Order of the Stick -1, 0 og 1

Jeg har taget en tur ned af memory lane i løbet af de sidste par måneder, da jeg er begyndt at genlæse en af mine yndlingsserier – ‘The Order of the Stick’. Jeg begyndte at læse den på nettet i tidernes morgen – se den her – og den er nærmest et must read for rollespillere, for den tager så meget pis på bordrollespil og fantasyverdener. Da tegneserien stille og roligt blev udgivet i bogform, købte jeg dem, men de senere år har jeg ikke fået fulgt med på nettet. Da jeg opdagede, at der var udgivet et hæfte, jeg ikke havde fået købt, skyndte jeg mig at finde den hos en internetboghandler og bestilte den hjem. Og nåja – så var det jo en fin anledning til at genlæse de gamle albums, for selvom jeg husker de fleste af striberne ret godt, så skader det jo ikke at genlæse noget, man elsker.

Jeg har genlæst -1, 0 og 1 i serien, og allerede her tænker du nok “…. ahvad?!”. Hæfte nr. 1 kom selvfølgelig først, og så mener jeg, at både nr. 2 og 3 blev udgivet, inden forfatteren valgte at udgive hæfte nr. 0 og -1 for at fortælle baggrundshistorien for de enkelte personer og hvordan de mødtes. Jeg vil derfor anbefale dig, at du læser hæfte 1 først – og gerne de to næste – inden du læser forhistorierne. Da jeg har læst hæfterne flere gange, valgte jeg dog at læse dem med forhistorierne først.

Og det er altså ret underholdende tegneserier, men der er en del jokes, der er ret indforståede og måske ikke fanger dig, hvis du ikke er eller har været rollespiller.

Hvis du er nysgerrig, kan du se striberne gratis ved at klikke på linket i starten af indlægget. Jeg kan ikke huske, om forhistorierne (dvs. hæfte 0 og -1) kommer undervejs på hjemmesiden, men den starter i hvert fald med de samme striber, der er i hæfte nr. 1.

Shannaras sværd

Kender du det? At have en bog stående på reolen i over ti år uden at få den læst? Dem har jeg nogle stykker af – ikke mange men alligevel nok til at irritere mig, så tidligere på måneden satte jeg mig for at få læst ’Shannaras sværd’ af Terry Brooks. Han er en ret kendt fantasyforfatter, men af en eller anden grund har jeg aldrig fået læst noget af ham – før nu.

’Shannaras sværd’ er første bog i en serie, men den kan læses selvstændigt. Den handler om den unge Shea, der lever et sorgløst liv. En dag bliver han opsøgt af troldmanden Allanon, og så bliver hans liv vendt op og ned. Shea får at vide, at han er den eneste overlevende af Shannara-slægten og dermed den eneste, der kan bruge Shannaras sværd – det eneste våben, der kan udslette den ondskab, som truer med at knuse verden. Shea er halvt menneske og halvt alf og har aldrig kendt til sit ophav, så han bliver ret chokeret. Han er i tvivl om, hvad han skal, men Allanon advarer ham om, at Shea – uanset hvad – vil blive stræbt efter livet, hvis (eller rettere sagt når) fjenden opdager, at han er den sidste efterkommer af Shannara. Shea må da også flygte sammen med broren og kommer snart ud på en farefuld rejse, hvor både mennesker, dværge, trolde og elvere må arbejde sammen i kampen mod det onde.

Denne bog virker som et rip-off af ’Ringenes herre’, hvilket kom som en stor overraskelse for mig. Især starten, hvor Shea blev opsøgt af troldmanden, men også dele af rejsen mindede så meget om Tolkiens klassiker, at jeg blev pinligt berørt på forfatterens vegne. Det virkede ret uoriginalt, og så var især starten også noget kluntet skrevet. Det kan måske have noget med oversættelsen at gøre, men da jeg kun har læst den danske udgave, så er det svært at vurdere.

