Hvis jeg overlever natten

SPONSORERET INDLÆG

Denne bog har jeg fået tilsendt, men anmeldelsen er naturligvis mine egne tanker om bogen.

‘Hvis jeg overlever natten – fortællinger fra mørket’ er en samling af gysernoveller af danske forfattere. Der er syv ret forskellige noveller med:

‘In uteri’ af A. Silvestri – en historie om en mand, der kommer med meget malende og kropslige beskrivelser undervejs – helt sikkert noget, som vil dele vandene. Personligt blev det lidt for meget for mig, men historien i sig selv var udmærket.

‘Hvis jeg overlever natten’ af Savanna Lind – om stemmerne i hovedet og kæresten, der vil forlade en. Ganske god men på en af scenerne er så over-the-top, at det blev utroværdigt.

‘Hvor hesten ligger begravet’ af Lars Ahn. På sin vis en klassisk historie – også hvis man kender forfatterens øvrige noveller – men dermed også rimelig forudsigelig. Her savnede jeg lidt mere af den vildskab, som han ofte har i sine noveller.

‘Der er ingen bånd der binder mig’ af Susanne Thrane – om en dreng og hans venskab med kammeraten Tobber. Morens opførsel over for drengen ødelagde desværre lidt af læseoplevelsen for mig – jeg syntes, den faldt igennem i forhold til resten af historien.

‘Fobi’ af Kasper Grandetoft – om araknofobi og hvordan ens liv pludselig kan tage en helt ny drejning. Nu er jeg ikke selv særlig glad for (store) edderkopper, så denne her var ikke behagelig læsning, men selv hvis du ikke har et anstrengt forhold til disse dyr, så vil jeg mene, at du sagtens kan leve dig ind i historien.

‘Utak er verdens løn’ – af Flemming Johansen – horror og scifi mødes i uhyggelig forening. På sin vis også en klassisk historie men fin fortalt og med en interessant slutning.

Samlet set er det en ganske fin samling noveller. Jeg savnede lidt mere vildskab og twists i historierne, men de var som udgangspunkt velskrevne. Der var ingen af dem, der var dårlige, men der var heller ingen af dem, der blæste mig omkuld (noget, som Lars Ahns noveller ellers ofte gør).

Lovecraft Country

lovecraft countryJeg kan ikke huske, hvordan jeg faldt over denne bog på Goodreads, men da jeg så, hvor positivt folk anmeldte den, så blev jeg nysgerrig. Dels er jeg ret vild med den absurde og surrealistiske verden, som H. P. Lovecraft har skabt, dels elsker jeg god horror, så denne var et must buy for mig, da jeg shoppede bøger til sidste Read-a-Thon.

‘Lovecraft Country’ er skrevet af Matt Ruff og foregår i USA i 1954. Da den unge Atticus finder ud af, at faren er forsvundet, tager han af sted for at lede efter ham sammen med onklen George og barndomsveninden Letitia. Men den lille gruppe er ret udfordret af, at de alle er afroamerikanere, for så er man bestemt ikke velset i Sydstaterne, og de løber derfor ind i en hel del problemer undervejs – også overnaturlige…

Bogen består af en række historier med forskellige hovedpersoner, hvilket er lidt forvirrende i starten. Man finder dog hurtigt ud af, at historierne hænger sammen, og at flere af personerne går igen i de forskellige historier.

Jeg blev virkelig overrasket over, hvor stor fokus der er på racisme i denne bog. Den del er meget levende beskrevet, og jeg blev flere gange stærkt forarget over, hvordan især ordensmagten behandlede de farvede borgere. Det mest chokerende er, at det sikkert ikke er langt fra den virkelige verden på det tidspunkt. Men virkelig skræmmende læsning.

Den mere overnaturlige del var jeg mere skeptisk over for. Jeg syntes ikke, bogen havde den Lovecraft-feeling, som jeg håbede på, men jeg vidste også godt, at det ville være svært for forfatteren at ramme den. Bevares, der sker skam nogle kultist-ish ting, men bogen vrimler ikke ligefrem med Great Old Ones. Det mest skræmmende er faktisk mest de hvides opførsel over for de farvede borgere.

‘Lovecraft Country’ er en lidt pudsig bog. Selvom den ikke helt var det, jeg forventede, så var det alligevel en interessant læseoplevelse, og da jeg undervejs opdagede detaljer, der understøttede nogle af de første historier, så gjorde det mig nysgerrig. Det er helt sikkert en bog, der er værd at læse igen for at opdage detaljer, jeg har overset ved første gennemlæsning.

