Scythe

Det er ingen hemmelighed, at jeg har en svaghed for Neal Shusterman – eller rettere sagt hans bøger. Jeg faldt pladask for ‘Everlost’ og de øvrige bøger i den serie, ligesom jeg også holdt af ‘Unwind’-serien.

Nu er han kommet med en ny serie, hvor første bog hedder ‘Scythe’. Den foregår i fremtid, hvor den naturlige død ikke længere findes, ligesom menneskeheden også har udryddet alle livsfarlige trusler såsom sygdomme, krig og hungersnød. Man kan blive lige så gammel, som man ønsker det – ja, man kan endda skrue sit biologiske ur baglæns, så man atter ligner en 21-årig, hvis man har lyst til det. Den situation vil naturligvis betyde, at Jorden hurtig vil blive overbefolket, og derfor er der udpeget en række scythes – en slags ‘aflivere’ – der har til opgave at dræbe mennesker. De skal opfylde en bestemt kvote, og dødsfaldene skal ramme alle befolkningsgrupper, så man må ikke skåne nogen – ej heller børn. Citra og Rowan bliver udvalgt som lærlinge til scythen Faraday, og de indser snart, at livet som scythe er både ensomt og kompliceret. Hvornår bør et menneske dø? Og hvordan? Samtidig med dette opdager de også, at selvom scythe-ordenens medlemmer er pålagt en lang række restriktioner, så er der brodne kar imellem, og der er nogen, der åbenbart sætter lige lovlig megen pris på at slå andre mennesker ihjel…

Jeg kan godt lide rammen for historien, hvor menneskene har udryddet den naturlige død og i stedet må have ‘aflivere’ til at sørge for, at befolkningen ikke vokser katastrofalt. Det åbner op for en række interessante diskussioner – ikke mindst da Citra og Rowan skal deltage i de første ‘aflivninger’. For hvad er en retfærdig død? Og skal døden være retfærdig – og for hvem?

Jeg tænkte både på ‘Unwind’-serien og ‘Mort’ af Terry Pratchett i starten, men ‘Scythe’ fandt hurtigt sin egen form og stil. Jeg elsker Shustermans skrivestil og ikke mindst hans evne til at overraske, og det gør han også i denne bog. Der var et ret vigtigt plottwist, jeg overhovedet ikke havde set komme, men som betød, at historien tog en ret spændende drejning.

De to hovedpersoner er ok skrevet, men jeg må indrømme, at jeg nok havde forventet lidt mere af dem – de var lidt overfladisk beskrevet, og jeg syntes aldrig, at jeg kom tæt på dem. Samtidig var deres fascination af hinanden ret pludselig og meget intens – her kunne forfatteren godt have arbejdet lidt mere med opbygningen.

Min største anke mod bogen er slutningen, for her går det pludselig meget stærkt. Det virkede lidt som om, at forfatteren pludselig opdagede, at han var ved at løbe tør for sider, for der springes en del i historien hen mod slutningen, og jeg syntes desværre, at det gik alt for hurtigt. Der var scener, der burde have været med for at binde historien bedre sammen og scener, der burde have været mere detaljerede. Virkelig ærgerligt når nu resten af bogen var aldeles glimrende.

‘Scythe’ er som sagt første bog i en serie. Jeg har det lidt blandet med det, for bogen står stærkt som enkeltstående historie, og jeg synes, det er lidt ærgerligt, at det igen-igen skal være en serie. Der er ganske enkelt for få enkeltstående bøger i fantasygenren, og denne her behøver reelt set ikke en fortsættelse. Så kan man argumentere for, at jeg jo bare kan lade være med at læse den næste bog, meeen… det gør jeg nok alligevel. Det er jo Neal Shusterman, der står bag 🙂

Fables Book 6

I de kommende måneder læser jeg eventyrbøger, og så er det jo oplagt også at læse nogle flere albums i ‘Fables’-serien. Se links til mine anmeldelser af tidligere albums nederst i dette indlæg.

‘Fables Book 6’ starter med en historie, der ikke er knyttet til hovedfortællingen. Historien handler om menneskelige trædukker, og den var ganske interessant, men jeg brød mig absolut ikke om tegnestilen. Den var for kold og kantet til min smag.

Resten af bogen handler om hovedhistorien med Snehvide, Bigby osv. Jeg kan stadig ikke vænne mig til, at blandt andet Bigby tegnes så forskelligt i de enkelte historier (jeg har samme problem med ‘The Walking Dead’-serien), men bortset fra det er det dejligt, at man kommer et godt stykke videre i hovedhistorien. Der har været nogle af de tidligere bøger, hvor der har været for mange sidehistorier (altså efter min smag), men her ser vi nye sider af flere af hovedpersonerne.

