 25 eventyr var der kun tre, jeg ikke havde læst før. Men det gjorde ikke noget, for jeg havde ærlig talt ikke forventet de store overraskelser, når nu det er klassikerne, der bliver fundet frem.

Det var et glædeligt gensyn, og oplevelsen blev kun bedre af de flotte og fantasifulde illustrationer. Hvis denne bog var udkommet, mens jeg var barn, var den sandsynligvis endt med at være en af mine yndlingsbøger (og havde nok også gjort, at jeg var begyndt at købe og eje bøger langt tidligere).

Elsker du eventyr, så er dette en bog for dig. Her er en samling af de mest kendte eventyr samt et lille udvalg af knapt så kendte fortællinger, og det er rigtig hyggelig læsning.

Then Hen Who Dreamed She Could Fly

Denne lille bog har jeg længe haft et godt øje til, så da jeg valgte at have ‘Eventyr’ som tema for den seneste readathon, var det oplagt at inkludere ‘The Hen Who Dreamed She Could Fly’.

Bogen er skrevet af Sun-Mi Hwang og er et moderne eventyr, der bygger på ‘Den grimme ælling’, ‘Animal Farm’ og ‘Charlotte’s Web’. Hovedpersonen er hønen Sprout, som drømmer om at slippe væk fra hønsegården – ud i det fri, hvor hun kan lægge sit eget æg, der ikke bliver taget af bondekonen. Et æg, der en dag kan blive en kylling. Men Sprouts æglægning går dårligt, da æggene bliver mindre og mindre. Til sidst bliver hun udpeget som den næste høne, der skal af med hovedet, men Sprout har andre planer, og hun griber chancen for at udleve sine drømme.

Dette er en fin lille historie, som er helt sin egen, selvom det er tydeligt, at den blandt andet bygger på ‘Den grimme ælling’ og ‘Animal Farm’. Der er en lidt naiv men også ganske forståelig længsel hos Sprout, som bare gerne vil udleve sine drømme og føle, at hun gør en forskel. At hun har en plads i livet. Hendes viljestyrke og gåpåmod er beundringsværdig, og man kan ikke andet end at holde af den lille stædige høne, som nægter at give op.

Historien i sig selv er ganske interessant og finurlig, men det afspejler sig ikke så tydeligt i sproget. Jeg savnede lidt mere elegance og skrøbelighed i stil med ‘The Snow Child’ eller ‘The Silver Dark Sea’. Til gengæld er den let at læse.

Jeg synes, at ‘The Hen Who Dreamed She Could Fly’ er et godt bud på et moderne eventyr. Jeg kan godt lide, at hovedpersonen er en høne, for det er trods alt en noget anden vinkel, end hvad man er vant til. Har du mod på at læse et moderne eventyr, så kan jeg anbefale denne lille bog.