Selve historien om Shea er ikke særlig interessant, men heldigvis fylder dværgen Henkel også en del i fortællingen, og hans historie er væsentlig mere spændende at følge. I det hele taget får bipersonerne lov til at fylde en del undervejs, hvilket er et klart plus, når nu hovedhistorien er så forudsigelig.

Nu fik jeg endelig læst ’Shannaras sværd’, og var den så ventetiden værd? Klart nej. Den virkede som en halvbillig udgave af ’Ringenes herre’, og så virkede den i det hele taget noget bedaget, hvilket dog ikke var så overraskende, når nu bogen har over 40 år på bagen. Men det er helt sikkert ikke en bog, jeg beholder.

I døden og videre

På min biblioteks-huskeliste har der gennem længere tid stået ‘I døden og videre’ af Jacob Kokkedal. Jeg kan ikke huske, hvor jeg stødte på bogen første gang, men det kunne godt være en liste over nye bogudgivelser. Da mit læsetema for årets tre første måneder har været fantasy, så var det oplagt at låne denne bog, da den er første del i en fantasy-serie.

Bogen foregår i kongeriget Sastion, hvor kongen er draget i krog mod De Urene horder og ladet den unge prins blive alene tilbage. Prinsen Eumon er en lille og forsigtig dreng, som mest bruger tid sammen med bøgerne, men det bliver der grundigt lavet om på, da drukkenbolten Balt først redder prinsen og prinsessen og siden begynder at oplære prinsen i kampteknikker. De er et umage par – den fordrukne og snuskede mand og den spinkle knægt – men det er tydeligt, at drengen har gavn af den ligefremme behandling. Omgivelserne lægger også mærke til forandringen, og flere og flere spørger sig selv om, hvem Balt mon er. Hvor kommer han fra, og hvad er hans baggrund? Det er tydeligt, at han må have en soldaterbaggrund med de teknikker, han lærer prinsen, men hvem er denne mystiske mand?

Denne bog endte med at overraske ganske positivt, og det skyldes først og fremmest samspillet mellem Balt og Eumon. Det bliver hurtigt tydeligt, at Balt – trods sin fordrukne og beskidte overflade – er en ganske anstændig person og derfor har en god indflydelse på den unge, usikre prins. Det øvrige persongalleri rummer også en del personer, der er lette at holde af – blandt andet tjenestepigen Lila og kammertjeneren Sulkat – men de får dog ikke lov til at fylde så meget som Balt.

Bogens største svaghed er de mange gentagelser. Der er blandt andet lige lovlig megen fokus på Balts uhumske fremtoning og hans afhængighed af alkohol og lidt for megen trampen rundt i, hvor usikker og forsigtig prinsen er. Det er synd, når nu historien som helhed er velskrevet.

‘I døden og videre’ er en ganske fin start på en fantasyserie. Jeg glæder mig til, når næste bog udkommer.

Language of Thorns

Leigh Bardugo er blevet en ret populær forfatter de senere år, og jeg var også ret begejstret for hendes ‘Grisha Verse’-trilogi. Derfor var det nærliggende at kaste sig over hendes novellesamling ‘Language of Thorns’, som foregår i samme dystre og melankolske verden.

Novellerne er inspireret af traditionelle eventyr uden dog at være genfortællinger. De har samme bittersøde slutninger som de klassiske folkeeventyr, hvor det absolut ikke var sikkert, at der var en lykkelig slutning.

Historierne er meget fint fortalt. Leigh Bardugo kan i den grad male med ord, så englene græder. Det er en fornøjelse at læse de stemningsfulde fortællinger, hvor sproget flyder let og ubesværet og samtidig er så rigt og nuanceret.

Indholdsmæssigt svingede novellerne dog noget. Der var nogle af dem, der gik lige i hjertet, mens andre var lidt for anonyme til min smag. Men det kan også være tidspunktet, jeg læste dem på – jeg er i hvert fald villig til at give dem endnu en chance en anden gang, for jeg kunne godt finde på at genlæse ‘Language of Thorns’.

