Blood Rites og Dead Beat

Jeg har endelig fået genoptaget læsningen af ‘Dresden Files’-serien af Jim Butcher. Pausen fra serien blev væsentlig længere end planlagt, og det var der egentlig ikke nogen grund til.

I løbet af den seneste måned har jeg læst bog seks og syv – dvs. ‘Blood Rites’ og ‘Dead Beat’. Det er tydeligt, at serien har fundet et roligere tempo, hvilket passer mig fint. Selvom de første bøger var ganske underholdende, så var de samtidig også så actionpacked, at det virkede komplet usandsynligt, at hovedpersonen ville blive ved med at overleve. Men det roligere tempo klæder serien. Og bare rolig, der er stadig masser af action, det er bare ikke lige så ekstremt som tidligere.

Humoren er bevaret, og selvom Harry gentager sig selv lidt for tit med, hvor beskyttende han er over for kvinder, så er det ikke noget, der generer  mig synderligt. Det er også fint at se, hvordan forfatteren stille og roligt bygger flere lag på historien og opbygger en parallelverden, som i den grad kan give Harry grå hår.

Jeg har lovet mig selv, at der ikke skal gå lige så lang tid, før jeg læser de næste bøger i serien, så måske jeg skal se at få købt de næste bøger til december, når jeg bestiller en portion bøger.

Graceling

Månedens to-read-bog er ‘Graceling’ af Kristin Ashore. Det er en bog, der har stået min liste i fire år og som jeg kun har hørt godt om. Det er samtidig også en bog, som jeg som udgangspunkt burde kunne lide, da hovedpersonen er en badass ung kvinde, som arbejder som lejemorder for kongen. Lyder det bekendt? Det er i hvert fald et oplæg, som har præget flere fantasyserier de senere år – blandt andet den meget populære ’Throne of Glass’, som dog ikke lige var noget for mig.

Men tilbage til ’Graceling’. Her er hovedpersonen Katsa, som lever i en verden, hvor en række mennesker er graced med en særlig evne. Det kan være evnen til at forudsige vejret eller evnen til at overtale andre. Katsas grace er evnen til at dræbe. Hun arbejder for sin onkel Randa, som sætter hende til at true de mennesker, som skylder ham penge eller på anden måde irriterer ham. Men Katsa bryder sig ikke om dette arbejde, og da hun samtidig bliver involveret i opklaringen af en kidnapning, bliver det startskuddet til et eventyr, der bringer hende ud på en farefuld færd.

Der gik et godt stykke tid, før historien for alvor fangede mig. Det var faktisk først omkring midtvejs, at der kom en god rytme i fortællingen, som samtidig tog en interessant drejning. Indtil da virkede historien lidt kluntet og personerne overfladiske, men da fortællingen begyndte at tage fart, kom der også meget mere kød på personerne.

Katsa er en interessant person, men hun virkede ufærdig og karikeret i starten. Jeg savnede dybde, men det kom undervejs i takt med, at hun udviklede sig. Her så man pludselig nogle ret sympatiske sider af hende – ikke mindst i samspillet med Bitterblue.

Jeg kunne godt lide, at en række mennesker havde en særlig evne – grace – og hvordan det ikke nødvendigvis var misundelsesværdigt. Katsa er et godt eksempel på, hvordan ens evner kan misbruges af andre og hvor få venner, man har som graced.

Hele kærlighedsdelen var… ikke lige mig. Det var først til allersidst, at jeg syntes, det fungerede, for selve optakten blev overfladisk og kejtet. Til gengæld var afslutningen ganske fin og knapt så Hollywood-agtig, som mange slutninger i ungdomsbøger ellers kan være.

Alt i alt endte ’Graceling’ med at vinde mit hjerte trods en kluntet og kedelig start. Den er ikke særlig nyskabende, men det er en udmærket letlæselig fantasyserie, og den foregår i en verden, jeg gerne dykker ned i igen. Jeg regner derfor bestemt med at læse videre i serien, som skifter hovedperson til næste bog.

Når en drage drager ud

SPONSORERET

Nu læser jeg sjældent børnebøger, men når jeg bliver kontaktet og spurgt, om jeg vil læse en børnebog med rim om monstre, så bliver jeg nysgerrig. Bogen ’Når en drage drager ud’ er sendt via forlaget Calibat, hvor Mads L. Brynnum har skrevet digtene og Mads H. Johansen har stået for illustrationerne. De har taget udgangspunkt i en række overnaturlige væsner såsom trolde, vampyrer og poltergejst, men har også fået plads til de knapt så kendte helheste og lindorme.

Som voksen er det hyggelig læsning, for selvom der er mange skræmmende væsner med, så er tonen let og ligetil, mens flere af monstrene blandt andet fortæller om de udfordringer, de har. Det er bestemt ikke let at være monster, næ nej.

