Beast

Jeg læser en del eventyrbøger for tiden – både klassiske men også moderne versioner – så da jeg faldt over ‘Beast’ hos Ereolen Global, kunne jeg ikke nære mig og lånte den med det samme. Jeg vidste ikke så meget om bogen inden – udover at det vist nok skulle være en fortolkning af ‘The Beauty and the Beast’.

Bogen er skrevet af Brie Spangler og handler om teenageren Dylan, som har svært ved at passe ind i skolens sociale liv. Han er høj og muskuløs – og meget behåret. Hans udseende får folk til at kigge underligt efter ham, og han har kun én ven – den evigt populære og pigeglade JP. En dag falder Dylan ud fra et tag og brækker benet, så han nu fremstår endnu mere akavet. De voksne mistænker faldet for at være et selvmordsforsøg, så han bliver tvangsindlagt til at deltage i en terapigruppe for folk, der skader sig selv med vilje. Her møder han Jamie – og så forandrer alt sig. For Jamie er virkelig smuk, og Dylan forelsker sig straks i hende. Og miraklet sker – Jamie virker også interesseret i ham! Snart svæver Dylan rundt på en rus af lykke, men nogle få ord får alvorlige konsekvenser for ham og Jamie.

Der er både fordele og ulemper ved ikke at vide noget om denne bog på forhånd. En af fordelene er, at hvis du ikke har læst teaserteksten på Goodreads, så bliver du ret overrasket undervejs – på den fede måde vel at mærke. Der var i hvert fald en ting, jeg ikke lige havde set komme, men som gør historien noget mere interessant end den gennemsnitlige ungdomsbog. Klart det, der gør bogen værd at læse – og af samme grund vil jeg ikke komme ind på det her.

Ulempen er til gengæld, at jeg i et godt stykke tid blev mere og mere irriteret over, at jeg ikke syntes, at bogen fungerede som en fortolkning af ‘The Beauty and the Beast’, for jeg synes ærlig talt ikke, at ‘Beast’ har særlig meget med eventyret at gøre. Hvis du kan glemme sammenligningen mellem de to historier, så er ‘Beast’ så meget bedre.

Men som sagt – jeg synes, at ‘Beast’ er en ganske god ungdomsbog. Der er mange af de klassiske problematikker – længslen efter at passe ind, at være populær, at forelske sig, at blive hørt – og de er behandlet på en rigtig fin måde i bogen. Selvom jeg sympatiserer med Dylan, så er det også tydeligt, at han ind imellem opfører sig som et fjols, og det gør ham dejlig menneskelig. JP’s udvikling er også ret interessant, og i det hele taget er samspillet mellem Dylan, Jamie og JP med til at skabe en lang række interessante scener i bogen. Min eneste anke er det tidspunkt, hvor JP og Jamie rotter sig sammen – det syntes jeg var ret utroværdigt.

‘Beast’ var en positiv overraskelse og en af de bedste ungdomsbøger, jeg har læst i år.

The Wrath & The Dawn

Se, det var egentlig ikke meningen, at jeg ville læse denne bog. Da de første anmeldelser af ’The Wrath & The Dawn’ kom ud, besluttede jeg mig for, at den behøvede jeg ikke at læse, da den nok ikke var noget for mig.

Men da jeg ledte efter eventyrbøger på Ereolen Global, faldt jeg over denne bog, og da e-udgaven har en anden forside end den, de fleste vloggers og bogbloggers har vist, opdagede jeg ikke, at det var den bog, jeg ikke havde tænkt mig at læse. Akja.

’The Wrath & The Dawn’ er en fortolkning af den klassiske bog ’1001 nats eventyr’, hvor den unge pige, Shahrzad, melder sig frivilligt til at gifte sig med den unge kalif, der er kendt for at dræbe sine brude efter bryllupsnatten. Shahrzad ønsker at hævne sin bedste venindes død, da hun var en af kaliffens brude, og hun håber, at hun med giftermålet kan komme tæt nok på kaliffen til at dræbe ham. Så er spørgsmålet blot, hvordan hun overlever den første nat, hvis det ikke lykkes hende at dræbe ham der…

Det var en noget blandet læseoplevelse. Jeg var ikke særlig begejstret for hovedpersonen, Shahrzad. Hun skal forestille at være en stærk og intelligent kvinde (som den originale Scheherazade), men det kommer sig ikke rigtig til udtryk. Shahrzad er 16 år, men hun opfører sig dog så egenrådig og selvsikker, at hun nærmere virker som en 24-årig. Men hendes handlinger virker ikke særlig udspekulerede – nærmere dumdristige og lige lovlig kærlighedshungrende.

