Sandsnogens bid

I forbindelse med mit kvartalstema, fantasy, er jeg godt i gang med at læse mig igennem en række bøger, jeg har lånt på biblioteket. En af disse – ‘Sandsnogens bid’ af Sidsel Sander Mittet – har jeg hørt meget godt om. Bogen er første del i serien ‘Krøniken om Morika’, og forfatteren har tidligere udgivet bøger i samme verden. Dem har jeg desværre ikke læst (endnu!).

I ‘Sandsnogens bid’ skifter man mellem at følge teenagepigen og morikaneren Itua og teenagedrengen og hilaen Aaton, der begge med at få en helt anden fremtid, end de havde planlagt. Ituas far vælger nemlig at gifte hende bort til en ti år ældre mand fra et andet folkeslag. Samtidig afslutter Aaton sin krigeruddannelse, og selvom han er den bedste på holdet, bliver han ikke optaget blandt hirdens bedste mænd – det kan han jo ikke, når han kun er halvblods. I stedet sendes han bort og får – lidt af omveje – til opgave at passe på Itua. Ingen af dem er særlig tilfredse med den ordning i starten, men snart får de øjnene op for hinanden. Mens de forsøger at skjule deres romance, vokser de politiske intriger omkring dem. Krigen mellem folkeslagene lurer, og oprøret ulmer i krogene. Men hvilken side vil Itua og Aaton være på?

Historien om to teenagere, der kommer fra forskellige kulturer og samfundslag og derefter forelsker sig i hinanden er på ingen ny, men jeg synes alligevel, at ‘Sandsnogens bid’ har noget at byde på. Det skyldes især det forhold, der er mellem Itua og hendes mand, for det er noget usædvanligt – og på flere måder ganske moderne. Jeg kan i hvert fald ikke forestille mig, at denne historie ville/kunne være skrevet for 15 år siden.

Persongalleriet er tilpas bredt. Jeg kunne godt have brugt lidt flere detaljer på flere af bipersonerne, men mon ikke det kommer i de følgende bøger. Hovedpersonerne og de nærmeste personer (hovedsageligt koncentreret omkring Itua) er dog fint beskrevet, hvor det ikke altid er lige let at gennemskue, hvem der er de gode, og hvem der er de onde.

Itua er nok den, der udvikler sig mest gennem historien. Hun forsøger at være stærk og selvstændighed, og selvom det ikke altid lykkes, så kæmper hun videre. Jeg syntes dog, at det var synd, at så mange af hendes konflikter var betingede af hendes køn – det blev noget kedsommeligt i længden. Der er sådan set ingen grund til at overføre de samme (fortærskede) konflikter fra virkeligheden og over til fantasy, men måske er det bare mig, der har læst for megen fantasy, hvor kvinder bliver undertrykt.

Samlet set en rigtig positiv læseoplevelse. Jeg er som sagt ærgerlig over, at der gik lige lovlig megen kvindedominans i den i slutningen af bogen, men bortset fra det var det en ganske glimrende ungdomsbog. Jeg ser frem til at læse videre i serien.

The Lies of Locke Lamora

Januar måneds ‘to-read-bog’ var ‘The Lies of Locke Lamora’ af Scott Lynch. En fantasybog, jeg har hørt meget godt om og som har stået ca. fem år på min læseliste. Lidt for længe efter min smag, så det måtte jeg hellere gøre noget ved!

