Kærlighed i koleraens tid

Denne bog stod på min læseliste sidste år, men jeg må indrømme, at jeg nær aldrig havde fået læst den. Tidligere på året havde jeg nemlig læst Márquez’ anden store bog, ‘100 års ensomhed’ (som min allerkæreste i øvrigt mente havde en virkelig deprimerende titel :)). Den bog faldt absolut ikke i min smag, så jeg var lidt tøvende med hensyn til at flere af hans værker. Heldigvis var der flere af jer, der anbefalede ‘Kærlighed i koleraens tid’, så jeg tog mig endelig sammen og fik den læst.

Bogen er skrevet af Gabriel García Márquez og handler om den lidt kiksede Florentino, der forelsker sig stormende i den kønne unge Fermina. Han forsøger desperat at vinde hendes hjerte, men noget går galt, og hun bliver gift med en anden. Mange ting sker, inden han over 53 år senere atter erklærer hende sin kærlighed.

‘Kærlighed i koleraens tid’ er først og fremmest fortællingen om den store, stædige forelskelse, der nægter at dø. Florentino, der aldrig glemmer Fermina, og som venter i kulissen, mens livet passerer revy. Der er noget smukt og skræmmende ved den stædighed, han udviser, for hvem i nutidens Danmark kan forestille sig at gøre det samme?

Nu er det ikke fordi, at Florentino blot sidder og venter på, at Ferminas mand skal forsvinde, så Florentino atter kan nærme sig hende. Han får også smagt på livet, men Fermina forsvinder ikke fra hans tanker.

Det er på den ene side en velskrevet om end knapt så traditionel kærlighedshistorie, men den var desværre også lige lovlig langtrukken til min smag. Det gør ikke noget, at historien har et langsomt flow, men jeg syntes dog godt, at den kunne være strammet lidt op. Jeg blev næsten mere forelsket i ideen om historien end selve historien i sig selv.

I øvrigt var det pudsigt at opleve hvor meget skrivestilen i denne bog ligner ‘100 års ensomhed’, men hvor jeg ikke brød mig om sidstnævnte, så fungerede ‘Kærlighed i koleraens tid’ langt bedre for mig. En yndlingsbog bliver den dog aldrig.

Habibi

Jeg har længe ønsket at læse ‘Habibi’, men har også tøvet, fordi tegneserien har fået meget blandede anmeldelser. Men da jeg opdagede den på det lokale bibliotek, kunne jeg ikke nære mig 🙂

‘Habibi’ er tegnet og fortalt at Craig Thompson, der også står bag ‘Blankets’. ‘Habibi’ handler om den unge pige, Dodola, som bliver taget til fange af slavehandlere. Her møder hun den yngre dreng, Zam, som hun hurtigt adopterer som sin lillebror, da ingen andre syntes at tage sig af ham. Det lykkedes dem at stikke af fra slavehandlere, og de søger tilflugt i ørkenen, hvor de lever i en række år, indtil en tragisk hændelse, som får store konsekvenser for dem begge.

Lad mig starte med at fastslå, at ‘Habibi’ er ekstremt smukt illustreret. Jeg elskede tegnestilen i ‘Blankets’, men i ‘Habibi’ er der skruet yderligere op for detaljegraden og elegancen. Det er så betagende, at når historien for alvor bliver grum og brutal, så virker de elegante billeder som en flot kontrast til ondskaben. Vil du se eksempler på bogens illustrationer, så finder du dem via denne Googlesøgning.

Historien havde jeg det noget blandet med – først og fremmest fordi den til tider virkede rodet og langtrukken. Forfatteren er blevet kritiseret for den fremstilling af seksuel dominans, han beskriver i den fiktive arabiske verden, som historien foregår i. Jeg kan godt forstå kritikerne, da det kan virke provokerende, når bogen samtidig også indeholder elementer fra både Islam og kristendommen (dog ikke i direkte relation til sexscenerne). Omvendt er det en fiktiv historie, og derfor har jeg ikke forholdt mig til den kritik.

Men historien har bestemt også en række hjertegribende øjeblikke, hvor man enten smiler eller gisper, og jeg blev flere gange overrasket over, hvor meget skønhed og smerte, Craig Thompson, formår at indflette i sine tegninger.

