Den faldne engel

‘Den store djævlekrig’, der er skrevet af Kenneth Bøgh Andersen, er – i mine øjne – en af de bedste danske fantasyserier, der er skrevet gennem de sidste 10-20 år. Det er en serie på fire bøger – eller rettere sagt, det var en serie på fire bøger, men sidste år valgte forfatteren at genoptage serien og udgav derfor den femte bog, ‘Den faldne engel’.

Den nye bog har atter en gang drengen Filip i hovedrollen. Filip har været tilbage på Jorden i 1½ år, men selvom alt burde være godt, længes han tilbage til Helvede og ikke mindst Safina. Desværre er det ikke muligt… og dog. Pludselig får han alligevel mulighed for at komme tilbage til Helvede, men det er en bittersød oplevelse, for mange ting har ændret sig, siden han var her sidst…

Dette er den første bog i Djævlekrigs-serien, jeg har læst i hardcover-udgave. De foregående har jeg nemlig lyttet til, og de lydbøger jeg kan i øvrigt godt anbefale. Det er forfatteren selv, der står for oplæsningen, og det gør han djævelsk godt! (ok beklager, men den var bare så oplagt…)

Tilbage til bogen. ‘Den faldne engel’ er en modig fortsættelse – ikke blot fordi det altid er svært at følge op på en succes, men også fordi der er sket en række markante ændringer. Jeg havde det lidt blandet med Filips udvikling. På den ene side syntes jeg, at det var fedt, at han havde ændret sig i løbet af tiden, men på den anden side havde jeg ind imellem svært ved at genkende ham fra de tidligere bøger.

Historien er lang tid om at komme i gang. Der er lige lovlig mange gentagelser – især i forhold til de tidligere bøger – og det var ved at gøre mig en anelse utålmodig. Men da historien så først begynder at folde sig ud, er det som at finde de tidligere bøger frem. Masser af humor, gru og stemning. Dejligt!

Og så er der en interessant afslutning… men den vil jeg ikke komme ind på her 😉

Så på trods af en noget sløv start, så er ‘Den faldne engel’ en udmærket fortsættelse. Jeg var ikke blown away, men jeg var fint underholdt.

Etiquette & Espionage

Det er ingen hemmelighed, at jeg hyggede mig vældig godt med at læse ‘Parasol Protectorate’-serien af Gail Carriger. Det var derfor blot et spørgsmål om tid, før jeg atter kastede mig over flere af hendes bøger, og der kom en rigtig fin undskyldning for det, da jeg faldt over ‘Etiquette & Espionage’ på tilbud under min ferie i Stockholm i sidste måned.

‘Etiquette & Espionage’ foregår også i 1800-tallet i en steampunk-udgave af vores verden. Og ja, der er selvfølgelig også sneget en vampyr og en varulv ind i handlingen, men derefter begynder bogen også at afvige fra ‘Parasol Protectorate’-serien. I ‘Etiquette & Espionage’ er hovedpersonen nemlig den 14-årige Sophronia, der er lidt af en prøvelse for sin mor. Sophronia er mere interesseret i mekaniske dimser end almindelige gode manerer, og det går jo ikke, så til sidst bliver hun sendt til Geraldine’s Finishing Academy for Young Ladies of Quality. Det viser sig dog, at dette er ikke en helt almindelig pigeskole, for udover de oplagte timer i dans og etikette, så bliver de også undervist i spionage… og i at dræbe!

Jeg er ret vild med oplægget til denne bog – jeg mener, en pigeskole hvor de lærer at spionere og dræbe? Hell yeah! Og det gør det ikke mindre sjovt/interessant, at det foregår i 1800-tallet, hvor kvinderollerne normalt ikke er min kop te. Samtidig er det også tydeligt, at det foregår i en verden lig den, Gail Carriger brugte til ‘Parasol Protectorate’-serien.