Samlet set en udmærket læseoplevelse. Ikke helt på højde med ‘Grisha Verse’-trilogien men meget stemningsfulde noveller.

The Way of Kings

Jeg havde egentlig planer om at blogge om en anden bog i dag, men da jeg ikke var i humør til at skrive en gnaven anmeldelse og desuden lige har læst denne fantastiske bog af Brandon Sanderson, så bliver det i stedet til en anmeldelse af ‘The Way of Kings’, der er første bog i ‘The Stormlight Archive’-serien. Den opmærksomme læser vil nok undre sig over, at jeg skrive bog i ental, når der nu er to bøger på billedet, men det skyldes, at den første bog i serien ganske enkelt er så tyk, at den er delt op i to i paperback-udgaven!

‘The Way of Kings’ foregår i fantasyverdenen Roshar, hvor der er i krig i området Shattered Plains. Her leder highlord Dalinar en af hærene. Han forsøger samtidig at opklare et mordforsøg på kongen, men tegnene er tvetydige, og nogen forsøger tilsyneladende også at rette mistanken mod Dalinar. Samtidig prøver den unge slave og tidligere soldat Kaladin at overleve de hårde vilkår, han nu lever under. Hans vilje til at overleve og ikke mindst at se andre overleve får ham til at gøre umulige ting for at redde de andre slaver fra en ligegyldig død. Og så er der Shallan, som er på en hemmelig mission for at redde sin familie fra den visse død. Hun skal forsøge at komme tæt på Jasnah for at stjæle et særligt relikvie fra hende, men det er nærmest umuligt at komme ind på livet af den reserverede, intelligente kvinde.

Ok, jeg opgiver. Det er stort set umuligt at skrive et kort resumé af, hvad denne bog handler om. Ikke blot er den på ca. 1100 sider – den følger ikke blot de tre ovenstående personer men også et par stykker mere, og det gør det ret svært at give et ordentligt billede af, hvad denne bog handler om, da der er så mange nuancer, der ikke kommer med. Jeg vil derfor hellere fokusere på, hvordan læseoplevelsen var.

ABSOLUT FANTASTISK! Brandon Sanderson har gjort det igen! Efter at jeg forelskede mig hovedkulds i ‘Mistborn’-trilogien, er der intet anden fantasy, der har nået den til sokkeholderne – heller ikke Sandersons andre bøger. Men med denne bog er Sanderson atter tilbage med en killer af en serie – og jeg mener ikke blot sidetalsmæssigt. Verdensopbygningen i bogen er fænomenal, og der er så mange spændende detaljer, som man kan dykke ned i. Det er en barsk og anderledes verden, hvor en meningsløs krig har hærget gennem en række år, men hvor andre trusler også lurer i baggrunden.

En af Sandersons mange forcer er hans evne til at skrive interessante og nuancerede personer, og det lykkes også fuldt ud i denne bog. Jeg elsker både Dalinar, Kaladin og Shallan, som – selvom de har deres fejl – også har nogle sunde værdier såsom ansvarlighed og næstekærlighed. Jeg blev faktisk lidt rørt undervejs, da et par af dem gjorde noget meget modigt – ja, jeg blev nærmest stolt af dem. Det har jeg alligevel aldrig prøvet med fiktive personer før…

Hvis jeg endelig skal nævne et kritikpunkt, så er det tempoet i bogen. Det kunne godt gå lidt hurtigere (så bogen også blev lidt kortere og dermed mere spiselig for flere læsere). Jeg kedede mig dog på intet tidspunkt gennem bogen og nød blot at fordybe mig i den fascinerende verden og de komplekse personligheder.

Der er ingen tvivl om, at jeg skal læse de næste bøger, men da de er så lange, kommer jeg nok først i gang med næste bog i sommerferien.

