Dreams of Gods & Monsters

Så fik jeg endelig læst tredje og sidste bog i ‘Daughter of Smoke & Bone’-serien af Laini Taylor. Jeg var meget begejstret for den første bog, ‘Ildenglen’, men noget skuffet over ‘Days of Blood & Starlight’ (ja, jeg læste første bog på dansk og de to næste på engelsk).

Jeg vil ikke bringe et resumé af ‘Dreams of Gods & Monsters’, da det selvfølgelig vil afsløre for meget af handlingen fra de to første bøger, men jeg vil forsøge at komme med en opsummering af læseoplevelsen.

Først og fremmest – det var en virkelig skuffende oplevelse, men det overraskede mig dog ikke så meget, da anden bog i serien heller ikke var synderlig god.

‘Dreams of Gods & Monsters’ lider først og fremmest under at være alt, alt for lang. Bogen er på over 600 sider, men den burde kun fylde det halve. Alt for meget unødigt fyld og tomgang i handlingen, og alt for mange sætninger, hvor forfatteren dvæler ved storladne formuleringer i stedet for at bruge dem til at bringe historien videre. Jeg kedede mig usigeligt meget og var tæt på at droppe bogen, da jeg var midtvejs, men jeg fik kæmpet mig igennem.

Der er et ret drastisk rammeskift fra første til anden bog, som jeg bestemt ikke var fan af, og desværre fortsætter tredje bog i samme ramme som forgængeren. Der er primært fokus på de overnaturlige væsner, mens den virkelig verden træder i baggrunden, og det synes jeg er virkelig ærgerligt, for det var netop en del af charmen ved den første bog. I stedet får man den helt store episke fortælling om engle og kimærer og en krig, der kan splitte verdener – naturligvis krydret med en umulig kærlighed mellem to fjender. Sidstnævnte kan jeg leve med, selvom det er en fortærsket kliché, der bruges i virkelig mange ungdomsbøger, men jeg synes, det er synd, at historien ændrer sig så meget fra første bog til anden og tredje bog. Jeg føler lidt, at jeg som læser er blevet narret til at læse en serie ud fra et forkert præmis.

Klimakset i bogen kommer overraskende tidligt. Det er sådan set fint, at ikke alt skal løses i løbet af de tyve sidste sider af en bog, men resten af bogen er unødig langtrukken og kedelig. Det virkede mest af alt som om, at forfatteren ikke rigtig kunne bestemme sig til, hvordan bogen skulle slutte. Ja, faktisk kom man i tvivl om, hvorvidt det overhovedet var slutningen.

Alt i alt var ‘Daughter of Smoke & Bone’-serien noget af en rutsjetur. Den første bog i serien er blandt de bedste ungdomsbøger, jeg har læst de senere år, den anden bog er middelmådig og den sidste bog er decideret jammerlig. Jeg føler mig så snydt. De to sidste bøger har jeg tænkt mig at skaffe mig af med, men jeg beholder den første. Hver gang, jeg ser den på boghylden fremover, vil jeg opfatte den som en standalone og forsøge at glemme alt om de to efterfølgere…

Slaverne fra Socorro – Våbenbrødre 4

Følger du jævnligt med her på bloggen, har du nok lagt mærke til, at jeg er ved at tygge mig igennem ‘Våbenbrødre’-serien for tiden. Jeg er nu nået til den fjerde i serien – ‘Slaverne fra Socorro’ – og det er selvfølgelig fortsat John Flanagan, der står bag bøgerne.

Jeg vil ikke bringe et resumé af handlingen, da det vil afsløre for meget i forhold til de foregående bøger, men du kan eventuelt læse anmeldelserne af de første bøger – links finder du nedenunder dette blogindlæg.

I ‘Slaverne fra Socorro’ får mandskabet en ny og ret anderledes udfordring, hvor de for alvor får testet kreativiteten og samarbejdsevnerne. Samtidig er der også en ganske fin forbindelse til ‘Skyggens lærling’-serien, da der er flere referencer og såmænd også en velkendt person med i bogen. Glimrende idé – især for folk, der (som jeg) nød at læse Flanagans første serie.

Jeg havde det dog noget svært med bogens skurk, for i mine øjne virkede det som meget usandsynligt, at denne person ville tage de valg, han gjorde. Og at han i det hele taget kunne samle folk omkring sig, der var med på hans ideer. Havde forfatteren valgt en anden til denne rolle/funktion, ville historien have fungeret langt bedre, men her kom det til at virke ret konstrueret og utroværdigt. Ret ærgerligt når historien ellers er ganske udmærket.