For ja – mit største kritikpunkt er Shahrzads hurtige forelskelse i kaliffen. Allerede efter lidt over én dag begynder hun at føle sig tiltrukket af ham, og her taler vi ikke bare om en eller anden tilfældig fyr men den mand, der har dræbt hendes bedste veninde samt dusinvis af andre kvinder! Det er simpelthen så utroværdigt og lugter langt væk af instant love, som alt for mange YA-bøger lider under. Det er muligt, at man kan forelske sig i en morder efter længere tid, men jeg synes, det er meget usandsynligt, og det virker meget mærkeligt, at hun har så svært ved at tage sig sammen til at dræbe kaliffen.

Der er visse ting i bogen, jeg ikke kan kommentere på, da det vil afsløre for meget af handlingen, men i bund og grund mener jeg ikke, at der er noget, der formilder omstændighederne ved hendes forelskelse. Det er ganske upassende. Beklager, men det er det altså, og det får hende til at virke langt mindre interessant end Scheherazade fra den oprindelige historie. Det pæneste, jeg kan sige om kærligheden i denne bog er, at trekantsdramaet trods alt ikke for alvor folder sig ud (selvom det lurer under overfladen – jeg gætter på, at det vil maxe ud i efterfølgeren…suk…).

Sprogligt er historien dog letflydende og meget stemningsfuld. Jeg kunne nærmest føle varmen og dufte de tunge, krydrede dufte. Hvis man derfor så bort fra kærlighedsdelen, så var det til tider ganske hyggeligt at læse bogen. Jeg savnede dog flere af de historier, som hun skal forestille at fortælle undervejs – de fyldte alt for lidt i bogen, og det ærgrede mig, for bogen mistede noget af den magi, som originalen havde.

Alt i alt en ret middelmådig læseoplevelse. Masser af ørkenstemning men også en ret irriterende hovedperson, som jeg havde meget svært ved at forstå og sympatisere med. Jeg kommer ikke til at læse efterfølgeren.

A Torch Against the Night

Jeg får læst en del e-bøger for tiden, og her har jeg blandt andet kastet mig over ‘A Torch Against the Night’, der er efterfølgeren til ‘An Ember in the Ashes’. Bøgerne er skrevet af Sabaa Tahir.

Jeg vil undlade at skrive et resumé af handlingen, da det vil afsløre for meget i forhold til den første bog, men da jeg var ret begejstret for ‘An Ember in the Ashes’, vil jeg i stedet diskutere, om ‘A Torch Against the Night’ lever op til den første.

… og ja, det gjorde den! Den er spændende, dramatisk, actionfyldt og overraskende på samme tid. Der var godt nok et tidspunkt i første halvdel, hvor det var lige ved at kamme over i trekantsdrama, men i stedet for at tæske rundt i de sædvanlige YA-klicheer, så fik forfatteren drejet det over til noget langt mere interessant.

Jeg elsker, at der bliver gjort så meget ud af personerne i denne serie. Især Helene er yderst interessant, men også den ekstremt ondskabsfulde og manipulerende kommandant pirrer min nysgerrighed. Jeg kan naturligvis også godt lide heltene, men det er de to førnævnte, som helt sikkert skiller sig mest ud i forhold til anden ungdoms-fantasy.

Jeg vil egentlig gerne sige mere, men så er jeg bange for, at jeg afslører for meget, så lad mig i stedet slutte af med at anbefale bøgerne samt krydse fingre for, at næste bog snart kommer!

Heartless

Jeg har været lidt tøvende mht. om jeg ville læse ‘Heartless’ af Marissa Meyer. Jeg var lidt bekymret for, om det ville være et standard YA-kærlighedsdrama, og dem er jeg ganske enkelt ikke til. Bogen fik dog ret gode anmeldelser, og da den samtidig er en nyfortolkning af ‘Alice i Eventyrland’, så var det oplagt at læse den i denne måned, da jeg i perioden april-juni fokuserer på eventyr. Jeg lånte derfor bogen via Ereolen Global og tog den med på togturene til og fra arbejde.