 

Odinsbarn

Da ‘Odinsbarn’ af Siri Pettersen udkom for nogle år siden, flød bogbloggerverdenen over i positive anmeldelser, så den røg hurtig på min liste over bøger, jeg gerne vil læse. Der gik dog et godt stykke tid inden, at jeg fik gjort noget ved det, men da jeg endelig fik den i julegave sidste år, var der ikke flere undskyldninger – nu skulle den læses!

‘Odinsbarn’ handler om den 15-årige Hirka, som ikke er som de andre. Da hun opdager, at hun er odinsbarn og det er grunden til, at hun ikke har en hale som de andre, bliver hun bange. Som odinsbarn er man ikke bare et udskud i de andres øjne – man er decideret farlig for samfundet, og hun frygter derfor for sit liv. Men tiden for Ritualet nærmer sig, og her vil det blive afsløret, at hun ikke har evnen at favne, så hun prøver desperat at finde en måde til at klare sig igennem prøven uden at afsløre det.

Bogen emmer af stemning. Forfatteren opbygger på ingen tid en historie, som tydeligt er præget af nordisk mytologi, uden at hun dog nævner det direkte. Universet er dog lidt kryptisk – jeg følte i hvert fald lidt, at jeg famlede rundt i blinde i starten, da jeg ikke helt kunne finde hoved og hale (undskyld) i verdenen. Men stille og roligt begyndte det at tage form, og jeg endte med at blive ret fascineret af universet.

Historien er på mange måder klassisk, da den handler om at være anderledes og ikke passe ind. Her er der dog meget mere på spil, for Hirka er prisgivet, hvis de andre opdager, hvad hun er. Derfor er hendes kamp for at finde ud af, om det er muligt at klare sig hæderligt igennem Ritualet ganske interessant. Hun søger hjælp hos vennen Rime, og de udgør et godt og lidt utraditionelt makkerpar. Jeg var dog ikke så vild med den spirende romance, for det virker alt for forudsigeligt og stereotypt, men det kan jo være, at det tager en uventet drejning.

Jeg var ret fascineret af bogens første halvdel, men derefter syntes jeg desværre, at historien tabte pusten. Jeg er ikke helt sikker på, hvad det var, der gjorde det – måske den langsomme fremdrift eller måske små ændringer i skrivestilen, så den blev knapt så stemningsfyldt. Under alle omstændigheder var det ikke en bog, der blæste mig fuldstændig omkuld, og det ærgrer mig selvfølgelig – men det var heller ikke en dårlig bog.

Jeg regner bestemt med at læse videre i serien senere i år, og så krydser jeg fingre for, at det bliver endnu bedre.

Udyret

Jeg kan desværre ikke huske hos hvilken bogblog, jeg første gang stødte på denne bog, men den lød så interessant, at jeg endte med at tage den med hjem fra biblioteket for nylig.

‘Udyret’ er skrevet af Peternille Van Arsdale og handler om pigen Alys. Hun har søvnproblemer og går derfor ture på engene omkring landsbyen. En nat møder hun et tvillingepar, som kort viser interesse i hende, men snart fortsætter mod landsbyen. Der er noget mystisk ved dem, men det tænker Alys ikke over før næste dag, hvor alle landsbyens voksne ligger døde. Alys ved med det samme, at det er tvillingeparret, der står bag – at de er sjæleædere. Hun kan nemlig mærke de samme kræfter ulme inden i sig, men hun tør ikke røbe det for nogen, da hun så straks vil blive slået ihjel. I stedet skjuler hun sine evner, men som årene går, bliver det sværere og sværere at holde det hemmeligt.

Starten på bogen var ret fascinerende. Den var smukt og nærmest poetisk skrevet, og jeg blev straks fanget af historien. Her får man introduktionen til det mystiske tvillingepar, og jeg syntes, det tegnede rigtig godt for fortællingen. Desværre tabte historien lidt pusten undervejs. Skrivestilen blev mere jævn, og fortællingen trak ganske enkelt ud. Jeg synes, at den kunne have været langt mere elegant, hvis den havde været kortere og samtidig holdt sig til samme skrivestil hele vejen igennem.

