Seraphina

Månedens to-read-bog er ‘Seraphina’ af Rachel Hartman – en bog, der længe har stået på min liste over bøger, jeg vil læse, så nu var det altså på tide!

Bogen handler om den unge kvinde Seraphina, der får arbejde som musiker ved hoffet. Det sker cirka samtidig med, at en af medlemmerne af kongefamilien bliver myrdet, og mistanken falder straks på dragerne. Der har ellers eksisteret fred mellem mennesker og drager i et godt stykke tid, men nu ulmer konflikten, og Seraphina bliver pludselig viklet ind i opklaringen. Problemet er blot, at hun er halvblods drage, og hun er bange for, hvad der vil ske, hvis andre finder ud af det…

Nu er det ingen hemmelighed, at jeg er glad for drager, så jeg havde selvfølgelig pænt høje forventninger til denne bog. Desværre blev de ikke indfriet, og jeg har grublet en del over, hvorfor denne bog skuffede mig.

Først og fremmest var det skrivestilen. Den fangede mig på ingen måde. Jeg har læst flere anmeldelser, hvor folk kritiserer, at sproget er (for) svært, men det syntes jeg egentlig ikke – det var bare ikke en særlig spændende eller smuk skrivestil, så historien var til tider lidt træg at komme igennem.

Historien i sig selv var sådan set udmærket. Hele konflikten mellem dragerne og menneskene og ikke mindst hele paranoiaen med undercover-dragerne var interessant (om end ikke super innovativ). Men jeg syntes, den var lidt kluntet fremstillet. Det fungerede fint i de øjeblikke, hvor Seraphina skal skjule sin identitet over for sine venner, men knapt så godt når der gik heksejagt i den.

Jeg brød mig slet ikke om de scener, der foregik i Seraphinas hoved – de var lidt for abstrakte og underlige til mig (til trods for, at jeg ofte godt kan lide quirky og syrede påfund i bøger).

Alt i alt må jeg desværre se i øjnene, at denne bog fungerede bare ikke for mig. Jeg blev hverken fanget af historien, verdenen eller hovedpersonen, og jeg syntes ikke, at der var så meget nyt i bogen, som jeg ellers havde håbet på. Jeg regner derfor ikke med at læse videre i serien.

Before They Are Hanged

‘Before They Are Hanged’ er efterfølgeren til ‘The Blade Itself’ og dermed også anden bog i ‘The First Law’-trilogien.

Jeg kan naturligvis ikke fortælle så meget om handlingen, da det vil afsløre for meget fra den første bog, men jeg vil kort opsummere, hvad der var godt og skidt ved ‘Before They Are Hanged’.

Man følger fortsat de tre hovedpersoner – Glokta, Ninefingers og Jezal – og de er vidt forskellige og alligevel charmerende på hver deres måde. Glokta er klart min favorit – et tidligere offer for tortur, der nu selv er torturmester. Et mishandlet og grotesk menneske, der alligevel stadig kan udvise næstekærlighed. Han er den mest komplekse og usædvanlige af de tre hovedpersoner og er samtidig en noget anden type end de helte, der normalt optræder i fantasybøger.

Selvom handlingen til tider er dyster, og forfatteren absolut ikke er bange for at dræbe nogle personer undervejs, så er der alligevel en underspillet, sarkastisk tone i mange af dialogerne, som flere gange fik mig til at gnække. Der er noget fandenivoldskhed, som jeg ikke kan stå for.

Men – for der er også et men – jeg syntes desværre, at handlingen skred meget langsomt frem, og at der manglede kød på historien. Bogen kunne sagtens have været kortere, og selvom meget af første bog gik med at fortælle om verdenen, så var det lige før, at der var mere handling i den første bog frem for den anden. Ærgerligt, for det lagde en dæmper på min begejstring for en serie, der ellers er ganske lovende.

Jeg satser på at læse den sidste bog i serien i løbet af de næste par uger og smider selvfølgelig anmeldelsen her på bloggen kort tid derefter.

