Sejlvæveren

Ind imellem har man lov til at være heldig. Sådan havde jeg det i hvert fald, da jeg var færdig med at læse ‘Sejlvæveren’ af Muffy Morrigan, for jeg mindes ikke at have hørt om bogen, inden jeg en dag faldt over den hos Ereolen.dk. Bogen røg på to-read-listen, og så glemte jeg ellers alt om den, indtil jeg for nylig fik lyst til at læse en e-bog og atter faldt over bogen på min liste.

‘Sejlvæveren’ handler om Tristan, der er sejlvæver. Han mestrer den dragemagi, der gør menneskene i stand til at væve de sejl, som (rum-)skibene bruger for at flyve i rummet. En dag får han den ære at væve sejlene til det største skib, der nogensinde er bygget – et skib, der skal bruges i kampen mod rumvæsnerne, som menneskene og dragerne er i krig med. Men opholdet på skibet bliver alt andet end fredeligt, for snart er Tristan viklet ind i en række ubehagelige intriger, og oprøret lurer under overfladen. Der er tilsyneladende folk om bord, der har onde hensigter, og situationen spidser til.

Bogen er en interessant kombination af sci-fi og fantasy, men det fungerer overraskende godt. Jeg skulle lige vænne mig til stilen i starten – blandt andet hele konceptet med, at det er sejlskibe, der fungerer som rumskibe – men jeg blev hurtigt grebet af historien. Der er masser af action og drama i historien, og så er det let at fatte sympati for Tristan, som måske er ret goodygood, men egner sig fint som hovedperson.

Jeg savnede lidt mere baggrundsviden for at få et bedre indblik i den verden, historien foregik i. Den kunne godt virke en anelse indforstået flere steder, men omvendt var det rart at læse en fantasybog, som for en gangs skyld var under 400 sider tyk.

Der var flere steder undervejs, hvor sproget haltede lidt, men det skyldes muligvis oversættelsen. Det ærgrede mig, men det ødelagde heldigvis ikke læseoplevelsen.

Samlet set en rigtig god bog. Den er ikke superkompliceret, men det er en frisk fortolkning af, hvordan man kan kombinere fantasy og sci-fi, og jeg ville ønske, at der kom en toer til ‘Sejlvæveren’. Det er typisk – nu har jeg sukket efter at finde standalone-fantasybøger, og når jeg endelig gør, vil jeg selvfølgelig have en efterfølger! 😀

Jarvis – troldmandens lærling

Så blev det tid til lidt dansk fantasy igen! Jesper Ejsing kender jeg primært fra de utroligt smukke illustrationer, han har lavet gennem tiden, men han står også bag ‘Jarvis – troldmandens lærling’, som jeg hørte som lydbog for nylig.

Bogen handler om den forældreløse dreng Jarvis, der arbejder som gedehyrde. En dag ankommer en troldmand til byen, og hans opdukken vækker opmærksomhed – ikke mindst da han annoncerer, at han leder efter en lærling. Jarvis håber ligesom de andre drenge på at få chancen, og alle bliver temmelig overraskede, da Jarvis ender med at blive udpeget som lærling. Det viser sig dog, at troldmanden har en større flok lærlinge, og at det tilsyneladende ikke er så ligetil at blive troldmandens betroede. Men det er dog ikke den eneste udfordring. Jarvis begynder at få fornemmelsen af, at der er et eller andet galt, for der foregår nogle mystiske ting i krogene…

‘Jarvis – troldmandens lærling’ er god, gedigen fantasy. Historien er til tider rimelig forudsigelig, men samtidig er der også en tilpas mængde overraskelser undervejs. Og så er der ikke sparet på actiondelen.

Jarvis som hovedperson fungerer ganske godt. Han er sympatisk og intelligent men også usikker – især da de andre lærlinge ikke ligefrem opfører sig pænt over for ham. Konflikten mellem eleverne er interessant og er fortalt ret troværdigt (i modsætning til blandt andet første bog i ‘Våbenbrødre’-serien), hvilket ind imellem gør fortællingen ret barsk.