Bogen er første del i ‘Gentleman Bastard’-serien, som endnu ikke er afsluttet. Den handler om Locke Lamora – en forældreløs dreng, som ender i en tyvebande og viser sig at være en gudsbenådet tyv. Locke er dog ikke bare dygtig – hans fandenivoldske og utrolig frække stil får gang på gang narret rigmænd fra deres værdier, men skaber også en del konflikter, da han ikke gør, som bandens leder ønsker det. Som årene går, får Locke skabt sig lidt af et ry, men successen er ikke uden torne. Locke bliver snart blandet i komplekse intriger og mystiske plots, for nogen prøver at overtage magten i byen, og her er Locke tiltænkt en rolle. Han opdager dog pludselig, at det ikke lige var den rolle, han havde forestillet sig…

Jeg havde lidt svært ved at komme ‘ind på livet’ af denne bog i starten. Handlingen var interessant, men der var alligevel et eller andet, der gjorde, at jeg ikke for alvor blev fanget af historien. Heldigvis ændrede det sig undervejs, og især i anden halvdel var yderst spændende og medrivende.

Locke er en yderst flabet og intelligent hovedperson, men han har – også selvom han er tyv – også en række moralske principper, hvilket jeg godt kan lide. Der er lidt Robin Hood over ham, og det er tydeligt, at hans venner betyder meget for ham. Han får dog rodet sig ud i mange problemer, og ind imellem kunne jeg ikke lade være med at sammenligne ham med Dresden, da Locke har samme evne til at være i overhængende fare og alligevel klare ærterne i sidste øjeblik. Og så er der også lidt Ocean’s Eleven-stil over den med den bande af trickstere. 

Skrivestilen irriterede mig lidt ind imellem. Jeg brød mig ikke om de mange afbrydelser i hovedhistorien i form af små mellemspil, der hoppede i tid og sted, men de er dog med til at fortælle baggrundshistorien. Jeg ville dog ønske, at der var færre af dem, for de brød ind imellem min læserytme.

Selve historien er genial. Den er udspekuleret, dramatisk, konfliktfyldt og til tider yderst intens. Der er svindlere i hobetal, og bedrag og svig er hverdag. Alligevel bliver historien ved med at overraske, og til sidst tør man næsten ikke gætte på udfaldet.

 

Wika og Oberons rasen

Jeg var på biblioteket i starten af ugen, og her hentede jeg blandt andet denne tegneserie, som passer godt ind i mit kvartalstema; fantasy.

‘Wika og Oberons rasen’ er tegnet og fortalt af Olivier Ledroit og Thomas Day. Det er første bind i serien ‘Wika’ og foregår i Pans rige, hvor den grusomme fyrst Oberon og hans elskerinde angriber fortet Castelgrimm, hvor feernes regenter bor. Oberon ønsker at udrydde hele fe-familien, men det lykkedes at smugle regentparrets datter, Wika, ud under blodbadet. Hun bliver gemt af vejen hos en adoptivfamilie, hvor hun vokser op uden at kende sin baggrund. Men Wika har naturligvis stadig sine fe-evner, og da hun bliver teenager, opdager hun sine kræfter. Pludselig bliver hun opmærksom på sit ophav og sine muligheder – men også på de, der ønsker hende død. Nu er spørgsmålet, om hun ønsker at være den jagede eller den, der jager.

Jeg var desværre ikke særlig vild med denne tegneserie. På den ene side er tegnestilen ret imponerende, da den er utrolig detaljeret. På den anden side er den lige lovlig 80’er-metalplakat-agtig med overdimensionerede rustninger og dullede kvinder med alt for store bryster. Nåja og kæmpe dådyrøjne i værste mangastil. Jeg tændte helt af på måden, kvinder var fremstillet på i tegneserien. Og så irriterede det mig også, at tegneren ikke var konsekvent mht. hvordan blandt andet hovedpersonens ansigtstræk var, da hun blev ældre – det virkede nærmest, som om der var flere tegnere henover projektet, da hun skiftede en del.

Historien har ikke så meget at byde på. Den onde dræber hovedpersonens familie, og så skal hun finde sig selv og derefter søge hævn. En historie, der er fortalt tusind gange før og langt mere elegant og nuanceret end her.

‘Wika og Oberons rasen’ var noget af en skuffelse. Bortset fra det imponerende arbejde, der lå bag at tegne så detaljeret, så var der ikke meget at komme efter – en banal historie, simpel vold og masser af kavalergang. Intet nyskabende eller spændende i det.