Sophronia er en lidt hmm… anonym hovedperson… nej, vent, det er ikke det rigtige ord. Måske bare lidt for overfladisk beskrevet? I hvert fald havde hun slet ikke så megen personlighed og charme som Alexia i PP-serien. Det er måske også en lidt tarvelig sammenligning, for Alexia er virkelig en quinde med ben i næsen, og her lider Sophronia muligvis lidt under sin unge alder. Heldigvis er Sophronia omgivet af et hav af sjove, skøre og charmerende personer, og selvom de ikke umiddelbart har så megen dybde, så fungerer det langt hen ad vejen fint – det er trods alt en rimelig letbenet ungdomsbog.

For ja – dette er i langt højere grad en ungdomsbog, og det ærgrede mig faktisk ind imellem, for jeg syntes ind imellem, at den blev lidt for enkel og overfladisk. Derudover var historien et stykke tid om rigtig at komme i omdrejninger, fordi hele rammen skulle beskrives først, så ting gik rigtig stærkt til sidst – måske endda lidt for stærkt, for jeg savnede svar på flere ting, som forfatteren gerne måtte have afsløret allerede i første bog i stedet for at udskyde det til en senere bog i serien.

Alt i alt var det et glædeligt gensyn med Gail Carrigers sjove, skøre og finurlige påfund. ‘Etiquette & Espionage’ er ikke nær så sjov som PP-serien, og den er også forholdsvis lang tid om at komme ordentligt i gang, men det er fin og letlæst underholdning, og jeg skal helt sikkert læse videre i serien, når jeg på et tidspunkt får købt næste bog.

En mand der hedder Ove

Det var med en vis tøven, at jeg gav mig i kast med denne bog. Dels er det en bog, der stilmæssigt minder om ‘Den hundredårige der kravlede ud af vinduet og forsvandt’, som jeg ikke var voldsomt begejstret for, dels er det en bog, der virkelig er blevet hypet.

‘En mand der hedder Ove’ er skrevet af Fredrik Backman og handler om den 59-årige Ove, som bor alene. Andre kalder ham bitter, men han kan bare ikke se nogen grund til at gå rundt og smile fjoget hele tiden. Der er desuden nok problemer at bekymre sig om – folk kan ikke finde ud af at parkere længere, og ingen respekterer affaldssorteringen. Og det bliver ikke bedre, da der flytter nye folk til området. Folk, der tilmed blander sig i Oves liv – bedst som han går og planlægger, hvordan han kan komme af dage, så han endelig kan genforenes med sin elskede, afdøde kone, Sonja.

Jeg havde en ret hård start med denne bog. Faktisk var jeg lige ved at droppe den efter at have hørt 20 minutter af lydbogen, for jeg kunne slet ikke snuppe hovedpersonen. Ove er i den grad en bitter, irriterende og stædig mandsling og er slet, slet ikke noget for mig. Jeg rustede mig dog med en ekstra portion tålmodighed og lyttede videre, og heldigvis faldt Ove lidt mere ned undervejs, mens flere af bipersonerne fik lov til at fylde mere. Og tak for det. Havde det ikke været for Parvaneh og hendes skønne unger samt den pjuskede kat, der også dukkede op i løbet af historien, havde jeg næppe smilet på noget tidspunkt.

Jojo, der er såmænd en ganske forståelig grund til, at Ove er, som han er. I mine øjne er det dog ikke grund nok til, at han i mange tilfælde opfører sig som en idiot. Sorry to say it. Men det er rart at finde ud af, at han også har positive personlighedstræk og i bund og grund er en hjælpsom fyr. Det ærgrede mig dog, at forfatteren havde gjort ham så ung. Jeg havde meget svært ved at forestille mig en 59-årig opføre sig og tale så gammeldags – det var meget utroværdigt og ødelagde en del af ‘illusionen’ for mig. Han burde nærmere var 10-15 år ældre.

Jeg kan sagtens se, hvorfor mange mennesker elsker denne bog. Det er bare ikke noget, der virker på mig – først og fremmest fordi hovedpersonen var både rasende og bitter – to personlighedstræk jeg ikke har brug for hos en hovedperson. Det endte dog med at være en ok læseoplevelse, og i mit stille sind ærgrede jeg mig flere gange over, at forfatteren ikke havde valgt at lave en lidt mere sympatisk – eller bare afdæmpet – hovedperson, for de stille scener i bogen er ret smukke og rørende og var med til at trække læseoplevelsen op.

