Rat’s Wars – Pearls Before Swine

Dette er ikke en klassisk anmeldelse men nærmere et par ord om en tegneserie-serie (!), som jeg har læst gennem de sidste mange år. Og dog – det er en sandhed med modifikationer, for de senere år har jeg holdt en pause fra serien, da jeg syntes, den gentog sig selv for meget. Jeg fik dog lyst til at læse serien igen og fik heldigvis dette hæfte i julegave.

‘Pearls Before Swine’-serien er tegnet og fortalt af Stephan Pastis. Det er en humoristisk serie med en ret nuttet tegnestil, hvor hovedpersonerne består af en række dyr med menneskelige træk. Figurerne strækker sig lige fra den egoistiske og voldelige Rat og den naive og søde Piggy til den kloge og tålmodige Zebra og de zebra-sultne og virkelig stupide krokodiller. Nåja, og så alle de andre – der er en rimelig bred vifte af figurer i denne serie.

Forfatteren kan godt lide at lege med rammerne – både bogstaveligt talt, hvor tegneseriefigurerne blandt andet hopper uden for striben, men også mere abstrakt. I ‘Rat’s Wars’ optræder forfatteren således adskillelige gange direkte i striberne – typisk i situationer, hvor tegneseriefigurerne synes, at hans humor er for plat!

Det er en ret hyggelig og til tider også ganske sjov serie, og selvom dette hæfte også har en del af de samme type jokes som i de foregående hæfter, så var især meta-delen ret underholdende.

Mon ikke jeg læser videre i denne serie senere i år? Det håber jeg.

Alice´s Adventures in Wonderland and Through the Looking-Glass

Denne bog behøver nærmest ingen introduktion, for ‘Alice i Eventyrland’ er i sandhed en kendt (og elsket) klassiker, der er blevet gengivet utallige gange på film og i teatret siden 1865, hvor bogen udkom første gang. I denne udgivelse er originaludgaven sat sammen med efterfølgeren, ‘Through the Looking-Glass’.

De to historier er skrevet af Lewis Carroll. I den første historie er pigen Alice på skovtur med sin søster. Pludselig opdager Alice en lille kanin, der taler med sig selv, og hun bliver så nysgerrig, at hun følger efter den, da den hopper ned i et hul. Det bliver starten på et forunderligt og dybt besynderligt eventyr med magiske væsner og surrealistiske samtaler.

Man kan sige meget om Alice-historierne, men kedelige er de ikke. Til gengæld er de dybt gakkede og er præget af en sort humor, der ikke nødvendigvis tiltaler alle, men som både børn og voksne kan finde glæde i. Jeg syntes, det var virkelig hyggeligt at genlæse denne klassiker, for selvom jeg har set flere filmatiseringer gennem de senere år, så er det alligevel lang tid siden, jeg har læst originalen, og det var herligt at genopleve flere af de detaljer, som filmatiseringerne ikke nødvendigvis gør så meget ud af.

‘Alice’s Adventures in Wonderland’ er klart min favorit af de to historier. Den er så skrupskør og finurlig, at den fik mig til at grine flere gange. Efterfølgeren, ‘Through the Looking-Glass’ er også udmærket, men jeg synes ikke helt, den har samme flow eller humor som den første bog.

Jeg kan sagtens se, hvorfor der er nogle, der ikke er så vilde med Alice-historierne, for de er ret aparte og ikke særlig logiske, men det er netop det, jeg godt kan lide ved dem.

Den faldne djævel

‘Den faldne djævel’ er 6. og sidste bog i serien ‘Den store djævlekrig’, der er skrevet af Kenneth Bøgh Andersen. Serien sluttede oprindeligt efter 4. bog, men sidste år valgte forfatteren at fortsætte serien med den femte bog, ‘Den faldne engel’, og for nylig udkom så 6. og sidste bog. Denne gang er det efter sigende den endelige slutning på serien.