Samtidig er der en god rytme i mange af digtene. Et par af dem er lidt tunge og knudrede, men overordnet set nogle ganske sjove og underfundige rim. De tilhørende illustrationer svinger mellem at være dystre og alvorlige og over til det lidt mere gakkede.

Jeg er lidt i tvivl mht. hvilken aldersgruppe, bogen henvender sig til. Måske fra 6-7 års alderen og opefter? Det kommer selvfølgelig an på, om barnet interesserer sig for monstre, for det må nærmest være en forudsætning for at læse denne bog. Men så tror jeg også, at de flest monster-elskende børn ville mene, at det var en sjov og (u)hyggelig bog.

Last Argument of Kings

Så fik jeg endelig læst ’Last Argument of Kings’, der er sidste del i ’First Law’-trilogien. Jeg har tidligere anmeldt ’The Blade Itself’ og ’Before They Are Hanged’. Serien af skrevet af Joe Abercrombie.

Jeg vil ikke gå i detaljer med handlingen i bogen, da det vil afsløre for meget i forhold til de foregående, men jeg vil belyse de gode og dårlige ting ved bogen samt serien som helhed.

Først og fremmest er ’Last Argument of Kings’ en rigtig god bog. Jeg synes, at der er langt mere fremdrift og karakterudvikling i denne bog i forhold til de foregående – især hvad angår Jezal og Glokta. Desværre var Nine-Fingers kapitler i første halvdel af bogen ikke særlig spændende, og selvom han indgår i nogle ret actionpacked scener midtvejs i bogen, så synes jeg, at han glider lidt i baggrunden i forhold til de andre. Det gør ikke nødvendigvis noget – Jezal, som jeg ellers ikke fandt særlig interessant, vokser i den grad som menneske, og Glokta bliver ved med at overraske og fascinere.

’First Law’-seriens styrke er helt klart dens tre hovedpersoner, men persongalleriet er det hele taget mangfoldigt og spændende. Jeg elsker for eksempel, at den unge kønne kvinde, Ardee, ikke er den klassiske pæne pige men er temmelig drikfældig. Og at den smukke dronning Terzel også har nogle overraskende sider. Det er nogle helt andre typer end dem, man typisk møder i fantasy, og det er virkelig dejligt at opleve.

Jeg elsker også humoren i bøgerne. Den bidende sarkasme og de skæve øjeblikke, hvor man griner over de absurde situationer, som hovedpersonerne ender i. Det overskygger på ingen måde alvoren men sætter den ofte i relief.

Jeg kunne godt lide de to første bøger i serien, men der var også ting, jeg savnede i de to. I ’Last Argument of Kings’ spillede alt dog sammen, og den var en aldeles fremragende slutning på en ganske interessant fantasy-trilogi. Jeg har fået mod på at læse mere af Joe Abercrombie, så nu overvejer jeg, om jeg skal læse flere af de bøger, han har skrevet i samme verden.

The Girl Who Fell Beneath Fairyland an Led the Revels There

Jeg læste ‘The Girl Who Fell Beneath Fairyland an Led the Revels There’ i forbindelse med eventyrtemaet i sidste måned. Det er efterfølgeren til ‘The Girl Who Circumnavigated Fairyland in a Ship of Her Own Making’, som jeg læste sidste år. Jeg havde glædet mig til at læse bogen, for selvom den første bog ind imellem var lidt snørklet, så var den også ganske charmerende.

Da denne bog er en efterfølger, bringer jeg ikke et resumé af handlingen men i stedet blot min mening om selve bogen.

Jeg må desværre indrømme, at denne bog slet ikke levede op til den første bog. Historien fængede ikke rigtig, og ind imellem trak den også i langdrag. Der manglede simpelthen kød på handlingen, og selvom bogen sprogligt set var smuk og dragende, så savnede jeg ganske enkelt indhold.

Slutningen var dog god – der var skruet op for tempoet, og der skete virkelig noget – men det opvejer desværre ikke, at jeg langt henad vejen kedede mig, da jeg læste den.

Jeg må desværre konkludere, at jeg nok ikke får læst videre i denne serie.

Sejlvæveren

Ind imellem har man lov til at være heldig. Sådan havde jeg det i hvert fald, da jeg var færdig med at læse ‘Sejlvæveren’ af Muffy Morrigan, for jeg mindes ikke at have hørt om bogen, inden jeg en dag faldt over den hos Ereolen.dk. Bogen røg på to-read-listen, og så glemte jeg ellers alt om den, indtil jeg for nylig fik lyst til at læse en e-bog og atter faldt over bogen på min liste.