Calling on Dragons

Jeg er nu nået til tredje bog i ‘Enchanted Forest Chronicles’, der er skrevet af Patricia C. Wrede. Jeg har tidligere anmeldt ‘Dealing with Dragons’ og ‘Searching for Dragons’.

Ligesom med forrige bog er hovedpersonen i ‘Calling on Dragons’ igen skiftet ud. Nu er det ikke længere Cimorene og Mendanbar, man følger, men i højere grad Killer – en fortryllet kanin, som heksen Morwen finder i sin have. Både Killer, Cimorene, Morwen og ikke mindst Morwens katte kommer på lidt af et eventyr, da det viser sig, at troldmændene er vendt tilbage for at prøve at overtage den fortryllede skov.

Hrm… jeg må desværre indrømme, at denne bog ikke var nær så god som de foregående. Hvor den første bog var nyskabende, overraskende og sjov, var den anden bog hyggelig og ganske underholdende. ‘Calling on Dragons’ er ingen af delene. Det er måske lidt hårdt sagt – den er ok det meste af tiden – men den når ikke de to foregående bøger til sokkeholderne. Humoren og de quirky detaljer mangler, og jeg syntes ikke, at Killer var særlig interessant eller charmerende.

Der er én bog tilbage i serien, og den regner jeg med at læse i løbet af maj måned. Jeg krydser fingre for, at den er på højde med de to første bøger, for det vil være ærgerligt, at en serie, der startede så godt, ender med at være en meh-oplevelse.

The Shadow Queen

Eftersom mit læsetema pt. er Eventyr, så blev jeg naturligvis nødt til at læse ’The Shadow Queen’ af C. J. Redwine, da det er en fortolkning af det klassiske eventyr, Snehvide.

‘The Shadow Queen’ handler om prinsessen Lorelai, der som barn må flygte fra slottet sammen med sin bror, da deres onde stedmoder dræber deres far og også forsøger at myrde dem. De to børn går i skjul sammen med vagten Gabril, og sådan går der en række år, hvor børnene vokser op, mens den nye dronning får mere og mere magt. Men Lorelai har ikke tænkt sig at overlade sit land og sin trone til den grusomme dronning, og hun prøver derfor at gennemskue, hvordan hun bedst kan bruge sine magiske evner til at vinde over stedmoderen. Hun har dog ikke lige overvejet, hvad der vil ske, når nabokongedømmets prins pludselig bliver involveret i magtkampen, og Lorelai pludselig bliver splittet mellem ønsket om hævn og ønsket om at vise næstekærlighed.

Jeg var lidt overrasket over, hvor meget der var lavet om i denne fortolkning – og ikke mindst tilføjet i forhold til det oprindelige eventyr. Det var på den ene side godt, da det så ikke føltes som et fuldstændig rip-off af en allerede kendt historie, men på den anden side var der også nogle af tilføjelserne, som virkede unødige.

’The Shadow Queen’ har skruet op for fantasy-elementerne, da der både er ogrer (de minder om orker) og dragemennesker med. Sidstnævnte var jeg ikke så begejstret for i starten – man skulle et godt stykke ind i bogen, før deres funktion begyndte at give mening. Til gengæld blev jeg helt utrolig træt af, hvor tit forfatteren skulle pointere, at disse personer også havde et dragehjerte – af en eller anden grund havde forfatteren brug for at overforklare og gentage flere ting undervejs, og det var ret irriterende.

Bogen hører til YA-genren, og det led den under på flere områder. Hovedpersonen var selvfølgelig noget helt særligt med helt særlige evner, ligesom hun selvfølgelig også forelskede sig hovedkulds i en ung, smuk prins, som ellers prøvede at slå hende ihjel. Her skal forfatteren dog roses for, at det ikke var instant love, ligesom der heldigvis ikke var indflettet et trekantsdrama i bogen. Historien blev også mere og mere actionpacked, og hvor det på den ene side gav noget dynamik, blev det på den anden side en lidt underlig hybrid mellem en actionfilm og en fantasyfilm overlæsset med computereffekter. Her var det især magien, der kom til at virke kluntet – igen fordi forfatteren prøvede at overforklare scenerne.

