Searching for Dragons

I sidste måned udpegede jeg ‘Dealing with Dragons’ til at være aprils bedste læseoplevelse, så jeg havde selvfølgelig høje forventninger til efterfølgeren, ‘Searching for Dragons’. Bøgerne er skrevet af Patricia C. Wrede og er de første bøger i en serie på fire.

I ‘Searching for Dragons’ er hovedpersonen skiftet ud. Cimorene fra den første bog er stadig med, men historien fortælles gennem Mendanber – den unge konge af den fortryllede skov. Han opdager, at dele af skoven er ødelagt, og mistanken falder på dragerne, da han finder flere drageskæl blandt de forkullede træer. Han opsøger Kazul – eller rettere forsøger på det, for hun er blevet taget til fange af onde troldmænd. Det går naturligvis ikke, så han slår sig sammen med Cimorene, og de drager afsted for at lede efter Kazul.

Det er stadig en sød og hyggelig historie, men jeg synes desværre ikke, at Mendanber er en lige så interessant hovedperson. Han virker faktisk rimelig anonym, og det er lidt synd, når nu Cimorene var en så sjov og handlekraftig hovedperson i første bog.

Humoren er – måske af samme grund – heller ikke nær så sprudlende og overraskende i ‘Searching for Dragons’, selvom der nu er flere scener med yderst inkompetente troldmænd. De er ikke lige så gakkede som dem i Terry Pratchetts bøger, meeen de er heller ikke ligefrem frygtindgydende.

Jeg endte dog med at være fin underholdt alligevel. Det er en ganske hyggelig fortælling, og der er fortsat nogle fine og lidt overraskende pointer, som bryder det gængse billede af, hvordan eventyr ’skal’ være.

Dealing with Dragons

Jeg kan faktisk ikke huske, hvor jeg stødte på ‘Dealing with Dragons’, men jeg har en mistanke om, at det var en fantasy-liste hos Goodreads. Uanset hvad lød bogen rigtig hyggelig, og da den handler om prinsesser og drager, passer bogen godt til mit kvartalstema, ‘Eventyr’.

‘Dealing with Dragons’ er skrevet af Patricia C. Wrede og er første bog i en trilogi. Den handler om prinsessen Cimorene, der ikke bryder sig om det typiske prinsesseliv, hvor man skal sidde og være yndig, mens man broderer. Det er gudsjammerligt kedeligt efter hendes mening, så hun stikker af og ender med at møde dragerne. Drager er som bekendt meget farlige væsner, men det lykkes Cimorene at overbevise en af dragerne om, at Cimorene kan være hendes prinsesse. Drager har jo et eller andet med prinsesser, og enhver respekteret drage skal naturligvis have en prinsesse. Det er ganske vist temmelig usædvanligt, at en prinsesse selv tilbyder sin hjælp – normalt skal man bortføre dem – men dragen Kazul vælger ikke desto mindre at lade Cimorene bo hos sig. Det er dog ikke uden visse udfordringer, for selvfølgelig kommer det væltende med håbefulde ungersvende, der gerne vil redde prinsessen fra den stygge drage. Men hvad gør man, når prinsessen absolut ikke vil reddes og i stedet foretrækker at gøre rent?

Dette er egentlig en børnebog, men jeg synes bestemt også, at voksne bør læse den, for den er både sjov og indeholder nogle rigtig gode pointer. Her er endelig en bog, der tør udfordre det gængse prinsessebillede. Væk er de lyserøde tylskørter, de evindelige baller og de mange suk efter prinsen på den hvide hest. I stedet får vi en prinsesse, der er både klog og initiativrig og som hellere vil arkivere dokumenter og vaske op end at sidde hele dagen lang for at være yndig og dydig. Hun gider absolut ikke blive reddet, og hun ender tilmed hos en hundrage, som taler om muligheden for at blive dragernes konge. For ja, i denne bog kan hundrager godt blive konger! Ah, det føltes skønt at få rusket op i alle de gængse antagelser om, hvordan eventyrverdener er bygget op…

Sproget er let og ligetil med nogle meget fine – og ganske underholdende – dialoger. Samtidig er der skruet godt op for actiondelen til trods for, at det er en kort bog, så der er ganske enkelt ikke tid til at kede sig. Det passer fint til historien, for det er ikke ligefrem en bog, hvor der er brug for lange beskrivelser af landskabet eller tilbageblik.