‘Våbenbrødre’-serien er fortsat hyggelig læsning. Det er feel-good-fantasy – også selvom der dør en del fjender undervejs (på det punkt tror jeg faktisk, at denne serie er mere blodig end ‘Skyggens lærling’).

Jagten på Andomal – Våbenbrødre 3

Jeg er efterhånden nået til tredje bog i ‘Våbenbrødre’-serien af John Flanagan. Jeg har tidligere læst ‘De uønskede’ og ‘Under angreb’.

Vanen tro vil jeg ikke komme med et resumé af handlingen her, da det vil afsløre for meget fra de forrige bøger, så jeg holder mig til en kort opsummering af mine tanker om bogen.

‘Jagten på Andomal’ havde et meget fint flow i fortællingen, og selvom der måske samlet set var lidt mindre action end de forrige bøger, så kedede jeg mig bestemt ikke. Der kom lidt mere dybde hos flere af personerne, og gruppen fik atter en gang testet samarbejdsevnerne. Jeg var især glad for samspillet mellem Lydia og Thorn, da deres mundhuggerier var ganske fornøjelige. Det irriterede mig dog lidt, at hun flere gange skulle fremhæves som meget smuk, for det ville nu klæde ungdomsbog-genren (i det hele taget) at have lidt mindre fokus på pigers udseende. Just saying.

Bogen sørger også for at afrunde et par ting, hvilket er ganske rart, da fantasyplots let kan trække i langdrag, fordi forfatteren har planlagt at skrive en lang serie. Jeg ved ikke, om det oprindeligt var planen, at denne serie kun skulle være en trilogi, men den er i hvert fald på 5-6 bøger i skrivende stund. Under alle omstændigheder – dejligt at visse plots bliver afsluttet.

John Flanagan er god til at skrive letlæselig og hyggelig fantasy, og ‘Jagten på Andomal’ er ingen undtagelse. Nu, hvor jeg er så godt i gang med serien, tror jeg, at jeg vil låne de resterende som lydbøger i løbet af de kommende uger, mens jeg stadig har de første bøger i frisk erindring.

Blood of Tyrants + League of Dragons

Jeg er nu nået til afslutningen på ‘Temeraire’-serien af Naomi Novik nemlig ottende og niende bog i serien – dvs. ‘Blood of Tyrants’ og ‘League of Dragons’. En spændende serie, der kombinerer virkelige hændelser (Napoleonkrigen) med drager! Kæk og lidt uventet kombination men ikke desto mindre en velfungerende blanding.

Jeg har anmeldt resten af serien (se links nedenunder dette indlæg), og jeg vil derfor ikke komme ind på handlingsforløbet i de to bøger men komme med et par kommentarer om, hvad jeg synes om de to sidste bøger samt serien som helhed.

Lad mig starte med at sige, at de to sidste bøger var udmærkede men dog ikke helt på højde med mange af de øvrige bøger i serien. Min klare favorit er første bog – ‘His Majesty’s Dragon’ – mens jeg var noget forbeholden over for anden bog, ‘Throne of Jade’, og sjette bog, ‘Tongues of Serpents’. Jeg syntes desværre, at sidste bog i serien var lige så… hrm… svag… som de to nævnte bøger. Ikke fordi den var dårlig, eller at jeg syntes, at slutningen var forfærdelig – jeg syntes bare, at den led af en vis metaltræthed. Selvom forfatteren prøvede at spice historien lidt op, så føltes det som mere af det samme. Det er selvfølgelig også svært at blive ved med at bevare spændingen i en serie på ni bøger, men et eller andet sted ærgrede jeg mig over, at den ikke sluttede lidt før – evt. omkring den syvende bog.

De to sidste bøger sørger for at samle op på serien som helhed, for der er flere begivenheder, der refererer tilbage til hændelser fra de tidligere bøger. Det er ganske fint men dog også lidt frustrerende, når nu jeg har læst bøgerne over en længere periode og derfor ikke kan huske alle detaljer længere. Derfor – har du muligheden, så sørg for at læse bøgerne inden for en relativ kort periode.