Månens kald

Jeg læser ikke så tit e-bøger på dansk, og det skyldes først og fremmest, at jeg ikke er så gode venner med Ereolens appens måde at håndtere e-bøger på. Man skal bladre i modsat retning i forhold til deres app for engelske e-bøger, og så skal man bladre ret ‘aggressivt’ – altså der skal virkelig lægges kræfter i, når man swiper!

Men min liste over e-bøger er efterhånden ret lang hos Ereolen, og så måtte jeg jo hellere gøre noget ved det, så jeg lånte ‘Månens kald’, som længe har stået på listen.

Bogen er skrevet af Patricia Briggs og er første bog i en serie. Den handler om Mercedes – også kaldet Mercy – som arbejder som mekaniker. Det er dog ikke det mest usædvanlige ved hende, for hun er også formskifter og kan forvandle sig til prærieulv. Det er der ikke mange, der ved, hvilket giver hende en række fordele – blandt andet en vis forståelse fra de andre overnaturlige væsner i området. Hun er blandt andet venner med en vampyr, ligesom hun har et fint forhold til det lokale varulvekobbel. Så alt ånder fred og ro indtil den dag, hvor en nyankommet varulv dræbes og den lokale fører-varulv og hans datter bortføres. Mercy kaster sig straks ud i jagten på bortførerne, men hun bliver nødt til at søge hjælp hos et andet varulvekobbel, for hun er bange for, at bortførelsen kan være planlagt af en af varulveførerens nærmeste.

Denne bog var en positiv overraskelse. Inden jeg gik i gang med den, havde jeg ikke bemærket, at bogen i forvejen stod på min to-read-liste hos Goodreads – bare i den engelske udgave. Og det er jeg sådan set glad for, eftersom jeg synes, at den engelske forside er noget mere corny, og det har faktisk afholdt mig fra at gå i gang med den (der er lidt for meget sexet teenagetøs over den forside efter min mening).

Mercy er en sej hovedperson med ben i næsen. Jeg er vild med, at hun er mekaniker, og at det er skrevet som den største selvfølge i verden. Der er ingen mandschauvinistiske bemærkninger om, hvorvidt kvinder kan have forstand på biler eller ej, og det er et klart plus. At der så er en vis mandchauvinisme i forbindelse med varulvenes hierarki er en anden sag, men det kan jeg bedre leve med, da det er afgrænset til at være en af de ting, der definerer forfatterens fortolkning af varulve.

Det er en ganske interessant verden, som Patricia Briggs har skabt. Den er muligvis ikke så revolutionerende i forhold til andre bøger i samme genre, men den er gennemarbejdet og troværdig. Mit eneste ‘problem’ med den var, at der var lidt overvældende med de mange overnaturlige væsner. Jeg kom af samme grund flere gange til at tænke på Sookie Stackhouse-serien, men heldigvis var ‘Månens kald’ slet ikke så erotisk, som Sookie-serien hurtigt blev. Faktisk er der påfaldende lidt kærlighedsdrama i bogen, og det passede mig fint. Der lægges dog op til noget i slutningen af bogen, så jeg er spændt på, hvordan det udvikler sig i den næste.

Så alt i alt en rigtig fin fantasybog. Stilen er mere moden i forhold til mange andre ungdomsbøger i denne genre, og jeg tror derfor, at bogen er skrevet med de ældste teenagere som målgruppe. Jeg satser på at læse den næste bog i serien i løbet af de næste par måneder.

Skyriel

Denne danske fantasybog har jeg længe haft et godt øje til – ikke mindst på grund af de mange rosende ord, den har fået med fra andre bogbloggere. Da jeg så tilmed fandt den som lydbog for et par uger siden, slog jeg straks til, da jeg syntes, det efterhånden var længe siden, jeg havde hørt en rigtig god lydbog.