Absolut en tegneserie, man skal læse for at nyde de fantastiske tegninger – og for at opleve de scener, hvor magien for alvor indfinder sig.

Kærlighedshistorier – hvad er din yndlings?

pixabay

I anledning af min allerkærestes og min bryllupsdag har jeg valgt kærlighedshistorier som dagens emne. Hvad er en god kærlighedshistorie?

Jeg må nok indrømme, at jeg ikke selv står forrest i køen over folk, der læser bøger om kærlighed. Faktisk træder jeg ofte tre skridt tilbage, hvis et forlag beskriver en bog som romantisk eller som den store kærlighedshistorie. Jeg frygter straks, at det er en (for) simpel fortælling om jagten på den eneste ene, og at den vil indeholde en masse klichéfyldte scener (her tænker jeg især på chick lit og bøger, der beskrives som romancer).

Men sådan behøver det jo ikke at være, og jeg kan da godt lide at læse om to personer, der forelsker sig – bare det ikke er den bærende del af bogen. Og så alligevel… for når jeg endelig falder for en kærlighedshistorie, så er det næsten altid de tragiske, som kryber ind under huden på mig. ‘Tiger Lily’ er et godt eksempel på dette. Jeg knuselskede den bog, selvom jeg næsten ikke kunne trække vejret af frustration og sorg undervejs. Men der er også enkelte kærlighedshistorier, som jeg falder for, og som ikke nødvendigvis er tragedier. Et godt eksempel er ‘Ildenglen’, hvor jeg selv blev overrasket over, hvordan jeg slubrede historien i mig – også selvom den flere gange blev lidt for meget.

For mig er en god kærlighedshistorie en fortælling om to mennesker (ikke tre – jeg hader som sagt trekantsdramaer) og den kærlighed, der opstår, når de opdager hinandens bedste sider og også kan elske vedkommendes værste sider. Det kan være mennesker i alle aldre, køn, race osv. – så længe der er den gnist af håb, tillid og hengivenhed, som jeg forbinder med kærlighed. En god kærlighedshistorie kan også være, at det kun er den ene person, der har det sådan – og så bliver det til de førnævnte tragedier, som jeg også har en vis svaghed for.

Hvad med dig? Har du en yndlings-kærlighedshistorie?

 

Den evige ægtemand

Jeg har efterhånden fået tygget mig igennem en del bøger af Fjodor M. Dostojevskij i år – først og fremmest takket være Ereolen, der har mange af hans værker som lydbøger. For et stykke tid siden fik jeg så lyttet til ‘Den evige ægtemand’.

Bogen handler om Veltjaninov, der var lidt af en kvindecharmør som ung. En dag opsøges han af en af sine elskerinders ægtemand – den lidt undseelige Pavel Pavlovitj. Han fortæller, at hustruen Natalja er død, og Veltjaninov frygter, at Pavel kender til affæren mellem Natalja og Veltjaninov. Og så opdager Veltjaninov også, at Natalja fødte en pige otte måneder efter, at de skiltes, så spørgsmålet er, hvem der mon er pigens rigtige far…?

Det er i bund og grund en enkel historie, der er centreret om et trekantsdrama, hvor der kun er de to konkurrenter tilbage – og hvor det tilsyneladende kun er den ene af parterne, der er klar over, at der i det hele taget var et trekantsdrama. Det er til tider superintrigant og modbydeligt – ikke mindst fordi Pavlovitj er både naiv og langsomt opfattende, hvilket hans omgivelser ofte udnytter.

Der er også passager, der er lidt træge, og hvor jeg ikke altid følte, at jeg vidste, hvor forfatteren ville hen med de scener, men de blev langt hen ad vejen opvejet af de skarpe replikker og fine detaljer, som historien også indeholdt.

En meget fint fortalt historie om to mænds kærlighed til en kvinde, der ville elskes af mange.

Lips Touch

lips touch

Jeg er normalt ikke så meget til novellesamlinger, men jeg blev alligevel fristet, da jeg så, at Laini Taylor havde udgivet novellesamlingen ‘Lips Touch’. Da Nikoline fra Windblown Pages samtidig også skrev en meget positiv anmeldelse af bogen, var der ikke flere undskyldninger – bogen blev bestilt!