Jeg læste nogle af anmeldelserne på Goodreads, da jeg var færdig med ’The Shadow Queen’. Her er det ret tydeligt, at folk enten hader eller elsker bogen. Jeg hører til det fåtal, som ligger et sted midt imellem. Bogen er for stereotyp til, at jeg for alvor kan lide den. Omvendt syntes jeg dog ikke, at den er så kedelig og fantasiforladt, som andre finder den. Der er bestemt interessante detaljer ved bogen, men overordnet set var det ikke en særlig interessant læseoplevelse.

The Bands of Mourning

Så fik jeg endelig læst den sjette Mistborn-bog, ‘The Bands of Mourning’, af Brandon Sanderson. Principielt set er det tredje bog i den western-inspirerede udgave af Mistborn-verdenen, for oprindeligt bestod Mistborn-serien af tre første bøger, der foregår i en fantasy-setting. Derefter fortsatte forfatteren med at skrive bøger i samme verden, men dog 300 år senere, hvor verdenen nu mere minder om en western-udgave af 800-tallet. Jeg har tidligere anmeldt de tidligere bøger, herunder også de to seneste, ‘Alloy of Law’ og ‘Shadows of Self’.

Ingen opsummering af handlingen men i stedet et par tanker om bogen.

Jeg var desværre ikke helt oppe at ringe over denne bog. Den første ‘westernbog’, ‘Alloy of Law’, var fantastisk, mens jeg syntes, at ‘Shadows of Self’ var noget tung at komme igennem. Jeg håbede på, at ‘The Bands of Mourning’ ville give serien et stærkt comeback, men det var en noget svingende læseoplevelse. Der var geniale og gribende øjeblikke, men der var også tidspunkter, hvor det blev for deskriptivt og detaljeret i forhold til forklaringen af magisystemet. Det interesserede mig ikke særlig meget – i hvert fald ikke når der skulle bruges så mange ord på det.

Den mest positive overraskelse var Steris, og hvordan hun for alvor foldede sig ud i denne bog. Det havde jeg ikke lige set komme, men det var virkelig fedt! Nåja, og så havde jeg hørt det inden, men dette var alligevel ikke sidste bog i serien – der kommer en mere, og jeg tror muligvis, at det er i år.

Det er stadig udmærkede bøger, men de når dog ikke op på samme niveau som de tre første Mistborn-bøger, som er blandt mine absolutte favoritter, når det gælder fantasy.

Searching for Dragons

I sidste måned udpegede jeg ‘Dealing with Dragons’ til at være aprils bedste læseoplevelse, så jeg havde selvfølgelig høje forventninger til efterfølgeren, ‘Searching for Dragons’. Bøgerne er skrevet af Patricia C. Wrede og er de første bøger i en serie på fire.

I ‘Searching for Dragons’ er hovedpersonen skiftet ud. Cimorene fra den første bog er stadig med, men historien fortælles gennem Mendanber – den unge konge af den fortryllede skov. Han opdager, at dele af skoven er ødelagt, og mistanken falder på dragerne, da han finder flere drageskæl blandt de forkullede træer. Han opsøger Kazul – eller rettere forsøger på det, for hun er blevet taget til fange af onde troldmænd. Det går naturligvis ikke, så han slår sig sammen med Cimorene, og de drager afsted for at lede efter Kazul.

Det er stadig en sød og hyggelig historie, men jeg synes desværre ikke, at Mendanber er en lige så interessant hovedperson. Han virker faktisk rimelig anonym, og det er lidt synd, når nu Cimorene var en så sjov og handlekraftig hovedperson i første bog.

Humoren er – måske af samme grund – heller ikke nær så sprudlende og overraskende i ‘Searching for Dragons’, selvom der nu er flere scener med yderst inkompetente troldmænd. De er ikke lige så gakkede som dem i Terry Pratchetts bøger, meeen de er heller ikke ligefrem frygtindgydende.