‘Skyriel’ er skrevet af Lene Dybdahl og er første bog i en serie om pigen af samme navn – eller dvs. hun omtales primært som Sky. Hun er en temperamentsfuld størrelse, der snart kommer på lidt af en rejse, da hun vil redde sin læremester, magikeren Alainon. Han er blevet arresteret på grund af sine magiske evner og ført bort fra den ø, de bor på, så hun må være udspekuleret for at finde en måde at sejle efter ham på. Men Sky har hovedet skruet godt på, og selvom hun må igennem adskillelige strabadser, så kommer hun af sted – blot for at støde på nye udfordringer. Det er ikke let at være pige alene i en stor verden, hvor der lurer farlige væsner og onde mennesker om hvert et gadehjørne.

Først og fremmest er Sky en klassisk hovedperson – gæv og modig med hjertet på rette sted og dermed også en person, der er let at holde af. Hun har dog også en del temperament, men det er nu ikke så usædvanligt inden for dansk fantasy. Hendes rejse efter Alainon byder i den grad på masser af action, og ind imellem blev jeg næsten forpustet over alle de ting, hun blev udsat for. Der er nærmest noget for enhver smag. Personligt var jeg dog ikke vild med de scener, hvor der var voldtægtselementer i – det mener jeg ganske enkelt ikke, at der bør være i (tidlige) ungdomsbøger.

Jeg havde det til gengæld lidt svært ved fortælleformen, da der var nogle spring i tiden og dermed også mht. vinklen i bogen, og det er jeg ikke så vild med, når jeg hører lydbog. Det gjorde, at jeg tabte tråden flere gange og havde svært ved at leve mig ind i historien, og derfor overvejer jeg også, om jeg skal genlæse bogen på et tidspunkt – men i papirform.

‘Skyriel’ er en glimrende dansk fantasybog. Jeg var desværre ikke helt oppe at ringe over den, hvilket dels skyldtes fortællemåden og dels de scener, hvor mænd blev lidt for nærgående over for Sky og hendes ‘veninde’. Men jeg kan godt finde på at læse videre i serien ved lejlighed.

Englefald

Den sidste af bøgerne fra min to-read-liste for 2017 var ‘Englefald’, der er skrevet af Susan Ree. Som så mange andre dystopiske ungdomsbøger er ‘Englefald’ en del af en serie.

Bogen foregår i en post-apokalyptisk verden, hvor engle har dræbt millioner af mennesker. Penryn er på flugt sammen med sin mentalt ustabile mor og lillesøsteren, som sidder i kørestol. De er kort sagt i en rigtig dårlig situation, da gaderne er præget af vold og bandekriminalitet, og der er samtidig ikke nok mad til alle. Det kan dog blive meget værre, og det gør det, da nogle engle bortfører Penryns lillesøster. Penryn vil gøre alt for at få hende tilbage – selv at indgå i en alliance med englen Raffe. Ham møder hun, da lillesøsteren bliver bortført, hvor de andre engle lige har udstødt ham og skåret vingerne af ham. Selvom Penryn betragter engle som fjender, så vælger hun alligevel at redde ham, og snart er det umage par på jagt efter Penryns lillesøster.

Jeg syntes, det var en interessant verden, som forfatteren havde skabt. De brutale, arrogante og dødsensfarlige engle var et twist, som ikke så tit indgår i ungdomsbøger, og de var derfor en kærkommen fornyelse af genren. Det var desuden rigtig fint, at de ikke blev brugt som en del af et større religiøst tema men blot som et twistet fjendebillede. Jeg er ikke sikker på, at jeg ville have brudt mig om en ungdomsbog gennemsyret af religiøs drama.