‘Lips Touch’ består af tre noveller – ‘Goblin Fruit’, ‘Spicy Little Curses’ samt ‘Hatchling’. Alle har de kys til fælles – eller måske rettere skæbnekys, for det er kys, der er i den grad ændrer skæbner, når de gives. I ‘Goblin Fruit’ er det for eksempel gobliner, der frister unge piger med magisk frugt for at pigerne skal sælge deres sjæle, og her er et kys skæbnesvangert.

De tre noveller er ret forskellige men har dog alle et strejf af folkeeventyr over sig – ikke mindst fordi flere af dem er ret dystre. Især den første fortælling – Goblin Fruit’ er smukt fortalt, og selvom den er ret forudsigelig (hvilket er forventeligt, når den emmer af folkeeventyr), så er det samtidig også den af fortællingerne, jeg bedst kan lide. Den er ret kort og har samtidig en bittersød og underspillet stemning, som gør novellen ret følelsesladet.

Den anden fortælling, ‘Spicy Little Curses’ var også interessant, selvom jeg havde en følelse af at have læst den før – og det har jeg måske også, for den kunne sagtens være bygget på et gammelt eventyr? Jeg synes, slutningen på novellen er lidt letkøbt, men alt i alt var den ganske fin.

Den sidste novelle, ‘Hatchling’, var bogens længste historie på over 130 sider. Den var samtidig også så lang, at den for mig diskvalificerer sig til at være en novelle og nærmere er en kort bog. Desværre kunne denne historie ikke rigtig fange min interesse. Man skulle et godt stykke ind i historien, før trådene i den begyndte at flette sig sammen til en samlet fortælling om kærlighed, og selvom jeg rigtig godt kunne lide slutningen – og moralen – i denne historie, så betød den træge start desværre, at jeg aldrig følte nogen forbindelse til denne novelle.

Sproget i novellerne er skønt! Poetisk, drømmende og lokkende men også melankolsk og eftertænksomt. Historierne er suppleret af en række smukke og fantasifulde tegningerne, der giver et hint om, hvad novellerne handler om. Der er samtidig noget nostalgisk over stregen, men det skyldes nok, at den tegnestil har været ret populær i rollespilsmiljøet, som jeg tidligere var en del af.

En ganske god novellesamling til dig, der holder af eventyr og fortællinger om kærlighed.

lips-touch-tegning

The Geek’s Guide to Unrequited Love

Ind imellem får jeg lyst til en letlæselig og hyggelig bog. Det sker ofte, når jeg lige har tygget mig igennem et digert værk, så det var ikke så underligt, at denne lyst opstod, da jeg var færdig med ’Anna Karenina’. Jeg faldt over ’Geek’s Guide to Unrequied Love’Ereolen Global og lånte den, selvom jeg havde en fordom om, at den nok var lidt for light og lidt forudsigelig. Men hey – man har jo lov at blive overrasket.

Bogen er skrevet af Sarvenaz Tash og handler teenageren Graham, der har planer om at tage til Comic Con sammen med sine to bedste venner og mednørder, Roxana og Casey. Graham har tænkt sig, at denne con skal være noget helt særlig – ikke blot håber han på at komme til en meget eksklusiv paneldebat med sin yndlingsforfatter – han har også planer om at erklære sin kærlighed til Roxana, som han har været hemmeligt forelsket i gennem lang tid. Det er dog ikke så lige til, når man er en genert nørd, men Graham har lagt en vild og ambitiøs plan, der dog bliver truet, da en anden begynder at interessere sig for Roxana….

Lad mig starte med min egen fordom – om bogen var forudsigelig. Det var den faktisk ikke – eller i hvert fald ikke i lige så udtalt grad, som jeg havde frygtet. Den første halvdel af bogen var so-so. Jeg hyggede mig med at læse om dagene på Comic Con, men der var ikke så meget kød på historien på dette tidspunkt. Det ændrede sig dog, da følelserne for alvor kom i spil i anden halvdel, og jeg må indrømme, at mine øjenkroge blev lidt fugtige på et tidspunkt. Åh, den teenagekærlighed! Det var altså rørende.