 

The Rest of Us Just Live Here

Det er ingen hemmelighed, at jeg var ret vild med ‘The Chaos Walking Trilogy’ og ‘A Monster Calls’ af Patrick Ness. Jeg var ikke helt så blown away mht. ‘More Than This’, så jeg var ret spændt – og lidt nervøs – mht. hans seneste bog, ‘The Rest of Us Just Live Here’. Den har fået lidt blandede anmeldelser – dog overvejende positive, og konceptet lød ret sjovt.

Forestil dig, at du IKKE er den udvalgte? At det ikke er dig, der er udset til at redde verden fra udslettelse, at det ikke er dig, der er centrum i en dramatisk historie om liv, død og kærlighed. Sådan er Mikey – en helt almindelig teenager, der lever et helt almindeligt liv sammen med helt almindelige venner, der har helt almindelige problemer. Altså samtidig med, at heltene er ved at redde verden fra at gå under. Men det er du kun tilskuer til.

‘The Rest of Us Just Live Here’ tager udgangspunkt i den skabelon, som rigtig mange ungdomsbøger følger – verden er ved at gå under / angribes af zombier / trues af vampyrer – men heldigvis er der én teenager, ofte med hjælp fra en eller flere venner, der lige klarer ærterne. I denne bog følger man dog de almindelige teenagere – dvs. dem, der normalt danner kulisse i ungdomsbøgerne – mens heltenes gerninger blot er opsummeret med et par få linjer i starten af hvert kapitel. På den måde kan man både følge den overordnede (og meget dramatiske) historie samtidig med, at man får mulighed for at dykke ned i de almindelige teenageres liv og små problemer.

Og det er befriende – ikke mindst fordi det ender med at være utroligt underholdende. I løbet af de første kapitler var jeg ikke så imponeret, men lige pludselig kunne jeg godt se komikken i, at den dramatiske rammefortælling var hastigt nedkradset i starten af hvert kapitel, mens resten af kapitlet handlede om dem, der normalt udgør den grå, kedelige masse i mange ungdomsbøger. Det var især samtalerne mellem Mikey og hans venner, hvor de talte om heltene, der lige slog hovedet på sømmet, for her refererer de til tidligere hændelser, hvor heltene også har reddet byen/Jorden fra alskens ulykker.

Det er måske et billigt trick, men jeg synes, det er pivcharmerende skrevet, og jeg hyggede mig rigtig fint undervejs.

Så hvis du gerne vil prøve en lidt alternativ og hyggelig bog, der mobber andre ungdomsbøger kærligt, så kan jeg godt anbefale ‘The Rest of Us Just Live Here’. Nåja, og så er det også dejligt at opdage, at Patrick Ness også kan skrive bøger, der ikke er deprimerende 😉

Pyramids

Så blev det atter tid til en bog fra en af mine yndlingsforfattere, nemlig Terry Pratchett. Jeg er stille og roligt ved at tygge mig igennem hans Discworld-bøger og er nu nået til ‘Pyramids’.

Hovedpersonen i denne bog er Teppic, der er blevet uddannet som snigmorder. Han når dog dårligt at færdiggøre uddannelsen, før hans karriere i den grad skifter spor, da hans far dør. Og eftersom Teppics far er farao, så skal Teppic pludselig være hersker over et helt folk. Det er ret svært, når nu man ikke har nogen anelse om, hvad det egentlig går ud på, og det bliver ikke bedre af, at ens rådgiver overhovedet ikke høre efter, hvad man siger. Teppics første opgave er at få opført en pyramide til ære for faren – det siger rådgiveren i hvert fald. Teppic er dog ret sikker på, at det er stik imod farens ønske…

Konceptet med en fyr, der bliver uddannet som snigmorder uden at have den mindste lyst til at slå andre ihjel, for dernæst at få til opgave at være landets farao var uventet men ganske underholdende. Teppic virker som en rimelig almindelig fyr, der ender i et sammensurium af støvede traditioner og høje forventninger. Han har svært ved at tilpasse sig sin nye rolle, men omgivelserne har også problemer med at forstå den unge farao, som ikke bare slå folk ihjel for et godt år og som ønsker at blive tiltalt langt mere uformelt. Det er jo uhørt!