The Rats

the rats

Jeg faldt over ‘The Rats’, da jeg researchede horrorbøger som optakt til sidste Read-a-Thon. Bogen lød som good old classic horror, og det kunne jeg ikke stå på, så den læste jeg selvfølgelig i løbet af eventen!

‘The Rats’ er skrevet af James Herbert og handler naturligvis om rotter. I første scene bliver en mand overfaldet og dræbt af forvoksede rotter. Dette gentager andre steder i byen, inden læseren bliver introduceret til den unge kunstlærer, Harris. Han hjælper en kvinde, hvis barn er blevet mishandlet og dræbt af rotter, og Harris begynder inden  længe at fornemme, at noget er helt, helt galt. Snart udvikler situationen sig, og mængden af rotter er overvældende. Harris indser, at der må gøres noget, inden rotterne oversvømmer byen.

Jeg fik ret i min antagelse – ‘The Rats’ er i sandhed en rigtig klassisk historie, hvor en by og dens befolkning pludselig bliver ramt af en trussel, der kan ødelægge alt. I dette tilfælde er det noget så almindeligt som rotter – dog i en forvokset og bestialsk udgave – men er der nok af dem, kan de sagtens udgøre en alvorlig trussel.

Forfatteren bygger rammen op ved først at beskrive en række små hændelser, hvor rotterne og deres grusomhed introduceres, inden selve hovedhistorien tager form. Det fungerer godt, og der kunne såmænd sagtens have været flere små hændelser undervejs, for det gav en god dynamik.

Der er nogle grumme scener undervejs – ikke splatteragtig men bestemt situationer, hvor man for alvor ser hvor altødelæggende rotterne kan være. Jeg synes, at scenerne bliver ekstra ubehagelige, fordi rotter faktisk er væsner, du kan møde i virkeligheden. Selvom mange af rotterne, der optræder i bogen, lige er en tand større end normalt, så føles truslen stadig reel.

Selve handlingen rummer ikke så mange overraskelser, da historien er ret traditionelt opbygget, men alligevel var den spændende og havde den der krybende følelse, som horrorbøger bør have. Man ved, der er ting, der vil gå galt, men man bliver nødt til at kigge alligevel…

Er du til klassiske horrorhistorier i stil med dem, Edgar Allan Poe skrev, så vil du sandsynligvis også nyde ‘The Rats’.

Carmilla

CarmillaMin bedste læseoplevelse under sidste måneds Read-a-Thon var ‘Carmilla’ af J. Sheridan Le Fanu. Det er en gotisk klassiker, der ofte bliver omtalt som forgængeren til ‘Dracula’.

‘Carmilla’ fortælles af den unge kvinde, Laura, der bor på et slot i Østrig sammen med sin far. En dag forulykker en karet tæt på deres hjem, og en ung kvinde kommer til skade. Lauras far tilbyder med det samme, at den unge kvinde kan bo hos dem, indtil hun er kommet til hægterne, og kvindens mor tager straks imod tilbuddet, da hun skal haste videre. Laura og den unge kvinde, Carmilla, bliver venner, men Laura fornemmer også, at der foregår noget mystisk, for der er noget sært dragende og samtidig også urovækkende ved Carmilla. Da Laura bliver syg og langsomt svækkes, ser hun og faderen i øjnene, at det er på tide, de finder ud af, hvem Carmilla egentlig er…

Dette er en herlig dyster historie. Forfatteren har virkelig ramt den helt rigtige gotiske stemning, der bare emmer af dyster, ildevarslende uhygge. Jeg gennemskuede hurtigt hvilken retning, historien ville tage, men det gjorde ikke det mindste, når historien var så godt skruet sammen og ikke mindst så velskrevet.

‘Carmilla’ har ry for at være kontroversiel, og da jeg læste den, kunne jeg godt se, at de sensuelle scener bestemt må have forarget det bedre borgerskab, da bogen udkom i 1800-tallet. Bogen er som sådan ikke erotisk, men der er da en scene, som nok har fået en del læsere til at rødme dengang.

Kan du godt lide ‘Dracula’-historien, og har du lyst til at læse en kort historie, hvor hovedpersonerne er kvinder, så er ‘Carmilla’ noget for dig.

