Film: Dæmonernes by

I går var jeg ligesom en lang række andre bogbloggere inviteret til gallapremieren på ‘Dæmonernes by’. Jeg læste bogen for et par år siden, og selvom jeg var noget lunken i min boganmeldelse, så følte jeg mig fint underholdt og læste da også både ‘Den tavse by’ og ‘Englens by’.

En filmatisering af en bog er altid genstand for diskussion. Hvis du er dedikeret fan af en bog, så er du sjældent tilfreds med filmatiseringen, fordi den ikke svarer til de billeder, du har skabt dit hoved, da du læste bogen. Omvendt kan det også være med til at løfte en historie og gøre den mere magisk. Sådan havde jeg det for eksempel med ‘Ringenes herre’, hvor jeg ikke var specielt begejstret for bøgerne, men elskede filmene.

‘Dæmonernes by’ er en ungdomsfilm med solide mængder af action, one-liners og våde, smægtende blikke, når teenagerne forelsker sig i hinanden. Især humoren er med til at gøre filmen til en underholdende oplevelse, men den scorede også flere (billige) points hos mig ved at bruge en lang række skuespillere, som jeg elsker. Her var folk fra ‘Game of Thrones’, ‘The Shield’, ‘The Tudors’, ‘Misfits’ og ‘Lost’, og flere af skuespillerne var valgt til roller, der lå meget langt fra, hvad jeg ellers har set dem i. For eksempel var det ret interessant at se Robert Sheehan i rollen som Simon, eftersom hans rolle i ‘Misfits’ var en af de mest øretæveindbydende, jeg har set i nogen serie. Jeg kunne meget godt lide hans fortolkning af Simon, for jeg havde frygtet, at man havde lavet en lige så tam og kedelig version af denne rolle, som da man filmatiserede ‘The Hunger Games’ og lavede en utrolig flad og kedelig version af Peeta. Den bedste casting går dog helt klart til Jace, som var 110% som jeg havde håbet.

Men men… det er ikke alt, der lykkes på lærredet. Der er flere steder, hvor det bliver lige lovlig indforstået – for eksempel Hodges valg og hele forklaringen på skyggejægernes brug af runer. Især det sidste savnede jeg meget mere om i filmen. Instruktøren har valgt at tage sig visse friheder med hensyn til handlingen og ikke mindst rækkefølgen, og det gør det til en noget rodet og forvirret affære – både for dem, der har læst bøgerne, og for dem, der ikke har.

Derudover falder de fleste af de alvorlige scener helt til jorden og bliver ikke de smertefulde eller dramatiske øjeblikke, de kunne have været. Det er synd, for det kunne virkelig have været med til at løfte filmen og gøre den til andet end overfladisk underholdning.

‘Dæmonernes by’ er underholdende film med masser af humor – men også lige lovlig cheesy øjeblikke, hvor der burde have været arbejdet mere med manuskriptet og skuespillet, så scenerne ikke blev så pinlige.

Farvel til Harry

I nat er der Danmarkspremiere på den ottende og sidste Harry Potter-film. De første udenlandske anmeldelser, jeg læste, flød over af begejstring, og det tyder på, at filmen er den værdige afslutning, som serien fortjener. Filmene har ellers haltet på et par områder i forhold til bøgerne, men jeg glæder mig til at se denne film, for jeg tror, den er spektakulær.

Det bliver vemodigt, for ligesom mange andre har jeg nydt den verden, som Rowling skabte i forbindelse med bøgerne, og det bliver underligt at sige farvel. Jeg har lovet mig selv at læse bøgerne igen på et tidspunkt. Det bliver ikke lige foreløbig, for der er så mange andre bøger, jeg også gerne vil læse, men Harry Potter vender jeg helt sikkert tilbage til.

Og så lader jeg Albus Dumbledore få det sidste ord:

“Happiness can be found, even in the darkest of times, if one only remembers to turn on the light.”