Jagten på Andomal – Våbenbrødre 3

Jeg er efterhånden nået til tredje bog i ‘Våbenbrødre’-serien af John Flanagan. Jeg har tidligere læst ‘De uønskede’ og ‘Under angreb’.

Vanen tro vil jeg ikke komme med et resumé af handlingen her, da det vil afsløre for meget fra de forrige bøger, så jeg holder mig til en kort opsummering af mine tanker om bogen.

‘Jagten på Andomal’ havde et meget fint flow i fortællingen, og selvom der måske samlet set var lidt mindre action end de forrige bøger, så kedede jeg mig bestemt ikke. Der kom lidt mere dybde hos flere af personerne, og gruppen fik atter en gang testet samarbejdsevnerne. Jeg var især glad for samspillet mellem Lydia og Thorn, da deres mundhuggerier var ganske fornøjelige. Det irriterede mig dog lidt, at hun flere gange skulle fremhæves som meget smuk, for det ville nu klæde ungdomsbog-genren (i det hele taget) at have lidt mindre fokus på pigers udseende. Just saying.

Bogen sørger også for at afrunde et par ting, hvilket er ganske rart, da fantasyplots let kan trække i langdrag, fordi forfatteren har planlagt at skrive en lang serie. Jeg ved ikke, om det oprindeligt var planen, at denne serie kun skulle være en trilogi, men den er i hvert fald på 5-6 bøger i skrivende stund. Under alle omstændigheder – dejligt at visse plots bliver afsluttet.

John Flanagan er god til at skrive letlæselig og hyggelig fantasy, og ‘Jagten på Andomal’ er ingen undtagelse. Nu, hvor jeg er så godt i gang med serien, tror jeg, at jeg vil låne de resterende som lydbøger i løbet af de kommende uger, mens jeg stadig har de første bøger i frisk erindring.

Blood of Tyrants + League of Dragons

Jeg er nu nået til afslutningen på ‘Temeraire’-serien af Naomi Novik nemlig ottende og niende bog i serien – dvs. ‘Blood of Tyrants’ og ‘League of Dragons’. En spændende serie, der kombinerer virkelige hændelser (Napoleonkrigen) med drager! Kæk og lidt uventet kombination men ikke desto mindre en velfungerende blanding.

Jeg har anmeldt resten af serien (se links nedenunder dette indlæg), og jeg vil derfor ikke komme ind på handlingsforløbet i de to bøger men komme med et par kommentarer om, hvad jeg synes om de to sidste bøger samt serien som helhed.

Lad mig starte med at sige, at de to sidste bøger var udmærkede men dog ikke helt på højde med mange af de øvrige bøger i serien. Min klare favorit er første bog – ‘His Majesty’s Dragon’ – mens jeg var noget forbeholden over for anden bog, ‘Throne of Jade’, og sjette bog, ‘Tongues of Serpents’. Jeg syntes desværre, at sidste bog i serien var lige så… hrm… svag… som de to nævnte bøger. Ikke fordi den var dårlig, eller at jeg syntes, at slutningen var forfærdelig – jeg syntes bare, at den led af en vis metaltræthed. Selvom forfatteren prøvede at spice historien lidt op, så føltes det som mere af det samme. Det er selvfølgelig også svært at blive ved med at bevare spændingen i en serie på ni bøger, men et eller andet sted ærgrede jeg mig over, at den ikke sluttede lidt før – evt. omkring den syvende bog.

De to sidste bøger sørger for at samle op på serien som helhed, for der er flere begivenheder, der refererer tilbage til hændelser fra de tidligere bøger. Det er ganske fint men dog også lidt frustrerende, når nu jeg har læst bøgerne over en længere periode og derfor ikke kan huske alle detaljer længere. Derfor – har du muligheden, så sørg for at læse bøgerne inden for en relativ kort periode.