Jeg synes stadig, det er en dejlig serie, men helt overordnet set var jeg ikke lige så imponeret af denne bog som de fleste af forgængerne. Måske fordi der ikke var så mange af hovedpersonerne med, eller måske fordi jeg savnede lidt mere dybde i historien. Men lad os nu se, hvad de finder på i de kommende to bøger, som jeg også har stående og vil læse i løbet af den næste måneds tid.

Dealing with Dragons

Jeg kan faktisk ikke huske, hvor jeg stødte på ‘Dealing with Dragons’, men jeg har en mistanke om, at det var en fantasy-liste hos Goodreads. Uanset hvad lød bogen rigtig hyggelig, og da den handler om prinsesser og drager, passer bogen godt til mit kvartalstema, ‘Eventyr’.

‘Dealing with Dragons’ er skrevet af Patricia C. Wrede og er første bog i en trilogi. Den handler om prinsessen Cimorene, der ikke bryder sig om det typiske prinsesseliv, hvor man skal sidde og være yndig, mens man broderer. Det er gudsjammerligt kedeligt efter hendes mening, så hun stikker af og ender med at møde dragerne. Drager er som bekendt meget farlige væsner, men det lykkes Cimorene at overbevise en af dragerne om, at Cimorene kan være hendes prinsesse. Drager har jo et eller andet med prinsesser, og enhver respekteret drage skal naturligvis have en prinsesse. Det er ganske vist temmelig usædvanligt, at en prinsesse selv tilbyder sin hjælp – normalt skal man bortføre dem – men dragen Kazul vælger ikke desto mindre at lade Cimorene bo hos sig. Det er dog ikke uden visse udfordringer, for selvfølgelig kommer det væltende med håbefulde ungersvende, der gerne vil redde prinsessen fra den stygge drage. Men hvad gør man, når prinsessen absolut ikke vil reddes og i stedet foretrækker at gøre rent?

Dette er egentlig en børnebog, men jeg synes bestemt også, at voksne bør læse den, for den er både sjov og indeholder nogle rigtig gode pointer. Her er endelig en bog, der tør udfordre det gængse prinsessebillede. Væk er de lyserøde tylskørter, de evindelige baller og de mange suk efter prinsen på den hvide hest. I stedet får vi en prinsesse, der er både klog og initiativrig og som hellere vil arkivere dokumenter og vaske op end at sidde hele dagen lang for at være yndig og dydig. Hun gider absolut ikke blive reddet, og hun ender tilmed hos en hundrage, som taler om muligheden for at blive dragernes konge. For ja, i denne bog kan hundrager godt blive konger! Ah, det føltes skønt at få rusket op i alle de gængse antagelser om, hvordan eventyrverdener er bygget op…

Sproget er let og ligetil med nogle meget fine – og ganske underholdende – dialoger. Samtidig er der skruet godt op for actiondelen til trods for, at det er en kort bog, så der er ganske enkelt ikke tid til at kede sig. Det passer fint til historien, for det er ikke ligefrem en bog, hvor der er brug for lange beskrivelser af landskabet eller tilbageblik.

Jeg morede mig kosteligt undervejs, og ‘Dealing with Dragons’ er klart en af de bedste læseoplevelser indtil videre i år. Jeg har derfor også straks bestilt de to sidste bøger i trilogien, og dem satser jeg på at læse i løbet af maj måned.

Skorpionbjerget – Våbenbrødre 5

Ja, jeg får hørt en del lydbøger for tiden – blandt andet ‘Våbenbrødre’-serien af John Flanagan. Nu nåede jeg så til den femte bog i serien – ‘Skorpionbjerget’.

Jeg vil ikke bringe et resumé af handlingen, da det vil afsløre for meget i forhold til de foregående bøger, men du kan eventuelt læse anmeldelserne af de første bøger – links finder du nedenunder dette blogindlæg.

Våbenbrødrene får en ny mission, og den omfatter blandt andet et gensyn med flere af de vigtige bipersoner fra ‘Skyggens lærling’-serien. Det virkede overordnet godt – selvom det selvfølgelig også var lidt billige points. Men ellers er historien meget lig de forrige historier med hensyn til mængden af action, personlige konflikter og stolt sammenhold. Det er en fin fortælling, men jeg savnede lidt mere kant og lidt flere overraskelser undervejs.