I vanlig stil er det dog ikke bogens eneste historie, for sideløbende fortælles der også om Teppics far, hvis ånd ikke forsvinder, da han dør, men i stedet går hvileløst rundt i sit gamle hjem. Han forsøger desperat at kommunikere med Teppic, der dog hverken kan se eller høre ham. Til gengæld finder faren andre… hrm… ligesindede… og så bliver historien for alvor kompliceret… ja, hvad det præcis er, vil jeg ikke afsløre her, men lad os blot sige, at det i bedste Pratchett-stil bliver ret absurd.

‘Pyramids’ er en ganske underholdende bog. Den er mere filosofisk og skyder med skarpt mod religion og  forstokkede traditioner – selvfølgelig med et glimt i øjet. Der var enkelte tidspunkter, hvor jeg trippede lidt utålmodigt, fordi der var scener, der ikke interesserede mig så meget, men generelt var det en ganske fin læseoplevelse.

Eric

Jeg holder meget af Terry Pratchetts skøre, sjove og absurde historier, og i løbet af de sidste par år har jeg fået læst flere af hans Discworld-bøger – blandt andet ‘Wyrd Sisters’ og ‘Guards! Guards!’.

For nylig læste jeg ‘Eric’, der er den niende bog i Discworld-serien. ‘Eric’ er en lille bog på 217 sider og handler om den 13-årige Eric, der er dæmonhacker. Han er en lille djævel in spe, der brændende ønsker sig at tilkalde en dæmon, der kan opfylde tre ønsker for ham – evigt liv, at være verdenshersker samt en virkelig lækker kæreste. Problemet er bare, at Eric ikke fremmaner en dæmon men… Rincewind. Og Rincewind er som bekendt en virkelig inkompetent magiker, så det er temmelig begrænset, hvad Eric får ud af det… udover problemer… masser af problemer!

‘Eric’ er en parodi på ‘Faust’ og ligger samtidig i umiddelbar forlængelse af ‘Sourcery’. Det er muligt, at jeg overså et par jokes, da ‘Faust’-historien ikke står tydelig i min erindring, men i det hele taget var det så som så med humoren i denne bog – jeg morede mig i hvert fald ikke særlig meget. Samtidig var jeg overrasket over, hvor lidt Eric faktisk fyldte i bogen – Rincewind overtog lynhurtigt hele showet, og selvom jeg holder meget af ham som hovedperson, så var det også lidt synd for historien, for det betød, at bogen reelt set ikke handlede særlig meget om dæmonhackeren.

Bogen er kun lidt over 200 sider, hvilket er ca. halv længde af de fleste andre Discworld-bøger, og det kan tydeligt mærkes. Historien føltes halvfærdig og fragmenteret, og selvom der var spændende og sjove scener, så var de få.

‘Eric’ var desværre ikke en særlig god læseoplevelse for mig. Ligesom med ‘Hogfather’ var jeg hverken særlig underholdt eller særlig grebet af historien. Heldigvis har Pratchett skrevet så mange andre gode bøger, så jeg håber, at den næste Discworld-bog, jeg kaster mig over, vil være væsentlig sjovere.

Hogfather

Efter flere skønne Pratchett-oplevelser tidligere i år med ‘Wyrd Sisters’ og ‘Guards! Guards!’, så mente jeg, at julebogen ‘Hogfather’ ville være perfekt her i den søde juletid. Hvem kan ikke bruge et godt grin her i den kolde, mørke decembermåned?