Jeg vil ikke bringe et resumé af bogen for ikke at afsløre for meget af handlingen, men jeg vil opridse, hvad jeg godt kan lide ved serien, og hvad jeg synes om slutningen – selvfølgelig uden at afsløre noget fra bogen.

‘Den store djævlekrig’ er en af de mest interessante og velskrevne danske fantasyserier i nyere tid. Det er dejligt at se en ungdomsserie, hvor forfatteren tager sine læsere seriøst og ikke går efter klicheer eller lefler for laveste fællesnævner. Tværtimod rummer serien både masser af humor men også alvorlige og tragiske hændelser, og det hele er krydret med en bred vifte af referencer til forskellige religioner og sagnfigurer. Det er særdeles fornøjeligt, hvis du kan huske historierne fra religionstimerne, men det er ikke strengt nødvendigt for at forstå serien.

‘Den faldne djævel’ er en værdig slutning på en fantastisk serie. Bogen er ikke nær så humoristisk som sine forgængere, men der er også meget på spil, og man sidder nærmest og bider negle, fordi det er så spændende. Det er jo sidste bog, så alt kan ske, og der bliver virkelig skruet godt op for både action og dramatik. Jeg var lidt bekymret for, om serien kunne bære at blive udvidet med en 5. og 6. bog, men mine bekymringer blev heldigvis gjort til skamme, og da jeg havde læst sidste side, smilede jeg. Det var den helt rigtige slutning på en virkelig god serie, og selvom det altid er lidt vemodigt at sige farvel til en verden, jeg nu har læst om i seks bøger, så er jeg samtidig også godt tilfreds med, hvordan den ender.

Hvis du er til fantasy med et strejf af sort humor, så er serien ‘Den store djævlekrig’ noget for dig.

Reaper Man

Jeg holder meget af Discworld-verdenen, som Terry Pratchett står bag, og jeg holder særligt af Death/Døden, der er en af de gennemgående personer i mange af bøgerne. Der var derfor ingen tvivl om, at jeg skulle læse ‘Reaper Man’, som har Døden i hovedrollen.

I ‘Reaper Man’ sker der det utænkelige, at Døden mister sit job. Skaberne har besluttet, at han ikke udfører sit arbejde korrekt, så han bliver gjort dødelig. Men hvad laver dødelige egentlig? Og sætter man mere pris på livet, når man ved, at det kun er til låns? Fyringen af Døden har ikke kun konsekvenser for ham selv – når der ikke er nogen til at føre de døde sjæle væk fra Jorden, så øges spøgelsesaktiviteterne betragteligt, og de døde nægter at ligge stille. Man kan vel lige så godt få noget interessant ud af sit andet liv?

Ideen bag historien er både sjov og tankevækkende – hvad sker der egentlig, hvis Døden bliver fyret, og der ikke længere er en person/instans til at føre sjælene bort? Og hvad sker der med Døden, hvis vedkommende pludselig bliver dødelig? Hvilke overvejelser vil en (ellers) udødelig have?

Der er nogle pudsige betragtninger undervejs, og jeg synes som udgangspunkt, at det er en god idé til en bog. Desværre fangede historien mig ikke rigtig, og det skyldes måske, at den hverken var specielt sjov eller så underfundig, at den vakte andre følelser. Det var egentlig ok, at den ikke var så grinagtig som mange af de andre Discworld-historier – også selvom humoren er en af de vigtigste grunde til, at jeg læser serien. Men jeg havde så forventet, at det var en historie, der krøb ind under huden på anden vis, og det gjorde den desværre ikke. Der var bestemt rørende og sjove øjeblikke, men jeg savnede lidt mere nerve og lidt mere skarphed undervejs.

Hvor blev du af Bernadette

 Jeg har lige været på ferie i Frankrig, og her havde jeg naturligvis medbragt en stabel bøger. Da det var en ferie med fokus på afslapning og hygge, havde jeg blandt andet valgt at tage ‘Hvor blev du af Bernadette’ med, da den blev kategoriseret som humoristisk chick-lit. Nu er jeg normalt slet ikke til chick-lit, men hver sommerferie udfordrer jeg mig selv ved at tage en bog fra denne kategori med på ferie.