Jeg er dog noget splittet omkring slutningen. Den kan jeg ikke komme ind på her, men jeg er lidt i tvivl om, hvorvidt jeg synes, at den passer til resten af historien.

Alt i alt en ganske god fantasybog. Det er helt underligt, at der ikke er en efterfølger til, for jeg er efterhånden vant til, at fantasyforfattere altid skriver serier, men det er forfriskende med en bog, der står alene. Jeg kan dog ikke lade være med at håbe på, at der en dag kommer en efterfølger, for jeg syntes, at denne bog var ganske lovende.

Talking to Dragons

Så blev det tid til fjerde og sidste bog i ‘Enchanted Forest Chronicles’-serien, som er skrevet af Patricia C. Wrede. Jeg har tidligere anmeldt ‘Dealing with Dragons’, ‘Searching for Dragons’ og ‘Calling on Dragons’.

Hovedpersonen i ‘Talking to Dragons’ er Daystar, der er Cimorenes søn. Så ja, der er gået nogle år mellem tredje og fjerde bog. Der er selvfølgelig mange af personerne/væsnerne med fra de forrige bøger, men jeg vil ikke fortælle for meget her for ikke at afsløre noget fra de foregående bøger.

Jeg var ikke så begejstret for den forrige bog, ‘Calling on Dragons’, men med ‘Talking to Dragons’ er forfatteren i samme gode stil som de første bøger. Det er en hyggelig historie – trods fæle troldmænd – og jeg grinede flere gange undervejs. Især Suz vandt mit hjerte.

‘Enchanted Forest Chronicles’-serien kan anbefales til både unge og gamle. Historierne er tilpas hyggelige til, at de vil fungerer fint som højtlæsningsbøger for mindre børn (eller læs-selv for de lidt større børn), men også voksne kan få noget ud af disse eventyrbøger, der vender op og ned på klicheerne om, hvordan folk og væsner er i eventyr. Det er dejligt forfriskende og ganske sjovt. Jeg er i hvert fald glad for, at jeg læste dem.

 

Seraphina

Månedens to-read-bog er ‘Seraphina’ af Rachel Hartman – en bog, der længe har stået på min liste over bøger, jeg vil læse, så nu var det altså på tide!

Bogen handler om den unge kvinde Seraphina, der får arbejde som musiker ved hoffet. Det sker cirka samtidig med, at en af medlemmerne af kongefamilien bliver myrdet, og mistanken falder straks på dragerne. Der har ellers eksisteret fred mellem mennesker og drager i et godt stykke tid, men nu ulmer konflikten, og Seraphina bliver pludselig viklet ind i opklaringen. Problemet er blot, at hun er halvblods drage, og hun er bange for, hvad der vil ske, hvis andre finder ud af det…

Nu er det ingen hemmelighed, at jeg er glad for drager, så jeg havde selvfølgelig pænt høje forventninger til denne bog. Desværre blev de ikke indfriet, og jeg har grublet en del over, hvorfor denne bog skuffede mig.

Først og fremmest var det skrivestilen. Den fangede mig på ingen måde. Jeg har læst flere anmeldelser, hvor folk kritiserer, at sproget er (for) svært, men det syntes jeg egentlig ikke – det var bare ikke en særlig spændende eller smuk skrivestil, så historien var til tider lidt træg at komme igennem.

Historien i sig selv var sådan set udmærket. Hele konflikten mellem dragerne og menneskene og ikke mindst hele paranoiaen med undercover-dragerne var interessant (om end ikke super innovativ). Men jeg syntes, den var lidt kluntet fremstillet. Det fungerede fint i de øjeblikke, hvor Seraphina skal skjule sin identitet over for sine venner, men knapt så godt når der gik heksejagt i den.

Jeg brød mig slet ikke om de scener, der foregik i Seraphinas hoved – de var lidt for abstrakte og underlige til mig (til trods for, at jeg ofte godt kan lide quirky og syrede påfund i bøger).