‘Hogfather’ er som sagt skrevet af Terry Pratchett og foregår som de andre bøger i serien i Discworld-verdenen. Her forsøger auditørerne (en form for guder i Discworld-serien, der plejer at fungere som skurke i bøgerne) at sætte Julemanden ud af spillet. Da Julemanden forsvinder, beslutter Døden sig imidlertid for at vikariere for ham for at sørge for, at folk (aka børn) bliver ved med at tro på Julemanden. Men… det er selvfølgelig noget af en udfordring, da Døden ikke just ved særlig meget om jul, juleglæde eller børn for den sags skyld. Døden går ellers meget op i opgaven og måske endda for meget? Det mener hans assistent i hvert fald, og der begynder da også at ske mystiske ting, når Døden dukker op for at være den glade gavegiver. Samtidig prøver Dødens barnebarn, Susan, at finde ud af, hvad der egentlig skete med Julemanden, og om det fortsat er muligt at redde ham.

Denne bog havde potentiale til at være rigtig sjov. Det syntes jeg bare aldrig, at den blev. Desværre. Jeg er ellers ret vild med Pratchetts bøger, men denne her faldt helt igennem. Der var ikke på noget tidspunkt, hvor jeg grinede, men jeg trak da på smilebåndet et par gange.

Døden er vanen tro herlig – helt klart min yndlingsfigur i Discworld-serien, og det er faktisk interessant at se, hvordan han agerer som Julemanden. Der var et par gange, hvor jeg syntes, det blev lidt søgt, men ellers var det en fin fortolkning.

Jeg kedede mig til gengæld helt afsindig i afsnittene med auditørerne. Der zonede jeg helt ud og havde svært ved at koncentrere mig om handlingen.

Historien virker ret rodet og alt for lang. Der mangler nogle snappy punchlines og den overdrevent underspillede ironi, der var i blandt andet var med til at gøre ‘Wyrd Sisters’ helt fantastisk.

Alt i alt den dårligste Pratchett-bog, jeg til dags dato har læst – og det ærgrer mig helt enormt. Men nej, denne her kan jeg desværre ikke anbefale.

The Humans

Jeg tror, jeg faldt over denne bog for et års tid siden og blev straks charmeret af bogens grundidé – nemlig at et rumvæsen overtager en menneskekrop for at løse en opgave på Jorden. Samtidig blev bogen fremhævet som sjov og skæv, og jeg tænkte, at det kunne være en hyggelig læseoplevelse i september måned.

‘The Humans’ er skrevet af Matt Haig og handler om professor Andrew Martin – eller rettere ham, som andre mennesker opfatter som professor Andrew Martin. Den rigtige professor er dog død, og i stedet er det et rumvæsen, der har overtaget hans krop. Rumvæsnet skal løse en hemmelig mission på Jorden, men det kompliceres af, at det ikke er al menneskelig opførsel, man kan læse sig til. Det giver en række startsvanskeligheder, da ‘professoren’ pludselig begynder at spadsere nøgen rundt udenfor ved højlys dag, og rumvæsnet kæmper virkelig for ikke at vække mistanke. I starten er det let at fokusere på missionen, men stille og roligt begynder rumvæsnet at fascineres af de sære mennesker og alle deres mærkelige forestillinger om, hvad et godt liv er. Det bringer missionen i fare, og rumvæsnet må tage en række svære valg.

Jeg synes, der er masser af potentiale i bogens grundidé, og starten var da også ganske glimrende. Det overraskede mig lidt, at der var plads til nogle ret drastiske scener et stykke inde i bogen, og den var dermed ikke lige så letbenet og sjov, som jeg først troede. Faktisk var de sjove elementer ret begrænsede og forekom primært i starten. I stedet blev bogen mere filosofisk, men dog ikke på et specielt dybt niveau, og i løbet af bogen blev handlingen desværre mere og mere forudsigelig.

Bogen endte med at være en ok oplevelse, men næppe en bog der efterlader synderlige spor i min hukommelse. Den er ganske enkelt for letbenet og har for lidt på hjerte. Enten skulle der have været større fokus på de sjove elementer, eller også skulle de filosofiske dilemmaer havde været bedre og mere indlevende.

Denne bog er til dem, der vil have lidt uforpligtende læsning uden de store overraskelser.

Rakkerpak

rakkerpak 1

Jeg læser meget sjældent børnebøger, eftersom de ikke plejer at sige mig noget, men jeg kunne alligevel ikke stå for ‘Rakkerpak’ af Lars Kramhøft, som jeg fik af en af mine venner, der arbejder på forlaget. Ikke alene lød bogen som lidt af et actionbrag – den indeholdt også nogle virkelig skønne og gakkede tegninger.

