Morika-trilogien

Forventninger:
Jeg har tidligere læst den første bog i ’Krøniken om Morika’-trilogien – ‘Sandsnogens bid’ – så jeg kendte lidt til verdenen og kunne godt lide stemningen og skrivestilen. Jeg regnede med, at ’Morika’—trilogien ville være mere af det samme.

Resumé:
’Morika’-trilogiener en prequel og foregår ca. 600 år før den første serie. Her er det ellers fredelige land Morika i krig, da den adelsstyrede og racistiske organisation Oryndro har overtaget magten og forsøger at udrydde hilaerne. Men modstandsbevægelsen bekriger det nye styre, og historien ses gennem de to hovedpersoner – modstandsfolkene Eshri og Korau – der forsøger at nedkæmpe fjenden Oryndro og skabe et bedre og mere retfærdigt samfund.

Det bedste:
Bogen er skrevet i et enkelt og ligetil sprog og egner sig fortrinligt som ungdomsbog med masser af drama, action og hurtige bemærkninger. Det er dog især kampen mod racisme, homofobi og intolerance, der for alvor gør denne serie både fængslende og vigtig i det store udbud af ungdomsbøger.

Det værste:
Der går ind imellem lige lovlig meget kærlighedsfnidder i historien, men heldigvis er de enkelte episoder ikke noget, der trækkes i langdrag. En virkelig formildende omstændighed, da jeg ellers tit oplever, at kærlighedskonflikter skal strækkes så længe som muligt (og nej, det gælder ikke kun ungdomsbøger).

Kan anbefales til:
’Morika’-trilogien hører bestemt til noget af det bedste moderne danske fantasy. Bøgerne emmer af hormoner, kærlighedsdrama og action, men formår også at belyse alvorlige emner såsom racisme og homofobi. Der er store følelser på spil, og som voksen læser kan det ind imellem virke lidt melodramatisk, men det er ikke desto mindre spændende og medrivende bøger.

Words of Radiance


Forventninger:
Jeg havde skyhøje forventninger til denne bog – eller disse bøger, for ‘Words of Radiance’ af Brandon Sanderson er fysisk set delt i to bøger, selvom den er skrevet som én. Men siden jeg læste første bog – ‘The Way of Kings’ – i marts måned, har jeg glædet mig til at læse efterfølgeren. Og selvom nr. 2 sjældent er lige så god som den første bog (eller film) i en serie, så havde jeg ret stor tiltro til, at hr. Sanderson nok skulle finde på noget godt.

Resumé:
Jeg skriver af princip ikke resumé af en bog, der er en fortsættelse i en serie.

Det bedste:
Jeg fristes til at sige det hele, for bogen var fantastisk! Jeg elskede hovedpersonerne og den måde, de udviklede sig på. Kærlighedshistorien var lidt corny – altså på den ret sukkersøde og overvældende måde – men det var egentlig okay, og jeg kunne til nøds leve med det potentielle trekantsdrama, som heldigvis var meget underspillet. Selvom historien skrider langsomt frem, så har jeg det fint med det rolige tempo, fordi verdens- og personopbygningen er så interessant. Og magisystemet er spot on – ligesom i ‘Mistborn’-serien.

Det værste:
Jeg læser de engelske paperback-bøger, og her opdagede jeg til min skræk, at selvom tredje bog i ‘The Stormlight Archive‘-serien udkom tidligere i år, så bliver de først udgivet i den engelske paperback-udgave til september næste år! Argh! Havde ellers sat næsen op efter at læse den til jul. Jeg ender nok med at låne den amerikanske udgave af en bekendt, for så længe kan jeg altså ikke vente…

Kan anbefales til:
Folk, der elsker gennemarbejdet fantasy med interessante og lidt anderledes hovedpersoner. Og som ikke er bange for tykke bøger. Og som bare knuselsker velskrevne bøger.

A Flame in the Mist


Da jeg ledte efter Asien-inspireret litteratur til mit forårstema, faldt jeg over ’A Flame in the Mist’ af Renee Abdieh, som jeg endte med at læse i slutningen af juni. Det er en bog med overnaturlige elementer, uden at det decideret er en fantasybog.

I ’A Flame in the Mist’ er Mariko – datter af en respekteret samurai – på vej til sin kommende ægtefælle, da rejseselskabet bliver overfaldet af banditter. Mariko undslipper med nød og næppe, men når dog at opfatte, at det er The Black Clan, der stræber hende efter livet. Hvorfor ved hun dog ikke, men hun beslutter sig for at finde ud af det, så hun kan tage hævn. Hun forkorter sit hår, binder barmen ind og klæder sig i drengetøj, inden hun efterfølgende opsøger The Black Clan for at udspionere dem. Det vælger at indlemme den mystiske dreng i gruppen, og snart opdager Mariko, at her er et fællesskab, hvor hun bliver værdsat for sin intelligens og handlemod og ikke betragtes som en handelsvare, sådan som hendes far har gjort.