‘Heartless’ er i historien om den unge kvinde, Cathrine, som drømmer om at åbne et bageri. Hun er ganske vidst adelig, og hendes forældre har sikkert planer på hendes vegne, men det ødelægger ikke hendes fantasier om at bage dagen lang. Problemet er bare, at kongen forelsker sig i Cathrine, hvilket hendes forældre er ellevilde med. Men Cathrine er ikke interesseret i at blive dronning, og slet ikke hvis det betyder, at hun ikke kan forfølge sin drøm om at bage dagen lang. Det bliver så ikke bedre af, at hun forelsker sig i kongens nar, Jest, som er både mystisk, sjov og så fascinerende.

Det var en lidt svingende oplevelse at læse ‘Heartless’, men samlet set var det en god læseoplevelse – ikke mindst på grund af slutningen.

Sproget er legesygt og svulstigt – næsten som at spise en tung chokoladekage toppet med skumfiduser (!) – og jeg syntes, det fungerede rigtig godt, når nu bogen er inspireret af ‘Alice i Eventyrland’. Der var nogle gange, hvor jeg måtte slå ord op, men ellers var bogen let at forstå, selvom sproget var mere farverigt, end traditionelle YA-bøger plejer at være.

Persongalleriet er interessant – ikke mindst blandt bipersonerne. Jeg syntes egentlig ikke, at hverken Cathrine eller Jest havde så meget at byde på – de personligheder har jeg set utallige gange i diverse bøger – men til gengæld var der flere skønne bipersoner. Min absolutte favorit var kongen. Hvor var det dog befriende, at en person, der havde en skurkerolle, faktisk var så sympatisk. Hans hyggelige og naive væsen fik flere gange Cathrine til at fremstå ret dårlig. Det er selvfølgelig svært for hende at tackle hans forelskelse og forældrenes insisteren på, at hun skal gifte sig med kongen, men omvendt opfører hun sig ikke særlig pænt over for ham.

Kærlighedshistorien er – langt hen ad vejen – ret traditionel – men heldigvis bliver den piftet op af nogle twists undervejs. Det gjorde den langt mere interessant end den gennemsnitlige YA-bog, ikke mindst når de sidste detaljer falder på plads i slutningen af bogen.

‘Heartless’ er den type bog, der bliver bedre i dagene efter, du har læst den. Da jeg bagefter tænkte over forskellige scener, havde jeg flere aha-oplevelser, da jeg kom i tanke om scener fra det oprindelige eventyr. Jeg har sidenhen læst, at historien er inspireret af Edgar Allan Poes historie ‘The Raven’, og det kan jeg godt se. Det er dog så  mange år siden, at jeg har læst den historie, at jeg får lyst til at finde den frem igen, så jeg kan sammenligne historierne.

Bogen endte med at overraske mig positivt, og nu overvejer jeg at købe papirudgaven, for det er en historie, jeg godt kunne finde på at læse igen.

Kærlighed i koleraens tid

Denne bog stod på min læseliste sidste år, men jeg må indrømme, at jeg nær aldrig havde fået læst den. Tidligere på året havde jeg nemlig læst Márquez’ anden store bog, ‘100 års ensomhed’ (som min allerkæreste i øvrigt mente havde en virkelig deprimerende titel :)). Den bog faldt absolut ikke i min smag, så jeg var lidt tøvende med hensyn til at flere af hans værker. Heldigvis var der flere af jer, der anbefalede ‘Kærlighed i koleraens tid’, så jeg tog mig endelig sammen og fik den læst.

Bogen er skrevet af Gabriel García Márquez og handler om den lidt kiksede Florentino, der forelsker sig stormende i den kønne unge Fermina. Han forsøger desperat at vinde hendes hjerte, men noget går galt, og hun bliver gift med en anden. Mange ting sker, inden han over 53 år senere atter erklærer hende sin kærlighed.

‘Kærlighed i koleraens tid’ er først og fremmest fortællingen om den store, stædige forelskelse, der nægter at dø. Florentino, der aldrig glemmer Fermina, og som venter i kulissen, mens livet passerer revy. Der er noget smukt og skræmmende ved den stædighed, han udviser, for hvem i nutidens Danmark kan forestille sig at gøre det samme?