Der er ikke gjort så meget ud af personbeskrivelserne i bogen, men det er der strengt taget heller ikke brug for i en kort og simpel bog som denne, hvor handlingsforløbet strækker sig over få dage. Hovedpersonen er en sympatisk og betænksom fyr, som forelsker sig i sin bedste (pige-)ven. Det er et klassisk oplæg til et kærlighedsdrama, det naturligvis intensiveres, da den mulige romance bliver truet af, at der pludselig dukker en anden sød nørdfyr op, som virker interesseret i Roxana. Hovedpersonens kvaler er så letgenkendelige, uanset om man er nørd eller ej, og forfatteren formår virkelig at få beskrevet de der tåkrummende øjeblikke, hvor man er lige ved at erklære sin kærlighed, men så kommer der et eller andet tåbeligt i vejen. Eller de der mærkelige krumspring man foretager sig for at skabe den helt perfekte scene til sin kærlighedserklæring. Mega flashback til teenagetiden.

Du behøver ikke at være nørd for at sætte pris på denne bog, men det hjælper helt klart. Jeg er sikker på, at problemstillingerne mht. usikker kærlighed gælder for både nørder og ikke-nørder, men eftersom hovedpersonerne fangirler over en del tegneserier med mere, og da bogen primært foregår på Comic Con, så er der ret mange nørd-referencer.

’Geek’s Guide to Unrequited Love’ er ikke en stor bog, men det er hyggelig og rørende læsning om den første teenagekærlighed. Og da jeg selv scorede mig en nørd, som jeg senere hen blev gift med, så ved jeg, hvor dejlige de kan være 🙂

Anna Karenina

Anna Karenina

Et af mine sommerferieprojekter var at gå i gang med en rigtig mursten af en klassiker – nemlig ‘Anna Karenina’ af Lev Tolstoj. Det er en bog, der har stået på min to-read-liste en række år efterhånden, men bogens tykkelse er ret intimiderende, og så var jeg meget i tvivl om, hvorvidt det var en bog for mig. Men men – nu skulle det være, så jeg gik i gang med den knapt 950 sider tykke bog.

‘Anna Karenina’ er historien om Anna, der lever i et ulykkeligt ægteskab, men forelsker sig hovedkulds i den unge officer Vronskij. Deres åbenlyse forelskelse vækker forargelse og vrede, for det er en kærlighed, der fører til en dramatisk syndflod af følelser og konflikter – ikke blot for det forelskede par men også for deres nærmeste omgangskreds. Annas ægtemand Karenin forsøger at få styr på sin kone og dermed også sit ægteskab, men Anna er vilter og emotionel, og affæren truer med at splitte både familier og venskaber.

Jeg havde forventet en storslået – og måske også lidt forudsigelig – kærlighedshistorie, da jeg gik i gang med ‘Anna Karenina’. Historien er helt sikkert storslået, men den er heldigvis ikke nær så forudsigelig, som jeg frygtede. Samtidig blev jeg positivt overrasket over, at selvom bogens titel er ‘Anna Karenina’, så er der adskillelige sidehistorier, der fylder en hel del og er mindst lige så interessante. Jeg tror, jeg havde kedet mig, hvis hele bogen kun skulle handle om Annas og Vronskijs kærlighedshistorie (selvom den nu er både spændende og medrivende), men deres historie suppleres og perspektiveres ganske fint gennem sidehistorierne.

Dette er i sandhed en bog om kærlighed. Den altopslugende, frådende og destruktive kærlighed, som kan vælte konger og lægge lande øde. Jeg er normalt ikke til kærlighedshistorier, men denne her er simpelthen så velskrevet og troværdig, at jeg gang på gang måtte tage mig selv i at måbe over, hvor godt scenerne var skruet sammen. Forfatteren formår i den grad at beskrive en kærlighed, der får en til at sukke og vride sig i smerte på samme tid, for den er lidenskabelig, bittersød og dødsensfarlig. Der er noget eviggyldigt, ægte og skræmmende ved historien selv her ca. 150 år senere, for selvom rammen for fortællingen er Rusland i 1870’erne, så er det en udødelig historie om kærlighed og alle dens torne.

Bevares, der var tidspunkter, hvor jeg kedede mig. Jeg kunne grundlæggende godt lide de mere filosofiske og moralske diskussioner, som flere af hovedpersonerne kastede sig ud i undervejs, men der var også tidspunkter, hvor jeg følte, at fortællingen røg ud af en tangent.