Bird Box

bird boxUnder sidste måneds Read-a-Thon nåede jeg også at læse ‘Bird Box’ af Josh Malerman. Det er en bog, jeg længe har ønsket at læse, for den har fået fantastiske anmeldelser, og så gjorde teaseren mig nysgerrig.

I ‘Bird Box’ følger man Malorie og hendes to små børn, der har forskanset sig i et hus. Her har de levet de sidste fem år og er måske de eneste overlevende efter en række sære hændelser, hvor mange mennesker begik selvmord – tilsyneladende efter at have set et eller andet. Det betyder også, at de overlevende har bind for øjnene, når de en sjælden gang vover sig udenfor for at skaffe vand eller andre fornødenheder. Men nu mener Malorie, at det er på tide, at de forlader stedet for at lede efter andre overlevende, og mens de forbereder sig på rejsen, tænker hun tilbage på de fem år, der er gået, og de tragiske hændelser, der har præget livet i huset.

Denne bog er helt klart ude på at opbygge en mystisk stemning, hvor din nysgerrighed vækkes, og hvor du forsøger at regne ud, hvad der mon er sket i løbet af de seneste fem år. Hvad kan det dog kan være, som man for alt i verden ikke må se? Det virkede ret godt på mig, og da jeg elsker at sidde og gætte med, når jeg læser, så var jeg fanget fra start.

Handlingen hopper frem og tilbage – mellem nutid og vigtige tidspunkter gennem de seneste fem år – så man stille og roligt får tegnet billedet af, hvordan Malorie endte der i første omgang, og hvorfor der ikke er andre overlevende udover hende og børnene. Det er dystre beskrivelser blandet med glimt af håb og troen på, at det nok skal gå, men forfatteren sørger hele tiden for at antyde, at ting vil gå galt, og som læser ved du også fra start, at der kun er Malorie og børnene tilbage.

Desværre blev bogen aldrig helt så uhyggelig, som jeg havde håbet. Selve præmissen for, hvorfor de går med blind for øjnene (som jeg ikke vil afsløre her) var ikke særlig overbevisende for mig. Jeg syntes, det var for tyndt og vagt forklaret, og det er sandsynligvis hovedårsagen til, at jeg aldrig blev grebet af den dystre stemning. Jeg vil dog også sige, at tanken om en verden, hvor man ikke kan gå udenfor uden bind for øjnene ER skræmmende – det var bare ikke en følelse, der krøb ind under huden på mig.

Through the Woods

through the woodsTil sidste måneds Read-a-Thon fik jeg endelig læst ‘Through the Woods’ af Emily Carroll. Tegneserien har stået på min ønskeseddel i flere år, og da jeg syntes, den passede fint ind i mit gys og horror-tema, så benyttede jeg lejligheden til at købe den kort tid inden læse-eventen.

‘Through the Woods’ er en graphic novel, der indeholder fem fortællinger. Der er brugt sort-hvide tegninger kombineret med enkelte klare farver, hvilket giver et simpelt og alligevel ganske stemningsfuldt udtryk. Historierne er som dystre folkeeventyr, hvor uhyggen bygges op uden brug af bøh-effekter eller voldsomme scener.

Jeg kunne rigtig godt lide tegnestilen, der fint underbyggede de stilfærdige og dystre fortællinger. Jeg syntes dog på ingen måde, at den var så skræmmende og uhyggelig, som mange anmeldelser har fremhævet, så på den front blev jeg desværre lidt skuffet. Det var nogle interessante og måske også lettere morbide historier, men der var intet, der gav mig gåsehud eller fik mig til at kigge mig paranoidt over skulderen. Men ok – der skal altså også en del til for at en bog skræmmer mig.

‘Through the Woods’ er først og fremmest en meget stemningsfuld bog, og så er de lidt naive tegninger ganske smukke. Selvom den ikke skræmte mig, så er det en tegneserie, jeg helt sikkert vil finde frem igen for at genlæse.