Penryn er en gæv pige, som er let at holde af og er heldigvis ikke så dumdristig som en del andre kvindelige hovedpersoner i de seneste års ungdomsbøger. Jeg syntes dog, at det var hendes mor, der var mest fascinerende, og det skyldtes først og fremmest, at hun på ingen måde mindede om personer, der normalt indgår i ungdomsbøger. Én ting er, at forældre næsten aldrig er repræsenteret i ungdomsbøger – en anden ting er, at de bestemt ikke er så ustabile, som Penryns mor var. Det blev ikke for alvor foldet ud i denne bog, men der var nok til at gøre mig nysgerrig.

Jeg var glad for, at historien ikke lynhurtigt udviklede sig til en romance mellem Penryn og Raffe. Tværtimod var de ret skeptiske over for hinanden, og deres venskab udviklede sig ganske langsomt.

Men når det så er sagt, så var det alligevel, som om noget manglede. Jeg blev ikke for alvor fanget af historien, og selvom det var udmærket underholdning, så savnede jeg den gnist, der gør, at man bare må læse videre i serien. Af samme grund er jeg også i tvivl om, hvorvidt jeg får læst den næste bog, for jeg synes ikke, jeg har behov for det.

Den fredløse

SPONSORERET 

Jeg husker tydeligt, hvor gode anmeldelser denne bog fik i bogbloggerverdenen, da den udkom for nogle år siden, så den har længe stået på min to-read-liste. For nylig sponsorerede Bog & Idé så bogen, og så fik jeg den endelig læst! 

‘Den fredløse’ er skrevet af C. Evytt og handler om storbondens datter, Anna, der redder et ungt moderløst enhjørningeføl. Føllet trives ikke i fangenskab, men heldigvis hjælper den unge tater, Rham, da han fortæller hende om enhjørningenes frihedstrang og samtidig foreslår, at hun sætter det fri. Efter lidt tøven gør hun det, og et venskab opstår – ikke blot mellem hende og Rham men også mellem de to mennesker og den smukke enhjørning. Anna tiltrækkes af den unge tater, men den store klasseforskel gør, at de ikke bør ses sammen, og det bliver ikke bedre af, at hadet mod taterne blusser op i området. Anna og Rham må indse, at deres møde får vidtrækkende følger, som breder sig som ringe i vandet i mange år frem.

Hvis du forventer en smuk og romantisk bog om enhjørninger og et ungt elskende par, så risikerer du at blive skuffet. Bogen handler ganske vist om den forbudte kærlighed mellem Anna og Rham, og her spiller enhjørningen en vigtig rolle, men historien er i bund og grund ikke særlig smuk, for den er (heldigvis) ikke så stereotyp og forudsigelig, som jeg frygtede i starten. Selvom der er nogle klare konflikter i bogen, så bliver den heller ikke lige så ‘skinger’ og sort-hvid i sin beskrivelse som i for eksempel ‘Jordens søjler’, hvor de onde ler højt og længe. Her er der lidt flere nuancer med, og selvom jeg aldrig fattede sympati for bogens hovedskurk, så virkede personen dog i bund og grund som et almindeligt menneske med positive og negative sider.

‘Den fredløse’ er en letlæst bog. Selvom den ser intimiderende tyk ud, så er der brugt stor skriftstørrelse, og sproget er både enkelt og flyder let. Historien er langsomt fortalt – lidt for langsomt til min smag. De første 300-400 sider gjorde det mig ikke så meget, men der var næsten ingen fremdrift i historien, og det blev mere og mere frustrerende. Det ville have fungeret bedre, hvis historien var blevet strammet lidt op, så den blev 150 sider kortere.

Jeg kunne til gengæld godt lide variationen af personligheder, hvor det blandt andet var et plus i mine øjne, at Rham ikke blev den klassiske Disneyhelt – smuk, goodygood og rasende forelsket – men tværtimod temperamentsfuld og drikfældig. Det gjorde ham langt mere troværdig. Det samme med en række af Annas handlinger. Hun kunne have valgt anderledes og have ageret lige så egenrådigt og uigennemtænkt som mange af hovedpersonerne fra nutidens ungdomsbøger. I stedet foretager hun en række valg, som langt hen ad vejen virker troværdige i forhold til omstændighederne.