Som helhed er det dog en dejlig serie – især hvis du kan lide drager ligesom jeg. Dragerne er selvstændige, intelligente og følsomme væsner, og deres bånd til menneskene kan sagtens sammenlignes med det, der er mellem drager og mennesker i Anne McCaffreys Pern-serie. Bevares – der er tidspunkter, hvor dragerne enten bliver ret barnlige eller så gammelkloge, at man stejler lidt (jeg gjorde i hvert fald et par gange), men jeg synes, at Novik har været god til at lave et bredt, detaljeret og spændende udvalg af drage-personligheder i serien. De kommer lidt til at overskygge menneskene, selvom der nu også er en del interessante personligheder blandt dem (også kvinder heldigvis – trods den tidsperiode, den skal forestille at foregå i).

Crooked Kingdom

Jeg læste ‘Six of Crows’ af Leigh Bardugo sidste år, og selvom den ikke var nær så god som ‘Grisha’-trilogien, så var den alligevel interessant nok til, at jeg ville læse efterfølgeren, ‘Crooked Kingdom’.

Der kommer ikke et resumé af handlingen, da ‘Crooked Kingdom’ foregår i umiddelbar forlængelse af den første bog, men vanen tro vil jeg kommentere på selve læseoplevelsen.

Jeg syntes desværre ikke, at historien i ‘Crooked Kingdom’ var nær så interessant og fængende som forgængeren. Selvom bogen var actionfyldt, og man fik mere at vide om hovedpersonernes fortid, så blev jeg ikke rigtig grebet af fortællingen. Jeg savnede dybde, og selvom jeg godt kunne lide, at de seks hovedpersoner var så forskellige, så betød det også, at der var grænser for, hvor meget de enkelte kunne fylde i historien. Det er på mange måder en flok tragiske skæbner, der er samlet, men selvom de alle har oplevet forfærdelige ting i fortiden, så syntes jeg desværre ikke, at det lykkedes for forfatteren at opbygge en smertefuld og intens stemning på samme måde som i ‘Grisha’-trilogien. Samtidig led bogen også – ligesom forgængeren – af samme opstilling med flere potentielle kærestepar i gruppen. Det var en af de ting, der irriterede mig ved ‘Cress’ og ‘Winter’ – at der kunne være så mange romancer i en så lille gruppe.

Selvom jeg et godt stykke af tiden var lidt frustreret over, at forfatteren ikke fik udnyttet det potentiale, som jeg synes, historien har, så hentede hun alligevel nogle points hjem for slutningen. Den passede godt ind i den verden, hun har skabt, og det gør, at jeg ikke vil afvise, at jeg kunne finde på at læse en eventuelt efterfølger. ‘Crooked Kingdom’ er anden og sidste bog i en duologi, men forfatteren har ikke afvist, at hun en dag vil skrive en treer, og sådan som bogmarkedet er, så vil jeg mene, at det er 95% sikkert, at hun gør det.

Under angreb – Våbenbrødre 2

Det er ikke så længe siden, at jeg læste første bog i ‘Våbenbrødre’-serien, ‘De uønskede’, og da det var en hyggelig læseoplevelse, kastede jeg mig hurtigt over den næste bog.

‘Under angreb’ er skrevet af John Flanagan og foregår umiddelbart efter slutningen af den første bog. Jeg vil derfor ikke komme med et resumé af handlingen her, da det vil afsløre for meget fra den første bog, men jeg vil kort opridse, hvad der var godt og knapt så godt i denne bog.

Denne bog er noget anderledes end den første bog, og det skyldes først og fremmest, at hovedpersonerne nu er på farten. Her er i den grad plads til eventyr, og det er da netop også, hvad denne bog kan byde på. Eventyr – og ganske pæn portion action.

Bogen introducerer en række nye personer, herunder også en semi-skurk (dvs. en person, der som udgangspunkt ikke er skurk men har en del negative træk). Denne semi-skurk var jeg ikke synderlig begejstret for – han virkede ret stereotyp som den besidderiske og mandschauvinistiske leder. Til gengæld er det en fornøjelse at se, hvordan Hal og de andre Hejrers samarbejde fungerer. Forfatteren lader de enkelte personer folde sig ud i denne bog, så man lærer dem bedre at hende, og var klart en af de positive træk.

Der er som sagt en del action i denne bog, og det kan jeg som regel godt lide, men jeg syntes, at den sidste del blev noget langtrukken. Den del fangede mig ganske enkelt ikke, selvom der var lyspunkter i form af interessante scener. Men kampscenerne sagde mig ikke synderlig meget i dette tilfælde.