Hospitalet

Denne bog forsøgte jeg faktisk at læse sidste år – eller rettere at høre, for jeg mener, jeg lånte den som lydbog. Jeg opgav dog halvvejs. Da jeg for nylig bestilte bøger hjem via biblioteket, faldt jeg over bogen på min huskeliste og havde i mellemtiden glemt, at jeg havde prøvet den sidste år. Godt nok var der en klokke, der ringede, men…

Da jeg var gået i gang – og hurtigt opdagede, at den havde jeg haft fingre i før – gav jeg den alligevel en chance, for det kunne jo være, at jeg havde været for hurtig til at droppe den sidste år…

‘Hospitalet’ er skrevet af Michael Kamp og handler om den unge Jonas, der vågner op på hospitalet efter en meget alvorlig færdselsulykke. Selvom han kommer ved bevidsthed, svæver han stadig i livsfare, og han svinger derfor mellem at være vågen og synke hen i smerte- og medicintåger. Han begynder at tvivle på sin egen dømmekraft, for han plages af frygtelige syner, men det hele føles meget virkeligt, og pludselig bliver det alt, alt for virkeligt…

Udgangspunktet med en patient på et hospital, der ser syner (eller gør han?) er en klassiker inden for horrorgenren, men ikke desto mindre en ganske effektiv klassiker, for er rollen som patient ikke en af de mest sårbare, man kan have? Der er da heller ingen tvivl om, at forfatteren har skruet en ret modbydelig historie sammen, og har du sarte nerver, vil jeg ikke anbefale dig at læse denne bog. Den har en række ret klamme scener (og det er ment positivt) og pirrer især i første halvdel til ens frygt i forbindelse med sårbarhed, hjælpeløshed og autoriteter.

Men… for der er et kæmpe-men. Cirka halvvejs synes jeg desværre, at filmen knækker i denne bog. Én ting er, at historien ganske enkelt er for lang og derfor bliver langtrukken og slet ikke så effektiv som forfatterens korte noveller. En anden ting er, at den mister pusten og mister fokus. Selvom der er flere creepy scener, så kunne jeg slet ikke tage ‘cancersneglen’ seriøst, ligesom der var flere andre af de overnaturlige elementer, som bare virkede som fyld. Jeg synes, det er virkelig synd, for Michael Kamp er en af de få forfattere, der har fået mig til at gyse gennem de senere år, og det er først og fremmest takket være hans noveller.

Da jeg var nået halvvejs i bogen, lå den til en middelkarakter. Derefter gik det ned af bakke, og da jeg nåede til slutningen, sukkede jeg dybt. Det var ganske enkelt en mærkelig og ikke særlig passende slutning – i mine øjne i hvert fald. Jeg var ret skuffet.

Det er muligt, at bogen ‘bare’ er en ungdomsroman (for det går jeg ud fra, at det er ud fra det letbenede sprog), men jeg havde håbet på en mere gennemarbejdet og spændende historie. Jeg må nok hellere på jagt efter flere af hans noveller…

The Drawing of the Three – The Dark Tower 2

Jeg er så småt i gang med at tygge mig igennem en af de største klassikere fra Stephen King – nemlig hans The Dark Tower-serie, der består af syv bøger. Jeg har tidligere anmeldt den første bog i serien, ‘The Gunslinger’, og ‘The Drawing of the Three’ er anden bog.

Jeg vil ikke komme så meget ind på handlingen, da jeg gerne vil undgå at afsløre for meget fra den første bog.

Jeg håbede, at denne bog ville vælte mig bagover af begejstring, for selvom den første bog var udmærket, så var den ikke en wauw-oplevelse. Det var ‘The Drawing of the Three’ desværre heller ikke. Det var tværtimod en ret blandet oplevelse – der var scener, jeg elskede, og scener, jeg decideret hadede.

Jeg var for eksempel ret begejstret for scenen i flyet, hvor Roland og Eddie mødes. Det var absurd og virkelig sjovt. Deres samspil var ret interessant, og jeg nød at følge, hvordan de forsøgte at komme overens i løbet af de næste kapitler. Omvendt brød jeg mig på ingen måde om Detta. Hun var ekstremt aggressiv og højtråbende, og min reaktion på hende var ligesom med flodhesten Dolph – jo hurtigere hun kunne aflives, jo bedre. Alle hår på mig strittede af indestængt irritation, lige så snart hun åbnede munden.

Bogen skifter mellem meget konkrete/realistiske scener til ret abstrakte scener, og det forvirrede mig ind imellem. Jeg havde det lidt blandet med kombinationen – det gav både nogle interessante twists til historien, men det blev ind imellem også ret mærkeligt.

Jeg regner med at gå i gang med næste bog i løbet af juni måned, og så krydser jeg fingre for, at der vil komme endnu flere gode scener.