‘Hvor blev du af Bernadette’ er skrevet af Maria Semple og handler om Bernadette, der er forsvundet. Bernadettes teenagedatter, Bee, forsøger at finde ud af, hvad der skete, inden moren forsvandt, og ikke mindst hvor Bernadette blev af, for Bee vil finde sin mor igen – koste hvad det vil! Gennem e-mails, breve og noter stykker Bee langsomt historien sammen om, hvordan den dygtige og kreative arkitekt. Bernadette, gik fra at have en loven karriere til at ende som neurotisk og sky kvinde i en by, hvor alle de andre kvinder hader hende.

Denne bog er som sagt kategoriseret under humor, men det synes jeg ærlig talt er ret vildledende. Det er muligt, at det bare er mig, der har et helt andet syn på, hvad humor er, men jeg var ikke i nærheden af at le på noget tidspunkt under læsningen. Faktisk syntes jeg mere, at det var en tragisk historie om en masse sørgelige eksistenser, og jeg sad mere og krummede tæer end trak på smilebåndet.

Skrivestilen er ret speciel, da den virker meget fragmenteret i starten. Det skyldes, at bogen primært består af e-mails, noter og breve, som relaterer sig til Bernadette, og som Bee er kommet i besiddelse af. I starten er det ret forvirrende, og jeg blev ikke rigtig fanget af historien. Jeg var tæt på at lægge bogen fra mig, men eftersom den var letlæst, og jeg nu havde slæbt den med på ferie, så fik jeg alligevel læst mig varm og endte derfor med at læse den til ende.

Bernadette er en ret speciel personlighed, som opfører sig yderst… utraditionelt. Der er ingen tvivl om, at hun har humoristisk sans (om end på en lidt perfid måde), men hun ryger ofte også så langt ud af en tangent, at hendes opførsel virker meget konstrueret og usandsynlig. Som hovedperson bliver hun dog reddet af at være omgivet af indtil flere modbydelige bipersoner, hvis ondskabsfulde opførsel får en til automatisk at sympatisere med Bernadette.

Bee skal forestille at være bogens heltinde – den gode og retfærdighedssøgende datter, der bare gerne vil have sin mor tilbage igen. Bee passer dog ikke særlig godt til denne rolle, da hendes opførsel ind imellem også bliver unødig dramatisk og konfliktsøgende, hvilket igen får historien til at virke så konstrueret, at det er distraherende. Det er ikke nødvendigvis meningen, at handlingen skal være realistisk, men den bør dog samtidig være så troværdig, at jeg som læser er villig til at tro på bogens præmisser. Det havde jeg desværre ret svært ved.

Der er prisværdige scener i denne bog – for eksempel mudderskredsscenen og det efterfølgende drama – som er med til at trække op, men når det kommer til stykket, var denne bog hverken særlig sjov, særlig dyb eller særlig interessant. Vil du have en underholdende og letlæselig bog til sommerferien, vil jeg hellere anbefale dig at læse ‘Analfabeten der kunne regne’.

Moving Pictures

moving pictures I sidste uge mente jeg, at det var på tide med endnu et besøg i Discworld, så jeg hev ‘Moving Pictures’ ned fra boghylden. Discworld-serien er som bekendt skrevet af Terry Pratchett og er en af de skøreste og hyggeligste fantasy-verdener, der nogensinde er skabt.