Jeg kan varmt anbefale bogen – også selvom den har et par ‘knaster’ og er meget tyk. Jeg er meget imponeret over den troværdige og meget medrivende kærlighedshistorie, hvor jeg i den grad følte, at her var tale om mennesker af kød og blod, der virkelig følte.

Denne skønne læseoplevelse kan muligvis blive springbrættet til at få læst ‘Krig og fred’ til næste år… selvom den er på ca. 1500 sider (argh!!).

An Ember in the Ashes

‘An Ember in the Ashes’ har længe været en af favoritterne blandt en del af de vloggers, jeg følger, så da jeg fandt ud af, at jeg kunne låne den via Ereolen Global, besluttede jeg mig for at downloade den og have den som reservebog på ferien i Frankrig. I stedet endte jeg med, at den udkonkurrerede en af de papirbøger, jeg havde planlagt at læse på rejsen!

Bogen er skrevet af Sabaa Tahir og er første bog i en serie. Jeg ved ikke, om det bliver en trilogi, men eftersom de fleste fantasyforfattere ikke kan skrive andet nu til dags, så er det et meget godt bud.

‘An Ember in the Ashes’ har to teenagere som hovedpersoner – slaven Laia og soldaten Elisa. De befinder sig i hver sin ende af hierarkiet i imperiet, og alligevel har de meget til fælles. Begge drømmer de om en bedre verden – en fri verden, hvor man ikke skal leve i frygt, og hvor samfundet ikke lægger så mange begrænsninger på borgerne. Laia føler sig nødsaget til at kontakte modstandsbevægelsen, da hendes bror bliver arresteret. De indgår en aftale om, at hun vil spionere for modstandsbevægelsen, og så vil de sørge for at befri hendes bror fra fængslet. Men Laias opgave viser sig at være dødsensfarlig, for der holdes skarpt øje med hende, og ét fejltrin vil betyde døden. Samtidig er Elias næsten færdig med sin uddannelse som soldat. I al hemmelighed har han dog planlagt at stikke af, men komplikationer opstår, og han står pludselig i en situation, hvor han måske kan få sin frihed på anden vis.

Denne bog var en virkelig positiv overraskelse. Jeg frygtede lidt, at den blot være endnu en oprørsbog i stil med mange af de andre ungdomsbøger om kampen-mod-det-undertrykkende-samfund, der er kommet de senere år, men jeg synes, at ‘An Ember in the Ashes’ formår at have sin egen stil.

Dette er en brutal bog. Jeg tænkte flere gange på ‘The Hunger Games’, mens jeg læste den. Ikke fordi de to bøgers handlingsforløb matcher, men fordi der er visse fælles træk såsom en ret barsk handling, hvor folk dør og oprøret mod en statsmagt, der er undertrykkende og voldelig.

Det fungerede rigtig fint med to hovedpersoner, som man skifter til at opleve historien igennem. Der var et par gange, hvor Laia var lige lovlig naiv, eller hvor Elias simpelthen ikke tænker sig om, og her var det som læser ofte let at gætte, hvad der så ville ske. Alligevel formåede bogen flere gange at overraske, og spændingen steg næsten hele vejen gennem fortællingen, hvor jeg sad og spekulerede på, hvad forfatteren mon havde i ærmet. Slutningen var ikke så overraskende, men havde dog et par twists, som jeg fandt ganske interessante.

Kærlighedsdelen i bogen var… kompliceret. Jeg frygtede et trekantsdrama, men forfatteren havde valgt en noget mere indviklet historie, hvor Amors pile i den grad fløj gennem luften hele tiden! Jeg vil ikke afsløre mere her, men er du til kærlighedshistorier og komplikationer, så burde du kunne få din lyst styret med denne bog.

Som jeg startede med at skrive, så udkonkurrerede denne e-bog helt en af de papirbøger, jeg havde slæbt med på ferien, som jeg slet ikke nåede, fordi jeg havde travlt med at læse ‘An Ember in the Ashes’. Det var en spændende og medrivende fortælling, og jeg skal helt sikkert læse fortsættelsen.

Er du til bøger om undertrykkelse, uretfærdighed, oprør, loyalitet og kærlighed, så er denne bog noget for dig.