Fordærvet

På mit bibliotek står der flere hylder med graphic novels lige ved siden af hylderne med reserverede bøger. Når jeg låner på biblioteket, reserverer jeg næsten altid bøgerne på forhånd, så jeg blot skal afhente dem. På den måde får jeg altid fat i de bøger, jeg helst vil låne, og så undgår jeg som regel også store stakke af spontanlån…. altså lige indtil biblioteket begyndte at friste med graphic novels, for så kunne jeg ikke dy mig! Jeg faldt blandt andet over ‘Fordærvet’ af Lars Kramhøft og Tom Kristensen.

‘Fordærvet’ handler om Michael, der sammen med kæresten Rose vender tilbage til sit barndomshjem efter sin fars død. Det er dog et hjem, der gemmer på mange minder og ikke nødvendigvis den gode af slagsen, og snart bliver Michael nødt til at se fortidens spøgelser i øjnene.

Lad mig starte ved tegnestilen, som jeg var ret vild. Tegningerne er meget dystre og stemningsfulde, og de var en sand nydelse at kigge på – også da tingene eskalerede. Flere af tegningerne kunne jeg snildt forestille mig som plakater i mit hjem.

Jeg syntes til gengæld, at historien falmede lidt undervejs. Efter en solid start lurede jeg hurtigt, hvor det bar hen, og pludselig blev det meget konkret og voldsomt. Det er ikke nødvendigvis dårligt, men jeg havde nok håbet på subtil gys, der ville give mig myrekryb, frem for vold og raseri.

Det endte med at være en udmærket læseoplevelse, men desværre ikke helt så unik, som jeg først troede, da jeg læste de første sider. Men bestemt et lovende hæfte, og jeg vil gerne se, hvad de to bagmænd kan skabe sammen fremover.

Exorcisten

exorcisten

Da jeg deltog i Dewey’s Read-a-Thon, nåede jeg lige at starte på denne bog, inden eventen var ovre – en rigtig horrorklassiker. Det er dog først og fremmest filmudgaven af ‘Exorcisten’, der er blevet kendt gennem tiden, men jeg syntes, det kunne være interessant at læse bogen, som filmen er bygget over.

‘Exorcisten’ er skrevet af William Peter Blatty i starten af 1970’erne, og den handler om en 12-årig pige, der opfører sig mere og mere besynderligt. Moren bliver meget bekymret og opsøger professionel hjælp, der dog må give fortabt, eftersom der er andre – og stærkere – kræfter på spild. Moren indser, at noget er helt galt, og til sidst bliver den unge præst Karras tilkaldt. Det viser sig, at barnet er besat, og at der er brug for exorcisme – dvs. djævleuddrivelse.

Mit første møde med denne historie var hverken den originale bog eller den første filmatisering men en spoof-film lavet engang i 1980’erne. Jeg kan ikke huske, hvad den hed, men her var Exorcisten en af de film, der blev gjort grin med. Dengang kan jeg huske, at jeg var både overrasket og ret skeptisk over udlægningen af handlingen, for det lød simpelthen for vulgært, men jeg fandt sidenhen ud af, at den humoristiske film var langt tættere på originalen, end jeg havde forventet.

‘Exorcisten’ er en ret barsk fortælling om et barn, der bliver besat og dermed både siger og gør ting, som intet anstændigt barn ville gøre. Det har helt sikkert virket ret voldsomt, da bogen udkom, men det gør den næppe i dag. Det er også en bog, som er oplagt som analysemateriale i gymnasiet, for der er masser af symbolik og mulighed for fortolkning i handlingen. Jeg tror dog, at de vulgære udtryk kan afholde en del undervisere fra at bruge den – udover det helt oplagte faktum, at der ikke er nok gymnasielærere, der læser horror… 😉

Det er helt klart første halvdel af bogen, der er mest spændende. Hele opbygningen af historien og moderens kamp for at finde ud af, hvad der er galt, er interessant og var med til at opbygge en vis forventning til, hvad der nu skulle ske. Desværre var det som om, at bogen tabte lidt pusten, da djævleuddrivelsen skulle i gang. Det blev alt for langtrukkent og forudsigeligt, og det var lidt synd, for den del fungerede fint på film – måske fordi filmfolkene havde sørget for at speede det lidt op.

Det er en ok horrorbog, men man skal måske hellere læse den, fordi den er en af grundstenene i nyere tids horrorfortællinger, end fordi man vil læse en rigtig uhyggelig bog.