Et par bøger til fødselsdagen

Sidste weekend havde jeg fødselsdag. Jeg holdt ikke noget i år, men jeg fik dog en række gaver af familien – blandt andet disse to bøger. Den ene er ‘Fables 8’, som jeg regner med at læse i løbet af foråret. I april til juni har jeg valgt temaet ‘eventyr’ for min læsning, og her passer Fables-serien jo fantastisk ind! ‘Russka’ passer jo til det igangværende tema, ‘historiske bøger’, men denne bog når jeg dog ikke at læse i denne måned. Jeg glæder mig dog ikke desto mindre til at læse den på et senere tidspunkt 🙂

De dejlige (bog-)julegaver

bogjulegaverDet er dagen efter dagen – aka første juledag. Jeg håber, du havde en dejlig juleaften.

Jeg nød en aften sammen med familien, hvor der traditionen tro blev spist masser af god mad, sunget julesange og naturligvis også pakket gaver ud. Og hvad fik jeg så? En lang række dejlige ting – herunder også en overraskende høj stabel bøger, yay!

Jeg fik ‘Leviathan Wakes’, ‘Fables HC 6’ og ‘Rat’s Wars’ af min allerkæreste, og så fik jeg ‘Paris’ og ‘Krig og Fred’ af den øvrige familie. Simpelthen så dejlige boggaver!

‘Rat’s Wars’ har jeg allerede læst her til formiddag, og mon ikke jeg også får læst ‘Fables HC 6’ i løbet af julen? ‘Krig og Fred’ bliver dog nok et sommerferieprojekt (ligesom med ‘Anna Karenina’ sidste sommer), og så håber jeg at få læst ‘Leviathan Wakes’ i løbet af de kommende måneder. Hvis jeg nu er smart, får jeg læst den rimelig hurtigt, så jeg kan ønske mig den næste i serien til min fødselsdag… 😉

‘Paris’ læser jeg nok også i løbet af de kommende måneder, for det vil passe ind i en af mine bogudfordringer… men mere om det ved årsskiftet, hvor jeg røber planerne for næste års læsning.

Har du fået bøger i julegaver – og i så fald hvilke?

Vind to julebøger

julebogerDet er efterhånden længe siden, jeg sidst har haft en konkurrence her på bloggen, så nu må det være på tide igen!

Vil du gerne vinde disse to smukke julebøger, så smid en kommentar til dette indlæg, hvor du svarer på spørgsmålet: “Hvad er din yndlings-julesmåkage?”. Husk også at skrive din e-mail-adresse, så jeg kan kontakte dig, hvis du vinder.

Og apropos julesmåkager – savner du inspiration til julebagningen, så tjek mit indlæg med opskrifter på julesmåkager (både danske og udenlandske).

Konkurrencen er slut! 

De seneste bogforkælelser

Jeg har længe planlagt at købe en god stabel bøger, og her i marts var det endelig tid til at bestille lidt nyt til bogreolerne. Jeg måtte dog lige vente, indtil jeg havde holdt fødselsdag, for det kunne jo være, jeg fik bøger i gave… og ja, der faldt søreme en god stabel fødselsdagsbøger af til mig! Yeah!

Jeg havde besluttet mig for at købe nogle flere bøger af en af mine yndlingsforfattere – Brandon Sanderson. Det blev til ‘Firefight’ og ‘Calamity’, for jeg har planer om at færdiggøre ‘The Reckoners’-serien i denne måned. Derudover bestilte jeg ‘Shadows of Self’ i den tro, at den ville passe sammen med resten af bøgerne i ‘Mistborn’-serien, men nej – forlaget har ændret på formatet! Argh, argh, det kan en bogelsker som jeg jo slet ikke administrere…

Nå, men det blev også til en stabel bøger af andre forfattere. To af bøgerne købte jeg for fødselsdagspenge – nemlig ‘Room’ og ‘Half a King’. ‘Room’ har jeg længe overvejet at læse, for jeg har hørt så meget godt om den, så nu skulle det være. ‘Half a King’ er min første bog af Joe Abercrombie. Jeg tør ikke indrømme, hvor længe jeg har ønsket at læse noget af ham uden at gøre noget ved det, men NU fik jeg endelig fat i en af hans bøger, så inden længe…

Den første bog i Stephen Kings ‘The Dark Tower’-serie bliver filmatiseret næste år, så jeg har besluttet, at jeg skal forsøge at få læst serien færdig i år. Bog 2 og 3 i serien er derfor nu indkøbt, så jeg kan læse dem i løbet af de næste par måneder, og så er jeg forhåbentlig klar til at købe de næste bøger i serien til sommer, hvor jeg planlægger et større bogindkøb.