I ‘Moving Pictures’ har alkymisterne opfundet film-mediet, og derfor strømmer mange til Holy Wood, hvor filmene bliver produceret. Victor er blandt de håbefulde, der slipper gennem nåleøjet og får mulighed for at få en rolle, og snart bliver han og medskuespilleren Ginger berømte – meget berømte. Det skyldes til dels en talende hund, og dels en række andre lidt snørklede omstændigheder. Alt synes godt, indtil det viser sig, at filmproduktionen har en vis uhensigtsmæssig… virkning… på virkeligheden! Men så er det jo godt, at der er masser af handlekraftige og lynende intelligente personer i Discworld-verdenen… *host host*

Dette er en af de mere simple Discworld-historier. Det er en rimelig straight forward fortælling uden så mange svinkeærinder, og selvom historien til tider kan virke lige lovlig enkel, så klæder det samtidig bogen, at der ikke er for mange sære sidehistorier.

Det er adskillelige scener undervejs, der er parodier på filmklassikere såsom ‘Borte med blæsten’ og ‘King Kong’, og selvom det kan virke som et billigt trick, så fik det mig også til at grine flere gange.

‘Moving Pictures’ har selvfølgelig flere af de sædvanlige bipersoner med (blandt andet bibliotekaren), men jeg savnede dog Døden, som kun optrådte meget kort i bogen. Han er nemlig min absolutte favorit. Men ok – jeg må leve med (!), at han ikke kan være med hele tiden… så ville der jo heller ikke være mange personer tilbage i Discworld 😉

Nørd på catwalk

Jeg er flere gange stødt på denne bog, når jeg har set vlogs på Youtube, og da jeg trængte til lidt light underholdning, lånte jeg for nylig bogen via Ereolen.dk

‘Nørd på catwalk’ er skrevet af Holly Smale. Bogens hovedperson er den 15-årige nørd, Harriet, der ikke er særlig populær i skolen. Faktisk har hun kun én ven, hvis hobby – eller nærmere livsmål – er at blive model. Harriet kommer derfor med på slæb, da der er mulighed for at blive spottet af en talentspejder, men til Harriets store overraskelse er det hende, der bliver tilbudt et modeljob.

Dette er en ret easy going ungdomsbog skrevet med et glimt i øjet. Det er som at gnaske på en stor klump skrigrød tyggegummi – sødt, fjollet og alt for meget på samme tid.

Harriet er ikke særlig troværdig som nørd. Det eneste, der reelt set kategoriserer hende som nørd er, at Harriet selv definerer sig som nørd gang på gang. I mine øjne er hun ikke nørdet men bare ikke særlig god til at interagere med andre mennesker. Det giver hende så også en lang række (unødige) problemer, og der er flere gange i løbet af bogen, hvor hun virkelig får gjort noget dumt.

Det er en humoristisk bog på den ufarlige og lidt naive måde. Rigtig meget af humoren er baseret på den overgearede modetosse Wilbur, der går i ekstremt outreret tøj og hele tiden finder på nye, tuttenuttede kælenavne til Harriet. Navnene kommer dog også til at virke komplet malplacerede i den danske oversættelse, og jeg vil gætte på, at de fungerer langt bedre i den engelske udgave. Og så er der faren, der opfører sig som et ukontrolleret 5-årigt barn det meste af tiden. Det bliver i det hele taget ret over the top ind imellem, så er du til den type humor, er der noget at komme efter her.  

Handlingen er ret forudsigelig. Den er hverken troværdig eller detaljeret, men det er heller ikke meningen – det er en bog, der først og fremmest fokuserer på at være lettilgængelig, hyggelig og sjov.

‘Nørd på catwalk’ var lidt for letbenet, naiv og overfjollet til mig, men nu er jeg heller ikke bogens målgruppe, så det er nok ikke så overraskende. Den henvender sig mere til piger i 10-13 års alderen.

Den faldne engel

‘Den store djævlekrig’, der er skrevet af Kenneth Bøgh Andersen, er – i mine øjne – en af de bedste danske fantasyserier, der er skrevet gennem de sidste 10-20 år. Det er en serie på fire bøger – eller rettere sagt, det var en serie på fire bøger, men sidste år valgte forfatteren at genoptage serien og udgav derfor den femte bog, ‘Den faldne engel’.