Jeg kunne virkelig godt lide starten af bogen, hvor der var masser af dramatik og spænding. Hele scenen, hvor Marikos rejseselskab bliver overfaldet, var virkelig godt skrevet. Desværre knækkede filmen allerede lige efter, hvor Mariko beslutter sig for at infiltrere The Black Clan. Hun har et overraskende stort overskud til at opbygge et øjeblikkeligt had mod de formodede gerningsmænd i stedet for på nogen måde at virke overrasket eller bekymret over at vade rundt i en mørk, ukendt skov. Det virkede så dumdristigt, at jeg som læser havde meget svært ved at acceptere denne præmis.

Jeg havde det i det hele taget noget ambivalent med Mariko, for i bogen beskrives hun som meget dygtig og intelligent, men hendes opførsel afspejler det ikke rigtig. Hun er vanvittig dumdristig og påståelig, så det er rent held, at hun klarer sig igennem. Men hun dog visse evner – for eksempel at kunne blande sprængstoffer samt udtænke våbendesign. Hvordan hun har erhvervet sig disse evner, når hun tydeligvis er opvokset i et hjem, hvor piger er nipsting, der bortgiftes til højestbydende, det har jeg ingen anelse om.

Settingen er spændende – det gamle Japan kombineret med mennesker, der har magiske evner – men jeg synes ikke, at potentialet bliver udnyttet fuldt ud, hvilket især skyldes de ret uinteressante personer, der er med i historien. Der er glimt af magi og mysticisme, men det bliver aldrig rigtig forklaret eller foldet ud.

’A Flame in the Mist’ er første del i en serie, men ikke en jeg kommer til at læse.

Order of the Stick -1, 0 og 1

Jeg har taget en tur ned af memory lane i løbet af de sidste par måneder, da jeg er begyndt at genlæse en af mine yndlingsserier – ‘The Order of the Stick’. Jeg begyndte at læse den på nettet i tidernes morgen – se den her – og den er nærmest et must read for rollespillere, for den tager så meget pis på bordrollespil og fantasyverdener. Da tegneserien stille og roligt blev udgivet i bogform, købte jeg dem, men de senere år har jeg ikke fået fulgt med på nettet. Da jeg opdagede, at der var udgivet et hæfte, jeg ikke havde fået købt, skyndte jeg mig at finde den hos en internetboghandler og bestilte den hjem. Og nåja – så var det jo en fin anledning til at genlæse de gamle albums, for selvom jeg husker de fleste af striberne ret godt, så skader det jo ikke at genlæse noget, man elsker.

Jeg har genlæst -1, 0 og 1 i serien, og allerede her tænker du nok “…. ahvad?!”. Hæfte nr. 1 kom selvfølgelig først, og så mener jeg, at både nr. 2 og 3 blev udgivet, inden forfatteren valgte at udgive hæfte nr. 0 og -1 for at fortælle baggrundshistorien for de enkelte personer og hvordan de mødtes. Jeg vil derfor anbefale dig, at du læser hæfte 1 først – og gerne de to næste – inden du læser forhistorierne. Da jeg har læst hæfterne flere gange, valgte jeg dog at læse dem med forhistorierne først.

Og det er altså ret underholdende tegneserier, men der er en del jokes, der er ret indforståede og måske ikke fanger dig, hvis du ikke er eller har været rollespiller.

Hvis du er nysgerrig, kan du se striberne gratis ved at klikke på linket i starten af indlægget. Jeg kan ikke huske, om forhistorierne (dvs. hæfte 0 og -1) kommer undervejs på hjemmesiden, men den starter i hvert fald med de samme striber, der er i hæfte nr. 1.

Shannaras sværd

Kender du det? At have en bog stående på reolen i over ti år uden at få den læst? Dem har jeg nogle stykker af – ikke mange men alligevel nok til at irritere mig, så tidligere på måneden satte jeg mig for at få læst ’Shannaras sværd’ af Terry Brooks. Han er en ret kendt fantasyforfatter, men af en eller anden grund har jeg aldrig fået læst noget af ham – før nu.