Jeg morede mig kosteligt undervejs, og ‘Dealing with Dragons’ er klart en af de bedste læseoplevelser indtil videre i år. Jeg har derfor også straks bestilt de to sidste bøger i trilogien, og dem satser jeg på at læse i løbet af maj måned.

Curtsies & Conspiracies

Så fik jeg endelig læst anden bog i ‘Finishing School’-serien af Gail Carriger. Sidste sommer læste jeg den første bog, ‘Etiquette & Espionage’.

Traditionen tro vil jeg ikke bringe et resumé, når det drejer sig om fortsættelsen til en bog, da det vil afsløre for meget af handlingen i den første. Men jeg vil dog gerne røbe, at ‘Curtsies & Conspiracies’ desværre ikke sagde mig så meget. Bogen er ligesom forgængeren rimelig letbenet og uden den store dybde, men i 2’eren er der langt mere fokus på Sophronias evne til at tiltrække drengenes opmærksomhed, og man aner oplægget til et trekantsdrama (selvfølgelig mellem den bundsolide arbejderdreng og den arrogante overklassedreng). Det ærgrede mig en del. Ikke blot hader jeg trekantsdramaer, men det virkede også frygtelig stereotypt.

I ‘Curtsies & Conspiracies’ er der også gensyn med et par kendinge fra Carrigers skønne serie, ‘Parasol Protectorate’, men det var jeg noget lunken overfor. Jeg syntes, det kom til at virke lidt forceret og tog fokus væk ‘Finishing School’-seriens egen ramme.

Jeg er pt. noget splittet mht. om jeg vil læse videre i serien. Jeg syntes desværre ikke, at der er kød nok på historien – i hvert fald ikke til, at jeg vil bruge penge på bøgerne. Måske vil jeg læse videre, hvis jeg finder dem på biblioteket eller som e-bog på et senere tidspunkt.

Rat’s Wars – Pearls Before Swine

Dette er ikke en klassisk anmeldelse men nærmere et par ord om en tegneserie-serie (!), som jeg har læst gennem de sidste mange år. Og dog – det er en sandhed med modifikationer, for de senere år har jeg holdt en pause fra serien, da jeg syntes, den gentog sig selv for meget. Jeg fik dog lyst til at læse serien igen og fik heldigvis dette hæfte i julegave.

‘Pearls Before Swine’-serien er tegnet og fortalt af Stephan Pastis. Det er en humoristisk serie med en ret nuttet tegnestil, hvor hovedpersonerne består af en række dyr med menneskelige træk. Figurerne strækker sig lige fra den egoistiske og voldelige Rat og den naive og søde Piggy til den kloge og tålmodige Zebra og de zebra-sultne og virkelig stupide krokodiller. Nåja, og så alle de andre – der er en rimelig bred vifte af figurer i denne serie.

Forfatteren kan godt lide at lege med rammerne – både bogstaveligt talt, hvor tegneseriefigurerne blandt andet hopper uden for striben, men også mere abstrakt. I ‘Rat’s Wars’ optræder forfatteren således adskillelige gange direkte i striberne – typisk i situationer, hvor tegneseriefigurerne synes, at hans humor er for plat!

Det er en ret hyggelig og til tider også ganske sjov serie, og selvom dette hæfte også har en del af de samme type jokes som i de foregående hæfter, så var især meta-delen ret underholdende.

Mon ikke jeg læser videre i denne serie senere i år? Det håber jeg.

Alice´s Adventures in Wonderland and Through the Looking-Glass

Denne bog behøver nærmest ingen introduktion, for ‘Alice i Eventyrland’ er i sandhed en kendt (og elsket) klassiker, der er blevet gengivet utallige gange på film og i teatret siden 1865, hvor bogen udkom første gang. I denne udgivelse er originaludgaven sat sammen med efterfølgeren, ‘Through the Looking-Glass’.

De to historier er skrevet af Lewis Carroll. I den første historie er pigen Alice på skovtur med sin søster. Pludselig opdager Alice en lille kanin, der taler med sig selv, og hun bliver så nysgerrig, at hun følger efter den, da den hopper ned i et hul. Det bliver starten på et forunderligt og dybt besynderligt eventyr med magiske væsner og surrealistiske samtaler.