I bund og grund er det ellers en ret simpel historie. Personligt var jeg ikke så vild med Udyret, som dukkede op i enkelte scener – jeg syntes aldrig rigtig, at det kom til at fungere. Samtidig var beboerne i den anden landsby, som Alys flyttede til efter forældrenes død, lige lovlig klichéramt i forhold til deres opførsel over for de forældreløse børn.

I alt i alt blev det en noget jævn læseoplevelse. Den første tredjedel var fængende og nærmest drømmeagtig fascinerende, men derefter gik der lidt for megen hverdag og kliché over den, og så gik luften af ballonen.

 

Nerilka’s Story

Det er ingen hemmelighed, at jeg elsker Anne McCaffreys dragebøger, så selvfølgelig skulle jeg nå at læse en af hendes bøger, mens jeg stadig har fantasy som tema for læsningen. Jeg kunne tilmed slå to fluer med ét smæk, da ‘Nerilka’s Story’ også er månedens bog fra to-read-listen.

Nerilka er en ung kvinde, der vælger at forlade det trygge liv på borgen, da faderen nægter at hjælpe de andre borge, da sygdom raser og der er mangel på mad og medicin. Hun tager til Ruatha Hold, hvor hun skjuler sin identitet og i stedet hurtigt bliver accepteret som en dygtig sygeplejer. Ruatha viser dog også at ‘pleje’ Nerilka, for her finder hun både ro samt en måde at gøre sig nyttig på.

Det er en forholdsvis kort og meget simpel historie. Lidt for simpel for min smag, for jeg fik ikke rigtig mulighed for at leve mig ind i fortællingen, ligesom jeg aldrig følte, at jeg kom tæt på Nerilka. Det er synd, når nu serien ellers har mange (andre) stærke kvinder, men Nerilka kom til at virke ret anonym ved siden af. I bund og grund tror jeg, at historiens længde var dens største problem, for ideen med at beskrive problemerne, når der opstår epidemier, var ganske interessant og kunne godt foldes mere ud.

Denne bog indeholder dog to historier, hvor ‘The Coelura’ er den anden. Den sagde mig ingenting. Overhovedet. Jeg blev mere og mere forvirret, da jeg læste den. Bagefter fandt jeg ud af, at historien slet ikke hører til Pern-verdenen men tværtimod er en uafhængig scifi-serie. Jeg forstår ikke, hvorfor de to historier er trykt i samme bog – det giver ingen mening og trak ned i den samlede læseoplevelse.

Så ja – dette er første gang, jeg ikke brød mig om en bog af Anne McCaffrey. Desværre.

Genlæsning af Harry Potter

En af mine bogudfordringer i år er at genlæse Harry Potter-bøgerne. Det er noget, jeg har overvejet de seneste år, for det kunne være et hyggeligt gensyn med en serie, jeg holder meget af. De første 2-3 bøger i serien har jeg genlæst flere gange, og jeg mener at have genlæst både 4’eren og 5’eren, men er i tvivl om 6’eren. Den syvende og sidste bog har jeg kun læst én gang, hvilket blandt andet hænger sammen med, at jeg synes, det er den dårligste bog i serien. Og det er faktisk lidt imponerende med genlæsningerne, for jeg var blevet voksen (på papiret), da serien udkom, og det er virkelig ikke mange bøger, jeg har genlæst, siden jeg lagde barndommen bag mig. Jeg vil som regel hellere læse nye bøger, men de sidste par år er jeg begyndt at dyrke genlæsning lidt mere, så hvorfor ikke også genlæse Harry Potter?