‘Sejlvæveren’ handler om Tristan, der er sejlvæver. Han mestrer den dragemagi, der gør menneskene i stand til at væve de sejl, som (rum-)skibene bruger for at flyve i rummet. En dag får han den ære at væve sejlene til det største skib, der nogensinde er bygget – et skib, der skal bruges i kampen mod rumvæsnerne, som menneskene og dragerne er i krig med. Men opholdet på skibet bliver alt andet end fredeligt, for snart er Tristan viklet ind i en række ubehagelige intriger, og oprøret lurer under overfladen. Der er tilsyneladende folk om bord, der har onde hensigter, og situationen spidser til.

Bogen er en interessant kombination af sci-fi og fantasy, men det fungerer overraskende godt. Jeg skulle lige vænne mig til stilen i starten – blandt andet hele konceptet med, at det er sejlskibe, der fungerer som rumskibe – men jeg blev hurtigt grebet af historien. Der er masser af action og drama i historien, og så er det let at fatte sympati for Tristan, som måske er ret goodygood, men egner sig fint som hovedperson.

Jeg savnede lidt mere baggrundsviden for at få et bedre indblik i den verden, historien foregik i. Den kunne godt virke en anelse indforstået flere steder, men omvendt var det rart at læse en fantasybog, som for en gangs skyld var under 400 sider tyk.

Der var flere steder undervejs, hvor sproget haltede lidt, men det skyldes muligvis oversættelsen. Det ærgrede mig, men det ødelagde heldigvis ikke læseoplevelsen.

Samlet set en rigtig god bog. Den er ikke superkompliceret, men det er en frisk fortolkning af, hvordan man kan kombinere fantasy og sci-fi, og jeg ville ønske, at der kom en toer til ‘Sejlvæveren’. Det er typisk – nu har jeg sukket efter at finde standalone-fantasybøger, og når jeg endelig gør, vil jeg selvfølgelig have en efterfølger! 😀

Jarvis – troldmandens lærling

Så blev det tid til lidt dansk fantasy igen! Jesper Ejsing kender jeg primært fra de utroligt smukke illustrationer, han har lavet gennem tiden, men han står også bag ‘Jarvis – troldmandens lærling’, som jeg hørte som lydbog for nylig.

Bogen handler om den forældreløse dreng Jarvis, der arbejder som gedehyrde. En dag ankommer en troldmand til byen, og hans opdukken vækker opmærksomhed – ikke mindst da han annoncerer, at han leder efter en lærling. Jarvis håber ligesom de andre drenge på at få chancen, og alle bliver temmelig overraskede, da Jarvis ender med at blive udpeget som lærling. Det viser sig dog, at troldmanden har en større flok lærlinge, og at det tilsyneladende ikke er så ligetil at blive troldmandens betroede. Men det er dog ikke den eneste udfordring. Jarvis begynder at få fornemmelsen af, at der er et eller andet galt, for der foregår nogle mystiske ting i krogene…

‘Jarvis – troldmandens lærling’ er god, gedigen fantasy. Historien er til tider rimelig forudsigelig, men samtidig er der også en tilpas mængde overraskelser undervejs. Og så er der ikke sparet på actiondelen.

Jarvis som hovedperson fungerer ganske godt. Han er sympatisk og intelligent men også usikker – især da de andre lærlinge ikke ligefrem opfører sig pænt over for ham. Konflikten mellem eleverne er interessant og er fortalt ret troværdigt (i modsætning til blandt andet første bog i ‘Våbenbrødre’-serien), hvilket ind imellem gør fortællingen ret barsk.

Jeg er dog noget splittet omkring slutningen. Den kan jeg ikke komme ind på her, men jeg er lidt i tvivl om, hvorvidt jeg synes, at den passer til resten af historien.

Alt i alt en ganske god fantasybog. Det er helt underligt, at der ikke er en efterfølger til, for jeg er efterhånden vant til, at fantasyforfattere altid skriver serier, men det er forfriskende med en bog, der står alene. Jeg kan dog ikke lade være med at håbe på, at der en dag kommer en efterfølger, for jeg syntes, at denne bog var ganske lovende.

Talking to Dragons

Så blev det tid til fjerde og sidste bog i ‘Enchanted Forest Chronicles’-serien, som er skrevet af Patricia C. Wrede. Jeg har tidligere anmeldt ‘Dealing with Dragons’, ‘Searching for Dragons’ og ‘Calling on Dragons’.

Hovedpersonen i ‘Talking to Dragons’ er Daystar, der er Cimorenes søn. Så ja, der er gået nogle år mellem tredje og fjerde bog. Der er selvfølgelig mange af personerne/væsnerne med fra de forrige bøger, men jeg vil ikke fortælle for meget her for ikke at afsløre noget fra de foregående bøger.