Man kan sige meget om Alice-historierne, men kedelige er de ikke. Til gengæld er de dybt gakkede og er præget af en sort humor, der ikke nødvendigvis tiltaler alle, men som både børn og voksne kan finde glæde i. Jeg syntes, det var virkelig hyggeligt at genlæse denne klassiker, for selvom jeg har set flere filmatiseringer gennem de senere år, så er det alligevel lang tid siden, jeg har læst originalen, og det var herligt at genopleve flere af de detaljer, som filmatiseringerne ikke nødvendigvis gør så meget ud af.

‘Alice’s Adventures in Wonderland’ er klart min favorit af de to historier. Den er så skrupskør og finurlig, at den fik mig til at grine flere gange. Efterfølgeren, ‘Through the Looking-Glass’ er også udmærket, men jeg synes ikke helt, den har samme flow eller humor som den første bog.

Jeg kan sagtens se, hvorfor der er nogle, der ikke er så vilde med Alice-historierne, for de er ret aparte og ikke særlig logiske, men det er netop det, jeg godt kan lide ved dem.

Den faldne djævel

‘Den faldne djævel’ er 6. og sidste bog i serien ‘Den store djævlekrig’, der er skrevet af Kenneth Bøgh Andersen. Serien sluttede oprindeligt efter 4. bog, men sidste år valgte forfatteren at fortsætte serien med den femte bog, ‘Den faldne engel’, og for nylig udkom så 6. og sidste bog. Denne gang er det efter sigende den endelige slutning på serien.

Jeg vil ikke bringe et resumé af bogen for ikke at afsløre for meget af handlingen, men jeg vil opridse, hvad jeg godt kan lide ved serien, og hvad jeg synes om slutningen – selvfølgelig uden at afsløre noget fra bogen.

‘Den store djævlekrig’ er en af de mest interessante og velskrevne danske fantasyserier i nyere tid. Det er dejligt at se en ungdomsserie, hvor forfatteren tager sine læsere seriøst og ikke går efter klicheer eller lefler for laveste fællesnævner. Tværtimod rummer serien både masser af humor men også alvorlige og tragiske hændelser, og det hele er krydret med en bred vifte af referencer til forskellige religioner og sagnfigurer. Det er særdeles fornøjeligt, hvis du kan huske historierne fra religionstimerne, men det er ikke strengt nødvendigt for at forstå serien.

‘Den faldne djævel’ er en værdig slutning på en fantastisk serie. Bogen er ikke nær så humoristisk som sine forgængere, men der er også meget på spil, og man sidder nærmest og bider negle, fordi det er så spændende. Det er jo sidste bog, så alt kan ske, og der bliver virkelig skruet godt op for både action og dramatik. Jeg var lidt bekymret for, om serien kunne bære at blive udvidet med en 5. og 6. bog, men mine bekymringer blev heldigvis gjort til skamme, og da jeg havde læst sidste side, smilede jeg. Det var den helt rigtige slutning på en virkelig god serie, og selvom det altid er lidt vemodigt at sige farvel til en verden, jeg nu har læst om i seks bøger, så er jeg samtidig også godt tilfreds med, hvordan den ender.

Hvis du er til fantasy med et strejf af sort humor, så er serien ‘Den store djævlekrig’ noget for dig.

Reaper Man

Jeg holder meget af Discworld-verdenen, som Terry Pratchett står bag, og jeg holder særligt af Death/Døden, der er en af de gennemgående personer i mange af bøgerne. Der var derfor ingen tvivl om, at jeg skulle læse ‘Reaper Man’, som har Døden i hovedrollen.

I ‘Reaper Man’ sker der det utænkelige, at Døden mister sit job. Skaberne har besluttet, at han ikke udfører sit arbejde korrekt, så han bliver gjort dødelig. Men hvad laver dødelige egentlig? Og sætter man mere pris på livet, når man ved, at det kun er til låns? Fyringen af Døden har ikke kun konsekvenser for ham selv – når der ikke er nogen til at føre de døde sjæle væk fra Jorden, så øges spøgelsesaktiviteterne betragteligt, og de døde nægter at ligge stille. Man kan vel lige så godt få noget interessant ud af sit andet liv?