‘Rakkerpak’ er første del i en fantasyserie henvendt til børn i alderen 11+. Den handler om brødrene John og Viktor, der er et par værre ulykkesfugle. Da de på et tidspunkt er skyld i, at en grif raserer deres fars mølle, bliver de smidt ud hjemmefra og drager derefter på eventyr. Det går dog ikke stille af, for de møder blandt andet var-kaniner og andet utyske, men John og Viktor har en forbløffende evne til at overleve selv de værste kriser.

Først og fremmest – tegningerne i denne bog er fantastiske og er helt bestemt med til at gøre bogen yderst underholdende, men historien i sig selv er nu også ganske sjov, og jeg sad flere gange og klukkede undervejs, mens jeg rystede på hovedet pga. alle de skøre indfald og gakkede scener.

Bogen er henvendt til børn og unge, men voksne (med dårlig humor) kan også sagtens tåle at læse den.

rakkerpak tegning

Wyrd Sisters

Jeg er rigtig glad for, at jeg er gået i gang med at læse Discworld-bøgerne igen. Jeg læste ‘Guards! Guards!’ tidligere på sommeren og morede mig ganske godt, men denne bog var endnu bedre!

‘Wyrd Sisters’ er skrevet af Terry Pratchett og er den sjette bog i hans Discworld-serie. Faktisk er Discworld-serien inddelt i ‘underserier’, hvor ‘Wyrd Sisters’ er anden bog i ‘Witches’-serien, der starter med ‘Equal Rites’, som jeg i øvrigt også kan anbefale.

‘Wyrd Sisters’ starter med, at kongen dør – og bliver til et spøgelse, der skal hjemsøge slottet, indtil han har løst mysteriet om sin død. En af tjenerne flygter fra slottet med kongekronen og et lille barn i favnen og overlader begge ting til de tre hekse, Granny, Nanny og Magrat. Heksene giver barnet videre til en teatertrup og sniger samtidig kronen ned i deres kasse med rekvisitter i den forventning, at barnet en dag vil vokse op og vende tilbage for at hævne kongens død. Men… kongeriget kan ikke døje den nye konge, og heksene indser, at der vil gå 15 år, før barnet er gammelt nok til at tage kampen op mod den nye konge. Det går ikke. De udfører derfor et magisk ritual, så de 15 år kan blive overstået i en fart, og vupti – så kan historien fortsætte! Men hvordan skal barnet nu overbevises om, at han faktisk bør tage kampen op mod den nye hersker? Og hvordan døde den oprindelige konge? Og hvad laver spøgelser i det hele taget?

Jeg vil egentlig ikke kommentere så meget på handlingen, for det kommer hurtigt til at blive indviklet, da der er en række snørklede finurligheder, som kommer til at virke meget indforståede, hvis jeg skulle opsummere det hele.

‘Wyrd Sisters’ har bestemt sin andel af skøre personligheder og skæve eksistenser, men måske knapt så mange som de foregående bøger. Til gengæld er der en tydelig rød tråd gennem historien, og det virker i det hele taget som en lidt mere ’stram’ historie, hvor forfatteren har haft hele historien på plads i hovedet, inden han begyndte at skrive bogen. Og det er en klar fordel med en verden som Discworld, der utrolig gerne vil stikke i alle retninger.

Dette er en af de sjoveste bøger, jeg har læst i meget lang tid. Jeg har ikke tal på alle de gange, hvor jeg sad og klukkede af grin, mens min søde husbond skævede mere og mere bekymret over på mig, og det er en af de bedste Discworld-bøger, jeg har læst til dato.

Humor er svær at forklare – især den ironiske, tørre og underspillede humor, som Terry Pratchetts bøger besidder. Kender du ikke hans bøger, så forestil dig Monty Python. Humoren i Discworld-bøgerne er lige så gakket og abstrakt, men lidt mere underspillet end hos Python-drengene.

Men i hvert fald – hvis du er til ovenstående form for humor, så læs denne bog!