Alt i alt en fin læseoplevelse men dog ikke en, hvor jeg blev blæst omkuld. Jeg kan sagtens se, hvorfor der er folk, der forelsker sig i denne bog. Personligt ville jeg dog gerne have haft lidt mere kød på historien – eller at den var strammet lidt op, så den ikke var så lang.

Frostfire

Denne bog var delvist et cover buy – dvs. en bog, jeg blandt andet købte på grund af den pæne forside. Den kaldte bare på mig! Og så havde ‘Frostfire’ også en ret høj rating på Goodreads, så efter lidt betænkningstid endte jeg med at købe den.

‘Frostfire’ er skrevet af Amanda Hocking og er første del i en serie om Bryn – en ung pige i Kanin-troldeklanen. Hun ønsker at blive en del af kongens elitevagter, og hun arbejder hårdt for sagen – i første omgang med at opspore troldebørn, som troldeforældrene i al hemmelighed har placeret hos rige mennesker og derefter henter, når troldebørnene bliver teenagere. Bryn er god til det, men hendes arbejde bliver pludselig udfordret af, at et tidligere medlem af klanen begynder at kidnappe de unge trolde. Og det er ikke hvem som helst. Konstantin, som han hedder, forsøgte at dræbe Bryns far, da hun var yngre, og det var kun takket være hende, at faren overlevede. Men nu er hendes fjende tilbage, og hun vil gøre alt for at stoppe ham.

Jeg var en smule distraheret af en række af udtrykkene i starten. Forfatteren har hentet inspiration fra Skandinavien (som hun nævner en del gange i løbet af bogen), men reelt set er det kun Sverige, hun har hentet udtrykkene fra, så det virkede underligt, at hun blev ved med at referere til Skandinavien som helhed. Men det forvirrende skyldtes naturligvis, at jeg som dansker sagtens forstod de svenske/skandinaviske ord, som skulle virke fantasy-agtige, og jeg havde blandt andet lidt svært ved klannavnene Kanin og Trylle, som lød lidt… fjollede.

Fantasyverdenen er lidt utraditionel, da man her følger troldene, og i denne udgave minder de en del om mennesker. Jeg synes, at deres behov for at snige deres små børn ind i menneskenes hjem i bedste (værste) gøgestil, så børnene kan vokse op i et rigt hjem, er velgennemtænkt. Ikke mindst fordi børnene så kan bringe menneske-rigdommene med sig tilbage til troldene, når de bliver hentet som teenagere.

Jeg savnede til gengæld lidt mere fremdrift i historien og ikke mindst personudviklingen. Det virkede som en kortere bog, end det egentlig var. Samtidig var der for mange spørgsmål, der ikke blev besvaret. Det er helt fint, at forfatteren bygger op til, at der vil komme en række afsløringer og forløsninger i de næste bøger, men det virkede som om, at det kun var de første byggesten, der blev lagt – der blev ikke rigtig bygget oven på i første bog.

Så kort opsummeret: ‘Frostfire’ foregår i en stemningsfuld og interessant fantasyverden. Historien er rimelig traditionel med en stærk ung pige/kvinde, der kæmper for at bevise sit værd, men som selvfølgelig også er lidt forelsket i en, hun ikke bør forelske sig i. Der mangler fremgang i historien, hvilket gør det til en lidt uforløst læseoplevelse – til gengæld har den heller ikke skræmt mig væk, så måske vil jeg en dag læse næste bog i serien. Umiddelbart var der dog ikke noget i bogen, som gjorde mig sulten efter at læse mere.