Alt i alt må jeg desværre se i øjnene, at denne bog fungerede bare ikke for mig. Jeg blev hverken fanget af historien, verdenen eller hovedpersonen, og jeg syntes ikke, at der var så meget nyt i bogen, som jeg ellers havde håbet på. Jeg regner derfor ikke med at læse videre i serien.

Before They Are Hanged

‘Before They Are Hanged’ er efterfølgeren til ‘The Blade Itself’ og dermed også anden bog i ‘The First Law’-trilogien.

Jeg kan naturligvis ikke fortælle så meget om handlingen, da det vil afsløre for meget fra den første bog, men jeg vil kort opsummere, hvad der var godt og skidt ved ‘Before They Are Hanged’.

Man følger fortsat de tre hovedpersoner – Glokta, Ninefingers og Jezal – og de er vidt forskellige og alligevel charmerende på hver deres måde. Glokta er klart min favorit – et tidligere offer for tortur, der nu selv er torturmester. Et mishandlet og grotesk menneske, der alligevel stadig kan udvise næstekærlighed. Han er den mest komplekse og usædvanlige af de tre hovedpersoner og er samtidig en noget anden type end de helte, der normalt optræder i fantasybøger.

Selvom handlingen til tider er dyster, og forfatteren absolut ikke er bange for at dræbe nogle personer undervejs, så er der alligevel en underspillet, sarkastisk tone i mange af dialogerne, som flere gange fik mig til at gnække. Der er noget fandenivoldskhed, som jeg ikke kan stå for.

Men – for der er også et men – jeg syntes desværre, at handlingen skred meget langsomt frem, og at der manglede kød på historien. Bogen kunne sagtens have været kortere, og selvom meget af første bog gik med at fortælle om verdenen, så var det lige før, at der var mere handling i den første bog frem for den anden. Ærgerligt, for det lagde en dæmper på min begejstring for en serie, der ellers er ganske lovende.

Jeg satser på at læse den sidste bog i serien i løbet af de næste par uger og smider selvfølgelig anmeldelsen her på bloggen kort tid derefter.

Calling on Dragons

Jeg er nu nået til tredje bog i ‘Enchanted Forest Chronicles’, der er skrevet af Patricia C. Wrede. Jeg har tidligere anmeldt ‘Dealing with Dragons’ og ‘Searching for Dragons’.

Ligesom med forrige bog er hovedpersonen i ‘Calling on Dragons’ igen skiftet ud. Nu er det ikke længere Cimorene og Mendanbar, man følger, men i højere grad Killer – en fortryllet kanin, som heksen Morwen finder i sin have. Både Killer, Cimorene, Morwen og ikke mindst Morwens katte kommer på lidt af et eventyr, da det viser sig, at troldmændene er vendt tilbage for at prøve at overtage den fortryllede skov.

Hrm… jeg må desværre indrømme, at denne bog ikke var nær så god som de foregående. Hvor den første bog var nyskabende, overraskende og sjov, var den anden bog hyggelig og ganske underholdende. ‘Calling on Dragons’ er ingen af delene. Det er måske lidt hårdt sagt – den er ok det meste af tiden – men den når ikke de to foregående bøger til sokkeholderne. Humoren og de quirky detaljer mangler, og jeg syntes ikke, at Killer var særlig interessant eller charmerende.

Der er én bog tilbage i serien, og den regner jeg med at læse i løbet af maj måned. Jeg krydser fingre for, at den er på højde med de to første bøger, for det vil være ærgerligt, at en serie, der startede så godt, ender med at være en meh-oplevelse.

The Shadow Queen

Eftersom mit læsetema pt. er Eventyr, så blev jeg naturligvis nødt til at læse ’The Shadow Queen’ af C. J. Redwine, da det er en fortolkning af det klassiske eventyr, Snehvide.