Som helhed er det dog en dejlig serie – især hvis du kan lide drager ligesom jeg. Dragerne er selvstændige, intelligente og følsomme væsner, og deres bånd til menneskene kan sagtens sammenlignes med det, der er mellem drager og mennesker i Anne McCaffreys Pern-serie. Bevares – der er tidspunkter, hvor dragerne enten bliver ret barnlige eller så gammelkloge, at man stejler lidt (jeg gjorde i hvert fald et par gange), men jeg synes, at Novik har været god til at lave et bredt, detaljeret og spændende udvalg af drage-personligheder i serien. De kommer lidt til at overskygge menneskene, selvom der nu også er en del interessante personligheder blandt dem (også kvinder heldigvis – trods den tidsperiode, den skal forestille at foregå i).

Crooked Kingdom

Jeg læste ‘Six of Crows’ af Leigh Bardugo sidste år, og selvom den ikke var nær så god som ‘Grisha’-trilogien, så var den alligevel interessant nok til, at jeg ville læse efterfølgeren, ‘Crooked Kingdom’.

Der kommer ikke et resumé af handlingen, da ‘Crooked Kingdom’ foregår i umiddelbar forlængelse af den første bog, men vanen tro vil jeg kommentere på selve læseoplevelsen.

Jeg syntes desværre ikke, at historien i ‘Crooked Kingdom’ var nær så interessant og fængende som forgængeren. Selvom bogen var actionfyldt, og man fik mere at vide om hovedpersonernes fortid, så blev jeg ikke rigtig grebet af fortællingen. Jeg savnede dybde, og selvom jeg godt kunne lide, at de seks hovedpersoner var så forskellige, så betød det også, at der var grænser for, hvor meget de enkelte kunne fylde i historien. Det er på mange måder en flok tragiske skæbner, der er samlet, men selvom de alle har oplevet forfærdelige ting i fortiden, så syntes jeg desværre ikke, at det lykkedes for forfatteren at opbygge en smertefuld og intens stemning på samme måde som i ‘Grisha’-trilogien. Samtidig led bogen også – ligesom forgængeren – af samme opstilling med flere potentielle kærestepar i gruppen. Det var en af de ting, der irriterede mig ved ‘Cress’ og ‘Winter’ – at der kunne være så mange romancer i en så lille gruppe.

Selvom jeg et godt stykke af tiden var lidt frustreret over, at forfatteren ikke fik udnyttet det potentiale, som jeg synes, historien har, så hentede hun alligevel nogle points hjem for slutningen. Den passede godt ind i den verden, hun har skabt, og det gør, at jeg ikke vil afvise, at jeg kunne finde på at læse en eventuelt efterfølger. ‘Crooked Kingdom’ er anden og sidste bog i en duologi, men forfatteren har ikke afvist, at hun en dag vil skrive en treer, og sådan som bogmarkedet er, så vil jeg mene, at det er 95% sikkert, at hun gør det.

Under angreb – Våbenbrødre 2

Det er ikke så længe siden, at jeg læste første bog i ‘Våbenbrødre’-serien, ‘De uønskede’, og da det var en hyggelig læseoplevelse, kastede jeg mig hurtigt over den næste bog.

‘Under angreb’ er skrevet af John Flanagan og foregår umiddelbart efter slutningen af den første bog. Jeg vil derfor ikke komme med et resumé af handlingen her, da det vil afsløre for meget fra den første bog, men jeg vil kort opridse, hvad der var godt og knapt så godt i denne bog.

Denne bog er noget anderledes end den første bog, og det skyldes først og fremmest, at hovedpersonerne nu er på farten. Her er i den grad plads til eventyr, og det er da netop også, hvad denne bog kan byde på. Eventyr – og ganske pæn portion action.

Bogen introducerer en række nye personer, herunder også en semi-skurk (dvs. en person, der som udgangspunkt ikke er skurk men har en del negative træk). Denne semi-skurk var jeg ikke synderlig begejstret for – han virkede ret stereotyp som den besidderiske og mandschauvinistiske leder. Til gengæld er det en fornøjelse at se, hvordan Hal og de andre Hejrers samarbejde fungerer. Forfatteren lader de enkelte personer folde sig ud i denne bog, så man lærer dem bedre at hende, og var klart en af de positive træk.