Den nye bog har atter en gang drengen Filip i hovedrollen. Filip har været tilbage på Jorden i 1½ år, men selvom alt burde være godt, længes han tilbage til Helvede og ikke mindst Safina. Desværre er det ikke muligt… og dog. Pludselig får han alligevel mulighed for at komme tilbage til Helvede, men det er en bittersød oplevelse, for mange ting har ændret sig, siden han var her sidst…

Dette er den første bog i Djævlekrigs-serien, jeg har læst i hardcover-udgave. De foregående har jeg nemlig lyttet til, og de lydbøger jeg kan i øvrigt godt anbefale. Det er forfatteren selv, der står for oplæsningen, og det gør han djævelsk godt! (ok beklager, men den var bare så oplagt…)

Tilbage til bogen. ‘Den faldne engel’ er en modig fortsættelse – ikke blot fordi det altid er svært at følge op på en succes, men også fordi der er sket en række markante ændringer. Jeg havde det lidt blandet med Filips udvikling. På den ene side syntes jeg, at det var fedt, at han havde ændret sig i løbet af tiden, men på den anden side havde jeg ind imellem svært ved at genkende ham fra de tidligere bøger.

Historien er lang tid om at komme i gang. Der er lige lovlig mange gentagelser – især i forhold til de tidligere bøger – og det var ved at gøre mig en anelse utålmodig. Men da historien så først begynder at folde sig ud, er det som at finde de tidligere bøger frem. Masser af humor, gru og stemning. Dejligt!

Og så er der en interessant afslutning… men den vil jeg ikke komme ind på her 😉

Så på trods af en noget sløv start, så er ‘Den faldne engel’ en udmærket fortsættelse. Jeg var ikke blown away, men jeg var fint underholdt.

Etiquette & Espionage

Det er ingen hemmelighed, at jeg hyggede mig vældig godt med at læse ‘Parasol Protectorate’-serien af Gail Carriger. Det var derfor blot et spørgsmål om tid, før jeg atter kastede mig over flere af hendes bøger, og der kom en rigtig fin undskyldning for det, da jeg faldt over ‘Etiquette & Espionage’ på tilbud under min ferie i Stockholm i sidste måned.

‘Etiquette & Espionage’ foregår også i 1800-tallet i en steampunk-udgave af vores verden. Og ja, der er selvfølgelig også sneget en vampyr og en varulv ind i handlingen, men derefter begynder bogen også at afvige fra ‘Parasol Protectorate’-serien. I ‘Etiquette & Espionage’ er hovedpersonen nemlig den 14-årige Sophronia, der er lidt af en prøvelse for sin mor. Sophronia er mere interesseret i mekaniske dimser end almindelige gode manerer, og det går jo ikke, så til sidst bliver hun sendt til Geraldine’s Finishing Academy for Young Ladies of Quality. Det viser sig dog, at dette er ikke en helt almindelig pigeskole, for udover de oplagte timer i dans og etikette, så bliver de også undervist i spionage… og i at dræbe!

Jeg er ret vild med oplægget til denne bog – jeg mener, en pigeskole hvor de lærer at spionere og dræbe? Hell yeah! Og det gør det ikke mindre sjovt/interessant, at det foregår i 1800-tallet, hvor kvinderollerne normalt ikke er min kop te. Samtidig er det også tydeligt, at det foregår i en verden lig den, Gail Carriger brugte til ‘Parasol Protectorate’-serien.

Sophronia er en lidt hmm… anonym hovedperson… nej, vent, det er ikke det rigtige ord. Måske bare lidt for overfladisk beskrevet? I hvert fald havde hun slet ikke så megen personlighed og charme som Alexia i PP-serien. Det er måske også en lidt tarvelig sammenligning, for Alexia er virkelig en quinde med ben i næsen, og her lider Sophronia muligvis lidt under sin unge alder. Heldigvis er Sophronia omgivet af et hav af sjove, skøre og charmerende personer, og selvom de ikke umiddelbart har så megen dybde, så fungerer det langt hen ad vejen fint – det er trods alt en rimelig letbenet ungdomsbog.