‘The Shadow Queen’ handler om prinsessen Lorelai, der som barn må flygte fra slottet sammen med sin bror, da deres onde stedmoder dræber deres far og også forsøger at myrde dem. De to børn går i skjul sammen med vagten Gabril, og sådan går der en række år, hvor børnene vokser op, mens den nye dronning får mere og mere magt. Men Lorelai har ikke tænkt sig at overlade sit land og sin trone til den grusomme dronning, og hun prøver derfor at gennemskue, hvordan hun bedst kan bruge sine magiske evner til at vinde over stedmoderen. Hun har dog ikke lige overvejet, hvad der vil ske, når nabokongedømmets prins pludselig bliver involveret i magtkampen, og Lorelai pludselig bliver splittet mellem ønsket om hævn og ønsket om at vise næstekærlighed.

Jeg var lidt overrasket over, hvor meget der var lavet om i denne fortolkning – og ikke mindst tilføjet i forhold til det oprindelige eventyr. Det var på den ene side godt, da det så ikke føltes som et fuldstændig rip-off af en allerede kendt historie, men på den anden side var der også nogle af tilføjelserne, som virkede unødige.

’The Shadow Queen’ har skruet op for fantasy-elementerne, da der både er ogrer (de minder om orker) og dragemennesker med. Sidstnævnte var jeg ikke så begejstret for i starten – man skulle et godt stykke ind i bogen, før deres funktion begyndte at give mening. Til gengæld blev jeg helt utrolig træt af, hvor tit forfatteren skulle pointere, at disse personer også havde et dragehjerte – af en eller anden grund havde forfatteren brug for at overforklare og gentage flere ting undervejs, og det var ret irriterende.

Bogen hører til YA-genren, og det led den under på flere områder. Hovedpersonen var selvfølgelig noget helt særligt med helt særlige evner, ligesom hun selvfølgelig også forelskede sig hovedkulds i en ung, smuk prins, som ellers prøvede at slå hende ihjel. Her skal forfatteren dog roses for, at det ikke var instant love, ligesom der heldigvis ikke var indflettet et trekantsdrama i bogen. Historien blev også mere og mere actionpacked, og hvor det på den ene side gav noget dynamik, blev det på den anden side en lidt underlig hybrid mellem en actionfilm og en fantasyfilm overlæsset med computereffekter. Her var det især magien, der kom til at virke kluntet – igen fordi forfatteren prøvede at overforklare scenerne.

Jeg læste nogle af anmeldelserne på Goodreads, da jeg var færdig med ’The Shadow Queen’. Her er det ret tydeligt, at folk enten hader eller elsker bogen. Jeg hører til det fåtal, som ligger et sted midt imellem. Bogen er for stereotyp til, at jeg for alvor kan lide den. Omvendt syntes jeg dog ikke, at den er så kedelig og fantasiforladt, som andre finder den. Der er bestemt interessante detaljer ved bogen, men overordnet set var det ikke en særlig interessant læseoplevelse.

The Bands of Mourning

Så fik jeg endelig læst den sjette Mistborn-bog, ‘The Bands of Mourning’, af Brandon Sanderson. Principielt set er det tredje bog i den western-inspirerede udgave af Mistborn-verdenen, for oprindeligt bestod Mistborn-serien af tre første bøger, der foregår i en fantasy-setting. Derefter fortsatte forfatteren med at skrive bøger i samme verden, men dog 300 år senere, hvor verdenen nu mere minder om en western-udgave af 800-tallet. Jeg har tidligere anmeldt de tidligere bøger, herunder også de to seneste, ‘Alloy of Law’ og ‘Shadows of Self’.

Ingen opsummering af handlingen men i stedet et par tanker om bogen.

Jeg var desværre ikke helt oppe at ringe over denne bog. Den første ‘westernbog’, ‘Alloy of Law’, var fantastisk, mens jeg syntes, at ‘Shadows of Self’ var noget tung at komme igennem. Jeg håbede på, at ‘The Bands of Mourning’ ville give serien et stærkt comeback, men det var en noget svingende læseoplevelse. Der var geniale og gribende øjeblikke, men der var også tidspunkter, hvor det blev for deskriptivt og detaljeret i forhold til forklaringen af magisystemet. Det interesserede mig ikke særlig meget – i hvert fald ikke når der skulle bruges så mange ord på det.

