Agern

Jeg læser sjældent poesi, men for nylig lånte jeg denne lille samling med hjem fra biblioteket, for der var et eller andet dragende ved titlen – og selvfølgelig også forfatteren.

‘Agern’ er skrevet af Yoko Ono og er en samling af små øvelser eller råd, som skal få læseren til at reflektere over livet og gå nye veje. Øvelserne er suppleret af en lang række små sort-hvide priktegninger.

Der er noget utrolig banalt og samtidig charmerende over de enkle øvelser. Hvor nogle virker oprigtige og nærværende, er andre så naive og selvfølgelige, at det nærmest er provokerende. Det er helt sikkert en poesisamling, der deler vandene, men det gør forfatteren jo i forvejen, så det kan vel næppe overraske.

Jeg havde det ret blandet med ‘Agern’. Der var tidspunkter, hvor jeg smilede og elskede de ideer, som forfatteren havde, mens jeg andre gange blev lidt irriteret over, hvor simple instruktionerne var – kom hun ikke lige lovlig let omkring det? Der er helt sikkert dele af bogen, der nok vil være for flippet og 70’er-agtigt for mange, men der er også tankevækkende små øvelser, som bestemt kunne være interessante at prøve.

Det er en fin lille bog, som bør læses i små bidder – måske 3-5 øvelser om dagen?

Sofies verden

Jeg deltager ofte i ‘Vælg for mig’-udfordringen på Goodreads, og her fik jeg to forslag at vælge imellem i denne måned – ‘Scarlet’ og ‘Sofies Verden’. Jeg valgte at læse begge bøger – anmeldelsen af ‘Scarlet’ kan du læse her.

Jeg har længe følt, at jeg burde læse ‘Sofies Verden’ af Jostein Gaarder – også selvom jeg havde på fornemmelsen, at det ikke var en bog for mig. Men det er en bog, som folk ofte har talt om eller refereret til, og da min kære husbond havde den stående, så var der ikke rigtig nogen undskyldning.

Bogen handler om teenagepigen Sofie, som pludselig modtager en række breve med begynder-lektioner til filosofi. Afsenderen er ukendt, og Sofie er dybt forundret – og nysgerrig. Hun læser materialet, der pirrer hendes nysgerrighed, og snart begynder hun at gruble over de spørgsmål, som den ukendte afsender har indarbejdet i materialet. Samtidig begynder Sofie at modtage postkort, der er stilet til anden, jævnaldrende pige ved navn Hilde. Men hvem er Hilde, og hvorfor sender Hildes far postkortene til Sofie? Det bliver en rejse i filosofiens verden, men også en dannelsesrejse for Sofie, der lærer meget om sig selv undervejs.

Dette var en meget blandet læseoplevelse for mig. Den første 120-130 sider slugte jeg hurtigt, men derefter gik jeg lidt i stå. De filosofiske kapitler blev for lange og for belærende, og jeg måtte holde et par pauser i læsningen og kastede mig også over ‘Monsters of Men’, som jeg læste sideløbende med ‘Sofies Verden’. Læserytmen blev ind imellem afbrudt af irritation over filosofilærerens tone eller den sære sidehistorie med den ukendte pige, Hilde, hvis postkort Sofie hele tiden modtog. Jeg syntes, at sidehistorien mest af alt var irriterende og irrelevant, og jeg syntes ikke, den gjorde noget godt for fortællingen.

Tonen i bogen er ret pudsig. Jeg sad ofte og undrede mig over, hvordan personerne talte til hinanden, og jeg syntes, at der var en unødig hård og uhøflig tone personerne imellem. Meget sært og forstyrrende for min fordybelse i bogen – jeg fandt det utroværdigt og mærkeligt.

Jeg kan godt lide, at bogen tager udgangspunkt i filosofiens historie, og at den forhåbentlig kan give unge (og nysgerrige voksne som mig) et indblik i de forskellige filosofiske retninger. Jeg har før stiftet bekendtskab med de fleste af teorierne, så for mig var det en fin anledning til at få genopfrisket et par ting, men ellers kan jeg godt forestille mig, at den for andre vil være en spændende indgangsbillet til filosofiens verden.