Jeg endte dog med at være fin underholdt alligevel. Det er en ganske hyggelig fortælling, og der er fortsat nogle fine og lidt overraskende pointer, som bryder det gængse billede af, hvordan eventyr ’skal’ være.

A Torch Against the Night

Jeg får læst en del e-bøger for tiden, og her har jeg blandt andet kastet mig over ‘A Torch Against the Night’, der er efterfølgeren til ‘An Ember in the Ashes’. Bøgerne er skrevet af Sabaa Tahir.

Jeg vil undlade at skrive et resumé af handlingen, da det vil afsløre for meget i forhold til den første bog, men da jeg var ret begejstret for ‘An Ember in the Ashes’, vil jeg i stedet diskutere, om ‘A Torch Against the Night’ lever op til den første.

… og ja, det gjorde den! Den er spændende, dramatisk, actionfyldt og overraskende på samme tid. Der var godt nok et tidspunkt i første halvdel, hvor det var lige ved at kamme over i trekantsdrama, men i stedet for at tæske rundt i de sædvanlige YA-klicheer, så fik forfatteren drejet det over til noget langt mere interessant.

Jeg elsker, at der bliver gjort så meget ud af personerne i denne serie. Især Helene er yderst interessant, men også den ekstremt ondskabsfulde og manipulerende kommandant pirrer min nysgerrighed. Jeg kan naturligvis også godt lide heltene, men det er de to førnævnte, som helt sikkert skiller sig mest ud i forhold til anden ungdoms-fantasy.

Jeg vil egentlig gerne sige mere, men så er jeg bange for, at jeg afslører for meget, så lad mig i stedet slutte af med at anbefale bøgerne samt krydse fingre for, at næste bog snart kommer!

Fables Book 7

Under den nyligt overståede readathon læste jeg blandt andet ‘Fables Book 7’. Den passede godt ind i eventyrtemaet, som jeg havde valgt til readathonen, og så er det altid hyggeligt med en tegneserie eller to i løbet af en læseevent.

‘Fables Book 7’ overraskede positivt. Godt nok er jeg ret glad for serien, men de to foregående bøger var ikke helt på højde med de øvrige bøger i serien, så det var dejligt at opdage, at 7’eren var spændende, medrivende og fascinerende. Der er fokus på hovedhistorien (hvilket jeg foretrækker), men de supplerende historier var dog også ganske gode. Jeg kan i det hele taget godt lide den udvikling, der er i hovedhistorien og ikke mindst de interessante overraskelser, den byder på. Nåja, og så er jeg ret vild med den lille sidehistorie med Rapunzel 🙂

Så alt i alt en rigtig god tegneserie, der er på højde med de første bøger i serien.

Scythe

Det er ingen hemmelighed, at jeg har en svaghed for Neal Shusterman – eller rettere sagt hans bøger. Jeg faldt pladask for ‘Everlost’ og de øvrige bøger i den serie, ligesom jeg også holdt af ‘Unwind’-serien.

Nu er han kommet med en ny serie, hvor første bog hedder ‘Scythe’. Den foregår i fremtid, hvor den naturlige død ikke længere findes, ligesom menneskeheden også har udryddet alle livsfarlige trusler såsom sygdomme, krig og hungersnød. Man kan blive lige så gammel, som man ønsker det – ja, man kan endda skrue sit biologiske ur baglæns, så man atter ligner en 21-årig, hvis man har lyst til det. Den situation vil naturligvis betyde, at Jorden hurtig vil blive overbefolket, og derfor er der udpeget en række scythes – en slags ‘aflivere’ – der har til opgave at dræbe mennesker. De skal opfylde en bestemt kvote, og dødsfaldene skal ramme alle befolkningsgrupper, så man må ikke skåne nogen – ej heller børn. Citra og Rowan bliver udvalgt som lærlinge til scythen Faraday, og de indser snart, at livet som scythe er både ensomt og kompliceret. Hvornår bør et menneske dø? Og hvordan? Samtidig med dette opdager de også, at selvom scythe-ordenens medlemmer er pålagt en lang række restriktioner, så er der brodne kar imellem, og der er nogen, der åbenbart sætter lige lovlig megen pris på at slå andre mennesker ihjel…