Den mest positive overraskelse var Steris, og hvordan hun for alvor foldede sig ud i denne bog. Det havde jeg ikke lige set komme, men det var virkelig fedt! Nåja, og så havde jeg hørt det inden, men dette var alligevel ikke sidste bog i serien – der kommer en mere, og jeg tror muligvis, at det er i år.

Det er stadig udmærkede bøger, men de når dog ikke op på samme niveau som de tre første Mistborn-bøger, som er blandt mine absolutte favoritter, når det gælder fantasy.

Searching for Dragons

I sidste måned udpegede jeg ‘Dealing with Dragons’ til at være aprils bedste læseoplevelse, så jeg havde selvfølgelig høje forventninger til efterfølgeren, ‘Searching for Dragons’. Bøgerne er skrevet af Patricia C. Wrede og er de første bøger i en serie på fire.

I ‘Searching for Dragons’ er hovedpersonen skiftet ud. Cimorene fra den første bog er stadig med, men historien fortælles gennem Mendanber – den unge konge af den fortryllede skov. Han opdager, at dele af skoven er ødelagt, og mistanken falder på dragerne, da han finder flere drageskæl blandt de forkullede træer. Han opsøger Kazul – eller rettere forsøger på det, for hun er blevet taget til fange af onde troldmænd. Det går naturligvis ikke, så han slår sig sammen med Cimorene, og de drager afsted for at lede efter Kazul.

Det er stadig en sød og hyggelig historie, men jeg synes desværre ikke, at Mendanber er en lige så interessant hovedperson. Han virker faktisk rimelig anonym, og det er lidt synd, når nu Cimorene var en så sjov og handlekraftig hovedperson i første bog.

Humoren er – måske af samme grund – heller ikke nær så sprudlende og overraskende i ‘Searching for Dragons’, selvom der nu er flere scener med yderst inkompetente troldmænd. De er ikke lige så gakkede som dem i Terry Pratchetts bøger, meeen de er heller ikke ligefrem frygtindgydende.

Jeg endte dog med at være fin underholdt alligevel. Det er en ganske hyggelig fortælling, og der er fortsat nogle fine og lidt overraskende pointer, som bryder det gængse billede af, hvordan eventyr ’skal’ være.

A Torch Against the Night

Jeg får læst en del e-bøger for tiden, og her har jeg blandt andet kastet mig over ‘A Torch Against the Night’, der er efterfølgeren til ‘An Ember in the Ashes’. Bøgerne er skrevet af Sabaa Tahir.

Jeg vil undlade at skrive et resumé af handlingen, da det vil afsløre for meget i forhold til den første bog, men da jeg var ret begejstret for ‘An Ember in the Ashes’, vil jeg i stedet diskutere, om ‘A Torch Against the Night’ lever op til den første.

… og ja, det gjorde den! Den er spændende, dramatisk, actionfyldt og overraskende på samme tid. Der var godt nok et tidspunkt i første halvdel, hvor det var lige ved at kamme over i trekantsdrama, men i stedet for at tæske rundt i de sædvanlige YA-klicheer, så fik forfatteren drejet det over til noget langt mere interessant.

Jeg elsker, at der bliver gjort så meget ud af personerne i denne serie. Især Helene er yderst interessant, men også den ekstremt ondskabsfulde og manipulerende kommandant pirrer min nysgerrighed. Jeg kan naturligvis også godt lide heltene, men det er de to førnævnte, som helt sikkert skiller sig mest ud i forhold til anden ungdoms-fantasy.

Jeg vil egentlig gerne sige mere, men så er jeg bange for, at jeg afslører for meget, så lad mig i stedet slutte af med at anbefale bøgerne samt krydse fingre for, at næste bog snart kommer!