I Capture the Castle

I capture the castle

Nu nåede jeg endelig til denne bog, som jeg egentlig havde håbet på at nå i løbet af foråret.

‘I Capture the Castle’ er skrevet af Dodie Smith og handler om teenageren Cassandra, der bor på et gammelt, nedslidt slot sammen med sin familie. Der er intet pompøst ved slottet, der har mistet al glans og vælde. Cassandras far er en kendt forfatter – eller rettere sagt var en kendt forfatter, for det er efterhånden længe siden, han har udgivet noget, og resten af familien er meget bekymret for, om han overhovedet kommer i gang med at skrive igen. Det er et problem, der vokser og vokser, eftersom familien ikke har nogen penge og derfor må leve yderst sparsommeligt. Da de to brødre, Simon og Neil, en dag ankommer til slottet, er det samtidig starten på en begivenhedsrig tid for familiens medlemmer.

Bogen er en dannelsesrejse – ikke blot for hovedpersonen Cassandra men også for mange af de andre personer i historien. I løbet af fortællingen ser man som læser, hvordan Cassandra modnes og går fra barn til voksen. Cassandra fylder – desværre – meget i historien, og det er med en streg under ‘desværre’, for jeg brød mig ikke synderlig om hende. I starten virker hun langt yngre end sine 17 år, da hun fremtræder meget naiv, men derefter får hun en række fikse ideer, som får hende til at virke bedrevidende og irriterende frem for omsorgsfuld og handlekraftig.

Historien er lidt pudsigt sat sammen. I starten er der megen fokus på familiens fattige kår, og det virker nærmest, som om de bor i en sønderbombet by under krigen. Det bliver så ekstremt, at skiftet – da det begynder at gå bedre – kommer til at virke meget underligt, eftersom der ikke går lang tid, før Cassandra tilsyneladende har glemt alt om den tid. Det gør mig ikke voldsomt meget, for jeg har ikke behov for, at hun svælger mere i den ekstreme fattigdom, men skiftet virker mærkeligt.

Der er passager undervejs, som jeg nød at læse – som har den sommerlige og drømmende stemning, jeg håbede på at finde i bogen. Desværre fylder de ikke så meget i bogen, som jeg havde forventet, og i stedet fik jeg en historie, der starter med at handle om en meget fattig behome-agtig familie til at handle om langtrukne kærlighedsforviklinger. Ikke lige hvad jeg forventede eller havde lyst til at læse.

Aristotle and Dante Discover the Secrets of the Universe

Denne bog købte jeg på et tidspunkt efter at have læst masser af rosende anmeldelser af den, for den lød som en rigtig interessant ungdomsbog.

‘Aristotle and Dante Discover the Secrets of the Universe’ er skrevet af Benjamin Alire Sáenz og handler om teenageren Ari og vennen Dante. De to er meget forskellige men har alligevel opbygget et tæt venskab. Deres venskab kommer dog på en prøve – ikke så meget fordi, at Dante forelsker sig i Ari, men mere fordi Dantes seksualitet ikke tolereres af alle. Det bliver en rejse i at lære sig selv at kende og finde ud af, hvad og hvem man vil kæmpe for.

Jeg kunne rigtig godt lide temaet for denne historie. Venskabet mellem de to – meget forskellige – unge fyre og den udvikling, de gennemgår. Det var rigtig fint, selvom det også var rimelig forudsigeligt. Og de to knægte er også lette at holde af, selvom den ene er lidt knudret og usikker. Eller måske netop derfor? I hvert fald udgjorde de et godt team.

Der var til gengæld to ting, der ødelagde fornøjelsen ved bogen. For det første var der skrivestilen. Jeg syntes, den var dræbende kedsommelig. Den vakte ingen følelser hos mig, og den virkede flad og unuanceret. Dernæst var der hele ‘nævn ikke broderen’-plottet, som bare var ligegyldigt og trukket i langdrag. Det var en darling, forfatteren skulle have dræbt med det samme.

Så… alt i alt var denne bog desværre en noget skuffende oplevelse. Min sindstilstand efter at have læst bogen afspejles meget fint i min kats ansigtsudtryk på billedet – jeg var skuffet og følte mig snydt for den gode oplevelse, andre havde fået. Men sådan er det med bøger – folk oplever dem forskelligt, og denne bogs skrivestil var bare ikke min kop te.