 

Blood Rites og Dead Beat

Jeg har endelig fået genoptaget læsningen af ‘Dresden Files’-serien af Jim Butcher. Pausen fra serien blev væsentlig længere end planlagt, og det var der egentlig ikke nogen grund til.

I løbet af den seneste måned har jeg læst bog seks og syv – dvs. ‘Blood Rites’ og ‘Dead Beat’. Det er tydeligt, at serien har fundet et roligere tempo, hvilket passer mig fint. Selvom de første bøger var ganske underholdende, så var de samtidig også så actionpacked, at det virkede komplet usandsynligt, at hovedpersonen ville blive ved med at overleve. Men det roligere tempo klæder serien. Og bare rolig, der er stadig masser af action, det er bare ikke lige så ekstremt som tidligere.

Humoren er bevaret, og selvom Harry gentager sig selv lidt for tit med, hvor beskyttende han er over for kvinder, så er det ikke noget, der generer  mig synderligt. Det er også fint at se, hvordan forfatteren stille og roligt bygger flere lag på historien og opbygger en parallelverden, som i den grad kan give Harry grå hår.

Jeg har lovet mig selv, at der ikke skal gå lige så lang tid, før jeg læser de næste bøger i serien, så måske jeg skal se at få købt de næste bøger til december, når jeg bestiller en portion bøger.

Graceling

Månedens to-read-bog er ‘Graceling’ af Kristin Ashore. Det er en bog, der har stået min liste i fire år og som jeg kun har hørt godt om. Det er samtidig også en bog, som jeg som udgangspunkt burde kunne lide, da hovedpersonen er en badass ung kvinde, som arbejder som lejemorder for kongen. Lyder det bekendt? Det er i hvert fald et oplæg, som har præget flere fantasyserier de senere år – blandt andet den meget populære ’Throne of Glass’, som dog ikke lige var noget for mig.

Men tilbage til ’Graceling’. Her er hovedpersonen Katsa, som lever i en verden, hvor en række mennesker er graced med en særlig evne. Det kan være evnen til at forudsige vejret eller evnen til at overtale andre. Katsas grace er evnen til at dræbe. Hun arbejder for sin onkel Randa, som sætter hende til at true de mennesker, som skylder ham penge eller på anden måde irriterer ham. Men Katsa bryder sig ikke om dette arbejde, og da hun samtidig bliver involveret i opklaringen af en kidnapning, bliver det startskuddet til et eventyr, der bringer hende ud på en farefuld færd.

Der gik et godt stykke tid, før historien for alvor fangede mig. Det var faktisk først omkring midtvejs, at der kom en god rytme i fortællingen, som samtidig tog en interessant drejning. Indtil da virkede historien lidt kluntet og personerne overfladiske, men da fortællingen begyndte at tage fart, kom der også meget mere kød på personerne.

Katsa er en interessant person, men hun virkede ufærdig og karikeret i starten. Jeg savnede dybde, men det kom undervejs i takt med, at hun udviklede sig. Her så man pludselig nogle ret sympatiske sider af hende – ikke mindst i samspillet med Bitterblue.

Jeg kunne godt lide, at en række mennesker havde en særlig evne – grace – og hvordan det ikke nødvendigvis var misundelsesværdigt. Katsa er et godt eksempel på, hvordan ens evner kan misbruges af andre og hvor få venner, man har som graced.

Hele kærlighedsdelen var… ikke lige mig. Det var først til allersidst, at jeg syntes, det fungerede, for selve optakten blev overfladisk og kejtet. Til gengæld var afslutningen ganske fin og knapt så Hollywood-agtig, som mange slutninger i ungdomsbøger ellers kan være.

Alt i alt endte ’Graceling’ med at vinde mit hjerte trods en kluntet og kedelig start. Den er ikke særlig nyskabende, men det er en udmærket letlæselig fantasyserie, og den foregår i en verden, jeg gerne dykker ned i igen. Jeg regner derfor bestemt med at læse videre i serien, som skifter hovedperson til næste bog.