Sidst men ikke mindst blev det til et enkelt tegneseriekøb. ‘The Hedge Knight’ er en graphic novel baseret på en novelle af George R. R. Martin. Det er også en bog, jeg længe har ønsket mig, så nu håber jeg bare, den var værd at vente på.

Har du købt noget spændende for nylig?

Bøgerne blandt fødselsdagsgaverne

Jeg havde fødselsdag i fredags og holdt fest i går sammen med vennerne. De var så søde at begave mig med en masse dejlige ting – herunder læsestof.

Det blev til tredje bog i ‘Linda og Valentins samlede eventyr’ – en serie, jeg læste som teenager. Jeg forsøgte at samle på serien for en række år siden, men de originale hæfter var næsten umulige at få fat på (og var dyre hos antikvariaterne), men heldigvis blev serien genudgivet i hardcover-udgave for et par år siden. Den er jeg så begyndt at samle på nu.

Jeg fik også to hardcover-bøger i ‘The Walking Dead’-serien – nemlig nr. 2 og nr. 7. Jeg lånte i sin tid 2’eren på biblioteket, men manglede den engelske udgave i min samling, så den ønskede jeg mig sammen med nr. 7, som er den næste bog i serien, jeg skal i gang med.

Af min allerkæreste fik jeg lidt forskellige ting – blandt andet de to tegneserier ‘Locke & Key 1’ samt ‘Saga 2’. Førstnævnte har jeg hørt meget godt om, så det er en serie, jeg vil i gang med at læse. ‘Saga’-serien startede jeg på sidste år – her kan du læse min anmeldelse af ‘Saga 1’.

Sidst men ikke mindst fik jeg en enkelt bog af mine svigerforældre – nemlig ‘Verden af i går‘. Jeg fik også en sum penge, jeg kan snolde for, og jeg har tænkt mig, at de blandt andet skal bruges på to bøger fra min ønskeseddel – nemlig ‘Room’ og ‘The Hedge Knight’.

Den lille Bogblog i nye omgivelser

bogpose

Som flere har bemærket, så har min bogblog holdt flyttedag, hvilket desværre betød flere dages nedetid til stor frustration (for mit vedkommende). MEN – nu er den genopstået på www.denlillebogblog.dk

I løbet af den kommende tid vil du muligvis opleve en række designændringer på bloggen, for den del har jeg endnu ikke nået at kigge så meget på endnu.

Give-away
Jeg synes, blogflytningen skal fejres, så jeg vil gerne udlodde et eksemplar af den skønne bog, ‘Alt det lys vi ikke ser’, som jeg har fået et ekstra eksemplar af via Politikens Forlag. Hvis du vil deltage i konkurrencen, skal du blot smide en kommentar herunder og samtidig huske at notere din e-mailadresse.

Konkurrencen kører frem til onsdag den 22. april 2015 kl. 18.00.

Update: Jeg har trukket en vinder af bogen, og det blev Lene! Tillykke til dig – jeg sender en e-mail lige om lidt.

Vind en fantastisk bog

Sidste år læste jeg den fantastiske bog, ‘A Monster Calls’ af Patrick Ness, og den er netop blevet udgivet på dansk af Gyldendal. Jeg har fået tilsendt et eksemplar af den danske udgave, men da jeg allerede ejer den engelske udgave, synes jeg, at en af jer læsere i stedet skal have muligheden for at læse denne rørende, smukke og rigt illustrerede fortælling.

Derfor – hvis du gerne vil vinde denne bog, så smid en kommentar til dette indlæg, hvori du fortæller mig om en bog, der har fået dig til at græde. Husk også at skrive din e-mailadresse.

Konkurrencen varer frem til tirsdag den 31. marts 2015.

Fødselsdagsgaver, bogindkøb og nye brugte bøger

Da jeg havde fødselsdag for nylig, var der heldigvis også et par hårde, firkantede pakker – aka bøger 🙂 Jeg fik to bøger, som jeg virkelig ser frem til at læse. ‘Salomons ring’ er fortsættelsen til Bartimæus-trilogien, som er en af mine favoritter mht. fantasy-serier. Jeg er meget spændt på, om den kan leve op til forgængerne. Jeg fik også ‘Doktor Søvn’, der er fortsættelsen til en af Stephen Kings mest kendte bøger, ‘Ondskabens Hotel’. Sidstnævnte er godt nok ikke blandt mine King-favoritter (hvilket egentlig siger mere om, hvor mange gode bøger, han har skrevet, end om kvaliteten af lige den bog), men jeg er ret nysgerrig mht. hvad der har fået ham til at skrive en fortsættelse, og hvad der mon vil ske i bogen.