’Shannaras sværd’ er første bog i en serie, men den kan læses selvstændigt. Den handler om den unge Shea, der lever et sorgløst liv. En dag bliver han opsøgt af troldmanden Allanon, og så bliver hans liv vendt op og ned. Shea får at vide, at han er den eneste overlevende af Shannara-slægten og dermed den eneste, der kan bruge Shannaras sværd – det eneste våben, der kan udslette den ondskab, som truer med at knuse verden. Shea er halvt menneske og halvt alf og har aldrig kendt til sit ophav, så han bliver ret chokeret. Han er i tvivl om, hvad han skal, men Allanon advarer ham om, at Shea – uanset hvad – vil blive stræbt efter livet, hvis (eller rettere sagt når) fjenden opdager, at han er den sidste efterkommer af Shannara. Shea må da også flygte sammen med broren og kommer snart ud på en farefuld rejse, hvor både mennesker, dværge, trolde og elvere må arbejde sammen i kampen mod det onde.

Denne bog virker som et rip-off af ’Ringenes herre’, hvilket kom som en stor overraskelse for mig. Især starten, hvor Shea blev opsøgt af troldmanden, men også dele af rejsen mindede så meget om Tolkiens klassiker, at jeg blev pinligt berørt på forfatterens vegne. Det virkede ret uoriginalt, og så var især starten også noget kluntet skrevet. Det kan måske have noget med oversættelsen at gøre, men da jeg kun har læst den danske udgave, så er det svært at vurdere.

Selve historien om Shea er ikke særlig interessant, men heldigvis fylder dværgen Henkel også en del i fortællingen, og hans historie er væsentlig mere spændende at følge. I det hele taget får bipersonerne lov til at fylde en del undervejs, hvilket er et klart plus, når nu hovedhistorien er så forudsigelig.

Nu fik jeg endelig læst ’Shannaras sværd’, og var den så ventetiden værd? Klart nej. Den virkede som en halvbillig udgave af ’Ringenes herre’, og så virkede den i det hele taget noget bedaget, hvilket dog ikke var så overraskende, når nu bogen har over 40 år på bagen. Men det er helt sikkert ikke en bog, jeg beholder.

I døden og videre

På min biblioteks-huskeliste har der gennem længere tid stået ‘I døden og videre’ af Jacob Kokkedal. Jeg kan ikke huske, hvor jeg stødte på bogen første gang, men det kunne godt være en liste over nye bogudgivelser. Da mit læsetema for årets tre første måneder har været fantasy, så var det oplagt at låne denne bog, da den er første del i en fantasy-serie.

Bogen foregår i kongeriget Sastion, hvor kongen er draget i krog mod De Urene horder og ladet den unge prins blive alene tilbage. Prinsen Eumon er en lille og forsigtig dreng, som mest bruger tid sammen med bøgerne, men det bliver der grundigt lavet om på, da drukkenbolten Balt først redder prinsen og prinsessen og siden begynder at oplære prinsen i kampteknikker. De er et umage par – den fordrukne og snuskede mand og den spinkle knægt – men det er tydeligt, at drengen har gavn af den ligefremme behandling. Omgivelserne lægger også mærke til forandringen, og flere og flere spørger sig selv om, hvem Balt mon er. Hvor kommer han fra, og hvad er hans baggrund? Det er tydeligt, at han må have en soldaterbaggrund med de teknikker, han lærer prinsen, men hvem er denne mystiske mand?

Denne bog endte med at overraske ganske positivt, og det skyldes først og fremmest samspillet mellem Balt og Eumon. Det bliver hurtigt tydeligt, at Balt – trods sin fordrukne og beskidte overflade – er en ganske anstændig person og derfor har en god indflydelse på den unge, usikre prins. Det øvrige persongalleri rummer også en del personer, der er lette at holde af – blandt andet tjenestepigen Lila og kammertjeneren Sulkat – men de får dog ikke lov til at fylde så meget som Balt.

Bogens største svaghed er de mange gentagelser. Der er blandt andet lige lovlig megen fokus på Balts uhumske fremtoning og hans afhængighed af alkohol og lidt for megen trampen rundt i, hvor usikker og forsigtig prinsen er. Det er synd, når nu historien som helhed er velskrevet.

‘I døden og videre’ er en ganske fin start på en fantasyserie. Jeg glæder mig til, når næste bog udkommer.

Language of Thorns

Leigh Bardugo er blevet en ret populær forfatter de senere år, og jeg var også ret begejstret for hendes ‘Grisha Verse’-trilogi. Derfor var det nærliggende at kaste sig over hendes novellesamling ‘Language of Thorns’, som foregår i samme dystre og melankolske verden.

Novellerne er inspireret af traditionelle eventyr uden dog at være genfortællinger. De har samme bittersøde slutninger som de klassiske folkeeventyr, hvor det absolut ikke var sikkert, at der var en lykkelig slutning.