Der er som sagt en del action i denne bog, og det kan jeg som regel godt lide, men jeg syntes, at den sidste del blev noget langtrukken. Den del fangede mig ganske enkelt ikke, selvom der var lyspunkter i form af interessante scener. Men kampscenerne sagde mig ikke synderlig meget i dette tilfælde.

Der er lagt op til flere spændende eventyr med Hal og hans team, og jeg har allerede lånt næste bog, så mon ikke jeg snart går i gang med den?

De uønskede – Våbenbrødre 1

John Flanagan er en flittig forfatter. Han har ikke bare skrevet ‘Skyggens lærling’-serien på 14 bøger – han er pt. i gang med to serier. Den ene gik jeg i gang med sidste år, nemlig ‘Turneringen i Gorlan’, der er prequel-serie til ‘Skyggens lærling’. Den anden serie, ‘Våbenbrødre’, foregår i samme verden, men har dog intet med de to andre serier at gøre.

‘De uønskede’ er første bog i serien ‘Våbenbrødre’ og foregår i Skandia. Her skal alle drengene gennemgå våbenbrødre-træningen, når de fylder 16 år. Hal er kun halvt skandier, og hans far er tilmed død, så de andre børn kigger ofte skævt til ham. Men han er kreativ og intelligent, og det kommer ham til gode i træningen, hvor han ender på holdet med alle dem, de stærke og populære drenge ikke vil være på hold med. Ingen tror på deres chancer, men det viser sig, at Hals hold godt kan bide fra sig, og snart er dysten mellem drengene intens.

Der gik et stykke tid, før denne bog for alvor fangede mig. Jeg syntes, at rammen for fortællingen mindede alt for meget om ‘Skyggens lærling’-serien, og det irriterede mig, at hovedpersonens navn var så tæt på en af hovedpersonerne fra førnævnte serie. Det var først, da historien for alvor tog fart, at den blev sin egen og ikke blot en kopi af forfatterens anden serie.

Jeg kunne godt lide, at der var en ret jævnbyrdig kamp mellem holdene, så der var spænding om resultatet. Til gengæld blev jeg hurtigt ret træt af ’skurken’ i historien, for han virkede ret stereotyp for en ungdomsbog. Han kunne være værre, men altså.. en typisk overforkælet og arrogant rigmandssøn. Suk.

Slutningen var på den ene side et glimrende afsæt til en fortsættelse men også frustrerende, fordi jeg godt kunne se, hvor det bar hen lang tid forinden, og jeg var ikke superbegejstret for den drejning. Den giver dog et rigtig godt grundlag for flere interessante historier fremover, så jeg er ikke modstander af slutningen – af personlige årsager var jeg bare lidt ærgerlig over den.

Så alt i alt en fin start for en serie, selvom den havde en træg start. Jeg håber på at fortsætte med lydbøgerne de kommende måneder.

Rebel of the Sands

Jeg så flere positive anmeldelser af denne bog hos en række vloggers sidste år, men det var ikke en, som jeg havde de store forventninger til og glemte alt om den igen. I starten af januar skulle jeg bruge en e-bog og faldt over ‘Rebel of the Sands’ hos Ereolen Global, og så gav jeg den en chance. Det kom jeg ikke til at fortryde.

Bogen er skrevet af Alwyn Hamilton og handler om den unge pige Amani, der vokser op i en ørkenby, hvor livet er barsk og brutalt. Det er et sted, hvor der ikke er plads til de svage, og Amani drømmer sig ofte væk – til et sted, hvor fremtiden ikke er lige så håbløs og trøstesløs. Hendes evner som skarpskytte fører hende til mødet med Jin – en smuk og mystisk fremmed – og hun ser pludselig en mulighed for at slippe væk. Hvis han da ellers vil have hende på slæb… og hun kan undslippe i tide.

‘Rebel of the Sands’ foregår i en verden, der er en fascinerende blanding af vestens gunslingere og østens mystik. Det er ikke en kombination, jeg har set før, men jeg syntes, den fungerede fremragende. Det er dragende, hemmelighedsfuldt og besnærende, og så er det fedt at læse fantasy, der ikke bruger de samme fortærskede fantasy-væsner.