Jeg fik også lidt penge i fødselsdagsgave, og da jeg havde lovet mig selv at shoppe lidt bøger lige efter fødselsdagen (så jeg kunne købe de bøger, jeg havde ’sparet op til’), så var det oplagt at kombinere disse to ting. Jeg har været lidt skeptisk mht. Saxos Plusmedlemsskab – måske fordi jeg er bange for, at det så vil betyde, at jeg vil føle mig forpligtet til at købe bøger hver måned, hvis jeg er medlem. Omvendt er det let at til- og framelde sig (ingen bindingsperiode eller lignende), så efter at have tjekket normalpriserne på de bøger, jeg ville købe, valgte jeg at købe dem til Pluspris. Det kunne især godt betale sig, eftersom jeg blandt andet købte ‘The Walking Dead’ hard cover-versioner, som per definition er dyre.

Stablen af indkøbte bøger er – for at sige det mildt – ret blandet! Der er både tegneserier, 1800-talslitteratur, ungdoms-sci-fi og en fagbog/biografi, og jeg glæder mig så meget til at læse dem alle sammen!

Udover ovenstående bøger har jeg i løbet af de sidste par måneder udnyttet nogle tilbud hos Bookoutlet. Her har jeg købt ‘Lockdown’, ‘The Girl Who Circumnavigated Fairyland in a Ship of Her Own Making’ og ‘Danse Macabre’.

Sidst men ikke mindst har jeg fået ovenstående bøger, da min svigermor sorterede sine skønlitterære bøger og derefter tilbød mig at kigge de kasserede bøger igennem, inden resten røg videre til genbrugsbutikken. ‘Den lukkede bog’ har jeg læst for nogle år siden og husker som ret god. Den kan jeg godt finde på at læse den på et tidspunkt. ‘Under en brændende sol’ har længe stået på min mentale to-read-liste, og ‘Giganternes fald’ føler jeg et eller andet sted forpligtet til at læse på et tidspunkt. ‘Små gule citroner’ er et sats. Jeg har virkelig ingen idé om, hvorvidt det er en bog for mig, men der er jo kun én måde at finde ud af det på…

Har du læst en eller flere af ovenstående bøger, og hvad syntes du i så fald om den/dem?

Bøgerne under træet

Jeg håber, du har haft en dejlig juleaften. Det havde jeg sammen med familien – herunder to små og meget glade nevøer. Efter en lækker julemiddag, hvor jeg havde medbragt julesalat, spekulatius, fedtebrød og polvorones, var det selvfølgelig tid til juletræsdans og gaveudpakning. Det sidste blev ret omfattende, da vi var 11 mennesker denne aften. Jeg fik en række dejlige ting – blandt andet disse tre bøger. Jeg får ikke så tit bøger til jul og fødselsdag, så tre stk var ganske godt. Det eneste ærgerlige er, at jeg har læst dem alle sammen (!). ‘Marco effekten’ læste jeg i sommers, hvor jeg havde lånt den af en af mine venner. Den var dog så god, at jeg gerne selv ville eje den. ‘The Walking Dead 1’ lånte jeg i sin tid på biblioteket og blev så begejstret for serien, at jeg er begyndt at samle på den, og her manglede jeg den første bog i serien. ‘Valhalla – den samlede saga 5’ er den sidste bog i genudgivelsen af Valhalla-tegneserierne, og her er der faktisk lidt nyt læsestof, for udover det baggrundsmateriale, der nu er tilføjet, så har jeg ikke læst to af de tre tegneserier, som bogen indeholder. Det glæder jeg mig til!

De seneste år har jeg fået en god vane med at give mig selv en julegave, og det gør jeg også i år. Det bliver fire bøger, som jeg regner med at finde på juleudsalget. Jeg har endnu ikke lagt mig helt fast på hvilke bøger, det skal være, men mon ikke flere af bøgerne vil være bøger med vintertema? Det har jeg nemlig lyst til at læse for tiden – især nu hvor sneen pynter gader og stræder.