Nu er det ikke fordi, at Florentino blot sidder og venter på, at Ferminas mand skal forsvinde, så Florentino atter kan nærme sig hende. Han får også smagt på livet, men Fermina forsvinder ikke fra hans tanker.

Det er på den ene side en velskrevet om end knapt så traditionel kærlighedshistorie, men den var desværre også lige lovlig langtrukken til min smag. Det gør ikke noget, at historien har et langsomt flow, men jeg syntes dog godt, at den kunne være strammet lidt op. Jeg blev næsten mere forelsket i ideen om historien end selve historien i sig selv.

I øvrigt var det pudsigt at opleve hvor meget skrivestilen i denne bog ligner ‘100 års ensomhed’, men hvor jeg ikke brød mig om sidstnævnte, så fungerede ‘Kærlighed i koleraens tid’ langt bedre for mig. En yndlingsbog bliver den dog aldrig.

Habibi

Jeg har længe ønsket at læse ‘Habibi’, men har også tøvet, fordi tegneserien har fået meget blandede anmeldelser. Men da jeg opdagede den på det lokale bibliotek, kunne jeg ikke nære mig 🙂

‘Habibi’ er tegnet og fortalt at Craig Thompson, der også står bag ‘Blankets’. ‘Habibi’ handler om den unge pige, Dodola, som bliver taget til fange af slavehandlere. Her møder hun den yngre dreng, Zam, som hun hurtigt adopterer som sin lillebror, da ingen andre syntes at tage sig af ham. Det lykkedes dem at stikke af fra slavehandlere, og de søger tilflugt i ørkenen, hvor de lever i en række år, indtil en tragisk hændelse, som får store konsekvenser for dem begge.

Lad mig starte med at fastslå, at ‘Habibi’ er ekstremt smukt illustreret. Jeg elskede tegnestilen i ‘Blankets’, men i ‘Habibi’ er der skruet yderligere op for detaljegraden og elegancen. Det er så betagende, at når historien for alvor bliver grum og brutal, så virker de elegante billeder som en flot kontrast til ondskaben. Vil du se eksempler på bogens illustrationer, så finder du dem via denne Googlesøgning.

Historien havde jeg det noget blandet med – først og fremmest fordi den til tider virkede rodet og langtrukken. Forfatteren er blevet kritiseret for den fremstilling af seksuel dominans, han beskriver i den fiktive arabiske verden, som historien foregår i. Jeg kan godt forstå kritikerne, da det kan virke provokerende, når bogen samtidig også indeholder elementer fra både Islam og kristendommen (dog ikke i direkte relation til sexscenerne). Omvendt er det en fiktiv historie, og derfor har jeg ikke forholdt mig til den kritik.

Men historien har bestemt også en række hjertegribende øjeblikke, hvor man enten smiler eller gisper, og jeg blev flere gange overrasket over, hvor meget skønhed og smerte, Craig Thompson, formår at indflette i sine tegninger.

Absolut en tegneserie, man skal læse for at nyde de fantastiske tegninger – og for at opleve de scener, hvor magien for alvor indfinder sig.

Kærlighedshistorier – hvad er din yndlings?

pixabay

I anledning af min allerkærestes og min bryllupsdag har jeg valgt kærlighedshistorier som dagens emne. Hvad er en god kærlighedshistorie?

Jeg må nok indrømme, at jeg ikke selv står forrest i køen over folk, der læser bøger om kærlighed. Faktisk træder jeg ofte tre skridt tilbage, hvis et forlag beskriver en bog som romantisk eller som den store kærlighedshistorie. Jeg frygter straks, at det er en (for) simpel fortælling om jagten på den eneste ene, og at den vil indeholde en masse klichéfyldte scener (her tænker jeg især på chick lit og bøger, der beskrives som romancer).

Men sådan behøver det jo ikke at være, og jeg kan da godt lide at læse om to personer, der forelsker sig – bare det ikke er den bærende del af bogen. Og så alligevel… for når jeg endelig falder for en kærlighedshistorie, så er det næsten altid de tragiske, som kryber ind under huden på mig. ‘Tiger Lily’ er et godt eksempel på dette. Jeg knuselskede den bog, selvom jeg næsten ikke kunne trække vejret af frustration og sorg undervejs. Men der er også enkelte kærlighedshistorier, som jeg falder for, og som ikke nødvendigvis er tragedier. Et godt eksempel er ‘Ildenglen’, hvor jeg selv blev overrasket over, hvordan jeg slubrede historien i mig – også selvom den flere gange blev lidt for meget.