‘Våbenbrødre’-serien er ligesom ‘Skyggens lærling’-serien hyggelig og ret ufarlig læsning – også kendt som feel good fantasy.

Dreams of Gods & Monsters

Så fik jeg endelig læst tredje og sidste bog i ‘Daughter of Smoke & Bone’-serien af Laini Taylor. Jeg var meget begejstret for den første bog, ‘Ildenglen’, men noget skuffet over ‘Days of Blood & Starlight’ (ja, jeg læste første bog på dansk og de to næste på engelsk).

Jeg vil ikke bringe et resumé af ‘Dreams of Gods & Monsters’, da det selvfølgelig vil afsløre for meget af handlingen fra de to første bøger, men jeg vil forsøge at komme med en opsummering af læseoplevelsen.

Først og fremmest – det var en virkelig skuffende oplevelse, men det overraskede mig dog ikke så meget, da anden bog i serien heller ikke var synderlig god.

‘Dreams of Gods & Monsters’ lider først og fremmest under at være alt, alt for lang. Bogen er på over 600 sider, men den burde kun fylde det halve. Alt for meget unødigt fyld og tomgang i handlingen, og alt for mange sætninger, hvor forfatteren dvæler ved storladne formuleringer i stedet for at bruge dem til at bringe historien videre. Jeg kedede mig usigeligt meget og var tæt på at droppe bogen, da jeg var midtvejs, men jeg fik kæmpet mig igennem.

Der er et ret drastisk rammeskift fra første til anden bog, som jeg bestemt ikke var fan af, og desværre fortsætter tredje bog i samme ramme som forgængeren. Der er primært fokus på de overnaturlige væsner, mens den virkelig verden træder i baggrunden, og det synes jeg er virkelig ærgerligt, for det var netop en del af charmen ved den første bog. I stedet får man den helt store episke fortælling om engle og kimærer og en krig, der kan splitte verdener – naturligvis krydret med en umulig kærlighed mellem to fjender. Sidstnævnte kan jeg leve med, selvom det er en fortærsket kliché, der bruges i virkelig mange ungdomsbøger, men jeg synes, det er synd, at historien ændrer sig så meget fra første bog til anden og tredje bog. Jeg føler lidt, at jeg som læser er blevet narret til at læse en serie ud fra et forkert præmis.

Klimakset i bogen kommer overraskende tidligt. Det er sådan set fint, at ikke alt skal løses i løbet af de tyve sidste sider af en bog, men resten af bogen er unødig langtrukken og kedelig. Det virkede mest af alt som om, at forfatteren ikke rigtig kunne bestemme sig til, hvordan bogen skulle slutte. Ja, faktisk kom man i tvivl om, hvorvidt det overhovedet var slutningen.

Alt i alt var ‘Daughter of Smoke & Bone’-serien noget af en rutsjetur. Den første bog i serien er blandt de bedste ungdomsbøger, jeg har læst de senere år, den anden bog er middelmådig og den sidste bog er decideret jammerlig. Jeg føler mig så snydt. De to sidste bøger har jeg tænkt mig at skaffe mig af med, men jeg beholder den første. Hver gang, jeg ser den på boghylden fremover, vil jeg opfatte den som en standalone og forsøge at glemme alt om de to efterfølgere…

Slaverne fra Socorro – Våbenbrødre 4

Følger du jævnligt med her på bloggen, har du nok lagt mærke til, at jeg er ved at tygge mig igennem ‘Våbenbrødre’-serien for tiden. Jeg er nu nået til den fjerde i serien – ‘Slaverne fra Socorro’ – og det er selvfølgelig fortsat John Flanagan, der står bag bøgerne.

Jeg vil ikke bringe et resumé af handlingen, da det vil afsløre for meget i forhold til de foregående bøger, men du kan eventuelt læse anmeldelserne af de første bøger – links finder du nedenunder dette blogindlæg.

I ‘Slaverne fra Socorro’ får mandskabet en ny og ret anderledes udfordring, hvor de for alvor får testet kreativiteten og samarbejdsevnerne. Samtidig er der også en ganske fin forbindelse til ‘Skyggens lærling’-serien, da der er flere referencer og såmænd også en velkendt person med i bogen. Glimrende idé – især for folk, der (som jeg) nød at læse Flanagans første serie.

Jeg havde det dog noget svært med bogens skurk, for i mine øjne virkede det som meget usandsynligt, at denne person ville tage de valg, han gjorde. Og at han i det hele taget kunne samle folk omkring sig, der var med på hans ideer. Havde forfatteren valgt en anden til denne rolle/funktion, ville historien have fungeret langt bedre, men her kom det til at virke ret konstrueret og utroværdigt. Ret ærgerligt når historien ellers er ganske udmærket.