Amani er en pige med ben i næsen og hemmeligheder i bagagen. Jeg er selvfølgelig begejstret for, hvor sej hun er til at skyde, samt at hun hjælper Jin, da han er i fare. Ikke nogen prinsesse-traumer her.

Jeg morede mig undervejs, for jeg var 110% sikker på, at jeg havde luret et plottwist lige fra start, så jeg blev glad, da det viste sig, at jeg ikke havde gættet helt rigtigt. Historien er ikke helt så forudsigelig, som jeg først troede, og selvom det er ret svært at skrive noget skelsættende nyt, så var denne bog tilpas anderledes, hvilket især skyldes den verden, historien foregår i.

‘Rebel of the Sands’ er (selvfølgelig) første bog i en trilogi, og jeg skal helt klart læse resten af serien.

Days of Blood & Starlight

Jeg læste den første bog i serien, ‘Ildenglen’, for flere år siden og faldt – til min egen overraskelse – pladask for bogen. Derefter er der gået flere år, uden at jeg har fået læst serien færdig, og det har jeg egentlig ikke en god undskyldning for. Men hey, bedre sent end aldrig, så nu vil jeg læse de to sidste bøger i trilogien – nu på engelsk, da jeg sidste efterår købte hele trilogien på engelsk.

‘Days of Blood & Starlight’ er ligesom resten af serien skrevet af Laini Taylor. Jeg vil ikke bringe et resumé af handlingen, da det vil afsløre for mange ting ved den første bog.

Jeg må desværre indrømme, at jeg havde det ret svært med de første 200 sider i denne bog. Stilmæssigt var de meget anderledes i forhold til den første bog, og ærlig talt kedede handlingen mig grusomt. Jeg overvejede ikke at lægge bogen fra mig, men jeg var ret bekymret for, hvordan jeg skulle kæmpe mig igennem den. Jeg savnede det fortryllende og magiske islæt, som den første bog havde – det hele blev lige pludselig meget konkret. Heldigvis fik jeg mere blod på tanden undervejs – især da Karous venner kom på banen – og der kom et langt bedre flow i historien. Samtidig havde jeg vænnet mig til den ændrede ramme for historien, så anden halvdel af bogen var faktisk ganske underholdende og spændende.

Jeg var ikke så vild med scenerne med Karou og Akiva. De blev lidt for akavede og uforløste i længden, og der var et eller andet ved dem, der ikke føltes så troværdigt. Jeg var i det hele taget noget splittet i forhold til den konflikt, der var opstået mellem dem – hvad ville det bedste/mest logiske udfald være?

Men som sagt – læseoplevelsen blev heldigvis bedre undervejs, og i anden halvdel var der glimt af den fortællemagi, som jeg syntes, at første bog var præget af.

Jeg håber på at få læst den tredje og sidste bog inden længe – forhåbentlig i næste måned.

Jagten på Gråstenen + Ofret

Sidste år hørte jeg de to første bøger i ‘Heltenes børn’-serien som lydbøger. Bøgerne foregår i Dragonlance-verdenen og handler om børnene til heltene fra ‘Krøniker’- og ‘Legender’-serierne.

I ‘Jagten på Gråstenen’ er det Caramons tre unge sønner, der møder en dværg, som får lokket dem på eventyr – dog ikke helt med deres samtykke. Snart befinder drengene sig i en penibel situation, hvor de risikerer livet, hvis ikke de løser den opgave, de har fået.

Det er en udmærket men til tider også ret fjollet historie. Den er mere lummer, end Dragonlance-bøgerne normalt er, og så er den ikke voldsom seriøs. Det gør nu ikke noget. Godt nok adskiller den sig dermed fra de to foregående bøger, men omvendt synes jeg, at det er fint, at ikke alle bøger i serien kører samme dystre stil.

I ‘Ofret’ handler det i stedet om Gilthas, der er søn af halvelveren Tanis og elveren Laurana. Her bliver Gilthas indblandet i konflikterne i elvernes land, da han pludselig bliver opsøgt og indbudt til at besøge hans fædreland. Men bag invitationen lurer intriger og farer, som den unge mand ikke gennemskuer, og derfor er det op til Tanis at blande sig, inden det er for sent.