Ideen bag historien er både sjov og tankevækkende – hvad sker der egentlig, hvis Døden bliver fyret, og der ikke længere er en person/instans til at føre sjælene bort? Og hvad sker der med Døden, hvis vedkommende pludselig bliver dødelig? Hvilke overvejelser vil en (ellers) udødelig have?

Der er nogle pudsige betragtninger undervejs, og jeg synes som udgangspunkt, at det er en god idé til en bog. Desværre fangede historien mig ikke rigtig, og det skyldes måske, at den hverken var specielt sjov eller så underfundig, at den vakte andre følelser. Det var egentlig ok, at den ikke var så grinagtig som mange af de andre Discworld-historier – også selvom humoren er en af de vigtigste grunde til, at jeg læser serien. Men jeg havde så forventet, at det var en historie, der krøb ind under huden på anden vis, og det gjorde den desværre ikke. Der var bestemt rørende og sjove øjeblikke, men jeg savnede lidt mere nerve og lidt mere skarphed undervejs.

Hvor blev du af Bernadette

 Jeg har lige været på ferie i Frankrig, og her havde jeg naturligvis medbragt en stabel bøger. Da det var en ferie med fokus på afslapning og hygge, havde jeg blandt andet valgt at tage ‘Hvor blev du af Bernadette’ med, da den blev kategoriseret som humoristisk chick-lit. Nu er jeg normalt slet ikke til chick-lit, men hver sommerferie udfordrer jeg mig selv ved at tage en bog fra denne kategori med på ferie.

‘Hvor blev du af Bernadette’ er skrevet af Maria Semple og handler om Bernadette, der er forsvundet. Bernadettes teenagedatter, Bee, forsøger at finde ud af, hvad der skete, inden moren forsvandt, og ikke mindst hvor Bernadette blev af, for Bee vil finde sin mor igen – koste hvad det vil! Gennem e-mails, breve og noter stykker Bee langsomt historien sammen om, hvordan den dygtige og kreative arkitekt. Bernadette, gik fra at have en loven karriere til at ende som neurotisk og sky kvinde i en by, hvor alle de andre kvinder hader hende.

Denne bog er som sagt kategoriseret under humor, men det synes jeg ærlig talt er ret vildledende. Det er muligt, at det bare er mig, der har et helt andet syn på, hvad humor er, men jeg var ikke i nærheden af at le på noget tidspunkt under læsningen. Faktisk syntes jeg mere, at det var en tragisk historie om en masse sørgelige eksistenser, og jeg sad mere og krummede tæer end trak på smilebåndet.

Skrivestilen er ret speciel, da den virker meget fragmenteret i starten. Det skyldes, at bogen primært består af e-mails, noter og breve, som relaterer sig til Bernadette, og som Bee er kommet i besiddelse af. I starten er det ret forvirrende, og jeg blev ikke rigtig fanget af historien. Jeg var tæt på at lægge bogen fra mig, men eftersom den var letlæst, og jeg nu havde slæbt den med på ferie, så fik jeg alligevel læst mig varm og endte derfor med at læse den til ende.

Bernadette er en ret speciel personlighed, som opfører sig yderst… utraditionelt. Der er ingen tvivl om, at hun har humoristisk sans (om end på en lidt perfid måde), men hun ryger ofte også så langt ud af en tangent, at hendes opførsel virker meget konstrueret og usandsynlig. Som hovedperson bliver hun dog reddet af at være omgivet af indtil flere modbydelige bipersoner, hvis ondskabsfulde opførsel får en til automatisk at sympatisere med Bernadette.

Bee skal forestille at være bogens heltinde – den gode og retfærdighedssøgende datter, der bare gerne vil have sin mor tilbage igen. Bee passer dog ikke særlig godt til denne rolle, da hendes opførsel ind imellem også bliver unødig dramatisk og konfliktsøgende, hvilket igen får historien til at virke så konstrueret, at det er distraherende. Det er ikke nødvendigvis meningen, at handlingen skal være realistisk, men den bør dog samtidig være så troværdig, at jeg som læser er villig til at tro på bogens præmisser. Det havde jeg desværre ret svært ved.

Der er prisværdige scener i denne bog – for eksempel mudderskredsscenen og det efterfølgende drama – som er med til at trække op, men når det kommer til stykket, var denne bog hverken særlig sjov, særlig dyb eller særlig interessant. Vil du have en underholdende og letlæselig bog til sommerferien, vil jeg hellere anbefale dig at læse ‘Analfabeten der kunne regne’.