‘Våbenbrødre’-serien er fortsat hyggelig læsning. Det er feel-good-fantasy – også selvom der dør en del fjender undervejs (på det punkt tror jeg faktisk, at denne serie er mere blodig end ‘Skyggens lærling’).

Jagten på Andomal – Våbenbrødre 3

Jeg er efterhånden nået til tredje bog i ‘Våbenbrødre’-serien af John Flanagan. Jeg har tidligere læst ‘De uønskede’ og ‘Under angreb’.

Vanen tro vil jeg ikke komme med et resumé af handlingen her, da det vil afsløre for meget fra de forrige bøger, så jeg holder mig til en kort opsummering af mine tanker om bogen.

‘Jagten på Andomal’ havde et meget fint flow i fortællingen, og selvom der måske samlet set var lidt mindre action end de forrige bøger, så kedede jeg mig bestemt ikke. Der kom lidt mere dybde hos flere af personerne, og gruppen fik atter en gang testet samarbejdsevnerne. Jeg var især glad for samspillet mellem Lydia og Thorn, da deres mundhuggerier var ganske fornøjelige. Det irriterede mig dog lidt, at hun flere gange skulle fremhæves som meget smuk, for det ville nu klæde ungdomsbog-genren (i det hele taget) at have lidt mindre fokus på pigers udseende. Just saying.

Bogen sørger også for at afrunde et par ting, hvilket er ganske rart, da fantasyplots let kan trække i langdrag, fordi forfatteren har planlagt at skrive en lang serie. Jeg ved ikke, om det oprindeligt var planen, at denne serie kun skulle være en trilogi, men den er i hvert fald på 5-6 bøger i skrivende stund. Under alle omstændigheder – dejligt at visse plots bliver afsluttet.

John Flanagan er god til at skrive letlæselig og hyggelig fantasy, og ‘Jagten på Andomal’ er ingen undtagelse. Nu, hvor jeg er så godt i gang med serien, tror jeg, at jeg vil låne de resterende som lydbøger i løbet af de kommende uger, mens jeg stadig har de første bøger i frisk erindring.

Blood of Tyrants + League of Dragons

Jeg er nu nået til afslutningen på ‘Temeraire’-serien af Naomi Novik nemlig ottende og niende bog i serien – dvs. ‘Blood of Tyrants’ og ‘League of Dragons’. En spændende serie, der kombinerer virkelige hændelser (Napoleonkrigen) med drager! Kæk og lidt uventet kombination men ikke desto mindre en velfungerende blanding.

Jeg har anmeldt resten af serien (se links nedenunder dette indlæg), og jeg vil derfor ikke komme ind på handlingsforløbet i de to bøger men komme med et par kommentarer om, hvad jeg synes om de to sidste bøger samt serien som helhed.

Lad mig starte med at sige, at de to sidste bøger var udmærkede men dog ikke helt på højde med mange af de øvrige bøger i serien. Min klare favorit er første bog – ‘His Majesty’s Dragon’ – mens jeg var noget forbeholden over for anden bog, ‘Throne of Jade’, og sjette bog, ‘Tongues of Serpents’. Jeg syntes desværre, at sidste bog i serien var lige så… hrm… svag… som de to nævnte bøger. Ikke fordi den var dårlig, eller at jeg syntes, at slutningen var forfærdelig – jeg syntes bare, at den led af en vis metaltræthed. Selvom forfatteren prøvede at spice historien lidt op, så føltes det som mere af det samme. Det er selvfølgelig også svært at blive ved med at bevare spændingen i en serie på ni bøger, men et eller andet sted ærgrede jeg mig over, at den ikke sluttede lidt før – evt. omkring den syvende bog.

De to sidste bøger sørger for at samle op på serien som helhed, for der er flere begivenheder, der refererer tilbage til hændelser fra de tidligere bøger. Det er ganske fint men dog også lidt frustrerende, når nu jeg har læst bøgerne over en længere periode og derfor ikke kan huske alle detaljer længere. Derfor – har du muligheden, så sørg for at læse bøgerne inden for en relativ kort periode.