Jeg synes desværre, at ‘Ofret’ lider lidt under de samme tendenser som de to første bøger i serien. Af en eller anden grund er størstedelen af heltenes børn vrede, utilfredse teenagere, som gør oprør mod deres forældre. Bevares – der er intet nyt eller overraskende i, at teenagere gerne søge konflikter med forældrene og gerne vil skille sig ud, men flere af børnene – Gilthas inklusiv – tager så stupide beslutninger, at jeg ikke synes, det kan forsvares. Det virker forceret og for ekstremt til min smag, at stort set hele den børneflok laver den slags tåbelige opgør, og jeg var derfor heller ikke særlig begejstret for ‘Ofret’.

Shadows of Self

Dette er efterfølgeren til ‘Alloy of Law’ og en del af Mistborn-serien. En bog jeg længe har ønsket at læse, men også tøvet lidt med da en af mine venner var ret skuffet over den.

‘Shadows of Self’ er skrevet af Brandon Sanderson. Jeg vil ikke komme med et resumé, da det vil afsløre for meget af handlingen af den foregående bog.

Jeg må dog desværre indrømme, at jeg godt kan forstå min vens skuffelse over denne bog. Den fangede mig ikke rigtig, og der var perioder, hvor jeg syntes, den stilmæssigt lå alt for langt fra den forrige bog – lidt for meget klassisk krimi og lidt for lidt Sanderson. De sidste hundrede sider trak dog op, og især slutningen var ganske interessant. Det var dog samtidig også en mere brat slutning, at jeg havde ventet, når jeg ved, at der er flere bøger i serien, men lad os nu se. Jeg regner i hvert fald med at læse den næste senere i år – og så måske genlæse enkelte kapitler af ‘Shadows of Self’ op til.

Turneringen i Gorlan

Jeg blev lidt overrasket, da jeg i sin tid opdagede, at John Flanagan var begyndt på denne serie. Det er en forgænger til hans ‘Skyggens lærling’-serie, som jeg har nydt at læse gennem de senere år. I den nye serie tager man så et hop tilbage i tiden til dengang, hvor Halt var ung.

‘Turneringen i Gorlan’ er den første bog i serien ‘Skyggens lærling: De første år’ (ikke videre original serie-titel), hvor man følger Halt, der er flygtet fra hjemlandet og har slået sig sammen med den unge ranger, Crowley. De to bliver snart involveret i en sag, hvor der tilsyneladende er nogen, der via list og trusler forsøger at tilrane sig magten i landet. Det kan kongens rangere ikke tillade, og snart må de udtænke en plan, der både kan redde kongen og sikre, at magten ikke falder i de forkerte hænder.

Har du læst den oprindelige serie (eller blot enkelte af bøgerne), så er dette et herligt gensyn med flere af seriens vigtige personer. De er lette at genkende – delvis fordi de ret simple og karikerede – men der kommer også lidt mere baggrundsviden på især Halt og hans særheder. Vi er atter tilbage i feel-good-fantasy, hvor venskab og ære står højt, og hvor det aldrig bliver rigtig farligt. Det er der absolut intet i vejen med – al fantasy behøver jo ikke at være lige så grusom som ‘A Game of Thrones’.

‘Turneringen i Gorlan’ kan på visse områder virke ret gentagende for dem, der har læst den oprindelige serie – i hvert fald i forbindelse med de leveregler og vilkår, som rangerne lever under. Det gjorde mig ikke så meget, men omvendt er det også lidt synd, for jeg vil gætte på, at langt størstedelen af læserne har læst den oprindelige serie, inden de læser den nye. Det er dog ikke et krav – man kan sagtens læse den nye serie uden at have læst den første, men jeg synes, det giver mest mening at læse den oprindelige serie først.

Der er – efter min mening – ikke de store overraskelser i bogen, men til gengæld er der nogle detaljer, som fans af ‘Skyggens lærling’-serien vil nyde. Har du derfor læst den oprindelige serie, kan jeg anbefale denne. Den er ikke nyskabende, men den er rasende hyggelig, og du får atter mulighed for at bruge nogle timer sammen med de seje rangere.