Jeg var dog ikke særlig glad for balancen i bogen eller personerne som helhed. De virkede flade, ligegyldige og ofte utroværdige. De filosofiske passager blev ind imellem alt for lange og for tænkte – som om forfatteren hellere ville skrive en fagbog i stedet for skønlitteratur. Det var irriterende, og jeg blev både utålmodig og frustreret over, at teksten ikke kunne fange eller forføre mig som læser, men mere fik mig til at føle som en elev, der skulle læse lektier til næste dag.

Jeg kan godt se bogens berettigelse, og jeg kan også godt forstå, at der er folk, der er betaget af denne bog. Jeg foretrækker dog til enhver tid at læse en ‘ren’ skønlitterær bog eller fagtekster om filosofi – ikke hybridløsninger som ‘Sofies Verden’.

Alkymisten

Jeg er godt i gang med at tygge læse mig igennem den liste af bøger, som jeg har sat mig for at læse i år. For nylig nåede jeg til ‘Alkymisten’, som er skrevet af Paulo Coelho.

Bogen handler om den andalusiske fårehyrde, Santiago, som drømmer om at finde en af verdens rigeste skatte. Han rejser derfor fra Spanien og videre til Egypten, hvor han møder Alkymisten, og det bliver et møde, som Santiago ikke glemmer.

Det er en kort bog på 172 sider, men historien indeholder alligevel megen visdom og tankevækkende betragtninger. Jeg har læst flere kritiske kommentarer om bogen, hvor folk har ment, at historien var lige lovlig letkøbt og lommefilosofisk, og selvom jeg ikke helt vil afvise det, så var det alligevel en positiv oplevelse.

Det er en bog, som du skal have tid til, og som du kan nyde i fred og ro. Ikke fordi den er specielt kompliceret, men fordi det er en historie, der gerne må trænge sig ind i hjertet og sætte sig fast. Det er muligvis banal livsfilosofi, som bogen rummer, men det skader nu ikke at få det gentaget ind imellem.

Derfor: kan du lide bøger som ‘Den lille prins’, så bør du overveje at læse denne bog. Her kommer du med på en rejse, der byder på alt, hvad hjertet begærer af håb, drømme, kærlighed og tro.

Den fremmede

Jeg har to udfordringer på bogfronten i år – jeg skal både læse en klassiker hver måned og læse en bog, der matcher månedens krav på Bogudfordringen 2011. Januars klassiker er ‘Den fremmede’ af Albert Camus, som er en lille sag på ca. 140 sider. Alligevel bliver den udpeget som klassiker på grund af den betydning, romanen havde for den franske litteratur, hvor Camus blev en af eksistentialismens stemmer.

Handlingen foregår i Algeriet, hvor den unge franskmand Meursault en dag kommer til at dræbe et andet menneske, og resten af bogen handler om retssagen, domsafsigelsen og Meursaults tanker om dette.

Jeg havde forventet en tungere og mere kompliceret tekst, men ‘Den fremmede’ var let at læse, og sætningskonstruktionerne var simple – nærmest grænsende til det barnlige, da fortællestilen var meget deskriptiv og blottet for indlevelse. I den første halvdel af bogen var det særlig slemt, og det irriterede mig, for det gjorde fortællingen flad og som noget, der skulle overståes. I anden halvdel var det ikke lige så udtalt – mest af alt fordi hovedpersonen stort set ikke har kontakt med andre personer i den del og derfor ikke har samme behov for at genfortælle deres ord og handlinger.

Efter at have læst bogen sad jeg og spekulerede over, hvorfor lige denne bog er værd at kalde en klassiker. Med nutidens øjne virker den ret simpel, og handlingen er så flad og ligetil, at den hverken vækker engagement eller store følelser i mig, da jeg læste den. Til gengæld kan jeg godt se, at historien afspejler den meningsløshed, som eksistentialismen har som omdrejningspunkt. Men sandt at sige vil jeg nok foretrække en faglig tekst om eksistentialisme frem for denne bog.