For ja – dette er i langt højere grad en ungdomsbog, og det ærgrede mig faktisk ind imellem, for jeg syntes ind imellem, at den blev lidt for enkel og overfladisk. Derudover var historien et stykke tid om rigtig at komme i omdrejninger, fordi hele rammen skulle beskrives først, så ting gik rigtig stærkt til sidst – måske endda lidt for stærkt, for jeg savnede svar på flere ting, som forfatteren gerne måtte have afsløret allerede i første bog i stedet for at udskyde det til en senere bog i serien.

Alt i alt var det et glædeligt gensyn med Gail Carrigers sjove, skøre og finurlige påfund. ‘Etiquette & Espionage’ er ikke nær så sjov som PP-serien, og den er også forholdsvis lang tid om at komme ordentligt i gang, men det er fin og letlæst underholdning, og jeg skal helt sikkert læse videre i serien, når jeg på et tidspunkt får købt næste bog.

En mand der hedder Ove

Det var med en vis tøven, at jeg gav mig i kast med denne bog. Dels er det en bog, der stilmæssigt minder om ‘Den hundredårige der kravlede ud af vinduet og forsvandt’, som jeg ikke var voldsomt begejstret for, dels er det en bog, der virkelig er blevet hypet.

‘En mand der hedder Ove’ er skrevet af Fredrik Backman og handler om den 59-årige Ove, som bor alene. Andre kalder ham bitter, men han kan bare ikke se nogen grund til at gå rundt og smile fjoget hele tiden. Der er desuden nok problemer at bekymre sig om – folk kan ikke finde ud af at parkere længere, og ingen respekterer affaldssorteringen. Og det bliver ikke bedre, da der flytter nye folk til området. Folk, der tilmed blander sig i Oves liv – bedst som han går og planlægger, hvordan han kan komme af dage, så han endelig kan genforenes med sin elskede, afdøde kone, Sonja.

Jeg havde en ret hård start med denne bog. Faktisk var jeg lige ved at droppe den efter at have hørt 20 minutter af lydbogen, for jeg kunne slet ikke snuppe hovedpersonen. Ove er i den grad en bitter, irriterende og stædig mandsling og er slet, slet ikke noget for mig. Jeg rustede mig dog med en ekstra portion tålmodighed og lyttede videre, og heldigvis faldt Ove lidt mere ned undervejs, mens flere af bipersonerne fik lov til at fylde mere. Og tak for det. Havde det ikke været for Parvaneh og hendes skønne unger samt den pjuskede kat, der også dukkede op i løbet af historien, havde jeg næppe smilet på noget tidspunkt.

Jojo, der er såmænd en ganske forståelig grund til, at Ove er, som han er. I mine øjne er det dog ikke grund nok til, at han i mange tilfælde opfører sig som en idiot. Sorry to say it. Men det er rart at finde ud af, at han også har positive personlighedstræk og i bund og grund er en hjælpsom fyr. Det ærgrede mig dog, at forfatteren havde gjort ham så ung. Jeg havde meget svært ved at forestille mig en 59-årig opføre sig og tale så gammeldags – det var meget utroværdigt og ødelagde en del af ‘illusionen’ for mig. Han burde nærmere var 10-15 år ældre.

Jeg kan sagtens se, hvorfor mange mennesker elsker denne bog. Det er bare ikke noget, der virker på mig – først og fremmest fordi hovedpersonen var både rasende og bitter – to personlighedstræk jeg ikke har brug for hos en hovedperson. Det endte dog med at være en ok læseoplevelse, og i mit stille sind ærgrede jeg mig flere gange over, at forfatteren ikke havde valgt at lave en lidt mere sympatisk – eller bare afdæmpet – hovedperson, for de stille scener i bogen er ret smukke og rørende og var med til at trække læseoplevelsen op.