For mig er en god kærlighedshistorie en fortælling om to mennesker (ikke tre – jeg hader som sagt trekantsdramaer) og den kærlighed, der opstår, når de opdager hinandens bedste sider og også kan elske vedkommendes værste sider. Det kan være mennesker i alle aldre, køn, race osv. – så længe der er den gnist af håb, tillid og hengivenhed, som jeg forbinder med kærlighed. En god kærlighedshistorie kan også være, at det kun er den ene person, der har det sådan – og så bliver det til de førnævnte tragedier, som jeg også har en vis svaghed for.

Hvad med dig? Har du en yndlings-kærlighedshistorie?

 

Den evige ægtemand

Jeg har efterhånden fået tygget mig igennem en del bøger af Fjodor M. Dostojevskij i år – først og fremmest takket være Ereolen, der har mange af hans værker som lydbøger. For et stykke tid siden fik jeg så lyttet til ‘Den evige ægtemand’.

Bogen handler om Veltjaninov, der var lidt af en kvindecharmør som ung. En dag opsøges han af en af sine elskerinders ægtemand – den lidt undseelige Pavel Pavlovitj. Han fortæller, at hustruen Natalja er død, og Veltjaninov frygter, at Pavel kender til affæren mellem Natalja og Veltjaninov. Og så opdager Veltjaninov også, at Natalja fødte en pige otte måneder efter, at de skiltes, så spørgsmålet er, hvem der mon er pigens rigtige far…?

Det er i bund og grund en enkel historie, der er centreret om et trekantsdrama, hvor der kun er de to konkurrenter tilbage – og hvor det tilsyneladende kun er den ene af parterne, der er klar over, at der i det hele taget var et trekantsdrama. Det er til tider superintrigant og modbydeligt – ikke mindst fordi Pavlovitj er både naiv og langsomt opfattende, hvilket hans omgivelser ofte udnytter.

Der er også passager, der er lidt træge, og hvor jeg ikke altid følte, at jeg vidste, hvor forfatteren ville hen med de scener, men de blev langt hen ad vejen opvejet af de skarpe replikker og fine detaljer, som historien også indeholdt.

En meget fint fortalt historie om to mænds kærlighed til en kvinde, der ville elskes af mange.

Lips Touch

lips touch

Jeg er normalt ikke så meget til novellesamlinger, men jeg blev alligevel fristet, da jeg så, at Laini Taylor havde udgivet novellesamlingen ‘Lips Touch’. Da Nikoline fra Windblown Pages samtidig også skrev en meget positiv anmeldelse af bogen, var der ikke flere undskyldninger – bogen blev bestilt!

‘Lips Touch’ består af tre noveller – ‘Goblin Fruit’, ‘Spicy Little Curses’ samt ‘Hatchling’. Alle har de kys til fælles – eller måske rettere skæbnekys, for det er kys, der er i den grad ændrer skæbner, når de gives. I ‘Goblin Fruit’ er det for eksempel gobliner, der frister unge piger med magisk frugt for at pigerne skal sælge deres sjæle, og her er et kys skæbnesvangert.

De tre noveller er ret forskellige men har dog alle et strejf af folkeeventyr over sig – ikke mindst fordi flere af dem er ret dystre. Især den første fortælling – Goblin Fruit’ er smukt fortalt, og selvom den er ret forudsigelig (hvilket er forventeligt, når den emmer af folkeeventyr), så er det samtidig også den af fortællingerne, jeg bedst kan lide. Den er ret kort og har samtidig en bittersød og underspillet stemning, som gør novellen ret følelsesladet.

Den anden fortælling, ‘Spicy Little Curses’ var også interessant, selvom jeg havde en følelse af at have læst den før – og det har jeg måske også, for den kunne sagtens være bygget på et gammelt eventyr? Jeg synes, slutningen på novellen er lidt letkøbt, men alt i alt var den ganske fin.