Som helhed er det dog en dejlig serie – især hvis du kan lide drager ligesom jeg. Dragerne er selvstændige, intelligente og følsomme væsner, og deres bånd til menneskene kan sagtens sammenlignes med det, der er mellem drager og mennesker i Anne McCaffreys Pern-serie. Bevares – der er tidspunkter, hvor dragerne enten bliver ret barnlige eller så gammelkloge, at man stejler lidt (jeg gjorde i hvert fald et par gange), men jeg synes, at Novik har været god til at lave et bredt, detaljeret og spændende udvalg af drage-personligheder i serien. De kommer lidt til at overskygge menneskene, selvom der nu også er en del interessante personligheder blandt dem (også kvinder heldigvis – trods den tidsperiode, den skal forestille at foregå i).

Crooked Kingdom

Jeg læste ‘Six of Crows’ af Leigh Bardugo sidste år, og selvom den ikke var nær så god som ‘Grisha’-trilogien, så var den alligevel interessant nok til, at jeg ville læse efterfølgeren, ‘Crooked Kingdom’.

Der kommer ikke et resumé af handlingen, da ‘Crooked Kingdom’ foregår i umiddelbar forlængelse af den første bog, men vanen tro vil jeg kommentere på selve læseoplevelsen.

Jeg syntes desværre ikke, at historien i ‘Crooked Kingdom’ var nær så interessant og fængende som forgængeren. Selvom bogen var actionfyldt, og man fik mere at vide om hovedpersonernes fortid, så blev jeg ikke rigtig grebet af fortællingen. Jeg savnede dybde, og selvom jeg godt kunne lide, at de seks hovedpersoner var så forskellige, så betød det også, at der var grænser for, hvor meget de enkelte kunne fylde i historien. Det er på mange måder en flok tragiske skæbner, der er samlet, men selvom de alle har oplevet forfærdelige ting i fortiden, så syntes jeg desværre ikke, at det lykkedes for forfatteren at opbygge en smertefuld og intens stemning på samme måde som i ‘Grisha’-trilogien. Samtidig led bogen også – ligesom forgængeren – af samme opstilling med flere potentielle kærestepar i gruppen. Det var en af de ting, der irriterede mig ved ‘Cress’ og ‘Winter’ – at der kunne være så mange romancer i en så lille gruppe.

Selvom jeg et godt stykke af tiden var lidt frustreret over, at forfatteren ikke fik udnyttet det potentiale, som jeg synes, historien har, så hentede hun alligevel nogle points hjem for slutningen. Den passede godt ind i den verden, hun har skabt, og det gør, at jeg ikke vil afvise, at jeg kunne finde på at læse en eventuelt efterfølger. ‘Crooked Kingdom’ er anden og sidste bog i en duologi, men forfatteren har ikke afvist, at hun en dag vil skrive en treer, og sådan som bogmarkedet er, så vil jeg mene, at det er 95% sikkert, at hun gør det.

Under angreb – Våbenbrødre 2

Det er ikke så længe siden, at jeg læste første bog i ‘Våbenbrødre’-serien, ‘De uønskede’, og da det var en hyggelig læseoplevelse, kastede jeg mig hurtigt over den næste bog.

‘Under angreb’ er skrevet af John Flanagan og foregår umiddelbart efter slutningen af den første bog. Jeg vil derfor ikke komme med et resumé af handlingen her, da det vil afsløre for meget fra den første bog, men jeg vil kort opridse, hvad der var godt og knapt så godt i denne bog.

Denne bog er noget anderledes end den første bog, og det skyldes først og fremmest, at hovedpersonerne nu er på farten. Her er i den grad plads til eventyr, og det er da netop også, hvad denne bog kan byde på. Eventyr – og ganske pæn portion action.

Bogen introducerer en række nye personer, herunder også en semi-skurk (dvs. en person, der som udgangspunkt ikke er skurk men har en del negative træk). Denne semi-skurk var jeg ikke synderlig begejstret for – han virkede ret stereotyp som den besidderiske og mandschauvinistiske leder. Til gengæld er det en fornøjelse at se, hvordan Hal og de andre Hejrers samarbejde fungerer. Forfatteren lader de enkelte personer folde sig ud i denne bog, så man lærer dem bedre at hende, og var klart en af de positive træk.

Der er som sagt en del action i denne bog, og det kan jeg som regel godt lide, men jeg syntes, at den sidste del blev noget langtrukken. Den del fangede mig ganske enkelt ikke, selvom der var lyspunkter i form af interessante scener. Men kampscenerne sagde mig ikke synderlig meget i dette tilfælde.

Der er lagt op til flere spændende eventyr med Hal og hans team, og jeg har allerede lånt næste bog, så mon ikke jeg snart går i gang med den?