Jeg var ikke så begejstret for den forrige bog, ‘Calling on Dragons’, men med ‘Talking to Dragons’ er forfatteren i samme gode stil som de første bøger. Det er en hyggelig historie – trods fæle troldmænd – og jeg grinede flere gange undervejs. Især Suz vandt mit hjerte.

‘Enchanted Forest Chronicles’-serien kan anbefales til både unge og gamle. Historierne er tilpas hyggelige til, at de vil fungerer fint som højtlæsningsbøger for mindre børn (eller læs-selv for de lidt større børn), men også voksne kan få noget ud af disse eventyrbøger, der vender op og ned på klicheerne om, hvordan folk og væsner er i eventyr. Det er dejligt forfriskende og ganske sjovt. Jeg er i hvert fald glad for, at jeg læste dem.

 

Seraphina

Månedens to-read-bog er ‘Seraphina’ af Rachel Hartman – en bog, der længe har stået på min liste over bøger, jeg vil læse, så nu var det altså på tide!

Bogen handler om den unge kvinde Seraphina, der får arbejde som musiker ved hoffet. Det sker cirka samtidig med, at en af medlemmerne af kongefamilien bliver myrdet, og mistanken falder straks på dragerne. Der har ellers eksisteret fred mellem mennesker og drager i et godt stykke tid, men nu ulmer konflikten, og Seraphina bliver pludselig viklet ind i opklaringen. Problemet er blot, at hun er halvblods drage, og hun er bange for, hvad der vil ske, hvis andre finder ud af det…

Nu er det ingen hemmelighed, at jeg er glad for drager, så jeg havde selvfølgelig pænt høje forventninger til denne bog. Desværre blev de ikke indfriet, og jeg har grublet en del over, hvorfor denne bog skuffede mig.

Først og fremmest var det skrivestilen. Den fangede mig på ingen måde. Jeg har læst flere anmeldelser, hvor folk kritiserer, at sproget er (for) svært, men det syntes jeg egentlig ikke – det var bare ikke en særlig spændende eller smuk skrivestil, så historien var til tider lidt træg at komme igennem.

Historien i sig selv var sådan set udmærket. Hele konflikten mellem dragerne og menneskene og ikke mindst hele paranoiaen med undercover-dragerne var interessant (om end ikke super innovativ). Men jeg syntes, den var lidt kluntet fremstillet. Det fungerede fint i de øjeblikke, hvor Seraphina skal skjule sin identitet over for sine venner, men knapt så godt når der gik heksejagt i den.

Jeg brød mig slet ikke om de scener, der foregik i Seraphinas hoved – de var lidt for abstrakte og underlige til mig (til trods for, at jeg ofte godt kan lide quirky og syrede påfund i bøger).

Alt i alt må jeg desværre se i øjnene, at denne bog fungerede bare ikke for mig. Jeg blev hverken fanget af historien, verdenen eller hovedpersonen, og jeg syntes ikke, at der var så meget nyt i bogen, som jeg ellers havde håbet på. Jeg regner derfor ikke med at læse videre i serien.

Before They Are Hanged

‘Before They Are Hanged’ er efterfølgeren til ‘The Blade Itself’ og dermed også anden bog i ‘The First Law’-trilogien.

Jeg kan naturligvis ikke fortælle så meget om handlingen, da det vil afsløre for meget fra den første bog, men jeg vil kort opsummere, hvad der var godt og skidt ved ‘Before They Are Hanged’.

Man følger fortsat de tre hovedpersoner – Glokta, Ninefingers og Jezal – og de er vidt forskellige og alligevel charmerende på hver deres måde. Glokta er klart min favorit – et tidligere offer for tortur, der nu selv er torturmester. Et mishandlet og grotesk menneske, der alligevel stadig kan udvise næstekærlighed. Han er den mest komplekse og usædvanlige af de tre hovedpersoner og er samtidig en noget anden type end de helte, der normalt optræder i fantasybøger.

Selvom handlingen til tider er dyster, og forfatteren absolut ikke er bange for at dræbe nogle personer undervejs, så er der alligevel en underspillet, sarkastisk tone i mange af dialogerne, som flere gange fik mig til at gnække. Der er noget fandenivoldskhed, som jeg ikke kan stå for.

Men – for der er også et men – jeg syntes desværre, at handlingen skred meget langsomt frem, og at der manglede kød på historien. Bogen kunne sagtens have været kortere, og selvom meget af første bog gik med at fortælle om verdenen, så var det lige før, at der var mere handling i den første bog frem for den anden. Ærgerligt, for det lagde en dæmper på min begejstring for en serie, der ellers er ganske lovende.

Jeg satser på at læse den sidste bog i serien i løbet af de næste par uger og smider selvfølgelig anmeldelsen her på bloggen kort tid derefter.