Historierne er meget fint fortalt. Leigh Bardugo kan i den grad male med ord, så englene græder. Det er en fornøjelse at læse de stemningsfulde fortællinger, hvor sproget flyder let og ubesværet og samtidig er så rigt og nuanceret.

Indholdsmæssigt svingede novellerne dog noget. Der var nogle af dem, der gik lige i hjertet, mens andre var lidt for anonyme til min smag. Men det kan også være tidspunktet, jeg læste dem på – jeg er i hvert fald villig til at give dem endnu en chance en anden gang, for jeg kunne godt finde på at genlæse ‘Language of Thorns’.

Samlet set en udmærket læseoplevelse. Ikke helt på højde med ‘Grisha Verse’-trilogien men meget stemningsfulde noveller.

The Way of Kings

Jeg havde egentlig planer om at blogge om en anden bog i dag, men da jeg ikke var i humør til at skrive en gnaven anmeldelse og desuden lige har læst denne fantastiske bog af Brandon Sanderson, så bliver det i stedet til en anmeldelse af ‘The Way of Kings’, der er første bog i ‘The Stormlight Archive’-serien. Den opmærksomme læser vil nok undre sig over, at jeg skrive bog i ental, når der nu er to bøger på billedet, men det skyldes, at den første bog i serien ganske enkelt er så tyk, at den er delt op i to i paperback-udgaven!

‘The Way of Kings’ foregår i fantasyverdenen Roshar, hvor der er i krig i området Shattered Plains. Her leder highlord Dalinar en af hærene. Han forsøger samtidig at opklare et mordforsøg på kongen, men tegnene er tvetydige, og nogen forsøger tilsyneladende også at rette mistanken mod Dalinar. Samtidig prøver den unge slave og tidligere soldat Kaladin at overleve de hårde vilkår, han nu lever under. Hans vilje til at overleve og ikke mindst at se andre overleve får ham til at gøre umulige ting for at redde de andre slaver fra en ligegyldig død. Og så er der Shallan, som er på en hemmelig mission for at redde sin familie fra den visse død. Hun skal forsøge at komme tæt på Jasnah for at stjæle et særligt relikvie fra hende, men det er nærmest umuligt at komme ind på livet af den reserverede, intelligente kvinde.

Ok, jeg opgiver. Det er stort set umuligt at skrive et kort resumé af, hvad denne bog handler om. Ikke blot er den på ca. 1100 sider – den følger ikke blot de tre ovenstående personer men også et par stykker mere, og det gør det ret svært at give et ordentligt billede af, hvad denne bog handler om, da der er så mange nuancer, der ikke kommer med. Jeg vil derfor hellere fokusere på, hvordan læseoplevelsen var.

ABSOLUT FANTASTISK! Brandon Sanderson har gjort det igen! Efter at jeg forelskede mig hovedkulds i ‘Mistborn’-trilogien, er der intet anden fantasy, der har nået den til sokkeholderne – heller ikke Sandersons andre bøger. Men med denne bog er Sanderson atter tilbage med en killer af en serie – og jeg mener ikke blot sidetalsmæssigt. Verdensopbygningen i bogen er fænomenal, og der er så mange spændende detaljer, som man kan dykke ned i. Det er en barsk og anderledes verden, hvor en meningsløs krig har hærget gennem en række år, men hvor andre trusler også lurer i baggrunden.

En af Sandersons mange forcer er hans evne til at skrive interessante og nuancerede personer, og det lykkes også fuldt ud i denne bog. Jeg elsker både Dalinar, Kaladin og Shallan, som – selvom de har deres fejl – også har nogle sunde værdier såsom ansvarlighed og næstekærlighed. Jeg blev faktisk lidt rørt undervejs, da et par af dem gjorde noget meget modigt – ja, jeg blev nærmest stolt af dem. Det har jeg alligevel aldrig prøvet med fiktive personer før…

Hvis jeg endelig skal nævne et kritikpunkt, så er det tempoet i bogen. Det kunne godt gå lidt hurtigere (så bogen også blev lidt kortere og dermed mere spiselig for flere læsere). Jeg kedede mig dog på intet tidspunkt gennem bogen og nød blot at fordybe mig i den fascinerende verden og de komplekse personligheder.

Der er ingen tvivl om, at jeg skal læse de næste bøger, men da de er så lange, kommer jeg nok først i gang med næste bog i sommerferien.