Moving Pictures

moving pictures I sidste uge mente jeg, at det var på tide med endnu et besøg i Discworld, så jeg hev ‘Moving Pictures’ ned fra boghylden. Discworld-serien er som bekendt skrevet af Terry Pratchett og er en af de skøreste og hyggeligste fantasy-verdener, der nogensinde er skabt.

I ‘Moving Pictures’ har alkymisterne opfundet film-mediet, og derfor strømmer mange til Holy Wood, hvor filmene bliver produceret. Victor er blandt de håbefulde, der slipper gennem nåleøjet og får mulighed for at få en rolle, og snart bliver han og medskuespilleren Ginger berømte – meget berømte. Det skyldes til dels en talende hund, og dels en række andre lidt snørklede omstændigheder. Alt synes godt, indtil det viser sig, at filmproduktionen har en vis uhensigtsmæssig… virkning… på virkeligheden! Men så er det jo godt, at der er masser af handlekraftige og lynende intelligente personer i Discworld-verdenen… *host host*

Dette er en af de mere simple Discworld-historier. Det er en rimelig straight forward fortælling uden så mange svinkeærinder, og selvom historien til tider kan virke lige lovlig enkel, så klæder det samtidig bogen, at der ikke er for mange sære sidehistorier.

Det er adskillelige scener undervejs, der er parodier på filmklassikere såsom ‘Borte med blæsten’ og ‘King Kong’, og selvom det kan virke som et billigt trick, så fik det mig også til at grine flere gange.

‘Moving Pictures’ har selvfølgelig flere af de sædvanlige bipersoner med (blandt andet bibliotekaren), men jeg savnede dog Døden, som kun optrådte meget kort i bogen. Han er nemlig min absolutte favorit. Men ok – jeg må leve med (!), at han ikke kan være med hele tiden… så ville der jo heller ikke være mange personer tilbage i Discworld 😉

Nørd på catwalk

Jeg er flere gange stødt på denne bog, når jeg har set vlogs på Youtube, og da jeg trængte til lidt light underholdning, lånte jeg for nylig bogen via Ereolen.dk

‘Nørd på catwalk’ er skrevet af Holly Smale. Bogens hovedperson er den 15-årige nørd, Harriet, der ikke er særlig populær i skolen. Faktisk har hun kun én ven, hvis hobby – eller nærmere livsmål – er at blive model. Harriet kommer derfor med på slæb, da der er mulighed for at blive spottet af en talentspejder, men til Harriets store overraskelse er det hende, der bliver tilbudt et modeljob.

Dette er en ret easy going ungdomsbog skrevet med et glimt i øjet. Det er som at gnaske på en stor klump skrigrød tyggegummi – sødt, fjollet og alt for meget på samme tid.

Harriet er ikke særlig troværdig som nørd. Det eneste, der reelt set kategoriserer hende som nørd er, at Harriet selv definerer sig som nørd gang på gang. I mine øjne er hun ikke nørdet men bare ikke særlig god til at interagere med andre mennesker. Det giver hende så også en lang række (unødige) problemer, og der er flere gange i løbet af bogen, hvor hun virkelig får gjort noget dumt.

Det er en humoristisk bog på den ufarlige og lidt naive måde. Rigtig meget af humoren er baseret på den overgearede modetosse Wilbur, der går i ekstremt outreret tøj og hele tiden finder på nye, tuttenuttede kælenavne til Harriet. Navnene kommer dog også til at virke komplet malplacerede i den danske oversættelse, og jeg vil gætte på, at de fungerer langt bedre i den engelske udgave. Og så er der faren, der opfører sig som et ukontrolleret 5-årigt barn det meste af tiden. Det bliver i det hele taget ret over the top ind imellem, så er du til den type humor, er der noget at komme efter her.  

Handlingen er ret forudsigelig. Den er hverken troværdig eller detaljeret, men det er heller ikke meningen – det er en bog, der først og fremmest fokuserer på at være lettilgængelig, hyggelig og sjov.

‘Nørd på catwalk’ var lidt for letbenet, naiv og overfjollet til mig, men nu er jeg heller ikke bogens målgruppe, så det er nok ikke så overraskende. Den henvender sig mere til piger i 10-13 års alderen.