Den sidste novelle, ‘Hatchling’, var bogens længste historie på over 130 sider. Den var samtidig også så lang, at den for mig diskvalificerer sig til at være en novelle og nærmere er en kort bog. Desværre kunne denne historie ikke rigtig fange min interesse. Man skulle et godt stykke ind i historien, før trådene i den begyndte at flette sig sammen til en samlet fortælling om kærlighed, og selvom jeg rigtig godt kunne lide slutningen – og moralen – i denne historie, så betød den træge start desværre, at jeg aldrig følte nogen forbindelse til denne novelle.

Sproget i novellerne er skønt! Poetisk, drømmende og lokkende men også melankolsk og eftertænksomt. Historierne er suppleret af en række smukke og fantasifulde tegningerne, der giver et hint om, hvad novellerne handler om. Der er samtidig noget nostalgisk over stregen, men det skyldes nok, at den tegnestil har været ret populær i rollespilsmiljøet, som jeg tidligere var en del af.

En ganske god novellesamling til dig, der holder af eventyr og fortællinger om kærlighed.

lips-touch-tegning

The Geek’s Guide to Unrequited Love

Ind imellem får jeg lyst til en letlæselig og hyggelig bog. Det sker ofte, når jeg lige har tygget mig igennem et digert værk, så det var ikke så underligt, at denne lyst opstod, da jeg var færdig med ’Anna Karenina’. Jeg faldt over ’Geek’s Guide to Unrequied Love’Ereolen Global og lånte den, selvom jeg havde en fordom om, at den nok var lidt for light og lidt forudsigelig. Men hey – man har jo lov at blive overrasket.

Bogen er skrevet af Sarvenaz Tash og handler teenageren Graham, der har planer om at tage til Comic Con sammen med sine to bedste venner og mednørder, Roxana og Casey. Graham har tænkt sig, at denne con skal være noget helt særlig – ikke blot håber han på at komme til en meget eksklusiv paneldebat med sin yndlingsforfatter – han har også planer om at erklære sin kærlighed til Roxana, som han har været hemmeligt forelsket i gennem lang tid. Det er dog ikke så lige til, når man er en genert nørd, men Graham har lagt en vild og ambitiøs plan, der dog bliver truet, da en anden begynder at interessere sig for Roxana….

Lad mig starte med min egen fordom – om bogen var forudsigelig. Det var den faktisk ikke – eller i hvert fald ikke i lige så udtalt grad, som jeg havde frygtet. Den første halvdel af bogen var so-so. Jeg hyggede mig med at læse om dagene på Comic Con, men der var ikke så meget kød på historien på dette tidspunkt. Det ændrede sig dog, da følelserne for alvor kom i spil i anden halvdel, og jeg må indrømme, at mine øjenkroge blev lidt fugtige på et tidspunkt. Åh, den teenagekærlighed! Det var altså rørende.

Der er ikke gjort så meget ud af personbeskrivelserne i bogen, men det er der strengt taget heller ikke brug for i en kort og simpel bog som denne, hvor handlingsforløbet strækker sig over få dage. Hovedpersonen er en sympatisk og betænksom fyr, som forelsker sig i sin bedste (pige-)ven. Det er et klassisk oplæg til et kærlighedsdrama, det naturligvis intensiveres, da den mulige romance bliver truet af, at der pludselig dukker en anden sød nørdfyr op, som virker interesseret i Roxana. Hovedpersonens kvaler er så letgenkendelige, uanset om man er nørd eller ej, og forfatteren formår virkelig at få beskrevet de der tåkrummende øjeblikke, hvor man er lige ved at erklære sin kærlighed, men så kommer der et eller andet tåbeligt i vejen. Eller de der mærkelige krumspring man foretager sig for at skabe den helt perfekte scene til sin kærlighedserklæring. Mega flashback til teenagetiden.

Du behøver ikke at være nørd for at sætte pris på denne bog, men det hjælper helt klart. Jeg er sikker på, at problemstillingerne mht. usikker kærlighed gælder for både nørder og ikke-nørder, men eftersom hovedpersonerne fangirler over en del tegneserier med mere, og da bogen primært foregår på Comic Con, så er der ret mange nørd-referencer.

’Geek’s Guide to Unrequited Love’ er ikke en stor bog, men det er hyggelig og rørende læsning om den første teenagekærlighed. Og da jeg selv scorede mig en nørd, som jeg senere hen blev gift med, så ved jeg, hvor dejlige de kan være 🙂