Jeg kan godt lide rammen for historien, hvor menneskene har udryddet den naturlige død og i stedet må have ‘aflivere’ til at sørge for, at befolkningen ikke vokser katastrofalt. Det åbner op for en række interessante diskussioner – ikke mindst da Citra og Rowan skal deltage i de første ‘aflivninger’. For hvad er en retfærdig død? Og skal døden være retfærdig – og for hvem?

Jeg tænkte både på ‘Unwind’-serien og ‘Mort’ af Terry Pratchett i starten, men ‘Scythe’ fandt hurtigt sin egen form og stil. Jeg elsker Shustermans skrivestil og ikke mindst hans evne til at overraske, og det gør han også i denne bog. Der var et ret vigtigt plottwist, jeg overhovedet ikke havde set komme, men som betød, at historien tog en ret spændende drejning.

De to hovedpersoner er ok skrevet, men jeg må indrømme, at jeg nok havde forventet lidt mere af dem – de var lidt overfladisk beskrevet, og jeg syntes aldrig, at jeg kom tæt på dem. Samtidig var deres fascination af hinanden ret pludselig og meget intens – her kunne forfatteren godt have arbejdet lidt mere med opbygningen.

Min største anke mod bogen er slutningen, for her går det pludselig meget stærkt. Det virkede lidt som om, at forfatteren pludselig opdagede, at han var ved at løbe tør for sider, for der springes en del i historien hen mod slutningen, og jeg syntes desværre, at det gik alt for hurtigt. Der var scener, der burde have været med for at binde historien bedre sammen og scener, der burde have været mere detaljerede. Virkelig ærgerligt når nu resten af bogen var aldeles glimrende.

‘Scythe’ er som sagt første bog i en serie. Jeg har det lidt blandet med det, for bogen står stærkt som enkeltstående historie, og jeg synes, det er lidt ærgerligt, at det igen-igen skal være en serie. Der er ganske enkelt for få enkeltstående bøger i fantasygenren, og denne her behøver reelt set ikke en fortsættelse. Så kan man argumentere for, at jeg jo bare kan lade være med at læse den næste bog, meeen… det gør jeg nok alligevel. Det er jo Neal Shusterman, der står bag 🙂

Fables Book 6

I de kommende måneder læser jeg eventyrbøger, og så er det jo oplagt også at læse nogle flere albums i ‘Fables’-serien. Se links til mine anmeldelser af tidligere albums nederst i dette indlæg.

‘Fables Book 6’ starter med en historie, der ikke er knyttet til hovedfortællingen. Historien handler om menneskelige trædukker, og den var ganske interessant, men jeg brød mig absolut ikke om tegnestilen. Den var for kold og kantet til min smag.

Resten af bogen handler om hovedhistorien med Snehvide, Bigby osv. Jeg kan stadig ikke vænne mig til, at blandt andet Bigby tegnes så forskelligt i de enkelte historier (jeg har samme problem med ‘The Walking Dead’-serien), men bortset fra det er det dejligt, at man kommer et godt stykke videre i hovedhistorien. Der har været nogle af de tidligere bøger, hvor der har været for mange sidehistorier (altså efter min smag), men her ser vi nye sider af flere af hovedpersonerne.

Jeg synes stadig, det er en dejlig serie, men helt overordnet set var jeg ikke lige så imponeret af denne bog som de fleste af forgængerne. Måske fordi der ikke var så mange af hovedpersonerne med, eller måske fordi jeg savnede lidt mere dybde i historien. Men lad os nu se, hvad de finder på i de kommende to bøger, som jeg også har stående og vil læse i løbet af den næste måneds tid.