Tidligere på ugen genlæste jeg første bog i serien, ‘Harry Potter og de vises sten’, og det var som ventet et hyggeligt gensyn med en elsket verden. Jeg blev begejstret over at opdage, at verdenen var lige så finurlig, kreativ og spændende, som jeg huskede den, og at Rowling havde ramt den helt rette tone i bogen, hvor der var nok sprudlende tempo for det barnlige sind men også pudsige detaljer for den voksne læser. Jeg blev også en smule overrasket over, hvor kort bogen var. Jeg kunne selvfølgelig se, at den var noget slankere end resten af serien, men der var sandt at sige ikke megen plads til hovedplottet, da langt størstedelen af bogen – forståeligt nok – blev brugt til verdensopbygning. Det var faktisk lidt synd – forfatteren kunne sagtens have brugt 50 sider (eller lidt mere) på at folde plottet ordentligt ud.

Jeg var lige ved at kaste mig over næste bog med det samme, men nu har jeg lige lånt en stabel bøger på biblioteket, og dem må jeg nok hellere få læst, inden det atter er tid til bøger fra egne boghylder. Harry Potter holder stadig. Det overrasker mig sådan set ikke, for det er en serie, der har taget verden med storm.

Har jeg planer om at skrive om mine genlæsninger af de følgende bøger? Nej, jeg ville i første omgang blot dele min glæde over at ‘finde en gammel ven’ frem fra gemmerne. Jeg laver måske et opsummeringsindlæg, når jeg har genlæst hele serien, men det tager jeg først stilling til, når den tid kommer.

The Alchemists of Loom

‘The Alchemists of Loom’ har længe stået på min ønskeseddel, så jeg blev glad, da den dukkede op blandt julegaverne i forrige måned.

Bogen er skrevet af Elise Kova og er første del i en serie. Den handler om tyven Arianna med de magiske kræfter, hendes assistent Florence, dragen Cvareh og hans søster, krigeren Leona. Arianna ønsker hævn over dragerne, som tog magten fra hende og hendes landsmænd og ved samme lejlighed dræbte alle hendes nære. Hun tager Cvareh til fange, og han må sværge at hjælpe hende, for uden at hun ved af det, får han også noget ud af situationen. Samtidig jagter hans søster dem, og hun helmer ikke, for hun er under stort pres fra dragekongen og vil gøre alt for at stoppe dem.

Denne bog var desværre slet ikke så fantastisk, som jeg havde håbet på. Mine forventninger var ret høje, for på Goodreads havde bogen et snit på over 4 stjerner, så jeg så frem til en spændende og fascinerende læseoplevelse. Det fik jeg desværre ikke.

Starten af bogen er lidt forvirrende. Der er ingen indledning – det er lige på og hårdt, og de første sider var lidt svære at gennemskue. Intet om hovedpersonerne eller den verden, de lever i – det var som at træde ind i et rum, hvor en samtale allerede er i fuld gang. Derefter begyndte jeg at finde rytmen i bogen, hvor kapitlerne skifter mellem at følge Arianna, Cvareh, Florence eller Leona. Her fik man efterhånden også et indtryk af verdenen, hvor mennesker og drager (eller måske nærmere dragevæsner) bekriger hinanden.

Den første halvdel er meget sløv, da den stort set kun handler om, at Arianna, Cvareh og Florence rejser. Jeg var meget overrasket over, hvor simpel denne del af bogen var – der skete stort set intet. I anden halvdel kom der mere fart over feltet, og der kom nogle udmærkede actionscener. Jeg savnede dog stadig lidt mere baggrundshistorie og dybde i historien i det hele taget – den virkede meget overfladisk på mig.

Personerne virkede distancerede, og jeg følte ikke, at jeg for alvor lærte dem at kende. Der manglede kød på dem, og det burde der ikke, når nu man følger dem direkte i hver deres kapitler. Der var ind imellem glimt af personlighedstræk, som virkede interessante, men det var så sporadisk, at det ikke var nok til at give et ordentligt billede af den enkelte.

Kort sagt – denne bog var desværre ikke noget for mig. Starten var alt for forvirrende, der var alt for lidt handling, ligesom personerne ikke virkede synderlig interessante. Jeg følte mig ærlig talt en smule snydt, når nu den har fået så god omtale, og jeg tvivler stærkt på, at jeg får læst mere i denne serie.