Der er lagt op til flere spændende eventyr med Hal og hans team, og jeg har allerede lånt næste bog, så mon ikke jeg snart går i gang med den?

De uønskede – Våbenbrødre 1

John Flanagan er en flittig forfatter. Han har ikke bare skrevet ‘Skyggens lærling’-serien på 14 bøger – han er pt. i gang med to serier. Den ene gik jeg i gang med sidste år, nemlig ‘Turneringen i Gorlan’, der er prequel-serie til ‘Skyggens lærling’. Den anden serie, ‘Våbenbrødre’, foregår i samme verden, men har dog intet med de to andre serier at gøre.

‘De uønskede’ er første bog i serien ‘Våbenbrødre’ og foregår i Skandia. Her skal alle drengene gennemgå våbenbrødre-træningen, når de fylder 16 år. Hal er kun halvt skandier, og hans far er tilmed død, så de andre børn kigger ofte skævt til ham. Men han er kreativ og intelligent, og det kommer ham til gode i træningen, hvor han ender på holdet med alle dem, de stærke og populære drenge ikke vil være på hold med. Ingen tror på deres chancer, men det viser sig, at Hals hold godt kan bide fra sig, og snart er dysten mellem drengene intens.

Der gik et stykke tid, før denne bog for alvor fangede mig. Jeg syntes, at rammen for fortællingen mindede alt for meget om ‘Skyggens lærling’-serien, og det irriterede mig, at hovedpersonens navn var så tæt på en af hovedpersonerne fra førnævnte serie. Det var først, da historien for alvor tog fart, at den blev sin egen og ikke blot en kopi af forfatterens anden serie.

Jeg kunne godt lide, at der var en ret jævnbyrdig kamp mellem holdene, så der var spænding om resultatet. Til gengæld blev jeg hurtigt ret træt af ’skurken’ i historien, for han virkede ret stereotyp for en ungdomsbog. Han kunne være værre, men altså.. en typisk overforkælet og arrogant rigmandssøn. Suk.

Slutningen var på den ene side et glimrende afsæt til en fortsættelse men også frustrerende, fordi jeg godt kunne se, hvor det bar hen lang tid forinden, og jeg var ikke superbegejstret for den drejning. Den giver dog et rigtig godt grundlag for flere interessante historier fremover, så jeg er ikke modstander af slutningen – af personlige årsager var jeg bare lidt ærgerlig over den.

Så alt i alt en fin start for en serie, selvom den havde en træg start. Jeg håber på at fortsætte med lydbøgerne de kommende måneder.

Rebel of the Sands

Jeg så flere positive anmeldelser af denne bog hos en række vloggers sidste år, men det var ikke en, som jeg havde de store forventninger til og glemte alt om den igen. I starten af januar skulle jeg bruge en e-bog og faldt over ‘Rebel of the Sands’ hos Ereolen Global, og så gav jeg den en chance. Det kom jeg ikke til at fortryde.

Bogen er skrevet af Alwyn Hamilton og handler om den unge pige Amani, der vokser op i en ørkenby, hvor livet er barsk og brutalt. Det er et sted, hvor der ikke er plads til de svage, og Amani drømmer sig ofte væk – til et sted, hvor fremtiden ikke er lige så håbløs og trøstesløs. Hendes evner som skarpskytte fører hende til mødet med Jin – en smuk og mystisk fremmed – og hun ser pludselig en mulighed for at slippe væk. Hvis han da ellers vil have hende på slæb… og hun kan undslippe i tide.

‘Rebel of the Sands’ foregår i en verden, der er en fascinerende blanding af vestens gunslingere og østens mystik. Det er ikke en kombination, jeg har set før, men jeg syntes, den fungerede fremragende. Det er dragende, hemmelighedsfuldt og besnærende, og så er det fedt at læse fantasy, der ikke bruger de samme fortærskede fantasy-væsner.

Amani er en pige med ben i næsen og hemmeligheder i bagagen. Jeg er selvfølgelig begejstret for, hvor sej hun er til at skyde, samt at hun hjælper Jin, da han er i fare. Ikke nogen prinsesse-traumer her.

Jeg morede mig undervejs, for jeg var 110% sikker på, at jeg havde luret et plottwist lige fra start, så jeg blev glad, da det viste sig, at jeg ikke havde gættet helt rigtigt. Historien er ikke helt så forudsigelig, som jeg først troede, og selvom det er ret svært at skrive noget skelsættende nyt, så var denne bog tilpas anderledes, hvilket især skyldes den verden, historien foregår i.