 

Odinsbarn

Da ‘Odinsbarn’ af Siri Pettersen udkom for nogle år siden, flød bogbloggerverdenen over i positive anmeldelser, så den røg hurtig på min liste over bøger, jeg gerne vil læse. Der gik dog et godt stykke tid inden, at jeg fik gjort noget ved det, men da jeg endelig fik den i julegave sidste år, var der ikke flere undskyldninger – nu skulle den læses!

‘Odinsbarn’ handler om den 15-årige Hirka, som ikke er som de andre. Da hun opdager, at hun er odinsbarn og det er grunden til, at hun ikke har en hale som de andre, bliver hun bange. Som odinsbarn er man ikke bare et udskud i de andres øjne – man er decideret farlig for samfundet, og hun frygter derfor for sit liv. Men tiden for Ritualet nærmer sig, og her vil det blive afsløret, at hun ikke har evnen at favne, så hun prøver desperat at finde en måde til at klare sig igennem prøven uden at afsløre det.

Bogen emmer af stemning. Forfatteren opbygger på ingen tid en historie, som tydeligt er præget af nordisk mytologi, uden at hun dog nævner det direkte. Universet er dog lidt kryptisk – jeg følte i hvert fald lidt, at jeg famlede rundt i blinde i starten, da jeg ikke helt kunne finde hoved og hale (undskyld) i verdenen. Men stille og roligt begyndte det at tage form, og jeg endte med at blive ret fascineret af universet.

Historien er på mange måder klassisk, da den handler om at være anderledes og ikke passe ind. Her er der dog meget mere på spil, for Hirka er prisgivet, hvis de andre opdager, hvad hun er. Derfor er hendes kamp for at finde ud af, om det er muligt at klare sig hæderligt igennem Ritualet ganske interessant. Hun søger hjælp hos vennen Rime, og de udgør et godt og lidt utraditionelt makkerpar. Jeg var dog ikke så vild med den spirende romance, for det virker alt for forudsigeligt og stereotypt, men det kan jo være, at det tager en uventet drejning.

Jeg var ret fascineret af bogens første halvdel, men derefter syntes jeg desværre, at historien tabte pusten. Jeg er ikke helt sikker på, hvad det var, der gjorde det – måske den langsomme fremdrift eller måske små ændringer i skrivestilen, så den blev knapt så stemningsfyldt. Under alle omstændigheder var det ikke en bog, der blæste mig fuldstændig omkuld, og det ærgrer mig selvfølgelig – men det var heller ikke en dårlig bog.

Jeg regner bestemt med at læse videre i serien senere i år, og så krydser jeg fingre for, at det bliver endnu bedre.

Udyret

Jeg kan desværre ikke huske hos hvilken bogblog, jeg første gang stødte på denne bog, men den lød så interessant, at jeg endte med at tage den med hjem fra biblioteket for nylig.

‘Udyret’ er skrevet af Peternille Van Arsdale og handler om pigen Alys. Hun har søvnproblemer og går derfor ture på engene omkring landsbyen. En nat møder hun et tvillingepar, som kort viser interesse i hende, men snart fortsætter mod landsbyen. Der er noget mystisk ved dem, men det tænker Alys ikke over før næste dag, hvor alle landsbyens voksne ligger døde. Alys ved med det samme, at det er tvillingeparret, der står bag – at de er sjæleædere. Hun kan nemlig mærke de samme kræfter ulme inden i sig, men hun tør ikke røbe det for nogen, da hun så straks vil blive slået ihjel. I stedet skjuler hun sine evner, men som årene går, bliver det sværere og sværere at holde det hemmeligt.

Starten på bogen var ret fascinerende. Den var smukt og nærmest poetisk skrevet, og jeg blev straks fanget af historien. Her får man introduktionen til det mystiske tvillingepar, og jeg syntes, det tegnede rigtig godt for fortællingen. Desværre tabte historien lidt pusten undervejs. Skrivestilen blev mere jævn, og fortællingen trak ganske enkelt ud. Jeg synes, at den kunne have været langt mere elegant, hvis den havde været kortere og samtidig holdt sig til samme skrivestil hele vejen igennem.

I bund og grund er det ellers en ret simpel historie. Personligt var jeg ikke så vild med Udyret, som dukkede op i enkelte scener – jeg syntes aldrig rigtig, at det kom til at fungere. Samtidig var beboerne i den anden landsby, som Alys flyttede til efter forældrenes død, lige lovlig klichéramt i forhold til deres opførsel over for de forældreløse børn.

I alt i alt blev det en noget jævn læseoplevelse. Den første tredjedel var fængende og nærmest drømmeagtig fascinerende, men derefter gik der lidt for megen hverdag og kliché over den, og så gik luften af ballonen.