‘Rebel of the Sands’ er (selvfølgelig) første bog i en trilogi, og jeg skal helt klart læse resten af serien.

Days of Blood & Starlight

Jeg læste den første bog i serien, ‘Ildenglen’, for flere år siden og faldt – til min egen overraskelse – pladask for bogen. Derefter er der gået flere år, uden at jeg har fået læst serien færdig, og det har jeg egentlig ikke en god undskyldning for. Men hey, bedre sent end aldrig, så nu vil jeg læse de to sidste bøger i trilogien – nu på engelsk, da jeg sidste efterår købte hele trilogien på engelsk.

‘Days of Blood & Starlight’ er ligesom resten af serien skrevet af Laini Taylor. Jeg vil ikke bringe et resumé af handlingen, da det vil afsløre for mange ting ved den første bog.

Jeg må desværre indrømme, at jeg havde det ret svært med de første 200 sider i denne bog. Stilmæssigt var de meget anderledes i forhold til den første bog, og ærlig talt kedede handlingen mig grusomt. Jeg overvejede ikke at lægge bogen fra mig, men jeg var ret bekymret for, hvordan jeg skulle kæmpe mig igennem den. Jeg savnede det fortryllende og magiske islæt, som den første bog havde – det hele blev lige pludselig meget konkret. Heldigvis fik jeg mere blod på tanden undervejs – især da Karous venner kom på banen – og der kom et langt bedre flow i historien. Samtidig havde jeg vænnet mig til den ændrede ramme for historien, så anden halvdel af bogen var faktisk ganske underholdende og spændende.

Jeg var ikke så vild med scenerne med Karou og Akiva. De blev lidt for akavede og uforløste i længden, og der var et eller andet ved dem, der ikke føltes så troværdigt. Jeg var i det hele taget noget splittet i forhold til den konflikt, der var opstået mellem dem – hvad ville det bedste/mest logiske udfald være?

Men som sagt – læseoplevelsen blev heldigvis bedre undervejs, og i anden halvdel var der glimt af den fortællemagi, som jeg syntes, at første bog var præget af.

Jeg håber på at få læst den tredje og sidste bog inden længe – forhåbentlig i næste måned.

Jagten på Gråstenen + Ofret

Sidste år hørte jeg de to første bøger i ‘Heltenes børn’-serien som lydbøger. Bøgerne foregår i Dragonlance-verdenen og handler om børnene til heltene fra ‘Krøniker’- og ‘Legender’-serierne.

I ‘Jagten på Gråstenen’ er det Caramons tre unge sønner, der møder en dværg, som får lokket dem på eventyr – dog ikke helt med deres samtykke. Snart befinder drengene sig i en penibel situation, hvor de risikerer livet, hvis ikke de løser den opgave, de har fået.

Det er en udmærket men til tider også ret fjollet historie. Den er mere lummer, end Dragonlance-bøgerne normalt er, og så er den ikke voldsom seriøs. Det gør nu ikke noget. Godt nok adskiller den sig dermed fra de to foregående bøger, men omvendt synes jeg, at det er fint, at ikke alle bøger i serien kører samme dystre stil.

I ‘Ofret’ handler det i stedet om Gilthas, der er søn af halvelveren Tanis og elveren Laurana. Her bliver Gilthas indblandet i konflikterne i elvernes land, da han pludselig bliver opsøgt og indbudt til at besøge hans fædreland. Men bag invitationen lurer intriger og farer, som den unge mand ikke gennemskuer, og derfor er det op til Tanis at blande sig, inden det er for sent.

Jeg synes desværre, at ‘Ofret’ lider lidt under de samme tendenser som de to første bøger i serien. Af en eller anden grund er størstedelen af heltenes børn vrede, utilfredse teenagere, som gør oprør mod deres forældre. Bevares – der er intet nyt eller overraskende i, at teenagere gerne søge konflikter med forældrene og gerne vil skille sig ud, men flere af børnene – Gilthas inklusiv – tager så stupide beslutninger, at jeg ikke synes, det kan forsvares. Det virker forceret og for ekstremt til min smag, at stort set hele den børneflok laver den slags tåbelige opgør, og jeg var derfor heller ikke særlig begejstret for ‘Ofret’.